Still-leben med flaske og fisk (1. udgave)

(Her for 10 dage siden postede jeg noten ”Still-leben med flaske og fisk”, men det opslag var faktisk den anden udgave af noten. Den første udgave af noten skrev jeg tre dage forinden, men så syntes jeg, at teksten var for polemisk, for politisk og for vidtløftig, og så lagde jeg den til side. Med anden udgave valgte jeg så en mere konkret og enklere indgangsvinkel. Men her for lidt siden mens jeg puslede med at skrive et opslag om noget helt andet, ville jeg henvise til nogle pointer jeg havde sat ord på fornylig, og så slog det mig, at det kunne jeg ikke, for disse pointer var i den forkastede udgave af ”Still-leben med flaske og fisk”. Og så genlæste jeg denne første udgave, og syntes egentlig at den var udmærket, så den får hermed alligevel lov til at blive publiceret).


Kan vi ikke efterhånden blive enige om, at vores dominerende materialistiske indgangsvinkler begynder at nærmer sig det sygelige? Vi kunne tale om rovdrift og plyndring og aggressiv selvhævdelse her, men bare som enkeltpersoner og i vores møde med omverdenen er vi blevet så overdrevent materialistisk orienterede, at alting skal have klart definerede former for at vi overhovedet kan relatere til det. Vi er nærmest amok i retning af at give form på alt hvad der sker i vores egne liv og i vores sociale liv, og vores liv er ved at bukke under ved vægten af formernes tyranni. Og de der er mest ubønhørligt fangede i formernes tyranni, er de øverste ledere i form af politikerne og storaktionærerne. En vanvittig kompleks samfundsmæssig krise koger vi ned til simple populistiske eller kommercielle slogans, og accepterer samtidig de enorme ledsagende blinde vinkler.

Vi arbejder konstant på at give form på os selv, både på arbejdspladsen og i vores øvrige liv, vi giver form på de grupper vi indforskriver os under, vi giver form vores standpunkter, vi giver form på vores drømme og på vores lykke. Nemlig, vores drømme skal koges ned til nogle anskuelige målsætninger, som man så kan lægge rationelle planer for at nå. Det kan ikke blive konkret og præcist og udtrykkeligt nok. Vi vælter omkring som mægtige klodsede tingester, der banker ind i hinanden og håner modparten for sin dumhed og manglende fleksibilitet. Selvom vi alle har så rigeligt af dumhed og manglende fleksibilitet. Bare som en funktion af vores besættelse med at give form på alting for derpå at henvise os selv til et liv imellem alle disse former.

Og hvad vi ser som en konsekvens af denne besættelse med at sætte alting på form, er en gradvis fortrængning af alle de indlevede, intuitive, musiske, holistiske tilgange til livet og omverdenen. Med udgangspunkt i de to hjernehalvdeles to karakteristiske funktionsmåder har denne stadigt mere ensidige materialisme ført til, at vores kultur og tænkemåder er blevet mere og mere dominerede af venstrehjernehalvdel, den der netop understøtter det præcise, det målbare, det fokuserede, det indiskutable. Så stærk er denne dominans, at ethvert forsøg på at understøtte og fremme forskellige indlevede, intuitive, afbalancerede, holistiske tilgange bliver skudt ned ved deres mangel på evidens. Det er som en epidemi af dumhed. En svigtende evne til at se det store billede, herunder hvilke enorme udfordringer menneskeheden er konfronteret med, set i det store billede.

Men når vi så hver især gør oprør imod den afstumpede og usammenhængende karakter af de dominerende samfundsforestillinger, og vi lader os rive med af en eller anden stor sammenhængende forklaringsmodel, så er vi ofte så umodne og underudviklede i disse retninger, at vi forfalder til både at sluge den nye store forklaringsmodel råt og samtidig tage den for at være fuldstændig skarp. Eller med andre ord, vi åbner vores liv for en holistisk forståelse af tingene, og falder så mere eller mindre omgående tilbage på at anse netop denne holistiske forståelse af tingene for at være konkret, præcis og udtrykkelig. Og værre endnu kan vi forfalde til at identificere os selv og vores liv med denne ”opvågnen” til denne nye sammenhængende forklaringsmodel.

Nu dækker betegnelsen ”konspirationsteoretiker” over et meget bredt og varieret felt af skeptikere, kritikere, undersøgende journalister og mere eller mindre radikale ud-af-boksen-tænkere, men tilbøjeligheden til at kombinere nogle meget vidtløftige forestillinger med hævdelsen af en ufejlbarlig bevisførelse og præcision hører til svaghederne hos mange ”konspirationsteoretikere”. Og det er efter min opfattelse et tegn på, at evnerne for holistisk tænkning stadig er temmelig umodne og uprøvede. Hvilket bringer mig frem til, hvad det egentlig er jeg ønsker at undersøge med denne note. Forestiller vi os, at den afstumpede og usammenhængende karakter af de dominerende samfundsforestillinger vækker en meget udbredt interesse for nogle mere holistiske samfundsforestillinger, og vi begynder at arbejde mere bevidst på at stimulere brugen af den højre hjernehalvdels særlige funktionsmåder, hvilken karakter vil disse nye samfundsforestillinger have?

Eller rettere, det er allerede alt for meget at påtage sig at give et svar på, det er en mere specifik problemstilling, jeg godt vil undersøge. Siger vi nemlig, at højre hjernehalvdel har denne sublime evne til at danne helhedsbilleder, hvordan forholder jeg mig til de helhedsbilleder jeg danner, og hvordan forventer jeg, at andre mennesker forholder sig til mine helhedsbilleder? Siden vi taler om helhedsbilleder, har jeg så en forventning om, at de også accepterer mine helhedsbilleder?

Tager vi et kaotisk og stadig stærkt detaljeret ting som et terrazzogulv, og man af uransagelige grunde sidder og betragter denne flade, så har jeg opdaget, at der er to fundamentalt forskellige måder vi kan lade vores synssans virke på dette objekt. Min egen og langt langt langt fleste andre menneskers default synsoplevelse vil være en, hvor ens skarpsyn springer omkring på terrazzogulvets virvar af overskårne skærver, og scanner det for genkendelige figurer. Dér er der en sommerfugl, dér er der et hus med sadeltag, dér er der et vredt ansigt osv. Men hvad jeg opdagede var, at jeg kunne også vælge bevidst at undertrykke mit skarpsyn, hvorved hele gulvfladen kunne tages ind på én gang, og så var det som skærverne nærmest kom i bevægelse, og begyndte at søge imod gennemgående mønstre. Når jeg virkelig gjorde mig umage og helt eliminerede mit skarpsyn, så lykkedes det nogle gange at få hele terrazzogulvet til at danne ét sammenhængende mønster. Ikke et ”mønster” som var komplekst som virvaret af skærver, men ved etableringen af et temmelig komplekst og samtidig løseligt basismodul, som så blev gentaget ud over hele fladen. Utroligt nok, men det var hvad der skete. Men igen, det siger sig selv, at dette mønster ikke stod knivskarpt for min synssans, der var helt klart et trade-off, hvor den slørede karakter af min synsmåde tillod at denne mønsterdannelse kunne ske.

Denne løselige og meget forbigående karakter af denne ’helhedsorienterede’ synsmåde og den forcerede måde jeg fik den frem på, får den muligvis til at fremstå som bizar og uden nogen praktiske anvendelser. Men det forcerede bestod jo i, hvad det krævede at undertrykke dominansen af mit skarpsyn, og måske er det graden af denne dominans, der er overdreven. Og for mig gav det stof til eftertanke, at vi alle muligvis har en anden og halvvejs ubevidst synssans, som evner at tage hele scenerier ind under ét og danne et samlet indtryk.

Denne erfaring tror jeg siger noget helt essentielt om vores evner for at danne helhedsbilleder. At helhedsbilleder først kan tage form, når vi renoncerer på kravene til præcision og målbarhed. Og jeg tror det er afgørende vigtigt, at vi holder os det for øje, når stævner ud for at hele alle de afstumpede og usammenhængende samfundsforestillinger, vi har fanget os selv i. Vi har så meget behov for heling i disse retninger (og et hav af andre), men for at det kan ske, kommer vi til at skulle opbyde den store rummelighed og tolerance der skal til, for at vores helhedsbilleder bliver reelle helhedsbilleder, og ikke bare en eller anden ny ”sand lære”, som alle pinedød skal acceptere gyldigheden af. Disse helhedsbilleder må i sagens natur være så slørede og omtrentlige, at de er komplet uegnede til at slå nogen oveni hovedet med. Men det at de er slørede og omtrentlige efterlader et rum for at helhedsbilledet kan være indlevet og sandt for den enkelte, og det er heri af helingen består. Folk skal have lov at udvikle deres egne helhedsbilleder, og holder vi igen med vores tilbøjeligheder til at ville jorde andre mennesker for de helhedsbilleder de orienterer sig efter, og således holder igen med at ville tvinge nogen ud af deres helhedsbilleder og over i nogle andre, så vil vores alles helhedsbilleder sikkert vokse og udvikle sig og blive mere og mere nuancerede.

Det er blandt andet på den baggrund, at de kubistiske malerier fortsat har en enorm tiltrækningskraft for mig. Jeg mener der er et dybt slægtskab mellem kubismen og Bohr’s kvantemekanik i måden begge anerkender en dobbelttydighed ved vores måder at tage verden ind. Og Bohr var selv en mester i at beskrive de forunderlige paradokser, der præger vores virkelighedsforståelse. At ja, der er en verden derude, men for at vi kan forstå den, må vi gøre os nogle antagelser om den, og på basis af disse antagelser kan vi foranstalte undersøgelser designede til at be- eller afkræfte vores antagelser, men at vores antagelser/ undersøgelser så i sig selv griber ind i og påvirker den verden vi undersøger. At de svar vi får, er betingede af de spørgsmål vil stiller. Og lyder måske trivielt, men det var faktisk et brud med nogle positivistiske og materielle forestillinger, som etablerede sig under renæssancen og siden bare blev mere og mere indlejrede i vores kultur.

De store impressionistiske malere var allerede brudt igennem til nogle radikalt nye måder at forstå maleriet som en udtryksform. De var helt åbenlyst kommet til et punkt, hvor de forkastede de herskende (afstumpede?) forestillinger om relationen mellem maleren (subjektet) og motivet (objektet) og de malemæssige udtryksformer. Hvad kubisterne gjorde var at tage denne opdagelse af de forunderlige paradokser, der præger vores virkelighedsforståelse, til deres indlysende konsekvens. Hvis de malemæssige udtryksformer alligevel er opfundne og som sådan valgfri, hvorfor så ikke gøre betydningen af dette valg af udtryksform helt åbenbart, og gøre den valgte udtryksform til et middel for en stærk og virkningsfuld malerisk rytme og struktur. Særligt i den tidlige analytiske fase af kubismen opfattede Picasso og Braque sig så meget som uegennyttige forskere indenfor hele dette komplekse felt af relationen mellem maleren og motivet og de malemæssige udtryksformer, at de undlod at signere deres malerier.

I løbet af det 20. århundrede var der mange, der så på kubismen som udtryk for en form for moderne weltschmerz. De mægtige metropoler, industrialiseringen og de mægtige teknologiske gennembrud, det på samme tid hektiske og anonyme og individualistiske moderne liv, de overvældende mængder af indtryk, fragmenteringen og fremmedgørelsen, men personligt hæfter jeg mig meget mere ved deres attituder som forskere i grænseområdet mellem os selv og omverdenen, måderne vi gengiver verden og dermed kommer til en forståelse af den. Og ikke mindst hvor fuldstændig afhængige vi er af vores midler for gengivelse og forståelse. Og ligesom Bohr viste med sin kvantemekanik, så viste kubisterne med deres radikale udtryksformer, at verden er slet ikke så fasttømret og til at pege på, som vi går og gør som om.

Med tanke på vores muligheder for at forenes om nogle fælles mål, og vores muligheder for at arbejde med helhedsbilleder på måder som er udogmatiske, åbne og dynamiske, så har mine undersøgelser ledt mig til den konklusion, at vi skal lære at respektere og værdsætte den lettere slørede og omtrentlige karakter af vores helhedsbilleder. Og så skal vi selvfølgelig fortsat forholde os til fakta, og lade vores helhedsbilleder undergå forandringer i takt med at vi tilegner os ny viden. Men vi har kun os selv til at danne vores helhedsbilleder. Uden den enkeltes indlevelse er der ikke noget helhedsbillede, og folk der har travlt med at sælge deres færdigpakkede helhedsbilleder til andre er ikke andet end charlataner og demagoger.








(Illustration: George Brague, Bouteille et Poissons, 1910-11)

Still-leben med flaske og fisk (udgave 2)

Så er jeg kommet ombord i Iain McGilchrists The Master And His Emissary. For et stykke psykologisk/ neurologisk faglitteratur at være har denne afhandling opnået en usædvanlig almen opmærksomhed, og selvom bogen er lidt af en moppedreng, så er den solgt i over 100.000 eksemplarer. Og det er også et usædvanligt interessant studium McGilchrist har gennemført, som handler om hjernen og dens opsplitning i to separate halvdele hver med deres karakteristiske måder at tage verden ind og efterfølgende at interagere med den.

Studiet af de to hjernehalvdele brød for alvor igennem i 1960’erne i forlængelse af de bemærkelsesværdige eftervirkninger hos patienter, der havde fået foretaget det hvide snit. Sidstnævnte i sig selv en vanvittig hårdhændet og kontroversiel operation til at stilne patienter med voldsomme epileptiske anfald mv., hvor man simpelthen overskar hjernebjælken, dvs. det store vred af nervebaner der binder de to hjernehalvdele sammen. Og man blev hurtigt klar over, at der var forskelle på de to hjernehalvdele, at de havde hver især deres spidskompetencer og deres svagheder, hvilket førte til en hel række af forestillinger om modsætningsforholdet mellem de to hjernehalvdele:

…………………….Venstre    Højre
……………………Sproglig    Rumlig/musisk
………….Logisk/sekventiel    Helhedsorienteret
…………………..Analytisk    Inkorporerende
………………Målorienteret    Værensorienteret
……………………..Mental    Kropslig
………………..Distanceret    Indlejret

Men fordi disse opdagelser blev gjort i en tid med et mægtigt kulturelt opbrud, blev de videnskabelige resultater genstand for mængder af populære fortolkninger, hvor f.eks. mænd og maskulinitet blev forbundet med den venstre hjernehalvdels måder at operere på og kvinder og femininitet blev forbundet med den højre. Og selvom der var og er dækning for at anskue forholdene sådan, så blev det hurtigt nogle alt for firkantede tolkninger og konsekvenser man drog af disse modsætningsforhold. I parentes bemærket blev jeg selv meget påvirket af Betty Edwards’ ”At tegne er at se” (eng. ”Drawing on the Right Side of the Brain”) fra 1979.

Men intet forskningsfelt (eller nogen kunstnerisk retning for den sags skyld) kan overleve at blive spændt foran sådanne mere eller mindre hårdtslående politiske dagsordener, og således har studiet af forskellene mellem hjernehalvdelene henligget som en ødemark i mere end 30 år. Indtil McGilchrist altså får nogle ideer til en ny måde at gå til spørgsmålet og derpå over en årrække afdækker eksisterende og nye forskningsresultater, som direkte eller indirekte berører feltet. Undervejs i sine studier af feltet ledes han så også frem til konklusionen, at vores kultur har gennemlevet en stadigt mere udtalt dominans af venstrehjernehalvdel, og at denne dominans efterhånden har antaget former som er åbenlyst dysfunktionelle og destruktive. Således er The Master And His Emissary også gået hen og blevet en civilisationskritik.

Forud for sin uddannelse som psykiater læste McGilchrist engelsk litteratur, og både i bogen og i hans foredrag møder man igen og igen hans store kærlighed til poesien og mængder af andre udtryk for kunstnerisk sensibilitet. Som sagt er jeg først fornylig gået ombord i bogen, men jeg vidste på forhånd at et af bogens temaer er det ørkesløse ved måderne den tiltagende dominans af venstre hjernehalvdel er slået igennem på kunstens område. Et af de helt afgørende gennembrud i den moderne kunst var kubismen, som den blev udviklet af Pablo Picasso og George Braque i perioden 1907-14, og da jeg selv har følt et dybt åndsslægtskab med denne kunstneriske udtryksform, og kubismen har været den ubetinget største inspirationskilde for mig, så kunne jeg ikke nære mig for at også gå direkte til det afsnit, hvor McGilchrist kommenterer på kubismen. Jeg ved selvfølgelig ikke om jeg vil føle mig kaldet til at fremsætte en bredere kommentar, når jeg har været hele værket igennem, men McGilchrist’s kommentarer om kubismen slår mig som (mærkeligt) dogmatiske og karakteriserede ved netop et fravær af den sensibilitet, han ellers er en så fornem fortaler for. Det er historisk korrekt, at kubismen blev starten på en udviklingslinje, som skulle føre til både den abstrakte kunst og konceptkunsten mm., og at disse retninger er markant influerede af venstre hjernehalvdels tænkemåder, men det gælder ikke på samme måde for kubismen.

Efter min opfattelse kan kubismen i stedet ses som et sublimt udtryk for McGilchrists samlede tese. At de originale kubistiske værker sådan helt fraktalgeometrisk netop opstår i den utroligt frugtbare grænsezone mellem de to hjernehalvdele. Ikke som et tamt kompromis men som et konstant sitrende spændingsforhold mellem sansningen og perceptionen. Der er både det figurative og forkærligheden for simple motiver med en udpræget nærmest jordisk stoflighed, og en palet som i sig selv også er jordisk og ”naturlig”. Og så er der malerens bevidsthed om selve perceptionsprocessen, hvordan synssansen overhovedet danser rundt om motivet og gradvist tager det ind, samt malerens bevidsthed om maleriet som en menneskeskabt udtryksform og som sådan et ”system” underlagt menneskeskabte formelle og strukturelle ”regler”. Jeg har svært ved at se hvilke andre værker malekunsten har at byde på, der i samme grad både viser og fejrer menneskets fantastiske evner for at tage verden ind og samtidig sætte den på form. Ikke en dum og kategorisk form, men en dynamisk form, som er i en konstant tilbliven.

