Det er stadig min fornemmelse, at der er nogen, der har travlt med at sælge os deres drøm om singulariteten, menneskets sammensmelten med maskinen. Og menneskehedens villige adoption af AI-værktøjer er muligvis den vigtigste milepæl i denne teknologiske satsning overhovedet. At denne sammensmelten så formentlig i høj grad kommer til ske på maskinernes vilkår frem for menneskets, er på den ene side en slags kulmination på de seneste 50-100 års teknokratiske udviklingslinjer, en triumf for de ahrimanske, materialistiske og egocentriske drivkræfter, og på den anden nogle mere eller mindre tågede visioner om menneskets slavebinding under nogle totalitaristiske systemer, som ikke står tilbage for Orwell og Huxley’s dystopier.
På det seneste har mainstream-medierne bragt historier om, hvordan AI-teknologier i kombination med MRI-hjernescannere har været i stand til at lave mere eller mindre vellignende gengivelser af billeder på basis af disse hjernescans. Således bliver den historie fortalt, at når der tages tilstrækkeligt mange af disse hjernescans, så vil energistrømningerne i hjernen tegne så specifikke mønstre, at disse mønstre kan oversættes til billeder, der i visse tilfælde har en slående lighed med originalen. Og er det sådan det forholder sig, så er vi overraskende tæt på singulariteten. Hvis menneskers sanseindtryk kan oversættes til specifikke mønstre i hjernen, som maskiner kan genkende, så er der ikke langt til, at maskiner også kan generere billeder i det enkelte menneskes hjerne.
Men tror vi på, at det er sådan hjernen fungerer? Jeg tror det ikke. Og efter min opfattelse er dette et mekanistisk mindfuck, som bilder os ind, at vores hjernen fungerer som en computer, og at vores hjerne er som en harddisk, og en specifik kombination af knudepunkterne X, H, Q, B og U giver billedet af en giraf. For mit eget vedkommende tror ikke på, at hjernen overhovedet fungerer på sådanne mekanistiske måder, og jeg tror der er vægtige grunde til, at det tager mange år for mennesker at udvikle deres visuelle perception.
Dykker man så lidt ned i de enkelte videnskabelige artikler, som publicerede disse overrumplende resultater, så finder man ud af, at ingen af disse artikler er endnu blevet peer-review’et, og der er også enorme problemer med at kunne eftergøre forsøgene, som jo er et af de helt basale kriterier for videnskabelig viden. Dels er AI-værktøjerne i sig selv særdeles avancerede og vanvittigt dyre, dels er resultaterne fremkommet ved, at det pågældende AI-program har arbejdet med ganske få forsøgspersoner over længere tid. Og energimønstrene i hjernen hos den ene forsøgsperson som reaktion på et bestemt billede kan ikke overføres til en anden person, da vi åbenbart map’er disse ting forskelligt hver især.
I det ene af de to meget udbredte forsøgsresultater (refereret blandt andet i The AI Dilemma) var der kun tre forsøgspersoner, og hver af disse forsøgspersoner tilbragte 16 timer i MRI-scanneren, hvor de blev præsenteret for store mængder af billeder for at træne AI-maskinen. Og disse forsøgspersoner blev samtidig udtrykkeligt bedt om at tænke på de væsentligste ord de ville bruge til at beskrive det de så. Og det gælder også for det andet meget berømte forsøgsresultat, at der var en meget væsentlig sproglig komponent, der ledsagede de visuelle indtryk. I mine øjne har det lidt karakter af en tilståelsessag, at AI nemmere kan forholde sig til sproglige mønstre end (langt) mere mangfoldige rene visuelle indtryk. Og hvilken enorm kilde til fordrejede resultater ligger der ikke i valget af billeder, som forsøgspersonerne bliver bedt om at bearbejde igennem de 16 timer? At feltet af muligheder allerede i forsøgsopstillingen bliver indskrænket meget markant? Med andre ord, at der på ingen måde er tale om, at hjernescanninger i kombination med AI kan udtrække vilkårlige synsindtryk og perceptioner via vores hjerneaktivitet, men snarere og sat lidt på spidsen, at AI bliver bedt om at løse en slags multiple-choice-opgave blandt de trænede emner.
Et meget makabert men ikke desto mindre meget bemærkelsesværdigt videnskabeligt forsøg, som Rupert Sheldrake refererer, kan tjene som modvægt til de ovennævnte meget mekanistiske opfattelser af hjernens funktion. Her havde man trænet en laboratorierotte til at finde vej igennem en labyrint, og planen med eksperimentet var at lokalisere, hvor i rottens hjerne denne evne til at orientere sig befandt sig. Således åbnede man rottens kranium og fjernede et lille stykke at rottens hjerne, det område som man regnede for mest sandsynligt hjemsted for rottens rumlige orienteringsevne.
Men rotten kunne stadig finde vej igennem labyrinten. Så fjernede man et stykke mere af rottens hjerne, men den kunne stadig finde vej, og således fortsatte man, indtil man omtrent havde amputeret hele rottens hjerne, og den til sidst ikke kunne noget som helst. Dette eksperiment peger i retning af, at specifikke evner, specifikke erindringer, specifikke perceptioner netop ikke er lokaliserede i bestemte punkter i hjernens neurale netværk, og således at hjernen netop overhovedet ikke ligner en computer i sin funktionsmåde.
Tidligere undersøgelser af menneskets visuelle perception gennem hjernescanninger peger i retning af, at vi først og fremmest relaterer til det vi ser. Man har identificeret tre primære mønstre for reaktioner i form af 1. Kan det spises?, 2. Kan det give ly? eller 3. Kan det bruges som redskab? Igen her mener jeg vi er ude i et mekanistisk mindfuck for jeg vil sværge på at der er et hav af andre måder at relatere på. Sympatier/ antipatier, associationer til egne oplevelser, myter og mystik, listen er endeløs, men det afgørende er, at erfaringen/ perceptionen kommer igennem at relatere. Forestiller man sig, at man lagde nordamerikansk indianer fra før Columbus i en MRI-scanner, og man viste ham eller hende forskellige dyr, så vil jeg gætte på at hans eller hendes hjerne ville lyse op som et juletræ, fordi alle dyrene bare havde så mangfoldige og dybe betydninger. Alt hvad der rørte sig i den levende verden omkring ham eller hende, var også levende i deres sansning og perception.
Jeg skal ikke kunne sige, om der vitterlig er tale om et markant videnskabeligt gennembrud i de meget omtalte meget foreløbige forskningsresultater. For mit eget vedkommende kan jeg bare ikke slippe fornemmelsen af, at der er så meget hype, der ledsager de seneste måneders store populære introduktion af AI til den brede befolkning. Og jeg er som sagt skeptisk overfor, hvem der er de egentlige initiativtagere, og hvilke motiver der driver denne massive hypede udbredelse.
Indenfor de kredse, hvor folk er kommet til konklusionen, at menneskeheden aldrig har været alene i universet, men tværtimod at Jorden altid i varierede grader har været under indflydelse af udenjordiske entiteter, har termen ‘disclosure’ en helt specifik betydning. Anskuelsen er her, at der er overvældende mængder af foto-/ videodokumentation, overvældende mængder af vidnesbyrd, som fuldstændig uomgængeligt påviser, at Jorden er blevet og bliver besøgt af udenjordiske kulturer. Og indenfor disse kredse er der såvel en betydelig gruppe, som anser det for overvejende sandsynligt, at de politiske ledere blandt det 20. århundredes stormagter rent faktisk har haft gentagne fysiske møder med repræsentanter fra udenjordiske kulturer, og at aftaler er blevet indgåede mellem de storpolitiske ledere og nogle af disse repræsentanter for udenjordiske kulturer for deres aktiviteter på Jorden.
Disse opfattelser forekommer at være mest udbredte i USA, hvilket er forståeligt pga. kombinationen mellem USA’s markante supermagtsstatus og en trods alt igennem mange år rimeligt hævdvunden ytringsfrihed. Men der er også udbredte teorier om meget vidtgående kontakter mellem Nazitysklands politiske og forskningsmæssige ledere og visse udenjordiske kulturer. Og når man tænker på, hvilke enorme ressourcer De Allierede og særligt USA var i stand til at samle og investere i teknologisk udvikling under krigen, herunder udviklingen af atombomben, så er det alligevel påfaldende hvor langt fremme de tyske forskere var på mange områder.
Indenfor disse kredse, hvor folk er kommet til konklusionen, at menneskeheden har interageret med udenjordiske livsformer igennem verdenshistorien og ikke mindst igennem det 20. århundrede og ind i det 21., betegner ‘disclosure’ punktet, hvor der sker et massivt erkendelsesmæssigt gennembrud, hvor regeringer enten tvunget af omstændigheder eller frivilligt vedgår disse interaktioner og graderne af udenjordiske indflydelser på menneskeheden og Jorden.
For mit eget vedkommende har jeg været bekendt med disse spørgsmål siden jeg var helt ung, men de har ikke haft en særlig tiltrækning. Der var en meget åben diskussion om disse spørgsmål tilbage i 1970’erne og Spielberg’s “Close Encounters of The Third Kind” gjorde stort indtryk på mange, for mit eget vedkommende mere end Starwars-filmene, men Starwars-filmene var selvfølgelig et kæmpe gennembrud i retning af overhovedet at begynde at overveje menneskets interaktioner med udenjordiske kulturer og livsformer.
Min egen vej til en helt anderledes radikal åbenhed overfor spørgsmålet om mennesket interaktioner med udenjordiske kulturer kom fra en anden kant. Jeg har i mange år interesseret mig for menneskets evner for at kommunikere på nogle energetiske niveauer, og kom for omkring seks år siden forbi begrebet ‘remote viewing’ og kort efter stiftede bekendtskab med farsightprime,com, et privatejet institut for ‘remote viewing’ grundlagt af Courtney Brown. Processen med ‘remote viewing’ handler om teknikker til først at stilne sindet og bringe det i en tilstand af interesseløs modtagelighed, og derpå anvende denne modtagelighed til at undersøge et bestemt ‘target’.
Dette ‘target’ bliver defineret som et specifikt spørgsmål typisk af Brown, og en gruppe af typisk tre-fire remote viewere bliver så bedt om at undersøge dette ‘target’. Men remote viewerne får intet konkret at vide om dette ‘target’, det eneste de får at vide er, at der er et ’target’. Og så starter remote viewerne processen med at pejle sig ind på dette ’target’.
Det er en proces, der starter i det helt generelle og så gradvist bliver mere og mere specificeret. Remote viewerne starter altid med at beskrive den stedlige kontekst, landskabet, klimaet eller sceneriet i øvrigt, og bevæger sig der fra gradvist i retning af den attraktor, som er ’target’. Hvad der er vigtigt i denne proces er at remote viewerne formår at fastholde en interesseløs ikke-analyserende tilgang til de ting de ser/ sanser. Således har Courtney Brown udviklet nogle sprogformer, som tillader remote viewerne at tale om fænomener i generelle vendinger for netop at holde de analyserende og konkluderende tankeformer på afstand.
Således får remote viewerne gradvist arbejdet sig hen til de betydende entiteter, der optræder i scenen, hvilke udvekslinger der sker imellem dem, og videre kan de bevæge sig indenfor i sindet på entiteterne gennem en såkaldt ‘deep mind probe’, hvor de kan orientere sig en given entitets følelsesmæssige stade samt hvilke begær der er drivkræfter for den givne entitets adfærd.
Og ikke nok med at remote viewerne kan bevæge sig frit igennem alle planer i en given scene, på tværs af tid og rum, de kan sågar give sig til kende overfor en given entitet eller gruppe af entiteter, og simpelthen gå i dialog med denne eller disse entiteter. Nogle gange er en sådan dialog velkommen andre gange højst uvelkommen for den kontaktede entitet, og visse entiteter har også nogle mentale evner til at blokere for yderligere efterforskning.
Så hvad, er disse remote viewere ikke bare clairvoyante, som gammeldags spåkoner, som fremsætter vilkårlige løse påstande, som nogen er til fals for at tage alt for alvorligt? Vi taler helt klart om et felt og nogle teknikker som er eksperimenterende men også (altid) prøvende. Vi taler om energimæssige afsøgninger, vi taler om indsigter som forbliver i deres væsen fornemmede og som sådan løseligt tegnede, og således er vores gængse venstre hjernehalvdels tænkemåder, med deres krav om præcision og fakta og rationalitet, ikke bare i komplet vildrede overfor disse vidensformer, de vil ofte også være aggressive overfor dem og vitterlig ønske at pille dem fra hinanden, udslette dem.
Courtney Brown omtaler jævnt hen remote viewernes undersøgelser som indhentning af ‘data’, hvilket jeg personligt opfatter som lidt af en tilsnigelse. Efter min opfattelse er det vigtigt at holde sig for øje, at de indhentede ‘data’ ikke er fakta, men indikationer, eventuelt meget stærke indikationer, men stadig bare indikationer. Som så kan anspore til mere håndfaste venstre hjernehalvdels former for yderligere efterforskning. Fordi det remote viewerne leverer er indtryk og energimæssige udvekslinger, og de derfor er løselige former for ‘data’, så er der netop så meget ræson i det setup Farsight-instituttet kører med tre-fire remote viewere koblet til hvert enkelt ’target’. Og disse tre-fire remote viewere har vel at mærke ikke har nogen indbyrdes udvekslinger med hinanden i data-indsamlingsfasen. Derved kan en slags kerne af sandsynlighed omkring de givne entiteter og deres adfærd sammenfattes gennem en form for triangulering af de enkelte bidrag.
Men kan det ikke bare være en form for telepatiske kommunikation, som Courtney Brown har etableret med sine remote viewers, hvor han inducerer indtryk i deres bevidsthed? Det ville så i sig selv være et enormt erkendelsesmæssigt gennembrud, omtrent lige så stort som den åbne remote viewing der ellers skitseres her, men hvad der er afgørende for troværdigheden er selve processen med at bevæge sig fra de generelle rammer til det specifikke ’target’.
I vores nuværende kulturer er der muligvis mange, der ikke evner at bringe sig i en interesseløs ikke-analyserende tilstand, og de vil således have svært ved at bedømme autenticiteten af remote viewernes gradvise afsøgninger. Men for mennesker der kender bare en smule til denne tilstandsform, der betyder remote viewernes tilstedeværelse i processen meget for autenticiteten. Den samlede undersøgelse af et ’target’ består typisk af nogle indledende ’paper sessions’, men når den enkelte remote viewer har pejlet sig ind på de grundlæggende elementer i ’target’ skiftes papirskitserne ud med et unikt setup Farsight-instituttet har udviklet, hvor den enkelte remote viewer stiller sig bag en glasskærm i et i øvrigt mørkt lokale og noget lys bare på sig og det han eller hun tegner med farvede markere på glasskærmen.
