Brexit – A population being gaslighted?

screen-shot-2013-10-25-at-10-38-08-pm-1

Forestil dig, i en tillidsrelation mellem to mennesker, at den ene person begynder helt bevidst og vedholdende at hævde nogle fuldkommen fordrejede beskrivelser af hvad der er sket førhen og hvad der sker nu og her, og opretholder denne manipulation med en sådan konsekvens, at den anden person begynder at tvivle på sit eget greb om virkeligheden. Personen, der manipulerer, har selvfølgelig sine egne snævre egoistiske motiver for at forfølge denne kurs, og hvis ikke personen, der er offer for manipulationen, på et tidspunkt erkender hvad det er der foregår, kan manipulationen føre til eksistentiel angst, mere eller mindre forrykt reaktiv adfærd, menneskeligt sammenbrud og mere eller mindre varige skader på vedkommendes sociale evner. Et sådant psykologisk drama er hvad begrebet ’gaslighting’ beskriver, en benævnelse som fænomenet fik igennem skuespillet Gas Light (1938) af den britiske forfatter Patrick Hamilton, som derved gav fænomenet sin første sammenhængende beskrivelse. Skuespillet blev efterfølgende filmatiseret (Storbritannien 1940, USA 1944).

Det er klart, at bedraget er afhængigt af at den ene part er villig til at investere stor tillid i den anden part, og den anden part er samtidig (helt psykopatisk) parat til at misbruge denne tillid til at fremme sine egne egoistiske målsætninger. I skuespillet/ filmene er det en mand, der udsætter sin hustru for ’gaslighting’, og selvfølgelig kan psykologien i sådanne tætte relationer ikke uden videre overføres på langt mere diffuse sociale relationer, ikke desto mindre fremstår fænomenet ’gaslighting’ i mine øjne som en relevant indgangsvinkel til at diskutere briternes nærmest skizofrene kamp for at løsrive sig for sin forbundethed med EU.  Og lad mig afsløre med det samme, at efter min opfattelse er det ikke EU, der er den manipulerende part her. Men hvem er det så? Og hvorfor fremstår hele denne proces, helt tilbage fra den indledende flirten med ideen hos det konservative parti over valgkampen op til folkeafstemningen til hele det efterfølgende politiske morads, som så mærkelig fornuftsstridig, fremmedgjort, propagandistisk, overfladisk, unuanceret, følelsesladet og uforsonlig?

Efter min opfattelse har der været noget forkvaklet og uheldssvangert ved hele Brexit-forløbet. Og det er ikke fordi jeg ikke kan se for mig, at briterne skulle vælge at opfatte sig selv som befolkning og nation som bedre stillet udenfor EU end indenfor, hvad der går mig på er netop denne fornemmelse af, at ingen taler om det det i virkeligheden handler om. Og således bliver det interessant for mig selv og eventuelt andre at forsøge at klargøre for mig selv, hvad det så er at jeg mener at det i virkeligheden handler om.

Det starter med Storbritanniens tab af sin status som imperium i forbindelse med 2. Verdenskrig og årtiet der fulgte. Her måtte Storbritannien acceptere, at en lang række lande erklærede deres uafhængighed, og konflikten imellem briternes (fortsatte) imperieforestillinger og omverdenens mere realistiske vurderinger af briternes reelle magt førte til spændinger mange steder på kloden. Disse uoverensstemmelser kom til et klimaks ved Suez-krigen i 1956, en krig som Storbritannien (i alliance med Frankrig og Israel) tabte på en temmelig ydmygende facon. Storbritanniens premierminister havde kalkuleret med assistance fra USA, om ikke andet så i politisk henseende, men amerikanerne afstod fra at støtte briterne, og dette medførte et brud på den tillidsrelation de to nationer ellers havde opbygget over 2. Verdenskrig. Ægyptens præsident Nasser lykkedes med at nationalisere Suez-kanalen, nederlaget sved for briterne og medførte muligvis nogle lidt ambivalente følelser briter og amerikanere imellem.

Men der var ét område, hvor Storbritannien stadig opretholdt en førerstilling i verden, og det var indenfor bankvæsen og finans. Og allerede i slutningen af 50’erne/ starten af 60’erne arbejdede briterne meget målrettet på at konsolidere City of Londons dominerende rolle i internationale finansforhold. Allerede da begyndte de store britiske banker at udstede amerikanske dollars uafhængigt af den amerikanske centralbank i form af de såkaldte eurodollars, en slags skyldnerbeviser bankerne imellem denominerede i amerikanske dollars. Og særligt igennem de største britiske banker voksede dette eurodollar-marked i løbet af 60’erne til en størrelse, som havde en væsentlig rolle at spille i tilvejebringelsen af lån i dollars for den internationale finansverden.

Da præsident Nixon i august 1971 ophævede den amerikanske dollars forankring i guld, så handlede dette træk om at sætte den amerikanske stat i stand til at finansiere sine store underskud på statsbudgettet gennem udvidelser af pengeforsyningen, som i virkeligheden er en skjult form for beskatning. Det var ikke mindst de store udgifter til realiseringen af ”The Great Society”, Vietnamkrigen og våbenkapløbet med Sovjetunionen, der lagde så store belastninger på det amerikanske statsbudget. Men ophævelsen af dollarens forankring i guld handlede også om disse store mængder af eurodollars der blev ”trykt” indenfor særligt det britiske (og europæiske) bankvæsen. Det siger sig selv, at USA ikke kunne opretholde en omvekslelighed mellem dollaren og guld, hvis andre på forskellig vis var i stand til at ”trykke” nye dollars. Og med ophævelsen af dollarens forankring i guld og dermed ophævelsen af Bretton Woods-valutasamarbejdet, var bolden givet op for den ’beggar thy neighbour’-politik, dvs. de konkurrerende devalueringspolitikker, der kom til at præge 70’erne.

Men konsekvenserne af ophævelsen af Bretton Woods-valutasamarbejdet var langt mere vidtgående end som så. Ophævelsen af dollarens forankring i guld betød at alle valutaer herefter var fritflydende, og det var her at startskuddet gik for de private bankers egen pengeskabelse. Var eurodollar-systemet forbeholdt lån imellem finansielle institutioner eller til investeringer i erhvervsvirksomheder, så starter der her en proces, hvor de private banker begynder at dele lån ud til højre og til venstre. I de første år sådan lidt forsøgsvist men med Thatcher og Reagans dereguleringer af de nationale begrænsninger på kapitalens frie bevægelighed, gik det op for de store banker, at de havde fået muligheden for udstede nye penge nærmest efter deres eget forgodtbefindende. Og det er hvad de har gjort over disse forløbne 40 år, og det er de sluppet afsted med, fordi denne accelererede pengeforsyning har genereret stigende huspriser og stigende aktiekurser og forøget investeringslyst, som igen har skabt forøget samfundsmæssige omsætning, dvs. økonomisk vækst.

Men systemet har ikke på noget tidspunkt været stabilt. Systemet har hele vejen igennem været uden nogen reelle afbalancerende funktioner, hvilket har medført, at der er blevet blæst finansielle bobler op indenfor praktisk talt alle kategorier af finansielle aktiver, herunder ikke mindst boliger og aktier. Samtidig har politikerne været ovenud tilfredse med den økonomiske udvikling, eftersom væksten tilvejebragte øgede offentlige indtægter igennem skatter og afgifter, hvorfor det har været forholdsvist nemt at være politiker. Til trods for at vi kollektivt tilbage i 70’erne vågnede til den erkendelse, at vi lever på en planet med begrænsede ressourcer og der allerede da var alvorlige tegn på udpining og udtømning af de naturgivne ressourcer, så har vi ikke desto mindre levet i en verden, hvor forestillingerne om økonomisk vækst var uden grænser, og det var den hæmningsløse pengeskabelse indenfor finanssektoren, som tilvejebragte denne grænseløshed.

Som en naturlov må hæmningsløsheden og de finansielle bobler så på et tidspunkt alligevel støde imod nogle grænser, enten i form af ressourceknaphed eller i form af en vågnende tvivl samt krav om redelighed og konsekvens, og selvom virkningerne på mange måder blev afbødede, så var finanskrisen i 2008 udtryk for et sådant møde med realiteterne. Og som samfund havde vi da en enestående lejlighed til at besinde os på vores levemåder og konsekvenserne af vores kollektive forestillinger og adfærd, men anført af vores politiske ledere valgte vi at tilsidesætte refleksionen og opgøret med de løbske elementer i vores forestillinger og i vores samfund. I tilbageblik er det svært at acceptere, hvordan vi kunne undlade at stille de store private banker til regnskab for deres svindel og deres komplet uansvarlige måder at drive bankforretning, men vi lod dem slippe, hvorved de bare genoptog deres svindel med desto større ildhu og uansvarlighed.

Og City of London indtager fortsat en helt central global rolle indenfor international finans. Ingen steder er bankreguleringen så slap og opretholdelsen af bankreguleringen så svag som i City of London. Selv de store amerikanske finansinstitutter har mægtige filialer i London, fordi de her kan gøre ting som de ikke ville kunne slippe afsted med selv indenfor det også meget slappe amerikanske finansregimente. Og særligt igennem City of London har de store internationale banker fået opbygget en beholdning af finansielle papirer til en samlet værdi, der er dobbelt så stor som værdien af samtlige aktiver i verden. Og så er der sikkert mange der her vil protestere og hævde at det ikke giver nogen mening, men det er ikke desto mindre sandt. Det svarer til at alle mennesker har forsikret deres bolig og deres bil og deres andre ejendele til den dobbelte sum af hvad de værd, og om det er en forsvarlig måde at drive forsikringsvirksomhed, det er det der er spørgsmålet. Det er jeg personligt overbevist om at det ikke er, og på den baggrund fremstår praktisk talt alle de store globale finansinstitutter som gigantiske kolosser på lerfødder. Og ved den stadigt mere åbenbare sammentrækning i verdensøkonomien vakler finansinstitutterne mere og mere faretruende.

Hvad jeg hævder er, at bankerne har været på et ludomanisk trip, og begæret efter indtjening og erhvervelser har udviklet sig så ekstremt, at mange former for kriminalitet er blevet accepterede som integrerede dele af bankernes operationer. Hvidvaskning af penge fra narko og human trafficking, finansiering af terrorisme, svindel med kundernes konti og indeståender, skatteunddragelse, markedsmanipulationer, insiderhandel, karteldannelse, regnskabsfusk i billionklassen. Og City of London har omsat sin dominerende position til uden sidestykke at blive det globale centrum for systematisk skatteunddragelse. Hele finanssektoren har kørt på et misbrugskompleks siden starten af 80’erne, og det er formentlig denne higen efter den næste ’high’, der har drevet bankerne ud i disse korrupte og depraverede adfærdsmønstre. Og selvom alt dette var synligt for enhver der gad at se efter, så syntes politikerne alligevel ikke at finanskrisen i 2008 skulle munde ud i en revision af hele finanssektoren. Og forklaringen på denne laissez-faire-holdning overfor den korrupte finanssektor ligger lige for: Var der blevet foranstaltet en gennemgribende revision af finanssektoren, så var vores økonomier og vores samfund blevet kastet ud i en dyb depression. Fordi vores økonomiske fremgang igennem så mange år havde været baseret på illusoriske forestillinger. Og kollapset af Vestens dominans indenfor international finans ville samtidig medføre et kollaps af det angloamerikanske overherredømme.

På den måde har vi alle holdt facaden, og fortsat som om intet var hændt, også selvom vi faktisk havde fået et vink med en vognstang om at der var noget her, der var gruelig galt. Men vores politikere valgte (og vi med dem) at holde hånden både over og under storbankerne, vi sørgede for at de fik masser af nytrykte penge ind i toppen samtidig med at de fik gode muligheder for at lænse penge ud af kundernes konti i bunden, bl.a. igennem regimentet med de kunstigt lave rentesatser. På den måde er det lykkedes os at holde den forrykt opblæste finanssektor intakt og dermed at opretholde illusionen om at alt i det store hele er som det plejer. Men problemet er jo, at det er en voldsomt regressiv politik, hvor langt den overvejende del af befolkningen får færre og færre penge at gøre godt med, år for år. Og efter 10-11 år på denne ”medicin” er vores privatøkonomier ved at være nået til et punkt af kritisk udpining. Det er det blandt andet Gule Veste-opstanden handler om samt mængder af andre opstande ud over hele kloden. Og det er disse voldsomt frustrerende politiske og økonomiske omstændigheder, som en hel række populistiske politiske agitatorer har haft held til at få gjort EU til syndebukken for, samtidig med at de fuldkommen overser elefanten i rummet. En tilfældighed? Næppe.

Hvad vi kalder neoliberalisme var aldrig nogen sammenhængende teori, filosofi eller ideologi, men har hele vejen igennem ikke været andet en måde at hæfte nogle begreber og forestillinger på den løbske samfundstømning, der udspillede sig lige for øjnene af os. Og i kraft af City of Londons meget dominerende rolle i Storbritanniens økonomi samt i den britiske elites selvforståelse er der næppe noget land, som er så hårdt ramt af den finansielle syge som Storbritannien. Den samfundstømning som City of London har foranlediget på et globalt plan, har samtidig foranlediget nogle voldsomme grader af samfundstømning af det britiske samfund. Så hvorfor retter briterne deres vrede og frustration imod EU? Hvorfor tager de ikke et opgør med det kup af det britiske samfund, der er sket sideløbende med finansverdenens himmelflugt? Det er her at jeg personligt får en fornemmelse af nogle grader af manipulation af den britiske befolkning, som er så voldsomme, at ’gaslighting’ muligvis vil være den beskrivelse der er mest dækkende. Og jo længere disse mærkelige pseudodiskussioner om Brexit kører, jo mere fremmedgjort og forvirret og hudløs bliver den britiske befolkning.

Og jo, selvfølgelig er EU meget langt fra at være en institution til sikring af de europæiske befolkningers trivsel. Udover at der er et åbenlyst demokratisk underskud i EU-strukturen og magtkoncentrationerne giver anledning til voldsomme grader af lobbyisme og ’collusion’ mellem de politiske ledere og storindustrien og videre, at varetagelsen af alle de endeløse nationale særinteresser har medført nogle monstrøse grader af bureaukrati og teknokrati, så er EU stadig meget langt fra at være briternes største problem. Og selvom man kan hævde at muligheden er beskeden, så er der stadig en reel mulighed for at EU-strukturen kan hjælpe de europæiske lande til at overkomme deres finansielle misbrugsproblemer, herunder også at bistå briterne i at overkomme deres.

Deutsche Bank var indtil for ganske få år siden et fuldgyldigt medlem af syndikatet af internationale storbanker og deltog på lige fod med de øvrige i markedsmanipulationer, hvidvaskning, terrorfinansiering, osv. Men så blev Deutsche Bank raidet af det tyske forbundspoliti, ikke bare en gang men af flere omgange, og Deutsche Bank har nu trukket sig fra en lang række af de kriminelle aktiviteter. Det har så lagt Deutsche Banks indtjening under pres samtidig med at Deutsche Bank er blevet prygelknabe i den angloamerikanske finanspresse, i de angloamerikanske medier, sågar i de angloamerikanske alternative medier, formentlig fordi banken har gjort det for alle de andre helt utilstedelige at forsøge at få styr på al den interne korruption og kriminalitet. Det er i særklasse hyklerisk, når amerikanske og britiske medier og kommentatorer har så travlt med at udstille kriminaliteten i Deutsche Bank, når de samtidig er så uvillige til at gå i kødet på deres egne finansinstitutioner. Det er nærmest også ovre i kategorien ’gaslighting’.

Jeg vil således tillade mig at skitsere den mulighed, at premierminister Boris Johnson’s radikale træk med at suspendere det britiske parlament og med dette træk muligvis bane en vej for en eventuel No Deal-Brexit, så er det ikke drevet af et brændende ønske om at efterkomme resultatet af folkeafstemningen, men snarere for at efterkomme de ønsker han får hvisket i øret af nogle af sværvægterne indenfor City of London. For dem er det værste der kan ske muligvis, at Storbritannien på en eller anden måde alligevel skulle forblive medlem af EU, og at kontinentets bestræbelser på at få bugt med det finansielle misbrugskompleks skulle brede sig også til Storbritannien. Og hvor dyb en depression vil ikke også ramme Storbritannien, hvis hele spekulationsøkonomien skulle ramle sammen som det korthus den er. Muligvis er det derfor at der bliver taget ekstreme forholdsregler for at dette ikke skal ske, herunder manipulationer af den britiske befolknings opfattelser i nogle grader som muligvis nærmer sig regulær ’gaslighting’.

Det vil blive voldsomt hårdt for briterne at tage opgøret med al kriminaliteten indenfor deres bankverden, men så meget desto mere grund til at forblive en del af det europæiske fællesskab. Faktisk har jeg svært ved at se for mig, at den britiske befolkning skulle være i stand til at gennemføre en sådan selvransagelse og gennemleve en sådan eksistentiel krise uden støtte fra de øvrige europæiske lande.

 

 

 

 

(Illustration: Stillbillede fra ”Gaslight”, MGM 1944)

 

Om demokratiet i EU

plastic-bag03

Nu syntes jeg at jeg lige ville tjekke op på resultatet af valget til EU-parlamentet, og her indgår de danske partier jo i forskellige sammenslutninger i parlamentet på tværs af de nationale partier, så jeg måtte derfor tjekke lidt op på disse politiske sammenslutningers profiler. Det var virkelige bare en sporadisk ajourføring i form af at følge linkene videre til Wikipedia fra Google’s overordnede præsentation af valgresultatet. Og jeg ved det, jeg ved det, hverken Google eller Wikipedia er længere at betragte som pålidelige instrumenter for informationssøgning. Google har lagt en politik, hvor koncernen forbeholder sig ret til at filtrere hvilke søgeresultater den enkelte bruger skal have adgang til, og Wikipedia er blevet overtaget af mægtige statslige troll-fabrikker, som har sat sig så tungt på verifikationsprocesserne, at deciderede usandheder nu får lov at passere som kollektivt afhandlede kendsgerninger. Hvor jeg personligt fra et tidligt tidspunkt mistænkte Google for at have tætte forbindelser til amerikanske regeringsorganer så er virkelig trist med det kup der sket indenfor Wikipedia. Men indblanding fra sådanne propagandistiske fordrejninger gætter jeg på stiger jo mere kontroversielt indholdet er, så når det kommer til en helt overordnet beskrivelse af de store politiske blokke i EU-parlamentet, så kan Wikipedia velsagtens stadig benyttes.

Godt, jeg læste disse overordnede beskrivelser af de enkelte blokke, og så skete der det mærkelige, at jeg pludselig indså at jeg kunne stemme på hver og en af dem. Med disse helt generelle beskrivelser forekom hver enkelt grupperings politiske profil mig faktisk ræsonnabel og som fremstod som et relevant bidrag til de almene politiske diskussioner, hvilket igen rejste nogle helt grundlæggende spørgsmål om, hvorfor vores demokratiske systemer overhovedet fungerer som de gør, og om de overhovedet er formålstjenlige. Selvom jeg selvfølgelig vil indlægge mig til kritik mere eller mindre fra alle sider, så vil jeg her opsummerer hvad jeg så som det ræsonnable og relevante bidrag for hver af de politiske sammenslutninger. For det første vil mange sikkert straks indvende, at sådanne generelle betragtninger er nærmest intetsigende, og at djævlen netop ligger i detaljen. Altså at de generelle vendinger altid er positive og ukonkrete, men at de alle så alligevel bekender kulør, når det kommer til de enkelte sager. For det andet er de forskellige sammenslutninger typisk også stærkt forbundne med visse gennemgående interessegrupper i de europæiske lande, og disse interessegrupperinger lægger så deres associerede politiske sammenslutning under pres for at indtage bestemte standpunkter i de enkelte sager, altså hele problematikken omkring lobbyisme.

 

EPP – Det Europæiske Folkepartis Gruppe – 178 mandater

Parlamentets store (etablerede) centrum-højre blok. Allerede her associerer jeg straks til den traditionelle højrefløjs forbrødring med erhvervslivet og således også til så voldsomme grader af lobbyvirksomhed, og videre at denne politiske sammenslutning jævnligt arbejder for at fremme lovgivning som skader miljøet og generelt presser lønmodtagerne for at stimulere erhvervslivet. Og jeg tænker på finansialiseringen af samfundsøkonomien og outsourcing og skatteunddragelse og alle de andre måder erhvervslivets top har forgyldt sig selv og i realiteten plyndret samfundshusholdningen.

Men førend vi går ombord i disse mere yderliggående indgangsvinkler, hvad vil det overhovedet sige at være højreorienteret? Jeg vil mene at vi her finder en grundlæggende forestilling om, at det enkelte menneske har et personligt ansvar for skabe et liv for sig selv indenfor de rammer som er, herunder en grundlæggende tilslutning til ideen om privat ejerskab af jord og produktionsmidler, hvor det private kan være dels personligt dels i form af en ejerkreds som fx et aktieselskab eller en andelsforening. Og det kan man synes er en enfoldig og tilbagestående tankegang, sagen er bare, at i samme øjeblik vi ophæver princippet at den enkelte har ansvaret for at skabe et liv for sig selv, så vil alle pludselig have mængder af behov og krav som fællesskabet skal opfylde, og hvem der reelt skal gøre arbejdet svæver i det uvisse.

Der er noget sundt ved den højreorienterede no-nonsense tilgang om at vi hver især må tage ansvar. Således er der også noget sundt ved at have prøvet at være selvstændig erhvervsdrivende, og har været igennem de læreprocesser der skal til for at kunne sælge sine produkter eller ydelser til en pris, der giver et fornuftigt overskud. Og en af disse læreprocesser handler om at udvikle en fornuftig effektivitet i sin produktion, og dette pres på at udvikle en fornuftig effektivitet er faktisk noget som ikke bare den pågældende erhvervsdrivende men hele samfundet vil nyde godt af. Alle hidtidige forsøg på at opbygge samfund på basis af socialistiske eller kommunistiske ideer om fælleseje af jord og produktionsmidler har alle udvist den nærmest fatale svaghed, at uden dette drive i retning af at udvikle en fornuftig effektivitet i produktionen, så har effektiviteten snarere en tendens til at falde, og samfundet får tiltagende svært ved at løbe rundt.

