Livet i ekstremt usikre tider

Ud fra en overfladisk betragtning har de nulevende generationer her i Vesten levet igennem en periode med usædvanlig stabilitet og kontinuitet. Den oprindelige kolde krig, terrorbalancen mellem det kapitalistiske Vesten og de kommunistiske lande mod øst, fandt sin afslutning i løbet af 1980’erne. I 1989 skrev Francis Fukuyama artiklen ”The End of History?”, som fik enorm medvind ved artiklens sammenfald med Murens Fald og frisættelsen af de østeuropæiske lande fra deres kommunistiske regimer og den efterfølgende opløsning af Sovjetunionen. Og spørgsmålet Fukuyama stillede var, om ikke menneskeheden nu var nået til en form for afklaring, hvor de (vestlige) demokratiske styreformer og frimarkedskapitalismen måtte anses for endegyldigt at have bevist deres værdi og formålstjenlighed, og om det overhovedet var relevant at tænke i alternativer til disse suveræne samfundspiller.

Og sådan var stemningen op igennem 1990’erne. Tyskland blev genforenet, Rusland blev kapitalistisk og sågar Kina var med Deng Xiaoping’s mangeårige liberale reformer nu trådt ind på den internationale scene med sin egen form for statskapitalisme. Der var en særegen stemning af fred og forløsning over 1990’erne. Den store ekspansion af den vestlige finanssektor, som var startet under Thatcher og Reagan, gennemlevede en form for kulmination igennem 1990’erne, hvor alt kunne lade sig gøre og den store vækst indenfor finanssektoren bidrog til at skabe en stemning af generel samfundsmæssig optimisme. Livet var nemt, man skulle ikke tage stilling til alle mulige vanskelige spørgsmål, og 1980’ernes bevægelse i retning af fokus på ens egen succes og ens egen tilfredsstillelse og trivsel blev bare forstærket igennem 1990’erne.

Terrorangrebet på World Trade Center i 2001 var selvfølgelig en alvorlig forstyrrelse af denne ellers sorgløse og selvtilfredse stemning, men dagen derpå var Præsident George Bush på talerstolen og opfordrede den amerikanske befolkning til at fortsætte med deres liv som de plejer. Fortsæt med at forfølge jeres liv som I kender det, fortsæt med at gå ud og køb de ting I begærer. Og trods alle de forholdsregler, der herefter blev taget for at imødegå terrortrusler, og al overvågningen der blev udrullet, og starten på krigene i Afghanistan og Irak, så faldt de vestlige befolkninger alligevel tilbage til deres sorgløse og selvtilfredse og forbrugsorienterede levemåder. Finanskrisen i 2008 var igen en alvorlig momentan forstyrrelse af roen og stabiliteten, men også den forstyrrelse fik vi som samfund rystet af os, og vi fandt tilbage til den samme vanemæssige gænge.

Så ja, ud fra en overfladisk betragtning har de nulevende generationer her i Vesten levet igennem en periode med usædvanlig stabilitet og kontinuitet. Er man født på et tidspunkt efter midten af 1970’erne, må det være svært ikke bare at tage denne historisk usædvanlige stabilitet og kontinuitet for ’virkeligheden’. Men det er kun ud fra en overfladisk betragtning, at den samfundsmæssige udvikling fremstår så ensartet og sammenhængende. Så snart man begynder at dykke ned under overfladen og undersøge hvad det reelt er for et fundament vores samfund hviler på, er det et meget anderledes billede, der tegner sig. Igennem hele perioden er der under overfladen sket nogle enorme strukturelle skred.

Med internationaliseringen af finanssektoren og globaliseringen er der sket en vedholdende udflytning af den vestlige produktionsbase til udviklingslandene. Men netop fordi så mange af vores forbrugsvarer kunne produceres billigere i udviklingslandene, så mærkede vi som forbrugere ikke noget til disse vedholdende tab af samfundsmæssige aktiver. Finansialisering af de vestlige samfund betød samtidig, at alle boligejerne red på en bølge af oplevede velstandsstigninger, hvilket i høj grad understøttede ovennævnte sorgløse og selvtilfredse stemninger. Men finansialiseringen betød samtidig, at dem der sidder i toppen af det finansielle hierarki scorede nogle helt uforholdsmæssigt store gevinster, og under overfladen skete der en markant udbredelse af ulighed og nye dybe klasseskel. Og fordi denne klasse af superrige finansmoguler er opstået i det skjulte og et langt stykke af vejen på illegitime måder, så er disse klasseskel på sin vis en større samfundsmæssig trussel end tidligere tiders klasseskel var.

Og fordi vi alle er blevet lullet lidt i søvn af bortfaldet af ideologiske konflikter og de konstant udvidede forbrugsmuligheder, så har vi ikke rigtig været opmærksomme på de skred i vores værdier, der er sket over denne periode. Hvor der i starten af 1980’erne stadig var en ledelses- og forvaltningskultur med udbredt selvbestemmelse og der i pædagogisk henseende var en udbredt respekt for variationen i det enkelte menneskes interesser og evner, så er der over perioden sket en markant ensretning af både ledelses- og forvaltningskulturen samt af de pædagogiske målsætninger. Hvor de samfundsmæssige værdier førhen var åbne og i en form for flux, så har tendensen igennem hele perioden været imod at pinde værdierne mere og mere ud, og hvor det enkelte menneske førhen kom med sit bidrag til hvad der sammenfatter de samfundsmæssige værdier, er bevægelsen nu vendt helt rundt, så opgaven for det enkelte menneske nu er at rette ind under de nu klart definerede og udtrykkelige samfundsmæssige værdier/ målsætninger. Og det paradoksale er her, at denne trang til at definere de samfundsmæssige værdier formentlig var drevet af et ønske om at gøre samfundet mere robust, så er effekten den stik modsatte, at folk bliver undertrykte og forrykkede ud af dem selv og skrøbelige.

Et andet aspekt af dette skred i vores menneskesyn kommer til udtryk i måderne journalistikken og medielandskabet har udviklet sig. Det er det samme mønster, hvor pressen tidligere vitterlig var uafhængig, og havde en vigtig funktion i retning af at afdække misrøgt og embedsmisbrug på de højeste niveauer af samfundet, så er vi nu landet i en situation, hvor medierne er ejede af massive pengeinteresser og journalisterne skal som alle andre medarbejdere rette ind under et værdimæssigt regimente. Det er frugterne af den kommercialisering af medielandskabet, der startede i 1980’erne og som nu er mundet ud i, at der praktisk talt ikke længere udøves dybdeborende journalistik. Og således fortsætter vi alle med at leve på overfalden og kalde det ’virkeligheden’. Og oveni disse kulturelle udviklingslinjer har der samtidig været de helt store globale udfordringer i form af befolkningstilvæksten samt ikke mindst væksten i menneskedens omsætning af ressourcer og den deraf følgende udpiningen af naturgrundlaget og klimaforandringerne.

Sådan er vores omstændigheder. I samme øjeblik vi dykker ned under overfladen og begynder at undersøge, hvad det er for et fundament vores samfund hviler på, så fremstår vores samfund som helhed som meget skrøbeligt. Vi har i Vesten kunnet opretholde vores høje levestandard gennem nogle former finansiel overlegenhed, man kunne kalde det finansiel imperialisme, men i samme øjeblik denne finansielle overlegenhed skulle falde bort, så vil vi mærke konsekvenserne af at have ladet vores produktionsbase blive så udpint som den er. Samtidig står vi med et samfund, der i realiteten er dybt splittet, fordi de dybe klasseskel der har udviklet sig over de seneste årtier medfører, at de forskellige befolkningsgrupper har meget forskellige interesser og ønsker for den videre samfundsudvikling. Store dele af befolkningen lever med en voksende frustration over de stive centraliserede ledelsesmetoder, men lever samtidig med magtesløsheden ved ikke at kunne forestille sig at disse metoder kan ændres. Og der er en voksende frustration over de enorme uligheder og fornemmelsen af, at der er nogen i toppen, der kører rundt med samfundet i henhold til deres egne interesser, og den almindelige befolkning er bare statister i dette spil.

Og den offentlig debat, som skulle etablere et eller andet fælles grundlag for at diskutere vores samfundsmæssige omstændigheder, bevæger sig nærmest udelukkende på overfladen. Kun lejlighedsvist bliver der afdækket et tilfælde af alvorlig misrøgt eller embedsmisbrug, men mainstreammedierne bider sig ikke fast i disse sager og forfølger dem til den bitre ende. Tværtimod bliver sådanne sager, der peger i retning af dybe former for korruption i vores samfund, ofte kørt ud på et sidespor af mediernes sendeflade. Hvorfor slap journalisterne Dong-salget inden alle de suspekte sider af den sag var blevet afdækkede? Hvorfor slap journalisterne sagen om de forfatningsmæssige overgreb ved forhandlingerne om TTIP-handelsaftalen? Hvorfor er Danske Banks hvidvaskningssag eller storbankernes udbytteskatfidus ikke fortsat forsidestof? Hvordan kunne journalisterne lade politikerne slippe afsted med at nedlægge Irakkommissionen? Eller overvågningsprogrammernes brud på Grundloven? Eller salget af Nets?

Det er her, at det så er nærliggende at tænke, at vores samfund bare er korrupt helt ind i kernen. At journalisterne arbejder ud fra dekreter om, at der er alle mulige samfundsforhold og sager, som man bare ikke skal gå i dybden med. Og det er nærliggende at tænke, at medieredaktørerne så på deres side får hvisket den redaktionelle linje i øret af de massive bagvedliggende politiske eller finansielle interesser. Særligt over de forløbne 20 år har mediernes svigt i retning af at kaste lys over de reelle samfundsmæssige udviklingstendenser været så graverende, at store dele af befolkningen har søgt imod uafhængige journalister og kommentatorer på internettet. Var det ikke for mainstreammediernes insisteren på at være så overfladiske og stuerene og underholdende, havde vi som samfund i stedet formået at fastholde en kritisk dybdeborende journalistisk tradition, så ville vi ikke have problemerne med den store udbredelse af konspirationsteorier. Personligt har jeg selv jævnligt indforskrevet mig under gruppen af konspirationsteoretikere, og for eksempel er jeg overbevist om, at 9/11 ikke kunne være sket uden en konspiration indenfor de øverste afsnit af den amerikanske administration. Bare sagt i parentes, men det bringer mig frem til det virkelige paradoks, og det der mere end noget andet karakteriserer livet i ekstremt usikre tider.

På den ene side har vi mainstreamsamfundet, alle de mennesker som tager livet på overfladen for gode varer, og som dygtiggør sig indenfor de kompetencer der værdsættes blandt alle de, der såvel lever på overfladen. Og skulle f.eks. en journalist af vanvare komme til at pille lidt i overfladen og kigge ind bag facaden og der se, hvordan de bærende konstruktioner er holdt sammen af gaffatape og midlertidige afstivninger og nylonspændebånd samt en hel industri af folk, der konstant arbejder i skyggen for at holde konstruktionen nogenlunde stabiliseret, ja så vil denne journalist pludselig være konfronteret med et eksistentielt valg. Skal jeg forblive i min nuværende privilegerede og prestigefyldte stilling og pr. omgående bare vende tilbage til livet på overfladen, eller skal jeg lægge mit hidtidige liv og min hidtidige succes bag mig for at forfølge sandheden?

Jeg har nævnt eksemplet før, men jeg syntes det var så påfaldende, da Nationalbankdirektør Lars Rohde på DR1’s program Klog På Sprog åbent erklærede, at det danske boligmarked kunne sammenlignes med et pyramidespil, så syntes DR’s økonomiske journalist Casper Schrøder, som også var inviteret, at han straks skulle udglatte og nærmest bortforklare nationalbankdirektørens radikale udmelding. For mig peger det i retning af, at Casper Schrøder mere end én gang er kommet til at pille lidt i overfladen og har fået et momentant kig ind i virkeligheden bag, men så har mærket det eksistentiellle sug og har straks trukket følehornene til sig og truffet valget bare at forblive ude på overfladen. Og således er denne reaktion blevet så grundigt indarbejdet, så den helt pavlovsk og pr. omgående spærrer for hvad der ellers kunne være blevet lidt af et journalistisk scoop.

Det er hårdt og eksistentielt udfordrende at være journalist i ekstremt usikre tider, omvendt er der også en stor faldgrube i at springe ud som konspirationsteoretiker. Alle de mange mennesker, som har taget den eksistentielle rejse at tillade sig selv at stille spørgsmål ved mange af de epokegørende begivenheder i vores samtidshistorie såsom 9/11 og Finanskrisen og coronaepidemien, starter ud som skeptiske og modvillige. Kan det virkelig passe, at der findes så voldsomme grader af korruption i vores samfunds øverste ledelseslag, at nogen kunne finde på med overlæg at ofre mange menneskers liv for at få deres egne interesser igennem? Man skal ikke underkende, hvor stor modstand der er hos langt de fleste mennesker overfor at acceptere et så radikalt forandret syn på de samfundsmæssige vilkår.

Men når man så er gået igennem denne eksistentielle krise, og har accepteret at der nok er nogle dybt foruroligende elementer af ubeføjet magtudøvelse i vores samfund, så forfalder man meget nemt til at gøre denne foruroligende mulighed til en fremadrettet grundantagelse. Og det er klart, at starter man efterfølgende ud fra en grundantagelse om, at det samfundsmæssige lederskab er korrupt og dybt infiltreret af ubeføjet magtudøvelse, så vil det have vidtgående konsekvenser for både ens menneskesyn og almene samfundsforestillinger. Som jeg ser det, er det lidt konspirationsteoretikernes svøbe, og forfalder man til sådanne forudindtagede tilgange, er man ikke et hak bedre end de forskræmte journalister ovenfor. Også fra denne kant bliver man et offer for trangen til at finde faste holdepunkter i en ekstrem usikker verden.

Jeg tror vi alle har en kæmpe udfordring i at forblive åbne og fleksible i en verden i voldsomt opbrud. Vi skal kunne bevare denne åbenhed og fleksibilitet og grundlæggende respekt for hinandens synspunkter, hvis vi skal manøvrere igennem disse stormfulde tider. Det har også været en kæmpe belastning, at dette opbrud foreløbig netop kun er sket under overfladen, og således har det bare været fornemmet men ikke rigtig bevidstgjort. Min personlige fornemmelse siger mig så, at disse opbrud snart vil slå igennem, boligbobler vil briste og facader vil styrte i grus. Og det opfatter jeg som et fremskridt. For så bliver opbruddet åbenlyst for enhver, og så har vi nogle helt andre muligheder for at handle rationelt og fremadrettet og faktisk allerede der påbegynde genopbygningen af vores samfund. Et reformeret samfund. Et sundt og transparent samfund.







(Illustration: Den indretningsmæssige pendant til livet på overfladen? Et liv i skyerne..)

