Kunst lever ved sin flertydighed. Ved hvilke mere eller mindre “magiske” virkemidler en given kunster end opnår det – kunstværker bliver skabt, som har denne kvalitet af stor associationsrigdom. Og i mødet med kunstværket vækkes hos hver enkelt en mangfoldighed af associationer, som er helt igennem subjektive, og denne stimulation er forbundet med en sær kombination af nydelser og erkendelser.

For mit eget vedkommende stimulerer romaner praktisk talt altid en tendens til at se de episke aspekter af mit eget liv, som fortællingen om romanens figurer udfolder sig. At der en oprindelseshistorie, en karakter, nogle konsekvenser i karakterens møde med de konkrete omstændigheder, og denne spejling er praktisk talt altid stimulerende.

Der findes ingen menneskelig inkarnation, der ikke har noget særligt ved sig. I en vis forstand kan man sige, at der er en heltefortælling gemt i ethvert menneskes eksistens. Og bare at få færten af denne heltefortælling igennem stimulationen af en roman, er en god ting. Det handler om stimulation af ens selvbevidsthed, hvilket giver ens liv større dybde og ens udvekslinger med omverdenen mere relevans og værdi.

På den baggrund vil fortolkninger af kunstværker altid have karakter af et overgreb. I fortolkningsprocessen vil kunstværkets flertydighed blive reduceret og betydningerne blive bragt på mere faste former. Så hvorfor overhovedet gøre det?

Jeg gætter på, at trangen til at fortolke et givet værk opstår som følge af en overvældende stærk nydelsesmæssig og/eller erkendelsesmæssig stimulation, en trang til at sætte ord på denne oplevelse eller disse erkendelser. Og italesættelsen af denne oplevelse og/eller disse erkendelser kan i sig selv have stor værdi for én selv og andre.

For kunstværket vil fortolkninger være en udfordring. Nogle fortolkninger kan vitterlig ophæve magien ved værket, hvilket formentlig oftere sker, når værket har symbolsk eller allegorisk karakter, og fortolkningen blotlægger de konkrete motiverende inspirationer/ tematikker. I det ekstreme tilfælde eksemplificeret ved nøgleromanen, hvor en fortolker så rent faktisk leverer nøglen, hvilket med ét forandrer romanen til en slags dramadokumentar.

Omvendt har mange kunstværker en dybere tilblivelseshistorie, som hænger sammen med den pågældende kunstners lange rejse mod at finde sine egne indgangsvinkler og udtryksformer, og disse værker vil typisk have en robusthed, hvis integritet ikke anfægtes af den ene eller den anden fortolkning.

Da den tyske serie Babylon Berlin i sin tid blev sendt på DR, fandt jeg den enormt stimulerende. På den ene side ved sin samtidsskildring, og på den anden ved sin samtidsskildring. Altså, at jeg fandt beskrivelsen af datidens Berlin, datidens tyske samfund, oplysende og troværdig på mangfoldige måder, og at jeg fandt fortællingens mangfoldige referencer til tematikker i vores egen tid dybt fascinerende.

Oveni det kom så de troværdige karaktertegninger – troværdige ved deres kompleksitet/ flertydighed – i modsætning til de oftest langt mere stereotype karaktertegninger fra den amerikanske underholdningsindustri.

Noget lignende men samtidig også personligt desto mere slående finder jeg i Philip Pullman’s Det Gyldne Kompas. Så stærkt et åndsslægtskab med Pullman’s verdensskildring har jeg følt, at der muligvis kan være værdi i at prøve at sætte ord på, hvad der resonerer så meget med mine egne anskuelser i den roman. 

***

Romanens hovedperson er en 11-årig forældreløs pige Lyra Belacqua, som har fået et hjem og en opvækst i Jordan College, et prominent kollegium på Oxford-universitetet. Lyra er en begavet og livlig og lettere rebelsk pige, som er afholdt, og de voksne omkring hende bærer over med hendes narrestreger.

