Pædagogikkens genfortryllelse

Posted on by
Svar

(Opfølgende note på noterne ”ChatGPT – hook, line and sinker..” og ”Tekno-fetichismen, affortryllelsen”)

I en kommentar til en af delingerne til min ChatGPT-note var der en der oplyste, at ChatGPT var blevet forbudt at anvende på skolerne i USA (hvordan de så end vil håndhæve dette forbud), og i forlængelse af Jonas Vindings deling skrev Mona Heide Petersen:

”Kære Jonas. Tak for dine refleksioner, de er meget værdsat. Jeg ved ikke, om der sidder nogle mennesker i et Call center og leger (indsæt selv navnet), men jeg ved, at 80% af mine kolleger i gymnasieskolen synes, at det er “et fantastisk redskab”, at vi skal “omfavne det” og at vi, som er skeptiske, helt forventeligt kategoriseres som nogle fremskridtsuvenlige sortskoletilhængere. Uanset, så forbeholder jeg mig ret til at forholde mig afventende, og i mellemtiden læste jeg op af indledningen til “Mogens”, så kan de lære det, kan de👌🤩”

Som jeg har forstået hvad ChatGPT er, taler vi om en sprogbaseret søgemaskine, som både kan inkorporere kompleksiteten i en given forespørgsel til søgemaskinen og samtidig scanne internettet for relevante informationer, der matcher den komplekse forespørgsel, og vægte og organisere efter relevans og indbyrdes sammenhæng og derpå præsentere sit bedste sammensatte søgeresultat i en sproglig korrekt form, der matcher sproget i forespørgslen. Og når sådanne mere eller mindre komplekse svar så leveres indenfor få sekunder, så er ”dygtigheden” af disse teknologier nærmest ubegribelig.

Sådan for mit eget vedkommende hælder jeg til, at ”dygtigheden” af ChatGPT lidt for suveræn til, at vi bare skal acceptere fortællingen om ChatGPT som en af de sædvanlige tech-upstart-historier, hvor et par usædvanligt godt begavede og innovative unge mennesker pludselig opfinder en teknologi, som udvikler sig til en af de mest magtfulde samfundsinstitutioner overhovedet. Det er her at jeg tillader mig at stille spørgsmålet, om der eventuelt var nogle allerede enormt magtfulde instanser, som investerede de enorme summer i at udvikle disse enormt virkningsfulde teknologier, og så som led i salgsstrategien/ implementeringen netop holdt sig i helt kulissen og i stedet præsenterede den langt mere appetitlige tech-upstart-historie i en eller anden variant.

Jeg har svært ved at tro på, at det beskedne firma OpenAI bag ChatGPT vitterlig skulle have været i stand til at udvikle et så ekstremt virkningsfuldt værktøj bare sådan. Og som nævnt i min ChatGPT-note spørger jeg vedholdende mig selv, om ChatGPT’s ekstreme virkningsfuldhed, i hvert fald her i lanceringsfasen, muligvis bliver opnået ved nogle andre metoder end bare ved at køre algoritmerne.

Men accepterer vi præmissen, at ChatGPT er en sprogbaseret søgemaskine à la den beskrevet ovenfor, så er der ingen tvivl om, at denne teknologi fuldkomment vil revolutionere vores skolesystemer. Hvis en hvilken som helst elev på et hvilken som helst stadium af sin uddannelse bare kan gå i dialog med søgemaskiner som ChatGPT, hvad mening er der da i et pensum, hvor eleverne skal tilegne sig al mulig faktuel viden? Og derpå blive bedømt på sine evner for at have tilegnet sig denne faktuelle viden, så den ligger i elevens hukommelse?

Jeg ved ikke om det er sådanne spørgsmål Mona Heide Petersens kolleger har i tankerne, når de omtaler ChatGPT som ’et fantastisk værktøj’ og at lærerne skal ’omfavne det’. Hvis de tror, at indførelsen af ChatGPT bare betyder, at eleverne får lettere ved at nå deres læringsmål (og de selv får det lettere som lærere), så tror jeg de tager fejl. Har de overhovedet gjort sig klart, hvor voldsom en revolution vi her taler om, og hvordan de hver især kommer til at omskole sig i nogle grader, som sjældent nogen profession nogensinde har skullet omskole sig?

Pædagogik har alle dage været en kunstart og en terapeutisk snilde langt mere end det har været en videnskab. Det er kun fordi vores samfund har udviklet sig så langt ud ad en teknokratisk materialistisk tangent, at pædagogikken er gået hen og er blevet en pølsefabrik iklædt nogle fantastisk avancerede akademiske gevandter. Og på alle stadier af vores skolesystemer er der overvældende vidnesbyrd om mistrivsel og forringede faglige niveauer og resultater. Jo, man har fået indført mængder af metoder til at måle fagligheden, og på disse parametre kan der muligvis spores en fremgang, men alle de andre aspekter af læreprocesserne, de der ikke lader sig måle, de er på den anden side blevet nedprioriterede i nogle grader at der reelt er tale om forsømmelse.

I virkeligheden handler al læring om menneskelige forbilleder. Ethvert barn vokser ved at stræbe efter at eftergøre sine forældre og sine søskende. Og de ting forældrene holder af og engagerer sig i, dem vil børn som udgangspunkt også holde af og engagere sig i, og vil derigennem ønske at lære hvordan man gør. Og jo mere kærlighed der er mellem forældre og børn, jo mere forældrene har kærlighed til de ting de gør, jo mere lades forskellige forhold og ting og viden med betydning, og denne meningsfuldhed har sit eget momentum i retning af ønsket om at lære mere og investere mere i betydningen. Og således kan man som forældre have held til at skabe en verden af betydning for ens børn, som sætter dem i stand til at gå ud i verden og finde betydning i henved alt hvad de møder.

Det er selvfølgelig en idealiseret fremstilling, ikke desto mindre forekommer det at være en af de mest basale sider af menneskets natur. At det er kærligheden eller i en mere hverdagsagtig form engagementet, som pædagogen selv rummer og lever som indgiver værdi og betydning i stoffet eller arbejderne, og det er denne kærlighed eller dette engagement, der vækker barnets/ elevens lyst til at blive indviet i dette afsnit af verden. Vi er mange, i hvert fald blandt de ældre generationer, der har gjort erfaringen med en lærer, som havde en kærlighed til sit fag og som vakte én, måske endda på trods af en indledende modstræben, til at fatte interesse for det pågældende fag og rent faktisk lære og finde tilfredsstillelse ved at forstå og kunne bruge det.

Og ja, vi ved alle at der er enorm stor spredning i, hvilke forudsætninger de enkelte elever møder ind med, både hvad angår færdigheder og engagement, men pædagogerne ville ikke være de menneskekunstnere de er, hvis ikke de netop prioriterede at få de elever med, som har det vanskeligst både ved færdighederne og engagementet. Det kræver stor menneskekundskab at overkomme de mængder af negative programmeringer, som mange elever møder ind med, hvordan lysten til at engagere sig og lære overhovedet kan vækkes hos netop denne elev, men når det lykkes, så er det en af de allermest værdiskabende begivenheder vores samfund overhovedet kan opbyde.

Men alt dette er formentlig håbløst naivt og gammeldags i forhold til nutidige forståelser af pædagogik. Her taler vi om en akademisk disciplin, som formentlig trækker på nogle af de mest avancerede filosoffer, psykologer, sociologer mv., og hvor fagets terminologi er så avanceret, at det kræver adskillige års træning for overhovedet at kunne udtrykke sig i sådanne avancerede termer. Og sideløbende med denne akademisering af lærergerningen har de offentlige administratorer gjort deres indtog og forlangt målbare resultater. Hvad der eventuelt oprindeligt var af indlevet begejstring for ens fag og selve lærergerningen er formentlig blevet fordrevet af disse overdrevent intellektuelle og teknokratiske og materialistiske tankegange, og således er vi nu havnet der, hvor eleverne for så vidt lige så godt kan lære af ChatGPT end af en eller anden mere eller mindre sjæleligt nedbrudt lærer.

Okay, det er et polemisk standpunkt, og virkeligheden er helt givet meget mere nuanceret end jeg opridser her, men der en case for at pege på, at fremkomsten af kunstig intelligens-søgemaskiner som ChatGPT umiddelbart forekommer at cementere de intellektuelle teknokratiske materialistiske tankegange, og fordi lærerne allerede i årevis har været så meget på hælene og er så udkørte af de teknokratiske og materialistiske metoder, så er skridtet til helt at skippe lærernes rolle ikke stort.

Men det er jo en degenereret kultur, i det omfang man overhovedet kan kalde det en kultur. Så casen går måske i virkeligheden på, at vi her har at gøre med en mægtig renæssance for lærergerningen, hvor vi netop finder tilbage til den fundamentale kærlighed til faget og de fundamentale evner som menneskekunstnere, som det der mere end noget andet præger lærergerningen. Formentlig meget nærmere Steiner-pædagogikken, hvor der eksplicit arbejdes med en åndelighed i naturen og i tingene, hvor der arbejdes med kosmiske energier og en kærlighed til og ærefrygt for hele skaberværket. Måske vil vi finde tilbage til, at al virkelig dyb og værdiladet læring i virkeligheden er en form for mesterlære, hvor der både er disciplinen og kravene men også omsorgen for den enkelte elev og kærligheden til faget.










(Illustration: The Shamans Apprentice, Germaine Arnaktauyok, spejlingen: kk)

Advertisement

Tekno-fetichismen, affortryllelsen

Posted on by
1

Har menneskeheden allerede tabt i kapløbet med den kunstige intelligens? Bliver den kunstige intelligens anset for så attraktiv og perspektivrig for vores samfunds reelle magthavere, at deres hengivenhed overfor projektet med udviklingen og udbredelsen af kunstig intelligens allerede har beseglet menneskehedens skæbne?

I en kommentar til min seneste note ”ChatGPT – hook, line and sinker..” skrev Søren Skogstad Nielsen:

”Ja, om en 40 år er spørgsmålet ”Hvad er et menneske?” blevet let at svare på. Det er en dårlig robot! Og det svar vil ligge klar i den almindelige baggrundsviden…

Den menneskelige intuition, moral, og oplevelse af sandhed vil blive betragtet med undren, for robotten kan præsentere en vellignende kopi, som senere bliver, hvad der definerer hvad intuition, moral, sandhed er.

Jeg mener at jeg et sted i en kommentar til Rudolf Steiner har læst en bekymring for den lange fremtid om en 1000 til 2000 år. Da vil selv de organiske mennesker der er tilbage ikke have en krop som en sjæl kan inkarnere i. Men muligvis vil der da være frembragt maskineri som er så tilpas fleksibelt at en menneskelig sjæl kan inkarnere der.

Lykkes dette ikke må de vise åndelige styrelser erkende, at det ‘menneskelige eksperiment’ mislykkedes.”

Og Kurt Rodahl Hoppe kommenterede:

”Det er i min optik først og fremmest menneskelig intelligens eller mangel på samme, der rummer enorme risici for menneskehedens trivsel og overlevelse. Jeg er tilbøjelig til at tro som Yaval Noah Harari (Homo Deus) at vi er “langt uden for kontrol” og statsapparater og mega strukturer kun kan administreres/forvaltes IKKE udvikles (til almenhedens fordel). Det meste er blevet for stort, uhåndterligt og uigennemsigtig. Her er det nærliggende at gribe til AI.”

ChatGPT-noten handlede om, hvordan nogle afstumpede teknokratiske og materialistiske indgangsvinkler i mine øjne allerede har været løs i vores samfund igennem årtier, og at introduktionen af kunstig intelligens på mange måder har karakter af at cementere betydningen af disse afstumpede teknokratiske og materialistiske indgangsvinkler i vores samfunds anskuelser og funktionsmåder. Så ja, jeg deler fuldt ud Søren og Kurts bekymringer for menneskehedens skæbne. Og det er et sindssygt kritisk punkt vi står på. Men jeg vil også godt prøve at skitsere, hvorfor jeg ikke tror, at vi i realiteten er helt så fortabte, som det måske umiddelbart ser ud.

For det første har de forløbne fire årtier været præget af indførelsen og udbredelsen af nogle okkulte finanssystemer, dvs. nogle finanssystemer hvis tilstedeværelse og funktionsmåder og indflydelse på samfundsforvaltningen har været skjulte for 99,999 pct. af befolkningen. Og denne snævre inderkreds, som var ’in the know’, vidste at drage fordel af disse finanssystemer og etablere sig selv som en magtinstans, som selv regeringer var nødt til at underkaste sig. I takt med at de okkulte og i realiteten korrupte finanssystemer blev udbredt i en accelererende proces, desto mere blev de formelle forfatnings- og myndighedsmæssige magtinstanser udhulede og de okkulte finansielle magtinstanser voksede sig større og større og til stadighed mere dominerende.

Hvad vi taler om her er en form for statskup, et snigende statskup, og hvor vi befinder os på denne udviklingslinje er der, hvor de formelle forfatnings- og myndighedsmæssige magtinstanser bøjer sig for de finansielle mastodonter. Finanskrisen i 2008 var der, hvor de formelle forfatnings- og myndighedsmæssige magtinstanser skulle have sat sig igennem og genvundet kontrollen over samfundsudviklingen, men det gjorde man ikke, og således dømte man i stedet sig selv til at være tjenere for de nye feudalherrer, og gjorde således deres korruption til ens egen.

Men hvad vi skal holde os for øje her er, at vi befinder os i et øjebliksbillede, det flygtige punkt hvor den okkulte finanselite har sat sig endegyldigt igennem samtidig med at deres magtbase, de okkulte finanssystemer, er i en proces af kollaps. Således er dette punkt præget af ekstremisme i så mange retninger. Og forestillinger om en robotiseret AI-drevet ny tekno-civilisation opstår således i hovederne på folk, som tager de seneste 10 års ekstremt skævvredne pengesystemer, som var i stand til at finansiere de mest ekstreme teknologiske projekter, og fremskrive disse udviklingslinjer som om de er normale og vil fortsætte på samme måde årtier ind i fremtiden. Uden overhovedet at skænke det nogen tanker, at midlerne til denne forskning rimeligvis kan siges at være tilvejebragt gennem vores ekstremt skævvredne pengesystemers ”skjulte” brandbeskatning af befolkningerne.

