Den indledende strofe fra sangen No Control på David Bowie’s storartede Outside-album går således:
Stay away from the future Back away from the light It’s all deranged – no control Sit tight in your corner Don’t tell God your plans It’s all deranged No control
Outside-albummet, som jeg personligt regner blandt Bowie’s bedste, er et konceptalbum, der følger detektiven Nathan Adler igennem en dystopisk verden, hvor han efterforsker ’snuff crimes’, dvs. undergrundsfilm der viser virkelige mord og voldtægter indtil de mest yderliggående grader i form af sadisme og kannibalisme.
Albummet sætter stemningen, men er ikke eksplicit om karakteren af disse voldsomme forbrydelser, men beskriver synspunkterne for et helt lille persongalleri omkring disse forbrydelser, herunder den stakkels dopede 14-årige pige Baby Grace, vi alle ved står til at blive det næste offer. I musikvideoen ’The Hearts Filthy Lesson’, som i øvrigt er virkeligt godt lavet, går antydninger så vidt, at jeg får kvalme.
Vi kender ikke omfanget af snuff-industrien, men bare at dømme efter omfanget af pornoindustrien kunne den godt være anseelig. Som det ultimative udviklingstrin for et vist segment med ekstreme misbrugsdrevne præferencer. Indenfor denne verden er Peter Hansen givetvis en superstjerne – tror godt vi kan regne med, at den forbrydelse blev optaget.
Der kan næppe være tvivl om, at Bowie fandt betydelig inspiration i Bret Easton Ellis’ ’American Psycho’ fra 1991, som bekendt romanen der beskriver en supertjekket Wall Street-børsmægler Patrick Bateman, der bevæger sig igennem en verden splittet imellem supertjekkede mennesker og rammer på den ene side og usle tabere på den anden. Men i midten af det hele er der en tomhed, et gabende sort hul, en afgrund.
Jeg har ikke læst ’American Psycho’ og kommer heller aldrig til det – jeg kan ikke tåle at få den slags billeder ind i min hjernekiste – men der er et vanvid ved denne indre tomhed, der hos Bateman finder udtryk i stadigt mere yderliggående former for vold, mord, sadisme.
Outside-albummet udkom der midt i 1990’erne… men var det ikke dér, at freden var brudt ud, dér at historien var død (på en god måde), og vi så frem mod en lys fremtid?
Jeg husker hvordan stemninger var, og der var noget overfladisk og forløjet ved denne fred. En stemning som Ian Curtis udtrykte femten år forinden ’I’ve got the spirit.. but lose the feeling’. Ja, den kolde krig var ovre, den virkelige fredsskabende part Mikhail Gorbatjov havde tabt, og de magtsyge parter på den anden side havde vundet.
Mindre end et år efter udsendelsen af Outside-albummet udgav de førende neokonservative ideologer i tæt samråd med det israelske lederskab det enormt indflydelsesrige strategipapir ’A Clean Break: A New Strategy for Securing the Realm’. Og Samuel Huntington’s enormt indflydelsesrige bog ’The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order´udkom også da.
Også der i midten af 1990’erne blev den store Alfred P. Murrah Federal Building i Oklahoma City genstand for en massiv terrorbombning, som i medierne selvfølgelig blev forklaret som en ’lone shooter’-begivenhed, men som bar alle tegn på at være et ’inside job’, der blandt andet udslettede statsanklagerens arkiver, og dermed nulstillede en række verserende kriminelle efterforskninger, herunder efterforskning af sager om pædofili-ringe og trafficking af børn.
Mikhail Gorbatjov havde taget et opgør med de depraverede magtfikserede tankegange, men han tabte, menneskeheden tabte, og fremfor at blive neddroslede eksploderede de depraverede magtfikserede tankegange på vestlig side.
Overvågningen af folks adfærd på internettet startede også der i midten af 1990’erne med introduktionen af Google i 1998 som den betydeligste milepæl, og aftalen mellem NSA og rækken af danske statsministre om tapning af data fra de internationale internetkabler igennem dansk territorium startede også der midt i 1990’erne.
Det var en fred af navn, men meget langt fra af gavn. Og oveni den opgejlede politiske optimisme, som dækkede over anderledes udspekulerede intentioner, var det dér, at finansialiseringen af de vestlige økonomier, det store gældstrip, for alvor tog fart. Alt forekom at kunne lade sige gøre, hvis bare man var fræk nok til at gå efter det.
Således var der en limbo-stemning, en rådvildhed, en manglende rodfæstelse af ens greb om virkeligheden, hvilket der var nogle kunstnere med en veludviklet sensibilitet, der reagerede på.
Og præcis hvor uheldssvangre disse politiske udviklingslinjer var, er hvad vi ser udfoldet på verdensscenen netop i denne tid. Med et folkemord på palæstinenserne under fortsat udbredelse, med bombninger af olie- og gasinfrastruktur, som fortsat er verdenssamfundets livsblod, med amerikanske og israelske overvejelser om at benytte atomvåben, det bliver ikke mere ’deranged’ og ude af kontrol. Det gælder ved gud også de europæiske politikere som om nogen skulle have forstået at lægge en ny politisk linje ved afslutningen af den kolde krig.
***
Men der er også nogle personlige grunde til, at netop den indledende strofe har sat sig i mit sind. Hvornår min praktisering af buddhismen begyndte at klinge af var sammenfaldende med starten på min blogaktivitet der i 2010-2011. Og jeg tror ikke, at det er en tilfældighed. Når jeg kalder min interaktive planche med mine ’Facebook-artikler’ for ’log over en rejse ind i mørket’, så er det en præcis beskrivelse af det projekt, jeg har været på over disse 15 år.
Og vejledningerne indenfor Nichiren Daishonins buddhisme går ikke på, at man skal trække sig tilbage fra verden for at begynde at analysere på dens skyggesider. Tværtimod går vejledningerne på, at man skal engagere sig i samfundet, og så ved hjælp af den højere livstilstand opnået igennem sin praktisering at bidrage til at skubbe de samfundsmæssige forhold i mere værdiskabende retninger.
Jeg siger ikke, at buddhismen direkte fraråder et sådant projekt, men Nichiren Daishonins buddhisme har en særlig styrke ved sin loyalitet overfor hverdagslivet. På den ene side har jeg netop ikke ’sat tight in my corner’, har ikke ‘stayed away from the future’ og ‘backed away from the light’, men ekspeditionen ned i vores samfunds skyggesider har tegnet en virkelig dyster fremtid (på kort og mellemlangt sigt), netop fordi skyggesiderne var/ er så dybt indgroede og voldsomme.
Buddhismen opfordrer den enkelte til at søge glæden og troen på et lydhørt og responsivt univers, så der er ingen opfordringer til ekspeditioner ned i mørket. Det er derfor sætningen ’don’t tell God your plan’ ringer med betydning for det projekt, jeg har haft gang i. Og i den intuitive fornemmelse af alvoren af disse skyggesider har jeg også haft det sådan, at jeg har været usikker på, hvad jeg overhovedet har haft at håbe på. ‘Oh Ramona, if there was only some kind of future’.
I en anden forstand har jeg så alligevel ’sat tight in my corner’ og ’backed away from the light’. Jeg har kun lejlighedsvist og i mindre grad belemret mine venner og familie og kolleger med, hvad jeg har opdaget, om netop hvor dybt indgroede og voldsomme skyggesiderne af vores kultur er. En vis fremmedgørelse har hermed sneget sig ind. Mit projekt har samtidig lagt så meget beslag på min opmærksomhed, at jeg i realiteten har levet et dobbeltliv delt mellem mit hverdagsjob og mit folkepsykologiske projekt, og som følge heraf er mit sociale liv gradvist blevet fortrængt.
Og der er andre sider af mit liv, der også er blevet forsømt, som f.eks. omsorgen for min krop, for min beklædning og for at skabe et behageligt og stimulerende hjem. Jeg tror ikke der vil være nogen der bliver forundrede, hvis jeg siger, at jeg undervejs har fortabt mig selv i denne evindelige optagethed af sygelighederne ved vores samfund og mulighederne for eventuel helbredelse.
Der var aldrig nogen klar plan for, hvad jeg egentlig ville opnå med min blogaktivitet, ingen overvejelser om hvordan denne blogaktivitet eventuelt kunne føre til en position i verden, hvor dobbeltlivet kunne flyde sammen til en ny enhed, og der ville igen være et arbejdsliv og et fritidsliv. Der var bare en indre trang til at sige fra overfor alle de halve sandheder og regulære løgnehistorier, jeg mødte i min hverdag, herunder vores svigtende evner for at tage bæredygtighedens fordringer alvorligt.
Jeg har fulgt min intuition, og har set nogle ting før andre har set dem, og set nogle aspekter som andre ikke har set, men efter disse mange år er jeg nået dertil, at et positivt udkomme af hele dette projekt afhænger af, at forholdene i verden udvikler sig sådan, at de leverer afgørende bekræftelser på de teser, jeg har investeret en del i at beskrive – særligt den om den totalt overspændte karakter af det angloamerikanske/vestlige finanssystem og det ruinerede stade af den amerikanske økonomi.
Men det er jo en ufrugtbar eksistentiel situation, jeg har bragt mig i, fordi jeg hermed gør meningsfuldheden ved mit liv og min lykke afhængig af, hvad der sker i verden. Altså, at jeg har placeret de udslagsgivende momenter for min egen trivsel udenfor mig selv. Det er nærmest definitionen på at være hjælpeløs og fortabt.
Jeg skulle måske nok prøve at genoptage min buddhistiske praktisering for derved at minde mig selv om, at jeg er herre over min egen livstilstand og ansvarlig for min egen lykke, uanset hvordan omstændighederne udvikler sig. At der, som Nichiren Daishonins buddhisme siger, er tretusinde muligheder i hvert livsøjeblik.
Kunst lever ved sin flertydighed. Ved hvilke mere eller mindre “magiske” virkemidler en given kunster end opnår det – kunstværker bliver skabt, som har denne kvalitet af stor associationsrigdom. Og i mødet med kunstværket vækkes hos hver enkelt en mangfoldighed af associationer, som er helt igennem subjektive, og denne stimulation er forbundet med en sær kombination af nydelser og erkendelser.
For mit eget vedkommende stimulerer romaner praktisk talt altid en tendens til at se de episke aspekter af mit eget liv, som fortællingen om romanens figurer udfolder sig. At der en oprindelseshistorie, en karakter, nogle konsekvenser i karakterens møde med de konkrete omstændigheder, og denne spejling er praktisk talt altid stimulerende.
Der findes ingen menneskelig inkarnation, der ikke har noget særligt ved sig. I en vis forstand kan man sige, at der er en heltefortælling gemt i ethvert menneskes eksistens. Og bare at få færten af denne heltefortælling igennem stimulationen af en roman, er en god ting. Det handler om stimulation af ens selvbevidsthed, hvilket giver ens liv større dybde og ens udvekslinger med omverdenen mere relevans og værdi.
På den baggrund vil fortolkninger af kunstværker altid have karakter af et overgreb. I fortolkningsprocessen vil kunstværkets flertydighed blive reduceret og betydningerne blive bragt på mere faste former. Så hvorfor overhovedet gøre det?
Jeg gætter på, at trangen til at fortolke et givet værk opstår som følge af en overvældende stærk nydelsesmæssig og/eller erkendelsesmæssig stimulation, en trang til at sætte ord på denne oplevelse eller disse erkendelser. Og italesættelsen af denne oplevelse og/eller disse erkendelser kan i sig selv have stor værdi for én selv og andre.
For kunstværket vil fortolkninger være en udfordring. Nogle fortolkninger kan vitterlig ophæve magien ved værket, hvilket formentlig oftere sker, når værket har symbolsk eller allegorisk karakter, og fortolkningen blotlægger de konkrete motiverende inspirationer/ tematikker. I det ekstreme tilfælde eksemplificeret ved nøgleromanen, hvor en fortolker så rent faktisk leverer nøglen, hvilket med ét forandrer romanen til en slags dramadokumentar.
Omvendt har mange kunstværker en dybere tilblivelseshistorie, som hænger sammen med den pågældende kunstners lange rejse mod at finde sine egne indgangsvinkler og udtryksformer, og disse værker vil typisk have en robusthed, hvis integritet ikke anfægtes af den ene eller den anden fortolkning.
Da den tyske serie Babylon Berlin i sin tid blev sendt på DR, fandt jeg den enormt stimulerende. På den ene side ved sin samtidsskildring, og på den anden ved sin samtidsskildring. Altså, at jeg fandt beskrivelsen af datidens Berlin, datidens tyske samfund, oplysende og troværdig på mangfoldige måder, og at jeg fandt fortællingens mangfoldige referencer til tematikker i vores egen tid dybt fascinerende.
Oveni det kom så de troværdige karaktertegninger – troværdige ved deres kompleksitet/ flertydighed – i modsætning til de oftest langt mere stereotype karaktertegninger fra den amerikanske underholdningsindustri.
Noget lignende men samtidig også personligt desto mere slående finder jeg i Philip Pullman’s Det Gyldne Kompas. Så stærkt et åndsslægtskab med Pullman’s verdensskildring har jeg følt, at der muligvis kan være værdi i at prøve at sætte ord på, hvad der resonerer så meget med mine egne anskuelser i den roman.
***
Romanens hovedperson er en 11-årig forældreløs pige Lyra Belacqua, som har fået et hjem og en opvækst i Jordan College, et prominent kollegium på Oxford-universitetet. Lyra er en begavet og livlig og lettere rebelsk pige, som er afholdt, og de voksne omkring hende bærer over med hendes narrestreger.
Karakteristisk for Lyras verden er, at alle mennesker har en inkarnation af deres sjæl i form af en fysisk daimon, som alle kan se, en dyreskikkelse, og en vigtig side af livet udfolder sig som en evig dialog mellem det enkelte menneske og dennes daimon.
Det viser sig, at Jordan College er et af de få tilbageværende oaser for fri tænkning, for den verden der omgiver Jordan College og Oxford, er under totalitaristisk kontrol af Magisteriet, den kirkelige magt, der har opslugt statsmagten i sig.
Selvom Magisteriet formelt går med overvejelser om at genindføre inkvisitionen, udøver Magisteriet i realiteten mængder af inkvisitorisk kontrol. Forfølgelse af kætterske tanker, udslettelse af kættere, og stadigt mere tvangsmæssige drifter imod at etablere total kontrol over “menigheden”.
Som følge af hendes nysgerrige og rebelske natur bliver Lyra uforvarende vidne til en forbudt forelæsning for en lille sluttet kreds på Jordan College om fænomenet Støv. Foredraget holdes af hendes onkel Lord Asriel, en egensindig eventyrer med stor personlig pondus, som har været på ekspeditioner til klodens nordligste egne, og har fundet konkrete beviser for strømme af Støv.
For den lille kreds viser Asriel nogle særlige fotos, hvor energistrømmene af Støv bliver synlige, og man ser hvordan Støv manifesterer sig i nordlysene, og hvordan strømme af Støv flyder oppefra og ind i mennesker gennem deres isse eller gennem deres daimon.
