Tilbageholdt fremskridt

LAvare-7©Pascal-Gély-1024x442_L Avare_Comédie de Reims_2014_ed01

Er mennesket et flokdyr eller et suverænt individ? Eller sagt på en anden måde: Tror den almindelige befolkning på lederskab gennem alfahannen (m/k) eller tror den almindelige befolkning på ideer, principper og visioner som kan vinde fælles tilslutning, og at individdet gennem tilslutningen til disse ideer, principper og visioner dermed indskriver sig i kollektivet?

Ingen tvivl om at i vores postmoderne virkelighed fremstår det med at finde frem til nogle ideer, principper og visioner vi kan samles om som et lallende utopisk projekt. I hvert fald her i Vesten er vi så vant til at arbejde med vores individualitet og vores indviduelle præferencer, at vi nærmest har udviklet en blindhed overfor alle de evner og vilkår og begær som vi formentlig deler med stort set alle andre. Og sideløbende med vores arbejde hver især med udviklingen af vores identitet har vi udviklet fordomme overfor andre identiteter, dvs. identiteter vi ønsker at distancere os fra, identiteter vi ikke sympatiserer med og mistror samt på den anden side identiteter vi ser op til og stræber efter at være ligesom.

Postmodernismen beskriver simpelthen dette punkt i vores kulturudvikling, hvor de store samlende samfundsfortællinger styrter i grus, og samfundslivet herefter er karakteriseret af hhv. samspillet og konflikterne imellem alle de mangfoldige løsrevne individuelle fortællinger. Og selvom overgangen fra modernismen til postmodernismen selvfølgelig var en gradvis proces, så fremstår årene 1979-80-81 som skelsættende i en række politiske og kunstneriske henseender.

Og ja, indenfor denne virkelighed hvor de store samfundsfortællinger er brudt sammen og samfundslivet er karakteriseret ved disse atomiserede individer, som hver især bare forfølger deres egne begær uden tanker for nogen andre end dem selv, ja der er det selvfølgelig lallende utopisk at begynde at søge efter ideer, principper og visioner som skulle kunne vinde tilslutning fra langt størstedelen af befolkningen. Omvendt er vi efterhånden alle godt blevet klare over, at samfundet ikke kører som det skal. På alle niveauer af vores samfundstrukturer, lokalt, kommunalt, nationalt, globalt møder vi stadigt stærkere tegn på nogle store samfundsmæssige og kulturelle ubalancer.

Siden finanskrisen er verdensøkonomien blevet holdt flydende på en stærk medicin i form af voldsomme udvidelser af pengemængden, som igen har tilladt en voldsom yderligere ophobning af gæld, og det er denne gældsætning som har holdt hjulene i gang. Men al den voksende gæld er samtidig en stadigt større byrde for økonomien, hvorfor stadigt stærkere medicin bliver ordineret i form af mere og mere yderliggående finansielle forholdsregler.

Virkeligheden er begyndt at trænge sig voldsomt på for rigtig mange erhvervsvirksomheder og politikere samt ikke mindst for den almindelige befolkning. Det bliver ganske enkelt sværere og sværere at få tingene til at hænge sammen, og så bliver folk frustrerede og forlanger at deres politiske ledere skal gøre noget, men de politiske ledere har fået malet sig selv op i hjørne og har i realiteten ingen handlemuligheder. I hvert fald har de ingen handlemuligheder, hvis de førend alt andet anser det for deres opgave at videreføre vores samfund som vi kender det.

Selvfølgelig er resultatet af Brexit-afstemningen og valget af Trump og højrepopulismens fremmarch i Frankrig udtryk for de store frustrationer og de store spændinger, der er vokset frem over de seneste år. Og det er som de pressede levevilkår og frustrationerne får os til at søge efter en stærk leder, der kan rydde op i alt det rod, vi har fået omskabt vores samfund til. Trump solgte sig selv som en sådan stærk leder, Marine Le Pen har nogle af de samme tendenser, og der er selvfølgelig Erdogan og Putin og mange andre som ved at appellere til netop disse længsler i de respektive befolkninger.