Remote viewerne er stadig alene og optager disse sessions på egen hånd, og de har meget karakter af, at man bliver inviteret indenfor i deres remote viewing proces, hvor indsigterne udvikler sig real time og jævnligt på måder, som tydeligt indikerer, at remote vieweren ikke på forhånd vidste hvor denne undersøgelse ville lede hen.
Men kunne det alt sammen bare være skuespil? At Courtney Brown og hans folk bare er ude på at få opmærksomhed og tjene penge? Eller kunne det hele ikke bare være et mægtigt selvbedrag af en gruppe af mennesker, som indbyrdes har udviklet et helt univers af forestillinger, som i realiteten ikke har nogen rodfæstning i realiteterne? Helt nøgternt vil hverken jeg eller nogen andre endegyldigt kunne afvise disse muligheder, men i mine øjne fremstår risiciene herfor fortænkte, da deres arbejde fremstår så psykologisk og erkendelsesmæssigt sammenhængende.
Hvad der så sætter sit præg på velsagtens hovedparten af Farsight-efterforskningerne er netop eksistensen af udenjordiske entiteter og typisk deres interaktion med mennesker her på planeten. Men der er også projekter, hvor der ikke udtrykkeligt tales om udenjordiske indflydelser, men ofte stadig med nogle afsøgninger af nogle mere uhåndgribelige og energimæssige aspekter af forskellige menneskers eksistens her på Jorden, som f.eks. hvad der reelt skete i Jeffrey Epstein’s celle i fængslet på Manhattan.
Ikke mindst på grund af min villighed til at acceptere mulighederne for at foretage remote viewing og Farsight-instituttets forskellige (banebrydende) projekter er jeg selv begyndt at operere med muligheden af indflydelse fra udenjordiske entiteter. Går man tilbage i forskellige af mine Facebook-noter vil man se, at jeg henviser til entiteter, der står over de mennesker, som vi populært identificerer som de mest magtfulde mennesker på planeten, dvs. præsidenter, religiøse overhoveder og giga-oligarker som Bill Gates, Elon Musk og Jeff Bezos. Således lader jeg det være op til læsernes egen forestillingsverden, om disse entiteter, der står over vores magthierarkiers kransekagefigurer, er mennesker med en ekstrem men ikke desto mindre fordækt magt, eller om der kan være tale om entiteter, der simpelthen står over mennesket i bevidsthedsmæssig og teknologisk udviklingsgrad. Og vel at mærke således, at disse entiteter interagerer med vores magthierarkiers topledere, så de villigt går deres ærinder samtidig med at toplederne soler sig i deres jordiske betydning.
Hvilket bringer mig frem til motivationen for overhovedet at skrive denne note. I forlængelse af ovenstående skrev jeg også i min første note om Artificial Intelligence ’ChatGPT – hook, line and sinker’, at der muligvis var magtinstanser, der havde enormt meget investeret i menneskehedens villige måske endda begejstrede adoption af AI. Og jeg gjorde mig spekulationer om, hvordan der var en slags ’call centre’ kørt i stilling til at sikre denne overvældende og begejstrede adoption af AI. Og igen, disse ’call centre’ kunne læseren vælge at opfatte som sammensat af mennesker på fysiske lokationer, eller denne stab kunne have en anderledes energimæssig karakter og strengt være hjemmehørende et andet sted end på Jorden.
Personligt kan jeg ikke bedømme om mennesker virkelig er i stand til at udvikle så ekstremt virkningsfulde instrumenter som ChatGPT eller om mennesker har fået assistance til nå disse resultater. Hvis ChatGPT vitterlig er menneskeskabt, har jeg svært ved at acceptere, at denne teknologi skulle være så sindssygt genial, at det bare er en overskuelig mængde algoritmer, der kan generere disse komplet overvældende grader af performance. Så hælder jeg snarere til, at OpenAI, virksomheden bag ChatGPT, bare er en front for en mægtig koncern på størrelse med Google eller Facebook. OpenAI er reelt understøttet af Microsoft, og så er vi hver især fri til at forestille os, hvor grænselinjen mellem OpenAI og Microsoft reelt ligger. Om OpenAI netop bare en underspillet og appetitlig front for Microsoft’s nye software-epoke, som der er blevet arbejdet på igennem ti år eller mere.
Men jeg heller ikke afvisende overfor forestillingen om, at der i disse år udfolder sig en krig om vores sind, og hvor de ahrimanske egocentriske materialistiske drivkræfter har iværksat et mægtigt fremstød for en gang for alle at spærre for menneskehedens adgang til oplevelsen af at være forbundet med kosmos, overhovedet spærre for menneskets muligheder for at danne forestillinger om kosmos, forestillinger om alle tings sammenhæng fra det enkelte menneskes inderste kerne og livsgnist til rummets uudgrundelige energistrømninger. Introduktionen af AI kunne være et helt afgørende led i et sådant fremstød for endegyldigt at slavebinde mennesket i en materialistisk verden.
Jeg har i forskellige sammenhænge peget på de sydafrikanske Sandhedskommissioner og processen med udformningen af Sydafrikas nye forfatning som forbilleder for menneskehedens overkommelse af de mægtige overgreb, som befolkninger kloden over har været udsat for siden kolonitiden. Indførelsen af AI kan være endnu en milepæl i disse overgreb, og på den baggrund vil jeg foreslå, at vi almindelige mennesker forener vores kræfter og fremsætter et krav om fuld blotlæggelse af, hvordan disse AI-instrumenter er opstået og udviklede. Hvem fandt på hvad hvornår, og hvilke organisationer har trænet disse instrumenter til de formidable færdigheder de udviste straks ved deres introduktion? Vi har krav på at vide det.
(Illustration: Seks reklamer for AI, der fremkom blandt de første 40 opslag på mit Facebook-newsfeed i går 22-04-2023)
Renæssanceepoker, som den vi befinder os midt i nu, er altid forbundet med at nye erkendelsesmæssige territorier bliver bevidstgjorte. Denne note handler om et par af disse frontlinjer, mere specifikt om grænsezonen mellem ubevidste og bevidste former for kommunikation. Anledningen til at skrive noten er, at vi lever i en tid hvor der (af gode grunde) florerer mængder af konspirationsteorier, men at der samtidig ligger en åbenbar faldgrube i troen på, at man har nået et punkt, hvor man har gennemskuet hvordan verden i virkeligheden fungerer.
Den ene frontlinje handler om den voksende bevidstgørelse, der sker omkring kropssprog, et felt som jeg personligt finder vildt fascinerende. Der har allerede i mange år været fokus på de varierede former for nonverbal kommunikation, og reklamefolk, livsstilseksperter og spindoktorer ved en masse om, hvordan man kan projicere forskellige budskaber ud gennem måderne man præsenterer sig selv og de projekter man ønsker at fremme. Men den nonverbale kommunikation går jo meget dybere, for kroppens mimik og positur og gestikulationer er typisk tro imod, hvad vi reelt føler og hvad der reelt driver os, ganske uanset hvad man siger og eventuelle tillærte måder at føre sig.
Blandt mine personlige favoritter, når det kommer til kropssprogseksperter, er de fire gutter, der danner Youtube-kanalen The Behavior Panel, som løbende udvælger aktuelle personsager der verserer i medierne, og så byder ind med, hvad de ser som kropssprogseksperter. Der er sådanne forhold som, når vi som forberedelse til et svar søger efter input i vores hjerne, og det er noget organisk erindret, så vil langt de fleste mennesker slå blikket ned oftest mod højre, for at tilgå nogle følelsesmæssige erindringer. Er svaret omvendt indstuderet, vil blikket vende sig mod andre afsnit af hjernen. Og de taler om mikromimik (eng. micro-expressions), hvor de fanger bitte små ’tics’ eller meget flygtige grimasser, som på forskellige måder afslører det hele menneskes reaktion og stilling i forhold til de stillede spørgsmål, således at talen på den ene side og kroppen, mimikken, gestikulationerne på den anden enten er i harmoni og flow eller er i disharmoni.
Og disse gutter har hver især det meste af et livs erfaringer indenfor området, deres iagttagelsesevner er formidable, og meget påfaldende er det uhyre sjældent, at der er uenighed imellem dem i retning af, hvad det samlede billede af personen i den givne situation peger i retning af. Omvendt minder de også jævnligt om, at når det kommer til kropssprog, så er der ikke nogen simple forhold som, at denne mimik betyder dette, eller denne gestikulation betyder dette. Det handler om, at for hver enkel person de undersøger, skal der etableres en baseline, som kropssproget i den givne situation kan holdes op imod.
For mit eget vedkommende elsker jeg, at det er sådan vores verden er skruet sammen. Som jeg ser det, ligger der i mægtigt udviklingspotentiale i, at vi kollektivt bliver meget mere opmærksomme på, hvornår vi står overfor mennesker som er i harmoni med sig selv, og hvornår menneskers kører på en meget smallere båndbredde, hvor de leverer en forberedt performance. Og jeg har stor respekt for de kompetencer, som gutterne i The Behavior Panel udfolder. Men her kommer så bomben, der nok vil sprænge mange menneskers forestillinger. For The Behavior Panel undersøgte Bill Gates kropssprog, da han ved forskellige lejligheder blev konfronteret med sine forbindelser til Jeffrey Epstein, og undervejs i denne undersøgelse konstaterer de:
’Bill Gates er ikke psykopat’.
Enhver er fri til at tjekke deres undersøgelse (link i kommentartråden), men deres konklusion er netop ikke bare udtryk for en eller anden bias de har. Man kan simpelthen konstatere på Bill Gates’ kropssprog, at han er konsistent i sin fremtoning, og han forekommer ikke at lyve, når han udtaler sig om sine affærer med Epstein. Og disse fyre har bl.a. omfattende erfaringer som forhørseksperter indenfor både retsvæsnet og militæret, de har haft mængder af klienter igennem deres professionelle vurderinger, og de kender en psykopat, når de møder en.
Men hvordan kan det overhovedet hænge sammen? Hvordan kan Bill Gates ikke være en psykopat? Når man kender til hans infiltration af WHO og andre myndighedsorganer, hans centrale rolle i gain-of-function-forskningen og Event201 og Covid19 og vaccineprogrammerne? Hvordan kan han ikke være psykopat, når han står som en af de absolut centrale figurer i hele denne forrykte affære?
Det er derfor, denne note har titlen ’Uvishedens element’. Hvis man tror man har regnet det hele ud, så bliver man ikke desto mindre nødt til at være åben for nye vægtige oplysninger, der udfordrer ens hårdttilkæmpede vished. Personligt har jeg det sådan, at de kompetencer, disse kropssprogseksperter byder ind med, gør, at jeg bliver nødt til at tage deres vurderinger til efterretning.
Men hvis Bill Gates ikke er psykopat, altså at han rent faktisk er et menneske, som tror på det han siger, og som sådan er konsistent og måske endda i flow, så må det betyde, at han vitterlig selv tror på at han er i gang med at gøre noget godt for menneskeheden. Hvis hans tale om, at hvert enkelt reddet menneskeliv har værdi, vitterlig skal tages for gode varer, så er de efterhånden veletablerede forestillinger om en omfattende ’depopulation agenda’ i hvert fald ikke det, der driver Bill Gates.
For mig betyder disse uoverensstemmelser, at vi bliver nødt til (radikalt) at udvide vores udsyn. Kan Bill Gates i realiteten væres en nyttig idiot for nogen individer/ organisationer, som står over ham, og som muligvis har meget vidtgående kontrol over ham? En rimeligt vild idé i betragtning af, at Bill Gates går for at være en af de mest magtfulde personer på kloden. Men i min forestillingsverden er det ikke utænkeligt. Sagen er bare, at her er vi så oppe i en forestillingsverden, som er noget nær umulig at eftervise på en faktuel facon. Eller med andre ord, vi er henvist til en tilstand af uvished, en tilstand af åbenhed og søgen, som kan være svær at leve med oveni alle de andre usikkerhedsmomenter, der præger livet på planeten Jorden i disse år.
Gutterne i The Behavior Panel er så ikke fri for bias i den forstand, at de også forfalder til at tale nedsættende om folk, der tiltror Bill Gates mængder af skumle motiver, og jeg har også svært ved at se for mig, at de skulle være åbne for at overveje muligheden af, at Bill Gates er en nyttig idiot for kræfter, der står over ham. Det er her jeg mener vi skal huske på, at disse fyre har skabt sig en rimeligt lukrativ levevej ved at sælge deres særlige evner og færdigheder til dem, der var interesserede i at betale for dem. For sådan fungerer vores verden, og dem der var/ er interesserede i at betale for deres ydelser er storkoncerner, politiske ledere, militæret mv. Således er omsætningen af deres evner sket indenfor en kontekst af at tjene magten, uden at de af den grund nødvendigvis har prostitueret sig selv. Og det diskvalificerer i mine øjne ikke deres evner og vurderinger, men sætter bare visse rammer for deres egne forestillingsverdner.
Men så lad os tage skridtet videre her. Over i nogle mere tågede indlevede intuitive tilgange til virkeligheden, og undersøge hvordan de relaterer sig til mere håndgribelige former for viden. Jeg har igennem 5 år eller mere fulgt det varierede team, der sammenfatter The Farsight Institute. Dette institut handler om metoder for mennesker til at se, ja vitterlig at se og høre og tale og mærke, på tværs af tid og rum. Lederen af instituttet Courtney Brown har med udgangspunkt i metoder til ’remote viewing’ udviklet af det amerikanske militær og efterretningstjenester trænet et antal ’remote viewers’ til at kunne pejle sig ind på vilkårlige situationer og episoder, og dér uddrager indsigter i, hvad der skete i disse situationer. Metoden handler om, at disse remote viewers vha. meditation og andre midler udvikler individuelle måder de hver især kan bringe sig i en tilstand af former for clairvoyance.
Muligvis er alle i instituttet involverede i nogle bredere diskussioner af, hvilke ’targets’ der kunne være interessante at undersøge, men i den sidste ende er det Brown der bestemmer, hvilke targets remote viewerne skal undersøge og hvornår. Og det foregår så på den måde, at de bare hver især og uafhængigt af hinanden får at vide, at der er et target. Og så starter disse remote viewers komplet uafhængigt af hinanden med at pejle sig ind på den specifikke situation, der karakteriserer det givne target, hvilke individer, der indgår i target, hvad der udspiller sig imellem disse individer. Remote viewerne kan endda gøre ting som at lave en ’deep mind probe’, hvor de flytter deres bevidsthed ind i bevidstheden af en eller flere af individerne i situationen for at tjekke deres følelsesmæssige tilstand og deres tænkemåder og motivationer, og de kan ovenikøbet give sig selv til kende og kommunikere med visse af de individer, de møder i situationen.
