Personligt er jeg ikke glad for anglificeringen af vores sprog og så meget hellere, at der opstod en kultur om at gøre sig umage med at finde det tilsvarende danske ord for det engelske, der ligger lige på tungen. Når så jeg omvendt som her, giver en dansksproget Facebook-note en engelsk titel, er det fordi jeg ikke kan se, at der er en præcis og mundret dansk formulering.

Det engelske ord ’entitlement’ har ikke en dansk pendant. Ordformerne ’at være betitlet til’ eller ’betitelhed’ findes jo ikke. De nærmeste danske oversættelser ville være ’at have ret til’ eller ’at have krav på’, men begge oversættelser er upræcise, for ’at have ret til’ eller ’at have krav på’ er hårdere i attituden end at være ’entitled to’.

’Entitlements’ har en stemning af at være indarbejdede samfundsmæssige institutioner – noget man tager for givet – man behøver ikke at puste sig op og hævde sin ret eller fremsætte et krav. Et sæt af privilegier man bare har, fordi man er den man er, og har den rolle man har. På den baggrund vil jeg fortsætte med at bruge det engelske ord igennem denne note.

Hvor selvfølgelige og upåfaldende disse udbredte ’entitlements’ end fremstår, er påstanden her, at disse ’entitlements’ er blandt de primære drivkræfter i Vestens forfald. I de etablerede samfundsmæssige selvforståelser og den etablerede samfundsmæssige konsensus hvornår kommer punktet, hvor man spørger sig selv, om de udbredte ’entitlements’ nu også er velbegrundede og hensigtsmæssige og overhovedet forsvarlige?

Det punkt kommer aldrig. Sådanne grader af åndsnærværelse er kulturer simpelthen ikke i stand til at præstere. Det er med dette som med fiskenes manglende bevidsthed om vandet, de svømmer i. ’Entitlements’ er det samfundsmæssige substrat, vi svømmer i. Og vores forestillinger om at forsvare vores respektive rollers samfundsmæssige betydning, vores forestillinger om at gøre karriere, vores forestillinger om de samfundsmæssige belønningsstrukturer handler om at opnå eller konsolidere ’entitlements’.

’Entitlements’ er således en af de primære drivkræfter i den samfundsmæssige inerti. Som et gyroskop i bevægelse, som man kan skubbe til, uden at det forstyrrer bevægelsen, kværner vores ’entitlement’-strukturer urokkeligt derudaf. Mod en form for samfundsmæssigt kollaps.

Denne stadigt mere overhængende trussel om et forestående samfundsmæssigt kollaps er mit bedste bud på de dybt irrationelle og fanatiske stemninger, der er kommet til at præge vestlig politik. Og det gælder både de politiske ledere og store dele af befolkningen. Der er ikke længere nogen rationelle debatter, ikke nogen forsøg på gennem dialog at afdække vores reelle udfordringer og handlemuligheder – der er bare de fanatiske standpunkter, der forsvares med mere eller mindre uciviliserede følelsesladede udfald.

Der har ikke på noget tidspunkt været ræson i særligt den angloamerikanske opvigling af krigen i Ukraine, der har ikke på noget tidspunkt været et grundlag for at forsvare Israels overgreb på palæstinenserne og de landene i regionen, der har ikke på noget tidspunkt været ræson i USA og Israels angreb på Iran. Disse kampagner har hele vejen igennem haft noget tvangsmæssigt og fanatisk over sig.

Og se bare på konsekvenserne. USA har allerede fortabt sin rolle som global overmagt, og den deroute, der hermed er startet, er der ingen der ved hvor ender. Suspension af forfatningen, udbryderstater, opbrud i statsstrukturen og borgerkrig er scenarier, som ikke kan afvises.

Med USA’s stærkt svækkede rolle i Vestasien, er Israels position i regionen blevet enormt udsat – en politisk omstændighed som altså kommer oveni i israelernes ufatteligt bestialske overgreb på den palæstinensiske befolkning – så hvordan skal staten Israel overhovedet overleve? Og vil Israels forrykte fanatiske handlinger over de seneste tre år, og de indkasserede politiske og militære nederlag tvinge det politiske lederskab ud i den ultimative forrykte fanatiske hævnaktion i form af et atomvåbenangreb på Iran?

