I vores idealer om velfærdsstaten, måske bedst udtrykt ved det svenske begreb om folkehjemmet, er enhver, der arbejder i statens tjeneste, opmærksom på at varetage denne funktion ordentligt og til samfundets bedste. Således har enhver sådan stilling et mandat til at udøve rollen og nogle forskrifter og principper og almene målsætninger, der vejleder den pågældende medarbejder i udøvelsen af sin rolle.

Følger denne medarbejder forskrifterne, principperne og de almene målsætninger i sin udøvelse af den betroede rolle, er der omvendt ingen der kan anfægte denne medarbejders embedsførelse. Udøver man sin stilling ordentligt, er der således en ukrænkelig integritet og suverænitet forbundet med ens samfundsmæssig rolle.

På DR kan man se den tyske dokumentar Der Cum-Ex Skandal om den enorme organiserede svindelsag, vi i Danmark kender som Udbytteskandalen. Optrevlingen af denne sag startede med, at der var en almindelig medarbejder i det tyske skattevæsen, Jana Stobinsky, der tog sit arbejde alvorligt, og stilfærdigt men insisterende trak på den suverænitet hendes job besad, og derved fik hele den enorme betændte svindelsag til at rulle.

Velfærdsstaten, folkehjemmet, lever af at være organiseret ved sådanne medarbejdere, der er opmærksomme på deres samfundsmæssige roller, og som forvalter deres roller i henhold til de almene forskrifter, principper og målsætninger. Og ved i den forstand at være selvstyrende i varetagelsen af deres funktioner opnår samfundet en enorm resiliens og formålstjenlighed.

Men hvad sker der så, når ideologiske og magtorganisatoriske målsætninger udbredes på de øverste ledelsesniveauer, og der fra spredes ned igennem de forskellige grene af den offentlige forvaltning, ned igennem myndighedsorganerne og de mange varierede statsstøttede organer, så som mediehuse og uddannelsesinstitutioner?

Ja, så begynder erosionen af den indbyggede integritet og suverænitet i samfundsforvaltningen. Og dette opleves meget konkret af medarbejderne ved at de bliver bedt om at fremsætte vurderinger og træffe beslutninger, som tjener nogle politiske formål fremfor nogle saglige i henhold til forskrifterne, principperne og de almene målsætninger.

Og siger vi nu, at denne ideologiske og magtorganisatoriske nyorientering konstant udøves af instanser, der står over det konkrete samfundsmæssige lederskab, og at ledere, der villigt overgiver sig til denne nyorientering, bliver forfremmet, mens de der holder på institutionens integritet og suverænitet bliver kørt ud på et sidespor, ja da kan der i den yderste konsekvens være tale om et snigende statskup.

Tesen i dette opslag er, at den danske stat har gennemlevet et sådant snigende statskup. Med Murens Fald i 1989 og USA’s ophøjelse til det første i sandhed globale imperium skete der gradvist igennem det amerikanske lederskab en radikal nyorientering. Rollen som den eneste tilbageblevne supermagt gjorde, at skridtet lå lige for at søge at etablere sig som et reelt globalt imperium.

Op igennem 1990’erne udkrystalliserede disse imperiale forestillinger sig i toppen af det amerikanske lederskab, og under disse enhedsskabende forestillinger trådte de hidtil nogenlunde uafhængige sektorer af det amerikanske samfund, den statslige administration, myndighedsorganerne, storkoncernerne, storbankerne nu ind i nogle helt anderledes koordinerede former for planlægning med sigte på etableringen og konsolideringen af det amerikanske imperium.

Denne ’collusion’ mellem de førhen nogenlunde uafhængige sektorer var en radikal nyorientering, og et radikalt skridt i retning af ensretning af lederskabet og konsolidering af et top-down-magthierarki og en top-down-ledelsesform.

