I Platons ”Staten” finder man hans berømte hulelignelse, hvor han forestillede sig en gruppe mennesker, som i hele deres liv havde været fangede i en mørk hule, men i samme hule og nærmere ved hulens indgang og usynligt for gruppen var der et bål, som kastede lys ind på hulens bagvæg. Imellem bålet og gruppen passerede der så mennesker med udskårne figurer af dyr og alverdens andre ting, og alt hvad den fangede gruppe således så, var skyggernes silhouetter af disse passerende mennesker med deres figurer, og for dem måtte disse skyggebilleder være virkeligheden, og gruppen ville være endeløst optaget af at finde hoved og hale i det de ser.

Videre forestillede Platon sig, at et af medlemmerne af den fangede gruppe så blev løsnet fra sit fangenskab, og blev ført op, først i hulens højere afsnit med bålet og de forbipasserende mennesker og siden helt ud i sollyset og den omgivende natur. Og denne frisatte fanges sansning og perception ville selvfølgelig blive voldsomt overbelastet, dels ved de stærke lyskilder, dels ved at skulle danne sig nogle begreber om denne radikalt udvidede virkelighed. Men efter noget tid forestillede Platon sig, at den frisatte fange ville være i stand til at danne sig nogle begreber om denne nye helt konkret radikalt udvidede virkelighed, og derpå sender Platon så den frisatte fange ned til den fangede gruppe igen, og spørger hvordan de vil modtage den hjemvendte. Og her er Platon ikke videre fortrøstningsfuld, for han forestiller sig, at den frisatte fange kommer til kort overfor at forklare for de stadigt tilfangetagne, hvor helt anderledes rig og mangfoldig verden så i virkeligheden er. Og efter således at være kommet til kort overfor at videregive nogle begreber om verdens sande rigdom og mangfoldighed, vil de fortsat tilfangetagne affærdige afvigeren og vende tilbage til deres gældende teorier om skyggebillederne og deres adfærdsmønstre.

Platons hulelignelse har således mange niveauer, og den kan selvfølgelig nemt kritiseres for sine grove forudsætninger, men efter min opfattelse har den vestlige filosofiske tradition forstået lignelsen på følgende måde:

1. At mennesket og grupper af mennesker altid forsøger at komme til en forståelse af den virkelighed de befinder sig i, og at de tager udgangspunkt i de fænomener de ser, og prøver at udlede noget om verdens beskaffenhed på basis af dem.

2. Men hvis ikke menneskets er vækket til en højere forståelse af kosmos, en forestilling om godhed, sandhed og skønhed, en forestilling om en højere ideernes verden, som man såvel kan kalde en forestilling om en guddommelig orden, så vil vores teorier om verdens beskaffenhed være vilkårlige, skrøbelige og usammenhængende og i den sidste ende ubehjælpelige.

3. Lyset, der skinner fra bålet eller fra solen, er den oprindelige guddommelige inspiration i mennesket, som på samme tid både forudsætter og bekræfter tingenes sammenhæng og sande aspekter.

Platons hulelignelse er således en slags erkendelsens grundproblem, altså at ens trossystem bestemmer ens forståelse af verden. Believing is seeing. Er man vakt til en idé om en guddommelig orden, en idé om kosmos, så vil denne idé organisere ens sansninger og perceptioner i overensstemmelse med denne idé. Er man ikke vakt til en sådan idé, og man er prisgivet ens sansninger og perceptioner af de endeløst mangfoldige og selvstændige fænomener og erfaringer, så vil den blotte mangfoldighed gøre det umuligt for én at danne en forestilling om en sammenhæng mellem alle fænomenerne, og der vil være en tendens mod skepticisme, nihilisme og defaitisme i ens forestillinger. Eller med andre ord, enten antager man at der er en orden i verden, en kosmologi, og så vil man finde bekræftelser på denne sammenhæng i sine sansninger og perceptioner, eller også tvivler man på at der findes en orden i verden, og så vil den usammenhængende karakter af vores livserfaringer konstant blive bekræftede.

Anskuet på den måde er der gode grunde til at søge denne vækkelse til en forestilling om en højere orden, men skulle det lykkes at opnå denne vækkelse, er man så (fortsat) en del af gruppen af fangede mennesker i bunden af hulen, eller er man den frisatte fange, som nu nærmere tilhører gruppen af ikke-tilfangetagne mennesker højere oppe i gruppen? Både Platon og Sokrates var meget skeptiske overfor demokratiet som styreform, og de hældte så stærkt imod, at det skulle være de vidende og erfarne, der skulle lede samfundet, altså en meritokratisk styreform, for Platons vedkommende med tendenser mod det diktatoriske. På den måde er der set fra et moderne synspunkt al mulig grund til at være skeptisk overfor Platons helhedsforestillinger, for de kunne jo i sig selv være todimensionale hulebilleder og som sådan mere fascistiske end guddommelige.

På arkitektskolen bestod en af vores tegneøvelser i at lave en tegnet gengivelse af en større opstilling med en kugle, en kube og figur af tre flade rektangler samlet i de korte kanter til at danne en opretstående retvinklet trekant. Pointen med denne øvelser var at gøre os bevidste om måderne skygger dannes omkring sådanne figurer, særligt når de belyses fra en primær lyskilde. Iagttagelserne er illustreret på vedhæftede illustration, hvor man vil lægge mærke til, at slagskyggen (eng.: the cast shadow) er væsentligt mørkere end objektets eller objekternes selvskygge eller egenskygge (the form shadow). Grunden hertil er enkel nok, at de skyggede sider af objekterne får lys reflekteret op på sig fra underlaget, hvorimod slagskyggerne ikke får ret meget reflekteret lys fra objekterne. I forlængelse af Platons hulelignelse kan vi (i dagens anledning) forsøgsvist gøre en metafor ud af fænomenet med selvskygger og slagskygger.

Siger vi at lyset er en metafor for bevidstgørelsen i form af begrebsdannelsen, forståelsesrammen, herunder de begrænsninger der ligger i vores sprogformer, så har vi alle, som psykoanalysen og ikke mindst Carl Jung har vist os, vores ”oplyste” bevidstgjorte sider, og så har vi vores underbevidste sider og vores ubevidste sider. Og i denne metafor kunne selvskyggen godt være vores underbevidste sider, altså at der er sider af vores liv, der henligger i henved mørke, men ikke helt i mørke, for i vores udvekslinger med andre mennesker og omverdenen generelt, så bliver vi hele tiden gjort opmærksom på, at der er noget der. Således er vores selvskygge rigtig nok en funktion af den oprindelige lyskilde, men den er også en funktion af refleksionerne af lyset fra vores omgivelser. Omvendt er det ubevidste en endnu dybere grad af mørke, et mørke som ikke er en funktion af omgivelserne men en funktion af selve vores bevidstgørelsesprocesser. Altså at det et langt stykke af vejen er selve vores bevidstgørelsesredskaber (herunder en eventuel grundantagelse om en guddommelig orden), som skaber de områder vi så ikke kan se.

Renæssancens opdagelse af perspektivet og den matematiske/ geometriske regel om at ethvert perspektiv blev dannet med matematisk/geometrisk konsekvens med udgangspunkt i ét eneste klart defineret forsvindingspunkt, blev i sig selv en metafor for en enkelt alt-organiserende guddommelig idé. Og renæssancen fik jo denne betegnelse, fordi de kulturelle nybrud havde form af en genopdagelse af antikkens filosofi, digtekunst, arkitektur og skulptur. Og opdagelsen af perspektivet havde nærmest karakter af et empirisk bevis for gyldigheden af Platons ideer. Og disse kosmologiske forestillinger viste sig at være enormt frugtbare, og den europæiske kultur red på en bølge lige indtil, at forestillingerne alligevel slog over i deres overdrevne og manierede former med det 19. århundredes positivisme og idealisme.

Det moderne gennembrud handlede så meget om et opgør med disse positivistiske og idealistiske forestillinger, og således handlede det moderne gennembrud indenfor billedkunsten så meget om et opgør med perspektivets tyranni eller hvad franskmændene kaldte ”trompe l’oeil”, øjets bedrag. Modernismen blev så i sig selv en meget succesrig og dominerende bevægelse, og den blev hen ad vejen også til en stilretning, og som stilretning mødte den også sit endeligt. Og således begyndte billedkunstnere og digtere og arkitekter at arbejde postmodernistisk, dvs. i et udtalt modsætningsforhold til modernismen. Men efter min opfattelse har postmodernismen stadig til gode at bidrage med nogen erkendelsesmæssige gennembrud. I mine øjne står modernismens kritisk af perspektivet, den enøjede positivistiske idealistiske fremstilling stadig ved magt.

Tilbage i 1990 et års tid efter min afgang fra Arkitektskolen skrev jeg et essay i to dele ”Om at se”, som beskæftigede sig med de erkendelsesmæssige vilkår som kvantemekanikken og det moderne gennembrud havde anskueliggjort. I dette essay fremsatte jeg selv en kommentar til Platons hulelignelse i form af følgende tankeeksperiment: Jeg forestillede mig, at København pludselig oplevede et omfattende strømnedbrud, hvor byen pludselig blev henlagt i totalt mørke. Og jeg undersøgte hvordan mine sansninger og perceptioner ville blive påvirkede af, at jeg pludselig befandt mig i totalt mørke. Jeg forestillede mig at jeg undervejs bestemte jeg mig for at etablere noget lys ved at finde frem til og tænde et stearinlys, som jeg så satte på et bord, og så at jeg fik den idé at forestille mig, at stearinlysets flamme var mit højre øje, som altså nøjagtig ville svare til den perspektiviske positivistiske idealistiske verdensanskuelse. Imidlertid havde jeg jo stadig mit venstre øje, og med mit venstre øje kunne jeg således registrere hvad det var mit højre kunne se (de belyste flader) og også et stykke af vejen de flader mit højre øje ikke kunne se (de skyggede flader). Dermed syntes jeg, at jeg fik lavet et meget virksomt og anskueligt billede på, at vores sansning og perception i sig selv er mangefacetteret og at vores virkelighedsforståelse er uløseligt bundet til vores krop og vores konkrete situation.

(Illustration: Art Verve Academy + Vredeman de Vries)

Som jeg umiddelbart kan læse mig til, har de gængse betydninger af begrebet divination en vis antropologisk slagside, dvs. som et fænomen som man mere eller mindre distanceret studerer hos andre mennesker i andre kulturer. Men det er altså (i givet fald) en pænt stor intellektuel omgåelse. For hver og én af os gælder, at vores liv er smækfuldt af divinationer, altså at vi konstant går og læser betydninger ind i universet. Tager vi vores synssans, så er den rigtignok en formidable og vildt fascinerende fysiologisk mekanisme, hvor vi tager impulser fra vores omverden ind, men for overhovedet at blive i stand til at omsætte disse impulser til opfattelser af vores omgivelser, er vi nødt til at holde impulserne op imod et mægtigt apparat af fortolkninger og begreber og derigennem give sanseindtrykkene form. Det er på den baggrund at vi rimeligvis kan sige, at synsoplevelsen lige såvel er en bevægelse indefra og ud som en bevægelse udefra og ind.

Denne læggen fortolkninger og begreber ind over vores sansninger kan siges at være former for divinationer i en anderledes bredere forstand. Og det er kun fordi vi til dagligt bevæger os rundt i nogle fortolkningsmodeller, som nærmest er fasttømrede, at vi vedholdende forveksler vores divinationer med ”virkeligheden”. På samme måde findes der ingen ’sande’ religioner. Alle religioner er udtryk for forskellige former for divinationer, typisk hele systemer af divinationer. Og igen bliver vi født i kulturer, hvor netop denne religion, dette system af divinationer, er så fremherskende, at vi igen forfalder til at forveksle vores divinationer med ”virkeligheden”.

Tager vi en shaman i en traditionel stammekultur, så har han forskellige ritualer og metoder til at bringe sig i nogle ændrede bevidsthedstilstande, hvor han opløser sin selvopfattelse og lader universets energier strømme igennem sig. Og under disse sessions modtager han visse impulser/ inspirationer/ visioner. Det kan være energistrømninger, der løber igennem naturen, energistrømninger der overskyller planeten, det kan være energistrømninger fra menneskene omkring ham, det kan være energistrømninger fra hans eget indre, hvilket alt i alt i sig selv er ret fantastisk, men det socialt og samfundsmæssigt kritiske punkt kommer, når han så henvender sig til et andet menneske eller til en forsamling og udlægger/ fortolker disse impulser/ inspirationer/ visioner. Meget vil komme an på karakteren af det herskende divinationssystem, som shamanen er blevet oplært og trænet i. Er det et velgørende og understøttende univers eller er det et ubarmhjertigt og konfliktfyldt univers? Meget vil også komme an på den pågældende shamans sind og livsbane, som uvægerligt vil farve hans fortolkninger af de impulser/ inspirationer/ visioner han får under sine ud-af-kroppen-sessioner.

Hvad vi har er altså universet, som ikke er andet end energistrømninger, et fuldkommen vanvittigt mangefacetteret spektrum af energistrømninger – der ER noget derude (og overalt), der ER noget der er virkeligt – men det eneste vi kan gøre er at åbne vores bevidsthed for sansningen af disse energistrømninger og derpå udlægge/ fortolke hvad det er vi ser og fornemmer. Spørgsmålet er således ikke, om vi ønsker at leve i nogle samfundsmæssige rammer, der er prægede af vores egne og andre menneskers foretrukne divinationer, for det er bare et eksistensvilkår, spørgsmålet er nærmere, om jeg overhovedet er bevidst om mine valg af divinationer?

Personligt har jeg med svingende ihærdighed praktiseret Nichiren Daishonins buddhisme igennem henved halvdelen af mit efterhånden lange liv. Så jeg kan godt sige, at jeg har været bevidst om visse vigtige valg af mine foretrukne divinationer. Når Nichiren Daishonins buddhisme appellerer så stærkt til mig, hænger det sammen med denne livsfilosofis fordomsfrihed og store generøsitet kombineret med nogle meget dybe og inspirerende begreber om menneskesindet og de energimæssige relationer mellem sindet og vores livsomstændigheder. Og så syntes jeg godt om den ledsagende meditationspraksis. Dette bevidste valg af nogle foretrukne divinationer sætter mig i stand til vedholdende at understøtte forestillinger om at leve i et univers, som er integreret, og et univers hvori jeg vedholdende har et valg om at engagere mig på måder som er værdiskabende både for mig selv og andre. Og jeg fortæller gerne andre om det buddhistiske livssyn, men det er ikke vigtigt for mig, at de gør mine foretrukne divinationer til deres.

Men som sagt bruger vi divinationer nærmest på alle planer af vores relation til os selv og omgivelserne. Jeg havde min første session hos en dygtig og intuitivt klartskuende astrolog for knap 15 år siden. Over de næstfølgende år havde jeg yderligere to sessions hos ham, og i de senere år har jeg haft to sessions hos en ligeledes meget dygtig og intuitivt klartskuende amerikansk astrolog. Og dette vækker måske oprør hos nogen, og nogen vil måske falde over mig og kritisere mig for at ”tro på” astrologi, men igen, så er det fordi de ikke forstår betydningen af vores mangfoldige divinationer. Og astrologi er en megen anskuelig case for studiet af vores divinationer. Hvad der er virkeligt er vores solsystem, og alle planeterne det er sammensat af, samt vores solsystems placering i Mælkevejen og alle de stjerner, der danner vores omgivelser i dette afsnit af Mælkevejen. Og uanset hvor vanvittig spinkle energiimpulserne end måtte være, så er det såvel virkeligt, at både planeterne og de omgivende stjerner og stjerneregioner udsender energier, der rammer Jorden.

Hvor astrologien kommer ind er der, hvor energierne fra de enkelte planeter/ stjerner/ stjerneregioner siden civilisationens vugge er blevet bestemt (divineret) til at have en særlig stemning eller karakter og altså, at de enkelte planeter/ stjerner/ stjerneregioner påvirker hvad der sker her på Jorden i overensstemmelse med deres stemninger/ karakter. Og i det newton’ske univers fremstår tanken om, at disse uendeligt svage energistrømninger skulle kunne påvirke os her på Jorden, nærmest latterlig, men i det kvantemekaniske univers er denne kategoriske afvisning pludselig ikke længere forsvarlig. Problemet med astrologien er ligesom med religionerne, at mange af udøverne (igen) ikke forstår eller glemmer, at vores måder at fortolke energistrømningerne/ stemningerne bare er divinationer. Det er os, der læser betydning ind i universet. Saturn er en planet, som udsender bestemte vibrationer, og alle de karaktertræk en astrolog udruster Saturn med, er bare i større eller mindre grad i overensstemmelse med den tusindårige astrologiske divinatoriske kanon. Saturn er ikke og har ikke en personlighed. Saturn er ikke og har ikke nogen intentioner. Det er endda tvivlsomt om Saturn kan siges at have et væsen. Saturn er en planet, der udsender bestemte vibrationer og øver en bestemt påvirkning på dens omgivelser, men alle måderne vi italesætter disse vibrationer står for vores egen regning.

