Fredsmission Iran 2009

KK_Benetton_Project B_FacW-S_wide

Hvad der ikke er ret mange der er klar over, heller ikke i dette forum, er at jeg deltog i en international arkitektkonkurrence i Teheran i 2009. Forud for Det Arabiske Forår var der et persisk forår, der var præsidentvalget i Iran i juni 2009, hvor der opstillede en moderat (nærmest sekulær), reformvenlig kandidat Mir-Hossein Mousavi, og der i starten af 2009 var der en reformvenlig borgmester i Teheran, som ønskede at genskabe noget af storbyens tidligere kosmopolitiske ånd ved at åbne byen for udenlandske investeringer. Og som et led i denne rimelig dristige reformvenlige politik, var det planen at Benetton skulle opføre to store erhvervsbygninger på to forskellige adresser på Vali Asr, en af Teherans mest prominente boulevarder.

Iran og Teheran kender vi i Vesten efterhånden kun som hjemsted for en i vores øjne fanatisk islamistisk republik. Vi kender Iran, som landet der elsker at hade USA, og landet der holdt over 50 amerikanske gidsler fangede i kølvandet på den islamistiske revolution i 1979. Iran er et af de få lande, der vedholdende har budt den amerikanske supermagt trods, og Iran er såldes også blevet det land amerikanerne elsker at hade. Relationen mellem Iran og USA er i særklasse modsætningsfyldt og traumatiseret, eftersom Iran var det land, der først opleve et CIA-iscenesat politisk kup (bistået af den britiske efterretningstjeneste) og al den undertrykkelse og grusomhed der derefter fulgte. Det var tilbage i 1953, hvor den populære, demokratisk valgte leder Mohammad Mosaddegh forsøgte at opnå kontrol over Irans olieressourcer, som indtil da havde været under britisk kontrol, og Mossadegh oplevede pludselig at blive målet for “folkelige opstande”, som udviklede sig voldeligt og hen ad vejen tvang ham til at gå af, hvorefter et militærdiktatur under “Shahen af Iran” blev indsat.

Benetton kender vi alle som dette internationale italienske tøjmærke, som markedsfører sig selv på en åben, fordomsfri, altomfavnende humanistisk holdning. United Colors of Benetton. Men vi kender også Benetton som en koncern, der markedsfører deres egne humanistiske holdninger ved at pege på skyggesiderne af vores vidt udbredte fordomsfulde og ekskluderende attituder. Der var de store billboards med en nøgen, anoreksid fotomodel, der var de store billboards med kister med faldne amerikanske soldater fra krigene i Irak og Afghanistan efter at de amerikanske medier havde fået påbud om ikke længere at vise strømmen af disse kister. Og der var Benettons markedsføring af sig selv som et tøjmærke, der forholder sig til det er virkeligt i livet blandt andet udtrykt ved de (også) meget omdiskuterede billboards af et nyfødt spædbarn.

Så da jeg så, at der var blevet udskrevet en international arkitektkonkurrence om udarbejdelse af forslag til to erhvervsbygninger i Teheran for Benetton, da vidste jeg øjeblikkeligt, at det var en konkurrence jeg måtte deltage i. Kombinationen af Benettons ligefremhed i måden at kommunikere med omverdenen på den ene side og på den anden, det enorme potentiale der var for brobygning og forsoning og fejring af en mangfoldig og åben og kreativ verden, denne kombination var simpelthen så attraktiv at den var fuldstændig uimodståelig.

Jeg vidste også med det samme, at det var helt afgørende for mig, at mine forslag fik en udformning som bandt dem til stedet, bandt dem til Teheran. At lave en eller anden mere eller mindre skulpturel senmodernistisk blop, der kunne ligge hvorsomhelst, ville i mine øjne være at forspilde en helt enestående kunstnerisk mulighed. Så jeg opsøgte den iranske ambassade for at søge om visum, og jeg begyndte at planlægge en tur til Teheran, hvor jeg kunne lave noget research til mine projekter. Det tog noget tid at få mit visum, men ellers faldt tingene udmærket på plads og jeg tog afsted sidst i januar 2009.

Der i starten af 2009 var det ikke mere end godt 3 år siden, at Danmark var kommet på kant med store dele af den muslimske verden, som følge af Jyllands-Postens publicering af de såkaldte Muhammed-tegninger og vores statsministers efterfølgende konfrontatoriske linje overfor ambassadørene fra en række muslimske lande. Skal jeg være ærlig var jeg faktisk en smule urolig for at rejse alene til Teheran, og overvejede seriøst om jeg skulle udgive mig for at være svensker eller tysker, når jeg kom derned. Min bekymringer blev dog hurtigt gjort til skamme, og hvad jeg oplevede var nysgerrighed og imødekommenhed og venlighed fra de mennesker jeg mødte. Jeg fornemmede stærkt, at Teherans tidligere kosmopolitiske ånd stadig levede i den almindelige befolkning, og jeg blev overrasket over hvor udtrykkeligt flere luftede deres forskellige former for kritik af deres politiske ledere. Og så slog de iranske kvinder mig som meget stærke og klare (og smukke). Faktisk slog de iranske kvinder mig som så stærke og på en måde så ambitiøse eller ivrige efter at udfolde sig, at vi her har at gøre med en livskraft, der ikke kan undertrykkes ret meget længere.

Nu er jeg virkelig ikke særlig berejst, men når jeg besøger storbyer og andre kulturer, så har jeg altid et ønske om at se det hele. Det er fint nok at opsøge de særlig fine og overdådige udtryk for en bestemt kultur, men hvordan lever de mindre bemidlede, hvordan ser forstæderne ud, er der noget tilbage af den oprindelige natur, hvordan bliver landet dyrket. På den uges tid jeg var i Teheran, fik jeg set en pæn del af byen, og jeg fik registreret nogle karakteristiske arkitektoniske og byarkitektoniske træk, men Teheran er en stor storby, og det eneste jeg nåede at se til omgivelserne omkring Teheran var på turen fra og til lufthavnen. Hvad jeg ikke kunne undgå at bemærke var dog, at Teheran er en forholdsvis ung storby, som er planlagt for at tilgodese biltrafik, og med en stor og (skal vi være ærlige) temmelig slidt bilpark er Teheran en by med store problemer med luftforurening.

Okay, og hvilke forslag fremkom så på basis af mine feltstudier? Ja, altså, sagen er jo den, at jeg allerede hjemmefra havde en meget klar idé om, i hvilken retning jeg ville arbejde. Allerede hjemmefra havde jeg en idé, som lå i umiddelbar forlængelse af nogle af mine tidligere arbejder, og som handlede om, at gøre en bygnings facade, eller rettere, en bygnings skel mellem inde og ude til et meget dynamisk arkitektonisk element. Hvad det handler om er erkendelsen af, at hvad vi siger, hvad vi giver form, typisk har en meget smal båndbredde, at ethvert “budskab” altid er en forsimpling, men at vi samtidig eksisterer og kommunikere på nogle andre planer end de bevidste og formsatte. Det sammensatte og dynamiske skel mellem ude og inde beskriver således en tilstand af tryghed og tillid til ens omverden, hvor man tør give slip på formerne og bare udveksle frit med sine omgivelser.

Apropos det indledende afsnit om de store geopolitiske modsætninger, der brænder sammen i Teheran, lå det mig meget på sinde at skabe en arkitektur, som var inklusiv og integreret og som havde dette dynamiske spil mellem form og formløshed. Dette arkitektoniske udtryk ville formentlig nok være lidt af en udfordring for eventuelle dogmatiske ledere i Teheran, men det ville også være en udfordring for alle fordommene i Vesten og al den identitetspolitik der præger de nuværende vestlige samfund. Som jeg skriver i den linkede konkurrencebesvarelse for Project A, så var ideen at “to take four commonplace, architectural motifs and weave them into a unified fabric of rich visual musicality”. På den måde bliver selve oplevelsen af disse facader, måden ens øjne bevæger sig omkring på de meget sammensatte facadeudformninger, måden ens synssans knytter elementer sammen og danner symmetrier og kontinuitet og orden, al denne bevægelse og indoptagelse af tableauet foran én bliver i sig selv en form for brobygning og inklusionsproces.

Facadeudformningerne knytter an til hvad jeg forstår som den multifacetterede identitet. Hvis vi vil gøre noget for at skabe fred i verden, så er en af de måske mest virkingsfulde ting vi kan gøre at slække på de fortællinger om os selv vi har bygget op igennem vores identitet. Ja, vi har selvfølgelig nogle gennemgående temaer og præferencer og fokuspunkter, som tenderer imod en nogenlunde enslydende og kontinuerlig fortælling om os selv, men hvem har ikke samtidig nogle temaer og præferencer og fokuspunkter, som desværre blev kørt lidt ud et sidespor og nu i større eller mindre grad er sygnet hen. Altså at vores respektive identiteter måske ikke er så firkantede som vi går og gør som om. Og at vi alle måske skulle arbejde mere bevidst på udviklingen af vores hele selv, og understøtte nogle af de sider og lyster, som vi har undertrykt i vores stræben efter opbygningen af en konsistent og overbevisende identitet.

Eller hvad med det med spejlneuronerne? Det med at vi ejer så komplette evner for indlevelse i hinanden, at vi kan føle det et andet menneske føler. Eller hvordan et menneskes inspiration, iver eller latter kan smitte og vække en anden persons inspiration, iver eller latter. Så hvor er det lige skellet mellem du og jeg egentlig går? Vores liv er sammenvævede og integrerede og “fælles” i en langt videre grad end vi almindeligvis anerkender. Og det er ikke fordi det kræver nogen anstrengelse eller noget særligt intellekt at forstå vores liv som sammenvævede, integrerede og “fælles”, forhindringen er nærmest udelukkende af moralsk karakter. At vi ikke ønsker at forstå os selv som sammenvævede og integrerede med andre, for så kommer der pludselig en eller anden grad af delagtighed i andre menneskers trivsel ind i billedet, som i den grad står i vejen for mit ego’s stræben efter at få opfyldt sine begær.

Det viste dynamiske facadeudtryk danner bygningens facader mod boulevarden, dvs. bygningernes henvendelse til “samfundet” eller “kulturen”. På gårdsiden har bygningerne et helt andet udtryk, for her beskrev mine forslag opførelsen af et væksthus i hele bygningens højde og en terrasseret bagfacade, som tillod en omfattende tilplantning af hele facaden. Derved kan bygningen bringes til at udgøre et helt lille økosystem i sig selv, hvor de forskellige planter, moser og svampe i væksthuset kan danne en lunge for hele bygningen, som konstant renser og ilter luften, der omsættes i bygningen.

Jeg var selv meget tilfreds med de forslag jeg kom frem til. Faktisk regner jeg dem blandt mine bedste arbejder på linje med mit afgangsprojekt og konkurrenceforslagene til udvidelsen af Statens Museum For Kunst og udvidelsen af Stockholms Stadsbibliotek. Hvorfor konkurrecejuryen så ikke syntes de var værd at bemærke, tror jeg aldrig rigtig jeg vil forstå. Eller for den sags skyld, hvorfor Statens Kunstfond eller Ny Carlsbergfondet efterfølgende heller ikke syntes de var værd at vie nogen videre opmærksomhed. Men hvad ved jeg om, hvad det er de prioriterer.

Konkurrencen blev afgjort sidst i april 2009 og den 12. juni løb præsidentvalget så af stabelen, hvor Mahmoud Ahmadinejad vandt en overbevisende sejr, men hvor store dele af den iranske befolkning simpelthen nægtede at tage valgresultatet for gode varer. Og så startede de enorme folkelige protester. Befolkningen i Teheran og de andre storbyer væltede ud i gaderne og forlangte en gentælling af deres stemmer, hvorpå styret satte ind med tåregas og vandkanoner. Men det var ikke tilstrækkeligt til at standse befolkningens protester. Det var først da sikkerhedspolitiet satte ind med to-mandede motorcykler hvor passageren var en bevæbnet betjent, og disse motorcykelenheder vitterlig begyndte at skyde på og lemlæste og dræbe almindelige mennesker, at demonstrationerne begyndte at ebbe ud.

Jeg skrev sammen med en ung iransk mand jeg havde mødt dernede, og som havde henvendt sig til mig vist mest fordi han bare ville træne sit engelsk. Der efter at opstandene var blevet nedkæmpede, var jeg i en periode meget forsigtig med hvad skrev, og lod ham bestemme hvilke ting der kunne tales om og hvilke der ikke kunne. Han virkede ikke særlig politisk bevidst, heller ikke efter urolighederne. Så gik der pludselig en lang periode i 2010, hvor jeg ikke hørte fra ham og jeg blev meget bekymret for at vores udvekslinger havde bragt ham i vanskeligheder, men modtog så med stor lettelse en besked fra ham i starten af 2011.

På baggrund af mit eget møde med Iran og iranerne forekommer det mig, at der er noget fuldkommen bagvendt ved Vestens attitude overfor Iran. Og jeg tænker, at den nye konfrontatoriske linje fra USA, Israel og Saudi Arabien overfor Iran, at den vil kun tjene til at konsolidere de autoritære magthavere i Iran. Hvilket giver noget stof til eftertanke. For når USA går efter ‘regime change’, så er det ved gud aldrig indførelsen af reelt demokrati de går efter. Hvad de går efter er indsættelsen af et nyt autoritært lederskab, bare et som er loyalt overfor Washington. Jeg synes de europæiske befolkninger og EU skulle trække en linje og åbent erklære, at der med USA’s seneste aggressioner er indtrådt en ny doktrin i europæisk udenrigspolitik, hvor de europæiske stater tager stilling og handler uden på nogen måde at føle sig forpligtede til at rådføre sig med USA. Vi har båret over med og holdt ud og vist samarbejdsvilje igennem så mange år, men USA er med Trump ved roret blevet en komplet utilregnelig partner. Omvendt er jeg i den grad fortaler for venskabelige relationer mellem Iran og Europa, simpelthen for at muliggøre udvidede udvekslinger mellem mennesker i Iran og mennesker i Europa, og atomaftalen er i det lys et meget vigtigt moment i nogle nye og mere konstruktive relationer til Iran. Det er selve udvekslingen, der skaber fornyelsen.

 

 

Reklamer

Den socialorganiske revolution

Community02

Okay, så det handler ikke bare om en banksektor, som er gået linen ud i kreditskabelse, svindel og spekulation, det handler også om en bevidst og ideologisk betinget udeladelse af myndighedsmæssigt opsyn med den samme banksektor.

Okay, så det handler ikke bare om en løbsk finanssektor, som skaber samfundsøkonomisk omsætning gennem ryggesløs gældsætning, det handler også om politikere som kan holde et mægtigt statsapparat kørende på basis af den samme forøgede samfundsøkonomiske omsætning og gældsætning.

Okay, så det handler ikke bare om politikere, som overgiver hele vores samfund til den umiddelbare (og kortfristede) tilfredsstillelse ved ’The Wealth Effect’, det handler også om et ideologisk program som helt åbenlyst begunstigede de rigeste og pressede de svageste.

Okay, så det handler ikke bare om ”The Wealth Effect”, som stimulerer folks købelyst og forbrug, det handler også om befolkninger og deres politikere, der hver især nægter at konfrontere sig selv med realøkonomien i vores ressource- og naturforvaltning.

Okay, så handler ikke bare om et kunstigt stimuleret forbrug, som i realiteten har ført til overforbrug og forurening og udpining af naturgrundlaget, det handler også om et sammenbrud af elementær politisk ansvarlighed.

Okay, så det handler ikke bare om at den samfundsmæssige værdiskabelse står til at synke sammen, fordi vi ikke længere kan opretholde de kunstige stimuli, det handler også om at når den samfundsmæssige værdiskabelse så for alvor synker sammen, så vil vi i den selvsamme situation miste tilliden til vores politiske ledere og vores politiske system.

Okay, så det handler ikke bare om at vi i den samme vanvittig kritiske situation mister både vores livsgrundlag, vores samfundsforestillinger og tilliden til vores ledere, hvilket må forventes at stimulere attituder i retning af utæmmet egoisme og overlevelsesdrifter og yderligere nedbrud af den samfundsmæssige værdiskabelse, det handler også om at vi i den selvsamme situation skal forløse en hidtil uset omsorg for alle de øvrige skabninger vi deler denne planet med og således iværksætte hidtil usete programmer for genopretning af naturen i en global skala.

Okay, så hvem har nogle løsningsforslag?