Den insensitive epoke

Alle mennesker kender til følelsen af skam. Hvis ikke man er skadet af graverende overgreb eller svigt i ens tidlige barndom, eller af andre grunde er følelsesmæssigt handicappet, dvs. hvis ikke man er psykopatisk, så kender man til følelser af skam. Hvad Brené Brown har påvist med sin banebrydende forskning er, at det der afgør, om mennesker er i stand til at opleve lykke i deres parforhold og i deres liv i øvrigt, i høj grad handler om man er villig til at vedgå sine følelser af skam. I første omgang overfor sig selv og dernæst overfor sin partner. Det er som en sær åndelig pagt, at i det øjeblik man er parat til at risikere sin egen og sin partners anseelse ved åbent at vedgå den skam man føler i en given situation, lige dér vinder man sig selv og muligheden for et lykkeligt parforhold.

I praksis er det helt givet en udfordring man skal vokse med i et forhold, for i det øjeblik den ene part viser modet til at vedgå sine følelser af skam, så vil den denne radikale åbenhed virke som en meget stærk appel overfor partneren om at gøre det samme, altså også at vise åbenhed overfor at vedgå sine følelser af skam. Hvis det ene part pludseligt skrider til at blotte disse vanskelige følelser råt og brutalt, og den anden part slet ikke er parat til dette drastiske skridt, så kan det velsagtens føre til lukkethed og efterfølgende blokeringer og (yderligere) vanskeligheder i forholdet.

Psykologer og præster og andre sjælesørgere har formentlig til alle tider kendt til disse mekanismer og har brugt dem terapeutisk til at hjælpe folk ud af en aktuel livskrise. Hvad der er særligt ved Brené Browns forskning er, at hun har undersøgt disse forhold på et stort datagrundlag, og har påvist hvor meget netop dette kritiske forhold er bestemmende for folks følelsesmæssige udvikling og trivsel. Og hvad Brown samt mængder af psykologer og præster og andre sjælesørgere såvel har påvist er, hvad der omvendt sker i det enkelte menneskes psyke, når vedkommende vælger at fortrænge følelserne af skam. Når angsten for at fortabe sig selv og angsten for at fortabe ens anseelse hos sin partner bliver så stor, at man i stedet vælger at lægge låg på følelserne, og begrave dem dybt nede i ens egen underbevidsthed. Det er her, at denne mest grundlæggende fortrængning medfører en læggen låg på hele ens følelsesliv i øvrigt. Brown siger det meget klart, at man kan ikke fortrænge et bestemt afsnit af sit følelsesliv, uden at fortrængningen forplanter sig ud over alle afsnit af ens følelsesliv. Med denne mest grundlæggende fortrængning vælger man dybest set nu og fremover at være en overfladisk person.

Det spørgsmål jeg (igen) stiller i forlængelse heraf er, om vi kan forestille os, at lignende mekanismer er på spil på det kollektive plan? Og igen, mere konkret, at undersøge hvad det var for valg vi traf, da vi tilbage 70’erne valgte at lægge låg på den mægtige kollektive skam, vi pludselig var blevet bevidst om. At vi dér indså, hvordan vi ved vores kollektive adfærd var i fuld gang med at plyndre og forurene vores eget livsgrundlag givet ved planetens righoldige økosystemer og deres uendeligt komplekse samspil og ligevægtstilstande. Det er i hvert fald min påstand, at tanken om at vi (menneskeheden) ved vores egen grådighed og tankeløshed indenfor nogle få generationer skulle komme til at lægge planeten øde, og dermed også selv forgå, den tanke er ledsaget af nogle rimeligt heftige følelser af skam for langt de fleste mennesker. Faktisk for alle mennesker med de undtagelser nævnt indledningsvist. Når 70’erne var et så dybt splittet og polariseret årti som det var, skyldtes det muligvis ikke mindst denne dybe eksistentielle krise, hvor nogle kæmpede med at stå ved denne skam og de erkendelser og enorme udfordringer der ledsagede den, mens andre reagerede så stærkt på disse følelser af skam, at de valgte at lægge låg på erkendelserne og aktivt begrave dem dybt nede i deres underbevidsthed.

Personligt har jeg en mistanke om, at en række af de drejninger populærkulturen tog igennem 70’erne og ind i 80’erne med overlæg var møntede på at fremme disse kollektive fortrængninger. Enten det eller også hungrede folk bare efter redskaber til at flygte fra disse følelser af skam og overvældende udfordringer, og så var der bare en række politikere, akademikere, kunstnere, modeskabere m.fl., der villigt kom dem i møde. I hvert fald er det ikke svært at se det skift der skete sidst i 70’erne og ind i 80’erne, som en mægtig kulturel regression og en kollektiv bevægelse i retning af fortrængning af bevidstheden om vores ubehjælpelige drift imod rollen som ’destroyer of worlds’. Og ligesom vi på det individuelle ikke kan lægge låg på nogen følelser uden at lægge låg alle følelser, så kan vi ikke lægge låg på visse kollektive bevidsthedsformer uden at samfundslivet generelt bliver hæmmet. Det er dette udbredte klima af fortrængninger og overfladiskhed, som man her ved en status efter fire årtier kunne kalde ’den tonedøve epoke’ eller ’den insensitive epoke’.

Jeg ved ikke hvor fremtrædende oplevelsen af at have en indre stemme er i folks liv. For mit eget vedkommende har jeg en gennemgående følelse af at have en indre stemme, som vejleder mig i forskellige situationer og i mine udvekslinger med andre og i min måde at være i verden helt generelt. Og jeg antager at alle mennesker (med ovennævnte undtagelser) har denne mulighed for at føre dialog med sin indre stemme. Når en politiker tjekker op med sin samvittighed, så er det udtryk for denne dialog med hans eller hendes indre stemme. Når en akademiker tjekker lødigheden af sine konklusioner på basis af de foreliggende data, så det udtryk for denne dialog med hans eller hendes indre stemme. Når en kunstner under sit arbejde tjekker op med sin æstetiske sans, så er det udtryk for denne dialog med hans eller hendes indre stemme. Men er man først stævnet ud på en livsbane med fortrængninger, så vil denne indre dialog såvel være handicappet. Om denne dialog er helt udslukt eller om der stadig er en sprække kontakten kan ske igennem afhænger af graderne af fortrængninger.

Men hvad så, når fortrængningerne pludselig går hen og bliver institutionaliserede i kulturen, som vi muligvis gjorde det der tilbage sidst i 70’erne og ind i 80’erne? Ja, så vil der være mængder af kulturformer, som snarere er møntede på at kvæle den dialog den enkelte kan have med sit indre frem for at stimulere den. Og jeg vil påstå, at det er hvad vi har været vidner til. Jeg synes jeg har set så mange kulturformer, som har stimuleret en forhærdelse af den enkelte frem for en stimulation af den enkeltes sensibilitet. Og jeg synes jeg har set, hvordan disse forhærdende attituder bare har bredt sig længere og længere ned i ungdommen og videre ned i barndommen. I mine øjne har det været som en epidemi af overfladiskhed, og konsekvensen har formentlig været, at mange mennesker simpelthen ikke er klare over, at de overhovedet har adgang til en stemme inden i dem selv, som er i stand til at yde sikker vejledning selv i perioder med store omvæltninger. Og således har vi hen ad vejen fået en generation af politikere uden nogen samvittighed til at vejlede sig, kunstnere uden nogen æstetisk sans og akademikere uden nogen troskab overfor, hvad der er sandt.

Samtidig er der et spørgsmål om graderne af støj og mængderne af indtryk overfor mulighederne for at finde et øjebliks ro. For det kræver en vis ro og sensibilitet for overhovedet at være i stand til at opsnappe impulserne fra ens indre stemme. En sjælden gang imellem kan den indre stemme godt være i oprør og højtråbende, men almindeligvis er den indre stemme lavmælt. Man kan godt prøve at henvende sig til den med et spørgsmål, men forudsætningen for at man kan høre svaret er, at man formår at skabe tilstrækkelig ro og sensibilitet i sit sind til at impulserne kan trænge igennem al den øvrige knævren. Omvendt behøver man ikke at henvende sig med et spørgsmål, for bevidstheden bag ens indre stemme ved udmærket godt, hvor man er og hvad der går én på. Det gælder således nærmere om, bare at komme i denne rolige mere følsomme tilstand, og så kommer vejledningen fra ens indre helt af sig selv. Det er blandt andet derfor, at der er så mange mennesker, der har haft gode erfaringer med meditation og mindfulness.

Men alle de mennesker, som er blevet flaskede op med smarte selvpromoverende replikker og magtspil helt fra børnehavealderen (ikke mindst igennem TV og øvrige medier), og som aldrig har fået nogen vejledninger i at søge sin egen kerne, de står magtesløse i mødet med følelserne af skam og vil typisk per refleks undertrykke disse følelser. Og uden deres indre kerne til at vejlede dem, og med et følelsesliv som således er handicappet og frygtsomt, så forfalder de nemt til at lade sig lede af deres krybdyrhjerne, og impulserne om overlevelse, inklusion, magt og dominans. Og hvor lederskab traditionelt netop var funderet i en grad af føling med, hvilke stemninger der løber igennem den gruppe af mennesker man er leder for, så vil sådanne former for indføling såvel være handicappede, når ens eget følelsesliv er handicappet. Ud fra denne indgangsvinkel er det bestemt ikke utænkeligt, at ledelseslaget ikke bare i Danmark men over det meste af koden hen ad vejen er blevet befolket med de mest ambitiøse stræbertyper, som i realiteten ofte er blandt dem, der er mest ’lost’ i forhold til kontakten til deres egen indre kerne. At deres stræbsomhed i virkeligheden hele vejen igennem var en slags surrogat for den følelse af tilstedeværelse og tilfredsstillelse, som ikke længere var indenfor rækkevidde som følge af den handicappende følelsesmæssige opvækst.

Og de almindelige mennesker i den pågældende organisation eller det pågældende samfund vil formentlig som udgangspunkt antage, at deres ledere såvel er almindelige mennesker med evner for medfølelse samt grader af samvittighed, hvor virkeligheden snarere er den, at der hen over årene er sket en slags omvendt darwinisme, hvor det er de socialt mest handicappede, der brutalt og skrupelløst har fået manøvreret sig frem til de mest indflydelsesrige positioner. Og da disse ledere ikke selv længere har nogen forankring i deres egen kerne og følelse af forbundethed med andre, kan de kun lede ved at udstikke regler for medarbejdernes eller medborgernes adfærd. Hvilket har skabt dette i sig selv stærkt handicappende klima af overvågning, kontrol og detailstyring. Således har der i realiteten været tale om en gradvis erosion af evnerne for lederskab i vores kultur, men vi har ikke rigtig kunnet sætte fingeren på tilbagegangen, netop fordi den er sket gradvist. Indtil altså at en mægtig samfundsmæssige krise som coronaepidemien rammer, og lederskabets uduelighed og smålighed bliver stillet grelt til skue. Vi lever i en hysterisk tid, og disse hysteriske stemninger er ikke mindst en virkning af vores lederes manglende personlige jordforbindelse. Og samme uduelighed og smålighed og underliggende hysteri fører så til nogle helt uforholdsmæssige politiske beslutninger, som i realiteten har karakter af overgreb på befolkningen og nedbrydelse af de værdier vores samfund oprindeligt blev bygget på.






(Illustration: Still-billede fra Døde Poeters Klub, Buena Vista Pictures, 1989)

Solformørkelsen og hulelignelsen

I Platons ”Staten” finder man hans berømte hulelignelse, hvor han forestillede sig en gruppe mennesker, som i hele deres liv havde været fangede i en mørk hule, men i samme hule og nærmere ved hulens indgang og usynligt for gruppen var der et bål, som kastede lys ind på hulens bagvæg. Imellem bålet og gruppen passerede der så mennesker med udskårne figurer af dyr og alverdens andre ting, og alt hvad den fangede gruppe således så, var skyggernes silhouetter af disse passerende mennesker med deres figurer, og for dem måtte disse skyggebilleder være virkeligheden, og gruppen ville være endeløst optaget af at finde hoved og hale i det de ser.

Videre forestillede Platon sig, at et af medlemmerne af den fangede gruppe så blev løsnet fra sit fangenskab, og blev ført op, først i hulens højere afsnit med bålet og de forbipasserende mennesker og siden helt ud i sollyset og den omgivende natur. Og denne frisatte fanges sansning og perception ville selvfølgelig blive voldsomt overbelastet, dels ved de stærke lyskilder, dels ved at skulle danne sig nogle begreber om denne radikalt udvidede virkelighed. Men efter noget tid forestillede Platon sig, at den frisatte fange ville være i stand til at danne sig nogle begreber om denne nye helt konkret radikalt udvidede virkelighed, og derpå sender Platon så den frisatte fange ned til den fangede gruppe igen, og spørger hvordan de vil modtage den hjemvendte. Og her er Platon ikke videre fortrøstningsfuld, for han forestiller sig, at den frisatte fange kommer til kort overfor at forklare for de stadigt tilfangetagne, hvor helt anderledes rig og mangfoldig verden så i virkeligheden er. Og efter således at være kommet til kort overfor at videregive nogle begreber om verdens sande rigdom og mangfoldighed, vil de fortsat tilfangetagne affærdige afvigeren og vende tilbage til deres gældende teorier om skyggebillederne og deres adfærdsmønstre.

Platons hulelignelse har således mange niveauer, og den kan selvfølgelig nemt kritiseres for sine grove forudsætninger, men efter min opfattelse har den vestlige filosofiske tradition forstået lignelsen på følgende måde:

1. At mennesket og grupper af mennesker altid forsøger at komme til en forståelse af den virkelighed de befinder sig i, og at de tager udgangspunkt i de fænomener de ser, og prøver at udlede noget om verdens beskaffenhed på basis af dem.

2. Men hvis ikke menneskets er vækket til en højere forståelse af kosmos, en forestilling om godhed, sandhed og skønhed, en forestilling om en højere ideernes verden, som man såvel kan kalde en forestilling om en guddommelig orden, så vil vores teorier om verdens beskaffenhed være vilkårlige, skrøbelige og usammenhængende og i den sidste ende ubehjælpelige.

3. Lyset, der skinner fra bålet eller fra solen, er den oprindelige guddommelige inspiration i mennesket, som på samme tid både forudsætter og bekræfter tingenes sammenhæng og sande aspekter.

Platons hulelignelse er således en slags erkendelsens grundproblem, altså at ens trossystem bestemmer ens forståelse af verden. Believing is seeing. Er man vakt til en idé om en guddommelig orden, en idé om kosmos, så vil denne idé organisere ens sansninger og perceptioner i overensstemmelse med denne idé. Er man ikke vakt til en sådan idé, og man er prisgivet ens sansninger og perceptioner af de endeløst mangfoldige og selvstændige fænomener og erfaringer, så vil den blotte mangfoldighed gøre det umuligt for én at danne en forestilling om en sammenhæng mellem alle fænomenerne, og der vil være en tendens mod skepticisme, nihilisme og defaitisme i ens forestillinger. Eller med andre ord, enten antager man at der er en orden i verden, en kosmologi, og så vil man finde bekræftelser på denne sammenhæng i sine sansninger og perceptioner, eller også tvivler man på at der findes en orden i verden, og så vil den usammenhængende karakter af vores livserfaringer konstant blive bekræftede.

