(Kronikforslag til Politiken)

Terror er skrækkelig. Skræk er skrækkelig, frygt er frygtelig, idioti er idiotisk. Terror er designet til at hensætte os i skræk, og når nogen udfører en terroraktion, ja så hensættes vi i skræk. Det er ikke som sådan forrykt men snarere logisk. Terror rammer altid vilkårligt. Det ligger i dens væsen. Var der en mening bag handlingen, f.eks. at handlingen var led i en løbende konflikt eller krig, og at ofrene bare i en eller anden beskeden grad havde andel i denne konflikt eller krig, så ville handlingen ikke være terror men et led i konflikten eller krigen. Og hvis adskillige af de mest krigeriske vestlige lande er i krig med Islamisk Stat, så er deres krigshandlinger overfor os vel ikke terror, men bare et af krigens virkemidler.

På den baggrund forekommer medierne at have svigtet et langt stykke af vejen. Når Frankrig og Danmark og mange andre nationer er i krig med Islamisk Stat, så ville det have skabt en helt anden stemning omkring angrebene i Paris, hvis medierne havde omtalt dem som krigshandlinger og altså udslag af en konflikt som vi som nationer er dybt involverede i. Ved at kalde angrebene for terror, betones det vilkårlige ved valget af ofre og dermed en vinkling af angrebene som rettet mod ”uskyldige”. Og i samme øjeblik det er uskyldige mennesker der rammes, bryder vores forestillinger og retfærdighed og konsekvens sammen, og verden kan fremstå som meningsløs og forrykt. Samtidig må folk der bestemmer sig for at ramme tilfældige og ”uskyldige” jo i en eller anden grad være forrykte, fordi disse ”uskyldige” jo netop ikke har gjort dem noget. Ideen om uskyld og terrorens meningsløshed er således to sider af samme sag.

Angrebene i Paris har udløst en bølge af frygt igennem Europa og timing’en af denne bølge kunne næppe være værre. De europæiske befolkninger var i forvejen ved at miste sit fodfæste pga. flygtningekrisen. Og med den mængde flygtninge EU har accepteret at tage imod, kan det forekommer stærkt overdrevet at omtale det som en krise, men dels er der alle mulige grunde til at tro at mængden af flygtinge er på en stejl opadgående kurve, dvs. at krisestemningen kommer af de underforståede fremtidsperspektiver, dels udfordrer flygtningekrisen den europæiske selvforståelse på et meget fundamentalt plan. Hvis ikke Europa kan vise humanisme, så er der noget i den europæiske folkesjæl som går tabt, og så er vi på en udviklingslinje som vi simpelthen ikke aner hvor vil bringe os hen.

Så midt i denne højst labile tilstand af en form eksistentiel krise rammer disse angreb altså et af Europas historiske og kulturelle centre, og for nogle, måske endda mange, var dette ekstra stød det der skubbede dem ud over en grænse, hvor virkeligheden pludselig opfattedes som væsensforskellig fra førhen, og altså en virkelighed som er grundlæggende usikker og i opbrud og hvor vi står med risikoen for at fortabe vores kultur og identitet, hen ad vejen måske vores livsgrundlag.

Jeg ved ikke om jeg har ret i at den seneste tids begivenheder har haft en så voldsom effekt for mange mennesker, men er denne effekt udbredt, så er den ikke desto mindre forrykt. Hvordan kan vi tvivle så meget på os selv? Hvordan kan vi tvivle så meget på vores samfund og vores evner for at overkomme vores problemer i fællesskab? Ja, det mener jeg faktisk der er en forklaring på, og det er i mine øjne her den sande forrykthed kommer ind.

For at forstå hvorfor vi er så meget ude i tovene er vi nødt til at forstå hvor korrupt en politik der blevet ført i den vestlige verden over årtier. De store og meget reelle forandringer vi har foran os, forandringer som vi alle har forskellige grader af anelser om, er formentlig dem der lægger denne frygtbetonede grundtone. Og hvis det ikke er anelserne om disse forandringer der i sig selv skaber frygten, så er det vores politiske systems fuldkomne blindhed, tavshed og magtesløshed overfor disse forandringer, der gør os alle bange for, hvordan tingene dog skal gå videre her fra.

Efter min opfattelse skal vi tilbage til 60’erne og 70’erne for at forstå vores nuværende krise, og her tænker jeg mere specifikt på den store opvågnen til hvor ikke-bæredygtige vores levemåder i virkeligheden var. Indenfor en kort årrække blev vi bevidste om hvilken grad af forurening af og rovdrift på naturen vores levemåder forårsagede, vi blev bevidste om hvordan vi var i fuld gang med at udtømme planetens begrænsede ressoucebeholdninger, bevidste om hvor politisk ustabil vores verden var som følge af enorme uligheder i fordelingen og forbruget af planetens ressourcer samt hvor undertrykkende mange af vores kulturelle programmeringer egentlig var mht. socialklasser, køn, race og trosretninger. Disse voldsomme erkendelser, denne implicitte men stærke civilisationskritik, vakte et stærkt begær efter at reformere vores levemåder. Og mange var sådan set åbne for forandringer, men hen ad vejen blev det klart, at vi alle var nødt til at ændre os selv i den samme proces. Og det var simpelthen for meget at rumme, for meget at skulle håndtere.