Efter min opfattelse er der meget mere Bergson og Merleau-Ponty i kubismen end McGilchrist anerkender. Og selvom analogier er en svag argumentationsform, så er det virkelig ikke svært at se en analogi til Bohrs kvantemekanik, herunder en analogi til Heisenbergs ubestemthedsrelation. Altså at vi som subjekter er vævede sammen med de objekter vi studerer, og jo mere vi insisterer på at definere bestemte forhold i en bestemt henseende, desto mere ubestemt bliver samme forhold i en anden henseende. Hvilket indenfor maleriet f.eks. kan tolkes sådan, at jo mere optaget man er af at skildre objektet man har foran sig på en måde som er ”naturtro” og ”realistisk”, jo mere forsvinder tilstedeværelsen af subjektet, som foretager skildringen. Og omvendt, jo mere objekterne gøres til redskaber for at gengive subjektets virkelighedsopfattelse, jo mere fortrænges objekternes egne kvaliteter. Det er her at kubismen er sublim ved at bevæge sig på denne grænselinje mellem de to verdener.

Og hvad mere er, så var partnerskabet mellem Picasso og Braque i flere henseender et sært match. Picasso var det gudsbenådede talent og ekstrovert indtil det bombastiske og flamboyante, mens Braque var den stilfærdige, omhyggelige og metodiske. Bare her kunne det være relevant at tale om forskellige disponeringer i forhold til de to hjernehalvdele, og alligevel var udviklingen af kubismen så meget noget der opstod i mødet imellem dem. Og trods deres forskellige personligheder og deres forskellige arbejdsmetoder så var de værker de frembragte under både den analytiske og den syntetiske fase af kubismen nærmest ikke til at skelne fra hinanden. Og begge følte de sig så meget som forskere eller opdagelsesrejsende ind i denne grænsezone mellem sansningen og formgivningen, at deres personligheder trådte helt i baggrunden, hvilket blandt andet kom til udtryk ved at de i disse år ikke signerede deres arbejder.

Som sagt bare en umiddelbar kommentar til McGilchrists behandling af kubismen. Om der kommer flere kommentarer til The Master And His Emissary her fra må stå åbent. For eksempel er jeg spændt på at se, om McGilchrist vover sig ud i en idé om bevidstheden, og om han berører ideen om hjernen som et energetisk sanseorgan.








(Illustration: George Braque, Bouteille et Poissons, 1910-11)

Karma er en bitch

En selvbiografisk note

En eller anden tankerække fik mig til at vende tilbage til et læserbrev jeg skrev, da der stadig var en offentlig debat om, hvorvidt det overhovedet var en god idé at bygge Amager Bakke-affaldsforbrændingen. Fokus for mit læserbrev var alene de ressourcemæssige aspekter, men i min udgangsreplik nævnte jeg på en neutral facon ’arkitekternes’ idé om en skibakke, hvilket i dag slog mig som virkelig småligt. Hvorfor ikke bare sige Bjarke Ingels i stedet for det indifferente ’arkitekterne’, når nu enhver ved, at det at gøre en bygnings tag til et opholdsareal om noget er Bjarke Ingels’ signaturidé?

Og så kom jeg til at tænke på, at jeg faktisk i den offentlige debat havde fremsat en kritik af Bjarke Ingels’ arbejder. Den kontroversielle klummeskriver på Berlingske Eva Selsing skrev for nogle år siden klummen ”En arkitektklovn vender hjem”. En god ven sendte mig denne klumme, og spurgte mig hvad jeg syntes, og så skrev jeg et svar tilbage. Og så syntes min ven at det var så relevant det jeg havde skrevet, at han spurgte om han måtte poste min kommentar i kommentartråden til Selsings klumme, hvilket jeg sagde ok til.

Så i forlængelse af ovenstående tankerække vendte jeg også tilbage til, hvad det egentlig var jeg skrev om Bjarke Ingels da, og så fik jeg den (hypotetiske) tanke, at Ingels måske i sin tid læste kommentarerne til Selsings klumme, og måske fandt min kritik udfordrende, og på den baggrund havde googlet mig for at se hvem jeg var, og hvad jeg havde lavet. Og så prøvede jeg at google mig selv, og det var der, at jeg lettere lamslået indså, at karma er en bitch.

Fordi jeg ikke har opnået nogen officiel anerkendelse for mine arbejder, var det eneste umiddelbart arkitektrelaterede opslag der kom op et om etableringen af en café på Tårnby Hovedbibliotek. Og der kan siges mange udmærkede ting om etableringen af denne café, men i det omfang denne café går for at være et arbejde af mig, så er det altså voldsomt belastende for mit renommé som arkitekt. Og tanken om en arkitekt, hvis eneste offentligt kendte arbejde er en arkitektonisk komplet inferiør café på Tårnby Hovedbibliotek, skulle forbeholde sig retten til at dømme om Bjarke Ingels arbejder er så latterlig, at det gør ondt.

For helvede, hvor jeg synes det her er unfair. Karma er en bitch. Google er en bitch. Jeg har levet med den manglende anerkendelse i alle disse mange år, men så at se mit navn associeret med noget, som jeg i praksis ikke har nogen andel i, og som ikke har nogen videre faglig kvalitet, det er nærmest nederdrægtigt. Hvordan mit navn kom til at blive associeret med cafeen på Tårnby Hovedbibliotek, har jeg skrevet et lille notat om i kommentartråden, som jeg kalder Café-affæren.

Den her karmiske mavepuster tvang mig så igen til at reflektere over min rimeligt tunge karma. Hvordan min professor på Akademiet kaldte mig ’mesteren’ og spåede mig en glorværdig fremtid som arkitekt, og nu som snart 60-årig hvad har jeg så fået bygget? En tilbygning til en villa i Virum og et kommunalt præmieret byggeri for Novo Nordisk. Bare som en modvægt til Café-affæren har jeg såvel skrevet et par små notater om disse arbejder også i kommentartråden, men sådan i det store billede er spørgsmålet der tårner sig op: Hvad gik der galt?

Ja, fordi det her er så meget et karmisk anliggende, så er hele problematikken en uendelig sammensat affære, som både omfatter dybe personlige psykologiske adfærdsmønstre og dybe psykologiske adfærdsmønstre i min omverden. Der er helt givet nogle aspekter af Janteloven i denne fortælling og en smålighed hos mine fagfæller af samme karakter, som den jeg tog mig selv i ovenfor, men sådan helt overordnet tror jeg det er en fortælling om, at det jeg begærede ikke var succes som arkitekt, det jeg begærede var at være et medium for et mægtigt kunstnerisk gennembrud. Selvom jeg måske aldrig gav åbent udtryk for det, så var der hos mig, hele vejen igennem, en rimeligt skånselsløs forkastelse af mainstream-arkitekturen. Og jeg drømte om at lave arbejder, der brød igennem al denne forudindtagethed og konsensus, og fik os alle til at se verden på ny.

Og jeg oplevede en række markante gennembrud i min stræben, men mit problem var selvfølgelig, at jeg havde brug for noget anerkendelse fra mine fagfæller for at mine ideer overhovedet kunne finde noget fodfæste. Altså de samme fagfæller som jeg indadtil behandlede rimeligt respektløst. Og den anerkendelse fik jeg så heller ikke. I tilbageblik fremstår det lettere ubegribeligt, hvordan jeg kunne lave så originale arbejder, mens jeg gik på Akademiet, uden at institutionen viste nogen interesse for disse potentielt nye udviklingslinjer for faget. Men indadtil behandlede jeg også Akademiet rimeligt respektløst. I lande som Frankrig eller USA tror jeg, at der er så stærke traditioner og motivationer for at opsøge og understøtte avantgarden, at originale talenter kan finde en plads nærmest uanset hvor utilpassede og kontrære de er. Men sådan er det vist ikke i Danmark. Jeg ved ikke hvad der kvalificerer til at opnå et lektorat eller et professorat på Akademiet, jeg vil mene at mine arbejder dengang havde et momentum og en originalitet, som kunne have været kvalificerende, men der var ingen interesse.

Men jeg er også en uhyggeligt sammensat person. Jeg rummer på samme tid stor ydmyghed og en fandenivoldsk kompromisløshed. Jeg kæmper med stor indre modstand for overhovedet at komme der til, hvor kreativiteten flyder, og har således behov for meget ro, enormt meget ro faktisk, både fysisk og psykisk, omkring de kreative processer. Af samme grund har jeg aldrig kunnet se mig selv som en del af konkurrenceafdelingerne på de tegnestuer, jeg har været ansat. Stemningen i disse afdelinger har på samme tid forekommet mig for støjende ved de brovtende personligheder, der befolkede dem, og samtidig for uambitiøse i kunstnerisk henseende. De første 8-9 år af min ”karriere” var jeg ”computer-arkitekt”, hvilket i praksis betød at jeg var projektleder for selve tegningsproduktionen på CAD (computer-aided-design). Denne status ændredes først, da jeg fik opgaven med føromtalte byggeri for Novo Nordisk. Og ja, det var et stykke mainstream-arkitektur, men der var nogle arketypiske arkitektoniske ideer der blev realiserede, og når jeg hævder dette resultat som ”mit”, var det fordi jeg løste den opgave fra de allerførste skitser og til afleveringen af det færdige byggeri. Selvfølgelig fik jeg i projekteringsfasen assistance af et team af gode medarbejdere, men jeg var chefen, og min overordnede chef kom kun på tegnestuen for at høre om alt gik ok.

Som sagt blev dette byggeri præmieret, og formentlig var det først på dette tidspunkt, at det gik op for ledelsen hos D+W, at tegnestuen havde lavet et udmærket stykke arkitektur ude på Novo Nordisks site i Kalundborg, men på det tidspunkt var jeg blevet afskediget. Blev jeg så inviteret til ceremonien? Nej, det gjorde jeg ikke. Hvilket nærmest også er en del af et mønster. Jeg havde mange gode år hos Erik Møller Arkitekter, hvor jeg som en af de sidste sager fik raget kastanjerne ud af ilden på en 250-millioner-kroners-ombygningssag for Århus Universitet, som der så blev kvitteret for med en fyreseddel. Eller efterfølgende hos CF Møller, hvor jeg kom ind og fik et alvorligt kuldsejlet 500-millioners-kroners-universitetsprojekt tilbage på sporet, hvorpå der også her blev kvitteret med en fyreseddel. Og blev jeg her inviteret til rejsegildet eller indvielsen? Nej, det gjorde jeg ikke. Men er er det ikke bare fordi jeg er vanskelig person at arbejde sammen med? Det har jeg selvfølgelig også spurgt mig selv om, men hvis det er sådan, så er det nogle følelser der kører på nogle helt igennem underbevidste planer.

Selvfølgelig er arkitektfaget en meget omskiftelig branche, og tegnestuerne er nødt til hele tiden at justere på størrelsen af staben i henhold til de igangværende og kommende opgaver, og derfor skal man som arkitekt ikke lægge for meget i en fyreseddel. Men der er en eller anden form for symmetri her: Det var aldrig opfyldelsen af mit livs ambitioner at opnå ansættelse på en af Danmarks store tegnestuer, og tilsvarende har det heller ikke været vigtigt for dem at holde på mig som medarbejder. Jeg er ikke deres tro væbner, og har igennem hele mit liv holdt på, at arkitekturen har et langt større potentiale end de udfolder. Mine ansættelser har således fra begge sider haft karakter af en slags fornuftsægteskab.

Ikke desto mindre kom der en rend-mig-i-røven-fandenivoldskhed over mig med min afskedigelse fra CF Møller. Det var i forlængelse af den, at jeg tog tre år i ledighed, som hverken var helt frivillig eller helt ufrivillig. Det var her jeg i større eller mindre grad dedikerede mit liv til mit skriveprojekt, simpelthen fordi min relation til mit fag og det omgivende samfund alligevel var så sporadisk. Og så brugte jeg 10 år på det, hvor arkitekturen blev skubbet helt om i baggrunden, og jeg nærmest gennem tilfældigheder landede i Tårnby Kommunes Ejendomscenter. Og der har jeg trivedes udmærket, vi har et rigtig godt team og en god hverdag sammen (når vi ikke lige er på coronakarantæne). Som arkitekt i Ejendomscentret har jeg forestået projekteringen og udførelsen af en ny servicebygning til kommunens skraldevognsanlæg og har tegnet et forslag til et nyt misbrugsbehandlingscenter. Men jeg er ikke (ikke, ikke, ikke) ansvarlig for udformningen af cafeen i hovedbiblioteket.

Så hvor kan man finde mine egne arbejder på nettet? Ja, det er altså kun ad omveje. I 2008 og 2011 søgte jeg Statens Kunstfond om midler til lave en hjemmeside, så mine arbejder kunne gøres mere alment tilgængelige, men opnåede ikke nogen støtte. Jeg har også søgt Ny Carlsbergfondet om det samme, også uden held. Tilbage i 2011 skrev jeg en kort introduktion til mine forslag til fire internationale arkitektkonkurrencer i perioden 2006-2010, som findes linket under ”Om” på min WordPress-side (kolliker.co), og som jeg også linker til nedenfor i kommentartråden. Så mit mere eller mindre desperate modsvar til den nederdrægtige karmiske fælde, jeg er havnet i mht. Google-søgninger på mine arbejder som arkitekt, består altså i nedenstående lille stribe af korte beskrivelser, suppleret med links til forskellige Facebook-opslag, hvor jeg beskæftiger mig med mine arkitekturarbejder. Men her efter 40 år indenfor faget må det stadig siges at være et meget tyndbenet grundlag for at yde en vægtig kritik af Bjarke Ingels arbejder. Ja, målt på succes og pondus, helt sikkert et tyndbenet grundlag, men når det kommer til det indholdsmæssige, har selv disse temmelig ubetydelige indlæg måske alligevel en overraskende gennemslagskraft.

(Illustration: Skitse til facadeudformning, Benetton, Teheran, 2009)

Thatcher – Feminismen begravet

Hva’ så, folkens, får vi set nogen film og serier for tiden? Det tror jeg nok vi gør. Her fornylig var jeg igennem The Queen’s Gambit, og den havde sine kvaliteter. Den periode af USA’s historie har noget helt særligt, det var rimeligvis nationens glansperiode, en periode båret af en enestående kulturel spiren og optimisme og udsyn kombineret med en friskhed og coolness ved det moderne design og al den nye teknologi. Og handlingen havde sin egen fremdrift, men karaktertegningen.. Come on, hvem tror på at et skakgeni i virkeligheden var så cool som Elizabeth Harmon beskrives i serien? Selv hendes pille- og alkoholmisbrug fremstår som cool. En eventuel social kejtethed bliver i serien bare fremstillet som nogle tilfældige møder, der ikke rigtig fungerer for hende, og som hun så bare vælger fra. Personligt tror jeg ikke på denne karaktertegning. Jeg tror Elizabeth Harmon var langt mere nørdet og kejtet i virkeligheden, og den karaktertegning havde jeg personligt fundet langt mere interessant. Og det ville snarere have fremhævet vægten af hendes bedrifter og hendes livs både tragiske og heroiske sider end have formindsket dem.

I går aftes så jeg så The Iron Lady, portrætfilmen om Margaret Thatcher. Hun er jo en enormt interessant og kontroversiel og betydningsfuld karakter i vores samtidshistorie, og alligevel var det sådan halvejs af pligt, at jeg gik ombord i filmen. Netop fordi hun er en så kontroversiel figur, havde jeg sådan lidt bange anelser i retning af, at filmen ville være for stereotyp og andægtig og i virkeligheden ikke bidrage med noget substantielt til en dybere forståelse af hendes karakter og sindelag. De bange anelser blev så til fulde indfriede. Filmen var i mine øjne tam og andægtig og propagandistisk. Bare det at hendes demens i alderdommen fik lov at fylde så meget i filmen, syntes jeg var hyklerisk. Der er blevet lavet flere fine og anerkendte film om menneskers møde med demens hos en nær pårørende, men det kan ikke siges at være et vægtigt moment i fortællingen om Margaret Thatcher. Når det så ligefrem forekom mig hyklerisk hænger det sammen med, at Thatcher forekom at være en person med meget få sympatiske sider og en person hvor empati og omsorg forekom at ligge meget langt nede på listen over drivkræfter. Og det er her at hele fortællingen om hendes demens kommer ind som en måde (trods alt) at vække noget sympati for hende, så hendes følelseskulde og strenghed ikke får lov til at dominere hele billedet. I mine øjne var denne vinkling så tyk, at jeg spurgte mig selv om filmen hele vejen igennem var et bestillingsarbejde.

Og undervejs fik jeg nogle indskydelser til en helt anden fortælling om Margaret Thatcher, som jeg fik lyst til at dele her. Og jeg vil godt med samme sige, at der som udgangspunkt er noget meget ærefuldt ved at give sit liv til at tjene sit land. Og personligt er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at det var det hun gjorde. I modsætning til mange nutidige politikere, som ikke holder sig tilbage for at fortælle halve sandheder og maskerede motivationer for deres beslutninger og handlinger, og som samtidig bare opfatter rollen som politiker som et springbræt i deres karriere mod endnu større magt og velstand, så var Thatcher fuldkommen reel. Hun sagde hvad hun mente, og handlede i overensstemmelse med hvad hun sagde. Det er også et meget ærefuldt træk, og når det kommer til stykket muligvis en forudsætning for overhovedet at oppebære et demokratisk politisk system. I den henseende var Thatcher en stor politisk skikkelse.

Personligt var jeg ikke nogen tilhænger af hende dengang, hun slog mig som usympatisk og fantasiløs og konservativ på den helt hårde måde, omvendt herskede der i 70’erne og ind i 80’erne et noget nær totalt politisk kaos. Hendes måde at knuse fagforeningerne var skånselsløs overfor alle de mennesker, der blev ramt af disse ”reformer”, men der var vitterlig også nogle helt konkrete problemer med overhovedet at regere i Storbritannien, i USA, i de øvrige europæiske lande, ja kloden over. Det var krisetider og folk var i oprør, og der var konstant arbejdsnedlæggelser og demonstrationer og hærværk på offentlige institutioner. Og skal jeg være ærlig, havde jeg dengang ikke så meget til overs for disse demonstrationer. Jeg syntes folk var alt for optagede af at skaffe fordele for sig selv, alt for fokuserede på at de blev snydt af kapitalisterne og alt for lidt fokuserede på, at vores helt store udfordring snarere bestod i at skalere vores samfundsmæssige forbrug markant ned. Bevares, arbejderklassen havde en case for at hævde at de blev snydt af kapitalisterne, men denne klassekamp forekom mig anakronistisk og ude af trit med vores reelle samfundsmæssige udfordringer. Og de der demonstrerede dengang skulle bare have vidst, hvilke midler kapitalisterne i dag benytter for at kunne lægge beslag på en langt langt større del af den samfundsmæssige værdiskabelse i dag. (Og et af disse midler kunne være at bestille en film om Thatcher, der konsoliderer bestemte samfundsfortællinger omkring hendes person og lederskab).

