En folkepsykologisk øvelse

Prinzessinnengarten1_hi

Er det bare mig eller er der andre der føler dette vedholdende behov for at gøre op, hvor er det vi står og hvor er det vi er på vej hen? Er det bare mig eller er der andre der har en udtalt fornemmelse af at vores samfund er i krise, men samtidig kæmper med at forstå hvad det lige er for en krise? Og i min søgen efter svar vender jeg hele tiden tilbage til den samme fortælling. Den om at hippiebevægelsens civilisationskritik ikke bare var højst relevant, den var højst presserende, allerede dengang i midten af 60’erne. Denne civilisationskritik mener jeg kan opsummeres i følgende punkter:

  • Et opgør med rovdriften på og forureningen af naturgrundlaget
    .
  • Et opgør med den materialistiske livsform, hvor det enkelte menneske søger tilfredsstillelse og lykke gennem sit forbrug
    .
  • Et opgør med en individualistisk opfattelse af sig selv i relation til andre
    .
  • Et opgør med uligheden mellem kønnene
    .
  • Et opgør med uligheden i fordelingen af verdens ressourcer mellem folkeslag, lande, regioner og befolkningsgrupper
    .
  • Et opgør med dogmatiske og autoritære tænkemåder indenfor pædagogik, akademia, kunst, politik, religion
    .
  • Et opgør med undertrykkende tankeformer gennem institutioner som skyld, skam, moral og straf

 

Og disse opgør kunne og blev selvfølgelig samtidig formuleret i en positiv og konstruktiv retning:

  • En vision om livsformer i harmoni med naturen og hele det omgivende univers
    .
  • En vision om livsformer som hævede sig over den laveste fællesnævner (det materielle) og satte hver enkelt fri til at forfølge sig egen oplysning, sin egen kreativitet og derigennem yde sit eget unikke bidrag til fællesskabet
    .
  • En vision om en mere fællesskabsorienteret tilgang til løsningen af de samfundsmæssige opgaver
    .
  • En vision om lighed mellem kønnene og derigennem en frisættelse af både kvindens og mandens særlige evner og kvaliteter og mulighederne for skabe en mangfoldig og dynamisk harmoni mellem kønnene
    .
  • En vision om ægte verdensborgerskab hvor ingen lande eller folkeslag står over nogen andre, og hvor international udbytning og beslaglæggelse af andre landes ressourcer bliver bragt til ophør
    .
  • En vision om åbenhed og fordomsfrihed og en glæde ved menneskets blotte kreativitet, hvor der ikke bliver diskrimineret mellem trossystemer, og al pædogogik og enhver bedømmelse af andres arbejder foregår i en åben og konstruktiv ånd
    .
  • En vision om et liv i frihed, et liv hvor alle aktivt opmuntrer hinanden til at arbejde med deres egne negative programmeringer og dermed på et personligt plan bryde de endeløse kæder af overgreb og undertrykkelse
    .
  • En vision om et liv i frihed, hvor ingen nydelser er forbudte, og der er kun en selv til at afgøre hvordan man skaber størst værdi for sig selv og andre

 

Selvom det dengang var en mindre del af befolkningen der lod håret gro, hyllede sig i den lidt ramme lugt af afghanerpels og tog på bevidsthedsudvidende trips, så vil jeg påstå, at civilisationskritikken trængte igennem til en stor del af befolkningen. Jeg vil påstå at de fleste mennesker godt kunne se at der var flere sider af vores livsform, som simpelthen ikke hang sammen, og som havde store utilsigtede og ildevarslende konsekvenser.

Men der var selvfølgelig også modstand mod civilisationskritikken samt modstand mod hippiebevægelsens radikale opgør med vedtagne normer og regler. Og denne modstand stod velsagtens allerede dengang i et ligefremt forhold til den enkeltes status indenfor denne herskende civilisation. Jo højere position indenfor den herskende civilisation, jo mere modstand mod civilisationskritikken. I den forbindelse er det samtidig værd at bemærke, at gruppen af industrialiserede lande dengang havde en voldsom magtposition overfor udviklingslandene, og skulle det komme dertil, at hele befolkninger tog konsekvensen af den højst relevante og presserende civilisationskritik, ja så stod de dengang rige industrialiserede lande til at miste deres privilegier, hvilket selvfølgelig ville kunne forklare en ret udbredt modstand mod civilisationskritikken i de vestlige samfund.

Omvendt havde civilisationskritikken nogle indlysende gode argumenter ved blot at pege på de åbenlyse overgreb og omsorgssvigt og uretfærdigheder, så der var samtidig en udbredt imødekommenhed overfor civilisationskritikken i den almindelige befolkning. Intet var endnu afgjort. Civilisationskritikken fik endvidere uventet medhold fra en række videnskabelige undersøgelser. Ikke mindst de banebrydende computersimuleringer præsenteret i Grænser For Vækst i 1972 gav anledning til en omfattende debat på tværs af traditionelle politiske skel.

Sidst i 60’erne og først i 70’erne begyndte fronterne dog at blive trukket op, og her er det værd at bemærke, at det var myndighederne der først greb til vold. Og mange af hippierne reagerede på denne vold ved at søge mod de store ikke-voldsforbilleder i Gandhi og Martin Luther King, men der var også nogle som lod sig rive med af uretfærdigheden ved myndighedernes forsøg på med vold at undertrykke det spirende nybrud. Myndighedernes vold førte således til en radikalisering af visse dele af hippiebevægelsen. Således opstod der protestbevægelser der var fortalere for voldelig, politisk revolution, og i løbet af 70’erne blev fronterne trukket dramatisk op med terrororganisationer som Rote Armee Fraktion, De Røde Brigader og The Symbionese Liberation Army.

Hvad der var startet som en civilisationskritik og en mere åndelig bevægelse i retning af at give slip på tankeformer og levemåder som åbenlyst virkede destruktive for i stedet at åbne den enkeltes liv for mere konstruktive tankeformer og levemåder, ja denne bevægelse blev i løbet af 70’erne kuppet af en udbredt men ikke desto mindre temmelig yderliggående venstreorienteret idé om en mægtig socialistisk revolution. Og denne revolution blev af tilhængerne vurderet til at være så presserende at ingen midler var udelukkede, heller ikke voldelige magtovertagelser, borgerkrige og indsættelse af diktatorer med den rette socialistiske holdning, som gennem kyndig styring kunne opdrage den uoplyste hob. Hvor hippiebevægelsen var startet som noget der måske nok var en revolution, men i givet fald en menneskelig revolution, en revolution af den enkeltes måde at forstå sig selv og sin rolle i verden, blev denne fredselskende og humanistiske revolution nu spændt foran nogle temmelig hårdkogte politiske dagsordener.

Hvor visse befolkningsgrupper således begyndte at færdes helt hjemmevant blandt disse yderliggående og inhumane forestillinger, så var der omvendt store befolkningsgrupper som så på udviklingen indenfor de politiske debatter med tiltagende skepsis. Og de reagerede på de yderliggående venstreorienterede tendenser ved at søge mod midten, for nogens vedkommende endda også et godt stykke forbi midten og ud på den politiske højrefløj. Den politiske højrefløj rummede så på sin side hovedparten af de mennesker som havde opnået en høj position indenfor den herskende civilisation, og derfor nærmest pr. definition opfattede sig selv som modstandere af civilisationskritikken, men den politiske højrefløj reagerede også stærkt på de indeholdte totalitære tendenser i de stadigt mere yderliggående venstreorienterede forestillinger.

 

Den politiske scene i 70’erne var en slagmark. Intet mindre. Modsætningen mellem nogle befolkningsgruppers iver efter forandringer og andre befolkningsgruppers frygt for forandringer førte til, at den højst relevante og højst presserende civilisationskritik blev transformeret til en dybtgående politisk polarisering, som i realiteten medførte noget der lignede en total handlingslammelse når det kom til praktisk politik. Tilstanden var på mange måder ørkesløs og uudholdelig, og i tilbageblik er det måske ikke så mærkeligt at det var de konservative kræfter der løb af med befolkningens opbakning. Det var måske endda bedst sådan frem for at venstrefløjens flirten med totalitære styreformer havde fået ben at gå på.

Men højrefløjen var jo stadig modstandere af den højst relevante og presserende civilisationskritik. Så hvad der skete var, at hele befolkningen nærmest over en kam regrederede til nogle samfundsforestillinger som hørte fortiden til, dvs. nogle samfundsforestillinger som hørte til tiden før vi overhovedet var blevet bevidste om civilisationens krise. Det højreorienterede politiske projekt, der udkrystalliseredes i slutningen af 70’erne og som blev personificeret af Margaret Thatcher og Ronald Reagan og herhjemme af Poul Schlüter, var et projekt der baserede sig på en fornægtelse af de dybt foruroligende erkendelser vi kollektivt netop havde gjort, og samtidig et projekt der baserede sig på nogle glansbilledeagtige forestillinger om livet i familie, på jobbet, i skolen osv. Var 60’erne årtiet for den store bevidsthedsudvidelse, var 80’erne årtiet for den store bevidsthedsindskrænkning. Samfundslivet kunne simpelthen ikke blive småborgerligt nok. Der var en stadig søgen mod det hjemlige, det sluttede, det trygge, og samtidig en markant fornyet søgen efter tilfredsstillelse i materiel status og forbrug. Den laveste fællesnævner.

For at forstå hvordan en så villet, en så konstrueret og en på så mange måder blodfattig livsform har kunnet vare ved helt op til nutiden skal vi inddrage den transformation af vores samfund der skete indenfor samme periode, hvor vores økonomier gik fra at være produktionskapitalistiske til at være finanskapitalistiske.

Som et af de væsentlige led i de store institutionelle politiske konstruktioner som fulgte i kølvandet på 2. Verdenskrig var indførelsen af det internationale valutasamarbejde kaldet Bretton Woods-systemet. Indenfor dette valutasystem blev en meget stor del af alle de forskellige valutaer på planeten defineret ved deres værdi i forhold til den amerikanske dollar, mens den amerikanske dollar så i sig selv var lænket til dens værdi i forhold til guld. Dette arrangement var en indlysende konsekvens af at Europa og Asien lå i ruiner efter krigen, mens USA kom ud af krigen som en økonomisk, politisk og militær supermagt. Men allerede i 60’erne var USA’s førerstilling ikke længere så suveræn. Ikke mindst for at finansiere sit allerede dengang enorme militær samt sine krige rundt omkring på kloden, var USA begyndt at køre med store underskud på deres statsbudget. Dollarens forankring i guld blev derfor i tiltagende grad en spændetrøje for den politiske ledelse i USA. Samtidig havde blandt andre Charles de Gaulle en for amerikanerne kedelig vane med faktisk at forlange, at Frankrigs valutaoverskud skulle vekles til guld frem for bare at blive godtgjort med amerikanske statsobligationer.

I 1971 tager Præsident Nixon så konsekvensen og ophæver Bretton Woods-systemet, og med det ene og egenrådige og drastiske greb, slap samtlige valutaer indenfor Bretton Woods-systemet deres forankring til noget som var reelt. Herefter flød værdien af de dominerende valutaer i verden frit i forhold til hinanden, og de politiske konsekvenser af dette sås allerede op igennem 70’erne, hvor politikerne i forskellige lande begyndte konkurrere indbyrdes på at devaluere deres valutaer for derigennem at opnå handelsfordele.

I 1973 indtræffer så oliekrisen, og tidspunktet for denne dramatiske prisudvikling for olie var langt fra tilfældig. Dels havde en række olieproducerende lande, særligt i Mellemøsten, opnået politisk selvstændighed over årene siden 2. Verdenskrig, dels havde USA opbrugt hovedparten af deres indenlandske oliereserver og var nu på linje med Europa og Japan afhængig af import af olie. Denne afhængighed gjorde det nærliggende for de olieproducerende lande at danne et kartel, OPEC, der fastsatte det internationale udbud og dermed den internationale pris på olie, og med en meget dristig olieembargo som kartellet iværksatte i 1973 skød prisen på olie altså dramatisk op, fra 15 USD pr. tønde til 60 USD pr. tønde, hvilket øjeblikkelig kastede de industrialiserede lande ud i en økonomisk krise.

Hvis ikke før var det her at vi alle blev bevidste om vores livsforms afhængighed af adgangen til billigt fossilt brændstof, hvilket gav anledning til en gennemgribende revision af hvordan vi konstruerede vores huse, vores biler og et hav af andre ting. Under selve oliekrisen var knapheden på olie så udtalt at der blev indført de berømte bilfri søndage og der blev trykt et hav af pjecer om hvordan vi alle i vores dagligdag kunne spare på vores energiforbrug. I 1977 holdt Præsident Carter sin berømte ”Address To The Nation On Energy”, han installerede solceller på taget af Det Hvide Hus, skruede ned for varmen i Det Hvide Hus og udøvede herefter præsidentembedet iført tykke sweatre. Politiske målsætninger og holdninger som abrupt blev lukket ned, da Ronald Reagan satte sig ved skrivebordet i det ovale rum.

Men oliekrisen havde også en anden og mere upåagtet konsekvens. OPEC-landene havde rigtignok held med at indhente langt højere priser for deres olie, og pengene strømmede ind i deres respektive statskasser, men hvad skulle de stille op med alle disse penge, og hvor skulle de gøre af dem. De olieproducerende lande begyndte selvfølgelig straks at modernisere deres samfund på forskellige måder samt selvfølgelig at lade en del af denne rigdom flyde ud til en indflydelsesrig elite og et tilhørende luksusforbrug, men vi taler om så enormt mange penge der strømmende ind til disse lande, at de selvfølgelig var nødt til at tænke på forrentningen af disse enorme formuer. Derved fandt pengene tilbage til de store private banker i USA og Europa, og oliekrisen gav derfor et helt uventet boost af likviditet for de amerikanske og europæiske banker.

Samtidig havde den amerikanske finanssektor kort forinden opfundet et helt nyt og banebrydende finansielt produkt, en futures-kontrakt. Dette finansielle produkt blev oprindeligt udviklet til landbruget som en måde at sikre farmerne en minimumspris på deres afgrøder når høsten på et senere tidspunkt var i hus, og altså en måde at sikre farmerne mod de store udsving på prisen de ellers var udsat for som følge af udsving i vejret og dermed udsving i høstudbytterne. Men finanssektoren fandt hurtigt ud af at disse futures-kontrakter kunne udbredes til at gamble på priserne af et hav af andre råstoffer og produkter. Siden fulgte de finansielle options og swaps og en mængde andre finansielle kontrakter, som alle har det til fælles, at det er gambling-kontrakter, såkaldte finansielle derivater, dvs. kontrakter som ikke er funderede i noget af reel værdi, men bare er et væddemål mellem to parter om en bestemt prisudvikling. Dertil kommer så, at mange finansielle papirer i dag er ren svindel. Dels var der hele affæren om subprime boligkreditter i USA og nu har vi i Vesten en løbsk udvikling indenfor dels subprime bilkreditter og studielån, dels er der udskrevet alt for mange tilgodebeviser i forhold til de reelle aktiver. Hvis man i dag køber et bevis på ejerskab af en ounce guld på den amerikanske eller den britiske børs, så skulle der i realiteten være op mod femhundrede andre mennesker der har købt beviser på ejerskabet af den selvsamme ounce guld, og skulle disse 500 mennesker så en dag bestemme sig for at de gerne vil have deres guld udleveret, ja så er der altså 499 mennesker der bliver skuffede. Eller endnu mere sandsynligt: Alle 500 bliver skuffede, fordi regeringen kort forinden har konfiskeret det.

Men for lige at afrunde historien om transformationen af vores samfund fra produktionskapitalisme til finanskapitalisme, så betød den enorme indstrømning af likviditet til storbankerne, at bankerne blev økonomiske powerhouses, og da det politiske klima i forvejen var så kaotisk, lærte bankerne sig hurtigt hvordan de skulle omsætte deres økonomisk magt til politisk magt. Allerede i 1982 gennemførte Ronald Reagan de første radikale dereguleringer af den finansielle sektor. Og denne politiske udvikling fortsatte og kulminerede under Præsident Clinton med ophævelse af lovgivningen der hidtil havde adskilt almindelig bankvirksomhed fra investeringsbanker, dvs. at alle banker herefter var fri til at gamble med alle deres indeståender, samt stadfæstelse af lovgivningen der ophævede indberetningspligt til finanstilsynet for bankernes beholdninger af ovennævnte finansielle derivater.

