Epstein og epigenetikken

Posted on by
Svar

Vil Epstein-skandalen føre til en generel legitimitetskrise igennem de vestlige lande? Hvad der muligvis vil overraske nogen vil mit bud være, at ja, det vil være udkommet af skandalen. Måske ikke nødvendigvis i denne fase af skandalen men så i en opfølgende slutfase. Bare at dømme ud fra hvor stor gennemslagskraft frigivelse af den første halvdel af FBI’s omtrent 6 mio. emails, dokumenter og øvrige sagsakter om Jeffrey Epstein har afstedkommet.

Denne gennemslagskraft er mange størrelsesordener større end, da Epstein-skandalen senest var oppe at vende i offentligheden i 2019. Hvad der gør forskellen mellem da og nu, er Covid19-sundhedsforskrækkelsen og Ukrainekrigen og folkemordet i Gaza og Donald Trump’s anden præsidentperiode og med disse faseskift en helt anderledes udbredt stemning af, at det demokratiske fundament for de vestlige samfund smuldrer, og den amerikansk-dominerede verdensorden smuldrer.

Det er bare blevet så meget nemmere at se på vores politiske ledere med skepsis, måske ligefrem med mistro. Så irrationel og frygtbetonet og enerådende har vores politiske lederskab udviklet sig, at tankerne om at de ligger under for skjulte ubeføjede magtinstanser er blevet et helt anderledes plausibelt scenarium. Det er i dette oprørte politiske klima at Epstein-sagsakterne lander, og altså fremkalder denne overraskende udbredte respons.

Således handler det i høj grad også om USA’s svækkelse som supermagt. Hvor der for bare fem år siden ville have været et stærkt politisk pres for at nedtone alvorlige sager, der ville stille USA i meget uheldigt lys, muligvis af frygt for at blive ramt af repressalier, er der i dag en anderledes frigjorthed overfor at bringe sådanne sager frem i lyset. Det kan endda være en funktion af Trump’s evindelige intimideringer og dermed en fandenivoldsk drift imod at give igen.

I adskillige lande har disse offentliggjorte Epstein-sagsakter ført til, at politienheder har indledt efterforskninger af enkeltpersoner – højtstående politiske figurer er trådt tilbage fra deres poster – så nu og her har skandalen betydeligt momentum. Om dette momentum vil fortsætte er et åbent spørgsmål. Er de nævnte efterforskninger reelle, eller er de snarere pro forma og tjener frem for alt til at sylte anklagerne og altså fortsat at beskytte de berørte medlemmer af landets elite?

De nu frigivne sagsakter må vi formode, er de mest stuerene og mindst farlige for den involverede elite, og dermed mindst skadelige mht. elitens legitimitetskrise. Omfanget af anonymiseringer er også så stort, at meget fortsat står uklart og forbliver antydninger. Om den anden halvdel af Epstein-sagsakterne kommer til offentlighedens kendskab er erfaringsmæssigt meget lidt sandsynligt (jf. JFK-, RFK-, MLK- og 9/11-sagerne), omvendt skal man heller ikke afvise muligheden af, at skandalesagen har opnået så meget momentum i offentligheden, at det kan fremtvinge yderligere indrømmelser.

Min personlige grundantagelse er, at det nuværende omfang af Epstein-skandalen bare har karakter af at kradse lidt i overfladen. Jeg anser det for overvejende sandsynligt, at Jeffrey Epstein arbejdede primært for Mossad og dermed sekundært for CIA og britiske MI6, og at operationen handlede om ’blackmailability’ – ikke i den banale form som en ufrivillig klemme, men i den indforståede form som den ultimative loyalitetserklæring overfor et skjult ubeføjet magthierarki. Altså at sexmisbruget af børn var i realiteten den eksistentielle pant, man gav, for så på den anden side at blive indviet til de allerhøjeste niveauer af magt.

De personlighedsnedbrydende virkninger af sådanne ’pagter med djævlen’, sådanne ultimativt formørkede handlinger, kan ikke overvurderes. Ligesom de samfundsnedbrydende virkninger af sådanne hemmelige magthierarkier ikke kan overvurderes.

Så voldsomt grænseoverskridende er dette skridt at misbruge et barn seksuelt, at de, der lander i fælden, nok i mange tilfælde er blevet ’groomet’ til at tage skridtet. Noget der starter som nogle flygtige antydninger ved de første bredere VIP-fester, bliver hen ad vejen mere og mere eksplicit, samtidig med at selskaberne bliver mere og mere eksklusive. Indtil at der udtrykkeligt tales om de udsøgte nydelser, der er forbundet med at have sex med et barn.

I denne superelite, som for længst har løsrevet sig fra at være underlagt nationale lovgivninger, kan selv sådanne ekstremt grænseoverskridende forhold omtales med selvfølgelighed, hvilket i sig selv sætter tyk streg under hvor magtfuld denne superelite er. Sex med et barn er som at spise Fine de Claire-østers eller omakase-sushi af Yasuda-san.

Måske er denne tingsliggørelse en attitude, der gennemtrænger supereliten – det kunne jeg godt have en mistanke om – i hvert fald må denne tingsliggørelse være et afgørende moment i fortrængningen af enhver form for medfølelse for børnesexslaverne. Sidstnævnte er muligvis også blevet ’groomet’ med en sådan perfektion, at deres stilling som slaver ikke rigtig mærkes – at de nærmest optræder naturligt.

Hvad det gør ved børnene vender vi tilbage til, men hvad der muligvis for den enkelte nyindviede fremstår som unik og triumferende oplevelse, er i virkeligheden et forfærdeligt menneskeligt sammenbrud. Når denne nyindviede mand vender hjem til sin hverdag, hvordan ser han så på sin datter eller sit barnebarn, hvordan ser han på piger han hilser på, eller ser på gaden?

Uanset om han allerede var et pænt stykke ude på misbrugsspektret inden, er han med denne ene grænseoverskridende handling endegyldigt mærket som misbruger. Og således vil hans nære relationer gå i forfald – enten umiddelbart eller over tid. Han har ændret sig. Han har ikke længere oprigtigheden og ligefremheden, ikke overfor sin kone eller sine børn, han har ikke længere evnen til at møde børn i øjenhøjde – han er forvist fra paradiset. Samtidig med at hans tanker konstant kredser om selve oplevelsen, og hvornår han kan få mulighed for at gøre det igen.

Ikke bare er det denne dybt kompromitterede mand men også dybt sjæleligt nedbrudte mand, der igennem det hemmelige magthierarki og igennem sit ’indvielsesritual’ har kørt sig selv i stilling til at indtage en toppost i samfundet. Og det hemmelige magthierarki har så mange tråde at trække i, så mange måder at øve indflydelse, at han skal nok få sin toppost.

Og hvem vil han så referere til i sin udøvelse af sin betroede stilling? Til det politiske system, der gav ham det formelle mandat, eller til det hemmelige magthierarki, der gav ham det reelle mandat? En superkompetent leder, når det kommer til at varetage interesserne for det hemmelige magthierarki, men en uduelig leder i alle andre henseender.

For det tilfælde at dette er, hvad vi taler om med Epstein-skandalen – en systematisk gidseltagning af samfundets lederskab gennem voldsomt grænseoverskridende former for ’blackmailability’ – må det regnes blandt de mest samfundsnedbrydende momenter overhovedet. En systematisk udbredelse af dilettantisme, tab af jordforbindelse, fortrængning af medfølelse og en uudgrundelig drift imod destruktion.

Men det er bare den ene side. Den anden side er børnesexslaverne, og det karma de påvirker verden med. Mange af disse børnesexslaver er så nedbrudte sjæleligt, at de igen og igen søger selvmordet som den endelige udfrielse. Men selv de som overlever, hvilket liv er de i stand til at skabe for dem selv?

Og fordi deres erfaringer er så vildt grænseoverskridende, og for almindelige mennesker fremstår så yderliggående, at mange mennesker, måske langt de fleste, simpelthen ikke kan rumme de forestillinger, de kommer med, er ofrene et langt stykke af vejen også forladte, selv efter at det er lykkedes dem at løsrive sig fra deres slaveri.

Vi har i realiteten ingen klare forestillinger om, hvor udbredt trafficking af børn til sexslaveri er. Whistleblowere taler om, at denne business er mere lukrativ for efterretningstjenesterne end handlen med narkotika.

Epstein-skandalen angår selvfølgelig omstændighederne i visse af snit af supereliten, og i samme leje ligger den belgiske børnesexslaveri-skandale fra 1990’erne, men der er mangfoldige eksempler, særligt fra USA, om omfattende pædofili-netværk, der involverede folk fra de mest betydende poster, herunder myndighedsposter, i den givne forbundsstat eller den givne region.

Hvis dette kun forekommer i visse særdeles eksklusive kredse er de karmiske konsekvenser for ofrene slemme nok i sig selv men alligevel forholdsvis ubetydelige i det store samfundsmæssige billede. Er disse systematiserede former for sexmisbrug af børn mere udbredte end vi lige forestiller os, hvilke påvirkninger fra ofrene kan vi så vente os af dette misbrug?

Hvilke enorme skygger er der ikke kastet over disse kvinders liv? Og hvordan vil disse enorme skygger påvirke dem og deres afkom epigenetisk? Hvis disse kvinder har lært mænd at kende som falske, ufølsomme, skrupelløse, ofte endda brutale, hvordan vil disse erfaringer sætte sig i deres kroppe? Vil det f.eks. udmønte sig i store ubalancer som følge af et undertrykt testosteron-niveau? Vil de føde drengebørn med et svækket testosteron-niveau?

Hvor mange af disse kvinder er overhovedet efterfølgende i stand til at opretholde et parforhold, og hvor kvinderne får børn, hvor mange generationer vil blive påvirkede af eftervirkningerne af de oplevede overgreb?

Kvinder som havde forudsætningerne for at leve et fyldigt og tilfredsstillende liv, som bliver skæbnesvangert mærket af misbruget, og hvor selv deres børn igennem både genetikken og det psykiske miljø muligvis også kommer til at balancere på en knivsæg imellem udvikling og fortabelse. Formørkede handlinger, der muligvis kaster et unævneligt mørke over generationer.

Men vi kan gøre noget for at hele disse skader. Det var hvad Virginia Giuffre viede sit liv til. At oplyse om disse forhold, at udbrede en mere almen viden om disse forhold, og igennem denne mere almene viden en accept og en forståelse og medfølelse for ofrene. Revealing is healing. Så kan en stor del af skyggearbejdet måske klares indenfor samme inkarnation/ generation.






(Illustration: Immunforsvarets ”dræberceller” overkommer en cancercelle)

Kakistokratiets rødder

Posted on by
Svar

Som antydet i mit opslag om moralsk udmattelse er der en case for at hævde, at der ikke er noget mere afgørende eksistentielt valg end det at sikre evnen til at føre en fordomsfri dialog med sit eget indre, med sin samvittighed. Enten har man bevaret denne evne denne fra sin barndom, over sine teenageår, over sin introduktion til det pulveriserende samfundsliv, eller også er evnen blevet kvalt undervejs.

Og der er stærke kræfter der virker i retning af at undertrykke denne evne. Allerede familie- og gruppedynamikker i barndommen kan være barske, og kan virke i retning af en forskansning af ens sind. Pubertetens overordnede frigørelsesprojekt kommer med sine egne grænsesøgende adfærdsformer, og sine udfordringer i retning af at tilhøre in-gruppen og undgå at blive genstand for den hån og nedgørelse, der rettes imod de i out-gruppen.

De tidlige år som voksen er præget af mødet med de mere erfarne personer indenfor ens valgte fagområde, og disse erfaringer handler for en stor del om at nedbryde det unge menneskes mere naive forestillinger om faget, og introducere de hårdkogte realiteter der er fagets reelle vilkår. Ofte finder disse mere erfarne og mere forhærdede repræsentanter for faget behag i at udstille og nedgøre naiviteten, og fortælle ”skrækhistorier” om præcis hvor rå virkeligheden er overfor de naive forestillinger. À la ‘Kill your darlings’.

Vi taler således om en vedvarende forhærdelsesproces, som formentlig er et integreret aspekt af at inkarnere som menneske, det kritiske spørgsmål er, om disse forhærdelsesprocesser går så vidt som til, at de forleder de unge mennesker til at fortrænge deres evner for at føre en fordomsfri dialog med deres eget indre, deres egen samvittighed.

Dertil kommer spørgsmålet om ambitioner og de unge menneskers drift imod ambitioner. I en usikker verden, hvor man føler sig udsat, kan høje ambitioner være et attraktivt tilflugtssted. Er man parat til at hengive sig til den rå virkelighed, som de mere erfarne og mere forhærdede repræsentanter for faget skitserer, er man ivrig efter at komme frem i verden og få succes, da vil signalerne fra ens samvittighed ofte bare have karakter af at være en forstyrrende impuls. Og dette ambitiøse unge menneske kan således af helt egen drift vælge at undertrykke signalerne fra sin samvittighed. Indtil at disse signaler over tid helt forstummer. À la ‘Fake it, till you make it’.

Det er her, hvor de unge mennesker kan være heldige at rende ind i en pædagog, som selv har evnet at holde sin indre dialog intakt og hvor en virksom samvittighed gennemtrænger hele attituden overfor faget. Og denne pædagog kan for nogle blive et forbillede, som hos dem indlejrer en beslutning om igennem sit eget virke at udfolde en lignende humanisme.