Et af de spørgsmål jeg ønsker at rejse med denne note er, om ikke vores flokdyrsmentalitet har været i fremgang igennem hele den postmodernistiske epoke, altså omtrent siden 1980, men samtidig, om ikke vi igennem den samme periode har gennemlevet en fundamental krise i vores flokdyrsmentalitet?

Som udgangspunkt er der ikke noget forkert eller lavt over vores flokdyrsmentalitet. Flokken som samler sig om en alfa er en helt legitim måde at organisere et samfund. Systemet fungerer på den måde, at alfaen udvælges gennem hans styrke, og denne styrke skaber ro og samling på de interne linjer samtidig med at alfaens styrke er flokkens primære værn overfor angreb udefra. Fordi styrke prioriteres så højt er det alfaens gener som flokken ønsker at videreføre, og flokken understøtter alfaen og lader ham fx spise først, men disse helt ekstraordinære privilegier kommer med en pris, og denne pris er selvfølgelig, at alfaen skal være parat til at sætte alt ind på at beskytte flokken. Det er fuldstændig ligegyldigt hvilke grader af smerte alfaen må udholde i hans forsvar af flokken. Kommer forsvaret af flokken til at koste ham hans liv, så står det heller ikke til diskussion. På den måde er hele flokken underordnet ham men han er samtidig underordnet hele flokken.

Når vi således ved modernismens sammenbrud og ved postmodernismen indtog fortabte de ideer, principper og visioner vi hidtil havde samlet os om, og vi hver især begyndte at orientere os imod at skabe vores egne fortællinger og forfølge vores egne individuelle begær, så siger det sig selv, at der hurtigt blev etableret hakkeordener og kliker samt mobbekulturer og sociale skel. Vi begyndte at se op til vinderne og begyndte at dyrke magt og styrke og overlegenhed samtidig med at vi begyndte at se ned på taberne og distancere os fra enhver form for svaghed.

Men på et eller andet tidspunkt undervejs i denne kulturelle udvikling er det at det enkelte menneske stopper op og spørger sig selv, om disse ledere vi respekterer rent faktisk opfører sig som de ledere vi forventer. Og i samme øjeblik den enkelte stiller spørgsmålet bliver svaret leveret uden nogen skygge af tvivl: Nej, vor tids ledere optræder overhovedet ikke som de ledere vi forventer. Og problemet er, at de vil gerne være alfa på den ene side men ikke på den anden.

Vinderne i vores samfund, dem der er lykkedes med at skaffe sig stor magt og rigdom, de vil gerne nyde alle privilegierne og være hævede over alle os andre, men de vil ikke give deres liv for at beskytte samfundet. Faktisk er de ikke parate til at udholde nogen smerte overhovedet, men er snarere ved enhver lejlighed parate til at hive et eller andet vilkårligt medlem af flokken ud og stille ham eller hende imellem sig selv og de angreb og den smerte der måtte komme.

Således kan vi alle hver især stoppe op og erkende, at vi har ladet vores flokdyrsmentalitet gøre os til ofre for en bande af udspekulerede bedragere, et bande af charlataner, fupmagere. Over de kommende år vil denne erkendelse muligvis gå hen og blive så udbredt, at neokonservatismen og neoliberalismens kujonagtige lederskab vil fremstå som så karakteristisk at det vil blive indskrevet i den kommende epokes historiebøger. Og efter al sandsynlighed kan Trump og Le Pen og Erdogan samt mange, mange andre indskrive sig i denne gruppe, og grunden til at dette er i helt overvejende grad sandsynligt er fordi ingen af dem viser en forståelse for omfanget og dybden af den krise vores samfund befinder sig i.

Så når det kommer til stykket, er svaret på notens indledende spørgsmål givetvis ikke enten det ene eller det andet men snarere både og. Vi mennesker er både flokdyr og suveræne individer. Og det politiske lederskab kan ikke være baseret på alfa-egenskaberne alene, men må selvfølgelig være båret af en politisk vision som kan samle samfundet. Og igen her er det jo at Trump og Le Pen og Erdogan m.fl. kommer slemt til kort. Hvad vi ser er, at overalt hvor disse populistiske ledere kommer til magten gennemlever samfundet en dyb og uforsonlig splittelse. Og det er altså ikke spor mærkeligt.