Og alligevel, selv med denne skelnen for øje, så har mine møder med omtalte astrologer været øjenåbnende. Uanset de humaniserende måder vi beskriver energierne, så har der været noget ved deres analyser, som har fremstået overraskende præcist og slående. Min anledning til at skrive dette opslag var fordi det slog mig, hvordan jeg i tilbageblik synes jeg har investeret alt hvad jeg havde af mental og psykisk ballast og vedholdenhed i at fremme en almen bevidstgørelse om vores aktuelle samfundsmæssige og økologiske omstændigheder, som forekommer at være virkelig virkelig kritiske. Og hvordan disse astrologer har peget på, at det forhold, at jeg er født i Løvens tegn lige ved solopgang med Løven som ascendant, netop vil pege i retning af en person som er usædvanligt selvberoende og konsistent og med en betydelig mental og psykisk energi og stamina.

Da jeg tilbage i 2006 for alvor indså, i hvilket omfang menneskeheden nærmest bevidstløst er ved at fortære sit eget livsgrundlag, da så jeg mig omkring efter lederfigurer, der talte om denne krise, og som præsenterede nogle løsningsforslag til imødegåelse af denne krise. Men jeg fandt ingen. Jo der var forskellige nydelige hensigtserklæringer, men ingen der var drevet af nødvendigheden af, at der pinedød skal ske forandringer. Dybe forandringer. Og det slog mig, at grunden til at der ikke var nogen lederfigurer eller stemmer i den offentlige debat, der pressede på for gennemførelse af de nødvendige reformer, kunne være, at det simpelthen er for enerverende og opslidende at fokusere på disse ekstremt foruroligende forhold i længere tid ad gangen.

I går læste jeg på DR’s hjemmeside, at de torsk man fanger i Østersøen efterhånden alle er små og udsultede og forkomne, og at biologerne forventer at torsken indenfor en overskuelig fremtid vil uddø som art i Østersøen. Uanset hvor uendelig trist det er, når jeg læser en artikel som denne bliver jeg ikke overrasket. Siden 2006 har jeg investeret meget tid i at orientere mig om det faktiske stade af planetens trivsel eller rettere mistrivsel, og planetens uddøen er fuldkommen evident for enhver der er villig til at se. Så hvordan reagerer andre mennesker på en sådan artikel? Der er helt givet mange, som også bliver triste og lettere fortvivlede, og artiklens foruroligende vidnesbyrd lever videre i deres bevidsthed i timer, dage, uger efter. Og så der mange, der måske skimmer artiklen, og mærker et stik af uro, men gør så op med sig selv, at det er der folk der tager sig af. Og så er der måske også mange, som har udviklet en forhøjet sensibilitet overfor (dybt) foruroligende nyheder, og som i samme øjeblik de indser, hvad det er artiklen handler om, haster videre til noget andet og knap så belastende nyhedsstof.

Så da jeg i sin tid omformulerede mit spørgsmål til, hvem der har den psykiske styrke og ballast til vedholdende at fokusere på disse ekstremt foruroligende forhold, da kom svaret i al ydmyghed, at (nå ja) det har jeg selv. Og det er hvad jeg har gjort. Jeg har nærmest taget permanent ophold i denne virkelighedsopfattelse, hvor vores samfund er ved at fortære sit eget livsgrundlag, og samtidig er hyllet ind i et mægtigt spind af illusioner og fortrængninger. Og det er fra denne position at jeg skrevet hvad jeg har skrevet og forsøgt at fremme en mere almen bevidstgørelse. Men al denne udbredte hævdelse af normaliteten og det gangbare ved normaliteten, ja det må så i dennes sammenhæng siges at være rigtig mange menneskers mere eller mindre bevidste valg af deres egen foretrukne divination.

Og det er velsagtens i orden, vi skal bare huske på, at der er en virkelighed derude (og overalt). Når vi siger vi skaber vores egen virkelighed, så er det jo bare vores egen virkelighedsopfattelse vi skaber og de afledte virkninger af at oppebære netop denne virkelighedsopfattelse.  Og således kommer også jeg til et punkt, hvor jeg oplever det som enerverende og opslidende at leve indenfor en virkelighedsopfattelse, som er så ladet med kriser, samfundsmæssige kriser, økologiske kriser og nu også mere eller mindre reelle helbredskriser.

.

Politikernes store løgn er selvfølgelig, at de bilder os ind at vi har brug for dem. Men har vi ikke brug for dem? Vi har jo over århundreder fået opbygget nogle sindsygt komplekse samfund med så ufattelig mange bevægelige dele der griber ind i hinanden, og så ufattelig mange regler for hvordan de samfundsmæssige udvekslinger skal foregå, så det må da kræve en enormt omfattende oplæring og en enormt veludviklet forestillingsevne for overhovedet at kunne orientere sig i endsige forvalte dette vanvittigt komplekse samfundsmæssige maskineri. Og det er rigtigt, men det er samtidig den anden side af politikernes store løgn, at bilde os ind at dette vanvittigt komplekse samfund overhovedet findes.

Det er efterhånden 50 år siden at dommen faldt over de senindustrielle samfund, og denne dom kunne opsummeres som:

• At vores udvindingsøkonomiske metoder førte til udtømning af de ressource vores samfund bliver understøttet af
• At vores udvindingsøkonomiske metoder førte til forurening og udpining af naturgrundlaget med potentielt fatale konsekvenser for hele menneskeheden
• At vores materialistiske værdisæt førte til afstumpede måder at forstå vores relationer til hinanden og til vores omverden
• At vores materialistiske værdisæt førte til ensomhed og nedbrydning af vores samfunds sociale sammenhængskraft
• At den manglende forståelse for gensidigheden i vores relationer til hinanden og til vores omverden førte til ekstreme samfundsmæssige uligheder i fordelingen af rigdommene der blev udvundet af naturgrundlaget og af arbejdskraften, og at disse uligheder i sig selv bidrog til yderligere fortrængning af gensidigheden i vores relationer og yderligere nedbrydning af den sociale sammenhængskraft

Allerede dengang for 50 år siden stod det klart, at vi måtte omlægge vores levemåder, forenkle vores samfund, skalere vores samfund ned, så vores levemåder kunne holde sig indenfor de fysiske rammer og betingelser, som er givet ved det overordnede økosystem som planeten Jorden er. Hippierne forstod det og tog konsekvensen og tjekkede ud af de vanvittigt komplekse samfundsmodeller vi havde sat op for os selv. Mange af 68’erne forstod det og forsøgte at iværksætte omfattende omstillingsprocesser indenfor den eksistende samfundsorden. Men slaget blev tabt, og som samfund regrederede vi til den forestillingsverden, der havde hersket forud for at vi løb ind i den overvældende nye erkendelse, som om vi kunne omgøre eller annullere den mægtige erkendelse vi netop havde fået.

Politikernes store løgn er således nu på fyrretyvende år at fortsætte med at hævde, at alting kan fortsætte som vi har været vant til. Og det er på sin vis forståeligt, for det er selvfølgelig langt mere interessant at være en slags CEO for en mægtig koncern (stat) med internationale partnere og forbindelser, end det er at være bogholder i en mindre produktionsvirksomhed. Eller med andre ord, ingen politikere har til dato haft mod og mandshjerte til at indvie befolkningen i, hvor fundamentalt ikke-bæredygtig vores ressourceforvaltning, vores produktionsmetoder, vores finanssystemer, vores velfærdsordninger er, for gik politikerne ud med denne ene og helt reelle fortælling, så ville deres egen status som politiker blive voldsomt beskåret. For de flestes vedkommende sandsynligvis helt overflødiggjort. Så nej, det er langt federe at forblive indenfor illusionerne om deres enorme snilde og deres enorme kompetencer i retning af at styre et så vanvittigt komplekst samfundsmaskineri som vores nuværende. Ganske uanset at de i realiteten ikke rigtig styrer, men snarere bare gør som man plejer og når noget så sker, så kæmper de for at være på omgangshøjde med begivenhedernes forløb samt kæmper for at få indarbejdet udviklingstendenserne i deres egne mangelfulde og fejlbehæftede verdensbilleder.

Hvad jeg prøver at skitsere en forestilling om er altså, at dette vanvittig komplekse samfundsmaskineri slet ikke findes i virkeligheden, også selvom hovedparten af f.eks. den danske befolkning tror at det gør. Vores vanvittigt forgrenede lovkomplekser, vores vanvittigt komplekse forvaltningsapparater, vores vanvittigt komplekse ’micro-management’ af borgernes adfærd, alt dette fremstår som virkeligt og føles som virkeligt når man som borger møder manifestationerne af disse forestillinger, men disse samfundsforestillinger er ikke mere virkelige end vores vanvittigt opblæste finansielle værdiansættelser er virkelige, eller vores forestillinger om en uforstyrret energiforsyning til vores samfund er virkelige, når realiteterne er at 99 pct. af vores energiforsyning fortsat kommer fra de fossile brændstoffer som der åbenlyst bliver mindre og mindre af. Hvad vi taler om her er ikke dommedagsprofetier eller nedkaldelse af skyld over vores letsindige levemåder men bare simple konstateringer af, at det er sådan realiteterne ser ud hvis man forsøgsvist hæver sig over vanernes tyranni og ser igennem de fortrængninger der har hersket i vores kultur igennem disse mange år.

Så nej vi har ikke brug for vores politikere for de lever i en drømmeverden, hvor de anser sig selv for at være enormt betydningsfulde forvaltere for et kæmpestort samfundsmaskineri, som i virkeligheden slet ikke er der. Det er ’Kejserens nye klæder’ om igen. Og sagen er jo, at de godt kan mærke at skoen trykker, ikke bare et men flere steder. Efterhånden som de hårde fysiske begrænsninger og realiteter begynder at trænge sig på, bliver det simpelthen sværere og sværere at opretholde disse samfundsforestillinger. Politikerne mærker at forestillingerne begynder at skride, her og der og alle vegne, og de bliver bange. Tanken om at give slip på de herskende samfundsforestillinger må i sagens natur for politikerne være ensbetydende med en dyb eksistentiel krise, og det er nok de færreste der har modet til at kaste sig ud i en sådan eksistentiel omstillingsproces. I stedet vælger politikerne at sætte ind med desto hårdere og mere firkantede kanoniserede samfundsforestillinger, og de strammer deres greb om samfundets styring, alt sammen i et forsøg på at imødegå opløsnings- og nedbrudstendenserne og fastholde de vanemæssige forestillinger.

Vi har ikke brug for vores politikere, for i stedet for at være vores formidlere af virkeligheden, vores formidlere af de reelle vilkår der gælder for at opretholde vores liv her på Jorden, er de blevet vores skjold imod eller vores barriere overfor virkeligheden. Og jo mere vi investerer vores tillid, energi og politiske mandat i nogle bestemte politikere for at de skal skabe forandringer og få vores samfund til at fungere som førhen, jo mere ihærdigt arbejder politikerne på at stramme op på og ensrette vores samfundsforestillinger samt stramme deres greb om samfundets styring. Jo mere vi investerer i vores politikere, jo mere mere befæster vi barrieren for at nogle mere realistiske samfundsforestillinger kan trænge igennem. Overvågning, mørklægning, censur, undertrykkelse, hele udtrækket af statslig kontrol og styring, det er, hvor vi er kommet til. En jævnt glidende bevægelse fra demokrati over bureaukrati og teknokrati til regulære fascistiske forestillinger og tiltag.

Men hvis vi ikke har brug for vores politikere, hvad så? Taler vi så om ophævelse af alle de skrevne eller uskrevne kontrakter, der består mellem individet og samfundet? Taler vi om anarki? Tror vi på anarki? Er anarki overhovedet foreneligt med en sammenhængende samfundsforståelse?

Indledningsvist kan vi nok konstatere, at efter alle de mange år med stadigt mere omfattende og hårdhændet topstyring, så er der nok et ret stort udviklingspotentiale i en bottom-up-demokratisk samfundsmodel, hvor der vil være et stort rum for selvforvaltning både på lokalt og kommunalt niveau. Og i samme øjeblik staten fritages for al den hidtidige ’micro-management’, så er der et reelt potentiale for, at selv landspolitikken kunne genvinde fatningen (så at sige), og landspolitikken kunne genvinde sin karakter af at være overordnet, generel og visionær, og således koncentrere sig om de store og langsigtede udviklingslinjer. Samtidig har vi jo med internettet helt åbenlyst fået nogle nye redskaber til at lodde almindelige menneskers holdning til alle mulige spørgsmål, og det er således ikke svært at se for sig, at en ny generation af politikere vil opstå, som har genoprettet en forståelse for gensidigheden mellem dem selv og deres rolle på den ene side og befolkningens ønsker på den anden. En helt anderledes ydmyg rolle som den udførende part for de ønsker der trives i befolkningen.

Tænker vi os at en reformdemokratisk bevægelse ville være i stand til at genoprette en ærlig dialog mellem almindelige mennesker og politikerne, og at denne ærlige dialog førte til at både den brede befolkning og politikerne begyndte at forholde sig til vores reelle udfordringer, så ville disse samme politikere samtidig være i stand til at indgå i helt anderledes åbne og ærlige dialoger også på internationalt plan. Eller med andre ord så er det altså ikke utænkeligt, at selv international politik kunne blive befriet for hovedparten af alle de forkvaklede taktiske hensyn møntede ikke mindst på den hjemlige politiske scene, og således også i langt højere grad blive orienterede imod de reelle udfordringer som vi alle som nationer og som dele af menneskeheden er konfronterede med.

Politikernes store løgn har altså denne dobbelte karakter af, 1. Forestillingen om at vores vanvittigt komplekse senindustrielle samfund overhovedet er levedygtigt, og 2. Nødvendigheden af at have professionelle politikere til at forvalte dette vanvittigt komplekse samfund.

Her overfor har den radikale nye samfundsforestilling, der bringer os ud af dette dødvande og disse destruktive udviklingstendenser også en dobbelt karakter i form af, 1. En vedståelse af de reelle begrænsninger og vilkår der gælder for at opretholde vores liv her på Jorden, 2. Nødvendigheden af en reform af vores politiske systemer så vi sikrer at politikerne altid har den brede befolknings mandat til at gøre de ting de gør.

(Illustration: Janus, antik romersk gud for begyndelser, åbninger, tærskler, forvandlinger, dualitet, overgange, tid og afslutninger. Afbildes traditionelt med to ansigter, et der vender mod fortiden og et mod fremtiden).

Spørgsmålet der rejses her er om arkitekter er dem der skaber samfundet eller om de bare gengiver eller anskueliggør samfundet. Det spændende ved arkitekturen er jo netop dette, at dens værker forudsætter et samfund. Fra en samling af håndværksmestre og tilhørende svende og lærlinge til mægtige entreprenørvirksomheder og rådgivningsfirmaer, der er altid et åbenlyst indskud af samfundsmæssige aktører og ressourcer i arkitekturen. Arkitekturen opstår aldrig i et vakuum, men er altid på den ene eller den anden måde en integreret og kollektiv frembringelse. Og selvom alle andre aktiviteter i samfundet også på deres egne måder spejler samfundet som helhed, så er arkitekturen enestående i dens stræben efter at anskueliggøre samfundet for sig selv, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved at samfund alle dage har fejret sig selv ved opførelsen arkitekturværker, om de så var monumentale eller ej.

Alene spørgsmålet om hvem der har adgang til ressourcerne til at få lavet større eller mindre arkitekturværker siger allerede en hel masse om måderne det pågældende samfund er skruet sammen på. Og bygherrerne møder altid med en forventning om at arkitekturværket på den ene eller den anden måde forherliger eller i det mindste fremstiller en positiv præsentation af den samfundsinstitution som byggeriet skal rumme (institution her forstået helt generisk, dvs. det kan være en bolig, et erhvervsbyggeri eller et kommunalt eller statsligt byggeri).

Samtidig er det arkitektoniske formsprog altid på varierede måder bundet til de tilgængelige materialer og de fremherskende byggemetoder. Og spørgsmålet om hvilke materialer der er tilgængelige og hvilke byggemetoder der hersker, siger også en hel masse om måderne det pågældende samfund fungerer på. Er materialerne lokale eller importerede, er byggemetoderne håndværksmæssige, industriel serieproduktion eller senest industriel unikaproduktion?