I min optik var den store fejl de politiske ledere dengang begik, at de ikke talte åbent om den eksistentielle krise vores samfund var havnet i, at de ikke havde modet og fantasien til at gennemføre virkelig store reformer, og at de således et meget langt stykke af vejen lod tingene fortsætte som sædvanligt, hvilket i realiteten svarede til en fortrængning af de overvældende tegn på at dybe forandringer var nødvendige. Havde de politiske ledere vist en vilje til at gennemføre dybtgående reformer, så var befolkningens oprørstrang muligvis stilnet af og en mere civiliseret samfundsmæssig debat kunne have hjulpet til at afklare, hvad det konkret var for dybtgående reformer der skulle gennemføres. Men det var ikke det der skete. De politiske ledere satte hårdt mod hårdt, og ingen mere sådan end Margaret Thatcher, og de benyttede deres magtposition til at sætte deres vilje igennem, og hen ad vejen lykkedes det dem at få tæmmet uroen i befolkningen. Og her kom dereguleringerne af finanssektoren og de meget ekspansive pengepolitikker ind som en meget kærkommen drivkraft til former for økonomisk fremgang, som jo til alle tider har været et effektivt middel til at stilne uroen i befolkningen. Og således blev kravene om og nødvendigheden af gennemførelsen af dybtgående reformer skubbet ned i underbevidstheden.

Således var der noget grundlæggende fejlbehæftet, nærmest forløjet, over den neokonservative politiske bevægelse, der vandt frem med Margaret Thatcher og Ronald Reagan, ikke desto mindre skal hun alligevel have anerkendelse som regeringsleder. Hvad ingen er nation eller organisation er tjent med er ledere, som ikke viser lederskab. Uanset hvor forfejlet og afstumpet man end måtte anse Thatcher’s politiske ledelse for at være, så udviste hun trods alt lederskab, og det tæller for noget i tider med så stor uro som der var da Thatcher kom til magten. Når jeg vender tilbage til de indskydelser jeg fik, da jeg så The Iron Lady, så ligger det mig på sinde først at understrege, at jeg har ingen hensigter i retning af at udstille eller begå karaktermord på Margaret Thatcher. Og som salig Marshall Rosenberg pegede på, så er det en form for voldelig kommunikation at begynde at psykologisere over andre. Og jeg ønsker ikke at gøre mig skyldig i voldelig kommunikation, men de indskydelser jeg fik havde karakter af at være psykologiske. Og nu er hun en offentlig figur, og må som sådan stå model for en del mere end hvad der er gangbart i personlige relationer. Siger vi at jeg fik lov at lave manuskriptet til en ny og kontroversiel film om Margaret Thatcher, og denne film blev produceret, så ville den bare være et indspark i det almindelige flow af kulturel selvrefleksion. Der skulle selvfølgelig laves al den nødvendige research som sikrer, at det portræt der tegnes ikke er i modstrid med de konkrete vidnesbyrd og det biografiske materiale. I bedste fald er det efterfølgende bare det allertidligste udkast til et alternativt portræt af Margaret Thatcher.

Hvad mine indskydelser gik på var, at Margaret Thatcher muligvis var en langt mere tragisk figur end vi tager hende for. At hendes relation til hendes far slet ikke var så entydigt stærk og inspirerende som denne film skildrer, men snarere ladet med virkelig tunge energier af forventninger, skyld og skam. Hvad der slog mig var, at Thatcher som personlighedstype godt kunne svare til en, hvor der var noget følsomt og drømmende i den lille pige, der blev endegyldigt jordet ved en eller anden vilkårlig episode, hvor faren optrådte totalt hårdt og fordømmende. Og fra bare at være en normal pige med en normal mangefacetteret personlighed, blev hun nu en skadet pige med bestemte fortrængte sider af sin personlighed, og som samtidig var endeløst optaget af at stille sin far tilfreds og opnå hans bifald og anerkendelse. Og født som hun var i 1925, oplevede hun tredivernes depression igennem sin barndom som de benhårde vilkår for familiens overlevelse (hendes far var købmand), og videre oplevede hun som teenager de trange kår under krigen. Måske sad familien Roberts virkelig hårdt i det også Margaret måtte lide store afsavn og yde sine store bidrag, men faren var en sej og stolt type, og familien udstod al modgangen, men der blev måske også opbygget nogle fordomme og nogle fordømmelser undervejs. Måske var den oprindelige forulempelse af lille Margaret ikke værre end, at hun kunne have vokset ud af den, men med alle de mange år i knaphed og eksistenskamp blev Margarets skyldkomplekser og faderbinding hamret ind med syvtommer søm.

Det var det billede, der tegnede sig i mit hoved, og det slog mig, hvor godt det fungerede i retning af at forklare hendes følelseskulde og hårdhed og kompromisløshed. Og her kommer vi så til næste led i mine associationsrække. Tillader vi os at antage, at Margaret Thatcher selv som voksen var et skadet menneske med sider af sin personlighed effektivt undertrykt af skyldkomplekser og en altid præsent skygge af hendes far til at irettesætte hendes handlinger, så var det Margaret Thatcher projicerede ud i hendes omgivelser ikke så meget hende selv som det var hendes fars skygge. Og det folk så og hørte i Margaret Thatcher var hendes strenge fars stemme, og det uhyggelige er, at netop denne strenge fars stemme appellerede til rigtig mange mennesker indenfor det konservative parti og videre appellerede til rigtig mange mennesker i vælgerskaren. Der var noget genkendeligt/ familiært ved denne stemme, der var nogle associationer til fordums tider, herunder fordums storhedstid, og med Storbritannien i en tilstand af politisk opbrud og kaos var denne stemme på sin egen facon sådan helt beroligende. Og det blev grundlaget for hendes bemærkelsesværdige politiske karriere.

Men uanset hendes successer og det al det mod og al den viljeskraft der skulle til for at trænge igennem som kvinde i en mandsdomineret verden, så var det i mine øjne ingen sejr for feminismen, at Margaret Thatcher opnåede positionen som premierminister. Alle de store kvaliteter, som den kvindelige arketype indeholder, så som omsorg, rummelighed, intuition, modtagelighed, social årvågenhed, følelsesmæssig intelligens, jordbundethed, var for en stor del nærmest fraværende hos Thatcher. Og i det omfang en forløsning af disse særlige kvaliteter muligvis er selve grundlaget for vores evner for at løfte vores samfund ud af dets nuværende morads og nærmest det eneste troværdige grundlag for en videreførelse af menneskehedens civilisation igennem det 21. århundrede, ja så var Thatcher nærmest det modsatte. Muligvis har der ikke været nogen figur, der til dato har været mere skadelig for kvindens frigørelse en Margaret Thatcher. Muligvis fordi hun blev skadet af sin far, og fordi hun gjorde denne skadede orientering i livet til hendes livsfilosofi og politiske projekt. Og alle de magtbegærlige mænd omkring hende kunne uden videre forholde sig til denne livsfilosofi, der tilbage i 80’erne. Ligesom de stadig kan, den dag i dag.

(Illustration: Thatcher aboard H.M.S. Hermes after the Falklands War in 1982, Ted Blackbrow)

Sølvræv-revolten

Et par tanker snublede over hinanden her i går, og jeg kom til at lave en kobling mellem sølvrevolten og en vis undertrykt revolutionær stemning blandt folk indenfor mit eget alderssegment, de tiltagende gråhårede, os der er på vej ind i hvad vi eufemistisk kunne kalde den fjerde livsfase. Og her taler vi selvfølgelig om en meget lille minoritetsgruppe, altså dem indenfor alderssegmentet der går med disse revolutionære stemninger, for i den fjerde livsfase ønsker man typisk bare ro og tryghed og stabilitet. Men der er en case for at spørge, om det eventuelt er lidt anderledes med netop denne gruppe af seniorer. Og i forlængelse heraf er der et spørgsmål om, hvornår skiftet sker fra at et individ bare er i opposition til de førte politikker til at være en systemkritiker. Denne skelnen handler om, hvornår et givet samfundssystem opretholder sin magtudøvelse gennem transparente og legitime metoder, og hvornår samme system skifter til at benytte skjulte og manipulerende metoder. Dette skift kan for de vestlige landes vedkommende muligvis bestemmes til at være meget tidligere end mange mennesker tror. Muligvis blev termen relevant her i Vesten samtidig med at Sovjetunionen som politisk/ ideologisk modpol sank sammen, uden at det skal forstås i traditionelle højre-/venstreorienterede begreber.

Den del af befolkningen, som har erindringer der går tilbage til 1960’erne og 1970’erne, bliver jo i sagens natur mindre og mindre. Det er som sådan trivielt men i mine øjne alligevel vigtigt, fordi folk født efter 1970’erne må have meget svært ved at forestille sig det enorme politiske og samfundsmæssige opbrud, der karakteriserede 1970’erne. Det var der, at menneskeheden brød igennem til en erkendelse af, at vi som art nu udøvede en sådan dominans over hele økosystemet Jorden, at hvis ikke vi fandt på måder at leve i større harmoni med naturen, så var der en reel risiko for at vi ville ende med at lægge planeten øde. Det var en eksistentiel krise for den samlede menneskehed, der pludselig trængte sig på, ulig nogen forudgående civilisatoriske kriser. Eller rettere, aldrig før havde det været relevant at tale om en krise for den samlede menneskehed, men det blev det da. ’Global civilisatorisk krise’ og ’samlet menneskehed’ er som to sider af den samme mønt.

Særligt i USA er der i disse år en masse snak om generationsidentiteter som Babyboomer, Generation X, Millenials, Gen Z osv., og disse forestillinger har i mine øjne fremstået temmelig vilkårlige. Måske er jeg helt galt på den, men min fornemmelse er, at der efterhånden er et så massivt kulturelt pres på det enkelte individ for at skabe sig en identitet for overhovedet at kunne holde ud at være i verden, at der bliver revet ned fra alle hylder. Og igen måske på et uoplyst grundlag men sådan har jeg det også med LGBTQ og de pt. 16 forskellige definitioner af menneskets kønsidentitet. Og alligevel er der noget om, at måderne verden fremstår og præsenteres for én i de formative år fra at man starter i skole til man træffer sit (første) valg af livsbane i starten/ midten af tyverne, at dette indtryk af verden præger hele ens liv og således også hele generationer.

Og personligt har jeg aldrig glemt den eksistentielle krise for den samlede menneskehed, som jeg voksede op med. Og denne manglende evne til at glemme er velsagtens blandt årsagerne til, at jeg altid har følt mig lidt som en outsider. Jeg har jævnligt refereret til epoken fra 1980 og til nu som ’verdenshistoriens største kollektive overspringshandling’. Fra en psykologisk vinkel kunne man såvel kalde epoken ’verdenshistoriens største kollektive blokering’, for hånden på hjertet var det ved former for fortrængninger/ blokeringer at vi ”overkom” den eksistentielle krise. Og disse metoder til at blokere for ubehagelige kendsgerninger er siden blevet fuldkommen institutionaliserede. Fra officielt politisk, økonomisk og finansielt hold er der en udbredt konsensus om at tale alle eventuelle strukturelle ubalancer og udfordringer ned, så befolkningen efterlades med det indtryk, at alt vist alligevel er ok. Da den danske finanssektor blev kritiseret for sine F1-flekslån fra forskellige internationale organer, og den danske finanssektor viste en villighed til at opgive dette risikobehæftede finansielle produkt, ja da sprang politikerne til og sørgede for at de kunne fortsætte. Vi kunne ikke risikere, at der kom korrektioner til de opadgående trends på boligmarkedet.

Hvad jeg og nogle af mine jævnaldrende heller ikke har glemt er, hvilken en frodighed naturen stadig havde, da vi var børn og unge. Hvor mange fugle og insekter der var, selv i byerne, hvor meget naturlig bevoksning der var, selv i det dyrkede land, hvor mange padder og vandkalve og skaller der var i vandløbene, hvor mange fisk der blev halet ind fra Kattegat og Østersøen og solgt i fiskeforretninger over hele landet. Vores kollektive ligegyldighed overfor naturens voldsomme tilbagegang fremstår som så ubegribelig og ulyksalig, at den også må anses som led i en form for fortrængning. Og alle de mennesker, som i årenes løb har reageret på denne uddøen og forlangt omfattende reformer af vores naturforvaltning, er af erhvervslivet blevet hængt ud som rabiate idealister og samfundsomstyrtere, mens politikerne har fodret disse kritikere med små og meget afmålte sejre, hvorved undertrykkelsen er blevet effektueret og roen er blevet genoprettet. Oprørsgruppen Extinction Rebellion er (selvfølgelig?) særligt præget af unge mennesker, men der er også mange fra mit eget alderssegment, som har længtes efter en bevægelse som denne igennem mange år.

Men uanset hvor vilkårlige ovenstående generationsidentiteter end fremstår, så er der et helt reelt generationsoprør under opsejling. Vi, der har tegnet samfundsudviklingen over de seneste 40 år, har rigtig meget at svare for. Vores enorme gældsfinansierede forbrug, udflytningen af vores produktionsbase, outsourcing af vores miljøbelastninger til andre verdensdele, vores formålsløse militære eventyr. Alle samfundsformerne der understøttede, hvordan en allerede privilegeret status kunne bruges til at opnå yderligere privilegier. Indkøbsforeninger, virksomhedsordninger, guldkort. Hvordan kynisme og brutalitet blev opfattet som morsomt og blev belønnet indenfor visse toneangivende brancher. Hvordan samfundets sammenhængskraft bare blev taget for givet, og økonomien var ét stort tag-selv-bord uden nogen former for etikette. Verdenshistoriens største kollektive samfundsplyndring. Okay, boomer, the buck stops here.

Attituderne blandt reddit-brugerne på r/wallstreetbets under GameStop-affæren var meget sigende. Der var mange memes som ”We’re not stupid, just retarded” og ”We can stay retarded longer than they can stay solvent”. Og det retarderede handlede blandt andet om, at det de gik efter ikke var at score den store gevinst, de gik efter at ramme hegdefondene så hårdt som de overhovedet kunne, uden at skele til hvad det eventuelt måtte ende med at koste dem. Retarderet eller udviklingshæmmet kan man være fra fødslen af og i henhold til nogle standarder for hvad der er normalt, men man kan også være hæmmet i sine muligheder, simpelthen fordi man står udenfor gruppen af privilegerede. Og det er nok sådan mange af disse reddit-brugere føler, og storbankerne og de store hedgefonde ER magtens højborg i den verden vi lever i, og som sådan det rette sted at vende sit oprør imod.

Et berømt citat af Frederic Bastiat lyder: ”Når plyndring bliver en levevej, skaber folk for dem selv et juridisk grundlag, der bemyndiger det, og et moralsk kodeks, der gør det ærefuldt”. Bastiat var vist nok liberalist, og muligvis var udtalelsen oprindeligt møntet på statens plyndring af borgerne ved dens skatteopkrævning, men hvor meget mere relevant er citatet ikke overfor den finansielle sektor, som fandt på måder at skabe penge ud af ingenting, og derpå købte sig til afgørende indflydelse over praktisk talt alle vores samfundsinstitutioner. Og denne finansialiseringens epoke og alle dens vilkårlige arbejdsfri gevinster har ført til dannelsen af en klasse af superrige, som lever i en anden verden end alle os andre. Jeg ville ikke blive overrasket, hvis en af de tilbagevendende diskussioner indenfor disse grupper gik på, om ikke de genetisk har en anden sammensætning end alle os andre. At de nærmest er en race for sig. Og disse ekstreme klasseskel har ført til, at den samfundsmæssige sammenhængskraft er slidt helt ned, og den oprindelige samfundskontrakt mellem det politiske lederskab og befolkningen er blevet kompromitteret. Politikerne har løbende haft valget mellem at understøtte det opblæste finansielle regimente eller forlange en revision af hele sektoren, hvorpå det ville sige puf, og gassen ville gå af alle de finansielle bobler og vi finde os selv i en dyb depression. Muligvis verdenshistoriens største gidseltagning.

Men hvis ikke de politiske ledere ikke kan finde ud af at tage opgøret, så må bønderne gøre det. Som wallstreetbets-folkene gjorde det med GameStop-aktionen, og en bredere kreds fortsat stræber efter at gøre igennem en vedholdende og determineret interesse for at købe sølv. Ved sølvrevoltens lancering var ædelmetalbørsen i London tæt på at løbe ud for sølv, hvilket ville have medført et markant opbrud og helt anderledes dramatiske prisstigninger end dem vi oplevede. Dette angreb blev så afværget, men det er ikke slut endnu. Her i den kommende uge er der et ekstraordinært stort antal sølvkontrakter, der forfalder på den amerikanske commodities-børs i Chicago. Godt 60.000 kontrakter på hver 5.000 ounces, svarende til 300 mio. ounces eller 8.500 ton, står til at blive afsluttede ved enten at det fysiske sølv bliver leveret eller at options-indehaveren bliver godtgjort i kontanter (hvilket man må forestille sig at options-indehaverne så tager sig rigeligt betalt for, og at prisen på en ounce sølv alligevel skyder i vejret) eller at den givne options-kontrakt bliver ’rolled-over’ i en ny og for options-indehaveren endnu mere fordelagtig kontrakt. Sidstnævnte løsning vil så bare udskyde og uddybe problemerne for ædelmetalbørserne og ’the bullion banks’. Disse 8.500 ton sølv svarer til en tredjedel af den samlede årlige globale produktion, og så kan man jo spørge sig selv, hvordan så meget sølv kan være forfalden til levering på en given uge i februar på den amerikanske ædelmetalbørs. Det er fordi det ikke er reelt sølv, men bare kontrakter på sølv, hvilket udstiller den komplet illusoriske karakter af vores markeder, hvilket igen åbner for alle manipulationerne og den skjulte koncentration af pengemagten.