 

Det er der, når det kommer til stykket, ikke ret mange der har. Og det er der en grund til, som handler om hvordan vi alle bærer omkring på nogle voldsomt oppustede ego’er, som følge af vores hengivenhed til udseende og status og arrogance (uanset på på hvilken side af dem-og-os-skellet man befinder sig), men vores ego’er kan ikke overleve mødet med de enorme udfordringer vi er konfronterede med. Det er ikke svært at finde bloggere og nyhedssites, som beskæftiger sig med de første fem led i ovenstående opremsning, fordi vi her taler om forhold som man kan kritisere nogen for, og vores ego’er elsker at kritisere, det vokser de bare yderligere ved. Men når så ræsonnementet drejer over i retning af, hvor totalt ude at skide vi alle er ved de vanvittig dybe vanskeligheder vi har bragt os i, så begynder ego’et at krakelere, og vores respektive ego’er vil derfor kæmpe med alle midler for at rive sig selv og vores opmærksomhed ud af disse tankerækker og erkendelser, så det kan bevare sig selv intakt. Vi kan ikke se oprigtigt og uden forbehold på vores samfundsmæssige, sociale og biologiske omstændigheder uden samtidig at blive overvældet af omfanget og dybden af den krise vi befinder os i. Der kommer en ydmyghed og lidenhed over ens opfattelse af sig selv i mødet med disse enorme udfordringer, lidt ligesom følelsen af ydmyghed og lidenhed kan komme over én på en stjerneklar nat, hvor universets sande righoldighed viser sig for én. En verden, der er så stor, kan ikke rummes af ego’et, og ego’et nærmest fordufter bare i mødet med en sådan storhed.

På den måde er vores verden så forunderlig logisk, for vores vanvittig dybe vanskeligheder er praktisk talt alle produkter af vores voldsomt oppustede ego’er, og de hidtil ukendte og ubenyttede kræfter vi skal bruge for at overkomme vores dybe vanskeligheder er nøje forbundet med vores evner for at transcendere ego’et. Når vi slipper vores identifikation med ego’et kommer der nogle kræfter til vores rådighed, som er så meget mere virkningsfulde end de kræfter vi har adgang til igennem ego’et. Og aldrig før har menneskeheden haft et så udtalt behov for at forløse hidtil ukendte og ubenyttede kræfter, som vi har på dette vanvittig kritiske punkt af vores kollektive livsbane.

Men når det kommer til stykket skal ego’et som sådan ikke gøres til skurken her. Vi har hver især brug for et ego. Vores ego er vores måde at give form på os selv i en verden, der ellers er formløs og grænseløs og derfor svær at arbejde med. Problemet er den voldsomt oppustede eller voldsomt dominerende karakter vores ego’er har fået indenfor den enkeltes liv ligesom indenfor samfundslivet. Vi har dyrket at give form på os selv, vi har dyrket at give form på vores indbyrdes relationer, på vores indbyrdes kommunikation og på samværsformer. Den verden vi har fået skabt for os selv, er så formet og forudindtaget og reguleret, at vi er ved at blive kvalt af formernes dominans. Vores trang til at bringe os selv og vores verden på form har bredt sig så effektivt, at vi efterhånden helt har fået fortrængt den anden side af vores eksistens, som er den formløse, drømmende, skabende side, og den side der er tilstede i nuet og integreret og således intimt forbundet med andre og med hele det levende univers vi er en del af. Denne anden side er så set fra ego’ets standpunkt alt for stor og vidtløftig, faktisk er denne anden tilgang til livet som sagt så stor og omsiggribende, at ego’et løber en risiko for helt at fordufte i mødet med det, og ego’et har derfor som sagt sin egne grunde til at modarbejde og nedgøre og forhindre den slags oplevelser og erkendelser.

Man behøver bare at se ud i den virkelighed der omgiver os for at konstatere, at vores verden er martret af nogle enormt oppustede og dominerende ego’er, der kæmper for at opretholde deres oppustede/dominerende roller. Men problemet er ikke begrænset til hovedrolleindehavernes ego’er. Sagen er, at vi såvel kan tale om ego-konstruktioner vi deler med andre, familie, stamme, landsdel, nation osv. Overalt hvor vi føler trang til at give form på os selv og de forskellige grupper vi indforskriver os selv under, der vil vi bidrage til udviklingen og opretholdelsen af kollektive ego-konstruktioner. Og igen her har vi over så mange år arbejdet så ihærdigt på at give form på disse gruppe-ego’er, velsagtens som en funktion af vores ihærdige arbejde med at give form på vores egne ego’er, at disse gruppe-ego’er også er gået hen at blevet både voldsomt oppustede og voldsomt dominerende og samtidig voldsomt undertrykkende i forhold til anden side af vores eksistens, den side som er uden formerne og fordommene og skellene, den side som er tilstede i nuet og integreret og således intimt forbundet med andre og hele det levende univers vi er en del af.

Så det vil være mit bidrag til et løsningsforslag. En udbredelse af en forståelse for den anden side af vores eksistens, den formløse, drømmende, skabende side og den side der er tilstede i nuet og integreret og således intimt forbundet med andre og med hele det levende univers vi er en del af. Denne anden side af vores eksistens vil jeg kalde den organiske side, og siger hermed, at vores reelle forbundethed med hinanden og hele det omgivende univers er lidt som en krop, hvor de enkelte organer og deres samspil er fuldkommen integrerede og ingen del kan fjernes uden at det organiske fortabes og kroppen dør. Det er forståelsen for denne levende og naturgivne forbundethed der er afgørende. Og ligesom vi kan udvikle og opretholde gruppe-ego’er vil der også være en organisk side af vores gruppe-eksistenser. Det er udbredelsen af en forståelse for den organiske side af vores forskellige kollektive ”kroppe”, som jeg kalder en socialorganisk forståelse og skulle den blive udbredt, så vil vi tale om en revolution af vores samfundsforestillinger og -institutioner.

 

En energimæssig krop i et energimæssigt univers

Jeg har i årenes løb været i hænderne på mange kloge og dygtige kvinder, og her taler vi ikke om noget erotisk men om forskellige former for kropsterapi som zoneterapi, antroposofisk massage, akupunktur, kranio-sakralterapi, reikimassage mm. Det startede med at jeg havde en leverbetændelse over et par måneder i starten af 2002, og i den forbindelse oplevede jeg hvordan kvinder i min omgangskreds opsøgte mig for at hjælpe mig med overkomme min sygdom og genoprette min krops balance og sundhed. Denne omsorg var uventet og dybt rørende, ikke mindst fordi den kom fra flere sider og den var så oprigtig og givende. En mødrene fra datters børnehave havde uddannet sig indenfor kinesisk mikro-makro-ernæring og kom med forskellige teer og urter og bestemte ting som ville gode for mig at spise under de specielle omstændigheder jeg befandt mig i. Lederen af min datters Rudolf Steiner-børnehave viste det sig var også uddannet antroposofisk massør, og tilbød mig et forløb med to ugentlige massager. En tredje var sygeplejerske og kom jævnligt forbi for at høre til hvordan min tilstand udviklede sig, og der var flere som opsøgte mig bare for at vise deres omsorg.

Det var så rørende, og oplevelsen var så uventet og stærk, at den på en meget diskret men meget virkningsfuld måde ændrede min livsbane. For jeg blev jo rask, også selvom den konkrete virus aldrig blev identificeret, men min verden var blevet radikalt udvidet ved mødet med disse kvinders meget mere intelligente og raffinerede og kreative måder at forstå kroppen og dens balance og sundhed. Og efter jeg blev rask forfulgte jeg disse nye levemåder videre og opsøgte mikro-makro-mesteren himself Tue Geertsen, og indarbejdede disse indsigter i min daglige kost, og begyndte at gå regelmæssigt til akupunktur/zoneterapi hos Sonja Cleminson, en meget erfaren og dygtig terapeut. Således var jeg blevet vækket til en opmærksomhed på min krop og min krops reaktioner på forskellige fødevarer og andre påvirkninger, og en opmærksomhed på hvordan ubalancer i min psyke kunne sætte sig som ubalancer i min krop, og at et sundt liv i ligevægt i høj grad også handlede om en ligevægt i sindet, hvilket i praksis vil sige et sind befriet for frygt og blokeringer. I en vis forstand kan man sige, at min stræben efter udvikle en harmonisk samfundsforståelse og min stræben efter at opvække en forståelse og omsorg for naturen som vores reelle livsgrundlag, at denne stræben hele vejen igennem har været min måde at give tilbage på, hvad jeg dengang fik.

Velsagtens fordi hun kunne se at jeg stadig havde en del at arbejde med, gav min eks mig i 50-årsfødselsdagsgave en session hos terapeut hun netop var blevet opmærksom på, og som praktiserede en særlig form for holostisk kropsterapi. Hun hed Trine og havde sin klinik i sit rækkehus i Hareskovby, og hvad hun gjorde var en slags full body-zoneterapi (og igen, drop det med de erotiske associationer og happy endings osv.). Jeg husker det som en ret lang session, vist over en time, og hen mod slutningen bad hun mig om at prøve en særlig øvelse. Mens jeg lå på ryggen på briksen satte hun sig ned for fodenden, og bad mig mærke et punkt 20 cm under mine fødder, og bad mig mærke hvordan energier strømmede ind i min krop fra dette punkt. Velsagtens en øvelse som tager udgangspunkt i 12-chakrateorien, som netop arbejder med det enkelte menneskes energikrop og energimæssige væsensled, som befinder sig både under og over den materielle krop. Og selvom jeg havde mine øjne lukkede under øvelsen, havde jeg klar oplevelse af at hun brugte sine hænders energier til at forstærke energiflowet igennem dette punkt 20 cm under mine fødder.

Måske var det fordi min introduktion til hele feltet med holistisk kropsterapi var så ”ren” og givende, og fordi jeg dengang var så afkræftet af min leverbetændelse, at jeg bare overgav mig fuldkommen til den hjælp jeg fik (både den medicinske og den alternative), så har det siden været let for mig også bare at lege med og overgive mig til de øvelser eller ”indgreb”, som de forskellige terapeuter foreslog. Således også her, og jeg hengav til at mærke denne indstrømning af energi igennem dette punkt 20 cm under mine fødder. Men øvelsen genererede ikke nogen klar oplevelse. Måske var der en svag og flygtig sansning, men den var så svag at den muligvis bare var indbildt. Derpå rykkede Trine så op satte sig ved hovedenden, koncentrerede sine hænders energier, og bad mig igen mærke et punkt 20 cm over mit hoved, og bad mig mærke hvordan energierne strømmede ind i min krop igennem dette punkt. Og wuschh, det var helt vildt, det var som en åben sluse, en kanal på måske 15 cm i diameter igennem hvilken der skete en heftig indstrømning af energier, nærmest voldsom, faktisk så voldsom at Trine blev forskrækket, det gav et ryk i hendes krop og pr. refleks trak hun sine hænder til sig. Begivenheden var så mærkelig og uforholdsmæssig for os begge to, at min session hermed kom til en lidt abrupt afslutning. Som det er kutyme efter de forskellige terapiformer fik jeg lige nogle minutter hvor jeg kunne ligge for mig selv og lige samle mig sammen for på ny at orientere mig imod mit hverdagsliv. Og da jeg sagde farvel fornemmede jeg en særlig indforståethed mellem os, og at Trine i virkeligheden var meget tilfreds med denne session og det var jeg vel også, men på en eller anden måde var vi ikke i stand til at tale om det fænomen vi begge netop havde været vidner til. Det var velsagtens for mærkeligt, for stort og konsekvenserne for hver vores virkelighedsopfattelse for svære at kapere sådan på stående fod.

 

Det enkelte menneskes energikrop

Blandt andet på baggrund af denne højst ejendommelige oplevelse er jeg personligt overbevist om, at det enkelte menneske ikke bare er sin materielle krop og hvad der sker i den. Det enkelte menneske er (ligesom hele det øvrige univers) primært energier og vibrationer, og det vi oplever som fysisk stof og det vi oplever som vores materielle krop er kun aspekter af vores væren. Helt udenfor rækkevidde af vores bevidste vilje og intentioner bliver hver vores energier og vibrationer sendt ud i vores omgivelser og påvirker vores omgivelser i overensstemmelse hermed. Hvad der er den naturvidenskabelige forklaring på, hvordan denne broadcasting af vores energier finder sted, har vi stadig til gode at udrede, men at denne broadcasting finder sted er der simpelthen så mange konkrete vidnesbyrd om, at vi ikke længere kan tillade os at afvise denne radikale udvidelse af vores selvforståelse. Indeholdt i denne antagelse er også, at det enkelte menneske er sammensat af mange væsensled, hvor igen kroppen kun rummer nogle af disse væsensled, mens andre væsensled rækker betydeligt længere ud i vores omgivelser end kroppen og denne meget mere udbredte energikrop rummer således den materielle krop i sig. Menneskelivets bundethed til vores materielle univers og de vilkår der hersker indenfor dette, denne bundethed gælder for hver vores materielle krop, mens vores mere vidtstrakte energikrop i højere grad eksisterer fri af begrænsningerne af tid og rum.

 

Vores samfunds energikrop

I vores møder og samvær med hinanden udveksler vi energimæssige påvirkninger med hinanden, og afhængig af hvor stærke disse påvirkninger er, vil vi skabe energimæssige bånd imellem os. Menneskenes samfund ikke bare er funderede i idealer, principper, love og institutioner, der er noget meget mere grundlæggende på spil end vores indbyrdes aftaleforhold. Vores samfund har en organisk værensform, altså at den omsorg og medfølelse vi føler for hinanden indenfor vores samfund, at den er reel, og at vores samfund derfor har en slags kollektiv energikrop, som dannes af vores følelsesmæssige og energimæssige forbundethed. Selvom denne idé kan være svær at danne som et klar forestilling, så taler vi ikke om noget abstrakt men tværtimod om noget konkret, et fysisk aspekt af hver vores energikrop som udgøres denne energikrops forbundethed med andres energikroppe. De konkrete udvekslinger af energimæssige påvirkninger selvfølgelig stærkest fra de vi er tæt forbundne med men også fra andre vi er løsere forbundne med helt ned til, at vi alle formentlig vedholdende påvirker hinanden på et eller andet plan.

Tidligere da vores samfund havde en større etnisk homogenitet, talte vi om ’et folk’, ’det danske folk’, og med begrebet ’et folk’ blev dette organiske aspekt mere end antydet. Men det afgørende var og er ikke homogeniteten, men den reelle oplevede følelse af forbundethed og høren til fællesskabet. De samme følelser af forbundethed og fællesskab kan også opleves i multikulturelle samfund og på tværs af landegrænser, det er kun et spørgsmål om graderne af åbenhed, ærlighed og udsyn. Eller mere præcist er det et spørgsmål om hvor udviklet og livskraftig omtalte anden side af vores eksistens er, den formløse, drømmende, skabende side og den side der er tilstede i nuet og integreret og således intimt forbundet med andre og med hele det levende univers vi er en del af

Ligesom det enkelte menneske formentlig ikke kan udslette sin energikrop, end ikke ved at gøre en ende på sin aktuelle inkarnation i denne verden, således også med vores samfunds energikrop. Selv hvis vi alle skulle bestemme os for at ikke at vise nogen omsorg og medfølelse for hinanden overhovedet og således lade fuldkomment hånt om vores samfundsmæssige forbundethed, så følger det af denne anskuelse, at vores samfunds energikrop ikke dermed ville blive udslettet, men bare at vi ville hensætte os selv i en tilstand af fornægtelse af vores reelle livsvilkår og organiske behov. Så hvor langt rækker vores samfunds energikrop? Ja som før antydet formentlig hele Jorden rundt, og den omfatter ikke kun mennesker men alle levende skabninger, og skulle mennesket en gang ad åre komme i kontakt med væsner fra andre verdener, så vil vores møde med dem medføre en tilsvarende udvidelse af vores samfunds energikrop. Der er således ingen begrænsninger på, hvor langt vores omsorg og medfølelse rækker, blot er vi alle samtidig nødt til at forholde os til vores materielle krop og opretholdelsen af vores liv i det materielle univers vi er født ind i. Således må det anses for naturligt at vores forbundethed typisk udfolder sig som en progression som starter i det nære, i familien og i lokalsamfundet, og derfra videre til kommunen og nationen og derfra videre til hele verdensdele og den samlede menneskehed. Indeholdt i forestillingen om vores samfunds fundamentale organiske værensform er således både en respekt for at det nære kommer først, og en respekt for at værensformen i den sidste ende går hele Jorden rundt.

