Vores tåbelige udtjente demokrati

Da demokratier blev indført igennem de europæiske lande fra sidst i 1700-tallet og over 1800-tallet, så var det befolkningerne der fremtvang indrømmelser og suverænitetsafgivelser fra magthaverne. Og disse ofte temmeligt konservative demokratiske forfatninger blev så hen ad vejen opgraderede, så de blev sande demokratiske forfatninger med den sidste store bølge af forfatningsændringer med kvindernes stemmeret for godt 100 år siden. Så med den rivende bevidsthedsmæssige udvikling menneskeheden har gennemlevet over de seneste 100 år, hvordan kan det være, at vores demokratier ikke løbende er blevet tilpassede de nye mere udviklede menneskesyn og samfundsforestillinger?

Svaret herpå er meget enkelt, det er fordi reformer af vores demokratiske forfatninger i dag ligesom førhen medfører indrømmelser og suverænitetsafgivelser fra magthaverne. Ikke bare er storkoncernerne og storbankerne udmærket tilfredse med det nuværende setup, politikerne trives også fint med den magt de har. Kan vi forvente at politikerne af egen drift fremsætter forslag om demokratiske reformer, som vil tvinge dem at være helt anderledes omhyggelige med at sikre sig, at de har de fornødne mandater fra befolkningen til at gennemføre deres politiske initiativer? Nej, vel?

Og hvad sker der så, når man undlader at opgradere sine politiske institutioner, så de er i trit med den bevidsthedsmæssige udvikling? Ja, så opstår der korruption. Principielt er der to styreformer, styring gennem frivillig tilslutning eller styring pr. dekret. Hvis ikke de demokratiske politiske institutioner løbende tilpasses, så de faktisk sikrer denne brede tilslutning, så glider de umærkeligt over i at blive styring pr. dekret, svarende til en korruption af demokratiet.

De demokratiske politiske institutioner er så også dem der skal beskytte befolkningen som helhed mod overgreb fra de andre magthavere i form af storkoncernerne og storbankerne (som alle i den sidste ende styrer pr. dekret) samt magtfulde udenlandske kræfter. Så en af måderne man kan måle på, om de demokratiske politiske institutioner løbende bliver tilpassede og varetager deres forpligtelser overfor befolkningen er ved at tjekke, om de politiske institutioner jævnligt tager et opgør med disse magtgrupperinger og deres iboende drift imod større magt.

Spørgsmålet der rejses her således, om ikke vores samfundsmæssige omstændigheder flyder over med vidnesbyrd om, at vores demokratiske politiske institutioner ikke er fulgt med udviklingen og vores demokratier er således blevet svækkede år for år og særligt igennem krisesituationer, og at de øvrige magthavere i form af storkoncernerne og storbankerne samt magtfulde udenlandske kræfter har haft alt for let spil og har markant udvidet deres indflydelse. Faktisk forekommer disse øvrige magthavere at have sat sig så meget igennem, at de politiske ledere accepterer at være underlagt dekreter, der udgår fra deres side. At politikernes loyalitet i højere grad ligger hos storkoncernerne og storbankerne og de udenlandske kræfter end den ligger hos den danske befolkning.

Det der giver demokratisk valgte politiske ledere deres gennemslagskraft er deres opbakning i befolkningen. Helle Thorning-Schmidt og hendes regering havde ikke mod og mandshjerte til at tage et opgør med USA og efterretningstjenesterne efter Snowdens afsløringer, men havde HTS og hendes regering været funderet i en tæt dialog med og respekt for holdningerne i befolkningen, havde HTS været nødt til at tage et opgør, hun kunne endda have følt en stolthed ved det, og USA og efterretningstjenesterne måtte herefter acceptere de rammer man så fik forhandlet sig frem til.

Således har valgkampe indenfor den vestlige verden udviklet sig til et mægtigt skuespil. Det er her at begrebet ’The Overton Window’ trænger sig på. At den politiske debat op til parlamentsvalg bevæger sig indenfor et meget snævert felt af accepterede dagsordener. Og det gælder ikke bare emnerne som sådan, men måderne man taler om dem. Selvfølgelig diskuterer man økonomi, men man går ikke i dybden på de reelle dybe strukturelle ubalancer i økonomien. Selvfølgelig diskuterer man klimaforandringer, og således reducerer man de enorme udfordringer forbundet med menneskehedens plyndring af naturgrundlaget til et spørgsmål om klimaforandringer gør dermed emnet politisk acceptabelt og bemærkelsesværdigt ikke-radikalt.

’The Overton Window’ sikrer at den politiske debat netop holder sig indenfor nogle tilpas ikke-radikale rammer, når der måske netop nu og mere end nogensinde er behov for at tænke radikalt udenfor boksen. Og her er det min personlige opfattelse, at kollapset af det venstreorienterede standpunkt op igennem 1980’erne spiller en afgørende rolle i denne politiske degeneration. Tilbage i 1970’erne var ’The Overton Window’ meget større, radikalt større, og således talte kommunisterne og venstresocialisterne (senere Enhedslisten) og sågar Socialistisk Folkeparti om nødvendigheden af en politisk revolution. Men så kom afsløringerne af, hvor voldsomt diktatoriske og umenneskelige de kommunistiske styrer i Sovjetunionen og Kina havde udviklet sig, og så kunne de venstreorienterede standpunkter ikke modstå kritikken, der skyllede ind over dem.

Således er der de garvede politikere, der meget nøje ved hvordan de skal tale ind i ’The Overton Window’, og så snart en ny kandidat bringer et spørgsmål op, der ligger udenfor rammen, så bliver kandidaten mødt med en arrogance og en nedladenhed fra de garvede politikere, som får kandidaten til at fremstå som uprofessionel og håbløst idealistisk. Og det ganske uanset om kandidatens indlæg var velovervejet og presserende relevant. Og da meget få vælgere ønsker at stemme på en kandidat, der er uprofessionel og håbløst idealistisk, så lader mange sig formentlig ubevidst rive med af mobningen.

Også hele ideen om partierne og partiernes varetagelse af de bagvedliggende befolkningsgruppers interesser fremstår forældet. Helt op til Anden Verdenskrig var klassesamfundet en præsent realitet, og fagbevægelsen havde sin store andel i, at de laveste socialklasser fik politisk indflydelse og sågar vandt regeringsmagten med Thorvald Stauning, først i en kort periode i midten af 1920’erne og efterfølgende som landsfaderen, der ledte Danmark igennem depressionen.

Men med det store materielle boom i efterkrigstiden gik det traditionelle klassesamfund i opløsning. Og med kollapset af de venstreorienterede standpunkter i 1980’erne kombineret med en stadigt mere potent finanssektor, der satte gang i hjulene, og gjorde den enkelte bolig til et investeringsobjekt, er de traditionelle klasseskel mere eller mindre udviskede. I dette øjebliksbillede af vores samfundsmæssige omstændigheder går klasseskellet nu mellem dem, der er blevet begunstigede af finanssektorens eksplosive vækst, dvs. ejerne af boliger og andre finansielle aktiver, og de der har stået udenfor denne bonanza. Og så i realiteten måske i endnu højere grad mellem de superrige og det øvrige samfund.

Og selvfølgelig er der en række forskelle mellem de ”røde” og de blå partier i de europæiske parlamenter. De ”røde” tror på det formålstjenlige ved at staten løser en række centrale samfundsopgaver (hvilket man må sige at Danmark er et eksempel på), man tror på at bidragene til samfundshusholdningen skal vægtes efter evne og at der derved sker en vis indkomstfordeling, og man tror på (eller man troede i hvert fald tidligere på) at alle skal have en plads i fællesskabet og de svageste i samfundet skal have hjælp til at finde en plads.

De blå tror på betydningen af, at når det kommer til stykket er der kun os selv til skabe vores liv. Det er op til hver enkelt at skabe sig en levevej og tage konsekvenserne af sine egne valg. Uden respekt for denne elementære kendsgerning er der ingen ansvarlighed. Således er der hos de blå en skepsis overfor statslig indblanding i folks liv, om det så kommer i form af social støtte eller særafgifter. Omvendt er der her stor sympati for erhvervslivet, hvor folk netop tager initiativ og skaber noget selv, og konstant arbejder for at hæve produktiviteten, hvilket er samfundsmæssigt værdiskabende. Hvor kæden så måske over de seneste årtier er røget af, er i en svigtende evne til at skelne mellem indtjening opnået ved ægte produktivitetsforbedringer overfor ved outsourcing og diverse finansielle narrestreger.

Hvorfor jeg personligt oplever vores nuværende demokratiske institutioner som tåbelige og udtjente er ved den forcerede ensidighed jeg bliver tvunget ud i ved at skulle stemme på et parti (eller en bestemt kandidat underlagt en stram partistyring pr. dekret). Jeg ved ikke om jeg står alene med fornemmelsen, men jeg har nemt ved at finde sympati for de ”røde” standpunkter og jeg anerkender vigtigheden af de blå standpunkter, så hvad mening har det at afgive én stemme til den ene eller den anden side?

Således bliver selve stemmeafgivelsen i en helt unødvendig grad et identitetsspørgsmål. Tidligere var der de traditionelle tilhørsforhold til samfundsklasserne og traditionerne i de enkelte familier og måderne man så sin egen rolle indenfor samfundet, og der var identitet forbundet med disse tilhørsforhold. Men med de traditionelle klasseskel udviskede fremstår stemmeafgivelsens forcerede ensidighed som en vanvittig forfladigelse af den enkelte vælgers politiske standpunkt.

Der er således en case for indførelse af former for en helt anderledes bredspektret politisk debat. Med alle de dybt foruroligende ubesvarede spørgsmål, der hober sig op udenfor skyklapperne af ’The Overton Window’, er vores herskende demokratiske metoder nærmest blevet en karikatur. Prøv at forestille dig, hvis partiorganisationerne faktisk blev pålagt at føre dialog ikke bare med deres medlemmer men med den brede befolkning. At der var et offentligt forum på hvert partis hjemmeside, hvor befolkningen kunne stille spørgsmål til partiet og partiets ledere. Disse spørgsmål skulle selvfølgelig være organiserede i nogle kategorier, og partierne ville selvfølgelig samle spørgsmål sammen indenfor de enkelte kategorier og forsøge at give dækkende besvarelser, men de ville ikke have rettigheder til bare at slette ubekvemme spørgsmål.

Det ville selvfølgelig udløse en enorm ny arbejdsmængde for partierne, som rimeligvis kunne tilvejebringes gennem en særskilt statsstøtte, men det kunne potentielt sprænge ’The Overton Window’ i stumper og stykker. At store dele af befolkningen går med en enorm uro over bivirkningerne af coronavaccinerne, over de politiske lederes knæfald overfor medicinalindustrien i overvindelsen af coronaepidemien, over langtidseffekterne af coronanedlukninger og den deraf afledte eksplosive vækst i gældsætningen/ pengeskabelsen, over overvågningsregimet og de tiltagende grader af censur på de sociale medier, over Natos aggressive fremfærd over de seneste to-tre årtier, over hemmeligholdelserne ifm. FE-skandalen og sabotagen mod Nord Stream 2-gasledningen, over de nazistiske elementer i Ukraine og deres rolle i krigens udbrud og fortsættelse, over graderne af detailregulering af borgernes og virksomhedernes adfærd, over den fortsatte udpining af naturgrundlaget osv. osv.

Et sådant radikalt udvidet spektrum for den offentlige debat ville formentlig i sig selv fuldkommen ændre vilkårene for politisk ledelse. Så ville politikerne pludselig være tvungede til at træde i karakter som ledere, og stå ved hvad de opfatter som sandt og byde ind med regulære visioner for, hvordan vi overhovedet skal overkomme vores aktuelle enorme udfordringer og bringe vores samfund videre.

Hvor direkte demokrati nok er idealet, har jeg personligt har jeg svært ved at se det realiseret indenfor menneskehedens nuværende bevidsthedsmæssige udviklingsniveau. Problemet er, at politik altid er en afvejning af politiske ønsker overfor hvad der praktisk er muligt. Således kommer politik altid i form af ’pakker’, dvs. en sammensætning af nogle ønsker og initiativer man ønsker at realisere på den side og på den anden hvordan man skaffer de nødvendige ressourcer til at realisere disse ønsker/ initiativer. Kompleksiteten af disse spørgsmål er i sig selv meget vanskeligt forenelige med direkte demokrati.

I min optik vil der også fremover være behov for et repræsentativt demokrati, men indfører vi ovenstående nye fora for en bredspektret offentlig debat, ikke bare op til Folketingsvalg, men som en vedvarende dialog mellem partierne og befolkningen, så vil meget være anderledes. Og denne demokratiske reform kan så suppleres med regler for vetoret for befolkningen, hvor befolkningen kan insistere på at et politisk tiltag, såsom at gå i krig i Irak eller at salget af Nets og en del af Dong til amerikanske kapitalfonde, skal sendes til folkeafstemning.

Men vi kører videre med vores forældede og for en stor del dysfunktionelle demokratier peppede op af al den bling moderne medier er i stand til at skabe. Og udenfor ’The Overton Window’ er vores samfund og livsgrundlag i fremskredent forfald. Det fremstår forrykt, men forklaringen er formentlig den enkle, at demokratiske reformer altid medfører indrømmelser og suverænitetsafgivelser fra magthaverne.








(Illustration: Demokratiets aften, Koncerthuset, 30-09-2022)

Advertisement

Lydhørhed eller kaos (2)

Siger vi, bare som et tankeeksperiment, at Universet er uendeligt rigt. At der er utallige civilisationer spredt ud over Universet, som mere eller mindre lever deres egne liv, men hvoraf der også er nogle, der har erhvervet evnerne for at kunne observere og udveksle med andre civilisationer. Og at der blandt disse mere avancerede civilisationer er nogle, som har denne respekt for individers integritet, som muligvis mere end noget andet er fundamentet og et fællestræk for alle “humanistiske” og “demokratiske” kulturer igennem Universet, hvad ville disse civilisationers aktuelle vurderinger af Jordens kulturelle udviklingslinjer være?

Og videre, siger vi, bare som et tankeeksperiment, at vi lever i multivers, hvor Universet er sammensat ikke bare af en uendelighed af steder men også af mangfoldige tidslinjer, og hvor de mere avancerede civilisationer, som har erhvervet evnerne for at kunne observere og udveksle med andre civilisationer, at disse civilisationer trækker på erfaringer gjort af “tidligere” civilisationer, hvad lærer ville disse civilisationer uddrage af Jordens aktuelle kulturelle udviklingslinjer?

Mit bud er, at disse civilisationer meget nøje studerer fænomenet, hvordan demokratiske kulturer, der havde opbygget institutionerne til at understøtte de demokratiske styreformer, de havde endda været opmærksomme på en hel række af faldgruber for disse demokratiske styreformer og indbygget forskellige anti-korruptionsprincipper, og alligevel blev de demokratiske styreformer undergravede og overvundet af nogle fra et demokratisk standpunkt korrupte styreformer.

Jeg ser for mig, hvordan disse udenjordiske civilisationer meget nøje vil studere, hvor det var, at de i øvrigt demokratisk dedikerede befolkninger alligevel lod sig bedrage og overrende, og pludselig fandt sig selv fangede i forskellige processer af degeneration og kulturelt forfald. Og jeg ser for mig, hvordan de erfaringer menneskeheden i disse år gennemlever er et ‘case study’, som vitterlig påkalder sig udbredt interesser fra mangfoldige civilisationer.

Det handler om en oplevet velstand, en opfattelse af at det er i orden bare at tænke på at opnå fordele for én selv, det handler om at tage en masse samfundsmæssige og kulturelle forhold for givne og derigennem faktisk forsømme at vedligeholde dem, det handler om magelighed og dovenskab eller med andre ord, en mangel på årvågenhed og en mangel på beredskab og konsekvent handling.

Og ja, der var onde kræfter på spil, som ville noget andet end de demokratiske styreformer, kræfter som var drevet af begæret efter at dominere og herske, men disse kræfter er altid iboende i livet, så det er ikke deres tilstedeværelse der gør forskellen. Forskellen består i netop den manglende årvågenhed og det manglende beredskab og fraværet af konsekvent handling.

Der har været mange led i overgangen fra reelle demokratiske styreformer til de nuværende tilstande af skindemokrati og reel styring gennem et vidtforgrenet magthierarki, og ved hvert af disse led skulle den demokratiske årvågenhed have registreret korruptionstendensen og beredskabet skulle have været aktiveret og de fornødne skridt skulle have været taget for at imødegå korruptionstendensen.

Så hvad jeg ser for mig, at det disse udenjordiske civilisationer studerer meget nøje er, hvad det er der understøtter denne altafgørende årvågenhed. Hvordan opøves denne sensibilitet til et sådant niveau, at korruptionstendenserne identificeres som sådanne på så tidlige stadier af degenerationen, at imødegåelse og modforanstaltninger bliver aktiveret, og de demokratiske styreformer holdes intakte.

Og her er der en række helt oplagte cases, som f.eks. 9/11-terroraktionen, Finanskrisen, coronaepidemien og Ukrainekrisen, som alle burde have drevet årvågenheden helt op i det røde felt, og som burde have udløst omfattende og dybtgående former for samfundsmæssig selvransagelse og omfattende reformer, men det var ikke det der skete. Hverken årvågenheden i befolkningen eller blandt de demokratiske institutioner var tilstrækkelig til for alvor at imødegå korruptionstendenserne.

Og nu er løbet muligvis kørt for menneskeheden. Det er karakteristisk for kræfterne, der begærer at dominere og herske, at de svage på kreativitet og evnerne for rent faktisk at få et samfund og en kultur til at trives. Det er set igen og igen igennem utallige verdener at lykkes det ikke at tilbageerobre styringen fra kræfterne, der begærer at dominere og herske, så vil de føre til former for selvdestruktion. Men indenfor dette tankeeksperiment er der så en trøst i, at andre civilisationer kan lære noget afgørende vigtigt ved vores nederlag og undergang.

Hvad jeg godt vil supplere med, er at pege på, hvordan der er en pendant til den demokratiske årvågenhed i vores egen årvågenhed overfor vores sjælelige impulser. Og det er faktisk mere end en pendant, det er én og samme ting. Som normale ikke-skadede mennesker har vi hver især former for kontakt til vores sjæl, vores inderste følelses- og bevidsthedsliv, vores indre stemme, vores mavefornemmelser, vores kærlighedsimpulser, vores uprovokerede indskydelser. Men det kræver en vis årvågenhed at sikre, at disse impulser får taletid og bliver bevidstgjort.

Men bevidstgørelsen er kun det første skridt, for disse impulser opleves altid som sande for det enkelte menneske, og således kommer lydhørheden overfor dem også med en fordring om efterfølgende at handle på dem. Og denne fordring kan komme temmelig meget på tværs af de planer man ellers går og har. Og ikke bare kan fordringen om at handle på ens indre impulser komme på tværs af ens egne planer, de kan nemt også komme på tværs af ens omverdens planer og forestillinger.

Det enkelte menneske har således også visse tilskyndelser til at skrue ned for lydhørheden overfor ens indre impulser og videre at undlade at handle på de impulser, der så alligevel trænger igennem. Går man så igennem en længere periode og undlader at handle på visse vedholdende indre impulser, så bliver disse impulser på et eller andet tidspunkt til en slags hvid støj, som man ikke længere ænser. Her skal man bare gøre sig klart, at man kan ikke udviske visse impulser men samtidig bevare lydhørheden overfor andre. Hvis man går efter at udviske sine indre impulser, så udvisker man hele spektret af impulser, herunder også kærlighedsimpulsen.

Så måske er det vores uvilje og blokeringer overfor at lytte til vores indre impulser, måske er det vores manglende værdsættelse af og træning i at lytte til vores indre impulser, der er den underliggende årsag til svigtet i vores demokratiske årvågenhed og hvorfor vi nu er fangede i nogle udviklingstendenser, der peger i retning af den ultimative triumf for kræfterne, der begærer at dominere og herske, og menneskeheden og planeten er på vej til at blive lagt øde.

Skulle vi ønske at vende disse udviklingstendenser er sådan set meget enkelt: En væsentligt større del af befolkningen skal vælge at vende tilbage til at begynde at lytte til deres indre impulser og respektere dem og begynde at handle i overensstemmelse med dem. Denne proces vil også have karakter af en dyb selvransagelse, og følelser af skyld og skam kan komme over én, men disse følelser er bare et barometer for i hvilke grader man har forbrudt sig imod, hvad ens indre impulser fortæller én er det rette at gøre. Følelserne af skyld og skam er bare bivirkningerne af denne venden tilbage til at lytte til sine indre impulser.

Og når en tilstrækkelig stor del af befolkningen har fundet tilbage til at bringe sig selv i overensstemmelse med sine indre impulser, så skal samfundet som helhed gennemgå en form for selvransagelse, f.eks. igennem formatet af Sydafrikas Sandhedskommissioner, hvor samfundet som helhed vedgår al korruptionen og alle forbrydelserne, der har været løs i samfundet igennem hele den periode, hvor det var kræfterne der begærer dominans og overherredømme, der herskede. Igen her, vil disse erkendelser været ledsaget af følelser af skyld og skam, og igen her vil det bare være bivirkninger af at komme tilbage på sporet af demokratisk dedikation og årvågenhed og et gennemgående åbent og tillidsbaseret samfund.








.

