Hvis en klike af politiske ledere slipper afsted med vedholdende at lyve overfor en befolkning, og disse svigt er graverende, kan man så tale om at en befolkning bliver traumatiseret? Lad os sige at man lever som en almindelig borger i et vestligt demokrati, og man er blevet flasket op med forestillingerne, at de politiske ledere i det mindste anstrenger sig for at lede til befolkningens bedste, at journalisme findes for at konstant at pege på, hvornår de politiske ledere svigter deres mandat, at videnskabsfolk over alt andet er forpligtede overfor, hvad der må vurderes som sandt eller retvisende, at bankerne findes for at understøtte virksomhederne og borgernes økonomier, og man derpå opdager,

– at de politiske ledere er drevet af nogle andre motiver end befolkningens trivsel, faktisk handler politikerne jævnligt i modstrid med befolkningens interesser, og udover personlige ambitioner svæver det i det uvisse, hvad det egentlig er, der motiverer deres handlinger,

– at journalisterne på de statsstøttede eller bare gængse medier går en stor bue udenom mangfoldige betændte samfundsforhold, og hvor befolkningen således holdes i uvidenhed om graverende udviklingslinjer, fejlgreb og misforvaltning,

– at videnskaben indenfor praktisk talt alle vidensområder er blevet så gennemsyret af pengespørgsmål, at forskningen rettes mere og mere imod, hvad der anses for belejligt og relevant for sponsorerne,

– at bankerne er blevet mægtige institutioner, som er blevet styrtende rige på penge, de selv har skabt ud af ingenting, og som nu på mange måder har frigjort sig for at være underlagt nationale finanstilsyn, og derved er blevet arnestederne for korruption af et svimlende omfang…

Ville denne samlede erkendelse summere op til en krise i ens samfundsforståelse? Der er to muligheder her: Enten lader man ræsonnementerne følge deres iboende organiske forløb mod erkendelsen, og ja så står man med en dyb krise i sin samfundsforståelse, muligvis så dyb, at omfanget af de konstaterede svigt fører til en form for traume. Eller man kan forhånd fornemme, hvor disse ræsonnementer fører en hen, og angsten for at fortabe sin samfundsforståelse melder sig med en sådan styrke, at man kvæler disse tankebaner, og aktivt fortrænger ethvert spørgsmål, der efterfølgende ville kunne sætte disse tankebaner i fornyet bevægelse.

Tilbage i 1960’erne, blev den amerikanske befolkning traumatiseret af de tre attentater på tre af de største politiske lederfigurer i USA’s historie i form af JFK, RFK og MLK? Blev den amerikanske og de vestlige befolkninger traumatiserede af 9/11-terrorhandlingen? Blev den amerikanske og de vestlige befolkninger traumatiserede af Snowdens afsløringer og vidnesbyrdet om at leve i en totalovervågningsstat? Blev den amerikanske og de vestlige befolkninger traumatiserede af coronakrisen og de tvivlsomme men ikke desto mindre yderliggående konsekvenser, de politiske ledere valgte at tage? Blev de vestlige befolkninger traumatiserede af de mere og mere åbenlyse vidnesbyrd om censur og politisk forfølgelse?

På samme måde som vi som enkeltpersoner ikke kan gardere os imod uheld, kan vores politiske ledere selvfølgelig ikke gardere samfundet som helhed imod uheld og katastrofer. Men at uheld indtræffer er ikke ensbetydende med, at traumer opstår. Traumer opstår, når en chokerende, angstfyldt og livstruende begivenhed ikke bliver følelsesmæssigt bearbejdet. Og ligesom vi som enkeltpersoner ofte skal bruge lang tid på at bearbejde en chokerende, angstfyldt og livstruende begivenhed, kan det også tage lang tid at komme overens med chokerende, angstfyldte og livstruende samfundsmæssige begivenheder.

Men det sker praktisk talt aldrig. Typisk er de politiske ledere opsatte på, at samfundet som helhed hurtigst muligt lægger den chokerende, angstfyldte og livstruende begivenhed bag sig. Enten ud af manglende omtanke eller fordi de politiske ledere har spillet en eller anden rolle, aktiv eller passiv, i den chokerende, angstfyldte og livstruende begivenhed. Måske var deres reaktioner i situationen bare ubehjælpsomme, og det er slemt nok at skulle konfronteres med, igen og igen.