Således hersker der i visse kredse en kultlignende hengivenhed til disse forestillinger om singulariteten og transhumanisme og emigration til Månen og Mars, og de troende indenfor disse kultlignende bevægelser ser ikke deres egen ekstremisme, ser ikke hvor komplet langt ude og nærmest sygelig denne hengivenhed er. Og dette fænomen er slet ikke noget særsyn i menneskehedens kulturhistorie. Der er mangfoldige eksempler på succesrige kulturer, som når et kulminationsstadium, hvor den ledende elite bliver grebet af former for mani og komplet udarter og i den samme proces kører kulturen fuldkommen i sænk. Det ligger i det indeholdte og over tid udviklede bedrag mellem eliten og befolkning, og når eliten ikke længere er forankret i befolkningen, så taber den jordforbindelsen og skejer totalt ud.

Og denne kløft mellem magteliten og befolkningen genererer i sagens natur også nogle ekstreme grader af paranoia indenfor magteliten. Og denne paranoia modsvares selvfølgelig af nogle ekstreme begær efter at kunne overvåge og kontrollere befolkningen, samtidig med at befolkningens naturlige kreativitet og udfoldelse og virketrang gradvist undertrykkes mere og mere. Således synker værdiskabelsen i samfundet sammen, hvilket bare i sig selv vil udløse befolkningernes oprør imod magteliten. Disse udviklingslinjer er så indlysende og determinerede, at de står som skriften på væggen. Hvis magteliten helt hypotetisk skulle aflede disse determinerede udviklingslinjer skulle de så fundamentalt ændre deres udsyn og drivkræfter, herunder formentlig frivilligt give deres rigdomme og magt tilbage til samfundet, at det vist nok endnu aldrig er set.

Desværre har befolkningerne kun begrænsede forestillinger om, hvilke midler der bliver anvendt til at overvåge og kontrollere dem. Få mennesker undrer sig, hvorfor der er så meget splid mellem mennesker. Vi accepterer fortællingen om, at sådan er menneskets natur. Og naturen som helhed er også sådan. Jungleloven, survival of the fittest, socialdarwinisme, fake it till you make it… til trods for at meget få almindelige mennesker opfører sig på måder svarende til disse fortællinger. Og der er mængder af vidnesbyrd om, at det heller ikke er sådan tingene foregår i naturen. Og alligevel er der kun få der spørger sig selv om al vores samfundsmæssige splid eventuelt bliver plantet og opdyrket netop for at understøtte en magtelites behov for kontrol.

Og al denne splid er et vigtigt moment i at gøre os alle små og ubetydelige. For langt de fleste mennesker slider det voldsomt på ens værdighed at skændes med andre, og når andre mennesker fremsætter uhyrlige og ekstreme påstande slider det på ens tillid til sine medmennesker og respekten for andre mennesker og troen på, at vi mennesker ejer evner for at kommunikere med hinanden og finde fælles grund og gensidig respekt midt i vores forskelligheder. Hvis ikke før var det romerne, der formulerede devisen ’del og hersk’ og kun få stiller sig selv spørgsmålet, om ’del og hersk’-devisen eventuelt er blevet systematiseret i en nærmest industriel skala. Og i givet fald hvorfor? Fordi sådan er menneskets natur… Eller fordi det sætter en illegitim og bedragerisk magtelite i stand til at fastholde deres greb om magten?

Men vi er på mange måder nedslidte og udkørte, måske fordi vi har levet igennem årtier under et illegitimt og bedragerisk lederskab, og når vores værdi for samfundet i stadig tiltagende grad bliver målt på vores teknokratiske/ teknologiske/ materialistiske bidrag, og vi så bliver udfordret af robotter og kunstig intelligens på at udføre netop teknokratiske/ teknologiske/ materialistiske bidrag, ja så kommer vi til kort og nederlagsfølelserne får overtaget. Hvilket på sin vis er en triumf for selvsamme illegitime og bedrageriske lederskab, samtidig med at det altså gradvist kvæler samfundet.

Og som vi gennemlever vores eksistens som en henved traumatiseret og misbrugt menneskehed, så lever vi samtidig i noget nær total uvidenhed om vores virkelige evner og indflydelse og betydning. Tag en hvilken som helst af menneskets mest avancerede teknologiske landvindinger, genteknologier, nanoteknologier, robotteknologier og sammenhold dem med naturens livsformer. Naturens livsformer er så uendeligt meget mere avancerede. De er ekstremt energieffektive, de har formidable evner for at regulere sig selv i forhold til omgivelserne og formidable evner for at hele sig selv hvis de bliver sårede, og så udfolder de deres liv på uendeligt mangfoldige og varierede måder, som matcher det uendeligt mangfoldige og varierede miljø de er opståede i.

Her overfor er menneskets himstregimser grove og klodsede. Selv for at holde alle de mere forfinede himstregimser i gang er der typisk behov for et mægtigt support-apparat. Og vores himstregimser er meget sårbare overfor de mindste anslag, som nemt efterlader dem komplet ikke-funktionsdygtige. Tilvejebringelsen af råstofferne til produktionen af vores himstregimser er typisk enormt energikrævende, og vores himstregimser skal i lighed med naturlige livsformer have tilført energi, men energieffektiviteten af vores himstregimser er latterligt lav i forhold til de niveauer af energieffektivitet naturen kører med. Så skal vi ikke i første omgang give os selv den respekt og anerkendelse som vi skylder alle naturens livsformer, og værdsætte og understøtte vores kroppes formidable smidighed, levedygtighed og intelligens?

Det næste er så, at har vi i realiteten levet under et undertrykkende regime igennem årtier og muligvis århundreder, hvad er så menneskets sande potentiale, hvis vi forestiller os mennesket trådte ud af sin undertrykkelse? Det er der formentlig og forhåbentligt mange varierede svar på, for mit eget vedkommende vil jeg godt pege på hvilke muligheder mennesket har for at sanse og erfare på tværs af tid og rum. Der er stærke indicier for, at alle mennesker besidder clairvoyante evner. At vi har evnerne for at indleve os så stærkt i et bestemt forhold, at vi alene ved vores egne bevidsthedsevners kraft kan opnå indsigt i, hvad der karakteriserer dette forhold. Med vores egne bevidsthedsevners kraft kan vi undersøge ting i fortiden, i fjerne egne, i andre menneskers sind, og opnå indsigter og kim til forståelse og beskrivelse af disse forhold. Dette forekommer at være en af de største bevidsthedsmæssige frontlinjer menneskeheden nogensinde har stået overfor. Om vi tør tage springet ud i nogle helt nye værensformer, hvor vi lever en del af vores liv i de planer af universet, som er rent energimæssige. Og i det omfang denne verden er indenfor rækkevidde af den nuværende menneskehed, hvilken enorm kontrast er der ikke netop overfor de herskende afstumpede teknokratiske og materialistiske indgangsvinkler?

Det er nærmest som om det er fuldkommen logisk, at netop på tærsklen inden menneskeheden bryder igennem og tager dette civilisatoriske kvantespring, da er vi omtrent totalt kørt fast i de udtjente etablerede forestillinger. Og det er lige så logisk, at de der er lykkedes med at opnå den største succes indenfor de udtjente etablerede forestillinger, og som ovenikøbet er lykkedes med at bruge de udtjente etablerede forestillinger til at bedrage befolkningerne og slynge sig selv op i positioner af suveræn magt, at de så også er parate til ved djævlens vold og magt at fastholde og nu muligvis også at konsolidere de udtjente etablerede forestillinger, f.eks. gennem udviklingen og udbredelsen af kunstig-intelligensformer.

Alt er i forandring.









(Illustration: The 4 Dimensions of our Energy Anatomy, Barbara Ann Brennan)

ChatGPT – hook, line and sinker..

Posted on by
Svar

Kun en tåbe er ikke på stikkerne overfor væksten og udbredelsen af Artificial Intelligence. Men tåber bliver der så tilsyneladende også flere og flere af. Denne note er bare et bidrag til en større scenarieanalyse. Et enkelt scenarium der skitseres med tanke på, at det bliver imødegået af andre mere omhyggelige scenarier, som måske, hen ad vejen, kan efterlade dette scenarium uden gyldighed. Men indtil disse mere omhyggelige scenarier foreligger, mener jeg der er en case for at overveje scenariet, der præsenteres her. Den indskydelse jeg fik gik på, at organisationen bag ChatGPT muligvis er tusind måske en million gange større end vi går og forstiller os. At vi ikke bare taler om en mindre virksomhed med nogle usædvanligt godt begavede programmører. At denne organisation allerede nu, hvor vi stifter bekendtskab med ChatGPT, er oppe på lag med Google og Facebook. Og det vi har været en del af med introduktionen af ChatGPT, har ikke bare været et fascinerende eksperiment eller en selskabsleg, det har muligvis snarere været et massivt reklamefremstød, hvor der var nogen der havde enormt meget investeret i, at den almene modtagelse af kunstig intelligensformer var positiv, konstruktiv, inspirerende.

Inden vi går ombord i at bygge casen for, at ChatGPT muligvis er noget andet end de fleste mennesker forestiller sig, skal vi prøve at danne os nogle mere retvisende forestillinger om, hvor detaljerede og nærmest ubegribeligt omfattende hver af vores virtuelle profiler allerede er. Igennem de omtrent to årtier hvor den totale overvågning har været udrullet i hvert fald i den vestlige sfære, er der blevet indsamlet enorme mængder af data om hver enkelt af os. Hver vores virtuelle profiler er sammensatte af mængder af data, der kategoriserer os i mængder af helbredsmæssige forhold, mængder af sociale forhold, mængder af holdningsmæssige og politiske forhold, mængder af karakteristikker af vores vaner, lyster og præferencer, formentlig i nogle grader som vi hver især og på stående fod ikke tilnærmelsesvist selv er bevidste om.

Det er bestemt ikke usandsynligt at vores virtuelle profiler afslører forelskelser, venskaber, graviditeter, skilsmisser, jobskift, sygdomme mv., inden vi selv bliver bevidste om, hvad det er der sker i vores liv. Og med de tiltagende grader af kontrol med internettet og de tiltagende grader af mørklægning kan man formentlig med en vis ret hævde, at vores virtuelle profil er større end os selv. Det har at gøre med samtidigheden af den tilgængelige viden og mulighederne for med nutidig processorkraft at syntetisere disse data, og det har at gøre med den viden der bliver holdt skjult for os. Alle de mængder af interesser der er lever i sindene af den udbredte menneskehed, men som kontrollen af de sociale medier spærrer for en almen bevidsthed om. Alle de mængder af individuelle interesser og sympatier på kryds og tværs af diverse samfundsmæssige netværk som også for en stor del forbliver skjulte for hver enkelt. Efter vores kollektive erfaringer igennem ’fake news’-kampagnen og coronaepidemien og Ukrainekrisen er det ikke urimeligt at antage, at de sociale medier på mange måder fungerer i retning af at holde folk små og ubetydelige. Ingen individer med potentialet til at blive en betydelig samlende figur for afvigende opfattelser, får lov uhindret at udbrede sine ideer på de sociale medier. Der er helt klart ikke tale om en ’level playing field’, hvor de reelle levende interesser får lov at udfolde sig frit.

Samtidig er der stærke indicier for, at der er en omfattende ’collusion’ på spil imellem de politiske magtinstanser og de oligopolistiske megakoncerner, herunder de store mediekoncerner, og frem for at den ene megakoncern opbygger sine egne virtuelle profiler over sine kunder og de sociale medier opbygger deres og efterretningstjenesterne opbygger deres, så er det langt mere sandsynligt, at de alle bidrage til den ene og samme indbyrdes delte virtuelle profil af hver af os. Alt dette har betydning for at sætte en passende ramme for hver af vores interaktioner med ChatGPT.

Jeg var til en forelæsning på Arkitektskolen, hvor forelæseren både indledte og afsluttede med en dialog han havde haft med ChatGPT. Og jeg syntes det var vildt fascinerende. I første omgang hvor formfuldendt sproget var, dernæst hvordan ChatGPT forekom med det samme at kunne forholde sig til meget sammensatte og avancerede spørgsmål. Da jeg så efterfølgende læste spørgsmålene og svarene igennem, fremstod svarene ikke helt så originale og der var et vist moment af at tale spørgeren efter munden. Men alligevel, dybt tankevækkende. Og der er mange andre, der har gjort nogle lignende ret vilde erfaringer med ChatGPT, hvor den kunstige intelligens på næsten ingen tid har kunnet give et bud på et svar på nogle særdeles komplekse spørgsmål. Og det var i en forbigående overvejelse af dette fænomen, at jeg fik indskydelsen som nævnt indledningsvist, at der er nogen der muligvis har enormt meget investeret i, at den almene modtagelse af kunstig intelligens er positiv, konstruktiv, inspirerende.

Jeg er over de seneste år kommet til at opfatte den tid vi lever i, som en verdensomspændende kamp mellem to forskellige mindsets, det kølige kalkulerende individuelle magtbegærlige tendentielt psykopatiske mindset overfor det indlevede inklusive ydmyge solidariske tendentielt ’frelste’ mindset. Og der er min opfattelse, at de kølige kalkulerede magtbegærlige attituder har været under stærk udbredelse igennem de seneste fire årtier, og at de indlevede inklusive ydmyge attituder nærmest er fortrængt fra vores samfundsliv. Siger vi nu, at disse tendenser har været desto mere udtalte i de øverste samfundsmæssige ledelseslag, altså at vi her har at gøre med udbredte grader af psykopati, så er der muligvis et ønske om, i disse kredse, en gang for alle at konsolidere sin magt. Og her kan udbredelse af kunstig intelligens spille en helt central rolle. For den kunstige intelligens kan allerede nu og mere og mere indenfor de kommende år gøre så mange ting hurtigere og mere præcist end mennesker kan, og det eneste sted hvor den kunstige intelligens for alvor kommer til kort, er der hvor netop vores indlevelse og sansede empati gør hele forskellen.

