Det mentale habitat

panoramica-con-riferimento_campagna_1-2-3_ed3

Både videnskaben og vor tids mystikere er enige om, at virkeligheden ikke findes ”derude” men inde i vores egne hoveder. Det meste af hvad vi ser og opfatter som virkeligt håndgribeligt stof er snarere udtryk for de måder vi mennesker har lært os at påvirke de energier der omgiver os. Den meget overbevisende kontinuitet af alt hvad vi opfatter som virkeligt håndgribeligt stof modsvares af en kontinuitet i vores kollektive opfattelse af de selvsamme ting. Principielt skulle vi således kunne vælge at se tingene anderledes og vores virkelighed ville så forandres, men når det så alligevel ikke er så nemt at gøre skyldes det formentlig, at vi har indarbejdet vores opfattelser af vores omverden siden vi hver især var helt små. Vi har med andre ord gradvist og vedholdende over mange år har opbygget disse mentale billeder af vores omverden i vores hjerner. De indre strukturer der bærer vores virkelighedsforståelse er således indlejrede i hjernen på så fundamentale måder, at den viljesindsats der skulle ydes for at ændre på disse opfattelser ville være enorm. Hvad vi taler om er jo en omprogrammering af hjernen, hvor ikke bare nye opfattelser skal indarbejdes, men også hvor de gamle udlevede opfattelser skal afprogrammeres. Og videnskaben har påvist, at ændringer i et menneskes opfattelser af forskellige ting kræver energi. Og jo mere fundamentale og jo mere omfattende ændringer i ens virkelighedsforståelsen desto mere energikrævende vil ændringen være, hvilket blandt andet netop kommer til udtryk ved, at pågældende menneske vil være nødt til at arbejde vedholdende på denne ændring over lang tid. Et andet udtryk vil være den grad af stress det pågældende menneske oplever igennem disse omprogrammeringer.

På denne baggrund kan det være interessant at overveje hvad globaliseringen har betydet for menneskeheden. Går vi 150 år tilbage indenfor den vestlige kulturkreds eller globalt bare 50-60 år tilbage i tiden, så levede mennesker langt mere stedbundet, hvilket var ensbetydende med, at mennesker levede indenfor lokale virkelighedsforståelser, som blev tillært gennem den lokale kulturs traditioner. Hvor der således var priviligerede grupper i de mest velstående lande, der var begyndt at have en global kosmopolitisk forståelse af verden, så levede langt de fleste fortsat indenfor de lokale virkelighedsforståelser. Som verdensøkonomien ekspanderede trængte disse globale kosmopolitiske forestillinger frem i flere og flere lokalsamfund, og særligt mange unge mennesker var tiltrukkede af at søge mod storbyerne og det liv de repræsenterede. Kulturchok var således hyppigt forekommende. Folk der levede fuldt og helt indenfor deres lokale virkelighedsforståelser, og som pludselig skulle forholde sig til nogle kræfter og levemåder som var fremmede for dem. Dette tema var således naturligt nok blandt de mest fremherskende indenfor den skelsættende kunstneriske strømning, som vi kalder Det Moderne Gennembrud. På den måde er menneskehedens historie rig på eksempler, hvor mennesker har gennemlevet omvæltninger, som har tvunget dem til at ændre deres virkelighedsopfattelser.

Hvor vi står i dag er vist i den grad også et sted, hvor der er lagt op til nogle voldsomme tvungne ændringer af vores kollektive virkelighedsopfattelser. Midt i al vores begejstring over hvad vi er i stand til at skabe og hvor avancerede samfund vi er i stand til at opbygge, kommer vi til at tage en lektion i, at der altså er noget der er mere virkeligt end andet. Vi er jo ikke guder, og vi deler jo vores verden med utallige andre livsformer, som hver har deres egne programmeringer. Det er selvfølgelig unødvendigt at pege på , at det ikke vores opfattelser der skaber de andre livsformer vi deler vores verden med. Vores opfattelser af disse andre livsformer giver dem form for os, og vores former er med til at definere vores relationer til disse andre livsformer, men at der eksisterer livsformer ja et helt univers udenfor os selv står sådan set ikke til diskussion, det er mere det at vores eneste adgang til dette univers er gennem vores egne sansninger og opfattelser. Dybest set er ethvert andet menneske jo også sådan en uudgrundelig livsform i sig selv, livsformer vi hver især giver form på gennem vores opfattelser og disse opfattelser definerer samtidig vores relation til disse andre livsformer. Og ikke bare deler vi verden med alle disse andre livsformer, vores udvikling har hele vejen igennem været fuldkommen integreret med disse andre livsformers udvikling. Og de ting vi mennesker skaber, er jo, når det kommer til stykket, bearbejdninger af nogle energiformer (stoffer) vi har haft foran os eller har fundet ude energilandskabet, i ”skyen”. Således har mennesket med stadig større konsekvens defineret de andre livsformers eksistens som en funktion af hvilken nytte disse andre livsformer gjorde for os, og menneskets effektivitet i retning af at påvirke energierne i omverdenen er nu så stærk, at de øvrige livsformer bukker under for vores påvirkninger, en efter en. Videnskaben taler om ’Den tredje masseuddøen af arter’ og forklaringen på denne masseuddøen er vores insisteren på, at vi mennesker hersker over denne planet og at alle de andre livsformer er underlagt vores behovstilfredsstillelse.

