”There is no such thing as a prediction of the future. All there is, is a sensing of the energies at the time when the prediction was made.”

Denne konstatering, som jeg citerer efter hukommelsen, er fremsat af Bashar kanaliseret gennem mediet Darryl Anka. Jeg hørte konstateringen og vidste i samme øjeblik, at det var sådan det forholdt sig. Således kom jeg foregårs til at reflektere lidt over, i hvor høj grad jeg selv har vovet skindet og fremsat forudsigelser om, hvordan vores finansmarkeder er dømt til at møde et endegyldigt kollaps, samt om, hvordan vores generelle livsomstændigheder og muligheder herefter vil tage sig ud. Og det slog mig, at der måske er dem der vil opfatte mine skriverier som dommedagsprofetier. Denne tanke fik mig til at le højt. Det er barokt, hvis jeg, der netop forsøger at være realistisk og forholde mig konstruktivt til problemerne, skulle udpeges som den pessimistiske.

Der findes næppe nogen bog om elementær psykologi og selvudvikling, som ikke indgående beskæftiger sig med skyggesiderne af psyken, og selvudviklingen starter jo netop dér, hvor man tager fat på at trække disse skygger frem i lyset. Arbejdet med at blive bevidst om ens egne skygger går så gennem en konfrontation med ens egen sårbarhed og skam, og det er denne konfrontation som kan vække så meget angst, at man bøjer af og alligevel fravælger vejen af selvudvikling og forandring. Går man på den anden side igennem denne konfrontation, og bliver bevidst om sine skygger, så vil man opdage, at selve bevidstgørelsen er et meget vigtigt moment i at overvinde skyggernes dominerende indflydelse på både ens adfærd og ens grundfølelser.

Selvom jeg måske godt kan føle en vis fandenivoldsk spænding ved tanken om et omfattende økonomisk kollaps, så skal man være i særklasse letsindig for ikke samtidig at forstå alvoren af en sådan krise. I første fase vil mange måske blive chokerede over, hvor skrøbelige vores samfundssystemer viser sig at være. Nogen vil måske blive så chokerede, at de mister grebet om virkeligheden, og glider over i forskellige former for sindslidelse. I anden fase tror jeg vi vil opdage, at vores systemer muligvis har været meget skrøbelige, men samfundet som sådan er faktisk særdeles robust.

Men igen, det er jo bare ”a sensing of the energies at the time when the prediction is made”. Ville det derfor ikke være mere reelt at anskue mig selv og andre, der taler åbent om forestående sammenbrud, som stemmer for skyggerne i vores kollektive psyke? Det tror jeg er meget reelt. Men jeg tror også, at der er to principielt forskellige måder at gøre det på. Den ene er at lade skyggerne tale, hvilket som udgangspunkt bare understøtter skyggernes indflydelse, men det er ikke desto mindre et skridt i retning af bevidstgørelse, at skyggerne overhovedet finder konkrete og selvstændige udtryk. Den anden måde er at bruge dynamikken den modsatte vej, og bruge dommedagsprofetierne til at pege på skyggernes eksistens og hvilken dominans de udøver.

Hvad dommedagsprofetierne fortæller os er, at vi kan ikke længere benægte skyggersiderne af vores levemåder og kollektive psyke. De er der, og deres indflydelse forekommer at være så massiv, at mange mennesker stiltiende accepterer at leve i et samfund, der er i fuld gang med at ødelægge sit eget livsgrundlag. Det nedladende og socialt udstødende prædikat ”dommedagsprofet” eller ”konspirationsteoretiker” bliver således skyggernes redskab til at afværge forsøg på at trække dem frem i lyset. Det er således ikke alle de, som tør tale åbent om vores kollektive skygger, der ligger under for skyggernes dominans, tværtimod er det alle de, som benægter skyggernes eksistens, der ligger under for dem og således understøtter vores samfunds dysfunktionelle adfærd og frygtbetonede grundfølelse.

Jeg tror ikke på, at der er nogen mennesker, der ønsker at se planeten ruineret. Når vi således viderefører en adfærd, der ruinerer planeten, så må vi i sagens natur have fundamentale problemer med vores greb om virkeligheden. Vores samlede, kollektive adfærd fører os i retning af noget vi ikke ønsker, og således bort fra noget vi ønsker. Således må vi i sagens natur have nogle stærke negative programmeringer, og disse negative programmeringer må have deres rødder i hver enkelts liv. Det er utænkeligt, at et samfund sammensat af mennesker i ligevægt kan summere op til en uligevægtig, kollektiv adfærd. De massive, kollektive skygger må have rødder i nogle udbredte og lige så massive skygger hos samfundets enkeltindivider.