På den baggrund er der en case for, at særligt den amerikanske men såvel de vestlige befolkninger er traumatiserede. Hvorfor blev der ikke gennemført en tilbundsgående efterforskning af 9/11-terrorhandlingen? Hvorfor var der ikke et mægtigt retsligt efterspil på finanskrisen i 2007-2009? Hvorfor var der ikke en mægtig samfundsmæssig selvransagelse i kølvandet på Snowdens afsløringer? De chokerende, angstfyldte og livstruende samfundsmæssige begivenheder bar i sig selv kimene til traumet, men et traume blev det først, da den samfundsmæssige bearbejdelse blev fortrængt.

Min anledning til at gøre mig disse refleksioner og skrive denne note er, at jeg kom på tværs af en Youtube-video om Agenda 21, og om hvordan der var nogle kritiske røster, der allerede starten af 1990’erne advarede imod disse politiske tiltag. Og da jeg så, at videoen havde haft 3,2 mio. visninger, valgte jeg at se/ høre den (link i kommentartråden). Og som jeg forventede, var vinklingen hos de kritiske røster da og hos videobloggeren her, at FN’s Agenda 21-planer fra starten var et mægtigt politisk powergrab. At Agenda 21-planerne var undfanget som et totalitaristisk projekt.

For mit eget vedkommende vil jeg ikke afvise, at Agenda 21 over disse 30 år har udviklet sig til et powergrab og et totalitaristisk projekt. Der er så mange ting, der er skredet over de samme 30 år, så meget korruption der har bredt sig fra den politiske top, og det er disse svigt og denne korruption, som jeg spørger om, kan have ført til traumer i de vestlige befolkninger. Og fordi de politiske ledere har udtømt deres tillid i befolkningerne, er det simpelthen ikke længere muligt at realisere omfattende top-down politiske initiativer. Fordi den politiske kapital igennem de vestlige nationer er ruineret, vil ethvert top-down tiltag blive mødt med mistro og en forventning om statslige overgreb.

Men alle de (særligt konservative) der reagerer på Agenda 21-planerne, som om det er et mægtigt totalitaristisk powergrab, hvordan stiller de sig til de oprindelige motivationer til planerne? Tænker de på, at det først var i 1970’erne, at menneskeheden for alvor vågnede op til bevidstheden om, at menneskeheden øver enorme påvirkninger af klodens økosystemer? Og det var først i 1980’erne, at menneskeheden gjorde de første forsøg på at få politisk greb om disse enorme praktiske og politiske udfordringer, som den voksende økologiske krise udgjorde?

Selvfølgelig var verden ikke ren og ukorrupt, når vi går længere tilbage end de 30 år, men både i 1970’erne og i 1980’erne var der stadig noget positiv politisk kapital i vores regeringsstrukturer. Og selvfølgelig ræsonnerede man da, at disse spørgsmål angår menneskeheden som helhed, og derfor var det naturligt, at løsningsmodeller skulle udarbejdes i FN-regi. Bare fordi den politiske kapital i dag er udtømt, og top-down politiske initiativer vil aldrig kunne samle en befolkning, end ikke på nationalt niveau, så er det ikke ensbetydende med, at en sådan top-down tilgang dengang var iboende totalitær.

Personligt er jeg ikke imponeret over ovennævnte kritiske røster, der advarede imod de politiske risici ved en top-down tilgang til løsningen af vores enorme miljømæssige udfordringer. Det interessante her er ikke deres skepsis men snarere, hvilke modeller til imødegåelse af vores enorme miljømæssige udfordringer de ellers vil foreslå, hvis ikke igennem forpligtende globale aftaler. Og det er her, at minimalstatsfortalerne i mine øjne komplet useriøst ofte bare affærdiger, at der overhovedet skulle være væsentlige miljømæssige udfordringer. Det er som de ikke kunne drømme om at gøre sig umagen med at undersøge, hvor galt det egentlig står til.

Den kritik kan så retfærdigvis ikke rejses imod omtalte videoblogger Douglas Colbert fra ’Off Grid with Doug & Stacy’, da han helt åbenbart har taget konsekvensen, og igennem mange år rent faktisk har levet en helt anderledes bæredygtig livsform end de typiske i de vestlige lande. Men mener Doug så, at hans model som ’homesteader’ kan skaleres op til at gælde den samlede menneskehed?