Der er meget ræson i at bruge historien som både inspiration og læremester når det kommer til udviklingen af nye politiske forestillinger, men hvis ens politiske vision er at genskabe fordums storhed og fortræffelighed, så er man altså stævnet ud på et umulig rejse. Og det er der mange der godt kan se. Alt er i forandring, og hvis man forsøger at fastholde samfundet i nogle bestemte former, så vil denne fastholden kvæle de organiske udviklingstendenser, som kæmper for at vinde frem. Vi bliver nødt til at give slip for at blive i stand til at indse i hvilke retninger vi egentlig ønsker at samfundet skal udvikle sig. Det er hul i hovedet at tro at den største lykke består i at genskabe en livserfaring man allerede har gjort. Og det gælder både som individ, som nation og som menneskehed. Selvfølgelig skal vi række ud efter noget helt nyt og mere ambitiøst og mere givende end vi nogensinde før har oplevet.

Den næste er så, hvordan Trump og Le Pen og Erdogan og alle de andre populistiske ledere betjener sig af det gamle trick med at skabe enhed i flokken ved at distancere den fra andre. Nøjagtig det samme tarvelige trick som vi ofte også selv forfalder til at benytte i vores daglige omgang med andre mennesker. Vi her, vi er de fede, vi de kloge, vi er de dygtige, mens de andre, de er de usle, de dumme, de tilbagestående. Men hånden på hjertet ved vi godt at denne attitude er gennemsyret af illusioner.

Ethvert møde med et andet menneske er i virkeligheden et møde med et aspekt af en selv. Hver især rummer vi alle andre menneskelige tilstandsformer i os, og vi har formentlig alle været igennem en lang række af inkarnationer, hvor vi har oplevet meget varierede liv og meget varierede menneskelige tilstandsformer. Personligt er jeg ikke fortaler for at Europa skal åbne sine grænser for flygtninge i store mængder, men der er altså noget ved vores måde at tale om flygtninge og indvandrere, noget i vores måde at møde flygtningene og indvandrene som forekommer mig at være helt ved siden af.

Som jeg forstår vores samfundsmæssige reaktionsmønstre i vores møde med flygtninge handler de primært om vores foragt for svaghed og vores foragt for fattigdom. Og heller ikke det er spor mærkeligt. Hvis det er sandt, at vi alle har levet igennem årtier indenfor et regimente af hakkeordener og kliker samt dyrkelse af magt og styrke og overlegenhed, så har vi alle ved forskellige lejligheder oplevet at blive set ned på, at være udenfor en given klike, at være den dumme der gør det hårde arbejde mens nogle andre skummer fløden. Og i mange tilfælde vil al den skam der følger med disse sociale nederlag have været så ubehagelig, at vi hver især simpelthen har arbejdet på at fortrænge disse erfaringer.

Således kan man hen ad vejen komme et sted hen, hvor man har fået etableret en nogenlunde ro og en nogenlunde uforstyrret social position, men når man så pludselig bliver konfronteret med nogle mennesker, som helt åbenlyst er taberne, helt åbenlyst er de udstødte, så vækker de dybt nede en form for genkendelse af de oplevelser man selv har haft af at være taberen, af at være udstødt. Og det er denne genkendelse af disse glemte skamfulde følelser, som vækker en stor afstandstagen overfor flygtningene, i nogle tilfælde sågar vrede og hævngerrighed.

Men igen, dette er kun gået hen og er blevet et problem fordi alfaerne ikke har været virkelige alfaer, men bare udspekulerede bedragere, fupmagere, kujonagtige ledere. Den tryghed som de virkelige alfaer skaber ved at beskytte fællesskabet har jo været fraværende. Og til dem der her vil indvende, at flygtningene netop udgør trusler mod fællesskabet, så er det efter min opfattelse en rimelig indvending, men det springende punkt er fortsat om lederne rent faktisk hengiver sig til deres respektive samfundsmæssige lederroller, eller om de bare vil høste frugterne af deres priviligerede status. I min optik ville en virkelig alfa aldrig ofre en underordnet for at redde sig selv, og en virkelig alfa ville ikke acceptere mobbekulturer, eftersom mobbekulturer handler om at udstøde nogen fra flokken, og alfaens højeste formål er at sikre alles tryghed indenfor flokken.