De internationale valutaer frigjort fra deres forankring i noget reelt, en finansiel sektor der bryder igennem til et helt nyt niveau af abstraktion, hvor de indbyrdes transaktioner heller ikke længere behøver at være funderede i noget af reel værdi samt en kæmpemæssig indstrømning af likviditet fra de mægtige oliefortjenester, det er denne giftige cocktail som slipper det ludomaniske trip løs, som den finansielle sektor har været på igennem de seneste 40 år. Dette trip gik så koldt med finanskrisen i 2008, men ligesom den politiske højrefløj med befolkningens opbakning tilbage i 70’erne nægtede at tage konsekvensen af den højst relevante og presserende civilisationskritik, så nægtede vor tids politikere også at erkende betydningen af og tage konsekvensen af finanskrisen. Og dengang som nu havde politikerne absolut gode grunde til ikke at ville erkende de reelle årsager til krisen. Var det ikke for de finansielle narrestreger, eller mere præcist, skulle vores forestillinger om penge, valuta og kapital igen forankres i noget af reel værdi, så ville vi øjeblikkeligt blive konfronterede med den ikke-bæredygtige karakter af vores levemåder, vi ville øjeblikkeligt blive konfronterede med realøkonomien i vores ressourceforbrug, kort sagt så ville det pr. omgående være slut med at leve over evne. Politikerne er således konfronterede med valget at videreføre de herskende systemer for enhver pris, om det så medfører vildledning og udbytning af befolkningerne, eller at erkende og erklære det fulde omfang af den systemiske krise og derved kaste både deres egen karriere og hele samfundet ud i en dyb økonomisk og ideologisk krise samt ikke mindst et kollaps af tilliden til deres lederskab.

 

Alt dette summerer op til hvad man kunne kalde et samfund af papir. Nationale valutaer der ikke er forankrede i noget reelt, dvs. papirpenge som mere og mere ligner matadorpenge. En finansialisering af alle samfundsmæssige aktiver, dvs. en mangedobling af værdien af disse aktiver gennem alle de lag af finansielle papirer, der bliver lagt ovenpå. En politisk kultur som skriver love og forordninger til endeløs regulering af borgernes adfærd, alt sammen med det ene sigte af bevare kontrollen, eller mere kynisk, med det ene sigte at bevare deres greb om magten. Politikere som reelt er både magtesløse og kraftesløse, fordi de vedholdende nægter at tale om realiteterne, og som derfor kun kan lede gennem frygt og kontrol. Et samfund af papir kunne være betegnelsen for en sygelig overvågningskultur, hvor der årligt i gennemsnit indsamles titusindvis af registreringer for hver enkelt borger. Og et samfund af papir kunne være betegnelsen den sygelige ledelseskultur, hvor medarbejdernes adfærd i stadig stigende grad bliver programmeret af lederne, og hvor medarbejderne omvendt skal dokumentere deres overholdelse af den således programsatte adfærd.

Mere end noget andet kunne et samfund af papir være betegnelsen for et samfund, der er karakteriseret ved alt det der mangler: Indhold, ærlighed, dybde, troskab, tillid, loyalitet, solidaritet, samhørighed, medfølelse, indlevelse, redelighed, konsekvens. Vi har ganske enkelt ikke nogen troværdige samfundsfortællinger. Vi ejer ingen begreber som sætter os i stand til at se bare 5 eller 10 år frem i tiden. Og således er alle borgere ladt i stikken af deres ledere. Hver eneste borger står efterladt og ser ind i et bundløst mørke umiddelbart foran sig. Vores politiske kultur er bankerot. Der er ikke noget lederskab. Bare en endeløs kamp mellem forskelligt oppyntede særinteresser om deres adgang til magtens privilegier. En politisk halvverden som skaber den perfekte grobund for fremkomsten af folkeforførere. Karismatiske ledere hvis karisma i realiteten er funderet i et helt overdrevet opblæst ego, og som sådan ledere der allerede fra starten er utilregnelige og har dette strøg af psykopati.

Er der noget at sige til at vi er bange? Er der noget at sige til at frygtsomheden er ude over det hele, også selvom vi ikke taler om den? Og i vores tvivl og usikkerhed og angst bliver vi bare så lette at manipulere med. Så meget, at visse dele af det samfundsmæssige lederskab for længst er begyndt at bruge denne frygtsomhed som et redskab for kontrol. Og således bliver fornemmelsen af at leve i en halvverden konstant bestyrket. Så er der terrorangrebene, så er der de forrykte militære eventyr, så er der de forrykte pengepolitiske manipulationer, så er der den tiltagende mørklægning omkring alle beslutninger på de øverste samfundsmæssige niveauer, så er der den endelige opgivelse af samfundsmæssig solidaritet ved at politikerne åbent erklærer, at jo, man kan falde helt ud af samfundets sociale sikkerhedsnet, og så er det bare ’bad luck’ for den enkelte. Det er som en mur af mørke, der bare rykker tættere og tættere på.

Og her det så, at jeg personligt vender tilbage til punktopstillingen i starten af denne note. Og jeg minder mig selv om, at selvom der muligvis sidder et samfundsmæssigt lederskab, som primært er fokuseret på at bevare deres egne privilegier, så er der stadig et civilsamfund, alle os andre, og får vi samling på hvad det er vi gerne vil, så vil det samfundsmæssige lederskab ikke have andre valg end at efterkomme vores ønsker. Hvis de prøver at gøre modstand og gennemtvinge deres egne dagsordener, så vil de gå til grunde i forsøget.

Efter min opfattelse er hippiebevægelsens radikale nybrud ikke bare lige så relevant og presserende som det var dengang, det er i sagens natur langt mere relevant og langt mere presserende i dag. Men fuldstændig ligesom hippierne dengang tog den radikale konsekvens at tjekke ud af de herskende systemer, på samme måde bliver vi nødt til at tage en dyb indånding og gøre os selv parate til at sige farvel til mange af de levemåder og forbrugsmuligheder vi har været vant til. Vi er nødt til at tage strabadserne ved lade den finansielle sektor gå bankerot. Og med et kollaps af den finansielle sektor er vi nødt til at erkende hvor udpint vores egen produktionsbase er blevet, og således begynde at gøre det møjsommelige arbejde med at genopbygge noget produktion af diverse fornødenheder. Og med et kollaps af den finansielle sektor er vi nødt til at tage det enorme slag som vil ramme realøkonomien, og som vil medføre et kollaps af skatteindtægterne og dermed et kollaps af alle offentlige services, eller rettere, vi skal med samme omlægge vores offentlige services så de overgår til at være rene kooperative tiltag lokalt og kommunalt. Og vi er nødt til at tage den store indledende nedgang i vores fødevareproduktion i omlægningen til økologiske og bæredygtige dyrkningsmetoder, hvilket formentlig vil kræve at private haver og offentlige parker for en periode vil indgå i fødevareproduktionen.

Vores livsformer vil i den forstand blive skaleret voldsomt ned, nærmest fra den ene dag til den anden, men herfra er vi faktisk fri til at realisere et samfund, som er båret af de visioner der blev oplistet i starten. Hvis det altså er det vi vil.

 

 

(Illustration: Prinzessinnengarten, Berlin, 2011, Clara Spencer-Phillips)

 

Reklamer

Velkommen til en forrykt verden

(Kronikforslag til Politiken)

Terror er skrækkelig. Skræk er skrækkelig, frygt er frygtelig, idioti er idiotisk. Terror er designet til at hensætte os i skræk, og når nogen udfører en terroraktion, ja så hensættes vi i skræk. Det er ikke som sådan forrykt men snarere logisk. Terror rammer altid vilkårligt. Det ligger i dens væsen. Var der en mening bag handlingen, f.eks. at handlingen var led i en løbende konflikt eller krig, og at ofrene bare i en eller anden beskeden grad havde andel i denne konflikt eller krig, så ville handlingen ikke være terror men et led i konflikten eller krigen. Og hvis adskillige af de mest krigeriske vestlige lande er i krig med Islamisk Stat, så er deres krigshandlinger overfor os vel ikke terror, men bare et af krigens virkemidler.

På den baggrund forekommer medierne at have svigtet et langt stykke af vejen. Når Frankrig og Danmark og mange andre nationer er i krig med Islamisk Stat, så ville det have skabt en helt anden stemning omkring angrebene i Paris, hvis medierne havde omtalt dem som krigshandlinger og altså udslag af en konflikt som vi som nationer er dybt involverede i. Ved at kalde angrebene for terror, betones det vilkårlige ved valget af ofre og dermed en vinkling af angrebene som rettet mod ”uskyldige”. Og i samme øjeblik det er uskyldige mennesker der rammes, bryder vores forestillinger og retfærdighed og konsekvens sammen, og verden kan fremstå som meningsløs og forrykt. Samtidig må folk der bestemmer sig for at ramme tilfældige og ”uskyldige” jo i en eller anden grad være forrykte, fordi disse ”uskyldige” jo netop ikke har gjort dem noget. Ideen om uskyld og terrorens meningsløshed er således to sider af samme sag.

Angrebene i Paris har udløst en bølge af frygt igennem Europa og timing’en af denne bølge kunne næppe være værre. De europæiske befolkninger var i forvejen ved at miste sit fodfæste pga. flygtningekrisen. Og med den mængde flygtninge EU har accepteret at tage imod, kan det forekommer stærkt overdrevet at omtale det som en krise, men dels er der alle mulige grunde til at tro at mængden af flygtinge er på en stejl opadgående kurve, dvs. at krisestemningen kommer af de underforståede fremtidsperspektiver, dels udfordrer flygtningekrisen den europæiske selvforståelse på et meget fundamentalt plan. Hvis ikke Europa kan vise humanisme, så er der noget i den europæiske folkesjæl som går tabt, og så er vi på en udviklingslinje som vi simpelthen ikke aner hvor vil bringe os hen.

Så midt i denne højst labile tilstand af en form eksistentiel krise rammer disse angreb altså et af Europas historiske og kulturelle centre, og for nogle, måske endda mange, var dette ekstra stød det der skubbede dem ud over en grænse, hvor virkeligheden pludselig opfattedes som væsensforskellig fra førhen, og altså en virkelighed som er grundlæggende usikker og i opbrud og hvor vi står med risikoen for at fortabe vores kultur og identitet, hen ad vejen måske vores livsgrundlag.

Jeg ved ikke om jeg har ret i at den seneste tids begivenheder har haft en så voldsom effekt for mange mennesker, men er denne effekt udbredt, så er den ikke desto mindre forrykt. Hvordan kan vi tvivle så meget på os selv? Hvordan kan vi tvivle så meget på vores samfund og vores evner for at overkomme vores problemer i fællesskab? Ja, det mener jeg faktisk der er en forklaring på, og det er i mine øjne her den sande forrykthed kommer ind.

For at forstå hvorfor vi er så meget ude i tovene er vi nødt til at forstå hvor korrupt en politik der blevet ført i den vestlige verden over årtier. De store og meget reelle forandringer vi har foran os, forandringer som vi alle har forskellige grader af anelser om, er formentlig dem der lægger denne frygtbetonede grundtone. Og hvis det ikke er anelserne om disse forandringer der i sig selv skaber frygten, så er det vores politiske systems fuldkomne blindhed, tavshed og magtesløshed overfor disse forandringer, der gør os alle bange for, hvordan tingene dog skal gå videre her fra.

Efter min opfattelse skal vi tilbage til 60’erne og 70’erne for at forstå vores nuværende krise, og her tænker jeg mere specifikt på den store opvågnen til hvor ikke-bæredygtige vores levemåder i virkeligheden var. Indenfor en kort årrække blev vi bevidste om hvilken grad af forurening af og rovdrift på naturen vores levemåder forårsagede, vi blev bevidste om hvordan vi var i fuld gang med at udtømme planetens begrænsede ressoucebeholdninger, bevidste om hvor politisk ustabil vores verden var som følge af enorme uligheder i fordelingen og forbruget af planetens ressourcer samt hvor undertrykkende mange af vores kulturelle programmeringer egentlig var mht. socialklasser, køn, race og trosretninger. Disse voldsomme erkendelser, denne implicitte men stærke civilisationskritik, vakte et stærkt begær efter at reformere vores levemåder. Og mange var sådan set åbne for forandringer, men hen ad vejen blev det klart, at vi alle var nødt til at ændre os selv i den samme proces. Og det var simpelthen for meget at rumme, for meget at skulle håndtere.

Netop i den krisesituation er det så at neokonservatismen og siden neoliberalismen gør deres entre og begynder at udbrede budskabet om, at vi slet ikke behøver at ændre noget som helst. Vi kan bare fortsætte uhindret med at forbruge Jordens ressourcer, vi kan bare fortsætte med at udpine naturgrundlaget til vores egen vinding, og i stedet for at anse de enorme uligheder for et problem foreslog de neokonservative, at vi skulle hylde disse uligheder som motorer for samfundsmæssig vækst og dynamik.

Men hvis der allerede da var tegn på begyndende sammenbrud og knaphed på ressourcer, hvordan pokker kunne disse vækstparoler så underbygges konkret og omsættes til reel samfundsmæssig vækst? Ovenikøbet når oliekrisen samtidig havde lagt en mægtig ekstra byrde på økonomierne gennem de voldsomt forhøjede oliepriser? Løsningen som introduceredes med den neokonservative/neoliberale bevægelse var et trick, en fidus, rimeligvis verdenshistoriens største fidus, nemlig at tillade en ekstrem udvidelse af pengemængden i samfundet, og med denne udvidelse af pengemængden trådte vi ind i en epoke, hvor vores økonomier og vores vækst var baseret på en accelererende grad af gældsætning samt accelererende værdistigninger på alle samfundsmæssige aktiver, dvs. finansbobler indenfor boliger, aktier, kunst osv.

Det var her, tilbage i starten af 80’erne, at finanssektorens himmelflugt begyndte, og med den en udbredelse af finansielle begreber på praktisk talt alle genstande eller aktiviteter i samfundet. Hvor bankerne tilbage i 70’erne var en forholdsvis ubetydelig servicefunktion til en økonomi, der i øvrigt var baseret på produktion af varer og ydelser, så er bankerne igennem hele denne epoke vokset med accelerende hast, således at den internationale finanskapital nu er mange gange større end nationalstaterne, og nationalstaternes underkastelse for denne internationale finanskapital er det vi kender som konkurrencestaten.

Men hele dette cirkus med bare at udvide pengemængden og stable mere gæld ovenpå i forvejen vanvittige mængder af gæld mødte så muren med finanskrisen i 2008. Og her havde det jo bare været det mest naturlige i verden, at vi havde ladet disse komplet opblæste banker gå konkurs, og således fået reboot’et vores økonomier samt vores ideologier/samfundsforestillinger. Men igen var denne forandring for stor til at vi kunne rumme den. Eller rettere, befolkningerne blev faktisk slet ikke spurgt, befolkningerne blev ikke en gang oplyst om, hvad det var for et cirkus der var gået forud, og helt på egen hånd valgte politikerne i Vesten altså at holde hånden både over og under de opblæste banker. Hermed trådte vi ind i fasen med austerity-politikken, hvor altså den almindelige befolknings opsparinger og realløn løbende blev beskåret for til stadighed at kunne overføre penge til de opblæste banker på randen af kollaps.

Enhver kan sige sig selv selv at denne politik var og er dømt til at slå fejl. Man kan jo ikke fortsætte med at udsulte realøkonomien for at lukke de bundløse huller i en spekulationsøkonomi, som er blevet blæst op til en størrelse som er måske ti eller tyve gange større en realøkonomien. F.eks. ligger Tysklands største kommercielle bank, Deutsche Bank, inde med finansielle forpligtelser til en samlet værdi som er henved 20 gange så stor som Tysklands bruttonationalprodukt. Finanskrisen er ikke ovre endnu for vi har praktisk talt intet gjort for at rydde op i den syge finanssektor, og den forrykthed der hersker indenfor vores ”markeder” er efter min opfattelse, selv hvis det kun er halvt bevidst, i høj grad med til at skabe de herskende frygtbetonede stemninger.

Men den forestående økonomiske krise forekommer ikke at være vores største problem her og nu. Alt det foregående har bare været det nødvendige grundlag for præsentationen af, hvad jeg opfatter som den sande forrykthed. Med finanssektorens himmelflugt har vi fået nogle nye herrer, som ikke er underlagt staterne, ikke underlagt lands lov og ret, men som ikke desto mindre indenfor vores herskende økonomiske systemer har magten til at ruinere en nations økonomi, hvis de skulle bestemme sig for det. Dette overherredømme udgår fra USA, de amerikanske banker styrer dette overherredømme og igennem den amerikanske centralbank har dette overherredømme gjort den amerikanske nation til kautionist for overherredømmets dispositioner. En kaution som formentlig kommer til at koste den amerikanske befolkning dyrt.

Således har vi fået en gruppe af herrer, som ikke er folkevalgte, de er ikke en gang kendte i offentligheden, og de er ikke på nogen måde ansvarlige overfor offentligheden. De lever af at operere i det skjulte, men de har selvfølgelig for længst sat sig på medierne i USA, og udøver derigennem både former for censur og udbredt propaganda. Og som disse herrer lever af at operere i det skjulte har de hele vejen igennem haft tætte bånd til efterretningstjenesterne som i sig selv har opnået en sådan status, at de også mere eller mindre har frigjort sig fra og i mange henseender står over staterne.