Moral som et styringsværktøj

I mit menneskesyn er moral et afgørende aspekt af menneskets sociale evner. Her er moral et personligt og indre anliggende, som er tæt forbundet med samvittigheden. Og samvittigheden er så på sin side at opfatte som en sans, en sensibilitet, en indre stemme som fortæller én, hvordan ens tanker, tale og handlinger står i forhold til ens omverden. Og denne sensibilitet dækker hele spektret fra ens nærmeste relationer, til ens medborgere, til den samlede menneskehed og alle de andre livsformer vi deler vores eksistens med. I dette menneskesyn opfattes hjernen primært som et sanseorgan, der opfanger energimæssige vibrationer fra omgivelserne og samtidig broadcaster energimæssige vibrationer til omgivelserne. Et moralsk og samvittighedsfuldt liv er således karakteriseret ved, at man tillader et åbent flow af energier mellem én selv og omgivelserne. Det enkelte menneske er således fundamentalt vævet ind i sine omgivelser, og andre menneskers trivsel og andre livsformers trivsel er således integrerede aspekter af ens egen trivsel.

Men det er selvfølgelig en ideel fremstilling, for alle mennesker bærer jo på forskellige traumer og skam og personlige forsvarsmekanismer, som sætter forskellige barrierer op for flowet af energier. Og disse barrierer for flowet af energier giver således anledningen til vedholdende fordrejninger af energierne, både de indkommende og de udgående, og videre giver anledning til misforståelser og svigt i ens relationer til omverdenen. Med introduktionen af psykologien og de psykiatriske metoder begyndte menneskeheden at arbejde bevidst med det enkelte menneskes bevidstgørelse af sine psykologiske barrierer med henblik på at nedbryde disse barrierer og tilvejebringelsen af et friere flow i udvekslingerne med omverdenen.

Denne opfattelse af moral og samvittigheden tror jeg allerede deles af mange mennesker, også selvom den hos de fleste ikke rigtig er bevidstgjort. Det er en progressiv og (tror jeg) meget frugtbar opfattelse af disse begreber, som står i skarp kontrast til mere traditionelle opfattelser af moral, hvor moral anses for nogle samfundsmæssigt vedtagne normer for politisk korrekt adfærd eller som det hed i gamle dage dydig adfærd. Indenfor denne anskuelse består udfordringen for det enkelte menneske i at lære at tilpasse sig disse normer, og måden denne opdragelse sker, er ved at ens forældre eller andre myndighedspersoner vogter over ens adfærd og nedkalder skam over én, når man træder ved siden af de vedtagne moralske kodekser. Og fra synspunktet af ovennævnte organiske opfattelse af moral, kan denne tilbøjelighed til at nedkalde skam over børn fra de er helt små udløse mængder af barrierer for dette barns flow af energier.

Min anledning til at gøre mig disse overvejelser er, at jeg til stadighed kæmper med at forstå, hvorfor vores politiske ledere optræder så irrationelt og i åbenlys modstrid med befolkningens interesser. Og det nærmeste jeg er kommet på en forklaring er, at der må være nogen der har krammet på dem. Nogen der ligger inde med nogle værktøjer til at styre deres adfærd, og således få dem til at handle irrationelt og ufordelagtigt for alle de, som de rent faktisk er ledere for, men (må man formode) fordelagtigt for disse skjulte magtinstanser. Og er der én person, man ville forbinde med opbygningen af sådanne kontrolsystemer, er det J. Edgar Hoover, den tidligere livslange chef for det statslige amerikanske politiorgan FBI. I de seneste år af Hoover’s meget lange lederskab af FBI kom det frem, at Hoover og hans politiorgan havde indsamlet efterretningsdata på henved alle betydende politiske figurer, og gerne alle de kompromitterende detaljer om udenomsægteskabelige affærer eller ”forbudte” lyster eller lovovertrædelser. Således havde Hoover et kæmpe arkiv med ’control files’ på de enkelte politikere og andre personer i magtfulde positioner, og disse ’control files’ brugte han så til at lægge pres på de enkelte politikere mv. i forskellige sager, og således få dem til at handle i overensstemmelse med hans interesser eller i det mindste at undlade at handle imod hans interesser.

Sådanne systemer af pression er selvfølgelig dybt skadelige for demokratiske politiske systemer, som i høj grad er oppebåret af oprigtighed, åbenhed og transparens. Men det springende punkt er her, hvorfor i alverden disse ’control files’ er så virkningsfulde. Det er her ovennævnte formelle eksternaliserede moral spiller en helt afgørende rolle. Fordi vi alle fortsat bliver opdragede igennem disse formelle eksternaliserede moralske normer og al skammen og hæmningerne forbundede med disse normer, så er det muligt for medierne at skabe denne moralske hetz overfor lederfigurer, der selvfølgelig alle på et eller andet tidspunkt i deres liv er kommet til at træde ved siden af. Disse ’control files’ opbyggede af diverse efterretningsorganer er således kun virkningsfulde i et tæt samarbejde med medierne og deres villighed til at køre moralske hetze og i en videre forstand den brede befolknings villighed til at lade sig rive med af den genererede moralske bestyrtelse.

Kan vi ikke godt blive enige om, at vi her bliver kørt rundt med i nogle temmelig forrykte grader? Hvad er det for en smålighed og nidkærhed? Og er denne smålighed og nidkærhed virkelig iboende i befolkningen eller bliver den suggeret frem af mediernes kampagner?

Samtidig skal vi ikke være blinde for, at der findes mennesker som er moralsk skadede i henhold til den indledende organiske forståelse af moral. Altså at der er mennesker, som er blevet traumatiserede så tidligt i deres barndom, at der nærmest er barrierer hele vejen rundt og intet organisk flow af energier. Vi taler selvfølgelig om et spektrum her, og hvor de mest grelle tilfælde er de regulære psykopater. Sådanne skadede mennesker har kun en rudimentær evne for den organiske indlevede moral, til gengæld har de en meget veludviklet forståelse for de formelle moralkodekser, som de fuldkommen skrupelløst kan udnytte til deres egen fordel. En slags farisærernes parade, hvor de der har en skadet moralsk kerne er hellighedens bannerførere.

Hvad vi således har at gøre med her, er grundlaget for en systemisk misbrugskultur, hvor ledende figurer indenfor efterretningsorganerne i ledtog med ledende figurer indenfor medierne kan holde de enkelte politiske ledere i et jerngreb. Skulle en af disse politiske ledere begynde i alvor grad at udfordre de herskende magtstrukturer, så vil denne overløber hurtigt finde sig selv i centrum af en moralsk hetz, og befolkningen springer til og yder sin del ved at lynche den pågældende overløber. Det afgørende er således, at vi alle er dem der gør denne ubeføjede magtudøvelse mulig, fordi vi så villigt lade os rive med af den moralske bestyrtelse.

Vi skulle tage at blive voksne. Vi skulle tage at begynde at arbejde bevidst på at tilsidesætte disse udlevede moralbegreber og de deraf følgende redskaber for kontrol, og erstatte dem med nogle mere udviklede og indlevede moralbegreber à la dem der blev skitseret i indledningen.








.

Fluernes herre

Den aktuelle skandale om afsløringerne af den udbredte kultur af chikane, ydmygelser, overgreb og vold på Danmarks elitekostskole Herlufsholm bringer en arketypisk samfundskonflikt op til overfladen. Den handler om skellet imellem at etablere og opretholde et samfund på basis af magthierarkier og eksklusion eller at etablere og opretholde et samfund baseret på inklusion og respekt for hver enkelt og hans eller hendes unikke bidrag til fællesskabet. Dette skisma forekommer nærmest at være en form for grundvilkår ved eksistensen, og alle samfund forekommer at have denne skillelinje løbende igennem sin kultur.

En meget anskuelig fremstilling af denne skillelinje finder man i William Golding’s debutroman Fluernes Herre fra 1954 (filmatiseret 1963 og 1990), hvor en gruppe drenge fra en engelske kostskole strander på en øde ø, og hvor en klike af selvudnævnte ’jægere’ anført af Jack hurtigt skiller sig ud som den overlegne magtorienterede gruppe, mens de øvrige fastholder et sammenhold og en vilje til at løse deres udfordringer i fællesskab. Og hurtigt kommer det til former for chikane og overgreb fra ’jægerne’ overfor de andre, og det kommer til sammenstød og vold og til sidst mord. Og det kommer til en intens jagt fra ’jægerne’ på Ralph, den uformelle leder af den inklusive gruppe, hvor ’jægerne’ samtidig brænder det meste af tropeøen af.

En meget illustrativ historie som givetvis er baseret på Golding’s egne erfaringer fra sin skole/ kostskoletid. Og der er ingen tvivl om, at Golding’s sympati ligger hos den inklusive gruppe og hos Ralph, men det er svært for Ralph og den inklusive gruppe at modstå angrebene og manipulationerne fra ’jæger’-gruppen. For langt de fleste mennesker vil sympatien givetvis såvel ligge hos Ralph og den inklusive gruppe, hvilket rejser spørgsmålet, er det aspekt af sindet som ’jægerne’ lever ud bare en barbarisk pestilens, eller har disse magtorienterede drifter en funktion, som også har konstruktive aspekter? ’Fluernes herre’ er faktisk en bogstavelig oversættelse af navnet Belzebub, også kendt indenfor kristendommen som Fanden, og der er ingen tvivl om, at der i den magtorienterede tilgang er et iboende mørke og nogle drifter, nogle umættelige begær, som igen og igen har vist deres evner for at komme ud af kontrol.

Principielt kan man sige, at civiliserede samfund er karakteriserede ved, at de rige og magtfulde fortsat er underlagt de samme love, som de der gælder for den øvrige del af befolkningen. Og i det omfang at en ”elite” skiller sig ud, og har held til at påvirke måderne samfundet fungerer på til at favorisere dem og yde dem nogle grader af urørlighed, så er det pågældende samfund fanget i en degenereret og barbarisk udviklingslinje. Skandalen om afsløringerne af den udbredte kultur af chikane, ydmygelser, overgreb og vold på Herlufsholm er som et barometer på dette samfundsmæssige forfald. At Jack og ’jægerne’ har haft alt for frit spil igennem særligt de seneste fire årtier under neokonservatismens og neoliberalismens banner, og ikke bare bliver elever på Herlufsholm ofre for disse ydmygelser og overgreb, voldsudøverne får jo markant skærpet deres psykopatiske træk, som de så tager med sig ud i verden.

Måske er den aktuelle Herlufsholm-skandale anledningen til, at vi som samfund gennemfører en dyb selvransagelse i retning af, hvor dybt tendenserne imod psykopati stikker i de øverste ledelseslag. Måske var Vinterbergs Festen ikke bare historien om en helt særlig dysfunktionel rigmandsfamilie. Måske er problemerne med forskellige former for overgreb i rigmandsfamilierne langt mere udbredte end vi almindeligvis er bevidste om. Hvor mange tilfælde af teenagepiger der skærer sig er der i disse familier i forhold til befolkningen som helhed? Hvor mange stofmisbrugere? Hvor mange virkeligt onde arvesager, hvor alle familiebånd bliver totalt spolerede og erstattede af had og hævngerrighed?

Og når disse superprivilegerede og følelsesmæssigt forsømte børn så lander på Herlufsholm, hvor meget vil denne følelsesmæssige afstumpethed ikke være en fordel i retning af at indgå i disse voldsomt grænseoverskridende ”lege”? Her vil et barn, som er vokset op i en normal omsorgsfuld familie, jo have et enormt handicap i sine empatiske evner, og sin tøven overfor at øve skade på andre mennesker, når ”ritualerne” siger, at det er det man skal gøre. Måske går disse mentalt/ spirituelt sundere børn bare generelt bag om dansen, og bliver ikke en del af den egentlige ”elite” trods det at de fik chancen ved en plads på Herlufsholm. Eller også bliver eleverne med deres empatiske evner nogenlunde intakte forulempede ved, at de bliver tvunget ind i rollen som aktive eller passive medløbere, hvilket øver skade på deres integritet.

Men igen, er disse drifter imod magthierarkier og eksklusive kliker bare en pestilens for samfundet som helhed, eller har de en positiv funktion? Personligt hælder jeg til det sidste ud fra det simple princip, at man kan ikke have lys uden mørke, man kan ikke have liv uden død. Hvad jeg ser for mig er, at det større samfund bliver vækket til en bevidsthed om betydningen af inklusion, betydningen af samfundsmæssig solidaritet og sammenhold, betydningen af respekten for den enkelte og den enkeltes unikke bidrag, gennem de voldsomme udfordringer som de eksklusive, dominerende og manipulerende ”elite”-kliker frembyder. Samtidig er der også et ’drive’ i disse meget begærlige egoistiske attituder, som også støder kulturudviklingen fremad, forudsat at de mere helhedsorienterede samfundsattituder samler op på disse udviklingstendenser og formår at dreje dem i ikke-destruktive retninger.

Alt i alt er det på høje tid at denne skandale rammer. Efter fire årtier med disse magtorienterede, dominanssøgende, intrigante og samfundsnedbrydende tendenser står modpolen i form af de inklusive, helhedsorienterede, individrespekterende og samfundsopbyggende attituder meget svækket. Langt hovedparten af befolkningen siger bare ja og dukker sig. Og både coronakrisen og Ukrainekrisen har været voldsomme yderligere anslag mod disse inklusive, helhedsorienterede, individrespekterende og samfundsopbyggende attituder. Så skandalen rammer netop på det punkt, hvor ”eliten” stod foran at tage det sidste og ultimative stik hjem: den endelige underordning af alle undersåtterne til deres neofeudalistiske styre. Men det kommer aldrig til at ske. Dertil har deres hidtidige styre simpelthen været for fejlbehæftet og desorienteret. Vores samfund er jo helt åbenlyst i opløsning.

Samtidig er det helt indlysende, at det bliver ikke disse magtorienterede, dominanssøgende, intrigante og samfundsnedbrydende attituder, der leder menneskeheden igennem det 21. århundredes voldsomme omvæltninger. Tværtimod er imperativet her, at vi udvikler omsorg ikke bare for vores medmennesker men for alle livsformer vi deler planetens fantastisk varierede og komplekse økosystemer med. Det vil kræve en alle-mand-på-dæk og et langt stykke af vejen en selvopofrende indsats at få vendt de samfundsmæssige udviklingstendenser i retning af heling og nye former for bæredygtig vækst.







(Illustration: Stillbillede fra Fluernes Herre, Criterion Film, 1963)

Shanghai shouting – The cry of humanity rising?

En række videoklip er gået viralt, som er optagelser fra højhusboligkvarterer i Shanghai, hvor folk nu i over en uge har været indespærrede i deres lejligheder, angiveligt for at imødegå en fornyet bølge af Covid19-infektioner, og hvor folk nu sultne og mere eller mindre forkomne begynder at råbe deres fortvivlelse ud i omverdenen. Og mange bliver rystede over det de således bliver vidner til med disse videoklip men tænker så mere eller mindre i samme åndedræt, godt man ikke lever i et autokrati som det kinesiske. Men den tankerække kan meget vel vise sig at være overfladisk og letsindig. Der er al mulig grund til at have medfølelse med de indespærrede kinesere, men deres fortvivlede situation skyldes muligvis ikke først og fremmest det kinesiske styre ekstreme forholdsregler, den primære årsag kunne meget vel være, at systemiske krise nu for alvor er over os. Og den klagesang, der stiger fra kineserne fangede i deres fastlåste omstændigheder, vil muligvis snart genlyde fra den samlede menneskehed.

Selvom der givetvis er dem der vil udpege mig som sådan, så mener jeg ikke jeg er alarmist, og jeg finder ikke noget behag i at gå ud med sensationelle alarmistiske budskaber, men jeg har i over 15 år været ramt af en erkendelsens pil om de reelle ekstremt kritiske omstændigheder menneskeheden har bragt sig i. Og som jeg har nævnt ved talrige lejligheder, så var det den svenske dokumentarserie Planeten udsendt i efteråret 2006, der drev forståelsen ind hos mig. Forståelsen af at menneskehedens aktiviteter her på planeten er blevet så massive, at vi er i fuld gang med at fordrive alt andet liv og udtømme de ressourcer, der indtil nu har drevet vores samfund. Og siden da har jeg været mere eller mindre desperat været optaget af, hvilke muligheder og metoder der overhovedet findes for at afvænne vores uheldssvangre adfærd og afvende vores truende skæbne.

Spørgsmålet jeg tillader mig at rejse er, om disse drakoniske lockdowns i Shanghai overhovedet handler om Covid19. Er der overhovedet nogen videnskabelig og rationel begrundelse for det kinesiske styres Zero Covid Policy? Eller bliver faren for Covid-infektioner bare brugt som en muligvis langt mere opportun begrundelse for indførelsen af en meget hårdhændet undtagelsestilstand? Men hvis det er det der er tilfældet, hvorfor skulle det kinesiske styre have behov for at indføre en meget hårdhændet undtagelsestilstand? Ja, en rimeligt nærliggende hypotese er, at den kinesiske økonomi og særligt den kinesiske finanssektor over den allerseneste tid har gennemlevet nogle grader af sammenbrud. Og personligt gætter jeg på, at det ikke er ret mange mennesker der har nogen idé om, hvor voldsomt realøkonomien og distributionen af varer og ydelser bliver ramt, når finanssektoren krakker.

Vores superoptimerede just-in-time-delivery-systems og de vanvittigt komplekse globaliserede industrielle fødekæder har selvfølgelig været betingede af internetrevolutionen men omtrent lige vigtigt har været de seneste 30 års lette adgang til kreditter og de optimerede former for håndtering af kreditter igennem de globaliserede fødekæder. Når disse kreditmekanismer bryder sammen, først i et land og derpå (som en hundrede gange mere infektiøs smitte end Covid19) spreder sig til resten af kloden, så vil de globale forsyningskæder gå i stå. Ganske uanset at de globale realøkonomiske forhold på papiret er uændrede. Men hvis der hele vejen igennem har været så store risici indeholdt i disse kreditmekanismer, hvorfor har man så ikke gjort mere for at sikre deres funktionalitet, så de også kan modstå finanskriser?

Svaret herpå er formentlig, at de kreditmekanismer, der sikrer den globale handel, er uadskillelige fra de kreditmekanismer, der har understøttet de samfundsmæssige investeringer, herunder megalomane udviklingsprojekter og spekulationsbyggerier og finansspekulationen i virksomheder og råvarer. Den økonomiske vækst som lande kloden rundt har oplevet over de seneste årtier har været båret af denne vækst i gældsætningen, og dermed også i finansialiseringen af realøonomien. Man taler om ’the credit impulse’ som en af de helt afgørende faktorer for økonomisk vækst, og ’the credit impulse’ er tallet for væksten i gældsætningen. Således har der igennem årtier været vedholdende politisk opbakning til understøttelsen af de enkelte landes ’credit impulse’. Vi har for eksempel også gjort det her i Dk ved sikringen af de fortsat stigende boligpriser og de kreative bilfinansieringsordninger. Men den kinesiske (og dermed den globale) ’credit impulse’ fik sig lidt af en mavepuster, da den kinesiske megaejendomsinvestor Evergrande kom i dybe økonomiske vanskeligheder i september sidste år. Det var med det samme klart, at Evergrandes dybe vanskeligheder var symptomatiske og systemiske, og at det kinesiske lederskab stod med en krise, der truede den samlede kinesiske finansielle sektors stabilitet. Og det politiske lederskab drog nærmest omgående den konsekvens, at den kinesiske finanssektor og særligt de store ejendomsdevelopere skulle nedbringe deres urimeligt høje belåningsgrader og således genopbygge noget finansiel soliditet.

Dette træk fra det kinesiske lederskab var helt givet også foranlediget af den voksende fjendtlighed fra angloamerikansk side overfor Kina og således nogle mere langsigtede planer om at gennemføre en ’decoupling’ af den kinesiske økonomi fra Vesten og særligt fra USA. Desværre er det bare så utroligt nemt for finansielle institutioner at øge gældsætningen og få belåningsgraderne til at stige, det er helt anderledes vanskeligt efterfølgende at få disse faktorer til at falde. Der er meget få eksempler på en kontrolleret nedbringelse af belåningsgrader, hvorimod den knapt så kontrollerede nedbringelse i form af en konkurs typisk er den der sker. Men en konkurs af Evergrande ville som sagt true stabiliteten af hele den kinesiske finanssektor, og potentielt starte en hel lavine af konkurser. Det er syv måneder siden, at Evergrande røg i vanskeligheder, og siden da har der været massive tab blandt en stor mængde kinesiske investorer. Og effekterne på den samlede kinesiske finanssektor har været mærkbare, og ’the credit impulse’ har for en stor del tabt pusten. Fra marts 2021 til marts 2022 er den samlede salgssum af solgte grunde i hele Kina faldet med 70 pct. og den samlede salgssum af solgte boliger er faldet med over 50 pct. Der er helt givet en række kinesiske banker der også er røget i dybe vanskeligheder, som følge af det massive tilbageslag i den kinesiske ejendomssektor. Men da Evergrandes gæld såvel som gælden af de øvrige ejendomsdevelopere i al overvejende grad var ejet af kinesiske institutioner og investorer, så har den kinesiske finanssektor kunnet gennemføre alle mulige nødforanstaltninger og dermed nogenlunde kunnet opretholde en facade af stabilitet og kontinuitet.

Men der er gode grunde til at antage, at den solvenskrise Evergrandes nedtur foranledigede i realiteten aldrig rigtig er blevet inddæmmet, den har muligvis fra starten været umulig at inddæmme, fordi belåningsgraderne for længst havde nået bobleniveau. Og denne allerede vingeskudte finanssektor løb så ind i markant yderligere modvind med Ukrainekrisen og de eksplosivt stigende energipriser og den markant stigende almene inflation og dermed rentestigninger, og så er det jeg spørger, om den kinesiske finanssektor har ramt muren? Og i forlængelse heraf, om den kinesiske Zero Covid Policy i realiteten er den styringsmæssige nødbremse det kinesiske styre har at trække i. Personligt synes jeg i hvert fald det er påfaldende, at epicentret for det nye Covid19-udbrud faktisk er i Kinas finanscentrum i Shanghai.