Men så er der jo det med terrorangrebene og de seksuelle overgreb begået af asylansøgere, fortæller disse episoder ikke alt om, hvor primitive og farlige disse flygtninge og indvandrere er? Jo sådan ser det ud, men spørgsmålet er om ikke vi kollektivt og følelsesmæssigt bliver kørt rundt med af en form for propaganda, som i realiteten udgår fra vores egne efterretningstjenester. Gør man sig umagen med at undersøge omstændighederne omkring de enkelte terrorangreb, så er der i mange af tilfældene så mange uregelmæssigheder i forhold til de officielle forklaringer og så mange fællestræk i retning af at de bliver udført efter en form for drejebog, at vi som udgangspunkt ikke bør tage dem for, hvad de giver sig ud for at være.

Og hvis den anskuelse er svær at acceptere, så tænk på at det efterhånden er henved 70 pct. af den amerikanske befolkning, som ikke længere tror på de officielle forklaringer af terrorangrebet den 11. september 2001. Altså at langt hovedparten af den amerikanske befolkning efterhånden har accepteret, at terrorangrebet blev iscenesat af nogle forræderiske elementer indenfor det amerikanske magtapparat. Ligesom som mordene på præsident John F. Kennedy og hans bror Robert F. Kennedy og på pastor Martin Luther King Jr. også blev iscenesat af nogle forræderiske elementer indenfor det amerikanske magtapparat.

Hvad vi skal forestille os er, at vores samfund udviser så mange tegn på ubalancer og udlevede funktionsmåder, at samfundet opfattet som en stor organisme faktisk gerne vil transformere sig og antage nye former, men at der samtidig er kræfter som forsøger med alle midler at forhindre disse forandringer i at ske. Personligt tror jeg at vi alle står foran at skulle erkende, at vores efterretningstjenester ikke findes for at beskytte befolkningerne men derimod findes for at beskytte den eksisterende samfundsorden, eller mere præcist for at beskytte de eksisterende magtstrukturer. Efterretningstjenesterne handler på vegne af store pengeinteresser og skjulte politiske interesser, og de vil hellere ofre medlemmer af befolkningen for pleje disse interesser end at tillade at store samfundsmæssige forandringer sker. Altså igen, den samme bande af kujonagtige ledere. Og igen har vi her en gruppe af mennesker som krampagtigt holder fast ved de kendte former.

Men deres kamp er dømt til nederlag. Det gælder for dem, det gælder for os alle sammen, vores samfund vil forandre sig. Det er garanteret. Det er omtrent 50 år siden at store dele af menneskeheden vågnede til den erkendelse, at vores levemåder ikke var bæredygtige. Altså at vi forbrugte planetens ressourcer uden nogen tanker for vores fremtidige behov, og at vi udpinte og forurenede vores eget livsgrundlag ved vores rovdrift på naturen. Og indenfor en kort årrække bredte disse erkendelser sig i den offentlige debat og vi begyndte at spørge os selv, hvordan vi eventuelt kunne omlægge vores levemåder, så de i langt højere grad blev bæredygtige. Men det var jo en kæmpe mundfuld, og så blev vi trætte af diskussionerne, og syntes i det hele taget at det var alt for meget at forlange at vi sådan skulle omlægge vores levemåder, og således bestemte vi os for at fortsætte vores storforbrugende livsstil og vores rovdrift på naturen. Det er lige på dette punkt at de kujonagtige ledere gør deres indtog, og begynder at udbrede det falske budskab til befolkningerne om, at de selvfølgelig bare kan fortsætte med at leve som hidtil.

Og det er denne insisteren på retten til at fortsætte vores ikke-bæredygtige levemåder som garanterer, at der på et tidspunkt kommer store samfundsmæssige forandringer, simpelthen fordi vi har udpint vores livsgrundlag i en så alvorlig grad, at de hidtidige levemåder vil være umulige at opretholde. Og det tidspunkt kunne godt være nu. Måden vi har sat os selv i stand til at fortsætte med at leve indenfor forestillingerne om ubegrænsede ressourcer og ubegrænset modstandskraft af naturen, har været gennem vores løbske pengesystemer og vores ekstreme gældsætning. Den dag vores løbske pengesystemer møder muren, dvs. på det tidspunkt hvor vi indser at værdien af vores penge er blevet fuldkommen udhulet, da vil al vores gældsætning komme til et øjeblikkeligt ophør, og så vil vi med det samme blive voldsomt udfordrede på vores adgang til ressourcer og vores dyrkning af føde på et udpint naturgrundlag.

