Politikernes store løgn

Janus03.jpg

Politikernes store løgn er selvfølgelig, at de bilder os ind at vi har brug for dem. Men har vi ikke brug for dem? Vi har jo over århundreder fået opbygget nogle sindsygt komplekse samfund med så ufattelig mange bevægelige dele der griber ind i hinanden, og så ufattelig mange regler for hvordan de samfundsmæssige udvekslinger skal foregå, så det må da kræve en enormt omfattende oplæring og en enormt veludviklet forestillingsevne for overhovedet at kunne orientere sig i endsige forvalte dette vanvittigt komplekse samfundsmæssige maskineri. Og det er rigtigt, men det er samtidig den anden side af politikernes store løgn, at bilde os ind at dette vanvittigt komplekse samfund overhovedet findes.

Det er efterhånden 50 år siden at dommen faldt over de senindustrielle samfund, og denne dom kunne opsummeres som:

  • At vores udvindingsøkonomiske metoder førte til udtømning af de ressource vores samfund bliver understøttet af
  • At vores udvindingsøkonomiske metoder førte til forurening og udpining af naturgrundlaget med potentielt fatale konsekvenser for hele menneskeheden
  • At vores materialistiske værdisæt førte til afstumpede måder at forstå vores relationer til hinanden og til vores omverden
  • At vores materialistiske værdisæt førte til ensomhed og nedbrydning af vores samfunds sociale sammenhængskraft
  • At den manglende forståelse for gensidigheden i vores relationer til hinanden og til vores omverden førte til ekstreme samfundsmæssige uligheder i fordelingen af rigdommene der blev udvundet af naturgrundlaget og af arbejdskraften, og at disse uligheder i sig selv bidrog til yderligere fortrængning af gensidigheden i vores relationer og yderligere nedbrydning af den sociale sammenhængskraft

Allerede dengang for 50 år siden stod det klart, at vi måtte omlægge vores levemåder, forenkle vores samfund, skalere vores samfund ned, så vores levemåder kunne holde sig indenfor de fysiske rammer og betingelser, som er givet ved det overordnede økosystem som planeten Jorden er. Hippierne forstod det og tog konsekvensen og tjekkede ud af de vanvittigt komplekse samfundsmodeller vi havde sat op for os selv. Mange af 68’erne forstod det og forsøgte at iværksætte omfattende omstillingsprocesser indenfor den eksistende samfundsorden. Men slaget blev tabt, og som samfund regrederede vi til den forestillingsverden, der havde hersket forud for at vi løb ind i den overvældende nye erkendelse, som om vi kunne omgøre eller annullere den mægtige erkendelse vi netop havde fået.

Politikernes store løgn er således nu på fyrretyvende år at fortsætte med at hævde, at alting kan fortsætte som vi har været vant til. Og det er på sin vis forståeligt, for det er selvfølgelig langt mere interessant at være en slags CEO for en mægtig koncern (stat) med internationale partnere og forbindelser, end det er at være bogholder i en mindre produktionsvirksomhed. Eller med andre ord, ingen politikere har til dato haft mod og mandshjerte til at indvie befolkningen i, hvor fundamentalt ikke-bæredygtig vores ressourceforvaltning, vores produktionsmetoder, vores finanssystemer, vores velfærdsordninger er, for gik politikerne ud med denne ene og helt reelle fortælling, så ville deres egen status som politiker blive voldsomt beskåret. For de flestes vedkommende sandsynligvis helt overflødiggjort. Så nej, det er langt federe at forblive indenfor illusionerne om deres enorme snilde og deres enorme kompetencer i retning af at styre et så vanvittigt komplekst samfundsmaskineri som vores nuværende. Ganske uanset at de i realiteten ikke rigtig styrer, men snarere bare gør som man plejer og når noget så sker, så kæmper de for at være på omgangshøjde med begivenhedernes forløb samt kæmper for at få indarbejdet udviklingstendenserne i deres egne mangelfulde og fejlbehæftede verdensbilleder.

Hvad jeg prøver at skitsere en forestilling om er altså, at dette vanvittig komplekse samfundsmaskineri slet ikke findes i virkeligheden, også selvom hovedparten af f.eks. den danske befolkning tror at det gør. Vores vanvittigt forgrenede lovkomplekser, vores vanvittigt komplekse forvaltningsapparater, vores vanvittigt komplekse ’micro-management’ af borgernes adfærd, alt dette fremstår som virkeligt og føles som virkeligt når man som borger møder manifestationerne af disse forestillinger, men disse samfundsforestillinger er ikke mere virkelige end vores vanvittigt opblæste finansielle værdiansættelser er virkelige, eller vores forestillinger om en uforstyrret energiforsyning til vores samfund er virkelige, når realiteterne er at 99 pct. af vores energiforsyning fortsat kommer fra de fossile brændstoffer som der åbenlyst bliver mindre og mindre af. Hvad vi taler om her er ikke dommedagsprofetier eller nedkaldelse af skyld over vores letsindige levemåder men bare simple konstateringer af, at det er sådan realiteterne ser ud hvis man forsøgsvist hæver sig over vanernes tyranni og ser igennem de fortrængninger der har hersket i vores kultur igennem disse mange år.

Så nej vi har ikke brug for vores politikere for de lever i en drømmeverden, hvor de anser sig selv for at være enormt betydningsfulde forvaltere for et kæmpestort samfundsmaskineri, som i virkeligheden slet ikke er der. Det er ’Kejserens nye klæder’ om igen. Og sagen er jo, at de godt kan mærke at skoen trykker, ikke bare et men flere steder. Efterhånden som de hårde fysiske begrænsninger og realiteter begynder at trænge sig på, bliver det simpelthen sværere og sværere at opretholde disse samfundsforestillinger. Politikerne mærker at forestillingerne begynder at skride, her og der og alle vegne, og de bliver bange. Tanken om at give slip på de herskende samfundsforestillinger må i sagens natur for politikerne være ensbetydende med en dyb eksistentiel krise, og det er nok de færreste der har modet til at kaste sig ud i en sådan eksistentiel omstillingsproces. I stedet vælger politikerne at sætte ind med desto hårdere og mere firkantede kanoniserede samfundsforestillinger, og de strammer deres greb om samfundets styring, alt sammen i et forsøg på at imødegå opløsnings- og nedbrudstendenserne og fastholde de vanemæssige forestillinger.

Vi har ikke brug for vores politikere, for i stedet for at være vores formidlere af virkeligheden, vores formidlere af de reelle vilkår der gælder for at opretholde vores liv her på Jorden, er de blevet vores skjold imod eller vores barriere overfor virkeligheden. Og jo mere vi investerer vores tillid, energi og politiske mandat i nogle bestemte politikere for at de skal skabe forandringer og få vores samfund til at fungere som førhen, jo mere ihærdigt arbejder politikerne på at stramme op på og ensrette vores samfundsforestillinger samt stramme deres greb om samfundets styring. Jo mere vi investerer i vores politikere, jo mere mere befæster vi barrieren for at nogle mere realistiske samfundsforestillinger kan trænge igennem. Overvågning, mørklægning, censur, undertrykkelse, hele udtrækket af statslig kontrol og styring, det er, hvor vi er kommet til. En jævnt glidende bevægelse fra demokrati over bureaukrati og teknokrati til regulære fascistiske forestillinger og tiltag.

Men hvis vi ikke har brug for vores politikere, hvad så? Taler vi så om ophævelse af alle de skrevne eller uskrevne kontrakter, der består mellem individet og samfundet? Taler vi om anarki? Tror vi på anarki? Er anarki overhovedet foreneligt med en sammenhængende samfundsforståelse?

Indledningsvist kan vi nok konstatere, at efter alle de mange år med stadigt mere omfattende og hårdhændet topstyring, så er der nok et ret stort udviklingspotentiale i en bottom-up-demokratisk samfundsmodel, hvor der vil være et stort rum for selvforvaltning både på lokalt og kommunalt niveau. Og i samme øjeblik staten fritages for al den hidtidige ’micro-management’, så er der et reelt potentiale for, at selv landspolitikken kunne genvinde fatningen (så at sige), og landspolitikken kunne genvinde sin karakter af at være overordnet, generel og visionær, og således koncentrere sig om de store og langsigtede udviklingslinjer. Samtidig har vi jo med internettet helt åbenlyst fået nogle nye redskaber til at lodde almindelige menneskers holdning til alle mulige spørgsmål, og det er således ikke svært at se for sig, at en ny generation af politikere vil opstå, som har genoprettet en forståelse for gensidigheden mellem dem selv og deres rolle på den ene side og befolkningens ønsker på den anden. En helt anderledes ydmyg rolle som den udførende part for de ønsker der trives i befolkningen.

Tænker vi os at en reformdemokratisk bevægelse ville være i stand til at genoprette en ærlig dialog mellem almindelige mennesker og politikerne, og at denne ærlige dialog førte til at både den brede befolkning og politikerne begyndte at forholde sig til vores reelle udfordringer, så ville disse samme politikere samtidig være i stand til at indgå i helt anderledes åbne og ærlige dialoger også på internationalt plan. Eller med andre ord så er det altså ikke utænkeligt, at selv international politik kunne blive befriet for hovedparten af alle de forkvaklede taktiske hensyn møntede ikke mindst på den hjemlige politiske scene, og således også i langt højere grad blive orienterede imod de reelle udfordringer som vi alle som nationer og som dele af menneskeheden er konfronterede med.

Politikernes store løgn har altså denne dobbelte karakter af, 1. Forestillingen om at vores vanvittigt komplekse senindustrielle samfund overhovedet er levedygtigt, og 2. Nødvendigheden af at have professionelle politikere til at forvalte dette vanvittigt komplekse samfund.

Her overfor har den radikale nye samfundsforestilling, der bringer os ud af dette dødvande og disse destruktive udviklingstendenser også en dobbelt karakter i form af, 1. En vedståelse af de reelle begrænsninger og vilkår der gælder for at opretholde vores liv her på Jorden, 2. Nødvendigheden af en reform af vores politiske systemer så vi sikrer at politikerne altid har den brede befolknings mandat til at gøre de ting de gør.

 

 

 

 

 

 

 

(Illustration: Janus, antik romersk gud for begyndelser, åbninger, tærskler, forvandlinger, dualitet, overgange, tid og afslutninger. Afbildes traditionelt med to ansigter, et der vender mod fortiden og et mod fremtiden)

 

Reklamer

En dør til en anden verden?

LargeHadronCollider01

Hvad det er vi får indblik i med ovenstående foto er selve kollisionskammeret i The Large Hadron Collider i det europæiske laboratorium for højenergifysik Cern ved Geneve. Hvad vi ser er kollissionskammeret med dets vanvittig komplekse konstruktion af partikeldetektorer, en konstruktion der er stor som en københavnerkarré, og her altså er krænget op så man får en fornemmelse af kompleksiteten af det mægtige apparat. Inden atompartiklerne kolliderer i dette kammer er de blevet hvivlet rundt i den enorme cirkelformede forsøgsopstilling med en omkreds på 27 kilometer, som er udstyret med 1.200 kraftige magneter og i midten af tværsnittet af dette mægtige cirkelformede magnetfelt er det altså muligt at etablere to modsatrettede stråler af atompartikler, og accelerere disse partikelstråler op til nogle ufattelig høje hastigheder, og så til sidst bringe disse partikelstråler til at støde sammen inde i midten af kollisionskammeret.

Hver af de 1.200 kraftige magneter er 15 meter lang og vejer 35 tons og er under driften nedkølet til henved det absolutte nulpunkt på -273 gr. Celsius, hvorved magneternes kraft mangedobles, og det er kraften af magnetfeltet som muliggør, at pratikelstrålerne kan accelereres op til de ufattelig høje hastigheder. Til denne nedkøling anvendes i størrelsesordenen 96 tons flydende helium, og med nedkølingen til bare to grader over det absolutte nulpunkt, er disse magneter kandidater til at være det koldeste punkt i hele vores solsystem. Når partikelstrålerne så tørner sammen sker der i størrelsesordenen af 600 millioner partikelsammenstød i sekundet, som hver især eksplodere i op mod 100 mindre partikler, og det er forløbet af disse kollisioner og egenskaberne ved disse mindre partikler man måler på i kollisionskammeret. Ved partikelsammenstødene opstår der vanvittig høje temperaturer på milliarder af grader, og de almindelige egenskaber ved stoffet i universet undergår forandringer, som man mener svarer til stoffets tilstand umiddelbart efter The Big Bang. Således hævder forskerne ved Cern, at de genskaber nogle tilstandsformer som var fremherskende i universet for 13,8 milliarder år siden.

Med sine 27 km i omkreds svarende til en diameter på 8,6 km dækker The Large Hadron Collider et område omtrent på størrelse med København (der er ca. 8,6 km fra Hvidovre til Svanemøllen), og hele forsøgsopstillingen er udført 100 meter under terræn og altså boret ud i Alpernes grundfjeld. Partikelacceleratoren er uden sammenligning den største menneskeskabte maskine til dato, og den forbruger lige så meget energi som Geneve by. Det oprindelige budget for opførelsen af The Large Hadron Collider var på 7,5 mia. euro svarende til godt 56 mia. kr. (2,5 gange prisen for Metrocityringen). Foruden forskere fra Cern’s 22 medlemslande har forskere fra hele kloden haft mulighed for at gennemføre forsøg med partikelacceleratoren, således at omtrent 10.000 forskere fra over hundrede lande til dato har anvendt de ekstraordinære faciliteter siden idriftsættelsen i marts 2010.

Okay, og hvor er det jeg vil hen med denne fysiktime? Ja det kæmper jeg lidt med selv at klargøre, men jeg kan bare ikke lade være med at undre mig. Jeg har stor respekt og sympati for mennesker, der dedikerer deres liv til at udforske den verden vi lever i, faktisk er jeg så rigeligt nørdet selv til at jeg kunne se mig selv begravet i bestræbelserne på at afsløre nogle af denne verdens mysterier, men det er sgu alligevel utroligt, at det lykkedes at stampe 56 mia. kr. op til at bygge et fysiklaboratorium. Og bevares, vi er da helt sikkert blevet en hel del klogere på hvad der foregår på det subatomare niveau, og når man bringer så mange forskere sammen sker der jo også alskens synergieffekter og kreative sammentræf (f.eks. blev http-protokollen som ligger til grund for internettet udviklet på Cern af Tim Berners-Lee i 1989), men det er alligevel utroligt at det lykkes at samle en sådan interesse om etableringen af et fysiklaboratorium. Samtidig må vi også være ærlige og sige, at det bestemt ikke er uden risiko at eksperimentere med universets stof på så ekstreme måder som The Large Hadron Collider muliggør. Jeg mener ikke at der var nogen der med sikkerhed kunne sige, at vi ved disse forsøg ikke ville komme til at slippe kræfter løs, som kunne forrette store ødelæggelser. Så ikke bare skulle enorme summer stables på benene, eventuelle risici ved forsøgene skulle altså også overkommes. Så igen, hvorfor den politiske interesse?

