Ufjendskabets økonomi

Billede

Hovedrids af en plan for overgangssamfundet

Betydningen af ufjendskab i nedgangstider

Udgangspunktet for denne skitse er det forestående økonomiske og ideologiske kollaps. Enhver, der gør sig den umage at dykke ned i hvad der faktisk foregår indenfor verdensøkonomien nu og her, vil kunne overbevise sig om, at vi mere end nogensinde før lever på lånt tid. Nationalbanker verden over trykker penge fuldkommen hæmningsløst dels for at tilvejebringe likviditet under en løbsk gældsudvikling dels for at devaluere deres valuta og dermed opnå handelsfordele. Det er et ’race to the bottom’.

På et tidspunkt indenfor en overskuelig fremtid vil hyperinflation sætte ind, tilliden til de nationale valutaer inkl. euroen vil bryde sammen, og nationer vil gå bankerot. Og chokket over det økonomiske sammenbrud vil blive afløst af en opvågnen til en langt dybere ideologisk krise. Vi taler om en samfundsmæssig depression, som uden sammenligning er alvorligere end noget andet menneskeheden før har oplevet.

Og spørgsmålet er her, hvordan vil vi håndtere denne krise, og min påstand er, at med mindre vi træffer nogle helt bevidste, holdningsmæssige valg, så er der risiko for at vores samfund går i opløsning, og selvdestruerer i en eller anden form for hund-bider-hund-psykose.

Sult og fattigdom kombineret med et forfejlet og upålideligt politisk lederskab vil skabe et højst betændt politisk klima med perfekte betingelser for demagoger og diktatorer. Og i deres grådighed, vrede og dumhed vil de udpege ydre fjender som årsager til elendigheden, og vil opvigle til krig drevet af lige dele hævntørst og storhedsvanvid.

Det første af de bevidste, holdningsmæssige valg er altså at holde hovedet koldt, og.. hjertet varmt. Min grundlæggende påstand er faktisk den, at krig og undertrykkelse og egoisme alle er ekstravagancer, som hører fortiden til. Vi har ikke længere råd til at være uvenner. I det efterfølgende vil jeg vil komme med nogle bud på, hvordan vi kan omlægge vores samfundsinstitutioner så vi sikrer en basal samfundsmæssig drift igennem denne kritiske overgangsfase, omlægninger som samtidig tager fat på opbygningen af en ny, bæredygtig livsform. Den virkelighed vi og formentlig vores børn kommer til at leve i, er ikke denne nye, bæredygtige civilisation, men derimod i den temmelig kaotiske og udfordrende overgangsfase, hvor vi dels skal afprogrammere alle de dysfunktionelle sider af den gamle, industrielle livsform, dels skal eksperimentere og udvikle nye løsningsmodeller for stort set alle samfundsmæssige funktioner.

Når depressionen sætter ind vil mange sikkert mene, at det først og fremmest må handle om overlevelse, og hvem vil stille sig op og benægte det? Men hvis de afledte overlevelsesstrategier medfører, at de gamle, dysfunktionelle mønstre får lov at fortsætte, så er strategierne illusoriske. Strategier, der f.eks. forsvarer et årligt opdræt af 30 mio. svin i Danmark, der forsvarer rovdrift af naturen, der forsvarer udbredelse af genmanipulerede livsformer, der forsvarer storstilet geo-engineering, alle uden at man kan svare for de fulde konsekvenser, falder i mine øjne i kategorien af illusoriske overlevelsesstrategier. Vi kan ikke forlange at vores livsformer skal gøres bæredygtige fra den ene dag til den anden, men med alle vores tiltag skal vi bevæge os i retning af bæredygtighed og dermed indfrielse af et krav om at kunne stå helt inde for løsningerne også overfor vores børnebørn.

Vi skal overleve, vi skal holde op med at gøre alle de ting der er åbenlyst idiotiske, og vi skal begynde at gøre alle de ting der skaber sand trivsel. Det er hovedtrækkene af overgangssamfundet.

Allerede dette kan sikkert vække modstand, og de bud, der efterfølgende kommer på, hvordan vi bør omlægge vores samfundsinstitutioner, vil sikkert vække en større modstand. Men denne note er heller ikke skrevet som et partiprogram på linje med de eksisterende politiske partiers partiprogrammer. Noten skal nærmere opfattes som en slags håndlygte, som kan benyttes såfremt alt går i sort. Måske tager jeg fejl og sammenbruddet udebliver, og så meget desto bedre. Men kommer sammenbruddet, så behøver man formentlig ikke at skulle diskutere med landmændene om det fornuftige i, at der investeres 10 kalorier fossilt brændstof i hver kalorie fødevare, der produceres. Eller skulle forhandle med fagforeninger om løn- og arbejdstidsforhold, når værdien af samfundets mangfoldige kompetencer omkalfatres fra den ene dag til den anden, og en syerske vil være i langt højere kurs end en kontorchef. Netop voldsomheden hvormed en ny virkelighed kan indfinde sig, vil udfordre vores evner for at holde hovedet koldt.. og hjertet varmt.