Her i Europa har vores egen forrykte fanatisme ført til, at vi har afskåret os selv fra Rusland – vores primære leverandør af en række livsnødvendige ressourcer samt vores mest oplagte vækstmarked – og nu er den europæiske industri (ikke overraskende) ved at falde helt fra hinanden. Volkswagen vælger at lukke den ene fabrik efter den anden, og de øvrige europæiske bilfabrikker vil snart følge efter. Og krisen i den europæiske bilindustri er bare toppen af isbjerget, krisen der omtales i medierne, men bortset fra visse nicheindustrier er krisen formentlig generel.

Så igen, påstanden er her, at indgroede ’entitlements’ (også hvad angår de vestlige nationers internationale status), den indgroede arrogance grænsende til hovmod, potenseret af en knapt bevidst fornemmelse af at disse privilegerede livsformer står for fald, har været en afgørende faktor i den svigtende realitetssans, fanatismen og de selvskadende handlinger.

Helt op til 1990’erne var det almindeligt at inddele klodens nationer i to kategorier, de industrialiserede lande og udviklingslandene. Og landene i kategorien industrialiserede lande nød mængder af privilegier. Der var større eller mindre grader politisk, økonomisk og ikke mindst finansiel overlegenhed forbundet at tilhøre kategorien af industrialiserede lande. Det gjaldt muligvis i særdeleshed USA og de vesteuropæiske lande, og nogle af disse privilegier daterede sig tilbage til kolonitiden, som man så med succes havde fået overført til de nye formelt demokratiske og frimarkedskapitalistiske platforme.

Men ’de industrialiserede lande’ blev op igennem 90’erne og 00’erne en mere og mere misvisende betegnelse. Dels var der opstået en uomgængelig tredje kategori, ’emergent markets’, dvs. udviklingslande trådt ind i en rivende industrialiseringsproces, dels ville en mere korrekt betegnelse for de vestlige økonomier være de finansialiserede lande, dvs. lande hvor den hidtidige model med økonomisk vækst via produktivitetsforbedringer var blevet erstattet af en eksponentielt voksende gældsætning.

Igennem den industrielle epoke, hvor profit og vækst opstod gennem produktivitetsforbedringer, opstod fagforeningerne med deres helt legitime krav på at få andel i gevinsterne af disse produktivitetsforbedringer. Disse systemer af ’entitlements’ udviklet gennem fagforeningernes forhandlinger med arbejdsgiverne havde deres basis i samfundets præsterede værditilvækst. Men hvilken stilling havde disse ’entitlements’ i en stadigt mindre industrialiseret og stadigt mere finansialiseret samfundsmæssig virkelighed?

Hvor indkomstforskellene igennem de vestlige samfund eksploderede med finansialiseringen af de vestlige økonomier, fortabte fagforeningerne for en stor del deres muligheder for at gøre krav på andele i disse formuer genereret gennem finansielle operationer i langt højere grad end gennem regulær værdiskabelse. Samtidig var produktionsvirksomhederne ‘entitled’ til bare at flytte produktionen til andre verdensdele, hvis der blev for meget vrøvl med de ansatte, miljøkrav eller beskatningen.

Men systemerne af ’entitlements’ lever videre, selvom deres forankring i realiteternes verden bliver stadigt mere illusorisk. Og lønmodtagerne er jo heller ikke blevet svigtede, da de jo netop har fået storartede muligheder for at gældsætte sig, og således har kunnet købe huse og sommerhuse, renovere husene, installere fede køkkener, købe nye biler, tage på en eller to årlige ferierejser. Mens vores samfundsmæssige gældsætning er vokset med den dobbelte takt af væksten i bruttonationalproduktet. Og det er vel at mærke uden at indregne gældsætningen indenfor skyggebanksektoren.

Og så er der de enorme mængder af ’entitlements’ i form af de ophobede pensionskontrakter. Mange vil givetvis stejle over, at jeg benævner disse kontrakter ’entitlements’, da mange opfatter dem som opsparinger, der bare står på en konto, man kan begynde at trække på, når man bliver pensioneret.