Personligt kan jeg således godt forundres over, at vi er lykkedes med at skabe et så kæmpestort og enormt komplekst fysiklaboratorium, men jeg er sådan set ikke så meget i tvivl om, hvorfor den politiske interesse var der. Sagen er jo den, at vores kultur, ligesom alle forudgående ”store” kulturer, lever på en udvindingsøkonomisk tankegang. Vores kilder til rigdom har alle dage været naturgrundlagt, hvor vi med stadig større effektivitet har udvundet de ressourcer ved hvilke vi har drevet vores samfund og opnået vores rigdom. For alle kulturer forud for den vestlige, var det solens energi der via naturen og vores agerbrugsmetoder tilvejebragte de ressourcer der drev vores samfund. Men opdagelsen af mulighederne for at udnytte den opsparede energi i kul og siden olie sendte de vestlige kulturer og siden alle klodens samfund ud på en formidable udviklingslinje, og skabte den store overflod og den mægtige ekspansion af den menneskelige foretagsomhed, der har karakteriseret de seneste 100-150 år. Siden opdagelsen af kul og olie i store mængder er populationen af mennesker på planeten eksploderet, mens omvendt stort set alle andre livsformer har været i tilsvarende tilbagegang. Men se, olie er jo ikke en fornybar ressource, i hvert fald ikke i det tempo vi forbruger den, og selvom de ikke kunne drømme om at italesætte denne omstændighed under en politisk debat, så ved vor tids politikere dybest set godt, at vi lever på lånt tid. Hvis ikke vi lykkes med at finde nye måder at udvinde energi til at drive vores samfund, så vil knapheden på olie medføre, at planetens muligheder for at understøtte den nuværende store population af mennesker vil formindskes, endda markant formindskes. Vi vil formentlig godt kunne udvikle nogle nye måder at få vores samfund til at fungere på, hvorved der ville kunne etableres et livsgrundlag for alle, men det vil ikke tilnærmelsesvist ligne det liv vi har været vant til. Simpelthen fordi vi ikke længere vil have de hundredevis af ”slaver” arbejdende for os hver især, som vi (ikke mindst her i Vesten) har haft til vores rådighed i form af det kæmpemæssige energitilskud fra olien.

Det er i den sammenhæng man efter min opfattelse skal forstå den store politiske interesse for et projekt som The Large Hadron Collider. Ligesom tidligere tiders opdagelsesrejsende drog for at finde uudnyttede (eller ubeskyttede) naturrigdomme, drager vor tids opdagelsesrejsende også ud i ukendt terræn for om muligt at finde store uudnyttede ressourcer, eller mere præcist at finde adgang til former for energi vi ikke tidligere har været vidende om og gennem udvindingen af sådanne nye energikilder sætte vores samfund i stand til at fortsætte de levemåder vi er vant til eller sågar at ekspandere dem yderligere. På den baggrund er jeg også usikker på om politikerne er tilfredse med de resultater der hidtil er kommet fra Cern. Måske havde politikerne heller set en katastrofal nedsmeltning af anlægget, fordi der pludselig blev sluppet nogle mægtige kræfter løs, for så ville vi vide at der er noget at hente, noget energi at høste. Uden adgang til nye energikilder er timeglasset allerede ved at løbe ud, hvilket kommer til udtryk ved den komplet uøkonomiske skifergasproduktion, ved den meget vanskelige og risikable ’deep sea drilling’ samt ved den voldsomt ødelæggende olieudvinding af tjæresand, og videre ved de enorme politiske spændinger forbundet med etableringen af naturgasledninger henover landegrænser, ved krigene om olieressourcerne i Mellemøsten samt ved et saudiarabisk regime på kanten af kollaps.

Sådan forstår jeg motivationen bag Cern-anlægget. Det er stedet hvor vi spejder efter nye kilder til energi, men i mine øjne er der noget mærkeligt og gakket ved troen på, at sådanne enorme anlæg og så vanvittig komplekse konstruktioner skulle give os de løsninger vi ønsker. Allerede atomkraften var klodset og uskøn og voldsomt sundhedsfarlig for det naturlige miljø, og nu går vi videre i de samme bestræbelser for at udvikle noget som bliver endnu mere klodset og uskønt og potentielt endnu mere sundhedsfarligt for det naturlige miljø. Det er min fornemmelse, at der er en form for forstokkethed i vores tilgang til vores problemer, der er nogle grundantagelser som vi ikke er villige til at sætte spørgsmålstegn ved, og fordi grundantagelserne forbliver de samme, kan vi kun fortsætte ud af de samme tankebaner vi hidtil har forfulgt. Tilbage i min gymnasietid var der en der præsenterede en gåde, hvor der tegnede sig en meget karakteristisk fordeling af svartiderne imellem de der gik på den samfundsfaglige linje, de der gik på naturfaglige eller de der gik på den fysikfaglige. De samfundsfaglige gættede gåden på i gennemsnit 2 minutter, de naturlige på i gennemsnit 5 minutter og de fysikfaglige på i gennemsnit 10 minutter, hvis vi i sidstnævnte gruppe altså ser bort fra de der gav op overfor at løse gåden. Rammen om gåden var oppe i Grønland hvor isbjørne jager sæler ved huller i isen, og man fik at vide, at der godt kunne være huller i isen uden isbjørne, men der kunne ikke være isbjørne uden huller. Derpå blev der slået med tre eller fire terninger, og man skulle så svare på, hvor mange huller og isbjørne der var. Og de fysikfaglige gik jo straks i gang med alle mulige beregninger og sære lovmæssigheder mellem terningernes positioner, men svaret var jo fuldstændig simpelt: Hver af de ulige terninger havde jo en prik i midten, denne prik var et hul i isen, og spørgsmålet var bare hvor mange isbjørne, der sad på lur rundt om hullet på hver af de ulige terninger.

Det er denne form for fangenskab af nogle bestemte tænkemåder der slår mig, når jeg ser på et så enormt og så vanvittig komplekst anlæg som Cern-anlægget. Det er selvfølgelig en smule unfair at stille det sådan op, for jeg aner ikke om nogle andre muligheder ville åbne sig for os med en anden tilgang, det ville også være et eksperiment, men der er bare noget ved størrelsen og kompleksiteten, som gør mig skeptisk overfor om anlægget nogensinde giver os de løsninger vi ønsker. Eller sagt på en anden måde, at anlægget i virkeligheden er en mægtig vildfarelse. Og tanken om at vi i vores kollektive adfærd er underlagt tankeformer, som hen ad vejen er blevet fængsler for vores sind, vil jeg godt forfølge videre. For ikke bare har den vestlige kultur og siden stort set hele kloden været underlagt nogle udvindingsøkonomiske tankegange, de udvindingsøkonomiske tankegang har udviklet sig mere og mere ekstremt, således at vi åbenlyst dræber naturen med vores udvindingsøkonomiske adfærd. Og hvor vores forskellige samfund tidligere udviste nogle grader af solidaritet og fællesskab er de udvindingsøkonomiske tankegange efterhånden blevet udfoldet med en sådan konsekvens, at de sidste rester af solidaritet og fællesskabsfølelser er ved at være udslukt. Her i starten af det 21. århundrede findes erhvervskoncerner ikke for at tjene sine kunder, hvad erhvervskoncernerne til stadighed bestræber sig på og med alle midler forfølger er, hvordan de kan optimere udnyttelsen af den globale arbejdskraft samt hvordan de kan malke flest penge ud af kunderne for det produkt eller den ydelse de leverer. Og erhvervskoncernerne har enorm succes med deres strategier, så meget at det der før var en middelklasse er ved at blive et proletariat, og det der før var billig arbejdskraft er ved at blive regulært slaveri. De nuværende globaliserede selskabskonstruktioner udfolder de udvindingsøkonomiske tankegange med en sådan konsekvens, at det summerer op til en form for kollektiv dødsdrift for hele menneskeheden.

I min optik er det folk, der allerede er mere eller mindre opslugte af disse udvindingsøkonomiske tankegange, der bevilger penge til projekter som Cern eller bevilger penge til projekter til fremtidige bosættelser på Mars. Selv de der sidder øverst i det udvindingsøkonomiske hierarki kan se at timeglasset er ved at rinde ud, og at vi snart vil have lagt vores nuværende hjem øde. Det er derfor de presser på for at vi skal bryde igennem til nogle nye udvindingsøkonomiske muligheder. Det er alt sammen så forstokket og klaustrofobisk og sygeligt, for der jo alternativer til dette regimente, blot er vi nødt til at acceptere en tilbagegang i vores materialistiske levevis. Denne efterhånden verdensomspændende besættelse af de udvindingsøkonomiske tænkemåder er forbundet med livstilstand uden af ligevægt, og en af måder denne uligevægtstilstand kan beskrives er som en voldsom dominans af den venstre hjernehalvdels måder at tænke på overfor den højres. Den højre hjernehalvdel har ikke de samme drifter imod erhvervelser og ejerskab, den højre hjernehalvdel interesserer sig ikke for fremtiden og har ikke behov for fremgang, men er i stedet optaget af Væren. Det er derfor at det at opholde sig i naturen er så stimulerende for os, fordi det at opholde sig i naturen vækker den undertrykte højre hjernehalvdel til live og vi kan (måske) for en stund få lov til bare at hengive os til bare at være. Men denne tilstand af Væren er alt andet end tom og den er heller ikke uden udvikling. Tilstanden er snarere den at være fuldkommen integreret i sit miljø, skellene mellem en selv og omgivelserne bliver meget mere diffuse, og man udveksler således frit med sine omgivelser over en båndbredde der tusinder gange større end hvad den venstre hjernehalvdel er i stand til at behandle. Og i denne tilstand af immersion får vi nogle andre tilgange til at forstå os selv og den verden vi er en del af. Et meget anskueligt ekesempel kunne være geniale gartnere som Sepp Holzer eller Colette O’Neill, som lever så intenst sammen med deres planter, at de de opnår indsigter i hvad der skal til for at fremme en given plantes eller en given biotops trivsel. Andre anskuelige eksempler kunne være Henry David Thoreau’s liv og forfatterskab eller mennesker som dedikerer deres liv til en rytme af meditation og bøn.

I en vis forstand kan myten om Adam og Eva siges at beskrive vores skift fra at leve i verden domineret af højre hjernehalvdels tænkemåder til en verden der er domineret af venstre hjernehalvdels tænkemåder. Der er noget paradisisk over oplevelsen af en selv som fuldkommen integreret i den verden man er en del af, og der er et syndefald i samme øjeblik vi skifter til at ville erhverve og eje og omskabe verden til vores egen fordel. Og der er en sammenhæng med skiftet i puberteten fra barndommens virkelighedsforståelse og voksenslivets virkelighedsforståelse. Det er ikke sådan at driften imod og fuldbyrdelsen af ens forening med det andet køn endegyldigt fordriver en fra et liv hengivet til Væren, men det bliver på så mange måder vanskeligere at nå denne tilstand af ro og accept og livsfylde, når man samtidig skal koordinere sit liv og sit fokus med ’den anden’. Ikke mindst når man lever i en periode med en så udbredt venstre hjernehalvdelsdominans. Men det skal ikke gå for at være et argument imod at skabe et liv sammen med ’den anden’, det siger bare noget om hvor meget mere beslutning det kræver at holde fast i nødvendigheden af med mellemrum at opleve nogle grader af immersion. Hvor vi er lykkeligst er måske når vi oplever denne tilstand af immersion sammen med ’den anden’, det kan være erotisk men det kan også være en fælles hengivelse til udførelsen af et bestemt arbejde eller en natur- eller rejseoplevelse hvor man føler man er helt på bølgelængde.

Som kontrast til den kollektive dødsdrift i form af vores løbske udvindingsøkonomiske tankegange har den højre hjernehalvdel en anden forestilling om økonomi, hvor alle livsformer er forbundet indbyrdes og alle livsformer har en vigtig plads, og trivsel kan kun være et spørgsmål om det samlede systems trivsel og ikke enkelte livsformers trivsel på bekostning af nogle andre. Den højre hjernedel har en umiddelbar forståelse for livets overdådige mangfoldighed og højtudviklede ligevægtstilstande, hvor intet af det der sker er tilfældigt eller omsonst. I denne forestilling om en mægtig levende helhed findes der ikke affald, for hvad der måtte være affald for den ene livsform er føde for en anden livsform, og således er vores oprindelige frodige og grønne planet et system i balance, en mægtig kredsløbsøkonomi, hvor hvert eneste led i stoffernes cyklusser og cyklusserne af fødsel og død er afgørende for opretholdelsen af frodigheden og balancen og den organisk voksende mangfoldighed.

Så skal vi ikke bare alle sammen emigrere over i den højre hjernehalvdel? Jeg tror oprigtig talt det ville være en god idé, hvis vi alle gav den højre hjernehalvdels tænkemåder meget mere plads i vores liv, også selvom konsekvensen muligvis vil være mindre materiel velstand, men der er jo en grund til at vi er udstyrede med begge hjernehalvdele, og hvad vi skal stræbe efter er nok nærmere at bringe ligevægt imellem de to. Det ville i sig selv være en god start, men jeg vil faktisk gå videre og hævde, at hjernen i virkeligheden ikke er arnestedet for vores oplevelse af Væren. Jeg vil hævde at hjernen er et sanseorgan, og at grunden til at vi har to hjernehalvdele er fordi de to halvdeles forskellige synsvinkler dramatisk udvider kvaliteten af vores sansninger. Påstanden er, at hjernen ikke bare registrerer og behandler input fra vores fysiske sanser, den opfanger også energier og vibrationer direkte, og behandler og fortolker disse input. Og muligvis broadcaster hjernen også energier og vibrationer ud i omgivelserne. Når vi får et indfald, en pludselig inspiration, hvor kommer den så fra? Okay, det kan være to mere eller mindre erfaringsbaserede tanker, der pludselig krydser hinanden og skaber en ny synsvinkel, og altså en proces der stadig er indeholdt i det enkelte menneske. Eller også bevæger vi os rundt i en suppe af energier og vibrationer, og vi samler op og behandler og bearbejder forskellige indtryk løbende, og igen her kan der være tanker der krydser hinanden og skaber en tredje. Men det kan altså også være mere mystisk end som. At mennesket i virkeligheden rent fysisk er forbundet til en form for vibration der gennemstrømmer hele universet, og jo mere vi åbner os selv for muligheden af en sådan forbundethed, jo mere åbner vi for en kommunikation med de dele af os selv, som befinder sig på stadier imellem tilstanden af at være fysisk inkarneret og at være ét med den vibration, der gennemstrømmer hele universet.

Hvad jeg sigter til er tilstedeværelsen af et højere selv, som vi i givet fald alle hver især ville have, og som vi alle har mulighed for at kommunikere med. Dette højere selv er stadig en del af ens livsessens, ens sjæl og væren, men det er hævet over kroppen og findes kun som energier umiddelbart over kroppen. Dette højere selv er så muligvis bare det første led i en række stadier på vej mod enheden med den universelle livgivende kraft. Det er selvfølgelig bare en hypotese, men det meget attraktive ved denne hypotese er ideen om at vi mennesker har en del af vores personlighed i form af ren energi, og kan således på dette stadium af ren energi udveksle stemninger, harmonier, følelser og ideer med en hurtighed og en båndbredde, som er langt hinsides hvad vi formår gennem vores fysiske kommunikation. Når jeg før har hævdet at alle mennesker har clairvoyante evner, så handler det om disse muligheder vi har for se og sanse og kommunikere på tværs af tid og rum. I forhold til det 19. århundredes idealistiske sjælemodel og det 20. århundredes psykoanalytiske sjælemodel ville disse forestillinger svare til en ny sjælemodel, men den ville ikke ligge særlig langt fra de forestillinger f.eks. Carl Jung gjorde sig om menneskets forbundethed med sit ophav og sin omverden.

Hvad er det der får forskere eller kunstnere eller tænkere til at kredse om de samme problemstillinger? Hvis vi antager at de ikke er drevet af andet end deres interesser, hvorfor er det at de gennemlever de temmelig opslidende processer med at søge efter svar eller løsningerne i nogle bestemte retninger, også selvom resultaterne af den søgen til stadighed udebliver? På en eller anden måde må de have en idé om at der er noget at hente ved at søge i netop de retninger. Hvor kommer den idé fra? Eller man får en indskydelse om at gå en anden vej end man plejer og pludselig der render ind i en gammel ven man ikke har set i lang tid. Hvor kom den indskydelse fra? Siden jeg var omkring tyve år har jeg været opmærksom på at lytte til min indre stemme og jeg har bestræbt mig på at følge vejledningerne fra min indre stemme, men hvad er min indre stemme når det kommer til stykket? Har alle mennesker en indre stemme, og der er bare nogle der respekterer den og andre der ikke gør? For mig at se er der mange og rimeligt overbevisende grunde til at tro på eksistensen af det højere selv, forstået som en del af min personlighed og en overbygning eller forlængelse af min fysiske krop. Mit højere selv er stadig ”mit” men fordi vi her er på det første stadium på vej mod vores forbundethed med alt som er, så kan mit højere selv godt siges at være en smule mindre ”mit” end for eksempel min krop er ”min”.

