Lydhørhed eller kaos

The Paris Commune_Five Finger Design

Et subjektivt, politisk manifest

Menneskeheden og planeten Jorden undergår i disse år nogle grundlæggende skred og forandringer. Det kan der ikke længere være tvivl om. Alle konsekvenserne af vores hidtidige mangelfulde og fejlbehæftede tankegange får vi nu smækket lige i synet. Men samtidig spirer nye ideer, nye indfaldsvinkler og en ny bevidsthed, som samlet formentlig rummer nøglen til, hvordan vi skal hele sårene og rette op på alle ubalancerne. Hvad der i mine øjne er et helt afgørende moment i denne nye bevidsthed er menneskets opvågnen til sin bestemmelse som skaberen af sin egen virkelighed. I løbet af menneskehedens lange og på mange måder lidelsesfyldte historie har mange civilisationer stræbt efter dominans over andre, på deres højeste har de rakt ud efter verdensherredømmet, tyranner har drevet deres befolkninger frem for at blive verdensherskere, hvilket i dag forekommer helt barokt, når det nu positivt kan konstateres, at verdensherskeren.. det er dig!

Vi er hver enkelt herre over vores egen verden, og hvis den enkelte forfalder til at pege på bestemte andre personer som herrer i hans eller hendes liv, så vil de i givet fald kun være det, fordi den enkelte selv giver dem tilladelse til det.

Det enkelte menneske er suverænt, og enhver form for magt som individet har givet til et andet menneske eller til en institution, kan individet på ethvert tidspunkt vælge at trække tilbage. Hvad ville være mere naturligt end at en hær som er trænet til at forsvare landet, og som pludselig bliver mødt med en ordre om at angribe et andet land, at denne hær afstod fra at følge den ordre? Eller at borgerne i en kommune som bliver mødt med urimelige og diktatoriske krav fra staten, i stedet valgte at indbetale en del af deres skat til et lokalt skattekontor, som så disponerede over skatteindtægterne i henhold til borgernes egne interesser?

Eller hvad med at tage et generelt opgør med alt formynderiet og starte en borgerretsbevægelse under sloganet ”Lydhørhed eller kaos”? Hvis store dele af befolkningen slet ikke føler at politikerne varetager deres interesser, hvad med at lave en forening som officielt trækker borgernes mandat til politikerne tilbage? Altså at denne gruppe borgere officielt tilkendegiver, at de ikke længere respekterer de love og aftaler som politikerne vedtager. Så er Danmark pludselig ikke længere en samlet nation, og kan som nation heller ikke længere indgå i forpligtende relationer til andre nationer. Personligt ønsker jeg ikke anarki, jeg ønsker ikke at medvirke til at slippe kaos løs, men jeg vil ikke finde mig i at blive drevet omkring som en del af en ansigtsløs hob, og hvis politikerne ikke forstår dette opråb som stiger fra den almindelige befolkning, eller måske endda imødegår det med yderligere tvang, ja så er borgernes undsigelse af statens rettigheder det reelle alternativ.

Men denne note er ikke skrevet for at fremsætte trusler overfor vores nuværende politiske ledelse. Min hensigt er snarere at henlede opmærksomheden på det enkelte menneskes personlige lydhørhed. Mit polemiske udgangspunkt er, at det danske folk over de seneste årtier har udviklet en helt almen tendens til at snyde, bedrage og forråde. At snyde, bedrage og forråde er selvfølgelig tre meget nært beslægtede begreber, men hver af de tre kan gå for at dække over et bestemt område af den almene tendens. At snyde kan således henvise til, når den enkelte ser sit snit til det, så at tjene penge eller skaffe sig personlige fordele på et falsk grundlag, altså at snyde på vægten. At bedrage kan henvise til den enkeltes tilbøjelighed til give et falsk indtryk, dvs. at postulere at man er mere og kan mere end man i virkeligheden er og kan, dvs. forstillelse i enhver afskygning. At forråde kan henvise til troløshed i enhver form, det at man svigter de idealer ens samfund er bygget på samt svigter de løfter man har givet.

At snyde, bedrage og forråde vil for den enkelte altid være forbundet med en bevidst undertrykkelse af ens indre stemme, som vedholdende fortæller én, at det man har gang i, det er at svigte ens forbundethed med andre mennesker. Det er her lydhørheden kommer ind, men mere herom nedenfor.