Anskuet på den måde er der gode grunde til at søge denne vækkelse til en forestilling om en højere orden, men skulle det lykkes at opnå denne vækkelse, er man så (fortsat) en del af gruppen af fangede mennesker i bunden af hulen, eller er man den frisatte fange, som nu nærmere tilhører gruppen af ikke-tilfangetagne mennesker højere oppe i gruppen? Både Platon og Sokrates var meget skeptiske overfor demokratiet som styreform, og de hældte så stærkt imod, at det skulle være de vidende og erfarne, der skulle lede samfundet, altså en meritokratisk styreform, for Platons vedkommende med tendenser mod det diktatoriske. På den måde er der set fra et moderne synspunkt al mulig grund til at være skeptisk overfor Platons helhedsforestillinger, for de kunne jo i sig selv være todimensionale hulebilleder og som sådan mere fascistiske end guddommelige.

På arkitektskolen bestod en af vores tegneøvelser i at lave en tegnet gengivelse af en større opstilling med en kugle, en kube og figur af tre flade rektangler samlet i de korte kanter til at danne en opretstående retvinklet trekant. Pointen med denne øvelser var at gøre os bevidste om måderne skygger dannes omkring sådanne figurer, særligt når de belyses fra en primær lyskilde. Iagttagelserne er illustreret på vedhæftede illustration, hvor man vil lægge mærke til, at slagskyggen (eng.: the cast shadow) er væsentligt mørkere end objektets eller objekternes selvskygge eller egenskygge (the form shadow). Grunden hertil er enkel nok, at de skyggede sider af objekterne får lys reflekteret op på sig fra underlaget, hvorimod slagskyggerne ikke får ret meget reflekteret lys fra objekterne. I forlængelse af Platons hulelignelse kan vi (i dagens anledning) forsøgsvist gøre en metafor ud af fænomenet med selvskygger og slagskygger.

Siger vi at lyset er en metafor for bevidstgørelsen i form af begrebsdannelsen, forståelsesrammen, herunder de begrænsninger der ligger i vores sprogformer, så har vi alle, som psykoanalysen og ikke mindst Carl Jung har vist os, vores ”oplyste” bevidstgjorte sider, og så har vi vores underbevidste sider og vores ubevidste sider. Og i denne metafor kunne selvskyggen godt være vores underbevidste sider, altså at der er sider af vores liv, der henligger i henved mørke, men ikke helt i mørke, for i vores udvekslinger med andre mennesker og omverdenen generelt, så bliver vi hele tiden gjort opmærksom på, at der er noget der. Således er vores selvskygge rigtig nok en funktion af den oprindelige lyskilde, men den er også en funktion af refleksionerne af lyset fra vores omgivelser. Omvendt er det ubevidste en endnu dybere grad af mørke, et mørke som ikke er en funktion af omgivelserne men en funktion af selve vores bevidstgørelsesprocesser. Altså at det et langt stykke af vejen er selve vores bevidstgørelsesredskaber (herunder en eventuel grundantagelse om en guddommelig orden), som skaber de områder vi så ikke kan se.

Renæssancens opdagelse af perspektivet og den matematiske/ geometriske regel om at ethvert perspektiv blev dannet med matematisk/geometrisk konsekvens med udgangspunkt i ét eneste klart defineret forsvindingspunkt, blev i sig selv en metafor for en enkelt alt-organiserende guddommelig idé. Og renæssancen fik jo denne betegnelse, fordi de kulturelle nybrud havde form af en genopdagelse af antikkens filosofi, digtekunst, arkitektur og skulptur. Og opdagelsen af perspektivet havde nærmest karakter af et empirisk bevis for gyldigheden af Platons ideer. Og disse kosmologiske forestillinger viste sig at være enormt frugtbare, og den europæiske kultur red på en bølge lige indtil, at forestillingerne alligevel slog over i deres overdrevne og manierede former med det 19. århundredes positivisme og idealisme.

Det moderne gennembrud handlede så meget om et opgør med disse positivistiske og idealistiske forestillinger, og således handlede det moderne gennembrud indenfor billedkunsten så meget om et opgør med perspektivets tyranni eller hvad franskmændene kaldte ”trompe l’oiel”, øjets bedrag. Modernismen blev så i sig selv en meget succesrig og dominerende bevægelse, og den blev hen ad vejen også til en stilretning, og som stilretning mødte den også sit endeligt. Og således begyndte billedkunstnere og digtere og arkitekter at arbejde postmodernistisk, dvs. i et udtalt modsætningsforhold til modernismen. Men efter min opfattelse har postmodernismen stadig til gode at bidrage med nogen erkendelsesmæssige gennembrud. I mine øjne står modernismens kritisk af perspektivet, den enøjede positivistiske idealistiske fremstilling stadig ved magt.

Tilbage i 1990 et års tid efter min afgang fra Arkitektskolen skrev jeg et essay i to dele ”Om at se”, som beskæftigede sig med de erkendelsesmæssige vilkår som kvantemekanikken og det moderne gennembrud havde anskueliggjort. I dette essay fremsatte jeg selv en kommentar til Platons hulelignelse i form af følgende tankeeksperiment: Jeg forestillede mig, at København pludselig oplevede et omfattende strømnedbrud, hvor byen pludselig blev henlagt i totalt mørke. Og jeg undersøgte hvordan mine sansninger og perceptioner ville blive påvirkede af, at jeg pludselig befandt mig i totalt mørke. Jeg forestillede mig at jeg undervejs bestemte jeg mig for at etablere noget lys ved at finde frem til og tænde et stearinlys, som jeg så satte på et bord, og så at jeg fik den idé at forestille mig, at stearinlysets flamme var mit højre øje, som altså nøjagtig ville svare til den perspektiviske positivistiske idealistiske verdensanskuelse. Imidlertid havde jeg jo stadig mit venstre øje, og med mit venstre øje kunne jeg således registrere hvad det var mit højre kunne se (de belyste flader) og også et stykke af vejen de flader mit højre øje ikke kunne se (de skyggede flader). Dermed syntes jeg, at jeg fik lavet et meget virksomt og anskueligt billede på, at vores sansning og perception i sig selv er mangefacetteret og at vores virkelighedsforståelse er uløseligt bundet til vores krop og vores konkrete situation.








(Illustration: Art Verve Academy + Vredeman de Vries)

En pragmatiker i en revolutionær tid

Min præmiekæphest, som jeg ustandseligt føler mig kaldet til at trække af stalden og give en tur i manegen, må være den om, at vi, altså os alle kollektivt, vågnede op til nogle stærkt foruroligende kendsgerninger, der tilbage sidst i 60’erne/ først i 70’erne. Disse kendsgerninger handlede om, hvor meget menneskeden og ikke mindst menneskehedens enorme driftighed lagde enorme belastninger på naturgrundlaget, de handlede om vores brug-og-smid-væk-kultur og forvaltningen af klodens ikke-fornybar ressourcer, de handlede om hvordan vores tiltagende materialistiske indstillinger førte til arrogance, social distance og dem-og-os-kulturer. Og som det nu er med erkendelser, kan de ikke omgøres. Man kan ikke indse noget og bagefter gøre som man ikke har indset det. Eller rettere, det kan man godt, men så er man stævnet ud på en kurs, som er baseret på fortrængninger. Og som Brené Brown m.fl. har vist, så kan man ikke inddæmme fortrængninger til kun at dække et snævert lokalt område. Er man først stævnet ud på en kurs baseret på fortrængninger, så vil de brede sig og spærre for større og større dele af ens ånds- og sjæleliv.

Ikke desto mindre var det, hvad vi gjorde. Netop fordi erkendelser ikke kan omgøres, kommer de typisk med en fordring, en eksistentiel fordring, om at tage konsekvensen af erkendelsen og begynde at leve i overensstemmelse med, hvad man netop har indset. Men vi kunne ikke rumme det vi så dengang. Hverken selve erkendelsen eller fordringen, der ledsagede den. Og således valgte vi kollektivt henimod slutningen af 70’erne/ starten af 80’erne at stævne ud på den kurs, der var baseret på en fortrængning af vores tids helt store kollektive udfordring. Og fødselshjælperne i denne proces var den nykonservative bølge lanceret med Margaret Thatcher og Ronald Reagan, og herhjemme altså med Poul Schlüter og Firkløverregeringen.

Samtidig havde den store bevidsthedsrevolution i form af Flowerpower-bevægelsen såvel draget stort set alle samfundsmæssige konventioner i tvivl. Sideløbende med kritikken af mange af de afstumpede og udlevede konventionelle levemåder havde bevidsthedsrevolutionen bragt nogle radikalt nye forestillinger og visioner om, hvordan vi ville kunne træde ind i meget mere kreative og frugtbare og mangfoldige relationer til hinanden. Det var selvfølgelig naivt og idealistisk, men forestillingerne og visionerne var ikke forkerte, og folk der forsøgte at udleve dem var ikke forvildede, men der er selvfølgelig en enorm træghed forbundet med ændringer af vores hævdvundne og vanemæssige forestillinger om verdens sammenhæng. Men kontrasten var brutal mellem blomsterbørnenes idealistiske, naive og håbefulde forestillinger, kombineret med ovennævnte eksistentielle fordring på den ene side, og på den anden den efterfølgende nedkæmpelse gennem fortrængninger og den fornyede hævdelse af gyldigheden af de gamle forestillinger. Og denne brutalitet overfor det spirende mentalitetsmæssige nybrud var så voldsom, at der efter min opfattelse opstod former for kollektive traumer.

Denne historie samt erkendelsen af, at de kollektive traumer fra dengang endnu ikke er helede, er min præmiekæphest. Og jeg har i årenes løb harceleret imod nykonservatismen og særligt imod Thatcher og Reagan, og alligevel, når jeg nu i forbindelse med Poul Schlüters død reflekterer over forløbet, føler jeg mig kaldet til at nuancere historien. I første omgang må jeg simpelthen bare vedgå, at jeg har ikke nogen vrede og frustration rettet imod Poul Schlüter. Jo, han og Firkløverregeringen var eksponenter for den samme nykonservative højredrejning her i landet, og de begik alle de samme fejl som vores angloamerikanske forbilleder, men det forekommer mig, at Schlüter og Firkløverregeringen også et langt stykke af vejen var midtsøgende og ræsonnable, og som sådan udtryk for en af de mere positive sider af dansk sindelag, vores saglighed og pragmatisme. Selvom Schlüters erklæring om at ’ideologi er noget bras’ samtidig i realiteten blev et dække over nogle meget vidtgående ideologiske tiltag, så som deregulering af finanssektoren, privatiseringer, outsourcing af arbejdspladser, så krævede det ikke desto mindre betydelig politisk tæft overhovedet at regere landet igennem den højst kaotiske politiske virkelighed dengang.

På den ene side har vi altså den bevidsthedsmæssige revolution og skællene der falder fra vores øjne med hensyn til den ikke-bæredygtige karakter af vores levemåder, og på den anden har vi den mere eller mindre forskræmte og forcerede modreaktion. Hvis vi antager, at blomsterbørnene havde ret i, at vi lever meget mere i vores energimæssige udvekslinger end i vores formelle og materielle, og at menneskeheden i virkeligheden stod på tærsklen til at anerkende vores uomgængelige energimæssige forbundethed med hinanden og med hele kosmos, ja så var den mere eller mindre forskræmte og forcerede modreaktion nærmest at sammenligne med Robespierres Terrorregime i kølvandet på Den Franske Revolution. Og så er det relevant at tale om traumatiserende overgreb på store dele af befolkningen. Selvfølgelig vil folk, der fortsat er blinde overfor vores energimæssige forbundethed, slet ikke kunne se disse traumer, og vil slå påstandene om dem hen som former for latterlig ømfindtlighed.

Omvendt bliver vi også nødt til at forholde os til, hvor meget vores formelle samfundsstrukturer trods alt understøtter vores liv og eksistens. I mine øjne er det rimeligt at antage, at kastede vi vores samfund ud i totalt anarki, så ville en stor del af befolkningen omkomme af sult og sygdomme og røveriske overfald. Revolutioner er et led i evolutionære processer netop hvor forandringer af den eller anden grund har været opstemmede, og hvor forandringerne så udløses med et brag. Dette gælder såvel politisk, samfundsmæssigt og bevidsthedsmæssigt, men der er her en kæmpe udfordring i at styre samfundet igennem sådanne opbrud, så den samfundsmæssige drift trods alt fungerer samtidig med at forandringerne ruller. Og var det så, hvad Firkløverregeringen tegnede sig for? Ikke umiddelbart, for hvor var anerkendelsen af behovet for forandringer, endda dybtgående forandringer? Den var der ikke. Alligevel er det vist at gå alt for vidt at sammenligne Firkløverregeringens modreaktion med Terrorregimet. (Det kom først senere med 9/11 og krigene i Mellemøsten). Måske var det dengang nødvendigt med nogen til at holde sammen på samfundet og ikke mindst driften af samfundet på et tidspunkt, hvor opbruddene truede med helt at lamme det. Også selvom disse ledere ikke forstod den revolution, der netop havde udfoldet sig.

Og det er så her at jeg må bekende, at jeg så også har nogle ret stærke personlige motivationer for at anskue Firkløverregeringen på en mere nuanceret facon. Jeg er vokset op i Hørsholm og begge mine forældre var medlemmer af Det Konservative Folkeparti, og ydede begge en stor indsats indenfor partiets vælgerforening, i kredsen såvel som de bidrog til partiets overordnede politikudvikling. Min far var blandt hovedforfatterne på Det Konservative Folkepartis partiprogram forud for valget i 1982. Og min opvækst særligt i teenage-årene var meget præget af, at vores hjem var et knudepunkt i dette politiske arbejde og engagement, hvilket var interessant og udviklende og sjovt på mange måder. Jeg selv var ligesom flere af mine venner dengang stærkt venstreorienteret og troede på nødvendigheden af en stor samfundsmæssig revolution. I den store opgave i geografi i gymnasiet skrev jeg sammen med en af mine venner om ”U-landenes afhængighed af I-landene og den nye økonomiske verdensorden” og i den store opgave i biologi lavede jeg sammen med en af mine andre venner et ambitiøst forsøg, hvor vi ville dokumentere, hvordan forstyrrelser i koncentrationen af forskellige stoffer i miljøet ville påvirke udklækningen og væksten af nogle bestemte små krebsdyr. Jeg selv og mine venner var således meget bevidste om ovennævnte kollektive etiske fordring.

Det lykkedes os så ikke at overbevise mine forældre eller alle deres konservative medkumpaner om nødvendigheden af en stor samfundsmæssig revolution, men hvad der alligevel var ret skønt var det klima af åben diskussion og dialog der var. Selvom vi her i mange henseender bare var ved at træde vores barnesko, så blev vores standpunkter taget alvorligt og blev respekteret og på det grundlag startede diskussionerne af, hvad der på den ene side var ønskeligt og hvad der på den anden var praktisk muligt. Der var flere af mine venner, som elskede at komme på besøg, når der var kom-sammener hjemme hos os, fordi der var dette debatklima og den højst kvalificerede sparring. Det her fordomsfri debatforum var måske nok noget særligt, men det var samtidig også så meget et udtryk for tiden og samfundskulturen da. Der var en almen åbenhed og fordomsfrihed, som yngre generationer må have svært ved at forestille sig. Jeg tror man i dag skal lede længe efter lignende fordomsfri debatfora i de små hjem, simpelthen pga. den efterfølgende almene fortrængning og alle de forhold vi så ikke længere kan eller må tale om. Af hensyn til opretholdelsen af den artige positive stemning.