Og som om det ikke var nok, stopper det vidtløftige ved denne note ikke en gang her. I samme øjeblik vi åbner for muligheden af et højere selv som kun eksisterer i energiform, og vi åbner for muligheden af at kunne se og sanse og kommunikere på tværs af tid og rum, så åbner vi for muligheden af at vi kan komme i kontakt med og udveksle med væsner fra andre verdener. Personligt har jeg ikke svært ved at overveje muligheden af at Jorden måske til alle tider har været besøgt af væsner fra andre verdener, og jeg har heller ikke svært ved at overveje muligheden af at Jorden i disse år også er under påvirkning af væsner fra andre verdener. Hvor nogen synes dette er et kæmpe spørgsmål, der potentielt kan ændre alt, så synes jeg ikke det er afgørende. Hvis vi hver især har et højere selv og dette højere selv kan opfange impulser fra andre, herunder eventuelt væsner fra andre verdener, så er det stadig hhv. mit højere selv eller dit højere selv, og vi har selv hver især opgaven med at sortere og vælge mellem de impulser vi får, og gøre op med os selv hvilke impulser vi vil gå videre med. Det er derfor at det efter min opfattelse er så vigtigt at fastholde en balance mellem de to hjernehalvdele, fordi denne evne til at skelne imellem hvilke indskydelser der er positive og konstruktive og hvilke indskydelser der snarere er det modsatte forudsætter at begge hjernehalvdele er aktive og tager del i processen. Når man indenfor filosofien taler om det enkelte menneskes dømmekraft, så er det efter min opfattelse det vi taler om, altså en evne til at skelne baseret på kvalificerede vurderinger af både højre og venstre hjernehalvdel.

Hvad vi oplever som en strid imellem udvindingsøkonomiske tankegange overfor kredsløbsøkonomiske tankegange, hvad vi oplever som en strid imellem egocentriske drivkræfter overfor drivkræfter til at tjene noget der er større end en selv, hvad vi oplever som en strid imellem ekstrem venstre hjernehalvdelsdominans overfor forsøg på at indføre nogle mere holistiske modeller og tænkemåder, disse konflikter findes muligvis igennem hele universet og ikke bare på planeten Jorden. Hvis vi således allerede har striden i os og vi samtidig har suveræniteten til selv at tage stilling og vælge hvad vi vil gå videre med, hvad betydning har det så om der samtidig er nogle udenjordiske indflydelser der samtidig skubber i den ene eller den anden retning. Det er på den baggrund at denne strid har karakter af et universelt dilemma, og denne strid er muligvis livets primære dynamik.

Men fronterne er trukket meget skarpt op i den tid vi lever i nu. De nulevende generationer af mennesker er formentlig de der afgør planeten Jordens videre skæbne. Og tanken om at vi står i kontakt med udenjordiske eksistensformer er alligevel interessant. Da vi ikke ejer teknologier der sætter os i stand til at opsøge livsformer på planeter i andre solsystemer, så må vi rimeligvis antage, at de livsformer der måtte opsøge os i forskellige henseender er mere avancerede end os. Og videre må vi antage, at i det omfang vi bliver opsøgt af livsformer fra andre verdener, så bliver vi formentlig samtidig opsøgt af agenter fra systemer der er egocentrisk motiverede og agenter fra systemer der er holistisk motiverede. Eller med andre ord, på samme måde som der er en strid imellem os mennesker her på Jorden om hvilke drivkræfter der skal bestemme hvordan vi forvalter vores ressourcer her på Jorden, således bliver begge lejre støttede af hver deres udenjordiske agenter, uden at vi dog hver især er helt bevidste om hvor vores inspirationer kommer fra, og striden på Jorden bliver således bare en blandt en million andre lignende konflikter mellem de samme basale drivkræfter og orienteringer.

Men igen, fronterne er trukket meget skarpt op nu og her på planeten Jorden, de herskende udvindingsøkonomiske tankegange fortsætter mere eller mindre uantastede, men timeglasset er ved at rinde ud, udpiningen af de tilgængelige ressourcer på Jorden er allerede fremskreden og den totale ruinering af planetens mangfoldige økosystemer er slet ikke så langt ude i fremtiden som mange går og tror. Og her kommer det virkelig paradoksale: Såfremt vi har en eller anden grad af kontakt til begge disse udenjordiske interessegrupperinger, så må vi selvfølgelig antage at de begge råder over teknologier der kunne hjælpe os ud af den graverende energikrise vi har umiddelbart foran os her på planeten Jorden. Altså at begge udenjordiske interessegrupperinger råder over teknologier der trækker på energikilder vi endnu ikke kender til. Og spørgsmålet bliver således, hvorfor de ikke stiller disse teknologier til rådighed for os? Forbliver vi indenfor dette tankeeksperiment er det faktisk ikke svært at give svar et på det spørgsmål.

Hvad angår interessegrupperingen der er drevet af udvindingsøkonomiske tankegange er det klart, at de vil ikke stille deres teknologier til rådighed for menneskeheden med mindre denne teknologiske opgradering giver dem adgang til flere ressourcer og mere energi. De har jo i sagens natur ingen tilfredsstillelse ved bare at dele og se andre vokse og trives. Hvad angår den anden interessegruppering med en holistisk kredsløbsøkonomisk tankegang er de sådan set villige til at dele uden at skulle have noget igen, men deres problem er at menneskeheden befinder sig i en sådan grad af indre forvirring og kaos, at de ikke har nogen sikkerhed for at deres mere avancerde teknologier så vil blive anvendt af menneskeheden til kreative, konstruktive, holistiske formål. Skal man dømme på basis af den adfærd den nuværende menneskehed udviser er det faktisk langt mere sandsynligt, at de mennesker der får adgang til denne avancerede teknologi vil bruge den til at indsætte sig selv som herskere og de avancerede teknologier vil således blive årsag til yderligere splittelser og dysfunktionalitet og ødelæggelser. Set fra deres standpunkt er de nødt til at vente på at menneskeheden får lidt samling på sig og hvad det er menneskeheden samlet set ønsker sig, for det er først der at menneskeheden vil have opnået en grad af modenhed til at kunne administrere disse stærkere teknologiske midler.

Eller vi kan tage den samme diskussion tilbage til det rent jordiske plan og spørge hvad det er for en holdning der skaber et klima af overstrømmende kreativitet og innovation og således sandsynliggør gennembrud til nogle helt nye indsigter og nogle helt nye muligheder? Er det et klima af eksistenskamp og nådesløs konkurrencementalitet og hvor den enkelte forsker holder sine kort tæt til kroppen for at sikre sig  ’intellectual properties’ til sine opdagelser? Er det et klima hvor politikerne mener at vide i hvilke retninger forskningen skal bevæge sig og således er det politikerne der bestemmer hvad forskerne skal interessere sig for? Er det et klima tildelingen af alle de kombinerede private og offentlige forskningsmidler bestemmes af mulighederne for at kunne skalere løsningerne, dvs. at muligheder for at kunne tjene penge på løsningerne går forud for vurderingen af løsningernes effektivitet? Svarene er nej, nej og nej.

Hvis vi ønsker at skabe et klima hvor forskningen (igen) sprudler og bryder igennem til grundlæggende nye indsigter, så sikrer vi at forskerne får den nødvendige økonomiske tryghed om deres forskning, vi sikrer at de får friheden til at forfølge deres egne interesser og intuition, omvendt skal forskerne også forstå at disse privilegier medfører at deres bidrag er samfundsmæssigt fælleseje. Endvidere sørger vi for at beskytte forskningen mod alle de uvedkommende interesse der står parat til at lægge deres klamme hånd på resultaterne. Og vi skaber et klima af fuld åbenhed og konstant videndeling på tværs af institutioner og landegrænser, og vi sørger for at resultaterne af forskningen stilles til rådighed for alle. Og således er det ikke svært at se, at vækstpotentialet også i denne henseende ligger i en helt anderledes helhedsorienteret tilgang, eller med andre ord, en balanceret venstre-/ højre hjernehalvdelstænkning i modsætning til den herskende stærkt venstre hjernehalvdelsorienterede tilgang. Kunne vi gennemføre en sådan revolution af vores tænkemåder, så ville vi formentlig ikke have brug for hjælp udefra til at bringe os ud af det dødvande vi er landet i, og vi ville givetvis finde på nogle langt mere elegante og effektive løsninger end mastodontiske projekter som The Large Hadron Collider.

 

 

 

 

Tilgivelsens realpolitik

nuremberg-trials-end-nazi-germany-001_ed03

Hvad er det for en hetz pressen har haft gang i mod Zentropa’s Peter Aalbæk Jensen over den seneste tid? Godt nok har jeg foreløbig ikke orket at sætte mig ind hvad sagen handler om, og jeg bekender derfor med det samme at jeg udtaler mig på et højst uoplyst grundlag. Det jeg bare har noteret mig er, at der praktisk talt ikke er nogen substans i de anklager der fremsættes i overskrifter og kolofoner. Og således ræsonnerer jeg, at havde Peter Aalbæk Jensen begået virkelige, substantielle overgreb, så var det nok dem der havde fundet vej til dagspressens overskrifter.

For min skyld kan vi godt tale om vores dyriskhed som et iboende mørke vi har i os og sætte det i modsætning til nogle mere oplyste egenskaber ved vores sind, men sagen er jo, at vores dyriskhed er en fuldkommen integreret del af at være inkarneret i en menneskekrop, og vores dyriskhed er en helt afgørende faktor for dynamik i menneskelivet. Tilfredsstillelsen af kroppens mangfoldige behov, og måderne denne tilfredsstillelse opnås, er hvad livet handler om. Selv en skelsættende spirituel opvågnen har jo en kropslig komponent.

I en verden af overflod kan tilfredsstillelsen af kroppens behov udvikle sig til de mest raffinerede former for nydelse, hvorimod i en verden af knaphed vil tilfredsstillelsen af kroppens behov ofte få karakter af en eksistenskamp. Er oplevelsen af knaphed og underskud tilstrækkelig udtalt kan tilfredsstillelsen af kroppens behov føre til adfærd som vi betegner som ’dyrisk’, og siger dermed samtidig noget om et udtalt fravær af de mere oplyste sider af menneskesindet i den givne situation. Men både den raffinerede nydelse og den grove bemægtigelse af genstandene for vores begær er jo stadig udslag af den samme underliggende dyriskhed eller jordiskhed, som altså ikke i sig selv hverken er god eller ond.

Hvis vi skal tale om de mørke sider af vores dyriskhed, så skal vi rigtignok tale om mænd der bliver så opslugt af et seksuelt begær, at de begår overgreb for at få tilfredsstillet deres begær. Men vi skal også tale om kvinder, der bliver våde og villige i mødet med en magtfuld mand, om denne magt så består i en karismatisk udstråling (herunder også dyrisk styrke og potens) eller består i en flamboyant personlighed og rigdom og status. Og vi skal rigtignok tale om, hvordan mænd med utæmmede begær kan blive bedre til at tæmme dem, og vi skal tale om kvinder som giver efter for deres (dyriske) villighed og bagefter fortryder og behændigt udråber sig selv som ofre. Og vi bliver nødt til at gå videre og tale om, hvordan både mænd og kvinder kan udnytte disse instinktive reaktionsmønstre hos det modsatte køn til at opnå personlige fordele, herunder bare en momentan bekræftelse. Det er altsammen funktioner af vores instinkter, som grundlæggende har gode og livsopretholdende funktioner, men som altså også volder os store vanskeligheder på forskellige måder.

Men vanskelighederne stopper ikke der, for tingene er mere komplekse end som så, for den stærkeste nydelse både hvad angår magt og sex er ofte forbundet med at hengive sig til sin dyriskhed, måske sågar de grovere og mere voldsomme aspekter, men kun så længe det stadig er en leg og ingen kommer til skade. Så hvor går grænsen? Vi ved det ikke, og så kan vi eksperimentere og bevæge os helt hen til grænsen og måske over den, men udfordringen er hele tiden at have fat i os selv og vores relationer til hinanden, og sikre os at den leg vi leger er tilfredsstillende ikke bare for os selv men også for den eller de andre involverede. Hvis legen kammer over og den ene parts grænseoverskridende adfærd sårer eller skader den anden, så er der et helingsarbejde der skal gøres, og bliver dette helingsarbejder ikke gjort, vil begge parter gå derfra med en splittelse i sindet og en svækket bevidsthed om deres indbyrdes forbundethed, og denne splittelse vil hermed være en del af hver deres karma og påvirke deres videre adfærd i samme retning.

Samtidig har vores holdning til ’det dyriske’ ofte også moraliserende undertone som er malplaceret, for når det kommer til stykket er det formentlig kun mennesket der er ’dyrisk’. For dyrene gælder der formentlig i helt overvejende grad, at de er i en tilstand af væren, og dyr handler velsagtens sjældent irrationelt og ondskabsfuldt. Vi kan godt kalde det dyrisk, når et rovdyr nedlægger et byttedyr eller når alfahannen tæver en udfordrer, men denne ”dyriskhed” er en integreret del af nogle meget komplekse naturlige balancer som er karakteristiske for denne planets fantastisk righoldige økosystemer. Omvendt når vi kalder forskellige former for menneskelig adfærd for ’dyrisk’, så er det typisk synonymt med ’umenneskeligt’, eller med andre ord, vi dømmer adfærden som grænseoverskridende og en forbrydelse imod de komplekse sociale balancer vi har opbygget i vores kulturer. Et rovdyr begår ikke en forbrydelse når det nedlægger et byttedyr, men hvis et eller flere mennesker optræder som rovdyr overfor et eller flere andre mennesker, så har det typisk karakter af at være en forbrydelse.

Så der er ’det dyriske’ som udtryk for en særlig form for menneskelig afstumpethed, og så er der ’det dyriske’ som vores jordiske urkraft, roden for vores instinkter og mest basale kropslige programmeringer, som altså er hverken er god eller ond, men en fuldkommen integreret del af livet som menneske. Og virkeligheden er vel den, at vi skal finde måder at udleve vores dyriskhed, for ellers vender den sig indad og fører til stress og sygdomme. Dette felt har så en mængde rige og varierede kulturhistoriske aspekter som vi lader ligge i denne forbindelse, men der er en vigtig pointe i sammenhængen mellem hvordan vores dyriskhed kommer til udfoldelse som en funktion af vores oplevede livsvilkår.

Det er således muligt, at store dele af vores samfund har vænnet sig til ganske høje grader af materiel overflod, men når det kommer til kærlighed og omsorg og god solid selvværdsfølelse, så er der masser af knaphed i vores nuværende kultur. Børn der ikke får den kærlighed de skulle have under deres opvækst, unge mennesker som ikke får den respekt og anerkendelse og vejledning de skulle have under deres opvækst, og således træder vi praktisk talt alle sammen ud i livet med et underskud af selvværd. Og dette underskud kæmper vi så med hver især, dels på nogle konstruktive måder hvor vi arbejder på at styrke os selv, dels på nogen uovervejede måder hvor vi søger efter nogen til at give os den kærlighed, omsorg, respekt og anerkendelse vi fortsat savner.

