Omsorgsfulde hænder

MDG : Parched soil in the Greater Upper Nile region of north-eastern South Sudan

Udkast til en ny flygtningekonvention

Menneskeheden har bragt sig i en slem knibe. En nederdrægtig knibe, faktisk. Vi har forbrugt jordens ressourcer uden nogen tanker for vores fremtidige behov. Vi har udpint og forurenet naturgrundlaget i en sådan grad, at klodens økosystemer er bragt ud af balance. Både vores adgang til fødevarer og drikkevand er kommet under voldsomt pres samtidig med at klodens population af mennesker fortsat stiger. Forud for borgerkrigen i Syrien var der gået 4 år med den historisk værste tørke. I store områder af landet bukkede kvæg og geder og de øvrige husdyrhold under for tørken, folks livsgrundlag forsvandt, hvilket drev landbefolkningen ind til byerne og skabte de enorme spændinger, som siden blev udløst med borgerkrigen.

Samtidig har vi kloden rundt fået udviklet nogle politiske og økonomiske systemer, som enten er blinde overfor eller bare tavse om disse overvældende udfordringer vi som art og som verdenssamfund er konfronteret med. Og ikke bare er vores politiske og økonomiske systemer blanke overfor de voldsomme voksende ubalancer, disse systemer virker tværtimod snarere sådan, at der er en indbygget acceleration af både vores ressourceforbrug og vores udpining og forurening af naturgrundlaget.

Store dele af befolkningen i Syrien oplevede deres livsgrundlag forsvinde indenfor en kort årrække, og disse samme udviklingstendenser kan konstateres i store områder af kloden. Og hvad skal folk gøre, når de er vidner til at de sidste rester af deres livsgrundlag forsvinder, andet end at bevæge sig derhen, hvor der tilsyneladende stadig er et eller andet livsgrundlag?

Men der hvor klimaflygtningene bevæger sig hen er der i realiteten ikke overskuddet til at tage imod en stor befolkningsforøgelse. Selvom om f.eks. Europa fremstår rigt og med et landbrug som kan producere store mængder fødevarer, så er den velstand baseret på en helt afgørende præmis: Adgangen til billigt fossilt brændstof. I Europa bliver der investeret i størrelsesordenen 10 kalorier fossilt brændstof i hver eneste kalorie mad. Skulle Europa såvel som den øvrige verden opleve en ny energikrise, hvor adgangen til fossilt brændstof bliver væsentligt beskåret, så vil europæerne der indse, at deres landbrugsjord er omtrent lige så død som jorden i de egne, hvor de nuværende klimaflygtningene kommer fra. Det industrielle landbrug, som via den såkaldte Grønne Revolution er blevet udrullet over hele planeten, har efterladt vores dyrkbare land strippet for muld, dvs. strippet for liv og næringsstoffer, hvilket i sig har givet anledning til enorme udledninger af CO2 samt grundlæggende forstyrrelser af vandkredsløbene.

Og det uhyggelige er, at både den ikke-bæredygtige karakter af vores ressourceforbrug og vores udpining og forurening af vores eget livsgrundlag har været videnskabelige kendsgerninger i 40-50 år. På den måde er vi alle flygtninge, og har været det igennem en menneskealder. Vi har flygtet fra disse kendsgerninger, flygtet fra dette ubehagelige møde med realiteterne, men som det nu mærkes af mennesker ud over hele kloden, så begynder disse ubehagelige realiteter at trænge sig voldsomt på.

Således oplever vi i disse år voldsomt stigende spændinger i befolkninger kloden rundt. Tingene kører helt åbenlyst dårligere og dårligere, almindelige menneskers livsgrundlag er kommet under pres, ikke bare i de særligt udsatte områder men igennem alle lande kloden rundt. Og fordi det politiske og økonomiske system ikke på noget tidspunkt har forholdt sig til disse voldsomme udfordringer, men tværtimod er fortsat med at love almindelige mennesker velstand og tryghed, så vokser frustrationerne nu i befolkningerne med en skæbnesvanger konsekvens.