 

Den indre slagmark

Disse anskuelser kan forekomme vidtløftige, men det er de formentlig kun fordi vi ser på dem fra et standpunkt af forbenet egoisme og materialisme. Blandt andre Rupert Sheldrake og Michael Lambert har udført omfattende studier af telepatiske fænomener imellem mennesker indbyrdes og imellem mennesker og deres kæledyr. Og disse studier var i sig selv bare møntede på at eftervise gyldigheden af de telepatiske fænomener. I samme øjeblik vi accepterer gyldigheden af ovenstående antagelser om eksistensen af det enkelte menneskes energikrop og forskellige stadier af gruppe-energikroppe er det en helt ny verden, der åbner sig for os. En sådan accept vil grundlæggende udfordre vores opfattelser af praktisk talt alle vores samfundsinstitutioner og deres måder at fungere på. På alle de områder hvor vi har mærket de destruktive konsekvenser af utæmmet egoisme, vil vi med forestillingerne om den grundlæggende organiske kvalitet ved vores egen eksistens og ved vores samfunds eksistens få nogle redskaber til at bevidstgøre hvad det var for overgreb der skete, og nogle redskaber til at forstå de psykiske svagheder eller lidelser, der førte til al denne overdrevne egoisme.

Vores forestillinger om politik og politiske debatter vil blive reviderede, vores forestillinger om økonomi og værdiskabelse vil blive reviderede, vores forestillinger om lederskab og forvaltning vil blive reviderede, vores forestillinger om forbrydelser og straf vil blive reviderede. Og hvad vi vil finde er formentlig, at det er selve fornægtelsen af vores forbundethed, der har fungeret som en slags arvesynd, det er den etablerede kulturelle fornægtelse af vores forbundethed der har skabt det urtraume, der løber som en rød tråd igennem menneskehedens kendte historie, og som har forårsaget så ufattelig meget splid, så ufattelig store ødelæggelser og så ufattelig store lidelser.

Der er som om den periode vi gennemlever i disse år er udspændt imellem anerkendelsen af, at mennesket er meget mere intelligent og meget mere socialt kompetent end vi hidtil har forestillet os, overfor anerkendelsen af hvor smadrede vores samfund er og hvor smadret vores planet er som følge af al vores fortvivlede løbske egoisme. Og det er som om anerkendelsen af det ene aspekt summerer op til en lodret modsigelse af det andet aspekt og vice versa. Hvis vi er så intelligente og socialt kompetente, hvordan kan det så være at vi har lagt vores hjem og vores planet øde? Men det er kun tilsyneladende et paradoks. I virkeligheden hører de to aspekter sammen som to sider af den samme mønt. Det er selve vores løbske kollektive selvdestruktive drifter, der forløser denne langt mere udviklede forståelse af os selv, og i denne forløsning spiller os de redskaber i hænde, som vi skal bruge til at overkomme vores civilisatoriske krise.

Alle og enhver mærker vi de store kontraster der præger den krise vi gennemlever i disse år. Faktisk er fronterne trukket så skarpt op, at vi alle hver især er ved at blive slidt i stykker over at skulle rumme disse enorme kontraster. På den ene side nogle udlevede forestillinger som kæmper med alle midler og hinsides nogen former for hensyn eller empati for at fastholde sin magt over de almene forestillinger, og på den anden en spirende underskov af nye forestillinger og initiativer som demonstrerer, at vi vil kunne skabe gode fyldige liv ved at forbruge meget mindre og i stedet prioritere vores samvær med hinanden og vores evner for at få opfyldt vores behov gennem en fælles indsats.

Men vores samfundsinstitutioner er byggede på fortidens forestillinger, og således er der en enorm træghed overfor og modstand mod de nye forestillinger, som hen ad vejen vil revolutionere vores samfundsinstitutioner. Denne træghed og modstand udøves af alle vores etablerede samfundsinstitutioner, medier, politiske partier, forskningsinstitutioner, ministerier og styrelser, eller mere konkret, trægheden og modstanden udøves af alle de som har tilkæmpet sig topplaceringer indenfor disse samfundsinstitutioner. Og trægheden og modstanden udøves af os alle sammen, fordi vi viger tilbage overfor at anerkende både graderne ved hvilke vi har smadret vores samfund og vores planet samt graderne af vores reelle evner og udviklingsmuligheder, igen her for at beskytte vores egne hårdt tilkæmpede ego’er.

 

Puljeintelligensen

Men det er så bare hvor vi står her og nu, med et ben i den gamle verden og et ben i den nye, uanset hvor tåget eller ubevidst den nye verden end fremstår for hver enkelt. Og frem for at svælge i vores nuværende lidelsesfyldte rodløshed og forvirring var det måske mere interessant at begynde at skitsere hvordan en verden baseret på ovenstående antagelser om vores organiske forbundethed egentlig ville tage sig ud. I første omgang taler vi om et markant skift fra at anse sig selv for at være en entitet, et sluttet hele, et selv, min krop, mit ego, min identitet, til at anse sig selv for en vigtig aktør i den store helhed, et knudepunkt i et netværk, et mangefacetteret prisme der spejler og gengiver og videregiver de energier der rammer det, lige fra én-til-én-relationer til de større globale eller kosmiske strømninger, en bidragyder og parthaver i helheden på linje med ethvert andet individ eller enhver anden skabning.

Og i samme øjeblik sublimeringen af selvet i vores stræben efter identitet og status for en stor del bliver taget ud af vores samværsformer og professionelle adfærdsformer, så bliver det bare så meget rarere at være sammen og at arbejde sammen. Men ikke nok med det, der er et reelt potentiale for at vi kan udvikle ”nye” bevidstheds- og intelligensformer. Over de senere år har der været betydelig forskningsmæssig interesse i fænomener som ’hive mind’ og ’swarm intelligence’, og disse intelligensformer, man kunne kalde dem former for puljeintelligens, er også indenfor menneskets rækkevidde. Skulle vi over en bred front begynde at anerkende den anden side af vores eksistens, den formløse, drømmende, skabende og forbundne side, så vil vi radikalt åbne vores liv for udvekslingen af energier med hinanden, og vi vil muligvis blive overvældede af de kreative og innovative muligheder i en sådan puljeintelligent tilgang til overkommelsen af vores udfordringer.

 

Det starter med den enkelte

Gennem vores respektive familiekarmaer, gennem vores kollektive kulturelle karma, gennem oplevede overgreb og misbrug og forulempelser som følge af ovennævnte ”arvesynd” eller urtraume har vi alle en energikrop som er svækket eller skadet. Og disse svækkelser eller skader på vores energikroppe kan være fortrængte og dermed ubevidste eller de kan være på forskellige stadier af bevidstgørelse, men uanset hvad vil vi have en viden på et ikke-bevidst kropsligt plan om disse svækkelser, og disse svagheder får os til at reagere defensivt igennem for eksempel at holde visse sider af sig selv skjult for andre eller kompenserende gennem at puste sig op og forsøg på at projicere styrke og usårlighed overfor ens omverden. Det er den klassiske psykologis skelnen mellem Jeg’et og dets skygge. Hvad Flowerpower- og siden New Age-bevægelsen har bragt, er et radikalt indskud af østlig holistisk filosofi og naturvidenskab, som har udbredt og videreudviklet disse kropsterapeutiske metoder, som sætter os i stand til at arbejde med vores traumer og skygger på en meget direkte og jordnær måde. Hvor vores egen psykologiske forståelser har en tendens til at genopvække de kristelige forestillinger om skyld og skam og synd, så er de østlige forståelser og metoder mere pragmatiske og går direkte efter at genoprette kroppens/energikroppens ligevægt og harmoniske flow af energier.

Hver især har vi således en opgave med at få bragt orden i vores eget hus, det vil sige få bragt orden i vores egen energikrop og vores måde at være i verden, så vi opnår en balance imellem vores behov for former og grænser overfor vores behov for formløshed og åbenhed og kreativitet. Og i takt med at vi gradvist hver især gør fremskridt i retning af at opnå en sådan ligevægt i krop og sind, desto stærkere vil vores bevidsthed om den grundlæggende socialorganiske karakter af vores samfund træde frem.

Dette beskriver en smuk og løfterig udviklingslinje for vores samfund over en generation eller to, problemet er bare, at vi har ikke en generation eller to til at bremse de nuværende løbske egoistiske tendenser og genoprette nogle grader af ligevægt. Vi har formentlig ikke en gang et tiår eller to, muligvis har vi ikke en gang et år eller to. Vores verden forekommer i disse år at være så voldsomt ude af kontrol, og udviklingstendenserne forekommer så voldsomt destruktive, at vi kan komme i en situation, hvor vi nærmest fra den ene dag til den anden skal foretage et udviklingsmæssigt kvantespring. En slags straks-heling af både vores individuelle energikroppe og vores samfundsmæssige energikrop. Det er her at begrebet revolution bliver relevant, og det er derfor at jeg har kaldt mit bidrag til en sådan straks-heling af vores samfund for den socialorganiske revolution.

 

 

 

 

(Illustration: Ukendt kunstner, fra neurodojo.blogspot.dk)

 

 

Politikernes store løgn

Janus03.jpg

Politikernes store løgn er selvfølgelig, at de bilder os ind at vi har brug for dem. Men har vi ikke brug for dem? Vi har jo over århundreder fået opbygget nogle sindsygt komplekse samfund med så ufattelig mange bevægelige dele der griber ind i hinanden, og så ufattelig mange regler for hvordan de samfundsmæssige udvekslinger skal foregå, så det må da kræve en enormt omfattende oplæring og en enormt veludviklet forestillingsevne for overhovedet at kunne orientere sig i endsige forvalte dette vanvittigt komplekse samfundsmæssige maskineri. Og det er rigtigt, men det er samtidig den anden side af politikernes store løgn, at bilde os ind at dette vanvittigt komplekse samfund overhovedet findes.

Det er efterhånden 50 år siden at dommen faldt over de senindustrielle samfund, og denne dom kunne opsummeres som:

  • At vores udvindingsøkonomiske metoder førte til udtømning af de ressource vores samfund bliver understøttet af
  • At vores udvindingsøkonomiske metoder førte til forurening og udpining af naturgrundlaget med potentielt fatale konsekvenser for hele menneskeheden
  • At vores materialistiske værdisæt førte til afstumpede måder at forstå vores relationer til hinanden og til vores omverden
  • At vores materialistiske værdisæt førte til ensomhed og nedbrydning af vores samfunds sociale sammenhængskraft
  • At den manglende forståelse for gensidigheden i vores relationer til hinanden og til vores omverden førte til ekstreme samfundsmæssige uligheder i fordelingen af rigdommene der blev udvundet af naturgrundlaget og af arbejdskraften, og at disse uligheder i sig selv bidrog til yderligere fortrængning af gensidigheden i vores relationer og yderligere nedbrydning af den sociale sammenhængskraft

Allerede dengang for 50 år siden stod det klart, at vi måtte omlægge vores levemåder, forenkle vores samfund, skalere vores samfund ned, så vores levemåder kunne holde sig indenfor de fysiske rammer og betingelser, som er givet ved det overordnede økosystem som planeten Jorden er. Hippierne forstod det og tog konsekvensen og tjekkede ud af de vanvittigt komplekse samfundsmodeller vi havde sat op for os selv. Mange af 68’erne forstod det og forsøgte at iværksætte omfattende omstillingsprocesser indenfor den eksistende samfundsorden. Men slaget blev tabt, og som samfund regrederede vi til den forestillingsverden, der havde hersket forud for at vi løb ind i den overvældende nye erkendelse, som om vi kunne omgøre eller annullere den mægtige erkendelse vi netop havde fået.

Politikernes store løgn er således nu på fyrretyvende år at fortsætte med at hævde, at alting kan fortsætte som vi har været vant til. Og det er på sin vis forståeligt, for det er selvfølgelig langt mere interessant at være en slags CEO for en mægtig koncern (stat) med internationale partnere og forbindelser, end det er at være bogholder i en mindre produktionsvirksomhed. Eller med andre ord, ingen politikere har til dato haft mod og mandshjerte til at indvie befolkningen i, hvor fundamentalt ikke-bæredygtig vores ressourceforvaltning, vores produktionsmetoder, vores finanssystemer, vores velfærdsordninger er, for gik politikerne ud med denne ene og helt reelle fortælling, så ville deres egen status som politiker blive voldsomt beskåret. For de flestes vedkommende sandsynligvis helt overflødiggjort. Så nej, det er langt federe at forblive indenfor illusionerne om deres enorme snilde og deres enorme kompetencer i retning af at styre et så vanvittigt komplekst samfundsmaskineri som vores nuværende. Ganske uanset at de i realiteten ikke rigtig styrer, men snarere bare gør som man plejer og når noget så sker, så kæmper de for at være på omgangshøjde med begivenhedernes forløb samt kæmper for at få indarbejdet udviklingstendenserne i deres egne mangelfulde og fejlbehæftede verdensbilleder.

Hvad jeg prøver at skitsere en forestilling om er altså, at dette vanvittig komplekse samfundsmaskineri slet ikke findes i virkeligheden, også selvom hovedparten af f.eks. den danske befolkning tror at det gør. Vores vanvittigt forgrenede lovkomplekser, vores vanvittigt komplekse forvaltningsapparater, vores vanvittigt komplekse ’micro-management’ af borgernes adfærd, alt dette fremstår som virkeligt og føles som virkeligt når man som borger møder manifestationerne af disse forestillinger, men disse samfundsforestillinger er ikke mere virkelige end vores vanvittigt opblæste finansielle værdiansættelser er virkelige, eller vores forestillinger om en uforstyrret energiforsyning til vores samfund er virkelige, når realiteterne er at 99 pct. af vores energiforsyning fortsat kommer fra de fossile brændstoffer som der åbenlyst bliver mindre og mindre af. Hvad vi taler om her er ikke dommedagsprofetier eller nedkaldelse af skyld over vores letsindige levemåder men bare simple konstateringer af, at det er sådan realiteterne ser ud hvis man forsøgsvist hæver sig over vanernes tyranni og ser igennem de fortrængninger der har hersket i vores kultur igennem disse mange år.

Så nej vi har ikke brug for vores politikere for de lever i en drømmeverden, hvor de anser sig selv for at være enormt betydningsfulde forvaltere for et kæmpestort samfundsmaskineri, som i virkeligheden slet ikke er der. Det er ’Kejserens nye klæder’ om igen. Og sagen er jo, at de godt kan mærke at skoen trykker, ikke bare et men flere steder. Efterhånden som de hårde fysiske begrænsninger og realiteter begynder at trænge sig på, bliver det simpelthen sværere og sværere at opretholde disse samfundsforestillinger. Politikerne mærker at forestillingerne begynder at skride, her og der og alle vegne, og de bliver bange. Tanken om at give slip på de herskende samfundsforestillinger må i sagens natur for politikerne være ensbetydende med en dyb eksistentiel krise, og det er nok de færreste der har modet til at kaste sig ud i en sådan eksistentiel omstillingsproces. I stedet vælger politikerne at sætte ind med desto hårdere og mere firkantede kanoniserede samfundsforestillinger, og de strammer deres greb om samfundets styring, alt sammen i et forsøg på at imødegå opløsnings- og nedbrudstendenserne og fastholde de vanemæssige forestillinger.

Vi har ikke brug for vores politikere, for i stedet for at være vores formidlere af virkeligheden, vores formidlere af de reelle vilkår der gælder for at opretholde vores liv her på Jorden, er de blevet vores skjold imod eller vores barriere overfor virkeligheden. Og jo mere vi investerer vores tillid, energi og politiske mandat i nogle bestemte politikere for at de skal skabe forandringer og få vores samfund til at fungere som førhen, jo mere ihærdigt arbejder politikerne på at stramme op på og ensrette vores samfundsforestillinger samt stramme deres greb om samfundets styring. Jo mere vi investerer i vores politikere, jo mere mere befæster vi barrieren for at nogle mere realistiske samfundsforestillinger kan trænge igennem. Overvågning, mørklægning, censur, undertrykkelse, hele udtrækket af statslig kontrol og styring, det er, hvor vi er kommet til. En jævnt glidende bevægelse fra demokrati over bureaukrati og teknokrati til regulære fascistiske forestillinger og tiltag.

Men hvis vi ikke har brug for vores politikere, hvad så? Taler vi så om ophævelse af alle de skrevne eller uskrevne kontrakter, der består mellem individet og samfundet? Taler vi om anarki? Tror vi på anarki? Er anarki overhovedet foreneligt med en sammenhængende samfundsforståelse?

Indledningsvist kan vi nok konstatere, at efter alle de mange år med stadigt mere omfattende og hårdhændet topstyring, så er der nok et ret stort udviklingspotentiale i en bottom-up-demokratisk samfundsmodel, hvor der vil være et stort rum for selvforvaltning både på lokalt og kommunalt niveau. Og i samme øjeblik staten fritages for al den hidtidige ’micro-management’, så er der et reelt potentiale for, at selv landspolitikken kunne genvinde fatningen (så at sige), og landspolitikken kunne genvinde sin karakter af at være overordnet, generel og visionær, og således koncentrere sig om de store og langsigtede udviklingslinjer. Samtidig har vi jo med internettet helt åbenlyst fået nogle nye redskaber til at lodde almindelige menneskers holdning til alle mulige spørgsmål, og det er således ikke svært at se for sig, at en ny generation af politikere vil opstå, som har genoprettet en forståelse for gensidigheden mellem dem selv og deres rolle på den ene side og befolkningens ønsker på den anden. En helt anderledes ydmyg rolle som den udførende part for de ønsker der trives i befolkningen.