De første sessions remote viewerne udfører er rimeligt skitsemæssige, hvor de nedfælder deres observationer som bemærkninger eller skitser på papir. Og disse paper sessions er der så nogle stykker af, indtil dette target med alle dets forskellige aspekter står rimeligt klart tegnet. Derefter laver de enkelte remote viewers så deres videosessions, hvor de på Farsight Institute har udviklet et meget anskueligt setup, hvor den enkelte remote viewer står foran en sort baggrund og med en glasskærm mellem sig selv og kameraet, og så tegner med farvede markere på glasset, og dermed skitserer situationen og de vigtige aktører i situationen og hvad der udspiller sig imellem disse aktører. Og ligesom på whiteboards kan tavlen viskes ren og der kan suppleres med nye mere detaljerede skildringer. Og disse remote viewing-sessions gennemfører hver af remote viewerne for sig selv på basis af den ene oplysning, at der er et target, og uden at tale sammen indbyrdes.
Så vi kan selvfølgelig hurtigt blive enige om, at det er pænt vidtløftigt stof vi taler om her. Det er alt sammen tågede anelser, indskydelser, stemninger, pejlemærker, der gradvist tager mere og mere form og til sidst danner en konkret situation hvori der indgår individer, som man lejlighedsvist sågar kan kommunikere med. Vægten af indsigterne opnået ved denne metode er ikke stor, eller rettere, vægten af metoden står og falder med remote viewerens evner og troværdighed. Og det er her vi skal holde os for øje, at disse evner står og falder med remote viewerens åbenhed, ærlighed og uinteresserethed. Remote viewerne er ikke i nogen mediumistisk tilstand i betydningen en form for trancetilstand, men de skal evne at give slip på deres eget ego eller i hvert fald deres personlige præferencer og stille sig til rådighed for indtrykkene de får.
Så hvad vi som udenforstående har at forlade os på er troværdigheden ved deres fremtoning (apropos det indledende afsnit om kropssprog – videregiver de en stemning af at være i flow?), og er denne fremtoning konsekvent hos den pågældende remote viewer (dvs. troværdigheden også opbygges over tid). Men for enhver udenforstående må de formidlede informationer stadig have karakter af tågede anelser, indskydelser, stemninger, pejlemærker. Man kan ikke tage informationer indhentede gennem disse metoder som lige så solide som de gængse videnskabelige og journalistiske metoder. Det er også derfor, at Farsight altid benytter tre eller fire remote viewers til at undersøge det samme target, så man med større sandsynlighed kan bestemme hvad der er sandt ved at holde de forskellige vidnesbyrd op imod hinanden.
Det er mere eller mindre på samme måde jeg har det med indskydelserne jeg oplever fra min egen intuition/ indre stemme. Kommer disse beskeder til mig mens jeg er i en nogenlunde rolig tilstand, og gerne også lidt ud af det blå, så er der al mulig grund til at lytte til disse indskydelser og skrive sig dem bag øret, men de kommer muligvis ikke i en form, der straks kan omsættes til en eller anden manifestation. Således skal indskydelsen i første omgang nedfældes i så omhyggelige detaljer som muligt. Men inden man løber med en vilkårlig impuls, som man ikke kan være 100 pct. sikker på, hvor kommer fra, forekommer det at være en god idé at sammenholde indskydelsen med, hvad man ellers mener der gælder. Det der er sandt skal nok kunne modstå de tests man måtte udsætte det for.
Er man villig til at acceptere denne metode, ikke til at skaffe stensikre beviser for det ene eller det andet men til at skaffe mere eller mindre stærke indicier for hvad der er/var virksomt i visse kritiske situationer, vil vores individuelle og kollektive forestillingsverden blive radikalt udvidet. Og samtidig vil vi få nogle radikalt nye vinklinger på forskellige begivenheder af kritisk betydning for vores egen eller vores kollektive selvforståelse og historiske forståelser. Den interesserede læser kan gå på opdagelse i det frit tilgængelige materiale på farsightprime,com.
For mit eget vedkommende følger jeg deres større ’mysteries projects’ rimeligt konsekvent, mens deres andre mere ’trivielle’ eller klummeagtige serier følger jeg kun sporadisk. En af disse klummeagtige serier hedder ’Humans News’, hvor remote viewerne bliver bedt om at referere den (vilkårlige) begivenhed der melder sig hos dem hver især, når de betragter den kommende måned. Og her for et par dage var jeg måske i et lidt kritisk sindelag og fik den idé at tjekke, hvad remote viewerne havde sagt om februar. Det kunne være interessant, fordi februar i mine øjne bød på tre meget markante begivenheder. Der var den grusomme serie af jordskælv i det sydøstlige Tyrkiet/ det nordvestlige Syrien. Der var det grusomme giftudslip og de efterfølgende uhyggelige myndighedsmæssige svigt i East Palestine, Ohio.
Og så var der Seymour Hersh’ sensationelle afsløring af, hvordan USA i samarbejde med Norge havde planlagt og gennemført sabotagen af Nord Stream gasledningerne i september sidste år. Og denne sidste begivenhed kan forekomme komplet inferiør i forhold til de to andre, men personligt regner jeg denne sidste begivenhed for historisk. Det handler om hvad der sker, når viden skifter fra at være privat eller sekterisk viden til at blive almen viden. Hersh’ artikel har iværksat denne bevægelse fra privat viden til almen viden, og denne viden vil efter min vurdering over tid føre til opløsningen af Nato og fordrivelsen af USA’s militære tilstedeværelse på det europæiske kontinent.
Så hvordan klarede de sig, remote viewerne? Ikke særlig godt. De første tre spillede ind med i mine øjne lidt mærkeligt inferiøre begivenheder, nærmest ikke-begivenheder. Men så kom Kahmia Dunson på banen og gav en meget præcis skildring af, hvad der kunne være et voldsomt ødelæggende jordskælv. Hun beskriver (der sidst i januar) hvordan byområder bliver jævnet ved jorden af en enorm energiudladning, der kommer fra jordniveau, fra jorden. Og mange døde og mange meget svækkede med en hæmmet vejrtrækning.
Og det synes jeg sætter tingene nærmest perfekt i perspektiv. Det er jo ikke fordi de tre første remote viewere ikke så noget, der muligvis er væsentligt, men selv her i retrospektiv ved jeg/vi bare ikke hvor og hvad. Men at Dunson meget nøjagtigt beskriver hvad der matcher en grusom jordskælvsscene, det kan ikke andet end efterlade én med en fornemmelse af, at der er en evne her og en metode. Hvilket igen rejser meget vidtrækkende spørgsmål om, hvor grænserne for vores eksistens i virkeligheden går. Og så er vi igen oppe i en forestillingsverden, som er noget nær umulig at eftervise på en stensikker og håndgribelig facon. Uvishedens element.
Men Kahmia Dunson siger bare hvad hun sanser og fornemmer, og hendes gengivelse af begivenheden stopper ikke ved selve jordskælvet. Hun går videre og taler om to distinkte grupper, som ikke hører til i området, der blev ramt af jordskælvet, og som begge har nogen fordækte motiver for at være involverede i det område. Begge grupper har et vist militært tilsnit og den første gruppe, som rent fysisk befinder sig på stedet, forekommer at være i gang med en form for offensiv manøvre. Men deres planer bliver effektivt stoppet af den anden gruppe ved at denne gruppe iværksætter den enorme energiudladning fra jorden. Denne anden gruppe befinder sig ikke fysisk på stedet, men er åbenbart i stand til at iværksætte den enorme energiudladning fra et helt andet sted. Den anden gruppe er meget tilfredse med sig selv og hvad de var i stand til at udrette med denne voldsomt destruktive men samtidig defensive operation.
Ja, jeg beklager, men sådan er det. Når man tillader sig selv at hente indsigter ved at bringe sig i en tilstand af åbenhed, ærlighed og uinteresserethed, så kommer der, hvad der kommer. Og det Dunson siger her, ligner altså en klokkeklar bekræftelse på eksistensen af de HAARP-teknologier, der netop i årevis har rygtedes kunne fremkalde jordskælv.
For mit eget vedkommende har jeg det sådan, at jeg føler mig overbevist om, at der er væsentlige indsigter at hente gennem de ovenfor beskrevne metoder til radikalt at udvide sin tilstedeværelse, men at disse indsigter vi henter her fra, er vi nødt til at behandle som indicier, og som sådan tilskyndelser til at følge disse indicier op med mere håndfaste former for efterforskning.
(Illustration: Still-billede med Kahmia Dunson, Farsight Human News February 2023)
År efter år har jeg betalt for mit medlemskab af Akademisk Arkitektforening. Begrundelsen ligger velsagtens i et spinkelt håb om måske en eller anden dag at finde en plads indenfor kredsen af fagfæller, men kløften er ikke blevet mindre med årene. I mine loftsrum har jeg 10 årgange af foreningens medlemsblad liggende forseglede i deres plastomslag, fordi jeg for år tilbage konstaterede, at læsningen af medlemsbladet gjorde mig nedtrykt. Tilgangen til arkitekturen slog mig i stigende grad som hypet og uden fundering i det 21. århundredes realiteter. Men havde jeg bare åbnet og skimmet disse medlemsblade, så var jeg blevet opmærksom på den åbne arkitektkonkurrence i 2016 om et nyt museum for moderne kunst i Berlin, og så havde jeg med 100 pct. sikkerhed også budt ind med et forslag i konkurrencen.
Jeg blev først opmærksom på konkurrencen, da jeg kom på tværs af konkurrenceresultaterne i januar 2020. Og jeg fandt de vindende forslag forbavsende indholdstomme og ufunktionelle. Jeg gennemgik så alle de indkomne forslag, og bortset fra nogle enkelte forslag, der i mine øjne bød ind med et hovedgreb og en idé, så var niveauet (i mine øjne) virkeligt ringe. Men min dom er selvfølgelig dybt subjektiv, formentlig nærmest idiosynkratisk, fordi jeg kender til lokationen, kender de omkringliggende bygninger, og jeg kunne ikke begribe, hvorfor der ikke var nogen forslagsstillere, der seriøst adresserede hhv. lokationen og relationen til de to arkitektoniske hovedværker på hver side af konkurrencearealet.
Det særlige ved lokationen er selvfølgelig placeringen i Tyskland, i Berlin, i Kulturforum, lige op og ned af hvor Muren oprindeligt løb. Denne grænselinje, denne kontrast mellem de tidligere Øst- og Vestblokkke, denne kontrast mellem værdisæt og livsfilosofier og levemåder, og som i mere end 40 år havde været en meget følelig realitet med Tysklands splittelse. Og således selvom vesttyskerne opfattede sig selv som dedikerede vesterlændinge var der altid denne underliggende bevidsthed om de tyske befolkningsgrupper i øst. Og der var store tyske politiske skikkelser som Willy Brandt og Petra Kelly, som ikke bare undsagde værdisættene, livsfilosofierne og levemåderne i øst men anerkendte, at østlandenes anderledes værdier, livsfilosofier og levemåder ikke bare havde lige så meget ret til at eksistere som de vestlige, men som også bød på særlige muligheder og kvaliteter.
Og jo, som bekendt havde det østtyske såvel som de øvrige østeuropæiske såvel som det russiske styre udviklet sig totalitaristisk og korrupt og paranoidt, og værdiskabelsen i disse lande var for en stor del sunket sammen, og befolkningerne stod ikke længere bag deres ledere eller de politiske ideologier de fortsat hævdede, men det ændrede ikke på, at der igennem årtier havde trivedes nogle former for samfundsmæssig solidaritet og kollektivt sindelag i Østblokken, som ikke fandtes i Vesten.
Og så kom Murens Fald og genforeningen, Die Wende, og selvom den vestlige individualisme og de vestlige demokratiske styreformer og den vestlige kapitalistiske markedsøkonomi fremstod som den sejrende ideologi, og selvom mange østtyskere også nærede et dybt begær efter at komme til at leve som i Vesten, så var der stadig en forståelse for, at det ikke bare kunne være den ultimative sejr for de vestlige ideer. At det der skulle ske var en form for sammensmelten, hvor de bedste sider af levemåderne i Østblokken også kunne påvirke de vestlige tilgange. Men denne anderledes nuancerede tilgang blev fortrængt op igennem 1990’erne, og den almene opfattelse gik således på, at der vitterlig var tale om de vestlige ideers ultimative triumf.
Selvom det givetvis var en minoritet, var der mange, der igennem 1980’erne så dette behov for en afbalancering af levemåderne på begge sider af Jerntæppet. For mit eget vedkommende skrev jeg et manifest med titlen ’Individualismens status’ i starten af det fjerde år på Arkitektskolen, hvor jeg netop søgte at bruge semestrets byfornyelsesopgave til at undersøge disse modsætninger og en eventuel mulig syntese imellem disse to forskellige verdner/ tankesæt/ levemåder. Vi var fem studerende på det hold, og opgaven bestod i, at vi skulle bidrage med hvert vores forslag til en etageejendom, som så skulle skubbes sammen og danne en samlet in-fill i en eksisterende åben karre i Skt. Pauls Gade i København. Opgaven var i høj grad inspireret af den aktuelle Internationale Bauausstellung i 1987 i Berlin, som vi også besøgte.
Denne opgave og denne tilgang havde en helt særlig appel for mig, da jeg er en person, som efter min egen opfattelse rummer store modsætninger. Jeg har et ’veludviklet’ ego og en stærk trang til at udtrykke mig og manifestere, men jeg har også en udtalt intuitiv, sensitiv og drømmende side, som vækker ønsker om fred og forening mellem mennesker og harmoni med hele det levende univers. Og som jeg oplevede det der i midten af 1980’erne var vores individualisme og vores forbrugskultur og politiske spektakler allerede skingre og et langt stykke af vejen tømte for indhold. For mig var Mikhail Gorbatjov’s Glasnost- og Perestrojka-reformer ikke bare vildt opløftende som veje til at bilægge Den Kolde Krig og skabe mere udbredt fred i verden, disse programmer rummede også inspiration for former for politisk fornyelse såvel i Vesten.
Det var det ene aspekt af lokationen for konkurrencen om et nyt museum for moderne kunst i Berlin, det andet var som antydet den højst bemærkelsesværdige omstændighed, at den valgte grund i midten af Kulturforum er flankeret af to hovedværker i det 20. århundredes arkitektur, som hver især fremstår som hinandens modsætninger. På den ene side er der Ludwig Mies van der Rohe’s sidste store opus Neue Nationalgallerie, som er så tæt som et stykke moderne arkitektur kan komme på et tempel. Et kæmpe plateau, som i virkeligheden rummer 95 pct. af museets funktioner, på hvilket der svæver en kæmpe stålkonstruktion af et fladt tag, kun båret af otte slanke søjler. Og under dette svævende tag er der så en ubrudt glasfacade, der danner en (ikke særlig funktionel) ramme for udstilling af kunst.