Og således fortsætter jeg også selv med at købe lidt mere sølv. Jeg ved at der skal enormt mange af min slags til for at denne efterspørgsel påvirker prisudviklingen på ædelmetalbørserne, men kan det bidrage, er det efter min opfattelse værd at gøre. En helt bevidst revolutionær handling, ikke rettet imod vores samfund som helhed, men nøje rettet imod de magtfuldkomne finansinstitutioner, som på skjulte og illegitime måder har kuppet sig til en form for overherredømme over vores samfund. Og jeg er helt bevidst om at skulle sølvrevolten lykkes, og JP Morgan og HSBC og andre ’bullion banks’ skulle gå fallit eller deres svindelnumre skulle blive stillede offentligt til skue, så vil vores samfund (igen) blive kastet ud i en eksistentiel krise og en økonomisk depression vil være konsekvensen. Men den eksistentielle krise har været der hele tiden, bankernes fupnumre var bare de mægtige illusionsnumre, der satte os i stand til at fortrænge den. Men hvordan fanden skal vi blive i stand til at løse vores problemer, hvis vi end ikke er i stand til eller villige til at tale om dem i offentligheden? Den her udbredte dækken over vores reelle udfordringer er gået alt alt for vidt, og mere end noget andet er det den der udløser de revolutionære stemninger og det ”retarderede” i at gå efter at ramme storbankerne og hedgefondene.

(Illustration: Fox Stare, Cheryl Crowley)

Fxxxbxxk – An Abusive Relationship?

”Jeg elsker de bøger” sagde jeg til min voksne datter, der lå på gulvet og lunede sig i den efterhånden ret stærke vintersol, mens jeg selv sad i det andet vindue. ”Dem begge to. Jeg glæder mig så meget til at læse dem…”

Den ene bog jeg henviste til var Cervantes’ Don Quijote, og jeg beskrev hvordan jeg havde forsøgt mig med både en dansk og en engelsk lydbog, og til min foragt havde opdaget, at de begge var genfortællinger. Og så havde jeg købt originalen i dansk oversættelse, og havde læst de første tre sider, og havde undervejs leet højt og været begejstret over romanens åbning.

Den anden bog jeg henviste til var Iain McGilchrist’s The Master And His Emissary, et faglitterært neurologisk/psykologisk værk om hjernens funktionsmåder med særlig fokus på funktionerne af de to hjernehalvdele. Og jeg har hørt adskillige forelæsninger på Youtube og andre medier af McGilchrist, hvor han nærmest virtuost har redergjort for sine opdagelser og konklusioner. Og jeg var begejstret, samtidig med at jeg følte et ganske særligt åndslægsskab med McGilchrist’s anskuelser. Hvor min indgangsvinkel har været synssansen, og betydningen af at have input fra to sider og videre, mine forestillinger om at hjernen i virkeligheden er et energimæssigt sanseapparat, og at de to hjernehalvdele er gearede til at samle op på forskellige frekvenser, så havde McGilchrist’s gennembrud en helt særlig appel.

Og det jeg kort talte med min datter om var, hvor mærkeligt det er, at de bare står der, de to bøger, i henholdsvis 2 år og 9 år, uden at jeg har fulgt op på min begejstring og rent faktisk læst dem. Eller for den sags skyld adskillige andre bøger på min reol, som jeg ved jeg vil frydes over, når jeg endelig kommer til at læse dem. Denne mærkelige modstand imod bare at gå ombord i bøgerne mente jeg havde noget at gøre med en særlig tilstand af stress, jeg lever med i disse år. Jeg har denne følelse af, at der noget fundamentalt, der er gået galt, noget i kernen af vores samfund er gået i stykker, og jeg er på en måde en slave af denne følelse. Jeg kan ikke bare sætte mig med en bog og hengive mig til den og lade verden fare, for verden er på en så uheldssvanger kurs. Og således er jeg en slave af en absurd forpligtelse på, i en eller anden grad og så godt som jeg nu formår, at prøve at reparere det der er gået stykker.

Det er disse mærkelige usunde uligevægtige livsomstændigheder, som jeg hermed godt vil undersøge lidt nærmere. Her under opvasken tidligere i formiddags fik jeg en indskydelse eller en slags vision om en halvstor pige, som lever i en dysfunktionel familie med masser af narcissisme og psykisk blackmail og heftige nærmest voldelige skænderier mellem forældrene. Og denne pige lever under så meget stress, at hun har udviklet tics og er distræt og klodset, og har svært ved at tage del i de herskende sociale spil mellem hendes jævnaldrende. Og så kommer denne pige så for en periode væk fra hjemmet, måske på en sommerlejr, og der er voksne med, som tager hånd om hende, og inddrager hende i alt hvad der sker, og bare på disse 14 dage forsvinder hendes tics og hun bliver anderledes sikker i alt hvad hun gør. Og så kommer hun hjem igen til sin familie, og i løbet af bare en dag eller to er hendes tics og hendes svigtende greb om sig selv og virkeligheden tilbage.

Det er selvfølgelig en voldsom overdrivelse at trække paralleller mellem denne vision og de måder jeg træder i relation til min omverden, men der er også noget der ligner. Hvilket fik mig til at spørge om jeg lever i et misbrugslignende forhold til Facebook. Og nej, jeg mener virkelig ikke det handler om dopamin-kicks eller popularitet, mine problemer handler om at finde genklang hos mine medmennesker. I det omfang Facebook handler om at dele sjov og ballade, og selvpromovering, og social status og networking, så skulle jeg aldrig have været på Facebook. Disse ting interesserer mig ikke, og jeg har ikke noget at komme med. Der var nogle personlige grunde til at jeg overhovedet i sin tid oprettede en profil, men siden slog det mig, at platformen faktisk tilbød en ganske særlig mulighed for at ”publicere” og samtidig tillod karakteren af disse ”publikationer” at være meget uformelle og skitsemæssige. Og jeg har hele tiden været bevidst om, at denne måde at bruge Facebook var afvigende, og for de der var helt med på ovenstående oprindelige formål med platformen, de kunne meget nemt finde min alternative anvendelse kedsommelig og en smule træls.

Men for mig var tilfredsstillelsen ved denne temmelig tyndbenede ”publicering” stor nok til, at jeg fortsatte selvom jeg jævnligt kun fik en, to eller tre likes på mine opslag. Undervejs har jeg så udviklet og præciseret mine anskuelser, og har oplevet en større imødekommenhed for mine opslag, og således har det været lettere at overbevise mig selv om, at jeg skabte værdi ved mine skriverier. Men så sker der også med mellemrum det, at jeg selv synes jeg oplever et gennembrud og lykkes med at give form på nogle ideer og forestillinger, som indtil da bare havde været tågede anelser, og da bliver jeg anderledes optaget af reaktionerne på mine opslag. Det er her, at analogien med den skadede pige får en vis relevans, for det at det overhovedet lykkes mig at give form på mulige veje til heling og udfrielse af den skadede verden jeg lever i, er lidt som det korte sommerophold, og min tilbagevenden til min skæbne kommer så ved, at originaliteten af mine anskuelser så helt åbenbart ikke er tilstrækkelig til at sikre, at disse anskuelser får en større udbredelse på platformen. Selv opslag, som opnår (efter mine standarder) relativt mange delinger, forplanter sig så alligevel ikke videre ud der fra. Og så falder jeg tilbage i min egen udgave af tics og distraktion og klodsethed i form af min evindelige slavebinding til denne skadede verden.

Og så spørger jeg mig selv hvorfor det er sådan. Den mest oplagte forklaring er selvfølgelig, at jeg tilhører en meget lille minoritet, som opfatter vores samfund som dysfunktionelt og skadet og med et desperat behov for heling. Muligvis opfatter 99 ud af 100 vores samfund som i hovedtræk velfungerende, og i det lys må mine skriverier fremstå som temmelig aparte. Men det har jeg så på den anden side svært ved at tro på. Siger vi at det bare er 2 ud af 10 blandt mine Facebook-venner og deres kreds af Facebook-venner, som opfatter vores samfund som dysfunktionelt og på en uheldssvanger kurs, så har jeg svært ved at forstå, hvorfor mine originale vinklinger på denne samfundsmæssige krise ikke spredes mere på platformen. Hvilket så igen vækker en mistanke om, at Facebook-platformen er alt andet end uvildig i sine måder at lade opslag og informationer spredes på platformen.

Og jaja, Facebook er en privat koncern, og brugen af platformen er gratis, og er Facebook derfor ikke fuldkommen fri til at gøre hvad fanden koncernen vil med folks opslag? Give nogle opslag en heftig promovering, mens andre opslag bremses på en række forskellige måder, er Facebook ikke fuldkommen fri til at gøre netop det? I legale termer givetvis jo, men det er her at billedet med den skadede pige igen bliver aktuelt. Var Facebook i realiteten et uvildigt socialt medie, og indhold fik lov at spredes helt i overensstemmelse med både kvaliteten og kvantiteten af folks reaktioner, så kunne Facebook være et fantastisk redskab til samfundsmæssig udvikling. Men Facebook blev ikke sat i verden for at give almindelige mennesker et talerør for deres ideer og politiske visioner. Facebook blev sat i verden for at dele sjov og ballade, for selvpromovering og stræben efter social status og networking, alt sammen motivationer, der kan spille fint sammen med mangfoldige kommercielle interesser. Og for det tilfælde at Facebook hyper nogen former for adfærd og attituder og undertrykker andre, så kommer platformen lidt til at optræde som de narcissistiske forældre i den dysfunktionelle familie, hvor visse former for adfærd hos den skadede pige belønnes og visse straffes, men ingen spørger hende, hvad hun gerne vil, ingen respekterer hendes synspunkter.

Det er selvfølgelig ikke sådan, at Facebook så alligevel ikke et stykke af vejen kommer til at fungere som et talerør for almindelige menneskers ideer og politiske visioner. Der var jo også affæren med Cambridge Analytica, hvor Facebook som virksomhed var involveret i former for organiseret propaganda. Men hvad der får lov at udbredes handler muligvis meget om, hvor farligt indholdet vurderes af Facebooks censurkomité. Enorme mængder populistisk propaganda udbredes på platformen, men populistisk propaganda er måske netop en helt okay form for politisk aktivisme set fra koncernens standpunkt. Så bliver befolkningen splittet i fraktioner, der bekriger hinanden, og så bliver skylden for de igangværende samfundsmæssige sammenbrud ikke rettede imod storkoncerner og den ekstremt lille gruppe af superrige, der konstant lænser penge ud af økonomierne for at kunne fortsætte deres liv i ekstrem luksus.

Så grunden til at jeg bliver sendt tilbage i min egen udgave af tics og distraktion og klodsethed i form af min evindelige slavebinding til denne skadede verden skyldes muligvis, at jeg har en fornemmelse af, hvordan et sandt uvildigt socialt medie ville virke, og hvordan udbredelsen af ideer ville ske, og hvordan ideerne ville udvikle sig videre i en organisk proces. Og det er på den baggrund at jeg fornemmer, at jeg og andre bliver udsat for overgreb. Facebook er muligvis ikke bare ligeglad med mine synspunkter, men temmelig narcissistisk engageret i at undertrykke visse synspunkter, fordi de ikke tjener deres egne dagsordener. Og således er der muligvis intet organisk ved måderne meningsdannelsen sker på platformen. Og ligesom den stakkels pige vil være endeløst optaget af, hvilken rolle hun spiller i skænderierne mellem forældrene, og hvad hun dog kan gøre for at bringe mere harmoni imellem dem, så bliver jeg sendt tilbage til mine endeløse udforskninger af, hvad det er, der er gået i stykker i vores samfunds kerne. Og så har jeg slet ikke tid og ro til bare at sætte mig med en bog. Og samtidig ved jeg udmærket godt, at jeg er langt ude, og at der er risiko for, at jeg aldrig finder hjem igen. Hvor lang tid har det her ikke allerede stået på? 10 år? Eller meget længere?

(Illustration: Stillbillede fra Das Leben der Anderen, Buena Vista 2006)

Lidt om vores divinationer

Som jeg umiddelbart kan læse mig til, har de gængse betydninger af begrebet divination en vis antropologisk slagside, dvs. som et fænomen som man mere eller mindre distanceret studerer hos andre mennesker i andre kulturer. Men det er altså (i givet fald) en pænt stor intellektuel omgåelse. For hver og én af os gælder, at vores liv er smækfuldt af divinationer, altså at vi konstant går og læser betydninger ind i universet. Tager vi vores synssans, så er den rigtignok en formidable og vildt fascinerende fysiologisk mekanisme, hvor vi tager impulser fra vores omverden ind, men for overhovedet at blive i stand til at omsætte disse impulser til opfattelser af vores omgivelser, er vi nødt til at holde impulserne op imod et mægtigt apparat af fortolkninger og begreber og derigennem give sanseindtrykkene form. Det er på den baggrund at vi rimeligvis kan sige, at synsoplevelsen lige såvel er en bevægelse indefra og ud som en bevægelse udefra og ind.

Denne læggen fortolkninger og begreber ind over vores sansninger kan siges at være former for divinationer i en anderledes bredere forstand. Og det er kun fordi vi til dagligt bevæger os rundt i nogle fortolkningsmodeller, som nærmest er fasttømrede, at vi vedholdende forveksler vores divinationer med ”virkeligheden”. På samme måde findes der ingen ’sande’ religioner. Alle religioner er udtryk for forskellige former for divinationer, typisk hele systemer af divinationer. Og igen bliver vi født i kulturer, hvor netop denne religion, dette system af divinationer, er så fremherskende, at vi igen forfalder til at forveksle vores divinationer med ”virkeligheden”.

Tager vi en shaman i en traditionel stammekultur, så har han forskellige ritualer og metoder til at bringe sig i nogle ændrede bevidsthedstilstande, hvor han opløser sin selvopfattelse og lader universets energier strømme igennem sig. Og under disse sessions modtager han visse impulser/ inspirationer/ visioner. Det kan være energistrømninger, der løber igennem naturen, energistrømninger der overskyller planeten, det kan være energistrømninger fra menneskene omkring ham, det kan være energistrømninger fra hans eget indre, hvilket alt i alt i sig selv er ret fantastisk, men det socialt og samfundsmæssigt kritiske punkt kommer, når han så henvender sig til et andet menneske eller til en forsamling og udlægger/ fortolker disse impulser/ inspirationer/ visioner. Meget vil komme an på karakteren af det herskende divinationssystem, som shamanen er blevet oplært og trænet i. Er det et velgørende og understøttende univers eller er det et ubarmhjertigt og konfliktfyldt univers? Meget vil også komme an på den pågældende shamans sind og livsbane, som uvægerligt vil farve hans fortolkninger af de impulser/ inspirationer/ visioner han får under sine ud-af-kroppen-sessioner.

Hvad vi har er altså universet, som ikke er andet end energistrømninger, et fuldkommen vanvittigt mangefacetteret spektrum af energistrømninger – der ER noget derude (og overalt), der ER noget der er virkeligt – men det eneste vi kan gøre er at åbne vores bevidsthed for sansningen af disse energistrømninger og derpå udlægge/ fortolke hvad det er vi ser og fornemmer. Spørgsmålet er således ikke, om vi ønsker at leve i nogle samfundsmæssige rammer, der er prægede af vores egne og andre menneskers foretrukne divinationer, for det er bare et eksistensvilkår, spørgsmålet er nærmere, om jeg overhovedet er bevidst om mine valg af divinationer?

Personligt har jeg med svingende ihærdighed praktiseret Nichiren Daishonins buddhisme igennem henved halvdelen af mit efterhånden lange liv. Så jeg kan godt sige, at jeg har været bevidst om visse vigtige valg af mine foretrukne divinationer. Når Nichiren Daishonins buddhisme appellerer så stærkt til mig, hænger det sammen med denne livsfilosofis fordomsfrihed og store generøsitet kombineret med nogle meget dybe og inspirerende begreber om menneskesindet og de energimæssige relationer mellem sindet og vores livsomstændigheder. Og så syntes jeg godt om den ledsagende meditationspraksis. Dette bevidste valg af nogle foretrukne divinationer sætter mig i stand til vedholdende at understøtte forestillinger om at leve i et univers, som er integreret, og et univers hvori jeg vedholdende har et valg om at engagere mig på måder som er værdiskabende både for mig selv og andre. Og jeg fortæller gerne andre om det buddhistiske livssyn, men det er ikke vigtigt for mig, at de gør mine foretrukne divinationer til deres.

Men som sagt bruger vi divinationer nærmest på alle planer af vores relation til os selv og omgivelserne. Jeg havde min første session hos en dygtig og intuitivt klartskuende astrolog for knap 15 år siden. Over de næstfølgende år havde jeg yderligere to sessions hos ham, og i de senere år har jeg haft to sessions hos en ligeledes meget dygtig og intuitivt klartskuende amerikansk astrolog. Og dette vækker måske oprør hos nogen, og nogen vil måske falde over mig og kritisere mig for at ”tro på” astrologi, men igen, så er det fordi de ikke forstår betydningen af vores mangfoldige divinationer. Og astrologi er en megen anskuelig case for studiet af vores divinationer. Hvad der er virkeligt er vores solsystem, og alle planeterne det er sammensat af, samt vores solsystems placering i Mælkevejen og alle de stjerner, der danner vores omgivelser i dette afsnit af Mælkevejen. Og uanset hvor vanvittig spinkle energiimpulserne end måtte være, så er det såvel virkeligt, at både planeterne og de omgivende stjerner og stjerneregioner udsender energier, der rammer Jorden.

