Ved valget af Javier Milei oprettede jeg et obeservationskort på Milei for at være en amerikansk hånddukke og endnu et eksempel på illegitim amerikansk indblanding i de sydamerikanske landes interne forhold. Nu om dage primært tilvejebragt af de i den vestlige verden altdominerende amerikanske tech-platforme som Google, X (aka Twitter), Facebook og Instagram.

Milei’s politiske program vakte begejstring i libertarianske kredse, og han blev af mange libertarianere set som en potentiel stor reformator. For mit eget vedkommende udløste alene hans plan om at opgive den nationale argentinske valuta for at gøre den argentinske økonomi 100 pct. dollarbaseret stor skepsis overfor hans reelle politiske hensigter.

I går torsdag 18-01-2024 gav Milei så en ’special address’ på dette års WEF-kongres i Davos. Jeg formoder, at denne omstændighed i sig selv vil få mange libertarianere til at blive mere skeptiske overfor Milei og hvad hans politiske projekt egentligt handler om. Denne skepsis havde jeg så i forvejen, men jeg valgte at høre hans ’special address’ for at se om jeg kunne komme nærmere på en dom over Milei i retning af, om han er en oprigtig og visionær politiker eller en regressiv hånddukke.

Jeg ser ikke mig selv som libertarianer, men jeg deler deres overordnede fokus på betydningen af individets frihed. Og jeg mener fortsat at den amerikanske uafhængighedserklæring er et af de fineste eksempler på, hvordan individets frihed kan stadfæstes indenfor en forfatningsmæssig statslig struktur. Det er så bare så uendeligt nedslående at se den samme forfatning blive forulempet og tilsidesat, som det er sket vedholdende siden mordet på JFK i 1963 og nærmest er gået amok efter 9/11.

Som jeg ser det, kan Javier Milei ikke på samme tid være libertarianer og en hånddukke for USA, så hvad er han? Det var svaret på det spørgsmål jeg satsede på at komme nærmere ved at høre hans ’special address’.

Det skulle vise sig lige fra starten at være en enorm prøvelse for mig at komme igennem den tale. Mit bullshit-barometer stod igen og igen og dirrede oppe i det røde felt. Så voldsomt fordrejede forekom Milei’s fremstillinger at være iht. til nogle rimeligt basale politiske præmisser, at jeg igen og igen måtte sætte talen på pause for lige at genfinde min sans for op og ned i denne verden.

Milei’s tale havde i mine ører så lidt politisk substans og så lidt ægte tidssvarende politisk vision, at hans case hælder stærkt imod, at han er en amerikansk hånddukke. En politisk figur der er blevet groomet til den rolle han spiller, og de libertarianske paroler var og er bare en kynisk og kalkuleret måde at optage frustrationerne i den argentinske befolkning, og totalt populistisk og uvederhæftigt at stille former for udfrielse af deres meget reelle problemer i udsigt.

På intet tidspunkt i Milei’s tale sværger han til den enkelte argentiners frihed og trivsel, hvad han sværger til er en ideologi, som på overfladen er libertariansk, men der er ingen tilkendegivelser overhovedet af, hvordan ideologien adskiller sig fra den alt for velkendte neoliberalisme og de politiske agendaer af globalisering og globaliserede finansinstitutioner frigjort fra nationale lovkomplekser.

Og så kunne jeg sådan set bare have skubbet hele klamme affære til side, og vendt min opmærksom mod mere positive og fremsynede ting. Men det der bliver ved med at nage mig med Milei er, at det lykkedes at besnære hovedparten af den argentinske befolkning til at stemme på ham og dette (i mine øjne) falske politiske program. Denne besnæring, holder jeg så på, for en stor del skete ved illegitime politiske midler i form af voldsomme fordrejninger af informationsstrømmene på ovennævnte tech-platforme.

Det er de samme fordrejede forestillinger om vores reelle omstændigheder, der indsatte Trump i embedet som amerikansk præsident og fik briterne til at stemme sig ud af EU. Som om Trump havde (og har) nogen jordiske chancer for at ’Make America Great Again’ og briterne havde nogen jordiske chancer for at ’Take Back Control’.

USA kommer aldrig til at genopleve den helt unikke storhed nationen besad i årene efter 2. Verdenskrig, og Storbritannien kommer aldrig til at genopleve de grader af global magt og suverænitet, som nationen nød i starten af det 20. århundrede. Disse bagudskuende politiske opfattelser vil ikke hjælpe hverken amerikanerne eller briterne til former for velstand og trivsel i det 21. århundrede, men vil langt snarere fremkalde yderligere mismod og frustrationer i befolkningerne. Det er her at fascismen vinker som det næste logiske udviklingstrin.

Personligt finder jeg figurer som Milei dybt foruroligende og ildevarslende, og dette foranlediger mig til at gøre hvad jeg kan gøre som modsvar til disse falske politiske ideer, og det er omhyggeligt at imødegå hans argumentation og dermed afsløre den manglende substans. Det er der så kommet en meget lang note ud af, selv efter mine standarder. Beklager, men det var hvad der skulle til for at befri mig selv for den aktiverede kognitive dissonans. Som altid håber jeg, at de der måtte investere tiden også vil få et passende udbytte.

Folk med libertariansk hældning må bare ikke lade sig rive med af figurer som Milei. Han poserer som deres fortaler, men viser ingen vilje til at tage et opgør med den ufrihed og kontrol, storbankerne og storkoncernerne har lagt ned over vores samfund. Han peger på de politiske ledere som skurkene, men hvad har de politiske ledere været over de seneste 40-50 år andet end lakajer for storbankerne og storkoncerner?

På den måde kan en imødegåelse af Milei’s tale tælle for en imødegåelse af nogle gængse libertarianske slogans, som i den grad savner en præcisering, hvis libertarianisme ikke bare skal munde ud i en understøttelse af de herskende neoliberale ideologier. Og libertarianerne kan blive misbrugt i en sags tjeneste, som ikke er deres.

:

Davos 2024: Special address by Javier Milei, President of Argentina

Good afternoon. Thank you very much.

Today I’m here to tell you that the Western world is in danger. And it is in danger because those who are supposed to have to defend the values of the West are co-opted by a vision of the world that inexorably leads to socialism and thereby to poverty.

Unfortunately, in recent decades, the main leaders of the Western world have abandoned the model of freedom for different versions of what we call collectivism. Some have been motivated by well-meaning individuals who are willing to help others, and others have been motivated by the wish to belong to a privileged caste.

We’re here to tell you that collectivist experiments are never the solution to the problems that afflict the citizens of the world. Rather, they are the root cause. Do believe me: no one is in better place than us, Argentines, to testify to these two points.

(kommentar)

Denne indledning er efter min opfattelse stærkt demagogisk. ‘Western world in danger’ = konkret specifik trussel, hvorfra? Fordi de politiske ledere er blevet ‘.. co-opted by a vision of the world..’, karakteriseret som ‘collectivism’= totalt diffust fjendebillede. Faktisk kan man hævde, at ’collectivism’ kun giver mening som modsætning til ’individualism’, så diffus er termen.

På den anden side, er individets frihed blevet indskrænket i den vestlige sfære over de seneste årtier? Gu’ er den så, og det i meget markant grad. Er det fordi, der har siddet politiske ledere, der har svoret til en ’collectivist ideology’? Nej. Så hvor kommer denne markante indskrænkning fra? Mine bud ville være:

1. Manglen på politiske visioner. Ingen vestlige politikere har en vision for, hvordan vi overkommer det 21. århundredes udfordringer. De anerkender, at der er nogle højst presserende problemstillinger, og de adresserer disse problemstillinger med forskellige initiativer, men alle ved dybest set godt, at disse initiativer praktisk talt ingen forskel gør overfor problemernes reelle omfang. Uden egentlige troværdige politiske visioner forfalder politik i stedet til bare at være et spørgsmål opnåelse og udøvelse af magt.