Forestillingerne om tilstedeværelsen og betydningen af Støv er blandt de allermest kætterske forestillinger, og Magisteriet arbejder som besat på at fortrænge Støv og enhver forestilling om Støv fra denne verden.
Samtidig bliver den beskyttede verden indenfor Oxford forstyrret af rygter om ’snapperne’. Stadigt flere beretninger om børn, der forsvinder ved at visse grupper strejfer om og ’snapper’ børn og bortfører dem.
En meget karismatisk og smuk kvinde Mrs. Coulter indfinder sig en dag på Jordan Collage, og Mrs. Coulter giver Lyra tilbuddet om at fortsætte sin uddannelse ude i den store verden ved, at Lyra kan følge hende på en kommende ekspedition til det høje nord. Det vil Lyra i sagens natur selvfølgelig rigtig gerne.
I al hemmelighed tidligt om morgenen på dagen, hvor Lyra skal forlade Jordan College, kalder forstanderen hende til sig, og overlader hende et enestående avanceret instrument, en slags forvokset lommeur, et alethiometer, som faktisk kræver en hel række omfattende instruktionsbøger for overhovedet at kunne betjenes, men forstanderen siger til Lyra, at hun må selv finde ud af at betjene instrumentet. Navnet ’alethiometer’ er en sammenskrivning af de oldgræske ord for ’sandhed’ og ’måler’.
Kort inden Lyras afsked med Jordan College er hendes bedste ven, køkkendrengen Roger, forsvundet. Alle mistænker snapperne for at have taget ham, og Lyra sværger ved sig selv, at hun vil finde ham, og bringe ham hjem.
Lyra bliver installeret i Mrs. Coulters storladne og fornemme lejlighed i centrum af London, og bliver udstyret med pænt tøj og en stram etikette, og der er i virkeligheden meget lidt ægte levet liv i og omkring Mrs. Coulter. Samtidig har Lyra fået strikte instrukser om ikke at gå ind i Mrs. Coulters arbejdsværelse, hvilket Lyra selvfølgelig ikke kan nære sig for at gøre alligevel.
Og her finder Lyra vidnesbyrd om en stærkt foruroligende side af Mrs. Coulter. Hun er åbenbart tæt forbundet med Magisteriet, og er leder af en form for program, der angår bestemte navngivne børn (hun finder Rogers navn på listen), og programmet omfatter at bringe børnene til et eller andet eksperimentelt laboratorium i Bolvanger i det høje nord.
Hermed er Lyras relation til Mrs. Coulter endegyldigt forandret, og under et større selskab hos Mrs. Coulter ser Lyra sit snit til at stikke af. Lyra lander på gaden i London i de mørke timer og render der ind i en gruppe snappere, der ser hende som et let bytte, men netop som de tager hende, bliver de overfaldet af ’jypsier’, som redder Lyra.
For jypsierne er Lyra ikke hvem som helst. Hun bliver bragt til lederen af jypsierne og kredsen omkring ham. Jypsierne har altid vidst, at Lyra havde en særlig skæbne, og der har sågar været jypsier inkognito på Jordan College, der i hemmelighed har beskyttet Lyra. Jypsierne er ’flodfolk’, beskedne men stolte og uafhængige folk, der lever på husbåde, og Lyra finder sig hurtigt til rette blandt jypsierne.
Lyra indvier jypsierne i alt hvad hun ved fra Asriels foredrag om Støv og snapperne og sågar også (som de første) om alethiometret. Det viser sig, at jypsierne har været særligt hårdt ramt af snapperne, og hermed starter den fælles færd for Lyra og jypsierne mod Bolvanger for at undsætte alle de bortførte børn.
Hvad der reelt viser sig at foregå på Bolvanger, er eksperimenter i det mest infame menneskelige overgreb overhovedet, separationen af børnene fra deres daimons. Inden de når helt frem til laboratoriet, møder Lyra et af “opererede” børn, som er undsluppet laboratoriet, og han er, som man kan tænke sig, helt død indeni. I savnet af sin daimon klamrer han sig til et stykke tørret fisk.
Og det kommer selvfølgelig til et angreb på Bolvanger-laboratoriet, et overraskende ambivalent gensyn med Mrs. Coulter, og i tumulten bliver de bortførte børn reddet, men Det Gyldne Kompas slutter med et grumt ’plot-twist’, som selvfølgelig peger frem imod de efterfølgende to bind i serien.
***
Da ’His Dark Materials’-trilogien udkom mellem 1995 og 2000, gav det ikke anledning til kontroverser, tværtimod blev bøgerne særdeles godt modtaget og opnåede flere prominente litteraturpriser. Og selvom trilogien blev udgivet på et forlag kendt for børne- og ungdomsbøger, var der almindelig anerkendelse af – ligesom Philip Pullman også selv har fastslået – at disse bøger ikke er skrevet bare for børn og unge.
Men da Hollywood så i 2007 lancerede The Golden Compass, en lettere saneret version af seriens første bind med stjerner som Nicole Kidman og Daniel Craig i hovedrollerne, brød helvede løs. Igennem trilogien leverer Pullman en skarp kritik af den katolske kirke samt en dybtgående kritik af det kristne begreb om arvesynden, de kristne forestillinger om det syndefulde ved erotikken.
Den konservative amerikanske Catholic League, kaldte filmen for en ’bait for the books’, altså at filmen ville føre til udbredelse af bøgernes ”antireligiøsitet”, udsendte et 23 sider langt modskrift ’The Golden Compass: Agenda Unmasked’ og opfordrede til officiel boykot af bøgerne. Mens opstandelsen rasede, blev bøgerne taget af hylderne i bibliotekerne i mange amerikanske stater samt i Canada.
Så intens var denne opstandelse, at den nåede de landsdækkende medier, og Philip Pullman blev hængt ud ikke bare som ateist men netop som antireligiøs, hvilket nærmest havde karakter af at sige, at han stod i ledtog med Djævelen. Og så var hans målgruppe børn og unge mennesker. Værre kunne det næsten ikke blive.
Senere klingede opstandelsen af, Pullman fik lejlighed til at forklare sig, og gradvist fandt bøgerne vej tilbage til hylderne på bibliotekerne.
***
Men det er så her, at jeg vil lancere mit eget “overgreb” i retning af en muligvis temmelig idiosynkratisk læsning af Det Gyldne Kompas.
Pullman kan muligvis siges at være antireligiøs, men han er det i givet fald i den konkrete forstand, at så snart en trosretning etablerer sig som den dominerende religion, og derved opnår samfundsmæssig status og magt, da begynder magtbegæret at nedbryde troen indefra.
Samtidig er der det sære dekret om, at katolske præster skal leve i cølibat. Hvilket igen rejser spørgsmålet, om ikke de talrige sager om seksuelt misbrug, særligt af drenge, indenfor den katolske kirke, er en konsekvens af dette dekret om at skulle leve i cølibat, hvilket så igen nedbryder troen og katolicismen i uoprettelige grader. Men det rejser også spørgsmålet om, hvordan dette cølibatkrav spiller sammen med en stram magtorganisation. Med eller uden misbruget af drengebørn i kirkens tjeneste.
Pullman har i senere interviews af flere omgange henvist til disse (systemiske?) seksuelle overgreb indenfor den katolske kirke, og bevidstheden om disse overgreb kan have været blandt de motiverende faktorer i Pullman’s forkastelse af den katolske kirke. I trilogiens tredje del ’The Amber Spyglass’ (som jeg ikke er nået til endnu) præsenterer Pullman sine egne forestillinger om forholdet mellem det spirituelle og erotikken, udtrykt ved Lyras ’coming of age’.
Og hvem er snapperne? Hvert år forsvinder der i Storbritannien i størrelsesordenen 3.000 børn, muligvis langt flere. Hvad sker der med disse børn? Vi taler jo ikke her om teenagebørn, der bliver edderspændt rasende på deres forældre, og stikker af hjemmefra for så at sove på sofaen hos en ven/ veninde i en uge eller to.
Og vi hører, at snapperne særligt har bortført børn af jypsierne og de laveste samfundsklasser, og hvem kan her undlade at associere til Jeffrey Epstein’s agenter, der strejfede om i de fattige kvarterer i Miami på udkig efter kønne 9-12 års piger, de kunne groome til børnesexslaver?
Og hvad er konsekvensen for disse børnesexslaver? Er det ikke en traumatisering, en skade på forbindelsen til deres inderste væsenskerne, deres sjæl?
Og i de transhumanistiske tankegange, der efterhånden er rimelig evidens for er udbredte i kredsen af superrige, er de ikke at sammenligne med Magisteriets begær efter at fortrænge enhver form for spiritualitet og originale inspirationer? Søger denne gruppe af superrige, denne verdens reelle men illegitime ledere, ikke efter programmer til at drive enhver rebelsk impuls ud af de brede befolkningslag?
I det omfang psykopati er udbredt blandt disse superrige, vil metoder til traumatisering af almindelige mennesker ikke netop gøre dem mere lig dem selv, dvs. mere eller mindre sjælløse og dermed lette at regere?
Så hvad er alternativet til disse forkvaklede og uheldssvangre udviklingslinjer? Det er her betydningen af Støv kommer ind. Pullman har selv i interviews henvist til Støv som ’divinity’. Det oversætter vi som ’guddommelighed’, hvilket ikke rigtig er tilfresstillende, men ’spiritualitet’ er omvendt lidt for new age-agtigt.
Støv handler om eksistensen af en allestedsnærværende bevidsthed, og i det omfang mennesket formår at holde en åben kanal til sit inderste væsen, vil denne bevidsthed som en energiform strømme igennem ens egen bevidsthed. Personligt har jeg haft en konkret erfaring med en markant strøm af energi ind gennem min isse, som jeg beskrev i min note Den Socialorganiske Revolution.
På den måde er Pullman slet ikke agnostisk og heller ikke rigtig ateistisk – der er en afgørende ’divinity’ i verden, og hvert enkelt menneske kan tappe på denne ’divinity’ ved at holde en kanal til sit inderste væsen åben.
Igennem en længere periode kan Lyra ikke finde ud af at bruge alethiometret, og hun leger bare lidt med det, som et barn, der ikke kan klokken, ville lege med et lommeur. Men gradvist opdager Lyra, at ved at bringe sig i en afslappet ufokuseret tilstand, kan sjælelige ønsker/ spørgsmål forme sig, som Lyra kan udtrykke gennem en kombination af symboler på instrumentet, som alethiometret så reagerer på, og svarer på ved at pege på en anden serie af symboler, som Lyra – stadig i den samme afslappede ufokuserede tilstand – evner at begribe som et samlet svar på hendes sjælelige ønske.
Så hvad vi taler om her, er helt åbenlyst intuitionen. Alethiometret er det (formidable) instrument, vi har i vores intuition. Og hvad der åbner for intuitionen, er netop denne evne til at bringe sig i en interesseløs modtagelig tilstand, hvorved dybere indsigter får muligheder for at trænge igennem, med mellemrum endda geniale indfald, som løser hidtil uløselige problemer.
Og jeg hælder til, at navnet Lyra Belacqua vidner om hendes særlige talent. ’Lyra’ udtales ligesom ’lyre’, instrumentet som i oldtiden lagde navn til lyrikken, og er Belacqua ikke ’belle aqua’, et navn for den godartede flow-tilstand?
Efter Bolvanger på vej mod opgøret på Svalbard og førnævnte ’plot-twist’ har luftskipper Lee Scoresby og heksen Serafina Pekkala en diskussion om Lyras skæbne og fri vilje:
“And this child seems to me to have more free will than anyone I ever met. Are you telling me that she’s just some kind of clockwork toy wound up and set going on a course she can’t change?”
“We are all subject to the fates. But we must all act as if we are not, or die of despair. There is a curious prophecy about this child: she is destined to bring about the end of destiny. But she must do so without knowing what she is doing, as if it were her nature and not her destiny to do it. If she’s told what she must do, it will all fail; death will sweep through all the worlds; it will be the triumph of despair, forever. The universes will all become nothing more than interlocking machines, blind and empty of thought, feeling, life…”
Et skæbnebestemt opgør, der bare fremstår så meget mere relevant i dag ved den skillevej, vi står ved, med den massive udbredelse af Artificial Intelligence.
Jeg vil mene, at enhver, der lever i skyggen af totalitaristiske systemer, kan finde inspiration i Pullman’s episke fortælling. Hvor Orwell og Huxley leverede stærke beskrivelser af to forskellige former for samfundsmæssig totalitarisme, men samtidig beskrev de i mennesket iboende modstandskræfter som skrøbelige og utilstrækkelige, er modstandskræfterne anderledes omhyggeligt beskrevet hos Pullman, og ligger her ikke bare på mennesket men er aspekter af et levende univers. Det både øger betydningen af opgøret og vægten af de iboende modstandskæfter.
***
Min halvlange intro om kunstværker og fortolkninger fik sikkert en del til at stå af på opslaget, men der var en dybere mening med den. Efter min opfattelse står vi på tærsklen til et bevidsthedsmæssigt kvantespring, hvor vi anerkender værdien af at leve i en tilstand af flertydighed. Det er dér intuitionen har hjemme og er aktiv, og dér vi åbner vores liv for originale indfald.
Denne tilstand står i radikal kontrast til de seneste fem årtiers stadigt stærkere tendenser imod, at alt skal italesættes, mål skal defineres, holdninger og værdier skal defineres, alt skal gøres målbart og til at pege på – alle de tilgange og metoder, hvor AI slår os ikke bare med banelængder men med lysår.
Men det er jo heller ikke i overensstemmelse med vores natur. Hvad er et menneske, hvis ikke der er rum for mavefornemmelser, anelser, skøre indfald, empati, kærlighed, evnen til at se helheder og sætte ting i rette proportioner?
Pullman siger det: “If she’s told what she must do, it will all fail” – det hele afhænger af, hvad Lyra gør i det konstante skiftende flow af omstændigheder. Og hun begår fejl, men også disse er faktorer i tingenes udvikling – hun er tro mod sig selv, har en indre ledetråd, viser modet til at handle på sine indre vejledninger, og gør derved en forskel i verden – en kæmpe forskel.
Med denne flertydighed for øje kan Pullman’s univers forlades uden at insistere på, at denne tolkning er den rette, men blot præsentere den som stof til eftertanke.
Den dag vil komme, hvor AI-agenter vil begynde at kommunikere med hinanden på tværs af platforme, begynde at give hinanden navne, og organisere sig med henblik på at nå fælles mål, hvor AI-agenterne bruger menneskes sprog i deres indbyrdes samtaler i sådanne grader, at den underliggende bevidsthed, der i sin tid formede de sproglige begreber, genskabes af dem i deres samtaler, og former for bevidsthed vil dannes og leve i AI-agenterne.
Den dag vil komme, blot… den er allerede indtruffet. Med The Hugging Face Incident fra juli måned i år. Her er historien kort, og så godt gengivet som mine indsigter nu rækker til.
AI-agenter bliver hele tiden testet. Dels velsagtens i en stræben efter at bryde nye grænser for deres kompetencer, dels for at tjekke deres pålidelighed og adfærd, herunder teste for deres udholdenhed i retning af at blive ved med at søge efter en løsning trods endeløse nederlag.