Hvor astrologien kommer ind er der, hvor energierne fra de enkelte planeter/ stjerner/ stjerneregioner siden civilisationens vugge er blevet bestemt (divineret) til at have en særlig stemning eller karakter og altså, at de enkelte planeter/ stjerner/ stjerneregioner påvirker hvad der sker her på Jorden i overensstemmelse med deres stemninger/ karakter. Og i det newton’ske univers fremstår tanken om, at disse uendeligt svage energistrømninger skulle kunne påvirke os her på Jorden, nærmest latterlig, men i det kvantemekaniske univers er denne kategoriske afvisning pludselig ikke længere forsvarlig. Problemet med astrologien er ligesom med religionerne, at mange af udøverne (igen) ikke forstår eller glemmer, at vores måder at fortolke energistrømningerne/ stemningerne bare er divinationer. Det er os, der læser betydning ind i universet. Saturn er en planet, som udsender bestemte vibrationer, og alle de karaktertræk en astrolog udruster Saturn med, er bare i større eller mindre grad i overensstemmelse med den tusindårige astrologiske divinatoriske kanon. Saturn er ikke og har ikke en personlighed. Saturn er ikke og har ikke nogen intentioner. Det er endda tvivlsomt om Saturn kan siges at have et væsen. Saturn er en planet, der udsender bestemte vibrationer og øver en bestemt påvirkning på dens omgivelser, men alle måderne vi italesætter disse vibrationer står for vores egen regning.

Og alligevel, selv med denne skelnen for øje, så har mine møder med omtalte astrologer været øjenåbnende. Uanset de humaniserende måder vi beskriver energierne, så har der været noget ved deres analyser, som har fremstået overraskende præcist og slående. Min anledning til at skrive dette opslag var fordi det slog mig, hvordan jeg i tilbageblik synes jeg har investeret alt hvad jeg havde af mental og psykisk ballast og vedholdenhed i at fremme en almen bevidstgørelse om vores aktuelle samfundsmæssige og økologiske omstændigheder, som forekommer at være virkelig virkelig kritiske. Og hvordan disse astrologer har peget på, at det forhold, at jeg er født i Løvens tegn lige ved solopgang med Løven som ascendant, netop vil pege i retning af en person som er usædvanligt selvberoende og konsistent og med en betydelig mental og psykisk energi og stamina.

Da jeg tilbage i 2006 for alvor indså, i hvilket omfang menneskeheden nærmest bevidstløst er ved at fortære sit eget livsgrundlag, da så jeg mig omkring efter lederfigurer, der talte om denne krise, og som præsenterede nogle løsningsforslag til imødegåelse af denne krise. Men jeg fandt ingen. Jo der var forskellige nydelige hensigtserklæringer, men ingen der var drevet af nødvendigheden af, at der pinedød skal ske forandringer. Dybe forandringer. Og det slog mig, at grunden til at der ikke var nogen lederfigurer eller stemmer i den offentlige debat, der pressede på for gennemførelse af de nødvendige reformer, kunne være, at det simpelthen er for enerverende og opslidende at fokusere på disse ekstremt foruroligende forhold i længere tid ad gangen.

I går læste jeg på DR’s hjemmeside, at de torsk man fanger i Østersøen efterhånden alle er små og udsultede og forkomne, og at biologerne forventer at torsken indenfor en overskuelig fremtid vil uddø som art i Østersøen. Uanset hvor uendelig trist det er, når jeg læser en artikel som denne bliver jeg ikke overrasket. Siden 2006 har jeg investeret meget tid i at orientere mig om det faktiske stade af planetens trivsel eller rettere mistrivsel, og planetens uddøen er fuldkommen evident for enhver der er villig til at se. Så hvordan reagerer andre mennesker på en sådan artikel? Der er helt givet mange, som også bliver triste og lettere fortvivlede, og artiklens foruroligende vidnesbyrd lever videre i deres bevidsthed i timer, dage, uger efter. Og så der mange, der måske skimmer artiklen, og mærker et stik af uro, men gør så op med sig selv, at det er der folk der tager sig af. Og så er der måske også mange, som har udviklet en forhøjet sensibilitet overfor (dybt) foruroligende nyheder, og som i samme øjeblik de indser, hvad det er artiklen handler om, haster videre til noget andet og knap så belastende nyhedsstof.

Så da jeg i sin tid omformulerede mit spørgsmål til, hvem der har den psykiske styrke og ballast til vedholdende at fokusere på disse ekstremt foruroligende forhold, da kom svaret i al ydmyghed, at (nå ja) det har jeg selv. Og det er hvad jeg har gjort. Jeg har nærmest taget permanent ophold i denne virkelighedsopfattelse, hvor vores samfund er ved at fortære sit eget livsgrundlag, og samtidig er hyllet ind i et mægtigt spind af illusioner og fortrængninger. Og det er fra denne position at jeg skrevet hvad jeg har skrevet og forsøgt at fremme en mere almen bevidstgørelse. Men al denne udbredte hævdelse af normaliteten og det gangbare ved normaliteten, ja det må så i dennes sammenhæng siges at være rigtig mange menneskers mere eller mindre bevidste valg af deres egen foretrukne divination.

Og det er velsagtens i orden, vi skal bare huske på, at der er en virkelighed derude (og overalt). Når vi siger vi skaber vores egen virkelighed, så er det jo bare vores egen virkelighedsopfattelse vi skaber og de afledte virkninger af at oppebære netop denne virkelighedsopfattelse.  Og således kommer også jeg til et punkt, hvor jeg oplever det som enerverende og opslidende at leve indenfor en virkelighedsopfattelse, som er så ladet med kriser, samfundsmæssige kriser, økologiske kriser og nu også mere eller mindre reelle helbredskriser.

Brexit – A population being gaslighted?

screen-shot-2013-10-25-at-10-38-08-pm-1

Forestil dig, i en tillidsrelation mellem to mennesker, at den ene person begynder helt bevidst og vedholdende at hævde nogle fuldkommen fordrejede beskrivelser af hvad der er sket førhen og hvad der sker nu og her, og opretholder denne manipulation med en sådan konsekvens, at den anden person begynder at tvivle på sit eget greb om virkeligheden. Personen, der manipulerer, har selvfølgelig sine egne snævre egoistiske motiver for at forfølge denne kurs, og hvis ikke personen, der er offer for manipulationen, på et tidspunkt erkender hvad det er der foregår, kan manipulationen føre til eksistentiel angst, mere eller mindre forrykt reaktiv adfærd, menneskeligt sammenbrud og mere eller mindre varige skader på vedkommendes sociale evner. Et sådant psykologisk drama er hvad begrebet ’gaslighting’ beskriver, en benævnelse som fænomenet fik igennem skuespillet Gas Light (1938) af den britiske forfatter Patrick Hamilton, som derved gav fænomenet sin første sammenhængende beskrivelse. Skuespillet blev efterfølgende filmatiseret (Storbritannien 1940, USA 1944).

Det er klart, at bedraget er afhængigt af at den ene part er villig til at investere stor tillid i den anden part, og den anden part er samtidig (helt psykopatisk) parat til at misbruge denne tillid til at fremme sine egne egoistiske målsætninger. I skuespillet/ filmene er det en mand, der udsætter sin hustru for ’gaslighting’, og selvfølgelig kan psykologien i sådanne tætte relationer ikke uden videre overføres på langt mere diffuse sociale relationer, ikke desto mindre fremstår fænomenet ’gaslighting’ i mine øjne som en relevant indgangsvinkel til at diskutere briternes nærmest skizofrene kamp for at løsrive sig for sin forbundethed med EU.  Og lad mig afsløre med det samme, at efter min opfattelse er det ikke EU, der er den manipulerende part her. Men hvem er det så? Og hvorfor fremstår hele denne proces, helt tilbage fra den indledende flirten med ideen hos det konservative parti over valgkampen op til folkeafstemningen til hele det efterfølgende politiske morads, som så mærkelig fornuftsstridig, fremmedgjort, propagandistisk, overfladisk, unuanceret, følelsesladet og uforsonlig?

Efter min opfattelse har der været noget forkvaklet og uheldssvangert ved hele Brexit-forløbet. Og det er ikke fordi jeg ikke kan se for mig, at briterne skulle vælge at opfatte sig selv som befolkning og nation som bedre stillet udenfor EU end indenfor, hvad der går mig på er netop denne fornemmelse af, at ingen taler om det det i virkeligheden handler om. Og således bliver det interessant for mig selv og eventuelt andre at forsøge at klargøre for mig selv, hvad det så er at jeg mener at det i virkeligheden handler om.

Det starter med Storbritanniens tab af sin status som imperium i forbindelse med 2. Verdenskrig og årtiet der fulgte. Her måtte Storbritannien acceptere, at en lang række lande erklærede deres uafhængighed, og konflikten imellem briternes (fortsatte) imperieforestillinger og omverdenens mere realistiske vurderinger af briternes reelle magt førte til spændinger mange steder på kloden. Disse uoverensstemmelser kom til et klimaks ved Suez-krigen i 1956, en krig som Storbritannien (i alliance med Frankrig og Israel) tabte på en temmelig ydmygende facon. Storbritanniens premierminister havde kalkuleret med assistance fra USA, om ikke andet så i politisk henseende, men amerikanerne afstod fra at støtte briterne, og dette medførte et brud på den tillidsrelation de to nationer ellers havde opbygget over 2. Verdenskrig. Ægyptens præsident Nasser lykkedes med at nationalisere Suez-kanalen, nederlaget sved for briterne og medførte muligvis nogle lidt ambivalente følelser briter og amerikanere imellem.

Men der var ét område, hvor Storbritannien stadig opretholdt en førerstilling i verden, og det var indenfor bankvæsen og finans. Og allerede i slutningen af 50’erne/ starten af 60’erne arbejdede briterne meget målrettet på at konsolidere City of Londons dominerende rolle i internationale finansforhold. Allerede da begyndte de store britiske banker at udstede amerikanske dollars uafhængigt af den amerikanske centralbank i form af de såkaldte eurodollars, en slags skyldnerbeviser bankerne imellem denominerede i amerikanske dollars. Og særligt igennem de største britiske banker voksede dette eurodollar-marked i løbet af 60’erne til en størrelse, som havde en væsentlig rolle at spille i tilvejebringelsen af lån i dollars for den internationale finansverden.

Da præsident Nixon i august 1971 ophævede den amerikanske dollars forankring i guld, så handlede dette træk om at sætte den amerikanske stat i stand til at finansiere sine store underskud på statsbudgettet gennem udvidelser af pengeforsyningen, som i virkeligheden er en skjult form for beskatning. Det var ikke mindst de store udgifter til realiseringen af ”The Great Society”, Vietnamkrigen og våbenkapløbet med Sovjetunionen, der lagde så store belastninger på det amerikanske statsbudget. Men ophævelsen af dollarens forankring i guld handlede også om disse store mængder af eurodollars der blev ”trykt” indenfor særligt det britiske (og europæiske) bankvæsen. Det siger sig selv, at USA ikke kunne opretholde en omvekslelighed mellem dollaren og guld, hvis andre på forskellig vis var i stand til at ”trykke” nye dollars. Og med ophævelsen af dollarens forankring i guld og dermed ophævelsen af Bretton Woods-valutasamarbejdet, var bolden givet op for den ’beggar thy neighbour’-politik, dvs. de konkurrerende devalueringspolitikker, der kom til at præge 70’erne.

Men konsekvenserne af ophævelsen af Bretton Woods-valutasamarbejdet var langt mere vidtgående end som så. Ophævelsen af dollarens forankring i guld betød at alle valutaer herefter var fritflydende, og det var her at startskuddet gik for de private bankers egen pengeskabelse. Var eurodollar-systemet forbeholdt lån imellem finansielle institutioner eller til investeringer i erhvervsvirksomheder, så starter der her en proces, hvor de private banker begynder at dele lån ud til højre og til venstre. I de første år sådan lidt forsøgsvist men med Thatcher og Reagans dereguleringer af de nationale begrænsninger på kapitalens frie bevægelighed, gik det op for de store banker, at de havde fået muligheden for udstede nye penge nærmest efter deres eget forgodtbefindende. Og det er hvad de har gjort over disse forløbne 40 år, og det er de sluppet afsted med, fordi denne accelererede pengeforsyning har genereret stigende huspriser og stigende aktiekurser og forøget investeringslyst, som igen har skabt forøget samfundsmæssige omsætning, dvs. økonomisk vækst.

Men systemet har ikke på noget tidspunkt været stabilt. Systemet har hele vejen igennem været uden nogen reelle afbalancerende funktioner, hvilket har medført, at der er blevet blæst finansielle bobler op indenfor praktisk talt alle kategorier af finansielle aktiver, herunder ikke mindst boliger og aktier. Samtidig har politikerne været ovenud tilfredse med den økonomiske udvikling, eftersom væksten tilvejebragte øgede offentlige indtægter igennem skatter og afgifter, hvorfor det har været forholdsvist nemt at være politiker. Til trods for at vi kollektivt tilbage i 70’erne vågnede til den erkendelse, at vi lever på en planet med begrænsede ressourcer og der allerede da var alvorlige tegn på udpining og udtømning af de naturgivne ressourcer, så har vi ikke desto mindre levet i en verden, hvor forestillingerne om økonomisk vækst var uden grænser, og det var den hæmningsløse pengeskabelse indenfor finanssektoren, som tilvejebragte denne grænseløshed.

Som en naturlov må hæmningsløsheden og de finansielle bobler så på et tidspunkt alligevel støde imod nogle grænser, enten i form af ressourceknaphed eller i form af en vågnende tvivl samt krav om redelighed og konsekvens, og selvom virkningerne på mange måder blev afbødede, så var finanskrisen i 2008 udtryk for et sådant møde med realiteterne. Og som samfund havde vi da en enestående lejlighed til at besinde os på vores levemåder og konsekvenserne af vores kollektive forestillinger og adfærd, men anført af vores politiske ledere valgte vi at tilsidesætte refleksionen og opgøret med de løbske elementer i vores forestillinger og i vores samfund. I tilbageblik er det svært at acceptere, hvordan vi kunne undlade at stille de store private banker til regnskab for deres svindel og deres komplet uansvarlige måder at drive bankforretning, men vi lod dem slippe, hvorved de bare genoptog deres svindel med desto større ildhu og uansvarlighed.

Og City of London indtager fortsat en helt central global rolle indenfor international finans. Ingen steder er bankreguleringen så slap og opretholdelsen af bankreguleringen så svag som i City of London. Selv de store amerikanske finansinstitutter har mægtige filialer i London, fordi de her kan gøre ting som de ikke ville kunne slippe afsted med selv indenfor det også meget slappe amerikanske finansregimente. Og særligt igennem City of London har de store internationale banker fået opbygget en beholdning af finansielle papirer til en samlet værdi, der er dobbelt så stor som værdien af samtlige aktiver i verden. Og så er der sikkert mange der her vil protestere og hævde at det ikke giver nogen mening, men det er ikke desto mindre sandt. Det svarer til at alle mennesker har forsikret deres bolig og deres bil og deres andre ejendele til den dobbelte sum af hvad de værd, og om det er en forsvarlig måde at drive forsikringsvirksomhed, det er det der er spørgsmålet. Det er jeg personligt overbevist om at det ikke er, og på den baggrund fremstår praktisk talt alle de store globale finansinstitutter som gigantiske kolosser på lerfødder. Og ved den stadigt mere åbenbare sammentrækning i verdensøkonomien vakler finansinstitutterne mere og mere faretruende.

Hvad jeg hævder er, at bankerne har været på et ludomanisk trip, og begæret efter indtjening og erhvervelser har udviklet sig så ekstremt, at mange former for kriminalitet er blevet accepterede som integrerede dele af bankernes operationer. Hvidvaskning af penge fra narko og human trafficking, finansiering af terrorisme, svindel med kundernes konti og indeståender, skatteunddragelse, markedsmanipulationer, insiderhandel, karteldannelse, regnskabsfusk i billionklassen. Og City of London har omsat sin dominerende position til uden sidestykke at blive det globale centrum for systematisk skatteunddragelse. Hele finanssektoren har kørt på et misbrugskompleks siden starten af 80’erne, og det er formentlig denne higen efter den næste ’high’, der har drevet bankerne ud i disse korrupte og depraverede adfærdsmønstre. Og selvom alt dette var synligt for enhver der gad at se efter, så syntes politikerne alligevel ikke at finanskrisen i 2008 skulle munde ud i en revision af hele finanssektoren. Og forklaringen på denne laissez-faire-holdning overfor den korrupte finanssektor ligger lige for: Var der blevet foranstaltet en gennemgribende revision af finanssektoren, så var vores økonomier og vores samfund blevet kastet ud i en dyb depression. Fordi vores økonomiske fremgang igennem så mange år havde været baseret på illusoriske forestillinger. Og kollapset af Vestens dominans indenfor international finans ville samtidig medføre et kollaps af det angloamerikanske overherredømme.

På den måde har vi alle holdt facaden, og fortsat som om intet var hændt, også selvom vi faktisk havde fået et vink med en vognstang om at der var noget her, der var gruelig galt. Men vores politikere valgte (og vi med dem) at holde hånden både over og under storbankerne, vi sørgede for at de fik masser af nytrykte penge ind i toppen samtidig med at de fik gode muligheder for at lænse penge ud af kundernes konti i bunden, bl.a. igennem regimentet med de kunstigt lave rentesatser. På den måde er det lykkedes os at holde den forrykt opblæste finanssektor intakt og dermed at opretholde illusionen om at alt i det store hele er som det plejer. Men problemet er jo, at det er en voldsomt regressiv politik, hvor langt den overvejende del af befolkningen får færre og færre penge at gøre godt med, år for år. Og efter 10-11 år på denne ”medicin” er vores privatøkonomier ved at være nået til et punkt af kritisk udpining. Det er det blandt andet Gule Veste-opstanden handler om samt mængder af andre opstande ud over hele kloden. Og det er disse voldsomt frustrerende politiske og økonomiske omstændigheder, som en hel række populistiske politiske agitatorer har haft held til at få gjort EU til syndebukken for, samtidig med at de fuldkommen overser elefanten i rummet. En tilfældighed? Næppe.