Disse oprørte og forræderiske vande danner så noget nær perfekte vækstbetingelser for demagoger og usurpatorer, som alle benytter sig af det ene og samme billige trick: At fortælle deres vælgerskare at det er nogle andres skyld, at vi er landet i disse vanskeligheder. Så er det muslimerne, så er det russerne, så er det kineserne, hvemsomhelst. Og oprørt og frustreret som den er, vælgerskaren, oplever den faktisk en form for udladning og befrielse ved at høre den foregående periodes administratorer blive hængt ud som skurke. Og vælgerskaren oplever en udladning og befrielse ved at kunne kanalisere sine frustrationer mod en bestemt ydre fjende samt endelig en følelse af sammenhold og stolthed ved at tage del i sin egen stammes ritualer.

Således er vi i disse år, i disse måneder, i disse dage vidner til forskellige voldsomt eskalerende splittelser mellem befolkningsgrupper, mellem regioner, mellem lande, mellem trosretninger mm. Respekten for minoriteter, herunder indvandrere, er hastigt på vej til at blive fortrængt og erstattet af mistro og udstødelse. Samtidig forekommer de humanitære kriser og de allerede store flygtningestrømme at blive brugt udspekuleret og kynisk som momenter i nogle storpolitiske magtspil. Driften imod splittelse, sammenbrud, krig og ødelæggelser forekommer efterhånden så stærk, at det vil være et mirakel hvis det på en eller anden måde alligevel skulle lykkes for os at aflede disse udviklingstendenser.

For bag alle splittelserne er der jo den nederdrægtige knibe vi (menneskeheden) har bragt os i: At vi med 7,5 mia. mennesker nu har bredt os ud over hele kloden, og at vores levemåder samtidig fører til accelererende udtømning af jordens ressourcer og en accelerende udpining og forurening af naturgrundlaget og nu også en accelererende nedbrydning af den sociale orden, både indenfor de enkelte lande og indenfor verdenssamfundet.

 

Det er på den baggrund at FN’s flygtningekonvention kan siges at være fuldkommen nytteløs overfor de realiteter menneskeheden i dag er konfronteret med. Selv i humanistisk henseende virker FN’s flygtningekonvention snarere kontraproduktiv, for konsekvensen af at tage imod et større antal flygtninge vil bare være yderligere nedbrydning af den sociale orden med dertil hørende nedgang i samfundets værdiskabelse og yderligere nedslidning af livsgrundlaget i modtagelandet. Godt nok omtaler FN’s flygtningekonvention ikke flygtninges rettigheder som følge af sammenbrud af livsgrundlaget i en given flygtnings hjemland, men det forekommer indlysende, at menneskehedens muligheder for at bringe sig ud af den nederdrægtige knibe den har bragt sig i, ikke fremmes ved at mennesker over en bred kam giver op overfor skabe et livsgrundlag i sit hjemland for i stedet at skulle trække på det (sparsomme) livsgrundlag, der måtte være i nabolandene eller derudover.

Men er det ikke en vild overdrivelse at hævde at livsgrundlaget er sparsomt f.eks. i Europa? Jo det er tilsyneladende en vild overdrivelse og således velsagtens samtidig temmelig hyklerisk, men det springende punkt er stadig det med adgangen til billigt fossilt brændstof. Uanset hvor fornuftig og fremsynet satsningen på vedvarende energi har været, så har vi stadig ikke et produktionsapparat og en infrastruktur der understøtter en fødevareproduktion og -distribution baseret på elektricitet. Men selv hvis vi rundede ’peak oil’ for 10 år siden, så er der jo fortsat en del olie tilbage, så hvorfor disse dystre udsigter for vore energiforsyning? Der er to vægtige grunde til at mene at vores energiforsyninger grundlæggende vil forandres: Dels er den resterende olie meget dyrere at hente op fra undergrunden, dels har vores hidtidige lave pris været betinget af nogle globale pengesystemer, som er blevet misbrugt ud i det ekstreme, og dette misbrug har bl.a. medført at prisen på olie og andre råstoffer har været kunstigt presset ned. Disse løbske pengesystemer, som man såvel kan kan kalde vores løbske gældsætningsøkonomier, er over de seneste 40 år og særligt siden finanskrisen blevet drevet så langt ud, at nedtællingen til disse systemers sammenbrud er i fuld gang. Og på den anden side af det globale finansvæsens sammenbrud vil priserne på råstoffer (herunder olie) være nogle helt andre end dem vi har været vant til.