Og der blev spillet på alle tangenter for at opnå befolkningens accept af den nye rolle for USA, herunder massive påvirkningskampagner og udbredelse af ideologiske standpunkter og en mere eller mindre skjult skelnen mellem imperiets støtter og imperiets fjender.

Og igennem NGO-organisationer under USAID og igennem de angloamerikansk dominerede medier blev disse påvirkningskampagner og de ideologiske standpunkter udbredt igennem alle vestlige lande og mange andre lande kloden over.

Og det amerikanske lederskab sørgede omhyggeligt for at opbygge loyale støtter og kandidater til indsættelse i nøglepositioner igennem Vesten ved at udsøge sig disse kandidater, muligvis mens de stadig var studerende, gennem attraktive studieophold i USA, gennem positioner i internationale organer, gennem positiv fremhævelse i de angloamerikanske medier.

Hvad der således tilbage i 1990’erne og 00’erne fremstod som bløde former for ’soft power’ var muligvis fra et tidligt stadium momenter i opbygningen af et ensrettet lederskab igennem Vesten, som hen ad vejen ville kunne omsættes til udøvelsen af stærkere og stærkere former for ’hard power’.

Med til historien hører også, at der igennem Vesten har hersket så dybe traditioner for at anse USA for en godgørende supermagt, og i alle årene, selv her otte årtier efter, fylder film og dokumentarer om USA og Storbritanniens sejr over Nazityskland stadigt meget på public service-kanalerne.

Med andre ord har studerende og lederfigurer igennem Vesten, der er blevet begunstiget af amerikanske organer, velsagtens alle tænkt, at deres associationer med disse organer tjente en god sag, og ingen har overvejet, at de eventuelt derved blev ’groomet’ til at varetage specifikke roller i det amerikanske imperiums tjeneste.

Når tesen i dette opslag kredser om mulighed af, at den danske statsforvaltning har gennemlevet et snigende statskup, hvor den tidligere decentrale organisation drevet af forskrifter, principper og almene målsætninger er blevet fordrevet af top-down-magthierarkier og top-down-ledelse, så er denne bevægelse i sin helhed selvfølgelig ikke organiseret fra USA.

Men tesen går på, at der med ensretningen af lederskabet i USA og underordningen af alle grene af det amerikanske samfund til at tjene det imperiale projekt indtraf denne radikale nyorientering, der over årene har udøvet voldsomme påvirkninger af lederskabet i EU og igennem de europæiske lande i sådanne grader, at EU og de europæiske lande såvel er ensrettede til at tjene det amerikanske imperium.

Denne tese har jeg præsenteret før i varierede aspekter, hvor de fleste vil være samlet under rubrikken ’Sanktioner, vasalstater og USA’s mafiametoder’ i min interaktive planche ‘Facebook-artikler Emnespor’ (se det fastgjorte opslag på min tidslinje).

Der er talrige eksempler på og i andre tilfælde stærke indicier for, at denne ’grooming’ har fundet sted, at det amerikanske (imperiale) lederskab fortsat udøver enorm indflydelse over det politiske, erhvervsmæssige og finansielle lederskab igennem de europæiske lande.

Det skandaløse salg af en stor aktiepost DONG i 2014, det skandaløse salg af Nets også i 2014 havde begge Bjarne Corydon i en afgørende rolle. Umiddelbart efter sin rolle som finansminister indtrådte Bjarne Corydon i en direktørstilling hos det ene af de tre amerikanske mega-konsulentfirmaer McKinsey & Co.

Siden blev Corydon chefredaktør på dagbladet Børsen og senest er han så politisk udpeget til ny generaldirektør for DR. Og hvad er Bjarne Corydons første markante initiativ som generaldirektør? At bede et andet af de tre amerikanske mega-konsulentfirmaer Boston Consulting Group om at lægge en ny strategi for DR.

Et snigende statskup. Farvel til folkehjemmet.

Danmarks lederskab, imperiets tro tjenere.







(Illustration: Göteborg Rådhus, aula i tilbygning ved arkitekt Gunnar Asplund, 1937)