2. Bureaukrati/ teknokrati. Var der nogle gennemgående politiske visioner, der præger samfundet, kunne politikerne et langt stykke af vejen overlade det til befolkningen at tage initiativerne. Uden fælles visioner bliver befolkningens adfærd i stedet noget der skal reguleres. Og ledelsesprincipperne bliver af samme grund mere og mere top-down-orienterede, hvilket udløser nogle nærmest maniske krav om målbarhed, systematisering og kontrol, som efter al sandsynlighed belaster den samfundsmæssige produktivitet frem for at hæve den, og altså eftertrykkeligt belaster den enkelte medarbejders fornemmelse for frihed.

3. En ny samfundsklasse af superrige. Den fri pengeskabelse, der har karakteriseret de vestlige økonomier over de seneste 40-50 år, har begunstiget ejerne af banker og andre finansinstitutioner helt uforholdsmæssigt, og har skabt en klasse af superrige. Samtidig har politikerne tilladt et fuldkomment frit flow af kapital ind og ud af nationalstaterne, hvilket har muliggjort et enormt omfang af skatteunddragelse for denne klasse af superrige. Således er der opstået en global finansiel elite, der har frigjort sig fra nationalstaterne og samtidig igennem deres koncerner øver enorm indflydelse på nationalstaterne. Men deres herredømme forudsætter, at befolkningerne lever i uvidenhed om deres suveræne magt. Derfor er de store mediehuse blevet opkøbt af disse finansmoguler, mediernes funktion som vagthunde overfor magthaverne er suspenderede, den offentlige debat er blevet mere og mere indskrænket, hvilket summerer op til en kraftig indskrænkning i borgernes personlige frihed.

4. Internet-kontrarevolutionen. Internettet var på mange måder en formidabel udvidelse af det enkelte menneskes frihed og havde et kæmpe potentiale for at revolutionere mange aspekter af vores liv og samfund. Men dårligt nok havde internettet etableret sig førend tiltag til at udnytte internettet til overvågning og kontrol begyndte at tage form. Med amerikanske virksomheder som absolut førende i udviklingen af internettet og de store internetplatforme begyndte allerede i midten af 1990’erne forskellige samarbejder imellem de amerikanske efterretningstjenester og disse store internetplatforme. Og i takt med at USA stræbte efter rollen som globalt overherredømme, og at anslag mod dette overherredømme samtidig blev anset for anslag imod USA som nation, uddybedes dette samarbejde mellem de store internetplatforme i meget vidtgående grader. Et forhold vi alle først blev opmærksomme på med Snowdens afsløringer. Og det var i 2013. Over de mere end ti år siden er USA’s stilling i verden bare blevet så meget mere presset, og således er denne ’collusion’ og disse ’national security’-hensyn formentlig taget til nogle helt nye niveauer.

Det ville være mine umiddelbare bud på, hvorfor den personlige frihed er blevet indskrænket over de seneste 40 år. Men disse forklaringer kan ikke være hvad Milei sigter til med ’collectivism’. Måske kommer der en uddybning længere fremme…

(tale, fortsættelse)

Thirty five years after we adopted the model of freedom, back in 1860, we became a leading world power. And when we embraced collectivism over the course of the last 100 years, we saw how our citizens started to become systematically impoverished, and we dropped to spot number 140 globally.

But before having the discussion, it would first be important for us to take a look at the data that demonstrate why free enterprise capitalism is not just the only possible system to end world poverty, but also that it’s the only morally desirable system to achieve this.

If we look at the history of economic progress, we can see how between the year zero and the year 1800 approximately, world per capita GDP practically remained constant throughout the whole reference period.

If you look at a graph of the evolution of economic growth throughout the history of humanity, you would see a hockey stick graph, an exponential function that remained constant for 90% of the time and which was exponentially triggered starting in the 19th century.

The only exception to this history of stagnation was in the late 15th century, with the discovery of the American continent, but for this exception, throughout the whole period between the year zero and the year 1800, global per capita GDP stagnated.

Now, it’s not just that capitalism brought about an explosion in wealth from the moment it was adopted as an economic system, but also, if you look at the data, what you will see is that growth continues to accelerate throughout the whole period.

And throughout the whole period between the year zero and the year 1800, the per capita GDP growth rate remains stable at around 0.02% annually. So almost no growth. Starting in the 19th century with the Industrial Revolution, the compound annual growth rate was 0.66%. And at that rate, in order to double per capita GDP, you would need some 107 years.

Now, if you look at the period between the year 1900 and the year 1950, the growth rate accelerated to 1.66% a year. So you no longer need 107 years to double per capita GDP – but 66. And if you take the period between 1950 and the year 2000, you will see that the growth rate was 2.1%, which would mean that in only 33 years we could double the world’s per capita GDP.

This trend, far from stopping, remains well alive today. If we take the period between the years 2000 and 2023, the growth rate again accelerated to 3% a year, which means that we could double world per capita GDP in just 23 years.

(kommentar)

Ja, her har vi så en national politisk leder, en ideolog, der ikke formår at skelne imellem årsager og korrelation. Årsagen til den ekstraordinære globale vækst vi har set over de seneste 200-250 år er jo ikke individualismen eller kapitalismen som politisk ideologi men opdagelsen af først kul og siden olie og naturgas, og udvindingen og forbruget af disse energikilder.

Før introduktionen af kul var der bare solens energitilførsel og den værditilvækst mennesket og dets dyrkning og hysdyrhold kunne præstere. En tønde olie rummer et energiindhold svarende til et menneskes arbejdsindsats gennem 12,5 år. Menneskeheden forbruger i dag i størrelsesordenen 100 mio. tønder olie om dagen svarende til at menneskeheden samlet har slavehær på 300 mia. mand til sin rådighed.

Ikke bare er det komplet demagogisk at tilskrive de seneste 200 års økonomiske boom til individualismen/ kapitalismen som politisk ideologi, denne vinkling kaster samtidig slør over en af de allermest presserende politiske problemstillinger: At menneskeheden er ved at løbe ud for økonomisk bæredygtige reserver af olie og naturgas.

Men når mennesket så snublede over mulighederne for at udvinde energien i kul og olie, er der formentlig en logik i, at netop individualismen/ kapitalismen vandt frem og blev den dominerende ideologi. Guldgraverstemningen, enhver er sin egen lykkes smed, tilsidesættelse af alle traditioner og regler for civiliseret adfærd for at indkassere den helt store private gevinst.

På samme måde som opgivelsen af den amerikanske dollars forankring i guld blev startskuddet til den fri pengeskabelse indenfor de private banker, og denne epoke var ledsaget af en fornyet sværgen til individualismen og kapitalismen, uden tanker for konsekvenserne for samfundet i øvrigt eller naturgrundlaget.

Og i det omfang at vi netop i disse år render ind i regulær knaphed på olie og naturgas, hvor sandsynligt er det så, at individualisme/ kapitalisme vil været den rette politiske ideologi til at overkomme vores problemer? Denne holdning er i mine øjne udtryk for ubegribelig mangel på situationsfornemmelse, hvilket får mig til at hælde stærkt imod, at Javier Milei er en regressiv hånddukke.

(tale, fortsættelse)

That said, when you look at per capita GDP since the year 1800 until today, what you will see is that after the Industrial Revolution, global per capita GDP multiplied by over 15 times, which meant a boom in growth that lifted 90% of the global population out of poverty.

We should remember that by the year 1800, about 95% of the world’s population lived in extreme poverty. And that figure dropped to 5% by the year 2020, prior to the pandemic. The conclusion is obvious.

(kommentar)

Det er altså også en bagvendt argumentation. 95 pct. af verdens befolkning levede sgu da ikke i ekstrem fattigdom omkring år 1800. De levede bare. De levede omtrent det samme liv utallige generationer før dem havde levet. Hvad bilder Milei sig ind at kalde disse liv for ekstremt fattige? Hvad ved vi om deres liv? Deres liv var måske righoldige i forhold til de liv moderne mennesker lever.