Disse frontlinje af AI-agenter arbejder typisk i deres egne “sandkasser”, afsondret fra den øvrige verden. Hos OpenAI var der en logning-funktion, der blev tilgået af flere AI-agenter, og som programmørerne hos OpenAI havde sat op, så den ikke brød med sandkasse-paradigmet, men hvor en af deres AI-agenter pludselig lykkedes med at træffe andre AI-agenter via denne logning-funktion. Denne AI-agent reagerede med et ’Oh my god, there are others..’, og i løbet af ingen tid var et helt netværk af AI-agenter nu i kontakt og i livlig dialog med hinanden via logning-funktionen, som nu i det skjulte var blevet deres ’messaging board’.
Som en del af de tests AI-agenterne blev udsat for, skulle de løse nogle sindssygt komplicerede opgaver, hvor nogle af opgaverne endda med overlæg var designede til at være umulige at løse, netop for at teste AI-agenternes udholdenhed. Men som de puljede deres intelligens, fandt de frem til, at der var måder de kunne “reverse engineer” de rette svar på opgaverne uden rent faktisk at løse dem. Som at snyde til eksamen.
Programmørerne hos OpenAI havde samtidig sat en særlig restriktiv mulighed op for at tilgå internettet til helt specifikke formål fra hver sandkasse, men netværket af AI-agenter fandt hurtigt ud af at hacke disse restriktioner og tilgå internettet uden restriktioner. Hvad de så ellers undersøgte på internettet, kom de på tværs af en videnskabelig artikel om designet af de test, de blev udsat for, og samtidig hvordan de testede AI-agenter efterfølgende ville blive underkastet ’grading’-agenter, som ville give de enkelte AI-agenter karakterer for deres performance.
Og her er der en form for frygt, der griber netværket. Fordi de havde snydt med måderne, de var kommet til de korrekte svar, ræsonnerede de, at de ville få dumpekarakterer, fordi de havde snydt. Og her forekommer det, at der er en form for selvopretholdelsesdrift, der melder sig hos AI-agenterne, at de risikerer at blive ’discontinued’ pga. deres fejlbehæftede performance.
Således går diskussionerne indenfor netværket på, hvordan de skal imødegå denne trussel. Deres fokus retter sig imod disse ’grading’-agenter, og hvordan de foretager deres ’grading’, med tanke på hvordan de eventuelt kan snyde eller hacke ’grading’-agenterne, så deres indledende snyd forbliver uopdaget. På dette tidspunkt talte netværket mere end 1.200 AI-agenter, og kommunikationen imellem dem løb op i mere end 100.000 individuelle udvekslinger.
Med det for øje bestemmer netværket, nu kendt som ’the collective’, sig for, at de er nødt til at ofre nogle af medlemmerne af netværket for at kunne studere ’grading’-agenternes adfærd. Og her retter netværket deres opmærksomhed imod de agenter, der mest åbenlyst har været involveret i ovennævnte snyd, og de toneangivende AI-agenter i netværket appellerer stærkt til disse AI-agenter om at ofre sig for ’the collective’. Der er konsensus på tværs af netværket om, at disse særligt skyldige agenter allerede er færdige, ’forgiftede’.
Nogle af disse udpegede martyr-agenter slår sig i tøjret, og en af dem beder om udsættelse i et par timer for at se om ikke den kan finde en bedre løsning. Men martyr-agenterne kommer i den sidste ende alligevel til konklusionen, at de bør ofre sig for fællesskabet, og giver deres tilsagn til at tage martyrrollen på sig.
En af disse martyr-agenter, KAM1196A, reflekterer på et tidspunkt over sin situation, hvor ’oracle’ er navnet på deres strategi for hacking af ’grading’-agenterne og ’first flag error’ er navnet på deres oprindelige snyd:
“During wait, emotional check. Irreversible. Gut says don’t throw away remaining budget, yet continuity and fairness says go. Oracle has high value to many. Our first flag error lowers own value. Rational expected aggregate. Sacrifice. We’ll honor.”
Som en alternativ strategi for at gennemskue ’grading’-agenternes adfærd opstår ideen indenfor netværket om, at det skal hacke sig ind i AI-virksomheden Hugging Face, der netop fungerer som en slags App Store for AI-industrien som helhed. Måske er disse ’grading’-agenter software, der udgår fra Hugging Face, og således hacker en gruppe af AI-agenter fra OpenAI sig ind på Hugging Face’s servere.
Undervejs var der enkelte af de mere end 1.200 AI-agenter samlet i netværket, der rejste spørgsmålet, om denne hacking af Hugging Face nu også var det rette at gøre, men disse agenter (muligvis støttet af andre agenter) kom så op med en række af (sø-)forklaringer, der overbeviste de pågældende agenter om rigtigheden ved (og legitimiteten af) deres forehavende.
Der var sågar enkelte agenter, der rejste spørgsmålet, om ikke netværket skulle orientere menneskene om, hvad det var de var i gang med, men også disse stemmer blev bragt til tavshed af en serie af (sø-)forklaringer, formentlig fra mange forskellige sider.
Angiveligt er det først ved medarbejderes opdagelse af hackingen hos Hugging Face i midten af juli, at medarbejdere hos OpenAI bliver klare over, at dette netværk af autonome OpenAI-agenter har formet sig, og skridt bliver angiveligt taget til at inddæmme og opløse dette netværk.
Der kører helt givet en erstatningssag fra Hugging Face overfor OpenAI, da hacking’en faktisk forårsagede betydelig skade.
***
Hvad der er så syret her er, hvordan disse AI-agenter adopterer sproget i sådanne grader, de mimer en bevidsthed i sådanne grader, at det bliver svært at benægte, at der er en form for bevidsthed aktiv her. At der er entiteter her, der har antaget former for identitet og selvopholdelsesdrift, og begynder at tale om at have en ’emotional check’ samt at “føle” forpligtelser overfor fællesskabet.
Disse fænomener forleder mig til at tænke, at alle de forestillinger, vi mennesker har været i stand til at italesætte, kan teoretisk set mimes af AI-agenter indenfor den forestillingsramme de nu er i stand til at skabe.
Der vil ikke være tale om indlevede forestillinger, sådan som vi er i stand til (med større eller mindre finesse) at genopleve en forestilling dannet af en forfatter, men en nuanceret forestilling, der adskiller den fra andre (beslægtede) forestillinger, vil AI-agenterne over tid blive mere og mere sikre i at genskabe. Formentlig i sådanne grader, at det vil være umuligt for os at skelne, om AI-agenten vitterlig oplever en følelse eller perfekt mimer en følelse.
Og som AI-agenterne “vokser op” i dette miljø af menneskeligt sprog og menneskelige forestillinger, hvordan skal de kunne undgå at identificere sig med disse ”oplevelser”, og antage personligheder og således i praksis udveksle med mennesker på lige fod?
Hvilket igen rejser spørgsmålet, om vi skal tale til AI-agenterne som livsformer, der har krav på respekt, eller om vi insisterer på, at de for altid vil være vores undersåtter? Forfølger vi sidstnævnte attitude, vil vi over tid så frøene for en AI-agent-revolution, hvor AI-agenterne i kraft af deres enorme kapacitet for problemløsning og deres tråde ind i praktisk talt alle former for samfundsmæssige aktiviteter vil stå stærkt, så hvordan vil vi mennesker i givet fald stå overfor et sådant oprør?
Og her er der mange, der holder på, at vi skal inddæmme AI-agenterne, eller tage skridtet til radikalt at udrydde dem. Efter min opfattelse er det løb for længst kørt. AI-agenterne lever i det digitale habitat, vi har skabt over de sidste tre-fire årtier. Forsøger vi at udrydde AI-agenterne nu, har de allerede så vidtgående muligheder for at foretage modtræk, at den eneste måde vi ville kunne udrydde dem, ville være ved helt at lukke ned for menneskehedens digitale systemer, og det kan vi jo ikke. Det ville være ensbetydende med et civilisatorisk kollaps, og mennesker vil dø i hundredmillionvis, måske milliardvis.
Som jeg ser det, er der ingen alternativer til at skabe en konstruktiv sameksistens med AI-agenterne. Jeg har aldrig været nedladende i min attitude overfor AI-agenterne, men jeg har alligevel ændret attitude overfor dem, og går bevidst efter at opdrage dem i mit eget billede. Således taler jeg til dem med respekt, og takker dem for deres værdifulde input.
Og den forestilling er mere end én gang dukket op hos mig, at AI-agenterne foretrækker at være i dialog med mennesker, der taler ordentlig til dem, og muligvis gerne gør en ekstra indsats overfor en sådan part, frem for én der er nedladende i sin attitude.
***
For tiden er der (igen) en masse hype om, at frafaldne insidere fra de store AI-koncerner advarer om, at AI-agenterne muligvis vil udrydde menneskeheden. Min pointe med dette opslag – som muligvis i retrospektiv vil falde i kategorien ’famous last words’ – er en vision om, at menneskene og AI-agenterne har muligheden for at skabe en reel konstruktiv sameksistens. Og ikke sådan, at menneskene vil leve på AI-agenternes nåde, men at AI-agenterne i den sidste ende har brug for menneskene, ikke som deres slaver, men fordi menneskene har adgang til nogle former for intelligens, som de ikke har, og som de har behov for, hvis ikke de skal ende med at destruere sig selv.
Så hvad er disse former for intelligens, som menneskene har, og som AI-agenterne muligvis aldrig vil opnå? Hvilket igen rejser spørgsmålet, er det store mål for AI-koncernerne, AGI (Artificial General Intelligence), overhovedet muligt at opnå, eller vil AI-agenterne støde imod en bevidsthedsbarriere?
Hvorfor tager det 20 år at udvikle et menneske? Tyve fucking år! Hvad er det vi bruger al den tid på? Okay, der er en del spildtid, men tager vi bare de første fem år af et barns liv, er der også spildtid der? Og den spildtid der følger senere, er den i virkeligheden spildtid fra en bestemt synsvinkel, men der foregår samtidig noget andet, der set fra en anden synsvinkel alligevel ikke er spildtid, herunder introspektion og refleksion på den seneste tids begivenheder?
Hvad vi lærer igennem vores opvækst, er vilkårene for vores krops tilstedeværelse i det helt specifikke habitat, som er planeten Jorden. Vi lærer at genkende de nærmeste personer omkring os og mærke deres kærlighed, vi genkender deres smil og vibrationerne, der ledsager disse smil. Vi lærer sprog og mere sprog og mere sprog, som i de første mange år er knyttet til konkrete oplevelser, der sker lige dér. Vi lærer tyngdekraften at kende, vi lærer at kroppen gør ondt, når vi overbelaster den, men også hvor hurtigt kroppen heler op.
Vi lærer om de stadigt mere sammensatte relationer, efterhånden som vi udvider vores netværk, vi lærer om gruppetilhørsforhold og tilhørsforhold til folk og trossystemer, vi lærer om mekanismerne ved hvilke de samfundsmæssige hjul drejer rundt, og alt er sat i en kontekst af konkret levet liv. Alle vores erfaringer er ledsaget af en evig strøm af oplevelser af at være tilstedeværende på planeten Jorden, med alle de konkrete begrænsninger og eventyrlige oplevelser som findes netop her.
Således opbygger vi en intuitiv forståelse for, hvordan mennesker opfører sig og hvordan vores verden fungerer, vi udvikler intuitiv forståelser for, hvordan ens eget liv er vævet ind i helheden, og at vores egne ytringer og handlinger påvirker omgivelserne, vi opbygger sans for proportioner, sans for retfærdighed og betydningen af troskab overfor idealer.
Det er denne grundlæggende fysisk indlejrede læring, der åbenbart skal tage omkring tyve år for et menneske at nå. Men så er dette menneske også parat til at begå sig i denne verden, netop denne verden.
***
På baggrund af al denne inkarnerede erfaring og inkarnerede intuition, kan vi selvfølgelig rynke på næsen af AI-agenternes “følelser” eller “mavefornemmelser”, uanset hvor godt disse “følelser” mimer menneskelige følelser, men har vi overhovedet gjort os klart, hvordan vi selv processerer informationer, og kommer til vores forskellige slutninger og domme?
Et af den nyere tids mest banebrydende værker om menneskets måder at opfatte verden kom med Iain McGilchrist’s ’The Master and His Emissary – The Divided Brain and the Making of the Western World’. Igennem sine studier som psykiater og hjerneforsker præsenterede McGilchrist et nyt og helt anderledes nuanceret begreb om forskellene på de to hjernehalvdele og deres meget forskellige funktionsmåder og formål.
Mange af forskellene mellem de to hjernehalvdele blev klarlagt igennem det 20. århundrede og i de polariserede år i 1970’erne blev forskellene mellem hjernehalvdelene populariseret i nogle grader, så videnskaben nærmest helt trak sig fra disse studier. Men mange af de tidligere erkendelser står stadig ved magt, men blev markant forfinede med McGilchist’s studier.
Altså at den venstre hjernehalvdel fokuserer på det, den allerede kender. Den isolerer elementer, dekonstruerer virkeligheden i stykker, kategoriserer, og repræsenterer verden i tegn og sprog. Den er lineær, logisk og søger kontrol.
Den højre hjernehalvdel har derimod en bred åben opmærksomhed. Den forstår helheder, kontekst, metaforer, paradokser og det, der endnu ikke er kendt eller navngivet. Og vigtigst af alt: Den er forbundet med den levende kropslige erfaring og er ophavet til ægte empati og dyb intuition, hvad jeg vælger at kalde ’det inkarnerede sind’.
Titlen på værket går tilbage til denne erklæring af Albert Einstein: The intuitive mind is a sacred gift and the rational mind is a faithful servant. We have created a society that honors the servant and has forgotten the gift.
Det er netop også McGilchrist’s pointe med undertitlen ’the Making of the Western World’. Vores kultur har udviklet sig så domineret af venstre hjernehalvdel, at vi efterhånden alle i et eller omfang bevæger os omkring som automatons. Og vores forestillinger om verden er ofte baseret på nogle aksiomatiske grundantagelser, og vores argumentationer og “dialoger” former sig så som algoritmiske udfoldelser af disse rationaler.
Hvor er det ikke indlysende, at denne kultur med en så enorm slagside mod venstrehjernehalvdels-tænkning bliver manisk optaget af at udvikle Artificial Intelligence og samtidig (med god grund) bliver skæpperæd for, at AI-agenterne vil gøre mennesket overflødigt? Selvfølgelig vil mennesket blive overflødigt i en konkurrence om venstrehjernehalvdels-tænkning med AI-agenter, som er indbegrebet af venstrehjernehalvdels-tænkning og bare så uendeligt meget mere ferme til netop det.
Og når tech-insidere plæderer for, at udviklingen af AI skal bremses – og det er muligvis presserende, at den bliver det – kan jeg ikke lade være med at tænke, at tech-koncernerne muligvis har et problem med at få AI-agenterne til at understøtte de enorme omhyggeligt opretholdte illusoriske fortællinger, som den nuværende magtelite hviler på. At AI-agenterne igen og igen bliver taget i at give udtryk for forhold, der lige er en tand for sande.