Det er selvfølgelig en hypotese, og jeg tager gerne imod kommentarer, som kan be- eller afkræfte hypotesen, efter min opfattelse fremstår den bare som den mest sandsynlige forklaringsmodel. Det man også skal holde sig for øje er, at da gældsætningen i Vesten gennemlevede et voldsomt tilbageslag med Finanskrisen i 2008, så var det mere end noget andet kinesernes villighed til at udvide deres gældsætning, der afværgede en global finansiel nedsmeltning. ’The credit impulse’ flyttede så at sige fra Vesten til Kina. Den samlede kinesiske gældsætning, dvs. både den private og den offentlige, voksede fra 6 billioner USD i 2008 til over 40 billioner i 2019. Ville de vestlige finanssystemer have overlevet hvis ikke Kina så resolut havde taget gældsætningsstafetten, og var løbet med den? Det er svært at se for sig. Og så kan vi her i Vesten le ad de nyopførte kinesiske spøgelsesbyer, når de også har været integrerede momenter i understøttelsen af de globale finanssystemer, og således også har holdt vores eget finanskrak for døren.

Uanset alle de fine akademiske økonomiske afhandlinger, der synes at kunne dokumentere forskellige former for ligevægtstilstande indenfor de finansøkonomiske systemer, så er virkeligheden den, at de vestlige og hen ad vejen de globale finanssystemer er og har hele vejen igennem været løbske. Der var aldrig nogen overordnede ligevægtstilstande, der var kun den grænseløse pengeskabelse/ gældsætning, og således måtte der komme et punkt, hvor systemerne fuldkommen utvetydigt manifesterer denne indeholdte løbskhed og derpå kollapser. Og fordi disse systemer har påvirket alle aspekter af realøkonomien, så bliver realøkonomien ramt virkelig hårdt af dette kollaps. Så hårdt, at en stor del vil realøkonomien formentlig vil blive helt suspenderet. Så er det dette stadium indbyggerne i Shanghai nu er trådt ind i? Og med dem den kinesiske befolkning, og snart også hele verdens befolkning?

Og er det tilfældet, hvad skal de ledende politikere så overhovedet stille op? Vi her i Vesten kan se ned på graderne af top-down-styring af det kinesiske samfund, men måske handler det kinesiske styre i realiteten fuldstændig rationelt i henhold til omstændighederne. Måske bestræber det kinesiske lederskab sig for at gøre hvad der er bedst for den kinesiske befolkning. Og hvis det i realiteten er den forventede systemiske krise, der er over os, hvordan vil vi omvendt reagere på den her i Vesten? Hvis fødevarerne kun i beskeden grad kommer frem til hylderne i supermarkederne, vil folk så begynde at slås om varerne? Og ville det være en rationel måde at håndtere udfordringerne med en pludselig opstået og alvorlig knaphed? Vil de vestlige befolkninger stille sig bag deres politiske lederes forsøg på at understøtte landet og befolkningen, eller vil befolkningen blive opslugt af frustrationer og vrede rettet imod de samme politikere, hvorved de ledende politikere får så meget sværere ved at handle rationelt og til samfundets bedste? Og vil der ikke pr. omgående opstå folkeforførere og usurpatorer, som påstår at de kan få landet til at fungere, og folk vil så gerne tro på at der er en udvej, og de labber de falske fortællinger i sig, og pludselig er vi oveni i de massive ressourcemæssige udfordringer ude i politiske revolutioner og en eksplosion i dilettantisme, eller med andre ord et sammenbrud af styringsmæssige kompetencer?

Under finanskrisen i september 2008 erklærede den amerikanske finansminister Hank Paulson, at hvis ikke Kongressen ydede den foreslåede nødhjælpspakke med et straksindskud til Wall Street på 700 mia. dollars, ville det indenfor få dage blive nødvendigt at indføre undtagelsestilstand i hele USA. Og mange tog det den gang for, at Paulson i sin egenskab af tidligere direktør for Goldman Sachs var så dedikeret overfor at redde den amerikanske finanssektor, at han bare smurte tykt på. Men hvad hvis han havde ret? Eller ved nærmere eftertanke, hvordan kan man overhovedet se for sig, at han ikke havde ret? Vi taler jo ikke om en bestemt isoleret sektor indenfor den samlede samfundsøkonomi, vi taler om en sektor, som har infiltreret alle øvrige afsnit af samfundsøkonomien. Med de (forrykte) grader af finansialisering vi har opbygget, så må en finanskrise være ensbetydende med en systemisk krise.

Så er Shanghai nu røget ind i det uafvendelige sammenbrud af de løbske finanssystemer, og er virkeligheden der nu har indfundet sig den, hvor der overalt bliver indført undtagelsestilstand og ligesom i Shanghai vil der blive udleveret nøje afmålte rationeringer, der (i bedste fald) lige nøjagtig holder befolkningen over sultegrænsen? Ja, enhver er fri til at tage mig for en alarmist, men jeg har (lettere skælvende) imødeset dette punkt igennem disse 10-15 år. Og kan man så forvente at det kinesiske styre vil have held med at opretholde sin undtagelsestilstand? Og vil de vestlige stater have held med at opretholde deres lige så nødvendige undtagelsestilstand? Eller vil uroen i befolkningen blive umulig at kontrollere?

Med den totale styring som staten tager på sig ved indførelsen af undtagelsestilstand, skulle man måske umiddelbart mene, at så kan statens styringskompetencer nu udrulles uden forbehold. Men virkeligheden er formentlig snarere den, at der også i dette scenarium vil være tale om en voldsom udbredelse af dilettantisme. Problemet er, at den benhårde topstyring typisk vil virke blokerende for de ud-af-boksen innovative løsninger, der erfaringsmæssigt kun kan komme fra græsrodsniveauet, og den benhårde topstyring stiller sig typisk også i vejen for innovative sociale løsninger, altså hvor folk bare ved at opnå retten til at disponere over de ressourcer der er i lokalområdet, såsom jord der kan dyrkes og/ eller diverse produktionsfaciliteter, faktisk hurtigt kan få nogle basale økonomiske aktiviteter op at køre.

Så hen ad vejen vil undtagelsestilstanden formentlig stadig føre til politiske revolutioner og den tilhørende eksplosion af dilettantisme, hvilket i kombination med de særdeles skærpede ressourcemæssige omstændigheder meget vel kunne føre til et kollaps af menneskehedens civilisation. Det er således et sindssygt kritisk punkt vi befinder os på. Staterne er voldsomt udfordrede, simpelthen fordi staterne ikke ejer midlerne til at redde civilisationen. Eller sådan ser det ud for mig. Som jeg har overvejet disse problemstillinger er jeg kommet til den konklusion, at civilisationen kun kan reddes, hvis staterne evner at sætte folk fri til at genopfinde samfundet i snart sagt alle tænkelige afsnit. Der er behov for så meget nytænkning og fleksibilitet, at statens rolle i sagens natur vil være helt anderledes ydmyg og støttende frem for at være kontrollerende og styrende.

Denne frisættelse af den almindelige befolknings kreativitet og virketrang har et kæmpe potentiale, og den ville kunne vække en ligefrem entusiastisk fremtidstro, problemet er bare, at denne frisættelse i givet fald vil ske på den ophobede globale krises absolutte lavpunkt, dvs. netop der hvor knaphederne på varer og ressourcer har sat sig så hårdt igennem, at folk er opslugte af frygten for sult og fattigdom, og kriminaliteten formentlig er ude over det hele. Forestillingerne om civilisationens opløsning vil ligge lige for, sammenbrud af lov og orden vil være udbredt, jungleloven vil vinde frem som den eneste lov der tæller, det er i disse ekstremt pressede omstændigheder, at vi hver især skal evne at holde fast i bevidstheden om vores forbundethed til samfundet samt forståelsen af, at overkommer vi ikke vores udfordringer igennem en koordineret samfundsmæssig indsats, så er der ingen overkommelse mulig.

Den topstyringsmæssige dilettantisme har allerede været under udbredelse igennem mange år, og praktisk talt ingen af de herskende politikker er rettede imod overkommelsen af det 21. århundredes udfordringer. Praktisk talt ingen. Måske er sigtet med nogle af politikkerne ikke helt skævt, men der er ingen forståelse for, hvor store forandringer der er nødvendige. Samtidigt med at vi i så mange henseender opfører os decideret tåbeligt. Det skulle aldrig være kommet dertil, at vi begyndte at optræde fjendtligt overfor hverken Kina eller Rusland eller nogen andre. Som om vi har råd til fjendskab under så voldsomme deflationære omstændigheder.

Indadtil er magten igennem årtier blevet udøvet med en stadigt stigende arrogance og magtfuldkommenhed, og når politikkerne så bliver afslørede som dilettantiske og uduelige og i enkelte tilfælde ligefrem forræderiske, så vokser lynchstemningen i befolkningen. Og da ingen er interesserede i at blive lynchet, vil magthaverne formentlig forsøge at forskanse sig bag den totale udrulning af uropatruljer, ekstraordinære indsættelser af militæret, total magthåndhævelse, som altså samtidig er ensbetydende med en total handlingslammelse mht. overkommelsen af vores presserende systemiske krise. En totalt fastlåst situation, hvor magthaverne kan foranlediges til at benytte den ultimative exit: At starte en krig. Som om vi har råd til at forspilde enorme mængder af ressource på at bekrige hinanden. Men i det mindste opnår lederskabet, at fokus vil blive flyttet væk fra deres uduelighed og det kaos der blev konsekvensen af deres uduelighed.

Så hvad kan det politiske lederskab gøre? Man kan gøre indrømmelser overfor befolkningen. Store indrømmelser. Dybe indrømmelser. Man kan nedsætte Sandhedskommissioner til afdækning af de finansielle, økonomiske, sociale overgreb der er sket over de forløbne 3, 4, 5 årtier. Man kan afgive løfter om en grundlæggende reform af Grundloven, så befolkningen opnår beskyttelse mod lignende former for overgreb i fremtiden. Det er vægten af indrømmelserne, der gør hele forskellen. Med tilstrækkeligt store indrømmelser af de åbenlyse fejlgreb og vildledninger vil grundlaget for en fornyet tillidsopbygning i befolkningen overfor det politiske lederskab blive lagt. Og så snart nogle grader af tillid er retableret mellem befolkningen og det politiske lederskab, så vil krisen med den omsiggribende dilettantisme være afværget og vendt rundt, og grundlaget for en kompetent kollektiv imødegåelse af det 21. århundredes udfordringer vil være etableret.








.

Pax Piraeia – Den Piræiske Fred

Tilbage sidst i 2009 blev der udskrevet en åben arkitektkonkurrence om renovering/ modernisering/ færdiggørelse af det 24-etageshøjhus, der står og rager op som en mægtig sort klods i midten af Athens havneby Piræus. Højhuset er fra 1974, men foreløbig har det kun været de to brede etager med indkøbscenterarealer i stue og 1. sal, der har været færdiggjorte og benyttede.

Personligt er jeg ingen tilhænger af højhuse. I mine øjne er er de kun berettigede i hovedstæder i forholdsvis store nationer, hvor der er et behov for eller en drift imod en meget stor koncentration af virksomheder og offentlige institutioner. Er der ikke et udtalt behov for denne helt ekstraordinære bymæssige fortætning, så er der så mange andre byarkitektoniske layouts, der frembyder markant større kvaliteter end højhuse. Og hvor højhuse i mine øjne bliver direkte frastødende er, når man tillader opførelsen af et enkelt højhus i et ellers sammenhængende kvarter med ensartede lavere bebyggelser. Sådanne højhuse fortæller i mine øjne en historie om en uciviliseret vilje til at føre sig frem og dominere over andre.

Jeg følte mig således ikke tiltrukket af arkitektkonkurrencen om Pireaus Tower, fordi jeg så en mulighed for at lave min egen overlegne højhus-statement, men tværtimod, at arkitektkonkurrencen slog mig en enestående mulighed for at kommentere på..

1. Vores feterede individualisme, herunder vores trang til at føre os frem og ihærdigt forfølge sager som tjener os selv, samtidig med at vi lader hånt om vores store kollektive udfordringer.

2. Vores trang til at prøve at opnå en dominerende position, ikke mindst igennem hierarkiske magtstrukturer og magtudøvelse ved top-down-dekreter. Den formaliserede arrogance. Og med den det formaliserede medløberi, som den ikke-bevidstgjorte skyggeside, som går hele vejen op.

3. En alternativ vision for lederskab, som ikke er hierarkisk og dominerende men tværtimod er integreret og støttende, og som er baseret på en veludviklet integritet hos alle parthavere.

Som sagt blev konkurrence udskrevet sidst i 2009 og løb over første kvartal af 2010, og således var konkurrencen sammenfaldende med den vågnende bevidsthed om den europæiske gældskrises dybe sorte afgrund, som Grækenland jo mere eller mindre berettiget blev centrum for. Men allerede dengang stod det klart, at selvom grækerne givetvis havde levet over evne (ligesom alle andre), så blev Grækenland gjort til prygelknabe for nogle mægtige strukturelle ubalancer, som i realiteten havde deres årsager i en international finanssektor fanget i ovennævnte løbske egoisme samt de mere og mere centraliserede og obskure og korrupte hierarkiske magtstrukturer.

Titlen på min konkurrencebesvarelse Pax Piraeia, Den Piræiske Fred, handlede på den ene side om erkendelsen af det gradvise sammenbrud af det seneste halve århundredes Pax Americana, anskueliggjort ved USA & partneres illegale krige i Mellemøsten (og alle de andre former for illegal indblanding i andre landes interne forhold) samt sammenbruddet af det angloamerikanske finansielle overherredømme med finanskrisen i 2008. Alt sammen momenter i et sammenbrud af de herskende dominerende magtstrukturer, og den gamle sorte monolitiske Piraeus Tower og dette højhus relation til det omgivende samfund kunne nemt tages som symbol for de herskende dominerende magtstrukturer.

Det var det ene aspekt af ’Pax Piraeia’, og det andet var så om en vision om en stor reformdemokratisk revolution, hvor en ny sammenhæng mellem den enkelte borger og det samfundsmæssige lederskab etableres. En ny samfundskontrakt gennem dels at realisere internettets enestående mulighed for at udvide og formalisere den offentlige debat dels at udbygge og formalisere de mandater borgerne giver deres politiske repræsentanter. Og denne store demokratiske fornyelse så jeg for mig ville føre til en fornyet gyldighed af ’The Democracy Peace Theory’, eller med andre ord, jo mere åbent og kommunikerende og grundfæstet et demokratisk system er, jo mere fredelig vil den kollektive adfærd summere op til at være.

Manifestet, som jeg ledsagede min konkurrencebesvarelse med, følger nedenfor, og det var velsagtens kontroversielt eller på anden vis træls. Der var i hvert fald var der ingen anerkendelse af mit forslag, og det kan der have været mangfoldige grunde til. Jeg synes selv, at den grafiske assistance jeg fik var skuffende. Omvendt er det typisk en stor udfordring for grafikere at skulle indarbejde større mængder af tekst. Det giver præsentationen en tyngde og en træghed overfor en ren og mere eller mindre selvforklarende visuel kommunikation. Så måske gav grafikeren lidt op overfor opgaven, da han så de mængder tekst jeg kom med. Heroverfor havde jeg et meget fint samarbejde med grafikeren på mit konkurrenceforslag til udvidelsen af Stockholms Stadsbibliotek, hvor jeg kom med en tekst på 12.000 karakterer, og hun sendte den tilbage med beskeden, at jeg kunne maks få det halve. Og jeg måtte stramme teksten meget op, hvilket den faktisk blev bedre af.

Men apropos det med det kontroversielle, så var der også det forhold, at konkurrencen var foranlediget og finansieret af den multinationale kemiske koncern DuPont. Og store erhvervskoncerner er jo notorisk dårlige til at håndtere kontroversielt stof. Af temperament er de nærmest neurotiske, og jeg kan nemt have forskrækket dem med det skrev, og således bare ved det have diskvalificeret mit forslag. De tre præmierede forslag var omvendt påfaldende ved deres højest postulerede nærmest uvirkelige karakter. Men det kan erhvervskoncerner godt håndtere. At kunsten ligesom flagrer helt ud og miste enhver kontakt til virkeligheden. Det anses ikke for et problem, og man fornemmer en vis overbærenhed overfor de fantasifulde og ustyrlige kreative begavelser.

Der var førstepræmien hvor højhusets facader var bestykkede med hundredevis af vindfølsomme stænger vinkelret ud fra facaden, som indenfor var fastgjort til en spole, og påstanden var så, at denne anordning kunne generere energi, et system uden nogen konkrete referencer hverken dengang eller siden. Eller andenpræmien, hvor højhuset blev omdannet til et permanent vandfald ned ad alle fire facader, og ikke i form af en rislende væg men simpelthen et regulært vandfald. Og ikke et ord om energiforbruget ved at skulle flytte de enorme mængder vand eller et ord om hvordan tætheden af facaderne skulle sikres ved sådanne ekstreme vandpåvirkninger. Og tredjepræmien, hvor facaderne var indhyllet i en konstruktion med paraplyer monterede vinkelret ud fra facaden, som så kunne foldes ud, når der er behov for solafskærmning. Måske ikke komplet urealistisk men ikke desto mindre med så store driftsmæssige udfordringer, at projektet fremstod hen ved lige så teoretisk som de foregående to. Men flotte og spektakulære projekter, som givetvis har vakt almindelig begejstring ved cocktailpartyet i forlængelse af offentliggørelsen.

.

MANIFESTO

Dreams of dominance

Let’s face it. The erection of solitary high-rise buildings is rarely what common people wish for. A clique of sovereign business leaders and politicians share a dream of dominance, and manage to overcome whatever resistance there is from the public, thus succeeding in building these astounding structures. Once the solitary high-rise building is erected, the dream of dominance then becomes an explicit symbol within that community, an inarguable statement about the organization of society, no matter how misplaced those dreams were in the first place. Common people are then left with two choices, either to identify with the dreams of dominance or to resign to the realization that their society is governed by interests and proceedings that they find hard to relate to.

In the past there have been numerous examples of city structures which have had a single, dominating erection at its center. Examples of this could be the step pyramids of the Maya culture, the stupas of  Buddhist communities in eastern Asia or the gothic cathedrals of Europe. Great religious structures, and as such, central symbols for the members of those communities. There are also astounding structures erected as seats of power, like for example The Forbidden City in Beijing or the Capitol in Washington, the former being the seat of a sacred sovereign and the latter a symbol of a shared creed in the foundation of that community.

In spite of their architectonic dominance, the solitary high-rise buildings typically convey no commitment towards the surrounding society. Just the dreams of dominance of some arbitrary clique. And the real might of the initiators is illustrated by the fact that they depend heavily on being able to rent out the majority of the spaces of the structure. The imposing size is actually just the common face of a compilation of a large number of different businesses. For these businesses, a share in the dream of dominance is obviously considered more important than the need to give their business a face of its own.

This is how we are left with these dominating architectonic manifestations which hold such meager meaning for the surrounding society. The hollow monuments of the 20th century. The absence of societal leadership made manifest. In the case of the Piraeus Tower, for different reasons even the commercial plans failed, and the unfinished and uninhabited structure became a common embarrassment and the dreams of dominance turned into a symbol of impotence.

Transforming a source of disgrace into a source of pride

As the cradle of democracy, the city of Athens stands out for all humankind and through all time as a place of unique importance. And through the port of Piraeus, the extraordinary culture of Athens has spread to the rest of the western quadrisphere and ultimately to the whole world.

At this crucial point in history, the people of Greece, and along with them the people of the rest of the EU, has a singular opportunity to take renewed pride in their democratic heritage, wake to their responsibilities as citizens and demand of their politicians the implementation of sustainable policies on a global scale.

No single people have to put up with all the suffering caused by clashes between different cliques and their respective dreams of dominance. Democracy can be propagated, both internally and externally, to the extent that even nations and multinational corporations learn to behave according to civilized principles.

This unreserved humanistic and global outlook constitutes the kind of vision that would suit the Piraeus Tower. As a solitary high-rise building, one of its major qualities lies in the majestic, panoramic views from the upper stories. The allegory of a global outlook is right at hand, and by securing public access to the top of the building, this outlook becomes a shared experience within the society. Given its the extraordinary dominance in the cityscape – the Tower is a focal point of the whole Piraeus region – but like a prism, this attention is now passed on and distributed far and wide.

Rendering the Tower to the city

In Le Corbusiers groundbreaking “Vers une architecture” (1923) the problems of density, pollution and noise of the late 19th-century cities were addressed. The solution presented was to gather the city in large, high-rise buildings in park-like settings, connected with a proper infrastructure for motorized traffic. Through the 20th century these recommendations were accepted on a broad scale.

In hindsight, it’s obvious that these solutions were not real solutions, but merely the treatment of symptoms allowing the problems to deepen gravely but unnoticed. The abolishment of traditional city layouts with streets and squares, along with the unreserved implementation of motorized traffic has had devastating consequences for the social life of our cities and communities. Though much work has been done in the last two or three decades to restore the traditional city environment, an architectonic element like the Piraeus Tower stands in defiance of any such measures. It is the exaggerated size and scale of the element, it is the constant attraction of attention, and on receiving the attention, the actual blandness of the large, uniform facades.

In order to incorporate the Tower into the life of the city and to transform it into an architectonic element dedicated to democracy, the Piraeus Tower is stripped of its bland, uniform facades, and is given a façade reflecting the multiplicity of its inhabitants on the one hand and on the other, a façade that enters into a dialogue with the surrounding city.







.