Tilbage i 2014-2015 var jeg en kort periode involveret i et initiativ i retning af at etablere et dansk søsterparti til det spanske Podemos-parti. Og Podemos er et erklæret venstrefløjsparti, og jeg oplevede også at blive inviteret ind til Radio24/7’s program ”Det Røde Felt”, men som jeg også meldte ud overfor mine medkumpaner i Podemos DK, så var jeg ikke venstreorienteret i en traditionel forstand. Faktisk føler jeg selv, at vi har et stort behov for at tage et opgør med de traditionelle politiske højre/venstre-forestillinger. Svaghederne ved disse traditionelle forestillinger er i mine øjne, at de er baserede på prædefinerede interessemodsætninger såvel som at den førte politik forventes at tilgodese visse samfundsgrupper på bekostning af andre. I mine øjne er det en gakket tilgang at have til politik, for så har man da gravet skyttegravene allerede på forhånd. Og om det så var i Podemos-regi eller i andre sammenhænge, så accepterer jeg ikke at blive tvunget ind i sådanne ensidige standpunkter. I min verden er vores udfordring altid at få alle aspekter med og vise respekt og imødekommenhed overfor alle synspunkter. Jeg kan slet ikke se hvordan man skal bedrive politik, eller i hvert fald en politik som er værdiskabende, hvis ikke man tager det som udgangspunkt.

Personligt hælder jeg mere til at anskue højre- og venstrefløjen i henhold til deres forskellige præferencer for hhv. kritisk sans og fakta på den ene side overfor medfølelse og visioner på den anden. Selvom det i den sidste ende alligevel bliver for firkantet, så ligner modsætningsforholdet mellem højre- og venstreorienterede standpunkter et langt stykke af vejen en forskel imellem hvilken hjernehalvdel, der er dominerende. Og her altså således at de højreorienterede standpunkter ofte er fokuserede på kroner og ører, hvad der er mit og hvad der er dit, den enkeltes eget ansvar for at skabe et liv for sig selv, og såfremt vi skulle bestemme os for at forfølge nogle mere idealistiske mål, hvordan vi så rent praktisk har tænkt os at gøre det. Alt sammen pænt meget venstrehjernehalvdelsstof. Heroverfor forekommer de venstreorienterede standpunkter at tage udgangspunkt i, at vi alle er lige og de samfundsmæssige værdier skabes af os alle sammen og skal således også fordeles nogenlunde ligeligt, at vi alle er på en rejse mod større integration og større retfærdighed og vi har fortsat et kæmpe kulturelt udviklingspotentiale. Her pænt meget højrehjernehalvdelsstof. Desværre forbliver disse helhedsorienterede forestillinger ofte temmelig ukonkrete, og når det så kommer til omsætningen i konkrete politiske tiltag, så ender de konkrete effekter af disse tiltag ofte temmelig langt fra de oprindelige idealistiske intentioner.

Denne baggrund i forskellige præferencer og dispositioner ift. hjernehalvdelenes forskellige opfattelsesmåder tjener til at fremhæve en pointe, men reelt er billedet selvfølgelig en del mere sammensat. Således var mine forældre eller deres medkumpaner helt med på vidtgående grader af omsorg for samfundets svageste og problemerne med forurening og overforbrug blev også anset for reelle og noget der skulle tages hånd om. På samme måde som der i de forskellige venstreorienterede højborge såvel er folk med en veludviklet kritisk sans samt sans for hvordan de politiske visioner kan omsættes i konkrete formålstjenlige tiltag. Det med disponeringen i forhold til dominansen af den ene eller den anden hjernehalvdel handler således ikke om højreorienterede har patent på venstrehjernehalvdel og omvendt. Vi taler bare om en svag overvægt til den ene eller den anden side. Således burde det være muligt at mødes i et politisk rum, hvor der var respekt for modpartens disponeringer og præferencer, herunder en vilje til at søge mod løsninger, hvor begge parter bidrager med det de er bedst til, og begge parters ønsker tilgodeses i et tilfredsstillende omfang. Set herfra får jeg selv nærmest det indtryk, at vi (kollektivt) har haft et spil kørende, at vi på en måde har set en sport i at anse os som politisk diametralt modsatte af hinanden, og al den palaver og dynamik det dermed skabte.

De første henved 10 år af mit liv boede vi i en virkelig skøn kædehusbebyggelse i Usserød, hvor der var mange andre børn på min egen alder og en fantastisk omgivende natur, som selvfølgelig var den bedst tænkelige legeplads. Denne kædehusbebyggelse tiltrak en del folk fra kreative og humanistiske professioner, og i løbet af 60’erne blev bebyggelsen lidt af en højborg for kulturradikale, og mange var (i hvert fald holdningsmæssigt) med på den værste. Det var spændende og anderledes, men for mine forældre blev det hen ad vejen lidt for meget. Hvad jeg fornemmer der gik dem allermest på, var kontrasten mellem de komfortable liv folk levede og så deres rabiate holdninger om totale politiske omvæltninger. Der var en frelsthed over alle disse helt rette rabiate standpunkter, som de ikke rigtig længere kunne se sig selv i, og som muligvis skubbede dem et godt stykke ud på den politiske højrefløj, og vi flyttede til en villa i et traditionelt villakvarter. Selv havde jeg stortrivedes der i kædehusbebyggelsen, og jeg fortsatte nogle år på Usserød Skole, indtil Usserød Skole så frabad sig at have mig gående. Jeg røg så på den stokkonservative Rungsted Private Realskole, hvilket nærmest blev et sindbillede på det store politiske skift, der skete i den store verden i netop de år. At denne omplantning så faldt sammen med min pubertet gjorde bare, at fornemmelsen af at blive fordrevet fra paradis blev desto mere udtalt.

Det var revolutionære tider dengang, og så kom Schlüter og Firkløverregeringen til magten, og påtog sig opgaven med at nedkæmpe opbrudstendenserne og gøre landet regerbart. Så kom der så småt gang i hjulene igen, godt hjulpet af den private pengeskabelse indenfor den nu mindre og mindre regulerede finanssektor, og i det store og hele glemte vi så alt om revolutionen og de foruroligende erkendelser vi netop havde gjort. Gør det Schlüter og Firkløverregeringen til nogle af de største skurke i dansk politisk historie? Muligvis, jeg har bare personligt svært ved at komme til den konklusion. Dels husker jeg noget om mine forældres overvejelser og motivationer for deres politiske standpunkter, dels imødekom Schlüter og Firkløverregeringen et konkret behov for at regere i en periode, hvor det i sig selv var en kæmpe udfordring. Jeg ved ikke om der er et mønster for store samfundsmæssige forandringsprocesser, om der altid vil være denne modreaktionsfase. Hvis det er tilfældet, var Firkløverregeringen muligvis en forholdsvis skånsom og anstændig en af slagsen.

I mine øjne var det først med bedraget af Gorbatjov og ”sejren” i Den Kolde Krig, at det skred fuldstændig for de højreorienterede kræfter. Så kom den totale undertrykkelse af det radikale holistiske andet standpunkt og indførelsen af det angloamerikanske overherredømme. Vores samfund i dag er mere reaktionært og undertrykkende og klassedelt end det har været i de seneste 100 år, herunder er der en udbredt samfundsmæssig afasi overfor det mægtige bevidsthedsmæssige nybrud, der skete for godt 50 år siden. Det lever kun videre i diverse afkroge af samfundet, og er som sådan ikke en trussel mod det reaktionære mønstersamfund. Problemet med den svigtende bæredygtighed af vores levemåder er fortsat på dagsordenen, og herfra kommer det ikke længere. End ikke disse indlysende og fuldkommen rationelle udfordringer af vores hævdvundne og vanemæssige forestillinger skal have lov at forstyrre vores reaktionære mønstersamfund.








(Foto: Firkløverregeringen, september 1982, Finn Frandsen)

Still-leben med flaske og fisk (1. udgave)

(Her for 10 dage siden postede jeg noten ”Still-leben med flaske og fisk”, men det opslag var faktisk den anden udgave af noten. Den første udgave af noten skrev jeg tre dage forinden, men så syntes jeg, at teksten var for polemisk, for politisk og for vidtløftig, og så lagde jeg den til side. Med anden udgave valgte jeg så en mere konkret og enklere indgangsvinkel. Men her for lidt siden mens jeg puslede med at skrive et opslag om noget helt andet, ville jeg henvise til nogle pointer jeg havde sat ord på fornylig, og så slog det mig, at det kunne jeg ikke, for disse pointer var i den forkastede udgave af ”Still-leben med flaske og fisk”. Og så genlæste jeg denne første udgave, og syntes egentlig at den var udmærket, så den får hermed alligevel lov til at blive publiceret).


Kan vi ikke efterhånden blive enige om, at vores dominerende materialistiske indgangsvinkler begynder at nærmer sig det sygelige? Vi kunne tale om rovdrift og plyndring og aggressiv selvhævdelse her, men bare som enkeltpersoner og i vores møde med omverdenen er vi blevet så overdrevent materialistisk orienterede, at alting skal have klart definerede former for at vi overhovedet kan relatere til det. Vi er nærmest amok i retning af at give form på alt hvad der sker i vores egne liv og i vores sociale liv, og vores liv er ved at bukke under ved vægten af formernes tyranni. Og de der er mest ubønhørligt fangede i formernes tyranni, er de øverste ledere i form af politikerne og storaktionærerne. En vanvittig kompleks samfundsmæssig krise koger vi ned til simple populistiske eller kommercielle slogans, og accepterer samtidig de enorme ledsagende blinde vinkler.

Vi arbejder konstant på at give form på os selv, både på arbejdspladsen og i vores øvrige liv, vi giver form på de grupper vi indforskriver os under, vi giver form vores standpunkter, vi giver form på vores drømme og på vores lykke. Nemlig, vores drømme skal koges ned til nogle anskuelige målsætninger, som man så kan lægge rationelle planer for at nå. Det kan ikke blive konkret og præcist og udtrykkeligt nok. Vi vælter omkring som mægtige klodsede tingester, der banker ind i hinanden og håner modparten for sin dumhed og manglende fleksibilitet. Selvom vi alle har så rigeligt af dumhed og manglende fleksibilitet. Bare som en funktion af vores besættelse med at give form på alting for derpå at henvise os selv til et liv imellem alle disse former.

Og hvad vi ser som en konsekvens af denne besættelse med at sætte alting på form, er en gradvis fortrængning af alle de indlevede, intuitive, musiske, holistiske tilgange til livet og omverdenen. Med udgangspunkt i de to hjernehalvdeles to karakteristiske funktionsmåder har denne stadigt mere ensidige materialisme ført til, at vores kultur og tænkemåder er blevet mere og mere dominerede af venstrehjernehalvdel, den der netop understøtter det præcise, det målbare, det fokuserede, det indiskutable. Så stærk er denne dominans, at ethvert forsøg på at understøtte og fremme forskellige indlevede, intuitive, afbalancerede, holistiske tilgange bliver skudt ned ved deres mangel på evidens. Det er som en epidemi af dumhed. En svigtende evne til at se det store billede, herunder hvilke enorme udfordringer menneskeheden er konfronteret med, set i det store billede.

Men når vi så hver især gør oprør imod den afstumpede og usammenhængende karakter af de dominerende samfundsforestillinger, og vi lader os rive med af en eller anden stor sammenhængende forklaringsmodel, så er vi ofte så umodne og underudviklede i disse retninger, at vi forfalder til både at sluge den nye store forklaringsmodel råt og samtidig tage den for at være fuldstændig skarp. Eller med andre ord, vi åbner vores liv for en holistisk forståelse af tingene, og falder så mere eller mindre omgående tilbage på at anse netop denne holistiske forståelse af tingene for at være konkret, præcis og udtrykkelig. Og værre endnu kan vi forfalde til at identificere os selv og vores liv med denne ”opvågnen” til denne nye sammenhængende forklaringsmodel.

Nu dækker betegnelsen ”konspirationsteoretiker” over et meget bredt og varieret felt af skeptikere, kritikere, undersøgende journalister og mere eller mindre radikale ud-af-boksen-tænkere, men tilbøjeligheden til at kombinere nogle meget vidtløftige forestillinger med hævdelsen af en ufejlbarlig bevisførelse og præcision hører til svaghederne hos mange ”konspirationsteoretikere”. Og det er efter min opfattelse et tegn på, at evnerne for holistisk tænkning stadig er temmelig umodne og uprøvede. Hvilket bringer mig frem til, hvad det egentlig er jeg ønsker at undersøge med denne note. Forestiller vi os, at den afstumpede og usammenhængende karakter af de dominerende samfundsforestillinger vækker en meget udbredt interesse for nogle mere holistiske samfundsforestillinger, og vi begynder at arbejde mere bevidst på at stimulere brugen af den højre hjernehalvdels særlige funktionsmåder, hvilken karakter vil disse nye samfundsforestillinger have?

Eller rettere, det er allerede alt for meget at påtage sig at give et svar på, det er en mere specifik problemstilling, jeg godt vil undersøge. Siger vi nemlig, at højre hjernehalvdel har denne sublime evne til at danne helhedsbilleder, hvordan forholder jeg mig til de helhedsbilleder jeg danner, og hvordan forventer jeg, at andre mennesker forholder sig til mine helhedsbilleder? Siden vi taler om helhedsbilleder, har jeg så en forventning om, at de også accepterer mine helhedsbilleder?

Tager vi et kaotisk og stadig stærkt detaljeret ting som et terrazzogulv, og man af uransagelige grunde sidder og betragter denne flade, så har jeg opdaget, at der er to fundamentalt forskellige måder vi kan lade vores synssans virke på dette objekt. Min egen og langt langt langt fleste andre menneskers default synsoplevelse vil være en, hvor ens skarpsyn springer omkring på terrazzogulvets virvar af overskårne skærver, og scanner det for genkendelige figurer. Dér er der en sommerfugl, dér er der et hus med sadeltag, dér er der et vredt ansigt osv. Men hvad jeg opdagede var, at jeg kunne også vælge bevidst at undertrykke mit skarpsyn, hvorved hele gulvfladen kunne tages ind på én gang, og så var det som skærverne nærmest kom i bevægelse, og begyndte at søge imod gennemgående mønstre. Når jeg virkelig gjorde mig umage og helt eliminerede mit skarpsyn, så lykkedes det nogle gange at få hele terrazzogulvet til at danne ét sammenhængende mønster. Ikke et ”mønster” som var komplekst som virvaret af skærver, men ved etableringen af et temmelig komplekst og samtidig løseligt basismodul, som så blev gentaget ud over hele fladen. Utroligt nok, men det var hvad der skete. Men igen, det siger sig selv, at dette mønster ikke stod knivskarpt for min synssans, der var helt klart et trade-off, hvor den slørede karakter af min synsmåde tillod at denne mønsterdannelse kunne ske.