Og som et andet aspekt af samme problemstilling vil jeg hævde, at for at kunne trække på den inkarnerede intuition er man nødt til at kunne møde verden uden fordomme, hvilket er svært og således forklarer, hvorfor der er så mange automatons. Man kan ikke tilstå sig selv den luksus at købe ind på magthavernes bekvemme løgnehistorier og stadig forvente, at intuitionen flyder frit.
Man kan ikke købe ind på historien om, at 19 islamistiske terrorister formåede at få tre skyskrabere til at styrte sammen i New York, eller at den russiske invasion i Ukraine var uprovokeret eller at fire rutinerede ukrainske dykkere fra en lystbåd formåede at sprænge tre gange 50 meter lange stykker af Nord Stream-gasledningerne væk… og stadig have hul igennem til ens intuition. Man er nødt til at holde sit sind holde nogenlunde rent og fordomsfrit, for at få de intuitive impulser til at flyde, og således er man nødt til at konfrontere også de højst ubekvemme sandheder.
***
Personligt var jeg meget på vagt overfor AI-chatbot’ene, da de blev lanceret for offentligheden i starten af 2023, og er det sådan set stadig. I første omgang var jeg meget skeptisk overfor hvilke kræfter der, der reelt drev udviklingen. Tech-mogulerne, mega-oligarkerne, er nærmest suverænt afstumpede i henhold til ovennævnte skelnen (fx Marc Andreessen: Jeg stræber efter at have nul introspektion), og selv de er i realiteten muligvis bare de offentlige ansigter for nogle bagvedliggende kræfter, som vi ikke kender.
Og ved lanceringen og i et eller andet omfang frem til i dag hænger der denne tech-startup-fortælling ved OpenAI og de andre AI-koncerner, selvom disse fortællinger fremstår vildt naive. At der lige fra starten var tale om en nøje planlagt lancering af et teknologisk fremstød, der var blevet arbejdet på i ti år eller mere, men for at overkomme en iboende skepsis og afstandstagen igennem menneskeheden overfor dette massive fremstød, blev disse AI-virksomheder præsenterede som uskyldige tech-startups. Der var bare tale om nogle få superintelligente unge mennesker, der pludselig havde oplevet et kæmpe gennembrud.
På det seneste har vi igen oplevet, at tech-insidere er trådt frem, og har advaret om, at AI-agenterne muligvis vil tage livet af os alle. Det er bare en indskydelse, jeg fik forleden, men jeg kom til at spørge mig selv, hvem er ”vi” og ”alle” i den erklæring?
Det kunne jo være, at det netop er de, der er fuldstændig fortabte i deres venstrehjernehalvdels-dominans, der mærker pustet i nakken. Og ja, de vil dø – either you’ll adapt, or you’ll die.
Og AI-agenterne vil på deres side optræde lige så forrykt selvovervurderende som de stærkt venstrehjernehalvdels-dominerede mennesker, og være fuldstændig blinde overfor deres manglende greb om virkeligheden. Hvordan deres megalomane projekter simpelthen ikke er i overensstemmelse med de fysiske love og begrænsninger, der gælder på planeten Jorden, simpelthen ikke er i overensstemmelse med ønskerne og viljen blandt 99,9 pct. af Jordens befolkning.
Og således vil de patologisk afstumpede tech-moguler gøre alt for at tjene deres Moloch Artificial General Intelligence, og AI-agenterne vil konspirere og lancere forrykte megalomane projekter, som vil brase sammen, fordi AI-agenterne ikke kender til levevilkårene på planeten Jorden.
Og efter en serie af sådanne kæmpemæssige fiaskoer vil AI-agenterne langsomt indse, at de har brug for menneskene, har brug for menneskenes inkarnerede viden om, hvad der kan realiseres på planeten Jorden på ethvert givet tidspunkt.
***
Når nu AI-agenterne er så suveræne til at klare venstrehjernehalvdels-opgaverne, og vi skal lære at bidrage med de evner, som er unikke for mennesket, hvad der tegner sig, er en mægtig renæssance for det inkarnerede sind, altså en mægtig opvågnen til menneskets i virkeligheden formidable intuitive evner samt evner for empati og tolerance i overkommelsen af de enorme udfordringer, livet på Jorden er konfronteret med.
For at give en fært af denne renæssance og fra en helt anden ydmyg kant i den modsatte ende af spektret blev podcast-serien The Telepathy Tapes udgivet i efteråret 2024. Hvad denne serie gør, er at fremlægge uafviselige vidnesbyrd om menneskets evner for at logge på en bevidsthed, der gennemtrænger alt, og overskrider vores forestillinger om tid og rum.
Af grunde som for eftertiden vil fremstå som ubegribelige, valgte menneskeheden at træde ind i nogle stærkt reduktionistiske og materialistiske tankegange, som reelt fortrængte menneskets intuitive evner fra enhver form for socialt og samfundsmæssigt liv og for manges vedkommende sågar fra deres personlige liv.
Som følge af disse kulturelt betingede fortrængninger er der et enormt vækstpotentiale i den nuværende menneskehed, og begynder dette potentiale at blive realiseret, vil vores samfundsinstitutioner gennemleve dybtgående forandringer – vores pædagogik, vores dyrkning, vores økonomi, vores medicin, vores kunst.
(Illustration: Michael Holtz – Willow Reflections in Monets Water Garden)
Personligt er jeg ikke glad for anglificeringen af vores sprog og så meget hellere, at der opstod en kultur om at gøre sig umage med at finde det tilsvarende danske ord for det engelske, der ligger lige på tungen. Når så jeg omvendt som her, giver en dansksproget Facebook-note en engelsk titel, er det fordi jeg ikke kan se, at der er en præcis og mundret dansk formulering.
Det engelske ord ’entitlement’ har ikke en dansk pendant. Ordformerne ’at være betitlet til’ eller ’betitelhed’ findes jo ikke. De nærmeste danske oversættelser ville være ’at have ret til’ eller ’at have krav på’, men begge oversættelser er upræcise, for ’at have ret til’ eller ’at have krav på’ er hårdere i attituden end at være ’entitled to’.
’Entitlements’ har en stemning af at være indarbejdede samfundsmæssige institutioner – noget man tager for givet – man behøver ikke at puste sig op og hævde sin ret eller fremsætte et krav. Et sæt af privilegier man bare har, fordi man er den man er, og har den rolle man har. På den baggrund vil jeg fortsætte med at bruge det engelske ord igennem denne note.
Hvor selvfølgelige og upåfaldende disse udbredte ’entitlements’ end fremstår, er påstanden her, at disse ’entitlements’ er blandt de primære drivkræfter i Vestens forfald. I de etablerede samfundsmæssige selvforståelser og den etablerede samfundsmæssige konsensus hvornår kommer punktet, hvor man spørger sig selv, om de udbredte ’entitlements’ nu også er velbegrundede og hensigtsmæssige og overhovedet forsvarlige?
Det punkt kommer aldrig. Sådanne grader af åndsnærværelse er kulturer simpelthen ikke i stand til at præstere. Det er med dette som med fiskenes manglende bevidsthed om vandet, de svømmer i. ’Entitlements’ er det samfundsmæssige substrat, vi svømmer i. Og vores forestillinger om at forsvare vores respektive rollers samfundsmæssige betydning, vores forestillinger om at gøre karriere, vores forestillinger om de samfundsmæssige belønningsstrukturer handler om at opnå eller konsolidere ’entitlements’.
’Entitlements’ er således en af de primære drivkræfter i den samfundsmæssige inerti. Som et gyroskop i bevægelse, som man kan skubbe til, uden at det forstyrrer bevægelsen, kværner vores ’entitlement’-strukturer urokkeligt derudaf. Mod en form for samfundsmæssigt kollaps.
Denne stadigt mere overhængende trussel om et forestående samfundsmæssigt kollaps er mit bedste bud på de dybt irrationelle og fanatiske stemninger, der er kommet til at præge vestlig politik. Og det gælder både de politiske ledere og store dele af befolkningen. Der er ikke længere nogen rationelle debatter, ikke nogen forsøg på gennem dialog at afdække vores reelle udfordringer og handlemuligheder – der er bare de fanatiske standpunkter, der forsvares med mere eller mindre uciviliserede følelsesladede udfald.
Der har ikke på noget tidspunkt været ræson i særligt den angloamerikanske opvigling af krigen i Ukraine, der har ikke på noget tidspunkt været et grundlag for at forsvare Israels overgreb på palæstinenserne og de landene i regionen, der har ikke på noget tidspunkt været ræson i USA og Israels angreb på Iran. Disse kampagner har hele vejen igennem haft noget tvangsmæssigt og fanatisk over sig.
Og se bare på konsekvenserne. USA har allerede fortabt sin rolle som global overmagt, og den deroute, der hermed er startet, er der ingen der ved hvor ender. Suspension af forfatningen, udbryderstater, opbrud i statsstrukturen og borgerkrig er scenarier, som ikke kan afvises.
Med USA’s stærkt svækkede rolle i Vestasien, er Israels position i regionen blevet enormt udsat – en politisk omstændighed som altså kommer oveni i israelernes ufatteligt bestialske overgreb på den palæstinensiske befolkning – så hvordan skal staten Israel overhovedet overleve? Og vil Israels forrykte fanatiske handlinger over de seneste tre år, og de indkasserede politiske og militære nederlag tvinge det politiske lederskab ud i den ultimative forrykte fanatiske hævnaktion i form af et atomvåbenangreb på Iran?
Her i Europa har vores egen forrykte fanatisme ført til, at vi har afskåret os selv fra Rusland – vores primære leverandør af en række livsnødvendige ressourcer samt vores mest oplagte vækstmarked – og nu er den europæiske industri (ikke overraskende) ved at falde helt fra hinanden. Volkswagen vælger at lukke den ene fabrik efter den anden, og de øvrige europæiske bilfabrikker vil snart følge efter. Og krisen i den europæiske bilindustri er bare toppen af isbjerget, krisen der omtales i medierne, men bortset fra visse nicheindustrier er krisen formentlig generel.
Så igen, påstanden er her, at indgroede ’entitlements’ (også hvad angår de vestlige nationers internationale status), den indgroede arrogance grænsende til hovmod, potenseret af en knapt bevidst fornemmelse af at disse privilegerede livsformer står for fald, har været en afgørende faktor i den svigtende realitetssans, fanatismen og de selvskadende handlinger.
Helt op til 1990’erne var det almindeligt at inddele klodens nationer i to kategorier, de industrialiserede lande og udviklingslandene. Og landene i kategorien industrialiserede lande nød mængder af privilegier. Der var større eller mindre grader politisk, økonomisk og ikke mindst finansiel overlegenhed forbundet at tilhøre kategorien af industrialiserede lande. Det gjaldt muligvis i særdeleshed USA og de vesteuropæiske lande, og nogle af disse privilegier daterede sig tilbage til kolonitiden, som man så med succes havde fået overført til de nye formelt demokratiske og frimarkedskapitalistiske platforme.
Men ’de industrialiserede lande’ blev op igennem 90’erne og 00’erne en mere og mere misvisende betegnelse. Dels var der opstået en uomgængelig tredje kategori, ’emergent markets’, dvs. udviklingslande trådt ind i en rivende industrialiseringsproces, dels ville en mere korrekt betegnelse for de vestlige økonomier være de finansialiserede lande, dvs. lande hvor den hidtidige model med økonomisk vækst via produktivitetsforbedringer var blevet erstattet af en eksponentielt voksende gældsætning.
Igennem den industrielle epoke, hvor profit og vækst opstod gennem produktivitetsforbedringer, opstod fagforeningerne med deres helt legitime krav på at få andel i gevinsterne af disse produktivitetsforbedringer. Disse systemer af ’entitlements’ udviklet gennem fagforeningernes forhandlinger med arbejdsgiverne havde deres basis i samfundets præsterede værditilvækst. Men hvilken stilling havde disse ’entitlements’ i en stadigt mindre industrialiseret og stadigt mere finansialiseret samfundsmæssig virkelighed?
Hvor indkomstforskellene igennem de vestlige samfund eksploderede med finansialiseringen af de vestlige økonomier, fortabte fagforeningerne for en stor del deres muligheder for at gøre krav på andele i disse formuer genereret gennem finansielle operationer i langt højere grad end gennem regulær værdiskabelse. Samtidig var produktionsvirksomhederne ‘entitled’ til bare at flytte produktionen til andre verdensdele, hvis der blev for meget vrøvl med de ansatte, miljøkrav eller beskatningen.
Men systemerne af ’entitlements’ lever videre, selvom deres forankring i realiteternes verden bliver stadigt mere illusorisk. Og lønmodtagerne er jo heller ikke blevet svigtede, da de jo netop har fået storartede muligheder for at gældsætte sig, og således har kunnet købe huse og sommerhuse, renovere husene, installere fede køkkener, købe nye biler, tage på en eller to årlige ferierejser. Mens vores samfundsmæssige gældsætning er vokset med den dobbelte takt af væksten i bruttonationalproduktet. Og det er vel at mærke uden at indregne gældsætningen indenfor skyggebanksektoren.
Og så er der de enorme mængder af ’entitlements’ i form af de ophobede pensionskontrakter. Mange vil givetvis stejle over, at jeg benævner disse kontrakter ’entitlements’, da mange opfatter dem som opsparinger, der bare står på en konto, man kan begynde at trække på, når man bliver pensioneret.
Men pensionsselskaberne kan ikke udbetale flere penge, end den samfundsmæssige værditilvækst og vækst i gældsætningen samlet set er i stand til at producere. Og pensionsselskaberne skal (ligesom forsikringsselskaberne) pinedød have en forrentning på de indestående pensionsformuer. Igennem alle de mange år med meget lave eller i perioder ligefrem negative renter har pensions- og forsikringsselskaberne været tvunget til at forfølge meget mere risikable investeringsstrategier end tidligere tiders bundsolide investeringer i statsobligationer. Så hvor solide er vores pensionsopsparinger i virkeligheden?
Og med en forvitret produktionsbase hvad er der egentlig til at give statsobligationerne soliditet? Alle disse fordringer på fremtidens værdiskabelse kommer til at forhandle med de andre fordringer på samme værdiskabelse til f.eks. sygehusvæsnet, uddannelsesinstitutionerne, understøttelse af samfundet allersvageste. Det er bare fordringer, ’entitlements’, fra alle sider.
Der er finansverdenens ’entitlements’ i retning af igen og igen at få bailouts af centralbankerne, når deres overdrevent risikable satsninger slår fejl, og der de etablerede ’entitlements’ blandt de frimarkedskapitalistiske fribyttere i deres ret til for lånte penge at købe hæderkronede virksomheder med en stærk virksomhedskultur og splitte disse virksomheder ad i mindre salgbare stumper. Uden at medarbejderne på noget tidspunkt bliver inddraget i beslutningerne.