EPP-gruppen er dog ikke bare højreorienteret men konservativ/ kristendemokratisk, som jeg vil mene handler om en respekt for vores traditioner og de kulturelle værdier og principper, som løber igennem vores kulturhistorie. Også det kan man synes er en enfoldig og tilbagestående tankegang, men ligesom individet ikke kan leve uden en identitet, så kan et samfund heller ikke leve uden en form for kollektiv identitet, og her spiller traditionerne en vigtig rolle. Og selv de samfundsmæssige traditioner er jo underkastede loven om evig forandring, så respekten for traditionerne har en vigtig funktion i retning af at sikre at forandringerne sker gradvist og på efterprøvede måder. Faktisk kan traditioner være så ladede med erfaringer fra levet liv og efterprøvede metoder, at de kan videregive livsvisdom uden at denne livsvisdom overhovedet bliver bevidstgjort. Med udgangspunkt i de traditionelle værdier er der (principielt) hos de konservative en villighed til at hjælpe medborgere i nød samt en villighed til at opfatte både samfundet og ”samfundet af levende skabninger” fra en mere holistisk (eventuelt gudgiven) synsvinkel.

 

S&D – Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater – 153 mandater

Parlamentets store (etablerede) centrum-venstre blok. Allerede her associerer jeg straks til politikere som velmenende har taget alle problemer der måtte forekomme i samfundet på sig og konstant har ordineret den samme medicin: Mere statslig styring. Generationer af politikere har vedholdende tolket velfærdsstaten i retning af at der skulle ydes mere og mere service, og befolkningen var (godt hjulpet af pressen) ikke sene til at melde sig med behov der skulle opfyldes. Mere og mere centralisering, mere og mere kontrol og millimeterdemokrati, og på intet tidspunkt forekommer politikerne at have haft et problem med den voksende gældsætning, og hvordan denne gældsætning også har bidraget til finansieringen af de offentlige services. Og nu er denne gruppe af politikere voldsomt pressede på fortsat af levere varen overfor befolkningerne.

Men førend vi går ombord i disse mere yderliggående indgangsvinkler, hvad vil det overhovedet sige at være socialdemokratisk? Jeg vil mene at vi her finder en grundlæggende forestilling om, at vi i fællesskab kan få samfundet til at fungere til alles bedste. På den ene side anerkender de europæiske socialdemokratier betydningen af at have et privat erhvervsliv, som sikrer ovennævnte drive i retning af effektivitet i den samfundsmæssige produktion, men at der samtidig er en mængde samfundsmæssige opgaver, som har en anderledes humanistisk og indlevet karakter, og at udsætte disse samfundsmæssige opgaver for benhård konkurrence og pres på effektiviteten vil fordrive den humanistiske og indlevede karakter, hvorved samfundet ville blive fattigere og mere afstumpet. Det handler om at skabe et samfund hvor vi tager hånd om hinanden og hvor alle kan opleve trygheden ved at være en del af fællesskabet, og netop denne basale tryghed er den platform, som sætter det enkelte individ i stand til at udfolde sig i henhold til sine evner og ønsker.

 

ALDE – Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa – 105 mandater

Ovennævnte karakteristik af EPP-gruppen gælder også for ALDE, EU-parlamentets store liberale gruppe, med en meget væsentlig undtagelse i de konservatives tilknytning til traditionerne og de holistiske tilgange som traditionerne rummer. De liberale er i den forstand mere hardcore højreorienterede i ovennævnte økonomiske betydning, og tilknytningen til forestillingerne om privat ejendomsret til jord og produktionsmidler er her helt paradigmatisk. Med udgangspunkt i de liberale tankegange udvikledes i løbet af 80’erne de neoliberale samfundsforestillinger, og her associerer jeg straks til politikker om deregulering af finanssektoren, globalisering og hele finansverdenens himmelflugt og boligbobler, aktiebobler, obligationsbobler, bil- og studielånsbobler, kort sagt hele det gigantiske finansielle korthus, der nu vakler faretruende.

Men førend vi går ombord i disse mere yderliggående indgangsvinkler, hvad vil det overhovedet sige at være liberal? Igen gælder ovennævnte højreorienterede indgangsvinkler også her, men hvor de konservative tror på en stærk stat, så trives forestillingerne om decentrale samfundsmæssige funktionsmåder ingen steder stærkere end hos de liberale. Førend det bliver et spørgsmål om friheden til at berige sig selv, så er der et grundlæggende spørgsmål om det enkelte individs ret til at udfolde sit eget liv uden (unødig) indblanding fra staten. Når vi taler om omstilling af vores samfund til nye alternative funktionsmåder, så vil statsapparatet desværre ofte være den første og største barriere for at noget nyt kan få lov at blive prøvet af. Der er en vigtig pointe i, at hippierne tilbage i 60’erne var en af de mest liberale politiske strømninger der endnu er set.

 

Grønne/ EFA – Gruppen af De Grønne/Europæiske Frie Alliance – 69 mandater

Uanset deres foreløbige realpolitiske succeser eller manglen på samme så er det skelsættende, at gruppen af grønne partier har opnået en så relativt fremtrædende rolle i EU-parlamentet. Og her har tyske Die Grünen haft en banebrydende rolle. Mig bekendt er det kun i Tyskland at de grønne er slået så meget igennem, at de både har siddet i regering (med SPD) i Forbundsdagen (1998-2005) og i en periode var det største og regeringsbærende parti i delstaten Baden-Württemberg. Efter min opfattelse kan der ikke herske tvivl om, at den grønne omstilling er vores reelle bevidsthedsmæssige og politiske frontlinje, men denne omstillingsproces er så revolutionerende, at vi ikke ved hvad vi skal gribe og gøre i. De Grønne må i sagens natur have store udfordringer med den dagligdags håndtering af alle den gamle verdens politiske problemer samtidig med udøvelsen af et konstant pres for fremme den grønne omstilling.

 

EKR – Gruppen af Europæiske Konservative og Reformister – 63 mandater

Igen mange grundlæggende fællestræk med EPP-gruppen men her med en klar EU-skeptisk og pro-nationalistisk linje. Altså at de konservative og nationale traditioner her bliver opfattet smallere og mere dogmatisk og eksklusivt, ikke mindst med vægt på at stoppe og gerne tilbagerulle den multikulturelle indvandring til de europæiske lande over de seneste 50 år. Det er her vi finder de stærkeste modstandere af globaliseringen og denne modstand, er den ikke på mange måder berettiget? Har globaliseringen ikke netop nedbrudt sammenhængskraften i de enkelte nationalstater? Og i det omfang EU disponerer hen over hovederne på nationalstaternes befolkninger, nedbryder det ikke også sammenhængskraften i nationalstaterne?

”Alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver klædt af, og menneskene bliver endelig tvunget til at se nøgternt på deres egen stilling i tilværelsen, på deres indbyrdes forhold”. Hvornår var det berømte citat fra det kommunistiske manifest vel mere opportunt? Er det ikke sådan en virkelighed vi alle befinder os i, hvor ting vi hidtil troede var faste og uforanderlige nu går i opløsning foran vores øjne? Hvis ellers vi har modet til at se. Og er der noget at sige til, at nogen reagerer med et ønske om at beskytte og bevare?

 

NFE – Gruppen Nationernes og Frihedens Europa – 58 mandater

NFE-gruppen har så sin side mange fællestræk med netop omtalte EKR-gruppe, men her med en endnu mere udtalt EU-skeptisk og pro-nationalistisk linje. Og igen, at de konservative og nationale traditioner her bliver opfattet endnu smallere og mere dogmatisk og eksklusivt, og endnu stærkere vægt på at stoppe og gerne tilbagerulle den multikulturelle indvandring til de europæiske lande over de seneste 50 år. Som jeg forstår det, er EKR-gruppen villig til at forhandle med EU om hvor skellene mellem EU og nationalstaterne skal trækkes, hvor NFE-gruppen grundlæggende bare ønsker EU helt opløst og erstattet af en række helt konkrete samarbejdsaftaler.

Når jeg i indledningen skrev at jeg kunne stemme på alle de politiske sammenslutninger, så er NFE-gruppen der hvor jeg så alligevel er tilbøjelig til at afstå. Den stærke højreorientering har efter min opfattelse så stærke fascistiske undertoner, at jeg fornemmer nogle kræfter her som nemt kan komme helt ud af kontrol. Det handler om opsparede frustrationer og stolthed og vrede og drift imod at udpege syndebukke. Men jeg forstår frustrationerne og den sårede stolthed og vreden over misforvaltningen og den manglende loyalitet fra de politiske ledere. Og i takt med at verdensøkonomien trækker sig sammen og folks levevilkår gennemgår dramatiske indskrænkninger, så vil disse følelser forståeligt nok bare blive mere udbredte. Det vil ikke være urimeligt at sige, at disse løbske følelser i store dele af befolkningerne er konsekvensen af de uvederhæftige måder vores samfund er blevet ledede over de seneste 40-50 år. Og ja, måske kan sådanne opsparede frustrationer kun aflades igennem en krig eller andre voldsomme former for mental udrensning.

 

EFDD – Europæisk Frihed og Direkte Demokrati – 54 mandater

Som sagt er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at den grønne omstilling er vores reelle bevidsthedsmæssige og politiske frontlinje, men jeg er heller ikke i tvivl om at et afgørende led i denne omstilling handler om en fornyet værdsættelse af det enkelte menneskes betydning, herunder nogle radikale forfatningsmæssige reformer, som giver den politiske myndighed tilbage til almindelige mennesker. Den store omstilling kommer aldrig til at ske gennem en top-down-proces og kan kun tænkes igennem en mægtige folkelig bottom-up-mobilisering. Den noget brogede EFDD-gruppe tegner sig for netop denne overordnede dagsorden om reformation af vores demokratiske strukturer.

 

GUE/ NGL – Forenede Europæiske Venstrefløj/ Nordisk Grønne Venstre – 38 mandater

Efter 40 år med finansialisering og ekspansiv pengepolitik og muligheder for store dele af befolkningen for at nyde det gode liv med bil og sommerhus og ferierejser, så er det på sin plads at spørge hvor venstreorienterede socialdemokraterne overhovedet er? Sådan lige umiddelbart er det svært at identificere socialdemokraterne som venstreorienterede og de ligger vel snarere en smule til højre for den traditionelle politiske midte. Det er overraskende, at den eneste væsentlige venstreorienterede politiske gruppering kun kan samle 38 af EU-parlamentets 751 medlemmer. Efter min opfattelse svarer det til en form for politisk afasi eller en politisk hjerneskade. Som det også vil fremgå her, så er jeg ikke en erklæret venstreorienteret, men jeg er overbevist om, at der er et mægtigt udviklingspotentiale i en mere venstreorienteret tilgang til vores (enorme) samfundsmæssige udfordringer.

En af grundene til at venstrefløjen fortsat er sådan i defensiven er formentlig, at venstrefløjen stadig forstår sig selv igennem nogle klassiske marxistiske termer, og selvom Marx’ kapitalismekritik til stadighed understøttes af den konstaterede udvikling, så er det endnu ikke lykkedes for venstrefløjen at frigøre sig for de totalitære undertoner, som i praksis i den grad kom til at præge både socialismen og kommunismen. Personligt mener jeg der er et potentiale for en radikal nyorientering for venstrefløjen ved endegyldigt at forlade den marxistiske forståelsesramme og i stedet betragte dualiteten fra hjerneforskningens standpunkt og forskellene mellem venstrehjernehalvdelsdominerede tænkemåder overfor højrehjernehalvdelsdominerede. Men det ville så forbinde venstrefløjens indgangsvinkler med spørgsmålet om det enkelte menneskes og hele menneskehedens spirituelle udvikling, og det ville jo stå i skærende kontrast til de traditionelle materialistiske venstreorienterede indgangsvinkler eller grundantagelser.

Hvad jeg siger hermed er faktisk, at det uforholdsmæssigt svage venstreorienterede standpunkt faktisk er udtryk for en ensidighed og en enorm ubalance i vores politiske kultur, og denne ensidighed/ ubalance nærmest summerer op til en form for kollektiv misbrugsadfærd sågar en form for kollektiv dødsdrift. Vi er blinde og rodløse, og alligevel kaster vi os aggressivt fremad.

 

1. Idiotien i at stemme

Anskuet på denne måde har alle de forskellige partier eller partipolitiske sammenslutninger noget grundlæggende relevant at bidrage med i den politiske debat, og rundt regnet kunne jeg se mig selv stemme på hvert og et af disse – højreorienterede, venstreorienterede, liberale, grønne, konservative, reformistiske – så hvorfor er det at vi har sat et system op, hvor jeg tildeles retten til at afgive én stemme på ét af disse partier? Det giver ingen mening for mig. Det er at bede mig om at tage et mangfoldigt og nuanceret standpunkt og koge det ned til et ensidigt og dumt standpunkt. Der er noget ved denne måde vi har sat vores demokratiske systemer op på, som ansporer den enkelte til at identificere sig med bestemte indgangsvinkler og standpunkter og i den samme bevægelse at distancere sig fra andre indgangsvinkler og standpunkter. Igennem denne reduktionistiske valgproces får vi hver især investeret vores ego i en identifikation med bestemte reduktionistiske indgangsvinkler og standpunkter og dermed får vi ladet vores politiske debatter og beslutningsprocesser med konflikter og overgreb og misfornøjelse. Er det demokrati? Er det så godt vi kan gøre det? Eller kunne man tænke sig en helt anderledes form for demokrati, hvor den enkelte borger har helt anderledes vidtgående muligheder for at præge de politiske processer?

Dertil kommer, at vi alle er under massiv indflydelse af en kommerciel kultur, hvor varer sælges til forbrugerne, ikke på grundlag deres funktionalitet eller deres attraktive forhold mellem pris og kvalitet, men netop igen ved måderne den pågældende vare understøtter en opfattelse af en attraktiv identitet hos forbrugeren. Og muligvis er det påvirkning fra denne massive kommercielle kultur som har drevet den politiske debat over i et felt, hvor der konstant appelleres til den enkeltes identifikation med bestemte standpunkter og afstandstagen fra andre. Jeg er usikker på om ’identitetspolitik’ har nogen klar definition, men i min begrebsverden handler det om dette: At den kommercielle kultur har hersket så længe og så gennemtrængende, at nærmest enhver kontakt med omverdenen bliver filtreret igennem ens identitetsopfattelse. Og denne iver blandt politiske agitatorer efter at stimulerer den enkeltes identifikation har over de seneste år antaget helt groteske former, hvor forpligtelsen overfor redelighed og kendsgerninger er blevet kastet overbord for at sætte den enkelte politiker i stand til at fremsætte tilstrækkeligt skarpttegnede og hårdtslående erklæringer.

Alt sammen for at besnakke den enkelte vælger til at give den pågældende politiker sit mandat, hvorefter den pågældende politiker i henhold til for eksempel Danmarks Riges Grundlov er fri til at forvalte dette mandat fuldstændig efter deres eget forgodtbefindende. Og hvis vælgeren føler sig taget i røven af den pågældende politikers måder at forvalte hans eller hendes mandat har han eller hun følgende tre (ekstremt) svage sanktionsmuligheder: Man kan prøve at fremsætte sin kritik af politikeren i den offentlige debat, man kan melde sig ind i partiet og forsøge lægge pres på den pågældende politikers vælgerkreds for at stille politikeren til regnskab for sin misforvaltning, eller man kan stemme på en anden politiker ved det næstkommende valg. Men hvad skal man stille op, hvis det indtryk man har er, at de alle gør sig skyldige i de samme former for misforvaltning? At deres løfter altid er tomme? At de lovede forandringer aldrig sker? At vores politiske systemer på samme tid fremstår mastodontiske og magtfuldkomne og samtidig magtesløse?

Og apropos det med det mastodontiske så har den finansialiseringens epoke vi har gennemlevet over de seneste 40 år medført en voldsom centralisering af ejerforholdene indenfor erhvervslivet og samtidig en voldsom centralisering af den offentlige forvaltning, og vi har fået udviklet nogle vanvittigt omfattende og detaljerede lovkomplekser til at regulere både borgernes og virksomhedernes og de offentligt ansattes adfærd. Og denne enorme kompleksitet påvirker politikerne på mangfoldige måder. I de første mange år indenfor politik er virkeligheden formentlig den, at man reelt ikke har overblik over hvordan samfundet fungerer, og derfor lærer man sig at dække over sin uvidenhed gennem anvendelsen af påfaldende ukonkrete sproglige vendinger, som tillader den pågældende politiker at fremsætte sine intentioner men uden at blive fanget på sit mangelfulde overblik. Efter tilstrækkelig mange år i politik begynder et eller andet overblik så måske alligevel at tage form, og fordi dette overblik er så hårdt tilkæmpet og ens forståelse samtidig så småt begynder at matche den reelle enorme kompleksitet af de nuværende samfundsmæssige funktionsmåder, ja så forfalder politikerne nemt til at anse sig selv som hævede over vælgerbefolkningen, for vælgerbefolkningen har jo ikke nogen begreber om hvordan vores samfund i virkeligheden fungerer. Jeg vil hævde, at selve den enorme kompleksitet af vores nuværende samfund frembringer en arrogance blandt politikerne overfor vælgebefolkningen, som så har den kedelige konsekvens, at politikerne netop forvalter det mandat de fik af den enkelte vælger fuldstændig efter deres eget forgodtbefindende.

Vores demokratiske systemer er i dyb krise, og det er indenfor et sådant korrupt politisk klima og et sådant dysfunktionelt system, at de britiske politikere syntes det var en god idé at spørge vælgebefolkningen om Storbritannien skulle være medlem af EU eller ej. Og resultatet af afstemningen har ikke bragt nogen klarhed, tværtimod har afstemningen blot udstillet præcis hvor korrupt det politiske klima er og hvor dysfunktionelle vores politiske systemer er. Så hvad skal min stemme gå til? For eller imod? For A og imod B, eller for B og imod A? Det giver ingen mening, og det er en uværdig måde at henvende sig til en i øvrigt rimeligt oplyst befolkning. Al politik er blevet populistisk, og vi er alle populister. Måderne de politiske systemer henvender sig til borgerne er idiotiske, og de svar man får tilbage er tilsvarende idiotiske. Således er de herskende systemer trådt ind i en fase, hvor det utidssvarende ved deres iboende demokratiske forestillinger og metoder bliver stillet stadigt mere grelt til skue.

 

2. Fraværet af demokratisk feedback

Heroverfor er der så alle de indlysende måder vi som samfund kunne udvikle vores demokratier, men hvor vores politikere vedholdende undlader at tage nogen skridt i den retning. Da den danske befolkning reagerede med utvetydig modstand overfor at sælge en femtedel af vores statslige energiselskab til investeringsbanken Goldman Sachs, hvorfor tog politikerne så ikke befolkningens holdning til efterretning? Samtlige opinionsundersøgelser viste, at et sted mellem 65 og 90 pct. af den danske befolkning var imod salget, men den stemme blev ikke hørt og respekteret. Denne enestående politiske vækkelse var en glimrende lejlighed til at starte en almen debat om, hvordan et demokratisk system skal udformes her i begyndelsen af det 21. århundrede. Men man forpassede chancen, og netop en forpasset chance som denne er en væsentlig del af baggrundshistorien for, at vi nu er landet i dette tiltagende korrupte politiske klima og disse tiltagende dysfunktionelle politiske systemer. En anden oplagt chance, her i en europæisk kontekst, var den græske gældskrise i 2010-14, og hvordan denne knibe nærmest skreg på en revision af årtiers måde at drive pengepolitik og bankvæsen. Men også her blev der i stedet lagt låg på, og sammen med alle de andre presserende spørgsmål der også er lagt låg på, er der så noget at sige til at stemningen i de brede befolkningslag efterhånden er blevet en trykkoger?

Enhver kan sige selv at fremkomsten af internettet er dømt til at revolutionere vores politiske systemer. Ikke bare er folks muligheder for at holde sig orienterede blevet radikalt udvidede, mulighederne for at kommunikere sine indsigter og anskuelser til sin omverden er med de sociale medier også blevet radikalt udvidede. Selvom det er usikkert om man kan få et system af direkte demokrati til at fungere i praksis, så er der et stort mulighedsrum for udvidet politisk dialog mellem politikerne og vælgerne. I første omgang ville der ikke være noget i vejen for, at politikerne spurgte ind til befolkningens holdning i forskellige kritiske sager og såfremt en klar holdning manifesterede sig, så at politikerne indarbejdede denne holdning i deres politiske initiativer. Foruden Dong-sagen kunne man have spurgt vælgerbefolkningen om den syntes det var en god idé at sælge Nets (NemID/ Dankortet/ PBS) til amerikanske kapitalfonde. Man kunne have spurgt om befolkningen følte sig tilstrækkeligt godt oplyste om indholdet af Den Transatlantiske Handels- og Investeringsaftale (TTIP) til at befolkningen ville give politikerne mandat til at indgå en sådan aftale. Man kunne have spurgt befolkningen om den ønskede at sætte sit mandat bag at sende nationen i krig i Afghanistan i 2001, i Irak i 2003, i Libyen i 2011 og i Syrien i 2014, og man kunne have spurgt befolkningen om den var enig i, at Irakkommissionens arbejde virkelig var overflødigt og derfor skulle nedlægges inden den havde fremsat nogen sammenhængende konklusioner overhovedet. Man kunne også have spurgt befolkningen om den var parat til at sætte sit mandat bag den omfattende overvågning af vores alles adfærd eller om befolkningen tværtimod prioriterede et anonymiseret internet og opretholdelse af den hævdvundne borgerret om privatlivets fred. Jeg havde gerne lagt min stemme ved hver og en af disse vejledende afstemninger.

Så snart vi er oppe på det storpolitiske niveau, er det som om der træder nogle andre former for dyriskhed og magtfuldkommenhed i kraft, hvor de politiske ledere i de mindre lande forekommer frivilligt at underlægge sig dekreterne fra lederne i de mest magtfulde lande. Men denne underdanighed kan lederne i de mindre lande selvfølgelig ikke være åben om overfor deres befolkninger, så i stedet sker der det modsatte, at de puster sig op overfor deres egen befolkning og majoriserer enhver kritik og gennemtvinger en implementering af den aftale, de i det skjulte allerede har indgået med overhundene. Forestiller vi os i stedet at vores demokratier blev opdaterede til nogle helt anderledes tidssvarende modeller, hvor politikerne løbende skal indhente mandater fra befolkningen i alle vigtige anliggender, så vil det som konsekvens radikalt nedbringe de storpolitiske spændinger og på mange måder suspendere de traditionelle magthierarkier og de traditionelle former for magtpolitik.

