År efter år har jeg betalt for mit medlemskab af Akademisk Arkitektforening. Begrundelsen ligger velsagtens i et spinkelt håb om måske en eller anden dag at finde en plads indenfor kredsen af fagfæller, men kløften er ikke blevet mindre med årene. I mine loftsrum har jeg 10 årgange af foreningens medlemsblad liggende forseglede i deres plastomslag, fordi jeg for år tilbage konstaterede, at læsningen af medlemsbladet gjorde mig nedtrykt. Tilgangen til arkitekturen slog mig i stigende grad som hypet og uden fundering i det 21. århundredes realiteter. Men havde jeg bare åbnet og skimmet disse medlemsblade, så var jeg blevet opmærksom på den åbne arkitektkonkurrence i 2016 om et nyt museum for moderne kunst i Berlin, og så havde jeg med 100 pct. sikkerhed også budt ind med et forslag i konkurrencen.

Jeg blev først opmærksom på konkurrencen, da jeg kom på tværs af konkurrenceresultaterne i januar 2020. Og jeg fandt de vindende forslag forbavsende indholdstomme og ufunktionelle. Jeg gennemgik så alle de indkomne forslag, og bortset fra nogle enkelte forslag, der i mine øjne bød ind med et hovedgreb og en idé, så var niveauet (i mine øjne) virkeligt ringe. Men min dom er selvfølgelig dybt subjektiv, formentlig nærmest idiosynkratisk, fordi jeg kender til lokationen, kender de omkringliggende bygninger, og jeg kunne ikke begribe, hvorfor der ikke var nogen forslagsstillere, der seriøst adresserede hhv. lokationen og relationen til de to arkitektoniske hovedværker på hver side af konkurrencearealet.

Det særlige ved lokationen er selvfølgelig placeringen i Tyskland, i Berlin, i Kulturforum, lige op og ned af hvor Muren oprindeligt løb. Denne grænselinje, denne kontrast mellem de tidligere Øst- og Vestblokkke, denne kontrast mellem værdisæt og livsfilosofier og levemåder, og som i mere end 40 år havde været en meget følelig realitet med Tysklands splittelse. Og således selvom vesttyskerne opfattede sig selv som dedikerede vesterlændinge var der altid denne underliggende bevidsthed om de tyske befolkningsgrupper i øst. Og der var store tyske politiske skikkelser som Willy Brandt og Petra Kelly, som ikke bare undsagde værdisættene, livsfilosofierne og levemåderne i øst men anerkendte, at østlandenes anderledes værdier, livsfilosofier og levemåder ikke bare havde lige så meget ret til at eksistere som de vestlige, men som også bød på særlige muligheder og kvaliteter.

Og jo, som bekendt havde det østtyske såvel som de øvrige østeuropæiske såvel som det russiske styre udviklet sig totalitaristisk og korrupt og paranoidt, og værdiskabelsen i disse lande var for en stor del sunket sammen, og befolkningerne stod ikke længere bag deres ledere eller de politiske ideologier de fortsat hævdede, men det ændrede ikke på, at der igennem årtier havde trivedes nogle former for samfundsmæssig solidaritet og kollektivt sindelag i Østblokken, som ikke fandtes i Vesten.

Og så kom Murens Fald og genforeningen, Die Wende, og selvom den vestlige individualisme og de vestlige demokratiske styreformer og den vestlige kapitalistiske markedsøkonomi fremstod som den sejrende ideologi, og selvom mange østtyskere også nærede et dybt begær efter at komme til at leve som i Vesten, så var der stadig en forståelse for, at det ikke bare kunne være den ultimative sejr for de vestlige ideer. At det der skulle ske var en form for sammensmelten, hvor de bedste sider af levemåderne i Østblokken også kunne påvirke de vestlige tilgange. Men denne anderledes nuancerede tilgang blev fortrængt op igennem 1990’erne, og den almene opfattelse gik således på, at der vitterlig var tale om de vestlige ideers ultimative triumf.