Tænker vi os at en reformdemokratisk bevægelse ville være i stand til at genoprette en ærlig dialog mellem almindelige mennesker og politikerne, og at denne ærlige dialog førte til at både den brede befolkning og politikerne begyndte at forholde sig til vores reelle udfordringer, så ville disse samme politikere samtidig være i stand til at indgå i helt anderledes åbne og ærlige dialoger også på internationalt plan. Eller med andre ord så er det altså ikke utænkeligt, at selv international politik kunne blive befriet for hovedparten af alle de forkvaklede taktiske hensyn møntede ikke mindst på den hjemlige politiske scene, og således også i langt højere grad blive orienterede imod de reelle udfordringer som vi alle som nationer og som dele af menneskeheden er konfronterede med.

Politikernes store løgn har altså denne dobbelte karakter af, 1. Forestillingen om at vores vanvittigt komplekse senindustrielle samfund overhovedet er levedygtigt, og 2. Nødvendigheden af at have professionelle politikere til at forvalte dette vanvittigt komplekse samfund.

Her overfor har den radikale nye samfundsforestilling, der bringer os ud af dette dødvande og disse destruktive udviklingstendenser også en dobbelt karakter i form af, 1. En vedståelse af de reelle begrænsninger og vilkår der gælder for at opretholde vores liv her på Jorden, 2. Nødvendigheden af en reform af vores politiske systemer så vi sikrer at politikerne altid har den brede befolknings mandat til at gøre de ting de gør.

 

 

 

 

 

 

 

(Illustration: Janus, antik romersk gud for begyndelser, åbninger, tærskler, forvandlinger, dualitet, overgange, tid og afslutninger. Afbildes traditionelt med to ansigter, et der vender mod fortiden og et mod fremtiden)

 

En dør til en anden verden?

LargeHadronCollider01

Hvad det er vi får indblik i med ovenstående foto er selve kollisionskammeret i The Large Hadron Collider i det europæiske laboratorium for højenergifysik Cern ved Geneve. Hvad vi ser er kollissionskammeret med dets vanvittig komplekse konstruktion af partikeldetektorer, en konstruktion der er stor som en københavnerkarré, og her altså er krænget op så man får en fornemmelse af kompleksiteten af det mægtige apparat. Inden atompartiklerne kolliderer i dette kammer er de blevet hvivlet rundt i den enorme cirkelformede forsøgsopstilling med en omkreds på 27 kilometer, som er udstyret med 1.200 kraftige magneter og i midten af tværsnittet af dette mægtige cirkelformede magnetfelt er det altså muligt at etablere to modsatrettede stråler af atompartikler, og accelerere disse partikelstråler op til nogle ufattelig høje hastigheder, og så til sidst bringe disse partikelstråler til at støde sammen inde i midten af kollisionskammeret.

Hver af de 1.200 kraftige magneter er 15 meter lang og vejer 35 tons og er under driften nedkølet til henved det absolutte nulpunkt på -273 gr. Celsius, hvorved magneternes kraft mangedobles, og det er kraften af magnetfeltet som muliggør, at pratikelstrålerne kan accelereres op til de ufattelig høje hastigheder. Til denne nedkøling anvendes i størrelsesordenen 96 tons flydende helium, og med nedkølingen til bare to grader over det absolutte nulpunkt, er disse magneter kandidater til at være det koldeste punkt i hele vores solsystem. Når partikelstrålerne så tørner sammen sker der i størrelsesordenen af 600 millioner partikelsammenstød i sekundet, som hver især eksplodere i op mod 100 mindre partikler, og det er forløbet af disse kollisioner og egenskaberne ved disse mindre partikler man måler på i kollisionskammeret. Ved partikelsammenstødene opstår der vanvittig høje temperaturer på milliarder af grader, og de almindelige egenskaber ved stoffet i universet undergår forandringer, som man mener svarer til stoffets tilstand umiddelbart efter The Big Bang. Således hævder forskerne ved Cern, at de genskaber nogle tilstandsformer som var fremherskende i universet for 13,8 milliarder år siden.

Med sine 27 km i omkreds svarende til en diameter på 8,6 km dækker The Large Hadron Collider et område omtrent på størrelse med København (der er ca. 8,6 km fra Hvidovre til Svanemøllen), og hele forsøgsopstillingen er udført 100 meter under terræn og altså boret ud i Alpernes grundfjeld. Partikelacceleratoren er uden sammenligning den største menneskeskabte maskine til dato, og den forbruger lige så meget energi som Geneve by. Det oprindelige budget for opførelsen af The Large Hadron Collider var på 7,5 mia. euro svarende til godt 56 mia. kr. (2,5 gange prisen for Metrocityringen). Foruden forskere fra Cern’s 22 medlemslande har forskere fra hele kloden haft mulighed for at gennemføre forsøg med partikelacceleratoren, således at omtrent 10.000 forskere fra over hundrede lande til dato har anvendt de ekstraordinære faciliteter siden idriftsættelsen i marts 2010.

Okay, og hvor er det jeg vil hen med denne fysiktime? Ja det kæmper jeg lidt med selv at klargøre, men jeg kan bare ikke lade være med at undre mig. Jeg har stor respekt og sympati for mennesker, der dedikerer deres liv til at udforske den verden vi lever i, faktisk er jeg så rigeligt nørdet selv til at jeg kunne se mig selv begravet i bestræbelserne på at afsløre nogle af denne verdens mysterier, men det er sgu alligevel utroligt, at det lykkedes at stampe 56 mia. kr. op til at bygge et fysiklaboratorium. Og bevares, vi er da helt sikkert blevet en hel del klogere på hvad der foregår på det subatomare niveau, og når man bringer så mange forskere sammen sker der jo også alskens synergieffekter og kreative sammentræf (f.eks. blev http-protokollen som ligger til grund for internettet udviklet på Cern af Tim Berners-Lee i 1989), men det er alligevel utroligt at det lykkes at samle en sådan interesse om etableringen af et fysiklaboratorium. Samtidig må vi også være ærlige og sige, at det bestemt ikke er uden risiko at eksperimentere med universets stof på så ekstreme måder som The Large Hadron Collider muliggør. Jeg mener ikke at der var nogen der med sikkerhed kunne sige, at vi ved disse forsøg ikke ville komme til at slippe kræfter løs, som kunne forrette store ødelæggelser. Så ikke bare skulle enorme summer stables på benene, eventuelle risici ved forsøgene skulle altså også overkommes. Så igen, hvorfor den politiske interesse?

Personligt kan jeg således godt forundres over, at vi er lykkedes med at skabe et så kæmpestort og enormt komplekst fysiklaboratorium, men jeg er sådan set ikke så meget i tvivl om, hvorfor den politiske interesse var der. Sagen er jo den, at vores kultur, ligesom alle forudgående ”store” kulturer, lever på en udvindingsøkonomisk tankegang. Vores kilder til rigdom har alle dage været naturgrundlagt, hvor vi med stadig større effektivitet har udvundet de ressourcer ved hvilke vi har drevet vores samfund og opnået vores rigdom. For alle kulturer forud for den vestlige, var det solens energi der via naturen og vores agerbrugsmetoder tilvejebragte de ressourcer der drev vores samfund. Men opdagelsen af mulighederne for at udnytte den opsparede energi i kul og siden olie sendte de vestlige kulturer og siden alle klodens samfund ud på en formidable udviklingslinje, og skabte den store overflod og den mægtige ekspansion af den menneskelige foretagsomhed, der har karakteriseret de seneste 100-150 år. Siden opdagelsen af kul og olie i store mængder er populationen af mennesker på planeten eksploderet, mens omvendt stort set alle andre livsformer har været i tilsvarende tilbagegang. Men se, olie er jo ikke en fornybar ressource, i hvert fald ikke i det tempo vi forbruger den, og selvom de ikke kunne drømme om at italesætte denne omstændighed under en politisk debat, så ved vor tids politikere dybest set godt, at vi lever på lånt tid. Hvis ikke vi lykkes med at finde nye måder at udvinde energi til at drive vores samfund, så vil knapheden på olie medføre, at planetens muligheder for at understøtte den nuværende store population af mennesker vil formindskes, endda markant formindskes. Vi vil formentlig godt kunne udvikle nogle nye måder at få vores samfund til at fungere på, hvorved der ville kunne etableres et livsgrundlag for alle, men det vil ikke tilnærmelsesvist ligne det liv vi har været vant til. Simpelthen fordi vi ikke længere vil have de hundredevis af ”slaver” arbejdende for os hver især, som vi (ikke mindst her i Vesten) har haft til vores rådighed i form af det kæmpemæssige energitilskud fra olien.

Det er i den sammenhæng man efter min opfattelse skal forstå den store politiske interesse for et projekt som The Large Hadron Collider. Ligesom tidligere tiders opdagelsesrejsende drog for at finde uudnyttede (eller ubeskyttede) naturrigdomme, drager vor tids opdagelsesrejsende også ud i ukendt terræn for om muligt at finde store uudnyttede ressourcer, eller mere præcist at finde adgang til former for energi vi ikke tidligere har været vidende om og gennem udvindingen af sådanne nye energikilder sætte vores samfund i stand til at fortsætte de levemåder vi er vant til eller sågar at ekspandere dem yderligere. På den baggrund er jeg også usikker på om politikerne er tilfredse med de resultater der hidtil er kommet fra Cern. Måske havde politikerne heller set en katastrofal nedsmeltning af anlægget, fordi der pludselig blev sluppet nogle mægtige kræfter løs, for så ville vi vide at der er noget at hente, noget energi at høste. Uden adgang til nye energikilder er timeglasset allerede ved at løbe ud, hvilket kommer til udtryk ved den komplet uøkonomiske skifergasproduktion, ved den meget vanskelige og risikable ’deep sea drilling’ samt ved den voldsomt ødelæggende olieudvinding af tjæresand, og videre ved de enorme politiske spændinger forbundet med etableringen af naturgasledninger henover landegrænser, ved krigene om olieressourcerne i Mellemøsten samt ved et saudiarabisk regime på kanten af kollaps.

Sådan forstår jeg motivationen bag Cern-anlægget. Det er stedet hvor vi spejder efter nye kilder til energi, men i mine øjne er der noget mærkeligt og gakket ved troen på, at sådanne enorme anlæg og så vanvittig komplekse konstruktioner skulle give os de løsninger vi ønsker. Allerede atomkraften var klodset og uskøn og voldsomt sundhedsfarlig for det naturlige miljø, og nu går vi videre i de samme bestræbelser for at udvikle noget som bliver endnu mere klodset og uskønt og potentielt endnu mere sundhedsfarligt for det naturlige miljø. Det er min fornemmelse, at der er en form for forstokkethed i vores tilgang til vores problemer, der er nogle grundantagelser som vi ikke er villige til at sætte spørgsmålstegn ved, og fordi grundantagelserne forbliver de samme, kan vi kun fortsætte ud af de samme tankebaner vi hidtil har forfulgt. Tilbage i min gymnasietid var der en der præsenterede en gåde, hvor der tegnede sig en meget karakteristisk fordeling af svartiderne imellem de der gik på den samfundsfaglige linje, de der gik på naturfaglige eller de der gik på den fysikfaglige. De samfundsfaglige gættede gåden på i gennemsnit 2 minutter, de naturlige på i gennemsnit 5 minutter og de fysikfaglige på i gennemsnit 10 minutter, hvis vi i sidstnævnte gruppe altså ser bort fra de der gav op overfor at løse gåden. Rammen om gåden var oppe i Grønland hvor isbjørne jager sæler ved huller i isen, og man fik at vide, at der godt kunne være huller i isen uden isbjørne, men der kunne ikke være isbjørne uden huller. Derpå blev der slået med tre eller fire terninger, og man skulle så svare på, hvor mange huller og isbjørne der var. Og de fysikfaglige gik jo straks i gang med alle mulige beregninger og sære lovmæssigheder mellem terningernes positioner, men svaret var jo fuldstændig simpelt: Hver af de ulige terninger havde jo en prik i midten, denne prik var et hul i isen, og spørgsmålet var bare hvor mange isbjørne, der sad på lur rundt om hullet på hver af de ulige terninger.

Det er denne form for fangenskab af nogle bestemte tænkemåder der slår mig, når jeg ser på et så enormt og så vanvittig komplekst anlæg som Cern-anlægget. Det er selvfølgelig en smule unfair at stille det sådan op, for jeg aner ikke om nogle andre muligheder ville åbne sig for os med en anden tilgang, det ville også være et eksperiment, men der er bare noget ved størrelsen og kompleksiteten, som gør mig skeptisk overfor om anlægget nogensinde giver os de løsninger vi ønsker. Eller sagt på en anden måde, at anlægget i virkeligheden er en mægtig vildfarelse. Og tanken om at vi i vores kollektive adfærd er underlagt tankeformer, som hen ad vejen er blevet fængsler for vores sind, vil jeg godt forfølge videre. For ikke bare har den vestlige kultur og siden stort set hele kloden været underlagt nogle udvindingsøkonomiske tankegange, de udvindingsøkonomiske tankegang har udviklet sig mere og mere ekstremt, således at vi åbenlyst dræber naturen med vores udvindingsøkonomiske adfærd. Og hvor vores forskellige samfund tidligere udviste nogle grader af solidaritet og fællesskab er de udvindingsøkonomiske tankegange efterhånden blevet udfoldet med en sådan konsekvens, at de sidste rester af solidaritet og fællesskabsfølelser er ved at være udslukt. Her i starten af det 21. århundrede findes erhvervskoncerner ikke for at tjene sine kunder, hvad erhvervskoncernerne til stadighed bestræber sig på og med alle midler forfølger er, hvordan de kan optimere udnyttelsen af den globale arbejdskraft samt hvordan de kan malke flest penge ud af kunderne for det produkt eller den ydelse de leverer. Og erhvervskoncernerne har enorm succes med deres strategier, så meget at det der før var en middelklasse er ved at blive et proletariat, og det der før var billig arbejdskraft er ved at blive regulært slaveri. De nuværende globaliserede selskabskonstruktioner udfolder de udvindingsøkonomiske tankegange med en sådan konsekvens, at det summerer op til en form for kollektiv dødsdrift for hele menneskeheden.

I min optik er det folk, der allerede er mere eller mindre opslugte af disse udvindingsøkonomiske tankegange, der bevilger penge til projekter som Cern eller bevilger penge til projekter til fremtidige bosættelser på Mars. Selv de der sidder øverst i det udvindingsøkonomiske hierarki kan se at timeglasset er ved at rinde ud, og at vi snart vil have lagt vores nuværende hjem øde. Det er derfor de presser på for at vi skal bryde igennem til nogle nye udvindingsøkonomiske muligheder. Det er alt sammen så forstokket og klaustrofobisk og sygeligt, for der jo alternativer til dette regimente, blot er vi nødt til at acceptere en tilbagegang i vores materialistiske levevis. Denne efterhånden verdensomspændende besættelse af de udvindingsøkonomiske tænkemåder er forbundet med livstilstand uden af ligevægt, og en af måder denne uligevægtstilstand kan beskrives er som en voldsom dominans af den venstre hjernehalvdels måder at tænke på overfor den højres. Den højre hjernehalvdel har ikke de samme drifter imod erhvervelser og ejerskab, den højre hjernehalvdel interesserer sig ikke for fremtiden og har ikke behov for fremgang, men er i stedet optaget af Væren. Det er derfor at det at opholde sig i naturen er så stimulerende for os, fordi det at opholde sig i naturen vækker den undertrykte højre hjernehalvdel til live og vi kan (måske) for en stund få lov til bare at hengive os til bare at være. Men denne tilstand af Væren er alt andet end tom og den er heller ikke uden udvikling. Tilstanden er snarere den at være fuldkommen integreret i sit miljø, skellene mellem en selv og omgivelserne bliver meget mere diffuse, og man udveksler således frit med sine omgivelser over en båndbredde der tusinder gange større end hvad den venstre hjernehalvdel er i stand til at behandle. Og i denne tilstand af immersion får vi nogle andre tilgange til at forstå os selv og den verden vi er en del af. Et meget anskueligt ekesempel kunne være geniale gartnere som Sepp Holzer eller Colette O’Neill, som lever så intenst sammen med deres planter, at de de opnår indsigter i hvad der skal til for at fremme en given plantes eller en given biotops trivsel. Andre anskuelige eksempler kunne være Henry David Thoreau’s liv og forfatterskab eller mennesker som dedikerer deres liv til en rytme af meditation og bøn.