Igen, min påstand er at det danske folk over de seneste årtier har udviklet en helt almen tendens til at snyde, bedrage og forråde. Vulgærliberalismen, som har kørt siden 80’erne, har fortolket mottoet ”enhver er sin egen lykkes smed” så yderliggående, at den reelt har sanktioneret den enkeltes ret til at snyde, bedrage og forråde. Min påstand er endvidere, at det er denne tendens til at snyde, bedrage og forråde, der er vores aktuelle, fundamentale samfundsmæssige problem. Og problemet er sådan set ikke så meget det, at der er nogen der bliver ofre for snyd, bedrag og forræderi, problemet er i langt højere grad det, at i samme øjeblik individet forfalder til at snyde, bedrage og forråde, bare i den lille skala, så begynder det samme individ at udvikle et menneskesyn og en verdensanskuelse i overensstemmelse hermed, altså at mennesker ikke er til at stole på, at alle bare tænker på sig selv og verden er en kampzone. Hvor et effektivt samfund netop er karakteriseret ved at have indrettet sig sådan, at en høj grad af tillid mellem samfundets individer stimuleres, så udviser et dysfunktionelt samfund de nøjagtig modsatte karakteristika, altså en høj grad af mistro mellem mennesker.

Og så kan vores ubehjælpsomme politikere iværksætte produktivitetskommisioner og vækstpakker og etiske regler og et hav af andre regler for at inddæmme forfaldet, når det fundamentale problem formentlig i realiteten er noget så uhåndgribeligt som, at der er sket et skift fra at samfundets individer typisk havde tillid til hinanden til typisk at mistro hinanden.

Okay, og hvordan kommer vi så tilbage på sporet? Ja, det er nok ikke så ligetil. Husk på at disse attituder er blevet indarbejdet over årtier, i visse henseender endda over meget længere tid. Måske er det her at en regulær økonomisk krise kommer ind som et rigtig godt bud på, hvordan tavlen bliver vasket ren. Simpelthen fordi vi ikke kan finde ud af det på nogen anden måde. Således går vi linen ud i vores kollektive nedtur indtil det hele ramler, og vi vågner op til en ny dag, midt i alle ruinerne.

Det der mere konkret sker indenfor dette kaos-scenarium er, at den sidste rest af tillid kollapser og depressionen sætter ind. Og det er jo ikke nogen tilfældighed at begrebet ’depression’ er blevet adopteret af det økonomiske felt som en beskrivelse af et økonomisk sammenbrud. Når den sidste tillid fortabes, forsvinder også det samfundsmæssige håb, og så er depressionen den psykologiske realitet. Og eftersom disse tendenser ikke er eksklusive for Danmark, men tværtimod deles af hele Vesten samt til en vis grad af alle de øvrige lande på planeten, så vil sammenbruddet være massivt. At forestille sig at hele planeten på samme tid vil synke ned i depression er rimelig skræmmende for hvordan vil folk reagere? Er vi i stand til at bevare fatningen under så massiv modgang?

Derfor hævder vores ubehjælpsomme politikere også, at de jo netop kæmper hårdt for at dette sammenbrud ikke skal ske. Det er derfor de fører denne stimulationspolitik med en ekstrem ekspansiv pengepolitik og (i mange lande) store underskud på statsfinanserne, det er derfor at den almindelige befolkning må spænde livremmen ind og ind, mens erhvervslivet skal have stadigt mere lempelige vilkår. Det må ikke ske, at økonomien går i stå. Det er som om politikerne er kørt fast i en rille ”det må ikke ske, det må ikke ske, det må ikke ske”, når virkeligheden snarere er den, at deres ubehjælpelige tiltag blot gør kaos-scenarariet mere og mere sandsynligt. Vores politiske system styrtbløder tillid.

Hvilke handlemuligheder vi som almindelige borgere har indenfor kaos-scenariet, har jeg givet et bud på med noten ”Ufjendskabets økonomi”. Men samtidig er der jo noget paradoksalt ved at formulere en samfundsvision, som tager udgangspunkt i et sammenbrud. Så får man pludselig parkeret sig selv i en position, hvor man bare sidder og venter på at sammenbruddet indtræffer, så vi kan komme videre. Min hensigt er derfor her at komme med et bud på, hvilke konstruktive, fremadrettede skridt vi kan foretage uanset om økonomien bryder sammen eller ej.