Det er derfor fascisme er sådan et forrykt politisk projekt. Karakteristisk for fascismen er, at den taler bestemte bevidstgjorte og positive aspekter op og op, mens skyggerne fortrænges totalt fra det den offentlige bevidsthed. Og skyggernes magt og dominans vokser således i takt med graden af fortrængning, og finder så hen ad vejen udtryk i vilkårlige, eskalerende destruktive og selvdestruktive handlinger.

Men heller ikke vores nuværende centraliserede, teknokratiske system håndterer skyggerne på en særlig overbevisende måde. Her har vi professionelt uddannede manipulatorer, som formår at dreje historier om misrøgt og overgreb over til historier om positive politiske tiltag. Vi fodres til stadighed med historier om, hvordan politikerne er i fuld gang med at skabe en bedre verden for os alle, men lykkes det for dem? Er det ikke bare en fin fernis over et system, der i mange henseender er udtjent og dysfunktionelt og snarere uddyber problemerne end løser dem?

I forbindelse med optøjerne i London i 2011 blev ”broken society” det centrale begreb for den almene refleksion på begivenhederne. Og alle tegnene på at Storbritannien eller Danmark eller hele den vestlige verden er et ’broken society’ er der stadig. Der er så overvældende mange tegn på, at skyggerne dominerer, og altså at den førte politik fører os i retning af noget vi ikke ønsker og bort fra noget vi ønsker. Og sammenhængskraften i samfundet svækkes således til stadighed, indtil tilliden til det politiske lederskab brister som det er sket i den arabiske verden, i sydeuropa og nu senest i Tyrkiet. Vi tror måske vi klarer os bedre heroppe i nordeuropa, men det skyldes muligvis bare, at vi er mindre bevidste om vores skygger. Og kløften mellem det centraliserede, teknokratiske system og den almindelige befolkning begynder nu i en mindre skala at bryde igennem også her ved først skolekonflikten og siden konflikten med de praktiserende læger.

Men det er ikke først og fremmest en politisk kamp. Hvad vi som borgere i et demokratisk samfund må forlange er fuld åbenhed om regeringernes motiver og metoder. Samt fuld åbenhed om alvoren af de vanskeligheder vi er konfronterede med. Og dog er revolutionen ikke i første omgang politisk og rettet mod et udueligt lederskab, men nærmere en revolution af det enkelte menneskes egen livsindstilling. Befrier vi os hver især for dominansen af vores personlige skygger, så vil ingen regering kunne manipulere os til at gøre ting, der er i modstrid med hvad vi ønsker. Undlader vi omvendt at gennemføre forandringer på det personlige plan, men gennemfører alligevel en politisk revolution, så vil skyggerne flytte med over i de nye rammer og muligvis blive forstærkede ved det kaos omvæltningerne måtte føre med sig.

II.

Helt grundlæggende bliver skyggerne overvundet ved at man lærer sig selv at leve i en oplyst tilstand. Hvad min egen livserfaring fortæller mig er dog, at evnen til vedholdende at understøtte denne oplyste tilstand forudsætter kendskab til ens egne skygger. Efter min opfattelse er vi hver især nødt til med mellemrum at rette vores opmærksomhed mod de allermørkeste punkter, dér hvor vi taber os selv og troen på et lykkeligt liv. Det er simpelthen et fast punkt på huskelisten, der følger med at blive født som menneske. Og når vi vender vores opmærksomhed mod skyggerne opdager vi typisk, at skyggerne har mange ansigter, eller rettere, de er som en kinesisk æske af masker, hvor skyggens ansigt viser sig at være en maske for et andet ansigt som så igen viser sig at være en maske for et tredje ansigt osv. På et givet tidspunkt mener jeg at vide hvad mine skygger handler om, men så ser jeg mig omkring i mit liv, og ser mængder af tegn på at mine skygger stadig udøver en massiv indflydelse, hvilket må betyde at jeg endnu ikke har afsløret deres sande væsen.