Således er der kommet noget højst uvirkeligt over vores adfærd. Ingen af os behøver jo en videnskabsmand til at fortælle os, at hvis alle andre livsformer uddør, så uddør vi også selv. Enhver kan se, at vores kollektive adfærd er skæbnesvanger og forrykt, og alligevel fortsætter vi vores kollektive adfærd. Som en dødsdrift. Som et lemmingeløb mod afgrunden. Hvad jeg ønsker at pege på med denne note er, at vores kollektivt afhandlede virkelighedsforståelse er som et indre mentalt habitat, og vores adfærd er en direkte afspejling af dette mentale habitat. Og den virkelighed vi møder er de direkte konsekvenser af vores adfærd, konsekvenserne af udfoldelsen af vores skaberevner, som altså er afspejlinger af det mentale habitat.

Menneskehedens enorme udbredelse over planeten siden agerbrugets indførelse for 10-12.000 år siden og i særdeleshed siden industrialismens indførelse for 1-200 hundrede år siden har været baseret på en udvindingsøkonomisk tankegang, altså at mennesket er i sin ret til at udvinde hvilke værdier der måtte forefindes i det omgivende miljø til sin egen selvberigelse. Denne virkelighedsforståelse har været succesrig, men den har samtidig hele vejen igennem været fejlbehæftet på den måde, at de øvrige livsformer led under at være underlagt disse udvindingsøkonomiske tankegange. Tilbage i 60’erne indtraf så en markant opvågnen til, hvor fejlbehæftede disse udvindingsøkonomiske tankegange var. Over en bred kam blev menneskeheden opmærksom på de miljømæssige ødelæggelser som følge af forurening, de miljømæssige ødelæggelser som følge af udpining af naturgrundlaget, samt den sociale udpining af regioner eller samfundsgrupper som følge af at de samme udvindingsøkonomiske tankegange blev anvendt på menneskets arbejdskraft. Samtidig blev menneskeheden opmærksom på det fundamentalt fejlbehæftede og skæbnesvangre ved den stadige udbredelse af den menneskelige population samt det forhold at naturen og dens råstoffer jo ikke var en uudtømmelig kilde men tværtimod, at udvindingen af værdierne jo kun kunne fortsætte indtil det punkt, hvor kilderne var udtømte.

Uanset hvor villigt økonomer og politikere vil forklare årsagerne til 70’ernes krise ved nogle politiske og økonomiske forhold der er til at pege på, så var krisen i 70’erne en krise i vores virkelighedsforståelse. Vores mentale habitat havde gennemlevet en form for jordskælv, og virkeligheden afslørede sig hermed som langt mere bevægelig og langt mere konstrueret og langt mere skrøbelig end folk hidtil havde troet den var. 70’ernes krise var en eksistentiel krise i vores kollektive virkelighedsforståelse. Menneskeheden stod pludselig med udfordringen at skulle omprogrammere sin virkelighedsforståelse og genopbygge et nyt mentalt habitat, som skulle indeholde løsninger på de graverende problemer som den hidtidige virkelighedsforståelse havde forårsaget. Det var en eksistentiel fordring, og som sådan en fordring som krævede stort mod at konfrontere sig med og stor offervilje med hensyn til at yde det store og energikrævende arbejde at gennemføre denne mægtige omprogrammering.