Hvis store dele af toppen af samfundshierarkiet allerede nu er karakteriseret ved udbredte grader af psykopati, hvor ligger faren for at miste deres magt? Den ligger selvfølgelig i det indlevede inklusive ydmyge mindset. Selvom de fleste mennesker formentlig vil identificere de indlevede inklusive ydmyge attituder som repræsenterende det gode i mennesket, så kan netop denne godhed være den største trussel imod et siddende regime præget af udbredte grader af psykopati. Kan man således få befolkningen vænnet til at interagere med kunstige intelligens-platforme i forbindelse med afviklingen af meget store dele af samfundsforvaltningen, så vil det tjene til yderligere at undertrykke, muligvis ultimativt undertrykke, det indlevede inklusive ydmyge mindset. Det er på den baggrund jeg føler mig kaldet til at spørge, om der eventuelt er nogen der har enormt meget investeret i, at den almene modtagelse var positiv, konstruktiv, inspirerende. Så meget, at succesen af ChatGPT muligvis bliver opnået ved meget mere varierede midler end vi umiddelbart forestiller os.

Er der vitterlig en global magtelite, som har enormt meget investeret i menneskehedens villige, måske endda begejstrede, adoption af kunstig intelligens, kan man da ikke tænke sig, at selve ChatGPT-botten her i lanceringsfasen i realiteten bliver understøttet af enorme ”call centre”, hvor virkelige individer med virkelig viden på forskellige områder bliver betalt for, med eller uden deres vidende, at simulere, at de er den kunstige intelligens? Jeg ved at mange vil tænke, at nu rabler det totalt for mig, og er man afvisende overfor hele præmissen om kampen mellem det kølige kalkulerende individuelle magtbegærlige tendentielt psykopatiske mindset overfor det indlevede inklusive ydmyge solidariske tendentielt ’frelste’ mindset, så er disse forestillinger også meningsløse. Er denne kamp omvendt reel og muligvis mere tilspidset nu end nogensinde før i menneskehedens historie, så er disse forestillinger muligvis alligevel brugbare i retning af at byde ind med nogle alternative anskuelser.

Så min indskydelse/ dette scenarium går altså på, at der er disse enorme interesser i at sælge produktet ’kunstig intelligens’ til menneskeheden, og hvor den nuværende kunstige intelligens kommer til kort er der etableret enorme ”call centre”, hvor diverse specialister sidder klar til at svare, og for salgsprogrammet består udfordringen alene i at afgøre, hvornår en forespørgsel til ChatGPT skal håndteres af den faktiske kunstige intelligens og hvornår den skal sendes til et bestemt afsnit af ”call center”-infrastrukturen. Og det vil i givet fald i sig selv være lidt af en bedrift at distribuere spørgsmålene så hurtigt ud, at svarene kan gives så hurtigt, at dialogen har karakter af en chat. Omvendt er det jo her, at alle de registrerede data i vores virtuelle profiler formentlig et langt stykke af vejen gør os temmeligt forudsigelige i, hvad vi kan finde på at spørge om.

Når jeg temmelig arrogant tillod mig at sige, at tåber bliver der så tilsyneladende flere og flere af, så er det en specifik henvisning til præmissen for dette scenarium. For mennesker, der har trænet sig selv udi det kølige kalkulerende magtbegærlige mindset, og således mere eller mindre har fortrængt det indlevede inklusive ydmyge mindset, de er tåber. De evner ikke at begribe helheder, de evner ikke at sætte ting i fornuftige ’naturlige’ proportioner i forhold til hinanden. Og vores verden flyder over med vidnesbyrd om, at netop disse former for tåbelighed er løs. Så meget, at menneskeheden nu arbejder ihærdigere end nogensinde på sin egen selvudslettelse, og det ikke bare i en henseende men i mangfoldige.

Der kan ikke herske tvivl om, at kunstig intelligens er kommet for at blive, og vi vil over de kommende årtier se en enorm udbredelse af brugen af kunstig intelligens. Dette rummer enorme risici for menneskehedens trivsel og overlevelse, men i stedet for at kæmpe for at undertrykke den kunstige intelligens skal vi snarere radikalt opruste på de forhold, der reelt gør os til mennesker. På vores evner for indlevelse, empati, solidaritet, omsorg, kærlighed, respekt. På humoren, kreativiteten og alle de meningsfulde skævheder. På glæden ved alt det levendes udfoldelse.









(Illustration: Uoriginal still fra Matrix, ukendt ophav)

Amager, en del af Østeuropa?

Posted on by
Svar

Her for et par dage siden var der en delegation fra min gamle verden, arkitektverdenen, på besøg i min nuværende verden på Tårnby Rådhus, og jeg fik den tanke, at det var som en delegation fra Vesteuropa på besøg i Østeuropa for 30 år siden. Sagen er, at Tårnby Kommune er i gang med en omfattende organisatorisk omstrukturering, og i forlængelse af denne forandring er der et ønske om såvel at opgradere de fysiske rammer på rådhuset. Tårnby Rådhus og Rådhushaven er begge fredede som fine arkitektoniske eksempler på den danske modernisme, men hvad der også er meget karakteristisk for Tårnby Rådhus er den usædvanligt lukkede karakter af rådhuset, når man kommer indenfor.

Man har her de arkitektoniske kvaliteter af de eksponerede in-situ støbte betonkonstruktioner, der bærer de udkragede balkoner samt kvaliteterne ved de dobbelthøje aulaer og de zen-agtige atriumgårde og glasgangen mellem bygningsafsnittene med kig ned i C. TH. Sørensens fine rådhushave, men alle indvendige vægge er lukkede, alle døre er lukkede, og på dørene er der bare et lille skilt med et rumnummer. Der er selvfølgelig en reception ved indgangen med to informationsskranker og en glasdør ind til borgerservice, men bortset her fra er der bare lukket. Hele vejen rundt.

Og det kan man rimeligvis sige er en højst utidssvarende måde at møde borgerne på, og altså ude af trit med de idealer om åbenhed og tilgængelighed man tilstræber nu om dage. Og tanken om at modernisere Tårnby Rådhus har været oppe før, men der er nogle forhold ved udformningen af Tårnby Rådhus, som gør det vanskeligt. Dels er der typisk en dobbeltmur imellem fordelingsarealerne og kontorerne, som benyttes til fremføring af installationer, dels er fordelingsarealerne samtidig flugtveje i tilfælde af brand, og skulle man ønske sig at sætte glas i væggen mellem kontorer og fordelingsarealerne, så skal dette glas være brandglas, som godt nok er blevet billigere med årene men ikke desto mindre fortsat er helt uforholdsmæssigt dyrt.

Dertil kommer så, at bortset fra de nyere hæve/ sænkeborde ved arbejdspladserne er inventaret i lakeret bøg, som velsagtens var trendy da det blev indkøbt for 50 år siden, der er ingen konsekvens i valget af kontorstole, arbejdslamper eller mødeinventar, mindst halvdelen af fletstolene trænger alvorligt til en renovering, den indvendige beplantning er sporadisk og mange steder trænger der åbenlyst til en nymaling af lokalerne. Og så er der sådanne detaljer som, at der ved indførelsen af den nye affaldssorteringsordning i kommunen på kontorerne indledningsvist blev opstillet en stribe på fire skraldespande med et papskilt, der orienterer om affaldskategorierne, og denne forsøgsopstilling har vi så kørt på i over et år.

Netop på denne årstid er der så forskelligt julepynt oppe på kontorerne, og det er så mere eller mindre sporadisk og mere eller mindre virkningsfuldt, og samlet set fremstår rådhuskontorerne jævnligt lettere hengemte og utjekkede. Og jeg vil ikke sige at de ansatte på rådhuset er utjekkede, men jeg har en klar fornemmelse af, at igennem de øjne arkitektdelegationen møder omverdenen, har de mennesker, der befolker Tårnby Rådhus, heller ikke fremstået cool og tjekkede. Jeg gætter på, at det var en gennemgribende ”etnisk” oplevelse for arkitektdelegationen at besøge Tårnby Rådhus. Og de gik muligvis der fra med en lidt anden idé om, hvad det er de er oppe imod, når det kommer til at give Tårnby Rådhus et løft til (i deres øjne) nutidige offentlige og erhvervsmæssige standarder.

Og i hovedstadsområdet har vores offentlige institutioner generelt meget høje standarder for at signalere professionalisme og diskret myndighed og en veltilrettelagt imødekommenhed overfor borgerne gennem trendy og tjekkede interiører. Og ikke mindst på den baggrund har arkitektdelegationens oplevelse af Tårnby Rådhus formentlig været meget afvigende og ”etnisk”, og jeg gætter på, at oplevelsen vakte en arrogance á la den der nemt kom over vesterlændinge ved et besøg i Østeuropa.

I en verden hvor bæredygtighedens fordring presser sig mere og mere på, burde der vel være en præmie for de 50 års merforbrug, der er sparet, på de inventarudskiftninger der ikke er sket, men det har næppe været de overvejelser, der prægede arkitektdelegationens overvejelser. Omvendt skal den jævnligt lettere hengemte og utjekkede karakter af interiøret på Tårnby Rådhus selvfølgelig ikke i sig selv fremhæves som en kvalitet. Der er klart rum for forbedringer.

Oprindeligt var Amager en baghave til København med landbrugsproduktion til hovedstaden, senere blev store dele af arealerne dækkede med enorme drivhuse til grøntsagsproduktion til hovestaden, men som industrialiseringen vandt frem, blev Amager for en stor del også Københavns baggård med al mulig beskidt industri og autoværksteder og skrot- og lossepladser. Samtidig blev store dele af Sundby bebygget med lejekaserner med nogle af de mindste arbejderboliger i Storkøbenhavn, og der har alle dage været en stemning af, at Amager var hjemsted for de laveste socialklasser. Selvfølgelig havde visse afsnit på Amager sine kvaliteter og fine indslag, som Tårnby Rådhus for eksempel også er udtryk for, men hele vejen igennem var der også en vis armod og hutlen sig igennem, som efterlod det samlede indtryk utjekket og en smule tarveligt.

Så meget hænger denne sociale slagside ved, at jeg lejlighedsvist fortsat hører folk hævde sig selv ved at kalde Amager for ’lorteøen’. Og på grund af denne indgroede sociale nedladenhed fra københavnerne m.fl. overfor Amager skulle vi helt op til 1990’erne og ind i 00’erne, førend de samme folk begyndte at blive opmærksomme på attraktionerne ved de eksisterende villaer beliggende ved Amager Strand. Og jeg skal selvfølgelig tage mig i agt for at beskylde andre for at ligge under for fordomme, ikke desto mindre er det min klare fornemmelse, at arkitektdelegationen ved deres besøg på Tårnby Rådhus fik bekræftet sine værste fordomme om Kastrup/ Tårnby.

Og grunden til at jeg har så stærk en mistanke om, at disse fordomme greb arkitektdelegationen, er fordi arkitekter er så optagede af, hvordan tingene ser ud. De er optagede af hvordan de selv ser ud, deres børn ser ud, optagede af hvordan deres arbejdsplads og kolleger ser ud, optagede af hvordan deres professionalisme bliver set af omverdenen, og al denne optagethed af hvordan tingene ser ud, fylder så meget, at det nemt fortrænger en fornemmelse af, hvordan tingene reelt er på nogle andre planer.

Denne eventuelle faglige svaghed ved at være mere eller mindre manisk optaget af hvordan tingene ser ud, vil i givet fald meget nemt kunne føre til hæmninger, angst for ikke at tilhøre in-gruppen, dem-og-os-tankegange og i forlængelse heraf en stærk tilbøjelighed til at føle og projicere arrogance. Og her bliver arkitekterne formentlig bare eksponenter for nogle mere almene folkepsykologiske trends, fordi vi i takt med vores velstand og kommercialisering og materialisme, radikalt understøttet af de sociale medier, generelt bare er blevet så meget mere fokuserede på, hvordan tingene umiddelbart præsenterer sig.

Jeg har arbejdet i syv år i Tårnby Kommunes Ejendomscenter som bygherre/ arkitekt/ drift- og vedligeholdskoordinator på et udsnit af kommunens ejendomme, og jeg vil bare sige, at Tårnby Kommunes Ejendomscenter er er en af de fineste arbejdspladser, jeg endnu har været på. Det er min oplevelse, at folk i Kastrup/ Tårnby er almindelige mennesker, og de ser sig selv som almindelige mennesker, arrogance er nærmest fraværende, og således har de ikke travlt med at promovere sig selv eller at fokusere på egen vinding og realiseringen af egne ambitioner. Der er en fordomsfrihed, der følger med at se sig selv som et almindeligt menneske, som igen virker meget befordrende for samarbejdet på tværs af afdelingerne på rådhuset og videre med alle medarbejderne ude på de forskellige institutioner eller ’i marken’ samt ikke mindst i mødet med borgerne.

Vi har et supergodt kollegialt miljø, hvor vi bistår hinanden og samtidig arbejder på at løse vores opgaver effektivt og ordentligt. Og i vores måde at styre håndværkere og entreprenører er der en overordnet tilgang om fairness, hvor vi går efter at opbygge tillidsrelationer med vores samarbejdspartnere med fokus på fælles målsætninger i opgaveafviklingen. Og frem til omstruktureringen har vi haft en chef af den gamle skole, så at sige, som også har vist tillid til os som medarbejdere og givet os stor frihed i vores opgaveafvikling.