Men pensionsselskaberne kan ikke udbetale flere penge, end den samfundsmæssige værditilvækst og vækst i gældsætningen samlet set er i stand til at producere. Og pensionsselskaberne skal (ligesom forsikringsselskaberne) pinedød have en forrentning på de indestående pensionsformuer. Igennem alle de mange år med meget lave eller i perioder ligefrem negative renter har pensions- og forsikringsselskaberne været tvunget til at forfølge meget mere risikable investeringsstrategier end tidligere tiders bundsolide investeringer i statsobligationer. Så hvor solide er vores pensionsopsparinger i virkeligheden?

Og med en forvitret produktionsbase hvad er der egentlig til at give statsobligationerne soliditet? Alle disse fordringer på fremtidens værdiskabelse kommer til at forhandle med de andre fordringer på samme værdiskabelse til f.eks. sygehusvæsnet, uddannelsesinstitutionerne, understøttelse af samfundet allersvageste. Det er bare fordringer, ’entitlements’, fra alle sider.

Der er finansverdenens ’entitlements’ i retning af igen og igen at få bailouts af centralbankerne, når deres overdrevent risikable satsninger slår fejl, og der de etablerede ’entitlements’ blandt de frimarkedskapitalistiske fribyttere i deres ret til for lånte penge at købe hæderkronede virksomheder med en stærk virksomhedskultur og splitte disse virksomheder ad i mindre salgbare stumper. Uden at medarbejderne på noget tidspunkt bliver inddraget i beslutningerne.

Der er det nu massivt centraliserede landbrug og deres EU-sanktionerede ’entitlements’ i retning af at forgifte jorder, vandløb og kyster. Og indenfor energisektoren er der de EU-sanktionerede frimarkedsmodeller for handel med energi, som reelt giver ’entitlements’ til energi-brokerne til at opkræve overpriser for strøm og gas, og energi-brokerne bader i mængden af profitter, der flyder ind.

Og der er horden af politikere, der ikke bare er komplet tavse om krisen i vores ophobede ’entitlements’, tværtimod overbyder de hinanden i at love yderligere ’entitlements’ for at få vælgernes stemmer. Et bondefangeri af et svimlende format i midten af den officielt feterede demokratiske styreform. Et lederskab der bare ikke kan tale om tingene som de er, og en vælgerskare der ikke udviser nogen interesser for at vide hvordan tingene reelt står til.

Dette svigt er så graverende, at det kan blive den endelige udslettelse af demokratiet som en gangbar styreform. Uansvarligheden er nærmest i sig selv blevet en ’entitlement’. Som om realiteterne må være det som vi bliver enige om at de er, ganske uanset konkrete kritiske observérbare udviklingslinjer der åbenlyst modsiger denne konsensus.

The Bonfire of Entitlements kunne være overskriften på de seneste halvtreds års samfundsmæssige udvikling i Vesten. Som så med de forrykte krige i Ukraine og Iran bringer os frem til The Dumpster Fire of Entitlements. Uanset om vi vælger at gå linen ud i vores fanatisme og desperation og hævngerrighed, og vi vitterlig antænder en regulær krig med Rusland eller USA og/eller Israel sender strategiske atomvåden mod Iran, eller om vi i stedet gradvist må gennemleve konsekvenserne af vores forrykte handlinger, vil vores systemer af ’entitlements’ styrte i grus.

Vores systemer af evigt voksende gældsætning forudsatte, at det var USA og sekundært Vesten der satte takterne i verden. Den førerrolle er reelt for længst fortabt, men systemerne har deres (enorme) iboende inerti, så det er først med vores forsøg på at hævde denne førerrolle på trods af vores reelle svaghed, at tabet af førerrollen bliver indlysende for alverdens lande.

Og med tabet af mulighederne for at fortsætte vores evigt voksende gældsætning vil vores samfundsmæssige velstand synke sammen til det niveau, der matcher vores reelle samfundsmæssige værdiskabelse. Et niveau der vil ligge langt under, hvad vi har været vant til. Et kollaps af vores bruttonationalprodukt på 40-50 pct. er ikke urealistisk.

Det er der selvfølgelig ingen af vores ’entitlements’, der vil overleve. Det vil have karakter af en samfundsmæssig nærdødsoplevelse, som så muligvis vil vække os af vores søvngængerliv, og trods de meget hårde materielle omstændigheder faktisk vækker en entusiasme i retning af at få startet vores samfund op på ny og på nogle mere tidssvarende og løfterige platforme.

Og vi kommer til at gå bodsgang overfor både russerne og kineserne.










.