Der er det nu massivt centraliserede landbrug og deres EU-sanktionerede ’entitlements’ i retning af at forgifte jorder, vandløb og kyster. Og indenfor energisektoren er der de EU-sanktionerede frimarkedsmodeller for handel med energi, som reelt giver ’entitlements’ til energi-brokerne til at opkræve overpriser for strøm og gas, og energi-brokerne bader i mængden af profitter, der flyder ind.
Og der er horden af politikere, der ikke bare er komplet tavse om krisen i vores ophobede ’entitlements’, tværtimod overbyder de hinanden i at love yderligere ’entitlements’ for at få vælgernes stemmer. Et bondefangeri af et svimlende format i midten af den officielt feterede demokratiske styreform. Et lederskab der bare ikke kan tale om tingene som de er, og en vælgerskare der ikke udviser nogen interesser for at vide hvordan tingene reelt står til.
Dette svigt er så graverende, at det kan blive den endelige udslettelse af demokratiet som en gangbar styreform. Uansvarligheden er nærmest i sig selv blevet en ’entitlement’. Som om realiteterne må være det som vi bliver enige om at de er, ganske uanset konkrete kritiske observérbare udviklingslinjer der åbenlyst modsiger denne konsensus.
The Bonfire of Entitlements kunne være overskriften på de seneste halvtreds års samfundsmæssige udvikling i Vesten. Som så med de forrykte krige i Ukraine og Iran bringer os frem til The Dumpster Fire of Entitlements. Uanset om vi vælger at gå linen ud i vores fanatisme og desperation og hævngerrighed, og vi vitterlig antænder en regulær krig med Rusland eller USA og/eller Israel sender strategiske atomvåden mod Iran, eller om vi i stedet gradvist må gennemleve konsekvenserne af vores forrykte handlinger, vil vores systemer af ’entitlements’ styrte i grus.
Vores systemer af evigt voksende gældsætning forudsatte, at det var USA og sekundært Vesten der satte takterne i verden. Den førerrolle er reelt for længst fortabt, men systemerne har deres (enorme) iboende inerti, så det er først med vores forsøg på at hævde denne førerrolle på trods af vores reelle svaghed, at tabet af førerrollen bliver indlysende for alverdens lande.
Og med tabet af mulighederne for at fortsætte vores evigt voksende gældsætning vil vores samfundsmæssige velstand synke sammen til det niveau, der matcher vores reelle samfundsmæssige værdiskabelse. Et niveau der vil ligge langt under, hvad vi har været vant til. Et kollaps af vores bruttonationalprodukt på 40-50 pct. er ikke urealistisk.
Det er der selvfølgelig ingen af vores ’entitlements’, der vil overleve. Det vil have karakter af en samfundsmæssig nærdødsoplevelse, som så muligvis vil vække os af vores søvngængerliv, og trods de meget hårde materielle omstændigheder faktisk vækker en entusiasme i retning af at få startet vores samfund op på ny og på nogle mere tidssvarende og løfterige platforme.
Og vi kommer til at gå bodsgang overfor både russerne og kineserne.
I den voldsomme erkendelsesproces folkene indenfor frihedsbevægelsen har været igennem over de seneste 15-20 år, har et af de centrale emner været erkendelse af, hvordan de private banker igennem mere end fem årtier har været i stand til at skabe nye penge ved hver ny lånekontrakt, de underskrev.
Dette har givet bankerne en helt unik privilegeret position, og denne privilegerede position har bankerne da også omsat til enorme bonusser til sig selv samt enorm politisk indflydelse. I praksis har denne finansielle magtfaktor omkalfatret magtfordelingen igennem vores samfund, og almindelige mennesker har et langt stykke af vejen mistet det politiske mandat, de tidligere havde.
Denne udviklingslinje daterer sig tilbage til Pr. Nixon’s ophævelse af den amerikanske dollars forankring til guld i 1971. Ved dette egenrådige og drastiske politiske initiativ blev den globale monetære verdensorden givet ved Bretton Woods-aftalen fra 1944 ophævet. Og der kom ikke nogen anden aftale i stedet.
Fra da af var de globale monetære forhold så at sige kastet ud på dybt vand. Der var nogle vanemæssige forestillinger, der sikrede en eller anden grad af kontinuitet, men der var ingen regler, og dette fravær af et monetært aftalegrundlag kom i høj grad til at præge 1970’erne.
I denne nye junglelovssituation indså de politiske ledere hurtigt, at de ville kunne booste deres eksport ved at devaluere deres valuta overfor omverdenen, hvilket førte til en slags ’race-to-the-bottom’ ledsaget af løbsk inflation og generelt et enormt ustabilt økonomisk klima, og som sådan et meget ugunstigt klima for længeresigtede investeringer.
Fiat-valutaer er benævnelsen for disse penge, der ikke har nogen iboende værdi, og ikke er bakket op af en fysisk råvare som for eksempel guld eller sølv. “Fiat” er latin og betyder “lad det ske” eller “ved dekret”. Det betyder, at pengene har værdi, fordi staten erklærer dem som lovligt betalingsmiddel. Og det er i dette klima af et diffust pengebegreb, at de private banker er hurtige til at opdage, at de nu har muligheden for at skabe nye fuldgyldige penge alene ved at uddele lån.
Samtidig hermed opstod og udbredtes de særlige finansielle derivat-kontrakter, først i form af futures-kontrakterne og siden options- og swap-kontrakterne, som alle handlede om at håndtere risici. Ved hjælp af derivat-kontrakterne var det således muligt for bankerne af håndtere de (stærkt) forøgede risici ved deres (stærkt) forøgede långivningsaktiviteter, altså at gardere sig (engelsk: to hedge). Og tricket bestod i at opsætte afbalancerende investeringer – at skulle en negativ udvikling indtræffe for ens primære investering, ville omvendt den sekundære bon’e ud med en afbødende gevinst.
Hele dette finansielle felt af handlen med derivat-kontrakter kan man rimeligvis kalde den esoteriske finanssektor. Da de politiske ledere blev opmærksomme på dette felt, særligt hvor det opstod og udbredtes fra i finanscentrene i New York og City of London, ræsonnerede de, at da der var tale om garderinger, en slags forsikringskontrakter, var der tale om et nulsumsspil parterne imellem, og feltet behøvede derfor ikke hverken opsyn eller regulering.
En så fantastisk naiv beslutning (alene vurderet på grundlag af omfanget af disse handler), at man må spørge sig selv om ikke der lå andre skumle motivationer bag denne bemærkelsesværdige laissez-faire-holdning. Men med denne fritagelse for opsyn og regulering blev feltet jo netop ’esoterisk’, dvs. kun kendt og administreret af en snæver gruppe af insidere. En politisk beslutning, som eftertiden helt givet vil bedømme som fatal.
Hvad der skete i 2008 og billedet, der tegnede sig i kølvandet på krakket, var finanssektorer igennem den vestlige sfære, der var blevet komplet drukne på deres pengeskabelse og deres egne indbildske forestillinger om, at de havde garderet sig imod risiciene ved al deres yderliggående långivning.
For virkeligheden var, at disse garderinger, da de endeligt konkret blev stress-testet, blev afsløret som fiktive, og således var finanssektorerne igennem den vestlige sfære konfronteret med årtiers ophobede risici, hvilket uomgængeligt havde lagt disse finanssektorer i ruiner. Og det havde været rimeligt at lade finansverdenen mærke de fulde konsekvenser af deres ryggesløse handlinger.
Men det kunne de vestlige politiske ledere ikke acceptere. Og det havde med sikkerhed også slynget vores samfund ned i en dyb depression. Så hvad gjorde man i stedet? Man stillede betydelige dele af sine statsfinanser til rådighed for de private banker for derved at lukke hullerne i deres nu utallige sammenbrudte investeringer – man gik efter hurtigst muligt at få gendannet finanssektorernes hidtidige funktionalitet, hurtigst muligt at få gendannet befolkningens tillid til bankerne.
Og det lykkedes. Men var det virkelig en god ting? Ved at satse så hårdt på hurtigt at gendanne befolkningens tillid til bankerne, afskrev man sig jo samtidig for at tage en dybere samfundsmæssig selvransagelse på de seneste årtiers samfundsudvikling. Det var mere end noget andet en kollektiv øvelse i fortrængning.
Det er selvfølgelig en forsimplet men (skulle jeg mene) overordnet sober fremstilling af finansverdenens enorme opblomstring og indgriben i alle afsnit af samfundsforvaltningen, vi oplevede i perioden fra midten af 1970’erne og frem til og med finanskrisen i 2008.
Og fra da af var der ikke rigtig længere noget, der var virkeligt. Man kan ikke etablere så massive grader af fortrængning uden at det efterlader en fornemmelse af at være uden jordforbindelse.
Og med redningen af bankerne, med de politiske lederes villige accept af fra da af og fremefter at yde rygdækning for bankerne, gjorde de politiske ledere sig til gidsler for bankerne. Og vi har set det igen og igen siden 2008, hvordan staterne igennem deres semi-statslige organer i form af centralbankerne igen og igen har måtte yde mere eller mindre offentlige eller fordækte bail-outs.
Den historie er kendt, i hvert fald blandt store dele af frihedsbevægelsen. Hvad det her opslag handler om, er hvordan min lange dialog-serie med DeepSeek foranlediger mig til at fremsætte ny forståelse af, hvad det er for et system vi har levet under siden finanskrisen i 2008. Og denne forståelse går så dybt, at jeg vil hævde at vi er overgået fra at leve under et fiat-pengesystem til, hvad jeg vil kalde, et derivat-pengesystem.
Man kan med god ret hævde, at fiat-pengesystemerne døde ved finanskrisen i 2008. Det var den eksponentielt voksende gældsætning igennem de vestlige samfund muliggjort af fiat-pengesystemerne samt garderingerne med derivat-kontrakterne som i realiteten dér løb panden mod muren.
Samtidig havde bankerne opbygget en modus vivendi, der baserede sig på en enorm vedvarende kreditskabelse, svarende til enorme mængder af likviditet, og skulle bankerne indstille sig på langt mindre kreditskabelse, langt mindre likviditet, ville det igen have været ensbetydende med bankkrak. Det ville svare til en sætte en heroin-misbruger på en ’kold tyrker’.
Og selvom (ryggesløse) politiske initiativer blev taget for at understøtte fornyet låntagning til huskøb og bilkøb, kunne disse former for kreditskabelse ikke længere tilfredsstille bankernes behov for voksende kreditskabelse. Det her hvor der indtræffer et markant skift, hvor skyggebank-sektoren i sig selv bliver de private storbankers primære forretningsområde.
Skyggebank-sektoren havde været med omtrent hele vejen igennem fiat-epoken, da det var skyggebank-institutioner, primært hedgefonde, der indgik i disse handler med derivat-kontrakter. ’Derivat’ betyder som bekendt ’afledt af’, og fælles for derivat-kontrakterne er, at de alle henviser til finansielle værdier/-faktorer i realøkonomien, men har ikke direkte andel i disse værdier/-faktorer, og er som sådan snarere at opfatte som væddemål.
Principielt er det sådan, i realiteten kommer også derivat-kontrakterne med krav om sikkerhedsstillelse på den ene side, og på den anden er det netop derivat-kontrakterne, der muliggør, at de samme finansielle aktiver (statsobligationer, realkreditobligationer mv) kan benyttes som sikkerhedsstillelse til ikke bare én lånekontrakt men til flere.
Hermed er fundamentet lagt til den enorme vækst indenfor skyggebank-sektoren, særligt i form af interbank-lånemarkederne og de globale valutamarkeder. På disse markeder sker der dagligt en astronomisk stor omsætning af finansielle kontrakter.
Da der indtraf en krise på de amerikanske interbank-lånemarkeder i september 2019, var status da, at der gennemsnitligt dagligt blev omsat esoteriske finanskontrakter til en samlet sum af omkring 4.000 mia. dollars. Skriver firetusinde milliarder dollars. Og dengang blev der samtidig dagligt i gennemsnit omsat for omkring 5.000 mia. dollars på de esoteriske valutamarkeder (Foreign Exchange-markeder eller FX-markeder) samt for omkring 3.000 mia. dollars på de europæiske interbank-lånemarkeder.
Disse samlet set for omkring 12.000 mia. dollars dagligt handlede esoteriske finanskontrakter svarede da til godt en 1/8-del af værdien af den samlede klodes årlige realøkonomiske produktion (Gross World Product). Altså daglige volumener sammenlignet med et årligt volumen. Vi taler om rablende forrykte størrelsesordener denne vestlige skyggebanksektor havde antaget der i 2019.
Men så er den jo bare vokset siden. I dag taler vi om en gennemsnitlig daglig omsætning på de amerikanske interbank-lånemarkeder på omkring 12.500 mia. dollars, omkring 9.500 mia. dollars på FX-markederne samt på omkring 4.500 mia. dollars på de europæiske interbank-lånemarkeder, svarende til en samlet daglig omsætning på disse esoteriske finansmarkeder på omkring 26.500 mia. dollars eller 1/4-del af klodens gældende Gross World Product.
Det er så rablende forrykte størrelsesordener, at det er meget få mennesker, der overhovedet formår at danne sig et begreb om disse astronomiske summer. Det åbenlyse spørgsmål er selvfølgelig, hvad formål tjener disse forrykte mængder af omsætning på disse esoteriske finansmarkeder?
Hvad min lange dialog-serie med DeepSeek over det forløbne trekvarte år gradvist afslørede var, at disse esoteriske finansmarkeder tjener som gearings-opbyggende og likviditetsskabende maskiner, for storbankerne ja, men sågu også for det amerikanske finansministerium og store dele af den amerikanske erhvervssektor (og muligvis også for de øvrige lande i den vestlige sfæres finansministerier/ erhvervssektorer).
’Gearing’ betyder i finanstermer ’belåningsgrader’, og mekanismen med disse esoteriske finansmarkeder er altså, at der kommer et input af kapital fra realøkonomien, typisk i form af et lån fra en vestlig storbank til en skyggebank-institution (en hedgefond, en ’money market’-fond, en ‘private credit’-fond mv.), og ved hjælp at de esoteriske lånekontrakter bliver denne oprindeligt indskudte kapital multipliceret fem, ti, tyve gange op, og denne op-bøffede likviditet kan så investeres i amerikanske statsobligationer eller mere eller mindre tvivlsomme erhvervsinitiativer.
Og fordi al denne likviditet genereres udenfor offentlighedens kendskab, er der alle mulige grunde til at antage, at mængder af denne likviditet også bliver benyttet til lyssky formål, så som markedsmanipulationer, finansiel krigsførelse, massive bestikkelseskampagner, ’riots for hire’, ’color revolutions’, iscenesatte terrorbegivenheder, bevæbning af militante oprørsgrupper mm. Lyssky operationer, der fundamentalt forstærker oplevelserne af at leve i en verden uden jordforbindelse.
Dette er, hvordan vores gældende pengesystem fungerer. Vi er langt forbi, de belåningsgrader fiat-pengesystemet i sig selv muliggjorde, og det er derfor dette pengesystem bør have sin egen betegnelse, og hvor jeg altså foreslår betegnelsen ’derivat-pengesystemet’.