 

3. Den offentlige debat som en medskabelsesproces

Men inden vi kommer der til at vi hver især afgiver stemme i et bestemt anliggende er der et kritisk spørgsmål om, på hvilket grundlag vi afgiver vores stemme. Det er jo ikke nogen tilfældighed at ’fake news’-problematikken opstår samtidig med at regeringer og nyhedsmedier begynder at udøve propaganda over en bred front, og det er ingen tilfældighed at ’fake news’-problematikken opstår samtidig med at internettet bliver tiltagende kontrolleret og reguleret af de mægtige private koncerner, der ejer de forskellige platforme. Så udover ovennævnte problemer med de uforholdsmæssige og nærmest tvangsmæssige tendenser imod identifikation og overdrevent subjektive tilgange til de aktuelle politiske udfordringer, så sker der i disse år en markant korruption af internettets funktionsmåder (som også nævnt i denne notes åbningsafsnit). Hvor det frie internet bød på ovenstående muligheder for gennemgribende reformer af vores politiske systemer og reformer af et hav af andre måder vores samfund fungerer på, så er denne frihed nu ikke længere understøttet af magthaverne, og magthaverne forekommer at arbejde målrettet på at indskrænke denne frihed og disse udviklingsmuligheder.

Disse udviklingsmuligheder forekommer ellers at være store og med et stærkt fornyende og innovativt potentiale. Som jeg før har prøvet at skitsere mener jeg det er indenfor menneskehedens rækkevidde at udvikle former for puljeintelligens, hvor vi igennem en åbenhed overfor hinandens synsvinkler kan opnå nogle radikalt nye grader af indsigt i og vished om, hvordan vores verden er skruet sammen. Altså den stik modsatte bevægelse af drifterne imod identifikation, hvor vi i stedet bevidst sætter vores ego og vores identitet til side og åbner for en mere holistisk måde at relatere til hinanden og vores omverden. Og hvis ellers internettet fik lov at være det almene samfundsmæssige redskab det har potentialet til at være, så kunne vi udvikle måder at føre en offentlig debat, hvor vi alle gradvist blev klogere på, hvordan vores verden fungerer. Selvom det selvfølgelig var på alfa-stadiet (eller måske på stadiet før) af en sådan kommunikationsplatform, så syntes jeg personligt, at jeg som en del af kommentariatet på Information.dk i perioden 2012-2015 med mellemrummet fik denne oplevelse af, at den civiliserede tone og de kvalificerede indlæg summerede op til en debat, hvor alle fik stof til eftertanke, blev klogere og kom et eller flere skridt nærmere en forståelse af den verden vi lever i. Det vil selvfølgelig altid være en proces imod større forståelse, både for hver enkelt og for fællesskabet, men der var noget ved de kvalificerede indlæg fra forskellige sider, som grundlæggende tjente til at nuancere ens egne anskuelser. Med andre ord, kunne den samme civiliserede tone og den samme saglighed udbredes til langt større og bredere platforme, så kunne hele vælgerbefolkningen være engageret i sådanne processer med at kvalificere sine anskuelser.

Men der er en helt afgørende præmis for at sådanne dialogbaserede processer fungerer og skaber værdi, og det er at ordet er frit. I samme øjeblik visse standpunkter dømmes som yderliggående eller upassende, og således at former for censur indføres, så falder hele ideen og værdiskabelsen til jorden. Hvis ikke vi kan være ærlige og sige hvad vi oprigtigt mener og føler, så vil diskussionen være omsonst. Men sådanne ucensurerede og uforbeholdne debatfora kan være et problem for dem der ønsker at opretholde bestemte billeder af sig i offentligheden, og faktum er jo at både erhvervskoncerner og politiske partier og diverse regeringsorganer investerer enorme summer i opbygningen af et positivt billede af sig selv i offentligheden. Og er internettet et fantastisk redskab for nogle helt nye stadier af offentlighed og puljeintelligens, så er internettet også det potentielt stærkeste propagandaredskab verden endnu er set.

 

Resultatet af valget til EU-parlamentet

Ser vi bort fra den helt enestående fastlåste og bagvendte situation i Storbritannien, hvor vælgerne blev bedt om at stemme til et parlament de officielt ikke ønsker at være en del af, og hvor Nigel Farage’s Brexit-parti kom ud som den helt store vinder, så indtraf der ikke den forventede/ frygtede populistiske EU-skeptiske jordskredssejr. Det er selvfølgelig en helt igennem subjektiv og fornemmet vurdering, men efter min opfattelse er der en stemning af besindelse over valgresultatet. At folk forstår at verden er i opbrud og vi er nødt til at finde ud af det med hinanden, at EU måske alligevel har en rolle at spille i retning af at bringe stabilitet og modstandskraft for de enkelte medlemslande, og at EU har en vigtig rolle at spille i en verden hvor de storpolitiske spændinger er på en dramatisk opadgående kurve. Samtidig ser europæerne givetvis med tiltagende uro på de politiske opløsningstendenser i USA og den ekstreme polarisering af det politiske landskab i USA, og mange har givetvis på den baggrund modificeret der ellers mere markante standpunkter.

Således er der flere, der har forsøgt at tolke valgresultatet som et kollaps af de store centerpartier, men jeg vil holde på, at disse kommentatorer har skrevet deres konklusioner inden valgresultatet forelå, og så med djævlens vold og magt læst konklusionerne ind i de foreliggende kendsgerninger. Efter min opfattelse er konklusionen snarere den, at trods de enorme politiske og økonomiske udfordringer, trods det at store dele af vælgerbefolkningen har i årevis har oplevet en markant reallønstilbagegang, så holdt det politiske center alligevel. Og det er måske ikke noget dårligt resultat. Det har noget at gøre med hele EU-systemets opbakning i de europæiske befolkninger, og konsekvenserne af en kollaps af opbakningen vil være voldsomme og formentlig føre til opløsningen af EU. Jeg tror det er godt at det politiske center holdt, bare vi er enige om, at der forestår et kæmpe oprydningsarbejde ovenpå 40 års løbsk spekulationsøkonomi, der forestår en kæmpe udfordring i at sikre et frit internet og der forestår et kæmpe reformarbejde med hensyn til at få indført nogle tidssvarende demokratiske systemer på alle politiske niveauer, lokalt, kommunalt, nationalt, på europæisk plan og på verdensplan.

 

 

 

 

 

 

The Deep State, er det en ting?

Capitol Hill_Ryan Heffernan

Hvornår mister man sin barnetro? Ja, det er velsagtens når man oplever et så alvorligt svigt indenfor en følelsesmæssig relation, at det strider så voldsomt imod hvad man hidtil troede var virkeligheden, at man er nødt til at ændre sin opfattelse af virkeligheden. Dette svigt tvinger en til at revidere ens opfattelse af både relationen, den anden eller de øvrige parter og hans/ hendes/ deres motivationer. Og dette brud med hidtidige opfattelser, samt de konsekvenser man drager af det opfattede svigt, afstedkommer så forskellig kompenserende adfærd, og disse forskellige former for kompenserende adfærd bliver så vores barrierer for siden at kunne give os hen og opleve former for opfyldelse. Jeg vil mene at det er derfor mennesker søger en religiøs praksis, for igennem meditation eller bøn at blive i stand til at nedbryde disse barrierer og igen blive i stand til at tage livet ind, fuldt og helt.

Mange mister formentlig deres barnetro allerede mens de er børn, endda små børn, og sådanne mere eller mindre skadede børn vil typisk stævne ud på en livsbane som også er præget af svigt og skader, enten som den forvoldende eller den forvoldte part. For andre er det mobning i børnehaven, skolen eller arbejdspladsen der gør det, for nogen er det svigt i forbindelse med en forelskelse eller et fejlslagent forsøg på at udleve en drøm man har, men alle har de det til fælles, at man troede på en verden der hang sammen og man selv var integreret i den til at bruddet indtræffer, og ens verden ikke længere hænger sammen som førhen, og det er på ingen måde givet at man har en naturlig plads i den. Faktisk vil bruddet ofte opleves som, at man er blevet udstødt fra helheden, altså en form for syndefald.

Dette tab af ens barnetro kan så også indtræffe i forbindelse med moralske svigt, selvom disse svigt selvfølgelig må være pænt graverende for at udløse en så konsekvent virkning. Og så er der måske dem der mener, at vi her forlader de følelsesmæssige relationer og bevæger over i nogle langt mere komplicerede filosofiske, intellektuelle og kontraktlige relationer, men det er jeg ikke enig i. Efter min opfattelse har moralske forhold i høj grad karakter af at være følelsesmæssige. Den moralske impuls kommer fra samvittigheden, og samvittigheden er en form for sjælelig og følelsesmæssig tilstedeværelse. Vi taler ikke om godhed eller et ønske om godhed, men om helt anderledes konkrete indre følelsesmæssige impulser som vejleder os i vores relationer til andre mennesker (og hele vores omverden for den sags skyld). Jeg tror enhver vil kunne følge mig når jeg peger på, at en samvittighedsfuld persons møde med samvittighedsløshed kan opleves som et stort svigt. Den ene part gør sig på sin side umage med at inddrage andre mennesker i sine vurderinger af hvad der er rigtigt og forkert, og den anden part skider på andre mennesker og forfølger bare sine egne egocentriske interesser, og sidstnævntes samvittighedsløshed udløser altså en følelse af svigt og moralsk krise hos førstnævnte.

Har en person dog nået voksenalderen uden at have fået sin barnetro totalt jordet, så har samme person også udviklet nogle evner for at beskytte sin samvittighed og sin grundlæggende godhjertede karakter overfor de evindelige større eller mindre dagligdags svigt, der erfaringsmæssigt følger med livet. Og alligevel kan selv voksne mennesker blive udsat for så alvorlige svigt, at ens barnetro alligevel risikerer fortabelse. Og det er netop sådanne tider vi lever. Tider hvor der er så udbredt korruption og så stærke egocentriske drivkæfter, at det kræver en enorm omhu og vedholdenhed at fastholde en samvittighedsfuld og grundlæggende godhjertet tilgang til både livet, arbejdslivet og samfundslivet. Og uanset alle de stærke påvirkninger af børn og unge i retning af selvforhærdelse og identitetsdyrkelse, så vil jeg hævde, at forskellige former for idealisme stadig lever i mange unge mennesker, og at denne idealisme netop er udtryk for at deres barnetro endnu ikke er helt undertrykt. Med andre ord, at de for eksempel i deres valg af levevej faktisk er drevet af et ønske om at skabe værdi for andre mennesker, at spille en positiv rolle i andre menneskers liv, og det kræver måske det meste af en længerevarende uddannelse at få drevet denne idealisme ud af dem. De som er tankede ordentligt op hjemmefra skal måske et stykke ind i arbejdslivet førend de må kaste håndklædet i ringen og erkende, at det er ikke ønskerne om at skabe værdi for kunderne eller klienterne der driver deres arbejdsplads, og hvis de godt vil beholde deres job, så må de lære at spille efter de regler der gælder. Og hvilke regler gælder så? Ja, nærmest den modsatte opfattelse, at kunderne og klienterne er arbejdspladsens redskaber til at skaffe sig penge og indflydelse. Indenfor det private erhvervsliv handler om at malke kunderne maksimalt, herunder igennem komplicerede prisstrukturer og gebyrer og uigennemskuelige administrative procedure, og indenfor det offentlige er alle de uopfyldte behov blandt klienterne den givne administrative grens fordring på at modtage penge fra det politiske niveau, så radikalt anderledes og mere effektive løsningsmodeller er ikke nødvendigvis noget der efterstræbes.

Det er mit indtryk, at vores samfund kører på kanten af et nervøst sammenbrud, og en af de primære årsager er efter min opfattelse, at al idealisme og samvittighed er blevet fordrevet fra vores arbejdsliv. Hvor mange lærere, socialrådgivere, sygeplejere, politifolk har ikke oplevet, at deres oprindelige motivationer for at gå ind i deres pågældende fag er blevet fuldkommen fordrevet af de samvittighedsløse og afstumpede måder vores samfundsinstitutioner drives? Så hvornår mister læreren, socialrådgiveren, sygeplejersken og politimanden sin barnetro? Jeg husker en diskussion jeg havde med min eks, hvor jeg følte mig kaldet til at advare hende imod at bagtale politiet overfor hendes søn på 6 år (og min ”på gule plader”). Min opfattelse var, at det var vigtigt at hun respekterede den enfoldighed, der præger barnets forestillingsverden. Han var trods alt kun en dreng på 6 år, og han skulle nok få rige lejligheder til at nuancere sine opfattelser, når han blev større. Men hun kunne ikke få sig selv til at understøtte en barnetro på politiets rolle. Efter på førstehånd at have oplevet hvordan politiet tævede løs på almindelige mennesker, sågar kvinder og børn, ved rydningen af Byggeren i maj 1980 og senere ved gentagne lignende episoder på Christiania, så var hendes tillid til politiets grundlæggende godartede funktion lagt i ruiner. Og lignende konflikter er jo højaktuelle under Gule Veste-demonstrationerne i Frankrig, hvor demonstranterne er begyndt at chante ”Tout le monde déteste la police” (alle og enhver foragter politiet), så hvornår mister befolkningen sin barnetro på politiets rolle, og hvornår mister den enkelte politimand sin barnetro på sin egen rolle? Åbenbart har selvmordsraterne for franske politifolk været på en alarmerende opadgående kurve siden Gule Veste-protesterne startede.

Så i en professionel sammenhæng hvordan reagerer vi på erkendelsen af, at vores oprindelige idealisme og godhjertede motivationer i virkeligheden er malplacerede? Ja i første omgang har det vel karakter af en form for eksistentiel krise og er forbundet med betydelige stressbelastninger, for hvad skal man så tro på? Og her kan vi enten insistere på vores behov for at tro på at der er noget større, der styrer vores samfunds funktionsmåder, og således acceptere at leve i tilstand af kognitiv dissonans, eller vi kan befri os for den kognitive dissonans og følelserne af svigt ved simpelthen at adoptere den kyniske attitude, der præger den givne arbejdsplads. Samtidig er der en reel risiko for at der var grader af skam forbundet ved situationen, hvor man enten bare for sig selv eller overfor en eller flere kolleger blev klar over, at man havde nogle håbløst naive forestillinger om hvordan tingene foregår og hvad det er der driver de beslutninger der tages. Så hvad adoptionen af den herskende attitude lokker med er altså udover befrielsen for den kognitive dissonans og følelserne af svigt såvel en lindring og udfrielse af skammen, fordi adoptionen af den kyniske attitude vil forhindre at man begår sådanne dumheder igen. Samtidig er befrielsen for moralske skrupler faktisk formålstjenlig for ens intellektuelle skarphed, fordi man herved befries for en stadig indre dialog, som kan udløse tvivl og forbehold og således hæmme ens respons.

Ganske uanset at adoptionen af sådanne kyniske attituder også vil udstøde en fra den sammenhængende verden, man førhen var en del af, og denne udstødelse kan opleves som foruroligende, så er virkeligheden formentlig snarere den, at ens kolleger med det samme fornemmer at man nu tænker ligesom dem, og således bliver man inddraget i fællesskabet omkring de egocentriske attituder og målsætninger. Muligvis er de kyniske attituder så meget det man er fælles om, at det at tage kynismen til nye niveauer er noget af det der jævnligt udløser morskab og respekt på arbejdspladsen. Og hvis det er sådan at arbejdsklimaet er, hvordan vil så føles at vælge den førstnævnte reaktion på tabet af ens idealisme og godhjertede motivationer? Det kan godt være at man ikke bliver mobbet af kollegerne, vi er jo civiliserede mennesker, men al kynismen vil ikke desto mindre opleves som en form for mobning. Så selvom man forsøger at holde fast i sin tro på ens egen integration i et større sammenhængende samfund, så vil ens daglige oplevelse være den at være udstødt fra fællesskabet.

En meget omstændelig intro til at give et svar på spørgsmålet fremsat i titlen. Min anledning til at gå ombord i denne note var det forhold, at de alternative nyhedsmedier i USA over de seneste par år er begyndt at tale med stadig større overbevisning om, at der i skyggen af magtapparatet i Washington DC findes en skjult men ekstremt magtfuld sammensværgelse, kaldet The Deep State, som øver så massiv indflydelse på den amerikanske præsident, den amerikanske regering og de to folkevalgte forsamlinger i Repræsentanternes Hus, at denne magtgruppering får tingene som den vil have dem. Og det er sådan set ikke fordi jeg betvivler at der er magtgrupperinger der konspirerer med hinanden eller at der i en massiv skala udøves former for ubeføjet magt over den amerikanske regering, nej min indskydelse gik bare på, at ideen om at al denne ubeføjede magtudøvelse skulle være koordineret og summere op til en samlet plan, at den idé slog mig som en smule letkøbt og sensationel. Samtidig er jeg personligt ikke i tvivl om, at de billeder den amerikanske regering projicerer af sig selv og af den amerikanske nation (politisk, økonomisk, socialt) måned for måned bliver mere og mere forløjede, og således må der i sagens natur ske en meget omfattende koordinering af de forløjede fremstillinger så de fremstår nogenlunde konsistente, og disse falske fremstillinger er jo også en slags konspiration mellem alle de på indersiden af magtens institutioner overfor alle dem udenfor. Og denne konspiration får lov at passere og gribe om sig med henvisning til det evindelige overordnede hensyn til ’national security’.

Men er det plausibelt at The Deep State findes, altså THE Deep State, én organisation som samler alle trådene og eksekverer nogle sammenhængende planer? Jo mere jeg tænker over det, jo mindre plausibelt forekommer det mig. Efter min opfattelse er det årtier siden at politikerne forrådte deres loyalitet overfor befolkningerne. De ledende politikere (i hvert fald i Vesten) ville langt hellere pleje omgang med de største erhvervskoncerner og banker og de toneangivende fagforeninger end de ville gå i dialog med befolkningen, og de solede sig i deres egen magt og indflydelse, men hvad de glemte var, at deres magt er helt og aldeles funderet i det mandat de får fra befolkningen. Så når tingene så begynder at gå ned af bakke, økonomien trækker sig sammen, reallønnen falder mærkbart og folk begynder at falde igennem de sociale sikkerhedsnet, ja så står politikerne på et fundament af sand. Den position de tidligere havde til at udøve magt over de store erhvervskoncerner og bankerne har de ikke længere, fordi de ikke længere har nogen reel opbakning i befolkningen, og politikerne er nu reducerede til at være lakajer for deres tidligere legekammerater blandt erhvervskoncernernes og bankernes spidser. Det er i dette politiske vacuum, at erhvervskoncernerne og storbankerne samt forskellige mere eller mindre ’rogue’ samfundsinstitutioner som efterretningstjenesterne og finanstilsynene får frit spil til at påvirke de politiske målsætninger, påvirke lovgivningen og håndhævelsen af lovgivningen, men skulle disse forskellige magtgrupperinger virkelig være i stand til at koordinere deres målsætninger og lægge koordinerede planer? Jeg tvivler. Er det ikke langt mere sandsynligt, at det vi oplever som indflydelse fra ”The Deep State”, det er rigtignok vidnesbyrd om at magtfulde grupperinger har held til at udøve massiv påvirkning af lovgivningen, men at påvirkningerne sker i sag for sag, og at der sandsynligvis er flere forskellige grupperinger der påvirker i mere eller mindre afvigende retninger, nogle gange måske i klar modstrid med hinanden, og således foregår der utallige intense magtspil i kulisserne? Og alle disse magtspil i kulisserne og al den ubeføjede magtudøvelse medfører, at politikernes troværdighed bare udhules yderligere og at deres muligheder for at udøve deres legitime magt beskæres yderligere.

Efter min vurdering er USA en nation og et imperium, som er ved at blive ædt op at sin egen interne korruption, og vi har nu nået stadiet af total ’in fighting’ og opløsning. I parentes bemærket mener jeg ikke at situationen er meget anderledes i EU, hvor nøjagtig de samme tendenser og kræfter er løs, og EU er såvel på kanten til endegyldigt at miste befolkningernes opbakning, men USA’s status som imperium gør stadig en kæmpe forskel mht. graderne af korruption, og opløsningen af det amerikanske imperium (ikke nødvendigvis af nationen) kunne muligvis medføre en form for frisættelse her i Europa, som faktisk kunne betyde en fornyet europæisk samling. Når det kommer til stykket er der formentlig kun én måde at realisere en statslig organisation med samlede og koordinerede målsætninger og planer, og det er igennem en legitim og transparent regering, som arbejder for at realisere befolkningens ønsker. Altså at politiske systemer har en indbygget lydhørhed og respekt for alle de almindelige mennesker som sammenfatter befolkningen, og at de politiske systemer har nogle funktionsmåder, som er alment accepterede som fair, dvs. at trods oplevelsen af at de politiske initiativer for en periode ikke er det man personligt helst havde set, så anerkender man at initiativerne blev bestemt på en fri og fair facon.

Hvad jeg skal bruge min lange intro om barnetro og kynisme til er således for at beskrive muligheden af, at selvom der hersker noget der ligner fælles fodslag, og dette fælles fodslag kan tages som vidnesbyrd om eksistensen af en Deep State der opererer i baggrunden, så kan denne konsensus muligvis også opstå som konsekvens af ovennævnte ensrettende og undertrykkende tendenser. At vi alle bliver ”disciplinerede” af de herskende egocentriske og kyniske attituder, og så meget desto mere blandt de der bevæger sig på magtens øverste niveauer.

Anskuer vi omvendt de to tilværelsesformer, den samvittighedsfulde overfor den samvittighedsløse, som to forskellige evolutionære strategier, så er der gode grunde til at opfatte den samvittighedsfulde som den evolutionært mest udviklede og således den der i den sidste ende sejrer (i det omfang det er sådan evolutionen udvikler sig). Tager vi en samvittighedsløshedens højborg som fx et ’trading floor’ i en international storbank, så holder børsmæglerne dér meget af at bruge meget stærke vendinger som at dræbe, smadre og udslette konkurrenterne, og det er sjovt og stimulerende så længe det øvrige samfund stadig hænger sammen. Men når samfundet så over tiden er blevet så kritisk udpint af al den egocentriske plyndring der foregået, og der kommer sammenbrud og stor økonomisk sammentrækning, da er børsmæglerne og bankrådgiverne og ejendomsmæglerne nok ikke længere så kry. Faktisk vil de formentlig stå temmelig nøgne og beklemte ved konfrontationen med deres forudgående arrogance. Og så bliver det igen op til de samvittighedsfulde at få samfundet til at hænge sammen på ny.

