Når man sidder på en af Danmarks største arkitekttegnestuer med ansvar for en opgave til over ½ mia. kr., så er kravene til professionalisme nådesløse. Kan jeg honorere dem? Ja! Og nej.

Ja, fordi jeg foruden 20 års erfaring indenfor faget har både lederevner og en betydelig psykisk ballast. Helt ærlig, hvis ikke jeg skulle kunne, hvem kan så?

Og nej, fordi der er nogle samfundsmæssige tendenser, der har udfoldet sig utæmmet igennem årtier, og har bragt os et sted hen, hvor vores samfund udviser udprægede dysfunktionelle træk. Hvad der er normalt og hvad der er professionelt er blevet så fordrejet, at begge nærmest fremstår som kollektive hallucinationer.

Jeg skal ikke her gå ind i de specifikke vanskeligheder, der karakteriserede min aktuelle opgave, da jeg i sin tid overtog ansvaret for den. Hvad jeg derimod længe har ønsket at få sat ord på, er de overvældende misforhold, som præger ens arbejdsvilkår som arkitekt anno 2012 – misforhold som jeg er sikker på mit fag deler med mange andre. Måske endda de fleste.

Produktivitetsparadigmet

Vores samfund kører på et vækstparadigme, et paradigme om stadige produktivitetsstigninger. Fra at olien begyndte at flyde, og man blev klar over at man kunne lave maskiner, der udførte arbejdet for hundredervis, ja tusindvis af mennesker, så har vores produktivitet og tilhørende forbrug været på en stejl opadgående kurve. I over 300 år har opskriften på succes været at erstatte menneskelig arbejdskraft med maskiner. Denne filosofi er fortsat ind i IT-teknologiens verden, hvor samme opskrift kører uantastet videre.

For tiden vakler den danske arkitektbranche under en udfordring om at omlægge sine IT-værktøjer og IT-kompetencer til at arbejde med meget avancerede 3D-bygningsmodeller. Ingen har spurgt seriøst til hvad denne omlægning ender med at koste, og der vil givetvis være tegnestuer, der brækker nakken på denne satsning. Hvorfor gør de det? Fordi et paradigme netop er en grundantagelse, et fundament for ens øvrige ræsonnementer, noget man knap er bevidst om, og derfor heller ikke sætter spørgsmålstegn ved. Således tager vi produktivitetsparadigmet som et grundvilkår på linje med naturlovene. De gør det selvfølgelig også fordi de er blevet det pålagt gennem Lov om offentlig byggevirksomhed, herunder IKT-bekendtgørelsen (BEK1381). Den lov er så bare i sig selv gennemsyret af produktivitetsparadigmet.

Psykosocialt gentager historien sig også. Ligesom de gamle industrifabrikker blev mere og mere automatiserede bliver ”maskinparken” i nutidens videns-fabrikker mere og mere avanceret. Der er behov for færre og færre mennesker med mere og mere specialviden, og presset på ”fabriksarbejderne” for at tilegne sig denne specialiserede viden er så stort, at deres selvfølelse hurtigt slides ned. Som lønslaver halser vi efter at komme på omgangshøjde med teknologien. Og den overflødiggjorte arbejdsstyrke? Nå ja, den indgår sjovt nok ikke som et passiv i de økonomiske kalkuler. Den enkelte lediges selvfølelse er naturligvis også ruineret som følge af at være overflødig.

Konkurrenceparadigmet

Metoden, hvormed samfundet kapitaliserer produktivitetsgevinsterne, er priskonkurrence. Enhver ejer af en ”industrivirksomhed” vil have produktivitetsstigninger i virksomheden som sin første prioritet, og vil som udgangspunkt bare score en opnået produktivitetsgevinst. Ved at forlange, at den givne vare eller ydelse skal udbydes på et konkurrencemarked, opnår samfundet, at produktivitetsstigningerne over tid ikke bare giver større fortjenester til ejerne men også giver billigere varer og ydelser. Det giver så god mening, at det står ikke en gang til diskussion mellem de herskende politiske fløje længere. Stadigt flere og flere varer og ydelser indenfor samfundshusholdningen bliver underkastet konkurrencevilkår.