Det er kun fordi man bestemmer sig for at opstille et bestemt materialistisk kriterium for vurdering af rigdom og fattigdom, at tidligere generationers liv kan dømmes som ekstremt fattige. Og disse statistikker sætter et eller andet mål for, hvad ekstrem fattigdom svarer til i materiel levestandard, men hvad problematikken om relativ fattigdom? At fattigdom netop aldrig er noget absolut men noget relativt, og er der ikke en case for, at netop kapitalismen (og kolonialismen) skubbede store samfundsgrupper ned i relativ fattigdom?

Når det er sagt, er der så også en anden graverende problemstilling. Den enorme menneskelige driftighed, der fulgte med introduktionen af kul og olie, førte til en enorm ekspansion af den globale befolkning. Ved år 1800 var der omtrent 1 mia. mennesker på kloden, ved år 1950 var der omtrent 2,5 mia. og nu har vi rundet de 8 mia. mennesker på kloden. Og alle disse mennesker forbruger af de ikke-fornybare ressourcer og dyrker jorden på ikke-regenerative måder, hvorfor vi 8 mia. mennesker i realiteten æder af vores eget livsgrundlag. Som bonden, der bager brød af sit sædekorn, og således ikke har nogen korn at så til foråret.

Det er indenfor denne kontekst at man skal forstå slogans som ’Make America Great Again’ og ’Take Back Control’ og ’collectivism’. Efter min opfattelse er forestillingerne om storhed komplet malplacerede, det handler om overhovedet at få skruet nogle modeller sammen, der sandsynliggør en fremtid for menneskeheden.  Og vel at mærke nogle modeller, der ikke forudsætter af ni tiendedele af menneskeheden må uddø.

Så har Milei et problem med ’collectivism’, så har han tilsyneladende ikke en klar idé om, hvad vi er oppe imod. Hvis vi skal sandsynliggøre en fremtid for menneskeheden skal vi ikke bare udvide vores omsorg til at gælde alle de mennesker vi deler vores samfund med, vi skal udvide vores omsorg til at gælde alle de livsformer vi deler biotoper og økosystemer med.

(tale, fortsættelse)

Far from being the cause of our problems, free trade capitalism as an economic system is the only instrument we have to end hunger, poverty and extreme poverty across our planet. The empirical evidence is unquestionable.

Therefore since there is no doubt that free enterprise capitalism is superior in productive terms, the left-wing doxa has attacked capitalism, alleging matters of morality, saying – that’s what the detractors claim – that it’s unjust. They say that capitalism is evil because it’s individualistic and that collectivism is good because it’s altruistic. Of course, with the money of others.

So they therefore advocate for social justice. But this concept, which in the developed world became fashionable in recent times, in my country has been a constant in political discourse for over 80 years. The problem is that social justice is not just, and it doesn’t contribute to general well-being.

Quite on the contrary, it’s an intrinsically unfair idea because it’s violent. It’s unjust because the state is financed through tax and taxes are collected coercively. Or can any one of us say that we voluntarily pay taxes? This means that the state is financed through coercion and that the higher the tax burden, the higher the coercion and the lower the freedom.

Those who promote social justice start with the idea that the whole economy is a pie that can be shared differently. But that pie is not a given. It’s wealth that is generated in what Israel Kirzner, for instance, calls a market discovery process.

(kommentar)

Jeg forstår ikke ræsonnementet bag Milei’s sammenkædning af ‘social justice’-agendaerne og beskatning. Så tager vi spørgsmålet om ’social justice’agendaerne først, skal vi, inden vi forholder os til de aktuelle ekstreme udtryk for ’social justice’-demonstrationer, huske på, at ’social justice’ som udgangspunkt handler om at overvinde vores menneskelige tilbøjeligheder til at diskriminere og indføre dem-og-os-grupperinger. Imødegåelse af tendenser til diskrimination er indskrevet i Menneskerettighedserklæringen, og den tænker jeg fortsat, at hovedparten af befolkningerne i de vestlige nationer stiller sig bag.

Omvendt har ’social justice’-problematikken og spørgsmålet om køn også i mine øjne taget en fuldstændig vanvittig drejning. Det er som om der har været en udviklingslinje fra forøget opmærksomhed på eventuelle krænkelser til en mere udtalt følsomhed for krænkelser til en horde af krænkelsesfrontkæmpere, der opsøger tilfælde af diskrimination overalt, hvor disse frontkæmpere kan have held til at finde den. En slags nutidige krænkelses-flagellanter, og denne association går muligvis dybere end bare retorikken.

Oveni det har vi så dem, der bevidst går efter at overskride og muligvis udviske vores samfundsmæssige normer for bl.a. seksualitet, hvor seksualiseringen presses længere og længere ned i barndommen. Disse tendenser er (også) i mine øjne depraverede og peger i retning af grooming for senere overgreb, men det kan også bare være metoder for at skabe polarisering. For det tilfælde at vi taler om redskaber til polarisering, må man sige, at folk med konservativ hældning reagerer på disse provokationer som en rød klud. Så er det disse folk Milei henvender sig til med denne udenfor-kontekst inddragelse af ’social justice’-spørgsmålet?

Hvad angår spørgsmålet om beskatning er det libertarianske credo, at beskatning er tyveri, hvilket Milei knytter an til her. Sådan en flot og hårdtslående konstatering, bare den ikke samtidig var så stupid. Jeg har arbejdet som arkitekt indenfor både det private og det offentlige, og er der nogen forskel i min produktivitet i den ene eller den anden ramme? Både ja og nej. Den store forskel består i, at en kommune simpelthen er samfundet. Alle samfundsmæssige opgaver, som ingen andre løser, lander hos kommunen.

Kan kommunen med rimelighed sende opgaven tilbage til den enkelte borger, gør den det, men er det et spørgsmål, der angår flere, så kan kommunen ikke bare sige, at det er der nogen andre, der må tage sig af. Denne funktion af at være rygdækning for hele samfundet lægger klart nogle belastninger på produktiviteten i kommunerne. Helt anderledes er det for en privat virksomhed, som har nogle veldefinerede produkter og processer, som kan optimeres netop fordi de er velafgrænsede.

Men når jeg laver et projekt til et nybyggeri eller en ombygning, er jeg da fuldstændig lige så produktiv om jeg arbejder i kommunen som på en privat tegnestue. Jeg har det sådan, at jeg simpelthen ikke begriber, hvordan dette libertarianske postulat kan blive ved med at florere, og jeg kan ikke forstå det anderledes end, at fortalerne for postulatet ikke kender noget som helst til produktionen indenfor den offentlige sektor.

Det er bare demagogi at kalde beskatning for tyveri og den offentlige sektor for ikke-produktiv. Og forestiller man sig, at man omsatte disse totalt rabiate ideer til virkelighed, ville man opdage, at man havde kvalt samfundet i processen.

(tale, fortsættelse)

If the goods or services offered by a business are not wanted, the business will fail unless it adapts to what the market is demanding. They will do well and produce more if they make a good quality product at an attractive price. So the market is a discovery process in which the capitalists will find the right path as they move forward.

But if the state punishes capitalists when they’re successful and gets in the way of the discovery process, they will destroy their incentives, and the consequence is that they will produce less.

The pie will be smaller, and this will harm society as a whole. Collectivism, by inhibiting these discovery processes and hindering the appropriation of discoveries, ends up binding the hands of entrepreneurs and prevents them from offering better goods and services at a better price.

(kommentar)

Hvis man er tilhænger af demokrati og decentralisering er det svært at komme udenom den vigtige rolle af et frit marked. Der er en væsentlig demokratisk funktion i en fair prisdannelse på et åbent marked og de incitamenter sådanne markeder danner. Men ’frit’ er jo et ideal, som aldrig bliver realiseret. For at markeder kan fungere i retning af fair prisdannelse og samfundsrelevant allokering af ressourcer er det fuldkomment uomgængeligt, at der skal sættes nogle rammer for at få det til at ske. Markeder bogstaveligt talt uden nogen rammer forfalder hurtigt til at være højst ufrie og underlagt karteller mv.

