Ulykkestoget

6655708-spain-transport-accident

Vi præsenteres dagligt for alskens ulykker. Det er som om nyhedsmedierne betragter det som en af deres fineste opgaver at orientere om rædselsvækkende ulykker overalt på kloden. Og hvad skal vi stille op med det? Andet end at udvikle en eller anden grad af indifferens. Og så er der alligevel ulykker, som på en eller anden måde alligevel kravler ind under huden. Som nu den grufulde og tragiske togulykke ved Santiago de Compostela.

Voldsomheden af ulykken, de mange døde og alvorligt kvæstede, liv der bliver knust, liv der må give op og udslukkes – i sandhed rædselsvækkende. Dødstallet er nu på 77 mennesker, men der kan meget vel komme adskillige flere. Og blandt de overlevende vil mange være mærkede for livet med fysiske handicap, og praktisk alle passagerer ved bevidsthed samt muligvis mange af redningsarbejderne vil skulle arbejde vedholdende på psykisk at overkomme oplevelsen.

Santiago de Compestela er som bekendt velsagtens det største pilgrimsmål for kristne i Europa udenfor Rom. I en vis forstand forekommer Santiago de Compostela at symbolisere en friere og mere tidssvarende spirituel tilgang til kristendommen end katolicismens højborg. Caminoen, som pilgrimsvandringen til katedralen i Santiago de Compostela hedder, kan, som jeg forstår det, foretages på alle tider af året, og der er forskellige mærkedage i løbet af året, men den helt store pilgrimsfestlighed udspiller sig d. 25. juli.

Hvad vi har er altså et regionalt højhastighedstog, fyldt med mennesker som ønsker at deltage i Santiago de Compostelas største religiøse festlighed, som ved stor hastighed afsporer og slynges omkring og smadres. Og i lyset af den religiøse baggrund for mange af passagerernes tilstedeværelse i toget, bliver spørgsmålet om togets forlis også religiøst. Er det Guds værk? Er det Fandens? Er det straffen for at skære hjørner, skulle passagerene have valgt at vandre ligesom alle de andre? Eller er det vand på ateisternes mølle, at det bare er tilfældighed, og alle andre forklaringer er bare produkter af det irrationelle, religiøse sind?

Her er min vinkling: Vores skæbner er vævet sammen. Vi er alle forbundne. Men vi anerkender ikke denne forbundethed. En meget stor del af vores samfundsmæssige problemer og samfundsafledte lidelser skyldes denne fornægtelse af vores indbyrdes forbundethed.

Føreren af ulykkestoget har umiddelbart efter ulykken indrømmet at han kørte ind i svinget, hvor ulykken skete, med 180 km/t, hvor den tilladte hastighed var 80 km/t. Og overlevende passagerer beretter om, hvordan det hundredetonstunge tog begyndte at krænge i svinget, og kun kørte på hjulene langs togstammens ene side, hvorpå alt blev kaos.

Hvad tænkte den togfører dog på? Var det et øjebliks overmod? Havde han en konkurrence i gang med de andre togførere om, hvem der kunne køre strækningen hurtigst? Var han distraheret af forhold i sit privatliv? Var han parat til at tage sindsyge risici, fordi han følte hans eget liv alligevel ikke var noget værd?

Det centrale spørgsmål er: Hvordan kunne togføreren have så stor ligegyldighed overfor alle de mennesker, som han i situationen tjente, og hvis liv han helt åbenlyst holdt i sine hænder? Var der overhovedet ingen medfølelse, ingen sympati? Og hvor skulle der dog være nogen værdsættelse af hans eget liv, når der ikke er nogen værdsættelse af andres?

Det er min pointe. Vi lever i et samfund, som udvikler sig mere og mere teknokratisk, fornægtelsen af almindelig menneskelighed og vores indbyrdes forbundethed bliver mere og mere udtalt, værdsættelsen af det enkelte menneskeliv bliver mere og mere udhulet og derfor er vi alle i stigende grad udsat for vilkårlige risici. Ethvert menneske, som opfatter sig selv som værdiløs, er en potentiel risiko for alle andre. Det må stoppe nu.

Pilgrimsfesten i dag i Santiago de Compostela er aflyst.

I en anden verden havde samme togfører taget imod sine passagerer som en VIP-privatchauffør, og havde sat en ære i at bringe sine værdifulde passagerer, ganske almindelige mennesker, så komfortabelt som muligt frem til deres bestemmelsessted. Hvis du hellere vil leve i den verden, så start med at værdsætte dig selv, og se hvordan din sans for forbundethed udvikles i overensstemmelse hermed.

(Foto fra berlingske.dk)

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s