Indtil 1998 havde arkitektbranchen nogle vejledende priser for deres ydelser, men det blev kendt ulovligt, og siden har konkurrencen været fri. Konsekvensen af disse skærpede konkurrencevilkår har været, at arkitekternes honorarer er blevet halverede over de seneste 10-15 år. En anden konsekvens har i parentes bemærket været, at da kriteriet for afholdelse af en priskonkurrence må være, at alle er fuldkommen klar over betingelserne, har konkurrenceprogrammerne udviklet sig til så omfattende og udførlige dokumenter, at alle væsentlige designbeslutninger nærmest er taget inden arkitekterne kommer på banen. Samtidig holder alle involverede parter pokerfjæset og hævder, at det produkt bygherrerne i dag modtager er af samme kvalitet som tidligere. Arkitekternes eksistensberettigelse er blandt andet at tænke et byggeri igennem på papiret inden man går i gang med at bygge. Skal man først til at tænke, når byggepladsen kører på fuld kraft, så bliver det rigtig dyrt.

Vores nuværende konkurrenceparadigme sikrer ikke, at det er den bedste arkitekt eller den bedste entreprenør der får opgaven, men at opgaven overdrages til den der giver den største discount. På den ene side er der ingen der tror på, at der er gennemført produktivitetsforbedringer i størrelsesordenen dobbelt-op, på den anden side er der mig bekendt ikke gennemført nogen undersøgelser, der dokumenterer hvad discount-projekteringen reelt koster samfundet.

Forvaltningsparadigmet

Hvad vi har er altså en branche, der af produktivitetshensyn er under pres af indførelsen af ny, avanceret IT-teknologi, og samtidig i en fortsat proces underbyder sine ydelser. Så skal det også gå galt. Og det går galt. Der sker fejl. Nogle gange alvorlige fejl. Det er sjældent at disse fejl når medierne, men medierne er alligevel hele tiden med på sidelinjen. Særligt de offentlige bygherrer er skæpperædde for havne i en situation, hvor de bliver hængt ud for en fejl der er sket. Da fejl samtidig er alt for farlige at sidde med alene, bliver de altid skubbet opad i hierakiet. Højere oppe i hierakiet er der så altid en direktør eller en politiker, der er parat til at vise handlekraft og udstikke retnigslinjer for, hvordan fejl skal undgås fremover. Rådgivere og entreprenører skal simpelthen pålægges at tjekke deres projekter for fejl, og skal til hver en tid kunne dokumentere, at denne kontrol af eget arbejde er gennemført. Men der følger jo ikke nogen penge med, så den tid der går med at kontrollere og dokumentere kan kun tages ét sted fra, nemlig fra projektarbejdet, hvorfor projekterne nødvendigvis må få en tand mere på discountskruen. Dertil kommer så en eller anden grad af statslig eller kommunal administration til at kontrollere, at kontrollerne er foretaget.

Men kontrol og dokumentation af egne arbejder er bare en del af en langt større trend. Tag en vilkårlig nyhedsudsendelse: Medierne og politikerne har jo forenet deres kræfter i en hellig kamp for at udrydde enhver fejl, der måtte ske i samfundsmaskineriet. Og for hver en ting man finder, bliver der skrevet en ny lov eller et nyt direktiv.

Da jeg fik min afgang fra Arkitektskolen i 1989 fyldte den samlede byggelovgivning efter mit skøn under en halv hyldemeter. I dag fylder den samlede byggelovgivning formentlig over 10 hyldemeter. Når en tegnestue i dag indsender et byggeandragende til myndighederne, har ikke en gang sagsbehandlerne hos myndighederne overblik over alle reglerne. Når de efter endt sagsbehandling giver deres byggetilladelse, er det med generelle henvisninger til en række forskellige love, direktiver eller standarder, som forudsættes overholdt. På den måde bliver det ikke deres opgave at pege på punkter, hvor det aktuelle projekt uafvidende måtte afvige fra reglementerne. Sagsbehandlerne behøver således ikke at kende de specifikke regler, men forvalter reglerne ved at skubbe kontrollen for overholdelsen af dem tilbage til rådgiverne.

Og alle de som lever af at formulere krav, de tænker næppe ret meget på hvor mange andre der gør det samme, og hvilken belastning denne samlede mængde af stadig nye regler udøver på dem, der rent faktisk producerer noget, det være sig bygninger, fødevarer, beklædning osv.

