Med ophævelsen af Covid-restriktionerne kommer nu den større samfundsmæssige refleksion på begivenhedsforløbet over de seneste to år. Med de meget udbredte frygtbetonede reaktionsmønstre indenfor hele spektret af autoritetsfigurer fra statsministeren og ned til de enkelte forældre har coronakrisen velsagtens allerede afsat forskellige spor af traumer. I tilbageblik var reaktionen af det danske politiske lederskab trods det fattede ydre præget af grader af hysteri og overreaktion. Man viste aldrig modet til at teste hvor farlig epidemien reelt var, man forfaldt til at tage de statistiske tal for pålydende uden at kvalificere dem i forhold andre tungtvejende helbredsfaktorer, og man lod sig på et meget tidligt tidspunkt fiksere på udviklingen af og den totale udbredelse af nye eksperimentelle vacciner, som vores eneste middel til at overkomme epidemien. Den indeholdte angst i disse reaktionsmønstre kan meget vel have jaget en skræk i livet på mange børn og ubefæstede sjæle.

Og i takt med at vi begynder at anerkende omfanget vaccineskaderne kan denne videre refleksion gå hen at blive meget smertelig. Den helt ensidige og doktrinære satsning på, at det var disse nye eksperimentelle vacciner der skulle redde os fra epidemien, kan gå hen at blive en af de største forbrydelser mod menneskeheden, der endnu er set. Ikke mindst fordi der fra starten var en lang række alternative bud på både profylaktiske og tidlige behandlinger, som ikke bare blev affærdiget, de blev aktivt undertrykt, så vaccinerne kunne fremføres som vores eneste middel for at overkomme epidemien. I realiteten gik denne overlagte satsning på vaccinerne så vidt, at der blev fiflet med tallene for de kliniske tests forud for vaccinernes nødgodkendelser i USA og derpå kloden rundt. Allerede under de kliniske tests var der signifikante mængder af bivirkninger og skader som blev fortrængt, og efterfølgende har sundhedsmyndighederne kloden rundt med overlæg undertrykt indrapporteringer af vaccinebivirkninger og –skader, og således svigtet deres forpligtelser overfor løbende at vurdere forsvarligheden ved udbredelsen af disse lægemidler.

Det er svært at sige, hvor stort et problem vi står med her, men potentielt står vi med en lægemiddelskandale af en størrelse, som får alle forudgående lægemiddelskandaler som Thalidomid- eller HIV-blodtransfusionsskandalerne til at fremstå ubetydelige. Og det ville i givet fald efterlade os med en virkelig giftig cocktail. På den ene side et omfang af menneskelige tragedier som vil være svære overhovedet at rumme, og på den anden en virkelig tyndbenet case for hvorfor vi overhovedet alle skulle tage disse vacciner. Havde Covid19 været en ny Spanske Syge, som havde taget livet af store dele af befolkningerne ud over hele kloden, og havde vaccinerne bevist deres effektivitet til at imødegå epidemien, så havde vi velsagtens været tilbøjelige til at acceptere de enorme ofre som de vaccineskadede menneskeliv frembyder. Men ingen af disse forhold gælder. Baseret på erfaringerne fra mange udviklingslande, hvor brugen af Ivermectin og Hydroxyklorokin ikke var undertrykt, kunne epidemien allerede have været under kontrol i midten af 2020. Og langt mere end at det var vaccinerne der reddede os, var det fremkomsten af Omikron-varianten, der både fortrængte de tidligere varianter og lynhurtigt spredtes ud over kloden, og hvor infektionsforløbet bare var så meget mildere, at epidemien ikke længere udgjorde en samfundsrisiko.