Selvom det givetvis var en minoritet, var der mange, der igennem 1980’erne så dette behov for en afbalancering af levemåderne på begge sider af Jerntæppet. For mit eget vedkommende skrev jeg et manifest med titlen ’Individualismens status’ i starten af det fjerde år på Arkitektskolen, hvor jeg netop søgte at bruge semestrets byfornyelsesopgave til at undersøge disse modsætninger og en eventuel mulig syntese imellem disse to forskellige verdner/ tankesæt/ levemåder. Vi var fem studerende på det hold, og opgaven bestod i, at vi skulle bidrage med hvert vores forslag til en etageejendom, som så skulle skubbes sammen og danne en samlet in-fill i en eksisterende åben karre i Skt. Pauls Gade i København. Opgaven var i høj grad inspireret af den aktuelle Internationale Bauausstellung i 1987 i Berlin, som vi også besøgte.

Denne opgave og denne tilgang havde en helt særlig appel for mig, da jeg er en person, som efter min egen opfattelse rummer store modsætninger. Jeg har et ’veludviklet’ ego og en stærk trang til at udtrykke mig og manifestere, men jeg har også en udtalt intuitiv, sensitiv og drømmende side, som vækker ønsker om fred og forening mellem mennesker og harmoni med hele det levende univers. Og som jeg oplevede det der i midten af 1980’erne var vores individualisme og vores forbrugskultur og politiske spektakler allerede skingre og et langt stykke af vejen tømte for indhold. For mig var Mikhail Gorbatjov’s Glasnost- og Perestrojka-reformer ikke bare vildt opløftende som veje til at bilægge Den Kolde Krig og skabe mere udbredt fred i verden, disse programmer rummede også inspiration for former for politisk fornyelse såvel i Vesten.

Det var det ene aspekt af lokationen for konkurrencen om et nyt museum for moderne kunst i Berlin, det andet var som antydet den højst bemærkelsesværdige omstændighed, at den valgte grund i midten af Kulturforum er flankeret af to hovedværker i det 20. århundredes arkitektur, som hver især fremstår som hinandens modsætninger. På den ene side er der Ludwig Mies van der Rohe’s sidste store opus Neue Nationalgallerie, som er så tæt som et stykke moderne arkitektur kan komme på et tempel. Et kæmpe plateau, som i virkeligheden rummer 95 pct. af museets funktioner, på hvilket der svæver en kæmpe stålkonstruktion af et fladt tag, kun båret af otte slanke søjler. Og under dette svævende tag er der så en ubrudt glasfacade, der danner en (ikke særlig funktionel) ramme for udstilling af kunst.

Det vil ikke være urimeligt at sige, at Mies van der Rohe med Neue Nationalgallerie drev sine designprincipper ud i en yderste konsekvens, at arkitekturen blev tendentielt manieret. Men i desto højere grad fremstår bygningen som et vidnesbyrd om en bestemt tilgang til arkitekturen, som på mange måder er klassisk, dvs. ideel, universel, ordensbaseret, a priorisk og således kun tilpassende i et omfang, at disse tilpasninger ikke forbryder sig imod principperne. Ved association kan man med en vis ret hævde, at denne tilgang er mere venstre hjernehalvdelsdomineret, og er som sådan mere ’vestlig’.

På den anden side af konkurrencearealet finder man så Kammermusiksaal, som er et supplerende koncerthus til Berliner Philharmonie tegnet af Hans Scharoun, en anden af tysk arkitekturs helt store skikkelser. Og Scharoun’s tilgang til arkitekturen er omtrent diametralt modsat Mies van der Rohe’s. Her starter arkitekturen som tilpassende de aktiviteter og formål, som bygningen har/ skal have. Den oprindelige Philharmonie-bygning var således den første koncertsal, der blev opført, hvor orkestret var placeret centralt, og publikum var placeret på forskudte terrasser rundt om. Et dybt originalt layout, som viste sig at have store akustiske fortrin, og er siden mere eller mindre blevet modellen for udformningen af store symfoniorkester-koncertsale. I folkemunde fik koncertsalen øgenavnet ’Zirkus Karajan’ med henvisning til chefdirigenten igennem mere end to årtier Herbert von Karajan.

Scharoun’s arkitektur var så suverænt tilpassende, at der praktisk talt ikke var nogen ordensprincipper ud over de funktionelle, der gjaldt. Og bygningens tog således form efter sine funktioner og det derved fremkomne layout blev så pakket ind i en ydre skal, hvorved bygningens form fremstod organisk og varieret à la naturens former. Den senere tilføjede Kammermusiksaal er tegnet af Scharoun’s partner Edgar Wiesnewski efter forlæg af Scharoun og som en videreførelse af Philharmoniens formsprog, som altså er helhedsorienteret, tilpassende og a posteriorisk. Og igen ved association kan man med en vis ret hævde, at denne tilgang er mere højre hjernehalvdelsdomineret, og som sådan mere ’østlig’.