Karakteristisk for Lyras verden er, at alle mennesker har en inkarnation af deres sjæl i form af en fysisk daimon, som alle kan se, en dyreskikkelse, og en vigtig side af livet udfolder sig som en evig dialog mellem det enkelte menneske og dennes daimon.

Det viser sig, at Jordan College er et af de få tilbageværende oaser for fri tænkning, for den verden der omgiver Jordan College og Oxford, er under totalitaristisk kontrol af Magisteriet, den kirkelige magt, der har opslugt statsmagten i sig.

Selvom Magisteriet formelt går med overvejelser om at genindføre inkvisitionen, udøver Magisteriet i realiteten mængder af inkvisitorisk kontrol. Forfølgelse af kætterske tanker, udslettelse af kættere, og stadigt mere tvangsmæssige drifter imod at etablere total kontrol over “menigheden”.

Som følge af hendes nysgerrige og rebelske natur bliver Lyra uforvarende vidne til en forbudt forelæsning for en lille sluttet kreds på Jordan College om fænomenet Støv. Foredraget holdes af hendes onkel Lord Asriel, en egensindig eventyrer med stor personlig pondus, som har været på ekspeditioner til klodens nordligste egne, og har fundet konkrete beviser for strømme af Støv.

For den lille kreds viser Asriel nogle særlige fotos, hvor energistrømmene af Støv bliver synlige, og man ser hvordan Støv manifesterer sig i nordlysene, og hvordan strømme af Støv flyder oppefra og ind i mennesker gennem deres isse eller gennem deres daimon.

Forestillingerne om tilstedeværelsen og betydningen af Støv er blandt de allermest kætterske forestillinger, og Magisteriet arbejder som besat på at fortrænge Støv og enhver forestilling om Støv fra denne verden.

Samtidig bliver den beskyttede verden indenfor Oxford forstyrret af rygter om ’snapperne’. Stadigt flere beretninger om børn, der forsvinder ved at visse grupper strejfer om og ’snapper’ børn og bortfører dem.

En meget karismatisk og smuk kvinde Mrs. Coulter indfinder sig en dag på Jordan Collage, og Mrs. Coulter giver Lyra tilbuddet om at fortsætte sin uddannelse ude i den store verden ved, at Lyra kan følge hende på en kommende ekspedition til det høje nord. Det vil Lyra i sagens natur selvfølgelig rigtig gerne.

I al hemmelighed tidligt om morgenen på dagen, hvor Lyra skal forlade Jordan College, kalder forstanderen hende til sig, og overlader hende et enestående avanceret instrument, en slags forvokset lommeur, et alethiometer, som faktisk kræver en hel række omfattende instruktionsbøger for overhovedet at kunne betjenes, men forstanderen siger til Lyra, at hun må selv finde ud af at betjene instrumentet. Navnet ’alethiometer’ er en sammenskrivning af de oldgræske ord for ’sandhed’ og ’måler’.

Kort inden Lyras afsked med Jordan College er hendes bedste ven, køkkendrengen Roger, forsvundet. Alle mistænker snapperne for at have taget ham, og Lyra sværger ved sig selv, at hun vil finde ham, og bringe ham hjem.

Lyra bliver installeret i Mrs. Coulters storladne og fornemme lejlighed i centrum af London, og bliver udstyret med pænt tøj og en stram etikette, og der er i virkeligheden meget lidt ægte levet liv i og omkring Mrs. Coulter. Samtidig har Lyra fået strikte instrukser om ikke at gå ind i Mrs. Coulters arbejdsværelse, hvilket Lyra selvfølgelig ikke kan nære sig for at gøre alligevel.

Og her finder Lyra vidnesbyrd om en stærkt foruroligende side af Mrs. Coulter. Hun er åbenbart tæt forbundet med Magisteriet, og er leder af en form for program, der angår bestemte navngivne børn (hun finder Rogers navn på listen), og programmet omfatter at bringe børnene til et eller andet eksperimentelt laboratorium i Bolvanger i det høje nord.