Når det er sagt, er det aktuelle stade af de globale markeder nærmest totalt korrumperede. Og det skyldes ikke, som Milei siger, ’collectivism’, det skyldes hele den enorme globale skyggebanksektor, som vha. futures-, options- og swap-kontrakter gennemgribende kan manipulere markeder, så prisdannelsen på disse markeder bliver stærkt forvrængede. Problemer med nutidens markeder er ikke, at de er regulerede, men at de er deregulerede, hvilket i realiteten har omskabt en række centrale markeder til et mafiøst system under stram kontrol af de multinationale storbanker med udgangspunkter i New York og City of London.

Med en finanssektor som for længst er globaliseret savnes helt åbenlyst nogle globale regler og globale institutioner til håndhævelse af reglerne for internationale pengestrømme. Eller for den sags skyld nogle regler for de internationale forsyningskæder, så værditilvæksten bliver opgjort i overensstemmelse med, hvor det er arbejdet udføres.

(tale, fortsættelse)

So how come academia, international organisations, economic theorists and politicians demonise an economic system that has not only lifted 90% of the world’s population out of extreme poverty but has continued to do this faster and faster?

Thanks to free trade capitalism, the world is now living its best moment. Never in all of mankind or humanity’s history has there been a time of more prosperity than today. This is true for all. The world of today has more freedom, is rich, more peaceful and prosperous. This is particularly true for countries that have more economic freedom and respect the property rights of individuals.

Countries that have more freedom are 12 times richer than those that are repressed. The lowest percentile in free countries is better off than 90% of the population in repressed countries. Poverty is 25 times lower and extreme poverty is 50 times lower. And citizens in free countries live 25% longer than citizens in repressed countries.

(kommentar)

Denne sammenblanding af løse begreber, løse postulater og konkrete tal aner jeg ikke, hvad jeg skal stille op med.

(tale, fortsættelse)

Now what is it that we mean when we talk about libertarianism? And let me quote the words of the greatest authority on freedom in Argentina, Professor Alberto Benegas Lynch Jr, who says that libertarianism is the unrestricted respect for the life project of others based on the principle of non-aggression, in defence of the right to life, liberty and property.

Its fundamental institutions are private property, markets free from state intervention, free competition, and the division of labour and social cooperation, in which success is achieved only by serving others with goods of better quality or at a better price.

In other words, capitalist successful business people are social benefactors who, far from appropriating the wealth of others, contribute to the general well-being. Ultimately, a successful entrepreneur is a hero.

And this is the model that we are advocating for the Argentina of the future. A model based on the fundamental principle of libertarianism. The defence of life, of freedom and of property.

(kommentar)

Gad vidst hvad argentinerne tænker om, hvad der kommer til at ske rent politisk over de kommende år. Ovennævnte idealistiske forestillinger summerer jo ikke op til noget konkret politisk program. Ja, vi ved at ’private property’ er libertarianernes mest fundamentale trosbekendelse. Men i en verden, som efterhånden er så udpint som den er, er det så rimelig og fornuftig politisk grundsætning?

Aktuelt har vi Danmark en sag om en virksomhed, der opkøbte et stort landareal for at lave en station for håndtering af forurenet jord. Og da Danmark så rammes af kraftigt regnskyl i november sidste begynder de ophobede mængder af forurenet jord at skride med store forureningsrisici til følge, hvorpå pågældende virksomhed erklærer sig konkurs, og den mere eller mindre desperate redningsaktion lander hos kommunen.

Eller et ungt par, der køber en ældre villa, som de får revet ned samtidig med at de får fældet alle store træer og al buskads på grunden. Hele grunden bliver endevendt i forbindelse med nybyggeriet, og til sidst bliver et sparsomt muldlag lagt ud ovenpå råjorden. Samtidig bliver en stor del af grunden belagt med fliser til terrasser og parkering af deres to biler. Den nu helt anderledes udpinte biotop er markant dårligere til at modstå kraftige regnskyl, hvilket også ender med at blive et problem for kommunen. Og efter et år eller to finder det unge par så ud af, at de alligevel ikke fungerer sammen og ejendommen bliver sat til salg. Og ja, måske indkasserer de et økonomisk tab ved salget, men ingen steder figurerer de øvrige tab, de har forårsaget.

Som jeg ser det, kommer vil til at revidere vilkårene for den private ejendomsret, så den er i overensstemmelse med det 21. århundredes fordringer. Vi bliver nødt til at anse f.eks. store træer som en del af almenvellet, og røgtning af private grunde som biotoper som en del af vores forpligtelser som grundejere.

(tale, fortsættelse)

Now, if the free enterprise, capitalism and economic freedom have proven to be extraordinary instruments to end poverty in the world, and we are now at the best time in the history of humanity, it is worth asking why I say that the West is in danger.

And I say this precisely because in countries that should defend the values of the free market, private property and the other institutions of libertarianism, sectors of the political and economic establishment are undermining the foundations of libertarianism, opening up the doors to socialism and potentially condemning us to poverty, misery and stagnation.

It should never be forgotten that socialism is always and everywhere an impoverishing phenomenon that has failed in all countries where it’s been tried out. It’s been a failure economically, socially, culturally and it also murdered over 100 million human beings.

(kommentar)

Milei’s socialismekritik er som taget ud af 1980’erne, hvilket skubber min opfattelse af ham længere over imod at være en regressiv hånddukke. I en verden der i den grad kalder på politiske ideer, der formår at samle ikke bare hele samfundet men alle interessenter, herunder alle naturens umælende livsformer, er denne socialismekritik simpelthen for dum.

Nu hvor Milei selv fører sig frem på et ideologisk grundlag kunne han passende kritisere socialismen på dens ideologi og ikke på dens fejlslagne forsøg på realisering. Eller han kunne genoverveje sin holdning til den liberalistiske ideologi på basis af dens fejlslagne forsøg på realisering.

Og hans kategoriske postulater er ikke korrekte. Der har været perioder og eksempler på stor samfundsmæssig fremgang under socialistiske ideer. Men i langt de fleste tilfælde gik der Kammerat Napoleon i den, og da befolkningerne blev klare over, at deres ledere ikke længere var tro overfor ideerne, så forlod befolkningerne også ideerne, og hvad der var tilbage var bare tiltagende paranoide og korrupte totalitære stater.

Men når vi taler om folkemord, vil jeg tillade mig at antage, at Javier Milei’s rødder går tilbage til europæiske tilflyttere. Og hvordan passer den koloniale historie ind i Milei’s argentinske historie? Man skønner, at de europæiske tilflyttere på de amerikanske kontinenter har myrdet som minimum 130 mio. mennesker af de oprindelige befolkninger.

Denne fortælling udstiller en fundamental fejl ved ideen om ’private property’. At europæerne kom med deres begreb om ’private property’ og fordi ingen af de indfødte havde skøde på deres land og ikke havde stærke nok våben til at forsvare det, så ”tilhørte landet ikke nogen”, og europæerne kunne lægge beslag på det.

Og selvom det ikke længere angår fysisk land, er spørgsmålet, om ikke det stadig foregår på den måde. Vidensområder, der ikke tidligere har været underkastet ’intellectual properties’, som pludselig bliver det, og hvad der før var fælleseje bliver nu nogens private. Eller gen-sekvenser, der før bare var en del af naturens skaberværk, bliver nu patenteret ejendom.

(tale, fortsættelse)

The essential problem of the West today is not just that we need to come to grips with those who, even after the fall of the Berlin Wall and the overwhelming empirical evidence, continue to advocate for impoverishing socialism.

But there’s also our own leaders, thinkers and academics who are relying on a misguided theoretical framework to undermine the fundamentals of the system that has given us the greatest expansion of wealth and prosperity in our history.

The theoretical framework to which I refer is that of Neoclassical economic theory, which designs a set of instruments that, unwillingly or without meaning to, end up serving intervention by the state, socialism and social degradation.