Inden vi altså begynder at skændes om hvad der så er det rigtige at gøre, er det i mine øjne afgørende, at vi gør vore sind op, og forsøger at forstå alvoren af den situation vi står i. Vores situation er formentlig så kritisk, at der ikke er meget rum for panik. Og derfor skal vi hver især arbejde med os selv og lære os at bevare fatningen. Det er her for eksempel at meditationsteknikker, åndedrætsøvelser og at gå i naturen kan være gode redskaber. Kan vi hver især således afbøde vores værste, indre drifter i retning af angst og panik, kan vi tage det næste vigtige skridt som består i at minde os selv og hinanden om, at vores liv er forbundne. Dybt forbundne. Selv hvis vores hidtidige samfundsinstitutioner krakelerer og styrter til jorden omkring os, så er vi stadig bundet sammen i et samfund. At være en del af et samfund er en integreret del af at være menneske. Et menneske uden denne dimension er forstyrret og sygt, dvs. psykopatisk.

Mennesket er i realiteten endeløst forbundet med sin omverden. Samfundet er en progression af forbundethed startende med ens familie og videre over ens kvarter, ens by og ens land til ens forbundethed med den samlede menneskehed, Jorden og Universet, og der fra tilbage til ens indre kerne. Det er helt ok at tænke på sig selv og sin familie først, men hvis de handlinger der foretages faktisk skader andre eller forringer deres muligheder for overlevelse, så forråder vi den del af os selv, der er forbundet med andre mennesker, og undergraver dermed vores reelle chancer for overlevelse.

Men netop her bærer vi også på en massiv, negativ programmering fra tidligere. Den adfærd, at være sig selv nok, var en integreret del af den industrielle epokes atomiserede samfund. Hvad der nu er blevet afgørende for vores overlevelsesmuligheder, er vores evner for at foretage et bevidsthedsmæssigt kvantespring, og begynde at opfatte vores naboer som vores udvidede familie. For at forløse det potentiale vi har for at overkomme vores problemer i fællesskab, må vi udvikle en én-for-alle/alle-for-én-ånd indenfor det kvarter man bor i. Alternativet til den selvdestruktive hund-bider-hund-psykose er dens modsætning: At ingen bliver ladt i stikken. Vi overlever, sammen.

Som jeg ser det, er der to forudsætninger for at denne ånd kan få fodfæste. Den ene er mental og den anden er praktisk. For at tage den praktiske først, så er forudsætningen for dette sociale engagement givetvis, at den sociale ramme er overskuelig. Vores nuværende, centralistiske samfundsorganisation og standardiserede løsningsmodeller skal således brydes ned til overskuelige lokale enheder med vidtgående autonomi. Mere herom nedenfor.

Mentalt er forudsætningen for dette kvantespring i vores sociale forståelse knyttet til vores evner for at give slip på vores behov for identifikation og vores dyrkelse af identitet. Der er ingen logiske eller følelsesmæssige grunde til at et givet individ skulle identificere sig med bestemte synspunkter. Tværtimod er vi alle udmærket i stand til at se mange forskellige synspunkter. Når vi alligevel identificerer os med bestemte synspunkter skyldes det en eksistentiel usikkerhed på et andet plan, og denne usikkerhed kompenserer vi for ved at stå stejlt på vores identitet, herunder på bestemte synspunkter.

Lad os derfor kalde en spade for en spade. Hvis et menneske føler sig usikker på sig selv, så er det fordi der er for lidt kærlighed og omsorg i dette menneskes liv. Og så er det her, at dette menneske skal sætte ind, og styrke båndene af kærlighed mellem sig selv og sin familie og videre der fra. Forudsætningen er således, at det enkelte menneske får gendannet sin fornemmelse for, hvad der er op og ned i tilværelsen, og denne gendannelse vil revolutionere vores måder at omgås hinanden, herunder vores debatkultur. Hvis den enkelte ikke længere føler denne trang til at skulle vinde en diskussion for at understøtte sin identitet, men derimod blot stiller sine ideer og synspunkter til rådighed for fællesskabet, åbnes der for en ny saglighed, og en kreds af mennesker kan således opleve, at de puljer deres intelligens og sammen udvikler en grad af idérigdom, opmærksomhed, forudseenhed og konsekvens, som ingen kunne have nået på egen hånd.