Forflygtigelsesparadigmet

Til IT-eksperimenterne og de udhulede honorarer kan altså tilføjes en uoverskuelig strøm af regler, alt sammen vilkår man rimeligvis må forvente, at de implicerede parter håndterer på en professionel facon, i første omgang selvfølgelig projektledere hos rådgivere og entreprenører, men til dels også projektledere på bygherresiden. Således bliver pokerfjæsene igen kørt i stilliing. Naturligvis imødekommer vi alle krav, og håndterer sagen i overensstemmelse med den forventede professionalisme. Dog er overbebyrdelse et tilbagevendende problem blandt projektledere, hvilket typisk medfører, at den overbebyrdede projektleder hen ad vejen flyttes til en anden opgave. Godt nok er overbebyrdelsen allerede indeholdt i opgavens rammebetingelser, men man skal et stykke ind i projekteringen før nettet begynder at strammes om projektlederen. Generelt er der stor forståelse for at mennesker kan rammes af stress indenfor den nuværende arbejdskultur, og som det fremgår, af gode grunde. Den overbebyrdede eller stressramte projektleder bliver således erstattet, en ny indtager pladsen, og igen er der (af gode grunde) forståelse for, at denne nye projektleder må have tid til at sætte sig ind i opgaven. Hvad der reelt sker er, at værdifuld viden hos den oprindelige projektleder fortabes, samtidig med at den nye projektleder et langt stykke af vejen (af gode grunde) kan påberåbe sig et begrænset ansvar. Og således humper det givne projekt videre. Udskiftning af nøglepersoner undervejs i projektforløb er nu så udbredt, at det snarere er reglen end undtagelsen. Og man kunne få den kætterske tanke, at man i alle de involverede organisationer havde en uudtalt konsensus om at gennemføre denne form for ansvarsspredning, for kun der igennem kan projektlederne bære de overlæssede forventninger.

Jeg kan selvfølgelig ikke tillade mig at generalisere og sige, at forholdene er som beskrevet ovenfor overalt indenfor branchen. Og der er mange dygtige projektledere derude, som gør et godt stykke arbejde. Selv prøver jeg at løfte mit ansvar som projektleder gennem nogle meget bevidste strategier eller principper. Disse kan koges ned til:

• Sørg for at alle samarbejdsrelationer er båret af tillid
• Værdsæt andres indsats
• Fokusér på fælles mål
• Vær ærlig og gør alt hvad du kan for at holde ord
• I mødet med ethvert problem, spørg hvad der er sund fornuft
• Vurdér løbende projektets risici, prøv at udrydde de store og lær at leve med de små

Jeg håber og tror, at vi, projektgruppen på min aktuelle sag, kan komme i mål assisteret af disse principper. Så hvad skulle denne lange klagesang så til for?

Hvad jeg i virkeligheden vil sige er, at de dysfunktionelle træk som vores samfund udviser, er så graverende, at det ligner en dødsmærket kultur. Der er en egen logik i, at et samfund drevet af fossile brændstoffer møder sit endeligt gennem processer, der bedst kan beskrives som forstening. Personligt er jeg ikke i tvivl om, at vi står overfor industrikulturens endeligt, og at det samfund vi skal tage hul på opbygningen af, er et samfund, en kultur, en civilisation, der aldrig før har eksisteret. En bæredygtig civilisation, som rummer alle de forudgående civilisationer i sig.

Intet menneske kan overskue omfanget af denne transformation, men første skridt er at vi konfronterer krisen. Og krisen kan komme til at strække sig over mange år, og den kan blive meget smertefuld. Men når vi på et vilkårligt tidspunkt ude i fremtiden, længes tilbage til dengang der var alt muligt der var gratis, og der var folk der tog hånd om alt muligt for én, og der var charterferier.. så vil jeg med denne note bare minde om, at industrikulturens død var i det store såvel som i det små, og uanset alle dens spektakulære mindemærker havde den ikke desto mindre nået et punkt, hvor den var tømt for mening. Vi havde ikke andet valg end at lægge den bag os.










(Illustration: Still-billede fra “The Trial”, Orson Welles, 1962)