Hermed er Lyras relation til Mrs. Coulter endegyldigt forandret, og under et større selskab hos Mrs. Coulter ser Lyra sit snit til at stikke af. Lyra lander på gaden i London i de mørke timer og render der ind i en gruppe snappere, der ser hende som et let bytte, men netop som de tager hende, bliver de overfaldet af ’jypsier’, som redder Lyra.

For jypsierne er Lyra ikke hvem som helst. Hun bliver bragt til lederen af jypsierne og kredsen omkring ham. Jypsierne har altid vidst, at Lyra havde en særlig skæbne, og der har sågar været jypsier inkognito på Jordan College, der i hemmelighed har beskyttet Lyra. Jypsierne er ’flodfolk’, beskedne men stolte og uafhængige folk, der lever på husbåde, og Lyra finder sig hurtigt til rette blandt jypsierne.

Lyra indvier jypsierne i alt hvad hun ved fra Asriels foredrag om Støv og snapperne og sågar også (som de første) om alethiometret. Det viser sig, at jypsierne har været særligt hårdt ramt af snapperne, og hermed starter den fælles færd for Lyra og jypsierne mod Bolvanger for at undsætte alle de bortførte børn.

Hvad der reelt viser sig at foregå på Bolvanger, er eksperimenter i det mest infame menneskelige overgreb overhovedet, separationen af børnene fra deres daimons. Inden de når helt frem til laboratoriet, møder Lyra et af “opererede” børn, som er undsluppet laboratoriet, og han er, som man kan tænke sig, helt død indeni. I savnet af sin daimon klamrer han sig til et stykke tørret fisk.

Og det kommer selvfølgelig til et angreb på Bolvanger-laboratoriet, et overraskende ambivalent gensyn med Mrs. Coulter, og i tumulten bliver de bortførte børn reddet, men Det Gyldne Kompas slutter med et grumt ’plot-twist’, som selvfølgelig peger frem imod de efterfølgende to bind i serien.

***

Da ’His Dark Materials’-trilogien udkom mellem 1995 og 2000, gav det ikke anledning til kontroverser, tværtimod blev bøgerne særdeles godt modtaget og opnåede flere prominente litteraturpriser. Og selvom trilogien blev udgivet på et forlag kendt for børne- og ungdomsbøger, var der almindelig anerkendelse af – ligesom Philip Pullman også selv har fastslået – at disse bøger ikke er skrevet bare for børn og unge.

Men da Hollywood så i 2007 lancerede The Golden Compass, en lettere saneret version af seriens første bind med stjerner som Nicole Kidman og Daniel Craig i hovedrollerne, brød helvede løs. Igennem trilogien leverer Pullman en skarp kritik af den katolske kirke samt en dybtgående kritik af det kristne begreb om arvesynden, de kristne forestillinger om det syndefulde ved erotikken.

Den konservative amerikanske Catholic League, kaldte filmen for en ’bait for the books’, altså at filmen ville føre til udbredelse af bøgernes ”antireligiøsitet”, udsendte et 23 sider langt modskrift ’The Golden Compass: Agenda Unmasked’ og opfordrede til officiel boykot af bøgerne. Mens opstandelsen rasede, blev bøgerne taget af hylderne i bibliotekerne i mange amerikanske stater samt i Canada.

Så intens var denne opstandelse, at den nåede de landsdækkende medier, og Philip Pullman blev hængt ud ikke bare som ateist men netop som antireligiøs, hvilket nærmest havde karakter af at sige, at han stod i ledtog med Djævelen. Og så var hans målgruppe børn og unge mennesker. Værre kunne det næsten ikke blive.

Senere klingede opstandelsen af, Pullman fik lejlighed til at forklare sig, og gradvist fandt bøgerne vej tilbage til hylderne på bibliotekerne.

***

Men det er så her, at jeg vil lancere mit eget “overgreb” i retning af en muligvis temmelig idiosynkratisk læsning af Det Gyldne Kompas.

Pullman kan muligvis siges at være antireligiøs, men han er det i givet fald i den konkrete forstand, at så snart en trosretning etablerer sig som den dominerende religion, og derved opnår samfundsmæssig status og magt, da begynder magtbegæret at nedbryde troen indefra.