 

 

 

 

 

(Foto: Capitol Hill, Ryan Heffernan, 2012)

 

Om Deutsche Bank og den kolossale kollektive beruselse

DWS - Deutsche Bank Investment an der Mainzer Landstraße 11-17

Hvad der præsenteres her er en transskription af et interview på Youtube-kanalen USA Watchdog med investeringsrådgiveren Rob Kirby, og grunden til at jeg har gjort mig den umage at transskribere interviewet er, at jeg derved får mulighed for at kommentere på, hvad det er Rob Kirby siger. Eller rettere, der vil snarere være tale om en slags oversættelse fra rimeligt indforståede finansielle termer til mere dagligdags sprog, og dermed håber jeg, at læsere uden nogen forudsætninger for at forstå finansielle termer faktisk opnår indsigt i dybden og omfanget af, hvad det er Rob Kirby redegør for.

Det er blevet temmelig lang note (henved 5x en kronik i Politiken), men hvad jeg så en mulighed for at gøre med afsættet i interviewet med Rob Kirby var at give en bred introduktion til omfanget af den kriminelle og den løbske karakter af de herskende globale finanssystemer samt ikke mindst deres sammenkædning med opretholdelsen af det amerikanske overherredømme. For de der slet ikke har tålmodigheden til at gå ombord i så lang en tekst, kan det indledende og afsluttende kursiverede tekstafsnit læses som en slags problemformulering og konklusion.

Grundlæggende er spørgsmålet der rejses: Hvad er konsekvenserne af, at en regering begynder at svindle og lyve og bruge beskidte tricks i sin omgang med omverdenen? Og hvad er konsekvensen af, at en sådan korrupt adfærd får lov at udfolde sig over årtier? Og hvis svindlen og løgnene og de beskidte tricks udgår fra regeringen, betyder det da ikke, at korruptionen vil forplante sig ud i samfundet og til sidst gennemtrænge det?

Det er et forræderi af et sådant omfang Rob Kirby’s analyser tegner konturerne af, og da vi i en vis forstand taler om ‘regeringen for hele verden’, altså den amerikanske regering, som i en årrække efter Sovjetunionens fald trådte frem som den ene og altdominerende supermagt, og hele verden således i større eller mindre grad har været underlagt det amerikanske overherredømme, så bliver spørgsmålet, hvad er konsekvensen af, at den øverste regering i verden har svindlet og løjet og brugt beskidte tricks igennem årtier?

For Danmarks vedkommende har vi siden 2. Verdenskrig arbejdet meget ihærdigt på vores loyalitet med USA og Storbritannien, velsagtens fordi vi ikke var helt klare i vores opposition til nazismen forud for krigen, og vi har i mange henseender fulgt USA og Storbritannien igennem tykt og tyndt. Denne ubetingede loyalitet kom vel tydeligst til udtryk ved vores villighed til at følge USA og Storbritannien ind i nogle omfattende krige eller andre militære aktioner, som ikke en gang var understøttede af FN-mandater.

Vores ubetingede loyalitet er også kommet til udtryk ved vores adoption af den neoliberalistiske ideologi, som den blev formuleret og udfoldet i USA og Storbritannien, samt i vores villighed til at omlægge vores samfund fra at være produktionskapitalistisk til at være finanskapitalistisk, herunder en udpræget laissez-faire-holdning overfor boligbobler og omfattende privat subprime-gældsætning.

USA’s globale dominans er ikke mindst blevet håndhævet gennem krav om neoliberalistiske dereguleringer af den finansielle sektor i alle lande, der ønskede at handle med USA (dvs. alle lande). Disse dereguleringer skabte en form for finansielt overherredømme, der udgik fra den amerikanske centralbank The Federal Reserve i tæt samarbejde med de største amerikanske banker, og det er ikke mindst i forsvaret af dette finansielle overherredømme, at svindlen og løgnene og de beskidte tricks blev introducerede og derefter bare eskalerede.

Hvad vi taler om er i virkeligheden den ældgamle historie om hybris og hovmod, og hvordan hybris og hovmod fører til fald. Efter Sovjetunionens fald fremstod USA som den ene og altdominerende supermagt, og denne omstændighed steg visse neokonservative grupperinger i den amerikanske regering sådan til hovedet, at dette blev deres altdominerende fokus: Det amerikanske imperium. Opretholdelsen og udbygningen af det amerikanske imperium.

Og hvis det betød, at den amerikanske befolkning skulle piskes til føjelighed (9/11), så var det sådan det måtte være. Og hvis det betød, at man måtte svindle og lyve og bruge beskidte tricks overfor sine vasaller, så måtte det være sådan. Og hvis det betød, at man måtte undsige hævdvundne principper og institutioner til sikring af en civiliseret adfærd mellem nationer, så måtte det være sådan. Og hvis det betød, at man måtte modarbejde og bekrige eventuelle selvstændige og afvigende tanker/ initiativer/ nationer, så måtte det være sådan.

Men som en naturlov vil svindlen og løgnene på et tidspunkt alligevel komme for en dag, og det er her at Rob Kirby’s analyser og afdækninger er af så stor betydning, at de fortjener at blive “oversat” og udbredt til en større kreds. Og konsekvensen af disse erkendelser er uomgængelig: Den amerikanske verdensorden byder ikke længere på nogen form for orden. Den amerikanske verdensorden er degenereret til et punkt, hvor den blot er rå magtudøvelse, hvilket netop ikke er nogen orden, ikke på nogen måde er civiliseret.

Således befinder vi os i et tomrum, hvor vi venter på at en ny verdensorden begynder at krystallisere sig, og her kan Europa faktisk spille en vigtig rolle, hvis altså vi vil. Hvis vi er parate til at yde de ofre der skal til for at opnå den nødvendige beslutsomhed og handlekraft, så kan vi yde et stort bidrag til indstiftelsen af nogle nye civiliserede samfundsinstitutioner.

De kræfter der virker for at genindføre en verdensorden, de kræfter der kæmper for at genindføre nogle civiliserede måder at omgås hinanden, er i Rob Kirby’s analyse repræsenteret ved det tyske finanstilsyn, som i modsætning til det amerikanske (og britiske) finanstilsyn rent faktisk forekommer at kæmpe for at sætte en stopper for storbankernes svindelnumre.

Link til interviewet med Rob Kirby findes i kommentartråden.

 

 

I’m Greg Hunter, welcome to US Watchdog. You know I’ve been following Deutsche Bank (DB is the stock ticker), it’s just under $11 this year, they’re trying to hold it above 11 dollars a share. They’ve lost that. There has been a lot of news about Deutsche Bank, and why am I focusing on Deutsche Bank? I think it’s the Lehman times ten of the era right now! It’s way bigger than Lehman Brothers, and Lehman Brothers implosion caused the financial crash of 2008, and Deutsche Bank is eerily following the same pattern. And you know, they failed the stress test most recently, you go back and they had a huge twelve times loss, a huge massive off the Richter scale loss. Before that, they were put on a [Federal Reserve] watch list, and I called my friend Rob Kirby, who’s an expert on derivatives banking, he gets gold by the ton for his clients, he’s an analyst, he has got the KirbyAnalytics.com, to ask him what’s going on.

Rob Kirby what in the heck is going on with Deutsche Bank? They look like they’re either falling over a cliff or being pushed over a cliff? What’s going on?

RK: Well, my view about Deutsche Bank’s predicament right now.. to me it’s eerily similar to the position that Morgan Stanley was in back in 2008-2009, when Morgan Stanley stock price had fallen down to around $5 (and it’s currently back up to $48). Morgan Stanley, in my view, was recapitalized by the US Treasury, expressly The Exchange Stabilization Fund, and this deal was brokered through the New York Fed’s trading desk, where they recapitalized Morgan Stanley, who in the time frame, in my view anyway, was critically insolvent, and Morgan Stanley was basically a cadaver on the table, that they [The Federal Reserve] reanimated.. You know, by injecting trillions of dollars of derivatives into it and it basically reanimated it.

 

Selvom The Federal Reserve er den amerikanske centralbank, og institutionen har nogle formålsparagrafer om at sikre et stabilt finansklima, en stabil møntfod og en stabil beskæftigelse, så er institutionen ikke desto mindre en privat institution, og ejerkredsen og bestyrelsen udgøres af de største amerikanske banker. Dog er formanden for The Federal Reserve politisk udpeget, og hvor denne udnævnelse tidligere blev brugt politisk som en disciplinerende og afbalancerende funktion overfor bankerne, har udnævnelsen af formanden fra og med Allan Greenspan i påfaldende grad været i samklang med bankerne og har nærmest negligeret rollen, som den almindelige befolknings repræsentation i bestyrelsen.

The Federal Reserve arbejder så tæt sammen med The Treasury (det amerikanske finansministerium), herunder The Exchange Stabilization Fund, og siden det politiske system ved finanskrisen i 2008 påtog sig opgaven med at holde de ekstremt opblæste finansielle institutioner oven vande, har The Federal Reserve og The Treasury haft travlt med masser af fordækte operationer, såsom fordrejninger af statistiske data, hemmelige transaktioner af svimlende formater, undladelse af rapportering og retsforfølgelse af økonomisk kriminalitet blandt bankerne, ekstremt ensidig lobbyvirksomhed, herunder mere eller mindre slet skjulte former for bestikkelse af politikere og embedsmænd. Altsammen for opretholde deres formålsparagrafer om et stabilt finansklima, en stabil møntfod og (sekundært) en stabil beskæftigelse.

Og som det vil fremgå af dette interview, er både den amerikanske befolknings og omverdenens tillid til styrken af den amerikanske økonomi afgørende for opretholdelsen af det globale amerikanske overherredømme, og opretholdelsen af denne tillid er derfor blevet et ‘national security issue’, og som sådan en målsætning af så ekstrem betydning (i den amerikanske administrations øjne), at ethvert middel til at nå målet er legitimt. Selv bevidste vildledninger, regulære løgne, bedrageri, pression, trusler og tvang.

I ovenstående passage henviser Rob Kirby til The Federal Reserves ‘trading desk’, og hvad er en ‘trading desk’? Det er et børsmæglerkontor, ofte i form af et stor åbent kontorlandskab, hvor masser af børsmæglere sidder, hver med 6 eller 8 store computerskærme, hvor de overvåger forskellige bevægelser på de internationale børser, og køber og sælger forskellige papirer i overensstemmelse med disse bevægelser med det ene formål at score en finansiel gevinst. Og så er det man spørger, hvorfor har The Federal Reserve en ‘trading desk’? Hvad har centralbanken overhovedet at gøre på børserne?

Havde man spurgt centralbankdirektører for 40 år siden, så ville de blankt have afvist, at der ville komme en dag, hvor centralbankerne var (store) aktive agenter på børserne. Det er ligesom to forskellige verdener, og traditionelt har centralbankerne udelukende været optagede af de overordnede finansielle rammer, kontrollen med pengeforsyningen (hvilket i konsekvens er kontrol med renteniveauet) samt kontrol med valutabeholdningerne og transaktionerne med udlandet.

Alene den omstændighed at The Federal Reserve har en ‘trading desk’ bør få en alarmklokke til at lyde. Det kan ikke betyde andet end, at centralbanken intervenere i markederne og således ophæver markedernes traditionelle funktion som instrumenter for prisfastsættelse. At The Federal Reserve har en ‘trading desk’ er i sig selv en klar indikation af, at vi er overgået til et andet økonomisk system end det vi havde tidligere, og selvom der har været en masse ideologisk snak om “frie markeder”, så forekommer virkeligheden at være den, at vi er overgået til en form for planøkonomisk system, hvor centralbanken bestemmer hvad prisen på alle mulige finansielle papirer skal være.

Men den amerikanske centralbank er ikke ene om at have en ‘trading desk’. Den japanske centralbank er kendt for at intervenere direkte i aktiemarkederne ved opkøb af aktier i japanske koncerner, og mon ikke både den europæiske centralbank (ECB), Bank of England, den schweiziske centralbank m.fl. har lignende faciliteter.

 

RK: The Deutsche Bank situation today, in my view, is more of an expression of infighting between two regulatory regimes. The Deutsche Bank answers to German regulators, specifically they answer to a group called BaFin [Bundesanstalt für Finanzdienstleistungsaufsicht, dvs. det tyske finanstilsyn], which is a fiercely independent regulator in Germany, that basically started investigating Deutsche Bank in the 2011-12 time frame, when allegations had been circulating all over the world, that there was rigging of LIBOR or rigging of interest rates, and that drew the Bundesbank, which is the German central bank, into questioning the then Deutsche Bank chairman, I believe the guy’s name was Anshu Jain. And the German Bundesbank felt that Deutsche Bank chairman Jain was being less than honest with them in direct questioning regarding, let’s just say, interest rate rigging and anything that Deutsche Bank might have had to do with it.

 

LIBOR er en forkortelse for London Inter Bank Offered Rate, hvilket er en rentesats, som fastlægger hvilken rente de globale banker ville benytte, hvis de skulle låne penge til hinanden indbyrdes. LIBOR-satsen opdateres løbende og bruges indenfor hele det globale finanssystem til fastsætte enorme mængder af andre afledte rentesatser og værdiansættelser. Men igen fremkommer denne sats ikke ved at udbud og efterspørgsel på et åbent kapitalmarked, hvor købere og sælgere finder en fælles overenskomst (dvs. en markedspris), nej satsen fremkommer ved at de største internationale bankerne byder ind med hvad de ville forlange eller betale, hvis de skulle yde eller optage et lån.

Når Deutsche Bank blev efterforsket for ‘rigging of’ (dvs. snyd med) LIBOR-renten, så var det selvfølgelig fordi Deutsche Bank var med i gruppen af banker, der bidrog til fastsættelsen af LIBOR, og snyderiet kunne velsagtens konstateres ved, at banken i realiteten benyttede nogle andre rentesatser end dem de bød ind med til LIBOR. Og her tænker man muligvis, at de har snydt og budt LIBOR-renten højere op, for det kunne alt andet lige give højere indtjeninger til bankerne, hvis renteniveauet var højere, men det er faktisk mere sandsynligt, at Deutsche Bank og de andre internationale storbanker har budt LIBOR-renten ned, og forklaringen herpå følger.

Rob Kirby nævnte før ‘derivatives’, altså finansielle derivater, og hvad er det? Finansielle derivater er (hvis man skal være flink) en form for forsikring eller (hvis man er mere kynisk) bare et væddemål. Derivat betyder ‘afledt’, altså at denne form for finansiel kontrakt er baseret på en henvisning til et andet finansielt produkt eller en anden finansiel parameter. Hvor traditionelle finansielle papirer har pant i noget der er reelt, en aktie i en virksomhed, en obligation med pant i en bygning, så har en finansiel derivatkontrakt ingen pant i noget der er reelt. Det er bare en forsikring eller et væddemål.

Og hvor den traditionelle forsikringsverden er begrænset af, at det kun er husejeren der kan forsikre sit hus, eller bilejeren der kan forsikre sin bil, og typisk kun op til den fulde værdi af huset/ bilen, så er de finansielle derivatkontrakter ikke underlagt sådanne bindinger. Banker og kapitalfonde og børsmæglere og principielt alle andre er således fri til at forsikre/ vædde om hvad som helst for vilkårligt store beløb.

Da Lehman Brothers gik konkurs ved finanskrisen i 2008, var det ikke selve denne konkurs, der udløste krisen, men alle de derivatkontrakter/ forsikringer/ væddemål, der pludselig kom til udbetaling som følge af Lehman’s konkurs. Den finansielle sektors handel med derivatkontrakter har været på en eksponentiel voksende kurve siden de blev opfundet tilbage i 70’erne, og hvad der (så småt) kom til offenlighedens kendskab ved finanskrisen var, hvilket et astronomisk omfang alle disse derivatkontrakter efterhånden havde antaget.

Med til denne historie hører også, at den første virkelig store nedsmeltning af hele det finansielle derivatkompleks skete i 1998, og det var her at Deutsche Bank formentlig indgik i en redningsaktion for den amerikanske finansielle sektor, og det var her at Deutsche Bank blev sadlet op med sine enorme mængder af derivatkontrakter, og som nu truer med endegyldigt at ruinere banken. At den anden side af en pæn stor del af disse derivatkontrakter formentlig udgjordes af den italienske, spanske og græske stat, som led i deres respektive “saneringer” af deres statsbudgetter forud for optagelsen i euroen, lader vi ligge i denne forbindelse.

Omvendt hører det med til historien, at præsident Bill Clinton og den amerikanske kongres godt et år efter (dvs. ved årskiftet 1999/2000) indfriede den amerikanske finanssektors allerhedeste drøm om, at handlen med derivatkontrakter skulle være fuldstændig ureguleret, dvs. at ingen amerikansk myndighed har siden forlangt nogen former for indsigt i, hvad de amerikanske banker og kapitalfonde skaber af derivatkontrakter.

Skabelsen og handlen med disse derivatkontrakter har formentlig i mange år været blandt storbankernes allerstørste indtægtskilder, og det hører også med til historien, at den nominelle størrelse på en given derivatkontrakt ikke siger noget om, hvor mange penge der kan tabes eller vindes på en given derivatkontrakt. For eksempel var der en meget omdiskuteret sag i kølvandet på finanskrisen i 2008, hvor Goldman Sachs havde tjent 238 mio. dollars på en derivatkontrakt med en nominel værdi på 83 mio. dollars.

Langt hovedparten af alle derivatkontrakter er af typen OTC, hvilket står for Over The Counter og som i praksis betyder, at det er kun de to parter eller tre parter, der har indgået aftalen, der reelt ved hvad dens indhold er. Eller med andre ord, der findes ingen officielle branchestandarder eller skabeloner, enhver kunde får bare et udspil fra banken eller kapitalfonden, som om det var den første derivatkontrakt i verden, og så er det op til kunden at begribe de fulde konsekvenser af, hvad det er man skriver under på.

Og hvad værre er, så udgiver disse derivatkontrakter sig ofte for at være noget andet end det de er. De kan fremstå nærmest som et almindeligt lån, hvilket de overhovedet ikke er, eller de kan fremstå som en almindelig investering, hvilket de overhovedet heller ikke er. Mange har hørt om swap-lån, og swap-lån er netop et rigtig godt bud på en sådan derivatkontrakt, der bare fingerer at være et almindeligt lån. Og således er ukyndige og blåøjede kunder på de finansielle markeder blevet flået af bankerne, fordi de har ladet sig besnakke til at indgå derivatkontrakter fremfor traditionelle finansielle kontrakter. Vi har set talløse eksempler på kommuner, offentlige selskaber, andelsboligforeninger samt små og mellemstore virksomheder, som er gået i den fælde, og i nogle tilfælde er blevet fuldkommen lænsede og er gået bankerot.

Så tilbage til LIBOR-affæren. Omtrent 80 pct. af alle derivatkontrakterne indenfor den globale finanssektor menes at være rentebaserede derivatkontrakter, og da vi samtidig over de seneste 20 år og særligt de seneste 10 år har været i et finansielt klima helt uden fortilfælde med ekstremt lave rentesatser, så er det altså ikke svært at forestille sig, at almindelige mennesker har brugt erfaringer fra fortiden som målestok og har forsøgt at gardere sig imod stigende rentesatser. Heroverfor har storbankerne har vidst, at centralbankerne hverken kunne eller ville tage skridt til at få renterne til at stige, og derfor med stor sikkerhed har kunnet skrive derivatkontrakter, som ville give et afkast til bankerne, hvis renterne forblev på det ekstremt lave niveau. Og her kan manipulationerne med LIBOR-rentesatsen været blevet brugt til at presse renteniveauet yderligere ned, hvilket altså muligvis har givet storbankerne nogle enorme fortjenester på alle deres rentebaserede derivatkontrakter.

 

RK: So the minute the Bundesbank in Germany, the central bank, the minute they have an issue with one of their players in their financial landscape, they call in BaFin, and then BaFin, once that you get on the radar of BaFin.. My view is, that BaFin has been pretty much at the control of Deutsche Bank since probably 2012, and BaFin would have done investigations into more than interest rates, because at the same time and concurrently with allegations of impropriety in the interest rate markets, there were also a lot of allegations flying around about impropriety in the precious metals markets. And we saw basically, once BaFin started investigating Deutsche Bank, we saw very quickly in succession, we saw Germany asked for an accounting or an audit of their gold on deposit at the New York Federal Reserve, and the New York Fed basically told them to get stuffed, and you cannot have an accounting of your gold, that we hold a trust for you, and then that led to very quickly Germany saying, well if we can’t audit our gold and see it, we just like to have it back now, please, and to which the Fed basically told them to get stuffed again. And you see this is representative, in my view, of friction between German interests and the American interests.

 

Der er almingelig enighed om, at Tyskland tilbage i 2012 havde i størrelsesordenen 1.500 ton guld deponeret i hvælvingerne under The Federal Reserve i New York. Og ja, der var et mærkeligt forløb omkring tyskernes ønske om at bringe sine gulddepoter hjem til Tyskland. Efter den første blanke afvisning kom der alligevel lidt skred i forhandlingerne, og det blev meldt ud, at der var lagt en plan for Tysklands hjemtagning af sine gulddepoter. Og det blev i pressen omtalt som ‘hjemtagningen af Tysklands guldreserver fra New York’, og i august 2013 blev det endda annonceret, at hjemtagningen var afsluttet forud for den planlagte tid, det spøjse var bare, at der kun var tale om 300 ton ud af de 1.500 ton.

Personligt syntes jeg det var påfaldende, hvor meget hype der var omkring, at tyskerne allernådigst havde fået lov til at hjemføre en femtedel af deres deponerede beholdninger. Og efter al sandsynlighed findes de resterende 1.200 ton ikke længere i hvælvingerne under The Federal Reserve i New York eller overhovedet i The Federal Reserves varetægt. Det guld har amerikanerne formentlig solgt eller leaset til andre, muligvis kineserne, som led i ovennævnte taktik om at undertrykke prisen på guld og dermed understøtte forestllingerne om dollarens og det amerikanske aktiemarkeds styrke.

Og i kraft af USA’s sandsynlige reelle ruinerede økonomiske status, vil tyskerne formentlig aldrig se disse 1.200 ton guld igen, hvilket opgjort selv i dagens undertrykte guldpriser svarer til et tyveri af 500 mia. dollars. Så selvom amerikanerne er store i munden og aggressive og intimiderende overfor tyskerne, så er det slet ikke utænkeligt, at tyskerne har udvist forståelse overfor amerikanerne, og den enormt prekære situation de står i, og er således gået med på at undertrykke skandalen om amerikanernes manglende evne til at give tyskerne deres guld tilbage.