Coronakrisen, en status

Med ophævelsen af Covid-restriktionerne kommer nu den større samfundsmæssige refleksion på begivenhedsforløbet over de seneste to år. Med de meget udbredte frygtbetonede reaktionsmønstre indenfor hele spektret af autoritetsfigurer fra statsministeren og ned til de enkelte forældre har coronakrisen velsagtens allerede afsat forskellige spor af traumer. I tilbageblik var reaktionen af det danske politiske lederskab trods det fattede ydre præget af grader af hysteri og overreaktion. Man viste aldrig modet til at teste hvor farlig epidemien reelt var, man forfaldt til at tage de statistiske tal for pålydende uden at kvalificere dem i forhold andre tungtvejende helbredsfaktorer, og man lod sig på et meget tidligt tidspunkt fiksere på udviklingen af og den totale udbredelse af nye eksperimentelle vacciner, som vores eneste middel til at overkomme epidemien. Den indeholdte angst i disse reaktionsmønstre kan meget vel have jaget en skræk i livet på mange børn og ubefæstede sjæle.

Og i takt med at vi begynder at anerkende omfanget vaccineskaderne kan denne videre refleksion gå hen at blive meget smertelig. Den helt ensidige og doktrinære satsning på, at det var disse nye eksperimentelle vacciner der skulle redde os fra epidemien, kan gå hen at blive en af de største forbrydelser mod menneskeheden, der endnu er set. Ikke mindst fordi der fra starten var en lang række alternative bud på både profylaktiske og tidlige behandlinger, som ikke bare blev affærdiget, de blev aktivt undertrykt, så vaccinerne kunne fremføres som vores eneste middel for at overkomme epidemien. I realiteten gik denne overlagte satsning på vaccinerne så vidt, at der blev fiflet med tallene for de kliniske tests forud for vaccinernes nødgodkendelser i USA og derpå kloden rundt. Allerede under de kliniske tests var der signifikante mængder af bivirkninger og skader som blev fortrængt, og efterfølgende har sundhedsmyndighederne kloden rundt med overlæg undertrykt indrapporteringer af vaccinebivirkninger og –skader, og således svigtet deres forpligtelser overfor løbende at vurdere forsvarligheden ved udbredelsen af disse lægemidler.

Det er svært at sige, hvor stort et problem vi står med her, men potentielt står vi med en lægemiddelskandale af en størrelse, som får alle forudgående lægemiddelskandaler som Thalidomid- eller HIV-blodtransfusionsskandalerne til at fremstå ubetydelige. Og det ville i givet fald efterlade os med en virkelig giftig cocktail. På den ene side et omfang af menneskelige tragedier som vil være svære overhovedet at rumme, og på den anden en virkelig tyndbenet case for hvorfor vi overhovedet alle skulle tage disse vacciner. Havde Covid19 været en ny Spanske Syge, som havde taget livet af store dele af befolkningerne ud over hele kloden, og havde vaccinerne bevist deres effektivitet til at imødegå epidemien, så havde vi velsagtens været tilbøjelige til at acceptere de enorme ofre som de vaccineskadede menneskeliv frembyder. Men ingen af disse forhold gælder. Baseret på erfaringerne fra mange udviklingslande, hvor brugen af Ivermectin og Hydroxyklorokin ikke var undertrykt, kunne epidemien allerede have været under kontrol i midten af 2020. Og langt mere end at det var vaccinerne der reddede os, var det fremkomsten af Omikron-varianten, der både fortrængte de tidligere varianter og lynhurtigt spredtes ud over kloden, og hvor infektionsforløbet bare var så meget mildere, at epidemien ikke længere udgjorde en samfundsrisiko.

Fordi casen for de eksperimentelle vacciner i tilbageblik fremstår så spinkel, og omkostningerne ved den massive udrulning kan vise sig at være enorme, så står vi som sagt på et særdeles farligt punkt. En ting er den vrede og frustration, der allerede er udbredt i befolkninger kloden rundt over alle de vilkårlige indskrænkninger i deres personlige frihed, en anden ting er den vrede og frustration der rejser sig, når omfanget af vaccineskaderne kommer for dagens lys. Det kan nemt udvikle sig til en regulær lynch-stemning, som måske har sin stærkeste parallel i lynch-stemningen, der opstod i mange tyskbesatte lande ved afslutningen af 2. Verdenskrig, hvor modstandsbevægelsen og befolkningen som helhed blev besat af begæret efter at straffe alle kollaboratørerne. Og i tilbageblik vil ’kollaboratør’ muligvis være den mest dækkende betegnelse for den mangel på integritet og selvstændig kritisk stillingtagen, der blev udfoldet af det politiske lederskab, af sundhedsmyndighederne og af de store medieplatforme. Og som kollaboratørerne under 2. Verdenskrig også kun havde en sporadisk opfattelse af, hvor degenereret det nazistiske overherredømme i virkeligheden var, så fremstår det lige så sandsynligt, at vi alle fortsat kun har en sporadisk opfattelse af, hvad det var for degenererede tankegange, der lå bag dels fremkomsten af Sars-Cov2-virussen dels de yderliggående politiske konsekvenser man drog af Covid-epidemien.

I realiteten er der ikke nogen videnskabelig case for, at virussen var naturligt opstået. Den mulige naturlige forklaringsmodel er så vildt usandsynlig, at den rimeligvis kan afvises. Den oprindelige Sars-Cov2-virus var menneskeskabt, og kilden til spredningen af virussen var sandsynligvis højrisikolaboratoriet i Wuhan. Men det betyder ikke, at Kina eller kinesiske forskere skal stå alene med skylden for denne enorme menneskehedens tragedie. Denne vanvittig farlige forskning i genmanipuleret potensering af vira var et lille eksklusivt internationalt forskningsfelt, hvor både kompetencer og forskningsmidler flød frit imellem flere betydende nationer. Men allerede her har vi et første bud på, hvorfor reaktionen på lækagen af virussen fra højrisikolaboratoriet skulle udvikle sig så hysterisk. Altså at de mennesker, der rent faktisk vidste besked, at de var så voldsomt inkriminerede, at de i stedet gjorde alt for at sløre omstændighederne, og samtidig gjorde alt hvad der overhovedet stod i deres magt for at påvirke politikerne til at tage maksimale forholdsregler for at begrænse skaderne af denne undslupne virus. De havde ingen tanker for økonomien eller samfundets almene trivsel, men omvendt havde de enormt meget i klemme på at begrænse de sundhedsmæssige konsekvenser af de vanvittige selvbestaltede risici de havde taget på hele menneskehedens vegne.

Siger vi så, at denne krise rammer ned i et politisk miljø, hvor de politiske ledere havde vænnet sig til at bevæge sig i magtens højere cirkler, og mandaterne til at opretholde deres politiske positioner var opnået igennem spin og demagogi og imagepleje, og således at dialogen mellem de politiske ledere og befolkningerne og dermed den demokratiske forankring af de førte politikker var på et historisk lavpunkt, ja så stod politikerne allerede meget svagt overfor befolkningerne, da coronakrisen så brød igennem. Fordi der ikke var nogen indarbejdede former for dialog mellem de politiske ledere og befolkningerne, fordi de allerede igennem årtier havde optrådt mere og mere arrogant overfor befolkningerne, så havde de ikke holdningen og troværdigheden og sproget til at vække et reelt forenet kollektivt kriseberedskab. Og igen, de politiske ledere var også på hælene ved at visse centralt placerede sundhedsfaglige eksperter havde enormt meget investeret i, at maksimale forholdsregler blev taget for at begrænse de sundhedsmæssige konsekvenser af sygdomsudbruddet. Og således faldt de politiske ledere tilbage på de vanemæssige værktøjer af spin og demagogi for at drive befolkningerne til at tage de forholdsregler de (politikerne) mente var nødvendige. Ligesom dårlige forældre der opdrager ved trusler og moraliseren. Total top-down-ledelse og total lukkethed overfor alle kritiske alternative stemmer. Og dengang tænkte de nok ikke videre over, hvilke risici der kunne være forbundede med i en krisesituation som denne at forlade sig på spin og demagogi og magtfuldkommenhed overfor i stedet netop at være fuldkommen åbne og ærlige og derved vække en samlet samfundsmæssig mobilisering.

Så de politiske ledere igennem hele den vestlige verden er nu ekstremt pressede. Som covid-epidemien klinger af, og vaccinestrategien mere eller mindre står klædt af til skindet, så står deres magtfuldkommenhed til at give voldsomt bagslag. Den klaustrofobisk kvalmende tale premierminister Justin Trudeau holdt, som den canadiske regerings reaktion på den store Freedom Convoy, udstiller hvor pressede de er. Og hvor langt de er parate til at fordreje virkeligheden for at opretholde deres coronastrategi, herunder deres nu komplet fornuftsstridige klamren sig til vaccineløsningen. Så vil store dele af de vestlige befolkninger dømme deres politiske ledere som kollaboratører? Hvis ikke store dele af den canadiske befolkning gjorde det før, så gør de det nu efter Trudeaus infame bagtalelse af de protesterende lastbilchauffører. Og turen kommer formentlig til omtrent alle de øvrige vestlige politiske ledere.

Men inden vi falder over dem, og begynder at klynge dem op i lygtepæle, så bliver vi nødt til at rejse det langt vanskeligere spørgsmål, såfremt de er kollaboratører, hvem er de kollaboratører for? Et første nærliggende svar ville være ’det amerikanske overherredømme’ i den forstand, at de danske sundhedsmyndigheder, de britiske sundhedsmyndigheder, de tyske sundhedsmyndigheder m.fl. meget vel kunne have fået deres første og grundlæggende introduktion til coronakrisen gennem de amerikanske sundhedsmyndigheder samt gennem amerikanske efterretningskilder. Og den viden, man baserede sine indledende sundhedsfaglige beslutninger på, kunne meget vel være leveret af samme amerikanske organer. Og her bliver spørgsmålet, der tårner sig op: Var de amerikanske sundhedsmyndigheder kompromitterede, fordi de også havde en andel i ovennævnte vanvittige programmer for genmanipulerede potenserede vira, og de amerikanske sundhedsmyndigheder lagde således fra starten denne linje, at det for alt i verden gjaldt om at begrænse de sundhedsmæssige konsekvenser af sygdomsudbruddet? Disse vanvittige programmer for potensering af vira kan så have haft forskellige mulige målsætninger, hvor den officielle gik på, at det var en metode til at opbygge et beredskab overfor eventuelle fremtidige naturligt forekommende vira, og formålet med de potenserede vira var at udvikle vacciner til imødegåelse af disse vira. Således kan de amerikanske sundhedsmyndigheder såvel have været kompromitterede ved fra starten at have en andel i denne strategi om udvikling af nye vacciner, og i dette tilfælde altså nogle helt nye typer vacciner, der vha. genmodifikationer griber ind i menneskekroppens genetiske funktionsmåder og fremmer kroppens produktion af nogle specifikke celleoverfladeproteiner.

Således er det ikke utænkeligt, at det var noget møg at uheldet med udslippet af Sars-Cov2-virussen skete, men når det nu var sket, så handlede det i den grad om at sætte turbo på den allerede planlagte vaccinestrategi. Og således blev de danske sundhedsmyndigheder, de britiske sundhedsmyndigheder, de tyske sundhedsmyndigheder m.fl. muligvis fra starten spundet ind i nogle fortællinger om Sars-Cov2-virussens oprindelse og de efterfølgende vacciner, som ikke var helt sandfærdige. Og når man en gang er kommet for skade at løbe med en ikke helt sandfærdig historie, hvornår indser man som politisk leder behovet for at indrømme hvad der rent faktisk er sandt, og således indkasserer det troværdighedstab, der følger med vedståelsen af at have udbredt forklaringer, som ikke var helt sande? Når Trudeau forfalder til så voldsomt fordrejede gengivelser af, hvad de canadiske lastbilchauffører står for og hvordan deres adfærd er, så fortæller det noget om, hvor meget han sidder i saksen. At han i realiteten har solgt helt ud af sin integritet, og nu som en anden talende dukke bare kan lire de samme tirader af, som vi har hørt over det seneste år til halvandet. Hvad der således oprindelig muligvis bare var udslag af vanemæssige former for medløberi er undervejs i coronakrisen blevet til en grel udstilling af, hvor dybt denne tendens til medløberi har gennemsyret hele den vestlige verden.

Og det er her, at jeg vil tage spørgsmålet videre, for dette mønster med magtarrogance og spin og demagogi overfor undersåtterne på den ene side og på den anden medløberi og servilitet overfor de globale magthavere hænger i mine øjne nøje sammen med fraværet af visioner og ægte politisk hjerteblod. Altså at de politiske ledere, faktisk igennem hele den postmoderne periode, ikke reelt har brændt for at skabe en bedre verden, men snarere, at de politiske ledere har solet sig i deres egen magt og betydning. Hele forskellen ligger i, om man ser sig selv som en tjener for en højere sag eller om man bruger bestemte spørgsmål, som rører sig i folkedybet, til at slynge sig selv op til positioner af magt og betydning og derpå bruge sin fortrinsstilling til at skaffe sig yderligere magt og betydning. Og hvordan bedre opnå fremgang i sin karriere end ved at tjene de virkelig magtfulde? Spørgsmålet jeg hermed tillader mig at rejse er, om vi lever i en kultur, der er gennemsyret af prostitution. Og når så en krisesituation rammer, så har de politiske ledere ikke modet og rygraden til at indse, at det er en helt ny situation der er opstået, og situationen kalder på en alle-mand-på-dæk-mobilisering og det er nu man skal vise sin karakter og sine evner som en virkelig leder. Men de manifesterede sig ikke, de virkelige ledere, for vores ledere var i forvejen ikke ægte som mennesker. Det er slemt nok med Mette Frederiksen, og hun har tydeligvis sine egne mørke magtbegærlige sider, men hvad så med marionetter som Boris Johnson og Joe Biden, som trods deres formelle status som øverste politiske ledere tydeligvis selv er underlagt medløberi og servilitet overfor de globale magthavere. Så hvem er de globale magthavere? I virkeligheden?

Det er Davos-slænget, World Economic Forum, forsamlingen af klodens milliardærer, vil mange sikkert svare. Har den forhastede og doktrinære udrulning af Covid-vaccinerne ikke netop være drevet af medicinalgiganternes muligheder for at score nogle fuldkommen astronomiske gevinster? Jo, givetvis, men der er så meget på spil her, hvad angår magt, kontrol, overvågning, frihedsrettigheder, politisk styring, at de resulterende virkninger af cornastrategierne i hvert fald er langt hinsides spørgsmålet om bare at tjene styrtende med penge. Umiddelbart vil jeg sige, at vor tids milliardærer er ikke som tidligere tiders industrimagnater. Vor tids milliardærer vil have opnået deres ufattelige rigdom gennem deres evner for at operere i og drage fuld fordel af de forløbne 50 års løbske penge- og finanssystemer. Deres velstand kan rimeligvis siges at være et barometer for, netop hvor løbske vores penge- og finanssystemer har været. Og for alle andre end eliten indenfor denne finanskapitalisme vil den uforholdsmæssige magt, milliardærerne har opnået, være illegitim. Altså at der er et væsentligt moment af svindel forbundet med deres magt, fordi vores penge- og finanssystemer i sig selv har været gennemsyrede af former for bedrag, og her tænker jeg i særdeleshed på måderne USA kvit og frit har kunnet gældsætte sig overfor alle andre lande, jeg tænker på den illegitime pengeskabelse via eurodollarmarkedet som har givet finanssektoren en helt uforholdsmæssig magt, og jeg tænker på fraværet af myndighedsmæssigt opsyn med og regulering af markederne for finansielle derivater og den deraf følgende astronomiske vækst af disse markeder, og måderne disse markeder indvirker på realøkonomien.

Hvis denne verdens milliardærer har opnået deres uforholdsmæssige rigdom og magt gennem maksimal udnyttelse af de bedrageriske sider af vores herskende penge- finanssystemer, og almindelige mennesker således ikke har nogen respekt for denne rigdom og magt, ja så er deres position som magthavere truet. Og så vil dette slæng gøre ligesom magthavere til alle tider har gjort, de vil ty til overvågning og kontrol og konkret eller virtuel udryddelse af deres kritikere. Og med de grader af styring af måderne viden bliver delt eller netop ikke delt på de sociale platforme, så lever vi måske allerede i en form internering. Men i takt med at overvågningen og kontrollen og den overordnede styring bliver mere og mere drakonisk, breder mismodet og mistrivslen sig i verdenssamfundet, den økonomiske aktivitet og værditilvækst synker sammen, og så begynder uroen og opstandelsen i befolkningerne for alvor at røre på sig. Dette forløb var forudsigeligt, og således har denne elite af milliardærer muligvis allerede i årevis arbejdet på at udvikle og indføre værktøjerne til at kunne nedkæmpe og kontrollere denne uro og disse opstande. Deraf blandt andet de militariserede politistyrker kloden rundt samt diskrete forfatningsmæssige ændringer, som åbner for benyttelse af militæret til nedkæmpelse af interne opstande.

Men der er også et andet aspekt, som muligvis er en pendant til politikernes mangel på visioner og ægte politisk hjerteblod. Tidligere tiders industrimagnater var givetvis nogle brutale typer, men de var trods alt ledere for mægtige produktionsfaciliteter med mængder af medarbejdere, og således havde de trods alt hænderne dybt nede i det jordiske. Heroverfor lever finanskapitalismens milliardærer i en helt anderledes abstrakt og fremmedgjort verden, som er så blottet for reelt menneskeligt indhold, at denne fremmedgørelse formentlig er en meget fremtrædende side af disse milliardærers personlighed. Samtidig tillader deres ufattelige velstand dem at leve indenfor visse ekstremt eksklusive cirkler, og de kommer således kun sporadisk i kontakt med folk fra andre afsnit af samfundet. Aktuelle undersøgelser tilsiger at en ud af fem topdirektører har psykopatiske træk, men igen, her taler vi stadig såvel om topdirektører for produktionsvirksomheder. Tager vi finansmilliardærerne for sig, er der grunde til at antage, at dette forholdstal er væsentligt højere, og hvad vi således ryger ind i her er former for fremmedgørelse og anderledeshed som stikker så dybt, at vi mentalitetsmæssigt taler om to grundlæggende forskellige verdener. Og hvor gode er det lige at halv- eller kvartpsykopaterne er til at identificere stjernepsykopaterne? Og vil de ikke nærmere se op til dem end at være på vagt overfor dem? Så hvor udbredt er det lige, at psykopati er blandt finansmilliardærerne? Og den ledelses-/ bestyrelsesbeslutning hos Pfizer der afgjorde, at der skulle smykkes på tallene for resultaterne af de kliniske tests af deres Covid-vaccine, og vaccineskaderne skulle fortrænges, hvordan kan den være andet end en beslutning taget af en samling psykopater?

Og her kommer vi så til det punkt, hvor jeg muligvis vil miste ni ud af de ti læsere, der allerede har vist stor tålmodighed ved at følge mine ræsonnementer så vidt. Præmissen er følgende: Menneskets hjerne er muligvis ikke en slags computer, som mange mennesker tror, men er nærmere et sanseorgan, der både opfanger og udsender energistrømninger. Og selvom vi ikke er bevidste om det, så reagerer vi konstant på de energistrømninger vi opfanger, og samtidig fungerer vi hver især som en slags prisme, som reflekterer disse energier videre med en drejning, der kommer fra vores egne dispositioner og energimæssige vibrationer. Præcis i hvilke former disse energier udveksles er ikke endeligt afklaret, men der er stærke indicier for, at vi kan udveksle energier på et kvantumniveau, dvs. i former som er hinsides vores etablerede forestillinger om vores fysiske bindinger til tid og rum. Altså at vi ved vores bevidsthed kan opnå viden på en indlevet facon om begivenheder og forhold i andre tidslinjer og umådeligt fjerne regioner. Personligt tror jeg, at erkendelsen af disse radikalt udvidede former for tilstedeværelse er en af de største frontlinjer menneskeheden nogensinde har stået overfor, og såfremt disse erkendelser bliver udbredte, så vil det i sig selv radikalt transformere praktisk talt alle måderne vores samfund fungerer på. Således vil vi gennem ren indlevelse og noget træning med stor sikkerhed kunne sige, om en given person lyver om et bestemt forhold eller taler sandt.

Men denne genialitet har også sine mindre fordelagtige aspekter. For denne fysiologiske åbenhed gør os samtidig sårbare overfor indflydelser udefra, og her igen indflydelser som sågar kan komme fra andre tidslinjer eller umådeligt fjerne regioner. Når vi står og ser op imod stjernehimlen, så har vi vænnet os til at tro, at alle disse utallige stjerner og solsystemer er så ufatteligt langt væk, at de for altid vil være udenfor menneskets rækkevidde. Men så snart vi accepterer virkeligheden ved udvekslinger af energier på et kvantefysisk niveau, så er hver disse forbindelseslinjer af lys en mulig bro, en energimæssig kontakt, til andre verdener og andre væsner, som er meget forskellige fra os. Og mig bekendt taler alle pionererne her på Jorden, som har eksperimenteret med disse former for sansninger på tværs af tid og rum, om en gennemgående forskel imellem de udenjordiske væsner og kulturer, hvor nogle væsner/ kulturer rummer evnen for empati, som også er karakteristisk for mennesket, mens andre væsner/ kulturer ikke ejer evnen for empati, og således i vores optik fremstår psykopatiske. Men betegnelsen psykopatisk er jo et stærkt værdiladet ord, disse væsner/ kulturer ejer ikke denne evne og er således bare fundamentalt anderledes. Indenfor denne forståelsesramme kan mennesket således mere eller mindre bevidst åbne sit liv for forskellige påvirkninger udefra, og således kan både de empatiske og de psykopatiske træk ved mennesket blive stimulerede ved de påvirkninger man søger.