Dette valg, denne holdningsændring hos den enkelte, som man kunne kalde ’at erstatte ens materielle identitet med ens højere identitet’, er krumtappen i ufjendskabets økonomi. Uden denne holdningsændring vil alle de øvrige planer være urealistiske, og diskussioner af planerne ville på linje med alle de gængse politiske diskussioner være ørkesløse.

Et tidssvarende syn på politik

Det ideologiske kollaps er ikke bare et sammenbrud i vores værdi- og belønningssystemer, det er også et sammenbrud af vores kompetencer. Og selvom bevidstheden om det ideologiske kollaps først vinder frem i kølvandet på det økonomiske kollaps, så kan det ideologiske sammenbrud spores mange år tilbage. Vores krise i lederskab har været en realitet i årtier, og det er som om ledernes evner til stadighed er eroderet. Dette gælder både indenfor det private erhvervsliv og den offentlige forvaltning. Apropos denne notes titel har jeg ikke nogen ønsker om at skaffe mig personlige fjender, men graden af inkompetence af vores nuværende politiske lederskab er slående. Det er som om de bærer på en så enorm dødvægt, at de er bange for at tabe det hele hvis de også løfter blikket.

Men erkendelsen af vores ledelsesmæssige sammenbrud rummer faktisk masser af håb, og den antyder, at krisen ikke er entydig dårlig. Krisen er den naturlige konsekvens af vores hidtidige forestillinger og handlinger. Krisen er den ubehagelige men ikke desto mindre nødvendige bevidstgørelse af, hvor vores livsformer har været baseret på illusioner, og hvor vi har tilladt os selv at blive ført bag lyset af vores ledere. Sammenbruddet markerer således punktet, hvor tavlen bliver vasket ren, og vi skal genopfinde samfundet i henhold til vores aktuelle, bevidsthedsmæssige udviklingsniveau. Vi kan kun gøre det bedre.

Mere end at genopfinde samfundet er der måske nærmere tale om at genopdage det. Hvad der står frem med overvældende klarhed er, at det er ikke den visdom, som menneskeheden har akkumuleret gennem århundreder, der har slået fejl, og hele civilisationens projekt derfor er mislykkedes, men snarere, at vi er kørt helt af sporet, fordi vi og ikke mindst vores ledere har ladet hånt om al denne visdom. Således taler mangfoldige stemmer til os fra fortiden, og støtter os i vores forestående genskabelse af samfundet.

Al vores nuværende topstyring, detaillovgivning og overvågning har ikke en døjt med politisk lederskab at gøre. Politisk lederskab handler om at formulere nogle visioner og nogle principper, som er så sympatiske og rimelige, at almindelige mennesker vil tage dem til sig og accepterer dem som rammerne for deres liv og deres udveksling med andre. Det kunne igen lyde som en top-down-proces, men i et demokrati fungerer det jo netop sådan, at vælgerne får muligheden for at pege på den politiker, som de hver især mener formulerer nogle visioner og nogle principper, som alle kan være tjent med.

Læg mærke til det etiske krav til vælgerne der er indeholdt her. Vælgerne bliver som demokratiske borgere tilstået retten til at afgøre, hvad han eller hun mener, at alle vil være bedst tjent med. Forudsætningen for at demokratiet fungerer er altså, at den enkelte borger er i stand til at se ud over sin egen næsetip. Hvis vælgerne i stedet bare stemmer efter, hvad der vil være mest fordelagtigt for dem selv, så er det bare en anden udgave af den stærkes ret. I det lys kan man såvel hævde, at det ikke bare er politikernes kompetencer, der er eroderet, vælgernes kompetencer som demokratiske borgere er også eroderet igennem årtier.

Formuleringen af nogle visioner og nogle principper, som alle kan være tjent med, sammenfatter den idealistiske side af politisk lederskab. Den praktiske side handler om snilde mht. hvordan disse visioner og principper omsættes til love. Tricket er her, hvordan man helt specifikt formulerer lovene, så de understøtter visonerne og principperne, og fremmer borgernes hensigtsmæssig adfærd i retning af disse visioner og principper. Alt lederskab handler om at inspirere andre til selv at tage ansvar.

Som sagt er vores nuværende detaillovgivning en parodi på politisk ledelse. Ni ud af ti eksisterende love skal formentlig skrottes, og de resterende skal skæres ind til det essentielle. Transparens i lovgivningen er afgørende for demokratiets trivsel såvel som for ufjendskabets økonomi.

