Tilgivelsens realpolitik

nuremberg-trials-end-nazi-germany-001_ed03

Hvad er det for en hetz pressen har haft gang i mod Zentropa’s Peter Aalbæk Jensen over den seneste tid? Godt nok har jeg foreløbig ikke orket at sætte mig ind hvad sagen handler om, og jeg bekender derfor med det samme at jeg udtaler mig på et højst uoplyst grundlag. Det jeg bare har noteret mig er, at der praktisk talt ikke er nogen substans i de anklager der fremsættes i overskrifter og kolofoner. Og således ræsonnerer jeg, at havde Peter Aalbæk Jensen begået virkelige, substantielle overgreb, så var det nok dem der havde fundet vej til dagspressens overskrifter.

For min skyld kan vi godt tale om vores dyriskhed som et iboende mørke vi har i os og sætte det i modsætning til nogle mere oplyste egenskaber ved vores sind, men sagen er jo, at vores dyriskhed er en fuldkommen integreret del af at være inkarneret i en menneskekrop, og vores dyriskhed er en helt afgørende faktor for dynamik i menneskelivet. Tilfredsstillelsen af kroppens mangfoldige behov, og måderne denne tilfredsstillelse opnås, er hvad livet handler om. Selv en skelsættende spirituel opvågnen har jo en kropslig komponent.

I en verden af overflod kan tilfredsstillelsen af kroppens behov udvikle sig til de mest raffinerede former for nydelse, hvorimod i en verden af knaphed vil tilfredsstillelsen af kroppens behov ofte få karakter af en eksistenskamp. Er oplevelsen af knaphed og underskud tilstrækkelig udtalt kan tilfredsstillelsen af kroppens behov føre til adfærd som vi betegner som ’dyrisk’, og siger dermed samtidig noget om et udtalt fravær af de mere oplyste sider af menneskesindet i den givne situation. Men både den raffinerede nydelse og den grove bemægtigelse af genstandene for vores begær er jo stadig udslag af den samme underliggende dyriskhed eller jordiskhed, som altså ikke i sig selv hverken er god eller ond.

Hvis vi skal tale om de mørke sider af vores dyriskhed, så skal vi rigtignok tale om mænd der bliver så opslugt af et seksuelt begær, at de begår overgreb for at få tilfredsstillet deres begær. Men vi skal også tale om kvinder, der bliver våde og villige i mødet med en magtfuld mand, om denne magt så består i en karismatisk udstråling (herunder også dyrisk styrke og potens) eller består i en flamboyant personlighed og rigdom og status. Og vi skal rigtignok tale om, hvordan mænd med utæmmede begær kan blive bedre til at tæmme dem, og vi skal tale om kvinder som giver efter for deres (dyriske) villighed og bagefter fortryder og behændigt udråber sig selv som ofre. Og vi bliver nødt til at gå videre og tale om, hvordan både mænd og kvinder kan udnytte disse instinktive reaktionsmønstre hos det modsatte køn til at opnå personlige fordele, herunder bare en momentan bekræftelse. Det er altsammen funktioner af vores instinkter, som grundlæggende har gode og livsopretholdende funktioner, men som altså også volder os store vanskeligheder på forskellige måder.

Men vanskelighederne stopper ikke der, for tingene er mere komplekse end som så, for den stærkeste nydelse både hvad angår magt og sex er ofte forbundet med at hengive sig til sin dyriskhed, måske sågar de grovere og mere voldsomme aspekter, men kun så længe det stadig er en leg og ingen kommer til skade. Så hvor går grænsen? Vi ved det ikke, og så kan vi eksperimentere og bevæge os helt hen til grænsen og måske over den, men udfordringen er hele tiden at have fat i os selv og vores relationer til hinanden, og sikre os at den leg vi leger er tilfredsstillende ikke bare for os selv men også for den eller de andre involverede. Hvis legen kammer over og den ene parts grænseoverskridende adfærd sårer eller skader den anden, så er der et helingsarbejde der skal gøres, og bliver dette helingsarbejder ikke gjort, vil begge parter gå derfra med en splittelse i sindet og en svækket bevidsthed om deres indbyrdes forbundethed, og denne splittelse vil hermed være en del af hver deres karma og påvirke deres videre adfærd i samme retning.