Hvad vi kalder neoliberalisme var aldrig nogen sammenhængende teori, filosofi eller ideologi, men har hele vejen igennem ikke været andet en måde at hæfte nogle begreber og forestillinger på den løbske samfundstømning, der udspillede sig lige for øjnene af os. Og i kraft af City of Londons meget dominerende rolle i Storbritanniens økonomi samt i den britiske elites selvforståelse er der næppe noget land, som er så hårdt ramt af den finansielle syge som Storbritannien. Den samfundstømning som City of London har foranlediget på et globalt plan, har samtidig foranlediget nogle voldsomme grader af samfundstømning af det britiske samfund. Så hvorfor retter briterne deres vrede og frustration imod EU? Hvorfor tager de ikke et opgør med det kup af det britiske samfund, der er sket sideløbende med finansverdenens himmelflugt? Det er her at jeg personligt får en fornemmelse af nogle grader af manipulation af den britiske befolkning, som er så voldsomme, at ’gaslighting’ muligvis vil være den beskrivelse der er mest dækkende. Og jo længere disse mærkelige pseudodiskussioner om Brexit kører, jo mere fremmedgjort og forvirret og hudløs bliver den britiske befolkning.

Og jo, selvfølgelig er EU meget langt fra at være en institution til sikring af de europæiske befolkningers trivsel. Udover at der er et åbenlyst demokratisk underskud i EU-strukturen og magtkoncentrationerne giver anledning til voldsomme grader af lobbyisme og ’collusion’ mellem de politiske ledere og storindustrien og videre, at varetagelsen af alle de endeløse nationale særinteresser har medført nogle monstrøse grader af bureaukrati og teknokrati, så er EU stadig meget langt fra at være briternes største problem. Og selvom man kan hævde at muligheden er beskeden, så er der stadig en reel mulighed for at EU-strukturen kan hjælpe de europæiske lande til at overkomme deres finansielle misbrugsproblemer, herunder også at bistå briterne i at overkomme deres.

Deutsche Bank var indtil for ganske få år siden et fuldgyldigt medlem af syndikatet af internationale storbanker og deltog på lige fod med de øvrige i markedsmanipulationer, hvidvaskning, terrorfinansiering, osv. Men så blev Deutsche Bank raidet af det tyske forbundspoliti, ikke bare en gang men af flere omgange, og Deutsche Bank har nu trukket sig fra en lang række af de kriminelle aktiviteter. Det har så lagt Deutsche Banks indtjening under pres samtidig med at Deutsche Bank er blevet prygelknabe i den angloamerikanske finanspresse, i de angloamerikanske medier, sågar i de angloamerikanske alternative medier, formentlig fordi banken har gjort det for alle de andre helt utilstedelige at forsøge at få styr på al den interne korruption og kriminalitet. Det er i særklasse hyklerisk, når amerikanske og britiske medier og kommentatorer har så travlt med at udstille kriminaliteten i Deutsche Bank, når de samtidig er så uvillige til at gå i kødet på deres egne finansinstitutioner. Det er nærmest også ovre i kategorien ’gaslighting’.

Jeg vil således tillade mig at skitsere den mulighed, at premierminister Boris Johnson’s radikale træk med at suspendere det britiske parlament og med dette træk muligvis bane en vej for en eventuel No Deal-Brexit, så er det ikke drevet af et brændende ønske om at efterkomme resultatet af folkeafstemningen, men snarere for at efterkomme de ønsker han får hvisket i øret af nogle af sværvægterne indenfor City of London. For dem er det værste der kan ske muligvis, at Storbritannien på en eller anden måde alligevel skulle forblive medlem af EU, og at kontinentets bestræbelser på at få bugt med det finansielle misbrugskompleks skulle brede sig også til Storbritannien. Og hvor dyb en depression vil ikke også ramme Storbritannien, hvis hele spekulationsøkonomien skulle ramle sammen som det korthus den er. Muligvis er det derfor at der bliver taget ekstreme forholdsregler for at dette ikke skal ske, herunder manipulationer af den britiske befolknings opfattelser i nogle grader som muligvis nærmer sig regulær ’gaslighting’.

Det vil blive voldsomt hårdt for briterne at tage opgøret med al kriminaliteten indenfor deres bankverden, men så meget desto mere grund til at forblive en del af det europæiske fællesskab. Faktisk har jeg svært ved at se for mig, at den britiske befolkning skulle være i stand til at gennemføre en sådan selvransagelse og gennemleve en sådan eksistentiel krise uden støtte fra de øvrige europæiske lande.

 

 

 

 

(Illustration: Stillbillede fra ”Gaslight”, MGM 1944)

 

Om demokratiet i EU

plastic-bag03

Nu syntes jeg at jeg lige ville tjekke op på resultatet af valget til EU-parlamentet, og her indgår de danske partier jo i forskellige sammenslutninger i parlamentet på tværs af de nationale partier, så jeg måtte derfor tjekke lidt op på disse politiske sammenslutningers profiler. Det var virkelige bare en sporadisk ajourføring i form af at følge linkene videre til Wikipedia fra Google’s overordnede præsentation af valgresultatet. Og jeg ved det, jeg ved det, hverken Google eller Wikipedia er længere at betragte som pålidelige instrumenter for informationssøgning. Google har lagt en politik, hvor koncernen forbeholder sig ret til at filtrere hvilke søgeresultater den enkelte bruger skal have adgang til, og Wikipedia er blevet overtaget af mægtige statslige troll-fabrikker, som har sat sig så tungt på verifikationsprocesserne, at deciderede usandheder nu får lov at passere som kollektivt afhandlede kendsgerninger. Hvor jeg personligt fra et tidligt tidspunkt mistænkte Google for at have tætte forbindelser til amerikanske regeringsorganer så er virkelig trist med det kup der sket indenfor Wikipedia. Men indblanding fra sådanne propagandistiske fordrejninger gætter jeg på stiger jo mere kontroversielt indholdet er, så når det kommer til en helt overordnet beskrivelse af de store politiske blokke i EU-parlamentet, så kan Wikipedia velsagtens stadig benyttes.

Godt, jeg læste disse overordnede beskrivelser af de enkelte blokke, og så skete der det mærkelige, at jeg pludselig indså at jeg kunne stemme på hver og en af dem. Med disse helt generelle beskrivelser forekom hver enkelt grupperings politiske profil mig faktisk ræsonnabel og som fremstod som et relevant bidrag til de almene politiske diskussioner, hvilket igen rejste nogle helt grundlæggende spørgsmål om, hvorfor vores demokratiske systemer overhovedet fungerer som de gør, og om de overhovedet er formålstjenlige. Selvom jeg selvfølgelig vil indlægge mig til kritik mere eller mindre fra alle sider, så vil jeg her opsummerer hvad jeg så som det ræsonnable og relevante bidrag for hver af de politiske sammenslutninger. For det første vil mange sikkert straks indvende, at sådanne generelle betragtninger er nærmest intetsigende, og at djævlen netop ligger i detaljen. Altså at de generelle vendinger altid er positive og ukonkrete, men at de alle så alligevel bekender kulør, når det kommer til de enkelte sager. For det andet er de forskellige sammenslutninger typisk også stærkt forbundne med visse gennemgående interessegrupper i de europæiske lande, og disse interessegrupperinger lægger så deres associerede politiske sammenslutning under pres for at indtage bestemte standpunkter i de enkelte sager, altså hele problematikken omkring lobbyisme.

 

EPP – Det Europæiske Folkepartis Gruppe – 178 mandater

Parlamentets store (etablerede) centrum-højre blok. Allerede her associerer jeg straks til den traditionelle højrefløjs forbrødring med erhvervslivet og således også til så voldsomme grader af lobbyvirksomhed, og videre at denne politiske sammenslutning jævnligt arbejder for at fremme lovgivning som skader miljøet og generelt presser lønmodtagerne for at stimulere erhvervslivet. Og jeg tænker på finansialiseringen af samfundsøkonomien og outsourcing og skatteunddragelse og alle de andre måder erhvervslivets top har forgyldt sig selv og i realiteten plyndret samfundshusholdningen.

Men førend vi går ombord i disse mere yderliggående indgangsvinkler, hvad vil det overhovedet sige at være højreorienteret? Jeg vil mene at vi her finder en grundlæggende forestilling om, at det enkelte menneske har et personligt ansvar for skabe et liv for sig selv indenfor de rammer som er, herunder en grundlæggende tilslutning til ideen om privat ejerskab af jord og produktionsmidler, hvor det private kan være dels personligt dels i form af en ejerkreds som fx et aktieselskab eller en andelsforening. Og det kan man synes er en enfoldig og tilbagestående tankegang, sagen er bare, at i samme øjeblik vi ophæver princippet at den enkelte har ansvaret for at skabe et liv for sig selv, så vil alle pludselig have mængder af behov og krav som fællesskabet skal opfylde, og hvem der reelt skal gøre arbejdet svæver i det uvisse.

Der er noget sundt ved den højreorienterede no-nonsense tilgang om at vi hver især må tage ansvar. Således er der også noget sundt ved at have prøvet at være selvstændig erhvervsdrivende, og har været igennem de læreprocesser der skal til for at kunne sælge sine produkter eller ydelser til en pris, der giver et fornuftigt overskud. Og en af disse læreprocesser handler om at udvikle en fornuftig effektivitet i sin produktion, og dette pres på at udvikle en fornuftig effektivitet er faktisk noget som ikke bare den pågældende erhvervsdrivende men hele samfundet vil nyde godt af. Alle hidtidige forsøg på at opbygge samfund på basis af socialistiske eller kommunistiske ideer om fælleseje af jord og produktionsmidler har alle udvist den nærmest fatale svaghed, at uden dette drive i retning af at udvikle en fornuftig effektivitet i produktionen, så har effektiviteten snarere en tendens til at falde, og samfundet får tiltagende svært ved at løbe rundt.

EPP-gruppen er dog ikke bare højreorienteret men konservativ/ kristendemokratisk, som jeg vil mene handler om en respekt for vores traditioner og de kulturelle værdier og principper, som løber igennem vores kulturhistorie. Også det kan man synes er en enfoldig og tilbagestående tankegang, men ligesom individet ikke kan leve uden en identitet, så kan et samfund heller ikke leve uden en form for kollektiv identitet, og her spiller traditionerne en vigtig rolle. Og selv de samfundsmæssige traditioner er jo underkastede loven om evig forandring, så respekten for traditionerne har en vigtig funktion i retning af at sikre at forandringerne sker gradvist og på efterprøvede måder. Faktisk kan traditioner være så ladede med erfaringer fra levet liv og efterprøvede metoder, at de kan videregive livsvisdom uden at denne livsvisdom overhovedet bliver bevidstgjort. Med udgangspunkt i de traditionelle værdier er der (principielt) hos de konservative en villighed til at hjælpe medborgere i nød samt en villighed til at opfatte både samfundet og ”samfundet af levende skabninger” fra en mere holistisk (eventuelt gudgiven) synsvinkel.

 

S&D – Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater – 153 mandater

Parlamentets store (etablerede) centrum-venstre blok. Allerede her associerer jeg straks til politikere som velmenende har taget alle problemer der måtte forekomme i samfundet på sig og konstant har ordineret den samme medicin: Mere statslig styring. Generationer af politikere har vedholdende tolket velfærdsstaten i retning af at der skulle ydes mere og mere service, og befolkningen var (godt hjulpet af pressen) ikke sene til at melde sig med behov der skulle opfyldes. Mere og mere centralisering, mere og mere kontrol og millimeterdemokrati, og på intet tidspunkt forekommer politikerne at have haft et problem med den voksende gældsætning, og hvordan denne gældsætning også har bidraget til finansieringen af de offentlige services. Og nu er denne gruppe af politikere voldsomt pressede på fortsat af levere varen overfor befolkningerne.

Men førend vi går ombord i disse mere yderliggående indgangsvinkler, hvad vil det overhovedet sige at være socialdemokratisk? Jeg vil mene at vi her finder en grundlæggende forestilling om, at vi i fællesskab kan få samfundet til at fungere til alles bedste. På den ene side anerkender de europæiske socialdemokratier betydningen af at have et privat erhvervsliv, som sikrer ovennævnte drive i retning af effektivitet i den samfundsmæssige produktion, men at der samtidig er en mængde samfundsmæssige opgaver, som har en anderledes humanistisk og indlevet karakter, og at udsætte disse samfundsmæssige opgaver for benhård konkurrence og pres på effektiviteten vil fordrive den humanistiske og indlevede karakter, hvorved samfundet ville blive fattigere og mere afstumpet. Det handler om at skabe et samfund hvor vi tager hånd om hinanden og hvor alle kan opleve trygheden ved at være en del af fællesskabet, og netop denne basale tryghed er den platform, som sætter det enkelte individ i stand til at udfolde sig i henhold til sine evner og ønsker.

 

ALDE – Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa – 105 mandater

Ovennævnte karakteristik af EPP-gruppen gælder også for ALDE, EU-parlamentets store liberale gruppe, med en meget væsentlig undtagelse i de konservatives tilknytning til traditionerne og de holistiske tilgange som traditionerne rummer. De liberale er i den forstand mere hardcore højreorienterede i ovennævnte økonomiske betydning, og tilknytningen til forestillingerne om privat ejendomsret til jord og produktionsmidler er her helt paradigmatisk. Med udgangspunkt i de liberale tankegange udvikledes i løbet af 80’erne de neoliberale samfundsforestillinger, og her associerer jeg straks til politikker om deregulering af finanssektoren, globalisering og hele finansverdenens himmelflugt og boligbobler, aktiebobler, obligationsbobler, bil- og studielånsbobler, kort sagt hele det gigantiske finansielle korthus, der nu vakler faretruende.

Men førend vi går ombord i disse mere yderliggående indgangsvinkler, hvad vil det overhovedet sige at være liberal? Igen gælder ovennævnte højreorienterede indgangsvinkler også her, men hvor de konservative tror på en stærk stat, så trives forestillingerne om decentrale samfundsmæssige funktionsmåder ingen steder stærkere end hos de liberale. Førend det bliver et spørgsmål om friheden til at berige sig selv, så er der et grundlæggende spørgsmål om det enkelte individs ret til at udfolde sit eget liv uden (unødig) indblanding fra staten. Når vi taler om omstilling af vores samfund til nye alternative funktionsmåder, så vil statsapparatet desværre ofte være den første og største barriere for at noget nyt kan få lov at blive prøvet af. Der er en vigtig pointe i, at hippierne tilbage i 60’erne var en af de mest liberale politiske strømninger der endnu er set.

 

Grønne/ EFA – Gruppen af De Grønne/Europæiske Frie Alliance – 69 mandater

Uanset deres foreløbige realpolitiske succeser eller manglen på samme så er det skelsættende, at gruppen af grønne partier har opnået en så relativt fremtrædende rolle i EU-parlamentet. Og her har tyske Die Grünen haft en banebrydende rolle. Mig bekendt er det kun i Tyskland at de grønne er slået så meget igennem, at de både har siddet i regering (med SPD) i Forbundsdagen (1998-2005) og i en periode var det største og regeringsbærende parti i delstaten Baden-Württemberg. Efter min opfattelse kan der ikke herske tvivl om, at den grønne omstilling er vores reelle bevidsthedsmæssige og politiske frontlinje, men denne omstillingsproces er så revolutionerende, at vi ikke ved hvad vi skal gribe og gøre i. De Grønne må i sagens natur have store udfordringer med den dagligdags håndtering af alle den gamle verdens politiske problemer samtidig med udøvelsen af et konstant pres for fremme den grønne omstilling.

 

EKR – Gruppen af Europæiske Konservative og Reformister – 63 mandater

Igen mange grundlæggende fællestræk med EPP-gruppen men her med en klar EU-skeptisk og pro-nationalistisk linje. Altså at de konservative og nationale traditioner her bliver opfattet smallere og mere dogmatisk og eksklusivt, ikke mindst med vægt på at stoppe og gerne tilbagerulle den multikulturelle indvandring til de europæiske lande over de seneste 50 år. Det er her vi finder de stærkeste modstandere af globaliseringen og denne modstand, er den ikke på mange måder berettiget? Har globaliseringen ikke netop nedbrudt sammenhængskraften i de enkelte nationalstater? Og i det omfang EU disponerer hen over hovederne på nationalstaternes befolkninger, nedbryder det ikke også sammenhængskraften i nationalstaterne?

”Alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver klædt af, og menneskene bliver endelig tvunget til at se nøgternt på deres egen stilling i tilværelsen, på deres indbyrdes forhold”. Hvornår var det berømte citat fra det kommunistiske manifest vel mere opportunt? Er det ikke sådan en virkelighed vi alle befinder os i, hvor ting vi hidtil troede var faste og uforanderlige nu går i opløsning foran vores øjne? Hvis ellers vi har modet til at se. Og er der noget at sige til, at nogen reagerer med et ønske om at beskytte og bevare?

 

NFE – Gruppen Nationernes og Frihedens Europa – 58 mandater

NFE-gruppen har så sin side mange fællestræk med netop omtalte EKR-gruppe, men her med en endnu mere udtalt EU-skeptisk og pro-nationalistisk linje. Og igen, at de konservative og nationale traditioner her bliver opfattet endnu smallere og mere dogmatisk og eksklusivt, og endnu stærkere vægt på at stoppe og gerne tilbagerulle den multikulturelle indvandring til de europæiske lande over de seneste 50 år. Som jeg forstår det, er EKR-gruppen villig til at forhandle med EU om hvor skellene mellem EU og nationalstaterne skal trækkes, hvor NFE-gruppen grundlæggende bare ønsker EU helt opløst og erstattet af en række helt konkrete samarbejdsaftaler.

Når jeg i indledningen skrev at jeg kunne stemme på alle de politiske sammenslutninger, så er NFE-gruppen der hvor jeg så alligevel er tilbøjelig til at afstå. Den stærke højreorientering har efter min opfattelse så stærke fascistiske undertoner, at jeg fornemmer nogle kræfter her som nemt kan komme helt ud af kontrol. Det handler om opsparede frustrationer og stolthed og vrede og drift imod at udpege syndebukke. Men jeg forstår frustrationerne og den sårede stolthed og vreden over misforvaltningen og den manglende loyalitet fra de politiske ledere. Og i takt med at verdensøkonomien trækker sig sammen og folks levevilkår gennemgår dramatiske indskrænkninger, så vil disse følelser forståeligt nok bare blive mere udbredte. Det vil ikke være urimeligt at sige, at disse løbske følelser i store dele af befolkningerne er konsekvensen af de uvederhæftige måder vores samfund er blevet ledede over de seneste 40-50 år. Og ja, måske kan sådanne opsparede frustrationer kun aflades igennem en krig eller andre voldsomme former for mental udrensning.