Jeg gætter på at man vil få svært ved at finde en kommune med en tilsvarende produktivitet, hvor et team på syv medarbejdere samt to energimedarbejdere administrerer en ejendomsmasse på over 200.000 m2, herunder også mindre anlægssager samt projektledelse på større anlægssager. Selvfølgelig kæmper vi med at få vores opgaver i mål til kvaliteten, prisen og tiden, og selvfølgelig kæmper vi med at afværge, at der ophober sig et vedligeholdsefterslæb, særligt når vores budgetter samtidig bliver beskårede, men alt dette bare for at sige, at der i de jævnbyrdige, fordomsfrie og tillidsfulde tilgange er en saglighed og effektivitet og en tilfredsstillelse i hverdagen, som man ikke har en chance for at indse ved bare at dømme på basis af, hvordan folk og de fysiske rammer ser ud.

I mine øjne er der en menneskelig kvalitet ved ikke at være fordringsfuld, og der er en kvalitet ved, at medarbejderne er fokuserede på deres opgaveløsning og ikke tænker så meget over, hvordan deres fysiske rammer fremstår. Omvendt er det meget på sin plads, at ledelsen på rådhuset godt vil åbne rådhuset mere overfor borgerne og samtidig give de fysiske rammer et løft, også som en slags respekt for og anerkendelse af den store indsats medarbejderne yder.

Så hvad der i virkeligheden lå i min indskydelse om besøget af arkitektdelegationen som et besøg af en delegation fra Vesteuropa i Østeuropa for 30 år siden var denne kontrast imellem en måde at møde omverdenen igennem udseende, materialisme, identitet og prestige overfor nogle mere inderlige, holdningsmæssige og solidariske tilgange. Og vi har i tre-fire årtier eller længere gået i Vesten og opfattet os selv som forbilleder, og troet at den højeste stræben for folk i Østeuropa var at blive ligesom os. Og måske har folk i Østeuropa tænkt det samme, men over årene er der muligvis en dybere eftertanke der har meldt sig. At der måske var noget meget væsentligt, der gik tabt, da de tjekkede og cool vestlige attituder rykkede ind, og lagde beslag på samfundsforestillingerne.

Og vi havde vores tilsyneladende stærke valutaer, som allerede dengang tilbage i 1980’erne havde sluppet deres forankringer i realiteterne, og vores trip på vedholdende udvidelser af vores pengeforsyning forklarede for en stor del vores økonomiske overlegenhed. Og mere end noget andet var det velsagtens dette trip på vedholdende udvidelser af pengeforsyningen der førte til disse yderliggående tendenser i retning af materialisme og fokus på identitet og fremtoning. En kollektiv mani med stræben efter coolness og popularitet, som fortrængte inderlighed og fokus på det indholdsmæssige.

Denne omsiggribende overfladiskhed var allerede meget fremherskende i 1980’erne, og det var ikke mindst på den baggrund, at vi var nogen, der dengang så et helt særligt potentiale i Gorbatjovs forsøg på at reformere Sovjetunionen og den deraf følgende forsoning mellem Vest- og Østeuropa. At det ikke bare var Østeuropa, der havde behov for noget vestlig professionalisme og individuelt drive, men at det også var Vesteuropa, der havde behov for at genfinde nogle mere fordomsfrie, inderlige og solidariske tilgange.

Men det var ikke sådan det skulle gå. Det blev til den ensidige udrulning af vestlige idealer, og de østeuropæiske befolkninger har lige siden halset efter at komme på omgangshøjde, har kæmpet med mindreværdsfølelser, og har givetvis samtidig følt et afsavn og en form for hjemløshed.

Og nu er vi i Vesten ved at blive indhentede af vores dårskaber. Vores løbske penge- og finanssystemer kører på kanten af sammenbrud, vores arrogante og tåbelige fjendtliggørelse af Rusland og russerne i kombination med vores svigtende greb om, hvad der overhovedet er virkeligt i denne verden, fører os ubønhørligt imod en form for kollektivt eksistentielt sammenbrud. Og først der vil vi formentlig indse, hvor langt vi har været ude ad en tangent, og hvor løsrevne og nærmest skingre mange vores samfundsforestillinger havde udviklet sig.












(Illustration: Atriumgården i den oprindelige rådhusbygning, arkitekt Halldor Gunløgsson, 1957)

Vores tåbelige udtjente demokrati

Posted on by
Svar

Da demokratier blev indført igennem de europæiske lande fra sidst i 1700-tallet og over 1800-tallet, så var det befolkningerne der fremtvang indrømmelser og suverænitetsafgivelser fra magthaverne. Og disse ofte temmeligt konservative demokratiske forfatninger blev så hen ad vejen opgraderede, så de blev sande demokratiske forfatninger med den sidste store bølge af forfatningsændringer med kvindernes stemmeret for godt 100 år siden. Så med den rivende bevidsthedsmæssige udvikling menneskeheden har gennemlevet over de seneste 100 år, hvordan kan det være, at vores demokratier ikke løbende er blevet tilpassede de nye mere udviklede menneskesyn og samfundsforestillinger?

Svaret herpå er meget enkelt, det er fordi reformer af vores demokratiske forfatninger i dag ligesom førhen medfører indrømmelser og suverænitetsafgivelser fra magthaverne. Ikke bare er storkoncernerne og storbankerne udmærket tilfredse med det nuværende setup, politikerne trives også fint med den magt de har. Kan vi forvente at politikerne af egen drift fremsætter forslag om demokratiske reformer, som vil tvinge dem at være helt anderledes omhyggelige med at sikre sig, at de har de fornødne mandater fra befolkningen til at gennemføre deres politiske initiativer? Nej, vel?

Og hvad sker der så, når man undlader at opgradere sine politiske institutioner, så de er i trit med den bevidsthedsmæssige udvikling? Ja, så opstår der korruption. Principielt er der to styreformer, styring gennem frivillig tilslutning eller styring pr. dekret. Hvis ikke de demokratiske politiske institutioner løbende tilpasses, så de faktisk sikrer denne brede tilslutning, så glider de umærkeligt over i at blive styring pr. dekret, svarende til en korruption af demokratiet.

De demokratiske politiske institutioner er så også dem der skal beskytte befolkningen som helhed mod overgreb fra de andre magthavere i form af storkoncernerne og storbankerne (som alle i den sidste ende styrer pr. dekret) samt magtfulde udenlandske kræfter. Så en af måderne man kan måle på, om de demokratiske politiske institutioner løbende bliver tilpassede og varetager deres forpligtelser overfor befolkningen er ved at tjekke, om de politiske institutioner jævnligt tager et opgør med disse magtgrupperinger og deres iboende drift imod større magt.

Spørgsmålet der rejses her således, om ikke vores samfundsmæssige omstændigheder flyder over med vidnesbyrd om, at vores demokratiske politiske institutioner ikke er fulgt med udviklingen og vores demokratier er således blevet svækkede år for år og særligt igennem krisesituationer, og at de øvrige magthavere i form af storkoncernerne og storbankerne samt magtfulde udenlandske kræfter har haft alt for let spil og har markant udvidet deres indflydelse. Faktisk forekommer disse øvrige magthavere at have sat sig så meget igennem, at de politiske ledere accepterer at være underlagt dekreter, der udgår fra deres side. At politikernes loyalitet i højere grad ligger hos storkoncernerne og storbankerne og de udenlandske kræfter end den ligger hos den danske befolkning.

Det der giver demokratisk valgte politiske ledere deres gennemslagskraft er deres opbakning i befolkningen. Helle Thorning-Schmidt og hendes regering havde ikke mod og mandshjerte til at tage et opgør med USA og efterretningstjenesterne efter Snowdens afsløringer, men havde HTS og hendes regering været funderet i en tæt dialog med og respekt for holdningerne i befolkningen, havde HTS været nødt til at tage et opgør, hun kunne endda have følt en stolthed ved det, og USA og efterretningstjenesterne måtte herefter acceptere de rammer man så fik forhandlet sig frem til.

Således har valgkampe indenfor den vestlige verden udviklet sig til et mægtigt skuespil. Det er her at begrebet ’The Overton Window’ trænger sig på. At den politiske debat op til parlamentsvalg bevæger sig indenfor et meget snævert felt af accepterede dagsordener. Og det gælder ikke bare emnerne som sådan, men måderne man taler om dem. Selvfølgelig diskuterer man økonomi, men man går ikke i dybden på de reelle dybe strukturelle ubalancer i økonomien. Selvfølgelig diskuterer man klimaforandringer, og således reducerer man de enorme udfordringer forbundet med menneskehedens plyndring af naturgrundlaget til et spørgsmål om klimaforandringer gør dermed emnet politisk acceptabelt og bemærkelsesværdigt ikke-radikalt.

’The Overton Window’ sikrer at den politiske debat netop holder sig indenfor nogle tilpas ikke-radikale rammer, når der måske netop nu og mere end nogensinde er behov for at tænke radikalt udenfor boksen. Og her er det min personlige opfattelse, at kollapset af det venstreorienterede standpunkt op igennem 1980’erne spiller en afgørende rolle i denne politiske degeneration. Tilbage i 1970’erne var ’The Overton Window’ meget større, radikalt større, og således talte kommunisterne og venstresocialisterne (senere Enhedslisten) og sågar Socialistisk Folkeparti om nødvendigheden af en politisk revolution. Men så kom afsløringerne af, hvor voldsomt diktatoriske og umenneskelige de kommunistiske styrer i Sovjetunionen og Kina havde udviklet sig, og så kunne de venstreorienterede standpunkter ikke modstå kritikken, der skyllede ind over dem.

Således er der de garvede politikere, der meget nøje ved hvordan de skal tale ind i ’The Overton Window’, og så snart en ny kandidat bringer et spørgsmål op, der ligger udenfor rammen, så bliver kandidaten mødt med en arrogance og en nedladenhed fra de garvede politikere, som får kandidaten til at fremstå som uprofessionel og håbløst idealistisk. Og det ganske uanset om kandidatens indlæg var velovervejet og presserende relevant. Og da meget få vælgere ønsker at stemme på en kandidat, der er uprofessionel og håbløst idealistisk, så lader mange sig formentlig ubevidst rive med af mobningen.

Også hele ideen om partierne og partiernes varetagelse af de bagvedliggende befolkningsgruppers interesser fremstår forældet. Helt op til Anden Verdenskrig var klassesamfundet en præsent realitet, og fagbevægelsen havde sin store andel i, at de laveste socialklasser fik politisk indflydelse og sågar vandt regeringsmagten med Thorvald Stauning, først i en kort periode i midten af 1920’erne og efterfølgende som landsfaderen, der ledte Danmark igennem depressionen.

Men med det store materielle boom i efterkrigstiden gik det traditionelle klassesamfund i opløsning. Og med kollapset af de venstreorienterede standpunkter i 1980’erne kombineret med en stadigt mere potent finanssektor, der satte gang i hjulene, og gjorde den enkelte bolig til et investeringsobjekt, er de traditionelle klasseskel mere eller mindre udviskede. I dette øjebliksbillede af vores samfundsmæssige omstændigheder går klasseskellet nu mellem dem, der er blevet begunstigede af finanssektorens eksplosive vækst, dvs. ejerne af boliger og andre finansielle aktiver, og de der har stået udenfor denne bonanza. Og så i realiteten måske i endnu højere grad mellem de superrige og det øvrige samfund.

Og selvfølgelig er der en række forskelle mellem de ”røde” og de blå partier i de europæiske parlamenter. De ”røde” tror på det formålstjenlige ved at staten løser en række centrale samfundsopgaver (hvilket man må sige at Danmark er et eksempel på), man tror på at bidragene til samfundshusholdningen skal vægtes efter evne og at der derved sker en vis indkomstfordeling, og man tror på (eller man troede i hvert fald tidligere på) at alle skal have en plads i fællesskabet og de svageste i samfundet skal have hjælp til at finde en plads.

De blå tror på betydningen af, at når det kommer til stykket er der kun os selv til skabe vores liv. Det er op til hver enkelt at skabe sig en levevej og tage konsekvenserne af sine egne valg. Uden respekt for denne elementære kendsgerning er der ingen ansvarlighed. Således er der hos de blå en skepsis overfor statslig indblanding i folks liv, om det så kommer i form af social støtte eller særafgifter. Omvendt er der her stor sympati for erhvervslivet, hvor folk netop tager initiativ og skaber noget selv, og konstant arbejder for at hæve produktiviteten, hvilket er samfundsmæssigt værdiskabende. Hvor kæden så måske over de seneste årtier er røget af, er i en svigtende evne til at skelne mellem indtjening opnået ved ægte produktivitetsforbedringer overfor ved outsourcing og diverse finansielle narrestreger.

Hvorfor jeg personligt oplever vores nuværende demokratiske institutioner som tåbelige og udtjente er ved den forcerede ensidighed jeg bliver tvunget ud i ved at skulle stemme på et parti (eller en bestemt kandidat underlagt en stram partistyring pr. dekret). Jeg ved ikke om jeg står alene med fornemmelsen, men jeg har nemt ved at finde sympati for de ”røde” standpunkter og jeg anerkender vigtigheden af de blå standpunkter, så hvad mening har det at afgive én stemme til den ene eller den anden side?

Således bliver selve stemmeafgivelsen i en helt unødvendig grad et identitetsspørgsmål. Tidligere var der de traditionelle tilhørsforhold til samfundsklasserne og traditionerne i de enkelte familier og måderne man så sin egen rolle indenfor samfundet, og der var identitet forbundet med disse tilhørsforhold. Men med de traditionelle klasseskel udviskede fremstår stemmeafgivelsens forcerede ensidighed som en vanvittig forfladigelse af den enkelte vælgers politiske standpunkt.