Samtidig er der det sære dekret om, at katolske præster skal leve i cølibat. Hvilket igen rejser spørgsmålet, om ikke de talrige sager om seksuelt misbrug, særligt af drenge, indenfor den katolske kirke, er en konsekvens af dette dekret om at skulle leve i cølibat, hvilket så igen nedbryder troen og katolicismen i uoprettelige grader. Men det rejser også spørgsmålet om, hvordan dette cølibatkrav spiller sammen med en stram magtorganisation. Med eller uden misbruget af drengebørn i kirkens tjeneste.

Pullman har i senere interviews af flere omgange henvist til disse (systemiske?) seksuelle overgreb indenfor den katolske kirke, og bevidstheden om disse overgreb kan have været blandt de motiverende faktorer i Pullman’s forkastelse af den katolske kirke. I trilogiens tredje del ’The Amber Spyglass’ (som jeg ikke er nået til endnu) præsenterer Pullman sine egne forestillinger om forholdet mellem det spirituelle og erotikken, udtrykt ved Lyras ’coming of age’.

Og hvem er snapperne? Hvert år forsvinder der i Storbritannien i størrelsesordenen 3.000 børn, muligvis langt flere. Hvad sker der med disse børn? Vi taler jo ikke her om teenagebørn, der bliver edderspændt rasende på deres forældre, og stikker af hjemmefra for så at sove på sofaen hos en ven/ veninde i en uge eller to.

Og vi hører, at snapperne særligt har bortført børn af jypsierne og de laveste samfundsklasser, og hvem kan her undlade at associere til Jeffrey Epstein’s agenter, der strejfede om i de fattige kvarterer i Miami på udkig efter kønne 9-12 års piger, de kunne groome til børnesexslaver?

Og hvad er konsekvensen for disse børnesexslaver? Er det ikke en traumatisering, en skade på forbindelsen til deres inderste væsenskerne, deres sjæl?

Og i de transhumanistiske tankegange, der efterhånden er rimelig evidens for er udbredte i kredsen af superrige, er de ikke at sammenligne med Magisteriets begær efter at fortrænge enhver form for spiritualitet og originale inspirationer? Søger denne gruppe af superrige, denne verdens reelle men illegitime ledere, ikke efter programmer til at drive enhver rebelsk impuls ud af de brede befolkningslag?

I det omfang psykopati er udbredt blandt disse superrige, vil metoder til traumatisering af almindelige mennesker ikke netop gøre dem mere lig dem selv, dvs. mere eller mindre sjælløse og dermed lette at regere?

Så hvad er alternativet til disse forkvaklede og uheldssvangre udviklingslinjer? Det er her betydningen af Støv kommer ind. Pullman har selv i interviews henvist til Støv som ’divinity’. Det oversætter vi som ’guddommelighed’, hvilket ikke rigtig er tilfresstillende, men ’spiritualitet’ er omvendt lidt for new age-agtigt.

Støv handler om eksistensen af en allestedsnærværende bevidsthed, og i det omfang mennesket formår at holde en åben kanal til sit inderste væsen, vil denne bevidsthed som en energiform strømme igennem ens egen bevidsthed. Personligt har jeg haft en konkret erfaring med en markant strøm af energi ind gennem min isse, som jeg beskrev i min note Den Socialorganiske Revolution.

På den måde er Pullman slet ikke agnostisk og heller ikke rigtig ateistisk – der er en afgørende ’divinity’ i verden, og hvert enkelt menneske kan tappe på denne ’divinity’ ved at holde en kanal til sit inderste væsen åben.

Igennem en længere periode kan Lyra ikke finde ud af at bruge alethiometret, og hun leger bare lidt med det, som et barn, der ikke kan klokken, ville lege med et lommeur. Men gradvist opdager Lyra, at ved at bringe sig i en afslappet ufokuseret tilstand, kan sjælelige ønsker/ spørgsmål forme sig, som Lyra kan udtrykke gennem en kombination af symboler på instrumentet, som alethiometret så reagerer på, og svarer på ved at pege på en anden serie af symboler, som Lyra – stadig i den samme afslappede ufokuserede tilstand – evner at begribe som et samlet svar på hendes sjælelige ønske.