 

EFDD – Europæisk Frihed og Direkte Demokrati – 54 mandater

Som sagt er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at den grønne omstilling er vores reelle bevidsthedsmæssige og politiske frontlinje, men jeg er heller ikke i tvivl om at et afgørende led i denne omstilling handler om en fornyet værdsættelse af det enkelte menneskes betydning, herunder nogle radikale forfatningsmæssige reformer, som giver den politiske myndighed tilbage til almindelige mennesker. Den store omstilling kommer aldrig til at ske gennem en top-down-proces og kan kun tænkes igennem en mægtige folkelig bottom-up-mobilisering. Den noget brogede EFDD-gruppe tegner sig for netop denne overordnede dagsorden om reformation af vores demokratiske strukturer.

 

GUE/ NGL – Forenede Europæiske Venstrefløj/ Nordisk Grønne Venstre – 38 mandater

Efter 40 år med finansialisering og ekspansiv pengepolitik og muligheder for store dele af befolkningen for at nyde det gode liv med bil og sommerhus og ferierejser, så er det på sin plads at spørge hvor venstreorienterede socialdemokraterne overhovedet er? Sådan lige umiddelbart er det svært at identificere socialdemokraterne som venstreorienterede og de ligger vel snarere en smule til højre for den traditionelle politiske midte. Det er overraskende, at den eneste væsentlige venstreorienterede politiske gruppering kun kan samle 38 af EU-parlamentets 751 medlemmer. Efter min opfattelse svarer det til en form for politisk afasi eller en politisk hjerneskade. Som det også vil fremgå her, så er jeg ikke en erklæret venstreorienteret, men jeg er overbevist om, at der er et mægtigt udviklingspotentiale i en mere venstreorienteret tilgang til vores (enorme) samfundsmæssige udfordringer.

En af grundene til at venstrefløjen fortsat er sådan i defensiven er formentlig, at venstrefløjen stadig forstår sig selv igennem nogle klassiske marxistiske termer, og selvom Marx’ kapitalismekritik til stadighed understøttes af den konstaterede udvikling, så er det endnu ikke lykkedes for venstrefløjen at frigøre sig for de totalitære undertoner, som i praksis i den grad kom til at præge både socialismen og kommunismen. Personligt mener jeg der er et potentiale for en radikal nyorientering for venstrefløjen ved endegyldigt at forlade den marxistiske forståelsesramme og i stedet betragte dualiteten fra hjerneforskningens standpunkt og forskellene mellem venstrehjernehalvdelsdominerede tænkemåder overfor højrehjernehalvdelsdominerede. Men det ville så forbinde venstrefløjens indgangsvinkler med spørgsmålet om det enkelte menneskes og hele menneskehedens spirituelle udvikling, og det ville jo stå i skærende kontrast til de traditionelle materialistiske venstreorienterede indgangsvinkler eller grundantagelser.

Hvad jeg siger hermed er faktisk, at det uforholdsmæssigt svage venstreorienterede standpunkt faktisk er udtryk for en ensidighed og en enorm ubalance i vores politiske kultur, og denne ensidighed/ ubalance nærmest summerer op til en form for kollektiv misbrugsadfærd sågar en form for kollektiv dødsdrift. Vi er blinde og rodløse, og alligevel kaster vi os aggressivt fremad.

 

1. Idiotien i at stemme

Anskuet på denne måde har alle de forskellige partier eller partipolitiske sammenslutninger noget grundlæggende relevant at bidrage med i den politiske debat, og rundt regnet kunne jeg se mig selv stemme på hvert og et af disse – højreorienterede, venstreorienterede, liberale, grønne, konservative, reformistiske – så hvorfor er det at vi har sat et system op, hvor jeg tildeles retten til at afgive én stemme på ét af disse partier? Det giver ingen mening for mig. Det er at bede mig om at tage et mangfoldigt og nuanceret standpunkt og koge det ned til et ensidigt og dumt standpunkt. Der er noget ved denne måde vi har sat vores demokratiske systemer op på, som ansporer den enkelte til at identificere sig med bestemte indgangsvinkler og standpunkter og i den samme bevægelse at distancere sig fra andre indgangsvinkler og standpunkter. Igennem denne reduktionistiske valgproces får vi hver især investeret vores ego i en identifikation med bestemte reduktionistiske indgangsvinkler og standpunkter og dermed får vi ladet vores politiske debatter og beslutningsprocesser med konflikter og overgreb og misfornøjelse. Er det demokrati? Er det så godt vi kan gøre det? Eller kunne man tænke sig en helt anderledes form for demokrati, hvor den enkelte borger har helt anderledes vidtgående muligheder for at præge de politiske processer?

Dertil kommer, at vi alle er under massiv indflydelse af en kommerciel kultur, hvor varer sælges til forbrugerne, ikke på grundlag deres funktionalitet eller deres attraktive forhold mellem pris og kvalitet, men netop igen ved måderne den pågældende vare understøtter en opfattelse af en attraktiv identitet hos forbrugeren. Og muligvis er det påvirkning fra denne massive kommercielle kultur som har drevet den politiske debat over i et felt, hvor der konstant appelleres til den enkeltes identifikation med bestemte standpunkter og afstandstagen fra andre. Jeg er usikker på om ’identitetspolitik’ har nogen klar definition, men i min begrebsverden handler det om dette: At den kommercielle kultur har hersket så længe og så gennemtrængende, at nærmest enhver kontakt med omverdenen bliver filtreret igennem ens identitetsopfattelse. Og denne iver blandt politiske agitatorer efter at stimulerer den enkeltes identifikation har over de seneste år antaget helt groteske former, hvor forpligtelsen overfor redelighed og kendsgerninger er blevet kastet overbord for at sætte den enkelte politiker i stand til at fremsætte tilstrækkeligt skarpttegnede og hårdtslående erklæringer.

Alt sammen for at besnakke den enkelte vælger til at give den pågældende politiker sit mandat, hvorefter den pågældende politiker i henhold til for eksempel Danmarks Riges Grundlov er fri til at forvalte dette mandat fuldstændig efter deres eget forgodtbefindende. Og hvis vælgeren føler sig taget i røven af den pågældende politikers måder at forvalte hans eller hendes mandat har han eller hun følgende tre (ekstremt) svage sanktionsmuligheder: Man kan prøve at fremsætte sin kritik af politikeren i den offentlige debat, man kan melde sig ind i partiet og forsøge lægge pres på den pågældende politikers vælgerkreds for at stille politikeren til regnskab for sin misforvaltning, eller man kan stemme på en anden politiker ved det næstkommende valg. Men hvad skal man stille op, hvis det indtryk man har er, at de alle gør sig skyldige i de samme former for misforvaltning? At deres løfter altid er tomme? At de lovede forandringer aldrig sker? At vores politiske systemer på samme tid fremstår mastodontiske og magtfuldkomne og samtidig magtesløse?

Og apropos det med det mastodontiske så har den finansialiseringens epoke vi har gennemlevet over de seneste 40 år medført en voldsom centralisering af ejerforholdene indenfor erhvervslivet og samtidig en voldsom centralisering af den offentlige forvaltning, og vi har fået udviklet nogle vanvittigt omfattende og detaljerede lovkomplekser til at regulere både borgernes og virksomhedernes og de offentligt ansattes adfærd. Og denne enorme kompleksitet påvirker politikerne på mangfoldige måder. I de første mange år indenfor politik er virkeligheden formentlig den, at man reelt ikke har overblik over hvordan samfundet fungerer, og derfor lærer man sig at dække over sin uvidenhed gennem anvendelsen af påfaldende ukonkrete sproglige vendinger, som tillader den pågældende politiker at fremsætte sine intentioner men uden at blive fanget på sit mangelfulde overblik. Efter tilstrækkelig mange år i politik begynder et eller andet overblik så måske alligevel at tage form, og fordi dette overblik er så hårdt tilkæmpet og ens forståelse samtidig så småt begynder at matche den reelle enorme kompleksitet af de nuværende samfundsmæssige funktionsmåder, ja så forfalder politikerne nemt til at anse sig selv som hævede over vælgerbefolkningen, for vælgerbefolkningen har jo ikke nogen begreber om hvordan vores samfund i virkeligheden fungerer. Jeg vil hævde, at selve den enorme kompleksitet af vores nuværende samfund frembringer en arrogance blandt politikerne overfor vælgebefolkningen, som så har den kedelige konsekvens, at politikerne netop forvalter det mandat de fik af den enkelte vælger fuldstændig efter deres eget forgodtbefindende.

Vores demokratiske systemer er i dyb krise, og det er indenfor et sådant korrupt politisk klima og et sådant dysfunktionelt system, at de britiske politikere syntes det var en god idé at spørge vælgebefolkningen om Storbritannien skulle være medlem af EU eller ej. Og resultatet af afstemningen har ikke bragt nogen klarhed, tværtimod har afstemningen blot udstillet præcis hvor korrupt det politiske klima er og hvor dysfunktionelle vores politiske systemer er. Så hvad skal min stemme gå til? For eller imod? For A og imod B, eller for B og imod A? Det giver ingen mening, og det er en uværdig måde at henvende sig til en i øvrigt rimeligt oplyst befolkning. Al politik er blevet populistisk, og vi er alle populister. Måderne de politiske systemer henvender sig til borgerne er idiotiske, og de svar man får tilbage er tilsvarende idiotiske. Således er de herskende systemer trådt ind i en fase, hvor det utidssvarende ved deres iboende demokratiske forestillinger og metoder bliver stillet stadigt mere grelt til skue.

 

2. Fraværet af demokratisk feedback

Heroverfor er der så alle de indlysende måder vi som samfund kunne udvikle vores demokratier, men hvor vores politikere vedholdende undlader at tage nogen skridt i den retning. Da den danske befolkning reagerede med utvetydig modstand overfor at sælge en femtedel af vores statslige energiselskab til investeringsbanken Goldman Sachs, hvorfor tog politikerne så ikke befolkningens holdning til efterretning? Samtlige opinionsundersøgelser viste, at et sted mellem 65 og 90 pct. af den danske befolkning var imod salget, men den stemme blev ikke hørt og respekteret. Denne enestående politiske vækkelse var en glimrende lejlighed til at starte en almen debat om, hvordan et demokratisk system skal udformes her i begyndelsen af det 21. århundrede. Men man forpassede chancen, og netop en forpasset chance som denne er en væsentlig del af baggrundshistorien for, at vi nu er landet i dette tiltagende korrupte politiske klima og disse tiltagende dysfunktionelle politiske systemer. En anden oplagt chance, her i en europæisk kontekst, var den græske gældskrise i 2010-14, og hvordan denne knibe nærmest skreg på en revision af årtiers måde at drive pengepolitik og bankvæsen. Men også her blev der i stedet lagt låg på, og sammen med alle de andre presserende spørgsmål der også er lagt låg på, er der så noget at sige til at stemningen i de brede befolkningslag efterhånden er blevet en trykkoger?

Enhver kan sige selv at fremkomsten af internettet er dømt til at revolutionere vores politiske systemer. Ikke bare er folks muligheder for at holde sig orienterede blevet radikalt udvidede, mulighederne for at kommunikere sine indsigter og anskuelser til sin omverden er med de sociale medier også blevet radikalt udvidede. Selvom det er usikkert om man kan få et system af direkte demokrati til at fungere i praksis, så er der et stort mulighedsrum for udvidet politisk dialog mellem politikerne og vælgerne. I første omgang ville der ikke være noget i vejen for, at politikerne spurgte ind til befolkningens holdning i forskellige kritiske sager og såfremt en klar holdning manifesterede sig, så at politikerne indarbejdede denne holdning i deres politiske initiativer. Foruden Dong-sagen kunne man have spurgt vælgerbefolkningen om den syntes det var en god idé at sælge Nets (NemID/ Dankortet/ PBS) til amerikanske kapitalfonde. Man kunne have spurgt om befolkningen følte sig tilstrækkeligt godt oplyste om indholdet af Den Transatlantiske Handels- og Investeringsaftale (TTIP) til at befolkningen ville give politikerne mandat til at indgå en sådan aftale. Man kunne have spurgt befolkningen om den ønskede at sætte sit mandat bag at sende nationen i krig i Afghanistan i 2001, i Irak i 2003, i Libyen i 2011 og i Syrien i 2014, og man kunne have spurgt befolkningen om den var enig i, at Irakkommissionens arbejde virkelig var overflødigt og derfor skulle nedlægges inden den havde fremsat nogen sammenhængende konklusioner overhovedet. Man kunne også have spurgt befolkningen om den var parat til at sætte sit mandat bag den omfattende overvågning af vores alles adfærd eller om befolkningen tværtimod prioriterede et anonymiseret internet og opretholdelse af den hævdvundne borgerret om privatlivets fred. Jeg havde gerne lagt min stemme ved hver og en af disse vejledende afstemninger.

Så snart vi er oppe på det storpolitiske niveau, er det som om der træder nogle andre former for dyriskhed og magtfuldkommenhed i kraft, hvor de politiske ledere i de mindre lande forekommer frivilligt at underlægge sig dekreterne fra lederne i de mest magtfulde lande. Men denne underdanighed kan lederne i de mindre lande selvfølgelig ikke være åben om overfor deres befolkninger, så i stedet sker der det modsatte, at de puster sig op overfor deres egen befolkning og majoriserer enhver kritik og gennemtvinger en implementering af den aftale, de i det skjulte allerede har indgået med overhundene. Forestiller vi os i stedet at vores demokratier blev opdaterede til nogle helt anderledes tidssvarende modeller, hvor politikerne løbende skal indhente mandater fra befolkningen i alle vigtige anliggender, så vil det som konsekvens radikalt nedbringe de storpolitiske spændinger og på mange måder suspendere de traditionelle magthierarkier og de traditionelle former for magtpolitik.

 

3. Den offentlige debat som en medskabelsesproces

Men inden vi kommer der til at vi hver især afgiver stemme i et bestemt anliggende er der et kritisk spørgsmål om, på hvilket grundlag vi afgiver vores stemme. Det er jo ikke nogen tilfældighed at ’fake news’-problematikken opstår samtidig med at regeringer og nyhedsmedier begynder at udøve propaganda over en bred front, og det er ingen tilfældighed at ’fake news’-problematikken opstår samtidig med at internettet bliver tiltagende kontrolleret og reguleret af de mægtige private koncerner, der ejer de forskellige platforme. Så udover ovennævnte problemer med de uforholdsmæssige og nærmest tvangsmæssige tendenser imod identifikation og overdrevent subjektive tilgange til de aktuelle politiske udfordringer, så sker der i disse år en markant korruption af internettets funktionsmåder (som også nævnt i denne notes åbningsafsnit). Hvor det frie internet bød på ovenstående muligheder for gennemgribende reformer af vores politiske systemer og reformer af et hav af andre måder vores samfund fungerer på, så er denne frihed nu ikke længere understøttet af magthaverne, og magthaverne forekommer at arbejde målrettet på at indskrænke denne frihed og disse udviklingsmuligheder.

Disse udviklingsmuligheder forekommer ellers at være store og med et stærkt fornyende og innovativt potentiale. Som jeg før har prøvet at skitsere mener jeg det er indenfor menneskehedens rækkevidde at udvikle former for puljeintelligens, hvor vi igennem en åbenhed overfor hinandens synsvinkler kan opnå nogle radikalt nye grader af indsigt i og vished om, hvordan vores verden er skruet sammen. Altså den stik modsatte bevægelse af drifterne imod identifikation, hvor vi i stedet bevidst sætter vores ego og vores identitet til side og åbner for en mere holistisk måde at relatere til hinanden og vores omverden. Og hvis ellers internettet fik lov at være det almene samfundsmæssige redskab det har potentialet til at være, så kunne vi udvikle måder at føre en offentlig debat, hvor vi alle gradvist blev klogere på, hvordan vores verden fungerer. Selvom det selvfølgelig var på alfa-stadiet (eller måske på stadiet før) af en sådan kommunikationsplatform, så syntes jeg personligt, at jeg som en del af kommentariatet på Information.dk i perioden 2012-2015 med mellemrummet fik denne oplevelse af, at den civiliserede tone og de kvalificerede indlæg summerede op til en debat, hvor alle fik stof til eftertanke, blev klogere og kom et eller flere skridt nærmere en forståelse af den verden vi lever i. Det vil selvfølgelig altid være en proces imod større forståelse, både for hver enkelt og for fællesskabet, men der var noget ved de kvalificerede indlæg fra forskellige sider, som grundlæggende tjente til at nuancere ens egne anskuelser. Med andre ord, kunne den samme civiliserede tone og den samme saglighed udbredes til langt større og bredere platforme, så kunne hele vælgerbefolkningen være engageret i sådanne processer med at kvalificere sine anskuelser.

Men der er en helt afgørende præmis for at sådanne dialogbaserede processer fungerer og skaber værdi, og det er at ordet er frit. I samme øjeblik visse standpunkter dømmes som yderliggående eller upassende, og således at former for censur indføres, så falder hele ideen og værdiskabelsen til jorden. Hvis ikke vi kan være ærlige og sige hvad vi oprigtigt mener og føler, så vil diskussionen være omsonst. Men sådanne ucensurerede og uforbeholdne debatfora kan være et problem for dem der ønsker at opretholde bestemte billeder af sig i offentligheden, og faktum er jo at både erhvervskoncerner og politiske partier og diverse regeringsorganer investerer enorme summer i opbygningen af et positivt billede af sig selv i offentligheden. Og er internettet et fantastisk redskab for nogle helt nye stadier af offentlighed og puljeintelligens, så er internettet også det potentielt stærkeste propagandaredskab verden endnu er set.

 

Resultatet af valget til EU-parlamentet

Ser vi bort fra den helt enestående fastlåste og bagvendte situation i Storbritannien, hvor vælgerne blev bedt om at stemme til et parlament de officielt ikke ønsker at være en del af, og hvor Nigel Farage’s Brexit-parti kom ud som den helt store vinder, så indtraf der ikke den forventede/ frygtede populistiske EU-skeptiske jordskredssejr. Det er selvfølgelig en helt igennem subjektiv og fornemmet vurdering, men efter min opfattelse er der en stemning af besindelse over valgresultatet. At folk forstår at verden er i opbrud og vi er nødt til at finde ud af det med hinanden, at EU måske alligevel har en rolle at spille i retning af at bringe stabilitet og modstandskraft for de enkelte medlemslande, og at EU har en vigtig rolle at spille i en verden hvor de storpolitiske spændinger er på en dramatisk opadgående kurve. Samtidig ser europæerne givetvis med tiltagende uro på de politiske opløsningstendenser i USA og den ekstreme polarisering af det politiske landskab i USA, og mange har givetvis på den baggrund modificeret der ellers mere markante standpunkter.