Selvom arkitekterne et langt stykke af vejen er fri til at komme med bud på hvordan bygningen for en given samfundsinstitution skal formgives, så vidner arkitekturhistorien ikke desto mindre om nogle temmelig indlysende sammenhænge mellem det arkitektoniske formsprog og de idealer og de visioner det pågældende samfund opretholder. Nutidens arkitektur kan vel med rimelighed siges at være præget af nogle demokratiske idealer ofte udtrykt gennem eklektisisme, nogle idealer om transparens og lethed samt ikke mindst en hang til udtryksformer som er meget stramme i designet og cool og som således stimulerer forestillinger om eksklusivitet, individualitet og identitet.

Og vi har igennem de seneste årtier gennemlevet en periode, hvor der i vores del af verden har været en enestående velstand, og denne velstand har således givet anledning til mange fejringer af vores samfund. I takt med den voksende bevidsthed om de globale økologiske forandringsprocesser har arkitekterne endda fået indarbejdet økologiske tiltag og sociale tiltag indenfor de samme her skitserede formsprog, så er alt ikke bare så meget i orden? Og er vores fejring af vores samfund ikke netop så meget på sin plads?

Ja det er her jeg bliver i tvivl, for hvad er det lige for et samfund vi henviser til med vores arkitektur og hvad er det for et samfund der tilvejebringer vores arkitektur? Tager vi det sidste spørgsmål først, så er det jo helt åbenbart en form for globalt samfund der tilvejebringer nutidens arkitektur. Markederne for byggematerialer er jo blevet globaliserede på linje med alle andre industrier, så inden en stor del af byggematerialerne finder vej til Danmark for at blive indarbejdede i et byggeri her, er der altså for hver enkel bygningsdel et konkret fysisk område, et bestemt udsnit af planeten, der har ydet ressourcerne, og en stor gruppe af mennesker som har været involverede i at få udvundet ressourcerne og få dem transporteret til Danmark. Men indgår disse fjerne regioner og disse fremmede mennesker i det samfund vi fejrer med vores arkitektur? Har vi overhovedet en sammenhængende forståelse af, hvad det er for et samfund vi lever i?

Hvad jeg spørger om er om ikke vores samfund i realiteten er blevet globaliseret men at vores samfundsforestillinger sjældent rækker ud over det nationale. Således kan vi gå omkring og tænke om vores danske samfund som et i særklasse fortræffeligt samfund, men vi tænker ikke på den strøm af ressourcer der konstant flyder til Danmark og som jo bliver taget fra andre verdensdele. Og vi kan lufte vores politisk korrekte afstandstagen til det gamle Europas kolonitid og slaveri i alle dets former uden på noget tidspunkt at konfrontere os selv med de enorme uligheder der præger vores nuværende verdensorden. Og foruden de nutidige former for slaveri er der jo også spørgsmålene om hvilke miljøhensyn der tages i forbindelse med vores produktion af f.eks. bygninger. Vi kan have meget udførlige miljøregulativer i Danmark og EU, og det er selvfølgelig fint, men hvor meget betyder disse regler hvis vi samtidig har outsourcet alle de forurenende industrier til andre dele af kloden?

Der er en overvældende enighed blandt forskere verden over om at vi, dvs. menneskeheden og alle de andre livsformer der bebor denne planet, er trådt ind i den sjette masseuddøen af plante- og dyrearter. Der er ikke tal for hvor mange plante- og dyrearter der i disse år gennemlever et kollaps af deres bestande. Sågar her i Danmark og til trods for vores gode hensigter i form af diverse miljølovgivning er store dele af floraen og faunaen i markant tilbagegang. Så hvad er det for et samfund vi fejrer? Det er helt åbenbart ikke det samfund vi deler med mennesker i andre verdensdele, selvom de for en stor del arbejder for os, og det er helt åbenbart heller ikke det samfund vi deler med alle de andre livsformer der bebor denne planet. Var det disse samfund vi fejrede med vores arkitektur, så var bygningerne bæredygtigt byggede, og altså ikke bare gængse industrielle bygninger med et bæredygtigt strejf, men rent ud bæredygtige. Med et nettoressourcetræk og et økologisk fodaftryk på nul.

Anskuet på denne måde er konklusionen for mig ikke til at komme udenom: Der er slet ikke noget samfund! Hvad vi tager for at være et samfund er bare nogle udlevede forestillinger og nogle udlevede vaner og metoder, som hver eneste dag æder en smule mere af det grundlag vi har for overhovedet at opbygge et samfund. Hvilket bringer mig tilbage til det spørgsmål jeg stillede indledningsvist: Er arkitekter dem der skaber samfundet eller om de bare gengiver eller anskueliggør samfundet? Hvad gør en arkitekt som erkender, at det samfund han eller hun skal give form på, at det i virkeligheden er en kollektiv hallucination som efterhånden er ved at have sluppet sine sidste berøringspunkter med realiteterne? Hvad gør en arkitekt som erkender, at vi lever i en boble?

Enhver arkitekt der gør denne opdagelse, vil givetvis gennemleve en følelse af at være forladt i en verden der ikke giver mening. Og en følelse af at ens fag er blevet overflødiggjort, formålsløst. Men da det jo ligger til arkitekter at være skabende, så vil denne oplevelse naturligt blive afløst af et ønske om at gendanne samfundet, og lige i denne situation er det altså ikke længere tilstrækkeligt bare at være den der gengiver og anskueliggør samfundet. I denne situation bliver det arkitektens rolle at begynde at gengive og anskueliggøre et samfund som endnu slet ikke findes. Og i den situation bliver det klart, at de virkelige arkitekter, dem der skaber samfund, det er nok ikke så meget dem der formgiver huse, men snarere dem der gendanner båndene mellem alle de mennesker der også lever som forladte i en meningsløs verden. Måske er de virkelige arkitekter de sociale ildsjæle eller profeterne eller filosofferne eller forfatterne eller musikerne. Dem der formår at anslå nogle strenge indeni, der minder os om vores forbundethed med hinanden og med hele det omgivende kosmos. At alt ikke er tabt men bare at vi momentant var faret vild, og der er i virkeligheden en masse gode og konstruktive ting vi kan gøre for at gendanne vores samfund. Og i denne bevægelse må vi i sagens natur radikalt udvide vores samfundsforestillinger til også at omfatte mennesker i andre verdensdele såvel som alle de andre livsformer der bebor denne planet.

Hvad jeg ser for mig er muligheden af en radikalt accelereret bevidsthedsudvikling, som løber kloden rundt. Det starter med at vi beslutter os for at træde ud af den boble vi befinder os i, hvilket for mig er det samme som at vi beslutter os for at konfrontere realiteterne. Og realiteterne er efterhånden så krasse at de fremstår temmelig rædselsvækkende. Velsagtens er det fordi realiteterne er så krasse og rædselsvækkende, at vi har valgt at forblive indenfor vores boble i så mange år. Men selvom om realiteterne er virkelig barske, så er naturen endnu ikke totalt udpint, der er noget at bygge på, og konfrontationen med realiteterne vil samtidig virke stærkt frisættende, for vi vil i samme øjeblik kunne lægge en masse falske forestillinger bag os. Og beslutningen om at konfrontere realiteterne er samtidig det der øjeblikkeligt åbner for en radikal ny samarbejdsånd, hvor det pludselig er nemt for alle at byde ind med hvad de kan til det store fælles projekt om at få gendannet vores samfund og vores samfunds livsgrundlag i form af en frodig natur.

På den måde vil der alligevel hurtigt blive bud efter arkitekter, der kan give form på og anskueliggøre det nye samfund vi har taget fat på at skabe, også selvom der sandsynligvis vil være langt langt færre ressourcer til at bygge for end vi har været vant til. På den måde ser det for mig ud som om der er en progression i samfundsskabelsen fra de mere luftige og udsvævende men ikke desto mindre inderlige og ”sande” udtryk som profeter og kunstnere bringer til torvs over til de mere håndfaste og konkrete udtryk som politikere og arkitekter byder ind med.

Tager vi f.eks. Romerrigets fald og Europas genrejsning gennem kristendommen, så taler vi om en proces der tog 500-1000 år. Men fordi vi har drevet vores rovdrift på klodens naturlige ressourcer så vidt, har vi ikke en tidsramme på hundredevis af år til indførelsen af et nyt menneske- og samfundssyn. Faktisk er planeten så kritisk udpint, at vi ikke har andre valg end at rykke på den store omstilling nu og her, og så har vi måske 10 år til at gennemføre revolutionen af vores menneskesyn, samfundsforestillinger og levemåder. Vælger vi omvendt at forblive i vores boble 10-20 år længere (hvis det altså overhovedet er fysisk muligt), så er der ingen der ved hvad konsekvenserne vil være, men der er en reel risiko for at vi nedslider planeten så totalt, at alle økologiske balancer ophæves, at den sjette masseuddøen bliver speeded voldsomt op, og planeten fortaber sine evner for at understøtte højerestående livsformer. Herfra vil planeten så formentlig gå ind i en geologisk rekalibreringsfase og nogle nye ligevægtstilstande vil opstå, som velsagtens vil tillade livet at udfolde sig på ny, og hvem ved, måske vil vi igen kunne inkarnere her som menneskelignende skabninger om 50 millioner år eller mere.

(Illustration: ”Going for the One”, Yes, 1977, album cover)

For en københavner er Middelgrunden kort form for Middelgrundsfortet, altså det her søfæstningsanlæg som ligger en lille halv times sejlads ude i Øresund og som siden Forsvaret opgav anlægget i 1998 har været et oplagt sted at tage på en lille udflugt. Men selvom vi er inde i sommerferieperioden er denne note ikke en beretning om en udflugt til Middelgrunden. Faktisk er øen under ombygning til ”Ungdomsøen”, et projekt som Spejderforeningen er initiativtager til, og anlægget er derfor lukket for besøgende indtil 2019. Nej, vi er altså igen ovre i det laaange format i afdelingen for essays om psykologiske, filosofiske og politisk forhold. Mere præcist  er ”middelgrunden” et forslag om lade det danske sprog adoptere det engelske udtryk ”the middle ground”.

Personligt synes jeg vældig godt om udtrykket ”the middle ground”, fordi det med en konkret association beskriver et sted man står, og fra der hvor man står kan man se noget til den ene side og noget til den anden side. Således beskriver ”the middle ground” ikke en fællesnævner eller et kompromis mellem de to sider, men derimod hele scenen med den ene side og den anden og altså et standpunktet imellem disse to sider. ”The middle ground” eller ”middelgrunden” er dermed det inklusive standpunkt i en nærmest arketypisk form. Og i en verden hvor splittelserne forekommer at være på en stærkt eskalerende kurs, hvornår var der vel et bedre tidspunkt for at forsøge at klargøre ’the middle ground’ eller middelgrunden?

Dette standpunkt imellem to modsætninger kan i sagens natur ikke være et skarpttegnet og hårdtslående standpunkt. Netop i kraft af den inklusive karakter er standpunktet tværtimod løseligt tegnet og bevægeligt og mangefacetteret. Og overalt hvor fronterne trækkes op, som det i høj grad sker nu og her og overalt omkring os, så presses middelgrunden fra begge sider, og den dag middelgrunden er blevet helt fortrængt da har vi sammenhold der bliver brudt op og åbne konflikter er resultatet. I den yderste konsekvens i form af borgerkrige og krige mellem nationer og alliancer. Overalt hvor folk er pressede og voldsomt frustrerede over at deres samfund slet ikke fungerer som forventet, der vil der være denne yderliggående tendens, dvs. en tendens til at udnævne den ene side af et givet modsætningsforhold til at være sandheden og den rette filosofi, og derved sætte sig selv op som modstander af den anden side af modsætningsforholdet.

Betydningen af at fastholde middelgrundens standpunkt er således afgørende for at sikre den fortsatte dialog. Fortrænges middelgrunden og et voldsomt sammenstød bliver resultatet, så forekommer denne konflikt stadig være formålsløs for ikke at sige idiotisk. Der vil ikke være noget vundet ved at den ene side af et modsætningsforhold får held til at undertrykke den anden side. Det vil bare udløse en periode med en højst usund og ustabil ensidighed i opfattelser og adfærd indtil modsætningsforholdet genopstår i nogle nye skikkelser og vi vil mere eller mindre være tilbage ved udgangspunktet.

Når det kommer til stykket beskriver middelgrunden nok nærmere en spirituel tilgang frem for en politisk tilgang, også selvom de politiske effekter af middelgrundens strategi kan være store og i mange tilfælde udslagsgivende for de politiske resultater. Foruden denne karakter af at være løseligt tegnet og bevægeligt og mangefacetteret så handler middelgrundens standpunkt så meget om accept. Accept af dybden og graden af de kritiske omstændigheder vi i disse år finder os selv i, accepten af at vi mennesker ser så forskelligt på mange ting men alligevel er indlagt til at skulle finde ud af tingene indbyrdes, accepten af at vi mennesker ikke er guder men derimod er skabninger som indgår i økosystemer med et hav af andre skabninger og samspillet mellem alle disse skabninger er så mangfoldigt og sofistikeret, at vi mennesker i realiteten ikke er i stand til at begribe denne kompleksitet, altså med andre ord, en accept af blot at være del af noget som er meget større end en selv.

Og igen er accept ikke noget skarpttegnet og hårdtslående standpunkt, men det er ikke desto mindre starten på en reel problemløsning. Omvendt er det at handle på sine udfordringer uden først at have accepteret det fulde omfang af disse udfordringer nærmest indbegrebet af menneskelig dårskab. Og hvor dårskaben typisk slår igennem, dvs. hvor vi undlader at acceptere det fulde omfang af vores udfordringer, det er typisk der hvor vi glemmer at indregne vores egen rolle i at disse vanskeligheder overhovedet er opstået. Denne villighed til også at vende blikket indad og acceptere sin egen andel i de opståede vanskeligheder, denne attitude er også mere psykologisk og spirituel end den er politisk.

Ideen om middelgrunden, dvs. klarlæggelse af middelgrundens standpunkt indenfor et givet modsætningsforhold, kan selvfølgelig anvendes på en mangfoldighed af forskellige forhold, men hvad jeg her vil undersøge er modsætningsforholdet mellem to forskellige opfattelser af vores samfundsmæssige omstændigheder og vores samfundsmæssige styring. Den ene er forestillingen om at vores samfund bliver styret af en elite gennem denne elites både åbenlyse og skjulte magtudøvelse, og den anden er forestillingen om at alle enkeltindivider i samfundet bidrager til dannelsen af nogle kollektive samfundsforestillinger, og det er disse kollektive samfundsforestillinger som lederskabet reagerer på og dermed direkte eller indirekte lægger til grund for deres lederskab.

Forestillingen om at vores samfund bliver styret af en elite

Umiddelbart må det vel anses for at være et yderliggående standpunkt, hvis nogen hævder at vores samfund ikke bliver styret af en elite. Selvfølgelig bliver det det. Endda i voldsom grad. De seneste fire årtier har været præget af stærke tendenser imod koncentrationer af magt og rigdom, og dermed også etablering af hierakier og hakkeordener med mange varierede lag af indvielse til eksklusive informationer og privilegier. Men i stedet for at diskutere ’forestillingen om at vores samfund bliver styret af en elite’ i generelle termer vil jeg springe direkte ud i det, og tage den i dens mest konsekvente udgave, nemlig forestillingen om at der findes en global elite af superrige og supermagtfulde som kontrollerer praktisk alt hvad der sker i vores samfund, i hvert fald alt hvad der sker i vores samfund som det nu præsenteres i medierne.

Denne forestilling tror jeg mange blankt vil afvise, og det er ikke svært at forstå hvorfor. I samme øjeblik man accepterer at der findes en sådan global elite, som har bemægtiget sig kontrollen over vores medier, så anerkender man at der faktisk er sket en form for statskup, hvor vores demokratier er blevet berøvet os, og vi er pludselig hver især bare blevet mere eller mindre uvidende undersåtter for disse nye herrer. Altså får man med denne forestilling parkeret sig selv i rollen som offer og undertrykt, og det er der mange der vil opponere imod. Spørgsmålet er dog om denne opponeren er funderet i en reel magt man som individ fortsat besidder, eller om denne opponeren bare er udslag af et psykologisk behov man har for at bevare en lille flig af stolthed og selvfølelse.