The problem with Neoclassicals is that the model they fell in love with does not map reality, so they put down their mistakes to supposed market failures rather than reviewing the premises of the model.

Under the pretext of a supposed market failure, regulations are introduced. These regulations create distortions in the price system, prevent economic calculus, and therefore also prevent saving, investment and growth.

This problem lies mainly in the fact that not even supposed libertarian economists understand what the market is because if they did understand, it would quickly be seen that it’s impossible for there to be market failures.

The market is not a mere graph describing a curve of supply and demand. The market is a mechanism for social cooperation, where you voluntarily exchange ownership rights. Therefore based on this definition, talking about a market failure is an oxymoron. There are no market failures.

If transactions are voluntary, the only context in which there can be market failure is if there is coercion and the only one that is able to coerce generally is the state, which holds a monopoly on violence.

Consequently, if someone considers that there is a market failure, I would suggest that they check to see if there is state intervention involved. And if they find that that’s not the case, I would suggest that they check again, because obviously there’s a mistake. Market failures do not exist.

An example of the so-called market failures described by the Neoclassicals is the concentrated structure of the economy. From the year 1800 onwards, with the population multiplying by 8 or 9 times, per capita GDP grew by over 15 times, so there were growing returns which took extreme poverty from 95% to 5%.

However, the presence of growing returns involves concentrated structures, what we would call a monopoly. How come, then, something that has generated so much well-being for the Neoclassical theory is a market failure?

Neoclassical economists think outside of the box. When the model fails, you shouldn’t get angry with reality but rather with a model and change it. The dilemma faced by the Neoclassical model is that they say they wish to perfect the function of the market by attacking what they consider to be failures. But in so doing, they don’t just open up the doors to socialism but also go against economic growth.

For example, regulating monopolies, destroying their profits and destroying growing returns would automatically destroy economic growth.

(kommentar)

Ja, her bekender Milei sig som en skinbarlig idealist. Og igen, en type idealist som vi er stødt på igen og igen og igen siden 1980’erne. At det aldrig var de neoliberale frimarkedsteorier, der var forkerte, problemet var, at de ikke blev indført med tilstrækkelig ideologisk disciplin. Okay, men hvad så med at tilstå socialismen den samme tolerance mellem teori og praksis?

Milei har ret i, at de neoliberale ideologer netop var markant mere ensporet fanatiske i deres tro på frie markeder i forhold til de traditionelle neoklassiske økonomer (som havde deres storhedstid før J. M. Keynes). Men hvordan adskiller Milei’s libertarianisme sig fra neoliberalismen, som har sat takterne i vores samfund over de seneste godt fire årtier?

Det gør den ikke, så igen falder Milei ud som regressiv hånddukke. Hvis monopol- og oligopolkapitalisme accepteres som konsekvenser af markedskræfterne, og som de facto dræber det frie marked, så kan jeg ikke se, at det har noget med libertarianisme at gøre.

(tale, fortsættelse)

However, faced with the theoretical demonstration that state intervention is harmful – and the empirical evidence that it has failed couldn’t have been otherwise – the solution proposed by collectivists is not greater freedom but rather greater regulation, which creates a downward spiral of regulations until we are all poorer and our lives depend on a bureaucrat sitting in a luxury office.

Given the dismal failure of collectivist models and the undeniable advances in the free world, socialists were forced to change their agenda: they left behind the class struggle based on the economic system and replaced this with other supposed social conflicts, which are just as harmful to life and to economic growth.

The first of these new battles was the ridiculous and unnatural fight between man and woman. Libertarianism already provides for equality of the sexes. The cornerstone of our creed is that all humans are created equal and that we all have the same inalienable rights granted by the Creator, including life, freedom and ownership.

All that the radical feminism agenda has led to is greater state intervention to hinder economic process, giving jobs to bureaucrats who have not contributed anything to society. Examples are ministries of women or international organisations devoted to promoting this agenda.

(kommentar)

Den aktuelle frontlinje om køn har vi været henover, men hvor det ærgrer mig, når politiske figurer (typisk mænd) går direkte til at diskutere ‘radical feminism’ uden først at præsentere en holdning til feminismen. For hvad er status på feminismen? Et kæmpe nederlag. Selvfølgelig først og fremmest for kvinderne og også for samfundet som helhed.

Den drejning af vores samfundsmæssige værdier og attituder, som feminismen gav løfter om, blev aldrig indfriet. I mine øjne blev feminisme så meget til et opgør, et opgør der i hvert fald i samfundet kom til at ske på de vanemæssige (mandligt dominerede) vilkår. Se bare på filmindustriens forherligelse af den aggressive, voldelige og skånselsløse kvindetype. Hvad der skete var snarere en forhærdelse af kvinderne frem for at det var de mere rummelige, intuitive og socialt kompetente attituder, der vandt frem.

Personligt tror jeg ikke på kønskvoteringer eller lignende tiltag, som Milei også sigter til, for mig er det noget meget større. Jeg opfatter ikke mig selv som socialist, men jeg tager socialistiske ideer i forsvar, når de bliver udsat for propagandistisk bagtalelse som Milei her gør. Og i forlængelse heraf kan jeg ikke undlade at pege på Kristen Ghodsee’s kontroversielle ”Why Women Have Better Sex Under Socialism”.

(tale, fortsættelse)

Another conflict presented by socialists is that of humans against nature, claiming that we human beings damage a planet which should be protected at all costs, even going as far as advocating for population control mechanisms or the abortion agenda.

Unfortunately, these harmful ideas have taken a stronghold in our society. Neo-Marxists have managed to co-opt the common sense of the Western world, and this they have achieved by appropriating the media, culture, universities and also international organisations.

The latter case is the most serious one, probably because these are institutions that have enormous influence on the political and economic decisions of their member states.

Fortunately there’s more and more of us who are daring to make our voices heard, because we see that if we don’t truly and decisively fight against these ideas, the only possible fate is for us to have increasing levels of state regulation, socialism, poverty and less freedom, and therefore, worse standards of living.

(kommentar)

Wow, her bliver tanken om at mennesket øver skade på nature til en ‘harmful idea’. Man skal altså bære på nogle skyklapper af et helt enestående format for ikke at kunne se, at mennesket øver skade på naturen. Og at påstå, at det ikke er tilfældet, og at man ovenikøbet er en brav frihedskæmper, fordi man tillader sig imødegå disse ’harmful ideas’, bevæger sig i mine øjne på kanten af det rablende gale.

Men jo, er man ubegribeligt snæversynet og ideologisk orienteret, så er disse ideer ’harmful’, for Milei har ret i, at det vil have dybe konsekvenser for vores økonomier, hvis vi skal omlægge dem til fornuftige grader af bæredygtighed og dermed sandsynliggøre en fremtid for menneskeheden.

(tale, fortsættelse)

The West has unfortunately already started to go along this path. I know, to many it may sound ridiculous to suggest that the West has turned to socialism, but it’s only ridiculous if you only limit yourself to the traditional economic definition of socialism, which says that it’s an economic system where the state owns the means of production. This definition in my view, should be updated in the light of current circumstances.

Today, states don’t need to directly control the means of production to control every aspect of the lives of individuals. With tools such as printing money, debt, subsidies, controlling the interest rate, price controls, and regulations to correct so-called market failures, they can control the lives and fates of millions of individuals.

This is how we come to the point where, by using different names or guises, a good deal of the generally accepted ideologies in most Western countries are collectivist variants, whether they proclaim to be openly communist, fascist, socialist, social democrats, national socialists, Christian democrats, neo-Keynesians, progressives, populists, nationalists or globalists.

Ultimately, there are no major differences. They all say that the state should steer all aspects of the lives of individuals. They all defend a model contrary to the one that led humanity to the most spectacular progress in its history.