I en vis forstand kan myten om Adam og Eva siges at beskrive vores skift fra at leve i verden domineret af højre hjernehalvdels tænkemåder til en verden der er domineret af venstre hjernehalvdels tænkemåder. Der er noget paradisisk over oplevelsen af en selv som fuldkommen integreret i den verden man er en del af, og der er et syndefald i samme øjeblik vi skifter til at ville erhverve og eje og omskabe verden til vores egen fordel. Og der er en sammenhæng med skiftet i puberteten fra barndommens virkelighedsforståelse og voksenslivets virkelighedsforståelse. Det er ikke sådan at driften imod og fuldbyrdelsen af ens forening med det andet køn endegyldigt fordriver en fra et liv hengivet til Væren, men det bliver på så mange måder vanskeligere at nå denne tilstand af ro og accept og livsfylde, når man samtidig skal koordinere sit liv og sit fokus med ’den anden’. Ikke mindst når man lever i en periode med en så udbredt venstre hjernehalvdelsdominans. Men det skal ikke gå for at være et argument imod at skabe et liv sammen med ’den anden’, det siger bare noget om hvor meget mere beslutning det kræver at holde fast i nødvendigheden af med mellemrum at opleve nogle grader af immersion. Hvor vi er lykkeligst er måske når vi oplever denne tilstand af immersion sammen med ’den anden’, det kan være erotisk men det kan også være en fælles hengivelse til udførelsen af et bestemt arbejde eller en natur- eller rejseoplevelse hvor man føler man er helt på bølgelængde.

Som kontrast til den kollektive dødsdrift i form af vores løbske udvindingsøkonomiske tankegange har den højre hjernehalvdel en anden forestilling om økonomi, hvor alle livsformer er forbundet indbyrdes og alle livsformer har en vigtig plads, og trivsel kan kun være et spørgsmål om det samlede systems trivsel og ikke enkelte livsformers trivsel på bekostning af nogle andre. Den højre hjernedel har en umiddelbar forståelse for livets overdådige mangfoldighed og højtudviklede ligevægtstilstande, hvor intet af det der sker er tilfældigt eller omsonst. I denne forestilling om en mægtig levende helhed findes der ikke affald, for hvad der måtte være affald for den ene livsform er føde for en anden livsform, og således er vores oprindelige frodige og grønne planet et system i balance, en mægtig kredsløbsøkonomi, hvor hvert eneste led i stoffernes cyklusser og cyklusserne af fødsel og død er afgørende for opretholdelsen af frodigheden og balancen og den organisk voksende mangfoldighed.

Så skal vi ikke bare alle sammen emigrere over i den højre hjernehalvdel? Jeg tror oprigtig talt det ville være en god idé, hvis vi alle gav den højre hjernehalvdels tænkemåder meget mere plads i vores liv, også selvom konsekvensen muligvis vil være mindre materiel velstand, men der er jo en grund til at vi er udstyrede med begge hjernehalvdele, og hvad vi skal stræbe efter er nok nærmere at bringe ligevægt imellem de to. Det ville i sig selv være en god start, men jeg vil faktisk gå videre og hævde, at hjernen i virkeligheden ikke er arnestedet for vores oplevelse af Væren. Jeg vil hævde at hjernen er et sanseorgan, og at grunden til at vi har to hjernehalvdele er fordi de to halvdeles forskellige synsvinkler dramatisk udvider kvaliteten af vores sansninger. Påstanden er, at hjernen ikke bare registrerer og behandler input fra vores fysiske sanser, den opfanger også energier og vibrationer direkte, og behandler og fortolker disse input. Og muligvis broadcaster hjernen også energier og vibrationer ud i omgivelserne. Når vi får et indfald, en pludselig inspiration, hvor kommer den så fra? Okay, det kan være to mere eller mindre erfaringsbaserede tanker, der pludselig krydser hinanden og skaber en ny synsvinkel, og altså en proces der stadig er indeholdt i det enkelte menneske. Eller også bevæger vi os rundt i en suppe af energier og vibrationer, og vi samler op og behandler og bearbejder forskellige indtryk løbende, og igen her kan der være tanker der krydser hinanden og skaber en tredje. Men det kan altså også være mere mystisk end som. At mennesket i virkeligheden rent fysisk er forbundet til en form for vibration der gennemstrømmer hele universet, og jo mere vi åbner os selv for muligheden af en sådan forbundethed, jo mere åbner vi for en kommunikation med de dele af os selv, som befinder sig på stadier imellem tilstanden af at være fysisk inkarneret og at være ét med den vibration, der gennemstrømmer hele universet.

Hvad jeg sigter til er tilstedeværelsen af et højere selv, som vi i givet fald alle hver især ville have, og som vi alle har mulighed for at kommunikere med. Dette højere selv er stadig en del af ens livsessens, ens sjæl og væren, men det er hævet over kroppen og findes kun som energier umiddelbart over kroppen. Dette højere selv er så muligvis bare det første led i en række stadier på vej mod enheden med den universelle livgivende kraft. Det er selvfølgelig bare en hypotese, men det meget attraktive ved denne hypotese er ideen om at vi mennesker har en del af vores personlighed i form af ren energi, og kan således på dette stadium af ren energi udveksle stemninger, harmonier, følelser og ideer med en hurtighed og en båndbredde, som er langt hinsides hvad vi formår gennem vores fysiske kommunikation. Når jeg før har hævdet at alle mennesker har clairvoyante evner, så handler det om disse muligheder vi har for se og sanse og kommunikere på tværs af tid og rum. I forhold til det 19. århundredes idealistiske sjælemodel og det 20. århundredes psykoanalytiske sjælemodel ville disse forestillinger svare til en ny sjælemodel, men den ville ikke ligge særlig langt fra de forestillinger f.eks. Carl Jung gjorde sig om menneskets forbundethed med sit ophav og sin omverden.

Hvad er det der får forskere eller kunstnere eller tænkere til at kredse om de samme problemstillinger? Hvis vi antager at de ikke er drevet af andet end deres interesser, hvorfor er det at de gennemlever de temmelig opslidende processer med at søge efter svar eller løsningerne i nogle bestemte retninger, også selvom resultaterne af den søgen til stadighed udebliver? På en eller anden måde må de have en idé om at der er noget at hente ved at søge i netop de retninger. Hvor kommer den idé fra? Eller man får en indskydelse om at gå en anden vej end man plejer og pludselig der render ind i en gammel ven man ikke har set i lang tid. Hvor kom den indskydelse fra? Siden jeg var omkring tyve år har jeg været opmærksom på at lytte til min indre stemme og jeg har bestræbt mig på at følge vejledningerne fra min indre stemme, men hvad er min indre stemme når det kommer til stykket? Har alle mennesker en indre stemme, og der er bare nogle der respekterer den og andre der ikke gør? For mig at se er der mange og rimeligt overbevisende grunde til at tro på eksistensen af det højere selv, forstået som en del af min personlighed og en overbygning eller forlængelse af min fysiske krop. Mit højere selv er stadig ”mit” men fordi vi her er på det første stadium på vej mod vores forbundethed med alt som er, så kan mit højere selv godt siges at være en smule mindre ”mit” end for eksempel min krop er ”min”.

Og som om det ikke var nok, stopper det vidtløftige ved denne note ikke en gang her. I samme øjeblik vi åbner for muligheden af et højere selv som kun eksisterer i energiform, og vi åbner for muligheden af at kunne se og sanse og kommunikere på tværs af tid og rum, så åbner vi for muligheden af at vi kan komme i kontakt med og udveksle med væsner fra andre verdener. Personligt har jeg ikke svært ved at overveje muligheden af at Jorden måske til alle tider har været besøgt af væsner fra andre verdener, og jeg har heller ikke svært ved at overveje muligheden af at Jorden i disse år også er under påvirkning af væsner fra andre verdener. Hvor nogen synes dette er et kæmpe spørgsmål, der potentielt kan ændre alt, så synes jeg ikke det er afgørende. Hvis vi hver især har et højere selv og dette højere selv kan opfange impulser fra andre, herunder eventuelt væsner fra andre verdener, så er det stadig hhv. mit højere selv eller dit højere selv, og vi har selv hver især opgaven med at sortere og vælge mellem de impulser vi får, og gøre op med os selv hvilke impulser vi vil gå videre med. Det er derfor at det efter min opfattelse er så vigtigt at fastholde en balance mellem de to hjernehalvdele, fordi denne evne til at skelne imellem hvilke indskydelser der er positive og konstruktive og hvilke indskydelser der snarere er det modsatte forudsætter at begge hjernehalvdele er aktive og tager del i processen. Når man indenfor filosofien taler om det enkelte menneskes dømmekraft, så er det efter min opfattelse det vi taler om, altså en evne til at skelne baseret på kvalificerede vurderinger af både højre og venstre hjernehalvdel.

Hvad vi oplever som en strid imellem udvindingsøkonomiske tankegange overfor kredsløbsøkonomiske tankegange, hvad vi oplever som en strid imellem egocentriske drivkræfter overfor drivkræfter til at tjene noget der er større end en selv, hvad vi oplever som en strid imellem ekstrem venstre hjernehalvdelsdominans overfor forsøg på at indføre nogle mere holistiske modeller og tænkemåder, disse konflikter findes muligvis igennem hele universet og ikke bare på planeten Jorden. Hvis vi således allerede har striden i os og vi samtidig har suveræniteten til selv at tage stilling og vælge hvad vi vil gå videre med, hvad betydning har det så om der samtidig er nogle udenjordiske indflydelser der samtidig skubber i den ene eller den anden retning. Det er på den baggrund at denne strid har karakter af et universelt dilemma, og denne strid er muligvis livets primære dynamik.

Men fronterne er trukket meget skarpt op i den tid vi lever i nu. De nulevende generationer af mennesker er formentlig de der afgør planeten Jordens videre skæbne. Og tanken om at vi står i kontakt med udenjordiske eksistensformer er alligevel interessant. Da vi ikke ejer teknologier der sætter os i stand til at opsøge livsformer på planeter i andre solsystemer, så må vi rimeligvis antage, at de livsformer der måtte opsøge os i forskellige henseender er mere avancerede end os. Og videre må vi antage, at i det omfang vi bliver opsøgt af livsformer fra andre verdener, så bliver vi formentlig samtidig opsøgt af agenter fra systemer der er egocentrisk motiverede og agenter fra systemer der er holistisk motiverede. Eller med andre ord, på samme måde som der er en strid imellem os mennesker her på Jorden om hvilke drivkræfter der skal bestemme hvordan vi forvalter vores ressourcer her på Jorden, således bliver begge lejre støttede af hver deres udenjordiske agenter, uden at vi dog hver især er helt bevidste om hvor vores inspirationer kommer fra, og striden på Jorden bliver således bare en blandt en million andre lignende konflikter mellem de samme basale drivkræfter og orienteringer.

Men igen, fronterne er trukket meget skarpt op nu og her på planeten Jorden, de herskende udvindingsøkonomiske tankegange fortsætter mere eller mindre uantastede, men timeglasset er ved at rinde ud, udpiningen af de tilgængelige ressourcer på Jorden er allerede fremskreden og den totale ruinering af planetens mangfoldige økosystemer er slet ikke så langt ude i fremtiden som mange går og tror. Og her kommer det virkelig paradoksale: Såfremt vi har en eller anden grad af kontakt til begge disse udenjordiske interessegrupperinger, så må vi selvfølgelig antage at de begge råder over teknologier der kunne hjælpe os ud af den graverende energikrise vi har umiddelbart foran os her på planeten Jorden. Altså at begge udenjordiske interessegrupperinger råder over teknologier der trækker på energikilder vi endnu ikke kender til. Og spørgsmålet bliver således, hvorfor de ikke stiller disse teknologier til rådighed for os? Forbliver vi indenfor dette tankeeksperiment er det faktisk ikke svært at give svar et på det spørgsmål.

Hvad angår interessegrupperingen der er drevet af udvindingsøkonomiske tankegange er det klart, at de vil ikke stille deres teknologier til rådighed for menneskeheden med mindre denne teknologiske opgradering giver dem adgang til flere ressourcer og mere energi. De har jo i sagens natur ingen tilfredsstillelse ved bare at dele og se andre vokse og trives. Hvad angår den anden interessegruppering med en holistisk kredsløbsøkonomisk tankegang er de sådan set villige til at dele uden at skulle have noget igen, men deres problem er at menneskeheden befinder sig i en sådan grad af indre forvirring og kaos, at de ikke har nogen sikkerhed for at deres mere avancerde teknologier så vil blive anvendt af menneskeheden til kreative, konstruktive, holistiske formål. Skal man dømme på basis af den adfærd den nuværende menneskehed udviser er det faktisk langt mere sandsynligt, at de mennesker der får adgang til denne avancerede teknologi vil bruge den til at indsætte sig selv som herskere og de avancerede teknologier vil således blive årsag til yderligere splittelser og dysfunktionalitet og ødelæggelser. Set fra deres standpunkt er de nødt til at vente på at menneskeheden får lidt samling på sig og hvad det er menneskeheden samlet set ønsker sig, for det er først der at menneskeheden vil have opnået en grad af modenhed til at kunne administrere disse stærkere teknologiske midler.

Eller vi kan tage den samme diskussion tilbage til det rent jordiske plan og spørge hvad det er for en holdning der skaber et klima af overstrømmende kreativitet og innovation og således sandsynliggør gennembrud til nogle helt nye indsigter og nogle helt nye muligheder? Er det et klima af eksistenskamp og nådesløs konkurrencementalitet og hvor den enkelte forsker holder sine kort tæt til kroppen for at sikre sig  ’intellectual properties’ til sine opdagelser? Er det et klima hvor politikerne mener at vide i hvilke retninger forskningen skal bevæge sig og således er det politikerne der bestemmer hvad forskerne skal interessere sig for? Er det et klima tildelingen af alle de kombinerede private og offentlige forskningsmidler bestemmes af mulighederne for at kunne skalere løsningerne, dvs. at muligheder for at kunne tjene penge på løsningerne går forud for vurderingen af løsningernes effektivitet? Svarene er nej, nej og nej.

Hvis vi ønsker at skabe et klima hvor forskningen (igen) sprudler og bryder igennem til grundlæggende nye indsigter, så sikrer vi at forskerne får den nødvendige økonomiske tryghed om deres forskning, vi sikrer at de får friheden til at forfølge deres egne interesser og intuition, omvendt skal forskerne også forstå at disse privilegier medfører at deres bidrag er samfundsmæssigt fælleseje. Endvidere sørger vi for at beskytte forskningen mod alle de uvedkommende interesse der står parat til at lægge deres klamme hånd på resultaterne. Og vi skaber et klima af fuld åbenhed og konstant videndeling på tværs af institutioner og landegrænser, og vi sørger for at resultaterne af forskningen stilles til rådighed for alle. Og således er det ikke svært at se, at vækstpotentialet også i denne henseende ligger i en helt anderledes helhedsorienteret tilgang, eller med andre ord, en balanceret venstre-/ højre hjernehalvdelstænkning i modsætning til den herskende stærkt venstre hjernehalvdelsorienterede tilgang. Kunne vi gennemføre en sådan revolution af vores tænkemåder, så ville vi formentlig ikke have brug for hjælp udefra til at bringe os ud af det dødvande vi er landet i, og vi ville givetvis finde på nogle langt mere elegante og effektive løsninger end mastodontiske projekter som The Large Hadron Collider.

 

 

 

 

Tilgivelsens realpolitik

nuremberg-trials-end-nazi-germany-001_ed03

Hvad er det for en hetz pressen har haft gang i mod Zentropa’s Peter Aalbæk Jensen over den seneste tid? Godt nok har jeg foreløbig ikke orket at sætte mig ind hvad sagen handler om, og jeg bekender derfor med det samme at jeg udtaler mig på et højst uoplyst grundlag. Det jeg bare har noteret mig er, at der praktisk talt ikke er nogen substans i de anklager der fremsættes i overskrifter og kolofoner. Og således ræsonnerer jeg, at havde Peter Aalbæk Jensen begået virkelige, substantielle overgreb, så var det nok dem der havde fundet vej til dagspressens overskrifter.

For min skyld kan vi godt tale om vores dyriskhed som et iboende mørke vi har i os og sætte det i modsætning til nogle mere oplyste egenskaber ved vores sind, men sagen er jo, at vores dyriskhed er en fuldkommen integreret del af at være inkarneret i en menneskekrop, og vores dyriskhed er en helt afgørende faktor for dynamik i menneskelivet. Tilfredsstillelsen af kroppens mangfoldige behov, og måderne denne tilfredsstillelse opnås, er hvad livet handler om. Selv en skelsættende spirituel opvågnen har jo en kropslig komponent.