Og ja vi har da fortsat muligheder for at stemme på forskellige politiske repræsentanter, og vi har da ytringsfrihed og trosfrihed, men eftersom al vores kommunikation er mediebåret, så ved vi i realiteten ikke hvilke former for kontrol og styring der udøves. Og ville den optimale form for tyranni ikke være den hvor de undertrykte opretholder en forestilling om deres fortsatte frihed og selvbestemmelse? Det er ikke utænkeligt at der udøves en så omfattende kontrol og styring, at var det ikke for disse metoder til at bremse og neutralisere nye ideer og forestillinger, så ville vi være i fuld gang med at omstille vores samfund til nogle nye, tidssvarende og bæredygtige levemåder.

Så ja, med disse forestillinger om en altomfattende kontrol og styring bevæger vi os over i feltet af konspirationsteorier, men ved nærmere eftertanke, hvorfor er det lige at der er sådan en grad af social nedladenhed forbundet med konspirationsteorier? Hvor skulle det være så langt ude at forestille sig at nogle af de mest magtfulde konspirerer om at konsolidere deres magt? Indenfor ’forestillingen om at vores samfund bliver styret af en elite’ er der to oplagte grunde til, at alle forsøg på at beskrive det reelle statskup der er sket som ”konspirationsteorier” og samtidig at håne ”konspirationsteoretikerne”: Dels er det jo en meget virkningsfuld måde for samme elite at afværge befolkningens nysgerrighed, dels udstiller konspirationsteorierne jo problemstillingen med at vi er blevet berøvet vores borgerrettigheder, og at vi derfor ikke længere er frie borgere som indgår i frie politiske systemer, eller med andre ord udstiller konspirationsteorierne at vi muligvis er blevet gjort til undersåtter, og det billede er der ikke ret mange der kan holde ud at spejle sig selv i.

Men tager vi os sammen for et øjeblik og ser stort på al den frygt for social udstødelse der forbundet med konspirationsteorierne, er der så i virkeligheden noget om dem? Og så snart man begynder seriøst at studere dem, så springer beviserne én i øjnene. Selvfølgelig var der magtfulde elementer indenfor den amerikanske administration der havde andel i mordet på John F. Kennedy. Og Robert F. Kennedy. Og Martin Luther King. Og selvfølgelig kunne 19 arabiske terrorister ikke forårsage sammenstyrtningen af de to tårne den 11. september 2001 og ud på eftermiddagen et tredje tårn (World Trade Center 7). Eller udføre den umulige pilot-manøvre at tage et stort passangerfly og lave en nedstigning i form af et stort 360 graders sving og ramme nøjagtig i siden af The Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium. Og i begge tilfælde, altså både i New York og Washington, fik disse kaprede passangerfly lov til at bevæge sig langt, langt udenfor deres planlagte ruter i over en halv time uden at det amerikanske luftforsvar overhovedet reagerede. Og vi kan gå videre og studere terrorangrebet i London den 7. juli 2005 og der finde en række beviser for, at den officielle forklaring i hvert fald ikke er sand. For eksempel viste skaderne på Metro-togene, at bomberne havde været placeret under gulvet og altså ikke var blevet båret ombord i rygsække af tre selvmordsterrorister.

Så uanset hvor voldsom afstandstagen det end vækker, så er vi nødt til at forholde os til det aspekt af vores samfundsmæssige omstændigheder, at den brede befolkning er blevet bundet historier på ærmet, og at de store skred der er sket mht. borgerrettigheder og mørklægning omkring beslutninger truffet på de allerøverste samfundsmæssige niveauer, at disse skred ikke opstod ud af forvirring og som følge af forsøg på at beskytte os mod trusler udefra, men snarere, at disse begivenheder og følgevirkninger var led i en plan som visse magtfulde instanser i vores samfundsstrukturer med fuldt overlæg havde held til at gennemføre.

Forestillingen om at vores samfunds udvikling er en sum af alle individernes tanker og handlinger

Indenfor den klassiske samfundstænkning er demokrati defineret netop ved borgerrettighederne og de demokratiske forfatninger, der giver den almindelige befolkning indflydelse på de politiske udviklingslinjer. Men jeg vil hævde at den store bevidsthedsrevolutionen, som Flowerpower-bevægelsen markerede, faktisk har medført et mere diffust og mystisk begreb om demokrati. Mere noget i retning af at vi alle har en ret til at være dem vi er, hver især, og at vi alle øver indflydelse på samfundet fra der hvor vi er, både fysisk og mentalt. Og at den politiske ledelse har en både vigtig og vanskelig opgave i at lodde stemningen i befolkningen og udforme sine politiske målsætninger i henhold til disse almene udviklingstendenser i holdninger og attituder.

Hvor diffuse og mystiske disse forestillinger end forekommer at være, så vil jeg endvidere hævde, at nogle af de helt store politiske skred, der skete i det 20. århundrede, skete som følge af at der var nogle politiske ledere som forstod at lodde disse stemninger i den almene befolkning og formåede at kanalisere disse stemninger ud i nogle konkrete politiske initiativer. Mahatma Gandhi og Martin Luther King var pionerer og mestrer i denne henseende, men John F. Kennedy og Robert F. Kennedy havde også del i denne særlige evne. Og der var Nelson Mandela-Desmond Tutu og Aung San Suu Kyi for bare at nævne nogle få, men det er værd at bemærke, at det sydafrikanske apartheidstyre kom under stort pres gennem den udbredte folkestemning imod apartheid ud over hele verden og særligt i Europa der tilbage i 80’erne. Dette pres var så stort at de europæiske politikere var nødt til at efterkomme befolkningerne og indføre økonomiske sanktioner mod apartheidstyret.

Således er der et højst ejendommeligt modsætningsforhold mellem den politiske og økonomiske elite og de mere eller mindre brutale måder denne elite håndhæver sin magt på den ene side og på den anden dette bølgende, stemningsbetonede folkedyb, som faktisk har nogle idealer og nogle drømme i behold og samtidig nogle grænser for hvad det vil gå med til, og når en af disse grænser så overskrides, og den almene befolkning ikke længere kan acceptere måderne magten udøves på, så er magteliten pludselig fuldstændig prisgivet denne folkestemning. I den situation er det ligegyldigt hvilke undertrykkende metoder magteliten prøver at køre i stilling, folkestemningen vil her have karakter af en flodbølge, som udøver et ustoppeligt pres og i den sidste ende vil rive alting med sig.

Således kan magteliten igennem lange perioder have held til at dirigere den almene befolkning rundt i nogle systemer, som magteliten udvikler med henblik på at understøtte sin magtudøvelse. Og denne magtelite kan velsagtens føle en særlig tilfredsstillelse ved sin egen snilde i retning af at indrette tingene til sin egen fordel. Magteliten kan sågar udvikle en hånlig nedladenhed overfor alle de naive, alle de ubemidlede og uindviede der bare tilpasser sig og gør hvad de får besked på, men denne leg fungerer altså kun indtil det punkt, hvor der sker en holdningsændring i den almindelige befolkning og så står de herskende magtstrukturer altså for fald. På det punkt vil de herskende magtstrukturer være forbi punktet for indførelse af reformer. Når uretfærdighederne er blevet udviklet til det punkt, hvor befolkningen gør op med sig selv at nok er nok, da må de herskende strukturer gå til grunde, og nogle nye må rejse sig fra bunden af.

Det er således værd at understrege, at det ikke er folkedybet der er uregerligt og urimeligt og voldeligt, men snarere, at magteliten er gået så langt ud ad en tangent i retning af bare at tænke på sig selv og sine egne privilegier og sin egen magtudøvelse, at den almindelige befolkning siger stop og tager herredømmet over samfundet tilbage, hvad fanden det så end kommer til at betyde.

Men denne anden side, dvs. ’forestillingen om at vores samfunds udvikling er en sum af alle individernes tanker og handlinger’, skal altså ikke defineres ved situationen hvor en ophobet ubalance pludselig slår igennem. Indenfor denne forestilling er der intet til hinder for, at politikere forstår løbende at tage bestik af udviklingerne i ideer og holdninger og attituder i den almindelige befolkning og således løbende formår at justere de politiske ideer og initiativer så de er i overensstemmelse med disse udviklingstendenser. Og der vil være nogen der vil kalde denne form for demokrati for populisme, men det vil den kun være i det omfang der er demagoger der prøver at manipulere den almindelige befolkning i retning af nogle bestemte stemninger og holdninger, ofte igennem opvækkelsen af skræmme- og fjendebilleder. Det er altså ikke svært at forestille sig et så sundt og sobert debatklima, at den almindelige befolkning vil vide at tage afstand fra sådanne forsøg på manipulation, og så vil dialogen mellem politikerne og den almindelige befolkning ikke længere have denne karakter af populisme, men vil netop bare være udfoldelsen af et højtudviklet demokratibegreb og et højtudviklet menneskesyn.

Med ’forestillingen om at vores samfunds udvikling er en sum af alle individernes tanker og handlinger’ overfor ’forestillingen om at vores samfund bliver styret af en elite’ er så givetvis dem der mener, at der slet ikke er behov for nogen middelgrund, da ’forestillingen om at vores samfunds udvikling er en sum af alle individernes tanker og handlinger’ faktisk beskriver det vi tilstræber, mens ’forestillingen om at vores samfund bliver ledet af en elite’ beskriver nogle forældede og udlevede forestillinger. Men ’forestillingen om at vores samfunds udvikling er en sum af alle individernes tanker og handlinger’ er altså et idealistisk standpunkt. Tanken om at politikerne altid ydmygt stiller sig i befolkningens tjeneste og befolkningen altid besinder sig på hvad der er mest værdiskabende nu og fremover, det er en politisk forestilling som passer for en verden der er ren, men vores verden er ikke ren, og en meget stor del af snavset er ikke en gang snavs i den forstand, men bare aspekter af at være inkarneret i en fysisk krop i et fysisk univers. Det fysiske er ikke rent. Det er der hvor smerterne bor, og utrygheden, og svaghederne, men det er også der hvor nydelserne bor, og kærligheden, og frugtbarheden.

Og selvom ’forestillingen om at vores samfund bliver styret af en elite’ her er beskrevet i de temmelig yderliggående former vi møder den i disse år, så har tankegangen i dens generelle form masser af positive aspekter. Den er ofte netop udtryk for en høj grad af realisme, dvs. en forholden sig til de konkrete problemer man har foran sig her og nu, og hvordan disse problemer overkommes på den letteste måde. Tager man en hvilken som helst gruppe af mennesker og stiller dem overfor en udfordring om at løse et konkret problem, der vil denne gruppe i løbet af kort tid organisere sig sådan at forskellige personer tager ansvar for forskellige aspekter og sandsynligvis vil der også være en der udvælges til at koordinere den samlede problemløsning. Er det så odiøst og et overgreb på den enkeltes frihed? Selvfølgelig er det ikke det. Det er en praktisk foranstaltning som sikrer at gruppen samlet for løst det foreliggende problem.

Og faktum er jo, at vores samfund er ved at segne under vægten af alle de konkrete problemer vi er konfronterede med. Der er så mange uheldige konsekvenser af vores hidtidige fejlbehæftede metoder, så mange vanskelige omstændigheder og så store livstruende spørgsmål der brænder sammen i den tid vi lever i, at vi nærmest alle kører på kanten af et mentalt sammenbrud. De stærkt eskalerende tendenser til splittelse og fjendskab er formentlig alle følgevirkninger af disse voldsomt stressende omstændigheder. Det er her at middelgrunden kan komme ind som en strategi til at bevare fatningen, en strategi til at holde dialogen åben og udbrede forestillingen om at alle disse mægtige udfordringer ikke må blive en anledning til konflikt og splittelse men tværtimod en anledning til at forene vores kræfter mod nogle fælles mål.

Disse mål kunne for eksempel være at sikre naturgrundlagets evner for at give os føde og næring gennem en omfattende naturgenopretning, det kunne være en omlægning af vores ressourceforbrug fra ikke-fornybare ressourcer til vedvarende eller fornybare ressourcer, det kunne være et fælles beredskab til beskyttelse af lande og regioner imod militære og økonomiske invasioner fra andre lande, herunder sikring af de enkelte landes ret til at disponere over deres egne ressourcer, det kunne være sikring af et frit internet hvorved mennesker frit kan videndele med hinanden på tværs af landegrænser og verdensdele.

.

Er mennesket et flokdyr eller et suverænt individ? Eller sagt på en anden måde: Tror den almindelige befolkning på lederskab gennem alfahannen (m/k) eller tror den almindelige befolkning på ideer, principper og visioner som kan vinde fælles tilslutning, og at individdet gennem tilslutningen til disse ideer, principper og visioner dermed indskriver sig i kollektivet?

Ingen tvivl om at i vores postmoderne virkelighed fremstår det med at finde frem til nogle ideer, principper og visioner vi kan samles om som et lallende utopisk projekt. I hvert fald her i Vesten er vi så vant til at arbejde med vores individualitet og vores indviduelle præferencer, at vi nærmest har udviklet en blindhed overfor alle de evner og vilkår og begær som vi formentlig deler med stort set alle andre. Og sideløbende med vores arbejde hver især med udviklingen af vores identitet har vi udviklet fordomme overfor andre identiteter, dvs. identiteter vi ønsker at distancere os fra, identiteter vi ikke sympatiserer med og mistror samt på den anden side identiteter vi ser op til og stræber efter at være ligesom.

Postmodernismen beskriver simpelthen dette punkt i vores kulturudvikling, hvor de store samlende samfundsfortællinger styrter i grus, og samfundslivet herefter er karakteriseret af hhv. samspillet og konflikterne imellem alle de mangfoldige løsrevne individuelle fortællinger. Og selvom overgangen fra modernismen til postmodernismen selvfølgelig var en gradvis proces, så fremstår årene 1979-80-81 som skelsættende i en række politiske og kunstneriske henseender.

Og ja, indenfor denne virkelighed hvor de store samfundsfortællinger er brudt sammen og samfundslivet er karakteriseret ved disse atomiserede individer, som hver især bare forfølger deres egne begær uden tanker for nogen andre end dem selv, ja der er det selvfølgelig lallende utopisk at begynde at søge efter ideer, principper og visioner som skulle kunne vinde tilslutning fra langt størstedelen af befolkningen. Omvendt er vi efterhånden alle godt blevet klare over, at samfundet ikke kører som det skal. På alle niveauer af vores samfundstrukturer, lokalt, kommunalt, nationalt, globalt møder vi stadigt stærkere tegn på nogle store samfundsmæssige og kulturelle ubalancer.

Siden finanskrisen er verdensøkonomien blevet holdt flydende på en stærk medicin i form af voldsomme udvidelser af pengemængden, som igen har tilladt en voldsom yderligere ophobning af gæld, og det er denne gældsætning som har holdt hjulene i gang. Men al den voksende gæld er samtidig en stadigt større byrde for økonomien, hvorfor stadigt stærkere medicin bliver ordineret i form af mere og mere yderliggående finansielle forholdsregler.

Virkeligheden er begyndt at trænge sig voldsomt på for rigtig mange erhvervsvirksomheder og politikere samt ikke mindst for den almindelige befolkning. Det bliver ganske enkelt sværere og sværere at få tingene til at hænge sammen, og så bliver folk frustrerede og forlanger at deres politiske ledere skal gøre noget, men de politiske ledere har fået malet sig selv op i hjørne og har i realiteten ingen handlemuligheder. I hvert fald har de ingen handlemuligheder, hvis de førend alt andet anser det for deres opgave at videreføre vores samfund som vi kender det.

Selvfølgelig er resultatet af Brexit-afstemningen og valget af Trump og højrepopulismens fremmarch i Frankrig udtryk for de store frustrationer og de store spændinger, der er vokset frem over de seneste år. Og det er som de pressede levevilkår og frustrationerne får os til at søge efter en stærk leder, der kan rydde op i alt det rod, vi har fået omskabt vores samfund til. Trump solgte sig selv som en sådan stærk leder, Marine Le Pen har nogle af de samme tendenser, og der er selvfølgelig Erdogan og Putin og mange andre som ved at appellere til netop disse længsler i de respektive befolkninger.

Et af de spørgsmål jeg ønsker at rejse med denne note er, om ikke vores flokdyrsmentalitet har været i fremgang igennem hele den postmodernistiske epoke, altså omtrent siden 1980, men samtidig, om ikke vi igennem den samme periode har gennemlevet en fundamental krise i vores flokdyrsmentalitet?

