(Kronikforslag til Politiken)

Et bud på hvorfor den danske befolkning reagerer så stærkt på salget af Dong og Nets.

Findes samfundet? Vi bruger tit ordet ’samfund’ i alle mulige sammenhænge, men hvad er det egentlig vi sigter til, når vi bruger ordet? Særligt når jeg hører politikerne bruge ordet, tager jeg mig i at blive i tvivl om, hvorvidt ordet overhovedet har noget indhold. Vi taler om samfundet, som noget der er til at pege på, godt, hvor er det så? Er samfundet vores domstole, skoler, plejehjem, jobcentre, kort sagt, vores institutioner? Er samfundet vores politiske system, og alle reglerne vores politiske system udstikker for vores liv? Er det samfundet? Eller kan samfundet tværtimod blive fortrængt af både institutionerne og reglerne?

Denne kronik vil komme med et bud på hvad samfundet er, men for at sætte en passende ramme for, hvorfor dette spørgsmål er så vanskeligt at besvare, vil jeg stille et andet spørgsmål, som er lige så simpelt og lige så vanskeligt: Hvad er naturen?

Nåh, naturen? Det er græsset og træerne og buskene og fuglene og billerne og alt det stads.. ville mange sikkert svare. Naturen, det er ’det der derude’. Udenfor bygningen. Udenfor byen. I kanten af vores marker. Naturen er noget udenfor os selv. Godt så, men hvad din egen krop? Er den ikke også smækfuld af natur? 90 pct. af cellerne i menneskekroppen er ikke menneskeceller, men bakterier som lever i harmoni med menneskecellerne, således at de sammen danner et stabilt økosystem. Der er over 500 forskellige arter af svampe og andre parasitter som lever i vores tarmsystem, og uden dem ville vi slet ikke være i stand til at fordøje vores mad.

Så selv på et konkret, fysisk plan er det svært at sige hvad der er natur og hvad der er menneske. Men vi forstår typisk naturen i en form for modsætningsforhold til os selv. Der er det organiske, naturlige og så er der det menneskeskabte. Og hvor denne modsætning velsagtens er reel nok, så er den samtidig meget kompleks. Hvorfor oplever de fleste mennesker det som rekreativt at opholde sig i naturen? Mange mennesker, mig selv inklusive, oplever, at det at bevæge sig i og opholde sig i naturen, at det genoplader de indre batterier. Hvad er det naturen bare giver os så snart vi sætter os i kontakt med den?

Det er vel ikke for meget at sige, at der er en oplevelse af, at græsset, træerne, buskene, fuglene og billerne på ingen måde står i vilkårlige forhold til hinanden, men snarere, at der en orden der gennemtrænger det hele. Ja, i detaljen kan der være kampe om territorier og rå eksistenskamp, men i det store billede er sammenhængskraften indlysende. Hvad jeg således selv mener jeg oplever, når jeg bevæger mig i naturen, er følelsen af at være en del af en verden af liv. Samt en intuitiv erkendelse af livets forunderlige, selvorganiserende karakter. Kosmos er orden, rytme og sammenhæng. Og kosmos ville ikke være kosmos, hvis ikke jeg selv var en del af det hele. Jeg hører til, midt i alt dette.

Så for at vende tilbage til det indledende spørgsmål om samfundet, er der ikke i menneskets relation til naturen en analogi til individets forhold til samfundet? Samfundet er ikke vores domstole, skoler, plejehjem, jobcentre, og samfundet er ikke alle reglerne vores politiske system udstikker for vores liv. Samfundet har en organisk karakter. Mennesket ville ikke være menneske uden naturen, ligesom individet ikke ville være individ uden samfundet. Uanset hvilke politiske fortællinger vi lægger hen over denne relation mellem mennesket og dets omverden, så består dette fundamentale gensidighedsforhold. Vi kan sågar have politiske fortællinger, som vi skal se i det efterfølgende, som fuldstændig fornægter dette gensidighedsforhold, men det ophæver det ikke, det danner ”bare” en form for kollektiv dødsdrift.

Samfundet har en organisk kvalitet, og samfundet har ligesom livet i øvrigt en selvorganiserende evne. Samfundet er en organisme førend det er alle de formelle rammer. Men der er selvfølgelig et spørgsmål om skala her. At tale om ’samfundet’ sådan i bestemt form hjælper til at understrege en pointe, men ’samfundet’ har jo mange fremtrædelsesformer. En familie er et samfund, et boligkvarter er et samfund, en by er et samfund, et folk/et land er et samfund og den samlede menneskehed er et samfund.