Der er således en case for indførelse af former for en helt anderledes bredspektret politisk debat. Med alle de dybt foruroligende ubesvarede spørgsmål, der hober sig op udenfor skyklapperne af ’The Overton Window’, er vores herskende demokratiske metoder nærmest blevet en karikatur. Prøv at forestille dig, hvis partiorganisationerne faktisk blev pålagt at føre dialog ikke bare med deres medlemmer men med den brede befolkning. At der var et offentligt forum på hvert partis hjemmeside, hvor befolkningen kunne stille spørgsmål til partiet og partiets ledere. Disse spørgsmål skulle selvfølgelig være organiserede i nogle kategorier, og partierne ville selvfølgelig samle spørgsmål sammen indenfor de enkelte kategorier og forsøge at give dækkende besvarelser, men de ville ikke have rettigheder til bare at slette ubekvemme spørgsmål.

Det ville selvfølgelig udløse en enorm ny arbejdsmængde for partierne, som rimeligvis kunne tilvejebringes gennem en særskilt statsstøtte, men det kunne potentielt sprænge ’The Overton Window’ i stumper og stykker. At store dele af befolkningen går med en enorm uro over bivirkningerne af coronavaccinerne, over de politiske lederes knæfald overfor medicinalindustrien i overvindelsen af coronaepidemien, over langtidseffekterne af coronanedlukninger og den deraf afledte eksplosive vækst i gældsætningen/ pengeskabelsen, over overvågningsregimet og de tiltagende grader af censur på de sociale medier, over Natos aggressive fremfærd over de seneste to-tre årtier, over hemmeligholdelserne ifm. FE-skandalen og sabotagen mod Nord Stream 2-gasledningen, over de nazistiske elementer i Ukraine og deres rolle i krigens udbrud og fortsættelse, over graderne af detailregulering af borgernes og virksomhedernes adfærd, over den fortsatte udpining af naturgrundlaget osv. osv.

Et sådant radikalt udvidet spektrum for den offentlige debat ville formentlig i sig selv fuldkommen ændre vilkårene for politisk ledelse. Så ville politikerne pludselig være tvungede til at træde i karakter som ledere, og stå ved hvad de opfatter som sandt og byde ind med regulære visioner for, hvordan vi overhovedet skal overkomme vores aktuelle enorme udfordringer og bringe vores samfund videre.

Hvor direkte demokrati nok er idealet, har jeg personligt har jeg svært ved at se det realiseret indenfor menneskehedens nuværende bevidsthedsmæssige udviklingsniveau. Problemet er, at politik altid er en afvejning af politiske ønsker overfor hvad der praktisk er muligt. Således kommer politik altid i form af ’pakker’, dvs. en sammensætning af nogle ønsker og initiativer man ønsker at realisere på den side og på den anden hvordan man skaffer de nødvendige ressourcer til at realisere disse ønsker/ initiativer. Kompleksiteten af disse spørgsmål er i sig selv meget vanskeligt forenelige med direkte demokrati.

I min optik vil der også fremover være behov for et repræsentativt demokrati, men indfører vi ovenstående nye fora for en bredspektret offentlig debat, ikke bare op til Folketingsvalg, men som en vedvarende dialog mellem partierne og befolkningen, så vil meget være anderledes. Og denne demokratiske reform kan så suppleres med regler for vetoret for befolkningen, hvor befolkningen kan insistere på at et politisk tiltag, såsom at gå i krig i Irak eller at salget af Nets og en del af Dong til amerikanske kapitalfonde, skal sendes til folkeafstemning.

Men vi kører videre med vores forældede og for en stor del dysfunktionelle demokratier peppede op af al den bling moderne medier er i stand til at skabe. Og udenfor ’The Overton Window’ er vores samfund og livsgrundlag i fremskredent forfald. Det fremstår forrykt, men forklaringen er formentlig den enkle, at demokratiske reformer altid medfører indrømmelser og suverænitetsafgivelser fra magthaverne.








(Illustration: Demokratiets aften, Koncerthuset, 30-09-2022)

Lydhørhed eller kaos (2)

Posted on by
Svar

Siger vi, bare som et tankeeksperiment, at Universet er uendeligt rigt. At der er utallige civilisationer spredt ud over Universet, som mere eller mindre lever deres egne liv, men hvoraf der også er nogle, der har erhvervet evnerne for at kunne observere og udveksle med andre civilisationer. Og at der blandt disse mere avancerede civilisationer er nogle, som har denne respekt for individers integritet, som muligvis mere end noget andet er fundamentet og et fællestræk for alle “humanistiske” og “demokratiske” kulturer igennem Universet, hvad ville disse civilisationers aktuelle vurderinger af Jordens kulturelle udviklingslinjer være?

Og videre, siger vi, bare som et tankeeksperiment, at vi lever i multivers, hvor Universet er sammensat ikke bare af en uendelighed af steder men også af mangfoldige tidslinjer, og hvor de mere avancerede civilisationer, som har erhvervet evnerne for at kunne observere og udveksle med andre civilisationer, at disse civilisationer trækker på erfaringer gjort af “tidligere” civilisationer, hvad lærer ville disse civilisationer uddrage af Jordens aktuelle kulturelle udviklingslinjer?

Mit bud er, at disse civilisationer meget nøje studerer fænomenet, hvordan demokratiske kulturer, der havde opbygget institutionerne til at understøtte de demokratiske styreformer, de havde endda været opmærksomme på en hel række af faldgruber for disse demokratiske styreformer og indbygget forskellige anti-korruptionsprincipper, og alligevel blev de demokratiske styreformer undergravede og overvundet af nogle fra et demokratisk standpunkt korrupte styreformer.

Jeg ser for mig, hvordan disse udenjordiske civilisationer meget nøje vil studere, hvor det var, at de i øvrigt demokratisk dedikerede befolkninger alligevel lod sig bedrage og overrende, og pludselig fandt sig selv fangede i forskellige processer af degeneration og kulturelt forfald. Og jeg ser for mig, hvordan de erfaringer menneskeheden i disse år gennemlever er et ‘case study’, som vitterlig påkalder sig udbredt interesser fra mangfoldige civilisationer.

Det handler om en oplevet velstand, en opfattelse af at det er i orden bare at tænke på at opnå fordele for én selv, det handler om at tage en masse samfundsmæssige og kulturelle forhold for givne og derigennem faktisk forsømme at vedligeholde dem, det handler om magelighed og dovenskab eller med andre ord, en mangel på årvågenhed og en mangel på beredskab og konsekvent handling.

Og ja, der var onde kræfter på spil, som ville noget andet end de demokratiske styreformer, kræfter som var drevet af begæret efter at dominere og herske, men disse kræfter er altid iboende i livet, så det er ikke deres tilstedeværelse der gør forskellen. Forskellen består i netop den manglende årvågenhed og det manglende beredskab og fraværet af konsekvent handling.

Der har været mange led i overgangen fra reelle demokratiske styreformer til de nuværende tilstande af skindemokrati og reel styring gennem et vidtforgrenet magthierarki, og ved hvert af disse led skulle den demokratiske årvågenhed have registreret korruptionstendensen og beredskabet skulle have været aktiveret og de fornødne skridt skulle have været taget for at imødegå korruptionstendensen.

Så hvad jeg ser for mig, at det disse udenjordiske civilisationer studerer meget nøje er, hvad det er der understøtter denne altafgørende årvågenhed. Hvordan opøves denne sensibilitet til et sådant niveau, at korruptionstendenserne identificeres som sådanne på så tidlige stadier af degenerationen, at imødegåelse og modforanstaltninger bliver aktiveret, og de demokratiske styreformer holdes intakte.

Og her er der en række helt oplagte cases, som f.eks. 9/11-terroraktionen, Finanskrisen, coronaepidemien og Ukrainekrisen, som alle burde have drevet årvågenheden helt op i det røde felt, og som burde have udløst omfattende og dybtgående former for samfundsmæssig selvransagelse og omfattende reformer, men det var ikke det der skete. Hverken årvågenheden i befolkningen eller blandt de demokratiske institutioner var tilstrækkelig til for alvor at imødegå korruptionstendenserne.

Og nu er løbet muligvis kørt for menneskeheden. Det er karakteristisk for kræfterne, der begærer at dominere og herske, at de svage på kreativitet og evnerne for rent faktisk at få et samfund og en kultur til at trives. Det er set igen og igen igennem utallige verdener at lykkes det ikke at tilbageerobre styringen fra kræfterne, der begærer at dominere og herske, så vil de føre til former for selvdestruktion. Men indenfor dette tankeeksperiment er der så en trøst i, at andre civilisationer kan lære noget afgørende vigtigt ved vores nederlag og undergang.

Hvad jeg godt vil supplere med, er at pege på, hvordan der er en pendant til den demokratiske årvågenhed i vores egen årvågenhed overfor vores sjælelige impulser. Og det er faktisk mere end en pendant, det er én og samme ting. Som normale ikke-skadede mennesker har vi hver især former for kontakt til vores sjæl, vores inderste følelses- og bevidsthedsliv, vores indre stemme, vores mavefornemmelser, vores kærlighedsimpulser, vores uprovokerede indskydelser. Men det kræver en vis årvågenhed at sikre, at disse impulser får taletid og bliver bevidstgjort.

Men bevidstgørelsen er kun det første skridt, for disse impulser opleves altid som sande for det enkelte menneske, og således kommer lydhørheden overfor dem også med en fordring om efterfølgende at handle på dem. Og denne fordring kan komme temmelig meget på tværs af de planer man ellers går og har. Og ikke bare kan fordringen om at handle på ens indre impulser komme på tværs af ens egne planer, de kan nemt også komme på tværs af ens omverdens planer og forestillinger.

Det enkelte menneske har således også visse tilskyndelser til at skrue ned for lydhørheden overfor ens indre impulser og videre at undlade at handle på de impulser, der så alligevel trænger igennem. Går man så igennem en længere periode og undlader at handle på visse vedholdende indre impulser, så bliver disse impulser på et eller andet tidspunkt til en slags hvid støj, som man ikke længere ænser. Her skal man bare gøre sig klart, at man kan ikke udviske visse impulser men samtidig bevare lydhørheden overfor andre. Hvis man går efter at udviske sine indre impulser, så udvisker man hele spektret af impulser, herunder også kærlighedsimpulsen.

Så måske er det vores uvilje og blokeringer overfor at lytte til vores indre impulser, måske er det vores manglende værdsættelse af og træning i at lytte til vores indre impulser, der er den underliggende årsag til svigtet i vores demokratiske årvågenhed og hvorfor vi nu er fangede i nogle udviklingstendenser, der peger i retning af den ultimative triumf for kræfterne, der begærer at dominere og herske, og menneskeheden og planeten er på vej til at blive lagt øde.

Skulle vi ønske at vende disse udviklingstendenser er sådan set meget enkelt: En væsentligt større del af befolkningen skal vælge at vende tilbage til at begynde at lytte til deres indre impulser og respektere dem og begynde at handle i overensstemmelse med dem. Denne proces vil også have karakter af en dyb selvransagelse, og følelser af skyld og skam kan komme over én, men disse følelser er bare et barometer for i hvilke grader man har forbrudt sig imod, hvad ens indre impulser fortæller én er det rette at gøre. Følelserne af skyld og skam er bare bivirkningerne af denne venden tilbage til at lytte til sine indre impulser.

Og når en tilstrækkelig stor del af befolkningen har fundet tilbage til at bringe sig selv i overensstemmelse med sine indre impulser, så skal samfundet som helhed gennemgå en form for selvransagelse, f.eks. igennem formatet af Sydafrikas Sandhedskommissioner, hvor samfundet som helhed vedgår al korruptionen og alle forbrydelserne, der har været løs i samfundet igennem hele den periode, hvor det var kræfterne der begærer dominans og overherredømme, der herskede. Igen her, vil disse erkendelser været ledsaget af følelser af skyld og skam, og igen her vil det bare være bivirkninger af at komme tilbage på sporet af demokratisk dedikation og årvågenhed og et gennemgående åbent og tillidsbaseret samfund.








.

Moral som et styringsværktøj

Posted on by
Svar

I mit menneskesyn er moral et afgørende aspekt af menneskets sociale evner. Her er moral et personligt og indre anliggende, som er tæt forbundet med samvittigheden. Og samvittigheden er så på sin side at opfatte som en sans, en sensibilitet, en indre stemme som fortæller én, hvordan ens tanker, tale og handlinger står i forhold til ens omverden. Og denne sensibilitet dækker hele spektret fra ens nærmeste relationer, til ens medborgere, til den samlede menneskehed og alle de andre livsformer vi deler vores eksistens med. I dette menneskesyn opfattes hjernen primært som et sanseorgan, der opfanger energimæssige vibrationer fra omgivelserne og samtidig broadcaster energimæssige vibrationer til omgivelserne. Et moralsk og samvittighedsfuldt liv er således karakteriseret ved, at man tillader et åbent flow af energier mellem én selv og omgivelserne. Det enkelte menneske er således fundamentalt vævet ind i sine omgivelser, og andre menneskers trivsel og andre livsformers trivsel er således integrerede aspekter af ens egen trivsel.

Men det er selvfølgelig en ideel fremstilling, for alle mennesker bærer jo på forskellige traumer og skam og personlige forsvarsmekanismer, som sætter forskellige barrierer op for flowet af energier. Og disse barrierer for flowet af energier giver således anledningen til vedholdende fordrejninger af energierne, både de indkommende og de udgående, og videre giver anledning til misforståelser og svigt i ens relationer til omverdenen. Med introduktionen af psykologien og de psykiatriske metoder begyndte menneskeheden at arbejde bevidst med det enkelte menneskes bevidstgørelse af sine psykologiske barrierer med henblik på at nedbryde disse barrierer og tilvejebringelsen af et friere flow i udvekslingerne med omverdenen.

Denne opfattelse af moral og samvittigheden tror jeg allerede deles af mange mennesker, også selvom den hos de fleste ikke rigtig er bevidstgjort. Det er en progressiv og (tror jeg) meget frugtbar opfattelse af disse begreber, som står i skarp kontrast til mere traditionelle opfattelser af moral, hvor moral anses for nogle samfundsmæssigt vedtagne normer for politisk korrekt adfærd eller som det hed i gamle dage dydig adfærd. Indenfor denne anskuelse består udfordringen for det enkelte menneske i at lære at tilpasse sig disse normer, og måden denne opdragelse sker, er ved at ens forældre eller andre myndighedspersoner vogter over ens adfærd og nedkalder skam over én, når man træder ved siden af de vedtagne moralske kodekser. Og fra synspunktet af ovennævnte organiske opfattelse af moral, kan denne tilbøjelighed til at nedkalde skam over børn fra de er helt små udløse mængder af barrierer for dette barns flow af energier.