Således er der flere, der har forsøgt at tolke valgresultatet som et kollaps af de store centerpartier, men jeg vil holde på, at disse kommentatorer har skrevet deres konklusioner inden valgresultatet forelå, og så med djævlens vold og magt læst konklusionerne ind i de foreliggende kendsgerninger. Efter min opfattelse er konklusionen snarere den, at trods de enorme politiske og økonomiske udfordringer, trods det at store dele af vælgerbefolkningen har i årevis har oplevet en markant reallønstilbagegang, så holdt det politiske center alligevel. Og det er måske ikke noget dårligt resultat. Det har noget at gøre med hele EU-systemets opbakning i de europæiske befolkninger, og konsekvenserne af en kollaps af opbakningen vil være voldsomme og formentlig føre til opløsningen af EU. Jeg tror det er godt at det politiske center holdt, bare vi er enige om, at der forestår et kæmpe oprydningsarbejde ovenpå 40 års løbsk spekulationsøkonomi, der forestår en kæmpe udfordring i at sikre et frit internet og der forestår et kæmpe reformarbejde med hensyn til at få indført nogle tidssvarende demokratiske systemer på alle politiske niveauer, lokalt, kommunalt, nationalt, på europæisk plan og på verdensplan.

 

 

 

 

 

 

The Deep State, er det en ting?

Capitol Hill_Ryan Heffernan

Hvornår mister man sin barnetro? Ja, det er velsagtens når man oplever et så alvorligt svigt indenfor en følelsesmæssig relation, at det strider så voldsomt imod hvad man hidtil troede var virkeligheden, at man er nødt til at ændre sin opfattelse af virkeligheden. Dette svigt tvinger en til at revidere ens opfattelse af både relationen, den anden eller de øvrige parter og hans/ hendes/ deres motivationer. Og dette brud med hidtidige opfattelser, samt de konsekvenser man drager af det opfattede svigt, afstedkommer så forskellig kompenserende adfærd, og disse forskellige former for kompenserende adfærd bliver så vores barrierer for siden at kunne give os hen og opleve former for opfyldelse. Jeg vil mene at det er derfor mennesker søger en religiøs praksis, for igennem meditation eller bøn at blive i stand til at nedbryde disse barrierer og igen blive i stand til at tage livet ind, fuldt og helt.

Mange mister formentlig deres barnetro allerede mens de er børn, endda små børn, og sådanne mere eller mindre skadede børn vil typisk stævne ud på en livsbane som også er præget af svigt og skader, enten som den forvoldende eller den forvoldte part. For andre er det mobning i børnehaven, skolen eller arbejdspladsen der gør det, for nogen er det svigt i forbindelse med en forelskelse eller et fejlslagent forsøg på at udleve en drøm man har, men alle har de det til fælles, at man troede på en verden der hang sammen og man selv var integreret i den til at bruddet indtræffer, og ens verden ikke længere hænger sammen som førhen, og det er på ingen måde givet at man har en naturlig plads i den. Faktisk vil bruddet ofte opleves som, at man er blevet udstødt fra helheden, altså en form for syndefald.

Dette tab af ens barnetro kan så også indtræffe i forbindelse med moralske svigt, selvom disse svigt selvfølgelig må være pænt graverende for at udløse en så konsekvent virkning. Og så er der måske dem der mener, at vi her forlader de følelsesmæssige relationer og bevæger over i nogle langt mere komplicerede filosofiske, intellektuelle og kontraktlige relationer, men det er jeg ikke enig i. Efter min opfattelse har moralske forhold i høj grad karakter af at være følelsesmæssige. Den moralske impuls kommer fra samvittigheden, og samvittigheden er en form for sjælelig og følelsesmæssig tilstedeværelse. Vi taler ikke om godhed eller et ønske om godhed, men om helt anderledes konkrete indre følelsesmæssige impulser som vejleder os i vores relationer til andre mennesker (og hele vores omverden for den sags skyld). Jeg tror enhver vil kunne følge mig når jeg peger på, at en samvittighedsfuld persons møde med samvittighedsløshed kan opleves som et stort svigt. Den ene part gør sig på sin side umage med at inddrage andre mennesker i sine vurderinger af hvad der er rigtigt og forkert, og den anden part skider på andre mennesker og forfølger bare sine egne egocentriske interesser, og sidstnævntes samvittighedsløshed udløser altså en følelse af svigt og moralsk krise hos førstnævnte.

Har en person dog nået voksenalderen uden at have fået sin barnetro totalt jordet, så har samme person også udviklet nogle evner for at beskytte sin samvittighed og sin grundlæggende godhjertede karakter overfor de evindelige større eller mindre dagligdags svigt, der erfaringsmæssigt følger med livet. Og alligevel kan selv voksne mennesker blive udsat for så alvorlige svigt, at ens barnetro alligevel risikerer fortabelse. Og det er netop sådanne tider vi lever. Tider hvor der er så udbredt korruption og så stærke egocentriske drivkæfter, at det kræver en enorm omhu og vedholdenhed at fastholde en samvittighedsfuld og grundlæggende godhjertet tilgang til både livet, arbejdslivet og samfundslivet. Og uanset alle de stærke påvirkninger af børn og unge i retning af selvforhærdelse og identitetsdyrkelse, så vil jeg hævde, at forskellige former for idealisme stadig lever i mange unge mennesker, og at denne idealisme netop er udtryk for at deres barnetro endnu ikke er helt undertrykt. Med andre ord, at de for eksempel i deres valg af levevej faktisk er drevet af et ønske om at skabe værdi for andre mennesker, at spille en positiv rolle i andre menneskers liv, og det kræver måske det meste af en længerevarende uddannelse at få drevet denne idealisme ud af dem. De som er tankede ordentligt op hjemmefra skal måske et stykke ind i arbejdslivet førend de må kaste håndklædet i ringen og erkende, at det er ikke ønskerne om at skabe værdi for kunderne eller klienterne der driver deres arbejdsplads, og hvis de godt vil beholde deres job, så må de lære at spille efter de regler der gælder. Og hvilke regler gælder så? Ja, nærmest den modsatte opfattelse, at kunderne og klienterne er arbejdspladsens redskaber til at skaffe sig penge og indflydelse. Indenfor det private erhvervsliv handler om at malke kunderne maksimalt, herunder igennem komplicerede prisstrukturer og gebyrer og uigennemskuelige administrative procedure, og indenfor det offentlige er alle de uopfyldte behov blandt klienterne den givne administrative grens fordring på at modtage penge fra det politiske niveau, så radikalt anderledes og mere effektive løsningsmodeller er ikke nødvendigvis noget der efterstræbes.

Det er mit indtryk, at vores samfund kører på kanten af et nervøst sammenbrud, og en af de primære årsager er efter min opfattelse, at al idealisme og samvittighed er blevet fordrevet fra vores arbejdsliv. Hvor mange lærere, socialrådgivere, sygeplejere, politifolk har ikke oplevet, at deres oprindelige motivationer for at gå ind i deres pågældende fag er blevet fuldkommen fordrevet af de samvittighedsløse og afstumpede måder vores samfundsinstitutioner drives? Så hvornår mister læreren, socialrådgiveren, sygeplejersken og politimanden sin barnetro? Jeg husker en diskussion jeg havde med min eks, hvor jeg følte mig kaldet til at advare hende imod at bagtale politiet overfor hendes søn på 6 år (og min ”på gule plader”). Min opfattelse var, at det var vigtigt at hun respekterede den enfoldighed, der præger barnets forestillingsverden. Han var trods alt kun en dreng på 6 år, og han skulle nok få rige lejligheder til at nuancere sine opfattelser, når han blev større. Men hun kunne ikke få sig selv til at understøtte en barnetro på politiets rolle. Efter på førstehånd at have oplevet hvordan politiet tævede løs på almindelige mennesker, sågar kvinder og børn, ved rydningen af Byggeren i maj 1980 og senere ved gentagne lignende episoder på Christiania, så var hendes tillid til politiets grundlæggende godartede funktion lagt i ruiner. Og lignende konflikter er jo højaktuelle under Gule Veste-demonstrationerne i Frankrig, hvor demonstranterne er begyndt at chante ”Tout le monde déteste la police” (alle og enhver foragter politiet), så hvornår mister befolkningen sin barnetro på politiets rolle, og hvornår mister den enkelte politimand sin barnetro på sin egen rolle? Åbenbart har selvmordsraterne for franske politifolk været på en alarmerende opadgående kurve siden Gule Veste-protesterne startede.

Så i en professionel sammenhæng hvordan reagerer vi på erkendelsen af, at vores oprindelige idealisme og godhjertede motivationer i virkeligheden er malplacerede? Ja i første omgang har det vel karakter af en form for eksistentiel krise og er forbundet med betydelige stressbelastninger, for hvad skal man så tro på? Og her kan vi enten insistere på vores behov for at tro på at der er noget større, der styrer vores samfunds funktionsmåder, og således acceptere at leve i tilstand af kognitiv dissonans, eller vi kan befri os for den kognitive dissonans og følelserne af svigt ved simpelthen at adoptere den kyniske attitude, der præger den givne arbejdsplads. Samtidig er der en reel risiko for at der var grader af skam forbundet ved situationen, hvor man enten bare for sig selv eller overfor en eller flere kolleger blev klar over, at man havde nogle håbløst naive forestillinger om hvordan tingene foregår og hvad det er der driver de beslutninger der tages. Så hvad adoptionen af den herskende attitude lokker med er altså udover befrielsen for den kognitive dissonans og følelserne af svigt såvel en lindring og udfrielse af skammen, fordi adoptionen af den kyniske attitude vil forhindre at man begår sådanne dumheder igen. Samtidig er befrielsen for moralske skrupler faktisk formålstjenlig for ens intellektuelle skarphed, fordi man herved befries for en stadig indre dialog, som kan udløse tvivl og forbehold og således hæmme ens respons.

Ganske uanset at adoptionen af sådanne kyniske attituder også vil udstøde en fra den sammenhængende verden, man førhen var en del af, og denne udstødelse kan opleves som foruroligende, så er virkeligheden formentlig snarere den, at ens kolleger med det samme fornemmer at man nu tænker ligesom dem, og således bliver man inddraget i fællesskabet omkring de egocentriske attituder og målsætninger. Muligvis er de kyniske attituder så meget det man er fælles om, at det at tage kynismen til nye niveauer er noget af det der jævnligt udløser morskab og respekt på arbejdspladsen. Og hvis det er sådan at arbejdsklimaet er, hvordan vil så føles at vælge den førstnævnte reaktion på tabet af ens idealisme og godhjertede motivationer? Det kan godt være at man ikke bliver mobbet af kollegerne, vi er jo civiliserede mennesker, men al kynismen vil ikke desto mindre opleves som en form for mobning. Så selvom man forsøger at holde fast i sin tro på ens egen integration i et større sammenhængende samfund, så vil ens daglige oplevelse være den at være udstødt fra fællesskabet.

En meget omstændelig intro til at give et svar på spørgsmålet fremsat i titlen. Min anledning til at gå ombord i denne note var det forhold, at de alternative nyhedsmedier i USA over de seneste par år er begyndt at tale med stadig større overbevisning om, at der i skyggen af magtapparatet i Washington DC findes en skjult men ekstremt magtfuld sammensværgelse, kaldet The Deep State, som øver så massiv indflydelse på den amerikanske præsident, den amerikanske regering og de to folkevalgte forsamlinger i Repræsentanternes Hus, at denne magtgruppering får tingene som den vil have dem. Og det er sådan set ikke fordi jeg betvivler at der er magtgrupperinger der konspirerer med hinanden eller at der i en massiv skala udøves former for ubeføjet magt over den amerikanske regering, nej min indskydelse gik bare på, at ideen om at al denne ubeføjede magtudøvelse skulle være koordineret og summere op til en samlet plan, at den idé slog mig som en smule letkøbt og sensationel. Samtidig er jeg personligt ikke i tvivl om, at de billeder den amerikanske regering projicerer af sig selv og af den amerikanske nation (politisk, økonomisk, socialt) måned for måned bliver mere og mere forløjede, og således må der i sagens natur ske en meget omfattende koordinering af de forløjede fremstillinger så de fremstår nogenlunde konsistente, og disse falske fremstillinger er jo også en slags konspiration mellem alle de på indersiden af magtens institutioner overfor alle dem udenfor. Og denne konspiration får lov at passere og gribe om sig med henvisning til det evindelige overordnede hensyn til ’national security’.

Men er det plausibelt at The Deep State findes, altså THE Deep State, én organisation som samler alle trådene og eksekverer nogle sammenhængende planer? Jo mere jeg tænker over det, jo mindre plausibelt forekommer det mig. Efter min opfattelse er det årtier siden at politikerne forrådte deres loyalitet overfor befolkningerne. De ledende politikere (i hvert fald i Vesten) ville langt hellere pleje omgang med de største erhvervskoncerner og banker og de toneangivende fagforeninger end de ville gå i dialog med befolkningen, og de solede sig i deres egen magt og indflydelse, men hvad de glemte var, at deres magt er helt og aldeles funderet i det mandat de får fra befolkningen. Så når tingene så begynder at gå ned af bakke, økonomien trækker sig sammen, reallønnen falder mærkbart og folk begynder at falde igennem de sociale sikkerhedsnet, ja så står politikerne på et fundament af sand. Den position de tidligere havde til at udøve magt over de store erhvervskoncerner og bankerne har de ikke længere, fordi de ikke længere har nogen reel opbakning i befolkningen, og politikerne er nu reducerede til at være lakajer for deres tidligere legekammerater blandt erhvervskoncernernes og bankernes spidser. Det er i dette politiske vacuum, at erhvervskoncernerne og storbankerne samt forskellige mere eller mindre ’rogue’ samfundsinstitutioner som efterretningstjenesterne og finanstilsynene får frit spil til at påvirke de politiske målsætninger, påvirke lovgivningen og håndhævelsen af lovgivningen, men skulle disse forskellige magtgrupperinger virkelig være i stand til at koordinere deres målsætninger og lægge koordinerede planer? Jeg tvivler. Er det ikke langt mere sandsynligt, at det vi oplever som indflydelse fra ”The Deep State”, det er rigtignok vidnesbyrd om at magtfulde grupperinger har held til at udøve massiv påvirkning af lovgivningen, men at påvirkningerne sker i sag for sag, og at der sandsynligvis er flere forskellige grupperinger der påvirker i mere eller mindre afvigende retninger, nogle gange måske i klar modstrid med hinanden, og således foregår der utallige intense magtspil i kulisserne? Og alle disse magtspil i kulisserne og al den ubeføjede magtudøvelse medfører, at politikernes troværdighed bare udhules yderligere og at deres muligheder for at udøve deres legitime magt beskæres yderligere.

Efter min vurdering er USA en nation og et imperium, som er ved at blive ædt op at sin egen interne korruption, og vi har nu nået stadiet af total ’in fighting’ og opløsning. I parentes bemærket mener jeg ikke at situationen er meget anderledes i EU, hvor nøjagtig de samme tendenser og kræfter er løs, og EU er såvel på kanten til endegyldigt at miste befolkningernes opbakning, men USA’s status som imperium gør stadig en kæmpe forskel mht. graderne af korruption, og opløsningen af det amerikanske imperium (ikke nødvendigvis af nationen) kunne muligvis medføre en form for frisættelse her i Europa, som faktisk kunne betyde en fornyet europæisk samling. Når det kommer til stykket er der formentlig kun én måde at realisere en statslig organisation med samlede og koordinerede målsætninger og planer, og det er igennem en legitim og transparent regering, som arbejder for at realisere befolkningens ønsker. Altså at politiske systemer har en indbygget lydhørhed og respekt for alle de almindelige mennesker som sammenfatter befolkningen, og at de politiske systemer har nogle funktionsmåder, som er alment accepterede som fair, dvs. at trods oplevelsen af at de politiske initiativer for en periode ikke er det man personligt helst havde set, så anerkender man at initiativerne blev bestemt på en fri og fair facon.

Hvad jeg skal bruge min lange intro om barnetro og kynisme til er således for at beskrive muligheden af, at selvom der hersker noget der ligner fælles fodslag, og dette fælles fodslag kan tages som vidnesbyrd om eksistensen af en Deep State der opererer i baggrunden, så kan denne konsensus muligvis også opstå som konsekvens af ovennævnte ensrettende og undertrykkende tendenser. At vi alle bliver ”disciplinerede” af de herskende egocentriske og kyniske attituder, og så meget desto mere blandt de der bevæger sig på magtens øverste niveauer.

Anskuer vi omvendt de to tilværelsesformer, den samvittighedsfulde overfor den samvittighedsløse, som to forskellige evolutionære strategier, så er der gode grunde til at opfatte den samvittighedsfulde som den evolutionært mest udviklede og således den der i den sidste ende sejrer (i det omfang det er sådan evolutionen udvikler sig). Tager vi en samvittighedsløshedens højborg som fx et ’trading floor’ i en international storbank, så holder børsmæglerne dér meget af at bruge meget stærke vendinger som at dræbe, smadre og udslette konkurrenterne, og det er sjovt og stimulerende så længe det øvrige samfund stadig hænger sammen. Men når samfundet så over tiden er blevet så kritisk udpint af al den egocentriske plyndring der foregået, og der kommer sammenbrud og stor økonomisk sammentrækning, da er børsmæglerne og bankrådgiverne og ejendomsmæglerne nok ikke længere så kry. Faktisk vil de formentlig stå temmelig nøgne og beklemte ved konfrontationen med deres forudgående arrogance. Og så bliver det igen op til de samvittighedsfulde at få samfundet til at hænge sammen på ny.

 

 

 

 

 

(Foto: Capitol Hill, Ryan Heffernan, 2012)