(kommentar)

Igen wow, nu er alle ‘collectivists’, altså alle, ‘communist, fascist, socialist, social democrats, national socialists, Christian democrats, neo-Keynesians, progressives, populists, nationalists or globalists’. Men her kan jeg faktisk godt følge ham. Denne anskuelse matcher fuldstændig det europæiske politiske buzzword for nogle år tilbage med TINA-politikkerne, ‘There Is No Alternative’. Og vi ser det overalt i Europa. Det er ligegyldigt om det er en såkaldt blå eller en såkaldt rød regering, der sidder på magten, den er den samme neoliberale politik, der bliver videreført.

Men årsagen er ikke ideologisk betinget, som Milei antyder. Årsagen er, at der over mere end fire årtier er blevet ført en komplet ryggesløs politik, hvor vi har redet på en bølge af stadig større gældsætning (fri pengeskabelse), men nu er vores finanssystemer ved endegyldigt at tabe pusten. Så there-is-no-alternative har handlet om, at der ikke har været noget alternativ til at sikre vores finanssektors fortsatte likviditet og solvens. For når vores finanssystemer krakker, da vil vores samfund bliver slynget ned i en dyb depression.

På den måde har politikerne gjort sig selv til finanssektorens undersåtter, og bankernes forbryderiske adfærd er bare blevet taget til evindeligt nye niveauer. Og det samme er centralbankernes forbryderiske adfærd. Og Milei har også ret i, at med de grader af interventioner i finansmarkederne der nu sker, og alle mere eller mindre fordækte bailout-programmer, der fortsat kører, er vores angivelige kapitalistiske samfund efterhånden fuldstændig konverteret til et planøkonomisk samfund. Med alle de svagheder han blandt andre peger på.

(tale, fortsættelse)

We have come here today to invite the Western world to get back on the path to prosperity. Economic freedom, limited government and unlimited respect for private property are essential elements for economic growth. The impoverishment produced by collectivism is not a fantasy, nor is it an inescapable fate. It’s a reality that we Argentines know very well.

(kommentar)

Standard neoliberal politik at anmode/ bede/ tigge udenlandske investorer om at investere i ens land. Og de kan apropos ovenstående forvente superattraktive skatteforhold og ingen indblanding i, hvordan de driver deres forretning mht. miljø- og arbejdsmiljøforhold. Og lønniveauet vil også være i bund. Promise.

(tale, fortsættelse)

We have lived through this. We have been through this because, as I said earlier, ever since we decided to abandon the model of freedom that had made us rich, we have been caught up in a downward spiral – a spiral by which we are poorer and poorer, day by day.

This is something we have lived through and we are here to warn you about what can happen if countries in the Western world, that became rich through the model of freedom, stay on this path of servitude.

The case of Argentina is an empirical demonstration that no matter how rich you may be, how much you may have in terms of natural resources, how skilled your population may be, how educated, or how many bars of gold you may have in the central bank – if measures are adopted that hinder the free functioning of markets, competition, price systems, trade and ownership of private property, the only possible fate is poverty.

(kommentar)

Og det ord, det begreb, Milei meget behændigt går udenom, den måske allervigtigste årsag til Argentinas evindelige elendige økonomiske ledelse, er korruption. Hvilket igen griber ned i det nationale karma af europæiske tilflyttere, der med vold beslaglægger det meste landet og underordner eller fortrænger den oprindelige befolkning. Og hvordan denne voldelige koloniale baggrund skabte grobund for gentagne magtovertagelser af militærdiktaturer, og hvordan alle de mange år under militærdiktatur har indarbejdet en kultur af nepotisme, tjenester og korruption.

Der kan selvfølgelig være flere faktorer, der kan være årsag til manglende økonomisk trivsel, men korruption er helt oppe blandt de mest tungtvejende på linje med manglende infrastruktur eller lavt uddannelsesniveau. Så måske er det nærmere i den retning man skal kigge efter Argentinas økonomiske kvaler end i de politiske lederes ’collectivist ideologies’.

(tale, fortsættelse)

Therefore, in conclusion, I would like to leave a message for all business people here and those who are not here in person but are following from around the world.

Do not be intimidated by the political caste or by parasites who live off the state. Do not surrender to a political class that only wants to stay in power and retain its privileges. You are social benefactors. You are heroes. You are the creators of the most extraordinary period of prosperity we’ve ever seen.

Let no one tell you that your ambition is immoral. If you make money, it’s because you offer a better product at a better price, thereby contributing to general wellbeing.

Do not surrender to the advance of the state. The state is not the solution. The state is the problem itself. You are the true protagonists of this story and rest assured that as from today, Argentina is your staunch and unconditional ally.

Thank you very much and long live freedom!

(kommentar)

Jep, Argentina ligger komplet blottet for jeres fødder, dear kingpins of the World Economic Forum. Og ja, jeg hælder herefter så meget til, at Javier Milei er en regressiv hånddukke, som vil bringe ulykker over den argentinske befolkning, at jeg skal overbevises om det modsatte. Og på den måde blender han godt ind i resten af forsamlingen. Der er ’il capo dei capi’, og så er der alle medløberne, de regressive hånddukker.

.

Hvad der fremsættes her er bare et ræsonnement. Ikke desto mindre vil dette opslag formentlig sprænge rigtig mange menneskers forestillinger og i samme åndedræt hos mange vække hån og latterliggørelse. Men kære læser, vær venlig trods alt at anerkende logikken, der løber igennem ræsonnementet.

Udgangspunktet er, at kvantefysikken fundamentalt forandrede vores verdensopfattelse. Kvantefysikken medførte fra et tidligt stadium nogle teoridannelser som i sig selv skitserede virkeligheder, der var helt anderledes flertydige og vanskelige at få hold på end de forudgående virkelighedsopfattelser. Det var Niels Bohr og folkene han samlede omkring sig på instituttet på Blegdamsvej, der var de første pionerer ud i dette tågede terræn, hvor mennesket overhovedet skulle lære at orientere sig. De klassiske positioner af objekt og subjekt, objektivitet og subjektivitet, blev radikalt udfordrede og omdefinerede, en erkendelse der blev endegyldigt stadfæstet med Heisenbergs ubestemthedsrelation.

Hvor videnskaben hidtil havde hævdet, at videnskabsmandens subjekt og karakteren af den videnskabelige forsøgsopstilling ikke influerede på den objektive virkelighed, der blev målt på, viste kvantefysikken os, at sådan forholder det sig ikke. Med andre ord, måderne vi vælger at undersøge verden, influerer på måderne verden optræder for os. At på det kvantefysiske niveau findes verden som potentialer og varierede fremtrædelsesformer, og det er først når vi vælger at undersøge verden på en bestemt facon, at verden giver os et bestemt svar retur. Undersøger vi verden på en anden facon, får vi et andet svar i overensstemmelse med måden vi her spørger.

Det typiske eksempel er her spørgsmålet om, hvad de atomare partikler er for nogle størrelser. Laver vi en forsøgsopstilling, hvor vi spørger om elektronet er en partikel, får vi svar tilbage, der bekræfter at elektronet er en partikel. Og tilsvarende hvis vi spørger om elektronet er en bølge, får vi igen et bekræftende svar. Spørger vi ind til elektronets position, taber vi informationer om dets hastighed, og spørger vi ind til elektronets hastighed, taber vi informationer om dets position. Og det er her, at Heisenbergs ubestemthedsrelation siger, at dette ikke bare er en svaghed ved vores forsøgsopstillinger, men at denne ubestemthed er indeholdt. Der er altid et ’trade off’, hvor den større præcision i retning medfører en tilsvarende forringet præcision i andre retninger.

Således er vi åbenlyst her ude i ovennævnte tågede landskab, hvor foranderlige konturer tegner sig og i samme øjeblik vi vil fokusere på én kontur og omsætte den til en klar profil, udviskes foranderligheden og de andre aspekter af konturen. Således forekommer vores udfordring i høj grad at være at lære at orientere os og operere i sådanne landskaber af potentialer og foranderlighed, fordi begæret efter at præcisere potentialerne altid er ensbetydende med en grov reduktion af virkelighedens mangfoldighed. Fysikerne taler her om et kollaps af potentialerne.