Fordi casen for de eksperimentelle vacciner i tilbageblik fremstår så spinkel, og omkostningerne ved den massive udrulning kan vise sig at være enorme, så står vi som sagt på et særdeles farligt punkt. En ting er den vrede og frustration, der allerede er udbredt i befolkninger kloden rundt over alle de vilkårlige indskrænkninger i deres personlige frihed, en anden ting er den vrede og frustration der rejser sig, når omfanget af vaccineskaderne kommer for dagens lys. Det kan nemt udvikle sig til en regulær lynch-stemning, som måske har sin stærkeste parallel i lynch-stemningen, der opstod i mange tyskbesatte lande ved afslutningen af 2. Verdenskrig, hvor modstandsbevægelsen og befolkningen som helhed blev besat af begæret efter at straffe alle kollaboratørerne. Og i tilbageblik vil ’kollaboratør’ muligvis være den mest dækkende betegnelse for den mangel på integritet og selvstændig kritisk stillingtagen, der blev udfoldet af det politiske lederskab, af sundhedsmyndighederne og af de store medieplatforme. Og som kollaboratørerne under 2. Verdenskrig også kun havde en sporadisk opfattelse af, hvor degenereret det nazistiske overherredømme i virkeligheden var, så fremstår det lige så sandsynligt, at vi alle fortsat kun har en sporadisk opfattelse af, hvad det var for degenererede tankegange, der lå bag dels fremkomsten af Sars-Cov2-virussen dels de yderliggående politiske konsekvenser man drog af Covid-epidemien.

I realiteten er der ikke nogen videnskabelig case for, at virussen var naturligt opstået. Den mulige naturlige forklaringsmodel er så vildt usandsynlig, at den rimeligvis kan afvises. Den oprindelige Sars-Cov2-virus var menneskeskabt, og kilden til spredningen af virussen var sandsynligvis højrisikolaboratoriet i Wuhan. Men det betyder ikke, at Kina eller kinesiske forskere skal stå alene med skylden for denne enorme menneskehedens tragedie. Denne vanvittig farlige forskning i genmanipuleret potensering af vira var et lille eksklusivt internationalt forskningsfelt, hvor både kompetencer og forskningsmidler flød frit imellem flere betydende nationer. Men allerede her har vi et første bud på, hvorfor reaktionen på lækagen af virussen fra højrisikolaboratoriet skulle udvikle sig så hysterisk. Altså at de mennesker, der rent faktisk vidste besked, at de var så voldsomt inkriminerede, at de i stedet gjorde alt for at sløre omstændighederne, og samtidig gjorde alt hvad der overhovedet stod i deres magt for at påvirke politikerne til at tage maksimale forholdsregler for at begrænse skaderne af denne undslupne virus. De havde ingen tanker for økonomien eller samfundets almene trivsel, men omvendt havde de enormt meget i klemme på at begrænse de sundhedsmæssige konsekvenser af de vanvittige selvbestaltede risici de havde taget på hele menneskehedens vegne.

Siger vi så, at denne krise rammer ned i et politisk miljø, hvor de politiske ledere havde vænnet sig til at bevæge sig i magtens højere cirkler, og mandaterne til at opretholde deres politiske positioner var opnået igennem spin og demagogi og imagepleje, og således at dialogen mellem de politiske ledere og befolkningerne og dermed den demokratiske forankring af de førte politikker var på et historisk lavpunkt, ja så stod politikerne allerede meget svagt overfor befolkningerne, da coronakrisen så brød igennem. Fordi der ikke var nogen indarbejdede former for dialog mellem de politiske ledere og befolkningerne, fordi de allerede igennem årtier havde optrådt mere og mere arrogant overfor befolkningerne, så havde de ikke holdningen og troværdigheden og sproget til at vække et reelt forenet kollektivt kriseberedskab. Og igen, de politiske ledere var også på hælene ved at visse centralt placerede sundhedsfaglige eksperter havde enormt meget investeret i, at maksimale forholdsregler blev taget for at begrænse de sundhedsmæssige konsekvenser af sygdomsudbruddet. Og således faldt de politiske ledere tilbage på de vanemæssige værktøjer af spin og demagogi for at drive befolkningerne til at tage de forholdsregler de (politikerne) mente var nødvendige. Ligesom dårlige forældre der opdrager ved trusler og moraliseren. Total top-down-ledelse og total lukkethed overfor alle kritiske alternative stemmer. Og dengang tænkte de nok ikke videre over, hvilke risici der kunne være forbundede med i en krisesituation som denne at forlade sig på spin og demagogi og magtfuldkommenhed overfor i stedet netop at være fuldkommen åbne og ærlige og derved vække en samlet samfundsmæssig mobilisering.