Det vil ikke være urimeligt at sige, at Mies van der Rohe med Neue Nationalgallerie drev sine designprincipper ud i en yderste konsekvens, at arkitekturen blev tendentielt manieret. Men i desto højere grad fremstår bygningen som et vidnesbyrd om en bestemt tilgang til arkitekturen, som på mange måder er klassisk, dvs. ideel, universel, ordensbaseret, a priorisk og således kun tilpassende i et omfang, at disse tilpasninger ikke forbryder sig imod principperne. Ved association kan man med en vis ret hævde, at denne tilgang er mere venstre hjernehalvdelsdomineret, og er som sådan mere ’vestlig’.
På den anden side af konkurrencearealet finder man så Kammermusiksaal, som er et supplerende koncerthus til Berliner Philharmonie tegnet af Hans Scharoun, en anden af tysk arkitekturs helt store skikkelser. Og Scharoun’s tilgang til arkitekturen er omtrent diametralt modsat Mies van der Rohe’s. Her starter arkitekturen som tilpassende de aktiviteter og formål, som bygningen har/ skal have. Den oprindelige Philharmonie-bygning var således den første koncertsal, der blev opført, hvor orkestret var placeret centralt, og publikum var placeret på forskudte terrasser rundt om. Et dybt originalt layout, som viste sig at have store akustiske fortrin, og er siden mere eller mindre blevet modellen for udformningen af store symfoniorkester-koncertsale. I folkemunde fik koncertsalen øgenavnet ’Zirkus Karajan’ med henvisning til chefdirigenten igennem mere end to årtier Herbert von Karajan.
Scharoun’s arkitektur var så suverænt tilpassende, at der praktisk talt ikke var nogen ordensprincipper ud over de funktionelle, der gjaldt. Og bygningens tog således form efter sine funktioner og det derved fremkomne layout blev så pakket ind i en ydre skal, hvorved bygningens form fremstod organisk og varieret à la naturens former. Den senere tilføjede Kammermusiksaal er tegnet af Scharoun’s partner Edgar Wiesnewski efter forlæg af Scharoun og som en videreførelse af Philharmoniens formsprog, som altså er helhedsorienteret, tilpassende og a posteriorisk. Og igen ved association kan man med en vis ret hævde, at denne tilgang er mere højre hjernehalvdelsdomineret, og som sådan mere ’østlig’.
Således taler denne opgave om forslag til udformning af et nyt museum for moderne kunst på netop denne lokation til mig på så mange planer, og havde jeg været opmærksom på konkurrencen, så havde jeg som sagt med garanti budt ind med et forslag. Men løbet var jo ligesom for længst kørt. Men så kom coronaepidemien og jeg så med det samme epidemien og ikke mindst de voldsomme politiske konsekvenser man drog af epidemien som et nyt ’die Wende’. At denne politiske/ økonomiske begivenhed var så dybtgående, at vores samfund nu var trådt ind i en fase af dybe livstransformerende forandringer. Og denne stemning af dybtgående rystelser og hævdvundne forestillinger og etablerede beslutninger, der krakelerer, ansporede mig til at lave et lille skitseprojekt på, hvordan et hovedgreb på løsningen af opgaven fra min side kunne have set ud.
Dette lille skitseprojekt kørte jeg af i de første tre uger af vores første coronahjemsendelse, mens jeg som de fleste andre arbejdede hjemmefra. Og indrømmet betjener jeg mig af nogle arkitektoniske temaer og elementer, som jeg i sin tid udviklede til mit afgangsprojekt, men som jeg netop syntes var i særklasse velvalgte her. I mit afgangsprojekt beskrev jeg det overordnede arkitektoniske greb som, at ’rummet opfattes som ét og sammenhængende, og formerne formår blot at danne lokale afgrænsninger, parenteser, i dette rum’. Det er klart en spirituel grundidé, at vi alle dybest set er bundede sammen på nogle energimæssige og skæbnemæssige planer, men at vi samtidig hver især har en trang til og muligvis også en fordring om både at manifestere os selv og at beskytte os selv igennem livets uendeligt varierede situationer.
Således er dette arkitektoniske greb konkret sammenfattet af distinkte arkitektoniske afgrænsninger/ facader/ rumadskillende elementer, der giver form og identitet og samtidig regulerer udvekslingen mellem omgivelserne, men afskærmningerne er samtidig åbne til en eller to sider, hvorved rummet alligevel i den sidste ende flyder sammen til ét.
Jeg forholdt mig kun helt overordnet til etableringen af arealer og voluminer, hvor de vandrette opdelinger på de skitserede skærme svarer til normaletager, og disse voluminer kan således underdeles i enkelt-/ dobbelt- og tripelthøje etager efter behov. Men som det fremgår lod jeg naturen i form af haveafsnit gennemtrænge bygningskomplekset, og overalt er der slip mellem skærmene, så det store almene rum flyder igennem de forskellige afsnit. Det centrale cirkeludsnit er tænkt som afgrænsning af et auditorium.
Sådan kunne et meget skitsemæssigt bud fra min hånd se ud som svar på opgaven om udformning af et museum for moderne kunst på denne unikke lokation. Arkitekturen er på den ene side formorienteret ved de klartdefinerede parenteser, men er tilpassende både i det overordnede layout og den konkrete udformning af de enkelte parenteser i henhold til de indre funktioner.
Selvom det formgivningsmæssigt ikke er andet end et kuriosum, så opdagede jeg, også i forbindelse med min afgangsopgave, at der eksisterer omfattende additive regler for diagonaler, eller med andre ord: Tager man fx 2 stk. 2:1-diagonaler samlet får man en 3:4-diagonal, eller tager man en 3:4-diagonal og lægger sammen med en 7:1-diagonal får man en 1:1-diagonal. Således gik jeg videre og tjekkede 33 udvalgte diagonaler for deres indbyrdes sammenhænge af formen A+B=C og ud af de 531 kombinationer fandt jeg 133 matches. Skævhederne i placeringerne af skærmene og de skitserede grits er således alle definerede indenfor dette system af harmonier mellem diagonaler. Bare fordi jeg kunne, og fordi der måske er en form for universel lovmæssighed på spil her.
Igen, bare et kuriosum mht. det overordnede design, som altså er et forsøg på at finde en fællesnævner imellem de meget modsætningsfyldte naboer, og som sådan en bygning, der er vævet ind i Berlins unikke modsætningsfyldte historie og betydning.
(Opfølgende note på noterne ”ChatGPT – hook, line and sinker..” og ”Tekno-fetichismen, affortryllelsen”)
I en kommentar til en af delingerne til min ChatGPT-note var der en der oplyste, at ChatGPT var blevet forbudt at anvende på skolerne i USA (hvordan de så end vil håndhæve dette forbud), og i forlængelse af Jonas Vindings deling skrev Mona Heide Petersen:
”Kære Jonas. Tak for dine refleksioner, de er meget værdsat. Jeg ved ikke, om der sidder nogle mennesker i et Call center og leger (indsæt selv navnet), men jeg ved, at 80% af mine kolleger i gymnasieskolen synes, at det er “et fantastisk redskab”, at vi skal “omfavne det” og at vi, som er skeptiske, helt forventeligt kategoriseres som nogle fremskridtsuvenlige sortskoletilhængere. Uanset, så forbeholder jeg mig ret til at forholde mig afventende, og i mellemtiden læste jeg op af indledningen til “Mogens”, så kan de lære det, kan de👌🤩”
Som jeg har forstået hvad ChatGPT er, taler vi om en sprogbaseret søgemaskine, som både kan inkorporere kompleksiteten i en given forespørgsel til søgemaskinen og samtidig scanne internettet for relevante informationer, der matcher den komplekse forespørgsel, og vægte og organisere efter relevans og indbyrdes sammenhæng og derpå præsentere sit bedste sammensatte søgeresultat i en sproglig korrekt form, der matcher sproget i forespørgslen. Og når sådanne mere eller mindre komplekse svar så leveres indenfor få sekunder, så er ”dygtigheden” af disse teknologier nærmest ubegribelig.
Sådan for mit eget vedkommende hælder jeg til, at ”dygtigheden” af ChatGPT lidt for suveræn til, at vi bare skal acceptere fortællingen om ChatGPT som en af de sædvanlige tech-upstart-historier, hvor et par usædvanligt godt begavede og innovative unge mennesker pludselig opfinder en teknologi, som udvikler sig til en af de mest magtfulde samfundsinstitutioner overhovedet. Det er her at jeg tillader mig at stille spørgsmålet, om der eventuelt var nogle allerede enormt magtfulde instanser, som investerede de enorme summer i at udvikle disse enormt virkningsfulde teknologier, og så som led i salgsstrategien/ implementeringen netop holdt sig i helt kulissen og i stedet præsenterede den langt mere appetitlige tech-upstart-historie i en eller anden variant.
Jeg har svært ved at tro på, at det beskedne firma OpenAI bag ChatGPT vitterlig skulle have været i stand til at udvikle et så ekstremt virkningsfuldt værktøj bare sådan. Og som nævnt i min ChatGPT-note spørger jeg vedholdende mig selv, om ChatGPT’s ekstreme virkningsfuldhed, i hvert fald her i lanceringsfasen, muligvis bliver opnået ved nogle andre metoder end bare ved at køre algoritmerne.
Men accepterer vi præmissen, at ChatGPT er en sprogbaseret søgemaskine à la den beskrevet ovenfor, så er der ingen tvivl om, at denne teknologi fuldkomment vil revolutionere vores skolesystemer. Hvis en hvilken som helst elev på et hvilken som helst stadium af sin uddannelse bare kan gå i dialog med søgemaskiner som ChatGPT, hvad mening er der da i et pensum, hvor eleverne skal tilegne sig al mulig faktuel viden? Og derpå blive bedømt på sine evner for at have tilegnet sig denne faktuelle viden, så den ligger i elevens hukommelse?
Jeg ved ikke om det er sådanne spørgsmål Mona Heide Petersens kolleger har i tankerne, når de omtaler ChatGPT som ’et fantastisk værktøj’ og at lærerne skal ’omfavne det’. Hvis de tror, at indførelsen af ChatGPT bare betyder, at eleverne får lettere ved at nå deres læringsmål (og de selv får det lettere som lærere), så tror jeg de tager fejl. Har de overhovedet gjort sig klart, hvor voldsom en revolution vi her taler om, og hvordan de hver især kommer til at omskole sig i nogle grader, som sjældent nogen profession nogensinde har skullet omskole sig?
Pædagogik har alle dage været en kunstart og en terapeutisk snilde langt mere end det har været en videnskab. Det er kun fordi vores samfund har udviklet sig så langt ud ad en teknokratisk materialistisk tangent, at pædagogikken er gået hen og er blevet en pølsefabrik iklædt nogle fantastisk avancerede akademiske gevandter. Og på alle stadier af vores skolesystemer er der overvældende vidnesbyrd om mistrivsel og forringede faglige niveauer og resultater. Jo, man har fået indført mængder af metoder til at måle fagligheden, og på disse parametre kan der muligvis spores en fremgang, men alle de andre aspekter af læreprocesserne, de der ikke lader sig måle, de er på den anden side blevet nedprioriterede i nogle grader at der reelt er tale om forsømmelse.
I virkeligheden handler al læring om menneskelige forbilleder. Ethvert barn vokser ved at stræbe efter at eftergøre sine forældre og sine søskende. Og de ting forældrene holder af og engagerer sig i, dem vil børn som udgangspunkt også holde af og engagere sig i, og vil derigennem ønske at lære hvordan man gør. Og jo mere kærlighed der er mellem forældre og børn, jo mere forældrene har kærlighed til de ting de gør, jo mere lades forskellige forhold og ting og viden med betydning, og denne meningsfuldhed har sit eget momentum i retning af ønsket om at lære mere og investere mere i betydningen. Og således kan man som forældre have held til at skabe en verden af betydning for ens børn, som sætter dem i stand til at gå ud i verden og finde betydning i henved alt hvad de møder.
Det er selvfølgelig en idealiseret fremstilling, ikke desto mindre forekommer det at være en af de mest basale sider af menneskets natur. At det er kærligheden eller i en mere hverdagsagtig form engagementet, som pædagogen selv rummer og lever som indgiver værdi og betydning i stoffet eller arbejderne, og det er denne kærlighed eller dette engagement, der vækker barnets/ elevens lyst til at blive indviet i dette afsnit af verden. Vi er mange, i hvert fald blandt de ældre generationer, der har gjort erfaringen med en lærer, som havde en kærlighed til sit fag og som vakte én, måske endda på trods af en indledende modstræben, til at fatte interesse for det pågældende fag og rent faktisk lære og finde tilfredsstillelse ved at forstå og kunne bruge det.
Og ja, vi ved alle at der er enorm stor spredning i, hvilke forudsætninger de enkelte elever møder ind med, både hvad angår færdigheder og engagement, men pædagogerne ville ikke være de menneskekunstnere de er, hvis ikke de netop prioriterede at få de elever med, som har det vanskeligst både ved færdighederne og engagementet. Det kræver stor menneskekundskab at overkomme de mængder af negative programmeringer, som mange elever møder ind med, hvordan lysten til at engagere sig og lære overhovedet kan vækkes hos netop denne elev, men når det lykkes, så er det en af de allermest værdiskabende begivenheder vores samfund overhovedet kan opbyde.
Men alt dette er formentlig håbløst naivt og gammeldags i forhold til nutidige forståelser af pædagogik. Her taler vi om en akademisk disciplin, som formentlig trækker på nogle af de mest avancerede filosoffer, psykologer, sociologer mv., og hvor fagets terminologi er så avanceret, at det kræver adskillige års træning for overhovedet at kunne udtrykke sig i sådanne avancerede termer. Og sideløbende med denne akademisering af lærergerningen har de offentlige administratorer gjort deres indtog og forlangt målbare resultater. Hvad der eventuelt oprindeligt var af indlevet begejstring for ens fag og selve lærergerningen er formentlig blevet fordrevet af disse overdrevent intellektuelle og teknokratiske og materialistiske tankegange, og således er vi nu havnet der, hvor eleverne for så vidt lige så godt kan lære af ChatGPT end af en eller anden mere eller mindre sjæleligt nedbrudt lærer.
