Hvad det er vi får indblik i med ovenstående foto er selve kollisionskammeret i The Large Hadron Collider i det europæiske laboratorium for højenergifysik Cern ved Geneve. Hvad vi ser er kollissionskammeret med dets vanvittig komplekse konstruktion af partikeldetektorer, en konstruktion der er stor som en københavnerkarré, og her altså er krænget op så man får en fornemmelse af kompleksiteten af det mægtige apparat. Inden atompartiklerne kolliderer i dette kammer er de blevet hvivlet rundt i den enorme cirkelformede forsøgsopstilling med en omkreds på 27 kilometer, som er udstyret med 1.200 kraftige magneter og i midten af tværsnittet af dette mægtige cirkelformede magnetfelt er det altså muligt at etablere to modsatrettede stråler af atompartikler, og accelerere disse partikelstråler op til nogle ufattelig høje hastigheder, og så til sidst bringe disse partikelstråler til at støde sammen inde i midten af kollisionskammeret.

Hver af de 1.200 kraftige magneter er 15 meter lang og vejer 35 tons og er under driften nedkølet til henved det absolutte nulpunkt på -273 gr. Celsius, hvorved magneternes kraft mangedobles, og det er kraften af magnetfeltet som muliggør, at pratikelstrålerne kan accelereres op til de ufattelig høje hastigheder. Til denne nedkøling anvendes i størrelsesordenen 96 tons flydende helium, og med nedkølingen til bare to grader over det absolutte nulpunkt, er disse magneter kandidater til at være det koldeste punkt i hele vores solsystem. Når partikelstrålerne så tørner sammen sker der i størrelsesordenen af 600 millioner partikelsammenstød i sekundet, som hver især eksplodere i op mod 100 mindre partikler, og det er forløbet af disse kollisioner og egenskaberne ved disse mindre partikler man måler på i kollisionskammeret. Ved partikelsammenstødene opstår der vanvittig høje temperaturer på milliarder af grader, og de almindelige egenskaber ved stoffet i universet undergår forandringer, som man mener svarer til stoffets tilstand umiddelbart efter The Big Bang. Således hævder forskerne ved Cern, at de genskaber nogle tilstandsformer som var fremherskende i universet for 13,8 milliarder år siden.

Med sine 27 km i omkreds svarende til en diameter på 8,6 km dækker The Large Hadron Collider et område omtrent på størrelse med København (der er ca. 8,6 km fra Hvidovre til Svanemøllen), og hele forsøgsopstillingen er udført 100 meter under terræn og altså boret ud i Alpernes grundfjeld. Partikelacceleratoren er uden sammenligning den største menneskeskabte maskine til dato, og den forbruger lige så meget energi som Geneve by. Det oprindelige budget for opførelsen af The Large Hadron Collider var på 7,5 mia. euro svarende til godt 56 mia. kr. (2,5 gange prisen for Metrocityringen). Foruden forskere fra Cern’s 22 medlemslande har forskere fra hele kloden haft mulighed for at gennemføre forsøg med partikelacceleratoren, således at omtrent 10.000 forskere fra over hundrede lande til dato har anvendt de ekstraordinære faciliteter siden idriftsættelsen i marts 2010.

Okay, og hvor er det jeg vil hen med denne fysiktime? Ja det kæmper jeg lidt med selv at klargøre, men jeg kan bare ikke lade være med at undre mig. Jeg har stor respekt og sympati for mennesker, der dedikerer deres liv til at udforske den verden vi lever i, faktisk er jeg så rigeligt nørdet selv til at jeg kunne se mig selv begravet i bestræbelserne på at afsløre nogle af denne verdens mysterier, men det er sgu alligevel utroligt, at det lykkedes at stampe 56 mia. kr. op til at bygge et fysiklaboratorium. Og bevares, vi er da helt sikkert blevet en hel del klogere på hvad der foregår på det subatomare niveau, og når man bringer så mange forskere sammen sker der jo også alskens synergieffekter og kreative sammentræf (f.eks. blev http-protokollen som ligger til grund for internettet udviklet på Cern af Tim Berners-Lee i 1989), men det er alligevel utroligt at det lykkes at samle en sådan interesse om etableringen af et fysiklaboratorium. Samtidig må vi også være ærlige og sige, at det bestemt ikke er uden risiko at eksperimentere med universets stof på så ekstreme måder som The Large Hadron Collider muliggør. Jeg mener ikke at der var nogen der med sikkerhed kunne sige, at vi ved disse forsøg ikke ville komme til at slippe kræfter løs, som kunne forrette store ødelæggelser. Så ikke bare skulle enorme summer stables på benene, eventuelle risici ved forsøgene skulle altså også overkommes. Så igen, hvorfor den politiske interesse?

