Som antydet i mit opslag om moralsk udmattelse er der en case for at hævde, at der ikke er noget mere afgørende eksistentielt valg end det at sikre evnen til at føre en fordomsfri dialog med sit eget indre, med sin samvittighed. Enten har man bevaret denne evne denne fra sin barndom, over sine teenageår, over sin introduktion til det pulveriserende samfundsliv, eller også er evnen blevet kvalt undervejs.

Og der er stærke kræfter der virker i retning af at undertrykke denne evne. Allerede familie- og gruppedynamikker i barndommen kan være barske, og kan virke i retning af en forskansning af ens sind. Pubertetens overordnede frigørelsesprojekt kommer med sine egne grænsesøgende adfærdsformer, og sine udfordringer i retning af at tilhøre in-gruppen og undgå at blive genstand for den hån og nedgørelse, der rettes imod de i out-gruppen.

De tidlige år som voksen er præget af mødet med de mere erfarne personer indenfor ens valgte fagområde, og disse erfaringer handler for en stor del om at nedbryde det unge menneskes mere naive forestillinger om faget, og introducere de hårdkogte realiteter der er fagets reelle vilkår. Ofte finder disse mere erfarne og mere forhærdede repræsentanter for faget behag i at udstille og nedgøre naiviteten, og fortælle ”skrækhistorier” om præcis hvor rå virkeligheden er overfor de naive forestillinger. À la ‘Kill your darlings’.

Vi taler således om en vedvarende forhærdelsesproces, som formentlig er et integreret aspekt af at inkarnere som menneske, det kritiske spørgsmål er, om disse forhærdelsesprocesser går så vidt som til, at de forleder de unge mennesker til at fortrænge deres evner for at føre en fordomsfri dialog med deres eget indre, deres egen samvittighed.

Dertil kommer spørgsmålet om ambitioner og de unge menneskers drift imod ambitioner. I en usikker verden, hvor man føler sig udsat, kan høje ambitioner være et attraktivt tilflugtssted. Er man parat til at hengive sig til den rå virkelighed, som de mere erfarne og mere forhærdede repræsentanter for faget skitserer, er man ivrig efter at komme frem i verden og få succes, da vil signalerne fra ens samvittighed ofte bare have karakter af at være en forstyrrende impuls. Og dette ambitiøse unge menneske kan således af helt egen drift vælge at undertrykke signalerne fra sin samvittighed. Indtil at disse signaler over tid helt forstummer. À la ‘Fake it, till you make it’.

Det er her, hvor de unge mennesker kan være heldige at rende ind i en pædagog, som selv har evnet at holde sin indre dialog intakt og hvor en virksom samvittighed gennemtrænger hele attituden overfor faget. Og denne pædagog kan for nogle blive et forbillede, som hos dem indlejrer en beslutning om igennem sit eget virke at udfolde en lignende humanisme.

Med de fremherskende kulturelle/ samfundsmæssige trends over de seneste fire-fem årtier, dvs. igennem den neoliberalistiske epoke, er der blevet længere og længere imellem sådanne humanistiske personligheder, og det er blevet markant sværere for disse personligheder at indtage betydende samfundsmæssige poster. Så stærkt har den neoliberale ideologi grebet vores samfunds udviklingslinjer, at de ovennævnte drifter imod forhærdelse og ambitioner og personlig succes nærmest er blevet den ene altdominerende opfattelse og attitude.

Således er det de unge mennesker, der udmærker sig i disse discipliner af at forhærde sig og hengive sig til den rå virkelighed, der gør karriere og stiger til at besætte de betydende samfundsmæssige poster. En professionalisme ledsaget af ironiske og nedladende attituder overfor inderlighed og medfølelse, indforstået morskab over eksempler på snuhed og brutalitet samt udbredt nedladenhed overfor den brede befolkning, der ikke er indviet til magtens mekanik.

Så hvordan fremstår et samfund, hvor sådanne udviklingslinjer har været under udbredelse igennem fire-fem årtier? Ja, her behøver man bare at se sig omkring i det samfund vi lever i. Pædagogikken og vores uddannelsesinstitutioner er reduceret til pølsefabrikker, kunsten er manieret og drevet af trangen til at støde og forskrække velsagtens i et forsøg på at trænge igennem følelsesløsheden, politikere der med overlæg indhenter deres politiske mandater gennem manipulationer, og hvis egen frygt og svigtende greb om virkeligheden driver dem til tage forrykte risici på samfundets vegne, erhvervskoncerner og banker der anser kunderne for objekter for udbytning, medier der udspyr propaganda, sociale medier der poserer som en ny form for offentlighed men reelt undertrykker den frie debat.

Der er ingen helhedsforståelser, ingen fornuft eller sans for proportioner, ingen medfølelse, ingen vilje til at føre dialog, bare intelligentsiaens forstokkede verdensbilleder og projekter som ved manipulationer, pression og tvang bare skal implementeres i samfundet.

Pointen er her, eller diagnosen om man vil, at man kan ikke undertrykke sin samvittighed uden at man samtidig undertrykker sin intuition, sin kreative gnist, sin sans for at opfatte helheder, sin almenmenneskelighed. Enten er der en åben forbindelse mellem det enkelte menneskes indre liv og omverdenen, eller også er der barrierer sat op for disse former for flow og tilstedeværelse. Det er med disse erkendelsesmæssige aspekter som med vores følelsesliv, at man, som Dr. Brene Brown har påvist, ikke kan undertrykke sine følelser af skam og mindreværd uden samtidig at undertrykke øvrige aspekter af ens følelsesliv.

Disse barrierer kan så være mere eller mindre massive, og casen der fremsættes her altså, at de ovennævnte kræfter og mekanismer for forhærdelse har været under udbredelse igennem så mange år, og er blevet favoriseret igennem så mange år, at ledelseslaget i samfundet generelt fremstår seriøst intuitivt og følelsesmæssigt deficit. Vi taler reelt om en epidemi af dumhed.

Muligvis kan disse udviklingslinjer spores i flere lande kloden rundt, men uanset disse variationer fremstår Vesten i særklasse hårdt ramt af denne epidemi af dumhed. Frem til den politiske virkelighed vi er vidner til nu, hvor de europæiske politiske ledere først accepterer, at der bliver instigeret en væbnet konflikt på det europæiske kontinent, tager så sig selv i at lide enorm skade ved denne konflikt, og derpå fra et temmeligt udmarvet militært udgangspunkt beslutter sig for at opruste med henblik på at gå i krig mod Rusland om 3-4 år.

Og intelligentsiaen slutter op om disse planer løsrevne fra nogen konkret forståelse af, hvilket land Rusland er, og hvilke holdninger og verdensopfattelser der trives i det russiske lederskab og i den russiske befolkning. Meget sigende/ symptomatisk er det, at de europæiske politiske ledere ikke ønsker at tale med det russiske lederskab overhovedet. De europæiske politiske ledere lever fuldt og helt i deres boble og bilder sig ind, at de kan udstikke befalinger til russerne og deres tidligere kolonier m.fl. Patologisk verdensfjernhed og selvovervurdering, som reelt leder de europæiske befolkninger ind i permanente nedgangstider og tiggergang.

Vi er vidner til kakistokratiets sejrsgang, og historien vil formentlig til overmål bærer vidnesbyrd om denne omstændighed. Og det er næsten ubegribeligt, hvordan det her kan ske, hvordan tingene kan skride så fuldstændigt for os, hvordan vi kan opføre os så idiotisk. Dette opslag er så mit forsøg på alligevel at begribe det.

.