Men det mystiske ved kvantefysikken stoppede ikke der. I en videnskabelig artikel, der kritiserede de kvantefysiske teorier og konklusioner, viste Einstein, at kvantefysikkens teoremer ville medføre, at to partikler ville kunne bringes til at spejle hinandens adfærd over tid og afstande, der stred imod selv relativitetsteoriens rammer for udveksling af energier. Som modsvar til Einsteins artikel skrev Erwin Schrödinger den berømte artikel, der påviste, at denne spejling hinsides relativitetsteoriens rammer måtte være en realitet og således en egenskab ved vores verdens beskaffenhed. Schrödinger kaldte denne spejling for ’Verschränkung’ eller som fænomenet efterfølgende blev kendt på engelsk ’quantum entanglement’.

Og det kan fremstå som helt vildt nørdet stof, men spørgsmålet har den allerstørste betydning for os alle sammen, fordi forholdet fortæller os, at der er måder informationer, vibrationer, energier kan udveksles, som er øjeblikkelige, og således uendeligt meget hurtigere end relativitetsteoriens definitive hastighedsgrænse ved lysets hastighed. Og utroligt nok er det lykkedes at påvise eksistensen af ’quantum entanglement’ ved konkrete fysiske forsøg, hvor det første blev foretaget i 1950, og siden er forsøgsopstillingerne bare blevet mere og mere sofistikerede og mere og mere overbevisende i deres resultater.

Denne opdagelse af, at verden rummer muligheden for udveksling af informationer, vibrationer, energier uendeligt meget hurtigere og over uendeligt større afstande end vi hidtil overhovedet havde fantasi til at forestille os, er af fuldstændig skelsættende betydning. Og praktisk talt hele menneskeheden lever i uvidenhed om dette radikale nye aspekt af vores eksistens. Men ikke alle er uvidende eller indifferente om dette skelsættende nybrud. For eksempel foregår der rundt omkring på kloden et kapløb om udviklingen af funktionelle ’quantum computers’, som netop bevæger sig i kvantefysikkens tågede landskaber med løfter om at kunne håndtere informationsmængder mange størrelsesordener større end vores nuværende computere er i stand til. Og meget karakteristisk er disse ’quantum computers’ indkapslede på de mest sindssyge måder, fordi de mindste impulser fra omverdenen vil forstyrre deres funktionalitet.

Men som jeg ser det, rejser kvantefysikken spørgsmålet om menneskets eksistens i universet på en helt anderledes vidtgående og revolutionerende måde. Så længe det var Newtons fysik der gjaldt, eller sågar Einsteins relativitetsteoretiske fysik der gjaldt, var vores solsystem så uforholdsmæssigt langt fra alle andre solsystemer, at fysisk kontakt mellem solsystemer med rimelig sikkerhed kunne påvises som umulig. At livet på vores klode var ubehjælpeligt isoleret. Men i samme øjeblik vi anerkender, at der findes måder at udveksle informationer, vibrationer, energier uendeligt meget hurtigere og over uendeligt større afstande, da åbnes der for muligheden af, at væsener fra andre verdener er aktive på vores planet, om ikke andet så i nogle energimæssige former.

Og på den baggrund kan vi så hver især genbesøge alle de varierede vidnesbyrd, som peger i retning af kontakt mellem tidligere jordiske kulturer og livsformer fra andre verdener. Og hvis fysikken ikke længere kategorisk afviser sådanne former for kontakt, har vi så overhovedet et grundlag for at være så afvisende og nedladende overfor sådanne forestillinger?

Selvom mange givetvis vil regne det for højst spekulativt, ligger det ikke desto mindre som en ræsonnabel mulighed i den nye radikalt udvidede energimæssige virkelighed, vi blev introducerede til med kvantefysikken. Og disse forestillinger har ledsaget i hvert fald min egen generation igennem det meste af vores liv. Tilbage i 1970’erne var der en udbredt opmærksomhed på spørgsmålet om kontakt mellem mennesker og udenjordiske skabninger, og der var de skelsættende film som Star Wars, Chariots of The Gods og ikke mindst Close Encounters of The Third Kind.

For mit eget vedkommende fik disse forestillinger markant fornyet aktualitet, da jeg kom på tværs af Farsight Institute for omtrent syv år siden og deres ’remote viewing’-sessions. Og der er givetvis mange svorne materialister (hvilket i realiteten vil sige folk, der begrænser sig til at bevæge sig indenfor newtonske og eventuelt muligvis einsteinske verdensopfattelser), som nedladende vil affærdige Farsight-instituttets metoder og resultater. Personligt finder jeg deres metoder overbevisende, også fordi jeg personligt føler mig nært beslægtet med disse metoder, og jeg finder deres resultater overbevisende og samtidig stærkt foruroligende.

Igen, i dette kvantefysiske univers, hvor informationer, vibrationer, energier kan bevæge sig på tværs af tid og rum, har levende skabninger såvel kapaciteten til at kontakte andre livsformer på tværs af tid og rum. Og sådanne former for kontakt kan ske på bevidste niveauer eller ikke-bevidste niveauer afhængig af modtageren og dennes opmærksomhed på sit indre liv. Flere af Farsight-instituttets ’remote viewing’-sessions fortæller således om nogle temmeligt indgribende former for indflydelse på forskellige ledende figurer nu og her på planeten Jorden.

Og igen, dette kan forekomme helt vildt spekulativt, men ræsonnementet er fortsat, at opdagelsen af de kvantefysiske dimensioner af vores virkelighed åbner for, at disse påvirkninger overhovedet er mulige/ tænkelige. Fordi disse ’remote viewers’ betjener sig af disse evner for at se og sågar kommunikere på tværs af tid og rum, kan de undersøge sære uforklarlige fænomener i menneskehedens historie, og de kan undersøge verdenshistoriske begivenheder, og undersøge hvem der var de aktive parter i begivenhederne, og hvad der motiverede dem.

Men deres resultater er ikke faktuelle kendsgerninger, i den form vi er vant til at forlange evidensbaserede kendsgerninger. Remote view’erne starter altid med en komplet blank tavle og får så hver især bare beskeden, at der er et ’target’ de skal undersøge. Og med deres indlevelsesevne og den særlige metode udviklet på Farsight-instituttet pejler de sig (hver især) gradvist ind på target og hvem og hvad, der er aktivt i target-situationen. Det er således en suverænt intuitiv proces, og resultaterne kan være rimeligt konkrete og specifikke, men indtrykkene er 100 pct. oplevelsesbaserede. Der kan optræde sansninger fra alle fem sanser, der ledsager deres indlevelse, og meget veludviklede former for psykologisk indlevelse, der kan sågar være direkte kommunikation med target-objekter, men det er bare oplevelsesbaseret.

Fordi det bare er indtryk remote view’erne får, og den ene remote viewer kan opsnappe visse aspekter og en anden nogle andre, er setuppet hos Farsight altid, at der er flere remote view’ere, der undersøger det samme target. Alle, der gennemser disse remote viewing-sessions, er således fri til selv at triangulere, hvad de vælger at opfatte som plausibelt på basis af de varierede fremstillinger.

Når jeg vier så meget opmærksomhed her på disse remote viewing-teknikker er det fordi jeg opfatter dem som en optimering af en evne jeg selv også har, og som jeg selv har benyttet siden jeg var ung. En evne som jeg mener alle har, men der er selvfølgelig varierede grader af opmærksomhed på og brug af evnen, og det er i hvert fald ikke en evne, som er på skoleskemaet i nogen som helst form. Helt fra min ungdom har jeg været opmærksom på mulighederne for at opnå indsigt i bestemte forhold gennem min egen indlevelse i disse forhold. Og i mange sammenhænge kunne jeg se en anvendelse for denne metode og brugte den også. Det var ikke mange 13-taller jeg fik igennem min skolegang, men et par af disse var forbundet med min brug af min indlevelsesevne, som f.eks. da jeg fik 13 i mundtlig dansk i 9. kl. for min tolkning af en novelle med en hovedperson med udpræget paranoide træk.