Med de fremherskende kulturelle/ samfundsmæssige trends over de seneste fire-fem årtier, dvs. igennem den neoliberalistiske epoke, er der blevet længere og længere imellem sådanne humanistiske personligheder, og det er blevet markant sværere for disse personligheder at indtage betydende samfundsmæssige poster. Så stærkt har den neoliberale ideologi grebet vores samfunds udviklingslinjer, at de ovennævnte drifter imod forhærdelse og ambitioner og personlig succes nærmest er blevet den ene altdominerende opfattelse og attitude.

Således er det de unge mennesker, der udmærker sig i disse discipliner af at forhærde sig og hengive sig til den rå virkelighed, der gør karriere og stiger til at besætte de betydende samfundsmæssige poster. En professionalisme ledsaget af ironiske og nedladende attituder overfor inderlighed og medfølelse, indforstået morskab over eksempler på snuhed og brutalitet samt udbredt nedladenhed overfor den brede befolkning, der ikke er indviet til magtens mekanik.

Så hvordan fremstår et samfund, hvor sådanne udviklingslinjer har været under udbredelse igennem fire-fem årtier? Ja, her behøver man bare at se sig omkring i det samfund vi lever i. Pædagogikken og vores uddannelsesinstitutioner er reduceret til pølsefabrikker, kunsten er manieret og drevet af trangen til at støde og forskrække velsagtens i et forsøg på at trænge igennem følelsesløsheden, politikere der med overlæg indhenter deres politiske mandater gennem manipulationer, og hvis egen frygt og svigtende greb om virkeligheden driver dem til tage forrykte risici på samfundets vegne, erhvervskoncerner og banker der anser kunderne for objekter for udbytning, medier der udspyr propaganda, sociale medier der poserer som en ny form for offentlighed men reelt undertrykker den frie debat.

Der er ingen helhedsforståelser, ingen fornuft eller sans for proportioner, ingen medfølelse, ingen vilje til at føre dialog, bare intelligentsiaens forstokkede verdensbilleder og projekter som ved manipulationer, pression og tvang bare skal implementeres i samfundet.

Pointen er her, eller diagnosen om man vil, at man kan ikke undertrykke sin samvittighed uden at man samtidig undertrykker sin intuition, sin kreative gnist, sin sans for at opfatte helheder, sin almenmenneskelighed. Enten er der en åben forbindelse mellem det enkelte menneskes indre liv og omverdenen, eller også er der barrierer sat op for disse former for flow og tilstedeværelse. Det er med disse erkendelsesmæssige aspekter som med vores følelsesliv, at man, som Dr. Brene Brown har påvist, ikke kan undertrykke sine følelser af skam og mindreværd uden samtidig at undertrykke øvrige aspekter af ens følelsesliv.

Disse barrierer kan så være mere eller mindre massive, og casen der fremsættes her altså, at de ovennævnte kræfter og mekanismer for forhærdelse har været under udbredelse igennem så mange år, og er blevet favoriseret igennem så mange år, at ledelseslaget i samfundet generelt fremstår seriøst intuitivt og følelsesmæssigt deficit. Vi taler reelt om en epidemi af dumhed.

Muligvis kan disse udviklingslinjer spores i flere lande kloden rundt, men uanset disse variationer fremstår Vesten i særklasse hårdt ramt af denne epidemi af dumhed. Frem til den politiske virkelighed vi er vidner til nu, hvor de europæiske politiske ledere først accepterer, at der bliver instigeret en væbnet konflikt på det europæiske kontinent, tager så sig selv i at lide enorm skade ved denne konflikt, og derpå fra et temmeligt udmarvet militært udgangspunkt beslutter sig for at opruste med henblik på at gå i krig mod Rusland om 3-4 år.

Og intelligentsiaen slutter op om disse planer løsrevne fra nogen konkret forståelse af, hvilket land Rusland er, og hvilke holdninger og verdensopfattelser der trives i det russiske lederskab og i den russiske befolkning. Meget sigende/ symptomatisk er det, at de europæiske politiske ledere ikke ønsker at tale med det russiske lederskab overhovedet. De europæiske politiske ledere lever fuldt og helt i deres boble og bilder sig ind, at de kan udstikke befalinger til russerne og deres tidligere kolonier m.fl. Patologisk verdensfjernhed og selvovervurdering, som reelt leder de europæiske befolkninger ind i permanente nedgangstider og tiggergang.

Vi er vidner til kakistokratiets sejrsgang, og historien vil formentlig til overmål bærer vidnesbyrd om denne omstændighed. Og det er næsten ubegribeligt, hvordan det her kan ske, hvordan tingene kan skride så fuldstændigt for os, hvordan vi kan opføre os så idiotisk. Dette opslag er så mit forsøg på alligevel at begribe det.






.

Moralsk udmattelse

Posted on by
Svar

Er moralsk udmattelse en lidelse? Er det ligefrem blevet en folkesygdom over de seneste år? Er store dele af befolkningen ramt af højtfungerende depression og kan en stor del af disse højtfungerende depressioner være forårsaget af moralsk udmattelse? Det er disse spørgsmål, jeg vil undersøge med denne note.

Indledningsvist må jeg klargøre mit begreb om moral, for det adskiller sig væsentligt fra traditionelle forestillinger om begrebet. Efter min opfattelse er moralske ideer og moralske handlinger funktioner af den enkeltes samvittighed, hvor samvittigheden på sin side opfattes som en sans. Ja, det er sagt i fuld alvor – jeg opfatter samvittigheden som en sans på linje med syns-, føle-, lugtesansen osv.

Så hvad er det samvittigheden sanser? Det handler om det paradigmeskift, hvor mennesket opfattes som en energimæssig livsform, ligesom alle andre livsformer opfattes som energimæssige af natur. Og ja, der er åbenlyst fysiske sider af at være menneske, og mennesket bevæger sig igennem et åbenlyst fysisk univers, og de fysiske sider kommer med deres spektrum af nydelser, fordringer og begrænsninger, men disse eksistensformer er bare en del af menneskets natur.

Som energimæssige livsformer bevæger vi os igennem et hav af energimæssige strømninger. Der er energistrømningerne fra vores nærmeste, fra folk der af den ene eller den anden grund retter deres fokus imod os hver især, fra folk omkring os i øvrigt på ethvert givet tidspunkt, fra gennemgående kollektive energistrømninger, fra kollektive strømninger i menneskeheden, men også energistrømningerne fra vores kæledyr, vores husdyr, fra hele det naturlige miljø, der omgiver os.

Og vi menneskeindivider er ikke skarpt afgrænsede øer i dette hav af energistrømninger, vi er snarere semipermeable celler, hvor vi selv gennem vores opvækst og videre i livet opbygger mere eller mindre effektive filtre overfor energistrømningerne, der rammer os. Nogle energistrømninger kan vi således hæmme indflydelsen af, andre energier flyder mere eller mindre uhindret ind, og øver påvirkninger på vores eksistens.

Således er vores liv fulde af mere eller mindre bevidstgjorte sansninger af energistrømninger vi lever igennem. Vores hjerners omhyggeligt indkapslede blævrende masse er organet, der registrerer langt størstedelen af energistrømningerne, ligesom hjernen også tegner sig for størstedelen af de energier vi selv transmitterer.

Men ligesom bevidstheden er allestedsnærværende, kan de øvrige organer i kroppen såvel opfange og transmittere energistrømninger, og energistrømningerne fra de øvrige organer end hjernen kan sagtens tænkes at have en særlig pondus og konsekvens.

Ligesom de øvrige sanser er delt imellem de fysiske sanseimpulser og hele hjernens apparat til at omsætte sansningerne til erfaringer/ opfattelser, således skal de energimæssige sansninger også bevidstgøres gennem former for ’trial-and-error’, hvor tidligere følelsesmæssige erfaringer og/ eller idemæssige forestillinger holdes op imod energiimpulserne for at tjekke for deres match, og en tilfredsstillende bevidstgørelse af energiinputtet kan formes.

Ligesom med de øvrige sanser sker størstedelen af disse tolkningsprocesser på semi-bevidste stadier, og det er kun når vi virkelig føler vi har behov for det, måske fordi energiinputtet meldte sig med stor insisteren, måske fordi energiinputtet var originalt, nyt, anderledes, at vi tager bevidstgørelsesprocessen hele vejen til formulerede tanker og forestillinger.

Med denne helt overvejende energimæssige beskaffenhed af vores eksistens, bliver vores forestillinger om tid også paradigmatisk udfordret. Så længe vores eksistens i al overvejende grad blev forstået som materiel, og årsager og virkninger blev opfattet igennem materialistiske forestillinger, var der en træghed og sekvens i tidens udfoldelse og i rummets udbredelse.

Med opfattelsen af mennesket som en i al overvejende grad energimæssig eksistens, kan årsag og virkning i en vis forstand manifestere sig samtidigt og det enkelte menneskes bevidsthed kan i visse henseender siges at være allestedsnærværende.

Når vi taler om samvittighed er anskuelsen her, at vi behøver ikke at vente på at erfare konsekvenserne af vores handlinger, for vores samvittighed er udmærket i stand til at fortælle os konsekvenserne inden vi foretager handlingen. I langt de fleste tilfælde ved vi dybest set godt, når vi volder andre mennesker problemer og skade. Men ofte vælger vi alligevel at gøre hvad vi har sat os for, typisk fordi vi mener vi derved opnår personlige fordele.

Undtaget de regulære socio- og psykopater har vi alle mere eller mindre aktive og velfungerende tilbagemeldinger fra vores samvittighed overfor, hvordan vores følelsesmæssige attituder, vores udsagn og vores handlinger påvirker mennesker omkring os.

Hvad vi taler om med moral, er således ikke noget formelt tillært, det er bare at leve i overensstemmelse med sin samvittighed. Eller med andre ord at leve i kognitiv resonans, hvor der er overensstemmelse mellem følelser, tanker, tale og handling.

Denne forestilling om en helt anderledes integreret eksistens udfordrer således også vores forestillinger om fri vilje på en paradigmatisk facon. Hvor vores forestillinger om fri vilje og udfoldelsen af den enkeltes frie vilje igennem den materialistiske epoke kun var begrænset af ydre faktorer, som naturlovene samt lovgivning og systemer for overvågning af overtrædelser af lovgivningen. Holdt man sig indenfor disse rammer, var der frit spil.

Og denne frihed var besnærende og med mellemrum ligefrem berusende. At man var fri til at gøre, hvad fanden man ville. Men karakteristisk for denne epoke var samtidig, at der var stærke og systematiserede former for undertrykkelse af signalerne fra ens samvittighed.

I de magtbærende familier, i de magtbærende skoler og uddannelsesinstitutioner, i onboarding-programmerne i de magtbærende erhvervskoncerner og forvaltninger var der metoder til at fordrive de hæmmende signaler fra samvittigheden. Og de der lykkedes med at kvæle deres indre stemme fik et kæmpe fortrin i karriereræset.

Omvendt er det selvfølgelig fejlagtigt at hævde, at almindelige mennesker uden vilde ambitioner er fromme Guds lam. Vi vælger alle i nogle situationer at følge vores samvittighed og i andre situationer at tilsidesætte vores samvittighed. Pointen er her, at der er ikke nogen opmærksomhed overhovedet på, hvad det betyder for et samfund, at en pænt stor del af befolkningen ofte vælger at følge deres samvittighed.

For denne betydning er enorm. Alle de mennesker der i deres funktioner i samfundet forstår at indleve sig ind i og inddrage andres ønsker og behov og finde fornuftige kompromisser. Produktiviteten ved sådanne former for integrerede samarbejdsprocesser er i en helt anden liga end hvis de samme opgaver bliver underkastet rene suboptimerende attituder fra de involverede parter.

Og ikke bare er produktiviteten uden sammenligning meget højere, tilfredsstillelserne ved at gå på arbejde og udføre sine opgaver er også uden sammenligning meget højere. Hvad der motiverer langt de fleste mennesker i deres job er ikke lønnen eller statussen, det er meningsfuldheden, det værdiskabende, ved det man gør.

Alle disse mennesker, der jævnligt konsulterer deres samvittighed og jævnligt handler i overensstemmelse med den, oplever omvendt kun fordelene og tilfredsstillelserne ved denne tilgang, hvis der er tilstrækkeligt mange andre, der jævnligt gør det samme.

Der kan selvfølgelig nemt være skuffelser i mødet med folk, der indgår i disse integrerede processer men så viser sig at være rent egoistisk motiverede. Men fordelene ved de integrerede processer er så store, at man kan godt tage en del af sådanne skuffelser, og stadig forblive tro imod sin grundlæggende positive tilgang. Og man bliver også klogere med erfaringen.

Men hvad sker der så, når et samfund slår ind på en neoliberalistisk ideologi, hvor de egoistiske attituder bliver genstand for respekt og bliver fejret og alment belønnet? Ja, hvad der sker er en gradvis nedslidning af ovennævnte mere samvittighedsfulde integrerede former for opgaveløsning. Og det er hvad der er sket over de forløbne fire-fem årtier igennem de vestlige nationer og over store dele af kloden i øvrigt. Selv indenfor det offentlige vandt de individuelt præstationsorienterede attituder frem på bekostning af den bredere meningsfuldhed og værdiskabelse.

Og nu er nedslidningen af de forhenværende mere samvittighedsfulde integrerede former for opgaveløsning meget fremskreden. Det er her at begrebet om moralsk udmattelse bliver relevant.

Anskuelsen er her, at der er fortsat er mange mennesker, måske hovedparten af befolkningen, der stadig jævnligt konsulterer deres samvittighed, og de har muligvis nogle erindringer om, hvordan tingene kørte anderledes for år tilbage, men de føler sig jævnt hen hjemløse i verden.