Har mennesket såvel som andre jordiske og udenjordiske væsner disse evner for at udveksle energier på kvantefysiske niveauer, så har disse evner selvfølgelig altid været der, men har bare ligget uerkendte og mere eller mindre sovende i mennesket. Og på samme måde må vi forestille os, at menneskeheden altid i et eller andet omfang har været under indflydelse af energier fra andre tidslinjer og umådeligt fjerne steder. Hvad pionererne indenfor disse bevidsthedsrejser også taler om er, at mange af disse kulturer er væsentligt mere udviklede mentalitetsmæssigt og/eller teknologisk, og at de rent faktisk har udviklet fartøjer, der sætter dem i stand til at rejse over afstande i Universet, som vi slet ikke kan begribe, hvordan det overhovedet skulle kunne lade sig gøre. Og videre taler flere af disse pionerer om, hvordan de empatiske væsner/ kulturer har en meget høflig måde at stille sig til rådighed for menneskeheden ved simpelthen at afvente at vi henvender os, mens omvendt de psykopatiske væsner/ kulturer, som jo er fundamentalt egocentrisk drevne, at de ikke udviser de samme forbehold. Således taler pionererne videre om omfattende udvekslinger mellem de tyske nazister og repræsentanter for de psykopatiske udenjordiske kulturer, og der foreligger såvel sådanne indlevede vidnesbyrd om møder mellem henholdsvis repræsentanter for de empatiske og de psykopatiske kulturer og tidligere amerikanske præsidenter og militære ledere.

Og ja, det er alt sammen voldsomt postulerende og vidtløftigt og anekdotisk, og jeg vil også godt understrege, at hovedpointen i denne note ikke afhænger af, om man køber disse grænseoverskridende forestillinger eller man ikke gør. Hvor jeg vil hen med denne perspektivering er, at denne skelnen imellem empati og psykopati, denne skelnen imellem integritet og prostitution forekommer at være universel, og den stikker så dybt, at mennesker enten lever indenfor den ene verden eller indenfor den anden. Og for hver gang vi træffer valget af det ene eller det andet spor, så opbygger vi momentum i retning af at bevæge os længere ned ad den vej. Og mennesker, der konsekvent vælger det ene eller det andet spor, vil over tid udvikle sig til nærmest monstrøse udtryk for denne polarisering. Således er stjernepsykopater så fremmedgjorte overfor måderne vi empatiske mennesker omgås hinanden, at de ligefrem kan finde behag i at se os lide, måske endda at se os lide over at være vidne til overgreb begået imod en vi elsker. For en psykopat giver det en slags kick og det er også morsomt og måske også en slags hævn over alt det de empatiske væsner deler, som psykopaten er udelukket fra. Vi skal heller ikke være blinde overfor, at en af de mest virkningsfulde måder psykopater kan opnå kontrol over normale mennesker er ved at traumatisere dem. Det er faktisk én og samme ting, det psykologiske traume og blokeringen af flowet af empati. Således kan psykopater gennem traumatisering få normale mennesker til at ligne dem selv. Og det er her vi for eksempel kan spørge os selv, om de vildt grænseoverskridende hemmelige indvielsesritualer på diverse eliteskoler i realiteten er systematiserede former for traumatisering.

Hvilket (omsider) bringer mig frem til mit egentlige sigte med denne note: At forsøge at etablere en forståelsesramme for det tilfælde, at vi pludselig står overfor erkendelsen, at udrulningen af de eksperimentelle Covid-vacciner var en af de største forbrydelser mod menneskeheden, der endnu er begået.









(Illustration: Manipuleret version af det berømte Earth Rise foto fra Apollo 8-missionen)

Eftermæle

Måske er det bare mig, men er der overhovedet ingen åbenhed for ideer i vores samfund? Ingen nysgerrighed, ingen fantasi, ingen anerkendelse af livets fundamentale lov om at uden fornyelse kommer der stagnation og forfald? Som en person, der har dedikeret sit liv til nye ideer, har jeg igennem hele mit liv følt, at jeg levede i eksil. Ingen af de ideer jeg har fået og givet form, har mødt nogen resonans i det samfund, jeg var en del af. Og bevares, det har jeg heller ikke krav på. Vi lever i en fri verden, hvor enhver er fri til at leve i henhold til sine egne præferencer. Det kan jo også bare være, at de var dårlige, mine ideer. Eller rettere, hvis ideerne kommer til én, så er de nok ok, men jeg var bare ikke god nok til at give dem form. Omvendt er jeg trods alt lykkedes med at give form på en række nye originale ideer, så den konsekvente mangel respons har været svær at bære.

Således er mit liv over årene blevet præget af en vis nederlagsfølelse, og samfundets stagnation og forfald er blevet til en form for stagnation og forfald for mit eget liv. Men det er vel stadig ikke ”samfundets skyld”? Måske havde jeg bare ikke det fornødne mod og den fornødne stamina og disciplin til at få ”mine” ideer igennem? Ville større mod og større stamina og disciplin have gjort forskellen? Måske. Men så igen, måske ikke. Som jeg har oplevet mine omstændigheder, har det hele vejen igennem handlet om en nysgerrighed, en modtagelighed, en følsomhed for nye ideer, der bare ikke har været der.

Følsomhed for ideer vil jeg så holde på, er snævert forbundet med de personlige karaktertræk af ærlighed og integritet. Eller med andre ord, en form for ydmyghed, en fornemmelse for at der er noget der er større end én selv, noget som ind imellem virker igennem én og man er i virkeligheden bare en tjener for dette højere kald. Det kan være en sans for retfærdighed, det kan være en sans for solidaritet og medmenneskelighed, det kan være en sans for pædagogiske eller lægelige indsigter. Vi taler om evnerne for en intuitiv tilgang til virkeligheden og fornemmelse af at været integreret del af livet og samfundslivet. Indenfor alle professioner er der eksempler på mennesker, som har dedikeret deres liv til det kald deres profession rummer, og har derved ladet dette større kald virke igennem sig. Store personligheder, netop i kraft af denne ydmyghed, som har udrettet bemærkelsesværdige ting og bragt civilisationen videre.

Måske er mine nederlagsfølelser hen ad vejen blevet den optik, jeg ser verden igennem, hvilket måske også er baggrunden for at spørger mig selv, om mennesker af ovennævnte støbning overhovedet findes længere. Som jeg ser det, opnår folk høje positioner i samfundet og nyder stor bevågenhed fra mediernes side uden på noget tidspunkt at have udvist personligt format, uden på noget tidspunkt at have haft en original idé, uden på noget tidspunkt at have stillet sig selv til rådighed for noget, der er større end dem selv. Og det er ikke helt utænkeligt, at det faktisk forholder sig sådan. De psykologiske mekanismer der er på spil her er nøjere beskrevet nedenfor (ved begreberne om den skarpttegnede identitet og den kollektive identitetskrise), men grundlæggende handler det om den modsatrettede metode af den ovennævnte. Altså at man vælger at sælge ud af sin ærlighed og integritet for netop at sætte gang i sin karriere.

Der ville i givet fald være nogle selvforstærkende mekanismer indeholdt i disse adfærdsmønstre. Folk pejler sig ind på hvad der giver succes (altid noget der er til at pege på), folk begynder mere og mere at rette ind (undertrykker deres egne indskydelser) for at gøre fremskridt indenfor hvad der forventes, de herskende samfundsformer bliver mere og mere konsoliderede, samfundet som helhed begynder at optræde mere og mere nedsættende overfor nye ideer, folk pejler sig ind på.. osv.. Så de der gør det godt, har muligvis hen ad vejen kvalt deres nysgerrighed og ydmyghed, følsomheden overfor ideer og reel nytænkning er blevet fordrevet, og henad vejen bliver samfundsudviklingen fanget i en degenereret tendens, som er dømt til at vokse helt ud af proportioner for derpå at kollapse. Og efter min opfattelse er det det punkt vi står på nu. Boligbobler, obligationsbobler, pensionsbobler, subprime bilfinansiering, eksponentielle udvidelser af pengemængden, akademiske og kunstneriske bobler, drakonisk overvågning og kontrol af borgernes adfærd, plyndring af naturgrundlaget, udtømning af ressourcer, økologiske sammenbrud.

Åbenbart havde jeg ikke det fornødne mod og den fornødne stamina og disciplin til at få mine ideer igennem, men jeg havde trods alt tilstrækkelig stamina til at fortsætte igennem mit eksil over tre årtier. Der hvor nederlagsfølelserne for alvor slog igennem var i 2016-2017, hvor vores samfundsmæssige lederskab lancerede deres fake news-kampagne, som i realiteten var værktøjer for censur og ensretning af befolkningens forestillinger. Selvom jeg ikke har oplevet nogen resonans på mine arkitekturideer og kun en meget begrænset læserkreds for mine filosofiske/ folkepsykologiske ideer, så var der altid en mulighed for, at en af disse ideer ville slå an og opnå en eller anden grad af udbredelse, og jeg ville i en eller anden forstand kunne træde ud af mit eksil. Men med fake news-kampagnen skiftede det samfundsmæssige lederskab til nu åbenlyst at undertrykke nye ideer og alternative forestillinger. Og det var selvfølgelig fordi de herskende samfundsforestillinger viste tydeligere og tydeligere tegn på at være udhulede, og risikoen for deres kollaps blev mere og mere overhængende, og således blev der sat ind med statens stærkeste redskaber for kontrol.

Og så kunne jeg sige nok så meget til mig selv, at dette var et forventeligt moment i den ultimative sejr, men i virkeligheden var jeg rystet over, at lederskabet var parat til i den grad at forråde de principper vores samfund hviler på. Og jeg mærkede dette overgreb simpelthen som en tyngde, der satte sig i min krop. Det var givetvis allerede gået ned ad bakke for mig i nogle år, men lige dér var det, at den samfundsmæssige stagnation satte sig som min personlige stagnation, og mit eksil føltes endegyldigt stadfæstet. Jeg holder af at gå i naturen, og tidligere gik jeg flere gange om ugen med lethed ture på 10 km. Med min dybe skuffelse over det nye kontrolregime kom der en tyngde over mig, så det nu jævnligt var sådan, at bare en tur på 5 km var forbundet med en eller anden grad af anstrengelse. Min krop føltes bare så meget tungere og mit liv var blevet markant mere udsigtsløst.

Med coronavirussen er det samfundsmæssige kontrolregime så taget til nogle fascistoide niveauer, og som i fascistiske stater er det samfundsmæssige lederskab ved gud også her lykkedes med at have fået gejlet store befolkningsgrupper op til at rette deres egen usikkerhed og deres egne frustrationer mod en bestemt minoritet i samfundet. Så hvis jeg syntes følsomheden for ideer svigtede tidligere, og det samfundsmæssige lederskab var begyndt at kvæle samfundsudviklingen ved kanoniseringen af nogle bestemte stivnede forestillinger, så er coronaregimet og befolkningens samling omkring den officielle propaganda nu etableret som en massiv overmagt. Det er voldsomt nedslående. Det er ikke fordi jeg går med tanker om at tage mit eget liv, men der er en enorm dødvægt ved overhovedet at eksistere i denne tid, og personligt føler jeg mig alvorligt svækket.

Selvom jeg mener jeg har nogle rimeligt kvalificerede forestillinger om, hvor hårdt udfordret menneskeheden bliver, når de herskende samfundsillusioner braser sammen, så har det på den ene eller den anden måde været en slags trøst, at denne genforening med realiteterne var uundgåelig. Og det er uundgåeligt, men jeg havde ikke indkalkuleret, at det skulle lykkedes at hvirvle modne demokratiske befolkninger ind i fascistoide former for selvretfærdighed og hævngerrighed. Eller rettere, jeg havde set det komme, men oplevelsen af stemningerne var sværere at håndtere end jeg var forberedt på. Der er noget ved absurditeten af selvretfærdigheden og hævngerrigheden, der gør den virkelig svær at bære. Når en kultur begynder at forfølge tvivlerne, så ved vi det komme til overgreb og forbrydelser mod menneskeheden. Og disse psykologiske mekanismer er under udfoldelse, i dag, i Danmark, såvel som praktisk talt ud over hele kloden.

Igennem hele mit voksne liv har der været denne underliggende viden om, at vores levemåder ikke var bæredygtige, og at vi som samfund levede på lånt tid. Samtidig har jeg/vi levet igennem en finansialiseringens epoke, hvor bankerne gik amok i at skabe penge ud af ingenting, og der skete en enorm koncentration af den finansielle og økonomiske magt, og denne enorme finansielle og økonomiske magt hos storbankerne og storkoncernerne blev omsat til meget vidtgående politisk indflydelse. Blandt definitionerne af en fascistisk stat er en sammensmelten af staten og storkoncernerne, og de omstændigheder passer efterhånden uhyggeligt godt på vores nuværende samfund. Formelt er der en adskillelse mellem den danske stat og Danske Bank og Maersk og Novo og Landbrug & Fødevarer, men de er samtidig integrerede ind i nogle globaliserede netværk af økonomisk og politisk indflydelse, så i praksis får de formentlig tingene nøjagtig som de vil have dem hos den danske regering.

Påfaldende nok blev Danske Bank ikke trukket igennem en tilbundsgående revisionsproces, da den danske befolkning via den danske stat pludselig var nødt til at stille nogle helt uforholdsmæssige garantier for at redde banken. Det fascistiske mindset har i den forstand været under udbredelse over årtier, også fordi det spiller så fint sammen med et materialistisk mindset. Så når jeg spørger til vores samfunds åbenhed for nye ideer, og mener at kunne konstatere at det står virkelig sløjt til, så kan denne lukkethed og blindhed ses som udslag af, at det er erhvervslivets overdefinerede skarpe identitetsopfattelser, der slår igennem på mangfoldige sider af vores samfundsforståelse.

Således har de forløbne 40-50 års samfundsudvikling været præget af dominansen af nogle mægtige illusioner. At finanssektoren genererer rigdom, at de markant voksende uligheder bare er en bivirkning af at vi alle bliver rigere, at problemerne med udtømning af ressourcer bliver der taget politisk hånd om, at problemerne med klimaforandringer og udpining af naturgrundlaget bliver der såvel taget hånd om, men intet af dette er sandt. Finanssektoren genererer ikke rigdom men dræner den ud af andre afsnit af økonomien, de markant voksende klasseskel har været nedbrydende for samfundets sammenhængskraft og der findes ingen reelle planer for håndteringen af vores ressourceproblemer og økologiske krise. Helt i erhvervslivets ånd bliver der holdt en ulastelig facade, men vores samfunds fundament er i fremskredent forfald.

Samtidig var det ikke mindst via Vestens finansielle overmagt at den kommunistiske Østblok blev overvundet, og måden denne ”sejr” blev fejret i Vesten, var også så ureflekteret og overfladisk, at det i sig selv havde iboende fascistiske tendenser. Man kan ikke dyrke så massive grader af selvretfærdighed uden allerede at være et pænt stykke ude på det fascistiske spektrum. Og samtidig missede vi her i Vesten en enestående lejlighed til at reflektere over, hvad krig og fred egentlig er for nogle fænomener, og om vi eventuelt skulle gennemføre en dybtgående selvransagelse og kursændring selv. Men det gjorde vi ikke. Vi tog endeløse sejrsrunder. Med hovedet under armen.

Jeg har ikke læst Marx (hvilket er en stor svaghed), men et af de mange virkningsfulde begreber fra marxismen er begrebet om falsk bevidsthed. Eller i hvert fald anerkender jeg behovet for et begreb til at beskrive, hvordan store befolkningsgrupper eller muligvis praktisk talt hele befolkninger kan leve indenfor nogle forestillinger, som ikke er funderede i realiteterne. Og det er også karakteristisk for erhvervsvirksomheder og fascistiske stater. Hvis ikke det glorværdige billede kan opretholdes ved ærlighed, så lyv for fanden, lyv! Og der bliver løjet hele tiden, på så mange planer. Enten fordi forvalterne selv er i illusionernes vold, eller fordi de kender til realiteterne, men fuldstændig mangler både visionerne og handlekraften til at vedgå og imødekomme disse realiteter.

Så det er hvad min blogaktivitet på Facebook har handlet om over de seneste 10 år. Mentalt og psykologisk at klæde os lidt på til at møde situationen, hvor de mægtige herskende samfundsillusioner krakelerer. Det er et sindssygt kritisk punkt i vores kulturelle udvikling, og der er en overhængende risiko for, at vi slår over i et regulært fascistisk mindset og et regulært fascistisk styre. Simpelthen fordi vi ikke kan rumme tabet af så store illusioner, og i stedet projicerer vores angst og frustrationer over på nogle andre, som de fascistoide ledere serverer for os, de uvaccinerede, indvandrere og andre minoriteter, nabolande, andre kulturer.

Fordi misforholdene mellem de herskende illusioner og realiteterne har været voldsomme, og endda er vokset dramatisk siden finanskrisen i 2008, så har risikoen for en mægtig samfundsmæssig nedsmeltning i alle årene været overhængende. Og de fascistiske skygger har hængt tungt over scenen som den mest sandsynlige udviklingslinje, hvis ikke vi kollektivt gør en kæmpe anstrengelse for at holde hovedet koldt og samtidig fastholde en inklusiv og solidarisk forestilling om samfundet. Det har jeg brugt 10 år af mit liv på at forberede mig selv og mine medmennesker på, men igen er det her, at nederlagsfølelserne kommer over mig. Når jeg så hvordan Mette Frederiksen slog ind på linjen af diskrimination baseret på vaccinestatus og en ikke-videnskabelig udhængning af de uvaccinerede som skyldige i den fejlslagne vaccinestrategi, da indså jeg, hvor langt vi allerede er ude på fascismespektret, og hvor kort et stykke der er til, at den totalitaristiske stat er en realitet. I Danmark, for pokker, af alle steder. Således har statsministeren allerede nu åbnet ballet for løbske former for selvretfærdighed og hævngerrighed, og hun kan have sluppet kræfter løs, som hun hurtigt vil erfare har deres eget liv hinsides hendes kontrol. Måske vil hun snart finde sig selv som marionet for disse følelser.

Og således er der blevet læsset voldsomt op på dødvægten, som vi alle bærer på. Det er virkelig meget tungt bare at eksistere i denne tid. Og fordi jeg i forvejen var rimelig udkørt, så må jeg erkende, at jeg er meget svækket. Og det handler ikke bare om min blogaktivitet over de seneste 10 år, vi taler om den endelige undertrykkelse af de værdier jeg har kæmpet for igennem hele mit liv. Og jeg er usikker på, hvor meget jeg overhovedet har tilbage at stå imod med eller bidrage med. Måske ligger mit væsentligste bidrag i alt det forudgående. Jeg altid set mig selv som arbejdende i forlængelse af den store humanistiske stræben, som karakteriserede det 20. århundrede, og mine arbejder har således hele vejen igennem stået i kontrast til stivnede samfundsforestillinger og mere eller mindre fascistoide magtbegær. Skulle det vise sig, at jeg vitterlig er ved at være udbrændt og jeg ikke har så meget mere at bidrage med, har jeg lavet en (nogenlunde) kortfattet oplistning af de originale ideer jeg har fået og forsøgsvist har givet form på over de seneste 35 år.

*

Arkitektoniske ideer/ grundelementer

1. Paraspektivet. En eksperimentel metode til at gengive en visuel scene, som igennem en integreret sammenstykning af elementer i scenen forsøger at gengive både helhedsindtrykket og varierede detaljer. Et forsøg på at anerkende synsoplevelsens enorme spændvidde. (Introduceret med studieprojekt Udvidelse af Statens Museum for Kunst, AP 21, 1987).

2. Modulsystemer i en human skala. At et kvart cirkelslag med en radius på 5 (i praksis) skærer x,y-koordinaterne 0,5/ 3,4/ 4,3/ 5,0, og denne ”lovmæssighed” kan bruges til at introducere bueformede elementer i et ellers strengt retvinklet modul- og byggesystem og skabe et meget varieret og virkningsfuldt facadeudtryk. (Introduceret med studieprojekt Boligbebyggelse i Skt. Pauls Gade, AP 24b, 1988).

3. Diagonalernes musik. At der eksisterer omfattende additive regler for diagonaler, hvorved f.eks. et 1:2 gridsystem forholder sig ens til både et 3:4- og et 1:1 gridsystem, hvilket kan bruges til at udarbejde meget varierede planløsninger indenfor nogle stadig rationelle og konsistente byggesystemer. (Introduceret med mit afgangsprojekt Et Kommunalt Kommunikationscenter, AP 29, 1989 – I forbindelse med et skitseforslag til udvidelsen af Nationalgalerie i Berlin, AP133, 2020, opstillede jeg en serie på 33 diagonaler, dvs. 1:2, 1:3, 1:4, 2:3, 3:4 osv., og ud af de 1089 kombinationer af en diagonal plus en anden var der 274 forekomster, hvor summen af de to diagonaler gav en af de øvrige blandt de 33 – Lidt af en opdagelse, som formentlig er en slags geometrisk pendant til musikkens harmonibegreber).

4. Facaden som en grænseflade. Den dynamiske facadeudformning med visuelle vekselvirkninger mellem åbent og lukket spredt ud over hele fladen. Identiteten (dvs. bygningens udtryk) som en sitrende dynamisk grænseflade eller en semipermeabel hinde, der både virker åbnende og afskærmende. (Også introduceret med mit afgangsprojekt).

5. Boligen som en grænsezone mellem to verdener. Den arkitektoniske pendant til sociologernes skelnen mellem frontstage og backstage behavior. Altså et mere formelt og formgivet udtryk mod det offentlige rum (”kulturen”), og et mere uformelt og selvgroet og funktionsbestemt udtryk mod den private side (”naturen”). (Også introduceret med mit afgangsprojekt).

6. Sammenskæringen af nyt og gammelt, om den potenserede åbenhed der opstår ved sammenstødet mellem et gammeldags vindue og et moderne glasparti. En måde at revitalisere den radikale åbenhed, som modernismen bragte, men som over årene er blevet trivialiseret i en grad, at den er blevet virkningsløs. (Introduceret med konkurrenceprojekt for udvidelse af Stockholm Stadsbibliotek, AP 121, 2006).