I en verden af overflod kan tilfredsstillelsen af kroppens behov udvikle sig til de mest raffinerede former for nydelse, hvorimod i en verden af knaphed vil tilfredsstillelsen af kroppens behov ofte få karakter af en eksistenskamp. Er oplevelsen af knaphed og underskud tilstrækkelig udtalt kan tilfredsstillelsen af kroppens behov føre til adfærd som vi betegner som ’dyrisk’, og siger dermed samtidig noget om et udtalt fravær af de mere oplyste sider af menneskesindet i den givne situation. Men både den raffinerede nydelse og den grove bemægtigelse af genstandene for vores begær er jo stadig udslag af den samme underliggende dyriskhed eller jordiskhed, som altså ikke i sig selv hverken er god eller ond.

Hvis vi skal tale om de mørke sider af vores dyriskhed, så skal vi rigtignok tale om mænd der bliver så opslugt af et seksuelt begær, at de begår overgreb for at få tilfredsstillet deres begær. Men vi skal også tale om kvinder, der bliver våde og villige i mødet med en magtfuld mand, om denne magt så består i en karismatisk udstråling (herunder også dyrisk styrke og potens) eller består i en flamboyant personlighed og rigdom og status. Og vi skal rigtignok tale om, hvordan mænd med utæmmede begær kan blive bedre til at tæmme dem, og vi skal tale om kvinder som giver efter for deres (dyriske) villighed og bagefter fortryder og behændigt udråber sig selv som ofre. Og vi bliver nødt til at gå videre og tale om, hvordan både mænd og kvinder kan udnytte disse instinktive reaktionsmønstre hos det modsatte køn til at opnå personlige fordele, herunder bare en momentan bekræftelse. Det er altsammen funktioner af vores instinkter, som grundlæggende har gode og livsopretholdende funktioner, men som altså også volder os store vanskeligheder på forskellige måder.

Men vanskelighederne stopper ikke der, for tingene er mere komplekse end som så, for den stærkeste nydelse både hvad angår magt og sex er ofte forbundet med at hengive sig til sin dyriskhed, måske sågar de grovere og mere voldsomme aspekter, men kun så længe det stadig er en leg og ingen kommer til skade. Så hvor går grænsen? Vi ved det ikke, og så kan vi eksperimentere og bevæge os helt hen til grænsen og måske over den, men udfordringen er hele tiden at have fat i os selv og vores relationer til hinanden, og sikre os at den leg vi leger er tilfredsstillende ikke bare for os selv men også for den eller de andre involverede. Hvis legen kammer over og den ene parts grænseoverskridende adfærd sårer eller skader den anden, så er der et helingsarbejde der skal gøres, og bliver dette helingsarbejder ikke gjort, vil begge parter gå derfra med en splittelse i sindet og en svækket bevidsthed om deres indbyrdes forbundethed, og denne splittelse vil hermed være en del af hver deres karma og påvirke deres videre adfærd i samme retning.

Samtidig har vores holdning til ’det dyriske’ ofte også moraliserende undertone som er malplaceret, for når det kommer til stykket er det formentlig kun mennesket der er ’dyrisk’. For dyrene gælder der formentlig i helt overvejende grad, at de er i en tilstand af væren, og dyr handler velsagtens sjældent irrationelt og ondskabsfuldt. Vi kan godt kalde det dyrisk, når et rovdyr nedlægger et byttedyr eller når alfahannen tæver en udfordrer, men denne ”dyriskhed” er en integreret del af nogle meget komplekse naturlige balancer som er karakteristiske for denne planets fantastisk righoldige økosystemer. Omvendt når vi kalder forskellige former for menneskelig adfærd for ’dyrisk’, så er det typisk synonymt med ’umenneskeligt’, eller med andre ord, vi dømmer adfærden som grænseoverskridende og en forbrydelse imod de komplekse sociale balancer vi har opbygget i vores kulturer. Et rovdyr begår ikke en forbrydelse når det nedlægger et byttedyr, men hvis et eller flere mennesker optræder som rovdyr overfor et eller flere andre mennesker, så har det typisk karakter af at være en forbrydelse.

Så der er ’det dyriske’ som udtryk for en særlig form for menneskelig afstumpethed, og så er der ’det dyriske’ som vores jordiske urkraft, roden for vores instinkter og mest basale kropslige programmeringer, som altså er hverken er god eller ond, men en fuldkommen integreret del af livet som menneske. Og virkeligheden er vel den, at vi skal finde måder at udleve vores dyriskhed, for ellers vender den sig indad og fører til stress og sygdomme. Dette felt har så en mængde rige og varierede kulturhistoriske aspekter som vi lader ligge i denne forbindelse, men der er en vigtig pointe i sammenhængen mellem hvordan vores dyriskhed kommer til udfoldelse som en funktion af vores oplevede livsvilkår.

Det er således muligt, at store dele af vores samfund har vænnet sig til ganske høje grader af materiel overflod, men når det kommer til kærlighed og omsorg og god solid selvværdsfølelse, så er der masser af knaphed i vores nuværende kultur. Børn der ikke får den kærlighed de skulle have under deres opvækst, unge mennesker som ikke får den respekt og anerkendelse og vejledning de skulle have under deres opvækst, og således træder vi praktisk talt alle sammen ud i livet med et underskud af selvværd. Og dette underskud kæmper vi så med hver især, dels på nogle konstruktive måder hvor vi arbejder på at styrke os selv, dels på nogen uovervejede måder hvor vi søger efter nogen til at give os den kærlighed, omsorg, respekt og anerkendelse vi fortsat savner.

Denne søgen er typisk rettet imod en partner, men den kan også (nærmest instinktivt) blive rettet imod mennesker, som fremstår som autoriteter velsagtens igennem en slags forældreprojektion. Forhold der indgås på disse præmisser er helt åbenlyst i underskud lige fra starten, og er nærmest dømt til at føre til usunde mønstre med afhængighedsforhold og overgreb og skuffelser og yderligere tab af selvværd. Al vores jagen efter status og sikren sig en plads i in-gruppen er formentlig den fejlagtige tilgang til livet, der genererer en stor del af det menneskelige underskud. Lægger vi dertil de enorme uligheder vi har ladet opstå indenfor vores samfund over de seneste årtier, så har vi nærmest det perfekte set-up for at en masse almindelige mennesker vil være parate til at prostituere sig selv for at opnå status og anerkendelse og (drømmer vi om) kærlighed og respekt.

Alt sammen en temmelig omstændelig intro til at rejse spørgsmålet om ikke film- og skuespillerbranchen eventuelt kunne tænkes at være en af de brancher der er tiltrækker mennesker med et mere end normalt behov for bekræftelse, og som følge heraf netop er meget belastet af de ovenfor skitserede usunde mønstre med overgreb og folk der villigt lader sig prostituere? Personligt mener jeg at spørgsmålet nærmest er retorisk, fordi det fremstår så indlysende at det må forholde sig sådan, og på den baggrund bliver det mærkeligt verdensfjernt og hyklerisk at tale om overgreb indenfor den branche. I mine øjne er det udtryk for en grad af politisk korrekthed, som er så gennemført idealistisk og farisæisk, at der ikke længere er nogen jordforbindelse at spore.

Fordi denne debat for mig fremstår som så mærkelig overfladisk og fejlbehæftet, vil jeg i stedet godt komme med et bud på, hvorfor denne debat overhovedet kører i medierne. Og dette bud rummer en stor del af gisninger og hypoteser, men er ikke desto mindre et bud på hvad der er den underliggende substans bag den mediemæssige hype. Jeg vil nemlig her lufte muligheden af, at den mediemæssige hype er startet som en stort anlagt, taktisk afledningsmanøvre. I mine øjne er Peter Aalbæk Jensen bare blevet udnævnt til at være vores lille andedamsudgave af Harvey Weinstein-affæren, og selvom anklagerne mod Harvey Weinstein fremstår noget mere substantielle end dem mod Peter Aalbæk Jensen, så kan Harvey Weinstein stadig være en person, der er blevet udleveret og ofret af nogle personer med langt større magt end ham og med langt fælere ting på samvittigheden end han har.

I de amerikanske undergrundsmedier tales der om en bølge af foreløbig fortroligstemplede sigtelser rejst imod en lang række fremtrædende personer for deres involvering i organiseret sexmisbrug af børn tilvejebragt af store erhvervskoncerner med tætte forbindelser til efterretningstjenesterne. Der er whistleblowers der taler om at human trafficking er blevet en mere lukrativ indtægtskilde for efterretningstjenesterne og deres erhvervspartnere end narkohandlen hidtil har været. Megakoncerner som Halliburton og DynCorp er igen og igen blevet forbundet med human trafficking på flere forskellige planer. Og et af felterne for denne industri af human trafficking er formidlingen af børn til en sexindustri der kører på de allerhøjeste niveauer af samfundet, oppe på niveauet af ’untouchables’.

Hvad vi skal forstille os (hvis denne indledende undergrundsjournalistik ellers holder vand) er, at klikedannelser og magthierakier og hemmelige karteller efterhånden er udviklet til et sådant niveau, at ingen virkelig betydningsfuld stilling bliver besat uden at personen der besætter stillingen er ’sværtet’, dvs. er ’blackmailable’. På de lavere niveauer behøver denne ’blackmailability’ ikke omfatte andet end deltagelse i orgier og overdreven luksus og sex med almindelige prostituerede for (delvist) offentlige midler, men jo højere man stiger i graderne, desto hårdere skal ens ’blackmailability’ også være. Det er her at sex med børn og rituelle drab på børn kommer ind som den ultimative ’blackmailability’ og det vi skal forestille os er, at der over årene er blevet opbygget en hel industri der leverer børneprostituerede til de vildeste og mest grænseoverskridende orgier i de mest magtfulde lag af vores samfund. Nogle børn bliver kidnappet til formålet, som vi blandt andet så det med Laura Silsby-affæren, andre børn bliver opfostret på børnehjem til dette specifikke formål, atter andre bliver solgt (formentlig under falske løfter) til menneskesmuglerne af fattige forældre rundt omkring på kloden.

Hvis der er hold i denne hypotese, at en enorm industri af hhv. misbrug af børn og ’blackmailability’ er udviklet over de seneste årtier, så ville det kunne forklare, hvorfor vores samfund udviser en så enorm krise i lederskab. Jeg tvivler på at en Corydon eller en Lars Løkke er på et niveau, hvor disse uhyrlige grader af ’blackmailability’ er aktuel, men personligt har jeg ikke svært ved at forestille mig, at de hver især er ’sværtede’ på den ene eller den anden måde. Men Corydon og Lars Løkke behøver heller ikke at være så belastede, for de er formentlig begge så villige til at efterkomme de ønsker de mest magtfulde visker dem i ørerne, at de allerede tjener dem højere oppe i magthierakiet og repræsentanterne for de hemmelige karteller.

Det er i det lys, at Harvey Weinstein-affæren måske giver mening som en form for ’damage control’ og afledningsmanøvre. Ved at ofre ham og dermed give dette scoop til medierne og til offentligheden kan det måske tage afgørende momentum ud af de jounalistiske bestræbelser der er i retning af at afdække det helt anderledes organiserede og systematiske misbrug, og al den illegitime magtudøvelse som dette organiserede og systematiske misbrug muliggør.

Hvis der er nogen der har fulgt mig i mine skriverier over de senere år, så vil de vide, at min anledning til at dykke ned i denne verdens mørke sider tog sit udgangspunkt i en søgen efter forklaringer på, hvorfor vi vedholdende og stadig mere effektiv ødelægger den planet, som er vores hjem, vores moder og vores evige inspiration. Og for mig har misbrugspsykologi hele vejen igennem været en nøgle til at forstå vores adfærd. Fremfor at undre mig eller forstrække mig vil det snarere forekomme mig logisk hvis det skulle komme for en dag, at vores samfund vitterlig har været underlagt et regime baseret på misbrug og gidseltagning. Og ligesom med Nürnberg-processerne, der var vores samfunds måde at komme overens med det nazistiske regimes forbrydelser mod menneskeheden, således ville lederne af dette mørke regime af erhvervskoncerner og efterretningstjenster også skulle stilles til regnskab for deres forbrydelser. Men ligesom med naziforbrydelserne ville vi alle også have en andel i, at forbrydelserne udviklede sig til det omfang som de gjorde. I den mest kætterske udgave kan man endda hævde, at det var det misbrug der herskede i alle vores liv, der var den underliggende drivkraft i det samundsmæssige lederskabs mere ekstreme former for misbrug. Altså at lederskabet var afspejlinger af de generelle stemninger, der prægede den samlede befolkning, og deres misbrug var en afspejling af vores misbrug i alle de forskellige former det nu måtte optræde.

Og igen, forudsat at der altså er noget om denne skjulte besættelse af vores samfunds lederskab, ville det muligvis være klogt at anlægge en mere pragmatisk tilgang til spørgsmålet om forbrydelse og straf. Siger vi at der i realiteten er rigtig mange mennesker der er ’sværtede’ indenfor de nuværende magthierakier, så vil det formentlig være overmåde vanskeligt at komme igennem med omfattende afsløringer, hvis ikke de der befinder sig på de lavere stadier af ’sværtning’ får tilbudt et alternativ og en exit-mulighed. Og den forbrydelse lederne på disse lavere niveauer har begået vil typisk også bare være den, at de har været medløbere og er gået med på nogle ting som nogle andre ansporede dem til, og er derved gradvist blevet viklet mere og mere ind i et spind af hemmeligheder og overtrædelser og løgne.

Det er her jeg igen vender tilbage til den store humanistiske nyskabelse som Nelson Mandela og Desmond Tutu indstiftede med Sandhedskommissionen. Altså at vores første prioritet må være at finde måder hvorpå vi kan forsone os med vores forskelligheder, forsone os med vores fejlgreb og forbrydelser, forsone os med vores fortid, for at finde måder hvorpå vi kan få samfundet til at fungere for alle fremadrettet. Vore dages erhvervskoncerner og efterretningstjenester er efter min opfattelse drevet af misbrugspsykologi og er i vores globaliserede verden kommet helt ud af kontrol.

Hvis vi ønsker at få styr på alt det misbrug, der gennemtrænger vores nuværende samfund og levemåder, så er de multinationale erhvervskoncerner samt de private og de nationale efterretningstjenester et rigtig godt sted at starte. Og måden vi muligvis kan få hul på denne byld er gennem det politiske instrument, som Sandhedskommissionen er. Som et mottoerne for de sydafrikanske sandhedskommisssion sagde: ”Revealing is healing”. Vi er nødt til at konfrontere os selv med de mørkeste sider af vores samfunds adfærdsformer, og for at opnå dette indblik er vi nødt til at renoncere på vores trang til at ville straffe folk der har begået forbrydelser. Afsløringerne og indsigterne er meget mere værd for vores fremadrettede trivsel end vigtigheden af at den enkelte forbryder bliver stillet til regnskab og straffet.

Hvis vi således skal have afdækket om der virkelig er blevet opbygget dette verdensomspændende system af organiseret misbrug og ’blackmailability’, og al den illegitime magtudøvelse som dette organiserede og systematiske misbrug muliggør, så er sandhedskommissionen muligvis vores eneste reelle værktøj, og så skal vi for eksempel være åbne for at give amnesti for personer, der i enkeltstående tilfælde er blevet lokket eller presset til at have sex med en børneprostitueret.

 

 

 

(Illustration: Fra Nürnberg-processerne 1945-49)

 

The stakeholder takeover

pan-american-unity_04

Salget af Nets tilbage i 2014 var efter min opfattelse et voldsomt overgreb på den danske befolkning. Den danske befolkning havde og har store mængder af tillid investeret i Nets igennem befolkningens adaption af først Dankortet og siden NemID, og det er derfor udtryk for en indskrænket og fejlbehæftet form for økonomisk tænkning at tro, at bare fordi Nets er ejet og forvaltet af private virksomheder, at disse private virksomheder derfor er fri til at gøre hvad de vil med disse institutioner. Dankortet og NemID er nærmere at betragte som vital infrastruktur, og denne infrastruktur kan godt være på private hænder, bare ejerne forstår at de er underlagt nogle højere principper end bare profitmaksimering og malkning af kunderne.