Som udgangspunkt er der ikke noget forkert eller lavt over vores flokdyrsmentalitet. Flokken som samler sig om en alfa er en helt legitim måde at organisere et samfund. Systemet fungerer på den måde, at alfaen udvælges gennem hans styrke, og denne styrke skaber ro og samling på de interne linjer samtidig med at alfaens styrke er flokkens primære værn overfor angreb udefra. Fordi styrke prioriteres så højt er det alfaens gener som flokken ønsker at videreføre, og flokken understøtter alfaen og lader ham fx spise først, men disse helt ekstraordinære privilegier kommer med en pris, og denne pris er selvfølgelig, at alfaen skal være parat til at sætte alt ind på at beskytte flokken. Det er fuldstændig ligegyldigt hvilke grader af smerte alfaen må udholde i hans forsvar af flokken. Kommer forsvaret af flokken til at koste ham hans liv, så står det heller ikke til diskussion. På den måde er hele flokken underordnet ham men han er samtidig underordnet hele flokken.

Når vi således ved modernismens sammenbrud og ved postmodernismen indtog fortabte de ideer, principper og visioner vi hidtil havde samlet os om, og vi hver især begyndte at orientere os imod at skabe vores egne fortællinger og forfølge vores egne individuelle begær, så siger det sig selv, at der hurtigt blev etableret hakkeordener og kliker samt mobbekulturer og sociale skel. Vi begyndte at se op til vinderne og begyndte at dyrke magt og styrke og overlegenhed samtidig med at vi begyndte at se ned på taberne og distancere os fra enhver form for svaghed.

Men på et eller andet tidspunkt undervejs i denne kulturelle udvikling er det at det enkelte menneske stopper op og spørger sig selv, om disse ledere vi respekterer rent faktisk opfører sig som de ledere vi forventer. Og i samme øjeblik den enkelte stiller spørgsmålet bliver svaret leveret uden nogen skygge af tvivl: Nej, vor tids ledere optræder overhovedet ikke som de ledere vi forventer. Og problemet er, at de vil gerne være alfa på den ene side men ikke på den anden.

Vinderne i vores samfund, dem der er lykkedes med at skaffe sig stor magt og rigdom, de vil gerne nyde alle privilegierne og være hævede over alle os andre, men de vil ikke give deres liv for at beskytte samfundet. Faktisk er de ikke parate til at udholde nogen smerte overhovedet, men er snarere ved enhver lejlighed parate til at hive et eller andet vilkårligt medlem af flokken ud og stille ham eller hende imellem sig selv og de angreb og den smerte der måtte komme.

Således kan vi alle hver især stoppe op og erkende, at vi har ladet vores flokdyrsmentalitet gøre os til ofre for en bande af udspekulerede bedragere, et bande af charlataner, fupmagere. Over de kommende år vil denne erkendelse muligvis gå hen og blive så udbredt, at neokonservatismen og neoliberalismens kujonagtige lederskab vil fremstå som så karakteristisk at det vil blive indskrevet i den kommende epokes historiebøger. Og efter al sandsynlighed kan Trump og Le Pen og Erdogan samt mange, mange andre indskrive sig i denne gruppe, og grunden til at dette er i helt overvejende grad sandsynligt er fordi ingen af dem viser en forståelse for omfanget og dybden af den krise vores samfund befinder sig i.

Så når det kommer til stykket, er svaret på notens indledende spørgsmål givetvis ikke enten det ene eller det andet men snarere både og. Vi mennesker er både flokdyr og suveræne individer. Og det politiske lederskab kan ikke være baseret på alfa-egenskaberne alene, men må selvfølgelig være båret af en politisk vision som kan samle samfundet. Og igen her er det jo at Trump og Le Pen og Erdogan m.fl. kommer slemt til kort. Hvad vi ser er, at overalt hvor disse populistiske ledere kommer til magten gennemlever samfundet en dyb og uforsonlig splittelse. Og det er altså ikke spor mærkeligt.

Der er meget ræson i at bruge historien som både inspiration og læremester når det kommer til udviklingen af nye politiske forestillinger, men hvis ens politiske vision er at genskabe fordums storhed og fortræffelighed, så er man altså stævnet ud på et umulig rejse. Og det er der mange der godt kan se. Alt er i forandring, og hvis man forsøger at fastholde samfundet i nogle bestemte former, så vil denne fastholden kvæle de organiske udviklingstendenser, som kæmper for at vinde frem. Vi bliver nødt til at give slip for at blive i stand til at indse i hvilke retninger vi egentlig ønsker at samfundet skal udvikle sig. Det er hul i hovedet at tro at den største lykke består i at genskabe en livserfaring man allerede har gjort. Og det gælder både som individ, som nation og som menneskehed. Selvfølgelig skal vi række ud efter noget helt nyt og mere ambitiøst og mere givende end vi nogensinde før har oplevet.

Den næste er så, hvordan Trump og Le Pen og Erdogan og alle de andre populistiske ledere betjener sig af det gamle trick med at skabe enhed i flokken ved at distancere den fra andre. Nøjagtig det samme tarvelige trick som vi ofte også selv forfalder til at benytte i vores daglige omgang med andre mennesker. Vi her, vi er de fede, vi de kloge, vi er de dygtige, mens de andre, de er de usle, de dumme, de tilbagestående. Men hånden på hjertet ved vi godt at denne attitude er gennemsyret af illusioner.

Ethvert møde med et andet menneske er i virkeligheden et møde med et aspekt af en selv. Hver især rummer vi alle andre menneskelige tilstandsformer i os, og vi har formentlig alle været igennem en lang række af inkarnationer, hvor vi har oplevet meget varierede liv og meget varierede menneskelige tilstandsformer. Personligt er jeg ikke fortaler for at Europa skal åbne sine grænser for flygtninge i store mængder, men der er altså noget ved vores måde at tale om flygtninge og indvandrere, noget i vores måde at møde flygtningene og indvandrene som forekommer mig at være helt ved siden af.

Som jeg forstår vores samfundsmæssige reaktionsmønstre i vores møde med flygtninge handler de primært om vores foragt for svaghed og vores foragt for fattigdom. Og heller ikke det er spor mærkeligt. Hvis det er sandt, at vi alle har levet igennem årtier indenfor et regimente af hakkeordener og kliker samt dyrkelse af magt og styrke og overlegenhed, så har vi alle ved forskellige lejligheder oplevet at blive set ned på, at være udenfor en given klike, at være den dumme der gør det hårde arbejde mens nogle andre skummer fløden. Og i mange tilfælde vil al den skam der følger med disse sociale nederlag have været så ubehagelig, at vi hver især simpelthen har arbejdet på at fortrænge disse erfaringer.

Således kan man hen ad vejen komme et sted hen, hvor man har fået etableret en nogenlunde ro og en nogenlunde uforstyrret social position, men når man så pludselig bliver konfronteret med nogle mennesker, som helt åbenlyst er taberne, helt åbenlyst er de udstødte, så vækker de dybt nede en form for genkendelse af de oplevelser man selv har haft af at være taberen, af at være udstødt. Og det er denne genkendelse af disse glemte skamfulde følelser, som vækker en stor afstandstagen overfor flygtningene, i nogle tilfælde sågar vrede og hævngerrighed.

Men igen, dette er kun gået hen og er blevet et problem fordi alfaerne ikke har været virkelige alfaer, men bare udspekulerede bedragere, fupmagere, kujonagtige ledere. Den tryghed som de virkelige alfaer skaber ved at beskytte fællesskabet har jo været fraværende. Og til dem der her vil indvende, at flygtningene netop udgør trusler mod fællesskabet, så er det efter min opfattelse en rimelig indvending, men det springende punkt er fortsat om lederne rent faktisk hengiver sig til deres respektive samfundsmæssige lederroller, eller om de bare vil høste frugterne af deres priviligerede status. I min optik ville en virkelig alfa aldrig ofre en underordnet for at redde sig selv, og en virkelig alfa ville ikke acceptere mobbekulturer, eftersom mobbekulturer handler om at udstøde nogen fra flokken, og alfaens højeste formål er at sikre alles tryghed indenfor flokken.

Men så er der jo det med terrorangrebene og de seksuelle overgreb begået af asylansøgere, fortæller disse episoder ikke alt om, hvor primitive og farlige disse flygtninge og indvandrere er? Jo sådan ser det ud, men spørgsmålet er om ikke vi kollektivt og følelsesmæssigt bliver kørt rundt med af en form for propaganda, som i realiteten udgår fra vores egne efterretningstjenester. Gør man sig umagen med at undersøge omstændighederne omkring de enkelte terrorangreb, så er der i mange af tilfældene så mange uregelmæssigheder i forhold til de officielle forklaringer og så mange fællestræk i retning af at de bliver udført efter en form for drejebog, at vi som udgangspunkt ikke bør tage dem for, hvad de giver sig ud for at være.

Og hvis den anskuelse er svær at acceptere, så tænk på at det efterhånden er henved 70 pct. af den amerikanske befolkning, som ikke længere tror på de officielle forklaringer af terrorangrebet den 11. september 2001. Altså at langt hovedparten af den amerikanske befolkning efterhånden har accepteret, at terrorangrebet blev iscenesat af nogle forræderiske elementer indenfor det amerikanske magtapparat. Ligesom som mordene på præsident John F. Kennedy og hans bror Robert F. Kennedy og på pastor Martin Luther King Jr. også blev iscenesat af nogle forræderiske elementer indenfor det amerikanske magtapparat.

Hvad vi skal forestille os er, at vores samfund udviser så mange tegn på ubalancer og udlevede funktionsmåder, at samfundet opfattet som en stor organisme faktisk gerne vil transformere sig og antage nye former, men at der samtidig er kræfter som forsøger med alle midler at forhindre disse forandringer i at ske. Personligt tror jeg at vi alle står foran at skulle erkende, at vores efterretningstjenester ikke findes for at beskytte befolkningerne men derimod findes for at beskytte den eksisterende samfundsorden, eller mere præcist for at beskytte de eksisterende magtstrukturer. Efterretningstjenesterne handler på vegne af store pengeinteresser og skjulte politiske interesser, og de vil hellere ofre medlemmer af befolkningen for pleje disse interesser end at tillade at store samfundsmæssige forandringer sker. Altså igen, den samme bande af kujonagtige ledere. Og igen har vi her en gruppe af mennesker som krampagtigt holder fast ved de kendte former.

Men deres kamp er dømt til nederlag. Det gælder for dem, det gælder for os alle sammen, vores samfund vil forandre sig. Det er garanteret. Det er omtrent 50 år siden at store dele af menneskeheden vågnede til den erkendelse, at vores levemåder ikke var bæredygtige. Altså at vi forbrugte planetens ressourcer uden nogen tanker for vores fremtidige behov, og at vi udpinte og forurenede vores eget livsgrundlag ved vores rovdrift på naturen. Og indenfor en kort årrække bredte disse erkendelser sig i den offentlige debat og vi begyndte at spørge os selv, hvordan vi eventuelt kunne omlægge vores levemåder, så de i langt højere grad blev bæredygtige. Men det var jo en kæmpe mundfuld, og så blev vi trætte af diskussionerne, og syntes i det hele taget at det var alt for meget at forlange at vi sådan skulle omlægge vores levemåder, og således bestemte vi os for at fortsætte vores storforbrugende livsstil og vores rovdrift på naturen. Det er lige på dette punkt at de kujonagtige ledere gør deres indtog, og begynder at udbrede det falske budskab til befolkningerne om, at de selvfølgelig bare kan fortsætte med at leve som hidtil.

Og det er denne insisteren på retten til at fortsætte vores ikke-bæredygtige levemåder som garanterer, at der på et tidspunkt kommer store samfundsmæssige forandringer, simpelthen fordi vi har udpint vores livsgrundlag i en så alvorlig grad, at de hidtidige levemåder vil være umulige at opretholde. Og det tidspunkt kunne godt være nu. Måden vi har sat os selv i stand til at fortsætte med at leve indenfor forestillingerne om ubegrænsede ressourcer og ubegrænset modstandskraft af naturen, har været gennem vores løbske pengesystemer og vores ekstreme gældsætning. Den dag vores løbske pengesystemer møder muren, dvs. på det tidspunkt hvor vi indser at værdien af vores penge er blevet fuldkommen udhulet, da vil al vores gældsætning komme til et øjeblikkeligt ophør, og så vil vi med det samme blive voldsomt udfordrede på vores adgang til ressourcer og vores dyrkning af føde på et udpint naturgrundlag.

Sådan er vores omstændigheder her i starten af det 21. århundrede, og ingen politikere, altså ingen politikere, føler sig åbenbart kaldede til at kommunikere disse omstændigheder ud til den almindelige befolkning. Den politiske debat, de politiske programmer, det politiske lederskab, det hele fremstår som en mægtig teaterforestilling, hvilket selvfølgelig gør den almindelige befolkning ekstremt utryg. Almindelige mennesker kan udmærket godt fornemme, at der er noget der slet ikke hænger sammen. Og så er det, at store dele af befolkningen begynder at søge imod lederskikkelser, som udviser noget der ligner alfa-egenskaber. Trump vil ’make America great again’ og Le Pen vil gendanne et Frankrig som en gang var. Erdogan har godt nok været leder af Tyrkiet i en af de mest fremgangsrige perioder i landets historie, og det giver ham som udgangspunkt stor folkelig opbakning, men hans politiske fundament er en fornyet sammensmelten af islam og politik, og at dømme ud fra Tyrkiets hidtidige historie, så virker denne sammensmelten ikke progressiv. Og konsekvenserne af denne regressive linje slår nu igennem ved den splittelse mellem Europa og Tyrkiet som uddybes nærmest dag for dag.

I min optik er vores kollektive virkelighed den, at ingen politikere taler om vores reelle omstændigheder og vores reelle mægtige udfordringer, og hvad vi bliver tilbudt er et demokratisk valg mellem en række forskellige fupmagere og kujoner, som hver især profilerer sig på nogle fuldkommen inferiøre politiske dagsordener. Og således er det ligegyldigt om det er en af systemets kandidater, Hillary Clinton, Cameron, Macron der vælges, eller om det er en af de populistiske kandidater, for der er tilsyneladende ingen af dem som i den mindste grad har forberedt sig på de omvæltninger der kommer. Og jo, der er da en åbenlys risiko for at de populistiske ledere vil slå over i rendyrket fascisme, når de for alvor bliver udfordrede i deres lederroller, men de herskende teknokratiske systemer med al overvågningen og inddragelsen af borgerrettigheder og mørklægningen omkring store dele af magtapparatets dispositioner samt med den massive indflydelse på lovgivningen af store erhvervsinteresser er jo allerede et godt stykke inde på fascismespektret.

Vores samfundsudvikling over det seneste halve århundrede har nu efterladt os et et sted hvor vi må se i øjnene, at korruptionen er ude over det hele. Der findes ikke nogen måder hvorpå vi gradvist kan dreje samfundet tilbage på nogle funktionsmåder prægede af transparens, åbenhed og redelighed. Korruptionen er så udbredt, at ethvert initiativ i retning af en sund samfundsforvaltning er dømt til at løbe ud i sandet, fordi så mange i den givne omstillingsproces vil arbejde på at fastholde deres egne privilegier, fastholde deres egen magtposition. På den baggrund skal vi ikke se det kommende finansielle sammenbrud som en dårlig ting, men snarere hilse det velkomment, fordi netop et økonomisk krak vil have gennemslagskraften til at ryste os ud af vores egocentriske forestillinger, åbne vores udsyn og løsne op for vores forestillinger om, hvem vi er, hvorfor vi er her, hvordan vi egentlig godt kunne tænke os at leve og hvad det er for et samfund vi egentlig godt kunne tænke os at skabe.

Når det kommer til stykket har vi ingen andre til at narre os end os selv, hver især. Og grunden til at korruptionen har bredt sig så meget indenfor vores samfund igennem hele den postmoderne epoke er formentlig den, at vi vedholdende har gået og løjet for os selv. Det er sådan det er med erkendelser, at har man først fået en given erkendelse, så kan man ikke omgøre den, og bare glemme hvad det er man har set. Der er stor forskel på at leve i uvidenhed, og så at blive oplyst omkring et bestemt forholds rette sammenhæng, og efterfølgende gøre som om man stadig lever i uvidenhed. Og er man først stævnet ud på den kurs, hvor man lyver overfor sig selv og andre om hvad man har set og indset, hvad er der så til at sætte grænser for hvor disse løgne stopper?