Denne løselige og meget forbigående karakter af denne ’helhedsorienterede’ synsmåde og den forcerede måde jeg fik den frem på, får den muligvis til at fremstå som bizar og uden nogen praktiske anvendelser. Men det forcerede bestod jo i, hvad det krævede at undertrykke dominansen af mit skarpsyn, og måske er det graden af denne dominans, der er overdreven. Og for mig gav det stof til eftertanke, at vi alle muligvis har en anden og halvvejs ubevidst synssans, som evner at tage hele scenerier ind under ét og danne et samlet indtryk.

Denne erfaring tror jeg siger noget helt essentielt om vores evner for at danne helhedsbilleder. At helhedsbilleder først kan tage form, når vi renoncerer på kravene til præcision og målbarhed. Og jeg tror det er afgørende vigtigt, at vi holder os det for øje, når stævner ud for at hele alle de afstumpede og usammenhængende samfundsforestillinger, vi har fanget os selv i. Vi har så meget behov for heling i disse retninger (og et hav af andre), men for at det kan ske, kommer vi til at skulle opbyde den store rummelighed og tolerance der skal til, for at vores helhedsbilleder bliver reelle helhedsbilleder, og ikke bare en eller anden ny ”sand lære”, som alle pinedød skal acceptere gyldigheden af. Disse helhedsbilleder må i sagens natur være så slørede og omtrentlige, at de er komplet uegnede til at slå nogen oveni hovedet med. Men det at de er slørede og omtrentlige efterlader et rum for at helhedsbilledet kan være indlevet og sandt for den enkelte, og det er heri af helingen består. Folk skal have lov at udvikle deres egne helhedsbilleder, og holder vi igen med vores tilbøjeligheder til at ville jorde andre mennesker for de helhedsbilleder de orienterer sig efter, og således holder igen med at ville tvinge nogen ud af deres helhedsbilleder og over i nogle andre, så vil vores alles helhedsbilleder sikkert vokse og udvikle sig og blive mere og mere nuancerede.

Det er blandt andet på den baggrund, at de kubistiske malerier fortsat har en enorm tiltrækningskraft for mig. Jeg mener der er et dybt slægtskab mellem kubismen og Bohr’s kvantemekanik i måden begge anerkender en dobbelttydighed ved vores måder at tage verden ind. Og Bohr var selv en mester i at beskrive de forunderlige paradokser, der præger vores virkelighedsforståelse. At ja, der er en verden derude, men for at vi kan forstå den, må vi gøre os nogle antagelser om den, og på basis af disse antagelser kan vi foranstalte undersøgelser designede til at be- eller afkræfte vores antagelser, men at vores antagelser/ undersøgelser så i sig selv griber ind i og påvirker den verden vi undersøger. At de svar vi får, er betingede af de spørgsmål vil stiller. Og lyder måske trivielt, men det var faktisk et brud med nogle positivistiske og materielle forestillinger, som etablerede sig under renæssancen og siden bare blev mere og mere indlejrede i vores kultur.

De store impressionistiske malere var allerede brudt igennem til nogle radikalt nye måder at forstå maleriet som en udtryksform. De var helt åbenlyst kommet til et punkt, hvor de forkastede de herskende (afstumpede?) forestillinger om relationen mellem maleren (subjektet) og motivet (objektet) og de malemæssige udtryksformer. Hvad kubisterne gjorde var at tage denne opdagelse af de forunderlige paradokser, der præger vores virkelighedsforståelse, til deres indlysende konsekvens. Hvis de malemæssige udtryksformer alligevel er opfundne og som sådan valgfri, hvorfor så ikke gøre betydningen af dette valg af udtryksform helt åbenbart, og gøre den valgte udtryksform til et middel for en stærk og virkningsfuld malerisk rytme og struktur. Særligt i den tidlige analytiske fase af kubismen opfattede Picasso og Braque sig så meget som uegennyttige forskere indenfor hele dette komplekse felt af relationen mellem maleren og motivet og de malemæssige udtryksformer, at de undlod at signere deres malerier.

I løbet af det 20. århundrede var der mange, der så på kubismen som udtryk for en form for moderne weltschmerz. De mægtige metropoler, industrialiseringen og de mægtige teknologiske gennembrud, det på samme tid hektiske og anonyme og individualistiske moderne liv, de overvældende mængder af indtryk, fragmenteringen og fremmedgørelsen, men personligt hæfter jeg mig meget mere ved deres attituder som forskere i grænseområdet mellem os selv og omverdenen, måderne vi gengiver verden og dermed kommer til en forståelse af den. Og ikke mindst hvor fuldstændig afhængige vi er af vores midler for gengivelse og forståelse. Og ligesom Bohr viste med sin kvantemekanik, så viste kubisterne med deres radikale udtryksformer, at verden er slet ikke så fasttømret og til at pege på, som vi går og gør som om.

Med tanke på vores muligheder for at forenes om nogle fælles mål, og vores muligheder for at arbejde med helhedsbilleder på måder som er udogmatiske, åbne og dynamiske, så har mine undersøgelser ledt mig til den konklusion, at vi skal lære at respektere og værdsætte den lettere slørede og omtrentlige karakter af vores helhedsbilleder. Og så skal vi selvfølgelig fortsat forholde os til fakta, og lade vores helhedsbilleder undergå forandringer i takt med at vi tilegner os ny viden. Men vi har kun os selv til at danne vores helhedsbilleder. Uden den enkeltes indlevelse er der ikke noget helhedsbillede, og folk der har travlt med at sælge deres færdigpakkede helhedsbilleder til andre er ikke andet end charlataner og demagoger.








(Illustration: George Brague, Bouteille et Poissons, 1910-11)

Still-leben med flaske og fisk (2. udgave)

Så er jeg kommet ombord i Iain McGilchrists The Master And His Emissary. For et stykke psykologisk/ neurologisk faglitteratur at være har denne afhandling opnået en usædvanlig almen opmærksomhed, og selvom bogen er lidt af en moppedreng, så er den solgt i over 100.000 eksemplarer. Og det er også et usædvanligt interessant studium McGilchrist har gennemført, som handler om hjernen og dens opsplitning i to separate halvdele hver med deres karakteristiske måder at tage verden ind og efterfølgende at interagere med den.

Studiet af de to hjernehalvdele brød for alvor igennem i 1960’erne i forlængelse af de bemærkelsesværdige eftervirkninger hos patienter, der havde fået foretaget det hvide snit. Sidstnævnte i sig selv en vanvittig hårdhændet og kontroversiel operation til at stilne patienter med voldsomme epileptiske anfald mv., hvor man simpelthen overskar hjernebjælken, dvs. det store vred af nervebaner der binder de to hjernehalvdele sammen. Og man blev hurtigt klar over, at der var forskelle på de to hjernehalvdele, at de havde hver især deres spidskompetencer og deres svagheder, hvilket førte til en hel række af forestillinger om modsætningsforholdet mellem de to hjernehalvdele:

…………………….Venstre    Højre
……………………Sproglig    Rumlig/musisk
………….Logisk/sekventiel    Helhedsorienteret
…………………..Analytisk    Inkorporerende
………………Målorienteret    Værensorienteret
……………………..Mental    Kropslig
………………..Distanceret    Indlejret

Men fordi disse opdagelser blev gjort i en tid med et mægtigt kulturelt opbrud, blev de videnskabelige resultater genstand for mængder af populære fortolkninger, hvor f.eks. mænd og maskulinitet blev forbundet med den venstre hjernehalvdels måder at operere på og kvinder og femininitet blev forbundet med den højre. Og selvom der var og er dækning for at anskue forholdene sådan, så blev det hurtigt nogle alt for firkantede tolkninger og konsekvenser man drog af disse modsætningsforhold. I parentes bemærket blev jeg selv meget påvirket af Betty Edwards’ ”At tegne er at se” (eng. ”Drawing on the Right Side of the Brain”) fra 1979.

Men intet forskningsfelt (eller nogen kunstnerisk retning for den sags skyld) kan overleve at blive spændt foran sådanne mere eller mindre hårdtslående politiske dagsordener, og således har studiet af forskellene mellem hjernehalvdelene henligget som en ødemark i mere end 30 år. Indtil McGilchrist altså får nogle ideer til en ny måde at gå til spørgsmålet og derpå over en årrække afdækker eksisterende og nye forskningsresultater, som direkte eller indirekte berører feltet. Undervejs i sine studier af feltet ledes han så også frem til konklusionen, at vores kultur har gennemlevet en stadigt mere udtalt dominans af venstrehjernehalvdel, og at denne dominans efterhånden har antaget former som er åbenlyst dysfunktionelle og destruktive. Således er The Master And His Emissary også gået hen og blevet en civilisationskritik.

Forud for sin uddannelse som psykiater læste McGilchrist engelsk litteratur, og både i bogen og i hans foredrag møder man igen og igen hans store kærlighed til poesien og mængder af andre udtryk for kunstnerisk sensibilitet. Som sagt er jeg først fornylig gået ombord i bogen, men jeg vidste på forhånd at et af bogens temaer er det ørkesløse ved måderne den tiltagende dominans af venstre hjernehalvdel er slået igennem på kunstens område. Et af de helt afgørende gennembrud i den moderne kunst var kubismen, som den blev udviklet af Pablo Picasso og George Braque i perioden 1907-14, og da jeg selv har følt et dybt åndsslægtskab med denne kunstneriske udtryksform, og kubismen har været den ubetinget største inspirationskilde for mig, så kunne jeg ikke nære mig for at også gå direkte til det afsnit, hvor McGilchrist kommenterer på kubismen. Jeg ved selvfølgelig ikke om jeg vil føle mig kaldet til at fremsætte en bredere kommentar, når jeg har været hele værket igennem, men McGilchrist’s kommentarer om kubismen slår mig som (mærkeligt) dogmatiske og karakteriserede ved netop et fravær af den sensibilitet, han ellers er en så fornem fortaler for. Det er historisk korrekt, at kubismen blev starten på en udviklingslinje, som skulle føre til både den abstrakte kunst og konceptkunsten mm., og at disse retninger er markant influerede af venstre hjernehalvdels tænkemåder, men det gælder ikke på samme måde for kubismen.

Efter min opfattelse kan kubismen i stedet ses som et sublimt udtryk for McGilchrists samlede tese. At de originale kubistiske værker sådan helt fraktalgeometrisk netop opstår i den utroligt frugtbare grænsezone mellem de to hjernehalvdele. Ikke som et tamt kompromis men som et konstant sitrende spændingsforhold mellem sansningen og perceptionen. Der er både det figurative og forkærligheden for simple motiver med en udpræget nærmest jordisk stoflighed, og en palet som i sig selv også er jordisk og ”naturlig”. Og så er der malerens bevidsthed om selve perceptionsprocessen, hvordan synssansen overhovedet danser rundt om motivet og gradvist tager det ind, samt malerens bevidsthed om maleriet som en menneskeskabt udtryksform og som sådan et ”system” underlagt menneskeskabte formelle og strukturelle ”regler”. Jeg har svært ved at se hvilke andre værker malekunsten har at byde på, der i samme grad både viser og fejrer menneskets fantastiske evner for at tage verden ind og samtidig sætte den på form. Ikke en dum og kategorisk form, men en dynamisk form, som er i en konstant tilbliven.

Efter min opfattelse er der meget mere Bergson og Merleau-Ponty i kubismen end McGilchrist anerkender. Og selvom analogier er en svag argumentationsform, så er det virkelig ikke svært at se en analogi til Bohrs kvantemekanik, herunder en analogi til Heisenbergs ubestemthedsrelation. Altså at vi som subjekter er vævede sammen med de objekter vi studerer, og jo mere vi insisterer på at definere bestemte forhold i en bestemt henseende, desto mere ubestemt bliver samme forhold i en anden henseende. Hvilket indenfor maleriet f.eks. kan tolkes sådan, at jo mere optaget man er af at skildre objektet man har foran sig på en måde som er ”naturtro” og ”realistisk”, jo mere forsvinder tilstedeværelsen af subjektet, som foretager skildringen. Og omvendt, jo mere objekterne gøres til redskaber for at gengive subjektets virkelighedsopfattelse, jo mere fortrænges objekternes egne kvaliteter. Det er her at kubismen er sublim ved at bevæge sig på denne grænselinje mellem de to verdener.

Og hvad mere er, så var partnerskabet mellem Picasso og Braque i flere henseender et sært match. Picasso var det gudsbenådede talent og ekstrovert indtil det bombastiske og flamboyante, mens Braque var den stilfærdige, omhyggelige og metodiske. Bare her kunne det være relevant at tale om forskellige disponeringer i forhold til de to hjernehalvdele, og alligevel var udviklingen af kubismen så meget noget der opstod i mødet imellem dem. Og trods deres forskellige personligheder og deres forskellige arbejdsmetoder så var de værker de frembragte under både den analytiske og den syntetiske fase af kubismen nærmest ikke til at skelne fra hinanden. Og begge følte de sig så meget som forskere eller opdagelsesrejsende ind i denne grænsezone mellem sansningen og formgivningen, at deres personligheder trådte helt i baggrunden, hvilket blandt andet kom til udtryk ved at de i disse år ikke signerede deres arbejder.

Som sagt bare en umiddelbar kommentar til McGilchrists behandling af kubismen. Om der kommer flere kommentarer til The Master And His Emissary her fra må stå åbent. For eksempel er jeg spændt på at se, om McGilchrist vover sig ud i en idé om bevidstheden, og om han berører ideen om hjernen som et energetisk sanseorgan.








(Illustration: George Braque, Bouteille et Poissons, 1910-11)

Karma er en bitch

En selvbiografisk note

En eller anden tankerække fik mig til at vende tilbage til et læserbrev jeg skrev, da der stadig var en offentlig debat om, hvorvidt det overhovedet var en god idé at bygge Amager Bakke-affaldsforbrændingen. Fokus for mit læserbrev var alene de ressourcemæssige aspekter, men i min udgangsreplik nævnte jeg på en neutral facon ’arkitekternes’ idé om en skibakke, hvilket i dag slog mig som virkelig småligt. Hvorfor ikke bare sige Bjarke Ingels i stedet for det indifferente ’arkitekterne’, når nu enhver ved, at det at gøre en bygnings tag til et opholdsareal om noget er Bjarke Ingels’ signaturidé?

Og så kom jeg til at tænke på, at jeg faktisk i den offentlige debat havde fremsat en kritik af Bjarke Ingels’ arbejder. Den kontroversielle klummeskriver på Berlingske Eva Selsing skrev for nogle år siden klummen ”En arkitektklovn vender hjem”. En god ven sendte mig denne klumme, og spurgte mig hvad jeg syntes, og så skrev jeg et svar tilbage. Og så syntes min ven at det var så relevant det jeg havde skrevet, at han spurgte om han måtte poste min kommentar i kommentartråden til Selsings klumme, hvilket jeg sagde ok til.