Hvis vi som almindelige mennesker føler os udsatte og er urolige for hvordan tingene udvikler sig videre her fra, så er det måske ikke så mærkeligt. Vi har tabt vores politiske mandat, vores politiske repræsentanter forekommer hellere at ville lave korridoraftaler med de nye herrer og sikre at det drypper lidt på landet, end at sikre at befolkningens ønsker bliver klargjort og befolkningens vilje bliver effektueret. Til trods for vores efterhånden lange demokratiske traditioner så har vi på dette punkt af historien overraskende lidt indflydelse på de beslutninger der tages. Den form for magtesløshed giver selvfølgelig uro og nervøsitet.

Men igen, mørkets triumvirat af finansfyrster, mediemoguler og efterretningstjenesternes eminencer samt deres lakajer indenfor det politiske system mærker at de står på løs grund. Hvor længe vil befolkningerne acceptere deres overherredømme. Den oplysning der er sket indenfor den almindelige befolkning siden finanskrisen er begyndt at udfordre deres magtudøvelse. Men det er i virkeligheden mere grundlæggende end som så. Hvis man er en usurpator, en der har tilranet sig magten uden accept fra ”undersåtterne”, hvis altså man er magthaver uden nogen legitimitet, så kan man miste sin magt nærmest fra den ene dag til den anden. Og derfor er usurpatorer altid voldsomt paranoide.

På den måde har samfundsudviklingen over de seneste par årtier haft en særegen logik og konsekvens. Efterretningstjenesterne har fået opbygget en helt ubegribelig stor kapacitet til at overvåge befolkningerne, og efterretningstjenesterne har kunnet iværksætte de mest uhyrlige operationer, såsom iværksættelse af opstande og destabilisering af nationer, og den eneste grund til at disse megalomane aktiviteter har kunnet finansieres har været igennem den megalomane vækst indenfor finanssektoren. Vi skal forestille os, at efterretningstjenesterne i USA er en af landets største arbejdsgivere med en kæmpemæssig stab af programmører som filtrerer alle de data der indhentes fra vores udvekslinger med hinanden, en kæmpemæssig stab af undercover-agenter der infiltrere alle typer af bevægelser og foreninger, en kæmpemæssig stab af trolls som bearbejder debatterne både i det offentlige rum og i mere private cirkler, samt en kæmpemæssig stab til forskellige former for smøring af både det politiske system og medierne. I et sundt samfund, et bæredygtigt samfund, er det altså meget, meget lidt sandsynligt at samfundet ville have så enorme ressourcer at afsætte til noget som er så uproduktivt. Det er kun den opblæste og snylteragtige karakter af vores herskende systemer, der muliggør disse mægtige organer.

Så hvad gør mørkets triumvirat når de mærker at fundamentet begynder at skride? Er de villige til at bruge alle midler for at bevare deres magt? Er de villige til at spille samfundsgrupper ud mod hinanden? Er de villige til bevidst at nedbryde moralen i befolkningen gennem løgne og forræderi? Er de villige til at opvigle til had og krig? Er de villige til udnytte syge og traumatiserede mennesker og udpinte samfund som redskaber til at destabilisere andre mere stabile samfund? Er de kort sagt villige til at bruge alle kneb, selv de allermest beskidte, for at afværge presset imod deres egen magtbase?

En verden præget af sådanne forrykte magtspil er i mine øjne den forrykte verden vi er blevet inviteret indenfor i med terrorangrebene over den seneste tid. Og jeg vil således holde på, at graden af forrykthed står i et 1:1-forhold til graden af skred i triumviratets magtbase, dvs. at den almindelige befolknings oplysning medfører en vedholdende og gradvis opløsning af troen på triumviratets institutioner. Og det er jo den modsvarende positive vinkling af hele denne historie. At vores tid som umælende, magtesløse kastebolde i historiens dønninger er ved at være forbi. I takt med at de herskende systemer begynder at handle med overdreven magt og undertrykkelse, bliver vi almindelige mennesker optændt af begæret efter at skabe vores samfund på ny og i overensstemmelse med det udviklingsniveau vi kollektivt har nået. Det bliver hårdt og i en anden forstand også skræmmende, men også spændende, formentlig endda sjovt, og vi vil samtidig have trygheden ved at vide at vi hver især igen har indflydelse på, hvordan tingene udvikler sig.

 

 

Udkast til partiprogram

(I perioden dec. 2014 – maj 2015 var jeg engageret i udviklingen af Podemos Danmark som et søsterparti til det meget fremgangsrige spanske venstrefløjsparti Podemos. I kraft af dette partis overordnede målsætning om en stor bottom-up-demokratisk reform af det politiske system havde dette politiske projekt stor tiltrækning. Selvom det spanske parti betegner sig selv som venstreorienteret, så understreger lederne vedholdende, at venstrehøjreaksen er af mindre betydningen end skellet mellem de 99 pct. og den ene pct. Følgende udkast til et partiprogram skrev jeg midt i jan. 2015 som et kick-off på en proces
i retning af at udvikle Podemos Danmark fra politisk bevægelse til et regulært parti.

I maj forlod jeg dog Podemos Danmark, da der skete en fraktionering indenfor Podemos Danmarks Daglige Koordinering på spørgsmålet om hvorvidt Podemos Danmark havde et erklæret post-marxistisk grundlag eller ej, og denne ideologiske drejning kunne jeg ikke stå inde for.)

 

MANIFEST FOR PODEMOS DANMARK

Podemos er en politisk bevægelse, som er vokset frem af almindelige menneskers frustration over deres politiske ledere. Stadigt flere mennesker vågner op til erkendelsen af, at de folkevalgte politikere ikke varetager almindelige mennesker interesser, men i stedet ligger under for varetagelsen af interesserne for en magtfuld elite. Stadigt flere mennesker vågner op til erkendelsen af, at demokratiet vedholdende er blevet svækket over årtier. Årsagerne til denne svækkelse af demokratiet er dels indflydelsen fra de magtfulde særinteresser dels en fortsat tendens til centralisering og topstyring af hele den offentlige forvaltning.

Denne svækkelse af demokratiet er gået sammen med en svækkelse af hele den sociale sammenhængskraft i samfundet. Der er efterhånden ikke længere nogen virkelig livskraftige forsamlinger blandt borgerne, i stedet står hver enkelt borger alene i mødet med den statslige overmagt.

Podemos er en politisk bevægelse som frem for alt ønsker at gendanne samfundets sociale sammenhængskraft, og gennem denne sociale forening at tage fat på den store opgave at skabe en ny samfundsarkitektur. Bevægelsens fundament er en fornyet forståelse for hvert enkelt menneskes værdi og værdighed, en fornyet forståelse for at al politisk myndighed i den sidste ende ligger hos det enkelte menneske, og en forståelse for at der blandt almindelige mennesker er mål som alle deler om at leve på måder som sikrer fred og velstand og frihed nu og fremover. Det er disse fælles mål, som det politiske lederskab i årtier har vist sig ude af stand til at varetage. Det er derfor ikke et spørgsmål om det nu er det ene eller det andet parti, der sidder med regeringsmagten, men simpelthen hele det politiske system der ikke fungerer som det skal.

Som det vil blive klart for alle og enhver over de kommende år har det nuværende politiske system fungeret så dårligt, at samfundsøkonomien er helt udhulet. Svækkelsen af demokratiet, svækkelsen af den sociale sammenhængskraft samt svækkelsen af naturen som i den sidste ende er vores livsgrundlag, har bragt vores samfund på kanten af sammenbrud. Podemos er den politiske bevægelse som resolut giver handlekraften tilbage til den almindelige befolkning, så vi i fællesskab kan begynde en heling af vores nødlidende samfund.

Vores demokrati skal reformeres, så en langt større del af de politiske beslutninger tages på lokalt og kommunalt niveau. Langt hovedparten af de offentlige institutioner vil således overgå til at være lokale eller kommunale kooperativer. På lokalt og kommunalt niveau kan den fornyede borgerinddragelse i de politiske beslutningsprocesser ske ved kombinationer af konkrete borgermøder samt virtuelle møder over nettet. På nationalt og overnationalt niveau foregår borgerinddragelsen kun på nettet i form af åbne debatfora og løbende meningsmålinger, der tager bestik af den almindelige befolknings holdning til de forskellige, aktuelle, politiske spørgsmål.

Podemos – vi kan – vi kan gøre det. Tage herredømmet over vores liv tilbage.

Splittede taber vi, forenede kan vi gøre det.

 

BAGGRUNDEN FOR MANIFESTET

Svækkelsen af demokratiet har, foruden årsagerne nævnt i manifestet, også en tredje årsag, som er sværere at beskrive, men som måske er den underliggende årsag til at de andre samfundsnedbrydende tendenser kunne få lov at udfolde sig. Det handler om at vi i slutningen af 60’erne vågnede op til erkendelsen af, at vores levemåder ikke var bæredygtige. Eller med andre ord, at vi levede på måder som førte til en udtømning af ressourcer og en udpining af planetens biologiske liv, begge ensbetydende med en udtømning eller udpining af vores eget livsgrundlag.

Men denne erkendelse var simpelthen for stor og for voldsom til at hovedparten af befolkningen kunne rumme den. Og da en række konservative politikere så stillede sig op og lovede vælgerne, at alting kunne forblive som vi var vant til, da opnåede de stor popularitet, og derved blev det deres politik der blev gennemført. Men det var en politik, der baserede sig på en fortrængning og en fornægtelse af hele dette nyopdagede spørgsmål om bæredygtighed.

Med populariteten af denne nykonservatisme slog hele vores kultur og særligt vores politiske kultur ind på denne vej af fornægtelser og fortrængninger, og dermed slog kulturen samtidig ind på en kurs, hvor det blev mere og mere vanskeligt at skelne mellem hvad der var sandt og ærligt og hvad der bare var spin. Således er der sket en udhuling af sproget som gør, at ingen længere rigtig fæster lid til hvad nogen siger. Og skulle der endelig være én som trådte frem og udfordrede disse kollektive fortrængninger og fornægtelser, dvs. udfordrede de herskende illusioner, så blev han eller hun hurtigt mødt med hån og latterliggørelse nærmest fra alle sider.

Dette er baggrunden for at vi i dag står med problemer som er så enormt graverende. Fordi vi igennem 3-4 årtier har valgt at tro på illusionerne frem for at konfrontere realiteterne, er problemerne vokset til en størrelse og dybde som er langt mere skræmmende i dag end der for ca. 40 år siden.

Podemos er den politiske bevægelse, der omsider tager et opgør med dette illusionernes herredømme, og derved genskaber den politiske troværdighed, genskaber en reel samfundsforståelse, genskaber demokratiet og genskaber den politiske handlekraft.

Podemos er den politiske bevægelse der omsider tager bæredygtighedens fordring alvorligt, og resolut omskaber tidligere tiders kortsigtede og ødelæggende udvindingsøkonomiske regime til en ny tids bæredygtige kredsløbsøkonomi.

 

PARTIPROGRAMMETS OPBYGNING

Udgangspunktet for Podemos’ partiprogram er således at vi står midt i en voldsom samfundsmæssig forandringsproces. I modsætning til de eksisterende partier er Podemos villig til at tale helt åbent om denne forandringsproces og i modsætning til de eksisterende partier er Podemos villig til at understøtte disse forandringsprocesser.

Dette udsyn medfører et dilemma i forhold til den almindelige offentlige debat, fordi de eksisterende partier vedholdende diskuterer politik ud fra en forestilling om økonomisk vækst, og derfor går ud fra at vores samfund vil have flere penge til rådighed i løbet af de kommende år end vi har nu og her. Men her skal man huske på, at det der har drevet den økonomiske vækst over de seneste 3-4 årtier, har været baseret på gældsætning kombineret med regeringer og centralbankers villighed til hele tiden at udvide pengemængden, så denne gældsætning har kunnet finde sted. Med finanskrisen i 2008 brød denne politik i realiteten sammen, men regeringer verden over har nægtet at indse deres nederlag, og har i stedet pumpet penge ud i finanssektoren i et omfang som er helt uden historiske fortilfælde. Den samlede gæld i verden er fordoblet siden 2008, og hvor 100 kr. ny gæld i 60’erne gav for over 200 kr. vækst, har 100 kr. ny gæld siden finanskrisen givet for ca. 3 kr. økonomisk vækst. Denne vækst-gennem-gældsætningspolitik fungerer ganske enkelt ikke længere. Vi er i helt ukendt terræn.

Dog er der en voksende forståelse også blandt repræsentanterne for de eksisterende partier om at det måske nok bliver lidt småt med den økonomiske vækst over de kommende år. Men det betyder ikke at de samme repræsentanter sætter spørgsmålstegn ved de herskende systemer og tænkemåder. Deres konklusion er bare den, at så må vi spænde livremmen ind og klare de hårde tider indtil den økonomiske vækst kommer tilbage. Hvordan denne fornyede vækst skal komme i stand, lader de svæve i det uvisse.

Hvad vi har er altså tre forskellige bud på, hvordan vores økonomiske omstændigheder vil være over de kommende år:

  1. Økonomisk Vækst
  2. Stagnation
  3. Den Store Omstilling

Den fremherskende overbevisning indenfor Podemos er den, at Den Store Omstilling er vores sande, politiske udfordring, og det er i den retning vi som samfund skal udvikle os. Hverken Økonomisk Vækst eller Stagnation anses for reelle alternativer, men da al politisk debat op til Folketingsvalg hidtil kun har bevæget sig indenfor disse to alternativer, altså Økonomisk Vækst eller Stagnation, så har Podemos også udviklet politiske målsætninger for disse scenarier, hvis vores omstændigheder over de kommende år mod forventning skulle falde ud i retning af en af disse.

Dog er der forud for disse målsætninger, som er betingede af de økonomiske omstændigheder, også nogle principielle målsætninger for Podemos, som er uafhængige af omstændighederne, i det følgende kaldet Overordnede Målsætninger. Samt yderligere et sæt af generelle målsætninger som angår alle de områder, hvor den offentlige forvaltning, de store banker og erhvervskoncerner har fået manipuleret lovgivningen til deres favør og til ugunst for den almindelige befolkning. Dér skal denne lovgivning rulles tilbage. Vi kalder disse målsætninger for Fakkel & høtyv-punkterne.

 

PUNKTER I PARTIPROGRAMMET

  1. Demokrati
  2. Økonomi
  3. Ansvarlighed
  4. Velfærd
  5. Landbrug
  6. EU
  7. FN og Nato

 

1. DEMOKRATI

Overordnede målsætninger

Vores nuværende politiske system er ikke længere egnet til at sikre, at det er den almindelige befolknings interesser der varetages. Der er på mange måder sket en voldsom centralisering af både den økonomiske og politiske magt over de seneste årtier, og det politiske område er blevet så sammenflettet med det økonomiske område, at det er magthavernes egne interesser og ikke befolkningens, der bestemmer de politiske tiltag. Det ses med den største tydelighed i det politiske systems villighed til siden finanskrisen i 2008 at understøtte de store banker på befolkningens bekostning.

Det repræsentative demokrati har afsløret sig som så dysfunktionelt, at det ikke længere fortjener betegnelsen demokrati. Demokrati her i det 21. århundrede er noget helt andet. Almindelige mennesker behøver ikke at kæmpe for at få politisk indflydelse, de skal blot indse at magten allerede ligger hos dem. Demokrati betyder at det er almindelige mennesker der bestemmer.

Podemos’ plan for en fornyelse af demokratiet handler om at beslutningskraften flyttes tilbage til der hvor mennesker er, både hvor de konkret opholder sig og hvor de er mht. opfattelser og holdninger. Hjertet i Podemos-bevægelse er denne vilje til at søge sammen, denne vilje til at danne fællesskaber, vi kalder dem cirkler, og disse cirkler kan altså være funderede enten i et bestemt lokalområde eller i en bestemt sag, som medlemmerne af cirklen brænder for.

På det nationale niveau vil input fra cirklerne således løbende få indflydelse på den førte politik og samtidig etableres der debatcirkler for alle landspolitiske spørgsmål samt officielle meningsmålinger, der løbende tager bestik af befolkningens holdninger til de aktuelle politiske spørgsmål. Folketinget og dermed det repræsentative demokrati vil således bestå, mest som en praktisk foranstaltning, for mandatet til at gennemføre de forskellig love må Folketinget løbende indhente fra cirklerne.

Denne reformation af vores demokrati er Podemos-bevægelsens højeste målsætning, og Podemos vil aldrig afvige fra at forfølge dette mål og få gennemført de nødvendige tilretninger af Danmarks Grundlov.