Okay, det er et polemisk standpunkt, og virkeligheden er helt givet meget mere nuanceret end jeg opridser her, men der en case for at pege på, at fremkomsten af kunstig intelligens-søgemaskiner som ChatGPT umiddelbart forekommer at cementere de intellektuelle teknokratiske materialistiske tankegange, og fordi lærerne allerede i årevis har været så meget på hælene og er så udkørte af de teknokratiske og materialistiske metoder, så er skridtet til helt at skippe lærernes rolle ikke stort.
Men det er jo en degenereret kultur, i det omfang man overhovedet kan kalde det en kultur. Så casen går måske i virkeligheden på, at vi her har at gøre med en mægtig renæssance for lærergerningen, hvor vi netop finder tilbage til den fundamentale kærlighed til faget og de fundamentale evner som menneskekunstnere, som det der mere end noget andet præger lærergerningen. Formentlig meget nærmere Steiner-pædagogikken, hvor der eksplicit arbejdes med en åndelighed i naturen og i tingene, hvor der arbejdes med kosmiske energier og en kærlighed til og ærefrygt for hele skaberværket. Måske vil vi finde tilbage til, at al virkelig dyb og værdiladet læring i virkeligheden er en form for mesterlære, hvor der både er disciplinen og kravene men også omsorgen for den enkelte elev og kærligheden til faget.
(Illustration: The Shamans Apprentice, Germaine Arnaktauyok, spejlingen: kk)
Har menneskeheden allerede tabt i kapløbet med den kunstige intelligens? Bliver den kunstige intelligens anset for så attraktiv og perspektivrig for vores samfunds reelle magthavere, at deres hengivenhed overfor projektet med udviklingen og udbredelsen af kunstig intelligens allerede har beseglet menneskehedens skæbne?
I en kommentar til min seneste note ”ChatGPT – hook, line and sinker..” skrev Søren Skogstad Nielsen:
”Ja, om en 40 år er spørgsmålet ”Hvad er et menneske?” blevet let at svare på. Det er en dårlig robot! Og det svar vil ligge klar i den almindelige baggrundsviden…
Den menneskelige intuition, moral, og oplevelse af sandhed vil blive betragtet med undren, for robotten kan præsentere en vellignende kopi, som senere bliver, hvad der definerer hvad intuition, moral, sandhed er.
Jeg mener at jeg et sted i en kommentar til Rudolf Steiner har læst en bekymring for den lange fremtid om en 1000 til 2000 år. Da vil selv de organiske mennesker der er tilbage ikke have en krop som en sjæl kan inkarnere i. Men muligvis vil der da være frembragt maskineri som er så tilpas fleksibelt at en menneskelig sjæl kan inkarnere der.
Lykkes dette ikke må de vise åndelige styrelser erkende, at det ‘menneskelige eksperiment’ mislykkedes.”
Og Kurt Rodahl Hoppe kommenterede:
”Det er i min optik først og fremmest menneskelig intelligens eller mangel på samme, der rummer enorme risici for menneskehedens trivsel og overlevelse. Jeg er tilbøjelig til at tro som Yaval Noah Harari (Homo Deus) at vi er “langt uden for kontrol” og statsapparater og mega strukturer kun kan administreres/forvaltes IKKE udvikles (til almenhedens fordel). Det meste er blevet for stort, uhåndterligt og uigennemsigtig. Her er det nærliggende at gribe til AI.”
ChatGPT-noten handlede om, hvordan nogle afstumpede teknokratiske og materialistiske indgangsvinkler i mine øjne allerede har været løs i vores samfund igennem årtier, og at introduktionen af kunstig intelligens på mange måder har karakter af at cementere betydningen af disse afstumpede teknokratiske og materialistiske indgangsvinkler i vores samfunds anskuelser og funktionsmåder. Så ja, jeg deler fuldt ud Søren og Kurts bekymringer for menneskehedens skæbne. Og det er et sindssygt kritisk punkt vi står på. Men jeg vil også godt prøve at skitsere, hvorfor jeg ikke tror, at vi i realiteten er helt så fortabte, som det måske umiddelbart ser ud.
For det første har de forløbne fire årtier været præget af indførelsen og udbredelsen af nogle okkulte finanssystemer, dvs. nogle finanssystemer hvis tilstedeværelse og funktionsmåder og indflydelse på samfundsforvaltningen har været skjulte for 99,999 pct. af befolkningen. Og denne snævre inderkreds, som var ’in the know’, vidste at drage fordel af disse finanssystemer og etablere sig selv som en magtinstans, som selv regeringer var nødt til at underkaste sig. I takt med at de okkulte og i realiteten korrupte finanssystemer blev udbredt i en accelererende proces, desto mere blev de formelle forfatnings- og myndighedsmæssige magtinstanser udhulede og de okkulte finansielle magtinstanser voksede sig større og større og til stadighed mere dominerende.
Hvad vi taler om her er en form for statskup, et snigende statskup, og hvor vi befinder os på denne udviklingslinje er der, hvor de formelle forfatnings- og myndighedsmæssige magtinstanser bøjer sig for de finansielle mastodonter. Finanskrisen i 2008 var der, hvor de formelle forfatnings- og myndighedsmæssige magtinstanser skulle have sat sig igennem og genvundet kontrollen over samfundsudviklingen, men det gjorde man ikke, og således dømte man i stedet sig selv til at være tjenere for de nye feudalherrer, og gjorde således deres korruption til ens egen.
Men hvad vi skal holde os for øje her er, at vi befinder os i et øjebliksbillede, det flygtige punkt hvor den okkulte finanselite har sat sig endegyldigt igennem samtidig med at deres magtbase, de okkulte finanssystemer, er i en proces af kollaps. Således er dette punkt præget af ekstremisme i så mange retninger. Og forestillinger om en robotiseret AI-drevet ny tekno-civilisation opstår således i hovederne på folk, som tager de seneste 10 års ekstremt skævvredne pengesystemer, som var i stand til at finansiere de mest ekstreme teknologiske projekter, og fremskrive disse udviklingslinjer som om de er normale og vil fortsætte på samme måde årtier ind i fremtiden. Uden overhovedet at skænke det nogen tanker, at midlerne til denne forskning rimeligvis kan siges at være tilvejebragt gennem vores ekstremt skævvredne pengesystemers ”skjulte” brandbeskatning af befolkningerne.
Således hersker der i visse kredse en kultlignende hengivenhed til disse forestillinger om singulariteten og transhumanisme og emigration til Månen og Mars, og de troende indenfor disse kultlignende bevægelser ser ikke deres egen ekstremisme, ser ikke hvor komplet langt ude og nærmest sygelig denne hengivenhed er. Og dette fænomen er slet ikke noget særsyn i menneskehedens kulturhistorie. Der er mangfoldige eksempler på succesrige kulturer, som når et kulminationsstadium, hvor den ledende elite bliver grebet af former for mani og komplet udarter og i den samme proces kører kulturen fuldkommen i sænk. Det ligger i det indeholdte og over tid udviklede bedrag mellem eliten og befolkning, og når eliten ikke længere er forankret i befolkningen, så taber den jordforbindelsen og skejer totalt ud.
Og denne kløft mellem magteliten og befolkningen genererer i sagens natur også nogle ekstreme grader af paranoia indenfor magteliten. Og denne paranoia modsvares selvfølgelig af nogle ekstreme begær efter at kunne overvåge og kontrollere befolkningen, samtidig med at befolkningens naturlige kreativitet og udfoldelse og virketrang gradvist undertrykkes mere og mere. Således synker værdiskabelsen i samfundet sammen, hvilket bare i sig selv vil udløse befolkningernes oprør imod magteliten. Disse udviklingslinjer er så indlysende og determinerede, at de står som skriften på væggen. Hvis magteliten helt hypotetisk skulle aflede disse determinerede udviklingslinjer skulle de så fundamentalt ændre deres udsyn og drivkræfter, herunder formentlig frivilligt give deres rigdomme og magt tilbage til samfundet, at det vist nok endnu aldrig er set.
Desværre har befolkningerne kun begrænsede forestillinger om, hvilke midler der bliver anvendt til at overvåge og kontrollere dem. Få mennesker undrer sig, hvorfor der er så meget splid mellem mennesker. Vi accepterer fortællingen om, at sådan er menneskets natur. Og naturen som helhed er også sådan. Jungleloven, survival of the fittest, socialdarwinisme, fake it till you make it… til trods for at meget få almindelige mennesker opfører sig på måder svarende til disse fortællinger. Og der er mængder af vidnesbyrd om, at det heller ikke er sådan tingene foregår i naturen. Og alligevel er der kun få der spørger sig selv om al vores samfundsmæssige splid eventuelt bliver plantet og opdyrket netop for at understøtte en magtelites behov for kontrol.
Og al denne splid er et vigtigt moment i at gøre os alle små og ubetydelige. For langt de fleste mennesker slider det voldsomt på ens værdighed at skændes med andre, og når andre mennesker fremsætter uhyrlige og ekstreme påstande slider det på ens tillid til sine medmennesker og respekten for andre mennesker og troen på, at vi mennesker ejer evner for at kommunikere med hinanden og finde fælles grund og gensidig respekt midt i vores forskelligheder. Hvis ikke før var det romerne, der formulerede devisen ’del og hersk’ og kun få stiller sig selv spørgsmålet, om ’del og hersk’-devisen eventuelt er blevet systematiseret i en nærmest industriel skala. Og i givet fald hvorfor? Fordi sådan er menneskets natur… Eller fordi det sætter en illegitim og bedragerisk magtelite i stand til at fastholde deres greb om magten?
Men vi er på mange måder nedslidte og udkørte, måske fordi vi har levet igennem årtier under et illegitimt og bedragerisk lederskab, og når vores værdi for samfundet i stadig tiltagende grad bliver målt på vores teknokratiske/ teknologiske/ materialistiske bidrag, og vi så bliver udfordret af robotter og kunstig intelligens på at udføre netop teknokratiske/ teknologiske/ materialistiske bidrag, ja så kommer vi til kort og nederlagsfølelserne får overtaget. Hvilket på sin vis er en triumf for selvsamme illegitime og bedrageriske lederskab, samtidig med at det altså gradvist kvæler samfundet.
Og som vi gennemlever vores eksistens som en henved traumatiseret og misbrugt menneskehed, så lever vi samtidig i noget nær total uvidenhed om vores virkelige evner og indflydelse og betydning. Tag en hvilken som helst af menneskets mest avancerede teknologiske landvindinger, genteknologier, nanoteknologier, robotteknologier og sammenhold dem med naturens livsformer. Naturens livsformer er så uendeligt meget mere avancerede. De er ekstremt energieffektive, de har formidable evner for at regulere sig selv i forhold til omgivelserne og formidable evner for at hele sig selv hvis de bliver sårede, og så udfolder de deres liv på uendeligt mangfoldige og varierede måder, som matcher det uendeligt mangfoldige og varierede miljø de er opståede i.
Her overfor er menneskets himstregimser grove og klodsede. Selv for at holde alle de mere forfinede himstregimser i gang er der typisk behov for et mægtigt support-apparat. Og vores himstregimser er meget sårbare overfor de mindste anslag, som nemt efterlader dem komplet ikke-funktionsdygtige. Tilvejebringelsen af råstofferne til produktionen af vores himstregimser er typisk enormt energikrævende, og vores himstregimser skal i lighed med naturlige livsformer have tilført energi, men energieffektiviteten af vores himstregimser er latterligt lav i forhold til de niveauer af energieffektivitet naturen kører med. Så skal vi ikke i første omgang give os selv den respekt og anerkendelse som vi skylder alle naturens livsformer, og værdsætte og understøtte vores kroppes formidable smidighed, levedygtighed og intelligens?
Det næste er så, at har vi i realiteten levet under et undertrykkende regime igennem årtier og muligvis århundreder, hvad er så menneskets sande potentiale, hvis vi forestiller os mennesket trådte ud af sin undertrykkelse? Det er der formentlig og forhåbentligt mange varierede svar på, for mit eget vedkommende vil jeg godt pege på hvilke muligheder mennesket har for at sanse og erfare på tværs af tid og rum. Der er stærke indicier for, at alle mennesker besidder clairvoyante evner. At vi har evnerne for at indleve os så stærkt i et bestemt forhold, at vi alene ved vores egne bevidsthedsevners kraft kan opnå indsigt i, hvad der karakteriserer dette forhold. Med vores egne bevidsthedsevners kraft kan vi undersøge ting i fortiden, i fjerne egne, i andre menneskers sind, og opnå indsigter og kim til forståelse og beskrivelse af disse forhold. Dette forekommer at være en af de største bevidsthedsmæssige frontlinjer menneskeheden nogensinde har stået overfor. Om vi tør tage springet ud i nogle helt nye værensformer, hvor vi lever en del af vores liv i de planer af universet, som er rent energimæssige. Og i det omfang denne verden er indenfor rækkevidde af den nuværende menneskehed, hvilken enorm kontrast er der ikke netop overfor de herskende afstumpede teknokratiske og materialistiske indgangsvinkler?
Det er nærmest som om det er fuldkommen logisk, at netop på tærsklen inden menneskeheden bryder igennem og tager dette civilisatoriske kvantespring, da er vi omtrent totalt kørt fast i de udtjente etablerede forestillinger. Og det er lige så logisk, at de der er lykkedes med at opnå den største succes indenfor de udtjente etablerede forestillinger, og som ovenikøbet er lykkedes med at bruge de udtjente etablerede forestillinger til at bedrage befolkningerne og slynge sig selv op i positioner af suveræn magt, at de så også er parate til ved djævlens vold og magt at fastholde og nu muligvis også at konsolidere de udtjente etablerede forestillinger, f.eks. gennem udviklingen og udbredelsen af kunstig-intelligensformer.
Alt er i forandring.
(Illustration: The 4 Dimensions of our Energy Anatomy, Barbara Ann Brennan)
Kun en tåbe er ikke på stikkerne overfor væksten og udbredelsen af Artificial Intelligence. Men tåber bliver der så tilsyneladende også flere og flere af. Denne note er bare et bidrag til en større scenarieanalyse. Et enkelt scenarium der skitseres med tanke på, at det bliver imødegået af andre mere omhyggelige scenarier, som måske, hen ad vejen, kan efterlade dette scenarium uden gyldighed. Men indtil disse mere omhyggelige scenarier foreligger, mener jeg der er en case for at overveje scenariet, der præsenteres her. Den indskydelse jeg fik gik på, at organisationen bag ChatGPT muligvis er tusind måske en million gange større end vi går og forstiller os. At vi ikke bare taler om en mindre virksomhed med nogle usædvanligt godt begavede programmører. At denne organisation allerede nu, hvor vi stifter bekendtskab med ChatGPT, er oppe på lag med Google og Facebook. Og det vi har været en del af med introduktionen af ChatGPT, har ikke bare været et fascinerende eksperiment eller en selskabsleg, det har muligvis snarere været et massivt reklamefremstød, hvor der var nogen der havde enormt meget investeret i, at den almene modtagelse af kunstig intelligensformer var positiv, konstruktiv, inspirerende.