Denne forståelse for at der er tale om et stykke vital dansk infrastruktur og dermed denne respekt for gyldigheden af disse højere principper kan man ikke uden videre forvente at banker eller erhvervsvirksomheder evner at udvise, og hvad vi taler om er derfor en skelnen imellem hvilke banker og erhvervsvirksomheder man føler sig tryg ved at betro denne følsomme forvaltningsopgave og hvilke man ikke føler sig tryg ved. Jeg ved ikke hvor mange danskere der føler sig trygge ved de danske storbanker, nok en hel del færre en det indtryk man får igennem medierne, ikke desto mindre var det for danskerne et overgreb, at Nets blev solgt til et par amerikanske kapitalfonde med ATP i en underordnet position.

Fordi NemID er vital dansk infrastruktur, som den danske befolkning på nuværende tidspunkt er tvunget til at benytte, og fordi Dankortet har været så stor en succes, at praktisk hele den danske befolkning benytter betalingskortet, er disse nye ejere nu i en unik position til at gøre det de er bedst til, nemlig at profitmaksimere, at malke kunderne, at tømme virksomheden for værdier. Men det uheldssvangre ved salget stopper ikke der. Ved at opnå ejerskab over Nets får de pågældende amerikanske kapitalfonde adgang til store mængder personfølsomme oplysninger, og sådanne personfølsomme oplysninger er der markeder for og de er i høj kurs.

Men end ikke der stopper det uheldssvangre ved salget. Som herrer over både NemID og Dankortet har de nye ejere nogle helt unikke muligheder for at udøve pression overfor den enkelte dansker og overfor befolkningen som helhed. Lad os sige vi er på vej ind i en periode med stadigt stigende frustrationer i den almindelige befolkning over det politiske lederskab og dette lederskabs svigtende evner for at få økonomien og samfundet til at hænge sammen, og lad os sige at flere og flere almindelige mennesker føler trang til at give udtryk for deres frustrationer og mishag, ja der ligger der altså et effektivt værktøj for pression og kontrol i (under et eller andet obskurt påskud) at nægte den enkelte borger adgang til at bruge sit kreditkort og nægte den enkelte borger muligheden for at kunne identificere sig igennem NemID.

For mig er det ubegribeligt, at vores politiske ledere lod dette salg passere, og det efterlader mig med en fornemmelse af, at de politiske ledere slet ikke varetager den almindelige befolknings interesser men snarere er lakajer for nogle stærke multinationale magtinteresser. Hvad vi i givet fald taler om er det finanskapitalistiske oligarkis forsøg på endegyldigt at undertvinge befolkningerne og indførelsen af en form for nyfeudalisme. Men inden vi fortaber os i spekulationerne om et sådant kup er reelt, om det allerede er sket og om det har nogen chancer for at overleve, så lad os lige holde fast i den grundlæggende historie, der har udspillet sig her.

Velsagtens som en funktion af at Danmark er et lille og velstående land, har Danmark en historisk lav grad af korruption og omvendt en høj grad af tillid til de samfundsmæssige institutioner blandt den almindelige befolkning. Og på basis af denne høje grad af tillid var det muligt at indføre nogle moderne og effektive betalingssystemer, og det var muligt at etablere nogle sikre og effektive former for statslig forvaltning gennem udviklingen af forskellige internetbasere redskaber til kommunikation mellem de enkelte borgere/virksomheder og de offentlige myndigheder. Ved salget af Nets bliver denne investerede tillid ikke bare negligeret og udslettet, den efterlader den danske befolkning og de danske virksomheder sårbare på måder som ingen anden befolkning eller noget andet lands erhvervsliv er det. De almindelige danskere, der gik med på udviklingen og implementeringen af disse forvaltningsredskaber, var ikke godtroende fjolser, men derimod mennesker der var villige til at forfølge nogle lange humanistiske traditioner for samarbejde og gensidig respekt, men de blev gjort til godtroende fjolser i samme øjeblik Nets blev solgt til disse amerikanske kapitalfonde.

Det er på den baggrund jeg vil hævde, at vores forestillinger om ejerskab og økonomi og samfundsforvaltning er grundlæggende fejlbehæftede. Når den opsparede tillid i en central samfundsinstitution som Nets i en håndevending kan konverteres til en lige så stor sårbarhed, så er der en indbygget blindhed i vores økonomiske tankegange, og det uhyggelige er, at det er nøjagtig denne blindhed de finansielle oligarker lukrerer på.

Eller tag en samfundsinstitution som Facebook. Samfundsinstitution..? Er det ikke bare en privat virksomhed? Selvfølgelig er Facebook en privat virksomhed, og selvfølgelig har vi alle skrevet under på en 6-siders brugeraftale forud for at vi begyndte at bruge tjenesten. Men ingen af os er i stand til at vurdere de juridiske konsekvenser af brugeraftalens formuleringer, og hvis vi bad en jurist om at udlægge hvad indholdet af brugeraftalen i realiteten er, så ville pågældende jurist formentlig skulle bruge månedsvis på opgaven og ville derpå levere en afhandling på mange hundreder sider.

Jeg tror ikke der er mange, der har nogen som helst sympati for eller tillid til Facebook, men vi bruger alle tjenesten, fordi den var den første til at imødekomme et åbenlyst behov. Og fordi Facebook var først blev dette site stedet hvor alle søgte hen, fordi hele ideen er at have et mødested hvor alle andre også er. Når Facebook således har held til at etablere sig som et de facto monopol, bør det så ikke have konsekvenser for måden Facebook drives?

Det er i sig selv påfaldende og besynderligt, at Facebook-tjenesten overhovedet er en privat virksomhed. Eftersom tjenesten handler om at give alle mennesker mulighed for at komme i kontakt med alle andre, hvorfor er det ikke bare en offentlig tjeneste betalt over skatten og underlagt regler om transparens og myndighedsmæssigt opsyn? For pokker, det er jo alle brugerne der leverer indholdet. Hvad Facebook gør er bare at levere serverkapaciteten og vedligeholde hjemmesiden, hvilket selvfølgelig ikke er ”bare” med den enorme trafik der er på sitet, men Facebook er grundlæggende bare et mødested, det er bytorvet i en moderne virtuel udgave.

Selvfølgelig ville Facebook aldrig være vokset til den mægtige samfundsinstitution som tjenesten er, hvis ikke det var for reklameindtægterne samt Facebooks muligheder for at sælge data om den enkelte brugers adfærd på nettet til både reklame- og sikkerheds-industrien. Denne del er velsagtens prisen for ubegrænset at kunne bruge en tjeneste som i øvrigt er gratis. Og denne del begynder igen at lugte lidt som affæren med salget af Nets, særligt fordi Facebook dækker sig ind bag en noget nær total mørklægning om, hvad koncernen reelt videregiver af oplysninger. Ifølge Snowden-dokumenterne blev Facebook en del af Prism-overvågningsprogrammet medio 2009. Igen, folk ønsker at dele oplevelser og ideer med deres venner og bekendte og hele det omgivende samfund, Facebook tilbyder en service der muliggør denne deling, folk skriver under på brugeraftalen, hvorefter Facebook er fri til ligesom med Nets-salget at konvertere denne tillid til redskaber for udbytning og kontrol.

Her er der måske nogle der vil indvende, at det er overdrevet skeptisk at tilskrive Facebook sådanne tvivlsomme motiver, men er det ikke nærmest ubegribeligt at vi dagligt betror så stor en del af vores indbyrdes kommunikation til en privat virksomhed, som fra starten har tilrettelagt tjenesten sådan, at de har alle rettighederne hos dem selv? Og hvad med hele ’fake news’-problematikken? Siden begrebet ’fake news’ blev adopteret af de store amerikanske mediekoncerner og blev forsøgt ophøjet til at være en legitim måde at skelne mellem informationer, siden Washington Post og andre medier begyndte at stemple visse alternative nyhedssites som udbredere af ’fake news’, har Google, Youtube, Twitter og Facebook løbende været i gang med at justere på funktionaliteten af deres sites, således at visse kilder nedprioriteres eller suspenderes mens andre mere officielle kilder fremhæves på trods af at de faktisk ikke har den store opbakning eller interesse i brugerkredsen.

Og skævvridningen af informationsstrømmene som følge af undertrykkelse af bestemte kilder og ideer er jo bare det første skridt. Disse justeringer af de sociale mediers funktionalitet, så de ikke længere afspejler hvad der reelt optager folks sind og vækker folks interesser, men i stadig højere grad bruges omvendt til at prøve at fremhæve og inducere nogle bestemte forestillinger i brugernes almene opfattelser, disse justeringer viser igen, at folks tillid til medierne bliver misbrugt og den opsparede tillid bliver for den enkelte bruger igen konverteret til en lige så stor sårbarhed.

I det hele taget har der været et formidalt forræderi forbundet med de seneste årtiers privatiseringsbølge, hvor netop en lang række samfundsinstitutioners opsparede goodwill er blevet plyndret af finansielle lykkeriddere og charlataner. Hvorfor er vores økonomiske modeller komplet ude af stand til at værdisætte denne fortsatte plyndring? Og igen, netop denne blindhed overfor det samlede samfunds opsparede tillid i en given samfundsinstitution, netop denne blindhed nærmest garanterer at tilliden vil blive konverteret til former for udbytning af kunderne, indtil den pågældende samfundsinstitution er tømt for indhold/tillid, og det samlede samfund er blevet så meget fattigere og dårligt fungerende.

Denne blindhed overfor hvad indholdet af samfundet i virkeligheden er, har i mine øjne ført til en accelererende nedbrydelse af alle vores samfundsinstitutioner. Salget af Nets og de korrupte udviklingstendenser indenfor de sociale medier er bare to eksempler. For mig er konklusionen ikke til at komme udenom: Vores forestillinger om ejerskab og økonomi og samfundsforvaltning er på mange måder udtjente og dysfunktionelle, og graderne af samfundsnedbrydende tendenser er nu så stærke, at det ligner et kapløb med tiden om at få nogle nye samfundsforestillinger kørt i stilling inden vores samfund er totalt ruineret.

Ligesom skandalerne om salget af en del af Dong til en kapitalfond under ledelse af Goldman Sachs og salget af Nets til Bain Capital under ledelse af Mitt Romney må udløse et folkeligt krav om en reform af vores politiske systemer, hvor befolkningen får mulighed for at sætte sin vilje igennem på tværs af politikernes rænker, så skal vores selskabsformer også reformeres. Graden af mørklægning omkring private virksomheders dispositioner er utidssvarende, korrumperende og uacceptabel. Efter min opfattelse er det kun igennem indførelsen af en radikal transparens også i erhvervsvirksomhedernes og de multinationale koncerners forvaltning, at en helt grundlæggende erhvervsetik kan gendannes. Men det handler ikke bare om erhvervsetik, det handler i en videre forstand om vores økonomiske begreber, eller med andre ord, hvordan vi får løftet vores nuværende fejlbehæftede og korrupte økonomiske tankegange op til nogen tidssvarende og værdiskabende tankegange.

Hver gang en kunde køber et bestemt produkt eller en bestemt ydelse, så investerer denne kunde noget tillid i dette produkt eller denne ydelse. Pengene kunden betaler for produktet eller ydelsen er en repræsentation for det der reelt udveksles, nemlig tilliden til at dette produkt eller denne ydelse vil indfri de forventninger man har til produktet/ydelsen og at kunden derved får opfyldt det behov der er den underliggende anledning til at foretage købet. Med de traditionelle forestillinger om markedet har tankegangen været den, at blev kundens tillid/forventninger ikke indfriet af produktet/ydelsen, så vil kunden vende ryggen til den pågældende leverandør og søge en anden. Det gælder sådan set stadig, men med internettet er der opstået en helt ny mulighed for at kvalificere denne tillidsrelation mellem en given leverandør og dennes produkt/ydelse på den ene side og kunderne på den anden. Hvad nu hvis enhver erhvervsvirksomhed var forpligtet på at have et åbent og ucensureret kundeforum på deres hjemmeside, hvor kunderne var fri til at give udtryk for deres tilfredshed med det givne produkt/den givne ydelse samt kommentere på alle øvrige forhold omkring købet? Hvad nu hvis kunderne på en verificeret og ucensureret måde kunne ’rate’ det givne produkt/den givne ydelse? Og hvad nu hvis teknologien til at foretage denne verificerede og ucensurerede kommunikation allerede findes i form af blockchain-teknologien, som blev introduceret med de digitale kryptovalutaer?

Hvad et sådant kommunikationsforum tilknyttet enhver erhvervsvirksomhed ville give mulighed for ville være, at der opstår en mulighed for at respektere den tillid kunden oprindeligt investerede i produktet/ydelsen. Hvis en kunde oplever at den tillid han eller hun investerede i produktet/ydelsen ikke bliver indfriet, så er kunden altså fri til at dele denne oplevelse med andre potentielle kunder via det åbne, ucensurerede kundeforum. Selvom det for den pågældende kunde i situationen måske er en ringe trøst bare at få muligheden for at stadfæste sin skuffelse, så bliver den investerede tillid ikke desto mindre respekteret og omsat, og den samlede virkning af kundernes tilbagemeldinger kan potentielt have en meget disciplinerende virkning på måderne den pågældende virksomhed drives.

Det siger sig selv, at virksomhederne selvfølgelig er fri til at tage til genmæle i deres kundeforum, og der vil selvfølgelig også være en vis mængde af kværulanter, der projicerer deres egne fejlkøb over på egenskaber ved produktet/ydelsen, men det der vil være interessant er selvfølgelig de gennemgående tilbagemeldinger og virksomhedens samlede rating mht. kundetilfredshed. Samt selvfølgelig særlige tilfælde hvor en virksomheds adfærd vækker almen afstandstagen, f.eks. hvis virksomheden bliver grebet i miljøsvineri eller korruption. Det åbne og ucensurerede kundeforum kunne muligvis sågar via blockchain-teknologien blive en platform for whistleblowers blandt virksomhedens egne ansatte.

Det er lige ved at man tør håbe på, at en sådan radikal ny kontrakt mellem erhvervsvirksomheder og deres kunder kunne føre til, at selv erhvervsvirksomhederne vil arbejde på nogle rimelige og retfærdige samfundsstrukturer for er de ikke det, så vil virksomhederne skulle bruge endeløse mængder af tid på at imødegå alle klagerne fra deres kunder som følge af at de bare helt generelt føler sig desavouerede.

Skulle tankegange som de her skitserede vinde mere almen udbredelse, vil virksomheder som Facebook komme under voldsomt pres for at reformere deres erhvervsetik og deres kontrakt med deres kunder. Da det er kunderne der leverer indholdet på Facebook, og kunderne samtidig er produktet, så er det på høje tid at Facebook finder en mere ydmyg måde at relatere til sine kunder. Mere konkret ville det betyde meget større transparens, meget mere nuancerede regler om rettighederne til indholdet, muligheder for den enkelte kunde at bestemme hvilke informationer Facebook må videregive, muligheder for at kunderne får indflydelse på hvordan Facebook fungerer mm.

Selvfølgelig har Facebook lagt et kæmpe udviklingsarbejde i at tilvejebringe den nuværende funktionalitet og investeret enorme summer i server-farme hovedsagelig i Amerika men også i andre lande. Selvfølgelig skal disse investeringer have lov til at give et afkast, men da Facebooks forretningskoncept er at det er kunderne der leverer indholdet og kunderne der er produktet, så kan kunderne, hvis de føler sig tilstrækkelig meget kørt rundt med, vælge at migrere pludseligt og i store mængder til nogle andre platforme. Facebook er meget mere følsom overfor kundernes goodwill end koncernen gør som om.

Det punkt hvor kunderne over en bred kam gør op med sig selv, at enten reformerer denne virksomhed sin erhvervsetik og sine måder at relatere til sine kunder eller også søger jeg andre steder hen, det er som sagt allerede indeholdt i de traditionelle økonomiske tankegange. Det nye ville være, hvis kunderne insisterede på at få mulighederne for at gå i dialog med virksomhederne, og dermed begyndte at øve indflydelse på hvordan virksomhederne drives. Denne bevægelse kunne man kalde ‘the stakeholder takeover’, og det ville ikke være en politisk revolution med beslaglæggelser og nye ”utopiske” modeller for hvordan samfundet skal drives, men mere stilfærdigt bare et ’takeover’ af den enkelte virksomheds fortælling. Altså at det fremadrettet ville være kundernes reaktioner der var virksomhedernes primære fortælling, og ikke deres reklamer og andre former for selvpromovering.

 

 

 

(Illustration: Pan American Unity, Diego Rivera, 1940)

 

The new ’New Deal’: It’s all about stewardship

Prinzessinnengarten_tableau04

Practically all real economic indicators are pointing to a world economy caught not only in a recession but in a depression. This means, that the policies the politicians and centralbankers put in place to overcome the financial crisis have failed. Actually, there was never any real recovery, the policies was just another round of financial trickery. Just another round of ’the wealth effect’ achieved (as always) through blowing up financial bubbles. Further, this means that we haven’t overcome the financial crisis yet, rather, we are about to witness the final and devastating stage of this crisis.