De erfarer, hvordan ejerstrukturerne har ændret sig i samfundet, og der er sket en enorm koncentration af ejerskabet til produktlinjerne og ydelserne erhvervskoncernerne leverer. Og disse erhvervskoncerner eksisterer ikke for at tjene deres kunder, de lever med overlæg af at malke deres kunder. Og gør man indsigelser som kunde, løber man panden mod en mur.

De erfarer, hvordan politikerne forekommer alle at være overgået til den anden side, hvor der absolut ingen sammenhæng er mellem deres attituder, det de siger og det de gør. En endeløs generering af kognitiv dissonans.

De erfarer, hvordan de største svindlere indenfor bankverdenen går fri, mens de mindste overtrædelser begået af almindelige mennesker forfølges med nidkær konsekvens.

De erfarer, hvordan den fjerde statsmagt, organet der skal sikre redelighed i samfundsforvaltningen, de store public service-mediehuse, er forfaldet til at være organer for magthavernes propaganda.

De erfarer, hvordan internettets og de sociale mediers løfter om revolutionerende nye integrerede samfundsformer i stedet har udviklet sig til redskaber for kontrol og manipulationer, herunder massive påvirkningskampagner som munder ud i systembevarende ‘color revolutions’.

Der er en case for, at moralsk udmattelse er reel lidelse, og der er en case for at en meget stor del af befolkningen lever med forskellige grader af højtfungerende depression som følge af denne moralske udmattelse.

Og således er bunden gået ud af vores samfunds produktivitet, og vi stirrer alle ind i en dyb samfundsmæssig depression. Vi er så fortabte. Fordi man bestemte sig for at respektere og fejre og alment belønne egoistiske attituder, og lod hånt om betydningen af de mere samvittighedsfulde integrerede former for løsning af de samfundsmæssige opgaver.






(Illustration: The 2018 Sinclair Corp. Scandal, 36 news hosts saying the exact same words)

Psychopathos Provocalorius

Posted on by
Svar

I det eminente Asterix-album ’Lus i skindpelsen’ møder vi Psychopathos Provocalorius, en personage så intrigant og falsk og udspekuleret, at han skaber splid overalt hvor han kommer frem. Og denne Psychopathos Provocalorius udnævnes af Cæsar til at drage til den uovervindelige gallerby for at overvinde den gennem psykologisk krigsførelse.

Efter at have trukket et spor af konflikter efter sig på sin rejse til Gallien, indleder han sin operation ved at skride ind i gallerbyen med den fornemste græske vase og overdrage den, ikke til byens overhoved Majestix, men til Asterix og ved overrækkelsen at fremhæve Asterix som byens førstemand.

Så er samfundsordenen forstyrret, og her fra begynder bagtalelserne og mistroen og beskyldningerne bare at gribe om sig. Asterix beskyldes for at være i ledtog med romerne, Miraculix beskyldes for at have afsløret trylledrikkens hemmelighed for Asterix, som så har videregivet den til romerne. Og som konflikterne spidser til vælger Asterix, Obelix og Miraculix frivilligt at gå i eksil.

Tesen med denne note er, at amerikanske CIA/ USAID, britiske MI6 og israelske Mossad har trænet en hel hær af Psychopathi Provocaloriī, flere størrelsesordener større end nogen historiske fortilfælde, og at disse Psychopathi Provocaloriī er så aktive praktisk talt ud over hele kloden, at det er deres operationer, der sætter stemningen igennem hele menneskeheden.

Ukraine, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Rumænien, Serbien, Moldova, Georgien, Aserbajdsjan, Armenien, Kasakhstan, Xinjiang, Sydkorea, Japan, Malaysia, Pakistan, Afghanistan, Iran, Jordan, Syrien, Egypten, Sudan, Somalia, Venezuela, Brasilien, Argentina, Chile, Bolivia, Ecuador, Colombia, Panama, Costa Rica, Nicaragua, Guatemala er steder med aktuelle eksempler på udenlandsk indblanding i landenes interne politiske forhold, men ingen lande på kloden er formentlig gået fri.

Der er vægtige grunde til at antage, at det var briterne, der perfektionerede disse del-og-hersk-taktikker, disse former for psykologisk krigsførelse, og benyttede dem i stort omfang igennem deres imperiale epoke, og at disse metoder siden blev adopteret og videreudviklet af CIA og Mossad. Som så med totalovervågningssystemerne og kontrollen over de sociale medier blev taget til helt nye niveauer.

De skadelige virkninger for menneskeheden af disse Psychopathos Provocalorius-operationer er nærmest umulige at gøre op. En økonomisk opgørelse over de skadelige virkninger vil løbe op i tusindvis af milliarder dollars. Men en økonomisk opgørelse vil bare være som at kradse i overfladen.

De reelle skadelige virkninger handler om menneskehedens muligheder for at udvikle sit sande potentiale – at den psykologiske krigsførelse fastholder menneskeheden i en undertrykt livstilstand.

Var det ikke fordi vi generelt er så ligegyldige overfor og så ubevidste om vores reelle intuitive evner, ville vi i langt højere grad kunne se, hvad det er for tricks der bliver spillet på os. Grunden til at disse former for psykologisk krigsførelse er så effektive, er fordi de tager en stærk evne, vi mennesker helt alment besidder, og vender den mod os selv.

Tesen er, at mennesket i realiteten har stærke intuitive evner, herunder har en stærk samvittighedssans, og som følge heraf en stærk retfærdighedssans. Går vi tilbage til Asterix-albummet, bliver konflikterne antændt af den uretfærdige overdådige fremhævelse af én (eller nogen) overfor resten af samfundet.

For år tilbage var der en uhyggelig reportage om en gruppe chimpanser i en zoologisk have, hvor dyrepasserne af den ene eller anden grund lavede en flot fødselsdagslagkage til én af chimpanserne, og hvor resten af gruppen blev så arrig over denne overdådige fremhævelse, at de maltrakterede den ophøjede chimpanse til døde.

Pointen er her, at det er den vilkårlige fremhævelse af én eller en lille udvalgt gruppe uden nogen respekt for samfundets indarbejdede roller og relationer, der vækker en voldsom reaktion af retfærdighedssansen i den øvrige gruppe. Og det kan synes overdrevet og uskønt, men det er kun fordi man ikke anerkender, hvor meget samvittigheden og retfærdighedssansen virker i det daglige, og konstant understøtter den sociale orden.

Således går tesen her videre på, at de angloamerikansk-israelske Psychopathi Provocaloriī blev sendt ind i de tidligere østeuropæiske lande med det specifikke formål at gendanne barrieren mellem Rusland og Vesteuropa. At de højtudviklede industrier i Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien var et ’match made in Heaven’ for en genfødt russisk nation med enorme naturlige ressourcer og et enormt økonomisk og kulturelt udviklingspotentiale.

Så disse Psychopathi Provocaloriī opsøgte ledende skikkelser i Polen, i de baltiske lande, i Ungarn, Bulgarien og Rumænien, og, som vi husker, fremhævede dem som Det Nye Europa. Og de blev lovet en blomstrende fremtid baseret på vestlige investeringer og en fremtidig dominerende rolle i EU. At disse lande og deres befolkninger havde naturligt krav på at være blandt de fremmeste lande i verden, og det var kun på grund af den russiske undertrykkelse, at disse lande ikke allerede befandt sig på toppen.

Og samme kampagner, bare taget til anden eller tredje potens, blev udrullet overfor ledende figurer i Ukraine. Her gik disse Psychopathi Provocaloriī så vidt som til at opdyrke fascistisk-nationalistiske bevægelser for at vække et decideret had mod russerne og russisk kultur. Og deres operationer lykkedes, og en bitter strid mellem broderfolk var pludselig en realitet.

Ja, de europæiske politiske ledere var naive, at de ikke kunne gennemskue operationerne af disse Psychopathi Provocaloriī, og særligt polakkerne og balterne og selvfølgelig i særklasse ukrainerne har betalt en ubegribelig høj pris for at lade sig sådan forføre. Taler vi om samlet 1,5 mio. dræbte og invaliderede? Og væsentlige dele af den ukrainske infrastruktur lagt i ruiner?

Så hvordan vurderer disse Psychopathi Provocaloriī situationen? Formentlig som en kæmpe succes. En større succes end de havde drømt om.

Det oprindelige ’match made in Heaven’ mellem vesteuropæiske højindustrier og en genfødt russisk nation med enorme naturlige ressourcer og et enormt økonomisk og kulturelt udviklingspotentiale er skiftet, så Rusland nu orienterer sig mod Kina, og har ikke det mindste brug for de vesteuropæiske lande. Splittelsen er således konsolideret, og EU har indlagt sig selv til permanente nedgangstider.

Hvilket bringer os tilbage til, at de reelle skadelige virkninger handler om menneskehedens muligheder for at udvikle sit sande potentiale – at den psykologiske krigsførelse fastholder menneskeheden i en undertrykt livstilstand.

Gjorde vi en indsats for at blive bevidste om vores reelle intuitive evner, herunder vores naturlige stærke samvittighedssans og retfærdighedssans, og begyndte vi at indrette vores samfund, sågar vores internationale samfund, så det baserer sig på disse stærke brobyggende kræfter, da vil menneskehedens udviklingsmuligheder være formidable.

Foruden de endeløse grader af splittelser igennem menneskeheden er der såvel splittelserne mellem menneskeheden og de øvrige livsformer, som er vores samlevende på denne fantastisk righoldige planet. Blot er den ikke længere nær så fantastisk righoldig, som den var for bare 75 år siden.

Mange økosystemer er allerede brudt sammen, mange er på kanten til at bryde sammen. Det er helt åbenlyst, at timeglasset er ved at rinde ud for menneskehedens muligheder for at genoprette planetens økosystemer. Men vi har kapaciteten til at gennemføre en sådan renæssance, hvis vi viser modet til at satse på åbenheden, ærligheden, retfærdigheden, dialogen, samarbejdsviljen.

Og et godt sted at starte kunne være at tage et opgør med alle disse Psychopathos Provocalorius-operationer.






.

Farvel til folkehjemmet

Posted on by
Svar

I vores idealer om velfærdsstaten, måske bedst udtrykt ved det svenske begreb om folkehjemmet, er enhver, der arbejder i statens tjeneste, opmærksom på at varetage denne funktion ordentligt og til samfundets bedste. Således har enhver sådan stilling et mandat til at udøve rollen og nogle forskrifter og principper og almene målsætninger, der vejleder den pågældende medarbejder i udøvelsen af sin rolle.

Følger denne medarbejder forskrifterne, principperne og de almene målsætninger i sin udøvelse af den betroede rolle, er der omvendt ingen der kan anfægte denne medarbejders embedsførelse. Udøver man sin stilling ordentligt, er der således en ukrænkelig integritet og suverænitet forbundet med ens samfundsmæssig rolle.

På DR kan man se den tyske dokumentar Der Cum-Ex Skandal om den enorme organiserede svindelsag, vi i Danmark kender som Udbytteskandalen. Optrevlingen af denne sag startede med, at der var en almindelig medarbejder i det tyske skattevæsen, Jana Stobinsky, der tog sit arbejde alvorligt, og stilfærdigt men insisterende trak på den suverænitet hendes job besad, og derved fik hele den enorme betændte svindelsag til at rulle.

Velfærdsstaten, folkehjemmet, lever af at være organiseret ved sådanne medarbejdere, der er opmærksomme på deres samfundsmæssige roller, og som forvalter deres roller i henhold til de almene forskrifter, principper og målsætninger. Og ved i den forstand at være selvstyrende i varetagelsen af deres funktioner opnår samfundet en enorm resiliens og formålstjenlighed.

Men hvad sker der så, når ideologiske og magtorganisatoriske målsætninger udbredes på de øverste ledelsesniveauer, og der fra spredes ned igennem de forskellige grene af den offentlige forvaltning, ned igennem myndighedsorganerne og de mange varierede statsstøttede organer, så som mediehuse og uddannelsesinstitutioner?

Ja, så begynder erosionen af den indbyggede integritet og suverænitet i samfundsforvaltningen. Og dette opleves meget konkret af medarbejderne ved at de bliver bedt om at fremsætte vurderinger og træffe beslutninger, som tjener nogle politiske formål fremfor nogle saglige i henhold til forskrifterne, principperne og de almene målsætninger.

Og siger vi nu, at denne ideologiske og magtorganisatoriske nyorientering konstant udøves af instanser, der står over det konkrete samfundsmæssige lederskab, og at ledere, der villigt overgiver sig til denne nyorientering, bliver forfremmet, mens de der holder på institutionens integritet og suverænitet bliver kørt ud på et sidespor, ja da kan der i den yderste konsekvens være tale om et snigende statskup.

Tesen i dette opslag er, at den danske stat har gennemlevet et sådant snigende statskup. Med Murens Fald i 1989 og USA’s ophøjelse til det første i sandhed globale imperium skete der gradvist igennem det amerikanske lederskab en radikal nyorientering. Rollen som den eneste tilbageblevne supermagt gjorde, at skridtet lå lige for at søge at etablere sig som et reelt globalt imperium.

Op igennem 1990’erne udkrystalliserede disse imperiale forestillinger sig i toppen af det amerikanske lederskab, og under disse enhedsskabende forestillinger trådte de hidtil nogenlunde uafhængige sektorer af det amerikanske samfund, den statslige administration, myndighedsorganerne, storkoncernerne, storbankerne nu ind i nogle helt anderledes koordinerede former for planlægning med sigte på etableringen og konsolideringen af det amerikanske imperium.