Et tidssvarende syn på økonomi

Hvordan udformningen af lovene fremmer borgernes hensigtsmæssige adfærd har indenfor det økonomiske felt en stærk pendant i måderne vi opgører værdier. Og her har vores måder være lige så mangelfulde og fejlbehæftede som indenfor det politiske. Vores hidtidige begreber om økonomi har været centrede omkring to primære forestillinger, på mikroniveau forestillingen om prisfastsættelse via et marked, og på makroniveau forestillingen om nationalregnskabet. Og disse forestillinger har udviklet sig så de fremstår som stadigt mere illusoriske, hvilket er det der giver al den fejlbehæftede og dysfunktionelle økonomiske adfærd.

Men det er ikke ideen om markedet som sådan, der er fejlbehæftet. Efter min opfattelse er forestillingen om markedet ligeså elementær som forestillingen om samfundet. Mennesket har alle dage byttet indbyrdes med hvad de havde, og den bytning kan kun opfattes som et gode. Som denne bytning nu knopskød og forgrenede sig opstod der et behov for at indføre en fællesnævner, penge, som al bytningen kunne ske i henhold til. Udmærket, men det afgørende er her, at penge er baseret på tillid og kun på tillid. I et samfund, hvor borgerne optræder samvittighedsfuldt, og hvor tilliden således er udbredt og konsolideret, fungerer det fint med penge. Men i et samfund, hvor borgerne optræder samvittighedsløst, bliver deres opfattelse af og forhold til penge forskruet, pengene mister deres basis som betalingsmiddel og som et mål for reelle værdier, og økonomien går amok for kort efter at bryde sammen.

Den måde neo-liberalismen har skamredet begrebet ’det frie marked’ på må derfor ikke få os til at modarbejde markedet som sådan. Men vores situation i dag er også meget anderledes. Markederne er brudt sammen, og således skal vi også genskabe markedet på ny. Og det kommer til at foregå på en meget oprindelig facon ved at vi begynder at bytte med hvad vi har, sandsynligvis understøttet af en alternativ møntfod.

Hvad angår den centrale forestilling på makroniveau, nationalregnskabet, lider det først og fremmest under en ubegribelig mangel på fantasi. De ting man har udvalgt til at opgøre i nationalregnskabet, er så lille en del af den samlede aktivitet i samfundet, at det har skævvredet de økonomiske beslutninger og medført en højst fornuftsstridig samfundsmæssig adfærd.

Hvis en forestilling som nationalregnskabet skal have nogen mening, så skal den selvfølgelig indregne alle forhold som har betydning for samfundets trivsel. Således skal ikke bare værdien af frisk luft, rent vand og frugtbar jord, og alle de naturlige processer der sikrer dette, opgøres, værdien af den sociale omsorg og trivsel skal også opgøres, såvel som værdien af udvikling af ny viden, udbredelse af almen visdom og nye kreative udtryk.

Og fremfor den hidtidige overbetoningen af flowet i økonomien bør der også lægges større vægt på betydningen af beholdningerne. Med en fornuftig opgørelse af vores beholdninger indenfor alle ovenstående felter kan vi benytte nationalregnskabet til at bedømme om de tiltag vi iværksætter og de metoder vi benytter rent faktisk forøger eller formindsker vores beholdninger.

Et af de områder, hvor vores fejlbehæftede nationalregnskabsbegreb har haft nærmest forbryderiske konsekvenser, er i vores resurseforvaltning. Vi har igennem årtier forbrugt ikke-fornybare resurser som om der var ubegrænsede mængder af dem. Denne skødesløshed betyder, at resursepriserne i dag er langt højere end de var for 5, 10 og 20 år siden, og relativt i forhold til vores samfundsmæssige værdiskabelse vil de formentlig også stige voldsomt fremover. De vil formentlig stige så meget, at kun en livsform baseret på genanvendelige og fornybare resurser vil være konsistent.

Men så kommer vi jo derhen, hvor vi hele tiden har skullet, altså genbrugssamfundet, så hvad er problemet? Ikke andet end at det bare er endnu en af de måder, de seneste generationer har gældsat de kommende. Og at gøre opmærksom på det her tjener det ikke andet formål end at minde de midaldrende og ældre generationer om, at de har ikke ret til at kræve noget som helst af den yngre generation. Her fra handler det kun om, hvad den enkelte har at bidrage med uanset alder og øvrige livsomstændigheder.

Den bæredygtige, økonomiske enhed

Med kollapset af pengesystemet, markederne samt værdien af vores produkter siger det sig selv, at nationaløkonomierne også er bankerot. Der kommer ganske enkelt ikke længere nogen skatteindtægter ind til at drive alle de offentlige services. Fastholder vi i denne situation et politisk lederskab à la det nuværende med et kæmpemæssigt lovgrundlag, et stort embedsværk til at forvalte dette lovgrundlag, og en politisk topstyring, hvis repræsentanter oprigtigt tror på, at det er dem der skal løse problemerne, og folk skal gøre som de siger, ja så kan vi være sikre på, at lykkes det på den ene side at holde befolkningen i live vil depressionen på den anden side trække ud i mange år, og der er risiko for at det eneste der kan afslutte dette dødvande er en tredje verdenskrig.