Og som det er antydet ovenfor, anser jeg lydhørhed for at være nøglen til en genopbyggelse af samfundet. Denne lydhørhed angår i første omgang udelukkende det enkelte menneske forstået på den måde, at det enkelte menneske skal på ny lære sig at lytte til sin indre stemme, lære sig at lytte både til sin samvittighed men også til sine inderste ønsker og drømme, og det enkelte menneske skal herpå træne sig selv i at følge sin indre stemme. Og det lyder måske alt sammen rigtig artigt og nydeligt, men sandheden er jo den, at den indre stemme sagtens kan reagere med oprør og bestyrtelse og vrede over urefærdigheder og overgreb. Og for at komme dertil, hvor man kan høre sin indre stemme, skal man jo også arbejde sig igennem alle de løgnehistorier og alle de søforklaringer man har bygget op omkring sit eget selvbillede. Og man skal konfrontere sig selv med al den uret man har begået overfor andre. Men lad os nu heller ikke gøre det værre end det er. Som der står i Biblen ”Lad den der er ren kaste den første sten”. Renhed kan godt være et ideal man tilstræber, men kan aldrig være noget nogen påberåber sig. For at genskabe kommunikationen med ens indre stemme behøver man sådan set bare at stå ved de svagheder man har og de fejtagelser man har begået. Det er fortrængningerne og skønmalerierne, der tilstopper kanalerne.

Et menneske, der således har gendannet kontakten til sin indre stemme, er et menneske med integritet og således et menneske med sin dømmekraft i behold. Og dette lydhøre menneske er også parat til at konfrontere verden på godt og ondt, men i realiteten er det meget op ad bakke, hvis resten af verden ligger under for tendenserne til snyd, bedrag og forræderi. Selvom dette grundlæggende holdningsmæssige skift hos det enkelte menneske er krumtappen i genopbyggelsen af samfundet, så forekommer det mig, at man er ovre i afdelingen for mirakler, hvis man tror at dette arbejde på det personlige plan gør det alene. Efter min opfattelse er vi nødt til ændre på samfundsstrukturen for at komme de menneskelige forandringer i møde. Det er her, at lydhørheden i det politiske system kommer ind.

Og her taler vi ikke om politikere, der bare stiller sig op og tilkendegiver deres beslutning om at udvise større lydhørhed overfor befolkningen. I mine øjne taler vi om en strukturreform, der går stik imod de centraliseringstendenser der har hersket igennem de seneste årtier. På den måde står anbefalingerne fra ”Ufjendskabets økonomi” sådan set ved magt også uden sammenbruddet. Folketinget og hele statsapparatet er blevet et elfenbenstårn, hvor beslutningstagerne har mistet kontakten med almindelige menneskers ønsker og behov. Den politiske struktur vi i stedet skal tilstræbe er én hvor vi sikrer os, at alle mennesker har mulighed for at blive hørt. Igen i forlængelse af ”Ufjendskabets økonomi” skal kommunerne have langt større autonomi, men kommunerne er allerede i sig selv alt for store enheder til sikring af, at den enkelte borger får mulighed for at blive hørt. Således foreslog jeg at kommunerne hver især blev opdelt i et antal kvarterenheder som i sig selv havde en grad af autonomi og således også løste en række samfundsmæssige opgaver internt, herunder f.eks. en basal fødevareforsyning, børnehaver og ældrepleje, og disse kvarterenheder ville selvfølgelig såvel få indflydelse på hvordan f.eks den lokale kommunenskole og lægeklinik skal køres.

Det er i kombinationen af disse to former for lydhørhed, det enkelte menneskes lydhørhed overfor sin egen indre stemme og det reformerede politiske systems lydhørhed overfor den enkelte borger, at jeg ser et reelt grundlag for genopbyggelse af tilliden mellem mennesker, og derigennem muligheden for realisering af nogle nye former for samfundsmæssig vækst og trivsel. Den stærkt reducerede og således mere ydmyge rolle for staten kunne formentlig samtidig virke befordrende for nye former for mellemfolkelig sameksistens samt muligvis foranledige den endelige civilisering af nationalstaterne igennem nogle bindende, globale, politiske aftaleforhold.

 

(Illustration: Pariserkommunen, Five Finger Design)

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s