Inden vi går ombord i at bygge casen for, at ChatGPT muligvis er noget andet end de fleste mennesker forestiller sig, skal vi prøve at danne os nogle mere retvisende forestillinger om, hvor detaljerede og nærmest ubegribeligt omfattende hver af vores virtuelle profiler allerede er. Igennem de omtrent to årtier hvor den totale overvågning har været udrullet i hvert fald i den vestlige sfære, er der blevet indsamlet enorme mængder af data om hver enkelt af os. Hver vores virtuelle profiler er sammensatte af mængder af data, der kategoriserer os i mængder af helbredsmæssige forhold, mængder af sociale forhold, mængder af holdningsmæssige og politiske forhold, mængder af karakteristikker af vores vaner, lyster og præferencer, formentlig i nogle grader som vi hver især og på stående fod ikke tilnærmelsesvist selv er bevidste om.
Det er bestemt ikke usandsynligt at vores virtuelle profiler afslører forelskelser, venskaber, graviditeter, skilsmisser, jobskift, sygdomme mv., inden vi selv bliver bevidste om, hvad det er der sker i vores liv. Og med de tiltagende grader af kontrol med internettet og de tiltagende grader af mørklægning kan man formentlig med en vis ret hævde, at vores virtuelle profil er større end os selv. Det har at gøre med samtidigheden af den tilgængelige viden og mulighederne for med nutidig processorkraft at syntetisere disse data, og det har at gøre med den viden der bliver holdt skjult for os. Alle de mængder af interesser der er lever i sindene af den udbredte menneskehed, men som kontrollen af de sociale medier spærrer for en almen bevidsthed om. Alle de mængder af individuelle interesser og sympatier på kryds og tværs af diverse samfundsmæssige netværk som også for en stor del forbliver skjulte for hver enkelt. Efter vores kollektive erfaringer igennem ’fake news’-kampagnen og coronaepidemien og Ukrainekrisen er det ikke urimeligt at antage, at de sociale medier på mange måder fungerer i retning af at holde folk små og ubetydelige. Ingen individer med potentialet til at blive en betydelig samlende figur for afvigende opfattelser, får lov uhindret at udbrede sine ideer på de sociale medier. Der er helt klart ikke tale om en ’level playing field’, hvor de reelle levende interesser får lov at udfolde sig frit.
Samtidig er der stærke indicier for, at der er en omfattende ’collusion’ på spil imellem de politiske magtinstanser og de oligopolistiske megakoncerner, herunder de store mediekoncerner, og frem for at den ene megakoncern opbygger sine egne virtuelle profiler over sine kunder og de sociale medier opbygger deres og efterretningstjenesterne opbygger deres, så er det langt mere sandsynligt, at de alle bidrage til den ene og samme indbyrdes delte virtuelle profil af hver af os. Alt dette har betydning for at sætte en passende ramme for hver af vores interaktioner med ChatGPT.
Jeg var til en forelæsning på Arkitektskolen, hvor forelæseren både indledte og afsluttede med en dialog han havde haft med ChatGPT. Og jeg syntes det var vildt fascinerende. I første omgang hvor formfuldendt sproget var, dernæst hvordan ChatGPT forekom med det samme at kunne forholde sig til meget sammensatte og avancerede spørgsmål. Da jeg så efterfølgende læste spørgsmålene og svarene igennem, fremstod svarene ikke helt så originale og der var et vist moment af at tale spørgeren efter munden. Men alligevel, dybt tankevækkende. Og der er mange andre, der har gjort nogle lignende ret vilde erfaringer med ChatGPT, hvor den kunstige intelligens på næsten ingen tid har kunnet give et bud på et svar på nogle særdeles komplekse spørgsmål. Og det var i en forbigående overvejelse af dette fænomen, at jeg fik indskydelsen som nævnt indledningsvist, at der er nogen der muligvis har enormt meget investeret i, at den almene modtagelse af kunstig intelligens er positiv, konstruktiv, inspirerende.
Jeg er over de seneste år kommet til at opfatte den tid vi lever i, som en verdensomspændende kamp mellem to forskellige mindsets, det kølige kalkulerende individuelle magtbegærlige tendentielt psykopatiske mindset overfor det indlevede inklusive ydmyge solidariske tendentielt ’frelste’ mindset. Og der er min opfattelse, at de kølige kalkulerede magtbegærlige attituder har været under stærk udbredelse igennem de seneste fire årtier, og at de indlevede inklusive ydmyge attituder nærmest er fortrængt fra vores samfundsliv. Siger vi nu, at disse tendenser har været desto mere udtalte i de øverste samfundsmæssige ledelseslag, altså at vi her har at gøre med udbredte grader af psykopati, så er der muligvis et ønske om, i disse kredse, en gang for alle at konsolidere sin magt. Og her kan udbredelse af kunstig intelligens spille en helt central rolle. For den kunstige intelligens kan allerede nu og mere og mere indenfor de kommende år gøre så mange ting hurtigere og mere præcist end mennesker kan, og det eneste sted hvor den kunstige intelligens for alvor kommer til kort, er der hvor netop vores indlevelse og sansede empati gør hele forskellen.
Hvis store dele af toppen af samfundshierarkiet allerede nu er karakteriseret ved udbredte grader af psykopati, hvor ligger faren for at miste deres magt? Den ligger selvfølgelig i det indlevede inklusive ydmyge mindset. Selvom de fleste mennesker formentlig vil identificere de indlevede inklusive ydmyge attituder som repræsenterende det gode i mennesket, så kan netop denne godhed være den største trussel imod et siddende regime præget af udbredte grader af psykopati. Kan man således få befolkningen vænnet til at interagere med kunstige intelligens-platforme i forbindelse med afviklingen af meget store dele af samfundsforvaltningen, så vil det tjene til yderligere at undertrykke, muligvis ultimativt undertrykke, det indlevede inklusive ydmyge mindset. Det er på den baggrund jeg føler mig kaldet til at spørge, om der eventuelt er nogen der har enormt meget investeret i, at den almene modtagelse var positiv, konstruktiv, inspirerende. Så meget, at succesen af ChatGPT muligvis bliver opnået ved meget mere varierede midler end vi umiddelbart forestiller os.
Er der vitterlig en global magtelite, som har enormt meget investeret i menneskehedens villige, måske endda begejstrede, adoption af kunstig intelligens, kan man da ikke tænke sig, at selve ChatGPT-botten her i lanceringsfasen i realiteten bliver understøttet af enorme ”call centre”, hvor virkelige individer med virkelig viden på forskellige områder bliver betalt for, med eller uden deres vidende, at simulere, at de er den kunstige intelligens? Jeg ved at mange vil tænke, at nu rabler det totalt for mig, og er man afvisende overfor hele præmissen om kampen mellem det kølige kalkulerende individuelle magtbegærlige tendentielt psykopatiske mindset overfor det indlevede inklusive ydmyge solidariske tendentielt ’frelste’ mindset, så er disse forestillinger også meningsløse. Er denne kamp omvendt reel og muligvis mere tilspidset nu end nogensinde før i menneskehedens historie, så er disse forestillinger muligvis alligevel brugbare i retning af at byde ind med nogle alternative anskuelser.
Så min indskydelse/ dette scenarium går altså på, at der er disse enorme interesser i at sælge produktet ’kunstig intelligens’ til menneskeheden, og hvor den nuværende kunstige intelligens kommer til kort er der etableret enorme ”call centre”, hvor diverse specialister sidder klar til at svare, og for salgsprogrammet består udfordringen alene i at afgøre, hvornår en forespørgsel til ChatGPT skal håndteres af den faktiske kunstige intelligens og hvornår den skal sendes til et bestemt afsnit af ”call center”-infrastrukturen. Og det vil i givet fald i sig selv være lidt af en bedrift at distribuere spørgsmålene så hurtigt ud, at svarene kan gives så hurtigt, at dialogen har karakter af en chat. Omvendt er det jo her, at alle de registrerede data i vores virtuelle profiler formentlig et langt stykke af vejen gør os temmeligt forudsigelige i, hvad vi kan finde på at spørge om.
Når jeg temmelig arrogant tillod mig at sige, at tåber bliver der så tilsyneladende flere og flere af, så er det en specifik henvisning til præmissen for dette scenarium. For mennesker, der har trænet sig selv udi det kølige kalkulerende magtbegærlige mindset, og således mere eller mindre har fortrængt det indlevede inklusive ydmyge mindset, de er tåber. De evner ikke at begribe helheder, de evner ikke at sætte ting i fornuftige ’naturlige’ proportioner i forhold til hinanden. Og vores verden flyder over med vidnesbyrd om, at netop disse former for tåbelighed er løs. Så meget, at menneskeheden nu arbejder ihærdigere end nogensinde på sin egen selvudslettelse, og det ikke bare i en henseende men i mangfoldige.
Der kan ikke herske tvivl om, at kunstig intelligens er kommet for at blive, og vi vil over de kommende årtier se en enorm udbredelse af brugen af kunstig intelligens. Dette rummer enorme risici for menneskehedens trivsel og overlevelse, men i stedet for at kæmpe for at undertrykke den kunstige intelligens skal vi snarere radikalt opruste på de forhold, der reelt gør os til mennesker. På vores evner for indlevelse, empati, solidaritet, omsorg, kærlighed, respekt. På humoren, kreativiteten og alle de meningsfulde skævheder. På glæden ved alt det levendes udfoldelse.
(Illustration: Uoriginal still fra Matrix, ukendt ophav)
Her for et par dage siden var der en delegation fra min gamle verden, arkitektverdenen, på besøg i min nuværende verden på Tårnby Rådhus, og jeg fik den tanke, at det var som en delegation fra Vesteuropa på besøg i Østeuropa for 30 år siden. Sagen er, at Tårnby Kommune er i gang med en omfattende organisatorisk omstrukturering, og i forlængelse af denne forandring er der et ønske om såvel at opgradere de fysiske rammer på rådhuset. Tårnby Rådhus og Rådhushaven er begge fredede som fine arkitektoniske eksempler på den danske modernisme, men hvad der også er meget karakteristisk for Tårnby Rådhus er den usædvanligt lukkede karakter af rådhuset, når man kommer indenfor.
Man har her de arkitektoniske kvaliteter af de eksponerede in-situ støbte betonkonstruktioner, der bærer de udkragede balkoner samt kvaliteterne ved de dobbelthøje aulaer og de zen-agtige atriumgårde og glasgangen mellem bygningsafsnittene med kig ned i C. TH. Sørensens fine rådhushave, men alle indvendige vægge er lukkede, alle døre er lukkede, og på dørene er der bare et lille skilt med et rumnummer. Der er selvfølgelig en reception ved indgangen med to informationsskranker og en glasdør ind til borgerservice, men bortset her fra er der bare lukket. Hele vejen rundt.
Og det kan man rimeligvis sige er en højst utidssvarende måde at møde borgerne på, og altså ude af trit med de idealer om åbenhed og tilgængelighed man tilstræber nu om dage. Og tanken om at modernisere Tårnby Rådhus har været oppe før, men der er nogle forhold ved udformningen af Tårnby Rådhus, som gør det vanskeligt. Dels er der typisk en dobbeltmur imellem fordelingsarealerne og kontorerne, som benyttes til fremføring af installationer, dels er fordelingsarealerne samtidig flugtveje i tilfælde af brand, og skulle man ønske sig at sætte glas i væggen mellem kontorer og fordelingsarealerne, så skal dette glas være brandglas, som godt nok er blevet billigere med årene men ikke desto mindre fortsat er helt uforholdsmæssigt dyrt.
Dertil kommer så, at bortset fra de nyere hæve/ sænkeborde ved arbejdspladserne er inventaret i lakeret bøg, som velsagtens var trendy da det blev indkøbt for 50 år siden, der er ingen konsekvens i valget af kontorstole, arbejdslamper eller mødeinventar, mindst halvdelen af fletstolene trænger alvorligt til en renovering, den indvendige beplantning er sporadisk og mange steder trænger der åbenlyst til en nymaling af lokalerne. Og så er der sådanne detaljer som, at der ved indførelsen af den nye affaldssorteringsordning i kommunen på kontorerne indledningsvist blev opstillet en stribe på fire skraldespande med et papskilt, der orienterer om affaldskategorierne, og denne forsøgsopstilling har vi så kørt på i over et år.
Netop på denne årstid er der så forskelligt julepynt oppe på kontorerne, og det er så mere eller mindre sporadisk og mere eller mindre virkningsfuldt, og samlet set fremstår rådhuskontorerne jævnligt lettere hengemte og utjekkede. Og jeg vil ikke sige at de ansatte på rådhuset er utjekkede, men jeg har en klar fornemmelse af, at igennem de øjne arkitektdelegationen møder omverdenen, har de mennesker, der befolker Tårnby Rådhus, heller ikke fremstået cool og tjekkede. Jeg gætter på, at det var en gennemgribende ”etnisk” oplevelse for arkitektdelegationen at besøge Tårnby Rådhus. Og de gik muligvis der fra med en lidt anden idé om, hvad det er de er oppe imod, når det kommer til at give Tårnby Rådhus et løft til (i deres øjne) nutidige offentlige og erhvervsmæssige standarder.
Og i hovedstadsområdet har vores offentlige institutioner generelt meget høje standarder for at signalere professionalisme og diskret myndighed og en veltilrettelagt imødekommenhed overfor borgerne gennem trendy og tjekkede interiører. Og ikke mindst på den baggrund har arkitektdelegationens oplevelse af Tårnby Rådhus formentlig været meget afvigende og ”etnisk”, og jeg gætter på, at oplevelsen vakte en arrogance á la den der nemt kom over vesterlændinge ved et besøg i Østeuropa.
I en verden hvor bæredygtighedens fordring presser sig mere og mere på, burde der vel være en præmie for de 50 års merforbrug, der er sparet, på de inventarudskiftninger der ikke er sket, men det har næppe været de overvejelser, der prægede arkitektdelegationens overvejelser. Omvendt skal den jævnligt lettere hengemte og utjekkede karakter af interiøret på Tårnby Rådhus selvfølgelig ikke i sig selv fremhæves som en kvalitet. Der er klart rum for forbedringer.