Hvad vi alternativt skal gøre er nærmest omgående at tage konsekvensen af den nye situation der er opstået, og skære staten og hele det politiske apparat ind til en størrelse der passer for de nye omstændigheder. Foruden som nævnt ovenfor at ophæve ni tiendedele af al lovgivningen, består operationen i at overdrage hovedparten af statens aktiver til dens interessenter, dvs. til borgerne i form af kommuner og kvarterenheder, og med suveræniteten lagt hos sidstnævnte.

I over 200 år har vi levet efter et motto der hed, stort er godt, større er bedre. Det har gjaldt ikke bare erhvervsvirksomheder, resurseudvinding, fødevareproduktion men også offentlige institutioner, som f.eks. hospitaler og universiteter. I 1972 kom ”Grænser for vækst” på gaden og året efter kom oliekrisen, og hvis ikke før blev det da klart og bevidstgjort, at vores livsform ikke var bæredygtig. Trods denne erkendelse har vi fortsat som om intet var hændt. Den reelle og presserende civilisationskritik angik i første omgang de såkaldte industrialiserede lande, men siden er kredsen af industrialiserede lande blevet dramatisk udvidet, således at stort set alle verdens lande følger den samme livsform, som altså dengang for 40 år siden blev afsløret som uholdbar.

I den vestlige verden har der i civilsamfundet været stærke ønsker om, at spørgsmålene om økologi og bæredygtighed kom på den politiske dagsorden, men meget lidt er sket. På baggrund af erfaringerne fra disse 40 år må det være rimeligt at konkludere, at de etablerede magtstrukturer ikke er i stand til at optræde ansvarligt og gennemføre de nødvendige forandringer i vores måder at gøre tingene. Trods chok og angst og den altomfattende karakter af sammenbruddet, så må vi som borgere i et demokrati konstatere, at det var åbenbart sådan vi gerne ville have det.

Men samtidig må det være indlysende, at vi kan ikke bede de instanser, offentlige eller private, som har demonstreret deres manglende evner for omstilling i årtier, om at løse vores problemer her fra. Lad os derfor gøre en dyd ud af statens og kapitalismens fallit, og benytte lejligheden til at skabe autonome og bæredygtige kvarterenheder. Omfanget af det økonomiske sammenbrud vil formentlig være så alvorligt, at der til at starte med praktisk talt ikke vil være nogen lønnede job tilbage i samfundet. Samfundet vil nærmest gå i stå. Motorvejene vil ligge stille hen. Et skelsættende øjeblik i menneskehedens historie.

Og da er det, at et spørgsmål rejser sig som en stormbølge foran én, hvordan skal jeg og min familie overleve? Svaret på det spørgsmål er, hvad ufjendskabets økonomi handler om. Foruden det helt afgørende bevidsthedsmæssige skift, som blev skitseret i det første afsnit, handler det om ikke at synke sammen i fortvivlelse og vente på en eller anden mirakuløs genstart af økonomien oppefra, men derimod at hver enkelt kaster sig ind i bestæbelserne på at få opbygget nogle selvforsynende kvarterenheder.

Der skal bygges drivhuse, i byerne ofte i to eller tre etager, der skal bygges hønsehuse, rodzoneanlæg og anlæg til kompostering af menneskegødning.. for ja, sådan bliver det formentlig. Enten skal vores toiletter og kloaksystemer bygges om, eller også genindfører vi daset i gården, simpelthen fordi vi skal bruge komposten til dyrkning af vores mad. Og ja, der findes systemer som muliggør denne proces uden at det behøver at være klamt. Haver og parker skal muligvis også for en stor del omlægges til bylandbrug. Og der skal etableres genbrugsmarkeder og reparationsværksteder og en lokal møntfod til at hjælpe denne udveksling af varer og ydelser. Hvis vi rykker på vores nye situation umiddelbart efter at sammenbruddet er indtruffet, vil vi have en fair chance for i løbet af kort tid at sikre et helt basalt livsgrundlag indenfor hver enkelt kvarterenhed. I den situation er det således også klart, at det ikke kan nytte noget, hvis vi har offentlige myndigheder, der går ind og forhindrer folks højst belejlige virketrang.