 

2. ØKONOMI

Podemos’ udgangspunktet for at diskutere økonomi er, at Danmark og Europa er virkelig, virkelig på spanden. Hvordan danske virksomheder har tjent penge over de seneste årtier kan opgøres i følgende kategorier:

  1. Man har udvundet ressourcer af naturgrundlaget. Men disse ressourcer viser nu tegn på udpining over en bred kam, og omkostningerne ved udvindingen vokser derfor markant, og indtjeningen falder altså lige så markant. Her tænkes særligt på olie- og gasudvindingen i Nordsøen samt hele landbrugsproduktionen.
  2. Man har udflyttet industrier til udviklingslande med meget lavere lønniveauer og meget lavere krav til miljø- og arbejdsmiljøforhold. Men denne forretningsmodel forudsætter jo, at de pågældende lande accepterer at indtjeningen på denne produktion bliver ført ud af landet, og med de forventelige hårde økonomiske tider forude er det meget lidt sandsynligt, at denne kapitaludførsel får lov at fortsætte. Disse industrier må derfor anses for tabte for dansk økonomi.
  3. Man har udviklet teknologiske produkter som var så fortræffelige, at de blev efterspurgt internationalt, også selvom det høje omkostningsniveau i Danmark førte til høje priser. Disse virksomheder er dog under pres som følge af de nyindustrialiserede landes kapacitet til hurtigt at kopiere produkterne og derpå tilbyde dem til en meget lavere pris.
  4. Man har brugt virksomhedernes egenkapital som indskud i forskellige finansielle satsninger, som har ført til store kortsigtede kapitalindkomster, men desværre også til meget store gældsposter, og mange danske virksomheder er derfor allerede i dag teknisk insolvente.

Om deglobalisering

Podemos’ vision for gendannelsen af en sund samfundsøkonomi baserer sig på initiativer som kan samles under en overskrift der hedder deglobalisering. For Podemos er det ikke noget ideologisk. Tværtimod ønsker Podemos i enhver henseende at fremme reelt verdensborgerskab, men de herskende globaliserede modeller er bare så grundigt bankerot. For Podemos er deglobaliseringen derfor udelukkende en praktisk foranstaltning, et bud på hvordan vi overhovedet får samfundet til at køre rundt i midten af en verdensomspændende økonomisk nedsmeltning.

Podemos er derfor heller ikke enten socialistisk eller kapitalistisk, men både socialistisk og kapitalistisk, og måden dette kommer i stand er gennem den fornyede lokale forankring af praktisk talt alle vores samfundsinstitutioner. Folk i lokalområderne må simpelthen finde ud af tingene selv, hvordan de kan holde noget industri i gang der kan give noget indtjening, hvordan de kan holde skolerne og sygehusene i gang, når der ikke længere kommer nogle penge fra staten. Det er kun hvis folk kan finde sammen og danne fællesskaber (cirkler, socialisme) at samfundet opnår handlekraft, omvendt må hver enkelt også byde ind med hvad de har og hvad de kan og tuskhandle indbyrdes samt som lokalsamfund udveksle produkter med det omgivende samfund (kapitalisme).

Podemos findes for at genoplive samfundet på et meget kritisk punkt, og klarer vi os igennem de første svære år, så er der pludselig fantastiske nye muligheder for vækst og velstand. Så vil vi have fået ryddet ud i alle de fejlagtige og fordrejede samfundsmæssige forestillinger, fået fødderne på jorden og fået vasket tavlen ren som basis for forestillinger om, hvad det egentlig er for et samfund vi ønsker at skabe. Og her fra kan en helt ny form for globalisering muligvis tage sin begyndelse, en mellemfolkelig, humanistisk form for globalisering.

Overordnede målsætninger

Podemos’ overordnede målsætninger indenfor økonomien er et samfund, hvor ingen bliver ladt i stikken og hvor alle som udgangspunkt selvfølgelig har noget at bidrage med til fællesskabet. De ekstreme, økonomiske uligheder opbygget over de seneste årtier har været nedbrydende for samfundets sammenhængskraft og skal udlignes, ikke totalt men ned i et alment accepteret leje. Efter Podemos opfattelse har de seneste årtiers finansielle cirkus ført til fordrejede forestillinger om hvad samfundsøkonomien handler om, og Podemos står således for en genindførelse af sund fornuft og nogle mere håndgribelige måder at opgøre hvad der har samfundsmæssig værdi.

Fakkel & høtyv-punkter

  • Stop for erhvervslivets skatteunddragelse
  • Afgifter på kapitalgevinster
  • Gældssanering for særligt udsatte
  • Indførelse af en fleksibel SU-ordning frem for den rigide klippekortordning

Målsætninger i henhold til udviklingen

.     1. Økonomisk Vækst
.     – Borgerløn
.     – Forbedring af vilkårene for at
.       drive små og mellemstore
.       virksomheder
.     – Reform af beskæftigelses-
.       indsatsen
.     – Understøttelse af lokal-
.       økonomi
.     –
.     –
.                                            2. Stagnation
.                                            – Hvor sociale sikkerhedsnet er
.                                              fjernet skal de genindføres, så
.                                              ingen falder ud af samfundet
.                                            – Forbedring af vilkårene for at
.                                              drive små og mellemstore
.                                              virksomheder
.                                            – Reform af beskæftigelses-
.                                              indsatsen
.                                            – Understøttelse af lokal-
.                                              økonomi
.                                            –
.                                            –
.                                                                                       3. Den Store Omstilling
.                                                                                       – Indførelse af en ny samfunds-
.                                                                                         arkitektur, hvor der etableres
.                                                                                         en politisk struktur på lokal-
.                                                                                         niveau kaldet Kvarterenheden,
.                                                                                         som er geografisk afgrænset
.                                                                                         og omfatter typisk 150-200
.                                                                                         mennesker
.                                                                                       – Med assistance fra både stat
.                                                                                         og kommuner skal Kvarter-
.                                                                                         enhederne hurtigst muligt i
.                                                                                         gang at etablere en basal
.                                                                                         grad af selvforvaltning og
.                                                                                         selvforsyning
.                                                                                       – Alle offentlige opgaver med
.                                                                                         undtagelse af militæret og
.                                                                                         den statslige administration
.                                                                                         lægges ind under kommu-
.                                                                                         nerne og kvarterenhederne
.                                                                                         som herefter forvalter
.                                                                                         opgaverne selv
.                                                                                       – Sygehusvæsenet decentra-
.                                                                                         liseres således at sygehusene
.                                                                                         igen bliver kommunale, fordi
.                                                                                         praktisk al økonomi ligger i
.                                                                                         kommunerne
.                                                                                       – Er der overhovedet et skatte-
.                                                                                         grundlag vil skattebetalinger
.                                                                                         gå til kommunerner som der-
.                                                                                         efter sender en mindre del
.                                                                                         videre til staten
.                                                                                       – Gældende lovgivning gennem-
.                                                                                         gås for utilsigtede og uhensigts-
.                                                                                         mæssige konsekvenser som
.                                                                                         følge af de radikalt ændrede
.                                                                                         omstændigheder. Fx skal folk
.                                                                                         ikke sættes på gaden, hvis bag-
.                                                                                         grunden for at de ikke kan
.                                                                                         betale husleje/afdrag er, at
.                                                                                         samfundsøkonomien er mere
.                                                                                         eller mindre brudt sammen.
.                                                                                         Eller ved krak af erhvervs-
.                                                                                         virksomheder skal disse ikke
.                                                                                         bare splittes ad uden at det
.                                                                                         først er undersøgt om virk-
.                                                                                         somheden eventuelt kan
.                                                                                         videreføres i en anden form,
.                                                                                         fx som medarbejderejet
.                                                                                       – Lokaløkonomier understøttes
.                                                                                         af et liberaliseret pengevæsen
.                                                                                         med timebytteordninger og
.                                                                                         lokale penge
.                                                                                      –
.                                                                                      –

 

3. ANSVARLIGHED

Som nævnt i manifestet er Podemos vokset frem af almindelige menneskers frustration over deres politiske ledere. En stor del af denne frustration handler om, hvordan ansvarligheden af lederskabet, både det private og det offentlige, er gået fløjten. Måden samfundet er blevet ledet over de seneste årtier har været ryggesløs. Intet mindre. Og derfor må vi nøje overveje, hvor det er at vores samfundsforestillinger og samfundsinstitutioner har slået fejl, og derved har tilladt denne ryggesløshed at brede sig. Et bud på et helt overordnet svar på dette spørgsmål er givet under punktet ”Baggrund for manifestet”. Når det er sagt er der dog tre helt åbenlyse, og meget specifikke problemstillinger som angår 1. Måderne vi har bedrevet offentlig forvaltning, 2. Måderne vi har drevet privat erhvervsvirksomhed og 3. Måderne vi har drevet bankvirksomhed.

1. Mht. den offentlige forvaltning har problemerne knyttet sig til centraliseringen af den offentlige forvaltning, og med denne centralisering er der sket en form for professionalisering af den offentlige forvaltning. Denne professionalisering af forvaltning har desværre bare ikke været ensbetydende med at de offentlige opgaver blev løst mere professionelt. Det har snarere betydet, at det er de administrative aspekter af løsningen af de offentlige opgaver, der har domineret. Hvad vi taler om er den såkaldte djøfisering samt fovaltningsmæssige initiativer som New Public Management. Den administrative ledelse har således sat sig tungt på de offentlige opgaver, og har været mere fokuserede på at optimere deres egen forvaltningsopgave end at understøtte det værdiskabende ved de pågældende services. Derved er tilliden til og kvaliiteten af de offentlige services blevet udhulet.

2. Har udviklingen indenfor den offentlige forvaltning været skæv, så har udviklingen indenfor det private erhvervsliv været langt værre. I virkeligheden har vi indrettet vores samfund på en måde som er dømt til at føre til ryggesløs adfærd. Vi har skabt en institution vi kalder et aktieselskab, og denne institution betror vi varetagelsen af en mængde vitale samfundsfunktioner, men samtidig giver vi denne institution retten til udelukkende at operere ud fra egeninteresser. Det altdominerende fokus for lederne indenfor det private erhvervsliv har igennem de seneste årtier været ”shareholdervalue” altså afkast til aktionærerne, og virksomhedslederne er i stadigt stigende omfang blevet aflønnede iht. deres evne til at skabe afkast til aktionærerne. Fra et samfundsmæssigt synspunkt rummer denne konstruktion i sig selv en stærk tendens mod korruption. Men det er ikke det eneste.

Med vores aktieselskabskonstruktioner har vi samtidig skabt en institution, hvor indtjeningen er privat men en stor del af omkostninger ved den givne produktion kan ofte tørres af på det omgivende samfund. I stedet for at forlange at virksomheder hæfter for hver eneste utilsigtede konsekvens af deres produktion og deres produkt, så går bevisbyrden den anden vej, at samfundets myndigheder skal kunne bevise at der forelå en forhåndsviden om at produktionen eller produkter havde skadelige virkninger, førend at virksomheden kan drages til ansvar. Og oveni det kan så lægges, at vores økonomiske systemer på nuværende tidspunkt er ude af stand til at opgøre de reelle omkostninger ved enhver given produktion, fordi vi ikke har nogen redskaber til at opgøre alle de mange miljøbelastninger, herunder CO2-udledning. Dette er såvel en opskrift på ryggesløs adfærd. Men der er mere.

Skulle et givent aktieselskab optræde komplet ryggesløst og derved påføre det omgivende samfund store omkostninger, så er det kun i helt særlige tilfælde muligt at drage den skrupelløse ledelse til ansvar. Således har vi med vores nuværende aktieselskaber skabt en institution der fremmer både egoisme og ryggesløshed og det i en grad at det nærmer sig misbrugslignende adfærdsmønstre.

3. Har udviklingen indenfor den offentlig forvaltning været skæv og udviklingen inden erhvervslivet langt værre, så har udviklingen indenfor bankvæsenet været katastrofal. Udover de indbyggede tendenser til ryggesløshed som har gjaldt erhvervslivet generelt, har bankvæsenet siden 80’erne haft nogle vilkår som i praksis ikke satte nogen grænser for hvilke fiduser bankerne kunne slippe afsted med. Op igennem 80’erne og 90’erne udvikledes en lang række finansielle produkter, som tillod at de samfundsmæssige aktiver i form af ejendomme og produktionsmidler kunne belånes i en grad som var helt uden proportioner og helt uden historiske fortilfælde. Og denne spekulationsøkonomi, som bare har drevet værdien af de samfundsmæssige aktiver kunstigt op og derved muliggjort en stadig større gældsætning, den har nu nået et niveau, hvor den samlede gæld i verden, som er bundet i finansielle papirer, er mindst 15 gange og sandsynligvis nærmere 40 gange så stor som værdien af alt hvad der årligt produceres på hele planeten.

Det har været ufattelig skødesløst, at vi har ladet denne spekulationsøkonomi gå sådan amok, men det har ikke bare været skødesløst, det har samtidig været dybt samfundsnedbrydende ved de enorme uligheder det har skabt samt ved det regimente de multinationale banker har fået mulighed for at indføre, hvor de reelt har kunnet diktere den økonomiske politik som nationalstaterne hver især skulle følge, hvis de ønskede vækst og velstand. Denne politik dikteret af det multinationale bankvæsen er hvad vi kender som ”konkurrencestaten”, og det er samme politik som siden finanskrisen har forlangt ”austerity”, dvs. strenge spareforanstaltninger, i praktisk i alle lande kloden over for at landene kan betale af på deres gæld til bankerne. Denne forskydning af den politiske magt, som finanskapitalismen har forårsaget, er så alvorlig, at det ikke er urimeligt at kalde den et kup. Podemos er den store demokratiske reformbevægelse, der resolut tager den politiske magt tilbage og i højere grad end nogensinde tidligere grundfæster den i befolkningen.

Overordnede målsætninger

På baggrund af alt dette er det ikke mærkeligt at vores samfundsøkonomi er udhulet. Og det er ikke mærkeligt at vores samfund er nedslidt hvad angår social sammenhængskraft. Og det er heller ikke mærkeligt, at disse fordrejede økonomiske tænkemåder har ført til misrøgt og udpining af naturen og dermed udpining af vores eget livsgrundlag. Podemos er opstået for at gøre op med hele denne livsform af ryggesløhed og beruselse. Det er vores samfunds overlevelse, der er på spil. Det er vores planets mangfoldige biologiske liv og hjemsted for vores art, der er på spil. Vi skal have genindført noget fornuft, en sans for proportioner, en sans for ligeværdige relationer, en forståelse for at det enkelte menneskes lykke er kædet sammen med andre menneskers lykke og med trivslen af alle andre livsformer.