Så set udefra er der en åbenbar sammenhæng mellem samfundsskalaen og den organiske karakter af samfundet, således at jo mindre skala jo større er det organiske element og jo færre er reglerne og omvendt. Da min ekskone og jeg i sin tid begyndte at lave regler for vores samvær, da vidste vi hver især godt hvad klokken havde slået. Ligesom ingen vel vil benægte, at der må være nedfældet nogle regler for, hvordan nationer omgås hinanden, da det organiske element i deres indbyrdes relation forekommer temmelig fjernt. Som et aspekt af den organiske karakter af samfundet kunne vi således tale om et nærhedsprincip til beskrivelse af graden af levet, uudtalt sammenhørighed overfor formelle, kontraktlige aftaleforhold.

Og vi, mennesker, har faktisk med demokratiet udviklet en politisk tankegang, som stræber efter at komme denne organiske karakter af samfundet i møde. Demokratiet er i sit væsen en bottom-up-orienteret samfundsform, som er indrettet til løbende at tage bestik af, hvad der rører sig i befolkningen, og i en dialog mellem befolkningen og dets ledere at udvikle planer og tiltag i overensstemmelse med denne befolkningsorganismes ønsker og behov. Hvorfor skulle denne befolkningsorganisme dog ønske at skade sig selv? Nej vel. Den vil bare gerne have lov at udfoldet sit liv, konstruktivt og fremadrettet.

Men demokratiet er ikke den eneste politiske tankegang på bjerget. Der er jo også demokratiets modsætning i form af en top-down-orienteret samfundsform, som ikke anerkender samfundets organiske karakter, og som heller ikke forstår det enkelte menneske som en integreret del af samfundet eller for sags skyld som en integreret del af naturen. Uden en forståelse for den organiske forbundethed med sin omverden bliver eksistenskampen den altdominerende faktor i menneskelivet. Hvad man ser er knaphed på ressourcer, risikoen for sult og død som en direkte konsekvens af at være alene og udsat, og derfor er der intet vigtigere end at sikre sig flest mulige ressourcer. Fra denne synsvinkler må alle andre i sagens natur være involveret i den samme kamp om ressourcer, hvorfor alt drejer sig om magt. Ens magt er ens beholdning af ressourcer, og livet er en magtkamp for erhvervelsen af flere ressourcer.

Dette modsætningsforhold har givetvis bestået til alle tider, og der har velsagtens været historiske perioder, hvor de har fundet en form for ligevægt indbyrdes, men i vores nuværende historiske fase forekommer den politiske top-down-mentalitet at have en massiv overvægt. Samtidig har vi med vores nuværende pengevæsen ovenikøbet fået skabt et fuldkomment fordrejet spil om ressourcerne. Hvor et pengevæsen faktisk som udgangspunkt baserer sig på tillid mellem samfundets individer, og hvor pengene oprindeligt til hver en tid kunne omsættes til fysiske ressourcer, så har vi fået blæst vores pengevæsen op, så værdien af alle vores penge i alle de forskellige papirformater mange gange overstiger værdien af de fysiske ressourcer. Ikke desto mindre fortsætter vi med at anerkende penge som udtryk for rigdom, dvs. beholdninger af ressourcer, og vi fortsætter med at lade pengene være midlet ved hvilket de som allerede er rige kan erhverve yderligere rigdom. Hvad vi har er altså en magtelite som handler i overensstemmelse med deres begær efter mere magt, deres begær efter flere erhvervelser, ganske uanset at deres magt baserer sig på et pengesystem, som er komplet udhulet for sit organiske indhold. Det er i korthed den herskende idioti.

Hvor kommentatorer med tilhørsforhold til erhvervslivet og finanssektoren således måske nok i et vist omfang kunne anerkende, at der var et spørgsmål om legitimiteten af beslutningen om at frasælge en del af Dong, så har de kun hovedrysten tilovers for de store befolkningsgrupper, som forlanger at Nets skal forblive på danske hænder. Disse kommentatorer siger, og læg mærke til den nedladende attitude, at Nets allerede er privatejet, at lovgivningen ikke kan forhindre dette salg, at alle vores personfølsomme oplysninger allerede ligger på servere i udlandet og at politikerne jo i forvejen har vedtaget en lovgivning, som sætter rammebetingelserne for hvordan fx Dankortet skal drives. Og politikerne istemmer disse argumenter i deres evindelige overvurdering af deres evner for at styre tingene via lovgivning.