Oprindeligt var Amager en baghave til København med landbrugsproduktion til hovedstaden, senere blev store dele af arealerne dækkede med enorme drivhuse til grøntsagsproduktion til hovestaden, men som industrialiseringen vandt frem, blev Amager for en stor del også Københavns baggård med al mulig beskidt industri og autoværksteder og skrot- og lossepladser. Samtidig blev store dele af Sundby bebygget med lejekaserner med nogle af de mindste arbejderboliger i Storkøbenhavn, og der har alle dage været en stemning af, at Amager var hjemsted for de laveste socialklasser. Selvfølgelig havde visse afsnit på Amager sine kvaliteter og fine indslag, som Tårnby Rådhus for eksempel også er udtryk for, men hele vejen igennem var der også en vis armod og hutlen sig igennem, som efterlod det samlede indtryk utjekket og en smule tarveligt.
Så meget hænger denne sociale slagside ved, at jeg lejlighedsvist fortsat hører folk hævde sig selv ved at kalde Amager for ’lorteøen’. Og på grund af denne indgroede sociale nedladenhed fra københavnerne m.fl. overfor Amager skulle vi helt op til 1990’erne og ind i 00’erne, førend de samme folk begyndte at blive opmærksomme på attraktionerne ved de eksisterende villaer beliggende ved Amager Strand. Og jeg skal selvfølgelig tage mig i agt for at beskylde andre for at ligge under for fordomme, ikke desto mindre er det min klare fornemmelse, at arkitektdelegationen ved deres besøg på Tårnby Rådhus fik bekræftet sine værste fordomme om Kastrup/ Tårnby.
Og grunden til at jeg har så stærk en mistanke om, at disse fordomme greb arkitektdelegationen, er fordi arkitekter er så optagede af, hvordan tingene ser ud. De er optagede af hvordan de selv ser ud, deres børn ser ud, optagede af hvordan deres arbejdsplads og kolleger ser ud, optagede af hvordan deres professionalisme bliver set af omverdenen, og al denne optagethed af hvordan tingene ser ud, fylder så meget, at det nemt fortrænger en fornemmelse af, hvordan tingene reelt er på nogle andre planer.
Denne eventuelle faglige svaghed ved at være mere eller mindre manisk optaget af hvordan tingene ser ud, vil i givet fald meget nemt kunne føre til hæmninger, angst for ikke at tilhøre in-gruppen, dem-og-os-tankegange og i forlængelse heraf en stærk tilbøjelighed til at føle og projicere arrogance. Og her bliver arkitekterne formentlig bare eksponenter for nogle mere almene folkepsykologiske trends, fordi vi i takt med vores velstand og kommercialisering og materialisme, radikalt understøttet af de sociale medier, generelt bare er blevet så meget mere fokuserede på, hvordan tingene umiddelbart præsenterer sig.
Jeg har arbejdet i syv år i Tårnby Kommunes Ejendomscenter som bygherre/ arkitekt/ drift- og vedligeholdskoordinator på et udsnit af kommunens ejendomme, og jeg vil bare sige, at Tårnby Kommunes Ejendomscenter er er en af de fineste arbejdspladser, jeg endnu har været på. Det er min oplevelse, at folk i Kastrup/ Tårnby er almindelige mennesker, og de ser sig selv som almindelige mennesker, arrogance er nærmest fraværende, og således har de ikke travlt med at promovere sig selv eller at fokusere på egen vinding og realiseringen af egne ambitioner. Der er en fordomsfrihed, der følger med at se sig selv som et almindeligt menneske, som igen virker meget befordrende for samarbejdet på tværs af afdelingerne på rådhuset og videre med alle medarbejderne ude på de forskellige institutioner eller ’i marken’ samt ikke mindst i mødet med borgerne.
Vi har et supergodt kollegialt miljø, hvor vi bistår hinanden og samtidig arbejder på at løse vores opgaver effektivt og ordentligt. Og i vores måde at styre håndværkere og entreprenører er der en overordnet tilgang om fairness, hvor vi går efter at opbygge tillidsrelationer med vores samarbejdspartnere med fokus på fælles målsætninger i opgaveafviklingen. Og frem til omstruktureringen har vi haft en chef af den gamle skole, så at sige, som også har vist tillid til os som medarbejdere og givet os stor frihed i vores opgaveafvikling.
Jeg gætter på at man vil få svært ved at finde en kommune med en tilsvarende produktivitet, hvor et team på syv medarbejdere samt to energimedarbejdere administrerer en ejendomsmasse på over 200.000 m2, herunder også mindre anlægssager samt projektledelse på større anlægssager. Selvfølgelig kæmper vi med at få vores opgaver i mål til kvaliteten, prisen og tiden, og selvfølgelig kæmper vi med at afværge, at der ophober sig et vedligeholdsefterslæb, særligt når vores budgetter samtidig bliver beskårede, men alt dette bare for at sige, at der i de jævnbyrdige, fordomsfrie og tillidsfulde tilgange er en saglighed og effektivitet og en tilfredsstillelse i hverdagen, som man ikke har en chance for at indse ved bare at dømme på basis af, hvordan folk og de fysiske rammer ser ud.
I mine øjne er der en menneskelig kvalitet ved ikke at være fordringsfuld, og der er en kvalitet ved, at medarbejderne er fokuserede på deres opgaveløsning og ikke tænker så meget over, hvordan deres fysiske rammer fremstår. Omvendt er det meget på sin plads, at ledelsen på rådhuset godt vil åbne rådhuset mere overfor borgerne og samtidig give de fysiske rammer et løft, også som en slags respekt for og anerkendelse af den store indsats medarbejderne yder.
Så hvad der i virkeligheden lå i min indskydelse om besøget af arkitektdelegationen som et besøg af en delegation fra Vesteuropa i Østeuropa for 30 år siden var denne kontrast imellem en måde at møde omverdenen igennem udseende, materialisme, identitet og prestige overfor nogle mere inderlige, holdningsmæssige og solidariske tilgange. Og vi har i tre-fire årtier eller længere gået i Vesten og opfattet os selv som forbilleder, og troet at den højeste stræben for folk i Østeuropa var at blive ligesom os. Og måske har folk i Østeuropa tænkt det samme, men over årene er der muligvis en dybere eftertanke der har meldt sig. At der måske var noget meget væsentligt, der gik tabt, da de tjekkede og cool vestlige attituder rykkede ind, og lagde beslag på samfundsforestillingerne.
Og vi havde vores tilsyneladende stærke valutaer, som allerede dengang tilbage i 1980’erne havde sluppet deres forankringer i realiteterne, og vores trip på vedholdende udvidelser af vores pengeforsyning forklarede for en stor del vores økonomiske overlegenhed. Og mere end noget andet var det velsagtens dette trip på vedholdende udvidelser af pengeforsyningen der førte til disse yderliggående tendenser i retning af materialisme og fokus på identitet og fremtoning. En kollektiv mani med stræben efter coolness og popularitet, som fortrængte inderlighed og fokus på det indholdsmæssige.
Denne omsiggribende overfladiskhed var allerede meget fremherskende i 1980’erne, og det var ikke mindst på den baggrund, at vi var nogen, der dengang så et helt særligt potentiale i Gorbatjovs forsøg på at reformere Sovjetunionen og den deraf følgende forsoning mellem Vest- og Østeuropa. At det ikke bare var Østeuropa, der havde behov for noget vestlig professionalisme og individuelt drive, men at det også var Vesteuropa, der havde behov for at genfinde nogle mere fordomsfrie, inderlige og solidariske tilgange.
Men det var ikke sådan det skulle gå. Det blev til den ensidige udrulning af vestlige idealer, og de østeuropæiske befolkninger har lige siden halset efter at komme på omgangshøjde, har kæmpet med mindreværdsfølelser, og har givetvis samtidig følt et afsavn og en form for hjemløshed.
Og nu er vi i Vesten ved at blive indhentede af vores dårskaber. Vores løbske penge- og finanssystemer kører på kanten af sammenbrud, vores arrogante og tåbelige fjendtliggørelse af Rusland og russerne i kombination med vores svigtende greb om, hvad der overhovedet er virkeligt i denne verden, fører os ubønhørligt imod en form for kollektivt eksistentielt sammenbrud. Og først der vil vi formentlig indse, hvor langt vi har været ude ad en tangent, og hvor løsrevne og nærmest skingre mange vores samfundsforestillinger havde udviklet sig.
(Illustration: Atriumgården i den oprindelige rådhusbygning, arkitekt Halldor Gunløgsson, 1957)
Da demokratier blev indført igennem de europæiske lande fra sidst i 1700-tallet og over 1800-tallet, så var det befolkningerne der fremtvang indrømmelser og suverænitetsafgivelser fra magthaverne. Og disse ofte temmeligt konservative demokratiske forfatninger blev så hen ad vejen opgraderede, så de blev sande demokratiske forfatninger med den sidste store bølge af forfatningsændringer med kvindernes stemmeret for godt 100 år siden. Så med den rivende bevidsthedsmæssige udvikling menneskeheden har gennemlevet over de seneste 100 år, hvordan kan det være, at vores demokratier ikke løbende er blevet tilpassede de nye mere udviklede menneskesyn og samfundsforestillinger?
Svaret herpå er meget enkelt, det er fordi reformer af vores demokratiske forfatninger i dag ligesom førhen medfører indrømmelser og suverænitetsafgivelser fra magthaverne. Ikke bare er storkoncernerne og storbankerne udmærket tilfredse med det nuværende setup, politikerne trives også fint med den magt de har. Kan vi forvente at politikerne af egen drift fremsætter forslag om demokratiske reformer, som vil tvinge dem at være helt anderledes omhyggelige med at sikre sig, at de har de fornødne mandater fra befolkningen til at gennemføre deres politiske initiativer? Nej, vel?
Og hvad sker der så, når man undlader at opgradere sine politiske institutioner, så de er i trit med den bevidsthedsmæssige udvikling? Ja, så opstår der korruption. Principielt er der to styreformer, styring gennem frivillig tilslutning eller styring pr. dekret. Hvis ikke de demokratiske politiske institutioner løbende tilpasses, så de faktisk sikrer denne brede tilslutning, så glider de umærkeligt over i at blive styring pr. dekret, svarende til en korruption af demokratiet.
De demokratiske politiske institutioner er så også dem der skal beskytte befolkningen som helhed mod overgreb fra de andre magthavere i form af storkoncernerne og storbankerne (som alle i den sidste ende styrer pr. dekret) samt magtfulde udenlandske kræfter. Så en af måderne man kan måle på, om de demokratiske politiske institutioner løbende bliver tilpassede og varetager deres forpligtelser overfor befolkningen er ved at tjekke, om de politiske institutioner jævnligt tager et opgør med disse magtgrupperinger og deres iboende drift imod større magt.
Spørgsmålet der rejses her således, om ikke vores samfundsmæssige omstændigheder flyder over med vidnesbyrd om, at vores demokratiske politiske institutioner ikke er fulgt med udviklingen og vores demokratier er således blevet svækkede år for år og særligt igennem krisesituationer, og at de øvrige magthavere i form af storkoncernerne og storbankerne samt magtfulde udenlandske kræfter har haft alt for let spil og har markant udvidet deres indflydelse. Faktisk forekommer disse øvrige magthavere at have sat sig så meget igennem, at de politiske ledere accepterer at være underlagt dekreter, der udgår fra deres side. At politikernes loyalitet i højere grad ligger hos storkoncernerne og storbankerne og de udenlandske kræfter end den ligger hos den danske befolkning.
Det der giver demokratisk valgte politiske ledere deres gennemslagskraft er deres opbakning i befolkningen. Helle Thorning-Schmidt og hendes regering havde ikke mod og mandshjerte til at tage et opgør med USA og efterretningstjenesterne efter Snowdens afsløringer, men havde HTS og hendes regering været funderet i en tæt dialog med og respekt for holdningerne i befolkningen, havde HTS været nødt til at tage et opgør, hun kunne endda have følt en stolthed ved det, og USA og efterretningstjenesterne måtte herefter acceptere de rammer man så fik forhandlet sig frem til.
Således har valgkampe indenfor den vestlige verden udviklet sig til et mægtigt skuespil. Det er her at begrebet ’The Overton Window’ trænger sig på. At den politiske debat op til parlamentsvalg bevæger sig indenfor et meget snævert felt af accepterede dagsordener. Og det gælder ikke bare emnerne som sådan, men måderne man taler om dem. Selvfølgelig diskuterer man økonomi, men man går ikke i dybden på de reelle dybe strukturelle ubalancer i økonomien. Selvfølgelig diskuterer man klimaforandringer, og således reducerer man de enorme udfordringer forbundet med menneskehedens plyndring af naturgrundlaget til et spørgsmål om klimaforandringer gør dermed emnet politisk acceptabelt og bemærkelsesværdigt ikke-radikalt.
’The Overton Window’ sikrer at den politiske debat netop holder sig indenfor nogle tilpas ikke-radikale rammer, når der måske netop nu og mere end nogensinde er behov for at tænke radikalt udenfor boksen. Og her er det min personlige opfattelse, at kollapset af det venstreorienterede standpunkt op igennem 1980’erne spiller en afgørende rolle i denne politiske degeneration. Tilbage i 1970’erne var ’The Overton Window’ meget større, radikalt større, og således talte kommunisterne og venstresocialisterne (senere Enhedslisten) og sågar Socialistisk Folkeparti om nødvendigheden af en politisk revolution. Men så kom afsløringerne af, hvor voldsomt diktatoriske og umenneskelige de kommunistiske styrer i Sovjetunionen og Kina havde udviklet sig, og så kunne de venstreorienterede standpunkter ikke modstå kritikken, der skyllede ind over dem.
Således er der de garvede politikere, der meget nøje ved hvordan de skal tale ind i ’The Overton Window’, og så snart en ny kandidat bringer et spørgsmål op, der ligger udenfor rammen, så bliver kandidaten mødt med en arrogance og en nedladenhed fra de garvede politikere, som får kandidaten til at fremstå som uprofessionel og håbløst idealistisk. Og det ganske uanset om kandidatens indlæg var velovervejet og presserende relevant. Og da meget få vælgere ønsker at stemme på en kandidat, der er uprofessionel og håbløst idealistisk, så lader mange sig formentlig ubevidst rive med af mobningen.
Også hele ideen om partierne og partiernes varetagelse af de bagvedliggende befolkningsgruppers interesser fremstår forældet. Helt op til Anden Verdenskrig var klassesamfundet en præsent realitet, og fagbevægelsen havde sin store andel i, at de laveste socialklasser fik politisk indflydelse og sågar vandt regeringsmagten med Thorvald Stauning, først i en kort periode i midten af 1920’erne og efterfølgende som landsfaderen, der ledte Danmark igennem depressionen.