Fakkel & høtyv-punkter

  • Topstyringsregimet indenfor den offentlige forvaltning afvikles og større selvforvaltning indføres
  • Revision af Selskabsloven så fuld ansvarlighed for virksomheders aktiviter indføres, herunder en langt højere grad af personligt ansvar for ledelsen
  • Skærpede kapitalkrav til banker og andre finansielle institutioner
  • Bankvirksomhed igen skal skilles i to kategorier, almindelige banker og investeringsbanker
  • Kulegravning af udviklingen i priser og gebyrer indenfor bankverdenen
  • Kulegravning af den generelle prisudvikling og tilbageførsel prisstigninger hvor institutioner eller virksomheder har udnyttet deres monopolstatus eller lignende asymmetriske kundeforhold
  • Kulegravning af bonus- og fratrædelsesordninger både indenfor det offentlige og det private
  • Kulegravning af det juridiske og politiske grundlag for salget af en større aktiepost i Dong Energy til New Energy Investment i januar 2014. Undersøgelsen gives mandat til at kende aftalen ugyldig såfremt det juridiske eller politiske grundlag ikke var i orden
  • Kulegravning af det juridiske og politiske grundlag for Dankortet og Nets samt grundlaget for salget af disse samfundsinstitutioner til udenlandske kapitalfonde. Undersøgelsen gives mandat til at kende salget ugyldigt såfremt det juridiske eller politiske grundlag ikke var i orden

Målsætninger i henhold til udviklingen

(Nedenstående opstillinger skal læses i forlængelse af punkterne anført under ”Målsætninger i henhold til udviklingen” i foregående afsnit af partiprogrammet)

.     1. Økonomisk Vækst
.     – Sikring af offentligt ejerskab
.       indenfor følgende områder:
.       Sundhed
.       Uddannelse
.       Retsvæsen
.       Forsvar
.     – Styrkelse af borgernes opsyn
.       og kontrol med:
.       Energisektoren
.       Offentlig transport
.       IT-infrastruktur
.     –
.     –
.                                            2. Stagnation
.                                            – Hvor sociale sikkerhedsnet er
.                                              fjernet skal de genindføres, så
.                                              ingen falder ud af samfundet
.                                            – Forbedring af vilkårene for at
.                                              drive små og mellemstore
.                                              virksomheder
.                                            – Reform af beskæftigelses-
.                                              indsatsen
.                                            – Understøttelse af lokal-
.                                              økonomi
.                                            –
.                                            –
.                                                                                      3. Den Store Omstilling
.                                                                                      – Gældende lovgivning gennem-
.                                                                                        gås for utilsigtede og uhensigts-
.                                                                                        mæssige konsekvenser som
.                                                                                        følge af de radikalt ændrede
.                                                                                        omstændigheder. Fx skal folk
.                                                                                        ikke sættes på gaden, hvis bag-
.                                                                                        grunden for at de ikke kan
.                                                                                        betale husleje/afdrag er, at
.                                                                                        samfundsøkonomien er mere
.                                                                                        eller mindre brudt sammen.
.                                                                                        Eller ved krak af erhvervs-
.                                                                                        virksomheder skal disse ikke
.                                                                                        bare splittes ad uden at det
.                                                                                        først er undersøgt om virk-
.                                                                                        somheden eventuelt kan
.                                                                                        videreføres i en anden form,
.                                                                                        fx som medarbejderejet
.                                                                                      – Ved enhver konkurssag skal
.                                                                                        rækkefølgen af hvem der
.                                                                                        tilgodeses suspenderes, og
.                                                                                        rækkefølgen skal herefter
.                                                                                        revideres iht. hvem der op til
.                                                                                        konkursen har taget urimelige
.                                                                                        risici og således kan siges at
.                                                                                        have forårsaget den i mod-
.                                                                                        sætning til mere eller mindre
.                                                                                        sagesløse indskydere
.                                                                                      –
.                                                                                      –

 

4. VELFÆRD

Den skandinaviske velfærdsstat, som den udvikledes i årene efter 2. Verdenskrig, markerer i flere henseender et højdepunkt i menneskehedens civilisation. Der er en grund til at befolkninger, som indenfor de seneste 50 år er lykkedes med at vriste sig fri af diktatoriske styreformer, at de ofte havde den skandinaviske velfærdsstat som forbillede for det samfund de ønskede at skabe. Det var den fine balance mellem på den ene side en dynamisk erhvervssektor, som var fokuseret på at skabe velstand gennem udvikling og fremstilling af gode, nyttige produkter, og på den anden en udbredt forståelse for at mange samfundsmæssige opgaver blev løst bedst ved at blive varetaget af en velfungerende offentlig sektor. Samfundet havde således ikke bare ét sæt af målsætninger men flere som levede side om side. Skolesystemet var ikke bare læringsanstalter, men orienterede sig foruden læringen mod et bredt udsyn og humanistisk dannelse. Overalt oprettedes institutioner til varetagelse af det almene vel i form af sygehuse, forsyningsselskaber, kulturinstitutioner, og i det store og hele blev opgaverne løst i disse offentlige institutioner med fokus rettet mod de borgere man tjente.

Men hen ad vejen tabte vi blikket for det større samfund. Folk indenfor erhvervslivet følte i stigende grad, at hele den offentlige sektor var en klods om benet, og begyndte allerede i 60’erne og 70’erne at befri sig for denne byrde gennem forskellige former for skattetænkning. Samtidig havde mange af de offentlige institutioner vokset sig meget store, og indenfor disse store institutioner blev det mere og mere almindeligt, at forskellige faggrupper havde forskellige interesser og begyndte at strides indbyrdes. Og for at sikre stadig flere midler til disse store institutioner begyndte stridigheder i det offentlige rum om fordelingen af de offentlige midler. Det var som om blikket for det større samfunds ve og vel gradvist blev trængt i baggrunden og erstattet af motivationer baseret på egeninteresser.

Denne opløsning af den almene samfundsforståelse kulminerede i 70’erne. Samfundet var da blevet en slagmark for forskellige grupperingers vidt forskellige interesser, og denne ørkesløse tilstand banede vejen for neokonservatismen, som den blev introduceret af Thatcher og Reagan og i det hjemlige af firkløverregeringen med Schlüter i spidsen. Neokonservatismen skabte ikke en ny samfundsmæssig vision som samlede befolkningen, men den indførte nogle spilleregler som befolkningen accepterede i mangel af bedre. Betegnelsen neokonservativ gik på grundholdningen og spillereglerne var hvad vi siden har forstået som neoliberalistiske. I sit samfundssyn var neokonservatismen/neoliberalismen et tilbageskridt i forhold til den oprindelige velfærdsstat, men velfærdsstaten var gået i opløsning i takt med, at alle var begyndt bare at tænke på sig selv. Man kan sige at neokonservatismen/neoliberalismen læste tiden rigtigt, for det var jo netop denne politiske tankegang der legitimerede at folk bare tænkte på sig selv.

Denne individualistiske holdning, at det er i orden bare at tænke på sig selv, havde store konsekvenser for måden vores samfund fungerede. Væk var enhver form for solidaritet, enhver form for loyalitet, og hvad vi i stedet havde var samfundskontrakter. Borgerne betalte deres skat, og så lovede politikerne til gengæld borgerne at levere det og det. Borgerne blev derfor en slags kunder i butikken Velfærdsstaten, og da kunderne jo netop bare tænkte på sig selv og i øvrigt allerede havde betalt, tog brokkeriet over de offentlige services voldsomt til i styrke, hvilket forstærkede tendenserne til at opfatte de offentlige ydelser som en kontrakt eller en vare og førte til et administrativt produktivitetsregimente, der nu har kørt i over tre årtier. Og samme neoliberalistiske det-er-i-orden-bare-at-tænke-på-mig-selv-holdning var det der legitimerede hele det finansielle spekulationscirkus og udflytningen af arbejdspladser og helt nye niveauer af skatteunddragelse indenfor erhvervslivet.

Og hvor er det så alt dette efterlader os? Ja, som tidligere sagt: Virkelig, virkelig på spanden. Der er ganske enkelt ikke længere nogen indtjening i det danske samfund, der bare tilnærmelsesvist kan finansiere det velfærdssamfund vi har været vant til. Den dag indtjeningerne på finansspekulationen ikke længere er der, og i forlængelse heraf, den dag danske virksomheder ikke længere kan føre indtjeningen på produktion i udlandet hjem til Danmark, så er det økonomiske grundlag for velfærdsstaten ikke længere til stede. Hele denne baggrundshistorie tjener således det formål at forklare, hvordan vores nuværende krise har sine årsager som går adskillige årtier tilbage, og derfor findes der heller ikke nogen realpolitiske tiltag som kan genoprette velfærdssamfundet indenfor en overskuelig horisont.

Omvendt kan vi ikke bare give op overfor at søge at stræbe efter en bedre fremtid for alle, og det er samtidig vigtigt at huske på, at velfærdssamfundet er allerede på mange måder er ophørt med at levere velfærd. Flere og flere mennesker falder ud af de offentlige systemer, der er allerede store huller i det sociale sikkerhedsnet, og derfor er der heller ikke længere nogen der kan føle sig trygge. På den ene side må vi erkende at velfærdstaten er tabt, men det betyder jo bare, at vi så må klargøre hvad velfærd betyder for os nu og her, i Danmark, i starten af det 21. århundrede.

Overordnede målsætninger

Velfærd er tryghed.
Velfærd er at mærke at man er en del af et fællesskab.
Velfærd er at være fri til at være den man er.
Velfærd er at kunne bestemme over sit eget liv og hvad man vil bruge det til.
Velfærd er at skabe værdi for andre samtidig med at man skaber værdi for sig selv.
Velfærd er at have tid til sine børn mens de er små.
Velfærd er at vide at der bliver taget hånd om én hvis man bliver syg.
Velfærd er at vide at samfundet aldrig vil lade én i stikken.
Velfærd er at vide at samfundet ledes på måder som er ansvarlige.
Velfærd er at vide at man som borger har indflydelse på samfundets ledelse.
Velfærd er at leve i et samfund hvor lovene gælder ligeligt og bliver opretholdt.
Velfærd er …

Fakkel & høtyv-punkter

  • Der skal løsnes op for stive systemer og stiv sagsbehandling i kommunerne, og i stedet skal der åbnes for mere fleksible løsninger. Sagsbehandlerne i kommunerne skal simpelthen ikke have muligheden for bare at slå ud med armene og sige ”Der er ikke noget vi kan gøre”. Der er altid noget man kan gøre med noget fleksibilitet og kreativitet
  • Arbejdsmarkedets parter bliver også nødt til at vise langt større feksibilitet og kreativitet, hvis kommunerne skal være i stand til at finde utraditionelle løsninger for deres borgere
  • En helt elementær kvalitet af de kommunale services til samfundets allersvageste grupper, de gamle, de handicappede, de kronisk syge, skal sikres

Målsætninger i henhold til udviklingen

.     1. Økonomisk Vækst
.     –
.     –
.                                            2. Stagnation
.                                            –
.                                            –
.                                                                                       3. Den Store Omstilling
.                                                                                       –
.                                                                                       –

 

 5. LANDBRUG

Hvor vores hidtidige ryggesløse samfundsmæssige adfærd er kommet stærkest til udtryk har været i vores bortødslen af ikke-fornybare ressourcer samt i vores misrøgt af vores landbrugsjord. Og når vi i dag står med så store udfordringer mht. klimaforandringer skyldes det begge disse forhold. Altså vores bortødslen af ikke-fornybare ressourcer i form af afbrænding af olie og naturgas samt vores misrøgt af landbrugsjorden ved at muldlaget er blevet fortrængt over det meste af klodens landbrugsjord, og erstattet med dyrkningsmetoder baseret på kunstgødning som igen er baseret på et stort indskud af fossile brændstoffer. Hvor alvorligt er det at mulden er blevet fortrængt over det meste af kloden? Ja, det er så alvorligt at det formentlig er den største trussel menneskeheden er konfronteret med.

Jordens muldlag har til alle tider været der, hvor planetens liv udfoldede sig med den største intensitet. Der hvor der var de fleste arter af organismer der virkede sammen på de mest varierede måder. Og hele dette højtudviklede økosystem har vi altså fordrevet i vores blinde og egocentriske forfølgelse af egeninteresser. Derved har vi gjort vores fødevareforsyning fuldkommen afhængig af adgangen til billigt fossilt brændstof, og vi har samtidig ødelagt planetens primære medium for optagelse af atmosfærisk CO2, og har derved lagt en dobbeltbelastning på planeten mht. global opvarmning.

Dertil kommer så vores grusomme metoder for at opdrætte svin, kvæg og fjerkræ til kødproduktion, hvor vi ikke viser den mindste følsomhed for at det rent faktisk er levende skabninger vi har med at gøre. Og ikke bare er metoderne grusomme overfor dyrene, de er også så sygelige og dysfunktionelle, at de udgør en stor sundhedsrisiko for befolkningen og en kæmpe belastning for det naturlige miljø.

Podemos er den politisk bevægelse, der omsider gør op med denne grusomhed og idioti, kalder tingene ved deres rette navne, og forlanger en revolution af vores dyrkningsmetoder. Intet mindre. For Podemos er der ingen pris der er for høj for genindførelsen af opdræts- og dyrkningsmetoder, som respekterer livet i alle dets former.

Korruptionen af det danske landbrug er sket sideløbende med finanskapitalismens himmelflugt og har spejlet den ved måderne der er sket en enorm koncentration af ejerskabet til landbrugsjorden samt ved måderne nogle komplet urealistiske vækstprognoser førte til en enorm investeringsbølge i materiel og udstyr, som fuldkommen bevidstløst udrullede de allerede dysfunktionelle, industrielle koncepter. Set i forhold til det presserende behov for en revolution af vores opdræts- og dyrkningsmetoder, virker denne koncentration af ejerskabet slet ikke hensigtsmæssig. Grunden hertil er at stordriftslandbrug typisk bliver drevet med profit for øje, og Podemos er derfor parat til aktivt at opbryde ejerskabsstrukturene i landbruget, så ejerskabet til landet igen bliver distribueret, og en omsorg for landet og dyrene og mulden igen kan vinde frem.

Overordnede målsætninger

Se ovenfor.

Fakkel & høtyv-punkter

  • Skærpelse af regler for dyrevelfærd
  • Styr på svineproduktionens brug af penicilin
  • Beskyttelse af den resterende frie natur mod skadelige påvirkninger fra landbruget

Målsætninger i henhold til udviklingen

(Nedenstående opstillinger skal læses i forlængelse af punkterne anført under ”Målsætninger i henhold til udviklingen” i foregående afsnit af partiprogrammet)

.     1. Økonomisk Vækst
.     – Gældssanering for små og
.       mellemstore landbrug ved
.       skift til økologisk jordbrug
.     –
.     –
.                                            2. Stagnation
.                                            – Gældssanering for små og
.                                              mellemstore landbrug ved
.                                              skift til økologisk jordbrug
.                                            –
.                                            –
.                                                                                       3. Den Store Omstilling
.                                                                                       – Benytte den kommende
.                                                                                         finanskrise til en omlægning af
.                                                                                         ejerforholdene i landbruget
.                                                                                       – Omfattende programmer for
.                                                                                         bylandbrug til sikring af en
.                                                                                         basal selvforsyning
.                                                                                       – Resolut og konsekvent omlæg-
.                                                                                         ning til økologisk jordbrug
.                                                                                       – Stor genbosættelse i land-
.                                                                                         distrikterne, herunder mange
.                                                                                         flere beskæftigede i land-
.                                                                                         bruget
.                                                                                       –
.                                                                                       –

 

6. EU

Økonomisk magt er politisk magt, og der er ingen tvivl om, at der i den oprindelige vision for Det Europæiske Fællesskab lå et ønske om at efterkrigstidens genopbyggede Europa skulle forenes for at kunne danne en politisk modvægt til både USA og Sovjetunionen. Og midlet til at opnå denne politiske magt var den økonomiske magt der lå i et fælles marked, altså Det Europæiske Fællesmarked eller EF eller senere EU. Det fælles marked var samtidig et på mange måder praktisk og potentielt fordelagtig initiativ, og det kunne derfor også samle udbredt opbakning i de vesteuropæiske nationalstater. Men vi må ikke glemme de større politiske visioner som Adenauer og de Gaulle m.fl. så for sig ved etableringen af EU. Med de bitre erfaringer fra både første og anden verdenskrig i frisk erindring var der i de øverste europæiske politiske lag en stærk vilje til forsoning og en vilje til at etablere en overnational politisk struktur, som kunne forhindre at den form for altødelæggende konflikter kunne ske igen. Hvor FN havde samme vision for alverdens lande, men i kraft af de meget store forskelligheder verdens lande imellem også havde svært ved at omsætte visionerne i konkrete aftaler, så udgjorde EU et helt anderledes seriøst forsøg på at binde nationer sammen i nogle overnationale, forpligtende aftaleforhold.

De store og fine visioner til trods led EU-projektet alligevel skibbrud. Økonomisk magt er politisk magt, og ligesom bankvæsenet og de store erhvervskoncerner har sat sig på den politiske magt i USA, således er EU også blevet et instrument for de samme interesser i Europa. Dertil kommer så de samme tendenser som nationalstaterne har oplevet mht. topstyring, detailregulering og overvågning af den almindelige befolkning. EU har fundamentale problemer med et demokratisk underskud, et komplet fravær af dialog med befolkningerne ud over Europa, og store problemer med lobbyisme og sammenfaldende interesser og forbindelser mellem de højest placerede embedsmænd og de store eksterne magtfaktorer. Set fra almindelige menneskers standpunkt er EU blevet et redskab for magthavernes kontrol mere end befolkningernes redskab til vækst og trivsel.

Med finanskapitalismens himmelflugt er EU blevet så korrumperet af økonomiske særinteresser, at befolkningerne ud over hele EU efterhånden er tilbøjelig til helt at opgive projektet. Indenfor det samme tidsrum er der dog også sket noget andet. Almindelige mennesker, særligt unge mennesker, har rejst og studeret og arbejdet fuldkommen frit indenfor EU, og EU er samtidig blevet en faktor i verden som matcher de øvrige storpolitiske aktører, og derfor findes der i dag en grundlæggende europæisk fællesskabsfølelse. Hvor det i EU’s etableringsfase forekom mange abstrakt at tænke på sig selv som europæer, så er det i dag for mange ikke længere nogen abstraktion men noget konkret. Ligesom folk der er engageret i Podemos-bevægelsen i Danmark føler sig forbundet med Podemos-bevægelsen i Spanien eller andre reformdemokratiske bevægelser ud over hele Europa.

På den baggrund er Podemos ikke imod EU som sådan, holdningen er snarere den, at enten bliver EU grundlæggende reformeret sideløbende med at de nationale demokratier bliver reformerede, eller også må EU-projektet opgives. Det siger sig selv, at Podemos-bevægelsen ikke kan acceptere at EU virker som en stopklods for de nødvendige politiske reformer. Så gør EU sig til fjende af reformerne, og så dør EU i denne kamp.