Og så kan vi her i Danmark eventuelt spørge os selv, hvor trygge vi er ved at have vores 65 ton nationale guldbeholdning deponeret hos Bank of England. Jeg mener, hvis The Federal Reserve kan forgriber sig på andre landes deponerede guldbeholdninger, så kunne Bank of England i et svagt øjeblik måske komme til at gøre det samme. Skulle vi eventuelt i stedet spørge tyskerne om de har lidt ledig plads i deres hvælvinger i Frankfurt?

 

RK: The German interests are very aware of the malfeasance, that’s been conducted by the Anglo American banking complex to basically rig interest rates and rig precious metals to make the dollar look strong. And of course the spearhead of that activity on the part of the Anglo American banking complex is The Exchange Stabilization Fund, which is a secretive arm of the US Treasury, that, in my view, holds probably many trillions worth of ‘dark dollars’, which are used to basically make the dollar look strong. And that could be any part of rigging interest rates or rigging the [precious] metals markets to make metals look unattractive and the dollar more attractive. But so, in any case, I highlight to you the seeming at-odds nature of the German regulatory regime with the American regulatory regime, and we saw, that the follow-on from this was, that Deutsche Bank who had been very active in the London gold fix and silver fix, they exited those markets altogether..

 

Hvad er det Rob Kirby sigter til med ‘dark dollars’? Ja, det er penge, der er blevet trykt (også selvom det er sket rent digitalt), men uden at disse penge er blevet registrerede i de officielle tal for pengeforsyningen. Sat på spidsen er det falskmøntneri i en føderal skala. Selvfølgelig har The Federal Reserve og The Treasury den formelle myndighed til at trykke de mængder af dollars, de måtte synes er adækvat, men de har ingen ret til at gøre det i det skjulte. Omvendt, skete det ikke i det skjulte, ville offentligheden hurtigt blive klar over mængderne af nye dollars, der blev sat i omløb, hvilket offentligheden ville reagere på ved at hæve både priser og lønkrav, og hvis den udvidede pengeforsyning således bare førte til højere priser (inflation), så ville The Federal Reserve og The Treasury ikke rigtig have opnået noget med trykningen af disse nye dollars. Trykningen af enorme mængder af ‘dark dollars’ er efter al sandsynlighed en integreret del af det mægtige bondefangeri, befolkningerne har været udsat for over de seneste årtier og altså særligt siden finanskrisen i 2008.

 

GH: .. they were forced to exit the market? You’re saying, BaFin, their regulator, said, you’re out, you’re done with this..

RK: Yeah, that’s right. They said, you know, no more metals for you, you’re out..

GH: .. and no more rigging LIBOR and no more rigging Forex [Foreign Exchange Market, markedet for valutahandel, hvor der i gennemsnit handles for over 5 billioner dollars dagligt], and you’re out of the wicked game, is what they told them..

RK: Of course, because shortly on the back of that, Greg, we saw Deutsche Bank not only exit the markets, the metals markets, we saw them admit that they had rigged, and so then there were admissions and, in my view, this is BaFin saying, you are going to fess up to what has happened, and you’re going to take responsibility, you see, and it’s my view, that BaFin is really calling the shots at Deutsche Bank, and I think, when Baffin.. I mean there was a point, I believe it was in 2015, when Deutsche Bank’s offices were raided, that was in Frankfurt, and a lot of files and information were carted off by German regulators, so they’re very aware of how complicit Deutsche Bank has been in the derivatives markets, basically in the interest rate derivative markets, because, as I’ve long maintained, that the counterparty for much of the many many tens of trillions, that the big financial institutions have on their books in the interest rate derivatives arena, the counterparty for much of that trade has been the US Treasury and specifically The Exchange Stabilization Fund.. when BaFin did their investigations and found out, how deep Deutsche Banks derivatives trading was connected to basically the US Treasury complex, they freaked out, and they said, you as a German institution, your job in the world is not to sit here and perpetuate the dollar as the world’s reserve currency, you’re a German financial institution, not a vassal to the Federal Reserve, and they forced them out. They just said, you’re not doing this anymore.

 

Det er altså en voldsom interessant hypotese Rob Kirby opstiller i dette interview. At det tyske finanstilsyn skulle udøve en sådan myndighed over Deutsche Bank, at finanstilsynet i realiteten sidder for bordenden og bestemmer bankens helt overordnede dispositioner. Der kan næppe herske tvivl om, at Deutsche Bank har udviklet sig til at være en gennemkorrupt bank på linje med de angloamerikanske banker, og Deutsche Bank har taget del i al den svindel der er foregået her.

For eksempel var der den “afhoppede” hollandske børsmægler Ronald Bernard, der berettede om lastvognstog læssede med dollarsedler fra den ulovlige handel med irakisk olie via ISIS og Tyrkiet, som landede i kælderarealerne under en tysk bank. Denne tyske bank kunne godt være Deutsche Bank. Og det tyske finanstilsyn har muligvis noget der ligner en umulig opgave i at få ryddet op i alle ulovlighederne og få drejet Deutsche Bank tilbage til nogle måder at drive bankvirksomhed, som holder sig på den rette side af loven.

Og hvis det er det der sker, så er det tyske finanstilsyn selvfølgelig heller ikke mere principfaste end at de foreløbig har tilladt Deutsche Bank at leve videre, hvor banken principielt bare skulle have været stillet til regnskab, og således være gået i opløsning under et mægtigt offentligt torskegilde. Men det er her hvor Deutsche Banks overlevelse formentlig er et ‘national security’ spørgsmål for Tyskland og muligvis også for hele eurozonen eller for hele EU for den sags skyld.

Men der er altså noget voldsomt opløftende ved tanken om, at der er nogle centralt placerede, kompetente og retskafne folk, der sætter i førersædet med det forsæt at få rettet op på al denne ‘malfeasance’ og beruselse og korruption. Og der er et vist belæg for at tro på, at netop tyske myndigheder ville være blandt dem, der ville være i stand til at mønstre en sådan integritet og retskaffenhed.

 

GH: Well, let’s fast-forward to now. I mean, it just looks like they [The Federal Reserve] are trying to make them go under, I mean they leaked out, that they were on a watch list, the US version of Deutsche Bank [was on a watch list], they had this big twelve times variants loss, but you think, that BaFin on the other side forced them out into this huge massive off the Richter scale loss. And then most recently they failed their stress test, I mean, is the Fed trying to drive Deutsche Bank under, because they’re really weak..

RK: Greg, I would characterize it this way, I believe to begin with, no bank has a twelve times VaR loss in a day, so the position that was reported as being twelve times VaR [VaR = Value at Risk, en kompleks statistisk opgørelse over en finansiel institutions risiko for tab på sine aktiver, som typisk regnes i én-ciffrede procentsatser og altså ikke i 1200 pct.], this had to have been a position, that the bank was carrying for some time, and if the bank was carrying this position for some time, BaFin would have been well aware, that they were carrying it, and something provoked BaFin to finally say to Deutsche Bank, you are going to close this position now, and this twelve times VaR loss supposedly in a day it reeks of, I’m gonna say, intervention on the part of a regulator, who just said, you’re getting out of this pool, right now, you are closing this position down, we want it shuddered. And so, basically, it’s the German regulator telling Deutsche Bank you’re going to get out of this pool [kapitalpulje med specifik investeringsstrategi]. And then the Americans realizing with Deutsche Bank how hostile the Germans have become towards the criminal activity of the US monetary complex, they basically said, okay you’re getting out of our pool, we’re gonna waterboard you first, and we’re gonna bring public shame upon you.

GH: .. and they could take them under, couldn’t they take them under doing this, I mean, their stock prices went down, they hit another all time low, you know last week, I don’t know if it was Thursday or Friday, it was like $10.30 or $10.37, then popped back up for the weekend, but still under $11 a share, that’s what happened to Lehman, they were 10-11 bucks a share on a Friday and they were worth a penny on Monday. Are you worried about them going under, are you worried about them losing control of this, Deutsche Bank?

RK: I think Deutsche Bank could go under.. might very well deserve to go under.. but will they be permitted to go under? You see, Greg, in my view there’s no doubt whatsoever, that Morgan Stanley was insolvent in the 2008-2009 time frame. Their stock was at five bucks and it looked like it was going to zero, but I mean, they pulled all the stops out and papered over the shortcomings at Morgan Stanley by doing.. like in a six month period, Morgan Stanley ramped up their OTC swap book by $10 trillion. OTC swaps are credit instruments, and how Morgan Stanley was able to do 10 trillion dollars of credit sensitive trading in the interbank market, is a dog that doesn’t hunt. And the fact that their book grew by 10 trillion in a six-month period tells us, that there was non-bank participation or interference, because any bank [-employee] that would have been doing trade with Morgan Stanley in credit sensitive instruments, they would have been fired. When there’s a credit crisis, banks have their trading curtailed with fellow banks, so we know that Morgan Stanley wasn’t trading with banks, and yet their book grew by ten trillion!! It’s sort of like, if I play a little game with you, if I say, think of something that’s grey, that’s really really heavy, it has a trunk and big floppy ears and a tail, how many things could that be.. Notice I never said the word elephant.. There’s only one thing it could be, so when Morgan Stanley in the time frame that I’m referencing, when Morgan Stanley grows it’s OTC swap book by ten trillion in six months, there’s only one counterparty, that’s possible, that’s the ESF..

 

En af grundene til at finansverdenen har kunnet slippe afsted med deres gigantiske bondefangeri af befolkningerne handler om de astronomiske talstørrelser, der karakteriserer pengestrømmene og beholdningerne i den globale finanssektor. Når Rob Kirby henviser til ‘injecting trillions of dollars of derivatives’, så lad os lige prøve at få hold på, hvad ‘a trillion dollars’ egentlig er. I første omgang skal vi være opmærksomme på oversættelsen mellem ‘den korte skala for store tal’ (på engelsk) og ‘den lange skala’ (på dansk), hvor altså ‘one trillion’ på engelsk svarer til ‘en billion’ på dansk.

Okay, så hvor meget er en billion dollars? Ja, hvis man lægger éndollarsedler pænt ved siden af hinanden, så kan man med 100 millioner dollars dække en kvadratkilometer. Med en milliard dollars kan man således dække 10 kvadratkilometer, og med 1 billion éndollarsedler kan man altså dække 10.000 kvadratkilometer. Dette svarer til at fuldstændig tapetsere arealerne af både Fyn og Sjælland til med éndollarsedler.

Og som Rob Kirby redegør for, så var Wall Street-banken Morgan Stanley altså i stand til i løbet af seks måneder at udvide sine beholdninger af derivatkontrakter med 10 billioner dollars, hvor 10 billioner dollars altså svarer til at dække arealet af hele Island med éndollarsedler. 10 billioner svarer også til omtrent to tredjedele af det daværende amerikanske bruttonationalprodukt. Det er således nogle fuldkommen astronomiske talstørrelser, der jongleres med indenfor den globale finanssektor, og disse atronomiske størrelser har formentlig både forstærket bankfolkenes fartblindhed, verdensfjernhed og ludomani samt almindelige menneskers agnosi overfor hvad der rent faktisk er foregået.

 

GH: But are the ESF gonna rush in and bail out Deutsche Bank? And it looks like they’re not gonna do that, and they almost look like they’re trying to to take them under. Isn’t that what we’re facing here with Deutsche Bank. They’re not gonna be Morgan Stanley. Their stock is at near all-time lows. The ESF is not gonna bail them out. They’re not playing ball with the Treasury, the Federal Reserve and the ESF and play ball with the dollar complex. Are they gonna try to take them under? I mean it smells like that to me.

RK: It could be, but just remember that the European Union has an entity, that plays a lot like the ESF, and that’s Mario Draghi in the European Central Bank. So what Mario Draghi and the ECB are capable of, I would not underestimate. What I mean it really comes down to, Greg, if you’re asking the question should Deutsche Bank fail? Yes, but you know, Deutsche Bank’s derivatives book has declined dramatically from its heights, but a lot of American institutions derivative books have shrunk dramatically over the last number of years, and all I say is this, anybody who points to Deutsche Bank’s derivatives book and says that’s the cause of their problems, well you know what, you’ve got American banking institutions beginning with Morgan Stanley, the top five American banking institutions, you’ve got Morgan Stanley with a $35 trillion notional book, you’ve got Bank of America with a $36 or 37 trillion dollar book, and it’s that’s been cut in half over the last four or five years. And then you’ve got Morgan Guaranty Trust with JP Morgan Chase, they’ve got a book that’s around $50 trillion, and then you’ve got Citibank, that’s over $50 trillion, and then the biggest one of them all is Goldman Sachs, and they’re in at $58 or 59 trillion in notional, and if you think the constituents in Deutsche Bank’s derivative book are materially different than the constituents of these American institutions derivative books, you’d be sadly mistaken. You’ll have the same toxic crap in them.

 

Sidst jeg tjekkede, var Deutsche Banks derivatbeholdninger på 55 billioner dollars, hvilket altså matcher de amerikanske storbankers beholdninger. Og på dette felt er de britiske og schweiziske banker selvfølgelig også helt fremme, og de franske og spanske og italienske banker er formentlig også rigtig godt med. Jeg har ikke kunnet finde noget som helst om de danske bankers beholdninger af derivatkontrakter, men de er givetvis ikke ubetydelige. Og så har vi selvfølgelig Saxo Bank, som har handlen med derivatkontrakter som et af deres primære forretningsområder. Og Saxo Bank blev i øvrigt også på et tidspunkt afsløret som deltager i den omtalte ‘rigging of the precious metal markets’, mere specifikt manipulationer af prisen på sølv vistnok i tæt samarbejde med Wall Street-banken JP Morgan Chase.

Hvad angår storbankernes aktuelle beholdninger af derivatkontrakter, taler vi selvfølgelig fortsat om nogle fuldkommen forrykte beløbsstørrelser, men det er rigtigt som Rob Kirby siger, at storbankerne har været i stand til markant at nedbringe deres derivatbeholdninger over de seneste år, hvilket er godt for tilliden til bankerne, men spørgsmålet er, hvordan pokker er denne nedbringelse sket?

Ja, vi kan vel ræsonnere, at enten er kontrakterne blevet solgt, eller også er de løbet ud og derved blevet indfriede. Hypotesen om at de er blevet solgt, bringer os tilbage til hvad Rob Kirby sagde ovenfor, at der vil kun være en agent, der ville have midlerne til at købe finansielle papirer i et så svimlende omfang, og det er The Exchange Stabilization Fund med alle deres ‘dark dollars’.

Hypotesen om at de bare er løbet ud er sværere at acceptere, for alle disse derivatkontrakter må på en eller anden måde have fungeret som en slags udvidelser af pengeforsyningen, og som udvidelser af pengeforsyningen virker stimulerende på økonomien, så virker indskrænkninger af pengeforsyningen dæmpende på økonomien. Som forsikringer har derivatkontrakterne også garderet mod risici for tab, og ophæves disse forsikringer må der være omkostninger forbundet med de risici, der ikke længere er forsikrede.

Det er således svært at forestille sig og acceptere, at derivatkontrakter til en samlet sum af måske 125 billioner dollars skulle kunne løbe ud eller annulleres og bare fordufte uden samtidig at levere lidt af en mavepuster til bankernes indtjening.

 

GH: But my question is this: Isn’t this risky, I mean, you wouldn’t be running out to be a shareholder in Deutsche Bank, just because you think the central banks will continually prop this Ponzi scheme up? You brought up a really important thing a while ago, and that is, we’ve always thought that the money supply in the world is at one times X, or whatever they’re telling us, it’s X, that’s what they say the money supply is, but you’re saying it could be two or three or four times X. Can the central banks keep propping this all up? I mean, it just sounds like, that you think the central banks can prop this up forever?

RK: Well, no, I’ve actually argued to the contrary, and said, this is a game, that will ultimately end in tears, but I mean, what we’re really seeing here, in my view, is a trade war, that’s been going on for quite some time. And getting back to this frictional descriptive, that I’ve given characterizing the relationship between American regulatory interests and German regulatory interests, it was in September 2015, that Volkswagen opened a new engine plant in Russia, and that was basically in contravention to American wishes, because America wanted to put Russia at the time, and still does want to put Russia, into an economic penalty box, and you know, as the date approached for the opening of the Volkswagen engine plant in Russia, so did the rhetoric between the US Environmental Protection Agency and Volkswagen regarding emissions on their diesel engine..

GH: .. and they got a huge fine over that..

RK: Sure, but I mean, the engine plant in Russia opened on September 3rd, and then I think it was less than a week later, the charges were actually leveled against Volkswagen for I think 17 billion dollars regarding the emissions scandal. And I mean, you couldn’t have a closer measure of cause and reaction than this engine plant being opened in Russia by Volkswagen, and then days later Volkswagen is subject to this very very very punitive ridiculousness on the part of the US Environmental Agency, saying that Volkswagen cheated. Well you know what, I’ll tell you this because I’ve actually dug into this, because I personally own, I did own up until yesterday as matter of fact, I owned a Volkswagen diesel product myself, and I’ll tell you, I did a lot of digging into this, and I know that the German diesel engines are regarded by people in the auto industry around the world as the best and the cleanest diesel engines on the planet, and they’re the most reliable engines, and I’ll just tell you my view of it, that this was a slap in the face to Volkswagen and to Germany for not siding with the Americans and shutting down trade and shutting down economic opportunities with Russia.

GH: And you think, it started really with Deutsche Bank, and the regulators saying, all right, okay kids, out of the pool, no more, you’re not doing this, you’re not propping this up no more. You’re saying that Deutsche Bank, what has happened in the US, what you’ve said in the past, hide the sausage, you know, all this debt, and prop up the US dollar, that’s what you’re saying Deutsche Bank was doing, and BaFin, the regulators, said no more?

RK: That’s right, in my view the trail of breadcrumbs connect like.. Forensic macroeconomic research, which is what I hang my hat on, to me the investigation, that I’ve done, show that this is extremely likely the case, and to me the American and German have regulatory and geopolitically been butting heads now since probably 2011-2012, and there’s been a smouldering trade war going on beneath the surface. Certainly since Deutsche Bank ran into problems regarding interest rates and then the metals, and then it’s sort of broken out beyond the borders of Deutsche Bank to involve other German industrial concerns like Volkswagen. To me these are all connected. You cannot look at what’s going on with Deutsche Bank and keep it separate from what’s happened to Volkswagen.

GH: So are you worried about the system going down with this kind of fighting, I mean, they’re not working together to prop things up. That’s what you’re saying. They’re on opposing teams and they’re pulling their support for the dollar, the Germans, which is a big deal, and so are you saying, are you more worried about the financial system going down now with this kind of infighting?

RK: Well, I’ve long maintained that fiat money has the life cycle, just like human beings have life cycles, all plants have life cycles, all animals have life cycles. You know you have birth, you have adolescence, you have middle age or adulthood, and then you have old age and you have death. Well, by fiat moneys very design it has a life cycle, and most fiat money regimes have an estimated lifespan around forty years. And America de-pegged from gold, went off the gold standard, in August of 1971, when Nixon closed the gold window, so count ahead forty years, you’re at 2011.. So this current fiat money regime has lasted for 47 years. I would tend to bet, that this fiat money regime we’re currently living in, is in extreme old age, and to me suggesting that this fiat money regime will continue for another 20 years is akin to betting, that somebody who’s a 100 years old is gonna live to see a 120.

GH: Yeah, I wanted to get into this, because golds is just getting hammered, and my friend Gregory Mannarino says, what I see is they’re hammering gold, silver, Bitcoin, I mean, silver is down around mining costs, popped up a little bit last week, but he said, there’s a tearing, they want everybody out of that kind of stuff, and they want you into the stock market, into the US dollar. What are your friends.. you arrange the buy and sale (mostly the buy) of tonnage of gold for people, what are you saying on the world market, where you’re arranging gold by the ton for people, what are your contacts telling you about, what’s going on right now?

RK: The demand for physical [precious] metal has never been higher, than it is right now, and I would actually characterize the demand coming out of the Far East as being acute right now.

GH: What does that mean, what are they saying to you?

RK: They can’t get enough. There’s not enough physical metal to satisfy the amount of dollars they wish to put to work in obtaining physical metal.

GH: Does that mean people are trying to get out of the dollar? Are your clients trying to shed all their dollars, all their treasury bonds, are they trying to get away from it?

RK: Let’s just say, they’re trying to exchange dollars for physical metals in extreme amounts, yes, that is occurring, whether anyone wants to admit it and despite the paper games and the attacks coming on paper exchanges like Comex and even the LBMA, where they pound the living daylights out of the paper price of metals. The demand for physical metal, Greg, is unrelenting and it’s insatiable, and the people that want it cannot get enough.

 

Igen er vi her inde ved kernen i den gigantiske svindel, der er foregået indenfor finansverdenen over de seneste årtier. De to dominerende børser for handlen med ædelmetaller har indtil for ganske få år siden været Comex (Commodity Exchange, New York) og LBMA (London Bullion Market), men hvad der er blevet handlet her, har kun for en brøkdels vedkommende været konkret håndgribeligt guld. Hvad der i langt højere grad er blevet handlet med, har været guld-futures-kontrakter og guld-ETF’s (Exchange-traded funds, dvs. beviser på andel af ejerskabet af den pulje af guld den pågældende fond råder over).

Det helt vildt gakkede ved dette setup er, at der både på Comex og LBMA bliver handlet store mængder af guld, men disse handler foregår ved at det bare er certifikater eller derivatkontrakter, der skifter hænder. Og netop fordi handlen bare er foregået i form af certifikater og derivatkontrakter, har det været nemt at manipulere med priserne på guld og sølv. Derivatkontrakterne, dvs. guld-futures-kontrakterne, kan således ophæves eller likvideres med kontanter inden indfrielse af en given kontrakt pålægger den sælgende af parterne at skulle skaffe noget konkret håndgribeligt guld.

Og hvad angår ETF-certifikaterne, så har der været whistleblowers, som har talt om omfattende svindel med disse kontrakter, og hvis det en dag skulle komme dertil, at alle ETF-ejerne skulle bestemme sig for at omsætte deres certifikater til konkrete håndgribelige andele af den givne fonds guldbeholdning, ja da vil mange af ETF-ejerne erfare, er der er masser af mennesker, der gør krav på de samme kilogram guld, kort sagt, at der er blevet svindlet og solgt mange flere certifikater end beholdningerne tillod. Op mod 500 gange så mange certifikater som de faktiske beholninger af guld er der whistleblowere, der har skønnet.