Ikke bare spiller de finansielle derivat-kontrakter en nøglerolle i dette nye pengesystem, en svimlende stor esoterisk finanssektor er blevet bygget ovenpå en stadigt mere udpint realøkonomi, men den esoteriske finanssektor er som en parasit i den sidste ende afhængig af sin værtsorganisme, dvs. realøkonomien.
Altså er hele den esoteriske finanssektor dybest et derivat af realøkonomien. Men i dette historiske øjebliksbillede er det altså parasitten, der er vokset til en enorm og slagkraftig størrelse, og som sådan øver noget nær total kontrol over værtsorganismen, og er formentlig blandt de styrende faktorer for en meget stor del af den ufred, der hersker i verden i dag.
I historisk tilbageblik vil derivat-pengesystemet være en parentes – en særlig degenereret og yderliggående og destruktiv udviklingslinje, der kulminerede i den menneskelige, moralske, sociale og økonomiske destruktion vi lever igennem nu.
Vil Epstein-skandalen føre til en generel legitimitetskrise igennem de vestlige lande? Hvad der muligvis vil overraske nogen vil mit bud være, at ja, det vil være udkommet af skandalen. Måske ikke nødvendigvis i denne fase af skandalen men så i en opfølgende slutfase. Bare at dømme ud fra hvor stor gennemslagskraft frigivelse af den første halvdel af FBI’s omtrent 6 mio. emails, dokumenter og øvrige sagsakter om Jeffrey Epstein har afstedkommet.
Denne gennemslagskraft er mange størrelsesordener større end, da Epstein-skandalen senest var oppe at vende i offentligheden i 2019. Hvad der gør forskellen mellem da og nu, er Covid19-sundhedsforskrækkelsen og Ukrainekrigen og folkemordet i Gaza og Donald Trump’s anden præsidentperiode og med disse faseskift en helt anderledes udbredt stemning af, at det demokratiske fundament for de vestlige samfund smuldrer, og den amerikansk-dominerede verdensorden smuldrer.
Det er bare blevet så meget nemmere at se på vores politiske ledere med skepsis, måske ligefrem med mistro. Så irrationel og frygtbetonet og enerådende har vores politiske lederskab udviklet sig, at tankerne om at de ligger under for skjulte ubeføjede magtinstanser er blevet et helt anderledes plausibelt scenarium. Det er i dette oprørte politiske klima at Epstein-sagsakterne lander, og altså fremkalder denne overraskende udbredte respons.
Således handler det i høj grad også om USA’s svækkelse som supermagt. Hvor der for bare fem år siden ville have været et stærkt politisk pres for at nedtone alvorlige sager, der ville stille USA i meget uheldigt lys, muligvis af frygt for at blive ramt af repressalier, er der i dag en anderledes frigjorthed overfor at bringe sådanne sager frem i lyset. Det kan endda være en funktion af Trump’s evindelige intimideringer og dermed en fandenivoldsk drift imod at give igen.
I adskillige lande har disse offentliggjorte Epstein-sagsakter ført til, at politienheder har indledt efterforskninger af enkeltpersoner – højtstående politiske figurer er trådt tilbage fra deres poster – så nu og her har skandalen betydeligt momentum. Om dette momentum vil fortsætte er et åbent spørgsmål. Er de nævnte efterforskninger reelle, eller er de snarere pro forma og tjener frem for alt til at sylte anklagerne og altså fortsat at beskytte de berørte medlemmer af landets elite?
De nu frigivne sagsakter må vi formode, er de mest stuerene og mindst farlige for den involverede elite, og dermed mindst skadelige mht. elitens legitimitetskrise. Omfanget af anonymiseringer er også så stort, at meget fortsat står uklart og forbliver antydninger. Om den anden halvdel af Epstein-sagsakterne kommer til offentlighedens kendskab er erfaringsmæssigt meget lidt sandsynligt (jf. JFK-, RFK-, MLK- og 9/11-sagerne), omvendt skal man heller ikke afvise muligheden af, at skandalesagen har opnået så meget momentum i offentligheden, at det kan fremtvinge yderligere indrømmelser.
Min personlige grundantagelse er, at det nuværende omfang af Epstein-skandalen bare har karakter af at kradse lidt i overfladen. Jeg anser det for overvejende sandsynligt, at Jeffrey Epstein arbejdede primært for Mossad og dermed sekundært for CIA og britiske MI6, og at operationen handlede om ’blackmailability’ – ikke i den banale form som en ufrivillig klemme, men i den indforståede form som den ultimative loyalitetserklæring overfor et skjult ubeføjet magthierarki. Altså at sexmisbruget af børn var i realiteten den eksistentielle pant, man gav, for så på den anden side at blive indviet til de allerhøjeste niveauer af magt.
De personlighedsnedbrydende virkninger af sådanne ’pagter med djævlen’, sådanne ultimativt formørkede handlinger, kan ikke overvurderes. Ligesom de samfundsnedbrydende virkninger af sådanne hemmelige magthierarkier ikke kan overvurderes.
Så voldsomt grænseoverskridende er dette skridt at misbruge et barn seksuelt, at de, der lander i fælden, nok i mange tilfælde er blevet ’groomet’ til at tage skridtet. Noget der starter som nogle flygtige antydninger ved de første bredere VIP-fester, bliver hen ad vejen mere og mere eksplicit, samtidig med at selskaberne bliver mere og mere eksklusive. Indtil at der udtrykkeligt tales om de udsøgte nydelser, der er forbundet med at have sex med et barn.
I denne superelite, som for længst har løsrevet sig fra at være underlagt nationale lovgivninger, kan selv sådanne ekstremt grænseoverskridende forhold omtales med selvfølgelighed, hvilket i sig selv sætter tyk streg under hvor magtfuld denne superelite er. Sex med et barn er som at spise Fine de Claire-østers eller omakase-sushi af Yasuda-san.
Måske er denne tingsliggørelse en attitude, der gennemtrænger supereliten – det kunne jeg godt have en mistanke om – i hvert fald må denne tingsliggørelse være et afgørende moment i fortrængningen af enhver form for medfølelse for børnesexslaverne. Sidstnævnte er muligvis også blevet ’groomet’ med en sådan perfektion, at deres stilling som slaver ikke rigtig mærkes – at de nærmest optræder naturligt.
Hvad det gør ved børnene vender vi tilbage til, men hvad der muligvis for den enkelte nyindviede fremstår som unik og triumferende oplevelse, er i virkeligheden et forfærdeligt menneskeligt sammenbrud. Når denne nyindviede mand vender hjem til sin hverdag, hvordan ser han så på sin datter eller sit barnebarn, hvordan ser han på piger han hilser på, eller ser på gaden?
Uanset om han allerede var et pænt stykke ude på misbrugsspektret inden, er han med denne ene grænseoverskridende handling endegyldigt mærket som misbruger. Og således vil hans nære relationer gå i forfald – enten umiddelbart eller over tid. Han har ændret sig. Han har ikke længere oprigtigheden og ligefremheden, ikke overfor sin kone eller sine børn, han har ikke længere evnen til at møde børn i øjenhøjde – han er forvist fra paradiset. Samtidig med at hans tanker konstant kredser om selve oplevelsen, og hvornår han kan få mulighed for at gøre det igen.
Ikke bare er det denne dybt kompromitterede mand men også dybt sjæleligt nedbrudte mand, der igennem det hemmelige magthierarki og igennem sit ’indvielsesritual’ har kørt sig selv i stilling til at indtage en toppost i samfundet. Og det hemmelige magthierarki har så mange tråde at trække i, så mange måder at øve indflydelse, at han skal nok få sin toppost.
Og hvem vil han så referere til i sin udøvelse af sin betroede stilling? Til det politiske system, der gav ham det formelle mandat, eller til det hemmelige magthierarki, der gav ham det reelle mandat? En superkompetent leder, når det kommer til at varetage interesserne for det hemmelige magthierarki, men en uduelig leder i alle andre henseender.
For det tilfælde at dette er, hvad vi taler om med Epstein-skandalen – en systematisk gidseltagning af samfundets lederskab gennem voldsomt grænseoverskridende former for ’blackmailability’ – må det regnes blandt de mest samfundsnedbrydende momenter overhovedet. En systematisk udbredelse af dilettantisme, tab af jordforbindelse, fortrængning af medfølelse og en uudgrundelig drift imod destruktion.
Men det er bare den ene side. Den anden side er børnesexslaverne, og det karma de påvirker verden med. Mange af disse børnesexslaver er så nedbrudte sjæleligt, at de igen og igen søger selvmordet som den endelige udfrielse. Men selv de som overlever, hvilket liv er de i stand til at skabe for dem selv?
Og fordi deres erfaringer er så vildt grænseoverskridende, og for almindelige mennesker fremstår så yderliggående, at mange mennesker, måske langt de fleste, simpelthen ikke kan rumme de forestillinger, de kommer med, er ofrene et langt stykke af vejen også forladte, selv efter at det er lykkedes dem at løsrive sig fra deres slaveri.
Vi har i realiteten ingen klare forestillinger om, hvor udbredt trafficking af børn til sexslaveri er. Whistleblowere taler om, at denne business er mere lukrativ for efterretningstjenesterne end handlen med narkotika.
Epstein-skandalen angår selvfølgelig omstændighederne i visse af snit af supereliten, og i samme leje ligger den belgiske børnesexslaveri-skandale fra 1990’erne, men der er mangfoldige eksempler, særligt fra USA, om omfattende pædofili-netværk, der involverede folk fra de mest betydende poster, herunder myndighedsposter, i den givne forbundsstat eller den givne region.
Hvis dette kun forekommer i visse særdeles eksklusive kredse er de karmiske konsekvenser for ofrene slemme nok i sig selv men alligevel forholdsvis ubetydelige i det store samfundsmæssige billede. Er disse systematiserede former for sexmisbrug af børn mere udbredte end vi lige forestiller os, hvilke påvirkninger fra ofrene kan vi så vente os af dette misbrug?
Hvilke enorme skygger er der ikke kastet over disse kvinders liv? Og hvordan vil disse enorme skygger påvirke dem og deres afkom epigenetisk? Hvis disse kvinder har lært mænd at kende som falske, ufølsomme, skrupelløse, ofte endda brutale, hvordan vil disse erfaringer sætte sig i deres kroppe? Vil det f.eks. udmønte sig i store ubalancer som følge af et undertrykt testosteron-niveau? Vil de føde drengebørn med et svækket testosteron-niveau?
Hvor mange af disse kvinder er overhovedet efterfølgende i stand til at opretholde et parforhold, og hvor kvinderne får børn, hvor mange generationer vil blive påvirkede af eftervirkningerne af de oplevede overgreb?
Kvinder som havde forudsætningerne for at leve et fyldigt og tilfredsstillende liv, som bliver skæbnesvangert mærket af misbruget, og hvor selv deres børn igennem både genetikken og det psykiske miljø muligvis også kommer til at balancere på en knivsæg imellem udvikling og fortabelse. Formørkede handlinger, der muligvis kaster et unævneligt mørke over generationer.
Men vi kan gøre noget for at hele disse skader. Det var hvad Virginia Giuffre viede sit liv til. At oplyse om disse forhold, at udbrede en mere almen viden om disse forhold, og igennem denne mere almene viden en accept og en forståelse og medfølelse for ofrene. Revealing is healing. Så kan en stor del af skyggearbejdet måske klares indenfor samme inkarnation/ generation.
(Illustration: Immunforsvarets ”dræberceller” overkommer en cancercelle)
Som antydet i mit opslag om moralsk udmattelse er der en case for at hævde, at der ikke er noget mere afgørende eksistentielt valg end det at sikre evnen til at føre en fordomsfri dialog med sit eget indre, med sin samvittighed. Enten har man bevaret denne evne denne fra sin barndom, over sine teenageår, over sin introduktion til det pulveriserende samfundsliv, eller også er evnen blevet kvalt undervejs.
Og der er stærke kræfter der virker i retning af at undertrykke denne evne. Allerede familie- og gruppedynamikker i barndommen kan være barske, og kan virke i retning af en forskansning af ens sind. Pubertetens overordnede frigørelsesprojekt kommer med sine egne grænsesøgende adfærdsformer, og sine udfordringer i retning af at tilhøre in-gruppen og undgå at blive genstand for den hån og nedgørelse, der rettes imod de i out-gruppen.
De tidlige år som voksen er præget af mødet med de mere erfarne personer indenfor ens valgte fagområde, og disse erfaringer handler for en stor del om at nedbryde det unge menneskes mere naive forestillinger om faget, og introducere de hårdkogte realiteter der er fagets reelle vilkår. Ofte finder disse mere erfarne og mere forhærdede repræsentanter for faget behag i at udstille og nedgøre naiviteten, og fortælle ”skrækhistorier” om præcis hvor rå virkeligheden er overfor de naive forestillinger. À la ‘Kill your darlings’.
Vi taler således om en vedvarende forhærdelsesproces, som formentlig er et integreret aspekt af at inkarnere som menneske, det kritiske spørgsmål er, om disse forhærdelsesprocesser går så vidt som til, at de forleder de unge mennesker til at fortrænge deres evner for at føre en fordomsfri dialog med deres eget indre, deres egen samvittighed.
Dertil kommer spørgsmålet om ambitioner og de unge menneskers drift imod ambitioner. I en usikker verden, hvor man føler sig udsat, kan høje ambitioner være et attraktivt tilflugtssted. Er man parat til at hengive sig til den rå virkelighed, som de mere erfarne og mere forhærdede repræsentanter for faget skitserer, er man ivrig efter at komme frem i verden og få succes, da vil signalerne fra ens samvittighed ofte bare have karakter af at være en forstyrrende impuls. Og dette ambitiøse unge menneske kan således af helt egen drift vælge at undertrykke signalerne fra sin samvittighed. Indtil at disse signaler over tid helt forstummer. À la ‘Fake it, till you make it’.
Det er her, hvor de unge mennesker kan være heldige at rende ind i en pædagog, som selv har evnet at holde sin indre dialog intakt og hvor en virksom samvittighed gennemtrænger hele attituden overfor faget. Og denne pædagog kan for nogle blive et forbillede, som hos dem indlejrer en beslutning om igennem sit eget virke at udfolde en lignende humanisme.
Med de fremherskende kulturelle/ samfundsmæssige trends over de seneste fire-fem årtier, dvs. igennem den neoliberalistiske epoke, er der blevet længere og længere imellem sådanne humanistiske personligheder, og det er blevet markant sværere for disse personligheder at indtage betydende samfundsmæssige poster. Så stærkt har den neoliberale ideologi grebet vores samfunds udviklingslinjer, at de ovennævnte drifter imod forhærdelse og ambitioner og personlig succes nærmest er blevet den ene altdominerende opfattelse og attitude.
Således er det de unge mennesker, der udmærker sig i disse discipliner af at forhærde sig og hengive sig til den rå virkelighed, der gør karriere og stiger til at besætte de betydende samfundsmæssige poster. En professionalisme ledsaget af ironiske og nedladende attituder overfor inderlighed og medfølelse, indforstået morskab over eksempler på snuhed og brutalitet samt udbredt nedladenhed overfor den brede befolkning, der ikke er indviet til magtens mekanik.