Så de politiske ledere igennem hele den vestlige verden er nu ekstremt pressede. Som covid-epidemien klinger af, og vaccinestrategien mere eller mindre står klædt af til skindet, så står deres magtfuldkommenhed til at give voldsomt bagslag. Den klaustrofobisk kvalmende tale premierminister Justin Trudeau holdt, som den canadiske regerings reaktion på den store Freedom Convoy, udstiller hvor pressede de er. Og hvor langt de er parate til at fordreje virkeligheden for at opretholde deres coronastrategi, herunder deres nu komplet fornuftsstridige klamren sig til vaccineløsningen. Så vil store dele af de vestlige befolkninger dømme deres politiske ledere som kollaboratører? Hvis ikke store dele af den canadiske befolkning gjorde det før, så gør de det nu efter Trudeaus infame bagtalelse af de protesterende lastbilchauffører. Og turen kommer formentlig til omtrent alle de øvrige vestlige politiske ledere.

Men inden vi falder over dem, og begynder at klynge dem op i lygtepæle, så bliver vi nødt til at rejse det langt vanskeligere spørgsmål, såfremt de er kollaboratører, hvem er de kollaboratører for? Et første nærliggende svar ville være ’det amerikanske overherredømme’ i den forstand, at de danske sundhedsmyndigheder, de britiske sundhedsmyndigheder, de tyske sundhedsmyndigheder m.fl. meget vel kunne have fået deres første og grundlæggende introduktion til coronakrisen gennem de amerikanske sundhedsmyndigheder samt gennem amerikanske efterretningskilder. Og den viden, man baserede sine indledende sundhedsfaglige beslutninger på, kunne meget vel være leveret af samme amerikanske organer. Og her bliver spørgsmålet, der tårner sig op: Var de amerikanske sundhedsmyndigheder kompromitterede, fordi de også havde en andel i ovennævnte vanvittige programmer for genmanipulerede potenserede vira, og de amerikanske sundhedsmyndigheder lagde således fra starten denne linje, at det for alt i verden gjaldt om at begrænse de sundhedsmæssige konsekvenser af sygdomsudbruddet? Disse vanvittige programmer for potensering af vira kan så have haft forskellige mulige målsætninger, hvor den officielle gik på, at det var en metode til at opbygge et beredskab overfor eventuelle fremtidige naturligt forekommende vira, og formålet med de potenserede vira var at udvikle vacciner til imødegåelse af disse vira. Således kan de amerikanske sundhedsmyndigheder såvel have været kompromitterede ved fra starten at have en andel i denne strategi om udvikling af nye vacciner, og i dette tilfælde altså nogle helt nye typer vacciner, der vha. genmodifikationer griber ind i menneskekroppens genetiske funktionsmåder og fremmer kroppens produktion af nogle specifikke celleoverfladeproteiner.

Således er det ikke utænkeligt, at det var noget møg at uheldet med udslippet af Sars-Cov2-virussen skete, men når det nu var sket, så handlede det i den grad om at sætte turbo på den allerede planlagte vaccinestrategi. Og således blev de danske sundhedsmyndigheder, de britiske sundhedsmyndigheder, de tyske sundhedsmyndigheder m.fl. muligvis fra starten spundet ind i nogle fortællinger om Sars-Cov2-virussens oprindelse og de efterfølgende vacciner, som ikke var helt sandfærdige. Og når man en gang er kommet for skade at løbe med en ikke helt sandfærdig historie, hvornår indser man som politisk leder behovet for at indrømme hvad der rent faktisk er sandt, og således indkasserer det troværdighedstab, der følger med vedståelsen af at have udbredt forklaringer, som ikke var helt sande? Når Trudeau forfalder til så voldsomt fordrejede gengivelser af, hvad de canadiske lastbilchauffører står for og hvordan deres adfærd er, så fortæller det noget om, hvor meget han sidder i saksen. At han i realiteten har solgt helt ud af sin integritet, og nu som en anden talende dukke bare kan lire de samme tirader af, som vi har hørt over det seneste år til halvandet. Hvad der således oprindelig muligvis bare var udslag af vanemæssige former for medløberi er undervejs i coronakrisen blevet til en grel udstilling af, hvor dybt denne tendens til medløberi har gennemsyret hele den vestlige verden.