Denne søgen er typisk rettet imod en partner, men den kan også (nærmest instinktivt) blive rettet imod mennesker, som fremstår som autoriteter velsagtens igennem en slags forældreprojektion. Forhold der indgås på disse præmisser er helt åbenlyst i underskud lige fra starten, og er nærmest dømt til at føre til usunde mønstre med afhængighedsforhold og overgreb og skuffelser og yderligere tab af selvværd. Al vores jagen efter status og sikren sig en plads i in-gruppen er formentlig den fejlagtige tilgang til livet, der genererer en stor del af det menneskelige underskud. Lægger vi dertil de enorme uligheder vi har ladet opstå indenfor vores samfund over de seneste årtier, så har vi nærmest det perfekte set-up for at en masse almindelige mennesker vil være parate til at prostituere sig selv for at opnå status og anerkendelse og (drømmer vi om) kærlighed og respekt.

Alt sammen en temmelig omstændelig intro til at rejse spørgsmålet om ikke film- og skuespillerbranchen eventuelt kunne tænkes at være en af de brancher der er tiltrækker mennesker med et mere end normalt behov for bekræftelse, og som følge heraf netop er meget belastet af de ovenfor skitserede usunde mønstre med overgreb og folk der villigt lader sig prostituere? Personligt mener jeg at spørgsmålet nærmest er retorisk, fordi det fremstår så indlysende at det må forholde sig sådan, og på den baggrund bliver det mærkeligt verdensfjernt og hyklerisk at tale om overgreb indenfor den branche. I mine øjne er det udtryk for en grad af politisk korrekthed, som er så gennemført idealistisk og farisæisk, at der ikke længere er nogen jordforbindelse at spore.

Fordi denne debat for mig fremstår som så mærkelig overfladisk og fejlbehæftet, vil jeg i stedet godt komme med et bud på, hvorfor denne debat overhovedet kører i medierne. Og dette bud rummer en stor del af gisninger og hypoteser, men er ikke desto mindre et bud på hvad der er den underliggende substans bag den mediemæssige hype. Jeg vil nemlig her lufte muligheden af, at den mediemæssige hype er startet som en stort anlagt, taktisk afledningsmanøvre. I mine øjne er Peter Aalbæk Jensen bare blevet udnævnt til at være vores lille andedamsudgave af Harvey Weinstein-affæren, og selvom anklagerne mod Harvey Weinstein fremstår noget mere substantielle end dem mod Peter Aalbæk Jensen, så kan Harvey Weinstein stadig være en person, der er blevet udleveret og ofret af nogle personer med langt større magt end ham og med langt fælere ting på samvittigheden end han har.

I de amerikanske undergrundsmedier tales der om en bølge af foreløbig fortroligstemplede sigtelser rejst imod en lang række fremtrædende personer for deres involvering i organiseret sexmisbrug af børn tilvejebragt af store erhvervskoncerner med tætte forbindelser til efterretningstjenesterne. Der er whistleblowers der taler om at human trafficking er blevet en mere lukrativ indtægtskilde for efterretningstjenesterne og deres erhvervspartnere end narkohandlen hidtil har været. Megakoncerner som Halliburton og DynCorp er igen og igen blevet forbundet med human trafficking på flere forskellige planer. Og et af felterne for denne industri af human trafficking er formidlingen af børn til en sexindustri der kører på de allerhøjeste niveauer af samfundet, oppe på niveauet af ’untouchables’.

Hvad vi skal forstille os (hvis denne indledende undergrundsjournalistik ellers holder vand) er, at klikedannelser og magthierakier og hemmelige karteller efterhånden er udviklet til et sådant niveau, at ingen virkelig betydningsfuld stilling bliver besat uden at personen der besætter stillingen er ’sværtet’, dvs. er ’blackmailable’. På de lavere niveauer behøver denne ’blackmailability’ ikke omfatte andet end deltagelse i orgier og overdreven luksus og sex med almindelige prostituerede for (delvist) offentlige midler, men jo højere man stiger i graderne, desto hårdere skal ens ’blackmailability’ også være. Det er her at sex med børn og rituelle drab på børn kommer ind som den ultimative ’blackmailability’ og det vi skal forestille os er, at der over årene er blevet opbygget en hel industri der leverer børneprostituerede til de vildeste og mest grænseoverskridende orgier i de mest magtfulde lag af vores samfund. Nogle børn bliver kidnappet til formålet, som vi blandt andet så det med Laura Silsby-affæren, andre børn bliver opfostret på børnehjem til dette specifikke formål, atter andre bliver solgt (formentlig under falske løfter) til menneskesmuglerne af fattige forældre rundt omkring på kloden.

Hvis der er hold i denne hypotese, at en enorm industri af hhv. misbrug af børn og ’blackmailability’ er udviklet over de seneste årtier, så ville det kunne forklare, hvorfor vores samfund udviser en så enorm krise i lederskab. Jeg tvivler på at en Corydon eller en Lars Løkke er på et niveau, hvor disse uhyrlige grader af ’blackmailability’ er aktuel, men personligt har jeg ikke svært ved at forestille mig, at de hver især er ’sværtede’ på den ene eller den anden måde. Men Corydon og Lars Løkke behøver heller ikke at være så belastede, for de er formentlig begge så villige til at efterkomme de ønsker de mest magtfulde visker dem i ørerne, at de allerede tjener dem højere oppe i magthierakiet og repræsentanterne for de hemmelige karteller.

Det er i det lys, at Harvey Weinstein-affæren måske giver mening som en form for ’damage control’ og afledningsmanøvre. Ved at ofre ham og dermed give dette scoop til medierne og til offentligheden kan det måske tage afgørende momentum ud af de jounalistiske bestræbelser der er i retning af at afdække det helt anderledes organiserede og systematiske misbrug, og al den illegitime magtudøvelse som dette organiserede og systematiske misbrug muliggør.

Hvis der er nogen der har fulgt mig i mine skriverier over de senere år, så vil de vide, at min anledning til at dykke ned i denne verdens mørke sider tog sit udgangspunkt i en søgen efter forklaringer på, hvorfor vi vedholdende og stadig mere effektiv ødelægger den planet, som er vores hjem, vores moder og vores evige inspiration. Og for mig har misbrugspsykologi hele vejen igennem været en nøgle til at forstå vores adfærd. Fremfor at undre mig eller forstrække mig vil det snarere forekomme mig logisk hvis det skulle komme for en dag, at vores samfund vitterlig har været underlagt et regime baseret på misbrug og gidseltagning. Og ligesom med Nürnberg-processerne, der var vores samfunds måde at komme overens med det nazistiske regimes forbrydelser mod menneskeheden, således ville lederne af dette mørke regime af erhvervskoncerner og efterretningstjenster også skulle stilles til regnskab for deres forbrydelser. Men ligesom med naziforbrydelserne ville vi alle også have en andel i, at forbrydelserne udviklede sig til det omfang som de gjorde. I den mest kætterske udgave kan man endda hævde, at det var det misbrug der herskede i alle vores liv, der var den underliggende drivkraft i det samundsmæssige lederskabs mere ekstreme former for misbrug. Altså at lederskabet var afspejlinger af de generelle stemninger, der prægede den samlede befolkning, og deres misbrug var en afspejling af vores misbrug i alle de forskellige former det nu måtte optræde.

Og igen, forudsat at der altså er noget om denne skjulte besættelse af vores samfunds lederskab, ville det muligvis være klogt at anlægge en mere pragmatisk tilgang til spørgsmålet om forbrydelse og straf. Siger vi at der i realiteten er rigtig mange mennesker der er ’sværtede’ indenfor de nuværende magthierakier, så vil det formentlig være overmåde vanskeligt at komme igennem med omfattende afsløringer, hvis ikke de der befinder sig på de lavere stadier af ’sværtning’ får tilbudt et alternativ og en exit-mulighed. Og den forbrydelse lederne på disse lavere niveauer har begået vil typisk også bare være den, at de har været medløbere og er gået med på nogle ting som nogle andre ansporede dem til, og er derved gradvist blevet viklet mere og mere ind i et spind af hemmeligheder og overtrædelser og løgne.

Det er her jeg igen vender tilbage til den store humanistiske nyskabelse som Nelson Mandela og Desmond Tutu indstiftede med Sandhedskommissionen. Altså at vores første prioritet må være at finde måder hvorpå vi kan forsone os med vores forskelligheder, forsone os med vores fejlgreb og forbrydelser, forsone os med vores fortid, for at finde måder hvorpå vi kan få samfundet til at fungere for alle fremadrettet. Vore dages erhvervskoncerner og efterretningstjenester er efter min opfattelse drevet af misbrugspsykologi og er i vores globaliserede verden kommet helt ud af kontrol.

Hvis vi ønsker at få styr på alt det misbrug, der gennemtrænger vores nuværende samfund og levemåder, så er de multinationale erhvervskoncerner samt de private og de nationale efterretningstjenester et rigtig godt sted at starte. Og måden vi muligvis kan få hul på denne byld er gennem det politiske instrument, som Sandhedskommissionen er. Som et mottoerne for de sydafrikanske sandhedskommisssion sagde: ”Revealing is healing”. Vi er nødt til at konfrontere os selv med de mørkeste sider af vores samfunds adfærdsformer, og for at opnå dette indblik er vi nødt til at renoncere på vores trang til at ville straffe folk der har begået forbrydelser. Afsløringerne og indsigterne er meget mere værd for vores fremadrettede trivsel end vigtigheden af at den enkelte forbryder bliver stillet til regnskab og straffet.

Hvis vi således skal have afdækket om der virkelig er blevet opbygget dette verdensomspændende system af organiseret misbrug og ’blackmailability’, og al den illegitime magtudøvelse som dette organiserede og systematiske misbrug muliggør, så er sandhedskommissionen muligvis vores eneste reelle værktøj, og så skal vi for eksempel være åbne for at give amnesti for personer, der i enkeltstående tilfælde er blevet lokket eller presset til at have sex med en børneprostitueret.

 

 

 

(Illustration: Fra Nürnberg-processerne 1945-49)

 

Den eneste arkitekt i verden

Yes_Going for the one_Inner sleeve03

Spørgsmålet der rejses her er om arkitekter er dem der skaber samfundet eller om de bare gengiver eller anskueliggør samfundet. Det spændende ved arkitekturen er jo netop dette, at dens værker forudsætter et samfund. Fra en samling af håndværksmestre og tilhørende svende og lærlinge til mægtige entreprenørvirksomheder og rådgivningsfirmaer, der er altid et åbenlyst indskud af samfundsmæssige aktører og ressourcer i arkitekturen. Arkitekturen opstår aldrig i et vakuum, men er altid på den ene eller den anden måde en integreret og kollektiv frembringelse. Og selvom alle andre aktiviteter i samfundet også på deres egne måder spejler samfundet som helhed, så er arkitekturen enestående i dens stræben efter at anskueliggøre samfundet for sig selv, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved at samfund alle dage har fejret sig selv ved opførelsen arkitekturværker, om de så var monumentale eller ej.

Alene spørgsmålet om hvem der har adgang til ressourcerne til at få lavet større eller mindre arkitekturværker siger allerede en hel masse om måderne det pågældende samfund er skruet sammen på. Og bygherrerne møder altid med en forventning om at arkitekturværket på den ene eller den anden måde forherliger eller i det mindste fremstiller en positiv præsentation af den samfundsinstitution som byggeriet skal rumme (institution her forstået helt generisk, dvs. det kan være en bolig, et erhvervsbyggeri eller et kommunalt eller statsligt byggeri).

Samtidig er det arkitektoniske formsprog altid på varierede måder bundet til de tilgængelige materialer og de fremherskende byggemetoder. Og spørgsmålet om hvilke materialer der er tilgængelige og hvilke byggemetoder der hersker, siger også en hel masse om måderne det pågældende samfund fungerer på. Er materialerne lokale eller importerede, er byggemetoderne håndværksmæssige, industriel serieproduktion eller senest industriel unikaproduktion?

Selvom arkitekterne et langt stykke af vejen er fri til at komme med bud på hvordan bygningen for en given samfundsinstitution skal formgives, så vidner arkitekturhistorien ikke desto mindre om nogle temmelig indlysende sammenhænge mellem det arkitektoniske formsprog og de idealer og de visioner det pågældende samfund opretholder. Nutidens arkitektur kan vel med rimelighed siges at være præget af nogle demokratiske idealer ofte udtrykt gennem eklektisisme, nogle idealer om transparens og lethed samt ikke mindst en hang til udtryksformer som er meget stramme i designet og cool og som således stimulerer forestillinger om eksklusivitet, individualitet og identitet.

Og vi har igennem de seneste årtier gennemlevet en periode, hvor der i vores del af verden har været en enestående velstand, og denne velstand har således givet anledning til mange fejringer af vores samfund. I takt med den voksende bevidsthed om de globale økologiske forandringsprocesser har arkitekterne endda fået indarbejdet økologiske tiltag og sociale tiltag indenfor de samme her skitserede formsprog, så er alt ikke bare så meget i orden? Og er vores fejring af vores samfund ikke netop så meget på sin plads?

Ja det er her jeg bliver i tvivl, for hvad er det lige for et samfund vi henviser til med vores arkitektur og hvad er det for et samfund der tilvejebringer vores arkitektur? Tager vi det sidste spørgsmål først, så er det jo helt åbenbart en form for globalt samfund der tilvejebringer nutidens arkitektur. Markederne for byggematerialer er jo blevet globaliserede på linje med alle andre industrier, så inden en stor del af byggematerialerne finder vej til Danmark for at blive indarbejdede i et byggeri her, er der altså for hver enkel bygningsdel et konkret fysisk område, et bestemt udsnit af planeten, der har ydet ressourcerne, og en stor gruppe af mennesker som har været involverede i at få udvundet ressourcerne og få dem transporteret til Danmark. Men indgår disse fjerne regioner og disse fremmede mennesker i det samfund vi fejrer med vores arkitektur? Har vi overhovedet en sammenhængende forståelse af, hvad det er for et samfund vi lever i?

Hvad jeg spørger om er om ikke vores samfund i realiteten er blevet globaliseret men at vores samfundsforestillinger sjældent rækker ud over det nationale. Således kan vi gå omkring og tænke om vores danske samfund som et i særklasse fortræffeligt samfund, men vi tænker ikke på den strøm af ressourcer der konstant flyder til Danmark og som jo bliver taget fra andre verdensdele. Og vi kan lufte vores politisk korrekte afstandstagen til det gamle Europas kolonitid og slaveri i alle dets former uden på noget tidspunkt at konfrontere os selv med de enorme uligheder der præger vores nuværende verdensorden. Og foruden de nutidige former for slaveri er der jo også spørgsmålene om hvilke miljøhensyn der tages i forbindelse med vores produktion af f.eks. bygninger. Vi kan have meget udførlige miljøregulativer i Danmark og EU, og det er selvfølgelig fint, men hvor meget betyder disse regler hvis vi samtidig har outsourcet alle de forurenende industrier til andre dele af kloden?

Der er en overvældende enighed blandt forskere verden over om at vi, dvs. menneskeheden og alle de andre livsformer der bebor denne planet, er trådt ind i den sjette masseuddøen af plante- og dyrearter. Der er ikke tal for hvor mange plante- og dyrearter der i disse år gennemlever et kollaps af deres bestande. Sågar her i Danmark og til trods for vores gode hensigter i form af diverse miljølovgivning er store dele af floraen og faunaen i markant tilbagegang. Så hvad er det for et samfund vi fejrer? Det er helt åbenbart ikke det samfund vi deler med mennesker i andre verdensdele, selvom de for en stor del arbejder for os, og det er helt åbenbart heller ikke det samfund vi deler med alle de andre livsformer der bebor denne planet. Var det disse samfund vi fejrede med vores arkitektur, så var bygningerne bæredygtigt byggede, og altså ikke bare gængse industrielle bygninger med et bæredygtigt strejf, men rent ud bæredygtige. Med et nettoressourcetræk og et økologisk fodaftryk på nul.