Sådan er vores omstændigheder her i starten af det 21. århundrede, og ingen politikere, altså ingen politikere, føler sig åbenbart kaldede til at kommunikere disse omstændigheder ud til den almindelige befolkning. Den politiske debat, de politiske programmer, det politiske lederskab, det hele fremstår som en mægtig teaterforestilling, hvilket selvfølgelig gør den almindelige befolkning ekstremt utryg. Almindelige mennesker kan udmærket godt fornemme, at der er noget der slet ikke hænger sammen. Og så er det, at store dele af befolkningen begynder at søge imod lederskikkelser, som udviser noget der ligner alfa-egenskaber. Trump vil ’make America great again’ og Le Pen vil gendanne et Frankrig som en gang var. Erdogan har godt nok været leder af Tyrkiet i en af de mest fremgangsrige perioder i landets historie, og det giver ham som udgangspunkt stor folkelig opbakning, men hans politiske fundament er en fornyet sammensmelten af islam og politik, og at dømme ud fra Tyrkiets hidtidige historie, så virker denne sammensmelten ikke progressiv. Og konsekvenserne af denne regressive linje slår nu igennem ved den splittelse mellem Europa og Tyrkiet som uddybes nærmest dag for dag.

I min optik er vores kollektive virkelighed den, at ingen politikere taler om vores reelle omstændigheder og vores reelle mægtige udfordringer, og hvad vi bliver tilbudt er et demokratisk valg mellem en række forskellige fupmagere og kujoner, som hver især profilerer sig på nogle fuldkommen inferiøre politiske dagsordener. Og således er det ligegyldigt om det er en af systemets kandidater, Hillary Clinton, Cameron, Macron der vælges, eller om det er en af de populistiske kandidater, for der er tilsyneladende ingen af dem som i den mindste grad har forberedt sig på de omvæltninger der kommer. Og jo, der er da en åbenlys risiko for at de populistiske ledere vil slå over i rendyrket fascisme, når de for alvor bliver udfordrede i deres lederroller, men de herskende teknokratiske systemer med al overvågningen og inddragelsen af borgerrettigheder og mørklægningen omkring store dele af magtapparatets dispositioner samt med den massive indflydelse på lovgivningen af store erhvervsinteresser er jo allerede et godt stykke inde på fascismespektret.

Vores samfundsudvikling over det seneste halve århundrede har nu efterladt os et et sted hvor vi må se i øjnene, at korruptionen er ude over det hele. Der findes ikke nogen måder hvorpå vi gradvist kan dreje samfundet tilbage på nogle funktionsmåder prægede af transparens, åbenhed og redelighed. Korruptionen er så udbredt, at ethvert initiativ i retning af en sund samfundsforvaltning er dømt til at løbe ud i sandet, fordi så mange i den givne omstillingsproces vil arbejde på at fastholde deres egne privilegier, fastholde deres egen magtposition. På den baggrund skal vi ikke se det kommende finansielle sammenbrud som en dårlig ting, men snarere hilse det velkomment, fordi netop et økonomisk krak vil have gennemslagskraften til at ryste os ud af vores egocentriske forestillinger, åbne vores udsyn og løsne op for vores forestillinger om, hvem vi er, hvorfor vi er her, hvordan vi egentlig godt kunne tænke os at leve og hvad det er for et samfund vi egentlig godt kunne tænke os at skabe.

Når det kommer til stykket har vi ingen andre til at narre os end os selv, hver især. Og grunden til at korruptionen har bredt sig så meget indenfor vores samfund igennem hele den postmoderne epoke er formentlig den, at vi vedholdende har gået og løjet for os selv. Det er sådan det er med erkendelser, at har man først fået en given erkendelse, så kan man ikke omgøre den, og bare glemme hvad det er man har set. Der er stor forskel på at leve i uvidenhed, og så at blive oplyst omkring et bestemt forholds rette sammenhæng, og efterfølgende gøre som om man stadig lever i uvidenhed. Og er man først stævnet ud på den kurs, hvor man lyver overfor sig selv og andre om hvad man har set og indset, hvad er der så til at sætte grænser for hvor disse løgne stopper?