Og det er her, at jeg vil tage spørgsmålet videre, for dette mønster med magtarrogance og spin og demagogi overfor undersåtterne på den ene side og på den anden medløberi og servilitet overfor de globale magthavere hænger i mine øjne nøje sammen med fraværet af visioner og ægte politisk hjerteblod. Altså at de politiske ledere, faktisk igennem hele den postmoderne periode, ikke reelt har brændt for at skabe en bedre verden, men snarere, at de politiske ledere har solet sig i deres egen magt og betydning. Hele forskellen ligger i, om man ser sig selv som en tjener for en højere sag eller om man bruger bestemte spørgsmål, som rører sig i folkedybet, til at slynge sig selv op til positioner af magt og betydning og derpå bruge sin fortrinsstilling til at skaffe sig yderligere magt og betydning. Og hvordan bedre opnå fremgang i sin karriere end ved at tjene de virkelig magtfulde? Spørgsmålet jeg hermed tillader mig at rejse er, om vi lever i en kultur, der er gennemsyret af prostitution. Og når så en krisesituation rammer, så har de politiske ledere ikke modet og rygraden til at indse, at det er en helt ny situation der er opstået, og situationen kalder på en alle-mand-på-dæk-mobilisering og det er nu man skal vise sin karakter og sine evner som en virkelig leder. Men de manifesterede sig ikke, de virkelige ledere, for vores ledere var i forvejen ikke ægte som mennesker. Det er slemt nok med Mette Frederiksen, og hun har tydeligvis sine egne mørke magtbegærlige sider, men hvad så med marionetter som Boris Johnson og Joe Biden, som trods deres formelle status som øverste politiske ledere tydeligvis selv er underlagt medløberi og servilitet overfor de globale magthavere. Så hvem er de globale magthavere? I virkeligheden?

Det er Davos-slænget, World Economic Forum, forsamlingen af klodens milliardærer, vil mange sikkert svare. Har den forhastede og doktrinære udrulning af Covid-vaccinerne ikke netop være drevet af medicinalgiganternes muligheder for at score nogle fuldkommen astronomiske gevinster? Jo, givetvis, men der er så meget på spil her, hvad angår magt, kontrol, overvågning, frihedsrettigheder, politisk styring, at de resulterende virkninger af cornastrategierne i hvert fald er langt hinsides spørgsmålet om bare at tjene styrtende med penge. Umiddelbart vil jeg sige, at vor tids milliardærer er ikke som tidligere tiders industrimagnater. Vor tids milliardærer vil have opnået deres ufattelige rigdom gennem deres evner for at operere i og drage fuld fordel af de forløbne 50 års løbske penge- og finanssystemer. Deres velstand kan rimeligvis siges at være et barometer for, netop hvor løbske vores penge- og finanssystemer har været. Og for alle andre end eliten indenfor denne finanskapitalisme vil den uforholdsmæssige magt, milliardærerne har opnået, være illegitim. Altså at der er et væsentligt moment af svindel forbundet med deres magt, fordi vores penge- og finanssystemer i sig selv har været gennemsyrede af former for bedrag, og her tænker jeg i særdeleshed på måderne USA kvit og frit har kunnet gældsætte sig overfor alle andre lande, jeg tænker på den illegitime pengeskabelse via eurodollarmarkedet som har givet finanssektoren en helt uforholdsmæssig magt, og jeg tænker på fraværet af myndighedsmæssigt opsyn med og regulering af markederne for finansielle derivater og den deraf følgende astronomiske vækst af disse markeder, og måderne disse markeder indvirker på realøkonomien.

Hvis denne verdens milliardærer har opnået deres uforholdsmæssige rigdom og magt gennem maksimal udnyttelse af de bedrageriske sider af vores herskende penge- finanssystemer, og almindelige mennesker således ikke har nogen respekt for denne rigdom og magt, ja så er deres position som magthavere truet. Og så vil dette slæng gøre ligesom magthavere til alle tider har gjort, de vil ty til overvågning og kontrol og konkret eller virtuel udryddelse af deres kritikere. Og med de grader af styring af måderne viden bliver delt eller netop ikke delt på de sociale platforme, så lever vi måske allerede i en form internering. Men i takt med at overvågningen og kontrollen og den overordnede styring bliver mere og mere drakonisk, breder mismodet og mistrivslen sig i verdenssamfundet, den økonomiske aktivitet og værditilvækst synker sammen, og så begynder uroen og opstandelsen i befolkningerne for alvor at røre på sig. Dette forløb var forudsigeligt, og således har denne elite af milliardærer muligvis allerede i årevis arbejdet på at udvikle og indføre værktøjerne til at kunne nedkæmpe og kontrollere denne uro og disse opstande. Deraf blandt andet de militariserede politistyrker kloden rundt samt diskrete forfatningsmæssige ændringer, som åbner for benyttelse af militæret til nedkæmpelse af interne opstande.