Inden der dog blæses til kamp mod de dysfunktionelle træk ved det nuværende EU, så skal vi også huske på, hvilken rolle EU har spillet internationalt. Selvom repræsentanterne for de øvrige supermagter ler ad de komplicerede politiske processer der karakteriserer EU, så er det ikke desto mindre EU der er gået foran i bestræbelserne på at få nogle forpligtende aftaler i stand på klimaområdet. Ovenikøbet i tæt samarbejde med en stor gruppe udviklingslande og altså uden at skele til, at aftalerne må siges at være ufordelagtige for EU i en snæver økonomisk forstand. På den måde er det faktisk lykkedes EU at gøre en forskel internationalt, ikke tilnærmelsesvist nok til reelt at overkomme vores problemer, men nok til at vise, at vi europæere er villige til at sætte vores egne snævre interesser i baggrunden for i stedet at prioritere hele menneskehedens og planetens trivsel. Og det er altså ikke nogen lille politisk manifestation. Det er tværtimod en kæmpe sejr i holdningsmæssig forstand.

Overordnede målsætninger

Podemos står for et demokratisk reformeret EU. Ligesom Podemos-bevægelsen reformerer de nationale demokratier nedefra og op, således skal hele EU-systemets arkitektur ombygges, så en reel demokratisk fundering opnås. Og ligesom på det nationale niveau skal den politiske ledelse af EU befries for al den ulidelige topstyring og detailregulering. Hvor abrupt eller gradvis denne reformation af EU bliver, afhænger af hvor abrupt eller gradvist forholdene i verden i øvrigt ændres. Hvis den kommende finanskrise medfører at alle de store erhvervskoncerner vil ligge i ruiner, så vil fokus selvfølgelig ligge på hurtigt at få nogle nye, levedygtige strukturer kørt i stilling. Hvis omvendt de store erhvervskoncerner overlever, så vil det blive en gradvis proces at holde disse interesser i snor samtidig med at nye modeller vinder frem.

For Podemos kan der godt tænkes flere koordinerede, fælles politiske initiativer på EU-plan, men ikke i form af suverænitetsafvigelser fra nationalstater og således heller ikke i retning af Europas Forende Stater. For Podemos er det fine ved EU, at nationalstaterne bevarer deres integritet og på det grundlag finder løsninger til fælles bedste. På den måde adskiller den politiske vision sig ikke fra de politiske idealer der gælder helt ned til det enkelte individ. Her er det også målet at enhver bevarer sin fulde integritet, og fra det standpunkt påvirker tingene i de retninger han eller hun synes er gode og hensigtsmæssige.

Fakkel & høtyv-punkter

  • Fuld transparens skal indføres og EU-kommissionen skal løbende kunne stilles til ansvar
  • EU-kommissionens hidtidige relationer til banker og storkoncerner skal kulegraves
  • EU-kommissionen skal redegøre for og fremsætte forslag til imødegåelse af de enorme uligheder som udviklet sig over de seneste årtier
  • TTIP-planerne stoppes

Målsætninger i henhold til udviklingen

.     1. Økonomisk Vækst
.     –
.     –
.                                            2. Stagnation
.                                            –
.                                            –
.                                                                                       3. Den Store Omstilling
.                                                                                       –
.                                                                                       –

 

7. FN OG NATO

Podemos, ”vi kan”, har selvfølgelig et dybt åndslægtskab med ”Yes We Can”-bevægelsen som bar Barack Obama frem, sikrede ham præsidentembedet og gav ham samtidig et af de stærkeste mandater et folk nogensinde har givet en leder for at skabe forandringer. Men Obama forrådte bevægelsen, forrådte sine vælgere og folket, og i stedet for at gennemføre forandringer videreførte han det eksisterende neokonservative regime. Den fejl kommer Podemos ikke til at begå, hverken den at investere al den politiske myndighed i én person eller den at lade folkets vilje blive kuppet sådan.

Så hvor USA for et kort øjeblik tændte et lys for hele menneskeheden, så slukkedes lyset i takt med at Obama underlagde sig de neokonservative kræfter. USA er ikke en faktor for fred i verden. USA er ikke faktor for fremskridt i verden. USA viser ikke en gang respekt for de traditionelle venskabsbånd til Europa. USA er ikke længere et demokrati men et oligarki, dvs. et land der er styret af en elite. Men den neokonservative elite er ikke en elite i traditionel forstand. Historisk har eliten beskrevet det øverste samfundslag selvfølgelig med den største rigdom, men også med den højeste grad af dannelse, og heri en dyb forståelse for en gensidighed i forholdet mellem eliten og folket. Den amerikanske neokonservative elite er kun elite i den forstand, at den på lyssky måder har koncentreret al rigdom og politisk indflydelse hos sig, og nu er besat af tanken om at USA er et imperium, og at USA har magten til at sætte sin vilje igennem overalt på kloden.

Blandt de højeste ønsker for Podemos-bevægelsen er at kunne inspirere det amerikanske folk til at genopvække ”Yes We Can”-bevægelsen og også tage deres land tilbage og genindføre demokratiet der. Men fordi USA har udviklet sig til en så voldsom faktor for ufred og en splittet verden står Podemos for et kompromisløst standpunkt overfor USA. Enten reformerer USA måderne landet styres og genindfører en grad af legitimitet og lydhørhed overfor sin egen befolkning, eller også er de europæiske lande nødt til at tage konsekvensen og opløse Nato-samarbejdet. For Podemos giver Nato-samarbejdet kun mening, hvis alliancen fungerer som en faktor for fred og stabilitet i verden.

Skulle den amerikanske befolkning blive inspireret til at genoptage ”Yes We Can”-bevægelsen samtidig med at Podemos-bevægelsen vinder frem i Europa, så kan USA og EU allerede indenfor få år danne en stærk alliance for udbredelse af nye og legitime former for demokrati ud over hele planeten. Og med egentlige folkestyrer i mange af klodens lande vil der være et stærkt ønske om at styrke FN og et ønske om at få udstukket nogle retningslinjer for nationers og multinationale selskabers adfærd. Gennem disse internationale traktater for indbyrdes adfærd suppleret med konkrete sanktionsmuligheder for overtrædelser kan det omsider lykkes at civilisere selv nationerne og de multinationale selskaber.

For at dette styrkede FN og denne civiliserede verden skal blive en realitet, er alle de lande der i dag opretholder privilegier igennem de herskende regler for ejerskab, samhandel og finansiering nødt til at give afkald på disse privilegier. Vores verden er blevet globaliseret, og ethvert fremskridt for demokratiet her i det 21. århundrede må tage udgangspunkt i frihed, lighed og broderskab mellem alverdens folk. Således er det særdeles vigtigt at huske på, at i forskrækkelsen og rådvildheden over verdensøkonomiens sammenbrud er der samtidig muligheden for at bygge bro over gamle skel, at annullere gamle privilegier, og etablere den institutionelle struktur, der stiller alle lande ens og ligeværdigt. Det afgørende er at vi har blikket rettet mod det samfund vi ønsker at skabe.

Overordnede målsætninger

Se ovenfor.

Fakkel & høtyv-punkter

  • Stop for de danske bombninger i Mellemøsten
  • Danmark skal genfinde sin rolle som humanitær bidragyder og mægler mellem de stridende parter

Målsætninger i henhold til udviklingen

.     1. Økonomisk Vækst
.     –
.     –
.                                            2. Stagnation
.                                            –
.                                            –
.                                                                                       3. Den Store Omstilling
.                                                                                       –
.                                                                                       –

 

 

En opskrift på lederskab

Le Gouter_Metzinger_Hommage_Gris

  1. Man skal turde vise sig selv overfor andre
  1. Man skal skabe samling ved at være fordomsfri
  1. Man skal tilkendegive sine holdninger
  1. Man skal være parat til at gøre alt for at holde sit ord
  1. Man skal holde skriftlig kommunikation på et minimum

.

Ad 1. Man skal turde vise sig selv overfor andre. Som leder skal man turde vise sig selv som et virkeligt menneske med styrker og svagheder, glæder og sorger, egne præferencer og interesser og egne skævheder. Ved at turde gå foran og vise sig selv som et virkeligt menneske giver lederen alle andre i teamet eller organisationen friheden til også at være dem de hver især er. Derved etableres et menneskeligt grundlag for samarbejdet i teamet eller organisationen, hvilket på afgørende vis bestemmer graden af indbyrdes loyalitet og troskab og dermed tryghed.

Men hvad nu hvis den man er faktisk ikke er noget kønt syn, eller ens motiver med at indtage lederrollen heller ikke er særlig kønne? Ja, så er det at skyde sig selv i foden at vise hvem man er. Derfor kommer vi her ikke udenom begrebet dannelse. At indtage rollen som leder forudsætter simpelthen en veludviklet personlighed. At man har lært sig selv at kende. At man kender sit sind godt nok til at vide, hvor de forskellige impulser kommer fra, og hvilke der er formålstjenlige og hvilke der i situationen er knap så formålstjenlige. Vi taler ikke om selvkontrol i betydningen adfærdsregler man har sat op for sig selv men om at være fortrolig med sig selv og sine egne reaktionsmønstre. Denne dannelse udvikles således gennem at prøve sig selv af, gennem træning, gennem selvrefleksion og gennem sammenligning af ens egne opfattelser og evner med konkrete forbilleder.

.

Ad 2. Man skal skabe samling ved at være fordomsfri. Man skal vise styrken ved at intet i livet er én fremmed, der ingen sandheder der skræmmer én og ingen forhold som dømmer et andet menneske ude. Alle mennesker fortjener en grundlæggende respekt. Uanset hvilken vej i livet vi hver især har valgt, har vi taget nogle problemer på os, som vi jævnt hen kæmper bravt med, og intet menneske er i nogen position til at dømme om et andet menneskes valg af livsopgaver. Har man fx valgt at blive født ind i en familie med stærke misbrugstendenser, så er det en vanskelig livsopgave, men dette menneske ville ikke have valgt denne livsopgave, hvis ikke den kunne klares. Faktisk fortjener de mennesker, der har valgt de vanskeligste livsopgaver, den største respekt.

Fra en mere dagligdags synsvinkel handler fordomsfriheden om at undgå den faldgrube der ligger i at skabe sammenhold i ens egen gruppe ved at distancere den fra fx ens kunder eller samarbejdspartnere. Disse former for selvhævdelse er meget udbredte og fremstår ofte rimeligt uskyldige, men den form for arrogance vil uvægerligt skabe problemer hen ad vejen. For at imødegå disse tilbøjeligheder skal man som leder fra starten sørge for at teamet omfatter ikke bare os, altså vores gruppe i vores firma, men alle der har en part i opgaven, dvs. kunden, samarbejdspartnere, leverandører m.fl. Helt optimalt ville det være, hvis alle parter og medarbejdere sad det samme sted og frit kunne udveksle viden og ideer på kryds og tværs. Næstbedste løsning er at lægge fundamentet for denne inklusive opfattelse af teamet eller organisationen gennem en indledende workshop og så vedlige denne samling gennem virtuelle møder og eventuelle opfølgende workshops.

.

Ad 3. Man skal tilkendegive sine holdninger. Som leder skal man vise hvad man står for og i hvilke retninger man ønsker at udvikling skal ske. Og det lyder måske meget artigt, men hvad vi taler om er idealer og drømme, og at tale om idealer og drømme kræver stort mod. Det kræver mod at tale om idealer, for i enhver stræben efter idealer er indeholdt risikoen for eller måske endda sandsynligheden for skuffelser. Så for at gardere sig imod disse skuffelser er der rigtig mange ledere, der netop undgår at tale om idealer. Men hvordan skulle der være en stræben mod idealer, hvis man end ikke taler om dem og står ved at man har dem?

På samme måde med drømme og visioner. Det kræver også mod at tale om drømme og visioner, fordi der også her er risiko/sandsynlighed for skuffelser. Samtidig er særligt drømme så følsomme og personlige som noget kan blive, og mange ledere kan slet ikke se sig selv tale om ting der er så udsvævende og subjektive. Så hellere holde sig til firkantede målsætninger med helt konkrete målopfyldelseskriterier. Men igen, hvordan pokker skal vi nogensinde realisere vores drømme, hvis vi end ikke taler om dem og står ved at vi har dem?

Den helt almindelige tavshed fra de øverste ledelsesniveauer omkring både idealer og drømme er således udtryk for en form for fejhed, som muligvis berøver os alle for de største tilfredsstillelser ved vores jobs. Men de ledere, der således garderer sig og holder lav profil, kan jo netop heller ikke opvise nogen videre resultater. Som leder er man simpelthen nødt til at vove pelsen og stå ved sine idealer og give udtryk for sine drømme og visioner. Og så efterfølgende tage kritikken når afstanden mellem idealerne og realiteterne gør ondt og drømmene viser sig vanskelige at indfrie.

.

Ad 4. Man skal være parat til at gøre alt for at holde sit ord. At være leder handler om at turde konfrontere døden. Ens beslutning om at stå ved sit ord skal være så stærk, at man vil gøre sit yderste for at holde det. På kort form: Hellere dø end at gå tilbage på sit ord. Denne holdning gør hele forskellen for hvilken stemning, der præger teamet eller organisationen. Udviser lederen denne holdning, denne vilje til at ofre sig selv, så skaber det en sådan tryghed i teamet eller organisationen, at medarbejderne lettes for mængder af bekymringer og får dermed lov til at give deres fulde opmærksomhed til de foreliggende opgaver.

Den anden side af dette punkt handler selvfølgelig om, hvad det så er man giver sit ord på. Det er klart, at hvis man tillægger sit ord en sådan vægt, så skal man være meget omhyggelig med, hvad man giver sit ord på. Den konkrete situation vil typisk have karakter af en forhandlingssituation, hvor nogen (chefer, samarbejdspartnere, m.fl.) ønsker et bestemt arbejde leveret på et bestemt tidspunkt, og her handler det om at være tro mod ens egen intuition og lade forhandlingen fortsætte lige indtil det punkt, hvor man kan give sit ord på hvad der bliver leveret hvornår. Som leder er man altid under pres oppefra eller fra siderne og at forbeholde sig retten til i den situation at tage udgangspunkt i ens egen intuition er også en måde at konfrontere døden. Denne selvberoenhed, denne integritet, kan virke meget udfordrende for chefer eller andre opdragsgivere, og som konsekvens kan den medfører døden i betydningen at man simpelthen kan miste sit job. Der er bare ikke nogen andre måder, hvis man skal etablere den tryghed som ordholdenhed kan give.

.

Ad 5. Man skal holde skriftlig kommunikation på et minimum. Som en af mine egne forbilleder Joel Salatin siger ”We ask for too much salvation by legislation”. Vi må erkende at vores samfunds funktionsmåder har udviklet sig til en helt forrykt grad af skriftlighed. Den mindste lille udveksling i vores samfund er nu pålagt krav om dokumentérbarhed, og mængden af regler og dokumentation vokser med accelererende hast, og kvælningstendenserne er allerede udtalte. Og det sjove er, at ikke en gang det juridiske system er tjent med al denne skriftlighed. Konsekvensen er snarere, at der er så mange regler og så mange partsindlæg og et så enormt sagsmateriale for hver en lille tvist, at det er noget nær umuligt at fælde en dom. Og det gælder ikke bare juraen, selvom det juridiske sniger sig ind i hver en lille mail man sender, og ansporer én til at formulere sagerne sådan, at ansvaret i hvert fald ikke peger tilbage på én selv, det gælder også alt hvad vi sætter os for at skabe i vores samfund.

Lad os sige at en kommune sætter sig for at bygge en ny skole, men inden afklaringen af denne opgave for alvor kan gå i gang, skal kommunen sikre sig at denne afklaring sker på en måde, så opgaven forbliver indenfor de økonomiske rammer og den afsatte tid til realisering. Således skal der indgås en kontrakt for afklaringen af opgaven. Og her fra går det så slag i slag med stadigt mere detaljerede beskrivelser af ønsker og krav og betingelser, så når arkitekterne omsider kommer på banen, og arkitekterne er trods alt dem der har trænet sig i at skabe bygninger, ja så er der ikke længere noget rum for at udfordre det meget komplekse samspil mellem udformningen af bygningen og forestillingerne om det liv der skal udfolde sig i bygningen. Og således kvæles den samfundsmæssige skaberkraft allerede i undfangelsen, og således har vi med al vores skriftlighed fået skabt et samfund, der ikke kan andet end at gentage allerede etablerede forestillinger.

Hvis vi ønsker at frigøre det kreative potentiale i samfundet, hvis vi ønsker at høste de enorme gevinster der ligger i at løse de samfundsmæssige opgaver i fællesskab, så holder vi skriftligheden på et minimum og satser i stedet på, at vi kan løse tingene med udgangspunkt i hver enkelts karakter og holdning og gennem afklaring af hvilke drømme/visioner/målsætninger vi i fællesskab deler. Hvis vi taber blikket for vores fælles mål, hvis vi mister troen på vores samarbejdspartneres gode intentioner, så vil samarbejdet køre af sporet, omkostningerne vil vokse dramatisk, kvaliteten vil udhules, og så vil juraen alligevel ikke være til nogen hjælp.