Så hvad vi taler om her, er helt åbenlyst intuitionen. Alethiometret er det (formidable) instrument, vi har i vores intuition. Og hvad der åbner for intuitionen, er netop denne evne til at bringe sig i en interesseløs modtagelig tilstand, hvorved dybere indsigter får muligheder for at trænge igennem, med mellemrum endda geniale indfald, som løser hidtil uløselige problemer.

Og jeg hælder til, at navnet Lyra Belacqua vidner om hendes særlige talent. ’Lyra’ udtales ligesom ’lyre’, instrumentet som i oldtiden lagde navn til lyrikken, og er Belacqua ikke ’belle aqua’, et navn for den godartede flow-tilstand?

Efter Bolvanger på vej mod opgøret på Svalbard og førnævnte ’plot-twist’ har luftskipper Lee Scoresby og heksen Serafina Pekkala en diskussion om Lyras skæbne og fri vilje:

“And this child seems to me to have more free will than anyone I ever met. Are you telling me that she’s just some kind of clockwork toy wound up and set going on a course she can’t change?”

“We are all subject to the fates. But we must all act as if we are not, or die of despair. There is a curious prophecy about this child: she is destined to bring about the end of destiny. But she must do so without knowing what she is doing, as if it were her nature and not her destiny to do it. If she’s told what she must do, it will all fail; death will sweep through all the worlds; it will be the triumph of despair, forever. The universes will all become nothing more than interlocking machines, blind and empty of thought, feeling, life…”

Et skæbnebestemt opgør, der bare fremstår så meget mere relevant i dag ved den skillevej, vi står ved, med den massive udbredelse af Artificial Intelligence.

Jeg vil mene, at enhver, der lever i skyggen af totalitaristiske systemer, kan finde inspiration i Pullman’s episke fortælling. Hvor Orwell og Huxley leverede stærke beskrivelser af to forskellige former for samfundsmæssig totalitarisme, men samtidig beskrev de i mennesket iboende modstandskræfter som skrøbelige og utilstrækkelige, er modstandskræfterne anderledes omhyggeligt beskrevet hos Pullman, og ligger her ikke bare på mennesket men er aspekter af et levende univers. Det både øger betydningen af opgøret og vægten af de iboende modstandskæfter.

***

Min halvlange intro om kunstværker og fortolkninger fik sikkert en del til at stå af på opslaget, men der var en dybere mening med den. Efter min opfattelse står vi på tærsklen til et bevidsthedsmæssigt kvantespring, hvor vi anerkender værdien af at leve i en tilstand af flertydighed. Det er dér intuitionen har hjemme og er aktiv, og dér vi åbner vores liv for originale indfald.

Denne tilstand står i radikal kontrast til de seneste fem årtiers stadigt stærkere tendenser imod, at alt skal italesættes, mål skal defineres, holdninger og værdier skal defineres, alt skal gøres målbart og til at pege på – alle de tilgange og metoder, hvor AI slår os ikke bare med banelængder men med lysår.

Men det er jo heller ikke i overensstemmelse med vores natur. Hvad er et menneske, hvis ikke der er rum for mavefornemmelser, anelser, skøre indfald, empati, kærlighed, evnen til at se helheder og sætte ting i rette proportioner?

Pullman siger det: “If she’s told what she must do, it will all fail” – det hele afhænger af, hvad Lyra gør i det konstante skiftende flow af omstændigheder. Og hun begår fejl, men også disse er faktorer i tingenes udvikling – hun er tro mod sig selv, har en indre ledetråd, viser modet til at handle på sine indre vejledninger, og gør derved en forskel i verden – en kæmpe forskel.

Med denne flertydighed for øje kan Pullman’s univers forlades uden at insistere på, at denne tolkning er den rette, men blot præsentere den som stof til eftertanke.

.