Comex og LBMA forekommer således bare at være en respektabel facade for et totalt korrumperet og illusorisk marked, et marked ikke for handel med ædelmetaller men for manipulation med prisen på ædelmetallerne. Og den dag kunderne på Comex og LBMA altså beslutter sig for at gøre krav på deres guld, da falder hele korthuset til jorden.

Her over det seneste halve år har der været en temmelig påfaldende ny procedure, hvor kunder på den amerikanske Comex-børs, som faktisk er interesserede i at få leveret konkret håndgribeligt guld, henvises til LBMA. Jeg har ingen indsigt i, hvilke aftaler der består mellem de to børser, men det kunne være en indikation af, at det stadium, hvor kunderne begynder af at gøre krav på deres beholdninger, så småt er ved at indfinde sig.

 

GH: You said a long time ago, that this is gonna end when China, and I guess other people, don’t get their gold. When they can’t get gold anymore, that’s when the whole thing ends. Are we getting close to the point, that you predicted a few years ago, that said, this is gonna end, when people stop getting their gold?

RK: Yeah, basically, and that’s akin to saying, when you’re committed to kicking a can down the road, at some point you run out of road, and we’re very close to running out a road. And like I say, betting on this fiat money system to continue operating, as we’ve known it for our lives, is, in my view, like trying to buy insurance on somebody who’s hundred years old. You can’t. Nobody will sell it to you. But yet ‘the powers that be’ seem very committed to trying to tell us or trying to make us believe, that, metaphorically, someone who is a 100 is gonna live to see a 120 or a 150, for that matter. And it’s never happened, and it won’t here.

GH: I know you’re on the phone with people in Dubai, and without disclosing your clients over in Asia, over in Europe, you’re on the phone all the time, what is the one reoccurring theme, that you’re hearing from your clients and your sources about what’s going on right now? What do you hear?

RK: Well, they talk in terms of when the system collapses, not if, and the constant theme is trying to find tangible stuff, that will survive a major reset. So that’s a common theme, and I sound like probably a broken record saying it, but it hasn’t changed, it’s been this way for quite some time..

GH: Are they getting more panicked right now? Do you see them at a higher pitch? Do they think, that they can see the end of the road? Are they getting more and more panicked, more and more desperate to pour dollars out into real stuff?

RK: Greg, these guys never show signs of panic. They just show signs of more resolve.

GH: Wow. How close do you think we are?

RK: I thought we were really close two or three years ago, and obviously we’re closer now, but like I say, it’s not a matter of if, it’s a matter of when.

GH: A lot of folks get their spidey senses up, and it just seems like there’s a lot, more than ever, whether it’s Zerohedge, even if it’s some of the mainstream channels, there’s a lot more negative US confidence. Just recently the consumer confidence just went down, the GDP just got projected to go down, unemployment got projected to go up. There’s just a lot of bad numbers, and everybody is always predicting the fall [as the time frame for the collapse]. This is because, maybe, it was when the great crash happened in the Great Depression and before the Great Depression in ´29. In the fall. September? October? Is that time frame popping up on the radar of you or your clients? The September-October time frame, a lot of folks like that time frame in general, and I’ve heard that over and over again over the years..

RK: Yeah, I mean, historically that’s been a time, when markets have been subject to large amounts of turmoil, but I look at it more from the standpoint.. you know, I’m looking at it escalating.. like I see this whole event-driven situation between American interests and German interests. I look at it as the decay and the unwinding of geopolitical agreements or.. I mean, to think that America and Germany would be at each other’s throats over the dollar.. if you had suggested such a thing ten years ago, people would have just laughed at you. But, to me, we’re seeing it in Technicolor now. And you know, three and four and five years ago, countries that were basically taking anti-dollar actions would have included probably only China, Russia and a few other smaller Asian players, but now we’re starting to see the friction between.. it’s not just Asian players, now it’s Germany, and all I’m gonna say is, who’s next? Is it going to be the whole European Union, that is gonna drift into the anti-dollar camp as well? America is becoming isolated, even though the dollar looks strong, because they have dark money in terms of untold trillions of dollars, that are housed in entities like The Exchange Stabilization Fund, that they can run interventions in big markets like the foreign exchange market, in the equities markets, to make the US stock market’s look like they’re stronger than they really are. And they can, because they have this money, that’s not even acknowledged officially to exist, they can marshal these resources to absolutely annihilate the paper price of precious metal, and make precious metal appear as an unsuitable alternative for diversification purposes against the dollar. But, you know, the world’s getting wise to what’s really going on, and as the world becomes and gains knowledge of what’s really happening, it’s just becoming a lot more isolation or manifesting as more isolation for America and American interests. So, I mean, I see it happening in Technicolor, and I see it happening increasingly in more countries and in more and more, let’s just say, jurisdictions, that used to be very very American friendly. So that’s the direction we’re headed in.

GH: Do your sources worry about these $21 trillion dr. Mark Skidmore identified at the.. you know, we’re using government sources, especially general resources, that they took off the internet.. it’s a real number, 21 trillion dollars missing at the DoD [Department of Defence] and Department of Housing and Urban Development [HUD]. It’s a real [proven] number, and add that to the $21 trillion, that we’re already in debt for.. Is the world or your sources saying, wow, didn’t know there’s another 21 trillion dollars, we don’t know where it is? Are they just freaking out about that? Do they think this is real? Are they more resolved because of this too?

RK: I’ll characterize it this way, people are becoming angry and pre-interview I mentioned to you, that I spoke with dr. Skidmore earlier this week. We were on the phone for quite some time and very interesting comment that he made to me, he said “Rob, the first time I talked to you was about two years ago”, and he said “You came across to me as being somebody, who was very angry”, and he said, “I just want to tell you, that I now understand why you’re angry, because I feel the same way”.

GH: If anybody with two synapses touching together thinks about these 21 trillion, which is a real number, we can’t pretend it away.. are you terrified about the inflationary, hyperinflationary [outcome]? This could turn the dollar into confetti, if it was realized, right?

RK: Very very quickly it could, because once it becomes accepted by the masses and by countries around the world, once it becomes accepted, that this money was fraudulently created, and does actually exist, this is literally like discovering that you have an ammo hut [ammunitionslager] underneath your house, and maybe it would be a good time to put the flamethrower away, because we are sitting on something so explosive here. As the recognition and acceptance [emerges], that this money has been created, and exists today, and like I said, I think I’ve mentioned this to you before.. In the past I loved it, how some of these clown people, who wear pinstripe suits, who work on Wall Street, who pretend to be analysts and really couldn’t analyze anything beyond their nose, they’ve often said to me, “well you know, Kirby, you make all these assertions, like where’s all the money gonna come from to fuel this hyperinflationary event, that you’ve been predicting for a long time?”, and I look at them in disbelief now, because they’re such fools. The money already exists, it’s just been siloed, and asking where the money’s going to come from for a hyperinflation, it’s sort of like saying, where are the nukes gonna come from for a nuclear war, if one should occur? Well, they’re gonna come out of their silos. That’s where they’re stored. But the notion that this money doesn’t already exist is, if you actually believe the money doesn’t already exist, then you’re completely ignorant of the work, that dr. Skidmore has done in collaboration with Catherine Austin Fitts. You know, these people have done their homework using the government’s numbers, it’s their work..

 

Hver gang der er en amerikanske kommentator, der fremhæver Mark Skidmore’s bidrag til afdækningen af denne kæmpemæssige og fortsat temmelig upåagtede skandale, men glemmer at nævne Catherine Austin Fitts, så spørger jeg mig selv om mandschauvinismen stadig trives i USA. Det er først og fremmest Catherine Austin Fitts, der skal have æren for at have lavet den indledende efterforskning samt have vist det store mod at gå ud med resultaterne af denne efterforskning i offentligheden.

Det var allerede mens Catherine Austin Fitts sad som assisterende boligminister i Bush Senior regeringen omkring 1990, at hun konstaterede store uregelmæssigheder i regnskaberne for hendes eget ministerium. Og hun spurgte sig selv om lignende ureglmæssigheder kunne konstateres i andre ministerier, og tog som en slags stikprøve også fat i regnskaberne for det amerikanske forsvarsministerium, og hvad tallene viste var, at der var adskillige billioner af dollars, der passerede igennem disse ministerier og derpå forsvandt.  

Da Catherine Austin Fitts så adskillige år senere begyndte at tale offentligt om disse forsvundne billioner af dollars, var det at Mark Skidmore, professor på University of Colorado, blev så provokeret af hendes påstande, at han satte sig for at modbevise dem. Så også han dykkede ned i tallene og trevlede dem igennem, og han endte med at konkludere, at omfanget af de forsvundne billioner af dollars faktisk var større end hvad Catherine Austin Fitts’ var kommet frem til. Som nævnt er den aktuelle status på omfanget af forsvundne beløb igennem boligministeriet og forsvarsministriet 21 billioner dollars.

Som der muligvis er nogen der husker, var der jo også affæren med forsvarsminister Donald Rumsfeld, der på dagen inden 9/11 bekendtgjorde, at der var 2,3 billioner dollars, der ikke kunne redegøres for i forsvarsministeriets regnskaber. Og al dokumentationen samt de revisorer, der havde fået til opgave at spore disse manglende 2,3 billioner, de havde til huse i netop det afsnit af Pentagon-bygningen, som blev ramt under 9/11-angrebene.

Så hvad er det vi taler om her? Hvor kommer pengene fra? Er det skatteyderpenge, der simpelthen lænses ud af de offentlige regnskaber til finansiering af hemmelige projekter og operationer? Er det hvidvaskning af penge i en føderal skala? Er det (igen) skjulte udvidelser af den primære pengeforsyning? Er det finansieringen af ovennævnte Exchange Stabilization Fund? Er det hvidvaskning af CIA’s enorme gevinster på narkohandel og human trafficking?

Men som Rob Kirby peger på, hvis man i det skjulte foretager omfattende udvidelser af pengeforsyningen, og disse penge flyder over i storbankerne og storkoncerner med heftige bonusser til de øverste ledelseslag, så findes pengene altså nu ude i økonomien, og det kræver bare et vilkårligt økonomisk tilbageslag for at ejerne af alle disse dollars får lyst til at omsætte dem til noget af blivende værdi, som f.eks. guld, dyrkbart land eller ressourcer. Og da vil alle disse penge komme væltende ud af deres ‘siloer’ som en tsunami, og skabe en hyperinflation à la den tyskerne oplevede i 1920’erne eller den venezuelanerne har oplevet over det seneste år.

 

GH: And everybody just want to pretend it doesn’t exist, and we’re just gonna pretend.. it’s a tinfoil hat thing..

RK: When they shined light on this, when Skidmore posted all of his findings on Catherine Austin Fitts’ site The Solari Report, all the government did was kill the links, because to corroborate their assertions they were linking back to the raw data, that they had taken from the government’s own numbers. So the government feels, that if they killed the links, they can walk away from it and say, oh well, it didn’t happen. It dosen’t work that way.

GH: If you’re trying to prop up the dollar, and big banks like Deutsche Bank are not gonna play with you anymore, a big global bank, and revelations about an extra 21 trillion, an extra one hundred percent more than the 21 trillion we already owe, so we got 42 trillion [statslig amerikansk gæld], if you’re trying to prop up the dollar, whether it’s Deutsche Bank saying they’re not gonna play any more, whether it’s this revelation of 21 trillion dollars, whether it’s the de-dollarization, you’re gonna up your battle, if you’re the ESF and the Federal Reserve, don’t you?

RK: I believe so, and because, I will answer the question [this way], if Deutsche Bank is not playing, how long is it gonna be before French banks don’t wanna play, Japanese banks don’t wanna play, and maybe even British banks don’t wanna play? Because these nationalities of banks have had a hand in what’s been going on as well, and at least in my view, it’s clearly becoming very socially unacceptable to be a part of the club, that’s propping the dollar up. So there you go.

GH: Rob Kirby, Kirby Analytics, you wrote a great article.. Actually you wrote this article after I called you, and I’m very happy you did that. You put it up for your subscribers. You can go get a subscription to Kirby Analytics for $145 a year, am I right about that? Are you gonna post his article for the public too?

RK: No, you’re gonna post it on your site for public consumption..

GH: Oh oh oh, well, tell you what, let’s drive it back to your site, I’ll post a link for it, and we’ll put them through to the Kirby Analytics, so you post it on your site, and I’ll drive it right back to your site. I want you to have the traffic. I want you to get to the stuff. Also if you want to get this kind of analysis on a routine basis, Rob Kirby does have a subscription page for a 145 bucks a year. Sounds cheap to me. Anyway, Rob Kirby, KirbyAnalytics.com, there’s free stuff on the home page, and this article will also be on the home page, that I linked back from USA Watchdog. Rob Kirby thanks for writing this great article, I mean, it’s a great piece of analysis on this whole Deutsche Bank thing, ‘waterboarding them’, it’s funny. I would be funnier, if it wasn’t so true, but anyway, Rob Kirby of KirbyAnalytics.com thanks for joining us today on US Watchdog.com.

RK: Pleasure being with you, Greg.

 

Det finansielle trip vi har været på siden starten af 80’erne kan med rimelighed kaldes verdenshistoriens største overspringshandling. Til borgerligt bal i luftkastellet. Det var tilbage i midten/ slutningen af 60’erne, at vi tabte vores uskyld med hensyn til hvilken relation der består mellem os som art og hele det fantastisk komplekse og righoldige økosystem, som er vores hjem, Jorden. Vi så skriften på væggen, og selvom der blev gjort hæderlige forsøg på at omstille vores forestillinger og omlægge vores levemåder, så endte vi med at løbe med de neokonservative og neoliberalistiske politikere.

Således trådte vi ind i fasen af først benægtelse og siden fortrængning af de erkendelser vi netop havde gjort om vores kollektive rovdrift og forurening og udpining af vores eget livsgrundlag, naturgrundlaget, vores hjem, vores moderlige skød. Og vores middel til at gennemføre denne eskapisme, denne benægtelse og fortrængning, var i virkeligheden et rusmiddel, og dette rusmiddel var det pengemæssige og finansielle trip, og vores afhængighed af dette rusmiddel var allerede en realitet i midten/ slutningen af 80’erne.

Nu er vores misbrug så fremskredent, at vi er tæt på endegyldigt at have fordrevet Jordens naturlige frodighed, vores samfundsmæssige relationer er ved at falde helt fra hinanden, og vi er så pressede på at få vores liv til at hænge sammen, at vi er på nippet til helt at miste kontrollen over vores vrede og frustrationer.

Men før end vi retter vores vrede og frustrationer imod de ryggesløse politikere og de ryggesløse bankfolk, så skal vi forsøgsvist prøve at vende blikket indad og spørge til vores egen andel i, at vi er landet i disse ekstremt kritiske omstændigheder. Har du forlangt af dine politiske repræsentanter, at de skulle føre politikker der var bæredygtige? Har du kæmpet for at bevare naturen og økosystemerne, vores livsgrundlag? Har du protesteret imod de ekstreme uligheder, og hvordan disse uligheder har understøttet udpiningen af vores samfundsmæssige relationer?

Tilbage i marts kunne dagbladet Børsen berette, at det fuldkommen aparte økonomiske klima med negative renter betyder, at mange danskere tjener penge på deres boliglån. Mere præcist gav en 452 mia. kr. stor andel af den samlede danske boligfinansiering et afkast til låntagerne frem for at de skulle betale renter af deres lån. Det er omstændigheder som disse som fortæller i hvor høj grad store dele af befolkningen har været på dette finansielle trip, og således har været en del af hele dette misbrugskompleks. Og nu står vi altså i døren til afvænningsklinikken…

 

 

 

 

 

 

(Illustration: Lemrich 2018, DWS-bygningen, Deutsche Bank, Frankfurt)

 

Fredsmission Iran 2009

KK_Benetton_Project B_FacW-S_wide

Hvad der ikke er ret mange der er klar over, heller ikke i dette forum, er at jeg deltog i en international arkitektkonkurrence i Teheran i 2009. Forud for Det Arabiske Forår var der et persisk forår, der var præsidentvalget i Iran i juni 2009, hvor der opstillede en moderat (nærmest sekulær), reformvenlig kandidat Mir-Hossein Mousavi, og der i starten af 2009 var der en reformvenlig borgmester i Teheran, som ønskede at genskabe noget af storbyens tidligere kosmopolitiske ånd ved at åbne byen for udenlandske investeringer. Og som et led i denne rimelig dristige reformvenlige politik, var det planen at Benetton skulle opføre to store erhvervsbygninger på to forskellige adresser på Vali Asr, en af Teherans mest prominente boulevarder.

Iran og Teheran kender vi i Vesten efterhånden kun som hjemsted for en i vores øjne fanatisk islamistisk republik. Vi kender Iran, som landet der elsker at hade USA, og landet der holdt over 50 amerikanske gidsler fangede i kølvandet på den islamistiske revolution i 1979. Iran er et af de få lande, der vedholdende har budt den amerikanske supermagt trods, og Iran er såldes også blevet det land amerikanerne elsker at hade. Relationen mellem Iran og USA er i særklasse modsætningsfyldt og traumatiseret, eftersom Iran var det land, der først opleve et CIA-iscenesat politisk kup (bistået af den britiske efterretningstjeneste) og al den undertrykkelse og grusomhed der derefter fulgte. Det var tilbage i 1953, hvor den populære, demokratisk valgte leder Mohammad Mosaddegh forsøgte at opnå kontrol over Irans olieressourcer, som indtil da havde været under britisk kontrol, og Mossadegh oplevede pludselig at blive målet for “folkelige opstande”, som udviklede sig voldeligt og hen ad vejen tvang ham til at gå af, hvorefter et militærdiktatur under “Shahen af Iran” blev indsat.

Benetton kender vi alle som dette internationale italienske tøjmærke, som markedsfører sig selv på en åben, fordomsfri, altomfavnende humanistisk holdning. United Colors of Benetton. Men vi kender også Benetton som en koncern, der markedsfører deres egne humanistiske holdninger ved at pege på skyggesiderne af vores vidt udbredte fordomsfulde og ekskluderende attituder. Der var de store billboards med en nøgen, anoreksid fotomodel, der var de store billboards med kister med faldne amerikanske soldater fra krigene i Irak og Afghanistan efter at de amerikanske medier havde fået påbud om ikke længere at vise strømmen af disse kister. Og der var Benettons markedsføring af sig selv som et tøjmærke, der forholder sig til det er virkeligt i livet blandt andet udtrykt ved de (også) meget omdiskuterede billboards af et nyfødt spædbarn.

Så da jeg så, at der var blevet udskrevet en international arkitektkonkurrence om udarbejdelse af forslag til to erhvervsbygninger i Teheran for Benetton, da vidste jeg øjeblikkeligt, at det var en konkurrence jeg måtte deltage i. Kombinationen af Benettons ligefremhed i måden at kommunikere med omverdenen på den ene side og på den anden, det enorme potentiale der var for brobygning og forsoning og fejring af en mangfoldig og åben og kreativ verden, denne kombination var simpelthen så attraktiv at den var fuldstændig uimodståelig.

Jeg vidste også med det samme, at det var helt afgørende for mig, at mine forslag fik en udformning som bandt dem til stedet, bandt dem til Teheran. At lave en eller anden mere eller mindre skulpturel senmodernistisk blop, der kunne ligge hvorsomhelst, ville i mine øjne være at forspilde en helt enestående kunstnerisk mulighed. Så jeg opsøgte den iranske ambassade for at søge om visum, og jeg begyndte at planlægge en tur til Teheran, hvor jeg kunne lave noget research til mine projekter. Det tog noget tid at få mit visum, men ellers faldt tingene udmærket på plads og jeg tog afsted sidst i januar 2009.

Der i starten af 2009 var det ikke mere end godt 3 år siden, at Danmark var kommet på kant med store dele af den muslimske verden, som følge af Jyllands-Postens publicering af de såkaldte Muhammed-tegninger og vores statsministers efterfølgende konfrontatoriske linje overfor ambassadørene fra en række muslimske lande. Skal jeg være ærlig var jeg faktisk en smule urolig for at rejse alene til Teheran, og overvejede seriøst om jeg skulle udgive mig for at være svensker eller tysker, når jeg kom derned. Min bekymringer blev dog hurtigt gjort til skamme, og hvad jeg oplevede var nysgerrighed og imødekommenhed og venlighed fra de mennesker jeg mødte. Jeg fornemmede stærkt, at Teherans tidligere kosmopolitiske ånd stadig levede i den almindelige befolkning, og jeg blev overrasket over hvor udtrykkeligt flere luftede deres forskellige former for kritik af deres politiske ledere. Og så slog de iranske kvinder mig som meget stærke og klare (og smukke). Faktisk slog de iranske kvinder mig som så stærke og på en måde så ambitiøse eller ivrige efter at udfolde sig, at vi her har at gøre med en livskraft, der ikke kan undertrykkes ret meget længere.

Nu er jeg virkelig ikke særlig berejst, men når jeg besøger storbyer og andre kulturer, så har jeg altid et ønske om at se det hele. Det er fint nok at opsøge de særlig fine og overdådige udtryk for en bestemt kultur, men hvordan lever de mindre bemidlede, hvordan ser forstæderne ud, er der noget tilbage af den oprindelige natur, hvordan bliver landet dyrket. På den uges tid jeg var i Teheran, fik jeg set en pæn del af byen, og jeg fik registreret nogle karakteristiske arkitektoniske og byarkitektoniske træk, men Teheran er en stor storby, og det eneste jeg nåede at se til omgivelserne omkring Teheran var på turen fra og til lufthavnen. Hvad jeg ikke kunne undgå at bemærke var dog, at Teheran er en forholdsvis ung storby, som er planlagt for at tilgodese biltrafik, og med en stor og (skal vi være ærlige) temmelig slidt bilpark er Teheran en by med store problemer med luftforurening.

Okay, og hvilke forslag fremkom så på basis af mine feltstudier? Ja, altså, sagen er jo den, at jeg allerede hjemmefra havde en meget klar idé om, i hvilken retning jeg ville arbejde. Allerede hjemmefra havde jeg en idé, som lå i umiddelbar forlængelse af nogle af mine tidligere arbejder, og som handlede om, at gøre en bygnings facade, eller rettere, en bygnings skel mellem inde og ude til et meget dynamisk arkitektonisk element. Hvad det handler om er erkendelsen af, at hvad vi siger, hvad vi giver form, typisk har en meget smal båndbredde, at ethvert “budskab” altid er en forsimpling, men at vi samtidig eksisterer og kommunikere på nogle andre planer end de bevidste og formsatte. Det sammensatte og dynamiske skel mellem ude og inde beskriver således en tilstand af tryghed og tillid til ens omverden, hvor man tør give slip på formerne og bare udveksle frit med sine omgivelser.