Det er som om at vi har fået skabt et samfund som så ihærdigt forsøger at beskytte sig imod den der ønsker at snyde, at vi ser os selv og alle andre som potentielle snydere. Og apropos finanskrise mm. er det sjovt nok som om snyderiet er ude over det hele. Hvordan vi vender disse udviklingstendenser er meget enkelt. Man starter med selv at blive en person, der er til at stole på, og dermed bliver man i langt højere grad i stand til at bedømme om det menneske man står overfor også er til at stole på, og således begynder man at bygge sine samarbejder op om mennesker, der er til at stole på.

 

 

(Illustration: Le Goûter, Jean Metzinger, 1911/Hommage à Pablo Picasso, Juan Gris, 1912)

 

Kroppens energiregnskab

Omotesando Farm

På Information.dk var der forleden en artikel ”Diplomatiets digitale overmand” om hvordan Twitter bruges af politikere og statsledere til at kommentere aktuelle begivenheder samt til selvfølgelig at profilere sig selv. Jeg kommenterede artiklen med det synspunkt, at det muligvis med tiden vil blive tiltagende svært at skelne mellem ens personlighed og ens online-tilstedeværelse, eller med andre ord, at vi hen ad vejen finder ud af, at der ikke er nogen alternativer til bare at være sig selv. Om man så er statsleder eller almindelig samfundsborger. I denne vinkling hentydede jeg til kroppens energiforbrug som en funktion af om man taler sandt eller lyver, eftersom løgne er langt mere energikrævende at opretholde end at sige sandheden. Hvad der nu slår mig er, at denne anskuelse faktisk har et stort potentiale.

For godt et år siden skrev jeg Facebook-noten ”Ufjendskabets økonomi”, hvor jeg beskæftigede mig med nødvendigheden af en langt mere inklusiv og sympatisk menneske- og omverdensforståelse, hvis vi skal klare den civilisatoriske krise, der formentlig ligger foran os. Og med civilisatoriske krise sigter jeg mere specifikt til den uomgængelige sandhed i, at vi på et eller andet tidspunkt vil blive indhentet af konsekvenserne af vores ikke-bæredygtige livsformer. Jo længere tid vi fortsætter disse levemåder, jo mere udpiner vi jordens ressourcer, og jo mindre har vi altså at bygge på, når vi omsider tager os sammen og prøver at stable en bæredygtig livsform på benene.

Okay, det lyder så måske rimelig doom-and-gloom-agtigt, men der er i mine øjne grund til håb, fordi det er altovervejende sandsynligt at det er vores egne dysfunktionelle, menneskeskabte systemer der bryder sammen først, hvilket betyder at naturen stadig har nogle reserver vi kan trække på. Tænk bare på hvor slemt det omvendte ville være, altså at vi ville være i stand til at fortsætte den globaliserede, kapitalistiske udbytning af planeten indtil det punkt, hvor planetens økosystemer kollapser i en selvforstærkende proces. Målt i forhold til det scenarium er et kollaps af det internationale finanssystem og det efterfølgende kollaps af vores ideologier og økonomier trods alt til at overkomme.

”Ufjendskabets økonomi” handlede således om, hvordan vi letter os selv for de overvældende stressbelastninger, som vil være konsekvensen af de omtalte sammenbrud, herunder hvordan vi nærmest pr. omgående må etablere en ny samarbejdsånd og solidaritet for at vi i fællesskab kan finde en vej ud af den knibe vi har bragt os i. Således var spørgsmålet her, hvordan vi får samfundet til at fungere på et helt basalt niveau. Men samme problemstilling kan faktisk apropos det indledende afsnit også anskues som et spørgsmål om, hvordan vi optimere kroppens energiregnskab.

Menneskekroppen skal løbende have tilført energi i forskellige former for at kunne fungere. Antager vi at kroppen får denne energi tilført i de nødvendige, varierede former, så vil man kunne opstille et regnskab over, hvad kroppen bruger denne energi på. Der vil for eksempel være energiforbrug til:

Fordøjelsen
Blodcirkulationen
Vejrtrækningen
Øvrige indre organer
Holde kropstemperaturen
Gendannelsen af celler
Bevægelse
Hjerneaktivitet

Opstillet på den måde er det umiddelbare indtryk, at der er ikke den store fleksibilitet her. Vores egen vilje påvirker jo kun Bevægelse og Hjerneaktivitet mens energiforbruget til de øvrige forekommer helt obligatoriske. Men er det nu også korrekt?

Virkeligheden er vel snarere den, at tilfører vi kroppen fødevarer i nogle mængder, som er ude af proportioner ift. kroppens behov for diverse energiformer, så skal kroppen bruge ekstra energi på at omforme nogle energiformer til nogle andre. Og tilfører vi kroppen uforholdsmæssigt store mængder af en bestemt energiform, vil den velsagtens fungere nærmest som et som giftstof, som kroppen må bruge en masse kræfter på at håndtere. Eller tilfører vi kroppen fødevarer, som er fyldt med stoffer som er fremmede for de naturlige kredsløb, så skal kroppen også bruge en masse energi på at håndtere disse.

Det samme gælder selvfølgelig for vejrtrækningen, for så vidt at vi opholder os i et miljø hvor de atmosfæriske proportioner ikke er optimale, eller hvis luften er fuld af forurening. Så skal kroppen også her bruge ekstra energi på at få hvad den skal bruge, og samtidig bruge ekstra energi på at håndtere forureningen.

Og lever vi i årevis med en usund kost og i et usundt miljø, så siger det sig selv, at disse overbelastninger begynder at sætte sig som mere eller mindre kroniske svækkelser i kroppens forskellige organer.

Hvad angår energitilførslen til at holde kropstemperaturen, så er den selvfølgelig meget variabel og afhænger i høj grad af hvordan vi indretter os og hvordan vi klæder os, men her udover er det en kendt sag at nogle mennesker evner at styre deres metabolisme, og hvor meget energi der skal til for at holde kropstemperaturen er muligvis ikke bare en simpel ligning.

Omvendt er der vel mht. bevægelse et 1:1 forhold mellem energitilførsel og energiforbrug. Jo mere bevægelse jo større energiforbrug. Eller.. nej. Videnskabelige undersøgelser har f.eks. påvist, at afrikanske kvinder, som lever i traditionelle stammesamfund, kan gå og bære op til 20 kg på deres hoveder uden at disse ekstra kilo koster dem den mindste smule ekstra energi. Hvad nu hvis de signaler vi får fra kroppen er sande, altså når kroppen psykologisk føles tung, ja så kræver den faktisk meget energi, mens når den er let, så kræver den ikke så meget? Og hvad er det lige der gør forskellen mellem de to? Det har noget at gøre med, hvordan sindet understøtter kroppen, dels igen gennem valg af føde, dels gennem initiativer til at holde kroppen i form, dels simpelthen ved at værdsætte den.

Og endelig er der så vores hjerneaktiviteter, som bringer os tilbage til den indledende konstatering, at det er langt mere energikrævende at opretholde løgne end at sige sandheden. Eller som jeg også skriver i den nævnte kommentar, at det er langt mere energikrævende at opretholde en persona end bare at være den man er. Og kan vi ikke også sige med rimelig sikkerhed, at et arbejde som er meningsløst er langt mere energikrævende end et arbejde der er meningsfuldt, eller at det at lære noget koster næsten ingen energi hvis det er sjovt, men enorme mængder energi hvis det er uvedkommende?

Så mere generelt er der noget at sige om at tænke positivt. I et af de skønne RSA Animate-foredrag ”Smile or Die” beskriver Barbera Ehrenreich bagsiden af de trivielle former for positiv tænkning, ikke desto mindre er der fra netop dette standpunkt af kroppens energiregnskab en case for træne sig selv i at tænke værdsættende, sympatisk og optimistisk. Og det er her at meditation kommer ind som et meget overbevisende værktøj. Det handler ikke om at kalde noget godt som ikke er godt, men det handler om en evne til at se det gode i alt hvad der sker indeni og udenfor en selv. At alt har betydning, og vi har kapaciteten til at vende alt hvad der sker til noget der skaber værdi for os selv og andre.

I ovennævnte kommentar henviser jeg ’personlig dannelse’ og dette er hvad jeg sigter til. Det enkelte menneskes trænen af sig selv i denne evne til at møde verden med en værdsættende, sympatisk og optimistisk tilgang. Selvom jeg indrømmer at det er et kæmpe paradoks forekommer det ikke desto mindre, at menneskeheden har drevet sine dysfunktionelle, fjendtlige, energi-ødslende, ikke-bæredygtige levemåder så langt ud, at vi nu er nødt til at lære at være ordentlige mennesker. Simpelthen for at få vores energiregnskaber til at hænge sammen.

 

(Illustration: Omotesando Farm, Paolo Patrizi)

The Obama Doctrine

0806_FinalReport_DesertStorm_004_1024

USA is trapped. USA is doomed. Never before has a nation faced a predicament as severe as the one USA is facing. Comparable precedents are of course the Roman Empire or the Mayan Empire. This predicament has such a multitude of different aspects, that overcoming the predicament seems unthinkable. Among the different aspects of the predicament are:

  • a population, or at least a large part of the population, accustomed to an exceptionally high standard of living
  • a population accustomed to regard themselves as part of a nation of unrivalled power and supremacy
  • a reckless political leadership who has ruined the nation in its attempts to secure both the high living standards and the position of supremacy, in accordance with the expectations of the population
  • a position of world dominance within the financial and corporate sectors which is rapidly declining due to an increasingly corrupt leadership and all their desperate measures and acts of coercion
  • a rapidly declining ability to draw incomes and resources to the homeland due to failing international alliances and hostile, circumventive alliances, all caused by the disappointment with the american leadership
  • a growing internal civil unrest as the living standards are rapidly declining and the state of public services and inventory is falling into decay
  • a growing internal civil unrest as the population awakens to the true state of their nation which amounts to a breakdown of the national self-conception
  • a clear and present danger of a takeover of government by a Fascist political movement, since only Fascist leaders are able to develop the levels of self-delusion needed to sustain the images of empire and supremacy
  • a nation in the grips of a Fascist leadership and inescapably headed for self-destruction in a sort of World War III-scenario
  • a nation doomed and vengefully determined to take with it as many others as possible in the downfall

If there is any means to redeem this despairing fate, the means has to be bold and profound like nothing we have ever seen before. Not big and heavy-handed and excruciatingly painful, but perceptionally profound, conceptionally bold and, in taking the ensuing steps, hugely courageous. With the think piece ”Speech draft for Pr. Obama: Address to the Nation on Shadow Government” I attempted to contribute a daring vision of this kind of scope and depth. This piece sought to restore a true notion of leadership and called for a nationwide process of restoring honesty and transparency to government and leadership at any level and in every field of activity. Thus the ”Speech Draft” piece focused on the internal processes. What this piece will investigate is, how this national self-awakening will spell out a wholly new role for the USA in its international relations.

In a nation so thoroughly accustomed to hold power and to execute power, it is likely that the recommendations of the ”Speech Draft” piece will stir up strong resistance. Prior to embarking on the proposed proces of a national self-awaking, many americans will think of the whole scheme as a way of undermining the power and strength of the nation. Perhaps many will think of the scheme as some kind of conspiracy, conjured up by the enemies of the USA to leave the nation feeble and weak and open to exploitation.

Thus the resistance will probably be harsh and may actually trigger the very Fascist tendencies hinted at in the above. It seems like some people just cannot think of power in any other form than the one where you have the supreme force to get your way in spite of any resistance. But what these people seem to overlook is, that this attitude puts you at odds with just about anybody else, and thus this concept of power carries its own self-fulfilling prophecy. One day you will be forced to try to get your way amidst opposition from just about everybody else, and thus this concept of power is doomed to fail at some point. In the case of the USA this point is already looming.

Another aspect these hardliners seems to overlook is, that the USA is founded on exactly the opposite kind of power. The power of the many, the power of the people, ordinary people uniting and standing up against oppressive authority. ”E pluribus unum”. ”Out of many, one”. The whole purpose of the national restoration of honesty and transparency is to reunify the american people and with this reunification to restore the power of the US. Though lots of people around the globe have come to disdain the US and would revel in any degrading of the US, the strength of the US is likely to be of utmost importance for the political stability of the whole planet, going to through times of great transition.

Thus, the national movement of restoration of honesty and transparency is for the profound empowerment of the American people and the USA, though it is sure to be a difficult process to go through. The nation will at times be vulnerable, at times self-absorbed. And enemies of the US might seek to take advantage of these passages of unsure footing. But where the real dangers lurk is probably in the admissions of all the wrongdoings of the former corrupt leadership. The USA may have to go through a phase of having to confront waves of accusations and blame and maybe even claims of economic compensations for different kinds of wealth confiscation, that the former corrupt system made available.

It is an extremely precarious moment. If the US should embark on this restoration of honesty and transparency, there will be moments when the whole of humanity literally will hold its breath, not knowing what to say, what to do, what to expect. Will the admittance of all the wrongdoings erupt into anger and aggression spiralling out of control? Or will the sudden honesty evoke a kind of stillness of the mind, a kind of awe, in the realisation that a wholly new code of justice is thus laid down for all of humanity.

Never before in history of humanity has such a resolute attempt to alter the destiny of a nation been carried through. Not even in a sligth degree, though some comparison to the Roman Empire might again seem appropiate. Whereas the Western Roman Empire was consumed in its self-complacency, its illusions, its corruption, and thus showed no ability to change its ways and went on to meet its destined collapse, the East Roman Empire had the ability to reinvent itself through embracing Chistianity, simplifying the systems of government and downscaling the overall consumption rates of the population, thus enabling stable and satisfying living conditions for several centuries on.

Unfortunately, the current predicament of the US, along with the predicament of just about any country on Earth, bears much more resemblance with the state of the Western Roman Empire, than that of the Eastern, due to the levels of self-complacency among the ruling elites combined with the levels of depletion of the natural resources and the fertility of the land. The plan for the restoration of honesty and transparency might probably strike most living humans as ridiculously naive and idealistic, but then, most living humans haven’t showed the courage to confront the scope and depth of our global predicaments. And when people finally do turn their attention to the global predicaments, all too often the reaction is go instantaneously from unfounded optimism to helpless despair.

Among the ruling elites the same shift from one extreme to the other is just as common, but among these groups a third option presents itself, and that’s the option of taking the necessary steps to secure the good life within a protected community, while the rest of the world is falling apart. But is this option a real option? Don’t these groups make the mistake of taking the basis of their wealth for granted? It takes a large and relatively well-functioning society to create the kind of wealth, that the top one percent has become accustomed to enjoy. If the value creation in the overall society collapses due to the global depletion of the natural resources combined with all the destabilizing factors mentioned in the beginning, it is inconceivable, no matter how harsh the applied methods are, that the current life of luxury of the elite can be sustained. Thus the elite will have to radically redefine their role in order to maintain some position of privilige.

Thus the position of the US is not unique, on the contrary, it is shared by practically every nation on Earth, but the role of USA is still crucial in the sense that any obstruction of progress from the US will have an impact as well as any bold progressive steps taken by the US will have an impact on actions taken by people and nations around the globe. In order for humanity to overcome its grave predicaments, we have to develop a concept of the individual human being as a potential agent for care and nurturance, an agent for restoring health to the society and to the land. It is becoming increasingly obvious, that it is only through a kind of democratic renaissance, through the unleashing of the willpower and creativity and social ability of every single member of the society, that we will be able to navigate through our predicaments.

And the USA is in some regards uniquely positioned to lead in this transformation of our relations to each other and to our natural origins. Why? Because Americans are accustomed to rely on themselves to solve their problems, because of the entrepreneurial spirit of the Americans, also with respect to alternative ways of living, and because of the inherent spirit of being the provider, the one offering help and assistance, the one taking care of others. In spite of all the corrupt leadership, all the injustices and wrongdoings, the USA might still be the most benevolent empire to date. Mayby even the empire to end all empires. The self imposed end of Pax Americana to institute the Pax Humanica.

The American Empire is crumbling. And the USA is crumbling internally. In a fit of self-complacency and hubris the American Empire has over-extended itself and is hemorrhaging. Its once exemplary political institutions are now severely corrupted, and the miscalculations are so heavily incorporated, that every political step just seems to add to the decay of the nation. Internationally, the crumbling of the American Empire leaves a void, which China and Russia are all too happy to fill in. But neither Russia nor China presents a more evolved state of human society than the US. China and Russia are just as corrupt as the US, perhaps even more, so the global slide towards ’broken societies’ and Fascist rule just continues. It is this bleak outlook, that insistingly calls for the reinvention of the USA through the national movement of honesty and transparency.