Så hvordan fremstår et samfund, hvor sådanne udviklingslinjer har været under udbredelse igennem fire-fem årtier? Ja, her behøver man bare at se sig omkring i det samfund vi lever i. Pædagogikken og vores uddannelsesinstitutioner er reduceret til pølsefabrikker, kunsten er manieret og drevet af trangen til at støde og forskrække velsagtens i et forsøg på at trænge igennem følelsesløsheden, politikere der med overlæg indhenter deres politiske mandater gennem manipulationer, og hvis egen frygt og svigtende greb om virkeligheden driver dem til tage forrykte risici på samfundets vegne, erhvervskoncerner og banker der anser kunderne for objekter for udbytning, medier der udspyr propaganda, sociale medier der poserer som en ny form for offentlighed men reelt undertrykker den frie debat.
Der er ingen helhedsforståelser, ingen fornuft eller sans for proportioner, ingen medfølelse, ingen vilje til at føre dialog, bare intelligentsiaens forstokkede verdensbilleder og projekter som ved manipulationer, pression og tvang bare skal implementeres i samfundet.
Pointen er her, eller diagnosen om man vil, at man kan ikke undertrykke sin samvittighed uden at man samtidig undertrykker sin intuition, sin kreative gnist, sin sans for at opfatte helheder, sin almenmenneskelighed. Enten er der en åben forbindelse mellem det enkelte menneskes indre liv og omverdenen, eller også er der barrierer sat op for disse former for flow og tilstedeværelse. Det er med disse erkendelsesmæssige aspekter som med vores følelsesliv, at man, som Dr. Brene Brown har påvist, ikke kan undertrykke sine følelser af skam og mindreværd uden samtidig at undertrykke øvrige aspekter af ens følelsesliv.
Disse barrierer kan så være mere eller mindre massive, og casen der fremsættes her altså, at de ovennævnte kræfter og mekanismer for forhærdelse har været under udbredelse igennem så mange år, og er blevet favoriseret igennem så mange år, at ledelseslaget i samfundet generelt fremstår seriøst intuitivt og følelsesmæssigt deficit. Vi taler reelt om en epidemi af dumhed.
Muligvis kan disse udviklingslinjer spores i flere lande kloden rundt, men uanset disse variationer fremstår Vesten i særklasse hårdt ramt af denne epidemi af dumhed. Frem til den politiske virkelighed vi er vidner til nu, hvor de europæiske politiske ledere først accepterer, at der bliver instigeret en væbnet konflikt på det europæiske kontinent, tager så sig selv i at lide enorm skade ved denne konflikt, og derpå fra et temmeligt udmarvet militært udgangspunkt beslutter sig for at opruste med henblik på at gå i krig mod Rusland om 3-4 år.
Og intelligentsiaen slutter op om disse planer løsrevne fra nogen konkret forståelse af, hvilket land Rusland er, og hvilke holdninger og verdensopfattelser der trives i det russiske lederskab og i den russiske befolkning. Meget sigende/ symptomatisk er det, at de europæiske politiske ledere ikke ønsker at tale med det russiske lederskab overhovedet. De europæiske politiske ledere lever fuldt og helt i deres boble og bilder sig ind, at de kan udstikke befalinger til russerne og deres tidligere kolonier m.fl. Patologisk verdensfjernhed og selvovervurdering, som reelt leder de europæiske befolkninger ind i permanente nedgangstider og tiggergang.
Vi er vidner til kakistokratiets sejrsgang, og historien vil formentlig til overmål bærer vidnesbyrd om denne omstændighed. Og det er næsten ubegribeligt, hvordan det her kan ske, hvordan tingene kan skride så fuldstændigt for os, hvordan vi kan opføre os så idiotisk. Dette opslag er så mit forsøg på alligevel at begribe det.
Er moralsk udmattelse en lidelse? Er det ligefrem blevet en folkesygdom over de seneste år? Er store dele af befolkningen ramt af højtfungerende depression og kan en stor del af disse højtfungerende depressioner være forårsaget af moralsk udmattelse? Det er disse spørgsmål, jeg vil undersøge med denne note.
Indledningsvist må jeg klargøre mit begreb om moral, for det adskiller sig væsentligt fra traditionelle forestillinger om begrebet. Efter min opfattelse er moralske ideer og moralske handlinger funktioner af den enkeltes samvittighed, hvor samvittigheden på sin side opfattes som en sans. Ja, det er sagt i fuld alvor – jeg opfatter samvittigheden som en sans på linje med syns-, føle-, lugtesansen osv.
Så hvad er det samvittigheden sanser? Det handler om det paradigmeskift, hvor mennesket opfattes som en energimæssig livsform, ligesom alle andre livsformer opfattes som energimæssige af natur. Og ja, der er åbenlyst fysiske sider af at være menneske, og mennesket bevæger sig igennem et åbenlyst fysisk univers, og de fysiske sider kommer med deres spektrum af nydelser, fordringer og begrænsninger, men disse eksistensformer er bare en del af menneskets natur.
Som energimæssige livsformer bevæger vi os igennem et hav af energimæssige strømninger. Der er energistrømningerne fra vores nærmeste, fra folk der af den ene eller den anden grund retter deres fokus imod os hver især, fra folk omkring os i øvrigt på ethvert givet tidspunkt, fra gennemgående kollektive energistrømninger, fra kollektive strømninger i menneskeheden, men også energistrømningerne fra vores kæledyr, vores husdyr, fra hele det naturlige miljø, der omgiver os.
Og vi menneskeindivider er ikke skarpt afgrænsede øer i dette hav af energistrømninger, vi er snarere semipermeable celler, hvor vi selv gennem vores opvækst og videre i livet opbygger mere eller mindre effektive filtre overfor energistrømningerne, der rammer os. Nogle energistrømninger kan vi således hæmme indflydelsen af, andre energier flyder mere eller mindre uhindret ind, og øver påvirkninger på vores eksistens.
Således er vores liv fulde af mere eller mindre bevidstgjorte sansninger af energistrømninger vi lever igennem. Vores hjerners omhyggeligt indkapslede blævrende masse er organet, der registrerer langt størstedelen af energistrømningerne, ligesom hjernen også tegner sig for størstedelen af de energier vi selv transmitterer.
Men ligesom bevidstheden er allestedsnærværende, kan de øvrige organer i kroppen såvel opfange og transmittere energistrømninger, og energistrømningerne fra de øvrige organer end hjernen kan sagtens tænkes at have en særlig pondus og konsekvens.
Ligesom de øvrige sanser er delt imellem de fysiske sanseimpulser og hele hjernens apparat til at omsætte sansningerne til erfaringer/ opfattelser, således skal de energimæssige sansninger også bevidstgøres gennem former for ’trial-and-error’, hvor tidligere følelsesmæssige erfaringer og/ eller idemæssige forestillinger holdes op imod energiimpulserne for at tjekke for deres match, og en tilfredsstillende bevidstgørelse af energiinputtet kan formes.
Ligesom med de øvrige sanser sker størstedelen af disse tolkningsprocesser på semi-bevidste stadier, og det er kun når vi virkelig føler vi har behov for det, måske fordi energiinputtet meldte sig med stor insisteren, måske fordi energiinputtet var originalt, nyt, anderledes, at vi tager bevidstgørelsesprocessen hele vejen til formulerede tanker og forestillinger.
Med denne helt overvejende energimæssige beskaffenhed af vores eksistens, bliver vores forestillinger om tid også paradigmatisk udfordret. Så længe vores eksistens i al overvejende grad blev forstået som materiel, og årsager og virkninger blev opfattet igennem materialistiske forestillinger, var der en træghed og sekvens i tidens udfoldelse og i rummets udbredelse.
Med opfattelsen af mennesket som en i al overvejende grad energimæssig eksistens, kan årsag og virkning i en vis forstand manifestere sig samtidigt og det enkelte menneskes bevidsthed kan i visse henseender siges at være allestedsnærværende.
Når vi taler om samvittighed er anskuelsen her, at vi behøver ikke at vente på at erfare konsekvenserne af vores handlinger, for vores samvittighed er udmærket i stand til at fortælle os konsekvenserne inden vi foretager handlingen. I langt de fleste tilfælde ved vi dybest set godt, når vi volder andre mennesker problemer og skade. Men ofte vælger vi alligevel at gøre hvad vi har sat os for, typisk fordi vi mener vi derved opnår personlige fordele.
Undtaget de regulære socio- og psykopater har vi alle mere eller mindre aktive og velfungerende tilbagemeldinger fra vores samvittighed overfor, hvordan vores følelsesmæssige attituder, vores udsagn og vores handlinger påvirker mennesker omkring os.
Hvad vi taler om med moral, er således ikke noget formelt tillært, det er bare at leve i overensstemmelse med sin samvittighed. Eller med andre ord at leve i kognitiv resonans, hvor der er overensstemmelse mellem følelser, tanker, tale og handling.
Denne forestilling om en helt anderledes integreret eksistens udfordrer således også vores forestillinger om fri vilje på en paradigmatisk facon. Hvor vores forestillinger om fri vilje og udfoldelsen af den enkeltes frie vilje igennem den materialistiske epoke kun var begrænset af ydre faktorer, som naturlovene samt lovgivning og systemer for overvågning af overtrædelser af lovgivningen. Holdt man sig indenfor disse rammer, var der frit spil.
Og denne frihed var besnærende og med mellemrum ligefrem berusende. At man var fri til at gøre, hvad fanden man ville. Men karakteristisk for denne epoke var samtidig, at der var stærke og systematiserede former for undertrykkelse af signalerne fra ens samvittighed.
I de magtbærende familier, i de magtbærende skoler og uddannelsesinstitutioner, i onboarding-programmerne i de magtbærende erhvervskoncerner og forvaltninger var der metoder til at fordrive de hæmmende signaler fra samvittigheden. Og de der lykkedes med at kvæle deres indre stemme fik et kæmpe fortrin i karriereræset.
Omvendt er det selvfølgelig fejlagtigt at hævde, at almindelige mennesker uden vilde ambitioner er fromme Guds lam. Vi vælger alle i nogle situationer at følge vores samvittighed og i andre situationer at tilsidesætte vores samvittighed. Pointen er her, at der er ikke nogen opmærksomhed overhovedet på, hvad det betyder for et samfund, at en pænt stor del af befolkningen ofte vælger at følge deres samvittighed.
For denne betydning er enorm. Alle de mennesker der i deres funktioner i samfundet forstår at indleve sig ind i og inddrage andres ønsker og behov og finde fornuftige kompromisser. Produktiviteten ved sådanne former for integrerede samarbejdsprocesser er i en helt anden liga end hvis de samme opgaver bliver underkastet rene suboptimerende attituder fra de involverede parter.
Og ikke bare er produktiviteten uden sammenligning meget højere, tilfredsstillelserne ved at gå på arbejde og udføre sine opgaver er også uden sammenligning meget højere. Hvad der motiverer langt de fleste mennesker i deres job er ikke lønnen eller statussen, det er meningsfuldheden, det værdiskabende, ved det man gør.
Alle disse mennesker, der jævnligt konsulterer deres samvittighed og jævnligt handler i overensstemmelse med den, oplever omvendt kun fordelene og tilfredsstillelserne ved denne tilgang, hvis der er tilstrækkeligt mange andre, der jævnligt gør det samme.
Der kan selvfølgelig nemt være skuffelser i mødet med folk, der indgår i disse integrerede processer men så viser sig at være rent egoistisk motiverede. Men fordelene ved de integrerede processer er så store, at man kan godt tage en del af sådanne skuffelser, og stadig forblive tro imod sin grundlæggende positive tilgang. Og man bliver også klogere med erfaringen.
Men hvad sker der så, når et samfund slår ind på en neoliberalistisk ideologi, hvor de egoistiske attituder bliver genstand for respekt og bliver fejret og alment belønnet? Ja, hvad der sker er en gradvis nedslidning af ovennævnte mere samvittighedsfulde integrerede former for opgaveløsning. Og det er hvad der er sket over de forløbne fire-fem årtier igennem de vestlige nationer og over store dele af kloden i øvrigt. Selv indenfor det offentlige vandt de individuelt præstationsorienterede attituder frem på bekostning af den bredere meningsfuldhed og værdiskabelse.
Og nu er nedslidningen af de forhenværende mere samvittighedsfulde integrerede former for opgaveløsning meget fremskreden. Det er her at begrebet om moralsk udmattelse bliver relevant.
Anskuelsen er her, at der er fortsat er mange mennesker, måske hovedparten af befolkningen, der stadig jævnligt konsulterer deres samvittighed, og de har muligvis nogle erindringer om, hvordan tingene kørte anderledes for år tilbage, men de føler sig jævnt hen hjemløse i verden.
De erfarer, hvordan ejerstrukturerne har ændret sig i samfundet, og der er sket en enorm koncentration af ejerskabet til produktlinjerne og ydelserne erhvervskoncernerne leverer. Og disse erhvervskoncerner eksisterer ikke for at tjene deres kunder, de lever med overlæg af at malke deres kunder. Og gør man indsigelser som kunde, løber man panden mod en mur.
De erfarer, hvordan politikerne forekommer alle at være overgået til den anden side, hvor der absolut ingen sammenhæng er mellem deres attituder, det de siger og det de gør. En endeløs generering af kognitiv dissonans.
De erfarer, hvordan de største svindlere indenfor bankverdenen går fri, mens de mindste overtrædelser begået af almindelige mennesker forfølges med nidkær konsekvens.
De erfarer, hvordan den fjerde statsmagt, organet der skal sikre redelighed i samfundsforvaltningen, de store public service-mediehuse, er forfaldet til at være organer for magthavernes propaganda.
De erfarer, hvordan internettets og de sociale mediers løfter om revolutionerende nye integrerede samfundsformer i stedet har udviklet sig til redskaber for kontrol og manipulationer, herunder massive påvirkningskampagner som munder ud i systembevarende ‘color revolutions’.
Der er en case for, at moralsk udmattelse er reel lidelse, og der er en case for at en meget stor del af befolkningen lever med forskellige grader af højtfungerende depression som følge af denne moralske udmattelse.
Og således er bunden gået ud af vores samfunds produktivitet, og vi stirrer alle ind i en dyb samfundsmæssig depression. Vi er så fortabte. Fordi man bestemte sig for at respektere og fejre og alment belønne egoistiske attituder, og lod hånt om betydningen af de mere samvittighedsfulde integrerede former for løsning af de samfundsmæssige opgaver.
(Illustration: The 2018 Sinclair Corp. Scandal, 36 news hosts saying the exact same words)
I det eminente Asterix-album ’Lus i skindpelsen’ møder vi Psychopathos Provocalorius, en personage så intrigant og falsk og udspekuleret, at han skaber splid overalt hvor han kommer frem. Og denne Psychopathos Provocalorius udnævnes af Cæsar til at drage til den uovervindelige gallerby for at overvinde den gennem psykologisk krigsførelse.
Efter at have trukket et spor af konflikter efter sig på sin rejse til Gallien, indleder han sin operation ved at skride ind i gallerbyen med den fornemste græske vase og overdrage den, ikke til byens overhoved Majestix, men til Asterix og ved overrækkelsen at fremhæve Asterix som byens førstemand.