Kvarterenheden er således i første omgang en praktisk foranstaltning. En måde at pulje et antal mennesker efter stedet hvor de bor. Optimalt taler vi om en afgrænset bebyggelse eller et afgrænset parcelhusområde, mens store bebyggelser skal formentlig deles op og mindre skal puljes med andre. Hvad der er afgørende er at opnå et antal mennesker i kvarterenheden som sandsynliggør en vis fordeling over forskellige menneskelige og professionelle kompetencer, og samtidig et antal som ikke er større end at størrelsen forekommer overskuelig for alle, hvilket er grundlaget for etableringen af musketér-ånden én-for-alle/alle-for-én, som igen er grundlaget for at vi kan stole på, at ingen bliver ladt i stikken, hvilket igen er grundlaget for at vi kan befri vores samfund for den statslige topstyring og genvinde fuld frihed og handlekraft.

Kvarterenheden er altså den basale økonomiske enhed, og skal som sådan have vidtgående rettigheder for selvforvaltning, men den danner ikke et samfund i sig selv. Der vil være forhold, som fortsat skal varetages på nationalt niveau, som f.eks. visse dele af samfundets infrastruktur og energiforsyning, internationale aftaleforhold samt forsvaret. En basal skattebetaling til staten skal således tilvejebringes.

Hvor staten således skæres ind til det essentielle, bliver kommunernes rolle omvendt betydeligt styrket om end de som udgangspunkt vil have meget få penge at gøre godt med.

Kommunen er en fornuftig samfundsmæssig enhed. En kommune vil foruden selvfølgelig et rådhus have et antal skoler samt et hospital, en brandstation og en politistation, og kommunen vil typisk have en større by med en form for centrum, hvor markeder for udveksling af varer kan etableres. De store regionale hospitaler må nedlægges med mindre et antal kommuner kan finde ud af at gå sammen om at drive ét, helt eller delvist. Problemet er her, at det forudsætter nogle skatteindtægter som ikke vil være der. Derfor er det bedre at drive sygehusene lokalt ved hjælp af folk som bor i kommunen, og så må de selv finde ud af, hvordan de aflønner de ansatte og får sygehuset til at løbe rundt. Det samme gælder enhver anden kommunal service.

Selvfølgelig vil der være mange, der spørger til en mængde samfundsfunktioner og jobs, der pludselig forsvinder ved denne dramatiske forenkling af vores samfund. Hvad med f.eks. universiteter og kulturinstitutioner? Personligt ser jeg en form for tidslinje for mig. Det store sammenbrud er så at sige Big Bang for en bæredygtig civilisation, og i det første år eller to eller tre vil det handle om overlevelse. Hvis vi formår at holde hovedet koldt og hjertet varmt, kan vi komme igennem denne ovelevelsesfase uden at ødelægge alt for meget af det vi allerede har. Der vil være kvarterer, f.eks. industrikvarterer, der opgives og bygningerne stilles til rådighed som genbrugsmaterialer, men selv hvis vi for en periode ikke vil være i stand til at drive vores universiteter og vores kulturinstitutioner, så skal vi gøre alt for at holde dem intakte, således at vi, såsnart vi får råd, kan genoptage deres funktioner.

Jeg tror selv på, at den renæssance af vores selvopfattelse og de nye måder at arbejde sammen med hinanden og med naturen på hurtigt vil skabe uventede og overvældende resultater. Vi har en tendens til at vurdere vores evner for at skabe med den målestok vi kender, men med den nye virkelighed der indtræffer får vi et valg, og vi kan vælge enten forløse et hidtil ukendt potentiale eller vi kan selvdestruere.

Hvis vi overlever de første år og undgår at ødelægge alt for meget af det vi har, tænk på hvilken sejr, hvilken gave, det vil være. Tænk at få chancen for at reboote et samfund. At få chancen for at smide alt det overflødige tankegods ud og alene orientere sig efter, hvad vi anser for at have reel værdi. Menneskeheden har aldrig før haft en chance som denne.

Om ejendomsretten

Et af de presserende spørgsmål ved et kollaps af vores ejendomsmarked og vores realkreditinstitutter er spørgsmålet om ejerskabet til boliger, øvrige byggerier og grunde.

Håndhævelse af lovgivning, der er indrettet til at imødegå enkeltpersoners uansvarlige handlinger i en ellers stabil økonomi, kan have højst uhensigtsmæssige konsekvenser under en økonomisk nedtur, og radikalt forstærke nedturen og udbredelsen af armod. Et eksempel herpå er lovgivningen omkring tvangsauktioner. Denne lovgivning og anden lignende lovgivning bør omgående suspenderes. Folk skal ikke sættes på gaden, når årsagen til sammenbruddet i deres privatøkonomi er et større, systemisk sammenbrud.