Som de løbske pengesystemer har været et helt afgørende moment i menneskehedens accelererede forbrug af ressourcer og accelererede udpining og forurening af naturgrundlaget, således er de enorme ophobede ubalancer i den globale finansverden såvel et afgørende moment i de stærkt stigende samfundsmæssige spændinger. Politikerne synes at være kommet dertil, at det er de desperate midler der nu tages i anvendelse for at holde finanssystemerne oven vande. Og midlerne afslører sig som desperate netop ved de måder de samtidig udpiner livsgrundlaget for befolkningerne kloden rundt. Det er først på den anden side af mødet med realiteterne, at vi vil vide præcis hvor velstående f.eks. Europa, USA og Japan er, og således er det også først på den anden side af mødet med realiteterne, at vi vil vide hvilket reelt livsgrundlag der er at bygge på i f.eks. Europa, USA og Japan. Virkeligheden er jo den, at jo højere mod nord man kommer, desto køligere er klimaet, desto lavere er den biologiske omsætning og desto færre mennesker kan et givet stykke land dermed brødføde.

Konsekvensen af at menneskeheden har bragt sig i denne nederdrægtige knibe er den højst ubehagelige, at prisen på et menneskeliv forekommer ikke at være særlig høj, og i takt med den fortsatte udpining og de accelererende sociale sammenbrud forekommer prisen på et menneskeliv at være på en stejl nedadgående kurve. Hvis ikke menneskeheden formår grundlæggende at ændre sine levemåder, eller hvis ikke menneskeheden bliver reddet i den elvte time at et eller andet mægtigt teknologisk gennembrud, så er der overhængende risiko for at mennesker vil dø i hundredevis af millioner. Måske milliardvis. Så kritisk udpint er planeten, så ikke-bæredygtige er vores nuværende levemåder og så nedslidt er den sociale orden.

Fortsætter denne stærkt nedadgående trend for prisen på et menneskeliv, vil vi efter al sandsynlighed opleve et totalt kollaps af vores humanisme. Eller med andre ord, vi vil opleve at mennesker dør i store mængder og vi vil sideløbende hermed udvikle en afstumpet ligegyldighed overfor det vi er vidner til. Og efter et kollaps af vores humanisme er der intet der vil stå i vejen for også at begynde at dræbe store mængder af mennesker, hvis man føler at de som flygtninge truer ens livsgrundlag.

Så hvad er det humanistiske alternativ? Hvordan skal en nutidig flygtningekonventionen formuleres, så den har relevans for de vilkår der hersker for menneskeheden på dette enestående kritiske punkt af menneskehedens historie? Hermed et udkast:

 

§1. Vi skal holde op med at flygte fra kendsgerningerne.

Vores gennemgående livsindstillinger og levemåder har ført til så udbredt disharmoni og kaos og biologisk udslettelse, at vi ikke kan holde ud at konfrontere os med det. Og så er det at vi flygter. Ind i vanerne, ind i forbrug, ind i underholdning og distraktion, ind i stimulanser og forfængelige drømme om stil og succes og status. Alle de mangfoldige måder nutidens mennesker kæmper med misbrugsproblemer har deres rødder i denne flugtmentalitet. Og det er som en selvforstærkende nedadgående skrue. Jo mere vi flygter, jo mere svigter vi den sunde og harmoniske og kreative rolle som er vores reelle potentiale, og således trækkes vi alle med nogle heftige skygger af omsorgssvigt og overgreb og forulempelser. Og vi trækkes med det fortvivlende misforhold mellem hvordan vores liv i realiteten udfolder sig overfor nogle tågede forestillinger om, at vi har et reelt potentiale til at leve et helt anderledes tilfredsstillende og rigt liv.