Så i forlængelse af ovenstående tankerække vendte jeg også tilbage til, hvad det egentlig var jeg skrev om Bjarke Ingels da, og så fik jeg den (hypotetiske) tanke, at Ingels måske i sin tid læste kommentarerne til Selsings klumme, og måske fandt min kritik udfordrende, og på den baggrund havde googlet mig for at se hvem jeg var, og hvad jeg havde lavet. Og så prøvede jeg at google mig selv, og det var der, at jeg lettere lamslået indså, at karma er en bitch.

Fordi jeg ikke har opnået nogen officiel anerkendelse for mine arbejder, var det eneste umiddelbart arkitektrelaterede opslag der kom op et om etableringen af en café på Tårnby Hovedbibliotek. Og der kan siges mange udmærkede ting om etableringen af denne café, men i det omfang denne café går for at være et arbejde af mig, så er det altså voldsomt belastende for mit renommé som arkitekt. Og tanken om en arkitekt, hvis eneste offentligt kendte arbejde er en arkitektonisk komplet inferiør café på Tårnby Hovedbibliotek, skulle forbeholde sig retten til at dømme om Bjarke Ingels arbejder er så latterlig, at det gør ondt.

For helvede, hvor jeg synes det her er unfair. Karma er en bitch. Google er en bitch. Jeg har levet med den manglende anerkendelse i alle disse mange år, men så at se mit navn associeret med noget, som jeg i praksis ikke har nogen andel i, og som ikke har nogen videre faglig kvalitet, det er nærmest nederdrægtigt. Hvordan mit navn kom til at blive associeret med cafeen på Tårnby Hovedbibliotek, har jeg skrevet et lille notat om i kommentartråden, som jeg kalder Café-affæren.

Den her karmiske mavepuster tvang mig så igen til at reflektere over min rimeligt tunge karma. Hvordan min professor på Akademiet kaldte mig ’mesteren’ og spåede mig en glorværdig fremtid som arkitekt, og nu som snart 60-årig hvad har jeg så fået bygget? En tilbygning til en villa i Virum og et kommunalt præmieret byggeri for Novo Nordisk. Bare som en modvægt til Café-affæren har jeg såvel skrevet et par små notater om disse arbejder også i kommentartråden, men sådan i det store billede er spørgsmålet der tårner sig op: Hvad gik der galt?

Ja, fordi det her er så meget et karmisk anliggende, så er hele problematikken en uendelig sammensat affære, som både omfatter dybe personlige psykologiske adfærdsmønstre og dybe psykologiske adfærdsmønstre i min omverden. Der er helt givet nogle aspekter af Janteloven i denne fortælling og en smålighed hos mine fagfæller af samme karakter, som den jeg tog mig selv i ovenfor, men sådan helt overordnet tror jeg det er en fortælling om, at det jeg begærede ikke var succes som arkitekt, det jeg begærede var at være et medium for et mægtigt kunstnerisk gennembrud. Selvom jeg måske aldrig gav åbent udtryk for det, så var der hos mig, hele vejen igennem, en rimeligt skånselsløs forkastelse af mainstream-arkitekturen. Og jeg drømte om at lave arbejder, der brød igennem al denne forudindtagethed og konsensus, og fik os alle til at se verden på ny.

Og jeg oplevede en række markante gennembrud i min stræben, men mit problem var selvfølgelig, at jeg havde brug for noget anerkendelse fra mine fagfæller for at mine ideer overhovedet kunne finde noget fodfæste. Altså de samme fagfæller som jeg indadtil behandlede rimeligt respektløst. Og den anerkendelse fik jeg så heller ikke. I tilbageblik fremstår det lettere ubegribeligt, hvordan jeg kunne lave så originale arbejder, mens jeg gik på Akademiet, uden at institutionen viste nogen interesse for disse potentielt nye udviklingslinjer for faget. Men indadtil behandlede jeg også Akademiet rimeligt respektløst. I lande som Frankrig eller USA tror jeg, at der er så stærke traditioner og motivationer for at opsøge og understøtte avantgarden, at originale talenter kan finde en plads nærmest uanset hvor utilpassede og kontrære de er. Men sådan er det vist ikke i Danmark. Jeg ved ikke hvad der kvalificerer til at opnå et lektorat eller et professorat på Akademiet, jeg vil mene at mine arbejder dengang havde et momentum og en originalitet, som kunne have været kvalificerende, men der var ingen interesse.

Men jeg er også en uhyggeligt sammensat person. Jeg rummer på samme tid stor ydmyghed og en fandenivoldsk kompromisløshed. Jeg kæmper med stor indre modstand for overhovedet at komme der til, hvor kreativiteten flyder, og har således behov for meget ro, enormt meget ro faktisk, både fysisk og psykisk, omkring de kreative processer. Af samme grund har jeg aldrig kunnet se mig selv som en del af konkurrenceafdelingerne på de tegnestuer, jeg har været ansat. Stemningen i disse afdelinger har på samme tid forekommet mig for støjende ved de brovtende personligheder, der befolkede dem, og samtidig for uambitiøse i kunstnerisk henseende. De første 8-9 år af min ”karriere” var jeg ”computer-arkitekt”, hvilket i praksis betød at jeg var projektleder for selve tegningsproduktionen på CAD (computer-aided-design). Denne status ændredes først, da jeg fik opgaven med føromtalte byggeri for Novo Nordisk. Og ja, det var et stykke mainstream-arkitektur, men der var nogle arketypiske arkitektoniske ideer der blev realiserede, og når jeg hævder dette resultat som ”mit”, var det fordi jeg løste den opgave fra de allerførste skitser og til afleveringen af det færdige byggeri. Selvfølgelig fik jeg i projekteringsfasen assistance af et team af gode medarbejdere, men jeg var chefen, og min overordnede chef kom kun på tegnestuen for at høre om alt gik ok.

Som sagt blev dette byggeri præmieret, og formentlig var det først på dette tidspunkt, at det gik op for ledelsen hos D+W, at tegnestuen havde lavet et udmærket stykke arkitektur ude på Novo Nordisks site i Kalundborg, men på det tidspunkt var jeg blevet afskediget. Blev jeg så inviteret til ceremonien? Nej, det gjorde jeg ikke. Hvilket nærmest også er en del af et mønster. Jeg havde mange gode år hos Erik Møller Arkitekter, hvor jeg som en af de sidste sager fik raget kastanjerne ud af ilden på en 250-millioner-kroners-ombygningssag for Århus Universitet, som der så blev kvitteret for med en fyreseddel. Eller efterfølgende hos CF Møller, hvor jeg kom ind og fik et alvorligt kuldsejlet 500-millioners-kroners-universitetsprojekt tilbage på sporet, hvorpå der også her blev kvitteret med en fyreseddel. Og blev jeg her inviteret til rejsegildet eller indvielsen? Nej, det gjorde jeg ikke. Men er er det ikke bare fordi jeg er vanskelig person at arbejde sammen med? Det har jeg selvfølgelig også spurgt mig selv om, men hvis det er sådan, så er det nogle følelser der kører på nogle helt igennem underbevidste planer.

Selvfølgelig er arkitektfaget en meget omskiftelig branche, og tegnestuerne er nødt til hele tiden at justere på størrelsen af staben i henhold til de igangværende og kommende opgaver, og derfor skal man som arkitekt ikke lægge for meget i en fyreseddel. Men der er en eller anden form for symmetri her: Det var aldrig opfyldelsen af mit livs ambitioner at opnå ansættelse på en af Danmarks store tegnestuer, og tilsvarende har det heller ikke været vigtigt for dem at holde på mig som medarbejder. Jeg er ikke deres tro væbner, og har igennem hele mit liv holdt på, at arkitekturen har et langt større potentiale end de udfolder. Mine ansættelser har således fra begge sider haft karakter af en slags fornuftsægteskab.

Ikke desto mindre kom der en rend-mig-i-røven-fandenivoldskhed over mig med min afskedigelse fra CF Møller. Det var i forlængelse af den, at jeg tog tre år i ledighed, som hverken var helt frivillig eller helt ufrivillig. Det var her jeg i større eller mindre grad dedikerede mit liv til mit skriveprojekt, simpelthen fordi min relation til mit fag og det omgivende samfund alligevel var så sporadisk. Og så brugte jeg 10 år på det, hvor arkitekturen blev skubbet helt om i baggrunden, og jeg nærmest gennem tilfældigheder landede i Tårnby Kommunes Ejendomscenter. Og der har jeg trivedes udmærket, vi har et rigtig godt team og en god hverdag sammen (når vi ikke lige er på coronakarantæne). Som arkitekt i Ejendomscentret har jeg forestået projekteringen og udførelsen af en ny servicebygning til kommunens skraldevognsanlæg og har tegnet et forslag til et nyt misbrugsbehandlingscenter. Men jeg er ikke (ikke, ikke, ikke) ansvarlig for udformningen af cafeen i hovedbiblioteket.

Så hvor kan man finde mine egne arbejder på nettet? Ja, det er altså kun ad omveje. I 2008 og 2011 søgte jeg Statens Kunstfond om midler til lave en hjemmeside, så mine arbejder kunne gøres mere alment tilgængelige, men opnåede ikke nogen støtte. Jeg har også søgt Ny Carlsbergfondet om det samme, også uden held. Tilbage i 2011 skrev jeg en kort introduktion til mine forslag til fire internationale arkitektkonkurrencer i perioden 2006-2010, som findes linket under ”Om” på min WordPress-side (kolliker.co), og som jeg også linker til nedenfor i kommentartråden. Så mit mere eller mindre desperate modsvar til den nederdrægtige karmiske fælde, jeg er havnet i mht. Google-søgninger på mine arbejder som arkitekt, består altså i nedenstående lille stribe af korte beskrivelser, suppleret med links til forskellige Facebook-opslag, hvor jeg beskæftiger mig med mine arkitekturarbejder. Men her efter 40 år indenfor faget må det stadig siges at være et meget tyndbenet grundlag for at yde en vægtig kritik af Bjarke Ingels arbejder. Ja, målt på succes og pondus, helt sikkert et tyndbenet grundlag, men når det kommer til det indholdsmæssige, har selv disse temmelig ubetydelige indlæg måske alligevel en overraskende gennemslagskraft.

(Illustration: Skitse til facadeudformning, Benetton, Teheran, 2009)

Thatcher – Feminismen begravet

Hva’ så, folkens, får vi set nogen film og serier for tiden? Det tror jeg nok vi gør. Her fornylig var jeg igennem The Queen’s Gambit, og den havde sine kvaliteter. Den periode af USA’s historie har noget helt særligt, det var rimeligvis nationens glansperiode, en periode båret af en enestående kulturel spiren og optimisme og udsyn kombineret med en friskhed og coolness ved det moderne design og al den nye teknologi. Og handlingen havde sin egen fremdrift, men karaktertegningen.. Come on, hvem tror på at et skakgeni i virkeligheden var så cool som Elizabeth Harmon beskrives i serien? Selv hendes pille- og alkoholmisbrug fremstår som cool. En eventuel social kejtethed bliver i serien bare fremstillet som nogle tilfældige møder, der ikke rigtig fungerer for hende, og som hun så bare vælger fra. Personligt tror jeg ikke på denne karaktertegning. Jeg tror Elizabeth Harmon var langt mere nørdet og kejtet i virkeligheden, og den karaktertegning havde jeg personligt fundet langt mere interessant. Og det ville snarere have fremhævet vægten af hendes bedrifter og hendes livs både tragiske og heroiske sider end have formindsket dem.

I går aftes så jeg så The Iron Lady, portrætfilmen om Margaret Thatcher. Hun er jo en enormt interessant og kontroversiel og betydningsfuld karakter i vores samtidshistorie, og alligevel var det sådan halvejs af pligt, at jeg gik ombord i filmen. Netop fordi hun er en så kontroversiel figur, havde jeg sådan lidt bange anelser i retning af, at filmen ville være for stereotyp og andægtig og i virkeligheden ikke bidrage med noget substantielt til en dybere forståelse af hendes karakter og sindelag. De bange anelser blev så til fulde indfriede. Filmen var i mine øjne tam og andægtig og propagandistisk. Bare det at hendes demens i alderdommen fik lov at fylde så meget i filmen, syntes jeg var hyklerisk. Der er blevet lavet flere fine og anerkendte film om menneskers møde med demens hos en nær pårørende, men det kan ikke siges at være et vægtigt moment i fortællingen om Margaret Thatcher. Når det så ligefrem forekom mig hyklerisk hænger det sammen med, at Thatcher forekom at være en person med meget få sympatiske sider og en person hvor empati og omsorg forekom at ligge meget langt nede på listen over drivkræfter. Og det er her at hele fortællingen om hendes demens kommer ind som en måde (trods alt) at vække noget sympati for hende, så hendes følelseskulde og strenghed ikke får lov til at dominere hele billedet. I mine øjne var denne vinkling så tyk, at jeg spurgte mig selv om filmen hele vejen igennem var et bestillingsarbejde.

Og undervejs fik jeg nogle indskydelser til en helt anden fortælling om Margaret Thatcher, som jeg fik lyst til at dele her. Og jeg vil godt med samme sige, at der som udgangspunkt er noget meget ærefuldt ved at give sit liv til at tjene sit land. Og personligt er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at det var det hun gjorde. I modsætning til mange nutidige politikere, som ikke holder sig tilbage for at fortælle halve sandheder og maskerede motivationer for deres beslutninger og handlinger, og som samtidig bare opfatter rollen som politiker som et springbræt i deres karriere mod endnu større magt og velstand, så var Thatcher fuldkommen reel. Hun sagde hvad hun mente, og handlede i overensstemmelse med hvad hun sagde. Det er også et meget ærefuldt træk, og når det kommer til stykket muligvis en forudsætning for overhovedet at oppebære et demokratisk politisk system. I den henseende var Thatcher en stor politisk skikkelse.

Personligt var jeg ikke nogen tilhænger af hende dengang, hun slog mig som usympatisk og fantasiløs og konservativ på den helt hårde måde, omvendt herskede der i 70’erne og ind i 80’erne et noget nær totalt politisk kaos. Hendes måde at knuse fagforeningerne var skånselsløs overfor alle de mennesker, der blev ramt af disse ”reformer”, men der var vitterlig også nogle helt konkrete problemer med overhovedet at regere i Storbritannien, i USA, i de øvrige europæiske lande, ja kloden over. Det var krisetider og folk var i oprør, og der var konstant arbejdsnedlæggelser og demonstrationer og hærværk på offentlige institutioner. Og skal jeg være ærlig, havde jeg dengang ikke så meget til overs for disse demonstrationer. Jeg syntes folk var alt for optagede af at skaffe fordele for sig selv, alt for fokuserede på at de blev snydt af kapitalisterne og alt for lidt fokuserede på, at vores helt store udfordring snarere bestod i at skalere vores samfundsmæssige forbrug markant ned. Bevares, arbejderklassen havde en case for at hævde at de blev snydt af kapitalisterne, men denne klassekamp forekom mig anakronistisk og ude af trit med vores reelle samfundsmæssige udfordringer. Og de der demonstrerede dengang skulle bare have vidst, hvilke midler kapitalisterne i dag benytter for at kunne lægge beslag på en langt langt større del af den samfundsmæssige værdiskabelse i dag. (Og et af disse midler kunne være at bestille en film om Thatcher, der konsoliderer bestemte samfundsfortællinger omkring hendes person og lederskab).