Min anledning til at gøre mig disse overvejelser er, at jeg til stadighed kæmper med at forstå, hvorfor vores politiske ledere optræder så irrationelt og i åbenlys modstrid med befolkningens interesser. Og det nærmeste jeg er kommet på en forklaring er, at der må være nogen der har krammet på dem. Nogen der ligger inde med nogle værktøjer til at styre deres adfærd, og således få dem til at handle irrationelt og ufordelagtigt for alle de, som de rent faktisk er ledere for, men (må man formode) fordelagtigt for disse skjulte magtinstanser. Og er der én person, man ville forbinde med opbygningen af sådanne kontrolsystemer, er det J. Edgar Hoover, den tidligere livslange chef for det statslige amerikanske politiorgan FBI. I de seneste år af Hoover’s meget lange lederskab af FBI kom det frem, at Hoover og hans politiorgan havde indsamlet efterretningsdata på henved alle betydende politiske figurer, og gerne alle de kompromitterende detaljer om udenomsægteskabelige affærer eller ”forbudte” lyster eller lovovertrædelser. Således havde Hoover et kæmpe arkiv med ’control files’ på de enkelte politikere og andre personer i magtfulde positioner, og disse ’control files’ brugte han så til at lægge pres på de enkelte politikere mv. i forskellige sager, og således få dem til at handle i overensstemmelse med hans interesser eller i det mindste at undlade at handle imod hans interesser.

Sådanne systemer af pression er selvfølgelig dybt skadelige for demokratiske politiske systemer, som i høj grad er oppebåret af oprigtighed, åbenhed og transparens. Men det springende punkt er her, hvorfor i alverden disse ’control files’ er så virkningsfulde. Det er her ovennævnte formelle eksternaliserede moral spiller en helt afgørende rolle. Fordi vi alle fortsat bliver opdragede igennem disse formelle eksternaliserede moralske normer og al skammen og hæmningerne forbundede med disse normer, så er det muligt for medierne at skabe denne moralske hetz overfor lederfigurer, der selvfølgelig alle på et eller andet tidspunkt i deres liv er kommet til at træde ved siden af. Disse ’control files’ opbyggede af diverse efterretningsorganer er således kun virkningsfulde i et tæt samarbejde med medierne og deres villighed til at køre moralske hetze og i en videre forstand den brede befolknings villighed til at lade sig rive med af den genererede moralske bestyrtelse.

Kan vi ikke godt blive enige om, at vi her bliver kørt rundt med i nogle temmelig forrykte grader? Hvad er det for en smålighed og nidkærhed? Og er denne smålighed og nidkærhed virkelig iboende i befolkningen eller bliver den suggeret frem af mediernes kampagner?

Samtidig skal vi ikke være blinde for, at der findes mennesker som er moralsk skadede i henhold til den indledende organiske forståelse af moral. Altså at der er mennesker, som er blevet traumatiserede så tidligt i deres barndom, at der nærmest er barrierer hele vejen rundt og intet organisk flow af energier. Vi taler selvfølgelig om et spektrum her, og hvor de mest grelle tilfælde er de regulære psykopater. Sådanne skadede mennesker har kun en rudimentær evne for den organiske indlevede moral, til gengæld har de en meget veludviklet forståelse for de formelle moralkodekser, som de fuldkommen skrupelløst kan udnytte til deres egen fordel. En slags farisærernes parade, hvor de der har en skadet moralsk kerne er hellighedens bannerførere.

Hvad vi således har at gøre med her, er grundlaget for en systemisk misbrugskultur, hvor ledende figurer indenfor efterretningsorganerne i ledtog med ledende figurer indenfor medierne kan holde de enkelte politiske ledere i et jerngreb. Skulle en af disse politiske ledere begynde i alvor grad at udfordre de herskende magtstrukturer, så vil denne overløber hurtigt finde sig selv i centrum af en moralsk hetz, og befolkningen springer til og yder sin del ved at lynche den pågældende overløber. Det afgørende er således, at vi alle er dem der gør denne ubeføjede magtudøvelse mulig, fordi vi så villigt lade os rive med af den moralske bestyrtelse.

Vi skulle tage at blive voksne. Vi skulle tage at begynde at arbejde bevidst på at tilsidesætte disse udlevede moralbegreber og de deraf følgende redskaber for kontrol, og erstatte dem med nogle mere udviklede og indlevede moralbegreber à la dem der blev skitseret i indledningen.








.

Fluernes herre

Posted on by
Svar

Den aktuelle skandale om afsløringerne af den udbredte kultur af chikane, ydmygelser, overgreb og vold på Danmarks elitekostskole Herlufsholm bringer en arketypisk samfundskonflikt op til overfladen. Den handler om skellet imellem at etablere og opretholde et samfund på basis af magthierarkier og eksklusion eller at etablere og opretholde et samfund baseret på inklusion og respekt for hver enkelt og hans eller hendes unikke bidrag til fællesskabet. Dette skisma forekommer nærmest at være en form for grundvilkår ved eksistensen, og alle samfund forekommer at have denne skillelinje løbende igennem sin kultur.

En meget anskuelig fremstilling af denne skillelinje finder man i William Golding’s debutroman Fluernes Herre fra 1954 (filmatiseret 1963 og 1990), hvor en gruppe drenge fra en engelske kostskole strander på en øde ø, og hvor en klike af selvudnævnte ’jægere’ anført af Jack hurtigt skiller sig ud som den overlegne magtorienterede gruppe, mens de øvrige fastholder et sammenhold og en vilje til at løse deres udfordringer i fællesskab. Og hurtigt kommer det til former for chikane og overgreb fra ’jægerne’ overfor de andre, og det kommer til sammenstød og vold og til sidst mord. Og det kommer til en intens jagt fra ’jægerne’ på Ralph, den uformelle leder af den inklusive gruppe, hvor ’jægerne’ samtidig brænder det meste af tropeøen af.

En meget illustrativ historie som givetvis er baseret på Golding’s egne erfaringer fra sin skole/ kostskoletid. Og der er ingen tvivl om, at Golding’s sympati ligger hos den inklusive gruppe og hos Ralph, men det er svært for Ralph og den inklusive gruppe at modstå angrebene og manipulationerne fra ’jæger’-gruppen. For langt de fleste mennesker vil sympatien givetvis såvel ligge hos Ralph og den inklusive gruppe, hvilket rejser spørgsmålet, er det aspekt af sindet som ’jægerne’ lever ud bare en barbarisk pestilens, eller har disse magtorienterede drifter en funktion, som også har konstruktive aspekter? ’Fluernes herre’ er faktisk en bogstavelig oversættelse af navnet Belzebub, også kendt indenfor kristendommen som Fanden, og der er ingen tvivl om, at der i den magtorienterede tilgang er et iboende mørke og nogle drifter, nogle umættelige begær, som igen og igen har vist deres evner for at komme ud af kontrol.

Principielt kan man sige, at civiliserede samfund er karakteriserede ved, at de rige og magtfulde fortsat er underlagt de samme love, som de der gælder for den øvrige del af befolkningen. Og i det omfang at en ”elite” skiller sig ud, og har held til at påvirke måderne samfundet fungerer på til at favorisere dem og yde dem nogle grader af urørlighed, så er det pågældende samfund fanget i en degenereret og barbarisk udviklingslinje. Skandalen om afsløringerne af den udbredte kultur af chikane, ydmygelser, overgreb og vold på Herlufsholm er som et barometer på dette samfundsmæssige forfald. At Jack og ’jægerne’ har haft alt for frit spil igennem særligt de seneste fire årtier under neokonservatismens og neoliberalismens banner, og ikke bare bliver elever på Herlufsholm ofre for disse ydmygelser og overgreb, voldsudøverne får jo markant skærpet deres psykopatiske træk, som de så tager med sig ud i verden.

Måske er den aktuelle Herlufsholm-skandale anledningen til, at vi som samfund gennemfører en dyb selvransagelse i retning af, hvor dybt tendenserne imod psykopati stikker i de øverste ledelseslag. Måske var Vinterbergs Festen ikke bare historien om en helt særlig dysfunktionel rigmandsfamilie. Måske er problemerne med forskellige former for overgreb i rigmandsfamilierne langt mere udbredte end vi almindeligvis er bevidste om. Hvor mange tilfælde af teenagepiger der skærer sig er der i disse familier i forhold til befolkningen som helhed? Hvor mange stofmisbrugere? Hvor mange virkeligt onde arvesager, hvor alle familiebånd bliver totalt spolerede og erstattede af had og hævngerrighed?

Og når disse superprivilegerede og følelsesmæssigt forsømte børn så lander på Herlufsholm, hvor meget vil denne følelsesmæssige afstumpethed ikke være en fordel i retning af at indgå i disse voldsomt grænseoverskridende ”lege”? Her vil et barn, som er vokset op i en normal omsorgsfuld familie, jo have et enormt handicap i sine empatiske evner, og sin tøven overfor at øve skade på andre mennesker, når ”ritualerne” siger, at det er det man skal gøre. Måske går disse mentalt/ spirituelt sundere børn bare generelt bag om dansen, og bliver ikke en del af den egentlige ”elite” trods det at de fik chancen ved en plads på Herlufsholm. Eller også bliver eleverne med deres empatiske evner nogenlunde intakte forulempede ved, at de bliver tvunget ind i rollen som aktive eller passive medløbere, hvilket øver skade på deres integritet.

Men igen, er disse drifter imod magthierarkier og eksklusive kliker bare en pestilens for samfundet som helhed, eller har de en positiv funktion? Personligt hælder jeg til det sidste ud fra det simple princip, at man kan ikke have lys uden mørke, man kan ikke have liv uden død. Hvad jeg ser for mig er, at det større samfund bliver vækket til en bevidsthed om betydningen af inklusion, betydningen af samfundsmæssig solidaritet og sammenhold, betydningen af respekten for den enkelte og den enkeltes unikke bidrag, gennem de voldsomme udfordringer som de eksklusive, dominerende og manipulerende ”elite”-kliker frembyder. Samtidig er der også et ’drive’ i disse meget begærlige egoistiske attituder, som også støder kulturudviklingen fremad, forudsat at de mere helhedsorienterede samfundsattituder samler op på disse udviklingstendenser og formår at dreje dem i ikke-destruktive retninger.

Alt i alt er det på høje tid at denne skandale rammer. Efter fire årtier med disse magtorienterede, dominanssøgende, intrigante og samfundsnedbrydende tendenser står modpolen i form af de inklusive, helhedsorienterede, individrespekterende og samfundsopbyggende attituder meget svækket. Langt hovedparten af befolkningen siger bare ja og dukker sig. Og både coronakrisen og Ukrainekrisen har været voldsomme yderligere anslag mod disse inklusive, helhedsorienterede, individrespekterende og samfundsopbyggende attituder. Så skandalen rammer netop på det punkt, hvor ”eliten” stod foran at tage det sidste og ultimative stik hjem: den endelige underordning af alle undersåtterne til deres neofeudalistiske styre. Men det kommer aldrig til at ske. Dertil har deres hidtidige styre simpelthen været for fejlbehæftet og desorienteret. Vores samfund er jo helt åbenlyst i opløsning.

Samtidig er det helt indlysende, at det bliver ikke disse magtorienterede, dominanssøgende, intrigante og samfundsnedbrydende attituder, der leder menneskeheden igennem det 21. århundredes voldsomme omvæltninger. Tværtimod er imperativet her, at vi udvikler omsorg ikke bare for vores medmennesker men for alle livsformer vi deler planetens fantastisk varierede og komplekse økosystemer med. Det vil kræve en alle-mand-på-dæk og et langt stykke af vejen en selvopofrende indsats at få vendt de samfundsmæssige udviklingstendenser i retning af heling og nye former for bæredygtig vækst.







(Illustration: Stillbillede fra Fluernes Herre, Criterion Film, 1963)

Shanghai shouting – The cry of humanity rising?

Posted on by
Svar

En række videoklip er gået viralt, som er optagelser fra højhusboligkvarterer i Shanghai, hvor folk nu i over en uge har været indespærrede i deres lejligheder, angiveligt for at imødegå en fornyet bølge af Covid19-infektioner, og hvor folk nu sultne og mere eller mindre forkomne begynder at råbe deres fortvivlelse ud i omverdenen. Og mange bliver rystede over det de således bliver vidner til med disse videoklip men tænker så mere eller mindre i samme åndedræt, godt man ikke lever i et autokrati som det kinesiske. Men den tankerække kan meget vel vise sig at være overfladisk og letsindig. Der er al mulig grund til at have medfølelse med de indespærrede kinesere, men deres fortvivlede situation skyldes muligvis ikke først og fremmest det kinesiske styre ekstreme forholdsregler, den primære årsag kunne meget vel være, at systemiske krise nu for alvor er over os. Og den klagesang, der stiger fra kineserne fangede i deres fastlåste omstændigheder, vil muligvis snart genlyde fra den samlede menneskehed.

Selvom der givetvis er dem der vil udpege mig som sådan, så mener jeg ikke jeg er alarmist, og jeg finder ikke noget behag i at gå ud med sensationelle alarmistiske budskaber, men jeg har i over 15 år været ramt af en erkendelsens pil om de reelle ekstremt kritiske omstændigheder menneskeheden har bragt sig i. Og som jeg har nævnt ved talrige lejligheder, så var det den svenske dokumentarserie Planeten udsendt i efteråret 2006, der drev forståelsen ind hos mig. Forståelsen af at menneskehedens aktiviteter her på planeten er blevet så massive, at vi er i fuld gang med at fordrive alt andet liv og udtømme de ressourcer, der indtil nu har drevet vores samfund. Og siden da har jeg været mere eller mindre desperat været optaget af, hvilke muligheder og metoder der overhovedet findes for at afvænne vores uheldssvangre adfærd og afvende vores truende skæbne.