Men der er også et andet aspekt, som muligvis er en pendant til politikernes mangel på visioner og ægte politisk hjerteblod. Tidligere tiders industrimagnater var givetvis nogle brutale typer, men de var trods alt ledere for mægtige produktionsfaciliteter med mængder af medarbejdere, og således havde de trods alt hænderne dybt nede i det jordiske. Heroverfor lever finanskapitalismens milliardærer i en helt anderledes abstrakt og fremmedgjort verden, som er så blottet for reelt menneskeligt indhold, at denne fremmedgørelse formentlig er en meget fremtrædende side af disse milliardærers personlighed. Samtidig tillader deres ufattelige velstand dem at leve indenfor visse ekstremt eksklusive cirkler, og de kommer således kun sporadisk i kontakt med folk fra andre afsnit af samfundet. Aktuelle undersøgelser tilsiger at en ud af fem topdirektører har psykopatiske træk, men igen, her taler vi stadig såvel om topdirektører for produktionsvirksomheder. Tager vi finansmilliardærerne for sig, er der grunde til at antage, at dette forholdstal er væsentligt højere, og hvad vi således ryger ind i her er former for fremmedgørelse og anderledeshed som stikker så dybt, at vi mentalitetsmæssigt taler om to grundlæggende forskellige verdener. Og hvor gode er det lige at halv- eller kvartpsykopaterne er til at identificere stjernepsykopaterne? Og vil de ikke nærmere se op til dem end at være på vagt overfor dem? Så hvor udbredt er det lige, at psykopati er blandt finansmilliardærerne? Og den ledelses-/ bestyrelsesbeslutning hos Pfizer der afgjorde, at der skulle smykkes på tallene for resultaterne af de kliniske tests af deres Covid-vaccine, og vaccineskaderne skulle fortrænges, hvordan kan den være andet end en beslutning taget af en samling psykopater?

Og her kommer vi så til det punkt, hvor jeg muligvis vil miste ni ud af de ti læsere, der allerede har vist stor tålmodighed ved at følge mine ræsonnementer så vidt. Præmissen er følgende: Menneskets hjerne er muligvis ikke en slags computer, som mange mennesker tror, men er nærmere et sanseorgan, der både opfanger og udsender energistrømninger. Og selvom vi ikke er bevidste om det, så reagerer vi konstant på de energistrømninger vi opfanger, og samtidig fungerer vi hver især som en slags prisme, som reflekterer disse energier videre med en drejning, der kommer fra vores egne dispositioner og energimæssige vibrationer. Præcis i hvilke former disse energier udveksles er ikke endeligt afklaret, men der er stærke indicier for, at vi kan udveksle energier på et kvantumniveau, dvs. i former som er hinsides vores etablerede forestillinger om vores fysiske bindinger til tid og rum. Altså at vi ved vores bevidsthed kan opnå viden på en indlevet facon om begivenheder og forhold i andre tidslinjer og umådeligt fjerne regioner. Personligt tror jeg, at erkendelsen af disse radikalt udvidede former for tilstedeværelse er en af de største frontlinjer menneskeheden nogensinde har stået overfor, og såfremt disse erkendelser bliver udbredte, så vil det i sig selv radikalt transformere praktisk talt alle måderne vores samfund fungerer på. Således vil vi gennem ren indlevelse og noget træning med stor sikkerhed kunne sige, om en given person lyver om et bestemt forhold eller taler sandt.

Men denne genialitet har også sine mindre fordelagtige aspekter. For denne fysiologiske åbenhed gør os samtidig sårbare overfor indflydelser udefra, og her igen indflydelser som sågar kan komme fra andre tidslinjer eller umådeligt fjerne regioner. Når vi står og ser op imod stjernehimlen, så har vi vænnet os til at tro, at alle disse utallige stjerner og solsystemer er så ufatteligt langt væk, at de for altid vil være udenfor menneskets rækkevidde. Men så snart vi accepterer virkeligheden ved udvekslinger af energier på et kvantefysisk niveau, så er hver disse forbindelseslinjer af lys en mulig bro, en energimæssig kontakt, til andre verdener og andre væsner, som er meget forskellige fra os. Og mig bekendt taler alle pionererne her på Jorden, som har eksperimenteret med disse former for sansninger på tværs af tid og rum, om en gennemgående forskel imellem de udenjordiske væsner og kulturer, hvor nogle væsner/ kulturer rummer evnen for empati, som også er karakteristisk for mennesket, mens andre væsner/ kulturer ikke ejer evnen for empati, og således i vores optik fremstår psykopatiske. Men betegnelsen psykopatisk er jo et stærkt værdiladet ord, disse væsner/ kulturer ejer ikke denne evne og er således bare fundamentalt anderledes. Indenfor denne forståelsesramme kan mennesket således mere eller mindre bevidst åbne sit liv for forskellige påvirkninger udefra, og således kan både de empatiske og de psykopatiske træk ved mennesket blive stimulerede ved de påvirkninger man søger.