I min optik var den store fejl de politiske ledere dengang begik, at de ikke talte åbent om den eksistentielle krise vores samfund var havnet i, at de ikke havde modet og fantasien til at gennemføre virkelig store reformer, og at de således et meget langt stykke af vejen lod tingene fortsætte som sædvanligt, hvilket i realiteten svarede til en fortrængning af de overvældende tegn på at dybe forandringer var nødvendige. Havde de politiske ledere vist en vilje til at gennemføre dybtgående reformer, så var befolkningens oprørstrang muligvis stilnet af og en mere civiliseret samfundsmæssig debat kunne have hjulpet til at afklare, hvad det konkret var for dybtgående reformer der skulle gennemføres. Men det var ikke det der skete. De politiske ledere satte hårdt mod hårdt, og ingen mere sådan end Margaret Thatcher, og de benyttede deres magtposition til at sætte deres vilje igennem, og hen ad vejen lykkedes det dem at få tæmmet uroen i befolkningen. Og her kom dereguleringerne af finanssektoren og de meget ekspansive pengepolitikker ind som en meget kærkommen drivkraft til former for økonomisk fremgang, som jo til alle tider har været et effektivt middel til at stilne uroen i befolkningen. Og således blev kravene om og nødvendigheden af gennemførelsen af dybtgående reformer skubbet ned i underbevidstheden.

Således var der noget grundlæggende fejlbehæftet, nærmest forløjet, over den neokonservative politiske bevægelse, der vandt frem med Margaret Thatcher og Ronald Reagan, ikke desto mindre skal hun alligevel have anerkendelse som regeringsleder. Hvad ingen er nation eller organisation er tjent med er ledere, som ikke viser lederskab. Uanset hvor forfejlet og afstumpet man end måtte anse Thatcher’s politiske ledelse for at være, så udviste hun trods alt lederskab, og det tæller for noget i tider med så stor uro som der var da Thatcher kom til magten. Når jeg vender tilbage til de indskydelser jeg fik, da jeg så The Iron Lady, så ligger det mig på sinde først at understrege, at jeg har ingen hensigter i retning af at udstille eller begå karaktermord på Margaret Thatcher. Og som salig Marshall Rosenberg pegede på, så er det en form for voldelig kommunikation at begynde at psykologisere over andre. Og jeg ønsker ikke at gøre mig skyldig i voldelig kommunikation, men de indskydelser jeg fik havde karakter af at være psykologiske. Og nu er hun en offentlig figur, og må som sådan stå model for en del mere end hvad der er gangbart i personlige relationer. Siger vi at jeg fik lov at lave manuskriptet til en ny og kontroversiel film om Margaret Thatcher, og denne film blev produceret, så ville den bare være et indspark i det almindelige flow af kulturel selvrefleksion. Der skulle selvfølgelig laves al den nødvendige research som sikrer, at det portræt der tegnes ikke er i modstrid med de konkrete vidnesbyrd og det biografiske materiale. I bedste fald er det efterfølgende bare det allertidligste udkast til et alternativt portræt af Margaret Thatcher.

Hvad mine indskydelser gik på var, at Margaret Thatcher muligvis var en langt mere tragisk figur end vi tager hende for. At hendes relation til hendes far slet ikke var så entydigt stærk og inspirerende som denne film skildrer, men snarere ladet med virkelig tunge energier af forventninger, skyld og skam. Hvad der slog mig var, at Thatcher som personlighedstype godt kunne svare til en, hvor der var noget følsomt og drømmende i den lille pige, der blev endegyldigt jordet ved en eller anden vilkårlig episode, hvor faren optrådte totalt hårdt og fordømmende. Og fra bare at være en normal pige med en normal mangefacetteret personlighed, blev hun nu en skadet pige med bestemte fortrængte sider af sin personlighed, og som samtidig var endeløst optaget af at stille sin far tilfreds og opnå hans bifald og anerkendelse. Og født som hun var i 1925, oplevede hun tredivernes depression igennem sin barndom som de benhårde vilkår for familiens overlevelse (hendes far var købmand), og videre oplevede hun som teenager de trange kår under krigen. Måske sad familien Roberts virkelig hårdt i det også Margaret måtte lide store afsavn og yde sine store bidrag, men faren var en sej og stolt type, og familien udstod al modgangen, men der blev måske også opbygget nogle fordomme og nogle fordømmelser undervejs. Måske var den oprindelige forulempelse af lille Margaret ikke værre end, at hun kunne have vokset ud af den, men med alle de mange år i knaphed og eksistenskamp blev Margarets skyldkomplekser og faderbinding hamret ind med syvtommer søm.

Det var det billede, der tegnede sig i mit hoved, og det slog mig, hvor godt det fungerede i retning af at forklare hendes følelseskulde og hårdhed og kompromisløshed. Og her kommer vi så til næste led i mine associationsrække. Tillader vi os at antage, at Margaret Thatcher selv som voksen var et skadet menneske med sider af sin personlighed effektivt undertrykt af skyldkomplekser og en altid præsent skygge af hendes far til at irettesætte hendes handlinger, så var det Margaret Thatcher projicerede ud i hendes omgivelser ikke så meget hende selv som det var hendes fars skygge. Og det folk så og hørte i Margaret Thatcher var hendes strenge fars stemme, og det uhyggelige er, at netop denne strenge fars stemme appellerede til rigtig mange mennesker indenfor det konservative parti og videre appellerede til rigtig mange mennesker i vælgerskaren. Der var noget genkendeligt/ familiært ved denne stemme, der var nogle associationer til fordums tider, herunder fordums storhedstid, og med Storbritannien i en tilstand af politisk opbrud og kaos var denne stemme på sin egen facon sådan helt beroligende. Og det blev grundlaget for hendes bemærkelsesværdige politiske karriere.

Men uanset hendes successer og det al det mod og al den viljeskraft der skulle til for at trænge igennem som kvinde i en mandsdomineret verden, så var det i mine øjne ingen sejr for feminismen, at Margaret Thatcher opnåede positionen som premierminister. Alle de store kvaliteter, som den kvindelige arketype indeholder, så som omsorg, rummelighed, intuition, modtagelighed, social årvågenhed, følelsesmæssig intelligens, jordbundethed, var for en stor del nærmest fraværende hos Thatcher. Og i det omfang en forløsning af disse særlige kvaliteter muligvis er selve grundlaget for vores evner for at løfte vores samfund ud af dets nuværende morads og nærmest det eneste troværdige grundlag for en videreførelse af menneskehedens civilisation igennem det 21. århundrede, ja så var Thatcher nærmest det modsatte. Muligvis har der ikke været nogen figur, der til dato har været mere skadelig for kvindens frigørelse en Margaret Thatcher. Muligvis fordi hun blev skadet af sin far, og fordi hun gjorde denne skadede orientering i livet til hendes livsfilosofi og politiske projekt. Og alle de magtbegærlige mænd omkring hende kunne uden videre forholde sig til denne livsfilosofi, der tilbage i 80’erne. Ligesom de stadig kan, den dag i dag.

(Illustration: Thatcher aboard H.M.S. Hermes after the Falklands War in 1982, Ted Blackbrow)

Sølvræv-revolten

Et par tanker snublede over hinanden her i går, og jeg kom til at lave en kobling mellem sølvrevolten og en vis undertrykt revolutionær stemning blandt folk indenfor mit eget alderssegment, de tiltagende gråhårede, os der er på vej ind i hvad vi eufemistisk kunne kalde den fjerde livsfase. Og her taler vi selvfølgelig om en meget lille minoritetsgruppe, altså dem indenfor alderssegmentet der går med disse revolutionære stemninger, for i den fjerde livsfase ønsker man typisk bare ro og tryghed og stabilitet. Men der er en case for at spørge, om det eventuelt er lidt anderledes med netop denne gruppe af seniorer. Og i forlængelse heraf er der et spørgsmål om, hvornår skiftet sker fra at et individ bare er i opposition til de førte politikker til at være en systemkritiker. Denne skelnen handler om, hvornår et givet samfundssystem opretholder sin magtudøvelse gennem transparente og legitime metoder, og hvornår samme system skifter til at benytte skjulte og manipulerende metoder. Dette skift kan for de vestlige landes vedkommende muligvis bestemmes til at være meget tidligere end mange mennesker tror. Muligvis blev termen relevant her i Vesten samtidig med at Sovjetunionen som politisk/ ideologisk modpol sank sammen, uden at det skal forstås i traditionelle højre-/venstreorienterede begreber.

Den del af befolkningen, som har erindringer der går tilbage til 1960’erne og 1970’erne, bliver jo i sagens natur mindre og mindre. Det er som sådan trivielt men i mine øjne alligevel vigtigt, fordi folk født efter 1970’erne må have meget svært ved at forestille sig det enorme politiske og samfundsmæssige opbrud, der karakteriserede 1970’erne. Det var der, at menneskeheden brød igennem til en erkendelse af, at vi som art nu udøvede en sådan dominans over hele økosystemet Jorden, at hvis ikke vi fandt på måder at leve i større harmoni med naturen, så var der en reel risiko for at vi ville ende med at lægge planeten øde. Det var en eksistentiel krise for den samlede menneskehed, der pludselig trængte sig på, ulig nogen forudgående civilisatoriske kriser. Eller rettere, aldrig før havde det været relevant at tale om en krise for den samlede menneskehed, men det blev det da. ’Global civilisatorisk krise’ og ’samlet menneskehed’ er som to sider af den samme mønt.

Særligt i USA er der i disse år en masse snak om generationsidentiteter som Babyboomer, Generation X, Millenials, Gen Z osv., og disse forestillinger har i mine øjne fremstået temmelig vilkårlige. Måske er jeg helt galt på den, men min fornemmelse er, at der efterhånden er et så massivt kulturelt pres på det enkelte individ for at skabe sig en identitet for overhovedet at kunne holde ud at være i verden, at der bliver revet ned fra alle hylder. Og igen måske på et uoplyst grundlag men sådan har jeg det også med LGBTQ og de pt. 16 forskellige definitioner af menneskets kønsidentitet. Og alligevel er der noget om, at måderne verden fremstår og præsenteres for én i de formative år fra at man starter i skole til man træffer sit (første) valg af livsbane i starten/ midten af tyverne, at dette indtryk af verden præger hele ens liv og således også hele generationer.

Og personligt har jeg aldrig glemt den eksistentielle krise for den samlede menneskehed, som jeg voksede op med. Og denne manglende evne til at glemme er velsagtens blandt årsagerne til, at jeg altid har følt mig lidt som en outsider. Jeg har jævnligt refereret til epoken fra 1980 og til nu som ’verdenshistoriens største kollektive overspringshandling’. Fra en psykologisk vinkel kunne man såvel kalde epoken ’verdenshistoriens største kollektive blokering’, for hånden på hjertet var det ved former for fortrængninger/ blokeringer at vi ”overkom” den eksistentielle krise. Og disse metoder til at blokere for ubehagelige kendsgerninger er siden blevet fuldkommen institutionaliserede. Fra officielt politisk, økonomisk og finansielt hold er der en udbredt konsensus om at tale alle eventuelle strukturelle ubalancer og udfordringer ned, så befolkningen efterlades med det indtryk, at alt vist alligevel er ok. Da den danske finanssektor blev kritiseret for sine F1-flekslån fra forskellige internationale organer, og den danske finanssektor viste en villighed til at opgive dette risikobehæftede finansielle produkt, ja da sprang politikerne til og sørgede for at de kunne fortsætte. Vi kunne ikke risikere, at der kom korrektioner til de opadgående trends på boligmarkedet.

Hvad jeg og nogle af mine jævnaldrende heller ikke har glemt er, hvilken en frodighed naturen stadig havde, da vi var børn og unge. Hvor mange fugle og insekter der var, selv i byerne, hvor meget naturlig bevoksning der var, selv i det dyrkede land, hvor mange padder og vandkalve og skaller der var i vandløbene, hvor mange fisk der blev halet ind fra Kattegat og Østersøen og solgt i fiskeforretninger over hele landet. Vores kollektive ligegyldighed overfor naturens voldsomme tilbagegang fremstår som så ubegribelig og ulyksalig, at den også må anses som led i en form for fortrængning. Og alle de mennesker, som i årenes løb har reageret på denne uddøen og forlangt omfattende reformer af vores naturforvaltning, er af erhvervslivet blevet hængt ud som rabiate idealister og samfundsomstyrtere, mens politikerne har fodret disse kritikere med små og meget afmålte sejre, hvorved undertrykkelsen er blevet effektueret og roen er blevet genoprettet. Oprørsgruppen Extinction Rebellion er (selvfølgelig?) særligt præget af unge mennesker, men der er også mange fra mit eget alderssegment, som har længtes efter en bevægelse som denne igennem mange år.

Men uanset hvor vilkårlige ovenstående generationsidentiteter end fremstår, så er der et helt reelt generationsoprør under opsejling. Vi, der har tegnet samfundsudviklingen over de seneste 40 år, har rigtig meget at svare for. Vores enorme gældsfinansierede forbrug, udflytningen af vores produktionsbase, outsourcing af vores miljøbelastninger til andre verdensdele, vores formålsløse militære eventyr. Alle samfundsformerne der understøttede, hvordan en allerede privilegeret status kunne bruges til at opnå yderligere privilegier. Indkøbsforeninger, virksomhedsordninger, guldkort. Hvordan kynisme og brutalitet blev opfattet som morsomt og blev belønnet indenfor visse toneangivende brancher. Hvordan samfundets sammenhængskraft bare blev taget for givet, og økonomien var ét stort tag-selv-bord uden nogen former for etikette. Verdenshistoriens største kollektive samfundsplyndring. Okay, boomer, the buck stops here.

Attituderne blandt reddit-brugerne på r/wallstreetbets under GameStop-affæren var meget sigende. Der var mange memes som ”We’re not stupid, just retarded” og ”We can stay retarded longer than they can stay solvent”. Og det retarderede handlede blandt andet om, at det de gik efter ikke var at score den store gevinst, de gik efter at ramme hegdefondene så hårdt som de overhovedet kunne, uden at skele til hvad det eventuelt måtte ende med at koste dem. Retarderet eller udviklingshæmmet kan man være fra fødslen af og i henhold til nogle standarder for hvad der er normalt, men man kan også være hæmmet i sine muligheder, simpelthen fordi man står udenfor gruppen af privilegerede. Og det er nok sådan mange af disse reddit-brugere føler, og storbankerne og de store hedgefonde ER magtens højborg i den verden vi lever i, og som sådan det rette sted at vende sit oprør imod.