Men samtidig er der et spørgsmål om retfærdighed, som skal respekteres. I min forestilling er en revideret lovgivning om ejerskab af privatboliger indrettet sådan

  • at folks opsparede friværdi i deres boliger respekteres
  • at ejerskabet af boliger, som formelt tilhører personer som er insolvente, overgår, ikke til realkreditinstitutterne og deres aktionærer, da deres grådighed og uansvarlighed er et væsentligt led i hele det samfundsmæssige kollaps, men derimod til nyoprettede, kommunale realkreditinstitutter
  • at disse nyoprettede, kommunale realkreditinstitutter opretholder ejerskabet og inddrager husleje fra beboerne iht. gængse priser, indtil ejerforholdene af hver enkelt bolig er blevet udredt

På samme måde skal virksomheder, der går konkurs, ikke straks splittes ad ved et brandudsalg af deres aktiver. Også her skal en revideret lovgivning sikre, at alle muligheder for at drive virksomheden videre eventuelt som medarbejderejet undersøges, og først når disse muligheder er udtømt, gives der grønt lys for salg af aktiver.

Hvad angår lejeboliger, har fastsættelsen af lejen for diverse lejemål længe været politisk reguleret. Om den skal være det fremover er et åbent spørgsmål, men allerførst må vi gennemføre lovgivning som muliggør en krisejustering af lejeudgifterne. Lejeudgifterne kan ganske enkelt ikke fortsætte som om ingenting er hændt, hvis grundlaget for de fleste menneskers indkomst er faldet bort. Lejerne skal i en kort overgangsfase således løbende justeres proportionalt med nedgangen i den samlede økonomi. Det vil selvfølgelig medføre, at de forskellige ejendomsforeninger formentlig ikke kan finansiere vedligeholdelsesarbejder og andre services, og derfor må lejerne enten træde til og gøre et frivilligt arbejde eller ejendomsselskabet må lade stå til indtil den større økonomi begynder at komme sig. Går ejendomsforeningerne konkurs overgår de til de kommunale realkreditinstitutter.

I forlængelse af ejer/ lejer spørgsmålet kan der i det større billede være udmærket anledning til at spørge, hvordan vi ser vores forhold til den private ejendomsret udvikle sig fremover. Personligt har jeg ikke svært ved at forestille mig, at en masse af den stolthed og andre personlige følelser, som har været hængt op på den private ejendomsret, vil klinge af i løbet af de kommende år. Er for eksempel delebiler ikke et overbevisende og effektivt koncept for løsning af en samfundsmæssig opgave? Forestiller vi os, at ånden i ufjendskabets økonomi bliver udbredt, og hver enkelt således har et socialt tilhørsforhold som er rodfæstet, så bliver det på mange områder svært at trække skarpe skel mellem det private og det fælles, og behovet for at trække sådanne skel vil formentlig kun forekomme lejlighedsvist. Omvendt opfatter jeg personligt retten til at have noget der er privat som en menneskeret, der ikke kan gradbøjes. Ingen skal påduttes en kollektivisme oppefra, og derfor må vi give disse forhold tid til at udvikle sig.

Om pensionsopsparinger

Hvor opsparing i egen bolig bør respekteres, er det efter min opfattelse sværere at udvise en kollektiv respekt for folks pensionsopsparinger. Pensionsmarkedet har været gennemsyret af de samme forrykte gearinger og den samme stemning af, at den smarte snyder den mindre smarte, som karakteriserede hele det finansielle cirkus. Selvom folk har afstået en del af deres løn med henblik på at opnå købekraft på et senere tidspunkt i deres liv, så har de ikke desto mindre overdraget disse penge til finansielle institutioner, som forvaltede de samme penge på en uansvarlig måde. Hvordan kan det være, at alle de mennesker som på papiret har haft halve og hele millioner kroner stående i deres pensionsselskaber, at de ikke har interesseret sig mere for, om pengene nu også kunne forventes at være der på et givet tidspunkt ude i fremtiden? Den letsindighed, som har karakteriseret hele den finansielle sektor, har været delt af alle de som betroede de finansielle institutioner deres penge, og at den letsindighed nu har afsløret sig som ryggesløs og medfører tab, det kan vi efter min opfattelse som udgangspunkt ikke kollektivt kompensere for.

Samtidig har penge på en pensionsopsparing efter min opfattelse også givet et mærkeligt, falsk billede af tryghed i en verden, som vi alle dybest set godt har vidst ikke var bæredygtig. Hvordan kan man overhovedet tro på langsigtede investeringer indenfor livsform, som ikke er bæredygtig? Personligt begriber jeg ikke, hvordan folk har fået disse elementære kendsgerninger til at hænge sammen. Selvom trækket i ens løn var reelt, så var den forventede virkning måske hele vejen igennem en illusion. Sat på spidsen var det man købte bare nogle års sorgløshed.