Anskuet på denne måde er konklusionen for mig ikke til at komme udenom: Der er slet ikke noget samfund! Hvad vi tager for at være et samfund er bare nogle udlevede forestillinger og nogle udlevede vaner og metoder, som hver eneste dag æder en smule mere af det grundlag vi har for overhovedet at opbygge et samfund. Hvilket bringer mig tilbage til det spørgsmål jeg stillede indledningsvist: Er arkitekter dem der skaber samfundet eller om de bare gengiver eller anskueliggør samfundet? Hvad gør en arkitekt som erkender, at det samfund han eller hun skal give form på, at det i virkeligheden er en kollektiv hallucination som efterhånden er ved at have sluppet sine sidste berøringspunkter med realiteterne? Hvad gør en arkitekt som erkender, at vi lever i en boble?

Enhver arkitekt der gør denne opdagelse, vil givetvis gennemleve en følelse af at være forladt i en verden der ikke giver mening. Og en følelse af at ens fag er blevet overflødiggjort, formålsløst. Men da det jo ligger til arkitekter at være skabende, så vil denne oplevelse naturligt blive afløst af et ønske om at gendanne samfundet, og lige i denne situation er det altså ikke længere tilstrækkeligt bare at være den der gengiver og anskueliggør samfundet. I denne situation bliver det arkitektens rolle at begynde at gengive og anskueliggøre et samfund som endnu slet ikke findes. Og i den situation bliver det klart, at de virkelige arkitekter, dem der skaber samfund, det er nok ikke så meget dem der formgiver huse, men snarere dem der gendanner båndene mellem alle de mennesker der også lever som forladte i en meningsløs verden. Måske er de virkelige arkitekter de sociale ildsjæle eller profeterne eller filosofferne eller forfatterne eller musikerne. Dem der formår at anslå nogle strenge indeni, der minder os om vores forbundethed med hinanden og med hele det omgivende kosmos. At alt ikke er tabt men bare at vi momentant var faret vild, og der er i virkeligheden en masse gode og konstruktive ting vi kan gøre for at gendanne vores samfund. Og i denne bevægelse må vi i sagens natur radikalt udvide vores samfundsforestillinger til også at omfatte mennesker i andre verdensdele såvel som alle de andre livsformer der bebor denne planet.

Hvad jeg ser for mig er muligheden af en radikalt accelereret bevidsthedsudvikling, som løber kloden rundt. Det starter med at vi beslutter os for at træde ud af den boble vi befinder os i, hvilket for mig er det samme som at vi beslutter os for at konfrontere realiteterne. Og realiteterne er efterhånden så krasse at de fremstår temmelig rædselsvækkende. Velsagtens er det fordi realiteterne er så krasse og rædselsvækkende, at vi har valgt at forblive indenfor vores boble i så mange år. Men selvom om realiteterne er virkelig barske, så er naturen endnu ikke totalt udpint, der er noget at bygge på, og konfrontationen med realiteterne vil samtidig virke stærkt frisættende, for vi vil i samme øjeblik kunne lægge en masse falske forestillinger bag os. Og beslutningen om at konfrontere realiteterne er samtidig det der øjeblikkeligt åbner for en radikal ny samarbejdsånd, hvor det pludselig er nemt for alle at byde ind med hvad de kan til det store fælles projekt om at få gendannet vores samfund og vores samfunds livsgrundlag i form af en frodig natur.

På den måde vil der alligevel hurtigt blive bud efter arkitekter, der kan give form på og anskueliggøre det nye samfund vi har taget fat på at skabe, også selvom der sandsynligvis vil være langt langt færre ressourcer til at bygge for end vi har været vant til. På den måde ser det for mig ud som om der er en progression i samfundsskabelsen fra de mere luftige og udsvævende men ikke desto mindre inderlige og ”sande” udtryk som profeter og kunstnere bringer til torvs over til de mere håndfaste og konkrete udtryk som politikere og arkitekter byder ind med.

Tager vi f.eks. Romerrigets fald og Europas genrejsning gennem kristendommen, så taler vi om en proces der tog 500-1000 år. Men fordi vi har drevet vores rovdrift på klodens naturlige ressourcer så vidt, har vi ikke en tidsramme på hundredevis af år til indførelsen af et nyt menneske- og samfundssyn. Faktisk er planeten så kritisk udpint, at vi ikke har andre valg end at rykke på den store omstilling nu og her, og så har vi måske 10 år til at gennemføre revolutionen af vores menneskesyn, samfundsforestillinger og levemåder. Vælger vi omvendt at forblive i vores boble 10-20 år længere (hvis det altså overhovedet er fysisk muligt), så er der ingen der ved hvad konsekvenserne vil være, men der er en reel risiko for at vi nedslider planeten så totalt, at alle økologiske balancer ophæves, at den sjette masseuddøen bliver speeded voldsomt op, og planeten fortaber sine evner for at understøtte højerestående livsformer. Herfra vil planeten så formentlig gå ind i en geologisk rekalibreringsfase og nogle nye ligevægtstilstande vil opstå, som velsagtens vil tillade livet at udfolde sig på ny, og hvem ved, måske vil vi igen kunne inkarnere her som menneskelignende skabninger om 50 millioner år eller mere.

 

 

 

(Illustration: ”Going for the One”, Yes, 1977, album cover)

 

Middelgrunden

1393631167_ed01

For en københavner er Middelgrunden kort form for Middelgrundsfortet, altså det her søfæstningsanlæg som ligger en lille halv times sejlads ude i Øresund og som siden Forsvaret opgav anlægget i 1998 har været et oplagt sted at tage på en lille udflugt. Men selvom vi er inde i sommerferieperioden er denne note ikke en beretning om en udflugt til Middelgrunden. Faktisk er øen under ombygning til ”Ungdomsøen”, et projekt som Spejderforeningen er initiativtager til, og anlægget er derfor lukket for besøgende indtil 2019. Nej, vi er altså igen ovre i det laaange format i afdelingen for essays om psykologiske, filosofiske og politisk forhold. Mere præcist  er ”middelgrunden” et forslag om lade det danske sprog adoptere det engelske udtryk ”the middle ground”.

Personligt synes jeg vældig godt om udtrykket ”the middle ground”, fordi det med en konkret association beskriver et sted man står, og fra der hvor man står kan man se noget til den ene side og noget til den anden side. Således beskriver ”the middle ground” ikke en fællesnævner eller et kompromis mellem de to sider, men derimod hele scenen med den ene side og den anden og altså et standpunktet imellem disse to sider. ”The middle ground” eller ”middelgrunden” er dermed det inklusive standpunkt i en nærmest arketypisk form. Og i en verden hvor splittelserne forekommer at være på en stærkt eskalerende kurs, hvornår var der vel et bedre tidspunkt for at forsøge at klargøre ’the middle ground’ eller middelgrunden?

Dette standpunkt imellem to modsætninger kan i sagens natur ikke være et skarpttegnet og hårdtslående standpunkt. Netop i kraft af den inklusive karakter er standpunktet tværtimod løseligt tegnet og bevægeligt og mangefacetteret. Og overalt hvor fronterne trækkes op, som det i høj grad sker nu og her og overalt omkring os, så presses middelgrunden fra begge sider, og den dag middelgrunden er blevet helt fortrængt da har vi sammenhold der bliver brudt op og åbne konflikter er resultatet. I den yderste konsekvens i form af borgerkrige og krige mellem nationer og alliancer. Overalt hvor folk er pressede og voldsomt frustrerede over at deres samfund slet ikke fungerer som forventet, der vil der være denne yderliggående tendens, dvs. en tendens til at udnævne den ene side af et givet modsætningsforhold til at være sandheden og den rette filosofi, og derved sætte sig selv op som modstander af den anden side af modsætningsforholdet.

Betydningen af at fastholde middelgrundens standpunkt er således afgørende for at sikre den fortsatte dialog. Fortrænges middelgrunden og et voldsomt sammenstød bliver resultatet, så forekommer denne konflikt stadig være formålsløs for ikke at sige idiotisk. Der vil ikke være noget vundet ved at den ene side af et modsætningsforhold får held til at undertrykke den anden side. Det vil bare udløse en periode med en højst usund og ustabil ensidighed i opfattelser og adfærd indtil modsætningsforholdet genopstår i nogle nye skikkelser og vi vil mere eller mindre være tilbage ved udgangspunktet.

Når det kommer til stykket beskriver middelgrunden nok nærmere en spirituel tilgang frem for en politisk tilgang, også selvom de politiske effekter af middelgrundens strategi kan være store og i mange tilfælde udslagsgivende for de politiske resultater. Foruden denne karakter af at være løseligt tegnet og bevægeligt og mangefacetteret så handler middelgrundens standpunkt så meget om accept. Accept af dybden og graden af de kritiske omstændigheder vi i disse år finder os selv i, accepten af at vi mennesker ser så forskelligt på mange ting men alligevel er indlagt til at skulle finde ud af tingene indbyrdes, accepten af at vi mennesker ikke er guder men derimod er skabninger som indgår i økosystemer med et hav af andre skabninger og samspillet mellem alle disse skabninger er så mangfoldigt og sofistikeret, at vi mennesker i realiteten ikke er i stand til at begribe denne kompleksitet, altså med andre ord, en accept af blot at være del af noget som er meget større end en selv.

Og igen er accept ikke noget skarpttegnet og hårdtslående standpunkt, men det er ikke desto mindre starten på en reel problemløsning. Omvendt er det at handle på sine udfordringer uden først at have accepteret det fulde omfang af disse udfordringer nærmest indbegrebet af menneskelig dårskab. Og hvor dårskaben typisk slår igennem, dvs. hvor vi undlader at acceptere det fulde omfang af vores udfordringer, det er typisk der hvor vi glemmer at indregne vores egen rolle i at disse vanskeligheder overhovedet er opstået. Denne villighed til også at vende blikket indad og acceptere sin egen andel i de opståede vanskeligheder, denne attitude er også mere psykologisk og spirituel end den er politisk.

Ideen om middelgrunden, dvs. klarlæggelse af middelgrundens standpunkt indenfor et givet modsætningsforhold, kan selvfølgelig anvendes på en mangfoldighed af forskellige forhold, men hvad jeg her vil undersøge er modsætningsforholdet mellem to forskellige opfattelser af vores samfundsmæssige omstændigheder og vores samfundsmæssige styring. Den ene er forestillingen om at vores samfund bliver styret af en elite gennem denne elites både åbenlyse og skjulte magtudøvelse, og den anden er forestillingen om at alle enkeltindivider i samfundet bidrager til dannelsen af nogle kollektive samfundsforestillinger, og det er disse kollektive samfundsforestillinger som lederskabet reagerer på og dermed direkte eller indirekte lægger til grund for deres lederskab.

 

Forestillingen om at vores samfund bliver styret af en elite

Umiddelbart må det vel anses for at være et yderliggående standpunkt, hvis nogen hævder at vores samfund ikke bliver styret af en elite. Selvfølgelig bliver det det. Endda i voldsom grad. De seneste fire årtier har været præget af stærke tendenser imod koncentrationer af magt og rigdom, og dermed også etablering af hierakier og hakkeordener med mange varierede lag af indvielse til eksklusive informationer og privilegier. Men i stedet for at diskutere ’forestillingen om at vores samfund bliver styret af en elite’ i generelle termer vil jeg springe direkte ud i det, og tage den i dens mest konsekvente udgave, nemlig forestillingen om at der findes en global elite af superrige og supermagtfulde som kontrollerer praktisk alt hvad der sker i vores samfund, i hvert fald alt hvad der sker i vores samfund som det nu præsenteres i medierne.

Denne forestilling tror jeg mange blankt vil afvise, og det er ikke svært at forstå hvorfor. I samme øjeblik man accepterer at der findes en sådan global elite, som har bemægtiget sig kontrollen over vores medier, så anerkender man at der faktisk er sket en form for statskup, hvor vores demokratier er blevet berøvet os, og vi er pludselig hver især bare blevet mere eller mindre uvidende undersåtter for disse nye herrer. Altså får man med denne forestilling parkeret sig selv i rollen som offer og undertrykt, og det er der mange der vil opponere imod. Spørgsmålet er dog om denne opponeren er funderet i en reel magt man som individ fortsat besidder, eller om denne opponeren bare er udslag af et psykologisk behov man har for at bevare en lille flig af stolthed og selvfølelse.

Og ja vi har da fortsat muligheder for at stemme på forskellige politiske repræsentanter, og vi har da ytringsfrihed og trosfrihed, men eftersom al vores kommunikation er mediebåret, så ved vi i realiteten ikke hvilke former for kontrol og styring der udøves. Og ville den optimale form for tyranni ikke være den hvor de undertrykte opretholder en forestilling om deres fortsatte frihed og selvbestemmelse? Det er ikke utænkeligt at der udøves en så omfattende kontrol og styring, at var det ikke for disse metoder til at bremse og neutralisere nye ideer og forestillinger, så ville vi være i fuld gang med at omstille vores samfund til nogle nye, tidssvarende og bæredygtige levemåder.

Så ja, med disse forestillinger om en altomfattende kontrol og styring bevæger vi os over i feltet af konspirationsteorier, men ved nærmere eftertanke, hvorfor er det lige at der er sådan en grad af social nedladenhed forbundet med konspirationsteorier? Hvor skulle det være så langt ude at forestille sig at nogle af de mest magtfulde konspirerer om at konsolidere deres magt? Indenfor ’forestillingen om at vores samfund bliver styret af en elite’ er der to oplagte grunde til, at alle forsøg på at beskrive det reelle statskup der er sket som ”konspirationsteorier” og samtidig at håne ”konspirationsteoretikerne”: Dels er det jo en meget virkningsfuld måde for samme elite at afværge befolkningens nysgerrighed, dels udstiller konspirationsteorierne jo problemstillingen med at vi er blevet berøvet vores borgerrettigheder, og at vi derfor ikke længere er frie borgere som indgår i frie politiske systemer, eller med andre ord udstiller konspirationsteorierne at vi muligvis er blevet gjort til undersåtter, og det billede er der ikke ret mange der kan holde ud at spejle sig selv i.

Men tager vi os sammen for et øjeblik og ser stort på al den frygt for social udstødelse der forbundet med konspirationsteorierne, er der så i virkeligheden noget om dem? Og så snart man begynder seriøst at studere dem, så springer beviserne én i øjnene. Selvfølgelig var der magtfulde elementer indenfor den amerikanske administration der havde andel i mordet på John F. Kennedy. Og Robert F. Kennedy. Og Martin Luther King. Og selvfølgelig kunne 19 arabiske terrorister ikke forårsage sammenstyrtningen af de to tårne den 11. september 2001 og ud på eftermiddagen et tredje tårn (World Trade Center 7). Eller udføre den umulige pilot-manøvre at tage et stort passangerfly og lave en nedstigning i form af et stort 360 graders sving og ramme nøjagtig i siden af The Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium. Og i begge tilfælde, altså både i New York og Washington, fik disse kaprede passangerfly lov til at bevæge sig langt, langt udenfor deres planlagte ruter i over en halv time uden at det amerikanske luftforsvar overhovedet reagerede. Og vi kan gå videre og studere terrorangrebet i London den 7. juli 2005 og der finde en række beviser for, at den officielle forklaring i hvert fald ikke er sand. For eksempel viste skaderne på Metro-togene, at bomberne havde været placeret under gulvet og altså ikke var blevet båret ombord i rygsække af tre selvmordsterrorister.