Hvad vi taler om her, rammer lige ned i diskussionen af opfattelsen af samfundet som organisk overfor magtens opfattelse af samfundet som en kamp om ressourcer. Opbygningen af Dankort-systemet og Betalingsservice og NemID var en stor samfundsmæssig satsning, som involverede hele det danske samfund. Der har af flere omgange været omfattende samfundsdebatter om udformningen af disse systemer, hvilke risici for misbrug de indeholdt, og dermed hvilke krav der skulle stilles til dem, der varetog tjenesterne. Således var befolkningen en aktiv part i udviklingen af Dankortet mv., og befolkningen understøttede også projektet ved at gå i det og bruge det uden forbehold, da befolkningen vurderede at rammebetingelserne var i orden. Det er kun hvis man fornægter det organiske aspekt af samfundet, at man kan hævde at Dankortet mv. tilhører bankerne. Den danske befolkning har også en stor investering i dette system. Sagt på en anden måde gav den danske befolkning nogle danske banker lov til at eje og tjene penge på at drive Dankortet mv. indenfor visse rammer. Hvis beskeden fra bankerne er, at de kan ikke finde ud af at tjene penge på Dankortet mv. indenfor disse rammer, så er det fair nok. Så tager vi det tilbage.

Som beskrevet ovenfor med ’nærhedsprincippet’ er det nærmest en naturlov at vores adfærd overfor andre i høj grad er bestemt af hvilket tilhørsforhold vi har til disse andre. Som sagt, jo tættere disse andre er på os selv, familie, kvarter, by, land, jo mere vil vi lade spørgsmål om tillid og samvittighed og troskab være bestemmende. Selv i tider hvor bankernes moralske habitus til stadighed sætter nye bundrekorder, så har der vel stadig været en tyrkertro i den danske befolkning på, at hvis det var vores egne banker der stod for forretningerne, så var der vel grænser for hvor skrupelløse de ville være. Almindelige danskere er ikke så naive som deres politikere, som øjensynligt selv tror på at de kan lave lovgivning uden smuthuller, men almindelige danskere stoler et langt stykke af vejen på nærhedsprincippet. At ingen trods alt vil skide i egen rede, så at sige. Derfor er det et kæmpestort og for befolkningen dybt ildevarslende skridt at overhænde Nets til udenlandske kapitalfonde.

Således er idiotien ikke begrænset til vores løbske, globale pengevæsen. Idiotien handler i allerhøjeste grad om denne fornægtelse af samfundets organiske karakter. Det er den, der ligger bag den skrupelløse udplyndring af fællesejet, og det er den der ligger bag vores magthaveres drift imod at få kontrol over samfundsorganismen via teknokratiske systemer. Og når de to konspirerer, så får vi ’crony capitalism’, den ultimative formel for nedbrydelse af samfundet. Den statssanktionerede, private bemægtigelse af Danmarks eller for sags skyld planetens ressourcer. Idioti uden grænser. Menneskehedens dødsdrift.

Lad os stoppe idiotien her. Lad os tage vores demokrati tilbage, og med det, lad os tage vores land tilbage. Myndigheden ligger hos det enkelte menneske. Enhver myndighed som en institution har, består kun i kraft af det enkelte menneskes frivillige overførsel af sin myndighed til denne institution. Vi bestemmer selv, hvordan de institutioner skal se ud, som vi giver myndighed til at lede vores land.

Gør vi ikke noget, vil privatiseringen af fællesejet bare fortsætte. Vi hører nu repræsentanterne for ’crony capitalism’ herunder produktivitetskommissionen argumenterer for, at det private kan løse offentlige velfærdsopgaver bedre end kommunerne. Og de har tal der understøtter dette, men forklaringen er formentlig den enkle, at vi i årevis har forsøgt at løse velfærdsopgaverne efter de samme fremmedgjorte og konkurrencebetonede top-down-samfundsforestillinger, som hersker indenfor det globaliserede erhvervsliv og det globaliserede finansvæsen. Bryd de offentlige opgaver ned i en størrelse som er lokalforankret, giv lokalsamfundene lov til at organisere sig selv, og vi vil formentlig se en markant højere produktivitet, blot vil selve begrebet ’produktivitet’ i sig selv forekomme mærkeligt fremmedgjort og vil glide ud af den almindelige sprogbrug. Eller for bare at understrege min pointe, så er det politiske tiltag om de nye supersygehuse i mine øjne kulminationen på en beton-teknokratisk tankegang. Opskriften på en fiasko. Fraværet af organisk sammenhæng. I stedet mener jeg at vi skal forestille os, at vi hen ad vejen vil drive selv vores hospitaler som kommunale kooperativer.

Men er denne fornyede lokale forankring og denne fornyede forståelse for samfundets organiske karakter så en del af de allerede udbredte populistiske og nationalistiske strømninger? Overhovedet ikke. Eller igen, lad mig tale for mig selv: Jeg har ingen problemer ved at føle mig tryg ved mennesker fra helt andre kulturkredse, jeg kan uden videre føle mig forbundet med disse mennesker, bare jeg fornemmer at de også har denne forståelse for samfundets grundlæggende organiske karakter. Så er vi fint på bølgelængde.