Således taler denne opgave om forslag til udformning af et nyt museum for moderne kunst på netop denne lokation til mig på så mange planer, og havde jeg været opmærksom på konkurrencen, så havde jeg som sagt med garanti budt ind med et forslag. Men løbet var jo ligesom for længst kørt. Men så kom coronaepidemien og jeg så med det samme epidemien og ikke mindst de voldsomme politiske konsekvenser man drog af epidemien som et nyt ’die Wende’. At denne politiske/ økonomiske begivenhed var så dybtgående, at vores samfund nu var trådt ind i en fase af dybe livstransformerende forandringer. Og denne stemning af dybtgående rystelser og hævdvundne forestillinger og etablerede beslutninger, der krakelerer, ansporede mig til at lave et lille skitseprojekt på, hvordan et hovedgreb på løsningen af opgaven fra min side kunne have set ud.

Dette lille skitseprojekt kørte jeg af i de første tre uger af vores første coronahjemsendelse, mens jeg som de fleste andre arbejdede hjemmefra. Og indrømmet betjener jeg mig af nogle arkitektoniske temaer og elementer, som jeg i sin tid udviklede til mit afgangsprojekt, men som jeg netop syntes var i særklasse velvalgte her. I mit afgangsprojekt beskrev jeg det overordnede arkitektoniske greb som, at ’rummet opfattes som ét og sammenhængende, og formerne formår blot at danne lokale afgrænsninger, parenteser, i dette rum’. Det er klart en spirituel grundidé, at vi alle dybest set er bundede sammen på nogle energimæssige og skæbnemæssige planer, men at vi samtidig hver især har en trang til og muligvis også en fordring om både at manifestere os selv og at beskytte os selv igennem livets uendeligt varierede situationer.

Således er dette arkitektoniske greb konkret sammenfattet af distinkte arkitektoniske afgrænsninger/ facader/ rumadskillende elementer, der giver form og identitet og samtidig regulerer udvekslingen mellem omgivelserne, men afskærmningerne er samtidig åbne til en eller to sider, hvorved rummet alligevel i den sidste ende flyder sammen til ét.

Jeg forholdt mig kun helt overordnet til etableringen af arealer og voluminer, hvor de vandrette opdelinger på de skitserede skærme svarer til normaletager, og disse voluminer kan således underdeles i enkelt-/ dobbelt- og tripelthøje etager efter behov. Men som det fremgår lod jeg naturen i form af haveafsnit gennemtrænge bygningskomplekset, og overalt er der slip mellem skærmene, så det store almene rum flyder igennem de forskellige afsnit. Det centrale cirkeludsnit er tænkt som afgrænsning af et auditorium.

Sådan kunne et meget skitsemæssigt bud fra min hånd se ud som svar på opgaven om udformning af et museum for moderne kunst på denne unikke lokation. Arkitekturen er på den ene side formorienteret ved de klartdefinerede parenteser, men er tilpassende både i det overordnede layout og den konkrete udformning af de enkelte parenteser i henhold til de indre funktioner.

Selvom det formgivningsmæssigt ikke er andet end et kuriosum, så opdagede jeg, også i forbindelse med min afgangsopgave, at der eksisterer omfattende additive regler for diagonaler, eller med andre ord: Tager man fx 2 stk. 2:1-diagonaler samlet får man en 3:4-diagonal, eller tager man en 3:4-diagonal og lægger sammen med en 7:1-diagonal får man en 1:1-diagonal. Således gik jeg videre og tjekkede 33 udvalgte diagonaler for deres indbyrdes sammenhænge af formen A+B=C og ud af de 531 kombinationer fandt jeg 133 matches. Skævhederne i placeringerne af skærmene og de skitserede grits er således alle definerede indenfor dette system af harmonier mellem diagonaler. Bare fordi jeg kunne, og fordi der måske er en form for universel lovmæssighed på spil her.

Igen, bare et kuriosum mht. det overordnede design, som altså er et forsøg på at finde en fællesnævner imellem de meget modsætningsfyldte naboer, og som sådan en bygning, der er vævet ind i Berlins unikke modsætningsfyldte historie og betydning.











.