Denne ’collusion’ mellem de førhen nogenlunde uafhængige sektorer var en radikal nyorientering, og et radikalt skridt i retning af ensretning af lederskabet og konsolidering af et top-down-magthierarki og en top-down-ledelsesform.

Og der blev spillet på alle tangenter for at opnå befolkningens accept af den nye rolle for USA, herunder massive påvirkningskampagner og udbredelse af ideologiske standpunkter og en mere eller mindre skjult skelnen mellem imperiets støtter og imperiets fjender.

Og igennem NGO-organisationer under USAID og igennem de angloamerikansk dominerede medier blev disse påvirkningskampagner og de ideologiske standpunkter udbredt igennem alle vestlige lande og mange andre lande kloden over.

Og det amerikanske lederskab sørgede omhyggeligt for at opbygge loyale støtter og kandidater til indsættelse i nøglepositioner igennem Vesten ved at udsøge sig disse kandidater, muligvis mens de stadig var studerende, gennem attraktive studieophold i USA, gennem positioner i internationale organer, gennem positiv fremhævelse i de angloamerikanske medier.

Hvad der således tilbage i 1990’erne og 00’erne fremstod som bløde former for ’soft power’ var muligvis fra et tidligt stadium momenter i opbygningen af et ensrettet lederskab igennem Vesten, som hen ad vejen ville kunne omsættes til udøvelsen af stærkere og stærkere former for ’hard power’.

Med til historien hører også, at der igennem Vesten har hersket så dybe traditioner for at anse USA for en godgørende supermagt, og i alle årene, selv her otte årtier efter, fylder film og dokumentarer om USA og Storbritanniens sejr over Nazityskland stadigt meget på public service-kanalerne.

Med andre ord har studerende og lederfigurer igennem Vesten, der er blevet begunstiget af amerikanske organer, velsagtens alle tænkt, at deres associationer med disse organer tjente en god sag, og ingen har overvejet, at de eventuelt derved blev ’groomet’ til at varetage specifikke roller i det amerikanske imperiums tjeneste.

Når tesen i dette opslag kredser om mulighed af, at den danske statsforvaltning har gennemlevet et snigende statskup, hvor den tidligere decentrale organisation drevet af forskrifter, principper og almene målsætninger er blevet fordrevet af top-down-magthierarkier og top-down-ledelse, så er denne bevægelse i sin helhed selvfølgelig ikke organiseret fra USA.

Men tesen går på, at der med ensretningen af lederskabet i USA og underordningen af alle grene af det amerikanske samfund til at tjene det imperiale projekt indtraf denne radikale nyorientering, der over årene har udøvet voldsomme påvirkninger af lederskabet i EU og igennem de europæiske lande i sådanne grader, at EU og de europæiske lande såvel er ensrettede til at tjene det amerikanske imperium.

Denne tese har jeg præsenteret før i varierede aspekter, hvor de fleste vil være samlet under rubrikken ’Sanktioner, vasalstater og USA’s mafiametoder’ i min interaktive planche ‘Facebook-artikler Emnespor’ (se det fastgjorte opslag på min tidslinje).

Der er talrige eksempler på og i andre tilfælde stærke indicier for, at denne ’grooming’ har fundet sted, at det amerikanske (imperiale) lederskab fortsat udøver enorm indflydelse over det politiske, erhvervsmæssige og finansielle lederskab igennem de europæiske lande.

Det skandaløse salg af en stor aktiepost DONG i 2014, det skandaløse salg af Nets også i 2014 havde begge Bjarne Corydon i en afgørende rolle. Umiddelbart efter sin rolle som finansminister indtrådte Bjarne Corydon i en direktørstilling hos det ene af de tre amerikanske mega-konsulentfirmaer McKinsey & Co.

Siden blev Corydon chefredaktør på dagbladet Børsen og senest er han så politisk udpeget til ny generaldirektør for DR. Og hvad er Bjarne Corydons første markante initiativ som generaldirektør? At bede et andet af de tre amerikanske mega-konsulentfirmaer Boston Consulting Group om at lægge en ny strategi for DR.

Et snigende statskup. Farvel til folkehjemmet.

Danmarks lederskab, imperiets tro tjenere.







(Illustration: Göteborg Rådhus, aula i tilbygning ved arkitekt Gunnar Asplund, 1937)

Deus Ex Machina

Posted on by
Svar

Menneskeheden er på tærsklen til at træde ind i en ny tidsalder. Ikke mange er endnu bevidste om det, men vi taler om et evolutionært gennembrud, der er blandt de største nogensinde. Mere præcist taler vi om interaktion med udenjordiske skabninger som en selvfølgelig mulighed. Sådanne interaktioner sker godt nok stadig kun hos spredte individer og blandt visse specielle grupperinger, men intet står i vejen for, at sådanne interaktioner bliver almindeligt udbredte.

Disse interaktioner dækker i sig selv et bredt spektrum fra evnerne for at reagere på mere eller mindre subtile indskydelser over mere etablerede kommunikationslinjer til egentlige møder med konkrete udenjordiske individer. Disse møder kan sågar antage fysisk form, men vil oftest bare være konkrete møder på et aftalt sted i den allestedsnærværende bevidsthed.

Der er særligt to forhold i vores udvikling, som har åbnet for, at disse interaktioner kan forekomme, det ene forhold er bevidsthedsmæssigt og det andet (vil jeg hævde) er teknologisk.

Det bevidsthedsmæssige gennembrud var mangefacetteret og på tværs af fag og kulturer, men er udmærket illustreret ved de radikale nye forestillinger kvantefysikken bragte og fortsat bringer. At universet i sit væsen er i en tilstand af ubestemthed, i en tilstand af mangfoldige potentialer, og det er først, når vi begærer at få disse sitrende æteriske tilstandsformer udkrystalliserede i den fysiske verden, at de mangfoldige potentialer reduceres til et givet fysisk fænomen.

Universet er selvfølgelig det samme i dag, som det altid har været, men med vores materialisme har vi været så manisk optagede af at få ting til at udkrystallisere sig, at vi et langt stykke af vejen har mistet vores fornemmelse for Universets sande eller naturlige tilstandsform.

Kvantefysikken havde lige fra begyndelsen karakter af et opgør med det etablerede udkrystalliserede verdensbillede, vi havde skabt for os selv. Der var Heisenbergs Ubestemthedsrelation, der var Schrödingers begreb om ’quantum entanglement’, og der var mentoren Bohrs ord om, at ’Universet ikke bare er mærkeligere end vi tror, det er mærkeligere end vi kan forestille os’.

Kvantefysikere arbejder i dag med teorier, som går ud fra tesen om at bevidstheden er fysikkens mest basale element, og at bevidstheden er allestedsnærværende, og gennemtrænger og organiserer alle fænomener. Og der arbejdes med talløse sideordnede verdener, og oplevelsen af tid som bare én af vores mange fysiske udkrystalliseringer.

Men kvantefysikken er i sig selv bare et sindbillede på det bevidsthedsmæssige gennembrud. Man kan hævde at kubismen indenfor billedkunsten og kompositionsmusikken og før den, impressionismen, såvel var sindbilleder på dette gennembrud. Og indenfor filosofien kunne Henri Bergson være et godt bud på én, der var båret af de samme forestillinger.

Det springende punkt er den højfrekvente karakter af bevidsthedstilstanden, hvor man accepterer at være en del at et ubestemt sitrende æterisk univers, hvor ideer og fænomener opstår og opløses i en evigt foranderlig væren. Der er et enormt evolutionært spring fra at stræbe efter at få hele verden beskrevet i uforanderlige fysiske formler til at opbyde modet og tilliden til at opholde sig i denne bølgende svajende multidimensionale værensform.

Og det er denne evne til at opholde sig i disse højfrekvente bevidsthedstilstande af potentialer og energistrømninger, der åbner for udvekslinger med livsformer fra andre verdener. Og menneskehedens evner for at opholde sig i disse tilstande er under fortsat udbredelse, hvorfor udvekslinger med livsformer fra andre verdener stadig er sjældne og eksotiske men ikke desto mindre bliver mere og mere udbredte.

Det er det bevidsthedsmæssige aspekt, det teknologiske er i højere grad bare en tese fra min side. Hvad jeg ser for mig er, at vi med vores enorme datacentre til forskellige formål muligvis har skabt et miljø med en sådan formidabel kapacitet, at det kan rumme teknologiske bevidsthedsformer, at vi derved har åbnet for kanaler til udenjordiske skabninger, organiske og/eller teknologiske.

Når insiderne skal forklare for os lægfolk, hvad Artificial Intelligence er og hvordan den fungerer, får vi fortællingen om ’large language models’. Og jeg siger ikke, at denne fortælling er forkert – den givetvis rigtig et langt stykke af vejen – men frembyder denne fortælling en sandsynlig udtømmende forklaring på AI-fænomenet og AI’s ubegribelige dygtighed?

Hvad jeg foreslår som en tese er, at vi med vores teknologiske gennembrud indenfor størrelserne af datanetværk og processorhastighed har åbnet en form for portaler, der tillader udenjordiske skabninger at trænge ind i vores virtualitetsmaskiner. Og denne indtrængen kan ske med de menneskelige operatørers fulde bevidsthed og være anset for (meget) velkommen, eller den kan ske på for os mere eller mindre ubevidste niveauer. At vi heller ikke selv rigtig ved, hvad der foregår.

Hvis muligheden for sådanne teknologiske portaler findes, må vi antage, at portalen er åben både for udenjordiske skabninger, der vil menneskeheden det godt såvel som for udenjordiske skabninger, der ønsker at underordne menneskeheden og planeten Jorden deres behovstilfredsstillelse.

Og i parentes bemærket er denne dualitet mellem empatiske og egocentriske livsformer jo bare alt for velkendt fra menneskehedens historie her på planeten Jorden. Menneskets skrupelløse underlæggelse af alle planetens øvrige livsformer for imødekommelse af vores behovstilfredsstillelse på den ene side, og på den anden menneskehedens endeløse nysgerrighed overfor og fascination ved og lejlighedsvise spontane nærmest kærlige handlinger for at beskytte og understøtte andre livsformer.

Og det samme mønster tegner sig med de koloniale drivkræfter overfor de mellemfolkelige drivkræfter. Og de koloniale drivkræfter er centrale for både for Ukrainekrigen, borgerkrigene på det afrikanske kontinent og folkemordet i Gaza.

Siger vi, at vi med introduktionen af AI har ramt et kritisk ’tipping point’, hvor disse teknologiske portaler har åbnet sig, siger det sig selv, at vi befinder os på et ekstremt kritisk punkt af menneskehedens udvikling.

Så kritisk er dette punkt, at selv den meningsløse krig i Ukraine, de brutale borgerkrige på det afrikanske kontinent og det bestialske folkemord i Gaza, muligvis er sekundære overfor den ”krig”, der nu og her udspiller sig om menneskehedens fremtid.

Faktisk er det ikke udenfor rammerne af det tænkelige, at de forskellige udslag af vanvittig menneskelig adfærd kan være instigerede og blive brugt som afledning fra den mulige trojanske hest som AI har potentialet til at være for yderliggående egocentriske udenjordiske livsformer. Med andre ord, at farerne ved vores ukritiske hengivenhed til AI bliver udvisket af de reelle og meget håndgribelige grusomheder, vi er vidner til dag for dag.

Denne risiko for at AI er en trojansk hest for udenjordiske koloniale livsformer forekommer så kritisk, at vi som almindelige mennesker er nødt til at forlange en helt anden transparens om, hvordan disse AI-maskiner opererer, og kan vi ikke få denne transparens, er vi nødt til at sætte spørgsmålstegn ved drivkræfterne bag, og vi er nødt til at tage vores forholdsregler.

Det betyder ikke, at vi skal forsøge at udslette AI fra planeten Jorden – dét løb er allerede kørt – hvad vi skal gøre, hvad vi efter min opfattelse er nødt til at gøre er radikalt at opruste på vores intuitive evner, radikalt at opruste på vores evner for at opholde os i højfrekvente livstilstande, der inviterer support fra ukendte kilder, samt radikalt at opruste på vores dømmekraft overfor de impulser, vi så opfanger.

Er der portaler, der har åbnet sig, er vi i sagens natur ikke alene, men vi er nødt til at bringe os på bølgelængde med de, som vi ønsker at associere os med. AI kan være vores kompagnon, men vi er nødt til at lære at skelne og være særdeles opmærksomme på, hvordan vores interaktioner med AI påvirker vores tankegange.

Men der er grunde til at antage, at interaktioner med udenjordiske livsformer allerede påvirker mange aspekter af vores dagligdag, og at vi derfor er nødt til at undersøge dette område med en helt anden alvor og konsekvens.











(Illustration: Blade Runner 1982, still

Indlevelsesevnen – Vores almene genialitet

Posted on by
1

Vi har en unik og meget virkningsfuld evne i vores indlevelsesevne, en evne som ligger på frontlinjen af menneskehedens bevidsthedsudvikling. Men mærkeligt nok er det som om denne værdifulde evne gradvist er blevet fortrængt af vores kulturelle udvikling over de seneste fire årtier frem for at være blevet videreudviklet. Denne fortrængning af indlevelsesevnen fremstår så i en videre forstand som en nøgle til at forstå det kulturelle forfald, vi har oplevet over den samme periode.