Når vores politikere taler om behovet for økonomisk vækst, så er det flugtmentaliteten indarbejdet på de allerøverste samfundsmæssige niveauer. Og vi har fået skabt et mægtigt pengevæsen og en mægtig finanssektor som kun kan overleve, dag for dag, hvis der sker en fortsat udvidelse pengemængden og gældsætningen. Det er også flugtmentaliteten indarbejdet på de allerøverste samfundsmæssige niveauer. Og med flugtmentaliteten indarbejdet blandt de primære samfundsmæssige drivkræfter, fortsætter vi med at udrulle vores levemåder præget af disharmoni og kaos og biologisk udslettelse.

 

§2. Vi skal holde op med at flygte fra der hvor vi er.

Når realiteterne så omsider trænger sig så voldsomt ind på os, at vi er nødt til at erkende at vi har fuck’et op og ødelagt vores eget livsgrundlag, er det så i orden at vende ryggen til det kaos man har skabt for i stedet at forsøge at lægge beslag på et livsgrundlag der måtte findes andre steder?

Det er en kendsgerning, at den verdensorden vi har skabt er gennemtrukket af så store uretfærdigheder i fordelingen af planetens ressourcer, at ”verdensorden” ikke er en rimelig betegnelse. Hvad vi har er systemer til at udtrække ressourcer fra naturgrundlaget og arbejdskraften. Og det er igennem disse systemer, at livsgrundlaget udpines og i den sidste ende helt udslettes. Så de almindelige mennesker der bor i et område, hvor livsgrundlaget er blevet udslettet, de er vel at betragte som sagesløse ofre for disse udvindingsøkonomiske systemer. Men det er faktisk ikke helt så enkelt, for overalt er lokalbefolkningerne jo gået ind på de vilkår der blev præsenteret, og har konkret været dem der udtrak ressourcerne af naturgrundlaget, indtil det var helt udpint.

I en verden der er så fuld af mennesker og hvor livsgrundlaget samtidig er så udpint, er flugt ikke en reel option. Og rollen som sagesløst offer er den mest dræbende af alle. Så hvad vi i stedet skal satse på er den komplet modsatte attitude, at almindelige mennesker over hele kloden tager fuldt og helt ansvar for det udpinte livsgrundlag de konkret er konfronteret med, og med afsæt i denne ansvarlige attitude starter processen med at gendanne livsgrundlaget lige der hvor de er.

 

§3. Vi skal gendanne vores pagt med Moder Jord, gendanne vores forbundethed.

Mennesket er af natur kærligt og omsorgsfuldt og skabende men bliver vi bragt i ekstremt stressende omstændigheder, så forfalder vi til at blive selviske og egenrådige, indtil det punkt hvor vi hævder os selv på bekostning af alt og alle omkring os. Disse ekstremt stressende omstændigheder er dem vi har bragt os i nu, og vores drift imod selvhævdelse og destruktion er allerede meget udtalt. Menneskeheden står ved en udviklingsmæssig skillelinje: Vi er nødt til at lære os selv, hvordan vi kan fastholde at være kærlige, omsorgsfulde og skabende selv under ekstremt stressende omstændigheder.

Og hvis der er et område hvor vi kan udrette mirakler, så er det ved at bruge denne kærlige og omsorgsfulde indstilling i vores omgang med naturen. Livet har jo denne iboende kraft til at vokse og mangfoldiggøre sig, og naturen er sprængfyldt af denne livstrang, og den eneste grund til at vores planet er blevet så udpint skyldes, at vi er gået til naturen med vores egenrådige, mekanistiske og udvindingsøkonomiske tankegange. Lærer vi os at iagttage og studere og lytte til naturen, vil vi kunne stimulere naturens iboende livstrang i en sådan grad, at jordens frugtbarhed kan gendannes indenfor en overraskende kort horisont. Det er dette højt udviklede samspil mellem menneskets kreativitet og naturens iboende livstrang som er vores chance for at overkomme vores voksende flygtningekrise. Det er igennem en slags forløsning af gartnerens omsorg og pleje i hver enkelt af os, at vi gradvist vil kunne gendanne jordens frugtbarhed og dermed gendanne et livsgrundlag for os selv og vores samfund. Omsorgsfulde hænder.