Apropos det indledende afsnit om de store geopolitiske modsætninger, der brænder sammen i Teheran, lå det mig meget på sinde at skabe en arkitektur, som var inklusiv og integreret og som havde dette dynamiske spil mellem form og formløshed. Dette arkitektoniske udtryk ville formentlig nok være lidt af en udfordring for eventuelle dogmatiske ledere i Teheran, men det ville også være en udfordring for alle fordommene i Vesten og al den identitetspolitik der præger de nuværende vestlige samfund. Som jeg skriver i den linkede konkurrencebesvarelse for Project A, så var ideen at “to take four commonplace, architectural motifs and weave them into a unified fabric of rich visual musicality”. På den måde bliver selve oplevelsen af disse facader, måden ens øjne bevæger sig omkring på de meget sammensatte facadeudformninger, måden ens synssans knytter elementer sammen og danner symmetrier og kontinuitet og orden, al denne bevægelse og indoptagelse af tableauet foran én bliver i sig selv en form for brobygning og inklusionsproces.

Facadeudformningerne knytter an til hvad jeg forstår som den multifacetterede identitet. Hvis vi vil gøre noget for at skabe fred i verden, så er en af de måske mest virkingsfulde ting vi kan gøre at slække på de fortællinger om os selv vi har bygget op igennem vores identitet. Ja, vi har selvfølgelig nogle gennemgående temaer og præferencer og fokuspunkter, som tenderer imod en nogenlunde enslydende og kontinuerlig fortælling om os selv, men hvem har ikke samtidig nogle temaer og præferencer og fokuspunkter, som desværre blev kørt lidt ud et sidespor og nu i større eller mindre grad er sygnet hen. Altså at vores respektive identiteter måske ikke er så firkantede som vi går og gør som om. Og at vi alle måske skulle arbejde mere bevidst på udviklingen af vores hele selv, og understøtte nogle af de sider og lyster, som vi har undertrykt i vores stræben efter opbygningen af en konsistent og overbevisende identitet.

Eller hvad med det med spejlneuronerne? Det med at vi ejer så komplette evner for indlevelse i hinanden, at vi kan føle det et andet menneske føler. Eller hvordan et menneskes inspiration, iver eller latter kan smitte og vække en anden persons inspiration, iver eller latter. Så hvor er det lige skellet mellem du og jeg egentlig går? Vores liv er sammenvævede og integrerede og “fælles” i en langt videre grad end vi almindeligvis anerkender. Og det er ikke fordi det kræver nogen anstrengelse eller noget særligt intellekt at forstå vores liv som sammenvævede, integrerede og “fælles”, forhindringen er nærmest udelukkende af moralsk karakter. At vi ikke ønsker at forstå os selv som sammenvævede og integrerede med andre, for så kommer der pludselig en eller anden grad af delagtighed i andre menneskers trivsel ind i billedet, som i den grad står i vejen for mit ego’s stræben efter at få opfyldt sine begær.

Det viste dynamiske facadeudtryk danner bygningens facader mod boulevarden, dvs. bygningernes henvendelse til “samfundet” eller “kulturen”. På gårdsiden har bygningerne et helt andet udtryk, for her beskrev mine forslag opførelsen af et væksthus i hele bygningens højde og en terrasseret bagfacade, som tillod en omfattende tilplantning af hele facaden. Derved kan bygningen bringes til at udgøre et helt lille økosystem i sig selv, hvor de forskellige planter, moser og svampe i væksthuset kan danne en lunge for hele bygningen, som konstant renser og ilter luften, der omsættes i bygningen.

Jeg var selv meget tilfreds med de forslag jeg kom frem til. Faktisk regner jeg dem blandt mine bedste arbejder på linje med mit afgangsprojekt og konkurrenceforslagene til udvidelsen af Statens Museum For Kunst og udvidelsen af Stockholms Stadsbibliotek. Hvorfor konkurrecejuryen så ikke syntes de var værd at bemærke, tror jeg aldrig rigtig jeg vil forstå. Eller for den sags skyld, hvorfor Statens Kunstfond eller Ny Carlsbergfondet efterfølgende heller ikke syntes de var værd at vie nogen videre opmærksomhed. Men hvad ved jeg om, hvad det er de prioriterer.

Konkurrencen blev afgjort sidst i april 2009 og den 12. juni løb præsidentvalget så af stabelen, hvor Mahmoud Ahmadinejad vandt en overbevisende sejr, men hvor store dele af den iranske befolkning simpelthen nægtede at tage valgresultatet for gode varer. Og så startede de enorme folkelige protester. Befolkningen i Teheran og de andre storbyer væltede ud i gaderne og forlangte en gentælling af deres stemmer, hvorpå styret satte ind med tåregas og vandkanoner. Men det var ikke tilstrækkeligt til at standse befolkningens protester. Det var først da sikkerhedspolitiet satte ind med to-mandede motorcykler hvor passageren var en bevæbnet betjent, og disse motorcykelenheder vitterlig begyndte at skyde på og lemlæste og dræbe almindelige mennesker, at demonstrationerne begyndte at ebbe ud.

Jeg skrev sammen med en ung iransk mand jeg havde mødt dernede, og som havde henvendt sig til mig vist mest fordi han bare ville træne sit engelsk. Der efter at opstandene var blevet nedkæmpede, var jeg i en periode meget forsigtig med hvad skrev, og lod ham bestemme hvilke ting der kunne tales om og hvilke der ikke kunne. Han virkede ikke særlig politisk bevidst, heller ikke efter urolighederne. Så gik der pludselig en lang periode i 2010, hvor jeg ikke hørte fra ham og jeg blev meget bekymret for at vores udvekslinger havde bragt ham i vanskeligheder, men modtog så med stor lettelse en besked fra ham i starten af 2011.

På baggrund af mit eget møde med Iran og iranerne forekommer det mig, at der er noget fuldkommen bagvendt ved Vestens attitude overfor Iran. Og jeg tænker, at den nye konfrontatoriske linje fra USA, Israel og Saudi Arabien overfor Iran, at den vil kun tjene til at konsolidere de autoritære magthavere i Iran. Hvilket giver noget stof til eftertanke. For når USA går efter ‘regime change’, så er det ved gud aldrig indførelsen af reelt demokrati de går efter. Hvad de går efter er indsættelsen af et nyt autoritært lederskab, bare et som er loyalt overfor Washington. Jeg synes de europæiske befolkninger og EU skulle trække en linje og åbent erklære, at der med USA’s seneste aggressioner er indtrådt en ny doktrin i europæisk udenrigspolitik, hvor de europæiske stater tager stilling og handler uden på nogen måde at føle sig forpligtede til at rådføre sig med USA. Vi har båret over med og holdt ud og vist samarbejdsvilje igennem så mange år, men USA er med Trump ved roret blevet en komplet utilregnelig partner. Omvendt er jeg i den grad fortaler for venskabelige relationer mellem Iran og Europa, simpelthen for at muliggøre udvidede udvekslinger mellem mennesker i Iran og mennesker i Europa, og atomaftalen er i det lys et meget vigtigt moment i nogle nye og mere konstruktive relationer til Iran. Det er selve udvekslingen, der skaber fornyelsen.

 

 

Den socialorganiske revolution

Community02

Okay, så det handler ikke bare om en banksektor, som er gået linen ud i kreditskabelse, svindel og spekulation, det handler også om en bevidst og ideologisk betinget udeladelse af myndighedsmæssigt opsyn med den samme banksektor.

Okay, så det handler ikke bare om en løbsk finanssektor, som skaber samfundsøkonomisk omsætning gennem ryggesløs gældsætning, det handler også om politikere som kan holde et mægtigt statsapparat kørende på basis af den samme forøgede samfundsøkonomiske omsætning og gældsætning.

Okay, så det handler ikke bare om politikere, som overgiver hele vores samfund til den umiddelbare (og kortfristede) tilfredsstillelse ved ’The Wealth Effect’, det handler også om et ideologisk program som helt åbenlyst begunstigede de rigeste og pressede de svageste.

Okay, så det handler ikke bare om ”The Wealth Effect”, som stimulerer folks købelyst og forbrug, det handler også om befolkninger og deres politikere, der hver især nægter at konfrontere sig selv med realøkonomien i vores ressource- og naturforvaltning.

Okay, så handler ikke bare om et kunstigt stimuleret forbrug, som i realiteten har ført til overforbrug og forurening og udpining af naturgrundlaget, det handler også om et sammenbrud af elementær politisk ansvarlighed.

Okay, så det handler ikke bare om at den samfundsmæssige værdiskabelse står til at synke sammen, fordi vi ikke længere kan opretholde de kunstige stimuli, det handler også om at når den samfundsmæssige værdiskabelse så for alvor synker sammen, så vil vi i den selvsamme situation miste tilliden til vores politiske ledere og vores politiske system.

Okay, så det handler ikke bare om at vi i den samme vanvittig kritiske situation mister både vores livsgrundlag, vores samfundsforestillinger og tilliden til vores ledere, hvilket må forventes at stimulere attituder i retning af utæmmet egoisme og overlevelsesdrifter og yderligere nedbrud af den samfundsmæssige værdiskabelse, det handler også om at vi i den selvsamme situation skal forløse en hidtil uset omsorg for alle de øvrige skabninger vi deler denne planet med og således iværksætte hidtil usete programmer for genopretning af naturen i en global skala.

Okay, så hvem har nogle løsningsforslag?

 

Det er der, når det kommer til stykket, ikke ret mange der har. Og det er der en grund til, som handler om hvordan vi alle bærer omkring på nogle voldsomt oppustede ego’er, som følge af vores hengivenhed til udseende og status og arrogance (uanset på på hvilken side af dem-og-os-skellet man befinder sig), men vores ego’er kan ikke overleve mødet med de enorme udfordringer vi er konfronterede med. Det er ikke svært at finde bloggere og nyhedssites, som beskæftiger sig med de første fem led i ovenstående opremsning, fordi vi her taler om forhold som man kan kritisere nogen for, og vores ego’er elsker at kritisere, det vokser de bare yderligere ved. Men når så ræsonnementet drejer over i retning af, hvor totalt ude at skide vi alle er ved de vanvittig dybe vanskeligheder vi har bragt os i, så begynder ego’et at krakelere, og vores respektive ego’er vil derfor kæmpe med alle midler for at rive sig selv og vores opmærksomhed ud af disse tankerækker og erkendelser, så det kan bevare sig selv intakt. Vi kan ikke se oprigtigt og uden forbehold på vores samfundsmæssige, sociale og biologiske omstændigheder uden samtidig at blive overvældet af omfanget og dybden af den krise vi befinder os i. Der kommer en ydmyghed og lidenhed over ens opfattelse af sig selv i mødet med disse enorme udfordringer, lidt ligesom følelsen af ydmyghed og lidenhed kan komme over én på en stjerneklar nat, hvor universets sande righoldighed viser sig for én. En verden, der er så stor, kan ikke rummes af ego’et, og ego’et nærmest fordufter bare i mødet med en sådan storhed.

På den måde er vores verden så forunderlig logisk, for vores vanvittig dybe vanskeligheder er praktisk talt alle produkter af vores voldsomt oppustede ego’er, og de hidtil ukendte og ubenyttede kræfter vi skal bruge for at overkomme vores dybe vanskeligheder er nøje forbundet med vores evner for at transcendere ego’et. Når vi slipper vores identifikation med ego’et kommer der nogle kræfter til vores rådighed, som er så meget mere virkningsfulde end de kræfter vi har adgang til igennem ego’et. Og aldrig før har menneskeheden haft et så udtalt behov for at forløse hidtil ukendte og ubenyttede kræfter, som vi har på dette vanvittig kritiske punkt af vores kollektive livsbane.

Men når det kommer til stykket skal ego’et som sådan ikke gøres til skurken her. Vi har hver især brug for et ego. Vores ego er vores måde at give form på os selv i en verden, der ellers er formløs og grænseløs og derfor svær at arbejde med. Problemet er den voldsomt oppustede eller voldsomt dominerende karakter vores ego’er har fået indenfor den enkeltes liv ligesom indenfor samfundslivet. Vi har dyrket at give form på os selv, vi har dyrket at give form på vores indbyrdes relationer, på vores indbyrdes kommunikation og på samværsformer. Den verden vi har fået skabt for os selv, er så formet og forudindtaget og reguleret, at vi er ved at blive kvalt af formernes dominans. Vores trang til at bringe os selv og vores verden på form har bredt sig så effektivt, at vi efterhånden helt har fået fortrængt den anden side af vores eksistens, som er den formløse, drømmende, skabende side, og den side der er tilstede i nuet og integreret og således intimt forbundet med andre og med hele det levende univers vi er en del af. Denne anden side er så set fra ego’ets standpunkt alt for stor og vidtløftig, faktisk er denne anden tilgang til livet som sagt så stor og omsiggribende, at ego’et løber en risiko for helt at fordufte i mødet med det, og ego’et har derfor som sagt sin egne grunde til at modarbejde og nedgøre og forhindre den slags oplevelser og erkendelser.

Man behøver bare at se ud i den virkelighed der omgiver os for at konstatere, at vores verden er martret af nogle enormt oppustede og dominerende ego’er, der kæmper for at opretholde deres oppustede/dominerende roller. Men problemet er ikke begrænset til hovedrolleindehavernes ego’er. Sagen er, at vi såvel kan tale om ego-konstruktioner vi deler med andre, familie, stamme, landsdel, nation osv. Overalt hvor vi føler trang til at give form på os selv og de forskellige grupper vi indforskriver os selv under, der vil vi bidrage til udviklingen og opretholdelsen af kollektive ego-konstruktioner. Og igen her har vi over så mange år arbejdet så ihærdigt på at give form på disse gruppe-ego’er, velsagtens som en funktion af vores ihærdige arbejde med at give form på vores egne ego’er, at disse gruppe-ego’er også er gået hen at blevet både voldsomt oppustede og voldsomt dominerende og samtidig voldsomt undertrykkende i forhold til anden side af vores eksistens, den side som er uden formerne og fordommene og skellene, den side som er tilstede i nuet og integreret og således intimt forbundet med andre og hele det levende univers vi er en del af.

Så det vil være mit bidrag til et løsningsforslag. En udbredelse af en forståelse for den anden side af vores eksistens, den formløse, drømmende, skabende side og den side der er tilstede i nuet og integreret og således intimt forbundet med andre og med hele det levende univers vi er en del af. Denne anden side af vores eksistens vil jeg kalde den organiske side, og siger hermed, at vores reelle forbundethed med hinanden og hele det omgivende univers er lidt som en krop, hvor de enkelte organer og deres samspil er fuldkommen integrerede og ingen del kan fjernes uden at det organiske fortabes og kroppen dør. Det er forståelsen for denne levende og naturgivne forbundethed der er afgørende. Og ligesom vi kan udvikle og opretholde gruppe-ego’er vil der også være en organisk side af vores gruppe-eksistenser. Det er udbredelsen af en forståelse for den organiske side af vores forskellige kollektive ”kroppe”, som jeg kalder en socialorganisk forståelse og skulle den blive udbredt, så vil vi tale om en revolution af vores samfundsforestillinger og -institutioner.

 

En energimæssig krop i et energimæssigt univers

Jeg har i årenes løb været i hænderne på mange kloge og dygtige kvinder, og her taler vi ikke om noget erotisk men om forskellige former for kropsterapi som zoneterapi, antroposofisk massage, akupunktur, kranio-sakralterapi, reikimassage mm. Det startede med at jeg havde en leverbetændelse over et par måneder i starten af 2002, og i den forbindelse oplevede jeg hvordan kvinder i min omgangskreds opsøgte mig for at hjælpe mig med overkomme min sygdom og genoprette min krops balance og sundhed. Denne omsorg var uventet og dybt rørende, ikke mindst fordi den kom fra flere sider og den var så oprigtig og givende. En mødrene fra datters børnehave havde uddannet sig indenfor kinesisk mikro-makro-ernæring og kom med forskellige teer og urter og bestemte ting som ville gode for mig at spise under de specielle omstændigheder jeg befandt mig i. Lederen af min datters Rudolf Steiner-børnehave viste det sig var også uddannet antroposofisk massør, og tilbød mig et forløb med to ugentlige massager. En tredje var sygeplejerske og kom jævnligt forbi for at høre til hvordan min tilstand udviklede sig, og der var flere som opsøgte mig bare for at vise deres omsorg.

Det var så rørende, og oplevelsen var så uventet og stærk, at den på en meget diskret men meget virkningsfuld måde ændrede min livsbane. For jeg blev jo rask, også selvom den konkrete virus aldrig blev identificeret, men min verden var blevet radikalt udvidet ved mødet med disse kvinders meget mere intelligente og raffinerede og kreative måder at forstå kroppen og dens balance og sundhed. Og efter jeg blev rask forfulgte jeg disse nye levemåder videre og opsøgte mikro-makro-mesteren himself Tue Geertsen, og indarbejdede disse indsigter i min daglige kost, og begyndte at gå regelmæssigt til akupunktur/zoneterapi hos Sonja Cleminson, en meget erfaren og dygtig terapeut. Således var jeg blevet vækket til en opmærksomhed på min krop og min krops reaktioner på forskellige fødevarer og andre påvirkninger, og en opmærksomhed på hvordan ubalancer i min psyke kunne sætte sig som ubalancer i min krop, og at et sundt liv i ligevægt i høj grad også handlede om en ligevægt i sindet, hvilket i praksis vil sige et sind befriet for frygt og blokeringer. I en vis forstand kan man sige, at min stræben efter udvikle en harmonisk samfundsforståelse og min stræben efter at opvække en forståelse og omsorg for naturen som vores reelle livsgrundlag, at denne stræben hele vejen igennem har været min måde at give tilbage på, hvad jeg dengang fik.

Velsagtens fordi hun kunne se at jeg stadig havde en del at arbejde med, gav min eks mig i 50-årsfødselsdagsgave en session hos terapeut hun netop var blevet opmærksom på, og som praktiserede en særlig form for holostisk kropsterapi. Hun hed Trine og havde sin klinik i sit rækkehus i Hareskovby, og hvad hun gjorde var en slags full body-zoneterapi (og igen, drop det med de erotiske associationer og happy endings osv.). Jeg husker det som en ret lang session, vist over en time, og hen mod slutningen bad hun mig om at prøve en særlig øvelse. Mens jeg lå på ryggen på briksen satte hun sig ned for fodenden, og bad mig mærke et punkt 20 cm under mine fødder, og bad mig mærke hvordan energier strømmede ind i min krop fra dette punkt. Velsagtens en øvelse som tager udgangspunkt i 12-chakrateorien, som netop arbejder med det enkelte menneskes energikrop og energimæssige væsensled, som befinder sig både under og over den materielle krop. Og selvom jeg havde mine øjne lukkede under øvelsen, havde jeg klar oplevelse af at hun brugte sine hænders energier til at forstærke energiflowet igennem dette punkt 20 cm under mine fødder.

Måske var det fordi min introduktion til hele feltet med holistisk kropsterapi var så ”ren” og givende, og fordi jeg dengang var så afkræftet af min leverbetændelse, at jeg bare overgav mig fuldkommen til den hjælp jeg fik (både den medicinske og den alternative), så har det siden været let for mig også bare at lege med og overgive mig til de øvelser eller ”indgreb”, som de forskellige terapeuter foreslog. Således også her, og jeg hengav til at mærke denne indstrømning af energi igennem dette punkt 20 cm under mine fødder. Men øvelsen genererede ikke nogen klar oplevelse. Måske var der en svag og flygtig sansning, men den var så svag at den muligvis bare var indbildt. Derpå rykkede Trine så op satte sig ved hovedenden, koncentrerede sine hænders energier, og bad mig igen mærke et punkt 20 cm over mit hoved, og bad mig mærke hvordan energierne strømmede ind i min krop igennem dette punkt. Og wuschh, det var helt vildt, det var som en åben sluse, en kanal på måske 15 cm i diameter igennem hvilken der skete en heftig indstrømning af energier, nærmest voldsom, faktisk så voldsom at Trine blev forskrækket, det gav et ryk i hendes krop og pr. refleks trak hun sine hænder til sig. Begivenheden var så mærkelig og uforholdsmæssig for os begge to, at min session hermed kom til en lidt abrupt afslutning. Som det er kutyme efter de forskellige terapiformer fik jeg lige nogle minutter hvor jeg kunne ligge for mig selv og lige samle mig sammen for på ny at orientere mig imod mit hverdagsliv. Og da jeg sagde farvel fornemmede jeg en særlig indforståethed mellem os, og at Trine i virkeligheden var meget tilfreds med denne session og det var jeg vel også, men på en eller anden måde var vi ikke i stand til at tale om det fænomen vi begge netop havde været vidner til. Det var velsagtens for mærkeligt, for stort og konsekvenserne for hver vores virkelighedsopfattelse for svære at kapere sådan på stående fod.

 

Det enkelte menneskes energikrop

Blandt andet på baggrund af denne højst ejendommelige oplevelse er jeg personligt overbevist om, at det enkelte menneske ikke bare er sin materielle krop og hvad der sker i den. Det enkelte menneske er (ligesom hele det øvrige univers) primært energier og vibrationer, og det vi oplever som fysisk stof og det vi oplever som vores materielle krop er kun aspekter af vores væren. Helt udenfor rækkevidde af vores bevidste vilje og intentioner bliver hver vores energier og vibrationer sendt ud i vores omgivelser og påvirker vores omgivelser i overensstemmelse hermed. Hvad der er den naturvidenskabelige forklaring på, hvordan denne broadcasting af vores energier finder sted, har vi stadig til gode at udrede, men at denne broadcasting finder sted er der simpelthen så mange konkrete vidnesbyrd om, at vi ikke længere kan tillade os at afvise denne radikale udvidelse af vores selvforståelse. Indeholdt i denne antagelse er også, at det enkelte menneske er sammensat af mange væsensled, hvor igen kroppen kun rummer nogle af disse væsensled, mens andre væsensled rækker betydeligt længere ud i vores omgivelser end kroppen og denne meget mere udbredte energikrop rummer således den materielle krop i sig. Menneskelivets bundethed til vores materielle univers og de vilkår der hersker indenfor dette, denne bundethed gælder for hver vores materielle krop, mens vores mere vidtstrakte energikrop i højere grad eksisterer fri af begrænsningerne af tid og rum.