Det er fordi vi kollektivt valgte at fornægte og fortrænge erkendelsen af den ikke-bæredygtige karakter af vores levemåder, at korruptionen indenfor samfundet er eksploderet indenfor de seneste 4-5 årtier. Og når vores løbske pengesystemer indenfor en overskuelig fremtid møder muren og hele den globale finansielle sektor styrter i grus, så vil skeletterne vælte ud af skabene. Som sagt vil der være efterretningstjenesternes ubeføjede og sygelige forsøg på at kontrollere befolkningerne, der vil være et omfang af politisk bestikkelse som vil få det til at svimle for de fleste, der vil være nogle rystende grader af depravation og perversion i de øverste magtcirkler i form af pædofili og rituelle former for tortur, der vil være blotlæggelsen af en noget nær total prostitution indenfor alle de etablerede medier. Der er en grund til at der er nogen der er helt vildt forhippede på at få startet en ny stor krig mellem denne verdens stormagter. Det er muligvis deres eneste chance for at forhindre, at de bliver indhentet af alle deres forudgående misgerninger.

Når bølgerne imidlertid har lagt sig, og vi for eksempel har fået gennemført en slags Nürnberg-processer for de øverste ansvarlige, som lod alt dette ske og som valgte at tage del i det frem for at afsløre det, vil vi alle være tilbage ved udgangspunktet, tilbage ved den erkendelse vi alle har forsøgt at flygte fra: Hvordan vi kan omlægge vores levemåder og vores samfunds funktionsmåder, så de bliver bæredygtige. Og her vil vi ikke tale om en eller anden vision, vi skal realisere indenfor en horisont på 50 eller 100 år. På dette punkt vil vi have kniven på struben: Enten udvikler vi på stedet nogle bæredygtige måder vores samfund kan fungere på eller også vil det finansielle sammenbrud og korruptionens blotlæggelse føre til at vores samfund går helt i opløsning.

Men vi er ikke på bar bund. Slet ikke. Igennem hele perioden har der jo været frihedskæmpere, som har udviklet alternative systemer og metoder. Der er de permakulturelle og biodynamiske dyrkningsmetoder, der er timebytteordninger og lokale pengesystemer samt i den store skala nye ikke-centraltstyrede digitale kryptovalutaer, der er alternative holistiske behandlingsmetoder for ernæring og opnåelse kropslig ligevægt og trivsel, der er tøjbyttemarkeder og nye gammeldags reparationsværksteder, der er delebilordninger og mange andre former for kollektivt ejerskab, der er medarbejderejede virksomheder, der er nye distribuerede former teknologi, der er nye naturmaterialer til erstatning for syntetiske materialer, der er nye former for direkte demokrati til erstatning for det centraliserede repræsentative demokrati, der er en voksende solidaritet mellem almindelige mennesker på tværs af alle lande på planeten og nogle voksende kollektive ønsker om sikring af værdige levevilkår for alle mennesker overalt på planeten.

Så mennesket er både et flokdyr og et suverænt individ. Der vil være en rolle at spille for denne verdens alfaer, men for de der ønsker at være alfaer, så vær alfaer, og giv jeres liv for at skabe tryghed for fællesskabet. Men frem for alt har vi behov for at samles om nogle ideer, nogle principper og visioner som langt hovedparten af os deler. Og disse nye ideer og principper og visioner forekommer at ligge snublende nær, den eneste grund til at vi ikke kan se dem og tage dem til os er fordi der er så mange ting ved vores nuværende levemåder vi ikke kan få os selv til at give slip på. Og således holder vi os selv i en anspændt og uforløst tilstand, hvor Trump og Le Pen og Erdogan kan slippe afsted med at lancere sig selv som de ledere vi har længtes efter.

(Illustration: Scene fra ”L’Avare” (”Gnieren”) af Molière, Comédie de Reims, 2014)

Både videnskaben og vor tids mystikere er enige om, at virkeligheden ikke findes ”derude” men inde i vores egne hoveder. Det meste af hvad vi ser og opfatter som virkeligt håndgribeligt stof er snarere udtryk for de måder vi mennesker har lært os at påvirke de energier der omgiver os. Den meget overbevisende kontinuitet af alt hvad vi opfatter som virkeligt håndgribeligt stof modsvares af en kontinuitet i vores kollektive opfattelse af de selvsamme ting. Principielt skulle vi således kunne vælge at se tingene anderledes og vores virkelighed ville så forandres, men når det så alligevel ikke er så nemt at gøre skyldes det formentlig, at vi har indarbejdet vores opfattelser af vores omverden siden vi hver især var helt små. Vi har med andre ord gradvist og vedholdende over mange år har opbygget disse mentale billeder af vores omverden i vores hjerner. De indre strukturer der bærer vores virkelighedsforståelse er således indlejrede i hjernen på så fundamentale måder, at den viljesindsats der skulle ydes for at ændre på disse opfattelser ville være enorm. Hvad vi taler om er jo en omprogrammering af hjernen, hvor ikke bare nye opfattelser skal indarbejdes, men også hvor de gamle udlevede opfattelser skal afprogrammeres. Og videnskaben har påvist, at ændringer i et menneskes opfattelser af forskellige ting kræver energi. Og jo mere fundamentale og jo mere omfattende ændringer i ens virkelighedsforståelsen desto mere energikrævende vil ændringen være, hvilket blandt andet netop kommer til udtryk ved, at pågældende menneske vil være nødt til at arbejde vedholdende på denne ændring over lang tid. Et andet udtryk vil være den grad af stress det pågældende menneske oplever igennem disse omprogrammeringer.

På denne baggrund kan det være interessant at overveje hvad globaliseringen har betydet for menneskeheden. Går vi 150 år tilbage indenfor den vestlige kulturkreds eller globalt bare 50-60 år tilbage i tiden, så levede mennesker langt mere stedbundet, hvilket var ensbetydende med, at mennesker levede indenfor lokale virkelighedsforståelser, som blev tillært gennem den lokale kulturs traditioner. Hvor der således var priviligerede grupper i de mest velstående lande, der var begyndt at have en global kosmopolitisk forståelse af verden, så levede langt de fleste fortsat indenfor de lokale virkelighedsforståelser. Som verdensøkonomien ekspanderede trængte disse globale kosmopolitiske forestillinger frem i flere og flere lokalsamfund, og særligt mange unge mennesker var tiltrukkede af at søge mod storbyerne og det liv de repræsenterede. Kulturchok var således hyppigt forekommende. Folk der levede fuldt og helt indenfor deres lokale virkelighedsforståelser, og som pludselig skulle forholde sig til nogle kræfter og levemåder som var fremmede for dem. Dette tema var således naturligt nok blandt de mest fremherskende indenfor den skelsættende kunstneriske strømning, som vi kalder Det Moderne Gennembrud. På den måde er menneskehedens historie rig på eksempler, hvor mennesker har gennemlevet omvæltninger, som har tvunget dem til at ændre deres virkelighedsopfattelser.

Hvor vi står i dag er vist i den grad også et sted, hvor der er lagt op til nogle voldsomme tvungne ændringer af vores kollektive virkelighedsopfattelser. Midt i al vores begejstring over hvad vi er i stand til at skabe og hvor avancerede samfund vi er i stand til at opbygge, kommer vi til at tage en lektion i, at der altså er noget der er mere virkeligt end andet. Vi er jo ikke guder, og vi deler jo vores verden med utallige andre livsformer, som hver har deres egne programmeringer. Det er selvfølgelig unødvendigt at pege på , at det ikke vores opfattelser der skaber de andre livsformer vi deler vores verden med. Vores opfattelser af disse andre livsformer giver dem form for os, og vores former er med til at definere vores relationer til disse andre livsformer, men at der eksisterer livsformer ja et helt univers udenfor os selv står sådan set ikke til diskussion, det er mere det at vores eneste adgang til dette univers er gennem vores egne sansninger og opfattelser. Dybest set er ethvert andet menneske jo også sådan en uudgrundelig livsform i sig selv, livsformer vi hver især giver form på gennem vores opfattelser og disse opfattelser definerer samtidig vores relation til disse andre livsformer. Og ikke bare deler vi verden med alle disse andre livsformer, vores udvikling har hele vejen igennem været fuldkommen integreret med disse andre livsformers udvikling. Og de ting vi mennesker skaber, er jo, når det kommer til stykket, bearbejdninger af nogle energiformer (stoffer) vi har haft foran os eller har fundet ude energilandskabet, i ”skyen”. Således har mennesket med stadig større konsekvens defineret de andre livsformers eksistens som en funktion af hvilken nytte disse andre livsformer gjorde for os, og menneskets effektivitet i retning af at påvirke energierne i omverdenen er nu så stærk, at de øvrige livsformer bukker under for vores påvirkninger, en efter en. Videnskaben taler om ’Den tredje masseuddøen af arter’ og forklaringen på denne masseuddøen er vores insisteren på, at vi mennesker hersker over denne planet og at alle de andre livsformer er underlagt vores behovstilfredsstillelse.

Således er der kommet noget højst uvirkeligt over vores adfærd. Ingen af os behøver jo en videnskabsmand til at fortælle os, at hvis alle andre livsformer uddør, så uddør vi også selv. Enhver kan se, at vores kollektive adfærd er skæbnesvanger og forrykt, og alligevel fortsætter vi vores kollektive adfærd. Som en dødsdrift. Som et lemmingeløb mod afgrunden. Hvad jeg ønsker at pege på med denne note er, at vores kollektivt afhandlede virkelighedsforståelse er som et indre mentalt habitat, og vores adfærd er en direkte afspejling af dette mentale habitat. Og den virkelighed vi møder er de direkte konsekvenser af vores adfærd, konsekvenserne af udfoldelsen af vores skaberevner, som altså er afspejlinger af det mentale habitat.

Menneskehedens enorme udbredelse over planeten siden agerbrugets indførelse for 10-12.000 år siden og i særdeleshed siden industrialismens indførelse for 1-200 hundrede år siden har været baseret på en udvindingsøkonomisk tankegang, altså at mennesket er i sin ret til at udvinde hvilke værdier der måtte forefindes i det omgivende miljø til sin egen selvberigelse. Denne virkelighedsforståelse har været succesrig, men den har samtidig hele vejen igennem været fejlbehæftet på den måde, at de øvrige livsformer led under at være underlagt disse udvindingsøkonomiske tankegange. Tilbage i 60’erne indtraf så en markant opvågnen til, hvor fejlbehæftede disse udvindingsøkonomiske tankegange var. Over en bred kam blev menneskeheden opmærksom på de miljømæssige ødelæggelser som følge af forurening, de miljømæssige ødelæggelser som følge af udpining af naturgrundlaget, samt den sociale udpining af regioner eller samfundsgrupper som følge af at de samme udvindingsøkonomiske tankegange blev anvendt på menneskets arbejdskraft. Samtidig blev menneskeheden opmærksom på det fundamentalt fejlbehæftede og skæbnesvangre ved den stadige udbredelse af den menneskelige population samt det forhold at naturen og dens råstoffer jo ikke var en uudtømmelig kilde men tværtimod, at udvindingen af værdierne jo kun kunne fortsætte indtil det punkt, hvor kilderne var udtømte.

Uanset hvor villigt økonomer og politikere vil forklare årsagerne til 70’ernes krise ved nogle politiske og økonomiske forhold der er til at pege på, så var krisen i 70’erne en krise i vores virkelighedsforståelse. Vores mentale habitat havde gennemlevet en form for jordskælv, og virkeligheden afslørede sig hermed som langt mere bevægelig og langt mere konstrueret og langt mere skrøbelig end folk hidtil havde troet den var. 70’ernes krise var en eksistentiel krise i vores kollektive virkelighedsforståelse. Menneskeheden stod pludselig med udfordringen at skulle omprogrammere sin virkelighedsforståelse og genopbygge et nyt mentalt habitat, som skulle indeholde løsninger på de graverende problemer som den hidtidige virkelighedsforståelse havde forårsaget. Det var en eksistentiel fordring, og som sådan en fordring som krævede stort mod at konfrontere sig med og stor offervilje med hensyn til at yde det store og energikrævende arbejde at gennemføre denne mægtige omprogrammering.

Udviste vi så det påkrævede mod og tog vi den store arbejdsopgave på os? Nej, vi gjorde ej. Den økonomiske krise i 70’erne var udtryk for en reel og dybtgående tvivl i retning af, hvad der egentlig har værdi og hvorfor det er at vi producerer de ting vi gør, og måden vi overkom denne tvivl var ikke ved at gå igennem den, men ved at gribe den mulighed nogen tilbød os om igen at glemme alt om den. Tvivlen blev skrinlagt med fremkomsten af neokonservatismen, neoliberalismen samt med introduktionen af den store finansialisering af vores samfundsøkonomi. Og vi greb denne mulighed med kyshånd og accepterede dette forløjede regime som en afgørende del af vores mentale habitat helt op til finanskrisen. Finanskrisen afslørede så det forløjede og bedrageriske ved disse tankegange og tvivlen gjorde her et markant comeback, men igen tog vi ikke konsekvensen og konfronterede tvivlen eller gik ombord i det hårde arbejde at omprogrammere vores virkelighedsforståelse. I stedet lod vi politikerne tage løgnene og bedrageriet til helt nye niveauer. Det eneste der har forhindret vores økonomier i at bryde sammen over de seneste 7-8 år har været politikernes villighed til fortsat udvide pengemængden og derved muliggøre en fortsat gældsætning, offentlig såvel som privat. Således er tvivlen der stadig, og den vokser og vokser, og som konsekvens svinder den økonomiske aktivitet mere og mere ind, men disse trends imødegås altså af den uhæmmede gældsætning. Den samlede gæld i verden er mere end fordoblet siden finanskrisen i 2008. Vores nuværende tilstand er alt andet end stabil.

Det er på den baggrund at vi med stor sikkerhed kan sige, at der i den grad er lagt op til nogle voldsomme tvungne ændringer af vores kollektive virkelighedsopfattelse. Vores mentale habitat står foran igen at skulle genemleve et jordskælv, og denne gang bliver det formentlig en hel del mere voldsomt end sidst. Simpelthen fordi vi har drevet de fejlbehæftede tankegange så meget længere ud, at naturen er så meget mere udpint, at den menneskelige population er så meget større, at adgangen til råstoffer er så meget mere kritisk. Denne rystelse af vores virkelighedsforståelse vil formentlig være så voldsom, at vi løber en risiko for at det på en eller anden måde slår klik for forskellige grupper eller stater og konsekvensen vil være krige og destruktion i en voldsom skala. Og i de enkelte samfund vil der såvel være folk det slår klik for, fordi de simpelthen ikke kan rumme et så voldsomt opbrud i deres virkelighedsforståelse.

Hvilket fører frem til det egentlige formål med introduktionen af begrebet ’det mentale habitat’. Når en verdensorden bryder sammen, som følge af dens fejlbehæftede og korrupte antagelser og funktionsmåder, vil graden af lidelser alle de berørte mennesker gennemlever i høj grad afhænge af, om der er nogen der træder til med et seriøst bud på en ny virkelighedsforståelse. Altså, at nok kan det være benhårdt at skulle erstatte en virkelighedsopfattelse med en anden, men det er for intet at regne imod oplevelsen af at miste sin virkelighedsforståelse og så ikke at have noget at sætte i stedet. Og der er heldigvis masser af gode folk, der har arbejdet på udviklingen af et nyt mentalt habitat gennem mange år. Hvad der også har været karakteristisk for de forløbne 35-40 år er, hvor uhomogene vores samfund har været. Hele vejen igennem har der været enkeltpersoner eller grupper, som har vendt ryggen til mainstream-samfundet og har udviklet nye alternative funktionsmåder som var i overensstemmelse med, hvad de hver især kunne tro på. Og i disse varierede alternative kulturer er der blevet eksperimenteret og gjort erfaringer, således at der er blevet udviklet mangfoldige alternative funktionsmåder for rigtig mange afgørende samfundsmæssige funktioner. Således er der ved at være et alternativt mentalt habitat, der efterhånden har fået så meget form, og efterhånden dækker så mange aspekter af vores eksistens, at det er klar til at træde i stedet for den verdensorden som er i opløsning.

Vores nuværende tilstand er alt andet end stabil, og der er nærmest ingen ende på alle de forskellige forhold, der kan forårsage de herskende systemers endelige sammenbrud. Således er der stor tryghed i at vide, at vi har et nyt mentalt habitat vi kan flytte ind i, når disse sammenbrud for alvor begynder at rulle. Men det er ikke givet at det kommer til at ske uden sværdslag, i den ene eller den anden form. Den gamle verdensordens dødskamp kan blive desperat, eller rettere, det er den allerede, og det kan komme dertil, at vi er nødt til at sætte alt ind på at genvinde vores ret til at bestemme over vore egne liv. Således er vi alle i en vis forstand internerede i det herskende systems forkvaklede forestillinger, og disse forestillinger og den konkrete udøvelse af disse forestillinger er vi nødt til at frigøre os fra for at kunne flytte ind i det nye mentale habitat. På den anden side er der også den mulighed, at ledende figurer indenfor de herskende systemer indser at de kæmper en frugtesløs kamp og derfor giver slip deres rigide kontrol og styring, og dermed giver vores samfund lov til at undergå forandringer.