Så uanset hvor voldsom afstandstagen det end vækker, så er vi nødt til at forholde os til det aspekt af vores samfundsmæssige omstændigheder, at den brede befolkning er blevet bundet historier på ærmet, og at de store skred der er sket mht. borgerrettigheder og mørklægning omkring beslutninger truffet på de allerøverste samfundsmæssige niveauer, at disse skred ikke opstod ud af forvirring og som følge af forsøg på at beskytte os mod trusler udefra, men snarere, at disse begivenheder og følgevirkninger var led i en plan som visse magtfulde instanser i vores samfundsstrukturer med fuldt overlæg havde held til at gennemføre.

 

Forestillingen om at vores samfunds udvikling er en sum af alle individernes tanker og handlinger

Indenfor den klassiske samfundstænkning er demokrati defineret netop ved borgerrettighederne og de demokratiske forfatninger, der giver den almindelige befolkning indflydelse på de politiske udviklingslinjer. Men jeg vil hævde at den store bevidsthedsrevolutionen, som Flowerpower-bevægelsen markerede, faktisk har medført et mere diffust og mystisk begreb om demokrati. Mere noget i retning af at vi alle har en ret til at være dem vi er, hver især, og at vi alle øver indflydelse på samfundet fra der hvor vi er, både fysisk og mentalt. Og at den politiske ledelse har en både vigtig og vanskelig opgave i at lodde stemningen i befolkningen og udforme sine politiske målsætninger i henhold til disse almene udviklingstendenser i holdninger og attituder.

Hvor diffuse og mystiske disse forestillinger end forekommer at være, så vil jeg endvidere hævde, at nogle af de helt store politiske skred, der skete i det 20. århundrede, skete som følge af at der var nogle politiske ledere som forstod at lodde disse stemninger i den almene befolkning og formåede at kanalisere disse stemninger ud i nogle konkrete politiske initiativer. Mahatma Gandhi og Martin Luther King var pionerer og mestrer i denne henseende, men John F. Kennedy og Robert F. Kennedy havde også del i denne særlige evne. Og der var Nelson Mandela-Desmond Tutu og Aung San Suu Kyi for bare at nævne nogle få, men det er værd at bemærke, at det sydafrikanske apartheidstyre kom under stort pres gennem den udbredte folkestemning imod apartheid ud over hele verden og særligt i Europa der tilbage i 80’erne. Dette pres var så stort at de europæiske politikere var nødt til at efterkomme befolkningerne og indføre økonomiske sanktioner mod apartheidstyret.

Således er der et højst ejendommeligt modsætningsforhold mellem den politiske og økonomiske elite og de mere eller mindre brutale måder denne elite håndhæver sin magt på den ene side og på den anden dette bølgende, stemningsbetonede folkedyb, som faktisk har nogle idealer og nogle drømme i behold og samtidig nogle grænser for hvad det vil gå med til, og når en af disse grænser så overskrides, og den almene befolkning ikke længere kan acceptere måderne magten udøves på, så er magteliten pludselig fuldstændig prisgivet denne folkestemning. I den situation er det ligegyldigt hvilke undertrykkende metoder magteliten prøver at køre i stilling, folkestemningen vil her have karakter af en flodbølge, som udøver et ustoppeligt pres og i den sidste ende vil rive alting med sig.

Således kan magteliten igennem lange perioder have held til at dirigere den almene befolkning rundt i nogle systemer, som magteliten udvikler med henblik på at understøtte sin magtudøvelse. Og denne magtelite kan velsagtens føle en særlig tilfredsstillelse ved sin egen snilde i retning af at indrette tingene til sin egen fordel. Magteliten kan sågar udvikle en hånlig nedladenhed overfor alle de naive, alle de ubemidlede og uindviede der bare tilpasser sig og gør hvad de får besked på, men denne leg fungerer altså kun indtil det punkt, hvor der sker en holdningsændring i den almindelige befolkning og så står de herskende magtstrukturer altså for fald. På det punkt vil de herskende magtstrukturer være forbi punktet for indførelse af reformer. Når uretfærdighederne er blevet udviklet til det punkt, hvor befolkningen gør op med sig selv at nok er nok, da må de herskende strukturer gå til grunde, og nogle nye må rejse sig fra bunden af.

Det er således værd at understrege, at det ikke er folkedybet der er uregerligt og urimeligt og voldeligt, men snarere, at magteliten er gået så langt ud ad en tangent i retning af bare at tænke på sig selv og sine egne privilegier og sin egen magtudøvelse, at den almindelige befolkning siger stop og tager herredømmet over samfundet tilbage, hvad fanden det så end kommer til at betyde.

Men denne anden side, dvs. ’forestillingen om at vores samfunds udvikling er en sum af alle individernes tanker og handlinger’, skal altså ikke defineres ved situationen hvor en ophobet ubalance pludselig slår igennem. Indenfor denne forestilling er der intet til hinder for, at politikere forstår løbende at tage bestik af udviklingerne i ideer og holdninger og attituder i den almindelige befolkning og således løbende formår at justere de politiske ideer og initiativer så de er i overensstemmelse med disse udviklingstendenser. Og der vil være nogen der vil kalde denne form for demokrati for populisme, men det vil den kun være i det omfang der er demagoger der prøver at manipulere den almindelige befolkning i retning af nogle bestemte stemninger og holdninger, ofte igennem opvækkelsen af skræmme- og fjendebilleder. Det er altså ikke svært at forestille sig et så sundt og sobert debatklima, at den almindelige befolkning vil vide at tage afstand fra sådanne forsøg på manipulation, og så vil dialogen mellem politikerne og den almindelige befolkning ikke længere have denne karakter af populisme, men vil netop bare være udfoldelsen af et højtudviklet demokratibegreb og et højtudviklet menneskesyn.

 

Med ’forestillingen om at vores samfunds udvikling er en sum af alle individernes tanker og handlinger’ overfor ’forestillingen om at vores samfund bliver styret af en elite’ er så givetvis dem der mener, at der slet ikke er behov for nogen middelgrund, da ’forestillingen om at vores samfunds udvikling er en sum af alle individernes tanker og handlinger’ faktisk beskriver det vi tilstræber, mens ’forestillingen om at vores samfund bliver ledet af en elite’ beskriver nogle forældede og udlevede forestillinger. Men ’forestillingen om at vores samfunds udvikling er en sum af alle individernes tanker og handlinger’ er altså et idealistisk standpunkt. Tanken om at politikerne altid ydmygt stiller sig i befolkningens tjeneste og befolkningen altid besinder sig på hvad der er mest værdiskabende nu og fremover, det er en politisk forestilling som passer for en verden der er ren, men vores verden er ikke ren, og en meget stor del af snavset er ikke en gang snavs i den forstand, men bare aspekter af at være inkarneret i en fysisk krop i et fysisk univers. Det fysiske er ikke rent. Det er der hvor smerterne bor, og utrygheden, og svaghederne, men det er også der hvor nydelserne bor, og kærligheden, og frugtbarheden.

Og selvom ’forestillingen om at vores samfund bliver styret af en elite’ her er beskrevet i de temmelig yderliggående former vi møder den i disse år, så har tankegangen i dens generelle form masser af positive aspekter. Den er ofte netop udtryk for en høj grad af realisme, dvs. en forholden sig til de konkrete problemer man har foran sig her og nu, og hvordan disse problemer overkommes på den letteste måde. Tager man en hvilken som helst gruppe af mennesker og stiller dem overfor en udfordring om at løse et konkret problem, der vil denne gruppe i løbet af kort tid organisere sig sådan at forskellige personer tager ansvar for forskellige aspekter og sandsynligvis vil der også være en der udvælges til at koordinere den samlede problemløsning. Er det så odiøst og et overgreb på den enkeltes frihed? Selvfølgelig er det ikke det. Det er en praktisk foranstaltning som sikrer at gruppen samlet for løst det foreliggende problem.

Og faktum er jo, at vores samfund er ved at segne under vægten af alle de konkrete problemer vi er konfronterede med. Der er så mange uheldige konsekvenser af vores hidtidige fejlbehæftede metoder, så mange vanskelige omstændigheder og så store livstruende spørgsmål der brænder sammen i den tid vi lever i, at vi nærmest alle kører på kanten af et mentalt sammenbrud. De stærkt eskalerende tendenser til splittelse og fjendskab er formentlig alle følgevirkninger af disse voldsomt stressende omstændigheder. Det er her at middelgrunden kan komme ind som en strategi til at bevare fatningen, en strategi til at holde dialogen åben og udbrede forestillingen om at alle disse mægtige udfordringer ikke må blive en anledning til konflikt og splittelse men tværtimod en anledning til at forene vores kræfter mod nogle fælles mål.

Disse mål kunne for eksempel være at sikre naturgrundlagets evner for at give os føde og næring gennem en omfattende naturgenopretning, det kunne være en omlægning af vores ressourceforbrug fra ikke-fornybare ressourcer til vedvarende eller fornybare ressourcer, det kunne være et fælles beredskab til beskyttelse af lande og regioner imod militære og økonomiske invasioner fra andre lande, herunder sikring af de enkelte landes ret til at disponere over deres egne ressourcer, det kunne være sikring af et frit internet hvorved mennesker frit kan videndele med hinanden på tværs af landegrænser og verdensdele.

 

 

Tilbageholdt fremskridt

LAvare-7©Pascal-Gély-1024x442_L Avare_Comédie de Reims_2014_ed01

Er mennesket et flokdyr eller et suverænt individ? Eller sagt på en anden måde: Tror den almindelige befolkning på lederskab gennem alfahannen (m/k) eller tror den almindelige befolkning på ideer, principper og visioner som kan vinde fælles tilslutning, og at individdet gennem tilslutningen til disse ideer, principper og visioner dermed indskriver sig i kollektivet?

Ingen tvivl om at i vores postmoderne virkelighed fremstår det med at finde frem til nogle ideer, principper og visioner vi kan samles om som et lallende utopisk projekt. I hvert fald her i Vesten er vi så vant til at arbejde med vores individualitet og vores indviduelle præferencer, at vi nærmest har udviklet en blindhed overfor alle de evner og vilkår og begær som vi formentlig deler med stort set alle andre. Og sideløbende med vores arbejde hver især med udviklingen af vores identitet har vi udviklet fordomme overfor andre identiteter, dvs. identiteter vi ønsker at distancere os fra, identiteter vi ikke sympatiserer med og mistror samt på den anden side identiteter vi ser op til og stræber efter at være ligesom.

Postmodernismen beskriver simpelthen dette punkt i vores kulturudvikling, hvor de store samlende samfundsfortællinger styrter i grus, og samfundslivet herefter er karakteriseret af hhv. samspillet og konflikterne imellem alle de mangfoldige løsrevne individuelle fortællinger. Og selvom overgangen fra modernismen til postmodernismen selvfølgelig var en gradvis proces, så fremstår årene 1979-80-81 som skelsættende i en række politiske og kunstneriske henseender.

Og ja, indenfor denne virkelighed hvor de store samfundsfortællinger er brudt sammen og samfundslivet er karakteriseret ved disse atomiserede individer, som hver især bare forfølger deres egne begær uden tanker for nogen andre end dem selv, ja der er det selvfølgelig lallende utopisk at begynde at søge efter ideer, principper og visioner som skulle kunne vinde tilslutning fra langt størstedelen af befolkningen. Omvendt er vi efterhånden alle godt blevet klare over, at samfundet ikke kører som det skal. På alle niveauer af vores samfundstrukturer, lokalt, kommunalt, nationalt, globalt møder vi stadigt stærkere tegn på nogle store samfundsmæssige og kulturelle ubalancer.

Siden finanskrisen er verdensøkonomien blevet holdt flydende på en stærk medicin i form af voldsomme udvidelser af pengemængden, som igen har tilladt en voldsom yderligere ophobning af gæld, og det er denne gældsætning som har holdt hjulene i gang. Men al den voksende gæld er samtidig en stadigt større byrde for økonomien, hvorfor stadigt stærkere medicin bliver ordineret i form af mere og mere yderliggående finansielle forholdsregler.

Virkeligheden er begyndt at trænge sig voldsomt på for rigtig mange erhvervsvirksomheder og politikere samt ikke mindst for den almindelige befolkning. Det bliver ganske enkelt sværere og sværere at få tingene til at hænge sammen, og så bliver folk frustrerede og forlanger at deres politiske ledere skal gøre noget, men de politiske ledere har fået malet sig selv op i hjørne og har i realiteten ingen handlemuligheder. I hvert fald har de ingen handlemuligheder, hvis de førend alt andet anser det for deres opgave at videreføre vores samfund som vi kender det.

Selvfølgelig er resultatet af Brexit-afstemningen og valget af Trump og højrepopulismens fremmarch i Frankrig udtryk for de store frustrationer og de store spændinger, der er vokset frem over de seneste år. Og det er som de pressede levevilkår og frustrationerne får os til at søge efter en stærk leder, der kan rydde op i alt det rod, vi har fået omskabt vores samfund til. Trump solgte sig selv som en sådan stærk leder, Marine Le Pen har nogle af de samme tendenser, og der er selvfølgelig Erdogan og Putin og mange andre som ved at appellere til netop disse længsler i de respektive befolkninger.

Et af de spørgsmål jeg ønsker at rejse med denne note er, om ikke vores flokdyrsmentalitet har været i fremgang igennem hele den postmodernistiske epoke, altså omtrent siden 1980, men samtidig, om ikke vi igennem den samme periode har gennemlevet en fundamental krise i vores flokdyrsmentalitet?

Som udgangspunkt er der ikke noget forkert eller lavt over vores flokdyrsmentalitet. Flokken som samler sig om en alfa er en helt legitim måde at organisere et samfund. Systemet fungerer på den måde, at alfaen udvælges gennem hans styrke, og denne styrke skaber ro og samling på de interne linjer samtidig med at alfaens styrke er flokkens primære værn overfor angreb udefra. Fordi styrke prioriteres så højt er det alfaens gener som flokken ønsker at videreføre, og flokken understøtter alfaen og lader ham fx spise først, men disse helt ekstraordinære privilegier kommer med en pris, og denne pris er selvfølgelig, at alfaen skal være parat til at sætte alt ind på at beskytte flokken. Det er fuldstændig ligegyldigt hvilke grader af smerte alfaen må udholde i hans forsvar af flokken. Kommer forsvaret af flokken til at koste ham hans liv, så står det heller ikke til diskussion. På den måde er hele flokken underordnet ham men han er samtidig underordnet hele flokken.

Når vi således ved modernismens sammenbrud og ved postmodernismen indtog fortabte de ideer, principper og visioner vi hidtil havde samlet os om, og vi hver især begyndte at orientere os imod at skabe vores egne fortællinger og forfølge vores egne individuelle begær, så siger det sig selv, at der hurtigt blev etableret hakkeordener og kliker samt mobbekulturer og sociale skel. Vi begyndte at se op til vinderne og begyndte at dyrke magt og styrke og overlegenhed samtidig med at vi begyndte at se ned på taberne og distancere os fra enhver form for svaghed.

Men på et eller andet tidspunkt undervejs i denne kulturelle udvikling er det at det enkelte menneske stopper op og spørger sig selv, om disse ledere vi respekterer rent faktisk opfører sig som de ledere vi forventer. Og i samme øjeblik den enkelte stiller spørgsmålet bliver svaret leveret uden nogen skygge af tvivl: Nej, vor tids ledere optræder overhovedet ikke som de ledere vi forventer. Og problemet er, at de vil gerne være alfa på den ene side men ikke på den anden.

Vinderne i vores samfund, dem der er lykkedes med at skaffe sig stor magt og rigdom, de vil gerne nyde alle privilegierne og være hævede over alle os andre, men de vil ikke give deres liv for at beskytte samfundet. Faktisk er de ikke parate til at udholde nogen smerte overhovedet, men er snarere ved enhver lejlighed parate til at hive et eller andet vilkårligt medlem af flokken ud og stille ham eller hende imellem sig selv og de angreb og den smerte der måtte komme.