Netop i den krisesituation er det så at neokonservatismen og siden neoliberalismen gør deres entre og begynder at udbrede budskabet om, at vi slet ikke behøver at ændre noget som helst. Vi kan bare fortsætte uhindret med at forbruge Jordens ressourcer, vi kan bare fortsætte med at udpine naturgrundlaget til vores egen vinding, og i stedet for at anse de enorme uligheder for et problem foreslog de neokonservative, at vi skulle hylde disse uligheder som motorer for samfundsmæssig vækst og dynamik.

Men hvis der allerede da var tegn på begyndende sammenbrud og knaphed på ressourcer, hvordan pokker kunne disse vækstparoler så underbygges konkret og omsættes til reel samfundsmæssig vækst? Ovenikøbet når oliekrisen samtidig havde lagt en mægtig ekstra byrde på økonomierne gennem de voldsomt forhøjede oliepriser? Løsningen som introduceredes med den neokonservative/neoliberale bevægelse var et trick, en fidus, rimeligvis verdenshistoriens største fidus, nemlig at tillade en ekstrem udvidelse af pengemængden i samfundet, og med denne udvidelse af pengemængden trådte vi ind i en epoke, hvor vores økonomier og vores vækst var baseret på en accelererende grad af gældsætning samt accelererende værdistigninger på alle samfundsmæssige aktiver, dvs. finansbobler indenfor boliger, aktier, kunst osv.

Det var her, tilbage i starten af 80’erne, at finanssektorens himmelflugt begyndte, og med den en udbredelse af finansielle begreber på praktisk talt alle genstande eller aktiviteter i samfundet. Hvor bankerne tilbage i 70’erne var en forholdsvis ubetydelig servicefunktion til en økonomi, der i øvrigt var baseret på produktion af varer og ydelser, så er bankerne igennem hele denne epoke vokset med accelerende hast, således at den internationale finanskapital nu er mange gange større end nationalstaterne, og nationalstaternes underkastelse for denne internationale finanskapital er det vi kender som konkurrencestaten.

Men hele dette cirkus med bare at udvide pengemængden og stable mere gæld ovenpå i forvejen vanvittige mængder af gæld mødte så muren med finanskrisen i 2008. Og her havde det jo bare været det mest naturlige i verden, at vi havde ladet disse komplet opblæste banker gå konkurs, og således fået reboot’et vores økonomier samt vores ideologier/samfundsforestillinger. Men igen var denne forandring for stor til at vi kunne rumme den. Eller rettere, befolkningerne blev faktisk slet ikke spurgt, befolkningerne blev ikke en gang oplyst om, hvad det var for et cirkus der var gået forud, og helt på egen hånd valgte politikerne i Vesten altså at holde hånden både over og under de opblæste banker. Hermed trådte vi ind i fasen med austerity-politikken, hvor altså den almindelige befolknings opsparinger og realløn løbende blev beskåret for til stadighed at kunne overføre penge til de opblæste banker på randen af kollaps.

Enhver kan sige sig selv selv at denne politik var og er dømt til at slå fejl. Man kan jo ikke fortsætte med at udsulte realøkonomien for at lukke de bundløse huller i en spekulationsøkonomi, som er blevet blæst op til en størrelse som er måske ti eller tyve gange større en realøkonomien. F.eks. ligger Tysklands største kommercielle bank, Deutsche Bank, inde med finansielle forpligtelser til en samlet værdi som er henved 20 gange så stor som Tysklands bruttonationalprodukt. Finanskrisen er ikke ovre endnu for vi har praktisk talt intet gjort for at rydde op i den syge finanssektor, og den forrykthed der hersker indenfor vores ”markeder” er efter min opfattelse, selv hvis det kun er halvt bevidst, i høj grad med til at skabe de herskende frygtbetonede stemninger.

Men den forestående økonomiske krise forekommer ikke at være vores største problem her og nu. Alt det foregående har bare været det nødvendige grundlag for præsentationen af, hvad jeg opfatter som den sande forrykthed. Med finanssektorens himmelflugt har vi fået nogle nye herrer, som ikke er underlagt staterne, ikke underlagt lands lov og ret, men som ikke desto mindre indenfor vores herskende økonomiske systemer har magten til at ruinere en nations økonomi, hvis de skulle bestemme sig for det. Dette overherredømme udgår fra USA, de amerikanske banker styrer dette overherredømme og igennem den amerikanske centralbank har dette overherredømme gjort den amerikanske nation til kautionist for overherredømmets dispositioner. En kaution som formentlig kommer til at koste den amerikanske befolkning dyrt.