Almindelige mennesker kan umiddelbart have grunde til at føle sig snydt af smarte sælgere af finansielle produkter, men havde vi alle taget disse ting mere alvorligt, havde vi overhovedet taget vores reelle, kritiske omstændigheder alvorligt, havde de økonomiske realiteter været nogle andre, og vi ville slet ikke have haft disse penge at indbetale. Ser vi tilbage på de seneste 40 år, er et af de mest karakteristiske træk, hvordan samfundet har trykt penge, enorme mængder af penge, papirpenge, og tilliden til disse papirpenge er der ikke længere. Der har været rigtig mange mennesker, som var millionærer, men netop kun på papiret. Det samme gælder vores pensionsopsparinger. Så vær glad for de gode, sorgløse år, uanset hvor meget de i dag ligner en drøm, og lad os besinde os på vores aktuelle situation og fremadrettede handlemuligheder.

Da tingene begyndte at vise alvorlige tegn på et forestående sammenbrud, var der en del der opfordrede til, at folk med reelle formuer skulle flytte disse over i guld. Jeg skal ikke kunne sige om det vil vise sig at have været en klog strategi, men set i forhold til ufjendskabets økonomi rammer det alligevel ved siden af skiven. Vores pensionsopsparing består i vores sociale bånd. Altså hvor godt hver enkelt selv formår at fremme holdningen én-for-alle/alle-for-én i det kvarter, hvor han eller hun bor, og derfor godt tør stole på, at de heller ikke vil blive ladt i stikken når de bliver gamle.

Om jordbrugsreformer

Krisehåndteringen af ejerforhold indenfor landbruget tænkes at følge de samme linjer som for privatboliger ovenfor. Men i det store billede er det lige så påtrængende med omfattende reformer på landbrugsområdet, som det er på de politiske og økonomiske felter. Vores hidtidige måder at dyrke jorden har været intet mindre end forrykte. Vi har drænet al naturens egen grokraft ud af vores dyrkningsmetoder og erstattet den med fattige, kemiske surrogater og indskud af voldsomme mængder af fossile brændstoffer.

Skulle vores forsyning af fossile brændstoffer således bryde sammen, står vi med et landbrug, som ikke er i stand til at producere den mindste smule mad. Det er derfor vores umiddelbare overlevelse vil afhænge af kvarterenhederne og deres evne til at producere deres egen føde. Men denne måde at skaffe føde er kun et overgangsfænomen. Gennem iværksættelsen af gennemgribende jordbrugsreformer skal landets fertilitet gendannes, og på sigt vil vi formentlig vende tilbage til mere velordnede byer, hvor havebrugene er nedtonede, og fødevareforsyningen igen hovedsageligt vil komme fra landet.

I forbindelse med disse gennemgribende jordbrugsreformer er spørgsmålet om ejendomsretten igen aktuelt. Hvis spørgsmålet er, hvordan vi som samfund opnår den største omsorg for vores landbrugsjord og de største udbytter pr. hektar, så peger hidtidige erfaringer i retning af, at små og mellemstore familieejede og familiedrevne landbrug giver de bedste resultater. Og i forlængelse heraf er det der, hvor landbrugene har udviklet sig til kæmpemæssige bedrifter med meget store jordbesiddelser og en mægtig kødproduktion, at omsorgen for jorden og dyrevelfærden har svigtet grellest. For så vidt vi kan bruge vores hidtidige erfaringer som ledetråd for vores fremadrettede handlinger, så forekommer det at være en god idé at indarbejde en opbrydning af de store bedrifter som et led i jordbrugsreformerne.

Jordbrugsreformerne vil fuldkommen forandre det danske landskab. Vi skal bort fra opfattelsen af landet som en resurse, der bare står til menneskets rådighed, og i stedet begynde at prioritere naturens trivsel på linje med vores. Og der er ikke noget modsætningsforhold her, ingen interessekonflikt. Vi skal have maksimal biologisk diversitet, maksimal frodighed, og i al denne frodighed vil vi rigeligt kunne finde alt, hvad vi skal bruge for at brødføde os. Således vil det danske landskab igen blive meget varieret med masser skov og åbne engstrøg med græssende kreaturer og en rigt varieret flora og fauna. Set i det lys får man fornemmelsen af, at der var en nøje sammenhæng mellem hvor udpinte og stressede vores liv var, og hvor udpint og stresset naturen var, ved udgangen af den industrielle epoke.

Overflod er naturens måde at fungere på, hvorfor skulle det ikke også være menneskets? Så når vi giver os i kast med at bygge drivhuse og rodzoneanlæg og bylandbrug, så er de ikke bare vores livline her og nu, de er også et løfte om en lysere fremtid.

 

(Illustration: The Sunset House by Lilah and Nick, West Virginia)

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s