Således kan vi alle hver især stoppe op og erkende, at vi har ladet vores flokdyrsmentalitet gøre os til ofre for en bande af udspekulerede bedragere, et bande af charlataner, fupmagere. Over de kommende år vil denne erkendelse muligvis gå hen og blive så udbredt, at neokonservatismen og neoliberalismens kujonagtige lederskab vil fremstå som så karakteristisk at det vil blive indskrevet i den kommende epokes historiebøger. Og efter al sandsynlighed kan Trump og Le Pen og Erdogan samt mange, mange andre indskrive sig i denne gruppe, og grunden til at dette er i helt overvejende grad sandsynligt er fordi ingen af dem viser en forståelse for omfanget og dybden af den krise vores samfund befinder sig i.

Så når det kommer til stykket, er svaret på notens indledende spørgsmål givetvis ikke enten det ene eller det andet men snarere både og. Vi mennesker er både flokdyr og suveræne individer. Og det politiske lederskab kan ikke være baseret på alfa-egenskaberne alene, men må selvfølgelig være båret af en politisk vision som kan samle samfundet. Og igen her er det jo at Trump og Le Pen og Erdogan m.fl. kommer slemt til kort. Hvad vi ser er, at overalt hvor disse populistiske ledere kommer til magten gennemlever samfundet en dyb og uforsonlig splittelse. Og det er altså ikke spor mærkeligt.

Der er meget ræson i at bruge historien som både inspiration og læremester når det kommer til udviklingen af nye politiske forestillinger, men hvis ens politiske vision er at genskabe fordums storhed og fortræffelighed, så er man altså stævnet ud på et umulig rejse. Og det er der mange der godt kan se. Alt er i forandring, og hvis man forsøger at fastholde samfundet i nogle bestemte former, så vil denne fastholden kvæle de organiske udviklingstendenser, som kæmper for at vinde frem. Vi bliver nødt til at give slip for at blive i stand til at indse i hvilke retninger vi egentlig ønsker at samfundet skal udvikle sig. Det er hul i hovedet at tro at den største lykke består i at genskabe en livserfaring man allerede har gjort. Og det gælder både som individ, som nation og som menneskehed. Selvfølgelig skal vi række ud efter noget helt nyt og mere ambitiøst og mere givende end vi nogensinde før har oplevet.

Den næste er så, hvordan Trump og Le Pen og Erdogan og alle de andre populistiske ledere betjener sig af det gamle trick med at skabe enhed i flokken ved at distancere den fra andre. Nøjagtig det samme tarvelige trick som vi ofte også selv forfalder til at benytte i vores daglige omgang med andre mennesker. Vi her, vi er de fede, vi de kloge, vi er de dygtige, mens de andre, de er de usle, de dumme, de tilbagestående. Men hånden på hjertet ved vi godt at denne attitude er gennemsyret af illusioner.

Ethvert møde med et andet menneske er i virkeligheden et møde med et aspekt af en selv. Hver især rummer vi alle andre menneskelige tilstandsformer i os, og vi har formentlig alle været igennem en lang række af inkarnationer, hvor vi har oplevet meget varierede liv og meget varierede menneskelige tilstandsformer. Personligt er jeg ikke fortaler for at Europa skal åbne sine grænser for flygtninge i store mængder, men der er altså noget ved vores måde at tale om flygtninge og indvandrere, noget i vores måde at møde flygtningene og indvandrene som forekommer mig at være helt ved siden af.

Som jeg forstår vores samfundsmæssige reaktionsmønstre i vores møde med flygtninge handler de primært om vores foragt for svaghed og vores foragt for fattigdom. Og heller ikke det er spor mærkeligt. Hvis det er sandt, at vi alle har levet igennem årtier indenfor et regimente af hakkeordener og kliker samt dyrkelse af magt og styrke og overlegenhed, så har vi alle ved forskellige lejligheder oplevet at blive set ned på, at være udenfor en given klike, at være den dumme der gør det hårde arbejde mens nogle andre skummer fløden. Og i mange tilfælde vil al den skam der følger med disse sociale nederlag have været så ubehagelig, at vi hver især simpelthen har arbejdet på at fortrænge disse erfaringer.

Således kan man hen ad vejen komme et sted hen, hvor man har fået etableret en nogenlunde ro og en nogenlunde uforstyrret social position, men når man så pludselig bliver konfronteret med nogle mennesker, som helt åbenlyst er taberne, helt åbenlyst er de udstødte, så vækker de dybt nede en form for genkendelse af de oplevelser man selv har haft af at være taberen, af at være udstødt. Og det er denne genkendelse af disse glemte skamfulde følelser, som vækker en stor afstandstagen overfor flygtningene, i nogle tilfælde sågar vrede og hævngerrighed.

Men igen, dette er kun gået hen og er blevet et problem fordi alfaerne ikke har været virkelige alfaer, men bare udspekulerede bedragere, fupmagere, kujonagtige ledere. Den tryghed som de virkelige alfaer skaber ved at beskytte fællesskabet har jo været fraværende. Og til dem der her vil indvende, at flygtningene netop udgør trusler mod fællesskabet, så er det efter min opfattelse en rimelig indvending, men det springende punkt er fortsat om lederne rent faktisk hengiver sig til deres respektive samfundsmæssige lederroller, eller om de bare vil høste frugterne af deres priviligerede status. I min optik ville en virkelig alfa aldrig ofre en underordnet for at redde sig selv, og en virkelig alfa ville ikke acceptere mobbekulturer, eftersom mobbekulturer handler om at udstøde nogen fra flokken, og alfaens højeste formål er at sikre alles tryghed indenfor flokken.

Men så er der jo det med terrorangrebene og de seksuelle overgreb begået af asylansøgere, fortæller disse episoder ikke alt om, hvor primitive og farlige disse flygtninge og indvandrere er? Jo sådan ser det ud, men spørgsmålet er om ikke vi kollektivt og følelsesmæssigt bliver kørt rundt med af en form for propaganda, som i realiteten udgår fra vores egne efterretningstjenester. Gør man sig umagen med at undersøge omstændighederne omkring de enkelte terrorangreb, så er der i mange af tilfældene så mange uregelmæssigheder i forhold til de officielle forklaringer og så mange fællestræk i retning af at de bliver udført efter en form for drejebog, at vi som udgangspunkt ikke bør tage dem for, hvad de giver sig ud for at være.

Og hvis den anskuelse er svær at acceptere, så tænk på at det efterhånden er henved 70 pct. af den amerikanske befolkning, som ikke længere tror på de officielle forklaringer af terrorangrebet den 11. september 2001. Altså at langt hovedparten af den amerikanske befolkning efterhånden har accepteret, at terrorangrebet blev iscenesat af nogle forræderiske elementer indenfor det amerikanske magtapparat. Ligesom som mordene på præsident John F. Kennedy og hans bror Robert F. Kennedy og på pastor Martin Luther King Jr. også blev iscenesat af nogle forræderiske elementer indenfor det amerikanske magtapparat.

Hvad vi skal forestille os er, at vores samfund udviser så mange tegn på ubalancer og udlevede funktionsmåder, at samfundet opfattet som en stor organisme faktisk gerne vil transformere sig og antage nye former, men at der samtidig er kræfter som forsøger med alle midler at forhindre disse forandringer i at ske. Personligt tror jeg at vi alle står foran at skulle erkende, at vores efterretningstjenester ikke findes for at beskytte befolkningerne men derimod findes for at beskytte den eksisterende samfundsorden, eller mere præcist for at beskytte de eksisterende magtstrukturer. Efterretningstjenesterne handler på vegne af store pengeinteresser og skjulte politiske interesser, og de vil hellere ofre medlemmer af befolkningen for pleje disse interesser end at tillade at store samfundsmæssige forandringer sker. Altså igen, den samme bande af kujonagtige ledere. Og igen har vi her en gruppe af mennesker som krampagtigt holder fast ved de kendte former.

Men deres kamp er dømt til nederlag. Det gælder for dem, det gælder for os alle sammen, vores samfund vil forandre sig. Det er garanteret. Det er omtrent 50 år siden at store dele af menneskeheden vågnede til den erkendelse, at vores levemåder ikke var bæredygtige. Altså at vi forbrugte planetens ressourcer uden nogen tanker for vores fremtidige behov, og at vi udpinte og forurenede vores eget livsgrundlag ved vores rovdrift på naturen. Og indenfor en kort årrække bredte disse erkendelser sig i den offentlige debat og vi begyndte at spørge os selv, hvordan vi eventuelt kunne omlægge vores levemåder, så de i langt højere grad blev bæredygtige. Men det var jo en kæmpe mundfuld, og så blev vi trætte af diskussionerne, og syntes i det hele taget at det var alt for meget at forlange at vi sådan skulle omlægge vores levemåder, og således bestemte vi os for at fortsætte vores storforbrugende livsstil og vores rovdrift på naturen. Det er lige på dette punkt at de kujonagtige ledere gør deres indtog, og begynder at udbrede det falske budskab til befolkningerne om, at de selvfølgelig bare kan fortsætte med at leve som hidtil.

Og det er denne insisteren på retten til at fortsætte vores ikke-bæredygtige levemåder som garanterer, at der på et tidspunkt kommer store samfundsmæssige forandringer, simpelthen fordi vi har udpint vores livsgrundlag i en så alvorlig grad, at de hidtidige levemåder vil være umulige at opretholde. Og det tidspunkt kunne godt være nu. Måden vi har sat os selv i stand til at fortsætte med at leve indenfor forestillingerne om ubegrænsede ressourcer og ubegrænset modstandskraft af naturen, har været gennem vores løbske pengesystemer og vores ekstreme gældsætning. Den dag vores løbske pengesystemer møder muren, dvs. på det tidspunkt hvor vi indser at værdien af vores penge er blevet fuldkommen udhulet, da vil al vores gældsætning komme til et øjeblikkeligt ophør, og så vil vi med det samme blive voldsomt udfordrede på vores adgang til ressourcer og vores dyrkning af føde på et udpint naturgrundlag.

Sådan er vores omstændigheder her i starten af det 21. århundrede, og ingen politikere, altså ingen politikere, føler sig åbenbart kaldede til at kommunikere disse omstændigheder ud til den almindelige befolkning. Den politiske debat, de politiske programmer, det politiske lederskab, det hele fremstår som en mægtig teaterforestilling, hvilket selvfølgelig gør den almindelige befolkning ekstremt utryg. Almindelige mennesker kan udmærket godt fornemme, at der er noget der slet ikke hænger sammen. Og så er det, at store dele af befolkningen begynder at søge imod lederskikkelser, som udviser noget der ligner alfa-egenskaber. Trump vil ’make America great again’ og Le Pen vil gendanne et Frankrig som en gang var. Erdogan har godt nok været leder af Tyrkiet i en af de mest fremgangsrige perioder i landets historie, og det giver ham som udgangspunkt stor folkelig opbakning, men hans politiske fundament er en fornyet sammensmelten af islam og politik, og at dømme ud fra Tyrkiets hidtidige historie, så virker denne sammensmelten ikke progressiv. Og konsekvenserne af denne regressive linje slår nu igennem ved den splittelse mellem Europa og Tyrkiet som uddybes nærmest dag for dag.

I min optik er vores kollektive virkelighed den, at ingen politikere taler om vores reelle omstændigheder og vores reelle mægtige udfordringer, og hvad vi bliver tilbudt er et demokratisk valg mellem en række forskellige fupmagere og kujoner, som hver især profilerer sig på nogle fuldkommen inferiøre politiske dagsordener. Og således er det ligegyldigt om det er en af systemets kandidater, Hillary Clinton, Cameron, Macron der vælges, eller om det er en af de populistiske kandidater, for der er tilsyneladende ingen af dem som i den mindste grad har forberedt sig på de omvæltninger der kommer. Og jo, der er da en åbenlys risiko for at de populistiske ledere vil slå over i rendyrket fascisme, når de for alvor bliver udfordrede i deres lederroller, men de herskende teknokratiske systemer med al overvågningen og inddragelsen af borgerrettigheder og mørklægningen omkring store dele af magtapparatets dispositioner samt med den massive indflydelse på lovgivningen af store erhvervsinteresser er jo allerede et godt stykke inde på fascismespektret.

Vores samfundsudvikling over det seneste halve århundrede har nu efterladt os et et sted hvor vi må se i øjnene, at korruptionen er ude over det hele. Der findes ikke nogen måder hvorpå vi gradvist kan dreje samfundet tilbage på nogle funktionsmåder prægede af transparens, åbenhed og redelighed. Korruptionen er så udbredt, at ethvert initiativ i retning af en sund samfundsforvaltning er dømt til at løbe ud i sandet, fordi så mange i den givne omstillingsproces vil arbejde på at fastholde deres egne privilegier, fastholde deres egen magtposition. På den baggrund skal vi ikke se det kommende finansielle sammenbrud som en dårlig ting, men snarere hilse det velkomment, fordi netop et økonomisk krak vil have gennemslagskraften til at ryste os ud af vores egocentriske forestillinger, åbne vores udsyn og løsne op for vores forestillinger om, hvem vi er, hvorfor vi er her, hvordan vi egentlig godt kunne tænke os at leve og hvad det er for et samfund vi egentlig godt kunne tænke os at skabe.

Når det kommer til stykket har vi ingen andre til at narre os end os selv, hver især. Og grunden til at korruptionen har bredt sig så meget indenfor vores samfund igennem hele den postmoderne epoke er formentlig den, at vi vedholdende har gået og løjet for os selv. Det er sådan det er med erkendelser, at har man først fået en given erkendelse, så kan man ikke omgøre den, og bare glemme hvad det er man har set. Der er stor forskel på at leve i uvidenhed, og så at blive oplyst omkring et bestemt forholds rette sammenhæng, og efterfølgende gøre som om man stadig lever i uvidenhed. Og er man først stævnet ud på den kurs, hvor man lyver overfor sig selv og andre om hvad man har set og indset, hvad er der så til at sætte grænser for hvor disse løgne stopper?

Det er fordi vi kollektivt valgte at fornægte og fortrænge erkendelsen af den ikke-bæredygtige karakter af vores levemåder, at korruptionen indenfor samfundet er eksploderet indenfor de seneste 4-5 årtier. Og når vores løbske pengesystemer indenfor en overskuelig fremtid møder muren og hele den globale finansielle sektor styrter i grus, så vil skeletterne vælte ud af skabene. Som sagt vil der være efterretningstjenesternes ubeføjede og sygelige forsøg på at kontrollere befolkningerne, der vil være et omfang af politisk bestikkelse som vil få det til at svimle for de fleste, der vil være nogle rystende grader af depravation og perversion i de øverste magtcirkler i form af pædofili og rituelle former for tortur, der vil være blotlæggelsen af en noget nær total prostitution indenfor alle de etablerede medier. Der er en grund til at der er nogen der er helt vildt forhippede på at få startet en ny stor krig mellem denne verdens stormagter. Det er muligvis deres eneste chance for at forhindre, at de bliver indhentet af alle deres forudgående misgerninger.

Når bølgerne imidlertid har lagt sig, og vi for eksempel har fået gennemført en slags Nürnberg-processer for de øverste ansvarlige, som lod alt dette ske og som valgte at tage del i det frem for at afsløre det, vil vi alle være tilbage ved udgangspunktet, tilbage ved den erkendelse vi alle har forsøgt at flygte fra: Hvordan vi kan omlægge vores levemåder og vores samfunds funktionsmåder, så de bliver bæredygtige. Og her vil vi ikke tale om en eller anden vision, vi skal realisere indenfor en horisont på 50 eller 100 år. På dette punkt vil vi have kniven på struben: Enten udvikler vi på stedet nogle bæredygtige måder vores samfund kan fungere på eller også vil det finansielle sammenbrud og korruptionens blotlæggelse føre til at vores samfund går helt i opløsning.