For mit eget vedkommende er der ingen tvivl om at jeg har haft min andel af hæmmede seksuelle energier og svigtende selvværdsfølelse. Jeg har haft min andel af dysfunktionelle opvækstvilkår og parforhold. Og i mine forsøg på at bryde ud af mit sinds fængsel har jeg måske gjort tingene værre for mig selv. Det er ikke usandsynligt, at jeg i lange perioder har levet med et sænket testosteronniveau som følge af alle de opgør med autoriteter jeg har taget.. og tabt. Eller skulle jeg nærmere sige, hvor jeg har lidt foreløbige nederlag. Men mit ærinde her er ikke at hænge mine egne skygger til tørre, formålet med denne note er at pege på, hvordan en fejlagtig livsanskuelse kan være det der konstant giver skyggerne næring. Og mine egne livserfaringer tjener således kun som en case.

Da jeg var i midten af tyverne indså jeg, at der er to fundamentalt forskellige måder at komme til erkendelser af den verden, der omgiver os. Den ene handler om at hæve os over fænomenerne og give dem navne. Mennesket har adgang til dette højere standpunkt, som er i stand til at skille tingene ud fra hinanden, og analysere hvordan de forskellige, adskilte fænomener spiller sammen i nogle større mønstre. Denne evne til at hæve sig over tingene, og tillægge tingene bestemte egenskaber, sætter os også i stand til at manipulere med tingene i retninger, som vi anser som fordelagtige for os selv.

Den anden måde at komme til erkendelser af den verden, der omgiver os, består i at placere os midt i den, at holde sig i ro og uden noget bestemt fokus blot at udvide sin opmærksomhed om, hvad der foregår omkring én. Et meget anskueligt eksempel kunne være det at sætte sig i naturen og sidde helt stille. I det første tidsrum er sker der ligesom ikke rigtig noget, fordi det at man kom og satte sig faktisk bragte en forstyrrelse i det liv, der ellers udfoldede sig. Men så snart roen igen er kommet over scenen, pibler livet frem omkring én, og dyrene kan faktisk vise en overraskende fortrolighed med éns tilstedeværelse. I denne tilstand af immersion fremstår verden som dybt integreret og meningsfuld i alle dens fremtoninger, ligesom man selv indtager en ligeså naturlig plads i den.

Disse to måder at opnå erkendelse kan rimeligvis opfattes som dominerede af hhv. venstre hjernehalvdel og højre hjernehalvdel. Og når jeg så mig omkring i det samfund, jeg var en del af, blev jeg slået af, i hvor høj grad det var venstrehjernehalvdelstænkningen der dominerede, og jeg gjorde op med mig selv, at det på dette tidspunkt i historien var det langt mere frugtbart at forfølge højrehjernehalvdelstænkningen. På Arkitektskolens tredje år løste vi en opgave om udvidelse af Statens Museum for Kunst, og ud af udvidelsens 14.000 m2 brugte jeg 7.000 m2 til at undersøge den ene tænkemåde og 7.000 m2 til at undersøge den anden. Men allerede på det næstfølgende semester lavede jeg et projekt, som på en måde overtrumfede denne dualitet.

Indsigten i denne fundamentale dualitet i vores erkendelsesmåder havde en endnu dybere konsekvens i retning af at rejse spørgsmålet om individualitet og identitet. Der var noget mærkværdigt, ja nærmest komisk, ved at insistere på sin egen individualitet, når man i sig rummer så fundamentalt forskellige opfattelser af virkeligheden. Således kom jeg til en forståelse af, at vi som mennesker er multidimensionale skabninger, som har adgang til forskellige virkelighedsopfattelser, og således er vi hver især ikke bare et individ med én identitet, men derimod hver især et helt konvent af forskellige synspunkter og identiteter. Dette ændrede radikalt på min måde at anskue samfundet, og ikke mindst vores måder at omgås hinanden. I samme øjeblik jeg slap ideen om at være et individ med én identitet, fremstod andre menneskers synspunkter ligeså gyldige som mine egne, og jeg havde ikke noget behov for at de partout skulle se tingene på min måde. Og i samme øjeblik alt dette konfliktstof tages ud af vores samværsformer bliver det at være menneske en meget anderledes oplevelse. Skellene mellem en selv og omverdenen bliver meget mere flydende, så fremfor at kaste mængder af energi ind i opbygningen af en overbevisende identitet bliver ens opgave som individ nærmere at åbne for flow’et i udvekslingen med omverdenen og samtidig værne så meget om sig selv, at man kan afbalancere input med output.

