Når sandheden skal tilbage

(Læserbrev til Weekendavisen)

I sin anmeldelse af to videnskabelige artikler i WA 8. feb. 2013 beskriver Jørn Boisen folks tilbøjeligheder til at tro på konspirationsteorier som en funktion af social usikkerhed. Og artiklen bærer overskriften “Når sandheden skal frem” og denne sandhed forekommer således at være, at troen på konspirationsteorier blot er et spildprodukt af nogle uheldige, personlige livsomstændigheder. Og rationalet bliver helt underholdende ved den videnskabelige artikel der synes at dokumentere, at de samme mennesker der tror på at en konspiration stod bag Lady Dianas død, samtidig tror på at hun fortsat lever.

I et demokratisk samfund består der en mere eller mindre udtalt kontrakt mellem folket på den ene side og samfundets lederskab i form af regering og toneangivende erhvervsfolk på den anden. Og da konspirationsteorier typisk beskæftiger sig med, hvem der ‘i virkeligheden’ styrer og med hvilke motiver, virker det tyndt blot at stoppe ved sammenhængen mellem tendensen til at tro på konspirationsteorier og folks oplevelse af social utryghed. Er det vi har at gøre med ikke ‘i virkeligheden’ en dyb tillidskrise imellem folket og lederskabet?

I disse år vågner almindelige mennesker gradvist op til erkendelsen af, at knaphed på olie og en række andre råstoffer står til at blive den nye normal, at naturgrundlaget, som trods alt er vores kilde til føde, til stadighed mister fertilitet og dermed produktivitet, og at de store rigdomme, der er blevet udvundet over de seneste årtier, ikke er blevet investeret i en bedre fremtid for alle, men tværtimod er blevet klattet væk i et ørkesløst luksusforbrug.

Folket eller almindelige mennesker har gode grunde til at føle social utryghed og de har gode grunde til at mistro det samfundsmæssige lederskab. Man behøver ikke at være konspirationsteoretiker for at indse, at der er noget i vores samfunds funktionsmåder og beslutningsprocesser, der er gruelig galt. Bare ved nøgternt at tage bestik af dybden af det uføre vi står i, fremstår vores hidtidige lederskab som korrupt.

Og derfor bliver det næste spørgsmål naturligt, hvordan kunne det gå så galt? Og i besvarelsen af det spørgsmål bliver netop vores samfundsmæssige omgang med sandhed kritisk. Ovennævnte kontrakt mellem folket og dets lederskab baserer sig dels på at lederskabet arbejder for indfri folkets ønsker, dels på at lederskabet er åbent og transparent og informerende, og således udruster folket med den nødvendige viden til overhovedet at kunne danne sig en nogenlunde sikker fornemmelse for, hvad deres ønsker er. Hvem vil benægte, at tendensen har været den modsatte igennem årtier? At beslutningsprocesserne i vores samfund er blevet mere og mere uigennemskuelige med allehånde problemer med lobbyisme, misinformationskampagner, ‘regulatory capture’, en kommercialiseret presse, politisering af forvaltning og ekspertorganer, ‘regulatory overload’, og bare tom, partipolitisk paraderen.

Fremfor at udstille folk som tror på konspirationsteorier, er det så ikke tid for en langt bredere, kollektiv, politisk selvransagelse? Er der ikke åbenbart, at vores politiske klima er præget af, at Vesten aldrig fik gjort op med den kolde krig, og at hele det sikkerhedspolitiske hemmelighedskræmmeri er fortsat uantastet og nærmest eksploderet efter 9/11? Eisenhowers advarsel om ‘den uheldsvangre og uhindrede udfoldelse af ubeføjet magt’ forekommer mere relevant end nogensinde. Samtidig har almindelige mennesker mistet interessen for politk, formentlig fordi det der præsenteres som politik bare ligner et morads af partipolitiske og personlige ambitioner.

Mere konkret, hvis hele den amerikanske befolkning og i en vis forstand en stor del af menneskeheden er traumatiseret af 9/11, hvorfor befrier den amerikanske regering ikke sit folk for dette traume ved at gennemføre en tilbundsgående undersøgelse af terrorhandlingen? Hvorfor gennemfører den amerikanske regering ikke en kommissionsdomstol med vidneudsagn under ed eller en sandhedskommission med vidtgående amnesti for netop at få sandheden frem? Den efterforskning, som blev gennemført, The 9/11 Commission Report, fremstår særdeles mangelfuld og fejlbehæftet, og hvordan kunne den blive andet? Med den sammensætning, de bemyndigelser og en finansiering på 14 mio. dollars. Til sammenligning kostede efterforskningen af Whitewater-affæren 60 mio. dollars og Lewinsky-affæren 40 mio. dollars.

Der findes ikke én sandhed, som gælder for alle. Sandhed kan aldrig være andet end en stærk følelse af vished hos det enkelte menneske. Problemet med sandheden i vores nuværende politiske kultur er, at vores ledere synes at gå ud fra, at sandheden såvel er relativ for den enkelte. Og således driver lederskabet og det øvrige samfund ryggesløst omkring uden sans for op og ned og frem og tilbage. Alt er underlagt nyttevurderinger, ovenikøbet personlige nyttevurdringer. Ingen træder i karakter og melder ud med, hvad han eller hun anser for sandt. Det hele bliver så mudret, at almindelige mennesker mister enhver illusion om at sandhed er noget at stræbe efter. I dette politiske klima er der ingen værn mod bedrag og ingen skel mellem legitime alliancer og konspirationer.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s