Som jeg selv forstår disse forhold, så vil bare den personlige strategi ikke have en jordisk chance. Doug har med sin kone opbygget et fint og effektivt lille landbrug, som rigeligt forsyner dem selv. Men kommer det til former for samfundsmæssigt sammenbrud (som en uomgængelig konsekvens af den løbske korruption), og der kommer sult og forarmelse, hvordan forestiller Doug & Stacy sig, at de skal beskytte deres dyr og afgrøder? Ved at skyde indtrængende tyve eller røvere? Og over hvor lang tid da? Må man ikke forvente, at folk, der har mistet alt, begynder at organisere sig under røverfyrster, som skaffer føde og har alt det fornødne materiel til at plyndre alle de, der lever uden befæstninger?

Uanset deres tilsyneladende fuldstændigt uafhængige livsførelse forudsætter Doug og Stacy’s livsstil efter min opfattelse stadig en retstilstand og noget politi, der kan opretholde retstilstanden. De ville umuligt kunne leve i fred i et lovløst land. Men det næste er så, er der overhovedet tilstrækkeligt dyrkbart land på kloden til, at vi alle kan leve som Doug & Stacy, og ville en udbredelse af denne livsform ikke være ensbetydende med et enormt civilisatorisk kollaps?

Den stærke negative hype omkring Agenda 21-planerne slår mig således som følelsesmæssig og ikke videre konstruktiv, særligt fordi kritikerne ikke kommer op med gangbare alternativer til globale initiativer. Ja, globale initiativer er blevet odiøse og formålsløse som følge af den fortabte tillid til det politiske lederskab i befolkningerne, men jeg savner i den grad en redegørelse for, hvordan minimalstatsmodeller skal bringe os ud af den økologiske knibe, vi har bragt os i.

For problemet er jo, at vi kommer ikke til at udvikle gangbare løsningsmodeller, som ikke indebærer betydelige materielle afsavn i forhold til vores hidtidige levemåder. Og igen her er Doug & Stacy eksemplarisk gået foran, og har vist at man kan leve fuldt tilfredsstillende liv på en mere beskeden materiel levefod. Men det er en kæmpe politisk udfordring at skulle gennemføre almene økonomiske nedskaleringer. Så hvad var det ovennævnte kritiske røster reagerede på dengang for 30 år siden? At alle verdens regeringer greb spørgsmålet om imødegåelse af vores miljømæssige udfordringer forkert an, eller bare at de modsatte sig, at de eller samfundet som helhed skulle acceptere afsavn?

Efter min opfattelser kommer vi aldrig til at løse vores store miljømæssige udfordringer, uden at vi genindfører det samfund, Margaret Thatcher proklamerede, slet ikke fandtes. Uden metoder til hurtigt og effektivt at opbygge ny politisk kapital og etableringen af en fornyet enhed mellem det politiske lederskab, en uafhængig fagkundskab, uafhængige medier og befolkningen, vil vores største udfordringer forblive uadresserede, og så vil det komme til sammenbrud. Og her taler vi ikke om økonomiske sammenbrud, men økologiske.

Men i mine øjne er der metoder til hurtigt og effektivt at opbygge ny politisk kapital og etableringen af en fornyet enhed mellem det politiske lederskab, en uafhængig fagkundskab, uafhængige medier og befolkningen, og disse metoder handler om at gennemføre den traumebearbejdning, som det forudgående politiske lederskab har spærret for:

– at få åbnet de hemmelighedsstemplede filer om de politiske attentater i USA i 1960’erne,

– at få gennemført en tilbundsgående efterforskning af 9/11-terrorhandlingen,

– i forlængelse af Snowdens afsløringer at få gennemført en samfundsmæssig selvransagelse om efterretningstjenesternes mandater og funktioner samt beskyttelsen af borgernes privatliv

– at få gennemført en udredning af de herskende finanssystemer, herunder skyggebanksektoren og off-shore institutionerne, og genvinde en samfundsmæssig kontrol over pengeskabelsen

– at få gennemført en udredning af oprindelsen af SarsCov2-virussen, de sundhedsfaglige vurderinger af epidemien samt de politiske konklusioner man drog af disse vurderinger

– at få gennemført en udredning af årsagerne til Ukrainekonflikten, de militærfaglige vurderinger samt de politiske konklusioner man drog af disse vurderinger

Disse udredninger og selvransagelser kan ske indenfor rammerne af retssystemet, men med henblik på traumebearbejdningen vil langt bedre resultater formentlig kunne opnås gennem sandhedskommissioner efter sydafrikansk forbillede med omfattende grader af amnesti.

.