Det er fordi vi kollektivt valgte at fornægte og fortrænge erkendelsen af den ikke-bæredygtige karakter af vores levemåder, at korruptionen indenfor samfundet er eksploderet indenfor de seneste 4-5 årtier. Og når vores løbske pengesystemer indenfor en overskuelig fremtid møder muren og hele den globale finansielle sektor styrter i grus, så vil skeletterne vælte ud af skabene. Som sagt vil der være efterretningstjenesternes ubeføjede og sygelige forsøg på at kontrollere befolkningerne, der vil være et omfang af politisk bestikkelse som vil få det til at svimle for de fleste, der vil være nogle rystende grader af depravation og perversion i de øverste magtcirkler i form af pædofili og rituelle former for tortur, der vil være blotlæggelsen af en noget nær total prostitution indenfor alle de etablerede medier. Der er en grund til at der er nogen der er helt vildt forhippede på at få startet en ny stor krig mellem denne verdens stormagter. Det er muligvis deres eneste chance for at forhindre, at de bliver indhentet af alle deres forudgående misgerninger.

Når bølgerne imidlertid har lagt sig, og vi for eksempel har fået gennemført en slags Nürnberg-processer for de øverste ansvarlige, som lod alt dette ske og som valgte at tage del i det frem for at afsløre det, vil vi alle være tilbage ved udgangspunktet, tilbage ved den erkendelse vi alle har forsøgt at flygte fra: Hvordan vi kan omlægge vores levemåder og vores samfunds funktionsmåder, så de bliver bæredygtige. Og her vil vi ikke tale om en eller anden vision, vi skal realisere indenfor en horisont på 50 eller 100 år. På dette punkt vil vi have kniven på struben: Enten udvikler vi på stedet nogle bæredygtige måder vores samfund kan fungere på eller også vil det finansielle sammenbrud og korruptionens blotlæggelse føre til at vores samfund går helt i opløsning.

Men vi er ikke på bar bund. Slet ikke. Igennem hele perioden har der jo været frihedskæmpere, som har udviklet alternative systemer og metoder. Der er de permakulturelle og biodynamiske dyrkningsmetoder, der er timebytteordninger og lokale pengesystemer samt i den store skala nye ikke-centraltstyrede digitale kryptovalutaer, der er alternative holistiske behandlingsmetoder for ernæring og opnåelse kropslig ligevægt og trivsel, der er tøjbyttemarkeder og nye gammeldags reparationsværksteder, der er delebilordninger og mange andre former for kollektivt ejerskab, der er medarbejderejede virksomheder, der er nye distribuerede former teknologi, der er nye naturmaterialer til erstatning for syntetiske materialer, der er nye former for direkte demokrati til erstatning for det centraliserede repræsentative demokrati, der er en voksende solidaritet mellem almindelige mennesker på tværs af alle lande på planeten og nogle voksende kollektive ønsker om sikring af værdige levevilkår for alle mennesker overalt på planeten.

Så mennesket er både et flokdyr og et suverænt individ. Der vil være en rolle at spille for denne verdens alfaer, men for de der ønsker at være alfaer, så vær alfaer, og giv jeres liv for at skabe tryghed for fællesskabet. Men frem for alt har vi behov for at samles om nogle ideer, nogle principper og visioner som langt hovedparten af os deler. Og disse nye ideer og principper og visioner forekommer at ligge snublende nær, den eneste grund til at vi ikke kan se dem og tage dem til os er fordi der er så mange ting ved vores nuværende levemåder vi ikke kan få os selv til at give slip på. Og således holder vi os selv i en anspændt og uforløst tilstand, hvor Trump og Le Pen og Erdogan kan slippe afsted med at lancere sig selv som de ledere vi har længtes efter.

 

 

 

 

(Illustration: Scene fra ”L’Avare” (”Gnieren”) af Molière, Comédie de Reims, 2014)

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.