Samtidig har vores holdning til ’det dyriske’ ofte også moraliserende undertone som er malplaceret, for når det kommer til stykket er det formentlig kun mennesket der er ’dyrisk’. For dyrene gælder der formentlig i helt overvejende grad, at de er i en tilstand af væren, og dyr handler velsagtens sjældent irrationelt og ondskabsfuldt. Vi kan godt kalde det dyrisk, når et rovdyr nedlægger et byttedyr eller når alfahannen tæver en udfordrer, men denne ”dyriskhed” er en integreret del af nogle meget komplekse naturlige balancer som er karakteristiske for denne planets fantastisk righoldige økosystemer. Omvendt når vi kalder forskellige former for menneskelig adfærd for ’dyrisk’, så er det typisk synonymt med ’umenneskeligt’, eller med andre ord, vi dømmer adfærden som grænseoverskridende og en forbrydelse imod de komplekse sociale balancer vi har opbygget i vores kulturer. Et rovdyr begår ikke en forbrydelse når det nedlægger et byttedyr, men hvis et eller flere mennesker optræder som rovdyr overfor et eller flere andre mennesker, så har det typisk karakter af at være en forbrydelse.

Så der er ’det dyriske’ som udtryk for en særlig form for menneskelig afstumpethed, og så er der ’det dyriske’ som vores jordiske urkraft, roden for vores instinkter og mest basale kropslige programmeringer, som altså er hverken er god eller ond, men en fuldkommen integreret del af livet som menneske. Og virkeligheden er vel den, at vi skal finde måder at udleve vores dyriskhed, for ellers vender den sig indad og fører til stress og sygdomme. Dette felt har så en mængde rige og varierede kulturhistoriske aspekter som vi lader ligge i denne forbindelse, men der er en vigtig pointe i sammenhængen mellem hvordan vores dyriskhed kommer til udfoldelse som en funktion af vores oplevede livsvilkår.

Det er således muligt, at store dele af vores samfund har vænnet sig til ganske høje grader af materiel overflod, men når det kommer til kærlighed og omsorg og god solid selvværdsfølelse, så er der masser af knaphed i vores nuværende kultur. Børn der ikke får den kærlighed de skulle have under deres opvækst, unge mennesker som ikke får den respekt og anerkendelse og vejledning de skulle have under deres opvækst, og således træder vi praktisk talt alle sammen ud i livet med et underskud af selvværd. Og dette underskud kæmper vi så med hver især, dels på nogle konstruktive måder hvor vi arbejder på at styrke os selv, dels på nogen uovervejede måder hvor vi søger efter nogen til at give os den kærlighed, omsorg, respekt og anerkendelse vi fortsat savner.

Denne søgen er typisk rettet imod en partner, men den kan også (nærmest instinktivt) blive rettet imod mennesker, som fremstår som autoriteter velsagtens igennem en slags forældreprojektion. Forhold der indgås på disse præmisser er helt åbenlyst i underskud lige fra starten, og er nærmest dømt til at føre til usunde mønstre med afhængighedsforhold og overgreb og skuffelser og yderligere tab af selvværd. Al vores jagen efter status og sikren sig en plads i in-gruppen er formentlig den fejlagtige tilgang til livet, der genererer en stor del af det menneskelige underskud. Lægger vi dertil de enorme uligheder vi har ladet opstå indenfor vores samfund over de seneste årtier, så har vi nærmest det perfekte set-up for at en masse almindelige mennesker vil være parate til at prostituere sig selv for at opnå status og anerkendelse og (drømmer vi om) kærlighed og respekt.

Alt sammen en temmelig omstændelig intro til at rejse spørgsmålet om ikke film- og skuespillerbranchen eventuelt kunne tænkes at være en af de brancher der er tiltrækker mennesker med et mere end normalt behov for bekræftelse, og som følge heraf netop er meget belastet af de ovenfor skitserede usunde mønstre med overgreb og folk der villigt lader sig prostituere? Personligt mener jeg at spørgsmålet nærmest er retorisk, fordi det fremstår så indlysende at det må forholde sig sådan, og på den baggrund bliver det mærkeligt verdensfjernt og hyklerisk at tale om overgreb indenfor den branche. I mine øjne er det udtryk for en grad af politisk korrekthed, som er så gennemført idealistisk og farisæisk, at der ikke længere er nogen jordforbindelse at spore.