Udviste vi så det påkrævede mod og tog vi den store arbejdsopgave på os? Nej, vi gjorde ej. Den økonomiske krise i 70’erne var udtryk for en reel og dybtgående tvivl i retning af, hvad der egentlig har værdi og hvorfor det er at vi producerer de ting vi gør, og måden vi overkom denne tvivl var ikke ved at gå igennem den, men ved at gribe den mulighed nogen tilbød os om igen at glemme alt om den. Tvivlen blev skrinlagt med fremkomsten af neokonservatismen, neoliberalismen samt med introduktionen af den store finansialisering af vores samfundsøkonomi. Og vi greb denne mulighed med kyshånd og accepterede dette forløjede regime som en afgørende del af vores mentale habitat helt op til finanskrisen. Finanskrisen afslørede så det forløjede og bedrageriske ved disse tankegange og tvivlen gjorde her et markant comeback, men igen tog vi ikke konsekvensen og konfronterede tvivlen eller gik ombord i det hårde arbejde at omprogrammere vores virkelighedsforståelse. I stedet lod vi politikerne tage løgnene og bedrageriet til helt nye niveauer. Det eneste der har forhindret vores økonomier i at bryde sammen over de seneste 7-8 år har været politikernes villighed til fortsat udvide pengemængden og derved muliggøre en fortsat gældsætning, offentlig såvel som privat. Således er tvivlen der stadig, og den vokser og vokser, og som konsekvens svinder den økonomiske aktivitet mere og mere ind, men disse trends imødegås altså af den uhæmmede gældsætning. Den samlede gæld i verden er mere end fordoblet siden finanskrisen i 2008. Vores nuværende tilstand er alt andet end stabil.

Det er på den baggrund at vi med stor sikkerhed kan sige, at der i den grad er lagt op til nogle voldsomme tvungne ændringer af vores kollektive virkelighedsopfattelse. Vores mentale habitat står foran igen at skulle genemleve et jordskælv, og denne gang bliver det formentlig en hel del mere voldsomt end sidst. Simpelthen fordi vi har drevet de fejlbehæftede tankegange så meget længere ud, at naturen er så meget mere udpint, at den menneskelige population er så meget større, at adgangen til råstoffer er så meget mere kritisk. Denne rystelse af vores virkelighedsforståelse vil formentlig være så voldsom, at vi løber en risiko for at det på en eller anden måde slår klik for forskellige grupper eller stater og konsekvensen vil være krige og destruktion i en voldsom skala. Og i de enkelte samfund vil der såvel være folk det slår klik for, fordi de simpelthen ikke kan rumme et så voldsomt opbrud i deres virkelighedsforståelse.

Hvilket fører frem til det egentlige formål med introduktionen af begrebet ’det mentale habitat’. Når en verdensorden bryder sammen, som følge af dens fejlbehæftede og korrupte antagelser og funktionsmåder, vil graden af lidelser alle de berørte mennesker gennemlever i høj grad afhænge af, om der er nogen der træder til med et seriøst bud på en ny virkelighedsforståelse. Altså, at nok kan det være benhårdt at skulle erstatte en virkelighedsopfattelse med en anden, men det er for intet at regne imod oplevelsen af at miste sin virkelighedsforståelse og så ikke at have noget at sætte i stedet. Og der er heldigvis masser af gode folk, der har arbejdet på udviklingen af et nyt mentalt habitat gennem mange år. Hvad der også har været karakteristisk for de forløbne 35-40 år er, hvor uhomogene vores samfund har været. Hele vejen igennem har der været enkeltpersoner eller grupper, som har vendt ryggen til mainstream-samfundet og har udviklet nye alternative funktionsmåder som var i overensstemmelse med, hvad de hver især kunne tro på. Og i disse varierede alternative kulturer er der blevet eksperimenteret og gjort erfaringer, således at der er blevet udviklet mangfoldige alternative funktionsmåder for rigtig mange afgørende samfundsmæssige funktioner. Således er der ved at være et alternativt mentalt habitat, der efterhånden har fået så meget form, og efterhånden dækker så mange aspekter af vores eksistens, at det er klar til at træde i stedet for den verdensorden som er i opløsning.

Vores nuværende tilstand er alt andet end stabil, og der er nærmest ingen ende på alle de forskellige forhold, der kan forårsage de herskende systemers endelige sammenbrud. Således er der stor tryghed i at vide, at vi har et nyt mentalt habitat vi kan flytte ind i, når disse sammenbrud for alvor begynder at rulle. Men det er ikke givet at det kommer til at ske uden sværdslag, i den ene eller den anden form. Den gamle verdensordens dødskamp kan blive desperat, eller rettere, det er den allerede, og det kan komme dertil, at vi er nødt til at sætte alt ind på at genvinde vores ret til at bestemme over vore egne liv. Således er vi alle i en vis forstand internerede i det herskende systems forkvaklede forestillinger, og disse forestillinger og den konkrete udøvelse af disse forestillinger er vi nødt til at frigøre os fra for at kunne flytte ind i det nye mentale habitat. På den anden side er der også den mulighed, at ledende figurer indenfor de herskende systemer indser at de kæmper en frugtesløs kamp og derfor giver slip deres rigide kontrol og styring, og dermed giver vores samfund lov til at undergå forandringer.

 

 

 

(Illustration fra artiklen ”The effects of urban trees on micrometeorology of south and north European cities”, Gianluca Pappaccogli, 2015)

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.