(Illustration fra artiklen ”The effects of urban trees on micrometeorology of south and north European cities”, Gianluca Pappaccogli, 2015)

(Kronikforslag til Politiken)

Terror er skrækkelig. Skræk er skrækkelig, frygt er frygtelig, idioti er idiotisk. Terror er designet til at hensætte os i skræk, og når nogen udfører en terroraktion, ja så hensættes vi i skræk. Det er ikke som sådan forrykt men snarere logisk. Terror rammer altid vilkårligt. Det ligger i dens væsen. Var der en mening bag handlingen, f.eks. at handlingen var led i en løbende konflikt eller krig, og at ofrene bare i en eller anden beskeden grad havde andel i denne konflikt eller krig, så ville handlingen ikke være terror men et led i konflikten eller krigen. Og hvis adskillige af de mest krigeriske vestlige lande er i krig med Islamisk Stat, så er deres krigshandlinger overfor os vel ikke terror, men bare et af krigens virkemidler.

På den baggrund forekommer medierne at have svigtet et langt stykke af vejen. Når Frankrig og Danmark og mange andre nationer er i krig med Islamisk Stat, så ville det have skabt en helt anden stemning omkring angrebene i Paris, hvis medierne havde omtalt dem som krigshandlinger og altså udslag af en konflikt som vi som nationer er dybt involverede i. Ved at kalde angrebene for terror, betones det vilkårlige ved valget af ofre og dermed en vinkling af angrebene som rettet mod ”uskyldige”. Og i samme øjeblik det er uskyldige mennesker der rammes, bryder vores forestillinger og retfærdighed og konsekvens sammen, og verden kan fremstå som meningsløs og forrykt. Samtidig må folk der bestemmer sig for at ramme tilfældige og ”uskyldige” jo i en eller anden grad være forrykte, fordi disse ”uskyldige” jo netop ikke har gjort dem noget. Ideen om uskyld og terrorens meningsløshed er således to sider af samme sag.

Angrebene i Paris har udløst en bølge af frygt igennem Europa og timing’en af denne bølge kunne næppe være værre. De europæiske befolkninger var i forvejen ved at miste sit fodfæste pga. flygtningekrisen. Og med den mængde flygtninge EU har accepteret at tage imod, kan det forekommer stærkt overdrevet at omtale det som en krise, men dels er der alle mulige grunde til at tro at mængden af flygtinge er på en stejl opadgående kurve, dvs. at krisestemningen kommer af de underforståede fremtidsperspektiver, dels udfordrer flygtningekrisen den europæiske selvforståelse på et meget fundamentalt plan. Hvis ikke Europa kan vise humanisme, så er der noget i den europæiske folkesjæl som går tabt, og så er vi på en udviklingslinje som vi simpelthen ikke aner hvor vil bringe os hen.

Så midt i denne højst labile tilstand af en form eksistentiel krise rammer disse angreb altså et af Europas historiske og kulturelle centre, og for nogle, måske endda mange, var dette ekstra stød det der skubbede dem ud over en grænse, hvor virkeligheden pludselig opfattedes som væsensforskellig fra førhen, og altså en virkelighed som er grundlæggende usikker og i opbrud og hvor vi står med risikoen for at fortabe vores kultur og identitet, hen ad vejen måske vores livsgrundlag.

Jeg ved ikke om jeg har ret i at den seneste tids begivenheder har haft en så voldsom effekt for mange mennesker, men er denne effekt udbredt, så er den ikke desto mindre forrykt. Hvordan kan vi tvivle så meget på os selv? Hvordan kan vi tvivle så meget på vores samfund og vores evner for at overkomme vores problemer i fællesskab? Ja, det mener jeg faktisk der er en forklaring på, og det er i mine øjne her den sande forrykthed kommer ind.

For at forstå hvorfor vi er så meget ude i tovene er vi nødt til at forstå hvor korrupt en politik der blevet ført i den vestlige verden over årtier. De store og meget reelle forandringer vi har foran os, forandringer som vi alle har forskellige grader af anelser om, er formentlig dem der lægger denne frygtbetonede grundtone. Og hvis det ikke er anelserne om disse forandringer der i sig selv skaber frygten, så er det vores politiske systems fuldkomne blindhed, tavshed og magtesløshed overfor disse forandringer, der gør os alle bange for, hvordan tingene dog skal gå videre her fra.

Efter min opfattelse skal vi tilbage til 60’erne og 70’erne for at forstå vores nuværende krise, og her tænker jeg mere specifikt på den store opvågnen til hvor ikke-bæredygtige vores levemåder i virkeligheden var. Indenfor en kort årrække blev vi bevidste om hvilken grad af forurening af og rovdrift på naturen vores levemåder forårsagede, vi blev bevidste om hvordan vi var i fuld gang med at udtømme planetens begrænsede ressoucebeholdninger, bevidste om hvor politisk ustabil vores verden var som følge af enorme uligheder i fordelingen og forbruget af planetens ressourcer samt hvor undertrykkende mange af vores kulturelle programmeringer egentlig var mht. socialklasser, køn, race og trosretninger. Disse voldsomme erkendelser, denne implicitte men stærke civilisationskritik, vakte et stærkt begær efter at reformere vores levemåder. Og mange var sådan set åbne for forandringer, men hen ad vejen blev det klart, at vi alle var nødt til at ændre os selv i den samme proces. Og det var simpelthen for meget at rumme, for meget at skulle håndtere.

Netop i den krisesituation er det så at neokonservatismen og siden neoliberalismen gør deres entre og begynder at udbrede budskabet om, at vi slet ikke behøver at ændre noget som helst. Vi kan bare fortsætte uhindret med at forbruge Jordens ressourcer, vi kan bare fortsætte med at udpine naturgrundlaget til vores egen vinding, og i stedet for at anse de enorme uligheder for et problem foreslog de neokonservative, at vi skulle hylde disse uligheder som motorer for samfundsmæssig vækst og dynamik.

Men hvis der allerede da var tegn på begyndende sammenbrud og knaphed på ressourcer, hvordan pokker kunne disse vækstparoler så underbygges konkret og omsættes til reel samfundsmæssig vækst? Ovenikøbet når oliekrisen samtidig havde lagt en mægtig ekstra byrde på økonomierne gennem de voldsomt forhøjede oliepriser? Løsningen som introduceredes med den neokonservative/neoliberale bevægelse var et trick, en fidus, rimeligvis verdenshistoriens største fidus, nemlig at tillade en ekstrem udvidelse af pengemængden i samfundet, og med denne udvidelse af pengemængden trådte vi ind i en epoke, hvor vores økonomier og vores vækst var baseret på en accelererende grad af gældsætning samt accelererende værdistigninger på alle samfundsmæssige aktiver, dvs. finansbobler indenfor boliger, aktier, kunst osv.

Det var her, tilbage i starten af 80’erne, at finanssektorens himmelflugt begyndte, og med den en udbredelse af finansielle begreber på praktisk talt alle genstande eller aktiviteter i samfundet. Hvor bankerne tilbage i 70’erne var en forholdsvis ubetydelig servicefunktion til en økonomi, der i øvrigt var baseret på produktion af varer og ydelser, så er bankerne igennem hele denne epoke vokset med accelerende hast, således at den internationale finanskapital nu er mange gange større end nationalstaterne, og nationalstaternes underkastelse for denne internationale finanskapital er det vi kender som konkurrencestaten.

Men hele dette cirkus med bare at udvide pengemængden og stable mere gæld ovenpå i forvejen vanvittige mængder af gæld mødte så muren med finanskrisen i 2008. Og her havde det jo bare været det mest naturlige i verden, at vi havde ladet disse komplet opblæste banker gå konkurs, og således fået reboot’et vores økonomier samt vores ideologier/samfundsforestillinger. Men igen var denne forandring for stor til at vi kunne rumme den. Eller rettere, befolkningerne blev faktisk slet ikke spurgt, befolkningerne blev ikke en gang oplyst om, hvad det var for et cirkus der var gået forud, og helt på egen hånd valgte politikerne i Vesten altså at holde hånden både over og under de opblæste banker. Hermed trådte vi ind i fasen med austerity-politikken, hvor altså den almindelige befolknings opsparinger og realløn løbende blev beskåret for til stadighed at kunne overføre penge til de opblæste banker på randen af kollaps.

Enhver kan sige sig selv selv at denne politik var og er dømt til at slå fejl. Man kan jo ikke fortsætte med at udsulte realøkonomien for at lukke de bundløse huller i en spekulationsøkonomi, som er blevet blæst op til en størrelse som er måske ti eller tyve gange større en realøkonomien. F.eks. ligger Tysklands største kommercielle bank, Deutsche Bank, inde med finansielle forpligtelser til en samlet værdi som er henved 20 gange så stor som Tysklands bruttonationalprodukt. Finanskrisen er ikke ovre endnu for vi har praktisk talt intet gjort for at rydde op i den syge finanssektor, og den forrykthed der hersker indenfor vores ”markeder” er efter min opfattelse, selv hvis det kun er halvt bevidst, i høj grad med til at skabe de herskende frygtbetonede stemninger.

Men den forestående økonomiske krise forekommer ikke at være vores største problem her og nu. Alt det foregående har bare været det nødvendige grundlag for præsentationen af, hvad jeg opfatter som den sande forrykthed. Med finanssektorens himmelflugt har vi fået nogle nye herrer, som ikke er underlagt staterne, ikke underlagt lands lov og ret, men som ikke desto mindre indenfor vores herskende økonomiske systemer har magten til at ruinere en nations økonomi, hvis de skulle bestemme sig for det. Dette overherredømme udgår fra USA, de amerikanske banker styrer dette overherredømme og igennem den amerikanske centralbank har dette overherredømme gjort den amerikanske nation til kautionist for overherredømmets dispositioner. En kaution som formentlig kommer til at koste den amerikanske befolkning dyrt.

Således har vi fået en gruppe af herrer, som ikke er folkevalgte, de er ikke en gang kendte i offentligheden, og de er ikke på nogen måde ansvarlige overfor offentligheden. De lever af at operere i det skjulte, men de har selvfølgelig for længst sat sig på medierne i USA, og udøver derigennem både former for censur og udbredt propaganda. Og som disse herrer lever af at operere i det skjulte har de hele vejen igennem haft tætte bånd til efterretningstjenesterne som i sig selv har opnået en sådan status, at de også mere eller mindre har frigjort sig fra og i mange henseender står over staterne.

Hvis vi som almindelige mennesker føler os udsatte og er urolige for hvordan tingene udvikler sig videre her fra, så er det måske ikke så mærkeligt. Vi har tabt vores politiske mandat, vores politiske repræsentanter forekommer hellere at ville lave korridoraftaler med de nye herrer og sikre at det drypper lidt på landet, end at sikre at befolkningens ønsker bliver klargjort og befolkningens vilje bliver effektueret. Til trods for vores efterhånden lange demokratiske traditioner så har vi på dette punkt af historien overraskende lidt indflydelse på de beslutninger der tages. Den form for magtesløshed giver selvfølgelig uro og nervøsitet.

Men igen, mørkets triumvirat af finansfyrster, mediemoguler og efterretningstjenesternes eminencer samt deres lakajer indenfor det politiske system mærker at de står på løs grund. Hvor længe vil befolkningerne acceptere deres overherredømme. Den oplysning der er sket indenfor den almindelige befolkning siden finanskrisen er begyndt at udfordre deres magtudøvelse. Men det er i virkeligheden mere grundlæggende end som så. Hvis man er en usurpator, en der har tilranet sig magten uden accept fra ”undersåtterne”, hvis altså man er magthaver uden nogen legitimitet, så kan man miste sin magt nærmest fra den ene dag til den anden. Og derfor er usurpatorer altid voldsomt paranoide.

På den måde har samfundsudviklingen over de seneste par årtier haft en særegen logik og konsekvens. Efterretningstjenesterne har fået opbygget en helt ubegribelig stor kapacitet til at overvåge befolkningerne, og efterretningstjenesterne har kunnet iværksætte de mest uhyrlige operationer, såsom iværksættelse af opstande og destabilisering af nationer, og den eneste grund til at disse megalomane aktiviteter har kunnet finansieres har været igennem den megalomane vækst indenfor finanssektoren. Vi skal forestille os, at efterretningstjenesterne i USA er en af landets største arbejdsgivere med en kæmpemæssig stab af programmører som filtrerer alle de data der indhentes fra vores udvekslinger med hinanden, en kæmpemæssig stab af undercover-agenter der infiltrere alle typer af bevægelser og foreninger, en kæmpemæssig stab af trolls som bearbejder debatterne både i det offentlige rum og i mere private cirkler, samt en kæmpemæssig stab til forskellige former for smøring af både det politiske system og medierne. I et sundt samfund, et bæredygtigt samfund, er det altså meget, meget lidt sandsynligt at samfundet ville have så enorme ressourcer at afsætte til noget som er så uproduktivt. Det er kun den opblæste og snylteragtige karakter af vores herskende systemer, der muliggør disse mægtige organer.

Så hvad gør mørkets triumvirat når de mærker at fundamentet begynder at skride? Er de villige til at bruge alle midler for at bevare deres magt? Er de villige til at spille samfundsgrupper ud mod hinanden? Er de villige til bevidst at nedbryde moralen i befolkningen gennem løgne og forræderi? Er de villige til at opvigle til had og krig? Er de villige til udnytte syge og traumatiserede mennesker og udpinte samfund som redskaber til at destabilisere andre mere stabile samfund? Er de kort sagt villige til at bruge alle kneb, selv de allermest beskidte, for at afværge presset imod deres egen magtbase?

En verden præget af sådanne forrykte magtspil er i mine øjne den forrykte verden vi er blevet inviteret indenfor i med terrorangrebene over den seneste tid. Og jeg vil således holde på, at graden af forrykthed står i et 1:1-forhold til graden af skred i triumviratets magtbase, dvs. at den almindelige befolknings oplysning medfører en vedholdende og gradvis opløsning af troen på triumviratets institutioner. Og det er jo den modsvarende positive vinkling af hele denne historie. At vores tid som umælende, magtesløse kastebolde i historiens dønninger er ved at være forbi. I takt med at de herskende systemer begynder at handle med overdreven magt og undertrykkelse, bliver vi almindelige mennesker optændt af begæret efter at skabe vores samfund på ny og i overensstemmelse med det udviklingsniveau vi kollektivt har nået. Det bliver hårdt og i en anden forstand også skræmmende, men også spændende, formentlig endda sjovt, og vi vil samtidig have trygheden ved at vide at vi hver især igen har indflydelse på, hvordan tingene udvikler sig.

.

1. Man skal turde vise sig selv overfor andre

2. Man skal skabe samling ved at være fordomsfri

3. Man skal tilkendegive sine holdninger

4. Man skal være parat til at gøre alt for at holde sit ord

5. Man skal holde skriftlig kommunikation på et minimum

.

Ad 1. Man skal turde vise sig selv overfor andre. Som leder skal man turde vise sig selv som et virkeligt menneske med styrker og svagheder, glæder og sorger, egne præferencer og interesser og egne skævheder. Ved at turde gå foran og vise sig selv som et virkeligt menneske giver lederen alle andre i teamet eller organisationen friheden til også at være dem de hver især er. Derved etableres et menneskeligt grundlag for samarbejdet i teamet eller organisationen, hvilket på afgørende vis bestemmer graden af indbyrdes loyalitet og troskab og dermed tryghed.

Men hvad nu hvis den man er faktisk ikke er noget kønt syn, eller ens motiver med at indtage lederrollen heller ikke er særlig kønne? Ja, så er det at skyde sig selv i foden at vise hvem man er. Derfor kommer vi her ikke udenom begrebet dannelse. At indtage rollen som leder forudsætter simpelthen en veludviklet personlighed. At man har lært sig selv at kende. At man kender sit sind godt nok til at vide, hvor de forskellige impulser kommer fra, og hvilke der er formålstjenlige og hvilke der i situationen er knap så formålstjenlige. Vi taler ikke om selvkontrol i betydningen adfærdsregler man har sat op for sig selv men om at være fortrolig med sig selv og sine egne reaktionsmønstre. Denne dannelse udvikles således gennem at prøve sig selv af, gennem træning, gennem selvrefleksion og gennem sammenligning af ens egne opfattelser og evner med konkrete forbilleder.