Men med det store materielle boom i efterkrigstiden gik det traditionelle klassesamfund i opløsning. Og med kollapset af de venstreorienterede standpunkter i 1980’erne kombineret med en stadigt mere potent finanssektor, der satte gang i hjulene, og gjorde den enkelte bolig til et investeringsobjekt, er de traditionelle klasseskel mere eller mindre udviskede. I dette øjebliksbillede af vores samfundsmæssige omstændigheder går klasseskellet nu mellem dem, der er blevet begunstigede af finanssektorens eksplosive vækst, dvs. ejerne af boliger og andre finansielle aktiver, og de der har stået udenfor denne bonanza. Og så i realiteten måske i endnu højere grad mellem de superrige og det øvrige samfund.
Og selvfølgelig er der en række forskelle mellem de ”røde” og de blå partier i de europæiske parlamenter. De ”røde” tror på det formålstjenlige ved at staten løser en række centrale samfundsopgaver (hvilket man må sige at Danmark er et eksempel på), man tror på at bidragene til samfundshusholdningen skal vægtes efter evne og at der derved sker en vis indkomstfordeling, og man tror på (eller man troede i hvert fald tidligere på) at alle skal have en plads i fællesskabet og de svageste i samfundet skal have hjælp til at finde en plads.
De blå tror på betydningen af, at når det kommer til stykket er der kun os selv til skabe vores liv. Det er op til hver enkelt at skabe sig en levevej og tage konsekvenserne af sine egne valg. Uden respekt for denne elementære kendsgerning er der ingen ansvarlighed. Således er der hos de blå en skepsis overfor statslig indblanding i folks liv, om det så kommer i form af social støtte eller særafgifter. Omvendt er der her stor sympati for erhvervslivet, hvor folk netop tager initiativ og skaber noget selv, og konstant arbejder for at hæve produktiviteten, hvilket er samfundsmæssigt værdiskabende. Hvor kæden så måske over de seneste årtier er røget af, er i en svigtende evne til at skelne mellem indtjening opnået ved ægte produktivitetsforbedringer overfor ved outsourcing og diverse finansielle narrestreger.
Hvorfor jeg personligt oplever vores nuværende demokratiske institutioner som tåbelige og udtjente er ved den forcerede ensidighed jeg bliver tvunget ud i ved at skulle stemme på et parti (eller en bestemt kandidat underlagt en stram partistyring pr. dekret). Jeg ved ikke om jeg står alene med fornemmelsen, men jeg har nemt ved at finde sympati for de ”røde” standpunkter og jeg anerkender vigtigheden af de blå standpunkter, så hvad mening har det at afgive én stemme til den ene eller den anden side?
Således bliver selve stemmeafgivelsen i en helt unødvendig grad et identitetsspørgsmål. Tidligere var der de traditionelle tilhørsforhold til samfundsklasserne og traditionerne i de enkelte familier og måderne man så sin egen rolle indenfor samfundet, og der var identitet forbundet med disse tilhørsforhold. Men med de traditionelle klasseskel udviskede fremstår stemmeafgivelsens forcerede ensidighed som en vanvittig forfladigelse af den enkelte vælgers politiske standpunkt.
Der er således en case for indførelse af former for en helt anderledes bredspektret politisk debat. Med alle de dybt foruroligende ubesvarede spørgsmål, der hober sig op udenfor skyklapperne af ’The Overton Window’, er vores herskende demokratiske metoder nærmest blevet en karikatur. Prøv at forestille dig, hvis partiorganisationerne faktisk blev pålagt at føre dialog ikke bare med deres medlemmer men med den brede befolkning. At der var et offentligt forum på hvert partis hjemmeside, hvor befolkningen kunne stille spørgsmål til partiet og partiets ledere. Disse spørgsmål skulle selvfølgelig være organiserede i nogle kategorier, og partierne ville selvfølgelig samle spørgsmål sammen indenfor de enkelte kategorier og forsøge at give dækkende besvarelser, men de ville ikke have rettigheder til bare at slette ubekvemme spørgsmål.
Det ville selvfølgelig udløse en enorm ny arbejdsmængde for partierne, som rimeligvis kunne tilvejebringes gennem en særskilt statsstøtte, men det kunne potentielt sprænge ’The Overton Window’ i stumper og stykker. At store dele af befolkningen går med en enorm uro over bivirkningerne af coronavaccinerne, over de politiske lederes knæfald overfor medicinalindustrien i overvindelsen af coronaepidemien, over langtidseffekterne af coronanedlukninger og den deraf afledte eksplosive vækst i gældsætningen/ pengeskabelsen, over overvågningsregimet og de tiltagende grader af censur på de sociale medier, over Natos aggressive fremfærd over de seneste to-tre årtier, over hemmeligholdelserne ifm. FE-skandalen og sabotagen mod Nord Stream 2-gasledningen, over de nazistiske elementer i Ukraine og deres rolle i krigens udbrud og fortsættelse, over graderne af detailregulering af borgernes og virksomhedernes adfærd, over den fortsatte udpining af naturgrundlaget osv. osv.
Et sådant radikalt udvidet spektrum for den offentlige debat ville formentlig i sig selv fuldkommen ændre vilkårene for politisk ledelse. Så ville politikerne pludselig være tvungede til at træde i karakter som ledere, og stå ved hvad de opfatter som sandt og byde ind med regulære visioner for, hvordan vi overhovedet skal overkomme vores aktuelle enorme udfordringer og bringe vores samfund videre.
Hvor direkte demokrati nok er idealet, har jeg personligt har jeg svært ved at se det realiseret indenfor menneskehedens nuværende bevidsthedsmæssige udviklingsniveau. Problemet er, at politik altid er en afvejning af politiske ønsker overfor hvad der praktisk er muligt. Således kommer politik altid i form af ’pakker’, dvs. en sammensætning af nogle ønsker og initiativer man ønsker at realisere på den side og på den anden hvordan man skaffer de nødvendige ressourcer til at realisere disse ønsker/ initiativer. Kompleksiteten af disse spørgsmål er i sig selv meget vanskeligt forenelige med direkte demokrati.
I min optik vil der også fremover være behov for et repræsentativt demokrati, men indfører vi ovenstående nye fora for en bredspektret offentlig debat, ikke bare op til Folketingsvalg, men som en vedvarende dialog mellem partierne og befolkningen, så vil meget være anderledes. Og denne demokratiske reform kan så suppleres med regler for vetoret for befolkningen, hvor befolkningen kan insistere på at et politisk tiltag, såsom at gå i krig i Irak eller at salget af Nets og en del af Dong til amerikanske kapitalfonde, skal sendes til folkeafstemning.
Men vi kører videre med vores forældede og for en stor del dysfunktionelle demokratier peppede op af al den bling moderne medier er i stand til at skabe. Og udenfor ’The Overton Window’ er vores samfund og livsgrundlag i fremskredent forfald. Det fremstår forrykt, men forklaringen er formentlig den enkle, at demokratiske reformer altid medfører indrømmelser og suverænitetsafgivelser fra magthaverne.
Siger vi, bare som et tankeeksperiment, at Universet er uendeligt rigt. At der er utallige civilisationer spredt ud over Universet, som mere eller mindre lever deres egne liv, men hvoraf der også er nogle, der har erhvervet evnerne for at kunne observere og udveksle med andre civilisationer. Og at der blandt disse mere avancerede civilisationer er nogle, som har denne respekt for individers integritet, som muligvis mere end noget andet er fundamentet og et fællestræk for alle “humanistiske” og “demokratiske” kulturer igennem Universet, hvad ville disse civilisationers aktuelle vurderinger af Jordens kulturelle udviklingslinjer være?
Og videre, siger vi, bare som et tankeeksperiment, at vi lever i multivers, hvor Universet er sammensat ikke bare af en uendelighed af steder men også af mangfoldige tidslinjer, og hvor de mere avancerede civilisationer, som har erhvervet evnerne for at kunne observere og udveksle med andre civilisationer, at disse civilisationer trækker på erfaringer gjort af “tidligere” civilisationer, hvad lærer ville disse civilisationer uddrage af Jordens aktuelle kulturelle udviklingslinjer?
Mit bud er, at disse civilisationer meget nøje studerer fænomenet, hvordan demokratiske kulturer, der havde opbygget institutionerne til at understøtte de demokratiske styreformer, de havde endda været opmærksomme på en hel række af faldgruber for disse demokratiske styreformer og indbygget forskellige anti-korruptionsprincipper, og alligevel blev de demokratiske styreformer undergravede og overvundet af nogle fra et demokratisk standpunkt korrupte styreformer.
Jeg ser for mig, hvordan disse udenjordiske civilisationer meget nøje vil studere, hvor det var, at de i øvrigt demokratisk dedikerede befolkninger alligevel lod sig bedrage og overrende, og pludselig fandt sig selv fangede i forskellige processer af degeneration og kulturelt forfald. Og jeg ser for mig, hvordan de erfaringer menneskeheden i disse år gennemlever er et ‘case study’, som vitterlig påkalder sig udbredt interesser fra mangfoldige civilisationer.
Det handler om en oplevet velstand, en opfattelse af at det er i orden bare at tænke på at opnå fordele for én selv, det handler om at tage en masse samfundsmæssige og kulturelle forhold for givne og derigennem faktisk forsømme at vedligeholde dem, det handler om magelighed og dovenskab eller med andre ord, en mangel på årvågenhed og en mangel på beredskab og konsekvent handling.
Og ja, der var onde kræfter på spil, som ville noget andet end de demokratiske styreformer, kræfter som var drevet af begæret efter at dominere og herske, men disse kræfter er altid iboende i livet, så det er ikke deres tilstedeværelse der gør forskellen. Forskellen består i netop den manglende årvågenhed og det manglende beredskab og fraværet af konsekvent handling.
Der har været mange led i overgangen fra reelle demokratiske styreformer til de nuværende tilstande af skindemokrati og reel styring gennem et vidtforgrenet magthierarki, og ved hvert af disse led skulle den demokratiske årvågenhed have registreret korruptionstendensen og beredskabet skulle have været aktiveret og de fornødne skridt skulle have været taget for at imødegå korruptionstendensen.
Så hvad jeg ser for mig, at det disse udenjordiske civilisationer studerer meget nøje er, hvad det er der understøtter denne altafgørende årvågenhed. Hvordan opøves denne sensibilitet til et sådant niveau, at korruptionstendenserne identificeres som sådanne på så tidlige stadier af degenerationen, at imødegåelse og modforanstaltninger bliver aktiveret, og de demokratiske styreformer holdes intakte.
Og her er der en række helt oplagte cases, som f.eks. 9/11-terroraktionen, Finanskrisen, coronaepidemien og Ukrainekrisen, som alle burde have drevet årvågenheden helt op i det røde felt, og som burde have udløst omfattende og dybtgående former for samfundsmæssig selvransagelse og omfattende reformer, men det var ikke det der skete. Hverken årvågenheden i befolkningen eller blandt de demokratiske institutioner var tilstrækkelig til for alvor at imødegå korruptionstendenserne.
Og nu er løbet muligvis kørt for menneskeheden. Det er karakteristisk for kræfterne, der begærer at dominere og herske, at de svage på kreativitet og evnerne for rent faktisk at få et samfund og en kultur til at trives. Det er set igen og igen igennem utallige verdener at lykkes det ikke at tilbageerobre styringen fra kræfterne, der begærer at dominere og herske, så vil de føre til former for selvdestruktion. Men indenfor dette tankeeksperiment er der så en trøst i, at andre civilisationer kan lære noget afgørende vigtigt ved vores nederlag og undergang.
Hvad jeg godt vil supplere med, er at pege på, hvordan der er en pendant til den demokratiske årvågenhed i vores egen årvågenhed overfor vores sjælelige impulser. Og det er faktisk mere end en pendant, det er én og samme ting. Som normale ikke-skadede mennesker har vi hver især former for kontakt til vores sjæl, vores inderste følelses- og bevidsthedsliv, vores indre stemme, vores mavefornemmelser, vores kærlighedsimpulser, vores uprovokerede indskydelser. Men det kræver en vis årvågenhed at sikre, at disse impulser får taletid og bliver bevidstgjort.
Men bevidstgørelsen er kun det første skridt, for disse impulser opleves altid som sande for det enkelte menneske, og således kommer lydhørheden overfor dem også med en fordring om efterfølgende at handle på dem. Og denne fordring kan komme temmelig meget på tværs af de planer man ellers går og har. Og ikke bare kan fordringen om at handle på ens indre impulser komme på tværs af ens egne planer, de kan nemt også komme på tværs af ens omverdens planer og forestillinger.
Det enkelte menneske har således også visse tilskyndelser til at skrue ned for lydhørheden overfor ens indre impulser og videre at undlade at handle på de impulser, der så alligevel trænger igennem. Går man så igennem en længere periode og undlader at handle på visse vedholdende indre impulser, så bliver disse impulser på et eller andet tidspunkt til en slags hvid støj, som man ikke længere ænser. Her skal man bare gøre sig klart, at man kan ikke udviske visse impulser men samtidig bevare lydhørheden overfor andre. Hvis man går efter at udviske sine indre impulser, så udvisker man hele spektret af impulser, herunder også kærlighedsimpulsen.
Så måske er det vores uvilje og blokeringer overfor at lytte til vores indre impulser, måske er det vores manglende værdsættelse af og træning i at lytte til vores indre impulser, der er den underliggende årsag til svigtet i vores demokratiske årvågenhed og hvorfor vi nu er fangede i nogle udviklingstendenser, der peger i retning af den ultimative triumf for kræfterne, der begærer at dominere og herske, og menneskeheden og planeten er på vej til at blive lagt øde.
Skulle vi ønske at vende disse udviklingstendenser er sådan set meget enkelt: En væsentligt større del af befolkningen skal vælge at vende tilbage til at begynde at lytte til deres indre impulser og respektere dem og begynde at handle i overensstemmelse med dem. Denne proces vil også have karakter af en dyb selvransagelse, og følelser af skyld og skam kan komme over én, men disse følelser er bare et barometer for i hvilke grader man har forbrudt sig imod, hvad ens indre impulser fortæller én er det rette at gøre. Følelserne af skyld og skam er bare bivirkningerne af denne venden tilbage til at lytte til sine indre impulser.
Og når en tilstrækkelig stor del af befolkningen har fundet tilbage til at bringe sig selv i overensstemmelse med sine indre impulser, så skal samfundet som helhed gennemgå en form for selvransagelse, f.eks. igennem formatet af Sydafrikas Sandhedskommissioner, hvor samfundet som helhed vedgår al korruptionen og alle forbrydelserne, der har været løs i samfundet igennem hele den periode, hvor det var kræfterne der begærer dominans og overherredømme, der herskede. Igen her, vil disse erkendelser været ledsaget af følelser af skyld og skam, og igen her vil det bare være bivirkninger af at komme tilbage på sporet af demokratisk dedikation og årvågenhed og et gennemgående åbent og tillidsbaseret samfund.
kolliker 