7. Vagus-rækkehuset, hvor de enkelte beboere til hver en tid har valget mellem at lade deres bolig være en del af en social kommunikationslinje, dvs. at tillade en del af ens bolig at være et semioffentligt areal og dermed danne en form for kollektivbebyggelse, eller bare at lade ens bolig være ens private rum. (Udviklet sammen med Morten Ørsager for Erik Møller Arkitekter som besvarelse på passivhuskonkurrencen Sunshine House, 2008).

8. Det kalejdoskopiske stedbundne bygningsudtryk, hvor facadeudformningen spejler og inkorporerer mangfoldige elementer fra omgivelserne og finder sin egen karakter i rytmen og kompositionen af de mangfoldige elementer. Igen en meget løselig og dynamisk identitet men ikke desto mindre meget virkningsfuld. (Introduceret med konkurrenceprojekterne for to erhvervsbygninger for Benetton i Teheran, AP 127, 2009).

*

Filosofiske/ psykologiske/ folkepsykologiske ideer

9. Nedbrydelse af illusionen om individets suveræne enhed
På arkitektskolen i 1986-87 lavede vi på professor Jørgen Bo’s afdeling forslag til en opgave om udvidelse Statens Museum for Kunst. Ligesom arkitektfaget både rummer praktiske og kunstneriske sider, så var jeg dengang (og siden) meget interesseret i, hvordan vores to hjernehalvdele leder os til forskellige måder at opfatte virkeligheden. Jeg brugte denne studieopgave til at undersøge disse to forskellige indgangsvinkler til virkeligheden, og min besvarelse havde således en udpræget symbolistisk karakter. Jeg var også meget påvirket af Tor Nørretranders’ bog Det Udelelige om Niels Bohr, og kvantemekanikkens komplementaritetsprincip og ubestemthedsrelation. Hvis vores virkelighedsopfattelse er udspændt mellem forskellige fremstillinger fra hver sin hjernehalvdel, hvordan kan vi så være stejle på vores synspunkter og måderne vi i øvrigt projicerer vores identitet ud i verden? Og jeg opfattede denne påtagede skråsikkerhed som tendentielt afstumpet og uheldssvanger, hvorfor jeg syntes det var en værdig stræben at påvise, at selv vores identitet og dermed vores bygningers identitet var underkastet former for komplementaritet og ubestemthed.

Næstfølgende 5 ideer er en fra et tidligere opsummerende Facebook-opslag ’Take care’ fra 23-11-2016 med tilføjet nummerering, hvor idé nr. 10 ligger helt i forlængelse af ovenstående:

10. Ideen om den løseligt tegnede identitet
I mine øjne er det en kendsgerning, at vores frygt og svagheder ofte får os til at overkompensere på vores identitetsskabelse. Det er det reklame- og underholdningsindustrien lever af. Og den overdefinerede skarpe identitet er redskabet ved hvilket man opnår succes i det nuværende samfund. Men uanset hvor meget succes den skarptdefinerede identitet måtte kaste af sig, så fører den samme skarptdefinerede identitet til ulykke i vores liv. For at de organiske elementer af os selv skal kunne komme til udfoldelse, så er vi nødt til at fire på identiteten og lade den stå i nogle temmelig løselige konturer, hvilket samtidig dramatisk åbner for vores evner for at arbejde sammen med hinanden, eller dybere endnu, dramatisk åbner for vores muligheder for at pulje vores evner indbyrdes og skabe resultater, der overskrider hver enkelts formåen.

Ligesom vores stræben efter den skarpt tegnede identitet ofte opstår ud af et underskud af kærlighed eller et underskud af selvværd, så forudsætter den løseligt tegnede identitet en tilstedeværelse af kærlighed og selvværd. Det er her vores respekt for os selv, vores ærlighed overfor os selv, vores værdsættelse af os selv kommer ind. Og denne bevægelse er ofte forbundet med en søgen indad, en søgen efter ens væsenskerne, sjælen, som netop er uafhængig af identiteten. Identiteten er blot en slags påklædning sjælen påtager sig, når den vælger at inkarnere i en fysisk krop. Kontakt med ens væsenskerne er ensbetydende med kærlighed og selvværd, og fra dette standpunkt er identiteten bare noget vi leger, og den kan være flydende og tage nye former og udkrystallisere sig på utallige måder. Så hvorfor hænge så meget ved en enkelt af disse former?

11. Ideen om samvittigheden som sans
Moral er i min opfattelse et rent indre anliggende og har ikke noget at gøre med samfundets regler og religiøse forestillinger. For mig er moral forbundet med evnen til at lytte til sin indre stemme. For vi ved alle udmærket godt, når vi forulemper andre ved vores ord og handlinger. Problemet er ikke, at vi mangler et kompas til at fortælle os hvornår vores ord og handlinger er i overensstemmelse med andre, problemet er snarere, at vi har udviklet nogle adfærdsformer hvor vores vilje til at tage bestik af dette kompas er undertrykt eller negligeret. Og således har vi hver især givet os selv fripas at forårsage mangfoldige forulempelser af andre mennesker, på tværs af tid og sted.

Ser vi bort fra mennesker med forskellige sindslidelser så er hver vores moralske kompas formentlig fuldkommen intakt og velfungerende, men vi nægter bare at tage bestik af det. Faktisk virker det som om mange menneskers adfærd er bestemt af et (stærkt) ønske om at kvæle ens indre stemme, så man for fanden da kan få fred til at gøre hvad man har lyst til. Kigger vi så nærmere på denne lyst til at kvæle ens indre stemme, så hænger den ofte sammen med ens erfaringer af både lykkefølelser og sorg og sår på sjælen. Eller med andre ord, det er ofte fordi der er nogle erfaringer og nogle følelser man ikke kan holde ud at rette sin opmærksomhed imod, at trangen til at kvæle sin indre stemme opstår, og den umoralske adfærd er bare en bivirkning af denne dybere blokeringsmekanisme.

Hvis man omvendt samler sig sammen, og går linen ud og retter sin opmærksomhed mod enten denne sorg eller disse sår på sjælen eller disse eksalterede lykkefølelser, ja så ophæves behovet for at undertrykke ens indre stemme, og man kan gå ud i verden som et frit menneske. Som et menneske med integritet.

12. Ideen om tillid som samfundets sande valuta
Jeg nåede at studere økonomi på universitetet i halvandet år inden jeg skiftede til arkitektfaget, men det betød jo ikke at økonomi ikke længere interesserede mig. Jeg kunne bare ikke se mig selv studere økonomi indenfor de rammer der blev tilbudt der i midten af 80’erne. Og jeg skal da lige love for at mine forbehold dengang er kommet til fuld udfoldelse over de senere år. Vi har over de seneste 40 år gennemlevet en periode med en helt uhørt ideologisk (læs: uvidenskabelig) tilgang til økonomi. Der er mange der har sammenlignet vor tids økonomer med et præsteskab, og den analogi forekommer mig at være meget rammende.

Fordi vores økonomer har levet fuldt og helt indenfor deres ideologiske og teoretiske forestillinger, er den lovgivning der regulerer den økonomiske adfærd i samfundet blevet mere og mere yderliggående og løsrevet fra realiteterne. Og her er der måske dem der vil indvende, at både politikere og økonomer sgu da netop forholder sig til realiteterne i form af fx konkurrenceevne, produktivitet, handelsbalancer osv. Disse forhold har betydning, men hvis alle økonomiske overvejelser og initiativer baserer sig på et pengesystem som er uden hold i realiteterne, så bliver den økonomiske adfærd lige så illusorisk som det pengesystem som adfærden baserer sig på. Og var vores pengesystemer ikke illusoriske, så blev de det da de begyndte at blive misbrugt.

Hvad vi har foran os er derfor et økonomisk krak, som jo ikke er andet end et sammenbrud af alle de illusoriske forestillinger og en tilbagevenden til realiteterne. Men det er jo ikke ”bare”. Fordi illusionerne er blevet udfoldet med så stor konsekvens, og så langt forbi alle advarselstegnene der kom fra realøkonomien i form af knapheden på ressourcer, udpining af naturgrundlaget og udpining af samfundenes sociale sammenhængskraft, så vil det økonomiske tilbageslag formentlig være voldsommere end noget andet tilbageslag menneskeheden før har oplevet.

Mit bidrag til denne diskussion har drejet sig om at forstå både dybden og bredden af det uføre vi har bragt os i. Når man tager et 100 pct. tillidsbaseret pengesystem og misbruger det in absurdum, så vil resultatet være, at den tillid som alle udvekslinger i samfundet baserer sig på vil blive lagt i ruiner. Det er således ikke bare vores pengesystemer der bryder sammen, vi formentlig gennemleve noget der ligner et totalt kollaps af tilliden til vores politiske ledere.

Så uanset hvor relevant det kan være at prøve at udvikle nogle nye sunde pengesystemer, så er den virkelige krise vi skal overkomme den om, hvordan vi hurtigt kan genopbygge noget kapital i samfundet, dvs. en fornyet tillid borgerne imellem, som vil muliggøre en fornyet økonomisk aktivitet.

13. Ideen om den kollektive identitetskrise
Under denne overskrift begynder de ovenstående ideer at løbe sammen til at danne et større billede. Ja vi er gået linen ud på en forbrugsfest der ressourcemæssigt slet ikke var dækning for, og vi har kælet om vores identitetsskabelse med alle tænkelige midler, og vi har gældsat os i et omfang uden historiske fortilfælde og sideløbende hermed har vi fornægtet alle former for økonomisk redelighed og konsekvens. Hvis vi hver især har et indre kompas som fortæller os om vores handlinger er i overensstemmelse med vores indre stemme og i overensstemmelse med andre mennesker, så har vi altså valgt over en meget bred kam at fornægte de vurderinger vi fik fra den indre stemme. Grundene til at vi gør sådan er forsøgsvist beskrevet ovenfor, men kunne det tænkes at vi også gør det i en kollektiv forstand? At vi kollektivt kan opleve traumer og sorg og få sår på en slags kollektiv sjæl og/ eller at vi kollektivt kan opleve en så eksalteret glæde at vi ikke tør håbe på at opleve noget lignende igen?

Eller hvordan er det lige vi kender til livet på et personligt plan? Er det ikke sådan at vi kan leve igennem mange år hvor tingene går deres sædvanlige skæve gang, men så pludselig sker der nogle skred, enten i bevidstheden eller som følge af ting der sker, som så ryster ens tro på det kendte og samtidig åbner for nogle helt nye muligheder? Og det kritiske spørgsmål for den enkelte er her, tør man tage disse forandringer ind og lade dem transformere ens liv, eller afviser man tvivlen og bruger i stedet sine kræfter på at nedkæmpe de nye impulser?

Min idé om en kollektiv identitetskrise handler om, at vi som kultur, tilbage i midten af 60’erne, gennemlevede et sådant skred i vores bevidsthed, hvor der opstod en grundlæggende tvivl om en meget lang række af de måder vi levede på, både som individer og som samfund. Og sammen med denne tvivl og kritik af det kendte vækkedes nogle forestillinger om nogle helt nye måder vi kunne leve på og nogle nye måder vi kunne få vores samfund til at fungere på, og disse forestillinger var forbundet med nogle eksalterede lykkefølelser, som formentlig var uden historiske fortilfælde.

Frøene blev plantet, de revolutionære ideer fandt deres første spæde udtryksformer, og så opstod spørgsmålene, hvad skal vi som samfund stille op med denne kritik og tvivl og samtidig disse dristige forestillinger om, at vi kunne gøre tingene helt anderledes. Ja, her er det at 70’erne i mine øjne fremstår som en kampzone, en mægtig slagmark der bredte sig ud over alle aspekter af samfundslivet, og befolkningen vaklede og svajede men bestemte sig så hen mod slutningen af 70’erne for at afvise tvivlen og i stedet investere sine kræfter i at få nedkæmpet de nye impulser.

Har jeg ret i at vi som kultur gennemlevede en sådan mægtig udfordring af skæbnen tilbage i 60’erne/70’erne, så bliver spørgsmålet: Hvad er konsekvenserne af at nægte at tage udfordringen af skæbnen op? Hvad er konsekvenserne af at nedkæmpe disse vilde nye ideer for i stedet at hengive sig til det allerede kendte? På et personligt plan ligesom på et kollektivt vil jeg hævde, at netop det valg er det psykologiske traume man så må leve med efterfølgende, og altså det traume som skyder sig ind imellem ens bevidste jeg og ens indre stemme, og det traume der efterfølgende betinger al den umoralske adfærd. Så er man jo netop et menneske, som har solgt ud af sin integritet.

I mine øjne er vores forrykt illusoriske pengesystemer og gældsætningsøkonomier ikke årsagen til vores dybe samfundsmæssige krise. Disse forhold er bare symptomer på vores moralske krise, og vores moralske krise har sin årsag i den fejhed og livsfornægtelse vi kollektivt udfoldede, da vi nægtede at følge de nye impulser der opstod i vores kultur. Fra da af var alt bare kunstigt.

14. Ideen om kvarterenheden
Personligt er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at vi står foran voldsomme forandringer. Som sagt har vi drevet nogle illusoriske tankegange ud i det ekstreme og der kommer et møde med virkeligheden. Og som sagt er det min forventning at vi sideløbende med det økonomiske sammenbrud vil opleve et kollaps af tilliden til vores politiske ledere. Det gode spørgsmål er, vil vi også miste tilliden til vores samfund? Hvis vi mister tilliden til vores samfund, så vil den rene junglelov herske, og så vil værdiskabelsen i samfundet også kollapse, og så vil der ikke være det fornødne livsgrundlag til at understøtte alle de mennesker, der i dag bebor planeten. Hvad vi taler om her er disse fuldkommen dystopiske fremtidsvisioner, som Hollywood har svælget i igennem en menneskealder, blot vil det ikke være en fremtidsvision men den skinbarlige virkelighed. Ud fra en nøgtern økonomisk betragtning er dette scenarium reelt og slet ikke usandsynligt.

Et andet scenarium er, at de herskende systemer på en eller anden måde formår at humpe videre, selv efter et økonomisk krak, men uden nogen store reformationer af vores politiske strukturer og uden nogen reformationer af vores forestillinger og adfærdsformer, vil den større knaphed på ressourcer blot føre til større uretfærdighed, mere korruption og stadig mere hårdhændede måder myndighederne nedkæmper uroen i befolkningerne. Hvad vi taler om her er den dystopiske fremtidsvision strakt ud over et udviklingsforløb på et eller flere årtier, og dette scenarium er også reelt og slet ikke usandsynligt.

Alternativet til disse dystopier omfatter dels en almen opvågnen til bevidstheden om, at livsformen i de foregående årtier på intet tidspunkt var normal eller bæredygtig, og at de nye langt hårdere økonomiske omstændigheder ligger meget tættere på vores reelle omstændigheder og som sådan udgangspunktet for, hvilket samfund og hvilke livsformer vi kan opbygge. Dels er vi nødt til at handle nogenlunde hurtigt og resolut på at reformere vores samfund, så det kan fremme nogle nye former for tillidsopbygning og dermed nogle nye former for værdiskabelse. Og mit bidrag i den henseende består i ideen om kvarterenheden, som i korthed handler om at opdele hver eneste kommune i Danmark i geografiske kvarterer med 150-200 mennesker i hver. Herefter vil hver eneste borger have et tilhørsforhold til en bestemt kvarterenhed og disse kvarterenheder både må og skal påtage sig at løse en meget lang række af opgaver, som vi hidtil har været vant til at den offentlige sektor eller erhvervslivet varetog for os. Det samfund, der skal rejse sig af asken af illusionernes store nedbrænding, kan i mine øjne kun tænkes som en meget lavpraktisk og meget kooperativ samfundsform, som starter med at sikre opfyldelsen af befolkningens basale behov, og der fra må udvikle sig til at kunne imødekomme højere behov eller lyster.

Det helt afgørende greb med kvarterenhederne er, at hvert eneste medlem af samfundet hører til i en bestemt kvarterenhed, eller med andre ord, at der ikke er nogen der bare bliver overladt til at skulle klare sig selv. Kan det lykkes os at tage hinanden i ed på at vi skaber et sådant samfund, hvor ingen bare bliver overladt til sig selv, så har vi med ét skabt et nyt grundlag for opbygningen af tillid i samfundet, og så kan vi måske ride stormen af. Måske kan vi endda redde mange af de ting ved vores nuværende samfund som vi virkelig sætter pris på. Det afgørende er, at vi er villige til at gøre vores egen sag fælles med vores naboers.

Kvarterenheden står selvfølgelig ikke alene, og tænkes understøttet af sin kommune, men også kommunerne vil skulle grundlæggende reformeres og i sig selv også lægge sig meget tættere op ad ideerne om et kooperativ. Og al denne fornyede politiske myndighed der investeres i kvarterenhederne og kommunerne må i sagens natur tages fra henholdsvis staten og eventuelle overstatslige organer. Hvad vi taler om er altså en slags katastrofe-decentralisering af vores samfund. Men er det det vi beslutter os for at gøre, så kan vi godt gennemføre denne transformation på en civiliseret måde. Og selvom det måske er at spænde forestillingerne til bristepunktet, så kan jeg godt se for mig at vi kan finde en plads ikke bare for staten men sågar en plads for EU og selvfølgelig også en plads for FN.

Næstfølgende 5 ideer er fra et tidligere opsummerende Facebook-opslag ’Om de herskende totalitære tendenser og The Great Reset’ fra 28-03-2021, hvor, som det fremgår, 4 af de 6 ideer blot er vinklinger på tidligere ideer mens to er ikke er beskrevet i det ovenstående:

11b. Samvittigheden som sans/ betydningen af ærlighed
At den store kvalitet ved ærlighed ikke primært består i de konstruktive effekter den har på samfundslivet (som er enorme), den helt store kvalitet består i måden ærlighed understøtter en stadig dialog med ens eget sjæleliv.

15. Hjernen som et energimæssigt sanseorgan
At hjernen er et sanseorgan for bevidsthed, og som sådan både opsamler energiimpulser, dvs. særdeles bredspektrede former for kommunikation fra omgivelserne samt såvel broadcaster energierne fra ens sind og sjæl.

16. Clairvoyance som en ordinær evne
At alle mennesker (som konsekvens af ovenstående) besidder clairvoyante evner. Anerkendelsen af menneskets iboende clairvoyante evner er vores helt store kulturelle frontlinje, som har potentialet til at sætte vores intuition fri som en mægtig kraft for samklang, sammenhæng, integration og innovation.

16b. Erkendelsen af det energimæssige univers som et epokegørende skift
At disse mentale omstillingsprocesser går så dybt, at vores hidtidige forestillinger om samfund og politik, vores hidtidige forestillinger om uddannelse og pædagogik, vores hidtidige forestillinger om økonomi og værdiskabelse, vores hidtidige forestillinger om forbrydelse og straf, står til at gennemleve en total metamorfose.

10b. Den mangefacetterede identitet
At en af de primære kanaler for vores magtbegær er vores identitet og vores identitetsskabelse. Så hvis vi ønsker at forløse vores enorme intuitive potentiale, så skal vi gøre vores relation til vores identitet langt mere flydende og situationsbestemt. Et redskab til bryde disse bindinger op er gennem en forestilling om den mangefacetterede identitet.

10c. Samfundets mistrivsel, når kulturen eller nationaliteten bliver overdefineret
At en anden af de primære kanaler for vores magtbegær er vores hierarkiske samfundsstrukturer, og i takt med vores tiltagende optagethed af magtbegærene og de udvindingsøkonomiske gevinster er vores hierarkiske magtstrukturer bare blevet udbyggede og konsoliderede. Der er efterhånden ikke længere nogen former for brede folkelige forsamlinger. Til gengæld har vi nogle tendenser imod top-down-styring, der nærmest er amok. Med voldsomme konsekvenser for vores produktivitet. Så igen, hvis vi ønsker at forløse vores enorme kollektive intuitive potentiale, så er vi nødt til at bryde de hierarkiske samfundsstrukturer ned, startende med en omfattende strukturreform med udbredt decentralisering. Men det går selvfølgelig videre end det, hvor f.eks. nogle væsentlige grader af uddelegering af ansvar skal genindføres på vores arbejdspladser.










(Illustration: Piazza, Giorgio de Chirico, 1913)

The Economy of Disenmity


A thumbnail sketch of the transitional society

By Karsten Kolliker

(Translated by the author from original think piece “Ufjendskabets økonomi”, March 2013)

The Importance of Disenmity in Times of Decline

The starting point of this sketch is the coming economical and ideological collapse. Anyone, who makes the effort of investigating what is really going on within the world economy these days, is likely to be convinced, that we’re living on borrowed time like never before. Central banks all over the world are printing money without any constraints partly to provide liquidity in the midst of a rampant debt escalation partly to devalue their currencies to achieve trade advantages. It’s a race to the bottom.

At some point in the near future hyperinflation will kick in, the trust in the national currencies including the dollar and the euro will collapse, and nations will go bankrupt. And the shock of the economic collapse will be followed by an awakening to a much deeper ideological crisis. We’re speaking of a societal depression of such severity, that it is beyond what humanity has ever experienced before.

And the question here is, how will we respond to this crisis? It seems to me, that unless we make some conscious, attitudinal choices, we’re running the risk of seeing our society disintegrate and self-destruct in a kind of dog-eat-dog-psychosis. Hunger and poverty combined with an incompetent and fraudulent political leadership will create a highly infected political climate with perfect conditions for demagogues and tyrants. And in their greed, anger and stupidity they will point to external causes for the misery, and they will instigate wars driven equally by rampant megalomania and a thirst for revenge.