Indledningsvist vil vi mange steder være nødt at starte helt i det små med hvad vi kan dyrke i private haver, i byparker og på tagterrasser mens vores landbrugsmæssige dyrkningsmetoder totalt omlægges, og denne fase vil være den mest kritiske i menneskehedens historie. Kan vi ernære os selv ved hvad vi kan dyrke helt lokalt indtil det store landbrug igen begynder at levere? Kan vi fastholde en social orden i samfundene rundt om på kloden, mens vores levemåder gennemgår en dramatisk forenkling, eller vil de destruktive kræfter af frustration, vrede og selvhævdelse være umulige at inddæmme?

Lykkes det for os at komme nogenlunde helskindede igennem denne særdeles kritiske fase vil en ny verden ligge åben for os. En verden med en overflod af kreativitet og innovation og social og biologisk forbundethed.

 

§4. Vi skal reformere vores politiske strukturer så de bliver reelt demokratiske.

Selvom de omsorgsfulde hænder er vores vigtigste redskab til at overkomme vores civilisatoriske krise, så er det kreative samspil med naturen ikke vores største udfordring. Moder Jord venter bare på at vi kommer til hende. Vores største udfordring ligger i at inddæmme og nedtrappe de løbske følelser af frustration og vrede, og måderne disse løbske følelser udnyttes af demagoger og usurpatorer til koncentrere magten hos sig. Der er stærke fascistiske tendenser på spil i disse opbrudstider, og skulle man spille på sandsynlighederne for hhv. en tredje verdenskrig overfor denne nye og sande grønne revolution, så forekommmer sandsynligheden for verdenskrigen langt langt højere end for den civiliserede håndtering af vores verdensomspændende krise.

Måden vi muligvis kan blive i stand til at demontere den bombe under vores civilisation, som en tredje verdenskrig udgør, er ved at gennemføre en omfattende decentralisering af vores samfundsstrukturer. Kunne vi reformere vores politiske systemer så de blev reelt demokratiske, hvor altså det vitterlig var almindelige menneskers vilje der blev effektueret, så ville risikoen for storpolitiske spændinger formentlig være markant lavere. Kunne vi samtidig reformere vores politiske strukturer, så en langt større del af de politiske beslutninger blev taget lokalt, så ville vi lette vores samfund for en meget stor mængde af dysfunktionelle adfærdsmønstre, der udgår fra vores nuværende magtkoncentrationer og disse magtinstansers sygelige selvoptagethed.

Varetagelsen af nationale særinteresser har igennem generationer været blandt de primære årsager til konflikter i verden og blandt de primære formidlere af de udvindingsøkonomiske tankegange, som har ruineret vores klode. Og nu er der altså en hel række af nationalistiske ledere understøttet af nationalistisk stemte befolkningsgrupper som synes at vi skal give varetagelsen af særinteresserne og de åbne konflikter og de udvindingsøkonomiske tankegange endnu en kørsel. De kalder det den store populistiske revolution. Gendannelsen af tidligere tiders storhed. I en verden der er kørt ned skosålerne. Og således vender vi tilbage til de løbske følelser af frustration, vrede og selvhævdelse samt driften imod krig og ødelæggelser.

Vi står med nogle udfordringer, som angår os alle sammen, hele menneskeheden, og nogle udfordringer som er så overvældende at de rejser spørgsmålet om vores overlevelse som art, som livsform og kultur, og den fortsatte hævdelse af nationale særinteresser fremstår på den baggrund som en slags sær dødsdrift. Selvfølgelig er det i orden at føle forbundethed og stolthed ved sit nationale tilhørsforhold, men på dette punkt af menneskehedens historie kan det ikke handle om den ene nations overlevelse på bekostning af andres, men snarere, at hver enkelt nation kan kun lykkes med at få stabiliseret sine interne forhold såfremt de andre nationer også lykkes med at få stabiliseret deres. Vi er nødt til at løse vores problemer sammen og i respekt for hinanden og vores indbyrdes forskelligheder.

 

 

 

 

(Illustration: africagreenmedia.co.za)

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.