Disse ideer udviklede jeg gennem mit arbejde med arkitekturen mens jeg gik på Akademiet, og jeg følte selv at jeg havde fat i noget stort. Mine arbejder fortalte denne historie om et helt nyt forhold mellem individet (eller den individuelle bygning) og omverdenen. Og hvor jeg forestillede mig, at mine fagfæller kunne blive optændt af disse ideer på samme måde som de optændte mig, så var det slet ikke det der skete. Mit afgangsprojekt, som jeg selv opfattede som en kulmination, blev genstand for hån og latterliggørelse (eller sådan oplevede jeg det), og da jeg efterfølgende søgte arbejde, blev mine studieprojekter mødt med en mur af tavshed. Jeg fik så arbejde alligevel, baseret på nogle andre kompetencer, og skulle hen ad vejen udvikle mig til en habil projektleder.

Det var alt i alt en traumatiserende oplevelse, men det afgørende i denne sammenhæng er, hvordan jeg har ladet denne eller disse oplevelser give næring til mine personlige skygger. Og den anskuelse som nu dæmrer for mig, og som jeg giver form ved at skrive denne note, er, at jeg åbenbart ikke formåede at erkende de fulde implikationer af de indsigter jeg dengang opnåede. Der har været meget lidelse i mit liv som følge af at mine arbejder blev ignoreret. Men loven om karma udelukker faktisk, at andre mennesker er i stand til at påføre én nogen lidelser overhovedet. Så hvad der sker er, at andre menneskers handlinger trigger nogle negative funktioner i mig, deres handlinger giver næring til nogle skygger jeg allerede indeholder, og således konstaterer jeg at mit liv kommer under stærk påvirkning af disse negative følelser og tanker. Okay, men så gik jeg vel bare i gang med at overkomme disse negative funktioner? Nej, det gjorde jeg faktisk ikke rigtig, fordi jeg oplevede det som om de negative stemninger blev påført mig udefra. Mit virkelige problem, ser jeg nu, var ikke selve de negative funktioner, men det at jeg opfattede dem som udenfor mig selv. Dermed satte jeg mig selv skakmat i forhold til at gøre noget ved dem, og det er nok den væsentligste forklaring på, hvorfor disse lidelser skulle præge så mange år af mit liv.

III.

Min forvirring mht. hvad der er indenfor, og hvad der er udenfor, gik faktisk begge veje. På den ene side følte jeg at mine arkitektfagfællers (efter min opfattelse) satte og fantasiløse tilgang lagde sig som en tung dyne over mit livs muligheder. Jeg kunne fx blive helt klaustrofobisk ved at læse arkitekturtidsskrifter. På den anden side spurgte jeg uafladeligt mig selv, hvordan jeg dog skulle få dem, altså mine fagfæller, til at se verden som jeg så den. Og det var her min indsigt kom til kort. Hvor jeg havde opnået indsigt i, hvordan virkeligheden kan opfattes på fundamentalt forskellige måder og med fundamentalt forskellige resultater, så lå jeg stadig under for forestillingen om, at der kun er én virkelighed, kaldet virkeligheden. Således blev det altafgørende for min lykke, at jeg kunne finde en måde, hvor jeg og mine fagfæller kunne komme til at leve i den samme virkelighed, altså den vi kalder virkeligheden. Og således var det også klart, at min rolle i denne virkelighed var, at jeg var fortrængt fra den. Hvor ofte har jeg ikke betegnet min livssituation som at leve i eksil. Det var mine fagfæller, der satte dagsordenen ude i samfundet, en dagsorden der var fundamentalt forskellig fra min, og på den måde var jeg fortrængt fra samfundet.

Havde jeg dengang taget den fulde konsekvens af mine opdagelser, så havde jeg indset, at de fundamentalt forskellige erkendelsesmåder, de fundamentalt forskellige værdisæt, og alle de forskellige synspunkter og identiteter er ensbetydende med, at der ikke bare er én virkelighed men mangfoldige virkeligheder til rådighed for mig. Og i stedet for alle mine frugtesløse overvejelser og anstrengelser i retning af at passe ind i, hvad nogle andre definerer som den eneste, sande virkelighed, så kunne jeg have givet mig selv lov til at leve i den virkelighed, jeg selv fandt og finder mest attraktiv.

Tænk hvilke enorme mængder af energi vi investerer i at stipulere, diskutere, forhandle og afstemme en kollektiv opfattelse virkeligheden. Det er som en religion, der kræver endeløse ofre, og disse ofre er som et åg der undertrykker vores liv, og får os til at leve i en form for åndeligt armod. Identitetskulten (se evt. tidligere note) er velsagtens et særligt aspekt af hvad vi kunne kalde virkelighedskulten. Denne religion har vi dyrket igennem århundreder, og fordi vi hele tiden har haft så svært ved at komme overens med, hvad virkeligheden var, så har tendensen hele vejen igennem været mod reduktionen, mod anerkendelse udelukkende af det materielle som det endegyldige bud på virkeligheden. Og vores verden i dag flyder over med vidnesbyrd om denne efterhånden helt ensidige fokuseren på det materielle.