Fordi denne debat for mig fremstår som så mærkelig overfladisk og fejlbehæftet, vil jeg i stedet godt komme med et bud på, hvorfor denne debat overhovedet kører i medierne. Og dette bud rummer en stor del af gisninger og hypoteser, men er ikke desto mindre et bud på hvad der er den underliggende substans bag den mediemæssige hype. Jeg vil nemlig her lufte muligheden af, at den mediemæssige hype er startet som en stort anlagt, taktisk afledningsmanøvre. I mine øjne er Peter Aalbæk Jensen bare blevet udnævnt til at være vores lille andedamsudgave af Harvey Weinstein-affæren, og selvom anklagerne mod Harvey Weinstein fremstår noget mere substantielle end dem mod Peter Aalbæk Jensen, så kan Harvey Weinstein stadig være en person, der er blevet udleveret og ofret af nogle personer med langt større magt end ham og med langt fælere ting på samvittigheden end han har.

I de amerikanske undergrundsmedier tales der om en bølge af foreløbig fortroligstemplede sigtelser rejst imod en lang række fremtrædende personer for deres involvering i organiseret sexmisbrug af børn tilvejebragt af store erhvervskoncerner med tætte forbindelser til efterretningstjenesterne. Der er whistleblowers der taler om at human trafficking er blevet en mere lukrativ indtægtskilde for efterretningstjenesterne og deres erhvervspartnere end narkohandlen hidtil har været. Megakoncerner som Halliburton og DynCorp er igen og igen blevet forbundet med human trafficking på flere forskellige planer. Og et af felterne for denne industri af human trafficking er formidlingen af børn til en sexindustri der kører på de allerhøjeste niveauer af samfundet, oppe på niveauet af ’untouchables’.

Hvad vi skal forstille os (hvis denne indledende undergrundsjournalistik ellers holder vand) er, at klikedannelser og magthierakier og hemmelige karteller efterhånden er udviklet til et sådant niveau, at ingen virkelig betydningsfuld stilling bliver besat uden at personen der besætter stillingen er ’sværtet’, dvs. er ’blackmailable’. På de lavere niveauer behøver denne ’blackmailability’ ikke omfatte andet end deltagelse i orgier og overdreven luksus og sex med almindelige prostituerede for (delvist) offentlige midler, men jo højere man stiger i graderne, desto hårdere skal ens ’blackmailability’ også være. Det er her at sex med børn og rituelle drab på børn kommer ind som den ultimative ’blackmailability’ og det vi skal forestille os er, at der over årene er blevet opbygget en hel industri der leverer børneprostituerede til de vildeste og mest grænseoverskridende orgier i de mest magtfulde lag af vores samfund. Nogle børn bliver kidnappet til formålet, som vi blandt andet så det med Laura Silsby-affæren, andre børn bliver opfostret på børnehjem til dette specifikke formål, atter andre bliver solgt (formentlig under falske løfter) til menneskesmuglerne af fattige forældre rundt omkring på kloden.

Hvis der er hold i denne hypotese, at en enorm industri af hhv. misbrug af børn og ’blackmailability’ er udviklet over de seneste årtier, så ville det kunne forklare, hvorfor vores samfund udviser en så enorm krise i lederskab. Jeg tvivler på at en Corydon eller en Lars Løkke er på et niveau, hvor disse uhyrlige grader af ’blackmailability’ er aktuel, men personligt har jeg ikke svært ved at forestille mig, at de hver især er ’sværtede’ på den ene eller den anden måde. Men Corydon og Lars Løkke behøver heller ikke at være så belastede, for de er formentlig begge så villige til at efterkomme de ønsker de mest magtfulde visker dem i ørerne, at de allerede tjener dem højere oppe i magthierakiet og repræsentanterne for de hemmelige karteller.

Det er i det lys, at Harvey Weinstein-affæren måske giver mening som en form for ’damage control’ og afledningsmanøvre. Ved at ofre ham og dermed give dette scoop til medierne og til offentligheden kan det måske tage afgørende momentum ud af de jounalistiske bestræbelser der er i retning af at afdække det helt anderledes organiserede og systematiske misbrug, og al den illegitime magtudøvelse som dette organiserede og systematiske misbrug muliggør.