Men vi er ikke på bar bund. Slet ikke. Igennem hele perioden har der jo været frihedskæmpere, som har udviklet alternative systemer og metoder. Der er de permakulturelle og biodynamiske dyrkningsmetoder, der er timebytteordninger og lokale pengesystemer samt i den store skala nye ikke-centraltstyrede digitale kryptovalutaer, der er alternative holistiske behandlingsmetoder for ernæring og opnåelse kropslig ligevægt og trivsel, der er tøjbyttemarkeder og nye gammeldags reparationsværksteder, der er delebilordninger og mange andre former for kollektivt ejerskab, der er medarbejderejede virksomheder, der er nye distribuerede former teknologi, der er nye naturmaterialer til erstatning for syntetiske materialer, der er nye former for direkte demokrati til erstatning for det centraliserede repræsentative demokrati, der er en voksende solidaritet mellem almindelige mennesker på tværs af alle lande på planeten og nogle voksende kollektive ønsker om sikring af værdige levevilkår for alle mennesker overalt på planeten.

Så mennesket er både et flokdyr og et suverænt individ. Der vil være en rolle at spille for denne verdens alfaer, men for de der ønsker at være alfaer, så vær alfaer, og giv jeres liv for at skabe tryghed for fællesskabet. Men frem for alt har vi behov for at samles om nogle ideer, nogle principper og visioner som langt hovedparten af os deler. Og disse nye ideer og principper og visioner forekommer at ligge snublende nær, den eneste grund til at vi ikke kan se dem og tage dem til os er fordi der er så mange ting ved vores nuværende levemåder vi ikke kan få os selv til at give slip på. Og således holder vi os selv i en anspændt og uforløst tilstand, hvor Trump og Le Pen og Erdogan kan slippe afsted med at lancere sig selv som de ledere vi har længtes efter.

 

 

 

 

(Illustration: Scene fra ”L’Avare” (”Gnieren”) af Molière, Comédie de Reims, 2014)

 

Det mentale habitat

panoramica-con-riferimento_campagna_1-2-3_ed3

Både videnskaben og vor tids mystikere er enige om, at virkeligheden ikke findes ”derude” men inde i vores egne hoveder. Det meste af hvad vi ser og opfatter som virkeligt håndgribeligt stof er snarere udtryk for de måder vi mennesker har lært os at påvirke de energier der omgiver os. Den meget overbevisende kontinuitet af alt hvad vi opfatter som virkeligt håndgribeligt stof modsvares af en kontinuitet i vores kollektive opfattelse af de selvsamme ting. Principielt skulle vi således kunne vælge at se tingene anderledes og vores virkelighed ville så forandres, men når det så alligevel ikke er så nemt at gøre skyldes det formentlig, at vi har indarbejdet vores opfattelser af vores omverden siden vi hver især var helt små. Vi har med andre ord gradvist og vedholdende over mange år har opbygget disse mentale billeder af vores omverden i vores hjerner. De indre strukturer der bærer vores virkelighedsforståelse er således indlejrede i hjernen på så fundamentale måder, at den viljesindsats der skulle ydes for at ændre på disse opfattelser ville være enorm. Hvad vi taler om er jo en omprogrammering af hjernen, hvor ikke bare nye opfattelser skal indarbejdes, men også hvor de gamle udlevede opfattelser skal afprogrammeres. Og videnskaben har påvist, at ændringer i et menneskes opfattelser af forskellige ting kræver energi. Og jo mere fundamentale og jo mere omfattende ændringer i ens virkelighedsforståelsen desto mere energikrævende vil ændringen være, hvilket blandt andet netop kommer til udtryk ved, at pågældende menneske vil være nødt til at arbejde vedholdende på denne ændring over lang tid. Et andet udtryk vil være den grad af stress det pågældende menneske oplever igennem disse omprogrammeringer.

På denne baggrund kan det være interessant at overveje hvad globaliseringen har betydet for menneskeheden. Går vi 150 år tilbage indenfor den vestlige kulturkreds eller globalt bare 50-60 år tilbage i tiden, så levede mennesker langt mere stedbundet, hvilket var ensbetydende med, at mennesker levede indenfor lokale virkelighedsforståelser, som blev tillært gennem den lokale kulturs traditioner. Hvor der således var priviligerede grupper i de mest velstående lande, der var begyndt at have en global kosmopolitisk forståelse af verden, så levede langt de fleste fortsat indenfor de lokale virkelighedsforståelser. Som verdensøkonomien ekspanderede trængte disse globale kosmopolitiske forestillinger frem i flere og flere lokalsamfund, og særligt mange unge mennesker var tiltrukkede af at søge mod storbyerne og det liv de repræsenterede. Kulturchok var således hyppigt forekommende. Folk der levede fuldt og helt indenfor deres lokale virkelighedsforståelser, og som pludselig skulle forholde sig til nogle kræfter og levemåder som var fremmede for dem. Dette tema var således naturligt nok blandt de mest fremherskende indenfor den skelsættende kunstneriske strømning, som vi kalder Det Moderne Gennembrud. På den måde er menneskehedens historie rig på eksempler, hvor mennesker har gennemlevet omvæltninger, som har tvunget dem til at ændre deres virkelighedsopfattelser.

Hvor vi står i dag er vist i den grad også et sted, hvor der er lagt op til nogle voldsomme tvungne ændringer af vores kollektive virkelighedsopfattelser. Midt i al vores begejstring over hvad vi er i stand til at skabe og hvor avancerede samfund vi er i stand til at opbygge, kommer vi til at tage en lektion i, at der altså er noget der er mere virkeligt end andet. Vi er jo ikke guder, og vi deler jo vores verden med utallige andre livsformer, som hver har deres egne programmeringer. Det er selvfølgelig unødvendigt at pege på , at det ikke vores opfattelser der skaber de andre livsformer vi deler vores verden med. Vores opfattelser af disse andre livsformer giver dem form for os, og vores former er med til at definere vores relationer til disse andre livsformer, men at der eksisterer livsformer ja et helt univers udenfor os selv står sådan set ikke til diskussion, det er mere det at vores eneste adgang til dette univers er gennem vores egne sansninger og opfattelser. Dybest set er ethvert andet menneske jo også sådan en uudgrundelig livsform i sig selv, livsformer vi hver især giver form på gennem vores opfattelser og disse opfattelser definerer samtidig vores relation til disse andre livsformer. Og ikke bare deler vi verden med alle disse andre livsformer, vores udvikling har hele vejen igennem været fuldkommen integreret med disse andre livsformers udvikling. Og de ting vi mennesker skaber, er jo, når det kommer til stykket, bearbejdninger af nogle energiformer (stoffer) vi har haft foran os eller har fundet ude energilandskabet, i ”skyen”. Således har mennesket med stadig større konsekvens defineret de andre livsformers eksistens som en funktion af hvilken nytte disse andre livsformer gjorde for os, og menneskets effektivitet i retning af at påvirke energierne i omverdenen er nu så stærk, at de øvrige livsformer bukker under for vores påvirkninger, en efter en. Videnskaben taler om ’Den tredje masseuddøen af arter’ og forklaringen på denne masseuddøen er vores insisteren på, at vi mennesker hersker over denne planet og at alle de andre livsformer er underlagt vores behovstilfredsstillelse.

Således er der kommet noget højst uvirkeligt over vores adfærd. Ingen af os behøver jo en videnskabsmand til at fortælle os, at hvis alle andre livsformer uddør, så uddør vi også selv. Enhver kan se, at vores kollektive adfærd er skæbnesvanger og forrykt, og alligevel fortsætter vi vores kollektive adfærd. Som en dødsdrift. Som et lemmingeløb mod afgrunden. Hvad jeg ønsker at pege på med denne note er, at vores kollektivt afhandlede virkelighedsforståelse er som et indre mentalt habitat, og vores adfærd er en direkte afspejling af dette mentale habitat. Og den virkelighed vi møder er de direkte konsekvenser af vores adfærd, konsekvenserne af udfoldelsen af vores skaberevner, som altså er afspejlinger af det mentale habitat.

Menneskehedens enorme udbredelse over planeten siden agerbrugets indførelse for 10-12.000 år siden og i særdeleshed siden industrialismens indførelse for 1-200 hundrede år siden har været baseret på en udvindingsøkonomisk tankegang, altså at mennesket er i sin ret til at udvinde hvilke værdier der måtte forefindes i det omgivende miljø til sin egen selvberigelse. Denne virkelighedsforståelse har været succesrig, men den har samtidig hele vejen igennem været fejlbehæftet på den måde, at de øvrige livsformer led under at være underlagt disse udvindingsøkonomiske tankegange. Tilbage i 60’erne indtraf så en markant opvågnen til, hvor fejlbehæftede disse udvindingsøkonomiske tankegange var. Over en bred kam blev menneskeheden opmærksom på de miljømæssige ødelæggelser som følge af forurening, de miljømæssige ødelæggelser som følge af udpining af naturgrundlaget, samt den sociale udpining af regioner eller samfundsgrupper som følge af at de samme udvindingsøkonomiske tankegange blev anvendt på menneskets arbejdskraft. Samtidig blev menneskeheden opmærksom på det fundamentalt fejlbehæftede og skæbnesvangre ved den stadige udbredelse af den menneskelige population samt det forhold at naturen og dens råstoffer jo ikke var en uudtømmelig kilde men tværtimod, at udvindingen af værdierne jo kun kunne fortsætte indtil det punkt, hvor kilderne var udtømte.

Uanset hvor villigt økonomer og politikere vil forklare årsagerne til 70’ernes krise ved nogle politiske og økonomiske forhold der er til at pege på, så var krisen i 70’erne en krise i vores virkelighedsforståelse. Vores mentale habitat havde gennemlevet en form for jordskælv, og virkeligheden afslørede sig hermed som langt mere bevægelig og langt mere konstrueret og langt mere skrøbelig end folk hidtil havde troet den var. 70’ernes krise var en eksistentiel krise i vores kollektive virkelighedsforståelse. Menneskeheden stod pludselig med udfordringen at skulle omprogrammere sin virkelighedsforståelse og genopbygge et nyt mentalt habitat, som skulle indeholde løsninger på de graverende problemer som den hidtidige virkelighedsforståelse havde forårsaget. Det var en eksistentiel fordring, og som sådan en fordring som krævede stort mod at konfrontere sig med og stor offervilje med hensyn til at yde det store og energikrævende arbejde at gennemføre denne mægtige omprogrammering.

Udviste vi så det påkrævede mod og tog vi den store arbejdsopgave på os? Nej, vi gjorde ej. Den økonomiske krise i 70’erne var udtryk for en reel og dybtgående tvivl i retning af, hvad der egentlig har værdi og hvorfor det er at vi producerer de ting vi gør, og måden vi overkom denne tvivl var ikke ved at gå igennem den, men ved at gribe den mulighed nogen tilbød os om igen at glemme alt om den. Tvivlen blev skrinlagt med fremkomsten af neokonservatismen, neoliberalismen samt med introduktionen af den store finansialisering af vores samfundsøkonomi. Og vi greb denne mulighed med kyshånd og accepterede dette forløjede regime som en afgørende del af vores mentale habitat helt op til finanskrisen. Finanskrisen afslørede så det forløjede og bedrageriske ved disse tankegange og tvivlen gjorde her et markant comeback, men igen tog vi ikke konsekvensen og konfronterede tvivlen eller gik ombord i det hårde arbejde at omprogrammere vores virkelighedsforståelse. I stedet lod vi politikerne tage løgnene og bedrageriet til helt nye niveauer. Det eneste der har forhindret vores økonomier i at bryde sammen over de seneste 7-8 år har været politikernes villighed til fortsat udvide pengemængden og derved muliggøre en fortsat gældsætning, offentlig såvel som privat. Således er tvivlen der stadig, og den vokser og vokser, og som konsekvens svinder den økonomiske aktivitet mere og mere ind, men disse trends imødegås altså af den uhæmmede gældsætning. Den samlede gæld i verden er mere end fordoblet siden finanskrisen i 2008. Vores nuværende tilstand er alt andet end stabil.

Det er på den baggrund at vi med stor sikkerhed kan sige, at der i den grad er lagt op til nogle voldsomme tvungne ændringer af vores kollektive virkelighedsopfattelse. Vores mentale habitat står foran igen at skulle genemleve et jordskælv, og denne gang bliver det formentlig en hel del mere voldsomt end sidst. Simpelthen fordi vi har drevet de fejlbehæftede tankegange så meget længere ud, at naturen er så meget mere udpint, at den menneskelige population er så meget større, at adgangen til råstoffer er så meget mere kritisk. Denne rystelse af vores virkelighedsforståelse vil formentlig være så voldsom, at vi løber en risiko for at det på en eller anden måde slår klik for forskellige grupper eller stater og konsekvensen vil være krige og destruktion i en voldsom skala. Og i de enkelte samfund vil der såvel være folk det slår klik for, fordi de simpelthen ikke kan rumme et så voldsomt opbrud i deres virkelighedsforståelse.

Hvilket fører frem til det egentlige formål med introduktionen af begrebet ’det mentale habitat’. Når en verdensorden bryder sammen, som følge af dens fejlbehæftede og korrupte antagelser og funktionsmåder, vil graden af lidelser alle de berørte mennesker gennemlever i høj grad afhænge af, om der er nogen der træder til med et seriøst bud på en ny virkelighedsforståelse. Altså, at nok kan det være benhårdt at skulle erstatte en virkelighedsopfattelse med en anden, men det er for intet at regne imod oplevelsen af at miste sin virkelighedsforståelse og så ikke at have noget at sætte i stedet. Og der er heldigvis masser af gode folk, der har arbejdet på udviklingen af et nyt mentalt habitat gennem mange år. Hvad der også har været karakteristisk for de forløbne 35-40 år er, hvor uhomogene vores samfund har været. Hele vejen igennem har der været enkeltpersoner eller grupper, som har vendt ryggen til mainstream-samfundet og har udviklet nye alternative funktionsmåder som var i overensstemmelse med, hvad de hver især kunne tro på. Og i disse varierede alternative kulturer er der blevet eksperimenteret og gjort erfaringer, således at der er blevet udviklet mangfoldige alternative funktionsmåder for rigtig mange afgørende samfundsmæssige funktioner. Således er der ved at være et alternativt mentalt habitat, der efterhånden har fået så meget form, og efterhånden dækker så mange aspekter af vores eksistens, at det er klar til at træde i stedet for den verdensorden som er i opløsning.

Vores nuværende tilstand er alt andet end stabil, og der er nærmest ingen ende på alle de forskellige forhold, der kan forårsage de herskende systemers endelige sammenbrud. Således er der stor tryghed i at vide, at vi har et nyt mentalt habitat vi kan flytte ind i, når disse sammenbrud for alvor begynder at rulle. Men det er ikke givet at det kommer til at ske uden sværdslag, i den ene eller den anden form. Den gamle verdensordens dødskamp kan blive desperat, eller rettere, det er den allerede, og det kan komme dertil, at vi er nødt til at sætte alt ind på at genvinde vores ret til at bestemme over vore egne liv. Således er vi alle i en vis forstand internerede i det herskende systems forkvaklede forestillinger, og disse forestillinger og den konkrete udøvelse af disse forestillinger er vi nødt til at frigøre os fra for at kunne flytte ind i det nye mentale habitat. På den anden side er der også den mulighed, at ledende figurer indenfor de herskende systemer indser at de kæmper en frugtesløs kamp og derfor giver slip deres rigide kontrol og styring, og dermed giver vores samfund lov til at undergå forandringer.

 

 

 

(Illustration fra artiklen ”The effects of urban trees on micrometeorology of south and north European cities”, Gianluca Pappaccogli, 2015)