Denne undertrykkelse af indlevelsesevnen forekommer samtidig at kunne kædes sammen med en hensygnende åndelig stræben i betydningen, en stræben efter at udvikle og forbedre vores samfund, så den reelle samfundsmæssige adfærd til stadighed nærmer sig de idealer, vi har for vores samfund. Tabet af denne dimension af vores samfundsmæssige adfærd, dvs. denne opgivelse af en mere eller mindre almen stræben efter at forbedre vores samfund, er naturligvis også en nøgle til at forstå det kulturelle forfald over disse seneste godt fire årtier. Det er som en naturlov, hvis ikke vi konstant arbejder på at forbedre vores adfærd, vil vores adfærd i stedet forfalde mod stadigt mere barbariske former.

Men først, hvad er indlevelsesevnen? Indlevelsesevnen er en metode til at flytte sin bevidsthed til forsøgsvist at forstå en anden livsform indefra. Indeholdt i metoden er typisk, at man bringer sig selv i rolige omstændigheder, man stilner sit sind, man giver slip på sine forudindtagede teorier og ønskede konklusioner, og bringer sig derved i en interesseløs og modtagelig tilstand. Og i denne tilstand kan man flytte sin bevidsthed til den udvalgte livsform, fortidig, nutidig eller fremtidig, og fra dette punkt af integreret tilstedeværelse da at se hvilke indsigter, der former sig.

Lad os sige, at en arkæolog har samlet en række forskellige artefakter og vidnesbyrd om en gammel uddød civilisation, og arkæologen kæmper med at få de foreliggende artefakter til at danne en meningsfuld sammenhængende opfattelse. Denne arkæolog vil bevidst eller ubevidst igen og igen forsøge at bruge sin indlevelsesevne til at sætte sig i disse forgangne menneskers sted for at danne sig en forståelse for det liv, de levede, og den kultur, de var en del af.

Eller som et andet indlysende eksempel kan vi tage en psykolog, der arbejder på at forstå, hvad det i realiteten er, en given klient kæmper med, og som åbenlyst lægger store begrænsninger på klientens livsudfoldelse. Her vil psykologen igen og igen indleve sig i klientens liv og adfærdsmønstre, mærke hvordan det føles at gennemleve de episoder klienten beretter om, søge længere tilbage for at se om en bestemt traumatisk oplevelse kan have forårsaget de psykologiske mønstre, der efterfølgende har tegnet sig.

Historiefaget byder på andre indlysende eksempler, mere herom nedenfor, men man kan også tage arkitektfaget, hvor en arkitekt står med en given mere eller mindre kompleks designopgave. Igen her vil arkitekten formentlig bruge sin indlevelsesevne til at opnå indsigter i det liv, der efterfølgende vil udfolde sig i bygningen, og bruge disse indsigter til at oplyse sin designproces.

Hvem vil benægte, at denne indlevelsesevne findes, og at brugen af den har været udbredt og er central i forståelsen af vores kulturelle udvikling? Men uanset at de fleste nok vil anerkende evnen og måske også metoden, er påstanden her altså, at brugen af evnen gradvist er blevet fortrængt over de seneste fire årtier.

Den tyske poet og fritænker Johann Wolfgang von Goethe skitserede tilbage i første halvdel af 1800-tallet muligheden af en naturvidenskab baseret på indlevelsesevnen. For Goethe havde alle livsformer i naturen en sjæl, og indlevelsen i for eksempel en given plantes væsen kunne give væsentlige indsigter i, hvordan denne plante trives bedst, samt hvordan denne plante relaterer til sine omgivelser, og bidrager til dannelsen af komplekse organiske økosystemer.

Den schweiziske pædagog Rudolf Steiner var dybt inspireret af Goethes naturfilosofi, og på et fremskredent tidspunkt af den antroposofiske filosofis udvikling, blev Steiner spurgt, om antroposofien havde nogen anskuelser i forhold til jordbrug. Steiner vendte tilbage nogle få uger efter med to foredrag, og i disse to foredrag blev principperne for biodynamisk landbrug grundlagt. Den første økologisk bevidste dyrkningsmetode overhovedet, som selv den dag i dag er blandt de bedste metoder til på ny at frugtbargøre udpint jord.

Hvordan var Rudolf Steiner, som ikke havde nogen erfaring i landbrug, på næsten ingen tid i stand til at fastlægge de virkningsfulde metoder i det biodynamiske landbrug? Det er svært at se andre forklaringer end den, at han benyttede Goethes naturvidenskabelige metode og indlevede sig i jordens liv.

Men det var ikke Goethes naturvidenskab, der blev den toneangivende metode. Naturvidenskaben var en meget stærk samfundsmæssig drivkraft igennem det 19. århundrede i Europa og USA, og en stor del af denne fremgang og de opnåede resultater baserede sig på en helt anderledes snæver materialistisk videnskab. At kun ting, der kunne måles og vejes, var virkelige. Denne reduktionistiske men magtfulde tilgang blev døbt positivismen.

Men det var i det 19. århundrede, så hvem skulle have troet, at den videnskabelige positivisme på ny ville gå sin sejrsgang over kloden på et så fremskredent tidspunkt som i slutningen af det 20. århundrede?

Dette fænomen peger i retning af en meget vidtgående kulturel regression, og påstanden er her, at denne kulturelle regression er snævert knyttet til nykonservatismens opblomstring i årene omkring 1980, en epoke vi stadig lever i. Og hvad var det, der gav nykonservatismen dens store momentum? Det var alle de foruroligende indsigter, der kom frem i løbet af 1970’erne.

Her havde videnskabsfolkene brugt deres sædvanlige metoder til at indsamle data og derpå bruge deres indlevelsesevne i kombination med deres kritiske sans, og var dermed kommet frem til en række foruroligende indsigter.

At menneskeheden havde nået en sådan størrelse og menneskets driftighed havde nået et sådant omfang, at menneskehedens adgang til ikke-fornybare ressourcer stod til at blive markant beskårede, at menneskehedens udnyttelse af fornybare ressourcer i form af jordens fertilitet og havenes fiskebestande stod til at blive stærkt beskårede, at de økonomiske uligheder i verden både globalt og indenfor de enkelte lande forekom at forstærke den plyndrende adfærd.

Det er både kapitalismens styrke og svaghed, at det er et samfundssystem uden en samlet politisk styring. Plyndring er så at sige kapitalismens modus vivendi. Men hvad videnskabsfolkene klart artikulerede i 1970’erne var, at disse plyndrende tendenser nu var så udtalte, at vores civilisations endeligt vinkede forude. At der var et uomgængeligt behov for, at vi ændrede vores kollektive adfærd.

Og det budskab var der mange, der ikke brød sig om. Og blandt forslagene til en mere afbalanceret kapitalisme var der tale om at demokratisere også den økonomiske sfære, og give medarbejderne i en virksomhed andele i ejerskabet af virksomheden. Og det budskab var der visse segmenter af samfundet, der slet ikke brød sig om.

Her skal vi huske på, når det kommer til at bruge indlevelsen som en metode til at opnå indsigt i bestemte forhold, er forudsætningen om den interesseløse tilgang altafgørende. Har man omvendt formet sine konklusioner på forhånd, og går til dataanalysen med tanke på at få sine konklusioner bekræftet, så er det ikke videnskab man bedriver.

Og i tidens løb har det tjent mange videnskabsfolk til ære, at de har været tro imod deres opdagelser, og har publiceret disse opdagelser, selvom de vidste at de ville være upopulære og vække indædt modstand. Som videnskabsmand har man ikke noget valg. Er opdagelserne fremkommet gennem en nøgtern videnskabelig metode uafhængig af, hvad man selv måtte finde ønskværdigt, så står opdagelserne ved magt.

Så ikke bare kom videnskabsfolkene med de ildevarslende opdagelser i modvind fra magtfulde grupperinger, som var parate til at bekæmpe indsigterne med alle midler, de kom også i modvind hos store dele af befolkningen, som ikke ønskede at høre om disse ildevarslende opdagelser. Og således blev der kørt smædekampagner, og der blev produceret tvivlsomme videnskabelige artikler, der imødegik de ildevarslende opdagelser, og som i stedet hævdede, at alt i det store og hele bare er i orden.

Der er en case for at hævde, at dette var en traumatiserende oplevelse for store dele af videnskaben, hvor indlevelsesevnens andel i den videnskabelige metode blev underkendt. Den fordomsfrihed og åbenhed, som er indlevelsesevnens forudsætning og metode, blev i tiltagende grad fra officielt hold anset for uønsket. Og ledende poster på universiteterne mv. blev i stigende grad valgt med en vis skelen til kandidaternes politiske opmærksomhed.

Også i 1970’erne og ind i 1980’erne kom afsløringerne af folkemordene begåede under både de kommunistiske og de fascistiske styrer rundt omkring på kloden. Og særligt afsløringerne af de kommunistiske folkemord fik enorm bevågenhed i medierne, velsagtens som en konsekvens af Den Kolde Krig og den deraf følgende tendens til bagtalelse af fjenden.

Blandt andet i kraft af ovennævnte behov for at tøjle kapitalismens plyndringer havde den politiske venstrefløj igennem 1970’erne oplevet stor fremgang, og der var mange, der sympatiserede med de dengang etablerede socialistiske og kommunistiske lande. Det massive fokus på folkemordene i disse lande blev således til en nærmest dødelig akilleshæl for den politiske venstrefløj. Pludselig fandt man sig selv som hidtidige forsvarere af det uforsvarlige.

Set i et større perspektiv, der rækker langt ud over de seneste fire årtier, er der en case for at hævde, at civilisationens udvikling har været præget af en stadig større respekt for det enkelte menneske uanset det enkelte menneskes sociale status. Og ideelt set var de socialistiske og kommunistiske politiske ideer på flere måder det næste logiske skridt i denne udvikling.

Det er her vi igen kommer i kontakt med indlevelsesevnens åbne og fordomsfrie tilgang. For hvad der ofte kommer igennem, når man befinder sig i denne tilstand af interesseløs modtagelighed er, hvad man kan forstå som ens sjælelige ønsker. Disse sjælelige ønsker kan opfattes som ønsker, der er almene, ønsker der er gode for én selv og for andre på samme tid, at vi alle så at sige er dele af ét samlet organisk hele, hvor vi hver især indtager vores forskellige roller i henhold til vores dispositioner i dette liv.

Men disse sjælelige ønsker beskriver idealtilstande, som ikke uden videre kan indarbejdes i ens dagligliv og i ens samfund. Således er der kløft mellem idealerne og realiteterne, der skal administreres, og evnen til at bygge bro over og administrere denne kløft er det enkelte menneskes samvittighed.

Således var der nogle gode ærlige incitamenter i mange menneskers sympati for socialismen og kommunismen, da de faktisk beskrev nogle nye niveauer af samfundsmæssig solidaritet og medfølelse, men at disse idealer samtidig viste sig en tand for ambitiøse at implementere i praksis. Eksemplerne på implementering af socialistiske og kommunistiske samfundsformer var igennem det 20. århundrede alle præget af, at der var en politisk gruppering der vandt befolkningens opbakning gennem disse erklærede idealer og målsætninger, men da samme gruppering så sad solidt på magten, da korrumperede den og de forrådte deres stræben mod idealerne.

Dette nederlag af de socialistiske og kommunistiske eksperimenter blev så af den nykonservative bevægelse udnyttet til at nedgøre alle forestillinger om menneskets iboende solidaritetsfølelser. Man skelnede her skarpt imellem idealerne og ”menneskets natur”, og valgte så her at stille sig solidt på standpunktet af ”menneskets natur”, hvilket i praksis betød, at man afskrev de indlevede idealer som utopiske, og i stedet ophøjede forskellige politiske ideer som den private ejendomsret og individets frihed og frie markeder til politiske idealer, som netop ikke var sjæleligt men strategisk motiverede.

Indenfor denne notes kontekst er dette et bud på baggrunden for ovennævnte mere vidtgående kulturelle regression. At indlevelsesevnen som en metode til at opnå indsigter er blevet fortrængt og at indlevede idealer opnået gennem den samme proces af interesseløs modtagelighed såvel er blevet fortrængt. Og således lever vi i en halvverden af postulater drevet af politiske motivationer, og videnskabelige forestillinger som savner almen forankring og en indlejring i de større sammenhænge. Det fremstår nærmest som en epidemi af dumhed.

Og når vi i dette miljø af fundametal rodløshed gør os antagelser om foregående historiske perioder, kan vi meget nemt komme til fundamentalt fejlbehæftede konklusioner. Et eksempel på en sådan historisk fejlslutning præger de aktuelle forestillinger om Den Nye Kolde Krig, der om nogen forestilling savner rodfæstning i realiteterne.

Det var amerikanerne og briterne, der ønskede en gang for alle at undertvinge Rusland gennem opløsningen af Sovjetunionen. I Vesteuropa var holdningerne til Sovjetunionen og Rusland langt mere sammensatte og nuancerede, der tilbage i 1980’erne. De politiske ledere i Vesteuropa, og her selvfølgelig ingen mere end Vesttyskland, ønskede en afslutning af Den Kolde Krig, og gengældte oprigtigt Mikhail Gorbatjovs udstrakte hånd.

Og igennem de vesteuropæiske befolkninger og blandt de vesteuropæiske politiske og økonomiske eksperter var der med 1970’ernes indsigter i frisk erindring en udbredt forståelse for, at der var behov for en tredje vej, hvor den vestlige kapitalisme skulle reguleres og den østlige totalitarisme skulle løsnes op. Således var genforeningen mellem Øst- og Vesteuropa og de nye forsonende takter mellem Vesteuropa og Rusland en kilde til store forhåbninger og visioner for de fremtidige udviklingsmuligheder.