Således har vi fået en gruppe af herrer, som ikke er folkevalgte, de er ikke en gang kendte i offentligheden, og de er ikke på nogen måde ansvarlige overfor offentligheden. De lever af at operere i det skjulte, men de har selvfølgelig for længst sat sig på medierne i USA, og udøver derigennem både former for censur og udbredt propaganda. Og som disse herrer lever af at operere i det skjulte har de hele vejen igennem haft tætte bånd til efterretningstjenesterne som i sig selv har opnået en sådan status, at de også mere eller mindre har frigjort sig fra og i mange henseender står over staterne.

Hvis vi som almindelige mennesker føler os udsatte og er urolige for hvordan tingene udvikler sig videre her fra, så er det måske ikke så mærkeligt. Vi har tabt vores politiske mandat, vores politiske repræsentanter forekommer hellere at ville lave korridoraftaler med de nye herrer og sikre at det drypper lidt på landet, end at sikre at befolkningens ønsker bliver klargjort og befolkningens vilje bliver effektueret. Til trods for vores efterhånden lange demokratiske traditioner så har vi på dette punkt af historien overraskende lidt indflydelse på de beslutninger der tages. Den form for magtesløshed giver selvfølgelig uro og nervøsitet.

Men igen, mørkets triumvirat af finansfyrster, mediemoguler og efterretningstjenesternes eminencer samt deres lakajer indenfor det politiske system mærker at de står på løs grund. Hvor længe vil befolkningerne acceptere deres overherredømme. Den oplysning der er sket indenfor den almindelige befolkning siden finanskrisen er begyndt at udfordre deres magtudøvelse. Men det er i virkeligheden mere grundlæggende end som så. Hvis man er en usurpator, en der har tilranet sig magten uden accept fra ”undersåtterne”, hvis altså man er magthaver uden nogen legitimitet, så kan man miste sin magt nærmest fra den ene dag til den anden. Og derfor er usurpatorer altid voldsomt paranoide.

På den måde har samfundsudviklingen over de seneste par årtier haft en særegen logik og konsekvens. Efterretningstjenesterne har fået opbygget en helt ubegribelig stor kapacitet til at overvåge befolkningerne, og efterretningstjenesterne har kunnet iværksætte de mest uhyrlige operationer, såsom iværksættelse af opstande og destabilisering af nationer, og den eneste grund til at disse megalomane aktiviteter har kunnet finansieres har været igennem den megalomane vækst indenfor finanssektoren. Vi skal forestille os, at efterretningstjenesterne i USA er en af landets største arbejdsgivere med en kæmpemæssig stab af programmører som filtrerer alle de data der indhentes fra vores udvekslinger med hinanden, en kæmpemæssig stab af undercover-agenter der infiltrere alle typer af bevægelser og foreninger, en kæmpemæssig stab af trolls som bearbejder debatterne både i det offentlige rum og i mere private cirkler, samt en kæmpemæssig stab til forskellige former for smøring af både det politiske system og medierne. I et sundt samfund, et bæredygtigt samfund, er det altså meget, meget lidt sandsynligt at samfundet ville have så enorme ressourcer at afsætte til noget som er så uproduktivt. Det er kun den opblæste og snylteragtige karakter af vores herskende systemer, der muliggør disse mægtige organer.

Så hvad gør mørkets triumvirat når de mærker at fundamentet begynder at skride? Er de villige til at bruge alle midler for at bevare deres magt? Er de villige til at spille samfundsgrupper ud mod hinanden? Er de villige til bevidst at nedbryde moralen i befolkningen gennem løgne og forræderi? Er de villige til at opvigle til had og krig? Er de villige til udnytte syge og traumatiserede mennesker og udpinte samfund som redskaber til at destabilisere andre mere stabile samfund? Er de kort sagt villige til at bruge alle kneb, selv de allermest beskidte, for at afværge presset imod deres egen magtbase?

En verden præget af sådanne forrykte magtspil er i mine øjne den forrykte verden vi er blevet inviteret indenfor i med terrorangrebene over den seneste tid. Og jeg vil således holde på, at graden af forrykthed står i et 1:1-forhold til graden af skred i triumviratets magtbase, dvs. at den almindelige befolknings oplysning medfører en vedholdende og gradvis opløsning af troen på triumviratets institutioner. Og det er jo den modsvarende positive vinkling af hele denne historie. At vores tid som umælende, magtesløse kastebolde i historiens dønninger er ved at være forbi. I takt med at de herskende systemer begynder at handle med overdreven magt og undertrykkelse, bliver vi almindelige mennesker optændt af begæret efter at skabe vores samfund på ny og i overensstemmelse med det udviklingsniveau vi kollektivt har nået. Det bliver hårdt og i en anden forstand også skræmmende, men også spændende, formentlig endda sjovt, og vi vil samtidig have trygheden ved at vide at vi hver især igen har indflydelse på, hvordan tingene udvikler sig.