 

Vores samfunds energikrop

I vores møder og samvær med hinanden udveksler vi energimæssige påvirkninger med hinanden, og afhængig af hvor stærke disse påvirkninger er, vil vi skabe energimæssige bånd imellem os. Menneskenes samfund ikke bare er funderede i idealer, principper, love og institutioner, der er noget meget mere grundlæggende på spil end vores indbyrdes aftaleforhold. Vores samfund har en organisk værensform, altså at den omsorg og medfølelse vi føler for hinanden indenfor vores samfund, at den er reel, og at vores samfund derfor har en slags kollektiv energikrop, som dannes af vores følelsesmæssige og energimæssige forbundethed. Selvom denne idé kan være svær at danne som et klar forestilling, så taler vi ikke om noget abstrakt men tværtimod om noget konkret, et fysisk aspekt af hver vores energikrop som udgøres denne energikrops forbundethed med andres energikroppe. De konkrete udvekslinger af energimæssige påvirkninger selvfølgelig stærkest fra de vi er tæt forbundne med men også fra andre vi er løsere forbundne med helt ned til, at vi alle formentlig vedholdende påvirker hinanden på et eller andet plan.

Tidligere da vores samfund havde en større etnisk homogenitet, talte vi om ’et folk’, ’det danske folk’, og med begrebet ’et folk’ blev dette organiske aspekt mere end antydet. Men det afgørende var og er ikke homogeniteten, men den reelle oplevede følelse af forbundethed og høren til fællesskabet. De samme følelser af forbundethed og fællesskab kan også opleves i multikulturelle samfund og på tværs af landegrænser, det er kun et spørgsmål om graderne af åbenhed, ærlighed og udsyn. Eller mere præcist er det et spørgsmål om hvor udviklet og livskraftig omtalte anden side af vores eksistens er, den formløse, drømmende, skabende side og den side der er tilstede i nuet og integreret og således intimt forbundet med andre og med hele det levende univers vi er en del af

Ligesom det enkelte menneske formentlig ikke kan udslette sin energikrop, end ikke ved at gøre en ende på sin aktuelle inkarnation i denne verden, således også med vores samfunds energikrop. Selv hvis vi alle skulle bestemme os for at ikke at vise nogen omsorg og medfølelse for hinanden overhovedet og således lade fuldkomment hånt om vores samfundsmæssige forbundethed, så følger det af denne anskuelse, at vores samfunds energikrop ikke dermed ville blive udslettet, men bare at vi ville hensætte os selv i en tilstand af fornægtelse af vores reelle livsvilkår og organiske behov. Så hvor langt rækker vores samfunds energikrop? Ja som før antydet formentlig hele Jorden rundt, og den omfatter ikke kun mennesker men alle levende skabninger, og skulle mennesket en gang ad åre komme i kontakt med væsner fra andre verdener, så vil vores møde med dem medføre en tilsvarende udvidelse af vores samfunds energikrop. Der er således ingen begrænsninger på, hvor langt vores omsorg og medfølelse rækker, blot er vi alle samtidig nødt til at forholde os til vores materielle krop og opretholdelsen af vores liv i det materielle univers vi er født ind i. Således må det anses for naturligt at vores forbundethed typisk udfolder sig som en progression som starter i det nære, i familien og i lokalsamfundet, og derfra videre til kommunen og nationen og derfra videre til hele verdensdele og den samlede menneskehed. Indeholdt i forestillingen om vores samfunds fundamentale organiske værensform er således både en respekt for at det nære kommer først, og en respekt for at værensformen i den sidste ende går hele Jorden rundt.

 

Den indre slagmark

Disse anskuelser kan forekomme vidtløftige, men det er de formentlig kun fordi vi ser på dem fra et standpunkt af forbenet egoisme og materialisme. Blandt andre Rupert Sheldrake og Michael Lambert har udført omfattende studier af telepatiske fænomener imellem mennesker indbyrdes og imellem mennesker og deres kæledyr. Og disse studier var i sig selv bare møntede på at eftervise gyldigheden af de telepatiske fænomener. I samme øjeblik vi accepterer gyldigheden af ovenstående antagelser om eksistensen af det enkelte menneskes energikrop og forskellige stadier af gruppe-energikroppe er det en helt ny verden, der åbner sig for os. En sådan accept vil grundlæggende udfordre vores opfattelser af praktisk talt alle vores samfundsinstitutioner og deres måder at fungere på. På alle de områder hvor vi har mærket de destruktive konsekvenser af utæmmet egoisme, vil vi med forestillingerne om den grundlæggende organiske kvalitet ved vores egen eksistens og ved vores samfunds eksistens få nogle redskaber til at bevidstgøre hvad det var for overgreb der skete, og nogle redskaber til at forstå de psykiske svagheder eller lidelser, der førte til al denne overdrevne egoisme.

Vores forestillinger om politik og politiske debatter vil blive reviderede, vores forestillinger om økonomi og værdiskabelse vil blive reviderede, vores forestillinger om lederskab og forvaltning vil blive reviderede, vores forestillinger om forbrydelser og straf vil blive reviderede. Og hvad vi vil finde er formentlig, at det er selve fornægtelsen af vores forbundethed, der har fungeret som en slags arvesynd, det er den etablerede kulturelle fornægtelse af vores forbundethed der har skabt det urtraume, der løber som en rød tråd igennem menneskehedens kendte historie, og som har forårsaget så ufattelig meget splid, så ufattelig store ødelæggelser og så ufattelig store lidelser.

Der er som om den periode vi gennemlever i disse år er udspændt imellem anerkendelsen af, at mennesket er meget mere intelligent og meget mere socialt kompetent end vi hidtil har forestillet os, overfor anerkendelsen af hvor smadrede vores samfund er og hvor smadret vores planet er som følge af al vores fortvivlede løbske egoisme. Og det er som om anerkendelsen af det ene aspekt summerer op til en lodret modsigelse af det andet aspekt og vice versa. Hvis vi er så intelligente og socialt kompetente, hvordan kan det så være at vi har lagt vores hjem og vores planet øde? Men det er kun tilsyneladende et paradoks. I virkeligheden hører de to aspekter sammen som to sider af den samme mønt. Det er selve vores løbske kollektive selvdestruktive drifter, der forløser denne langt mere udviklede forståelse af os selv, og i denne forløsning spiller os de redskaber i hænde, som vi skal bruge til at overkomme vores civilisatoriske krise.

Alle og enhver mærker vi de store kontraster der præger den krise vi gennemlever i disse år. Faktisk er fronterne trukket så skarpt op, at vi alle hver især er ved at blive slidt i stykker over at skulle rumme disse enorme kontraster. På den ene side nogle udlevede forestillinger som kæmper med alle midler og hinsides nogen former for hensyn eller empati for at fastholde sin magt over de almene forestillinger, og på den anden en spirende underskov af nye forestillinger og initiativer som demonstrerer, at vi vil kunne skabe gode fyldige liv ved at forbruge meget mindre og i stedet prioritere vores samvær med hinanden og vores evner for at få opfyldt vores behov gennem en fælles indsats.

Men vores samfundsinstitutioner er byggede på fortidens forestillinger, og således er der en enorm træghed overfor og modstand mod de nye forestillinger, som hen ad vejen vil revolutionere vores samfundsinstitutioner. Denne træghed og modstand udøves af alle vores etablerede samfundsinstitutioner, medier, politiske partier, forskningsinstitutioner, ministerier og styrelser, eller mere konkret, trægheden og modstanden udøves af alle de som har tilkæmpet sig topplaceringer indenfor disse samfundsinstitutioner. Og trægheden og modstanden udøves af os alle sammen, fordi vi viger tilbage overfor at anerkende både graderne ved hvilke vi har smadret vores samfund og vores planet samt graderne af vores reelle evner og udviklingsmuligheder, igen her for at beskytte vores egne hårdt tilkæmpede ego’er.

 

Puljeintelligensen

Men det er så bare hvor vi står her og nu, med et ben i den gamle verden og et ben i den nye, uanset hvor tåget eller ubevidst den nye verden end fremstår for hver enkelt. Og frem for at svælge i vores nuværende lidelsesfyldte rodløshed og forvirring var det måske mere interessant at begynde at skitsere hvordan en verden baseret på ovenstående antagelser om vores organiske forbundethed egentlig ville tage sig ud. I første omgang taler vi om et markant skift fra at anse sig selv for at være en entitet, et sluttet hele, et selv, min krop, mit ego, min identitet, til at anse sig selv for en vigtig aktør i den store helhed, et knudepunkt i et netværk, et mangefacetteret prisme der spejler og gengiver og videregiver de energier der rammer det, lige fra én-til-én-relationer til de større globale eller kosmiske strømninger, en bidragyder og parthaver i helheden på linje med ethvert andet individ eller enhver anden skabning.

Og i samme øjeblik sublimeringen af selvet i vores stræben efter identitet og status for en stor del bliver taget ud af vores samværsformer og professionelle adfærdsformer, så bliver det bare så meget rarere at være sammen og at arbejde sammen. Men ikke nok med det, der er et reelt potentiale for at vi kan udvikle ”nye” bevidstheds- og intelligensformer. Over de senere år har der været betydelig forskningsmæssig interesse i fænomener som ’hive mind’ og ’swarm intelligence’, og disse intelligensformer, man kunne kalde dem former for puljeintelligens, er også indenfor menneskets rækkevidde. Skulle vi over en bred front begynde at anerkende den anden side af vores eksistens, den formløse, drømmende, skabende og forbundne side, så vil vi radikalt åbne vores liv for udvekslingen af energier med hinanden, og vi vil muligvis blive overvældede af de kreative og innovative muligheder i en sådan puljeintelligent tilgang til overkommelsen af vores udfordringer.

 

Det starter med den enkelte

Gennem vores respektive familiekarmaer, gennem vores kollektive kulturelle karma, gennem oplevede overgreb og misbrug og forulempelser som følge af ovennævnte ”arvesynd” eller urtraume har vi alle en energikrop som er svækket eller skadet. Og disse svækkelser eller skader på vores energikroppe kan være fortrængte og dermed ubevidste eller de kan være på forskellige stadier af bevidstgørelse, men uanset hvad vil vi have en viden på et ikke-bevidst kropsligt plan om disse svækkelser, og disse svagheder får os til at reagere defensivt igennem for eksempel at holde visse sider af sig selv skjult for andre eller kompenserende gennem at puste sig op og forsøg på at projicere styrke og usårlighed overfor ens omverden. Det er den klassiske psykologis skelnen mellem Jeg’et og dets skygge. Hvad Flowerpower- og siden New Age-bevægelsen har bragt, er et radikalt indskud af østlig holistisk filosofi og naturvidenskab, som har udbredt og videreudviklet disse kropsterapeutiske metoder, som sætter os i stand til at arbejde med vores traumer og skygger på en meget direkte og jordnær måde. Hvor vores egen psykologiske forståelser har en tendens til at genopvække de kristelige forestillinger om skyld og skam og synd, så er de østlige forståelser og metoder mere pragmatiske og går direkte efter at genoprette kroppens/energikroppens ligevægt og harmoniske flow af energier.

Hver især har vi således en opgave med at få bragt orden i vores eget hus, det vil sige få bragt orden i vores egen energikrop og vores måde at være i verden, så vi opnår en balance imellem vores behov for former og grænser overfor vores behov for formløshed og åbenhed og kreativitet. Og i takt med at vi gradvist hver især gør fremskridt i retning af at opnå en sådan ligevægt i krop og sind, desto stærkere vil vores bevidsthed om den grundlæggende socialorganiske karakter af vores samfund træde frem.

Dette beskriver en smuk og løfterig udviklingslinje for vores samfund over en generation eller to, problemet er bare, at vi har ikke en generation eller to til at bremse de nuværende løbske egoistiske tendenser og genoprette nogle grader af ligevægt. Vi har formentlig ikke en gang et tiår eller to, muligvis har vi ikke en gang et år eller to. Vores verden forekommer i disse år at være så voldsomt ude af kontrol, og udviklingstendenserne forekommer så voldsomt destruktive, at vi kan komme i en situation, hvor vi nærmest fra den ene dag til den anden skal foretage et udviklingsmæssigt kvantespring. En slags straks-heling af både vores individuelle energikroppe og vores samfundsmæssige energikrop. Det er her at begrebet revolution bliver relevant, og det er derfor at jeg har kaldt mit bidrag til en sådan straks-heling af vores samfund for den socialorganiske revolution.

 

 

 

 

(Illustration: Ukendt kunstner, fra neurodojo.blogspot.dk)

 

 

Politikernes store løgn

Janus03.jpg

Politikernes store løgn er selvfølgelig, at de bilder os ind at vi har brug for dem. Men har vi ikke brug for dem? Vi har jo over århundreder fået opbygget nogle sindsygt komplekse samfund med så ufattelig mange bevægelige dele der griber ind i hinanden, og så ufattelig mange regler for hvordan de samfundsmæssige udvekslinger skal foregå, så det må da kræve en enormt omfattende oplæring og en enormt veludviklet forestillingsevne for overhovedet at kunne orientere sig i endsige forvalte dette vanvittigt komplekse samfundsmæssige maskineri. Og det er rigtigt, men det er samtidig den anden side af politikernes store løgn, at bilde os ind at dette vanvittigt komplekse samfund overhovedet findes.

Det er efterhånden 50 år siden at dommen faldt over de senindustrielle samfund, og denne dom kunne opsummeres som:

  • At vores udvindingsøkonomiske metoder førte til udtømning af de ressource vores samfund bliver understøttet af
  • At vores udvindingsøkonomiske metoder førte til forurening og udpining af naturgrundlaget med potentielt fatale konsekvenser for hele menneskeheden
  • At vores materialistiske værdisæt førte til afstumpede måder at forstå vores relationer til hinanden og til vores omverden
  • At vores materialistiske værdisæt førte til ensomhed og nedbrydning af vores samfunds sociale sammenhængskraft
  • At den manglende forståelse for gensidigheden i vores relationer til hinanden og til vores omverden førte til ekstreme samfundsmæssige uligheder i fordelingen af rigdommene der blev udvundet af naturgrundlaget og af arbejdskraften, og at disse uligheder i sig selv bidrog til yderligere fortrængning af gensidigheden i vores relationer og yderligere nedbrydning af den sociale sammenhængskraft

Allerede dengang for 50 år siden stod det klart, at vi måtte omlægge vores levemåder, forenkle vores samfund, skalere vores samfund ned, så vores levemåder kunne holde sig indenfor de fysiske rammer og betingelser, som er givet ved det overordnede økosystem som planeten Jorden er. Hippierne forstod det og tog konsekvensen og tjekkede ud af de vanvittigt komplekse samfundsmodeller vi havde sat op for os selv. Mange af 68’erne forstod det og forsøgte at iværksætte omfattende omstillingsprocesser indenfor den eksistende samfundsorden. Men slaget blev tabt, og som samfund regrederede vi til den forestillingsverden, der havde hersket forud for at vi løb ind i den overvældende nye erkendelse, som om vi kunne omgøre eller annullere den mægtige erkendelse vi netop havde fået.

Politikernes store løgn er således nu på fyrretyvende år at fortsætte med at hævde, at alting kan fortsætte som vi har været vant til. Og det er på sin vis forståeligt, for det er selvfølgelig langt mere interessant at være en slags CEO for en mægtig koncern (stat) med internationale partnere og forbindelser, end det er at være bogholder i en mindre produktionsvirksomhed. Eller med andre ord, ingen politikere har til dato haft mod og mandshjerte til at indvie befolkningen i, hvor fundamentalt ikke-bæredygtig vores ressourceforvaltning, vores produktionsmetoder, vores finanssystemer, vores velfærdsordninger er, for gik politikerne ud med denne ene og helt reelle fortælling, så ville deres egen status som politiker blive voldsomt beskåret. For de flestes vedkommende sandsynligvis helt overflødiggjort. Så nej, det er langt federe at forblive indenfor illusionerne om deres enorme snilde og deres enorme kompetencer i retning af at styre et så vanvittigt komplekst samfundsmaskineri som vores nuværende. Ganske uanset at de i realiteten ikke rigtig styrer, men snarere bare gør som man plejer og når noget så sker, så kæmper de for at være på omgangshøjde med begivenhedernes forløb samt kæmper for at få indarbejdet udviklingstendenserne i deres egne mangelfulde og fejlbehæftede verdensbilleder.

Hvad jeg prøver at skitsere en forestilling om er altså, at dette vanvittig komplekse samfundsmaskineri slet ikke findes i virkeligheden, også selvom hovedparten af f.eks. den danske befolkning tror at det gør. Vores vanvittigt forgrenede lovkomplekser, vores vanvittigt komplekse forvaltningsapparater, vores vanvittigt komplekse ’micro-management’ af borgernes adfærd, alt dette fremstår som virkeligt og føles som virkeligt når man som borger møder manifestationerne af disse forestillinger, men disse samfundsforestillinger er ikke mere virkelige end vores vanvittigt opblæste finansielle værdiansættelser er virkelige, eller vores forestillinger om en uforstyrret energiforsyning til vores samfund er virkelige, når realiteterne er at 99 pct. af vores energiforsyning fortsat kommer fra de fossile brændstoffer som der åbenlyst bliver mindre og mindre af. Hvad vi taler om her er ikke dommedagsprofetier eller nedkaldelse af skyld over vores letsindige levemåder men bare simple konstateringer af, at det er sådan realiteterne ser ud hvis man forsøgsvist hæver sig over vanernes tyranni og ser igennem de fortrængninger der har hersket i vores kultur igennem disse mange år.

Så nej vi har ikke brug for vores politikere for de lever i en drømmeverden, hvor de anser sig selv for at være enormt betydningsfulde forvaltere for et kæmpestort samfundsmaskineri, som i virkeligheden slet ikke er der. Det er ’Kejserens nye klæder’ om igen. Og sagen er jo, at de godt kan mærke at skoen trykker, ikke bare et men flere steder. Efterhånden som de hårde fysiske begrænsninger og realiteter begynder at trænge sig på, bliver det simpelthen sværere og sværere at opretholde disse samfundsforestillinger. Politikerne mærker at forestillingerne begynder at skride, her og der og alle vegne, og de bliver bange. Tanken om at give slip på de herskende samfundsforestillinger må i sagens natur for politikerne være ensbetydende med en dyb eksistentiel krise, og det er nok de færreste der har modet til at kaste sig ud i en sådan eksistentiel omstillingsproces. I stedet vælger politikerne at sætte ind med desto hårdere og mere firkantede kanoniserede samfundsforestillinger, og de strammer deres greb om samfundets styring, alt sammen i et forsøg på at imødegå opløsnings- og nedbrudstendenserne og fastholde de vanemæssige forestillinger.

Vi har ikke brug for vores politikere, for i stedet for at være vores formidlere af virkeligheden, vores formidlere af de reelle vilkår der gælder for at opretholde vores liv her på Jorden, er de blevet vores skjold imod eller vores barriere overfor virkeligheden. Og jo mere vi investerer vores tillid, energi og politiske mandat i nogle bestemte politikere for at de skal skabe forandringer og få vores samfund til at fungere som førhen, jo mere ihærdigt arbejder politikerne på at stramme op på og ensrette vores samfundsforestillinger samt stramme deres greb om samfundets styring. Jo mere vi investerer i vores politikere, jo mere mere befæster vi barrieren for at nogle mere realistiske samfundsforestillinger kan trænge igennem. Overvågning, mørklægning, censur, undertrykkelse, hele udtrækket af statslig kontrol og styring, det er, hvor vi er kommet til. En jævnt glidende bevægelse fra demokrati over bureaukrati og teknokrati til regulære fascistiske forestillinger og tiltag.

Men hvis vi ikke har brug for vores politikere, hvad så? Taler vi så om ophævelse af alle de skrevne eller uskrevne kontrakter, der består mellem individet og samfundet? Taler vi om anarki? Tror vi på anarki? Er anarki overhovedet foreneligt med en sammenhængende samfundsforståelse?

Indledningsvist kan vi nok konstatere, at efter alle de mange år med stadigt mere omfattende og hårdhændet topstyring, så er der nok et ret stort udviklingspotentiale i en bottom-up-demokratisk samfundsmodel, hvor der vil være et stort rum for selvforvaltning både på lokalt og kommunalt niveau. Og i samme øjeblik staten fritages for al den hidtidige ’micro-management’, så er der et reelt potentiale for, at selv landspolitikken kunne genvinde fatningen (så at sige), og landspolitikken kunne genvinde sin karakter af at være overordnet, generel og visionær, og således koncentrere sig om de store og langsigtede udviklingslinjer. Samtidig har vi jo med internettet helt åbenlyst fået nogle nye redskaber til at lodde almindelige menneskers holdning til alle mulige spørgsmål, og det er således ikke svært at se for sig, at en ny generation af politikere vil opstå, som har genoprettet en forståelse for gensidigheden mellem dem selv og deres rolle på den ene side og befolkningens ønsker på den anden. En helt anderledes ydmyg rolle som den udførende part for de ønsker der trives i befolkningen.

Tænker vi os at en reformdemokratisk bevægelse ville være i stand til at genoprette en ærlig dialog mellem almindelige mennesker og politikerne, og at denne ærlige dialog førte til at både den brede befolkning og politikerne begyndte at forholde sig til vores reelle udfordringer, så ville disse samme politikere samtidig være i stand til at indgå i helt anderledes åbne og ærlige dialoger også på internationalt plan. Eller med andre ord så er det altså ikke utænkeligt, at selv international politik kunne blive befriet for hovedparten af alle de forkvaklede taktiske hensyn møntede ikke mindst på den hjemlige politiske scene, og således også i langt højere grad blive orienterede imod de reelle udfordringer som vi alle som nationer og som dele af menneskeheden er konfronterede med.

Politikernes store løgn har altså denne dobbelte karakter af, 1. Forestillingen om at vores vanvittigt komplekse senindustrielle samfund overhovedet er levedygtigt, og 2. Nødvendigheden af at have professionelle politikere til at forvalte dette vanvittigt komplekse samfund.

Her overfor har den radikale nye samfundsforestilling, der bringer os ud af dette dødvande og disse destruktive udviklingstendenser også en dobbelt karakter i form af, 1. En vedståelse af de reelle begrænsninger og vilkår der gælder for at opretholde vores liv her på Jorden, 2. Nødvendigheden af en reform af vores politiske systemer så vi sikrer at politikerne altid har den brede befolknings mandat til at gøre de ting de gør.

 

 

 

 

 

 

 

(Illustration: Janus, antik romersk gud for begyndelser, åbninger, tærskler, forvandlinger, dualitet, overgange, tid og afslutninger. Afbildes traditionelt med to ansigter, et der vender mod fortiden og et mod fremtiden)