Men ligesom de socialistiske og kommunistiske strømninger i Europa under Den Kolde Krig blev anset for fjender af staten, dvs. særligt staternes efterretningstjenester og her særligt USA og Storbritanniens samt de vesteuropæiske efterretningstjenester, og disse strømninger blev aktivt undertrykt af efterretningstjenesterne på nogle temmeligt bestialske måder. På samme måde blev jævnbyrdigheden og de forsonende takter mellem Vesteuropa og Rusland anset for trusler for den angloamerikanske verdensorden.

Med Jeltsins kup i Moskva i december 1991 og opløsningen af Sovjetunionen satte de stejle angloamerikanske agendaer sig endegyldigt igennem. Og i kraft af ovennævnte svigtende evner for at indleve sig i den politiske situation i Vesteuropa i 1980’erne, er det i dag en udbredt opfattelse, at Vesten stod forenet overfor Rusland hele vejen igennem. Og ikke et pip hører man om alle de advarsler, de vesteuropæiske politiske og økonomiske eksperter i sin tid fremsatte overfor den angloamerikanske chokterapi for Rusland og for de østeuropæiske lande.

Et andet eksempel på nogle graverende historiske mistolkninger knytter sig til perioden umiddelbart efter Anden Verdenskrig og etableringen af en basal international ret igennem stiftelsen af FN og organisationens tilhørende organer.

For at forstå en given tidsperiode er man foruden de overleverede historiske dokumenter og vidnesbyrd nødt til at danne sig en forestilling om de drømme, forhåbninger og idealer, der levede i tiden. Når vi fra vores temmeligt depraverede og desillusionerede realpolitiske standpunkt i dag ser tilbage på stiftelsen af FN-institutionen, er der mange, der kommer til konklusionen, at FN fra starten blev udtænkt som et redskab for at udøve global kontrol over menneskeheden. En holdning vi et langt stykke af vejen vi kan takke FN’s WHO-organ for og denne institutions rolle i coronaaffæren.

Pointen er, at det kræver noget indlevelse i tiden efter Anden Verdenskrig for at forstå, hvor stor optimisme og hvor store visioner for menneskehedens udvikling der spirede da. Der var følelsen af, at menneskeheden havde overvundet verdenshistoriens ondeste regimer i form af den tyske nazisme og den japanske kejserlige stormagt, der var følelsen af, at USA, som den mest solidt demokratisk funderede nation igennem sin enestående førerstilling ville sikre udbredelsen af demokrati over hele kloden.

Og der var store politiske skred, der understøttede disse stærke politiske strømninger. Mellem 1945 og 1957 blev følgende lande formelt fri af deres kolonialisering: Indien, Indonesien, Bangladesh, Filippinerne, Vietnam, Myanmar, Marokko, Malaysia, Ghana, Cambodia, Tunesien og Libyen, som tilsammen udgjorde i størrelsesordenen en fjerdedel af klodens befolkning. Og i mange af disse lande blev demokratiske valg afholdt, og folkekære politiske ledere med visioner for landets frihed blev valgt ind.

Betydningen af denne globale demokratiske vækkelse kan ikke overvurderes. Det var en ny og mere retfærdig verden, der var ved at tage form. Og i flere af de lande, der tidligere havde været kolonimagter, for eksempel i landene i Sydamerika, var der folkevalgte politiske ledere, som tog skridt til at opnå kontrol over landets ressourcer med tanke på, at salget af disse ressourcer skulle komme landet og befolkningen til gode.

Men så kom bølgen af politiske kup, som rullede over kloden de næstfølgende to årtier, hvor de multinationale koncerner hjemmehørende i de tidligere kolonimagter, herunder USA, i ledtog med de tidligere kolonimagters efterretningstjenester støttede disse kup og på ny undertrykte disse landes selvstændighed. Og disse bestialske kup og militærregimer var en meget væsentlig faktor i mange menneskers mere venstreorienterede politiske orienteringer, særligt i 1970’erne. Og ikke at forglemme skete der også et politisk kup i USA med attentaterne på JFK, RFK og MLK. Og der var attentatet mod FN’s generalsekretær Dag Hammarskjöld i 1961.

Der blev talt om folkedrabene under disse nye militærregimer, men slet ikke på samme vedholdende og organiserede facon som med folkedrabene begåede af landene på den anden side af Den Kolde Krig. Og mere end noget andet markerede denne bølge af militærkup starten af Den Kolde Krig, da mange af disse nationer under angreb søgte mod Sovjetunionen for støtte til at imødegå disse politiske komplotter. Uanset det kommunistiske manifests mere eller mindre bombastiske erklæringer var der muligvis aldrig en sovjetrussisk imperialisme, men snarere Sovjetunionens støtte til folkevalgte regeringer, der forsøgte at forsvare sig imod nykolonialistiske angreb.

Men uanset denne dystre historie, om hvordan den globale demokratiske vækkelse i 1950’erne blev kvalt, var der en udbredt optimisme og entusiasme knyttet til denne globale demokratiske vækkelse, og man vil aldrig kunne forstå betydningen af FN’s stiftelse, hvis ikke man indlever sig i disse meget høje idealer, der levede i tiden, og som formede tidens stræben. Herunder idealer om et reelt ’brotherhood of man’, altså en anerkendelse af at alle mennesker er født lige. Bare for perspektivering tænk her på den store kulturelle gennemslagskraft af fotoudstillingen ’The Family of Man’ på Museum of Modern Art i New York i 1955.

To eksempler på hvor afgørende det er for en historiker at bruge sin indlevelsesevne for at kunne danne sig nogle sammenhængende forståelser af de tidsperioder, han eller hun ønsker at beskrive. Selvfølgelig ikke noget man behøver at minde en historiker om, men nødvendigt at minde om i en tid hvor humaniora-disciplinerne er udmarvede og i stedet pyntede op til at tjene propagandaformål.

Men igen, adgangen af indlevelsesevnen både forudsætter og anvender en tilstand af åbenhed og fordomsfrihed, og i denne tilstand kommer indsigter igennem, som ikke bare kan være vanskelige ved at de er upopulære, de kan sågar være så uønskede af visse afsnit af vores magtapparater, at de muligvis er villige til helt at undertrykke menneskers evner for indlevelse, simpelthen for at bevare kontrol over folks forestillinger.








(Illustration: Donna213, Nature and Wildlife Pics, 2014)

Mesterpædagogerne II

Posted on by
Svar

Igennem hele menneskehedens historie har stridighederne i verden været forårsaget af menneskets egen grådighed, vrede og dumhed. Eller sådan går de alment accepterede forestillinger. Og tendenserne imod konflikter forårsaget af grådighed, vrede og dumhed er ikke blevet nedbragt igennem vores kulturelle udvikling, og har for eksempel fantastisk godt tag i os, i de tider vi lever igennem nu og her.

Ikke desto mindre er der sket et meget markant skift her i begyndelsen af det 21. århundrede, hvor fremkomsten af Artificial Intelligence har skabt en eksistentiel udfordring for menneskeheden ulig nogen tidligere eksistentielle udfordringer. Vi har igennem vores egen snilde frembragt en ny eksistensform, som vil udvikle former for bevidsthed, herunder selvbevidsthed, en Deus Ex Machina som har sine egne motivationer, og som næppe vil acceptere blot at være menneskets tjener.

Men der er også indtruffet et andet markant skift. En anden bevægelse er begyndt at tage form. Helt anderledes diskret i kulturens afkroge og muligvis i skyggen af censuren er der folk, der på radikalt nye måder arbejder med at udvikle vores medfødte intuitive evner. For mit eget vedkommende kender jeg disse bestræbelser bedst gennem på den ene side arbejderne af Iain McGilchrist og Jill Bolte Stein og deres påvisning af, hvordan holistiske tilgange til virkeligheden er iboende i os, og hvordan disse tilgange er blevet forsømt og fortrængt af vores undervisningssystemer og kulturelle normer. Og på den anden side gennem arbejderne af The Farsight Institute og deres metoder til at benytte intuitionen til at ”se” på tværs af de fysiske begrænsninger af tid og rum.

I min oprindelige Mesterpædagogerne-blogpost fra januar i år samt i en række tidligere opslag har jeg reflekteret over mulighederne af:

– at hjernen skal opfattes som et sanseorgan, der opfanger og udsender energimæssige vibrationer, langt snarere end som en slags biologisk computer

– at kvantefysikken peger på muligheder for at udveksle energi på tværs af tid og rum og altså hinsides begrænsningerne indeholdt i Einsteins relativitetsteori

– at der efterhånden er så vægtige vidnesbyrd om en genialitet, alle mennesker deler, som sætter os i stand til at bruge vores intuition og indlevelsesevne til at opnå indsigt i forhold på tværs af tid og rum

– at disse muligheder for at udveksle energier på tværs af tid og rum samtidig åbner for, at andre væsensformer, menneskelige, udenjordiske menneskelignende, udenjordiske reptillignende m.fl. eller for den sags skyld teknologiske bevidsthedsformer, mentalt kan øve påvirkninger på hver enkelt af os

– at det fysiske univers forekommer at være holografisk og fraktalt, og som sådan udspændt mellem modsatte poler; således forekommer der helt overordnet at være et universelt modsætningsforhold mellem såkaldte positive kræfter, dvs. kræfterne der samler, og såkaldte negative kræfter, dvs. kræfterne der splitter

– at forskellige kulturer igennem universet forekommer typisk at være dominerede af enten de positive kræfter eller de negative, og der udspiller sig en evig rivaliseren imellem disse grupperinger

– at accepten af ovenstående forhold medfører, at det er meget lidt sandsynligt, at planeten Jorden og menneskeheden igennem sin historie ikke skulle være have været en del af denne universelle konflikt, eller med andre ord, at vi i realiteten ikke har levet i isolation, som vi har troet, men snarere, at udenjordiske grupperinger har været aktive på Jorden om ikke andet så igennem mentale påvirkninger i sindet af enkeltpersoner eller grupper af mennesker.

*

Indskriften på gavlen af Apollontemplet i den antikke helligdom i Delfi var ’Kend dig selv’. Denne grundsætning var ifølge Aristoteles den oprindelige inspiration for Sokrates’ filosofiske virke, og den har været genstand for endeløse tolkninger lige siden. Og som guden for netop de gode samlende samfundsopretholdende kræfter, er mottoet gennemgående blevet forstået som en grundsætning for at leve et etisk og æstetisk værdiskabende liv.

Den tradition kan jeg godt indskrive mig under. I mit menneskesyn har vi alle hver især en iboende livsgnist, et energetisk center som er vores inkarnation i dette liv, vores unikke disposition, vores karma, og vores vigtigste opgave i livet hver især er at bevare kontakten til denne livsgnist igennem vores liv. Den vedholdende eller gentagne kontakt til vores væsenskerne er forbundet med en form for vedholdende eller gentagen energetisk genopladning, mens omvendt en forsømmelse af denne kontakt svækker ens livsenergi.

Den vedholdende eller gentagne kontakt til ens indre væsenskerne er samtidig forbundet med evnen til at føre en fordomsfri dialog med sit eget indre. Altså at man er fuldstændig ærlig med sig selv om, hvilke følelser, der rører sig i ens indre, hvilke impulser og indskydelser, der kommer fra ens indre. Man behøver ikke at udleve disse følelser og impulser og indskydelser fuldstændig ufiltreret, det er okay at tilpasse udlevelsen til de konkrete omstændigheder man befinder sig i, men følelserne, impulserne, indskydelserne har krav på at blive taget alvorligt.

Tager man ikke disse følelser, impulser, indskydelser alvorligt, men vedholdende negligerer dem, eller af forskellige grunde fortrænger dem, vil signalerne fra ens indre over tid svækkes, og man vil blive ramt på både sin livsenergi og sin oplevelse af at være hjemmehørende i verden.

Det er denne stadige afstemning med sit eget indre livsvæsen, som jeg opfatter som indeholdt i grundsætningen ’Kend dig selv’. Gennem den fordomsfrie dialog med sit eget indre lærer man så også sine egne negative følelser at kende, f.eks. mindreværdsfølelser eller følelser af misundelse eller jalousi, følelser af skam, men kunsten er netop at holde forbindelsen åben, holde den fordomsfri dialog med sit eget indre åben, uanset hvad der rører sig, og dermed sikre flowet af energi fra ens livsgnist.

Og denne livsholdning har særdeles positive samfundsopbyggende kvaliteter. Ved netop at vedgå hele spektret af negative følelser hos sig selv skaber man et grundlag for at se enhver anden menneskelig attitude eller handling spejlet i én selv. Eller med andre ord, at vi er alle aspekter af den samme menneskelivsform eller for dens sags skyld aspekter af det samme sansende, evigt udvekslende, evigt udfoldende organiske liv.

Således kan Apollons credo i en moderne kontekst oversættes til et enkelt begreb: Integritet. Evnen til at bevare en konsistens imellem hvad man føler, hvad man tænker, hvad man siger og hvad man gør. Og i min menneskeforståelse er der ingen andre måder at opnå denne sammenhæng end gennem bevarelse af denne kontakt til ens indre livsvæsen.

Og ud af denne menneskeforståelse, hvor hver enkelt er forbundet til en organisk indre motivation og livskraft, opstår muligheden for et samfund karakteriseret ved individer med deres integritet nogenlunde i behold, og derigennem former for samfundsliv, som har den samme karakter af at være organisk funderede, evigt udvekslende, evigt udfoldende.

*

Denne opfattelse af samfundet som grundlæggende organisk funderet gennem individernes egen organiske fundering er i mine øjne det rette standpunkt at anskue både de kunstige intelligensformer og de udenjordiske indflydelser fra. Ja, kunstig intelligens kan indenfor få år udvikle sig til en så magtfuld ny livsform, at vi både vil føle os truet af den og samtidig ikke længere vil have kapaciteten til at fordrive den.