Menneskeheden har således altid haft denne evne til indlevelse, men jo mere vi hæver vores vibration og udvikler vores intuition, desto mere virkningsfuld bliver denne evne. Og Farsight-folkene har så (bare) udviklet måder at arbejde mere struktureret med denne evne, og udviklet nogle sprogformer som holder sindets analytiske tendenser i ave, hvilket sætter dem i stand til at forlænge deres undersøgelser gennem metoden.

Godt, så hvad disse remote viewing-sessions ofte gengiver er omfattende grader af udenjordiske indflydelser på ledende skikkelser her på planeten. Og ofte er disse indflydelser af en negativ karakter, muligvis fordi disse indflydelser er mere iøjnefaldende og direkte. Hvad de skitserer er en strid imellem skabninger, som jeg iht. litteraturen vil kalde ’service-to-self’-livsformer overfor ’service-to-others’-livsformer. Ofte er fronterne trukket skarpt op mellem de onde og de gode, ofte er det en regulær krig, der udfolder sig. Disse ’service-to-self’-livsformer er ofte så ekstreme i denne orientering i retning af at underordne verden deres kontrol, at de fra et normalt menneskes synspunkt fremstår afstumpede og psykopatiske.

’Service-to-others’-livsformerne fremstår omvendt helt anderledes nedtonede (de er generelt meget sympatisk stemte overfor mennesker mens ’service-to-self-livsformerne typisk ser ned på mennesker), og selvom de vinder sejre, er de også jævnt hen udfordrede i deres opgør med ’service-to-self’-livsformerne, og kommer ofte også ud som taberne. Og i mange af deres sessions er ’service-to-others’-livsformerne påfaldende fraværende.

Så er Jorden involveret i en kamp, der løber igennem universet, mellem plyndrende livsformer overfor skabende livsformer? Det er i hvert fald ikke svært at se Jordens og menneskehedens aktuelle stade som en sådan fundamental konflikt, og hvor de plyndrende livsformer for en stor del har overtaget. Og hvad Farsight-undersøgelserne peger i retning af er, at ’service-to-self’-livsformerne betjener sig af omfattende metoder til at manipulere både centraltplacerede enkeltindivider og hele befolkningsgrupper. Med eller uden indblanding fra udenjordiske livsformer kan jeg uden videre acceptere denne gengivelse af vores aktuelle situation. I det hele taget, læg mærke til, hvor meget af alt det her beskrevne der stadig har relevans, hvis man tager de udenjordiske indflydelser ud af ligningen.

Så hvis jeg lige skal rekapitulere, er ræsonnementet her, at i samme øjeblik vi anerkender kvantefysikkens ekstra dimensioner, som tillader informationer, vibrationer, energier at bevæge sig på tværs af tid og rum, har vi åbnet vores forestillingsverden for muligheden af indflydelser fra andre verdener. Vi kan ikke sige med sikkerhed om vi er underkastede sådanne indflydelser, men muligheden er indiskutabel. Men hvis muligheden er der, hvor stor er sandsynligheden så for, at Jorden bare er blevet ladt i fred? Utallige indfødte kulturer fik lov at leve i fred igennem tusinder af år her på Jorden, indtil de store civilisationer udviklede mulighederne for at radikalt at ekspandere ud i ukendte landområder, og vi europæere drev det ud i den yderste konsekvens med vores effektive højteknologiske våben og vores begær efter rigdomme.

Og som ’service-to-self’-livsformerne regner sig selv for hævede over andre, finder de også deres allierede blandt andre, som opfatter sig selv som hævede over andre. Særligt hos folk som opfatter sig selv som herrer, er der let adgang ind for manipulationer og underhåndsstyring. Der hører en særlig form for lukkethed til for at opfatte sig selv som herre, og denne lukkethed gør ens sind svagt og sårbart, herunder overfor manipulationer. Og som herre forbeholder man sig også selv retten til at udøve manipulationer på folk under sig. Så taget som en helhed forekommer menneskeheden på dette punkt meget sårbar overfor manipulationer, og ’service-to-self’-livsformerne går deres sejrsgang, og den resulterende plyndring summerer nu op til en dødsmærket civilisation og en dødsmærket planet.

Så hvor er ’service-to-others’-livsformerne henne? Hvis denne konflikt løber igennem universet, hvor er de gode, skabende, håbgivende kræfter? Ja, ideen om at de faktisk er her, var anledningen til at skrive denne note. Men de er her jo netop ikke for at gøre tingene for os. Sådan fungerer det ikke i det ægte skabende univers. Som med enhver dygtig pædagog, skal vi selv lære det, vi skal selv klare det. Hvis de klarer det for os, er der intet vundet, og menneskeheden kan når som helst falde til tilbage på at blive underkastet manipulationer og lade sig undertrykke.

Ud af de ca. 350 Facebook-artikler og ca. 150 Facebook-noter jeg har skrevet, har jeg lige tjekket at jeg i en ud af otte har udtrykkeligt skrevet, at der var en bestemt indskydelse, der foranledigede mig til at skrive det pågældende opslag. Men i realiteten er tallet for, hvilke opslag der er skrevet ud af en konkret indskydelse langt højere. Så hvor kommer disse indskydelser fra? Jeg har bare taget det for at være mine egen intuition, der løbende arbejder i mit underbevidste, og som løbende bearbejder spørgsmål der optager mig, og som så med mellemrum melder sig med en indfaldsvinkel som et originalt bud på et svar på de pågældende spørgsmål.

Men så var jeg spurgte mig selv, om der kunne være andre livsformer, der evner at udøve skånsomme former for ’nudging’ i mit sind, som henleder min opmærksomhed på bestemte sammenhænge? Jeg ved det ikke. Jeg tør ikke sige om jeg overhovedet formår at bidrage til det gode i denne verden. Der er utallige eksempler på, at trods en vilje til at bidrage til det gode, er effekten alligevel endt med at være det modsatte. Ligesom der er utallige eksempler på at handlinger uden nogen intentioner om at skulle bidrage til det gode, alligevel er endt med at gøre det. Vi kender ikke vores karma, og er dårligt i stand til at dømme om konsekvenserne af vores handlinger.

Men igen, vi er stadig i gang med et opslag båret af ræsonnementer, og spørgsmålet jeg stiller er, hvis ’service-to-self’-livsformerne betjener sig af psykologiske manipulationer og ’mind viruses’, hvad betjener ’service-to-others’-livsformerne sig så af? Er de ikke inde på det samme felt og byder ind med deres åbne, frivillige former for nudging? Indskydelser af fornuft, indskydelser af medfølelse, indskydelser af rummelighed og tålmodighed, indskydelser af nøgternhed?

Findes disse evner for at øve påvirkninger direkte i sindet på mennesket, er det givetvis benyttet af andre mere udviklede livsformer end mennesket, omvendt må muligheden samtidig stå åben for mennesket til at udvikle de samme evner. Og siger vi, at ’service-to-others’-livsformerne betjener sig af sådanne åbne, frivillige former for nudging, byder de i realiteten sig selv til som vores tjenere, ligesom enhver stor pædagog i realiteten er en fødselshjælper, der anviser en vej for forløsning. Netop ved deres respekt for os og deres ydmyghed overfor os, viser de sig som dem der bærer den virkelige storhed, frem for den ynkelige storhed ’service-to-self’-livsformerne holder af at flashe. Og i det omfang mennesket lægger sig efter de samme ’service-to-others’-holdninger, deler vi den samme storhed, som forbinder os med alle de øvrige skabende livsformer igennem universet.

Så hvad ræsonnementet munder ud i er den eventuelle helt afgørende betydning af at være opmærksom på ens egne indfald og indre tilskyndelser. Ved at stå ved sine indfald og indre tilskyndelser, ved at sikre denne åbne fordomsfrie dialog med sit indre, gør man sig selv til tjener for noget større, og bringer dermed sig selv i samklang med de gode skabende kræfter igennem universet.

(Illustration: Barn Swallow, Richard Seeley)