.

Ad 2. Man skal skabe samling ved at være fordomsfri. Man skal vise styrken ved at intet i livet er én fremmed, der ingen sandheder der skræmmer én og ingen forhold som dømmer et andet menneske ude. Alle mennesker fortjener en grundlæggende respekt. Uanset hvilken vej i livet vi hver især har valgt, har vi taget nogle problemer på os, som vi jævnt hen kæmper bravt med, og intet menneske er i nogen position til at dømme om et andet menneskes valg af livsopgaver. Har man fx valgt at blive født ind i en familie med stærke misbrugstendenser, så er det en vanskelig livsopgave, men dette menneske ville ikke have valgt denne livsopgave, hvis ikke den kunne klares. Faktisk fortjener de mennesker, der har valgt de vanskeligste livsopgaver, den største respekt.

Fra en mere dagligdags synsvinkel handler fordomsfriheden om at undgå den faldgrube der ligger i at skabe sammenhold i ens egen gruppe ved at distancere den fra fx ens kunder eller samarbejdspartnere. Disse former for selvhævdelse er meget udbredte og fremstår ofte rimeligt uskyldige, men den form for arrogance vil uvægerligt skabe problemer hen ad vejen. For at imødegå disse tilbøjeligheder skal man som leder fra starten sørge for at teamet omfatter ikke bare os, altså vores gruppe i vores firma, men alle der har en part i opgaven, dvs. kunden, samarbejdspartnere, leverandører m.fl. Helt optimalt ville det være, hvis alle parter og medarbejdere sad det samme sted og frit kunne udveksle viden og ideer på kryds og tværs. Næstbedste løsning er at lægge fundamentet for denne inklusive opfattelse af teamet eller organisationen gennem en indledende workshop og så vedlige denne samling gennem virtuelle møder og eventuelle opfølgende workshops.

.

Ad 3. Man skal tilkendegive sine holdninger. Som leder skal man vise hvad man står for og i hvilke retninger man ønsker at udvikling skal ske. Og det lyder måske meget artigt, men hvad vi taler om er idealer og drømme, og at tale om idealer og drømme kræver stort mod. Det kræver mod at tale om idealer, for i enhver stræben efter idealer er indeholdt risikoen for eller måske endda sandsynligheden for skuffelser. Så for at gardere sig imod disse skuffelser er der rigtig mange ledere, der netop undgår at tale om idealer. Men hvordan skulle der være en stræben mod idealer, hvis man end ikke taler om dem og står ved at man har dem?

På samme måde med drømme og visioner. Det kræver også mod at tale om drømme og visioner, fordi der også her er risiko/sandsynlighed for skuffelser. Samtidig er særligt drømme så følsomme og personlige som noget kan blive, og mange ledere kan slet ikke se sig selv tale om ting der er så udsvævende og subjektive. Så hellere holde sig til firkantede målsætninger med helt konkrete målopfyldelseskriterier. Men igen, hvordan pokker skal vi nogensinde realisere vores drømme, hvis vi end ikke taler om dem og står ved at vi har dem?

Den helt almindelige tavshed fra de øverste ledelsesniveauer omkring både idealer og drømme er således udtryk for en form for fejhed, som muligvis berøver os alle for de største tilfredsstillelser ved vores jobs. Men de ledere, der således garderer sig og holder lav profil, kan jo netop heller ikke opvise nogen videre resultater. Som leder er man simpelthen nødt til at vove pelsen og stå ved sine idealer og give udtryk for sine drømme og visioner. Og så efterfølgende tage kritikken når afstanden mellem idealerne og realiteterne gør ondt og drømmene viser sig vanskelige at indfrie.

.

Ad 4. Man skal være parat til at gøre alt for at holde sit ord. At være leder handler om at turde konfrontere døden. Ens beslutning om at stå ved sit ord skal være så stærk, at man vil gøre sit yderste for at holde det. På kort form: Hellere dø end at gå tilbage på sit ord. Denne holdning gør hele forskellen for hvilken stemning, der præger teamet eller organisationen. Udviser lederen denne holdning, denne vilje til at ofre sig selv, så skaber det en sådan tryghed i teamet eller organisationen, at medarbejderne lettes for mængder af bekymringer og får dermed lov til at give deres fulde opmærksomhed til de foreliggende opgaver.

Den anden side af dette punkt handler selvfølgelig om, hvad det så er man giver sit ord på. Det er klart, at hvis man tillægger sit ord en sådan vægt, så skal man være meget omhyggelig med, hvad man giver sit ord på. Den konkrete situation vil typisk have karakter af en forhandlingssituation, hvor nogen (chefer, samarbejdspartnere, m.fl.) ønsker et bestemt arbejde leveret på et bestemt tidspunkt, og her handler det om at være tro mod ens egen intuition og lade forhandlingen fortsætte lige indtil det punkt, hvor man kan give sit ord på hvad der bliver leveret hvornår. Som leder er man altid under pres oppefra eller fra siderne og at forbeholde sig retten til i den situation at tage udgangspunkt i ens egen intuition er også en måde at konfrontere døden. Denne selvberoenhed, denne integritet, kan virke meget udfordrende for chefer eller andre opdragsgivere, og som konsekvens kan den medfører døden i betydningen at man simpelthen kan miste sit job. Der er bare ikke nogen andre måder, hvis man skal etablere den tryghed som ordholdenhed kan give.

.

Ad 5. Man skal holde skriftlig kommunikation på et minimum. Som en af mine egne forbilleder Joel Salatin siger ”We ask for too much salvation by legislation”. Vi må erkende at vores samfunds funktionsmåder har udviklet sig til en helt forrykt grad af skriftlighed. Den mindste lille udveksling i vores samfund er nu pålagt krav om dokumentérbarhed, og mængden af regler og dokumentation vokser med accelererende hast, og kvælningstendenserne er allerede udtalte. Og det sjove er, at ikke en gang det juridiske system er tjent med al denne skriftlighed. Konsekvensen er snarere, at der er så mange regler og så mange partsindlæg og et så enormt sagsmateriale for hver en lille tvist, at det er noget nær umuligt at fælde en dom. Og det gælder ikke bare juraen, selvom det juridiske sniger sig ind i hver en lille mail man sender, og ansporer én til at formulere sagerne sådan, at ansvaret i hvert fald ikke peger tilbage på én selv, det gælder også alt hvad vi sætter os for at skabe i vores samfund.

Lad os sige at en kommune sætter sig for at bygge en ny skole, men inden afklaringen af denne opgave for alvor kan gå i gang, skal kommunen sikre sig at denne afklaring sker på en måde, så opgaven forbliver indenfor de økonomiske rammer og den afsatte tid til realisering. Således skal der indgås en kontrakt for afklaringen af opgaven. Og her fra går det så slag i slag med stadigt mere detaljerede beskrivelser af ønsker og krav og betingelser, så når arkitekterne omsider kommer på banen, og arkitekterne er trods alt dem der har trænet sig i at skabe bygninger, ja så er der ikke længere noget rum for at udfordre det meget komplekse samspil mellem udformningen af bygningen og forestillingerne om det liv der skal udfolde sig i bygningen. Og således kvæles den samfundsmæssige skaberkraft allerede i undfangelsen, og således har vi med al vores skriftlighed fået skabt et samfund, der ikke kan andet end at gentage allerede etablerede forestillinger.

Hvis vi ønsker at frigøre det kreative potentiale i samfundet, hvis vi ønsker at høste de enorme gevinster der ligger i at løse de samfundsmæssige opgaver i fællesskab, så holder vi skriftligheden på et minimum og satser i stedet på, at vi kan løse tingene med udgangspunkt i hver enkelts karakter og holdning og gennem afklaring af hvilke drømme/visioner/målsætninger vi i fællesskab deler. Hvis vi taber blikket for vores fælles mål, hvis vi mister troen på vores samarbejdspartneres gode intentioner, så vil samarbejdet køre af sporet, omkostningerne vil vokse dramatisk, kvaliteten vil udhules, og så vil juraen alligevel ikke være til nogen hjælp.

Det er som om at vi har fået skabt et samfund som så ihærdigt forsøger at beskytte sig imod den der ønsker at snyde, at vi ser os selv og alle andre som potentielle snydere. Og apropos finanskrise mm. er det sjovt nok som om snyderiet er ude over det hele. Hvordan vi vender disse udviklingstendenser er meget enkelt. Man starter med selv at blive en person, der er til at stole på, og dermed bliver man i langt højere grad i stand til at bedømme om det menneske man står overfor også er til at stole på, og således begynder man at bygge sine samarbejder op om mennesker, der er til at stole på.

(Illustration: Le Goûter, Jean Metzinger, 1911/Hommage à Pablo Picasso, Juan Gris, 1912)

På Information.dk var der forleden en artikel ”Diplomatiets digitale overmand” om hvordan Twitter bruges af politikere og statsledere til at kommentere aktuelle begivenheder samt til selvfølgelig at profilere sig selv. Jeg kommenterede artiklen med det synspunkt, at det muligvis med tiden vil blive tiltagende svært at skelne mellem ens personlighed og ens online-tilstedeværelse, eller med andre ord, at vi hen ad vejen finder ud af, at der ikke er nogen alternativer til bare at være sig selv. Om man så er statsleder eller almindelig samfundsborger. I denne vinkling hentydede jeg til kroppens energiforbrug som en funktion af om man taler sandt eller lyver, eftersom løgne er langt mere energikrævende at opretholde end at sige sandheden. Hvad der nu slår mig er, at denne anskuelse faktisk har et stort potentiale.

For godt et år siden skrev jeg Facebook-noten ”Ufjendskabets økonomi”, hvor jeg beskæftigede mig med nødvendigheden af en langt mere inklusiv og sympatisk menneske- og omverdensforståelse, hvis vi skal klare den civilisatoriske krise, der formentlig ligger foran os. Og med civilisatoriske krise sigter jeg mere specifikt til den uomgængelige sandhed i, at vi på et eller andet tidspunkt vil blive indhentet af konsekvenserne af vores ikke-bæredygtige livsformer. Jo længere tid vi fortsætter disse levemåder, jo mere udpiner vi jordens ressourcer, og jo mindre har vi altså at bygge på, når vi omsider tager os sammen og prøver at stable en bæredygtig livsform på benene.

Okay, det lyder så måske rimelig doom-and-gloom-agtigt, men der er i mine øjne grund til håb, fordi det er altovervejende sandsynligt at det er vores egne dysfunktionelle, menneskeskabte systemer der bryder sammen først, hvilket betyder at naturen stadig har nogle reserver vi kan trække på. Tænk bare på hvor slemt det omvendte ville være, altså at vi ville være i stand til at fortsætte den globaliserede, kapitalistiske udbytning af planeten indtil det punkt, hvor planetens økosystemer kollapser i en selvforstærkende proces. Målt i forhold til det scenarium er et kollaps af det internationale finanssystem og det efterfølgende kollaps af vores ideologier og økonomier trods alt til at overkomme.

”Ufjendskabets økonomi” handlede således om, hvordan vi letter os selv for de overvældende stressbelastninger, som vil være konsekvensen af de omtalte sammenbrud, herunder hvordan vi nærmest pr. omgående må etablere en ny samarbejdsånd og solidaritet for at vi i fællesskab kan finde en vej ud af den knibe vi har bragt os i. Således var spørgsmålet her, hvordan vi får samfundet til at fungere på et helt basalt niveau. Men samme problemstilling kan faktisk apropos det indledende afsnit også anskues som et spørgsmål om, hvordan vi optimere kroppens energiregnskab.

–

Menneskekroppen skal løbende have tilført energi i forskellige former for at kunne fungere. Antager vi at kroppen får denne energi tilført i de nødvendige, varierede former, så vil man kunne opstille et regnskab over, hvad kroppen bruger denne energi på. Der vil for eksempel være energiforbrug til:

Fordøjelsen
Blodcirkulationen
Vejrtrækningen
Øvrige indre organer
Holde kropstemperaturen
Gendannelsen af celler
Bevægelse
Hjerneaktivitet

Opstillet på den måde er det umiddelbare indtryk, at der er ikke den store fleksibilitet her. Vores egen vilje påvirker jo kun Bevægelse og Hjerneaktivitet mens energiforbruget til de øvrige forekommer helt obligatoriske. Men er det nu også korrekt?

Virkeligheden er vel snarere den, at tilfører vi kroppen fødevarer i nogle mængder, som er ude af proportioner ift. kroppens behov for diverse energiformer, så skal kroppen bruge ekstra energi på at omforme nogle energiformer til nogle andre. Og tilfører vi kroppen uforholdsmæssigt store mængder af en bestemt energiform, vil den velsagtens fungere nærmest som et som giftstof, som kroppen må bruge en masse kræfter på at håndtere. Eller tilfører vi kroppen fødevarer, som er fyldt med stoffer som er fremmede for de naturlige kredsløb, så skal kroppen også bruge en masse energi på at håndtere disse.

Det samme gælder selvfølgelig for vejrtrækningen, for så vidt at vi opholder os i et miljø hvor de atmosfæriske proportioner ikke er optimale, eller hvis luften er fuld af forurening. Så skal kroppen også her bruge ekstra energi på at få hvad den skal bruge, og samtidig bruge ekstra energi på at håndtere forureningen.

Og lever vi i årevis med en usund kost og i et usundt miljø, så siger det sig selv, at disse overbelastninger begynder at sætte sig som mere eller mindre kroniske svækkelser i kroppens forskellige organer.

Hvad angår energitilførslen til at holde kropstemperaturen, så er den selvfølgelig meget variabel og afhænger i høj grad af hvordan vi indretter os og hvordan vi klæder os, men her udover er det en kendt sag at nogle mennesker evner at styre deres metabolisme, og hvor meget energi der skal til for at holde kropstemperaturen er muligvis ikke bare en simpel ligning.

Omvendt er der vel mht. bevægelse et 1:1 forhold mellem energitilførsel og energiforbrug. Jo mere bevægelse jo større energiforbrug. Eller.. nej. Videnskabelige undersøgelser har f.eks. påvist, at afrikanske kvinder, som lever i traditionelle stammesamfund, kan gå og bære op til 20 kg på deres hoveder uden at disse ekstra kilo koster dem den mindste smule ekstra energi. Hvad nu hvis de signaler vi får fra kroppen er sande, altså når kroppen psykologisk føles tung, ja så kræver den faktisk meget energi, mens når den er let, så kræver den ikke så meget? Og hvad er det lige der gør forskellen mellem de to? Det har noget at gøre med, hvordan sindet understøtter kroppen, dels igen gennem valg af føde, dels gennem initiativer til at holde kroppen i form, dels simpelthen ved at værdsætte den.

Og endelig er der så vores hjerneaktiviteter, som bringer os tilbage til den indledende konstatering, at det er langt mere energikrævende at opretholde løgne end at sige sandheden. Eller som jeg også skriver i den nævnte kommentar, at det er langt mere energikrævende at opretholde en persona end bare at være den man er. Og kan vi ikke også sige med rimelig sikkerhed, at et arbejde som er meningsløst er langt mere energikrævende end et arbejde der er meningsfuldt, eller at det at lære noget koster næsten ingen energi hvis det er sjovt, men enorme mængder energi hvis det er uvedkommende?

Så mere generelt er der noget at sige om at tænke positivt. I et af de skønne RSA Animate-foredrag ”Smile or Die” beskriver Barbera Ehrenreich bagsiden af de trivielle former for positiv tænkning, ikke desto mindre er der fra netop dette standpunkt af kroppens energiregnskab en case for træne sig selv i at tænke værdsættende, sympatisk og optimistisk. Og det er her at meditation kommer ind som et meget overbevisende værktøj. Det handler ikke om at kalde noget godt som ikke er godt, men det handler om en evne til at se det gode i alt hvad der sker indeni og udenfor en selv. At alt har betydning, og vi har kapaciteten til at vende alt hvad der sker til noget der skaber værdi for os selv og andre.

I ovennævnte kommentar henviser jeg ’personlig dannelse’ og dette er hvad jeg sigter til. Det enkelte menneskes trænen af sig selv i denne evne til at møde verden med en værdsættende, sympatisk og optimistisk tilgang. Selvom jeg indrømmer at det er et kæmpe paradoks forekommer det ikke desto mindre, at menneskeheden har drevet sine dysfunktionelle, fjendtlige, energi-ødslende, ikke-bæredygtige levemåder så langt ud, at vi nu er nødt til at lære at være ordentlige mennesker. Simpelthen for at få vores energiregnskaber til at hænge sammen.

(Illustration: Omotesando Farm, Paolo Patrizi)