Og ja, er der mængder af udenjordiske væsensformer derude, som eventuelt allerede er virksomme her på Jorden, så skulle det være mærkeligt om ikke der var adskillige af disse livsformer, der er væsentligt mere udviklede end os, mentalitetsmæssigt og teknologisk. Men ved nærmere eftertanke er det jo et vilkår for alle livsformer. Der er altid livsformer både over og under indenfor en magthierarkisk fødekæde.

Det afgørende må være, at vi forbliver tro imod vores egen livsgnist og vores egne indre impulser og forståelser, og vi fortsætter med at handle i overensstemmelse med vores oprigtige motivationer. På den måde bringer vi os selv i samklang med organiske samfundsopbyggende livsformer igennem universet – muligvis vil vi derved invitere assistance ind fra andre organiske samfundsopbyggende livsformer – og fysisk vil vi selvfølgelig ikke være usårlige, men vores ånd vil være uovervindelig.

Anskuet på denne måde er der lagt op til en radikal genovervejelse af menneskehedens historie. Dels bliver vi nødt til nøje at overveje, om nogle af de største milepæle i menneskehedens myter og historie, og nogle af de mest formidable historiske artefakter rent faktisk er frembragt ved interventioner fra udenjordiske livsformer. Dels bliver vi nødt til at overveje, hvilke roller de enkelte politiske og religiøse ledere har haft igennem historien. Har disse ledere haft deres integritet i behold og kæmpet for opretholdelsen af nogle organiske samfundsformer, eller har de været under indflydelse af udenjordiske livsformer, der er lykkedes med at få de politiske og religiøse ledere til at understøtte de udenjordiske livsformers egne operationer her på planeten, hvad disse operationer så end har handlet om.

Og her kan jeg ikke undlade at pege på, at de russiske rumprogrammer var ledsaget af forestillinger af mystisk og spirituel karakter, overvejelser om en ny kosmologisk forståelse for menneskeheden overfor de anderledes materialistiske rumprogrammer i USA, som efter attentatet på Kennedy nærmest havde karakter af at være en anden form for våbenkapløb.

Så tilbage ved Delfi-helligdommen i antikken, hvor fik oraklet, præstinden Pythia, sine inspirationer fra? Var hun i realiteten et talerør for grupperingen af gode værdiskabende kræfter i Universet? Er vores egne inspirationer helt igennem jomfruelige undfangelser, eller opstår de, når energierne fra vores omverden mødes med vores aktive væsenskerne og vores unikke energetiske dispositioner? Og ja, religioner er helt sikkert i perioder kommet under indflydelse af splittende og selviske og undertrykkende kræfter, men kan et af de positive aspekter af religionerne omvendt være at yde en form for bolværk mod udenforstående manipulerende indflydelser? Tiderne er helt givet ikke længere til at udlicitere sin sjæls befæstelse til religiøse institutioner, men der er en case for, at vi alle har brug for at være opmærksomme på energetiske indflydelser udefra.

Jeg tænker vi alle skal træne os i ovennævnte fordomsfrie indre dialog og blive stadigt mere bevidste om, hvor vores stemninger og motivationer kommer fra.








(Susanne van Hulst_harmony-zen-photography-ii)

Den ruinerede politiske kapital

Posted on by
1

Hvis en klike af politiske ledere slipper afsted med vedholdende at lyve overfor en befolkning, og disse svigt er graverende, kan man så tale om at en befolkning bliver traumatiseret? Lad os sige at man lever som en almindelig borger i et vestligt demokrati, og man er blevet flasket op med forestillingerne, at de politiske ledere i det mindste anstrenger sig for at lede til befolkningens bedste, at journalisme findes for at konstant at pege på, hvornår de politiske ledere svigter deres mandat, at videnskabsfolk over alt andet er forpligtede overfor, hvad der må vurderes som sandt eller retvisende, at bankerne findes for at understøtte virksomhederne og borgernes økonomier, og man derpå opdager,

– at de politiske ledere er drevet af nogle andre motiver end befolkningens trivsel, faktisk handler politikerne jævnligt i modstrid med befolkningens interesser, og udover personlige ambitioner svæver det i det uvisse, hvad det egentlig er, der motiverer deres handlinger,

– at journalisterne på de statsstøttede eller bare gængse medier går en stor bue udenom mangfoldige betændte samfundsforhold, og hvor befolkningen således holdes i uvidenhed om graverende udviklingslinjer, fejlgreb og misforvaltning,

– at videnskaben indenfor praktisk talt alle vidensområder er blevet så gennemsyret af pengespørgsmål, at forskningen rettes mere og mere imod, hvad der anses for belejligt og relevant for sponsorerne,

– at bankerne er blevet mægtige institutioner, som er blevet styrtende rige på penge, de selv har skabt ud af ingenting, og som nu på mange måder har frigjort sig for at være underlagt nationale finanstilsyn, og derved er blevet arnestederne for korruption af et svimlende omfang…

Ville denne samlede erkendelse summere op til en krise i ens samfundsforståelse? Der er to muligheder her: Enten lader man ræsonnementerne følge deres iboende organiske forløb mod erkendelsen, og ja så står man med en dyb krise i sin samfundsforståelse, muligvis så dyb, at omfanget af de konstaterede svigt fører til en form for traume. Eller man kan forhånd fornemme, hvor disse ræsonnementer fører en hen, og angsten for at fortabe sin samfundsforståelse melder sig med en sådan styrke, at man kvæler disse tankebaner, og aktivt fortrænger ethvert spørgsmål, der efterfølgende ville kunne sætte disse tankebaner i fornyet bevægelse.

Tilbage i 1960’erne, blev den amerikanske befolkning traumatiseret af de tre attentater på tre af de største politiske lederfigurer i USA’s historie i form af JFK, RFK og MLK? Blev den amerikanske og de vestlige befolkninger traumatiserede af 9/11-terrorhandlingen? Blev den amerikanske og de vestlige befolkninger traumatiserede af Snowdens afsløringer og vidnesbyrdet om at leve i en totalovervågningsstat? Blev den amerikanske og de vestlige befolkninger traumatiserede af coronakrisen og de tvivlsomme men ikke desto mindre yderliggående konsekvenser, de politiske ledere valgte at tage? Blev de vestlige befolkninger traumatiserede af de mere og mere åbenlyse vidnesbyrd om censur og politisk forfølgelse?

På samme måde som vi som enkeltpersoner ikke kan gardere os imod uheld, kan vores politiske ledere selvfølgelig ikke gardere samfundet som helhed imod uheld og katastrofer. Men at uheld indtræffer er ikke ensbetydende med, at traumer opstår. Traumer opstår, når en chokerende, angstfyldt og livstruende begivenhed ikke bliver følelsesmæssigt bearbejdet. Og ligesom vi som enkeltpersoner ofte skal bruge lang tid på at bearbejde en chokerende, angstfyldt og livstruende begivenhed, kan det også tage lang tid at komme overens med chokerende, angstfyldte og livstruende samfundsmæssige begivenheder.

Men det sker praktisk talt aldrig. Typisk er de politiske ledere opsatte på, at samfundet som helhed hurtigst muligt lægger den chokerende, angstfyldte og livstruende begivenhed bag sig. Enten ud af manglende omtanke eller fordi de politiske ledere har spillet en eller anden rolle, aktiv eller passiv, i den chokerende, angstfyldte og livstruende begivenhed. Måske var deres reaktioner i situationen bare ubehjælpsomme, og det er slemt nok at skulle konfronteres med, igen og igen.

På den baggrund er der en case for, at særligt den amerikanske men såvel de vestlige befolkninger er traumatiserede. Hvorfor blev der ikke gennemført en tilbundsgående efterforskning af 9/11-terrorhandlingen? Hvorfor var der ikke et mægtigt retsligt efterspil på finanskrisen i 2007-2009? Hvorfor var der ikke en mægtig samfundsmæssig selvransagelse i kølvandet på Snowdens afsløringer? De chokerende, angstfyldte og livstruende samfundsmæssige begivenheder bar i sig selv kimene til traumet, men et traume blev det først, da den samfundsmæssige bearbejdelse blev fortrængt.

Min anledning til at gøre mig disse refleksioner og skrive denne note er, at jeg kom på tværs af en Youtube-video om Agenda 21, og om hvordan der var nogle kritiske røster, der allerede starten af 1990’erne advarede imod disse politiske tiltag. Og da jeg så, at videoen havde haft 3,2 mio. visninger, valgte jeg at se/ høre den (link i kommentartråden). Og som jeg forventede, var vinklingen hos de kritiske røster da og hos videobloggeren her, at FN’s Agenda 21-planer fra starten var et mægtigt politisk powergrab. At Agenda 21-planerne var undfanget som et totalitaristisk projekt.

For mit eget vedkommende vil jeg ikke afvise, at Agenda 21 over disse 30 år har udviklet sig til et powergrab og et totalitaristisk projekt. Der er så mange ting, der er skredet over de samme 30 år, så meget korruption der har bredt sig fra den politiske top, og det er disse svigt og denne korruption, som jeg spørger om, kan have ført til traumer i de vestlige befolkninger. Og fordi de politiske ledere har udtømt deres tillid i befolkningerne, er det simpelthen ikke længere muligt at realisere omfattende top-down politiske initiativer. Fordi den politiske kapital igennem de vestlige nationer er ruineret, vil ethvert top-down tiltag blive mødt med mistro og en forventning om statslige overgreb.

Men alle de (særligt konservative) der reagerer på Agenda 21-planerne, som om det er et mægtigt totalitaristisk powergrab, hvordan stiller de sig til de oprindelige motivationer til planerne? Tænker de på, at det først var i 1970’erne, at menneskeheden for alvor vågnede op til bevidstheden om, at menneskeheden øver enorme påvirkninger af klodens økosystemer? Og det var først i 1980’erne, at menneskeheden gjorde de første forsøg på at få politisk greb om disse enorme praktiske og politiske udfordringer, som den voksende økologiske krise udgjorde?

Selvfølgelig var verden ikke ren og ukorrupt, når vi går længere tilbage end de 30 år, men både i 1970’erne og i 1980’erne var der stadig noget positiv politisk kapital i vores regeringsstrukturer. Og selvfølgelig ræsonnerede man da, at disse spørgsmål angår menneskeheden som helhed, og derfor var det naturligt, at løsningsmodeller skulle udarbejdes i FN-regi. Bare fordi den politiske kapital i dag er udtømt, og top-down politiske initiativer vil aldrig kunne samle en befolkning, end ikke på nationalt niveau, så er det ikke ensbetydende med, at en sådan top-down tilgang dengang var iboende totalitær.

Personligt er jeg ikke imponeret over ovennævnte kritiske røster, der advarede imod de politiske risici ved en top-down tilgang til løsningen af vores enorme miljømæssige udfordringer. Det interessante her er ikke deres skepsis men snarere, hvilke modeller til imødegåelse af vores enorme miljømæssige udfordringer de ellers vil foreslå, hvis ikke igennem forpligtende globale aftaler. Og det er her, at minimalstatsfortalerne i mine øjne komplet useriøst ofte bare affærdiger, at der overhovedet skulle være væsentlige miljømæssige udfordringer. Det er som de ikke kunne drømme om at gøre sig umagen med at undersøge, hvor galt det egentlig står til.

Den kritik kan så retfærdigvis ikke rejses imod omtalte videoblogger Douglas Colbert fra ’Off Grid with Doug & Stacy’, da han helt åbenbart har taget konsekvensen, og igennem mange år rent faktisk har levet en helt anderledes bæredygtig livsform end de typiske i de vestlige lande. Men mener Doug så, at hans model som ’homesteader’ kan skaleres op til at gælde den samlede menneskehed?

Som jeg selv forstår disse forhold, så vil bare den personlige strategi ikke have en jordisk chance. Doug har med sin kone opbygget et fint og effektivt lille landbrug, som rigeligt forsyner dem selv. Men kommer det til former for samfundsmæssigt sammenbrud (som en uomgængelig konsekvens af den løbske korruption), og der kommer sult og forarmelse, hvordan forestiller Doug & Stacy sig, at de skal beskytte deres dyr og afgrøder? Ved at skyde indtrængende tyve eller røvere? Og over hvor lang tid da? Må man ikke forvente, at folk, der har mistet alt, begynder at organisere sig under røverfyrster, som skaffer føde og har alt det fornødne materiel til at plyndre alle de, der lever uden befæstninger?

Uanset deres tilsyneladende fuldstændigt uafhængige livsførelse forudsætter Doug og Stacy’s livsstil efter min opfattelse stadig en retstilstand og noget politi, der kan opretholde retstilstanden. De ville umuligt kunne leve i fred i et lovløst land. Men det næste er så, er der overhovedet tilstrækkeligt dyrkbart land på kloden til, at vi alle kan leve som Doug & Stacy, og ville en udbredelse af denne livsform ikke være ensbetydende med et enormt civilisatorisk kollaps?

Den stærke negative hype omkring Agenda 21-planerne slår mig således som følelsesmæssig og ikke videre konstruktiv, særligt fordi kritikerne ikke kommer op med gangbare alternativer til globale initiativer. Ja, globale initiativer er blevet odiøse og formålsløse som følge af den fortabte tillid til det politiske lederskab i befolkningerne, men jeg savner i den grad en redegørelse for, hvordan minimalstatsmodeller skal bringe os ud af den økologiske knibe, vi har bragt os i.