The first of these conscious attitudinal choices thus is to keep a cool head.. and a warm heart. My point of departure is actually, that wars and suppression and egotism are all emblems of the past. We can no longer afford to be enemies. In the following I will present some proposals regarding how to rearrange our societal institutions to ensure basic societal functions during this critical transitional phase – rearrangements which at the same time starts laying the groundwork of a new sustainable way of living. For years to come, though, our reality presumably won’t be this new, sustainable civilization, but rather this pretty chaotic and challenging transitional phase, where we on the one hand shall deprogram ourselves of all the dysfunctional aspects of the old industrial way of living, and on the other, shall experiment and develop new solutions for practically all societal functions.

When the depression kicks in, it will probably be widely held, that it is a question of survival no matter what, and who would deny that? But if the derived strategies of survival imply, that the old dysfunctional patterns are allowed to continue, the strategies will be illusional. Strategies for example, that supports the current levels of meat production and consumption, that supports ruthless exploitation of nature, that supports the spread of genetically engineered lifeforms, that supports large-scale geo-engineering, all without being able to answer for the full consequences, falls in my opinion in the category of illusory survival strategies. We cannot demand that all our ways of living be made sustainable from one day to the next, but with all our initiatives we have to move toward sustainability, and with that, an honouring of the demand of being able to justify our actions in front of our children and grandchildren. Upholding the precautionary principle is paramount, especially under desperate pressures.

We shall survive, we shall stop doing all the things, which are overtly idiotic, and we shall start doing all the things, that heals and leads to true thrival. That’s the main features of the transitional society.

Already this might cause some resistance, and the proposals, which are about to follow, on how we are to rearrange our societal institutions will presumably evoke more opposition. But the point of this article isn’t to write a party program along the lines of the programs of the existing political parties, in the hope of gathering widespread support for the implementation of the program. Consider this article more like a kind of torch, which is made available for use for anyone in case everything turns dark. I might be mistaken, the crash may not come, and so much for the better. But come the crash, we probably won’t have to have lengthy discussions with farmers on the rationale of investing ten calories of fossil fuel into every single calorie of food. Or to have lengthy negotiations with labour unions on matters of salary and working hours, when the relative values of the multiple competencies within our society are turned upside down, and the skills of a seamstress is far more valuable than those of a white-collar manager. Precisely the abruptness by which a new reality might arrive, will challenge our abilities to keep a cool head and a warm heart.

Thus, before we start quarrelling about what then would be the right things to do, it seems crucial to me, that we try to get our head around the severity of our situation. Presumably, our situation is so critical, that there won’t be much space for panic. Therefore, each and every one has to work with himself and learn to preserve his composure. This is where for example meditation techniques, breathing lessons and walks in nature can prove to be useful. If we thus can avert our worst internal drives toward anxiety and panic, our next important step will be to remind ourselves and each other, that our lives are interconnected. Deeply interconnected. Even if most of our current societal institutions crackles and tumbles to the ground, we will still be joined in a society. To be part of a society is an integral part of being human. A human being without this dimension is twisted and deranged, i.e. a psychopath.

As a matter of fact, every human being is endlessly interconnected with its environment. Society is a progression of interconnectedness starting with one’s family and further on to one’s neighborhood, one’s city and one’s country onto an interconnectedness with all of humanity, the Earth and the Universe and from there mysteriously right back into the inner core of one self, the soul. It is perfectly all right to think of oneself and one’s family first, but if the actions one takes in order to survive actually impairs other peoples opportunities for survival, then we are betraying our interconnectedness and thereby undermining what is likely to be our only consistent way of surviving, even in the short term.

But exactly here we’re touching upon some of our strongest negative programming with roots reaching many many generations back in time. The pervasiveness of the every-man-for-himself-conception was such an integral part of the industrial age. But evidently, what has become crucial to our possibilities for survival is our ability to make that leap of faith, and begin to see our neighbours as our extended family. In order to release the potential we have to solve our problems in co-operation, we must develop a one-for-all/ all-for-one-mentality within the neighborhood where we live. The alternative to the self-destructive dog-eat-dog-psychosis is its opposite: That no one is left behind. We survive, together.

There are presumably two preconditions for this spirit to take hold. One is mental, the other is practical. To take the practical first, a precondition for this social commitment is in all likelihood, that the size and demarcation of the neighbourhood has to be easily comprehended. Our contemporary centralistic societal organization and standardized federal and state solutions will have to be broken down to comprehensible local entities with extensive autonomy. More about that in the following.

Mentally a precondition for this leap in our social conceptions is tied to our capacity to let go of our need for identification, our capacity to let go of our relentless pursuit of identity. There are neither logical nor emotional reasons why any given individual should choose to identify with some specific point of view. On the contrary, we are all perfectly capable of seeing multiple different viewpoints. When we in spite of this still go on identifying ourselves with some specific point of view, it’s usually driven by an existential insecurity on another level, or more precisely, we struggle to compensate for our personal insecurities by displaying strong convictions on all kinds of subjects.

Therefore, let’s call a spade a spade. If an individual struggle with this feeling of insecurity while being within a group, then it is fair to say, that this person needs to strengthen the bonds of love between himself and his family and further on from there. He might also contemplate, what role gratitude plays within his life. Thus, the mental precondition is a restoration of a sense of what is up and what is down, what matters in life and what doesn’t, and this renewed sense of proportion bears the seeds of a revolution of our interpersonal relationships, including our ways of engaging into dialogue. If the individual no longer is driven by this urge to adopt a conspicuous stance, and on the contrary just offers his ideas and points of view at the disposal of the community, a new kind of objectivity is likely to emerge, and a circle of individuals might experience the ability to pool their intelligence, hereby achieving levels of innovation, attention, foresight and consistency, which neither of them could have attained by themselves.

This deliberate choice, this change of attitude by the individual, is the pivot of the economy of disenmity. Without this change of attitude, all the other plans would be unrealistic, and discussions of these plans would be just as futile as the prevalent political debates.

A Hard-nosed View on Contemporary Politics

The ideological collapse won’t merely be a breakdown of our value and reward systems, it will comprise a breakdown of our competencies as well. And although the awareness of the ideological collapse might gain widespread acknowledgement only in the wake of the economic collapse, the ideological breakdown can be traced many years back in time. Our crisis in leadership has been evident for decades, and it seems like the capabilities of leaders have been in steady decline. This goes for the corporate sector as well as the public sector. Apropos the title of this article I have no intentions of stirring up personal enemies, but the incompetencies of our current political leadership is striking. It’s like they’re carrying such an enormous deadweight on their shoulders, that they’re afraid of dropping it all if they tried to raise their outlook as well.

However, this realization of an outright breakdown in leadership actually holds a lot of promises, and it suggests, that the crisis is not exclusively bad. The crisis is the natural consequence of our conceptions and action up to this moment. The crisis is the unpleasant but nonetheless necessary realization of how our ways of life have been based on illusions, and how we have let ourselves be deceived by our leaders. The collapse thus marks the point, where the slate is wiped clean, and we are to reinvent society according to our actual evolutionary level of consciousness. Improvement is almost guaranteed.

More than reinventing society, it’s probably rather a question of rediscovering it. What presents itself with overwhelming clarity is, that it’s not the wisdom, that humanity has accumulated through centuries, which has proved itself erroneous, and consequentially, the whole project of civilization has failed, but rather, we have gone completely off the track, because we and not least our leaders have held all this wisdom in disregard. Thus, multiple voices from past times are speaking to us, and supporting our coming reconstruction of society.

All our current top-down management, detail regulation and surveillance hasn’t a scrap to do with political leadership. Political leadership is all about formulating some visions and some principles, which are so sympathetic and fair, that ordinary people will adopt them as their own and accept them as the regulating guidelines of their actions and exchanges with others. This might once again appear to be a top-down process, but within a democracy the voters are precisely given the option of picking out the politician, whom each individual voter considers to be the one who is propagating visions and principles, which will be most beneficial to all of society.

Note the ethical demand on the voters, which is implied here. The voters are as democratic citizens granted the right to decide, what he or she deems to be most beneficial for all. The precondition for the proper working of democracy thus is, that the individual citizen is capable of seeing further than his or her personal advantages. If instead the citizens just vote according to what’s most beneficial for themselves, then it’s just another variant of the way of the strongest. In this perspective, we might as well ascertain, that it’s not solely the competencies of the politicians, that have eroded, during these past decades the competencies of the citizens have eroded as well.

The formulation of some visions and principles, which are beneficial to all, constitutes the idealistic side of political leadership. The practical side is all about ingenuity with regard to how these visions and principles translates into laws. Here, the trick is how to concretely state the laws, so as to substantiate the visions and principles and to advance the expedient behavior of the citizens toward the realization of these visions and principles. All leadership is about inspiring others to assume responsibility.

As mentioned before, our current detail regulation is a parody of political leadership. Presumably, nine out of ten existing laws are to be scrapped, and the remainder are to be cut to the chase. Transparency in the legislation is crucial for the functionality of democracy as well as for the economy of disenmity.

A Hard-nosed View on The Contemporary Economy

The way the formulation of the laws advances an expedient conduct of the citizens has within the economic field a strong parallel in the way we assess values. And here, our ways have been just as defective and erroneous as in the political field. Our conceptions of economy up to now have been centered around two primary notions, on micro level the notion of price discovery through the market, and on the macro level the notion of the national account. And the way in which these notions have developed over time, have made them both ever more illusory, which again is what has brought about all the faulty and dysfunctional economic behavior.

But it’s not the notion of the market as such, which is faulty. In my view the notion of the market is as old as the notion of society itself. Humans have always made exchanges among each other with whatever they had, and this exchange can only be perceived as good. As the forms of this exchange now budded and branched out the need arose to institute a common denominator, money, to which all the exchange could be made in reference to. Very well, but the crucial point to emphasize here is, that money is based on trust and solely on trust. In a society, where the citizens act in ways that are conscientious, and where

the trust is widespread and consolidated, it works just fine with money. But in a society, where the citizens act in ways that are unscrupulous, their conception of and relation to money becomes distorted, the money loses their basic idea as a means of payment and a measure of real values, money is inflated, the economy runs amok, just to breakdown entirely shortly thereafter.

Thus, the way neo-liberalism has been flogging the notion of ’the free market’ must not make us turn against the market as such. But then, it’s a wholly different situation we’re facing today. The markets have already collapsed, and so we are also to create the markets anew. And it is going to come about in a very primordial fashion by us beginning to exchange whatever we’ve got, facilitated by alternative currencies.

Regarding the central notion on the macro level, the national account, it is first and foremost suffering from an inconceivable lack of imagination. The activities which are selected to figure in the national account, are but a fraction of all the activities in society, and this narrowmindedness has distorted the economical decision-making and has led to a highly irrational societal behavior.

If a notion like the national account shall have any bearing, evidently it has to take into account all the conditions which affects the thrival of society. Not only should the value of fresh air, clean water and fertile soils, and all the natural processes providing this, figure, the value of the social care and well-being should also figure, as well as the value of new discoveries, the propagation of common wisdom and new creative ways of expression.

And in contrast to the habitual strong emphasis on the flow of the economy, more attention should be paid to our stocks of all that we consider valuable. With a reasonable accounting within all fields of value we would be able to use the national account to evaluate, whether the initiatives that we’re effecting and the methods we’re employing actually increase or diminish our stocks.

The urgency of the need to reassess our accounting methods is seen in the field of management of resources, in which our defective notions of assessing values has had criminal effects. Against the mounting evidence of the opposite, through decades we have been consuming non-renewable resources as if they were in infinite supply. The consequence of this carelessness is, that resource prices today are much higher than 10 or 20 years ago, and relatively to our societal value-creation they are likely to rise drastically in the years to come as well. The resource prices will in all likelihood rise to such a degree, that only a way of life based on reusable and renewable resources will be consistent.

But if this brings about the recycling society, and we were headed in that direction anyway, then what’s the problem? Only that this careless resource consumption is just another of those ways in which the latest generations have incurred debts on the coming generations. And drawing attention to it here serves no other purpose than to remind the middle-aged and elderly generations, that they are in no position to plead demands on the younger generation. From this point on, it is solely a matter of what each individual has to contribute to the community regardless of age and former status.

The Sustainable Economic Entity

With the breakdown of the monetary system, the markets and the values of our products, needless to say, the national economies will be bankrupt as well. Simply, there will be no tax revenues coming in to finance the public services. If in this situation, we hold on to a political leadership like the existing with an enormous regulatory system, a large civil apparatus to administer this regulatory system, a top-down conception of governance, whose representatives sincerely believes, that they are the ones to solve the problems, and ordinary people are to obey their commands, then we are sure to be in deep deep trouble. If, on the one hand this established political leadership manages to keep the population alive, which shouldn’t be taken for granted, the defective conceptions of the same political leadership will on the other hand drag out the depression indefinitely, and consequentially, the probability of a third world war presents itself as maybe the only way to break the deadlock.

What we are to do alternatively, is almost immediately to take stock of the new situation, that the crisis has brought about, and to trim the state and the whole regulatory apparatus drastically to fit the new economic reality. As mentioned, apart from cancelling nine out of ten existing laws the operation mainly consists in transferring the majority of the assets of the state to its stakeholders, that is to the citizens represented by the municipalities and the neighbourhood entities, with the sovereignty primarily placed on the latter.

For more than 200 years we have lived by a motto that said, big is good, bigger is better. This has applied not only to corporations, resource extraction, food production but also to public institutions like hospitals and universities. In 1972 ”The Limits To Growth” was published and in 1973 came the oil crisis, and if not before, it then became obvious and brought to our collective awareness, that our way of life was not sustainable. In spite of this realization, we have more or less gone on like nothing had happened. This real and pressing critique of our civilization related initially to the so-called industrialized countries, but since then the group of industrialized countries has expanded drastically to the point where practically all the countries of the world are pursuing that same way of life, that proved itself unsustainable some 40 odd years ago.

Within the civil society in the western world, there has been widespread demands to put the issues of ecology and sustainability on the political agenda, but little has happened. On the grounds of the experiences over the past 40 years it must be fair to conclude, that the established power structures are not capable of acting responsibly and carry out the necessary changes in our ways of doing things. In the midst of the shock and anxiety and the all-encompassing character of the breakdown, as citizens in a democracy we have to realize, that it was apparently the way we wanted it.

But along the same thread of reasoning it must be evident, that we cannot ask those companies or institutions, that for decades have proven their incapability of effecting change, to solve our problems in this moment of crisis. Thus, let’s make a virtue of the failure of the state and the failure of corporate capitalism, and seize the opportunity to create autonomous and sustainable neighborhood entities. The scale of the economic collapse will probably be of such grave proportions, that in the immediate wake there will be practically no paid jobs left in the economy. The economy might come to an almost complete stand still. Imagine the highways lying deserted. A landmark moment in the history of humanity.

And there it is, a question rises like a towering surge: How am I and my family going to survive in this broken society? How are we gonna get something to eat? The answer to this question is, what the economy of disenmity is all about. Apart from the fundamental shift in consciousness outlined in the first section, it is all about avoiding to crumble in despair and to wait for some miraculous restart of the economy from above, but on the contrary, that each and every member of society throws himself into the effort of getting these sustainable neighborhood entities up and running.

We are going to build greenhouses, in the cities often several stories high, we are going to build hen houses, root zone systems and compost systems for human manure.. yes, that’s presumeably the way it’s gonna be. Either our toilets and our sewer systems are rebuilt, or we will reintroduce the privy in the backyard, simply because we need the compost for growing our food. And yes, there are systems that facilitates this process without it having to be nasty. For a large part gardens and parks are possibly to be reallocated to urban farming. Soon markets with all sorts of second-hand articles and repair shops and local currencies to facilitate this exchange of goods and services will be up and running. If we move on the new circumstances immediately after the collapse has occurred, we will have a fair chance within a short while to secure the basic necessities of life within each neighborhood entity. And in this situation, it is self-evident, that we cannot have governmental institutions with obsolete regulatory objectives standing in the way of the urgent need for action by ordinary people.

Thus, the neighborhood entity is primarily a practical measure. It’s a way to pool a number of people according to the place they live. Ideally, we’re dealing with a bounded settlement or a bounded housing estate, secondarily larger settlements will have to be broken up and smaller will have to be pooled with adjoining settlements. The issue at hand is to achieve a collective of individuals within the neighborhood entity, which makes for a plausible diversity in professional and human competencies and at the same time, a number of people which are of such proportion, that the scale of the neighborhood entity remains easy to grasp for each and every member. The human scale of the neighborhood entity is as mentioned the precondition for the establishment of the musketeers oath, one-for-all/all-for-one, which again is the basis for our trust in the new social order, that no one will be left behind, which again is the grounds on which we are able to rid our society of its centralized top-down management and reclaim our innate personal rights to be who we want to be.

The neighborhood entity thus is the basic economical entity, and as such it is to be granted extensive autonomy, and though it aspires to become basically self-supporting it doesn’t comprise a society in and of itself. There will be issues, which still will have to be dealt with at a national level, like parts of our infrastructure and energy supply, international agreements and the defense. A basic tax payment is thus to be restored.

Whereas the state is trimmed into become the caretaker of some specific but essential societal functions, the role of the municipalities will on the contrary attain considerable authority, although initially there will be very scarce resources to do with.

The municipality is a sensible societal entity. A municipality has, apart from of course a townhall, a number of schools, a hospital, a firehouse, a police station, and the municipality will typically have a major town with some sort of a center, where markets for the exchange of goods can be setup. The large regional hospitals will have to be broken up and reestablished as a number of local hospitals. The reason for this is, that in the first years there will be no tax revenues to fund the hospitals, so it will be wholly up to the people living in a given municipality, how they will support the activities in the hospital, probably in some form of natural economy. The same principle will apply to all other services provided at the level of the municipality.

So, we’re talking about a drastic simplification of our society, a brutal simplification of our society, and at lot of people might nervously ask to the continuation of some of our more illustrious institutions like universities, theaters and museums, which are all dependent on public funding and of which there will be none. Personally, I see for myself a kind of timeline. The all-encompassing collapse is so to speak the Big Bang for a new sustainable civilization, and in the first one or two or three years we will be going through a revolution of our thinking, our minds will be set free, but at the same time we will be struggling very hard to survive. If we manage to keep a cool head and a warm heart, we will be able to get through this critical phase of survival without destroying too much of what we already have. There will be city districts, industrial districts for example, where we will abandon the buildings and turn them over to second-hand building material sites, but even if we for a period won’t be able to run our universities and other cultural institutions, we must do everything in our power to keep them intact, so that we, as soon as we can afford it, can resume their activities.

It is my profound belief, that the renaissance of our self-conceptions as well as the new ways of working together and in harmony with nature will lead, even in the short term, to unexpected and overwhelming results. We tend to judge our powers of creation with the yardstick of our past results, but along with the new critical situation we will find ourselves in, we are presented with a choice: Either to find and unleash a hitherto unknown potential or to self-destruct.

If we manage to survive the first years and avoid ruining too much of what we already have, imagine what a victory, what a gift, that would be. Imagine to be given the chance of rebooting a society. To be given the chance to throw out all the obsolete ways of thinking and to orient ourselves solely after what we consider to be of real value. Humanity has never had an opportunity like this before.

On Private Property

One of the pressing questions by the collapse of our property markets and our housing credit institutions is the question of ownership of houses, buildings and land. The enforcement of legislation designed to counter the possible irresponsible actions of individuals in an otherwise stable economy can have highly inexpedient consequences during a systemic economic decline, and radically enhance the downturn and the spread of destitution. One example would be the legislation on foreclosures. This legislation and similar legislation should be discontinued immediately. No one shall be turned out into the street, when the cause of the breakdown in his private income is a larger systemic breakdown.

But still, there is a question of fairness, which must be respected. In my mind, a revised legislation on ownership of private houses is spelled out in such a way..

  • that assets in the form of saved up equities in private homes are respected
  • that the ownership of houses occupied by individuals who are made insolvent by the collapse is transferred, not to the credit institutes and their shareholders, since it was their greed and irresponsibility which were among the main causes of the societal breakdown, but rather, the ownership shall be transferred to temporary municipal real estate escrows
  • that these temporary municipal real estate escrows maintain the ownership of these foreclosure-prone houses and collects rents from the residents according to prevalent prices, until what is fair and just in relation to the ownership of each house is sorted out

Likewise are bankrupt companies not to be broken up by a firesale of their assets. Here too, a revised legislation shall ensure, that all possibilities to continue the company’s activities, for example as employee-owned, are explored, and only when all of these possibilities have proven futile, greenlight is given to sell off the assets.

With regard to rental apartments, the pricing has for long been politically regulated. Whether it should be kept this way is open for discussion, but firstly we have to revise the legislation so as to allow for a crisis adjustment of the rents. The rents simply cannot continue as if nothing has happened, when the income basis for ordinary people effectively has crumbled. In the crucial initial phase of the crisis, the rents will have to be continually adjusted proportionally with the decline in the overall economy. Obviously, the consequence of these presumably very low rents will be, that the owners won’t be able to finance maintenances and other services, why the tenants either will have to stand in and do the work voluntarily or the owners will have to leave it at that until the larger economy finds new ways to prosper. If the companies owning real estate goes bankrupt, their assets will, as in the case of private homes, temporarily be transferred to the municipal real estate escrows.

In continuation of the owner/tenant question and from a higher standpoint this might be a sensible opportunity to ask, how we see our relation to private property develop further on. For my part I find it fairly easy to imagine, that most of the pride and other personal feelings we have been investing in private property and in the owning of things, will taper off in the coming years. Isn’t, for example, carsharing a convincing and effective way to solve a societal task? If we imagine the spirit of the economy of disenmity becoming widespread, and every single individual through the neighborhood entities has a solid experience of social belonging, sharp distinctions between what is private and what is common will probably no longer be drawn easily, and the need to draw that kind of distinctions will probably only occur occasionally. On the other hand, I personally still consider the right to privately own something as inalienable. Nobody is to inflict a collectivist spirit upon anybody, therefore we have to give these relationships time to evolve.