Et berømt citat af Frederic Bastiat lyder: ”Når plyndring bliver en levevej, skaber folk for dem selv et juridisk grundlag, der bemyndiger det, og et moralsk kodeks, der gør det ærefuldt”. Bastiat var vist nok liberalist, og muligvis var udtalelsen oprindeligt møntet på statens plyndring af borgerne ved dens skatteopkrævning, men hvor meget mere relevant er citatet ikke overfor den finansielle sektor, som fandt på måder at skabe penge ud af ingenting, og derpå købte sig til afgørende indflydelse over praktisk talt alle vores samfundsinstitutioner. Og denne finansialiseringens epoke og alle dens vilkårlige arbejdsfri gevinster har ført til dannelsen af en klasse af superrige, som lever i en anden verden end alle os andre. Jeg ville ikke blive overrasket, hvis en af de tilbagevendende diskussioner indenfor disse grupper gik på, om ikke de genetisk har en anden sammensætning end alle os andre. At de nærmest er en race for sig. Og disse ekstreme klasseskel har ført til, at den samfundsmæssige sammenhængskraft er slidt helt ned, og den oprindelige samfundskontrakt mellem det politiske lederskab og befolkningen er blevet kompromitteret. Politikerne har løbende haft valget mellem at understøtte det opblæste finansielle regimente eller forlange en revision af hele sektoren, hvorpå det ville sige puf, og gassen ville gå af alle de finansielle bobler og vi finde os selv i en dyb depression. Muligvis verdenshistoriens største gidseltagning.

Men hvis ikke de politiske ledere ikke kan finde ud af at tage opgøret, så må bønderne gøre det. Som wallstreetbets-folkene gjorde det med GameStop-aktionen, og en bredere kreds fortsat stræber efter at gøre igennem en vedholdende og determineret interesse for at købe sølv. Ved sølvrevoltens lancering var ædelmetalbørsen i London tæt på at løbe ud for sølv, hvilket ville have medført et markant opbrud og helt anderledes dramatiske prisstigninger end dem vi oplevede. Dette angreb blev så afværget, men det er ikke slut endnu. Her i den kommende uge er der et ekstraordinært stort antal sølvkontrakter, der forfalder på den amerikanske commodities-børs i Chicago. Godt 60.000 kontrakter på hver 5.000 ounces, svarende til 300 mio. ounces eller 8.500 ton, står til at blive afsluttede ved enten at det fysiske sølv bliver leveret eller at options-indehaveren bliver godtgjort i kontanter (hvilket man må forestille sig at options-indehaverne så tager sig rigeligt betalt for, og at prisen på en ounce sølv alligevel skyder i vejret) eller at den givne options-kontrakt bliver ’rolled-over’ i en ny og for options-indehaveren endnu mere fordelagtig kontrakt. Sidstnævnte løsning vil så bare udskyde og uddybe problemerne for ædelmetalbørserne og ’the bullion banks’. Disse 8.500 ton sølv svarer til en tredjedel af den samlede årlige globale produktion, og så kan man jo spørge sig selv, hvordan så meget sølv kan være forfalden til levering på en given uge i februar på den amerikanske ædelmetalbørs. Det er fordi det ikke er reelt sølv, men bare kontrakter på sølv, hvilket udstiller den komplet illusoriske karakter af vores markeder, hvilket igen åbner for alle manipulationerne og den skjulte koncentration af pengemagten.

Og således fortsætter jeg også selv med at købe lidt mere sølv. Jeg ved at der skal enormt mange af min slags til for at denne efterspørgsel påvirker prisudviklingen på ædelmetalbørserne, men kan det bidrage, er det efter min opfattelse værd at gøre. En helt bevidst revolutionær handling, ikke rettet imod vores samfund som helhed, men nøje rettet imod de magtfuldkomne finansinstitutioner, som på skjulte og illegitime måder har kuppet sig til en form for overherredømme over vores samfund. Og jeg er helt bevidst om at skulle sølvrevolten lykkes, og JP Morgan og HSBC og andre ’bullion banks’ skulle gå fallit eller deres svindelnumre skulle blive stillede offentligt til skue, så vil vores samfund (igen) blive kastet ud i en eksistentiel krise og en økonomisk depression vil være konsekvensen. Men den eksistentielle krise har været der hele tiden, bankernes fupnumre var bare de mægtige illusionsnumre, der satte os i stand til at fortrænge den. Men hvordan fanden skal vi blive i stand til at løse vores problemer, hvis vi end ikke er i stand til eller villige til at tale om dem i offentligheden? Den her udbredte dækken over vores reelle udfordringer er gået alt alt for vidt, og mere end noget andet er det den der udløser de revolutionære stemninger og det ”retarderede” i at gå efter at ramme storbankerne og hedgefondene.







(Illustration: Fox Stare, Cheryl Crowley)

Fxxxbxxk – An Abusive Relationship?

”Jeg elsker de bøger” sagde jeg til min voksne datter, der lå på gulvet og lunede sig i den efterhånden ret stærke vintersol, mens jeg selv sad i det andet vindue. ”Dem begge to. Jeg glæder mig så meget til at læse dem…”

Den ene bog jeg henviste til var Cervantes’ Don Quijote, og jeg beskrev hvordan jeg havde forsøgt mig med både en dansk og en engelsk lydbog, og til min foragt havde opdaget, at de begge var genfortællinger. Og så havde jeg købt originalen i dansk oversættelse, og havde læst de første tre sider, og havde undervejs leet højt og været begejstret over romanens åbning.

Den anden bog jeg henviste til var Iain McGilchrist’s The Master And His Emissary, et faglitterært neurologisk/psykologisk værk om hjernens funktionsmåder med særlig fokus på funktionerne af de to hjernehalvdele. Og jeg har hørt adskillige forelæsninger på Youtube og andre medier af McGilchrist, hvor han nærmest virtuost har redergjort for sine opdagelser og konklusioner. Og jeg var begejstret, samtidig med at jeg følte et ganske særligt åndslægsskab med McGilchrist’s anskuelser. Hvor min indgangsvinkel har været synssansen, og betydningen af at have input fra to sider og videre, mine forestillinger om at hjernen i virkeligheden er et energimæssigt sanseorgan, og at de to hjernehalvdele er gearede til at samle op på forskellige frekvenser, så havde McGilchrist’s gennembrud en helt særlig appel.

Og det jeg kort talte med min datter om var, hvor mærkeligt det er, at de bare står der, de to bøger, i henholdsvis 2 år og 9 år, uden at jeg har fulgt op på min begejstring og rent faktisk læst dem. Eller for den sags skyld adskillige andre bøger på min reol, som jeg ved jeg vil frydes over, når jeg endelig kommer til at læse dem. Denne mærkelige modstand imod bare at gå ombord i bøgerne mente jeg havde noget at gøre med en særlig tilstand af stress, jeg lever med i disse år. Jeg har denne følelse af, at der noget fundamentalt, der er gået galt, noget i kernen af vores samfund er gået i stykker, og jeg er på en måde en slave af denne følelse. Jeg kan ikke bare sætte mig med en bog og hengive mig til den og lade verden fare, for verden er på en så uheldssvanger kurs. Og således er jeg en slave af en absurd forpligtelse på, i en eller anden grad og så godt som jeg nu formår, at prøve at reparere det der er gået stykker.

Det er disse mærkelige usunde uligevægtige livsomstændigheder, som jeg hermed godt vil undersøge lidt nærmere. Her under opvasken tidligere i formiddags fik jeg en indskydelse eller en slags vision om en halvstor pige, som lever i en dysfunktionel familie med masser af narcissisme og psykisk blackmail og heftige nærmest voldelige skænderier mellem forældrene. Og denne pige lever under så meget stress, at hun har udviklet tics og er distræt og klodset, og har svært ved at tage del i de herskende sociale spil mellem hendes jævnaldrende. Og så kommer denne pige så for en periode væk fra hjemmet, måske på en sommerlejr, og der er voksne med, som tager hånd om hende, og inddrager hende i alt hvad der sker, og bare på disse 14 dage forsvinder hendes tics og hun bliver anderledes sikker i alt hvad hun gør. Og så kommer hun hjem igen til sin familie, og i løbet af bare en dag eller to er hendes tics og hendes svigtende greb om sig selv og virkeligheden tilbage.

Det er selvfølgelig en voldsom overdrivelse at trække paralleller mellem denne vision og de måder jeg træder i relation til min omverden, men der er også noget der ligner. Hvilket fik mig til at spørge om jeg lever i et misbrugslignende forhold til Facebook. Og nej, jeg mener virkelig ikke det handler om dopamin-kicks eller popularitet, mine problemer handler om at finde genklang hos mine medmennesker. I det omfang Facebook handler om at dele sjov og ballade, og selvpromovering, og social status og networking, så skulle jeg aldrig have været på Facebook. Disse ting interesserer mig ikke, og jeg har ikke noget at komme med. Der var nogle personlige grunde til at jeg overhovedet i sin tid oprettede en profil, men siden slog det mig, at platformen faktisk tilbød en ganske særlig mulighed for at ”publicere” og samtidig tillod karakteren af disse ”publikationer” at være meget uformelle og skitsemæssige. Og jeg har hele tiden været bevidst om, at denne måde at bruge Facebook var afvigende, og for de der var helt med på ovenstående oprindelige formål med platformen, de kunne meget nemt finde min alternative anvendelse kedsommelig og en smule træls.

Men for mig var tilfredsstillelsen ved denne temmelig tyndbenede ”publicering” stor nok til, at jeg fortsatte selvom jeg jævnligt kun fik en, to eller tre likes på mine opslag. Undervejs har jeg så udviklet og præciseret mine anskuelser, og har oplevet en større imødekommenhed for mine opslag, og således har det været lettere at overbevise mig selv om, at jeg skabte værdi ved mine skriverier. Men så sker der også med mellemrum det, at jeg selv synes jeg oplever et gennembrud og lykkes med at give form på nogle ideer og forestillinger, som indtil da bare havde været tågede anelser, og da bliver jeg anderledes optaget af reaktionerne på mine opslag. Det er her, at analogien med den skadede pige får en vis relevans, for det at det overhovedet lykkes mig at give form på mulige veje til heling og udfrielse af den skadede verden jeg lever i, er lidt som det korte sommerophold, og min tilbagevenden til min skæbne kommer så ved, at originaliteten af mine anskuelser så helt åbenbart ikke er tilstrækkelig til at sikre, at disse anskuelser får en større udbredelse på platformen. Selv opslag, som opnår (efter mine standarder) relativt mange delinger, forplanter sig så alligevel ikke videre ud der fra. Og så falder jeg tilbage i min egen udgave af tics og distraktion og klodsethed i form af min evindelige slavebinding til denne skadede verden.

Og så spørger jeg mig selv hvorfor det er sådan. Den mest oplagte forklaring er selvfølgelig, at jeg tilhører en meget lille minoritet, som opfatter vores samfund som dysfunktionelt og skadet og med et desperat behov for heling. Muligvis opfatter 99 ud af 100 vores samfund som i hovedtræk velfungerende, og i det lys må mine skriverier fremstå som temmelig aparte. Men det har jeg så på den anden side svært ved at tro på. Siger vi at det bare er 2 ud af 10 blandt mine Facebook-venner og deres kreds af Facebook-venner, som opfatter vores samfund som dysfunktionelt og på en uheldssvanger kurs, så har jeg svært ved at forstå, hvorfor mine originale vinklinger på denne samfundsmæssige krise ikke spredes mere på platformen. Hvilket så igen vækker en mistanke om, at Facebook-platformen er alt andet end uvildig i sine måder at lade opslag og informationer spredes på platformen.

Og jaja, Facebook er en privat koncern, og brugen af platformen er gratis, og er Facebook derfor ikke fuldkommen fri til at gøre hvad fanden koncernen vil med folks opslag? Give nogle opslag en heftig promovering, mens andre opslag bremses på en række forskellige måder, er Facebook ikke fuldkommen fri til at gøre netop det? I legale termer givetvis jo, men det er her at billedet med den skadede pige igen bliver aktuelt. Var Facebook i realiteten et uvildigt socialt medie, og indhold fik lov at spredes helt i overensstemmelse med både kvaliteten og kvantiteten af folks reaktioner, så kunne Facebook være et fantastisk redskab til samfundsmæssig udvikling. Men Facebook blev ikke sat i verden for at give almindelige mennesker et talerør for deres ideer og politiske visioner. Facebook blev sat i verden for at dele sjov og ballade, for selvpromovering og stræben efter social status og networking, alt sammen motivationer, der kan spille fint sammen med mangfoldige kommercielle interesser. Og for det tilfælde at Facebook hyper nogen former for adfærd og attituder og undertrykker andre, så kommer platformen lidt til at optræde som de narcissistiske forældre i den dysfunktionelle familie, hvor visse former for adfærd hos den skadede pige belønnes og visse straffes, men ingen spørger hende, hvad hun gerne vil, ingen respekterer hendes synspunkter.

Det er selvfølgelig ikke sådan, at Facebook så alligevel ikke et stykke af vejen kommer til at fungere som et talerør for almindelige menneskers ideer og politiske visioner. Der var jo også affæren med Cambridge Analytica, hvor Facebook som virksomhed var involveret i former for organiseret propaganda. Men hvad der får lov at udbredes handler muligvis meget om, hvor farligt indholdet vurderes af Facebooks censurkomité. Enorme mængder populistisk propaganda udbredes på platformen, men populistisk propaganda er måske netop en helt okay form for politisk aktivisme set fra koncernens standpunkt. Så bliver befolkningen splittet i fraktioner, der bekriger hinanden, og så bliver skylden for de igangværende samfundsmæssige sammenbrud ikke rettede imod storkoncerner og den ekstremt lille gruppe af superrige, der konstant lænser penge ud af økonomierne for at kunne fortsætte deres liv i ekstrem luksus.

Så grunden til at jeg bliver sendt tilbage i min egen udgave af tics og distraktion og klodsethed i form af min evindelige slavebinding til denne skadede verden skyldes muligvis, at jeg har en fornemmelse af, hvordan et sandt uvildigt socialt medie ville virke, og hvordan udbredelsen af ideer ville ske, og hvordan ideerne ville udvikle sig videre i en organisk proces. Og det er på den baggrund at jeg fornemmer, at jeg og andre bliver udsat for overgreb. Facebook er muligvis ikke bare ligeglad med mine synspunkter, men temmelig narcissistisk engageret i at undertrykke visse synspunkter, fordi de ikke tjener deres egne dagsordener. Og således er der muligvis intet organisk ved måderne meningsdannelsen sker på platformen. Og ligesom den stakkels pige vil være endeløst optaget af, hvilken rolle hun spiller i skænderierne mellem forældrene, og hvad hun dog kan gøre for at bringe mere harmoni imellem dem, så bliver jeg sendt tilbage til mine endeløse udforskninger af, hvad det er, der er gået i stykker i vores samfunds kerne. Og så har jeg slet ikke tid og ro til bare at sætte mig med en bog. Og samtidig ved jeg udmærket godt, at jeg er langt ude, og at der er risiko for, at jeg aldrig finder hjem igen. Hvor lang tid har det her ikke allerede stået på? 10 år? Eller meget længere?








(Illustration: Stillbillede fra Das Leben der Anderen, Buena Vista 2006)