Men det materielle, forstået som fysisk, håndgribeligt stof, er formentlig det laveste frekvensområde for vores eksistens. Mennesket eksisterer simultant på mangfoldige frekvenser, hvor den fysiske krop og dennes bundethed til tid og rum hører til i den laveste ende af spektret, hvorimod oplevelser, der overskrider tid og rum, hører til i de højere frekvensområder. Det er ikke sådan, at nogle frekvenser skal fremhæves for nogle andre, da alle er integrerede aspekter af livet, men vores mani med at skulle finde en virkelighed, der gælder for alle, har ført os til at lægge uforholdsmæssig meget vægt på de lave, materielle frekvenser. Det ville ikke være urimeligt at sige, at vi har fået skabt et samfund og nogle omgangsformer, som er baserede på den laveste fællesnævner.

Det er ikke sådan heller, at jeg ikke kan værdsætte alle resultaterne af vores materielle, videnskabelige metoder, men efter min opfattelse er ideen om at der findes én virkelighed, som er til at beskrive og pege på, og som alle må respektere, en undertrykkende og ufrugtbar og fejlagtig antagelse. Hvor jeg således på det personlige plan godt kunne se, at jeg selv havde fundamental indflydelse på, hvilken virkelighed jeg oplevede, så mente jeg stadig at jeg skulle forhandle mig frem til en plads i den store, fælles, samfundsmæssige virkelighed. Det tror jeg ikke længere. Det var en fælde, jeg faldt i, og det fangenskab gav mig mange år med lidelser. Hvis der er én virkelighed derude, så er den lige så stor som hele universet inklusive alle vores og andre levende skabningers opfattelser af det. Og så kan man jo prøve at få sine tanker til at omspænde den virkelighed.

Udover at jeg oplever det som personligt befriende ikke at skulle anstrenge mig for at passe ind i nogle andre menneskers opfattelse af virkeligheden, så er det ydermere min opfattelse, at de mennesker der henholder sig til virkeligheden, som et sæt af vilkår der gælder for alle, det er faktisk dem, der har det ringeste begreb om, hvad der er virkeligt. I min verden er det fakta, at vores nuværende levemåder ikke er bæredygtige, at klimaet bliver varmere som følge af vores udledning af CO2, at vores dyrkningsmetoder til stadighed medfører tab af diversitet og fertilitet, at fastholdelsen af uretfærdige systemer blokerer for politisk handlekraft, men hvilken virkelighed, der tegner sig som konsekvens af disse fakta, er stadig helt individuelt. Der er fundamental forskel på at opfatte disse fakta som en profeti om vores snarlige selvdestruktion overfor at anskue dem som vidnesbyrd om dominansen af skyggesiderne af hhv. vores individuelle og kollektive psyker. Vores kollektive adfærd er jo ikke andet end summen af alle vores individuelle forestillinger og handlinger.

Sætter vi her overfor vores nuværende centraliserede teknokratiske lederskab, så taler de om at føre den nødvendige politik som om der ikke var andre mulige. De taler ikke om ovenstående fakta på en troværdig måde, hvilket er det samme som at sige, at de anerkender ikke skyggesiderne af vores nuværende levemåder, de taler ikke om længeresigtede visioner om, hvilket samfund de ønsker at bidrage til at skabe, de taler bare om den ene, nødvendige politik. Okay, nødvendig i forhold til hvad? Nødvendig i forhold til at holde vores dødssyge finansmarkeder flydende, bevare vores konkurrenceevne og dermed bevare virkeligheden, som vi kender den.

Hvis virkeligheden alligevel er en konstruktion, hvilken virkelighed kunne du så tænke dig at leve i? Helle Thorning og Lars Løkkes? Obamas? Jinpings? Erdogans? Nej vel. Så hellere Mandela og Tutus, Martin Luther Kings, Mahatma Ghandis, Daisaku Ikedas..

For mig er de mennesker, der har bedst greb om hvad der er virkeligt, det er dem, der lever det de ønsker. Det tror jeg faktisk jeg vil gøre til mit nye motto:

Lev det du ønsker