Så er samfundsordenen forstyrret, og her fra begynder bagtalelserne og mistroen og beskyldningerne bare at gribe om sig. Asterix beskyldes for at være i ledtog med romerne, Miraculix beskyldes for at have afsløret trylledrikkens hemmelighed for Asterix, som så har videregivet den til romerne. Og som konflikterne spidser til vælger Asterix, Obelix og Miraculix frivilligt at gå i eksil.
Tesen med denne note er, at amerikanske CIA/ USAID, britiske MI6 og israelske Mossad har trænet en hel hær af Psychopathi Provocaloriī, flere størrelsesordener større end nogen historiske fortilfælde, og at disse Psychopathi Provocaloriī er så aktive praktisk talt ud over hele kloden, at det er deres operationer, der sætter stemningen igennem hele menneskeheden.
Ukraine, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Rumænien, Serbien, Moldova, Georgien, Aserbajdsjan, Armenien, Kasakhstan, Xinjiang, Sydkorea, Japan, Malaysia, Pakistan, Afghanistan, Iran, Jordan, Syrien, Egypten, Sudan, Somalia, Venezuela, Brasilien, Argentina, Chile, Bolivia, Ecuador, Colombia, Panama, Costa Rica, Nicaragua, Guatemala er steder med aktuelle eksempler på udenlandsk indblanding i landenes interne politiske forhold, men ingen lande på kloden er formentlig gået fri.
Der er vægtige grunde til at antage, at det var briterne, der perfektionerede disse del-og-hersk-taktikker, disse former for psykologisk krigsførelse, og benyttede dem i stort omfang igennem deres imperiale epoke, og at disse metoder siden blev adopteret og videreudviklet af CIA og Mossad. Som så med totalovervågningssystemerne og kontrollen over de sociale medier blev taget til helt nye niveauer.
De skadelige virkninger for menneskeheden af disse Psychopathos Provocalorius-operationer er nærmest umulige at gøre op. En økonomisk opgørelse over de skadelige virkninger vil løbe op i tusindvis af milliarder dollars. Men en økonomisk opgørelse vil bare være som at kradse i overfladen.
De reelle skadelige virkninger handler om menneskehedens muligheder for at udvikle sit sande potentiale – at den psykologiske krigsførelse fastholder menneskeheden i en undertrykt livstilstand.
Var det ikke fordi vi generelt er så ligegyldige overfor og så ubevidste om vores reelle intuitive evner, ville vi i langt højere grad kunne se, hvad det er for tricks der bliver spillet på os. Grunden til at disse former for psykologisk krigsførelse er så effektive, er fordi de tager en stærk evne, vi mennesker helt alment besidder, og vender den mod os selv.
Tesen er, at mennesket i realiteten har stærke intuitive evner, herunder har en stærk samvittighedssans, og som følge heraf en stærk retfærdighedssans. Går vi tilbage til Asterix-albummet, bliver konflikterne antændt af den uretfærdige overdådige fremhævelse af én (eller nogen) overfor resten af samfundet.
For år tilbage var der en uhyggelig reportage om en gruppe chimpanser i en zoologisk have, hvor dyrepasserne af den ene eller anden grund lavede en flot fødselsdagslagkage til én af chimpanserne, og hvor resten af gruppen blev så arrig over denne overdådige fremhævelse, at de maltrakterede den ophøjede chimpanse til døde.
Pointen er her, at det er den vilkårlige fremhævelse af én eller en lille udvalgt gruppe uden nogen respekt for samfundets indarbejdede roller og relationer, der vækker en voldsom reaktion af retfærdighedssansen i den øvrige gruppe. Og det kan synes overdrevet og uskønt, men det er kun fordi man ikke anerkender, hvor meget samvittigheden og retfærdighedssansen virker i det daglige, og konstant understøtter den sociale orden.
Således går tesen her videre på, at de angloamerikansk-israelske Psychopathi Provocaloriī blev sendt ind i de tidligere østeuropæiske lande med det specifikke formål at gendanne barrieren mellem Rusland og Vesteuropa. At de højtudviklede industrier i Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien var et ’match made in Heaven’ for en genfødt russisk nation med enorme naturlige ressourcer og et enormt økonomisk og kulturelt udviklingspotentiale.
Så disse Psychopathi Provocaloriī opsøgte ledende skikkelser i Polen, i de baltiske lande, i Ungarn, Bulgarien og Rumænien, og, som vi husker, fremhævede dem som Det Nye Europa. Og de blev lovet en blomstrende fremtid baseret på vestlige investeringer og en fremtidig dominerende rolle i EU. At disse lande og deres befolkninger havde naturligt krav på at være blandt de fremmeste lande i verden, og det var kun på grund af den russiske undertrykkelse, at disse lande ikke allerede befandt sig på toppen.
Og samme kampagner, bare taget til anden eller tredje potens, blev udrullet overfor ledende figurer i Ukraine. Her gik disse Psychopathi Provocaloriī så vidt som til at opdyrke fascistisk-nationalistiske bevægelser for at vække et decideret had mod russerne og russisk kultur. Og deres operationer lykkedes, og en bitter strid mellem broderfolk var pludselig en realitet.
Ja, de europæiske politiske ledere var naive, at de ikke kunne gennemskue operationerne af disse Psychopathi Provocaloriī, og særligt polakkerne og balterne og selvfølgelig i særklasse ukrainerne har betalt en ubegribelig høj pris for at lade sig sådan forføre. Taler vi om samlet 1,5 mio. dræbte og invaliderede? Og væsentlige dele af den ukrainske infrastruktur lagt i ruiner?
Så hvordan vurderer disse Psychopathi Provocaloriī situationen? Formentlig som en kæmpe succes. En større succes end de havde drømt om.
Det oprindelige ’match made in Heaven’ mellem vesteuropæiske højindustrier og en genfødt russisk nation med enorme naturlige ressourcer og et enormt økonomisk og kulturelt udviklingspotentiale er skiftet, så Rusland nu orienterer sig mod Kina, og har ikke det mindste brug for de vesteuropæiske lande. Splittelsen er således konsolideret, og EU har indlagt sig selv til permanente nedgangstider.
Hvilket bringer os tilbage til, at de reelle skadelige virkninger handler om menneskehedens muligheder for at udvikle sit sande potentiale – at den psykologiske krigsførelse fastholder menneskeheden i en undertrykt livstilstand.
Gjorde vi en indsats for at blive bevidste om vores reelle intuitive evner, herunder vores naturlige stærke samvittighedssans og retfærdighedssans, og begyndte vi at indrette vores samfund, sågar vores internationale samfund, så det baserer sig på disse stærke brobyggende kræfter, da vil menneskehedens udviklingsmuligheder være formidable.
Foruden de endeløse grader af splittelser igennem menneskeheden er der såvel splittelserne mellem menneskeheden og de øvrige livsformer, som er vores samlevende på denne fantastisk righoldige planet. Blot er den ikke længere nær så fantastisk righoldig, som den var for bare 75 år siden.
Mange økosystemer er allerede brudt sammen, mange er på kanten til at bryde sammen. Det er helt åbenlyst, at timeglasset er ved at rinde ud for menneskehedens muligheder for at genoprette planetens økosystemer. Men vi har kapaciteten til at gennemføre en sådan renæssance, hvis vi viser modet til at satse på åbenheden, ærligheden, retfærdigheden, dialogen, samarbejdsviljen.
Og et godt sted at starte kunne være at tage et opgør med alle disse Psychopathos Provocalorius-operationer.
I vores idealer om velfærdsstaten, måske bedst udtrykt ved det svenske begreb om folkehjemmet, er enhver, der arbejder i statens tjeneste, opmærksom på at varetage denne funktion ordentligt og til samfundets bedste. Således har enhver sådan stilling et mandat til at udøve rollen og nogle forskrifter og principper og almene målsætninger, der vejleder den pågældende medarbejder i udøvelsen af sin rolle.
Følger denne medarbejder forskrifterne, principperne og de almene målsætninger i sin udøvelse af den betroede rolle, er der omvendt ingen der kan anfægte denne medarbejders embedsførelse. Udøver man sin stilling ordentligt, er der således en ukrænkelig integritet og suverænitet forbundet med ens samfundsmæssig rolle.
På DR kan man se den tyske dokumentar Der Cum-Ex Skandal om den enorme organiserede svindelsag, vi i Danmark kender som Udbytteskandalen. Optrevlingen af denne sag startede med, at der var en almindelig medarbejder i det tyske skattevæsen, Jana Stobinsky, der tog sit arbejde alvorligt, og stilfærdigt men insisterende trak på den suverænitet hendes job besad, og derved fik hele den enorme betændte svindelsag til at rulle.
Velfærdsstaten, folkehjemmet, lever af at være organiseret ved sådanne medarbejdere, der er opmærksomme på deres samfundsmæssige roller, og som forvalter deres roller i henhold til de almene forskrifter, principper og målsætninger. Og ved i den forstand at være selvstyrende i varetagelsen af deres funktioner opnår samfundet en enorm resiliens og formålstjenlighed.
Men hvad sker der så, når ideologiske og magtorganisatoriske målsætninger udbredes på de øverste ledelsesniveauer, og der fra spredes ned igennem de forskellige grene af den offentlige forvaltning, ned igennem myndighedsorganerne og de mange varierede statsstøttede organer, så som mediehuse og uddannelsesinstitutioner?
Ja, så begynder erosionen af den indbyggede integritet og suverænitet i samfundsforvaltningen. Og dette opleves meget konkret af medarbejderne ved at de bliver bedt om at fremsætte vurderinger og træffe beslutninger, som tjener nogle politiske formål fremfor nogle saglige i henhold til forskrifterne, principperne og de almene målsætninger.
Og siger vi nu, at denne ideologiske og magtorganisatoriske nyorientering konstant udøves af instanser, der står over det konkrete samfundsmæssige lederskab, og at ledere, der villigt overgiver sig til denne nyorientering, bliver forfremmet, mens de der holder på institutionens integritet og suverænitet bliver kørt ud på et sidespor, ja da kan der i den yderste konsekvens være tale om et snigende statskup.
Tesen i dette opslag er, at den danske stat har gennemlevet et sådant snigende statskup. Med Murens Fald i 1989 og USA’s ophøjelse til det første i sandhed globale imperium skete der gradvist igennem det amerikanske lederskab en radikal nyorientering. Rollen som den eneste tilbageblevne supermagt gjorde, at skridtet lå lige for at søge at etablere sig som et reelt globalt imperium.
Op igennem 1990’erne udkrystalliserede disse imperiale forestillinger sig i toppen af det amerikanske lederskab, og under disse enhedsskabende forestillinger trådte de hidtil nogenlunde uafhængige sektorer af det amerikanske samfund, den statslige administration, myndighedsorganerne, storkoncernerne, storbankerne nu ind i nogle helt anderledes koordinerede former for planlægning med sigte på etableringen og konsolideringen af det amerikanske imperium.
Denne ’collusion’ mellem de førhen nogenlunde uafhængige sektorer var en radikal nyorientering, og et radikalt skridt i retning af ensretning af lederskabet og konsolidering af et top-down-magthierarki og en top-down-ledelsesform.
Og der blev spillet på alle tangenter for at opnå befolkningens accept af den nye rolle for USA, herunder massive påvirkningskampagner og udbredelse af ideologiske standpunkter og en mere eller mindre skjult skelnen mellem imperiets støtter og imperiets fjender.
Og igennem NGO-organisationer under USAID og igennem de angloamerikansk dominerede medier blev disse påvirkningskampagner og de ideologiske standpunkter udbredt igennem alle vestlige lande og mange andre lande kloden over.
Og det amerikanske lederskab sørgede omhyggeligt for at opbygge loyale støtter og kandidater til indsættelse i nøglepositioner igennem Vesten ved at udsøge sig disse kandidater, muligvis mens de stadig var studerende, gennem attraktive studieophold i USA, gennem positioner i internationale organer, gennem positiv fremhævelse i de angloamerikanske medier.
Hvad der således tilbage i 1990’erne og 00’erne fremstod som bløde former for ’soft power’ var muligvis fra et tidligt stadium momenter i opbygningen af et ensrettet lederskab igennem Vesten, som hen ad vejen ville kunne omsættes til udøvelsen af stærkere og stærkere former for ’hard power’.
Med til historien hører også, at der igennem Vesten har hersket så dybe traditioner for at anse USA for en godgørende supermagt, og i alle årene, selv her otte årtier efter, fylder film og dokumentarer om USA og Storbritanniens sejr over Nazityskland stadigt meget på public service-kanalerne.
Med andre ord har studerende og lederfigurer igennem Vesten, der er blevet begunstiget af amerikanske organer, velsagtens alle tænkt, at deres associationer med disse organer tjente en god sag, og ingen har overvejet, at de eventuelt derved blev ’groomet’ til at varetage specifikke roller i det amerikanske imperiums tjeneste.
Når tesen i dette opslag kredser om mulighed af, at den danske statsforvaltning har gennemlevet et snigende statskup, hvor den tidligere decentrale organisation drevet af forskrifter, principper og almene målsætninger er blevet fordrevet af top-down-magthierarkier og top-down-ledelse, så er denne bevægelse i sin helhed selvfølgelig ikke organiseret fra USA.
Men tesen går på, at der med ensretningen af lederskabet i USA og underordningen af alle grene af det amerikanske samfund til at tjene det imperiale projekt indtraf denne radikale nyorientering, der over årene har udøvet voldsomme påvirkninger af lederskabet i EU og igennem de europæiske lande i sådanne grader, at EU og de europæiske lande såvel er ensrettede til at tjene det amerikanske imperium.
Denne tese har jeg præsenteret før i varierede aspekter, hvor de fleste vil være samlet under rubrikken ’Sanktioner, vasalstater og USA’s mafiametoder’ i min interaktive planche ‘Facebook-artikler Emnespor’ (se det fastgjorte opslag på min tidslinje).
Der er talrige eksempler på og i andre tilfælde stærke indicier for, at denne ’grooming’ har fundet sted, at det amerikanske (imperiale) lederskab fortsat udøver enorm indflydelse over det politiske, erhvervsmæssige og finansielle lederskab igennem de europæiske lande.
Det skandaløse salg af en stor aktiepost DONG i 2014, det skandaløse salg af Nets også i 2014 havde begge Bjarne Corydon i en afgørende rolle. Umiddelbart efter sin rolle som finansminister indtrådte Bjarne Corydon i en direktørstilling hos det ene af de tre amerikanske mega-konsulentfirmaer McKinsey & Co.
Siden blev Corydon chefredaktør på dagbladet Børsen og senest er han så politisk udpeget til ny generaldirektør for DR. Og hvad er Bjarne Corydons første markante initiativ som generaldirektør? At bede et andet af de tre amerikanske mega-konsulentfirmaer Boston Consulting Group om at lægge en ny strategi for DR.
Et snigende statskup. Farvel til folkehjemmet.
Danmarks lederskab, imperiets tro tjenere.
(Illustration: Göteborg Rådhus, aula i tilbygning ved arkitekt Gunnar Asplund, 1937)