In this final stage of the financial crisis staggering amounts of financial fortunes will be lost, and a large part of the assets that manage to retain their value will change hands. Many analysts are expecting to see ’the greatest wealth transfer in history’. In all likehood, the pension schemes of ordinary people will be among those financial fortunes that just evaporates, and so does all the equity in the privately owned homes and cars. Thus, this last stage of the financial crisis will lead to a final breakdown of trust in the political leadership, which amounts to a breakdown of the social contract, and what happens next is anybody’s guess. We might experience a widespread disintegration of the whole web of society leading to destitution and rampant criminality, or we might collectively wake up to the graveness of the situation and right there and right then make a strong new determination to stand by our society and undertake the task of rebuilding it.

In many ways our situation is comparable to the Wall Street Crash of 1929 and the ensuing Great Depression, though in other respects our situation is very different from that historic precedent. But the Great Depression did comprise of a breakdown of the social contract, a breakdown of trust in society, and in the case of the United States of America, it was through the restoration of the social contract through the New Deal-initiatives under President Roosevelt, that trust in society was restored and the economy recovered.

This article is aiming at exactly the point where the social contract ultimately will be broken during the forthcoming financial collapse, that is during ’the greatest wealth transfer in history’, and the intend is to devise policies that would stop this wealth transfer in its tracks, and instead use the extreme malleability of the situation to institute a new and strong and relevant social contract.

 

Background

For the past forty years or so the question of the sustainability of our ways of living has been looming in the back of the mind of practically every one of us. In the five to ten years prior the question was very strongly brought to the fore by a series of stark examples of how our pollution was devastating the natural world, and there was a series of scientific studies that spelled out the graveness of the question, studies like The Population Bomb (1968) and Limits To Growth (1972), and with the 1973 oil crisis there was a stark realization of our dependency on a steady supply of fossil fuels to sustain our ways of living.

Around forty years ago a substantial part of the population actually showed a willingness to deeply reconsider and revise our ways of living in light of these stark new realizations. Organizations like Worldwatch Institute and Greenpeace were formed, and the belief in the ever beneficial effects of technological progress was called into question not least through the anti-war and anti-nuclear movements and there was a widespread criticism of the actions and operations of large multinational corporations.

The political scene of the seventies was a battleground, in every corner of society. A part of the population was pushing for deep political changes, another part of the population was strongly resisting any major changes, and in between these groupings the majority of the population was waxing and waning, not knowing who or what to believe. But by the end of the seventies the majority of the population did reach a kind of conclusion and decided to go along with the political leaders who professed, that we didn’t really need to change anything at all.

And in the overall scheme that was what we did. Continued our ways of life with some minor tweaks to the regulations on emissions of pollutants and energy consumption. And looking back at these past forty years, not only did we continue our unsustainable practises, we expanded our consumption of resources and our pollution of the natural world. But how was that even possible, if we already had made the unequivocal realization, that there are physical limits to growth build into our current ways of living? Why didn’t we run into some hard barriers with regard to resources and critical degradation of the natural world?

The answer to this question is pretty hard to grasp, but it has to do with how we made investment capital cheap and abundant throughout these forty years. In 1971 Pr. Nixon cancelled the convertability of american dollars into gold, which amounted to a cancellation of the whole monetary structure that was instituted in the wake WWII, and since then all the currencies of the world has in effect been free floating. Within the field of economics the value of one currency could be measured against another, and every currency could be measured against the amount of goods that a given quantity of the currency could buy, nonetheless, the central banks and the politicians were free print lots of money and more and less hand out these money as investment capital or as government financing. Without the backing of this money printing with anything real like productivity growth (i.e. in improvements on real goods or other forms of value creation), this money printing was backed by nothing but debt obligations. And that’s what we have been doing since the beginning of the seventies, expanding our levels of debt at an ever accelerating rate.

It is this huge build-up of debt, this relentless money printing, that has provided the cheap and abundant investment capital, and it is through this cheap and abundant investment capital that we have been able to continue and even accelerate our extraction of ressources and the whole human enterprise at the expense of the whole natural world. And due to the arbitrariness or the unreality of this money printing regime, the people in charge of the scheme soon learned how to make it benefit themselves, which gave rise to huge inequalities in income and wealth distribution within our societies.

Along with the inequalities came the rise of a class of ultra wealthy, who began early on to exert massive political influence. Probably in part due to our common proclivity to respect people of success and our common proclivity to try to achieve a good standing by powerful people, probably in part due to actual favors or outright bribery, this class of ultra wealthy have in many ways succeeded in tweaking the legislation to benefit themselves and their agendas. Thus, crucial parts of our legislation is rigged, abused and corrupted, and when the executive branch enforces these parts of our legislation, it is no longer to the upholding of justice but rather a means of oppression of the ordinary citizenry.

 

The greatest wealth transfer in history

All in all the past forty years of political management has brought us to the ominous circumstances we find ourselves in right at this point. Our current situation might be designated ’Peak Unsustainability’. Since the money printing regime is based upon an ever expanding amount of debt, what we are talking about is actually a Ponzi Scheme, and lots of economic indicators are now pointing to the fact, that we have entered into the unravelling stage of this mother of all Ponzi Schemes. The question is not if but rather when the financial markets will collapse. And what is collapsing at that point is more specifically our collectively held notions how our society is doing and how our economy works. In real terms, that is, with regard to our value creation and resource management and societal cohesion, the collapse has been ongoing for years.

When the financial markets finally collapses, that’s when the last and ultimate stage of ’the greatest wealth transfer in history’ will take place. What the financial analysts are referring to is the mechanism by which such collapses historically have unfolded. That a small group of the richest and most influential manage to position themselves not just to avoid loses but actually to soak up all the wealth that all the other parties are losing. Other analysts hold the belief, that in the wake of the collapse we will have to re-institute a money system based on gold, and through this reinstatement of gold, the value of gold will shoot through the roof, and all those who have been clever enough to invest in gold, will find themselves raised to the level of the ultra wealthy on the other side of the collapse.

In reality, no one knows how the collapse is going to unfold. Because all the previous cycles of boom and bust didn’t coincide with the peak unsustainability circumstances. Yes, the collapse of our financial markets and our money systems is a given, but this collapse might deal such a violent blow to our societies, that the very foundations of our societies are challenged. The foundations of our society being the trust in the good will of other people as well as the trust in leadership, that is, that people who accept leadership positions in society thereby accept to work on the behalf of the common good. If this trust is lost all together, if this most elementary glue of any society is lost, then the whole structure value creation within our societies is in peril, and we probably won’t even be able to feed ourselves not to mention the provision of a whole swathe of other basic necessities.

This is the ultimate scope of the rampant money creation and wealth distribution scheme we have had running for the past forty years: The risk of such a total undermining of the foundations of our society, that it will disintegrate into hunger, violence and lawlessness. It may hit us as one fatal punch in the days or weeks after the financial collapse, or it may take the form of a disintegration of ordinary peoples living conditions at an accelerated pace compared to what we’ve already experienced, which will lead to growing anger and frustration and the likelihood of growing calls for strong political leaders willing to take extreme measures to turn the downward trends around. Both fascism, anarchism and communism might gain renewed following, and should any of these political strategies achieve widespread following, they will probably institute their own version of ’the greatest wealth transfer in history’. And the former leadership, both political and commercial, will be rounded up, and the ensuing people’s courts aren’t likely to be neither orderly nor balanced.

But again, neither fascism nor communism will develop in ways comparable to those of the past, because all the former runs didn’t coincide with the peak unsustainability circumstances. Never before in human history has the planet been so critically depleted. Though it sounds rather odd but the scarcity of capital will reveal the real scarcity of resources and the real inefficiencies of our current systems, and thus it will require a rapid shift to some highly efficient ways of organizing society to provide for everybody with the scarce resources available. Through their extreme top-down organizational models, neither fascism nor communism can muster the necessary degrees of efficiency, and thus these political models are still likely to lapse into hunger, violence and lawlessness.

No matter what, the greatest wealth transfer of history seems to be upon us. Will it be the oligarchs who consolidates their grip on power and property, will it be the gold bugs hitting a jackpot or will it be in the form of a populist swell that up-ends the wealth distribution through a political revolution?

 

The notion of stewardship

Given that the greatest wealth transfer in history is upon us, is there a proper and fair way to direct this transfer of wealth? Since we have arrived at peak unsustainability, and our overwhelming challenge is to change our ways of living, so that the life of humans once again can fit within the planetary framework, there is one term that seems to summon up this profound change of attitude, and this term is stewardship.

Compared to common notions of management stewardship is an all together different way of understanding the relation between one self as manager and the people, land, animals, resources that are the objects of management. In fact these people, this land, these animals, these resources are not objects at all, they are not merely a means to an end, but rather, they are all sovereign expressions of the web of life and rather than considering himself superior to these entities the manager with an attitude of a steward might actually tend to humbly consider himself a servant of these entities to whom he is the manager.

Contained within the attitude of the steward is the willingness to listen, to observe, to cautiously experiment with the overall conditions in order to stimulate thrival and growth. Contained within the attitude of the steward is the recognition, that we are all part of the fabulous and unfathomable web of life, and within life there is such a strong drive just to live and interact and grow, and the most important role for the steward is to create the right attitude and the right conditions for this inherent enterprise and creativity to unfold. And along the same line of thinking, another important ability of the steward is to know when not to get in the way of the unfolding of these natural processes.

This attitude of stewardship is the obvious and logical conclusion to draw from the realizations made back in the sixties regarding the profound unsustainability of our ways of living. And there were people who understood this very well back in the day. Actually, once we collectively realized that our ways of living were depleting the natural systems on which we depend, right there, right then, the attitude of the steward presented itself as the obvious next step for humankind. But we denounced our predicament, we rejected this challenge of fate, we denied what we had seen, and we lulled ourselves into believing, that it was okay just to continue as if nothing had happened. Was this a criminal act? Maybe. At least it was an act of denial, it was an act of dishonesty and thus a kind of psychological trauma, that we all have had to deal with ever since.

The consequence of this collective denial and dishonesty has been this historic period of the past forty years with bad stewardship like never before. This may sound like a somewhat exaggerated statement, afterall we have implemented lots and lots of new regulations to contain the levels of pollution and the depletion of the natural world, the important point, though, is to consider the whole global stream of materials, semi-manufacture and products, and on a global scale the effects of our consumption have been further pollution and further depletion of the natural world. We have had really, really bad stewardship of our fertile land and our water cycles and ocean life, really, really bad stewardship of our societal cohesion and common wealth and values, and really, really bad stewardship of our capital.

Which brings us to the question of leadership. Though the truth might have been, that we collectively chose to enter into a mode of denial, what about our leaders? Was it okay for our leaders, both political and commercial, to hide behind the general populations tendency to deny the needs for change, or did our leaders actually take the driver seat in this flight into denial and dishonesty? Did our leaders actually induce the false narratives into the population, and caught in the grip of doubt as it was, was the population somewhat happy with the new (false) sense of certainty that the leaders presented?

Looking back at the past forty years it seems like the leaders never missed an opportunity to expand their grip on power and acquire further privileges attached to their leadership positions. Actually, the higher up in the societal hierarchy, the more ferociously the privileges seemed to be hoarded. But along with the exorbitant privileges, did the leaders recognize the archetypical obligations, the social contract, that is inherent in any leadership position: That the leader is granted extraordinary privileges in return for his commitment to devote himself to securing the safety and well-being of all those who are under his leadership? Isn’t the political/commercial leaders obliged to confront and act upon new knowledge regarding the safety and well-being of the people to a larger degree than the ordinary man on the floor? Doesn’t knowledge oblige? Doesn’t position oblige? Doesn’t talent and capability oblige?

There is a case to be put be forward, that our leaders actually and knowingly contrived of false narratives, that were ”sold” to the ordinary populace as ”solutions” and ”proper political initiatives”, and under the cover of these false narratives those in power were able to drastically expand their grip on power and privileges. And along this line of thinking, there is a case to be put forward, that the really, really bad stewardship, that have characterized the recent decades, wasn’t the consequence of incompetence and lack of knowledge, but rather, that the really, really bad stewardship was just the one side of the coin, the other side was a grand skimming operation, that worked like magic for a tiny group of insiders. And worked just fine for all those people who provided services to this tiny group of insiders.

 

The new ’New Deal’: Proper stewardship

So, what we should strive for is a profound revision of our attitudes and dealings under the guiding principle of proper stewardship. Of our fertile land, our water cycles, our ocean life, our societal cohesion and our common wealth and values. The question is, since the greatest wealth transfer in history is upon us, can we use the overarching value and goal of proper stewardship as our criteria to direct the greatest wealth transfer in history? The reasoning would follow somewhat along these lines: The necessity of proper stewardship isn’t just dawning upon us here at the point of peak unsustainability, proper stewardship has been the overarching theme for our society since the great revelations of the sixties, it’s just that we have been collectively in denial of this reality.

Once the greatest transfer of wealth in history really gets rolling, the question is, who has a legitimate claim on any given object of wealth, be it ownership of a factory or land or materials or resources in the ground? If our money systems have been abused to the extreme, surely the holdings of money cannot per se be a legitimate claim on real wealth. And if our legislation on some crucial points has become rigged and corrupted, the legality of a claim cannot per se be a legitimate claim on real wealth. Rather, the most convincing and thus most legitimate claim on wealth must be founded in the degree to which this wealth was generate through proper stewardship. In this sense, private property is still recognized as a primary driving force for many people, but private property is, in this line of thinking, still subordinate to the proper stewardship of the resources inherent in the processes and holdings.

To devoted capitalists and libertarians this is probably a repugnant idea, that any principle should be higher than the principle of private property, it’s just that as a society we can no longer accept incidents of grave mismanagement of our resources. But if proper stewardship is exercised, then there won’t be any interference from the ”stewardship police”. Of course this idea requires some delicate outlining to be put into law, but at this point it is paramount, that the incentives to reach for proper stewardship tops all other economic incentives.

Further, what the devoted capitalists and libertarians might overlook in their rejection of the institution of the higher principle of proper stewardship is, that there is a considerable risk of political developments, that will move to abolish private ownership all together. Once the breakdown of the common trust gets rolling in the wake of the financial collapse, all bets are off, and as mentioned above, movements toward radical ideologies like anarchism or totalitarian ideologies like fascism or communism are not that hard to imagine. In light of this, the institution of the higher principle of proper stewardship can be regarded as a kind of salomonic solution.

To summon up, when the collapse of our financial and monetary systems finally sets in, the suggestion here is to take a time-out in the shifting of holdings and properties by letting all objects of wealth pass through an ownership escrow, as a newly instituted branch of the judicial system. While a given property is in ownership escrow, it is about to change hands, but which party is on the receiving end will be assessed upon by the preceding conduct of both the bankrupt party and the parties laying claim on the given property. And if any of the parties laying claim on any given property has been severely engaged in the business of blowing up the bubble finance, in other words, if their ”work” mainly has consisted in financial speculation, their claims on the wealth and property might be strongly reduced or dismissed all together.

Thus, all the people, homeowners and companies who have acted prudently and conscientiously will have a favorable standing in their ownership escrow case, and might actually retain their ownership in spite of their bankruptcy at the financial collapse, while all those who have acted imprudently and unscrupulously, no matter the position of the person or the size of the company, will have a hard time having their claims met.

Speaking of proper stewardship of capital, what we are talking about here, is a notion of discerning between money and capital, where money is considered a rather abstract and fanciful token of wealth in the form of hollowed out currencies and financial assets, whereas capital is considered to be the income and holdings that stem from real work and real engagement in society, the fruits of working as an employee or setting up a business, making products and providing services that meet the needs of real customers.

In the case of a company that have acted imprudently and unscrupulously on the bankruptcy side and an on the other side an investment bank that have acted even more imprudently and unscrupulously, the ownership escrow case might turn the ownership of the company over to the employees of the bankrupt company, if they have somehow managed to act prudently and conscientiously, or as a last resort, the ownership escrow case might turn the ownership of the company over to the municipality in which the company is situated.

And if some react strongly against this principle as a kind of civil forfeiture, lets have a discussion on this point, and lets include into the discussion all the ”private forfeitures” of the past forty years in the form of privatizations of the commons. In the case of the United States of America, as a side remark, we actually have a nation which is based upon the privatization of the commons. There are some wounds to be healed in this regard, and we might even consider to reinstitute the commons on a wider scale.

Thus, this very sketchy draft of a new ’New Deal’ is all about respecting the things that really matters, it’s all about setting up principles and methods that might be considered fair and meaningful by ordinary people, and thereby laying the groundwork for a renewed building of trust and value creation in our societies.

 

 

 

 

(Illustration: Prinzessinnengarten, Berlin)