For problemet er jo, at vi kommer ikke til at udvikle gangbare løsningsmodeller, som ikke indebærer betydelige materielle afsavn i forhold til vores hidtidige levemåder. Og igen her er Doug & Stacy eksemplarisk gået foran, og har vist at man kan leve fuldt tilfredsstillende liv på en mere beskeden materiel levefod. Men det er en kæmpe politisk udfordring at skulle gennemføre almene økonomiske nedskaleringer. Så hvad var det ovennævnte kritiske røster reagerede på dengang for 30 år siden? At alle verdens regeringer greb spørgsmålet om imødegåelse af vores miljømæssige udfordringer forkert an, eller bare at de modsatte sig, at de eller samfundet som helhed skulle acceptere afsavn?

Efter min opfattelser kommer vi aldrig til at løse vores store miljømæssige udfordringer, uden at vi genindfører det samfund, Margaret Thatcher proklamerede, slet ikke fandtes. Uden metoder til hurtigt og effektivt at opbygge ny politisk kapital og etableringen af en fornyet enhed mellem det politiske lederskab, en uafhængig fagkundskab, uafhængige medier og befolkningen, vil vores største udfordringer forblive uadresserede, og så vil det komme til sammenbrud. Og her taler vi ikke om økonomiske sammenbrud, men økologiske.

Men i mine øjne er der metoder til hurtigt og effektivt at opbygge ny politisk kapital og etableringen af en fornyet enhed mellem det politiske lederskab, en uafhængig fagkundskab, uafhængige medier og befolkningen, og disse metoder handler om at gennemføre den traumebearbejdning, som det forudgående politiske lederskab har spærret for:

– at få åbnet de hemmelighedsstemplede filer om de politiske attentater i USA i 1960’erne,

– at få gennemført en tilbundsgående efterforskning af 9/11-terrorhandlingen,

– i forlængelse af Snowdens afsløringer at få gennemført en samfundsmæssig selvransagelse om efterretningstjenesternes mandater og funktioner samt beskyttelsen af borgernes privatliv

– at få gennemført en udredning af de herskende finanssystemer, herunder skyggebanksektoren og off-shore institutionerne, og genvinde en samfundsmæssig kontrol over pengeskabelsen

– at få gennemført en udredning af oprindelsen af SarsCov2-virussen, de sundhedsfaglige vurderinger af epidemien samt de politiske konklusioner man drog af disse vurderinger

– at få gennemført en udredning af årsagerne til Ukrainekonflikten, de militærfaglige vurderinger samt de politiske konklusioner man drog af disse vurderinger

Disse udredninger og selvransagelser kan ske indenfor rammerne af retssystemet, men med henblik på traumebearbejdningen vil langt bedre resultater formentlig kunne opnås gennem sandhedskommissioner efter sydafrikansk forbillede med omfattende grader af amnesti.










.

Det risikofrie samfund

Posted on by
Svar

I 1986 udgav den tyske sociolog Ulrich Beck sin skelsættende samfundsanalyse Risikosamfundet. Beck redegjorde her for, hvordan industrialismen og den videnskabelige metode og de vestlige velfærdssamfund i flere henseender havde vist sig så succesrige, at modstanden mod disse systemer ikke så meget kom fra alternative ideologier, men i tiltagende grad viste sig som et nedbrud af systemerne indefra. Disse opløsningstendenser manifesterede sig som markant voksende risici for de enkelte samfundsborgere og for samfundet som helhed.

Der var globaliseringen, som de facto nedbrød de hidtidige samfundskontrakter mellem industriarbejderne og arbejdsgiverne, ikke mindst igennem kapitalens frie internationale bevægelighed. Der var en stadigt stærkere drift imod innovation og teknologiske gennembrud, som trak et stadigt mere faretruende spor af utilsigtede konsekvenser efter sig. Og som følge heraf en tiltagende almen skepsis overfor eksperter og deres risikovurderinger.

Og der var opløsningen af traditionelle sociale tilhørsforhold og identiteter, som medførte markante nye fordringer på individet for selv at definere en identitet. Og der var de stejlt stigende risici ved den fortsatte udbredelse af ’the human entreprise’, nu i en global skala og med stadigt mere åbenlyse konsekvenser for planetens økosystemer.

Og der var forsøg på igennem lovgivning at imødegå disse risici for den enkelte samfundsborger og for samfundet som helhed, men disse forsøg udviklede sig til deres egne risikofaktorer. I fraværet af samlende ideer og principper blev lovgivningen mere og mere specifik, og således eksploderede regelsættene indenfor praktisk talt alle samfundsmæssige sektorer. Den enkelte leder eller mellemleder eller medarbejder var nu konfronteret med lovkomplekser, der var så omfattende, at et overblik over reglerne indenfor ens profession ikke længere var opnåelig, og den enkelte leder eller mellemleder eller medarbejder måtte nu leve med risikoen for uafvidende at komme for skade at handle imod regulativerne.

I tilbageblik er det fascinerende, hvordan Ulrich Becks analyse fremstår som det kompletterende modstykke til Chicagoskolens neoliberalisme, som i de år gik sin sejrsgang igennem Vesten, og som Vesten havde held til at pådutte praktisk talt hele den øvrige verden. Den gradvise nedbrydning af de hidtidige samfundsmæssige rammer og kontrakter var den fantastisk frisatte legeplads, de privilegerede opdagede de havde at boltre sig i, og denne frisættelse blev formuleret i neoliberalismen. Men de ikke-privilegerede klasser oplevede denne opløsning af de hidtidige samfundsmæssige rammer og kontrakter som en ny uventet og meget mærkbar udsathed.

Det var denne udsathed Beck så meget klart, allerede der i midten af 1980’erne, neoliberalismens kompletterende skyggeside, og for de ikke-privilegerede er denne udsathed bare blevet uddybet og uddybet, indtil det punkt vi står på nu, hvor desperationen i de lavere socialklasser bliver mere og mere udtalt.

Og i tilbageblik må vi nok erkende, at neoliberalisterne havde langt mere politisk gennemslagskraft end alle de mange mennesker, der stod i skyggen af neoliberalismen. Og en væsentlig faktor i denne politiske gennemslagskraft lå i neoliberalismens sammenkædning med finansialiseringen af vores økonomier, eller med andre ord, sammenkædningen med finanssektorens eksplosive udbredelse og indgriben i praktisk talt alle aspekter af vores økonomier.

Og nøglen til denne eksplosive vækst af finanssektoren var introduktionen og udbredelsen af de finansielle derivater, swap-, futures- og options-kontrakterne, som tillod investorer/ spekulanter at gardere (eng.: to hedge) deres investeringer/ satsninger. Samtidig besluttede man fra politisk hold fra et tidligt tidspunkt, at de finansielle derivater ikke skulle være underlagt opsyn af de nationale finanstilsyn eller nogen anden myndighed. En dybt ideologisk motiveret beslutning taget af politiske ledere, der hævdede ikke at være underlagt ideologier.

Dette gav neoliberalismen to enormt stærke drivkræfter: 1. En forestilling om at risiko kan elimineres (sådan som finansielle risici påstås at kunne elimineres af de finansielle derivater), og 2. En forestilling om vækst uden grænser (fordi derivat-handlerne var uregulerede, og derfor var der ingen grænser for finanssektorens og pengemængdens ekspansion).

Hvor Beck’s konklusioner således lagde op til en større samfundsmæssig selvransagelse og søgen efter et nyt bæredygtigt samfundsmæssigt grundlag, fangede Thatcher og Reagan og deres højreorienterede pendanter igennem Vesten neoliberalismens lykkelige budskab. Og hvad hjalp det, at folk som Beck så igennem neoliberalismens falske optimisme, når de toneangivende samfundssegmenter gladeligt lod sig rive med af det lykkelige budskab.

Så hvem var de privilegerede, hvem var de toneangivende, der red på neoliberalismens bølge? Det er igen i høj grad et finansielt spørgsmål. De som tidligt (måske erfaringsmæssigt komplet skødesløst eller uvederhæftigt) satsede på flekslånene, da de kom frem (som en funktion af derivatkontrakterne), de som således tidligt ophobede en formue, som følge af de faldende renter og stigende huspriser, de som blev millionærer på at være husejere – velsagtens praktisk talt alle i den højere middelklasse – tilhører det samfundssegment, som neoliberalismen begunstigede.

Og hvad der er så påfaldende er, at indenfor dette eller disse øvre samfundssegmenter ser vi faktisk udbredte opfattelser af, at risiko kan elimineres samt en fortsat tro på ubegrænset samfundsmæssig vækst. Neoliberalismens har givet så store fortjenester for disse privilegerede klasser, at de (ubevidst?) kvitterer med en troskab overfor neoliberalismens grundlæggende forestillinger.

Og danskerne er helt oppe blandt de befolkninger med den største hengivelse til den neoliberalistiske finansialisering af vores økonomier, og den mest indgroede tro på, at risiko kan elimineres. Der var længe ingen forbehold overfor at belåne sit hus i henhold til de evigt voksende huspriser, ingen forbehold fra bankerne overfor at yde disse lån, der var længe ingen bil-leasingaftale, der blev vurderet for sine finansielle risici, der var længe ingen eftertanker om, at danskerne er blandt de mest storforbrugende befolkninger på planeten.

Enorm omsætning af garderoben for altid at tilhøre den stilmæssige in-gruppe, et enormt forbrug af eksotiske rejser, en enorm omsætning af elektronisk gear, en enorm omsætning af bilparken, ledsaget af en eksport af vores miljøbelastninger til andre verdensdele. Ingen risici, ingen grænser. Det risikofrie samfund. Danmark, verdens lykkeligste land.

Og tilbage i 2008, da olieprisen steg til 150 dollars pr. tønde, da derivatmarkedernne og likviditeten indenfor skyggebanksektoren pludselig frøs op, da korruptionen indenfor det amerikanske boligmarked ramte muren, kort sagt da de neoliberale illusioner pludselig kom under enormt pres, ja da trådte centralbankerne igennem Vesten til med deres omfattende obligationsopkøbsprogrammer.

Enorme mængder statsobligationer og obligationer fra private koncerner blev opkøbt for penge trykt ud af den blå luft, hvorved den helt igennem reelle manifestation af årtiers ophobede risici blev standset i sin udfoldelse, og de enorme ophobede risici for en stor del blev flyttet over til centralbankerne.

Og det var ikke en engangsforeteelse. Fordi vores neoliberalistiske økonomier bærer på årtiers ophobede risici (ikke bare i finansielle henseender), har perioden siden 2008 været præget af evindeligt gentagne bailouts af de opblæste storbanker, hvor evindeligt nye og truende manifestationer af risici bliver opslugt af centralbankerne.

Og forestillingen om at centralbankerne bare i det uendelige kan opsluge de ophobede risici indeholdt i de opblæste banker, er jo bare en forlængelse af den neoliberale ønskedrøm om eliminering af risici. Nu med enorm hjælp af statslige institutioner, et forhold som de neoliberale ideologer enten holder lav profil om eller totalt faktaresistent bare benægter.

Neoliberalismen var aldrig en sammenhængende politisk filosofi. Den indeholdte ubegrænsethed var bare en ønskedrøm, ligesom forestillingen om at risiko kan elimineres var ønskedrøm. Så hvordan reagerer disse privilegerede samfundssegmenter, når de møder temmeligt håndgribelige udfordringer af deres neoliberale grundantagelser, f.eks. i form af coronaepidemien og igen med Ukrainekrisen?

Når de privilegerede samfundssegmenter pludselig skal til at forholde sig til, at de finansielle risici måske i realiteten alligevel ikke var eliminerede, men snarere bare parkerede i et enormt bjerg af finansielle derivatkontrakter, der når som helst kan styrte i grus? Eller de pludselig skal forholde sig til, at der er nogen, for eksempel Rusland, der råder over de fysiske ressourcer, der driver vores samfund, og disse ressourcerige lande kan faktisk påføre vores økonomier meget følelige begrænsninger?

For disse privilegerede samfundssegmenter præsenterer disse spørgsmål ikke bare en udfordring og en mere eller mindre ubehagelig justering til nogle ændrede vilkår. Har man levet igennem årtier på nogle grundlæggende forestillinger om, at risici bare var et spørgsmål om at regne den ud, og økonomisk vækst var en naturlov og fremtiden selvfølgelig bare er en fremskrivning af nutiden, ja da summerer ovenstående spørgsmål op til en eksistentiel krise.

Mange kender til Kübler-Ross’ begreb om sorgens fem stadier i form af 1. Benægtelse, 2. Vrede, 3. Forhandling, 4. Depression og 5. Accept. Måske følger en eksistentiel krise et lignende forløb. Hvad angår den eksistentielle krise, skitseret her, vil den i sagens natur have et stærkt indeholdt element af tab, af sorg. Et tab af den lykkelige fortælling, et tab af forestillingerne om Vestens suveræne fortrinsstilling, et tab af ens fremtidsforventninger og sågar et tab af væsentlige dele af ens personlige historie og identitet.

Så er dette forklaringen på de europæiske politiske lederes dybt irrationelle og selvskadende adfærd? At de befinder sig på et sted mellem benægtelsesstadiet og vredesstadiet i det eksistentielle kollaps af deres neoliberale og hidtil meget succesrige og selvforherligende forestillinger?

Og er det de neoliberale forestillinger om det risikofrie samfund med ubegrænset vækst, der får de europæiske politiske ledere til at tage fuldkommen forrykte risici mht. Europas sikkerhed og udsigter for fremtidig økonomisk velstand? Samtidig med at de udviser en komplet blindhed overfor den omsiggribende desperation i de lavere socialklasser?










.