On Our Savings in Pension Funds

Where the savings in equity of privately owned houses are to be respected, it is in my view far more problematic to show any kind of collective respect for the savings in private or public pension schemes. The pension market has been imbued with the same mad leverages and the same atmosphere of the clever cheating the less-clever, that characterized the whole financial circus. Even if people have sacrificed some of their salary in order to obtain some spending power at some later stage in their lives, they have none the less handed their money over to financial institutions, which administered their money in irresponsible ways. How can it be, that all those people who had hundreds of thousands placed in their pension schemes, didn’t show more interest in, how the pension companies actually went about securing their investments? The frivolousness and recklessness characterizing the whole financial sector has been shared by all those who put their money into these financial institutions, and this frivolousness and recklessness has now led to devastating losses, but in my opinion that is hardly a case for any kind of collective compensation.

At the same time, from my point of view, money on some pension scheme has given a peculiar false impression of security in a world, which we all were very well aware of wasn’t sustainable. How can one altogether believe in long term investments within a lifeform, that isn’t sustainable? Personally, it beats me how people have made these elementary facts fit together. Even if the draw in ones salary was very real at the time, the expected effect was presumably an illusion all along. To put it somewhat polemically, what was bought, was some carefree years. Some wonderful carefree years.

Ordinary people are likely to have good reasons to feel cheated by smart sellers of financial products, but had we all been taking these questions seriously, had we altogether taken our very real and critical circumstances seriously, our economic realities would have been totally different, and we wouldn’t have had these money to pay in anyway. Looking back at the past 40 years, one of the most conspicuous features has been the exceptional rate of money printing, staggering amounts of money, paper money, and the trust in these paper money is now lost. There has been lots of people, who were counted as millionaires and even billionaires but only on paper. The same goes for our pension schemes. So be happy for the good carefree years, no matter how dreamlike they might seem from this point, and let’s collect ourselves on the present situation and our forward-looking possibilities.

In the face of serious signs of an impending collapse, even before the 2008 financial crisis, several commentators urged people with real fortunes to shift their placements from paper-assets to gold. This might turn out to have been a wise strategy in all circumstances, but seen from the point of view of the economy of disenmity it nonetheless misses the mark. The way to secure a basic standard of living at old age is through your social investments. Or in other words, how thoroughly the individual is living the attitude of one-for-all/all-for-one in his concrete neighborhood, and therefor dares to trust, that he will be supported by the community, if he ever should find himself in a needy situation.

On Agricultural Reforms

The crisis management of ownership relations within the agricultural field is thought to follow the same outlines as for private dwellings above. But from a broader perspective fundamental reforms within the agricultural field is just as urgent as in the fields of politics and economics. The way we have been cultivating the land up to now, has been nothing short of insane. We have depleted the soil and drained the natural powers of sustenance from our methods of cultivation, and replaced it with poor chemical surrogates and huge inputs of fossil fuels.

If our supplies of fossil fuel were to breakdown, as has happened before, we’re left with an agricultural business, that aren’t capable of producing the slightest amount of food. That’s why our immediate survival turns on the neighborhood entities, and their ability to produce their own food. But this way of providing food is only thought of as a transitional phenomenon. Through the implementation of radical agricultural reforms, the fertility of the land is to be restored, and in due course we will get back to more orderly cities, where the local food production is scaled down, and the food supply will once again come from the land.

In connection to these radical agricultural reforms the question of ownership of our societal assets is again a live issue. If the question is, how as a society we attain the highest amount of care for our land and the highest yields of our land, then previous experiences suggests, that small or medium-sized family-owned and family-driven farms is the most sensible way of organizing the agricultural business. To stress that point, it has conversely been thoroughly documented, that when agricultural businesses develops into huge enterprises with vast tracts of land and a colossal meat production, that’s where the caretaking of the land and the welfare of the animals has been most cynically neglected. In so far as we can use our former experiences as guiding lines for our future actions, it seems like a good idea to incorporate a breakup of the large industrial farms into smaller entities as part of the agricultural reforms.

The agricultural reforms will fundamentally change the character of our land. We have to move away from the conception, that the land is a resource available for the fulfillment of human needs only, and instead begin to prioritize the thrival of nature alongside our own. And this presents no contradictions, no conflict of interests. We are to have maximum biological diversity, maximum fertility, and within all this fertility we will easily be able to provide for ourselves. Thus, our landscape will once again become very varied with lots of forests and open meadows with grazing sheep and cattle and a richly varied flora and fauna. From this point of view, one gets the sense, that there was a strong correlation between how worn-out and stressed our lives had become, and how worn-out and stressed nature was, at the end of the industrial epoch.

Abundance is the way of nature, why shouldn’t it be the way of man as well? So, when we embark on building greenhouses and root zone systems and urban farming, not only will these facilities be our lifeline here and now, they will also hold promise of a brighter future.







(Illustration: The Sunset House by Lilah and Nick, West Virginia)

Forståelseskløften

Hvem kender ikke til følelsen af bondeanger i forlængelse af et Facebook-opslag? For mit eget vedkommende kommer det over mig, hvis jeg bliver i tvivl om jeg måske har været for yderliggående eller for unuanceret i mine synspunkter. Og jeg tror ikke at det er det med populariteten der trykker. Var det populariteten det kom an på, var jeg stoppet kort efter jeg overhovedet begyndte med at dele mine synspunkter. Nej, der skoen trykker er, at det ligger mig meget på sinde at bygge bro og skabe et rum for udveksling af synspunkter, hvor der er lydhørhed for alle indgangsvinkler. Måske er det en virkning af, at jeg selv er en person der rummer store kontraster, og som således kæmper med overhovedet at forlige de forskellige motivationer og præferencer indeni mig selv. Og det kunne godt se ud som om at denne stræben er en af mine primære livsopgaver, altså evnen til at skabe et mentalt rum hvor der er plads til alle mennesker. Bondeangeren kommer således over mig, hvis jeg får fornemmelsen af, at det jeg har skrevet, gør det nemt for mange bare at placere mig i en bestemt bås (f.eks. “konspirationsteoretiker” eller “idealist” eller “dommedagsprofet”), og jeg således har svigtet i retning af at skabe det rum, hvor hver enkelt besøgende måske ikke ligefrem føler sig hjemme, men i hvert fald kan holde ud at opholde sig og samtidig henter noget stof til eftertanke. Jeg er selvfølgelig helt klar over, at det jeg er oppe imod et langt stykke af vejen er andre menneskers fordomme, men disse har i sig selv velsagtens altid deres rødder i former for frygt og mangel på respekt.

Men det er sågu også lidt af en opgave at skulle omfavne de enormt varierede virkelighedsopfattelser, der lever side om side og brydes i denne helt unikke periode af menneskehedens udvikling. På den ene side har vi en stor gruppe af mennesker, som har dygtiggjort sig indenfor den bestående samfundsorden og som har opnået succes, og som på den baggrund mener, at tingene i det store hele hænger udmærket sammen. For dem var coronavirussen bare et af naturens luner, men heldigvis er vi mennesker intelligente og innovative, og således blev alt sat ind på at udvikle en vaccine, der kunne overkomme virusinfektionen, og vores samfund kunne komme tilbage til sin hidtidige velordnede form. Der ligger en enorm enkelhed og tryghed ved at acceptere de etablerede samfundsmæssige former, og der er noget grundlæggende positivt og fordelagtigt ved at gå ud fra, at alle vores samfundsmæssige institutioner er drevet af motivationer om at tjene almenvellet. Faktisk er dette så fundamentalt, at tanken om at det samfundsmæssige lederskab skulle være underlagt nogle andre motivationer end at tjene almenvellet fremstår absurd.

Heroverfor er der mængder af mennesker, som ser på vores nuværende samfundsorden snarere som en “samfundsorden”, altså som en institutionel konstruktion, som ikke bare kan have indbyggede fejl og svagheder, den kan sågar være underlagt både institutionelle og individuelle magtbegær. Og disse magtbegær kan hen ad vejen gøre de erklærede målsætninger sekundære og redskaber for de primære drivkræfter, som er denne stræben efter magt. Der kan være mange grunde til, at folk har udviklet en skepsis overfor vores herskende “samfundsorden”. Det kan være den denne “samfundsordens” svigtende evner for at forholde sig til de mægtige udfordringer i form af bæredygtighed og udpining af naturgrundlaget. Det kan være denne “samfundsordens” svigtende evner for at skabe et rum for udfoldelse og udvikling for alle samfundets individer eller med andre ord, en ligegyldighed overfor og en accept af nogle enorme og stadigt voksende sociale uligheder. Og det kan netop være denne “samfundsordens” hang til magt og dominans, som fører til overgreb i et hav af forskellige afskygninger.

Hvor man tidligere kunne tale om, at der var forskel på politisk og økonomisk magt, så har de politiske ledere igennem en menneskealder så villigt stillet sig på samme side som storkoncernerne og storbankerne, at den økonomiske og ikke mindst den finansielle magt har haft en helt uforholdsmæssig stor indflydelse på samfundsudviklingen. Og så kan man hævde, at det var en virkning af globaliseringen og de storpolitiske blokkes konsolidering og indbyrdes positionering, men det er efter min opfattelse at spænde vognen foran hesten. Det var globaliseringen af den finansielle sektor, der gik forud for globaliseringen af produktionsforholdene, og som gav finanssektoren en enorm overmagt over de nationale politiske ledere. Det er her at den politiske magt synker sammen og med den de almindelige borgeres politiske mandat. Og konsekvensen har været, at produktionsbasen i Vesten er blevet udpint, mens direktørerne og aktionærerne har scoret nogle fuldkommen eksorbitante gevinster. Og denne finansielle elite tiltuskede sig samtidig friheden til at udskille sig fra de nationale loves snærende bindinger, og således blev disse eksorbitante gevinster i realiteten lænsede ud af nationaløkonomierne og placerede i obskure oversøiske territorier.

For de lavere socialklasser betød denne samfundsudvikling et markant faldende økonomisk råderum og stadigt mere usikre fremtidsudsigter. Oveni det kommer indførelsen af den stærkes ret når det kommer til forbrugerbeskyttelse, herunder svigtende beskyttelse mod monopol- og kartelprisdannelser, administrativ og juridisk overmagt på leverandørsiden, svigtende klagemuligheder samt uforholdsmæssige sanktioner overfor de mindste uregelmæssigheder i forbrugerens betalinger mv. Og oveni det kommer så myndighedernes svigt i retning af at beskytte borgerne imod ubeføjet overvågning og dataindsamling, virkningerne af udliciteret og svigtende datasikkerhed samt den groteske underbemanding af politiets efterforskningsenhed for økonomisk kriminalitet, som i virkeligheden var et integreret led i alt det ovenstående. Og så kan de højere socialklasser i storbyerne rynke på næsen af alle borgerne i de lavere socialklasser og al deres skepsis og mistro overfor det samfundsmæssige lederskab, når virkeligheden snarere er den, at de lavere socialklasser har vist stor tålmodighed og overraskende stor velvilje overfor samfundet som helhed, også selvom det et langt stykke af vejen udviklede sig stik imod deres interesser. Men nu er det begyndt at dæmre for de brede befolkningslag, at det samfund de gik og troede på, i virkeligheden er blevet fortrængt over de seneste 40 år, og at de har mistet meget mere end bare deres økonomiske råderum.

Det er her at vi er nødt til at overveje sammenhængen mellem tro og viden. Så længe tingene går deres sædvanlige skæve gang og tingene er som de plejer, forfalder vi alle til at anse videnselementet for at være fremherskende og troselementet for at være meget lille. Men undersøger vi sammenhængen mellem tro og viden nøjere, vil vi opdage, at en meget stor del af vores “viden” i virkeligheden er baseret på tro. Og netop det store troselement i vores “viden” om vores verden og vores samfund gør, at pludselige skift i vores “viden” kan indtræffe. Når samfundets lavere socialklasser over mange år har været udsat for forringelser af deres levevilkår i form af udhuling af deres købekraft samt indskrænkning af deres udfoldelsesmuligheder igennem en flom af regler og forordninger fra både offentligt og erhvervsmæssigt hold, ja så vil folk en for en hen ad vejen stoppe op og spørge sig selv, hvad Fanden er det for et samfund jeg er en del af? Og lige dér sker der et skift, hvor hele fundamentet af trosforestillinger skrider, hvad der var “viden” viser sig at være godtroende indbildninger, og en form eksistentiel kamp tager sin begyndelse, hvor folk forsøger at danne sig nogle nye sammenhængende forståelser af den verden vi lever i.

Og i samme øjeblikke man træder ud af vanernes fortryllelse, så vil man apropos det ovenstående blive konfronteret med mængder af tegn på nogle virkelig heftige former for korruption, der er løs i vores samfund. At der nærmest er sket en form for statskup, hvor den finansielle elite har sat sig så tungt på samfundsudviklingen, at strømmen af midler bare flyder ubrudt fra alle afsnit af samfundet op til denne elite. Og samme elite har selvfølgelig sat sig på medierne og kontrollerer via de politiske ledere såvel de offentlige nyhedskanaler, så hvor medierne tidligere havde en vigtig funktion i retning af at afdække korruption og magtmisbrug, så forekommer mediernes altdominerende opgave i stedet at være netop at opretholde de vanemæssige forestillingers fortryllelse. Så for alle de, der af ovennævnte grunde mister deres tro de vanemæssige samfundsfortællinger, er mainstream-medierne ubrugelige, og de er således henvist til at orientere sig om hvad der sker i verden via diverse bloggere og undergrundsmedier.

Og hvad render man så ind i, når man bevæger sig ud i denne undergrundsmedieverden? Man løber ind i dokumentarer om at elitekostskoler igennem århundreder har haft nogle vilde ritualer, som nærmest havde karakter af terror overfor de nye elever, og at disse ritualer forekommer at have en vigtig funktion i retning af at forhærde de unge mennesker til at indtage poster med ekstreme grader af magt og en evne til at udøve denne magt med den nødvendige brutalitet. Man løber i dokumentarer om systematiseret sexmisbrug af børn på de øverste niveauer af magt, enten drevet af lyster eller som led at gøre sig selv ‘blackmailable’ og som sådan en tro tjener for de der står over én selv i hierarkiet. Man løber ind i dokumentarer om, hvordan efterretningstjenesterne bidrager til at skabe kaos i “tredjerangslande”, og at terror forekommer både at være en af deres strategier for at skabe kaos og en målsætning i sig selv. Man løber ind i dokumentarer om, hvordan terror også er blevet brugt til at skabe følelsesmæssigt og mentalt kaos i Vesten, og har fungeret som en strategi for indførelse af et overvågnings- og kontrolsamfund, som mange gange overstiger hvad tidligere totalitære regimer kunne præstere. Samt utallige andre dokumentarer der som sagt kaster lys over nogle virkelig heftige former for korruption, der er løs i vores samfund.

Disse dokumentarer har selvfølgelig en meget svingende kvalitet, hvor de bedste fremlægger omhyggelig research og såvel er omhyggelige med blot at rejse en række kritiske spørgsmål på basis af de indhentede data, mens de værste bare plukker informationer vilkårligt fra internettet og stykker dem sammen til en konspirationsteori. Og alle de, som har en interesse i at opretholde de vanemæssige samfundsforestillinger, og det kan enten være almindelige mennesker, som mærker en frygt overfor at få deres vanemæssige samfundsforestillinger seriøst udfordrede, eller det kan være agenter for ovennævnte elite, som ikke ønsker alle deres underhåndsoperationer afslørede, begge disse to grupperinger bruger så de elendige konspirationsteoretiske dokumentarer som et redskab til at miskreditere de sobre og stærkt foruroligende dokumentarer. Og således har der åbnet sig en kløft i vores kultur, hvor der på den ene side er store samfundsgrupper der har erkendt, at vores samfund er blevet skamredet af en elite drevet egocentriske interesser, og at vores samfund ikke længere kan gøre krav på de idealer og den omsorg og ansvarlighed, som det tidligere kunne. Og på den anden side har vi de som holder på, at alt i det store og hele er som det plejer, og folk skal holde op med at være så konspirationteoretiske og så tvivl om alt muligt.

Dette sammenfatter i sig selv en rimelig heftig stand-off og en rimelig dybtgående kløft, men det er ikke den kløft der er det egentlige emne for denne note. Eller rettere, det er velsagtens den samme kløft, men anskuet fra en anden synsvinkel. Jeg er over årene kommet frem til og er igennem varierede kilder blevet bestyrket i relevansen af nogle radikale nye forestillinger om menneskets natur. For mig var det undersøgelser af dels naturen af inspirationer og drømme dels naturen af samvittigheden og hvordan den forekommer at være tæt forbundet med vores sjæleliv, der ledte mig til disse radikale nye forestillinger. Essensen af disse forestillinger er, at mennesket rummer væsensled, som er fri af bindingerne af stoffet, tiden og rummet, ligesom bevidstheden ikke er bundet til kroppen eller mennesket eller nogen anden fysisk manifestation. Frem for at være en speciel evne for særligt begavede har alle mennesker formentlig evner for clairvoyance, og kan opfatte og kommunikere på tværs af tid og rum.

Jeg ved ikke hvor mange mennesker, der opererer med forestillinger om, at mennesket har et ’højere selv’, som man kan føre dialog med, og som kan vejlede en i forskellige kritiske spørgsmål i livet og i dagligdagen. Jeg ved heller ikke hvor mange mennesker, der opererer med at have en indre stemme eller ’mavefornemmelser’ eller evner for at føre dialog med sit hjerte, men alle disse varierede former for at føre dialog med bestemte mere ’sande’ aspekter af en selv, er efter min opfattelse udtryk for, hvordan en større bevidsthed lever i os, og vi har evnerne for at konsultere denne større bevidsthed. Disse forestillinger er efter min opfattelse ikke i strid med den videnskabelige metode, men er snarere udtryk for en anden tilgang til virkeligheden, som har sine egne sandhedskriterier og sin egen vægt (hovedsageligt for den enkelte) samt sine iboende svagheder i retning af etablering af en kollektivt afhandlet virkelighedsopfattelse.

Men det vidtløftige ved disse forestillinger stopper ikke en gang her. I samme øjeblik vi nemlig åbner vores liv for udvekslinger på disse højere planer, så åbner vi også vores liv for former for indflydelse gennem de samme kanaler. Det er lidt ligesom mødet mellem to kulturer, der ikke førhen har haft nogen udvekslinger. Der er forskelle i verdensopfattelser, forskelle i teknologisk udviklingsniveau, forskelle i skikke og levemåder. Når der åbnes for udvekslinger med en fremmed kultur, åbnes der for radikale inspirationer og handel og fornyelse, men man risikerer også, at nogle af de mere sygelige dysfunktionelle sider af den fremmede kultur såvel vinder frem, og skaber lignende mønstre af sygelighed og dysfunktionalitet. Og i tilbageblik er det ikke en afgjort sag, at de fremmede kulturer vandt ved deres indbyrdes udveksling, men det forekommer nærmest at være en slags naturlov, at grænser konstant bliver overskredet for at progressiv udvikling kan finde sted. Stilstand medfører degeneration.

Når vi åbner vores liv for udvekslinger på disse højere planer, virker det som om at den enkeltes egen livstilstand et langt stykke af vejen er bestemmende for, hvilke indflydelser man inviterer indenfor i sit sjæleliv. Er ens liv i forvejen styret af stærke egocentriske begær kan udvekslinger på disse højere planer føre til både en radikalisering af disse begær samt inspirationer og nye talenter i retning af at opnå succes med imødekommelsen af disse begær. Er man i stedet orienteret imod tilfredsstillelserne ved at skabe ting i fællesskab med andre og for fællesskabets trivsel, så er det lignende holistiske indflydelser man inviterer indenfor og i disse retninger at ens inspirationer og udviklingen af nye talenter går. Det afgørende her er efter min opfattelse, at det enkelte menneske vedholdende selv træffer sine valg om, hvilke veje man vil gå. De egocentriske drivkræfter har den samme ret til at eksistere som de holistiske, man skal bare gøre sig klart, at egocentriske drivkræfter i den sidste ende er destruktive drivkræfter. Hvilket jeg mener vi har overvældende vidnesbyrd om netop på dette punkt af Jordens og menneskehedens udviklingslinje.

Hvis vi (forsøgsvist) accepterer et sådant radikalt udvidet menneskesyn, så er det nærliggende at kaste et fornyet blik på alt det ovenstående. Siger vi at mennesket som udgangspunkt har denne evne til at føre dialog med sin samvittighed og igennem denne dialog faktisk forbinde sig selv med andre mennesker og andre livsformer og orientere sig om deres trivsel, og at disse evner rent faktisk gør mennesket til en meget stærk og kapabel livsform med evner for at skabe frodige harmoniske samfund, så er de samme evner i sagens natur en kæmpe trussel overfor de, der har dedikeret deres liv til forfølgelsen af egocentriske begær. Og måske er terroren i alle dens mangfoldige fremtrædelsesformer, et af de mest virkningsfulde værktøjer til at forstyrre det enkelte menneskes evner for at føre dialog med sin samvittighed.

I det perspektiv kunne den virkelige forståelseskløft ligge imellem de, der mod alle odds har bevaret en kontakt til deres samvittighed overfor de som har mistet denne kontakt eller har fået den fuldstændig fortrængt, og således er prisgivede et valg mellem forskellige opfattelser, som dybest set alle er ”forrykte” fordi de mangler den indre ledetråd, men ikke mere forrykte end at de på den ene eller den anden måde tjener ens ego.







(Illustration: Helle Thorning, Tangkrogen, Aarhus, 1. maj 2013, Jan Dagø)