Har mennesket såvel som andre jordiske og udenjordiske væsner disse evner for at udveksle energier på kvantefysiske niveauer, så har disse evner selvfølgelig altid været der, men har bare ligget uerkendte og mere eller mindre sovende i mennesket. Og på samme måde må vi forestille os, at menneskeheden altid i et eller andet omfang har været under indflydelse af energier fra andre tidslinjer og umådeligt fjerne steder. Hvad pionererne indenfor disse bevidsthedsrejser også taler om er, at mange af disse kulturer er væsentligt mere udviklede mentalitetsmæssigt og/eller teknologisk, og at de rent faktisk har udviklet fartøjer, der sætter dem i stand til at rejse over afstande i Universet, som vi slet ikke kan begribe, hvordan det overhovedet skulle kunne lade sig gøre. Og videre taler flere af disse pionerer om, hvordan de empatiske væsner/ kulturer har en meget høflig måde at stille sig til rådighed for menneskeheden ved simpelthen at afvente at vi henvender os, mens omvendt de psykopatiske væsner/ kulturer, som jo er fundamentalt egocentrisk drevne, at de ikke udviser de samme forbehold. Således taler pionererne videre om omfattende udvekslinger mellem de tyske nazister og repræsentanter for de psykopatiske udenjordiske kulturer, og der foreligger såvel sådanne indlevede vidnesbyrd om møder mellem henholdsvis repræsentanter for de empatiske og de psykopatiske kulturer og tidligere amerikanske præsidenter og militære ledere.

Og ja, det er alt sammen voldsomt postulerende og vidtløftigt og anekdotisk, og jeg vil også godt understrege, at hovedpointen i denne note ikke afhænger af, om man køber disse grænseoverskridende forestillinger eller man ikke gør. Hvor jeg vil hen med denne perspektivering er, at denne skelnen imellem empati og psykopati, denne skelnen imellem integritet og prostitution forekommer at være universel, og den stikker så dybt, at mennesker enten lever indenfor den ene verden eller indenfor den anden. Og for hver gang vi træffer valget af det ene eller det andet spor, så opbygger vi momentum i retning af at bevæge os længere ned ad den vej. Og mennesker, der konsekvent vælger det ene eller det andet spor, vil over tid udvikle sig til nærmest monstrøse udtryk for denne polarisering. Således er stjernepsykopater så fremmedgjorte overfor måderne vi empatiske mennesker omgås hinanden, at de ligefrem kan finde behag i at se os lide, måske endda at se os lide over at være vidne til overgreb begået imod en vi elsker. For en psykopat giver det en slags kick og det er også morsomt og måske også en slags hævn over alt det de empatiske væsner deler, som psykopaten er udelukket fra. Vi skal heller ikke være blinde overfor, at en af de mest virkningsfulde måder psykopater kan opnå kontrol over normale mennesker er ved at traumatisere dem. Det er faktisk én og samme ting, det psykologiske traume og blokeringen af flowet af empati. Således kan psykopater gennem traumatisering få normale mennesker til at ligne dem selv. Og det er her vi for eksempel kan spørge os selv, om de vildt grænseoverskridende hemmelige indvielsesritualer på diverse eliteskoler i realiteten er systematiserede former for traumatisering.

Hvilket (omsider) bringer mig frem til mit egentlige sigte med denne note: At forsøge at etablere en forståelsesramme for det tilfælde, at vi pludselig står overfor erkendelsen, at udrulningen af de eksperimentelle Covid-vacciner var en af de største forbrydelser mod menneskeheden, der endnu er begået.

(Illustration: Manipuleret version af det berømte Earth Rise foto fra Apollo 8-missionen)