Spørgsmålet jeg tillader mig at rejse er, om disse drakoniske lockdowns i Shanghai overhovedet handler om Covid19. Er der overhovedet nogen videnskabelig og rationel begrundelse for det kinesiske styres Zero Covid Policy? Eller bliver faren for Covid-infektioner bare brugt som en muligvis langt mere opportun begrundelse for indførelsen af en meget hårdhændet undtagelsestilstand? Men hvis det er det der er tilfældet, hvorfor skulle det kinesiske styre have behov for at indføre en meget hårdhændet undtagelsestilstand? Ja, en rimeligt nærliggende hypotese er, at den kinesiske økonomi og særligt den kinesiske finanssektor over den allerseneste tid har gennemlevet nogle grader af sammenbrud. Og personligt gætter jeg på, at det ikke er ret mange mennesker der har nogen idé om, hvor voldsomt realøkonomien og distributionen af varer og ydelser bliver ramt, når finanssektoren krakker.

Vores superoptimerede just-in-time-delivery-systems og de vanvittigt komplekse globaliserede industrielle fødekæder har selvfølgelig været betingede af internetrevolutionen men omtrent lige vigtigt har været de seneste 30 års lette adgang til kreditter og de optimerede former for håndtering af kreditter igennem de globaliserede fødekæder. Når disse kreditmekanismer bryder sammen, først i et land og derpå (som en hundrede gange mere infektiøs smitte end Covid19) spreder sig til resten af kloden, så vil de globale forsyningskæder gå i stå. Ganske uanset at de globale realøkonomiske forhold på papiret er uændrede. Men hvis der hele vejen igennem har været så store risici indeholdt i disse kreditmekanismer, hvorfor har man så ikke gjort mere for at sikre deres funktionalitet, så de også kan modstå finanskriser?

Svaret herpå er formentlig, at de kreditmekanismer, der sikrer den globale handel, er uadskillelige fra de kreditmekanismer, der har understøttet de samfundsmæssige investeringer, herunder megalomane udviklingsprojekter og spekulationsbyggerier og finansspekulationen i virksomheder og råvarer. Den økonomiske vækst som lande kloden rundt har oplevet over de seneste årtier har været båret af denne vækst i gældsætningen, og dermed også i finansialiseringen af realøonomien. Man taler om ’the credit impulse’ som en af de helt afgørende faktorer for økonomisk vækst, og ’the credit impulse’ er tallet for væksten i gældsætningen. Således har der igennem årtier været vedholdende politisk opbakning til understøttelsen af de enkelte landes ’credit impulse’. Vi har for eksempel også gjort det her i Dk ved sikringen af de fortsat stigende boligpriser og de kreative bilfinansieringsordninger. Men den kinesiske (og dermed den globale) ’credit impulse’ fik sig lidt af en mavepuster, da den kinesiske megaejendomsinvestor Evergrande kom i dybe økonomiske vanskeligheder i september sidste år. Det var med det samme klart, at Evergrandes dybe vanskeligheder var symptomatiske og systemiske, og at det kinesiske lederskab stod med en krise, der truede den samlede kinesiske finansielle sektors stabilitet. Og det politiske lederskab drog nærmest omgående den konsekvens, at den kinesiske finanssektor og særligt de store ejendomsdevelopere skulle nedbringe deres urimeligt høje belåningsgrader og således genopbygge noget finansiel soliditet.

Dette træk fra det kinesiske lederskab var helt givet også foranlediget af den voksende fjendtlighed fra angloamerikansk side overfor Kina og således nogle mere langsigtede planer om at gennemføre en ’decoupling’ af den kinesiske økonomi fra Vesten og særligt fra USA. Desværre er det bare så utroligt nemt for finansielle institutioner at øge gældsætningen og få belåningsgraderne til at stige, det er helt anderledes vanskeligt efterfølgende at få disse faktorer til at falde. Der er meget få eksempler på en kontrolleret nedbringelse af belåningsgrader, hvorimod den knapt så kontrollerede nedbringelse i form af en konkurs typisk er den der sker. Men en konkurs af Evergrande ville som sagt true stabiliteten af hele den kinesiske finanssektor, og potentielt starte en hel lavine af konkurser. Det er syv måneder siden, at Evergrande røg i vanskeligheder, og siden da har der været massive tab blandt en stor mængde kinesiske investorer. Og effekterne på den samlede kinesiske finanssektor har været mærkbare, og ’the credit impulse’ har for en stor del tabt pusten. Fra marts 2021 til marts 2022 er den samlede salgssum af solgte grunde i hele Kina faldet med 70 pct. og den samlede salgssum af solgte boliger er faldet med over 50 pct. Der er helt givet en række kinesiske banker der også er røget i dybe vanskeligheder, som følge af det massive tilbageslag i den kinesiske ejendomssektor. Men da Evergrandes gæld såvel som gælden af de øvrige ejendomsdevelopere i al overvejende grad var ejet af kinesiske institutioner og investorer, så har den kinesiske finanssektor kunnet gennemføre alle mulige nødforanstaltninger og dermed nogenlunde kunnet opretholde en facade af stabilitet og kontinuitet.

Men der er gode grunde til at antage, at den solvenskrise Evergrandes nedtur foranledigede i realiteten aldrig rigtig er blevet inddæmmet, den har muligvis fra starten været umulig at inddæmme, fordi belåningsgraderne for længst havde nået bobleniveau. Og denne allerede vingeskudte finanssektor løb så ind i markant yderligere modvind med Ukrainekrisen og de eksplosivt stigende energipriser og den markant stigende almene inflation og dermed rentestigninger, og så er det jeg spørger, om den kinesiske finanssektor har ramt muren? Og i forlængelse heraf, om den kinesiske Zero Covid Policy i realiteten er den styringsmæssige nødbremse det kinesiske styre har at trække i. Personligt synes jeg i hvert fald det er påfaldende, at epicentret for det nye Covid19-udbrud faktisk er i Kinas finanscentrum i Shanghai.

Det er selvfølgelig en hypotese, og jeg tager gerne imod kommentarer, som kan be- eller afkræfte hypotesen, efter min opfattelse fremstår den bare som den mest sandsynlige forklaringsmodel. Det man også skal holde sig for øje er, at da gældsætningen i Vesten gennemlevede et voldsomt tilbageslag med Finanskrisen i 2008, så var det mere end noget andet kinesernes villighed til at udvide deres gældsætning, der afværgede en global finansiel nedsmeltning. ’The credit impulse’ flyttede så at sige fra Vesten til Kina. Den samlede kinesiske gældsætning, dvs. både den private og den offentlige, voksede fra 6 billioner USD i 2008 til over 40 billioner i 2019. Ville de vestlige finanssystemer have overlevet hvis ikke Kina så resolut havde taget gældsætningsstafetten, og var løbet med den? Det er svært at se for sig. Og så kan vi her i Vesten le ad de nyopførte kinesiske spøgelsesbyer, når de også har været integrerede momenter i understøttelsen af de globale finanssystemer, og således også har holdt vores eget finanskrak for døren.

Uanset alle de fine akademiske økonomiske afhandlinger, der synes at kunne dokumentere forskellige former for ligevægtstilstande indenfor de finansøkonomiske systemer, så er virkeligheden den, at de vestlige og hen ad vejen de globale finanssystemer er og har hele vejen igennem været løbske. Der var aldrig nogen overordnede ligevægtstilstande, der var kun den grænseløse pengeskabelse/ gældsætning, og således måtte der komme et punkt, hvor systemerne fuldkommen utvetydigt manifesterer denne indeholdte løbskhed og derpå kollapser. Og fordi disse systemer har påvirket alle aspekter af realøkonomien, så bliver realøkonomien ramt virkelig hårdt af dette kollaps. Så hårdt, at en stor del vil realøkonomien formentlig vil blive helt suspenderet. Så er det dette stadium indbyggerne i Shanghai nu er trådt ind i? Og med dem den kinesiske befolkning, og snart også hele verdens befolkning?

Og er det tilfældet, hvad skal de ledende politikere så overhovedet stille op? Vi her i Vesten kan se ned på graderne af top-down-styring af det kinesiske samfund, men måske handler det kinesiske styre i realiteten fuldstændig rationelt i henhold til omstændighederne. Måske bestræber det kinesiske lederskab sig for at gøre hvad der er bedst for den kinesiske befolkning. Og hvis det i realiteten er den forventede systemiske krise, der er over os, hvordan vil vi omvendt reagere på den her i Vesten? Hvis fødevarerne kun i beskeden grad kommer frem til hylderne i supermarkederne, vil folk så begynde at slås om varerne? Og ville det være en rationel måde at håndtere udfordringerne med en pludselig opstået og alvorlig knaphed? Vil de vestlige befolkninger stille sig bag deres politiske lederes forsøg på at understøtte landet og befolkningen, eller vil befolkningen blive opslugt af frustrationer og vrede rettet imod de samme politikere, hvorved de ledende politikere får så meget sværere ved at handle rationelt og til samfundets bedste? Og vil der ikke pr. omgående opstå folkeforførere og usurpatorer, som påstår at de kan få landet til at fungere, og folk vil så gerne tro på at der er en udvej, og de labber de falske fortællinger i sig, og pludselig er vi oveni i de massive ressourcemæssige udfordringer ude i politiske revolutioner og en eksplosion i dilettantisme, eller med andre ord et sammenbrud af styringsmæssige kompetencer?

Under finanskrisen i september 2008 erklærede den amerikanske finansminister Hank Paulson, at hvis ikke Kongressen ydede den foreslåede nødhjælpspakke med et straksindskud til Wall Street på 700 mia. dollars, ville det indenfor få dage blive nødvendigt at indføre undtagelsestilstand i hele USA. Og mange tog det den gang for, at Paulson i sin egenskab af tidligere direktør for Goldman Sachs var så dedikeret overfor at redde den amerikanske finanssektor, at han bare smurte tykt på. Men hvad hvis han havde ret? Eller ved nærmere eftertanke, hvordan kan man overhovedet se for sig, at han ikke havde ret? Vi taler jo ikke om en bestemt isoleret sektor indenfor den samlede samfundsøkonomi, vi taler om en sektor, som har infiltreret alle øvrige afsnit af samfundsøkonomien. Med de (forrykte) grader af finansialisering vi har opbygget, så må en finanskrise være ensbetydende med en systemisk krise.

Så er Shanghai nu røget ind i det uafvendelige sammenbrud af de løbske finanssystemer, og er virkeligheden der nu har indfundet sig den, hvor der overalt bliver indført undtagelsestilstand og ligesom i Shanghai vil der blive udleveret nøje afmålte rationeringer, der (i bedste fald) lige nøjagtig holder befolkningen over sultegrænsen? Ja, enhver er fri til at tage mig for en alarmist, men jeg har (lettere skælvende) imødeset dette punkt igennem disse 10-15 år. Og kan man så forvente at det kinesiske styre vil have held med at opretholde sin undtagelsestilstand? Og vil de vestlige stater have held med at opretholde deres lige så nødvendige undtagelsestilstand? Eller vil uroen i befolkningen blive umulig at kontrollere?

Med den totale styring som staten tager på sig ved indførelsen af undtagelsestilstand, skulle man måske umiddelbart mene, at så kan statens styringskompetencer nu udrulles uden forbehold. Men virkeligheden er formentlig snarere den, at der også i dette scenarium vil være tale om en voldsom udbredelse af dilettantisme. Problemet er, at den benhårde topstyring typisk vil virke blokerende for de ud-af-boksen innovative løsninger, der erfaringsmæssigt kun kan komme fra græsrodsniveauet, og den benhårde topstyring stiller sig typisk også i vejen for innovative sociale løsninger, altså hvor folk bare ved at opnå retten til at disponere over de ressourcer der er i lokalområdet, såsom jord der kan dyrkes og/ eller diverse produktionsfaciliteter, faktisk hurtigt kan få nogle basale økonomiske aktiviteter op at køre.

Så hen ad vejen vil undtagelsestilstanden formentlig stadig føre til politiske revolutioner og den tilhørende eksplosion af dilettantisme, hvilket i kombination med de særdeles skærpede ressourcemæssige omstændigheder meget vel kunne føre til et kollaps af menneskehedens civilisation. Det er således et sindssygt kritisk punkt vi befinder os på. Staterne er voldsomt udfordrede, simpelthen fordi staterne ikke ejer midlerne til at redde civilisationen. Eller sådan ser det ud for mig. Som jeg har overvejet disse problemstillinger er jeg kommet til den konklusion, at civilisationen kun kan reddes, hvis staterne evner at sætte folk fri til at genopfinde samfundet i snart sagt alle tænkelige afsnit. Der er behov for så meget nytænkning og fleksibilitet, at statens rolle i sagens natur vil være helt anderledes ydmyg og støttende frem for at være kontrollerende og styrende.

Denne frisættelse af den almindelige befolknings kreativitet og virketrang har et kæmpe potentiale, og den ville kunne vække en ligefrem entusiastisk fremtidstro, problemet er bare, at denne frisættelse i givet fald vil ske på den ophobede globale krises absolutte lavpunkt, dvs. netop der hvor knaphederne på varer og ressourcer har sat sig så hårdt igennem, at folk er opslugte af frygten for sult og fattigdom, og kriminaliteten formentlig er ude over det hele. Forestillingerne om civilisationens opløsning vil ligge lige for, sammenbrud af lov og orden vil være udbredt, jungleloven vil vinde frem som den eneste lov der tæller, det er i disse ekstremt pressede omstændigheder, at vi hver især skal evne at holde fast i bevidstheden om vores forbundethed til samfundet samt forståelsen af, at overkommer vi ikke vores udfordringer igennem en koordineret samfundsmæssig indsats, så er der ingen overkommelse mulig.