With regard to foreign relations the reinvention of the USA will translate into an unprecedented commitment to the development of the UN into a kind of democracy for all of humanity. What we are talking about, is a shift of power from the ruling elites of the respective nations to the people of each of these nation. The USA is obviously leading the way by its reinvention through honesty and transparency, and the reinvention of American democracy will resonate strongly with the hopes and aspirations of ordinay people around the globe, which immediately will translate into demands on their own political leaders respectively to restore honesty and transparency. Where the corrupt political leadership of the other major powers on the international scene will laugh and rejoice when the USA goes through its existential crisis, they will soon find that the USA has forged itself a supreme alliance in the sympathy and loyalty of ordinary people around the globe.

It is obvious, that the US will have to scale down its military drastically. There is no way that the American economy at this point in history can sustain a military force of such huge proportions. But even in a substantially diminished form, the American military force will still be the one the other major powers will have to reckon with. Whereas the military force of the US was misused by the former political leaders for illegimate imperialist ends, the reinvented USA will once again put its military force behind the interests of the American people as these coincide with the interests of ordinary people around the globe. Even the Intelligence Community may cast itself in a wholly new role. Of course, all the illegal activities will have to go, and that will surely be felt as a huge loss to some of the insiders, but in all likelyhood, the majority of the people working within the Intelligence Community will feel releaved, when their daily activities once more is directed towards the safety and well-being of the American people and the rest of humanity.

Thus the reinvented USA will become the midwife of a newly inspired and empowered humanity. The US will back these global trends by using its power to secure relative peace and stability through these times of great change. This commitment to a kind of renaissance for all of humanity with the potential of unleashing new kinds of prosperity will be underlined by the willingness of the USA to put its military power under the command of a reformed UN, where it is the wishes of the people of the respective nations that is put forth in the General Assembly and subsequently incorporated into the resolutions.

The Obama Doctrine: A nation reinvented through restored honesty and tranparency working towards a unified humanity, and through this global commitment practically supporting its ongoing internal reinvention. In stead of just witnessing the crumbling and decay of the American Empire, this empire is, in its final stage, transformed into a leverage for the upliftment of humanity, and through this commitment the wounds are healed and the wrongdoings are corrected, and through this effort the citizens of the USA may carve for themselves a future of renewed prosperity, well-being and friendship.

F_210th Field Artillery Brigade_S-Korea_20130408

 

 

Homeland Existential Crisis

NASA-Apollo8-Dec24-Earthrise_crp

Ingen statslig overvågning af mine personlige udvekslinger er nødvendig for at fastslå, at jeg, Karsten Kølliker, er meget kritisk overfor USA’s politiske ledelse, og at jeg vedholdende føler mig kaldet til at pege på de åbenbare uoversensstemmelser mellem de erklærede idealer og de faktiske handlinger. I hold these truths to be self evident..

  • at 9/11-terrorangrebene var det perfekte påskud for at starte krigene i Afghanistan og Irak samt det perfekte påskud for indførelse af et kontrolregime
  • at krigen i Irak handlede om at erobre råderet over en af de største kendte reserver af billig olie
  • at forløbet af krigen i Irak ikke på noget tidspunkt ’gik galt’, tværtimod er den vedvarende tilstand af lovløshed og fraværet af en regulær statsdannelse det perfekte påskud for opretholdelsen af den massive amerikanske tilstedeværelse i landet
  • at krigen i Afghanistan overhovedet ikke handlede om Bin Laden og Al Queda men derimod handlede om sikring af CIA’s primære kilde til finansiering af sine covert operations i form af Afghanistans opiumsproduktion, som udgør 90-95 pct. af planetens samlede produktion til en skønnet værdi af 65 mia. USD
  • at det således heller ikke er i USA’s nationale interesser, i hvert fald som defineret af dele af den amerikanske administration, at Afghanistan for alvor bliver genopbygget
  • at den amerikanske konstitution er blevet bøjet og strukket til ukendelighed, at afgørende frihedsrettigheder er blevet inddraget, og at den amerikanske regering kan, hvis den skulle anse det for nødvendigt, suspendere de sidste borgerrettigheder nærmest overnight
  • at den amerikanske regering igennem sine overvågningsprogrammer har gjort sig skyldig i et af de alvorligste brud på menneskerettigheder i menneskehedens historie
  • at de amerikanske droneangreb og torturprogrammer såvel er særdeles alvorlige brud på menneskerettigheder og internationale traktater
  • at den amerikanske regering ikke længere handler på vegne af den amerikanske befolkning, men nærmere, at hele det politiske system herunder medierne er blevet co-opted af big business
  • at den gennemsnitlige amerikaners økologiske fodaftryk er dobbelt så stort som den gennemsnitlige europæers, 4-5 gange så stort som den gennemsnitlige brasilianer eller kinesers og 9-10 gange så stort som den gennemsnitlige afrikaners
  • at årtiers korrupt lederskab har ført til tilbagegang og forfald og bragt USA på kanten af et ideologisk og samfundsmæssigt sammenbrud
  • at den amerikanske regering har forberedt sig igennem mange år på den uundgåelige sociale uro der kommer, når borgerne ikke længere kan få deres liv til at hænge sammen og vender deres opmærksomhed mod de enorme uligheder i det amerikanske samfund

USA har over det seneste halve århundrede gennemlevet hvad jeg vil kalde et rullende statskup. USA har siden 2. verdenskrig (eller før) været under indflydelse af stærke ikke-demokratiske kræfter. Med mordet på præsident Kennedy satte disse kræfter sig afgørende igennem, og fra da af har USA været ledet af en form for skyggeregering, dvs. en håndfuld særdeles magtfulde organer der har kunnet lægge så massivt pres på den til hver en tid siddende præsident, at de har kunnet få tingene omtrent som de ville have dem. Og det er det der er sket, men hvad de tilsyneladende ikke lige fik med i deres overvejelser var, at denne evne til at sikre deres egne interesser uden tanke for samfundets fælles bedste har ført til, at det amerikanske samfund er ved at falde helt fra hinanden.

Demokrati og magtudøvelse er, når det kommer til stykket, hinandens modsætninger. Et demokrati fungerer ved frivillig tilslutning til de regler og principper som samfundet hviler på, mens magtudøvelse handler om at sætte sin vilje igennem uanset hvad andre synes er rigtigt. Beslutningsprocesserne i et demokrati er kaotiske og vanskelige, men det er de netop som en konsekvens af at alle har en ret til at blive hørt. Denne frihed, denne ret til at blive hørt, denne grundlæggende respekt for og værdsættelse af hvert enkelt individ, er jo på den anden side det der opmuntrer det enkelte individ til at udfolde sit liv og skabe værdi for sig selv og andre. Og det er denne fuldkommen distribuerede virketrang og stræbsomhed som gør, at demokratier kan skabe velstand som intet andet politisk system.

Blandt skyggeregeringens magtfulde excellencer finder vi også repræsentanter for big business og big finance, og tag ikke fejl, på en skala over demokrati og magtudøvelse har både big business og big finance indenfor i hvert fald de seneste tre årtier bevæget sig mere og mere mod magtudøvelsen. Hvor en virksomhed drevet efter mere demokratiske principper stoler på, at værdiskabelsen sker som følge af gensidighed i forholdet mellem arbejdsgiver og medarbejder, hvor medarbejderen altså føler sig tryg og fair behandlet og derfor er fri og tilbøjelig til at gøre sit bedste. Skulle medarbejderen være uenig med ledelsen mht. tilrettelæggelsen af arbejdet, så er medarbejderen fri til at fremsætte sine indvendinger overfor ledelsen, og ledelsen vil vide at der i sådanne indvendinger kan være værdifuld viden som kan føre til bedre resultater for alle.

Men det er ikke sådan ledelseskulturen har udviklet sig. Tværtimod. I takt med at den politiske ledelse blev mere og mere magtorienteret er ledelsesstilen indenfor erhvervslivet såvel blevet top-down-orienteret, hvilket har fundet sit indlysende og samtidig dybt frastødende udtryk i den måde erhvervslivets ledere har forgyldt sig selv over de seneste årtier.

Dette rullende statskup er dog ikke sket udelukkende som følge af kalkulerede dispositioner af de store magtspillere. I virkeligheden taler vi om en splittelse i den amerikanske folkesjæl. Som supermagt, som en nation der spenderer en femtedel af sit statsbudget på militæret, som en nation der for en periode havde magten til at sætte sin vilje igennem overalt på planeten, har hver en amerikaner en splint af denne magtfuldkommenhedsfølelse. Jeg vil hævde at tendensen til at anskue tingene ud fra et standpunkt af magt er langt mere fremherskende hos en amerikaner end f.eks. hos en dansker. Hvad jeg forestiller mig er således, at der i den almindelige amerikanske befolkning har været en bevidsthed om magt og en bevidsthed om mulighederne for at udøve magt, som har skabt et klima indenfor hvilket det politiske og økonomiske lederskab har kunnet gennemføre deres successive statskup. Måske er efterhånden alt hvad der sker i det amerikanske samfund udslag af magtudøvelse eller i det mindste forsøg på det.
I familierne, i skolerne, på natklubbene.

Men denne hang til magt er ikke et aspekt af den amerikanske nation eller et aspekt af den amerikanske folkekarakter, ligesom denne hang heller ikke kan tilskrives nogen anden nation eller noget andet folk. Hvis nogen bad mig beskrive den amerikanske folkekarakter ville jeg efter at have taget forbehold for sådanne generaliseringen fremhæve følgende træk: Venlige, fordomsfri, ærlige, ligefremme, imødekommende, hjælpsomme, generøse, pragmatiske, resultatorienterede. Amerikanerne har været vant til leve i et samfund med stor velstand, og denne velståenhed har klædt dem godt i den forstand, at amerikanerne forekommer mig at være oprigtigt glade for at kunne hjælpe andre. Amerikanernes rolle i 2. verdenskrig var på mange måder en kulmination af disse egenskaber, og i årtierne derefter havde amerikanerne en særlig status i verden som dem der bragte muligheder og vækst og velstand.

Igen har vi her modsætningen mellem den demokratiske ånd og magtens rænker. Jeg vil påstå at mange amerikanere i mødet med andre folk udfoldede disse særlige venligsindede træk ved deres folkekarakter, men at disse fine træk desværre samtidig udgjorde det perfekte dække for magten til at skaffe sig fodfæste, kontrol og hen ad vejen dominans. Samtidig er forholdene i verden i dag markant anderledes end for 50 år siden. Dengang troede vi på uudtømmelige kilder til rigdom og ubegrænset vækst, i dag er vi konfronteret med faldende ressourcebeholdninger, forurening, klimaforandringer og et udpint naturgrundlag. Og på den måde er amerikanernes rolle i verden skiftet markant. Amerikanernes storforbrugende livsstil er under voldsomt pres, og den eneste måde de kan opretholde den, er ved at trække ressourcer og rigdomme hjem til USA fra alle egne af planeten. Dette er hvad jeg forstår som USA’s eksistenskrise. Jeg mener at den amerikanske folkekarakter er uændret, og altså fortsat rummer ovennævnte, meget positive og givende træk, men at amerikanerne har fået bragt sig i en situation, hvor de er nødt til at handle stik imod deres natur.

I mine øjne er det på høje tid, at amerikanerne gennemgår en form for selvransagelse. Det er som om at alle deres handlinger, både i de hjemlig forhold og ude i verden, bare gør deres problemer større og større. Der må være andre veje at gå, og her vil jeg vende tilbage til demokrati/magtudøvelses-modsætningen. Amerikanerne skal, ligesom alle os andre, indstille sig på en meget anderledes livsstil. Vi taler om meget store forandringer i måden vores samfund fungerer på. Men lige det med forandringer er ikke magtudøvelsens stærke side. Faktisk tværtimod. De eneste forandringer magten kan se for sig er udvidelse af sin magt gennem de samme metoder som har virket førhen. Alle andre former for forandringer er potentielle udfordringer af magten og bør derfor nedkæmpes.

Helt anderledes er det med demokratiets forhold til forandringer. Eftersom demokratiet i sit væsen er kaotisk og tilpassende og mangfoldigt, så virker forandringer faktisk stimulerende for demokratiet. Det er simpelthen gearet til at manøvrere i ukendt land og finde nye overraskende løsninger, blot er det helt i tråd med demokratiets væsen afgørende, at hvert enkelt individ har både et socialt tilhørsforhold og frihed til at definere sin egen rolle indenfor fællesskabet. For at forløse demokratiets evne til at omstille vores samfund er vi således nødt til at bryde den magtudøvende karakter af vores samfundsinstitutioner ned.

Personligt tror jeg, at det amerikanske folk ville være i stand til at forløse deres ligeså karakteristiske egenskaber af iværksætterånd, innovation og udholdenhed og således transformere det amerikanske samfund og deres land til en ny grad af velstand. En velstand af trivsel, omsorg og velvære. Hvem ved, måske kunne amerikanerne på ny blive dem, der drager ud i verden og bringer velstand og vækst med sig.

I tilbageblik er der således en lige linje mellem attentatet på Kennedy og det nuværende amerikanske samfund på kanten af sammenbrud. Men Kennedys død var ikke forgæves. Dels efterlod han os nogle politiske visioner, som faktisk fik lov at leve videre netop i kraft af hans død. Dels var den udbredte dedikation overfor hans minde og hans determination afgørende for, at den amerikanske mission om at sætte en mand på Månen utroligt nok lykkedes. Og hvad var udkommet af denne mission? Langt mere end en magtdemonstration var det en overraskende ny bevidsthed om en forenet menneskehed, som har ét fælles hjem i planeten Jorden. ”One small step for a man. One giant leap for mankind”.

Kan amerikanerne genfinde den ydmyge og givende rolle som jeg mener ligger i deres folkesjæl, så kan det amerikanske folk være afgørende for etableringen af en ny epoke for menneskeheden. En epoke præget af fred og trivsel og udvikling. Alt det politiske spin om de rige som ’jobcreators’ er bare magtens forsøg på at legitimere sig selv. Velstand kommer af befolkningens trivsel. Så enkelt er det. Sådan har det alle dage været, og sådan vil det vedblive med at være. Kan amerikanerne finde tilbage til de værdier deres nation er grundlagt på, så kan de også genfinde en rolle i verden, som dem der hjælper andre nationer igennem den særdeles turbulente og udfordrende periode, vi alle har umiddelbart foran os. Det mægtige amerikanske militær ville således selv i en betydeligt reduceret udgave stadig kunne være den afgørende faktor til sikring af freden i verden igennem disse svære tider. Eller med andre ord, at USA vil trives ikke ved udbytning af andre nationer, men ved sikringen af deres trivsel også.

 

Efterskrift
Det er selvfølgelig altid nemt og bekvemt at udtale sig om andres muligheder og begrænsninger og således bortlede opmærksomheden fra én selv. I virkeligheden er der intet af det ovenstående som ikke også er relevant for Danmark, hvor jeg selv er hjemmehørende. Skulle jeg for en god ordens skyld sammenligne Danmarks status med den indledende punktopstilling kan det konstateres

  • at Danmark tog aktivt del i krigene i Afghanistan og Irak
  • at Muhammed-konflikten ikke blev håndteret ”klodset” af vors statsminister, men nærmere, at den afledte konfrontatoriske linje bragte det danske politiske lederskab i samklang med vores amerikanske og engelske allierede
  • at Danmark ikke har tilkendegivet nogen former for forpligelser overfor genopbygningen af Afghanistan og Irak
  • at den danske operationelle kommando i Irak og Afghanistan var vidende om de amerikanske torturmetoder og alligevel fortsatte med at udlevere fanger til det amerikanske militær
  • at det danske folketing med vedtagelserne af hhv. Terrorpakken og Lømmelpakken såvel har inddraget hævdvundne borgerrettigheder
  • at den danske regering ikke har taget nogen initiativer i retning af at blotlægge omfanget af ulovlig overvågning af danske borgere, foretaget af danske eller udenlandske efterretningstjenester
  • at den gennemsnitlige danskers økologisk fodaftryk er større end den gennemsnitlige amerikaners ikke mindst takket være vores industrielle kødproduktion
  • at det danske politiske system heller ikke handler på vegne af befolkningen, eksemplificeret ved konflikten om lærernes arbejdsvilkår samt salget af Nets og en del af Dong til amerikanske kapitalfonde
  • at årtiers udueligt og korrupt lederskab også har nedbrudt sammenhængskraften i det danske samfund og skabt tiltagende uro og usikkerhed i den danske befolkning

Vi har som danskere i den forstand intet at lade amerikanerne høre, og når jeg alligevel vælger at rette opmærksomheden mod USA og den amerikanske befolkning er det fordi at vi danskere jo også i større eller mindre grad har opfattet os selv som værende underlagt amerikansk lederskab. Berettiget eller ej.

 

(Illustration: Earthrise, Apollo 8, 24. dec. 1968, NASA)