Hvis der er nogen der har fulgt mig i mine skriverier over de senere år, så vil de vide, at min anledning til at dykke ned i denne verdens mørke sider tog sit udgangspunkt i en søgen efter forklaringer på, hvorfor vi vedholdende og stadig mere effektiv ødelægger den planet, som er vores hjem, vores moder og vores evige inspiration. Og for mig har misbrugspsykologi hele vejen igennem været en nøgle til at forstå vores adfærd. Fremfor at undre mig eller forstrække mig vil det snarere forekomme mig logisk hvis det skulle komme for en dag, at vores samfund vitterlig har været underlagt et regime baseret på misbrug og gidseltagning. Og ligesom med Nürnberg-processerne, der var vores samfunds måde at komme overens med det nazistiske regimes forbrydelser mod menneskeheden, således ville lederne af dette mørke regime af erhvervskoncerner og efterretningstjenster også skulle stilles til regnskab for deres forbrydelser. Men ligesom med naziforbrydelserne ville vi alle også have en andel i, at forbrydelserne udviklede sig til det omfang som de gjorde. I den mest kætterske udgave kan man endda hævde, at det var det misbrug der herskede i alle vores liv, der var den underliggende drivkraft i det samundsmæssige lederskabs mere ekstreme former for misbrug. Altså at lederskabet var afspejlinger af de generelle stemninger, der prægede den samlede befolkning, og deres misbrug var en afspejling af vores misbrug i alle de forskellige former det nu måtte optræde.

Og igen, forudsat at der altså er noget om denne skjulte besættelse af vores samfunds lederskab, ville det muligvis være klogt at anlægge en mere pragmatisk tilgang til spørgsmålet om forbrydelse og straf. Siger vi at der i realiteten er rigtig mange mennesker der er ’sværtede’ indenfor de nuværende magthierakier, så vil det formentlig være overmåde vanskeligt at komme igennem med omfattende afsløringer, hvis ikke de der befinder sig på de lavere stadier af ’sværtning’ får tilbudt et alternativ og en exit-mulighed. Og den forbrydelse lederne på disse lavere niveauer har begået vil typisk også bare være den, at de har været medløbere og er gået med på nogle ting som nogle andre ansporede dem til, og er derved gradvist blevet viklet mere og mere ind i et spind af hemmeligheder og overtrædelser og løgne.

Det er her jeg igen vender tilbage til den store humanistiske nyskabelse som Nelson Mandela og Desmond Tutu indstiftede med Sandhedskommissionen. Altså at vores første prioritet må være at finde måder hvorpå vi kan forsone os med vores forskelligheder, forsone os med vores fejlgreb og forbrydelser, forsone os med vores fortid, for at finde måder hvorpå vi kan få samfundet til at fungere for alle fremadrettet. Vore dages erhvervskoncerner og efterretningstjenester er efter min opfattelse drevet af misbrugspsykologi og er i vores globaliserede verden kommet helt ud af kontrol.

Hvis vi ønsker at få styr på alt det misbrug, der gennemtrænger vores nuværende samfund og levemåder, så er de multinationale erhvervskoncerner samt de private og de nationale efterretningstjenester et rigtig godt sted at starte. Og måden vi muligvis kan få hul på denne byld er gennem det politiske instrument, som Sandhedskommissionen er. Som et mottoerne for de sydafrikanske sandhedskommisssion sagde: ”Revealing is healing”. Vi er nødt til at konfrontere os selv med de mørkeste sider af vores samfunds adfærdsformer, og for at opnå dette indblik er vi nødt til at renoncere på vores trang til at ville straffe folk der har begået forbrydelser. Afsløringerne og indsigterne er meget mere værd for vores fremadrettede trivsel end vigtigheden af at den enkelte forbryder bliver stillet til regnskab og straffet.

Hvis vi således skal have afdækket om der virkelig er blevet opbygget dette verdensomspændende system af organiseret misbrug og ’blackmailability’, og al den illegitime magtudøvelse som dette organiserede og systematiske misbrug muliggør, så er sandhedskommissionen muligvis vores eneste reelle værktøj, og så skal vi for eksempel være åbne for at give amnesti for personer, der i enkeltstående tilfælde er blevet lokket eller presset til at have sex med en børneprostitueret.

 

 

 

(Illustration: Fra Nürnberg-processerne 1945-49)

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.