Den topstyringsmæssige dilettantisme har allerede været under udbredelse igennem mange år, og praktisk talt ingen af de herskende politikker er rettede imod overkommelsen af det 21. århundredes udfordringer. Praktisk talt ingen. Måske er sigtet med nogle af politikkerne ikke helt skævt, men der er ingen forståelse for, hvor store forandringer der er nødvendige. Samtidigt med at vi i så mange henseender opfører os decideret tåbeligt. Det skulle aldrig være kommet dertil, at vi begyndte at optræde fjendtligt overfor hverken Kina eller Rusland eller nogen andre. Som om vi har råd til fjendskab under så voldsomme deflationære omstændigheder.

Indadtil er magten igennem årtier blevet udøvet med en stadigt stigende arrogance og magtfuldkommenhed, og når politikkerne så bliver afslørede som dilettantiske og uduelige og i enkelte tilfælde ligefrem forræderiske, så vokser lynchstemningen i befolkningen. Og da ingen er interesserede i at blive lynchet, vil magthaverne formentlig forsøge at forskanse sig bag den totale udrulning af uropatruljer, ekstraordinære indsættelser af militæret, total magthåndhævelse, som altså samtidig er ensbetydende med en total handlingslammelse mht. overkommelsen af vores presserende systemiske krise. En totalt fastlåst situation, hvor magthaverne kan foranlediges til at benytte den ultimative exit: At starte en krig. Som om vi har råd til at forspilde enorme mængder af ressource på at bekrige hinanden. Men i det mindste opnår lederskabet, at fokus vil blive flyttet væk fra deres uduelighed og det kaos der blev konsekvensen af deres uduelighed.

Så hvad kan det politiske lederskab gøre? Man kan gøre indrømmelser overfor befolkningen. Store indrømmelser. Dybe indrømmelser. Man kan nedsætte Sandhedskommissioner til afdækning af de finansielle, økonomiske, sociale overgreb der er sket over de forløbne 3, 4, 5 årtier. Man kan afgive løfter om en grundlæggende reform af Grundloven, så befolkningen opnår beskyttelse mod lignende former for overgreb i fremtiden. Det er vægten af indrømmelserne, der gør hele forskellen. Med tilstrækkeligt store indrømmelser af de åbenlyse fejlgreb og vildledninger vil grundlaget for en fornyet tillidsopbygning i befolkningen overfor det politiske lederskab blive lagt. Og så snart nogle grader af tillid er retableret mellem befolkningen og det politiske lederskab, så vil krisen med den omsiggribende dilettantisme være afværget og vendt rundt, og grundlaget for en kompetent kollektiv imødegåelse af det 21. århundredes udfordringer vil være etableret.








.

Pax Piraeia – Den Piræiske Fred

Posted on by
6

Tilbage sidst i 2009 blev der udskrevet en åben arkitektkonkurrence om renovering/ modernisering/ færdiggørelse af det 24-etageshøjhus, der står og rager op som en mægtig sort klods i midten af Athens havneby Piræus. Højhuset er fra 1974, men foreløbig har det kun været de to brede etager med indkøbscenterarealer i stue og 1. sal, der har været færdiggjorte og benyttede.

Personligt er jeg ingen tilhænger af højhuse. I mine øjne er er de kun berettigede i hovedstæder i forholdsvis store nationer, hvor der er et behov for eller en drift imod en meget stor koncentration af virksomheder og offentlige institutioner. Er der ikke et udtalt behov for denne helt ekstraordinære bymæssige fortætning, så er der så mange andre byarkitektoniske layouts, der frembyder markant større kvaliteter end højhuse. Og hvor højhuse i mine øjne bliver direkte frastødende er, når man tillader opførelsen af et enkelt højhus i et ellers sammenhængende kvarter med ensartede lavere bebyggelser. Sådanne højhuse fortæller i mine øjne en historie om en uciviliseret vilje til at føre sig frem og dominere over andre.

Jeg følte mig således ikke tiltrukket af arkitektkonkurrencen om Pireaus Tower, fordi jeg så en mulighed for at lave min egen overlegne højhus-statement, men tværtimod, at arkitektkonkurrencen slog mig en enestående mulighed for at kommentere på..

1. Vores feterede individualisme, herunder vores trang til at føre os frem og ihærdigt forfølge sager som tjener os selv, samtidig med at vi lader hånt om vores store kollektive udfordringer.

2. Vores trang til at prøve at opnå en dominerende position, ikke mindst igennem hierarkiske magtstrukturer og magtudøvelse ved top-down-dekreter. Den formaliserede arrogance. Og med den det formaliserede medløberi, som den ikke-bevidstgjorte skyggeside, som går hele vejen op.

3. En alternativ vision for lederskab, som ikke er hierarkisk og dominerende men tværtimod er integreret og støttende, og som er baseret på en veludviklet integritet hos alle parthavere.

Som sagt blev konkurrence udskrevet sidst i 2009 og løb over første kvartal af 2010, og således var konkurrencen sammenfaldende med den vågnende bevidsthed om den europæiske gældskrises dybe sorte afgrund, som Grækenland jo mere eller mindre berettiget blev centrum for. Men allerede dengang stod det klart, at selvom grækerne givetvis havde levet over evne (ligesom alle andre), så blev Grækenland gjort til prygelknabe for nogle mægtige strukturelle ubalancer, som i realiteten havde deres årsager i en international finanssektor fanget i ovennævnte løbske egoisme samt de mere og mere centraliserede og obskure og korrupte hierarkiske magtstrukturer.

Titlen på min konkurrencebesvarelse Pax Piraeia, Den Piræiske Fred, handlede på den ene side om erkendelsen af det gradvise sammenbrud af det seneste halve århundredes Pax Americana, anskueliggjort ved USA & partneres illegale krige i Mellemøsten (og alle de andre former for illegal indblanding i andre landes interne forhold) samt sammenbruddet af det angloamerikanske finansielle overherredømme med finanskrisen i 2008. Alt sammen momenter i et sammenbrud af de herskende dominerende magtstrukturer, og den gamle sorte monolitiske Piraeus Tower og dette højhus relation til det omgivende samfund kunne nemt tages som symbol for de herskende dominerende magtstrukturer.

Det var det ene aspekt af ’Pax Piraeia’, og det andet var så om en vision om en stor reformdemokratisk revolution, hvor en ny sammenhæng mellem den enkelte borger og det samfundsmæssige lederskab etableres. En ny samfundskontrakt gennem dels at realisere internettets enestående mulighed for at udvide og formalisere den offentlige debat dels at udbygge og formalisere de mandater borgerne giver deres politiske repræsentanter. Og denne store demokratiske fornyelse så jeg for mig ville føre til en fornyet gyldighed af ’The Democracy Peace Theory’, eller med andre ord, jo mere åbent og kommunikerende og grundfæstet et demokratisk system er, jo mere fredelig vil den kollektive adfærd summere op til at være.

Manifestet, som jeg ledsagede min konkurrencebesvarelse med, følger nedenfor, og det var velsagtens kontroversielt eller på anden vis træls. Der var i hvert fald var der ingen anerkendelse af mit forslag, og det kan der have været mangfoldige grunde til. Jeg synes selv, at den grafiske assistance jeg fik var skuffende. Omvendt er det typisk en stor udfordring for grafikere at skulle indarbejde større mængder af tekst. Det giver præsentationen en tyngde og en træghed overfor en ren og mere eller mindre selvforklarende visuel kommunikation. Så måske gav grafikeren lidt op overfor opgaven, da han så de mængder tekst jeg kom med. Heroverfor havde jeg et meget fint samarbejde med grafikeren på mit konkurrenceforslag til udvidelsen af Stockholms Stadsbibliotek, hvor jeg kom med en tekst på 12.000 karakterer, og hun sendte den tilbage med beskeden, at jeg kunne maks få det halve. Og jeg måtte stramme teksten meget op, hvilket den faktisk blev bedre af.

Men apropos det med det kontroversielle, så var der også det forhold, at konkurrencen var foranlediget og finansieret af den multinationale kemiske koncern DuPont. Og store erhvervskoncerner er jo notorisk dårlige til at håndtere kontroversielt stof. Af temperament er de nærmest neurotiske, og jeg kan nemt have forskrækket dem med det skrev, og således bare ved det have diskvalificeret mit forslag. De tre præmierede forslag var omvendt påfaldende ved deres højest postulerede nærmest uvirkelige karakter. Men det kan erhvervskoncerner godt håndtere. At kunsten ligesom flagrer helt ud og miste enhver kontakt til virkeligheden. Det anses ikke for et problem, og man fornemmer en vis overbærenhed overfor de fantasifulde og ustyrlige kreative begavelser.

Der var førstepræmien hvor højhusets facader var bestykkede med hundredevis af vindfølsomme stænger vinkelret ud fra facaden, som indenfor var fastgjort til en spole, og påstanden var så, at denne anordning kunne generere energi, et system uden nogen konkrete referencer hverken dengang eller siden. Eller andenpræmien, hvor højhuset blev omdannet til et permanent vandfald ned ad alle fire facader, og ikke i form af en rislende væg men simpelthen et regulært vandfald. Og ikke et ord om energiforbruget ved at skulle flytte de enorme mængder vand eller et ord om hvordan tætheden af facaderne skulle sikres ved sådanne ekstreme vandpåvirkninger. Og tredjepræmien, hvor facaderne var indhyllet i en konstruktion med paraplyer monterede vinkelret ud fra facaden, som så kunne foldes ud, når der er behov for solafskærmning. Måske ikke komplet urealistisk men ikke desto mindre med så store driftsmæssige udfordringer, at projektet fremstod hen ved lige så teoretisk som de foregående to. Men flotte og spektakulære projekter, som givetvis har vakt almindelig begejstring ved cocktailpartyet i forlængelse af offentliggørelsen.

.

MANIFESTO

Dreams of dominance

Let’s face it. The erection of solitary high-rise buildings is rarely what common people wish for. A clique of sovereign business leaders and politicians share a dream of dominance, and manage to overcome whatever resistance there is from the public, thus succeeding in building these astounding structures. Once the solitary high-rise building is erected, the dream of dominance then becomes an explicit symbol within that community, an inarguable statement about the organization of society, no matter how misplaced those dreams were in the first place. Common people are then left with two choices, either to identify with the dreams of dominance or to resign to the realization that their society is governed by interests and proceedings that they find hard to relate to.

In the past there have been numerous examples of city structures which have had a single, dominating erection at its center. Examples of this could be the step pyramids of the Maya culture, the stupas of  Buddhist communities in eastern Asia or the gothic cathedrals of Europe. Great religious structures, and as such, central symbols for the members of those communities. There are also astounding structures erected as seats of power, like for example The Forbidden City in Beijing or the Capitol in Washington, the former being the seat of a sacred sovereign and the latter a symbol of a shared creed in the foundation of that community.

In spite of their architectonic dominance, the solitary high-rise buildings typically convey no commitment towards the surrounding society. Just the dreams of dominance of some arbitrary clique. And the real might of the initiators is illustrated by the fact that they depend heavily on being able to rent out the majority of the spaces of the structure. The imposing size is actually just the common face of a compilation of a large number of different businesses. For these businesses, a share in the dream of dominance is obviously considered more important than the need to give their business a face of its own.

This is how we are left with these dominating architectonic manifestations which hold such meager meaning for the surrounding society. The hollow monuments of the 20th century. The absence of societal leadership made manifest. In the case of the Piraeus Tower, for different reasons even the commercial plans failed, and the unfinished and uninhabited structure became a common embarrassment and the dreams of dominance turned into a symbol of impotence.

Transforming a source of disgrace into a source of pride

As the cradle of democracy, the city of Athens stands out for all humankind and through all time as a place of unique importance. And through the port of Piraeus, the extraordinary culture of Athens has spread to the rest of the western quadrisphere and ultimately to the whole world.

At this crucial point in history, the people of Greece, and along with them the people of the rest of the EU, has a singular opportunity to take renewed pride in their democratic heritage, wake to their responsibilities as citizens and demand of their politicians the implementation of sustainable policies on a global scale.

No single people have to put up with all the suffering caused by clashes between different cliques and their respective dreams of dominance. Democracy can be propagated, both internally and externally, to the extent that even nations and multinational corporations learn to behave according to civilized principles.

This unreserved humanistic and global outlook constitutes the kind of vision that would suit the Piraeus Tower. As a solitary high-rise building, one of its major qualities lies in the majestic, panoramic views from the upper stories. The allegory of a global outlook is right at hand, and by securing public access to the top of the building, this outlook becomes a shared experience within the society. Given its the extraordinary dominance in the cityscape – the Tower is a focal point of the whole Piraeus region – but like a prism, this attention is now passed on and distributed far and wide.

Rendering the Tower to the city

In Le Corbusiers groundbreaking “Vers une architecture” (1923) the problems of density, pollution and noise of the late 19th-century cities were addressed. The solution presented was to gather the city in large, high-rise buildings in park-like settings, connected with a proper infrastructure for motorized traffic. Through the 20th century these recommendations were accepted on a broad scale.

In hindsight, it’s obvious that these solutions were not real solutions, but merely the treatment of symptoms allowing the problems to deepen gravely but unnoticed. The abolishment of traditional city layouts with streets and squares, along with the unreserved implementation of motorized traffic has had devastating consequences for the social life of our cities and communities. Though much work has been done in the last two or three decades to restore the traditional city environment, an architectonic element like the Piraeus Tower stands in defiance of any such measures. It is the exaggerated size and scale of the element, it is the constant attraction of attention, and on receiving the attention, the actual blandness of the large, uniform facades.

In order to incorporate the Tower into the life of the city and to transform it into an architectonic element dedicated to democracy, the Piraeus Tower is stripped of its bland, uniform facades, and is given a façade reflecting the multiplicity of its inhabitants on the one hand and on the other, a façade that enters into a dialogue with the surrounding city.







.