Personligt kan jeg således godt forundres over, at vi er lykkedes med at skabe et så kæmpestort og enormt komplekst fysiklaboratorium, men jeg er sådan set ikke så meget i tvivl om, hvorfor den politiske interesse var der. Sagen er jo den, at vores kultur, ligesom alle forudgående ”store” kulturer, lever på en udvindingsøkonomisk tankegang. Vores kilder til rigdom har alle dage været naturgrundlagt, hvor vi med stadig større effektivitet har udvundet de ressourcer ved hvilke vi har drevet vores samfund og opnået vores rigdom. For alle kulturer forud for den vestlige, var det solens energi der via naturen og vores agerbrugsmetoder tilvejebragte de ressourcer der drev vores samfund. Men opdagelsen af mulighederne for at udnytte den opsparede energi i kul og siden olie sendte de vestlige kulturer og siden alle klodens samfund ud på en formidable udviklingslinje, og skabte den store overflod og den mægtige ekspansion af den menneskelige foretagsomhed, der har karakteriseret de seneste 100-150 år. Siden opdagelsen af kul og olie i store mængder er populationen af mennesker på planeten eksploderet, mens omvendt stort set alle andre livsformer har været i tilsvarende tilbagegang. Men se, olie er jo ikke en fornybar ressource, i hvert fald ikke i det tempo vi forbruger den, og selvom de ikke kunne drømme om at italesætte denne omstændighed under en politisk debat, så ved vor tids politikere dybest set godt, at vi lever på lånt tid. Hvis ikke vi lykkes med at finde nye måder at udvinde energi til at drive vores samfund, så vil knapheden på olie medføre, at planetens muligheder for at understøtte den nuværende store population af mennesker vil formindskes, endda markant formindskes. Vi vil formentlig godt kunne udvikle nogle nye måder at få vores samfund til at fungere på, hvorved der ville kunne etableres et livsgrundlag for alle, men det vil ikke tilnærmelsesvist ligne det liv vi har været vant til. Simpelthen fordi vi ikke længere vil have de hundredevis af ”slaver” arbejdende for os hver især, som vi (ikke mindst her i Vesten) har haft til vores rådighed i form af det kæmpemæssige energitilskud fra olien.

Det er i den sammenhæng man efter min opfattelse skal forstå den store politiske interesse for et projekt som The Large Hadron Collider. Ligesom tidligere tiders opdagelsesrejsende drog for at finde uudnyttede (eller ubeskyttede) naturrigdomme, drager vor tids opdagelsesrejsende også ud i ukendt terræn for om muligt at finde store uudnyttede ressourcer, eller mere præcist at finde adgang til former for energi vi ikke tidligere har været vidende om og gennem udvindingen af sådanne nye energikilder sætte vores samfund i stand til at fortsætte de levemåder vi er vant til eller sågar at ekspandere dem yderligere. På den baggrund er jeg også usikker på om politikerne er tilfredse med de resultater der hidtil er kommet fra Cern. Måske havde politikerne heller set en katastrofal nedsmeltning af anlægget, fordi der pludselig blev sluppet nogle mægtige kræfter løs, for så ville vi vide at der er noget at hente, noget energi at høste. Uden adgang til nye energikilder er timeglasset allerede ved at løbe ud, hvilket kommer til udtryk ved den komplet uøkonomiske skifergasproduktion, ved den meget vanskelige og risikable ’deep sea drilling’ samt ved den voldsomt ødelæggende olieudvinding af tjæresand, og videre ved de enorme politiske spændinger forbundet med etableringen af naturgasledninger henover landegrænser, ved krigene om olieressourcerne i Mellemøsten samt ved et saudiarabisk regime på kanten af kollaps.

Sådan forstår jeg motivationen bag Cern-anlægget. Det er stedet hvor vi spejder efter nye kilder til energi, men i mine øjne er der noget mærkeligt og gakket ved troen på, at sådanne enorme anlæg og så vanvittig komplekse konstruktioner skulle give os de løsninger vi ønsker. Allerede atomkraften var klodset og uskøn og voldsomt sundhedsfarlig for det naturlige miljø, og nu går vi videre i de samme bestræbelser for at udvikle noget som bliver endnu mere klodset og uskønt og potentielt endnu mere sundhedsfarligt for det naturlige miljø. Det er min fornemmelse, at der er en form for forstokkethed i vores tilgang til vores problemer, der er nogle grundantagelser som vi ikke er villige til at sætte spørgsmålstegn ved, og fordi grundantagelserne forbliver de samme, kan vi kun fortsætte ud af de samme tankebaner vi hidtil har forfulgt. Tilbage i min gymnasietid var der en der præsenterede en gåde, hvor der tegnede sig en meget karakteristisk fordeling af svartiderne imellem de der gik på den samfundsfaglige linje, de der gik på naturfaglige eller de der gik på den fysikfaglige. De samfundsfaglige gættede gåden på i gennemsnit 2 minutter, de naturlige på i gennemsnit 5 minutter og de fysikfaglige på i gennemsnit 10 minutter, hvis vi i sidstnævnte gruppe altså ser bort fra de der gav op overfor at løse gåden. Rammen om gåden var oppe i Grønland hvor isbjørne jager sæler ved huller i isen, og man fik at vide, at der godt kunne være huller i isen uden isbjørne, men der kunne ikke være isbjørne uden huller. Derpå blev der slået med tre eller fire terninger, og man skulle så svare på, hvor mange huller og isbjørne der var. Og de fysikfaglige gik jo straks i gang med alle mulige beregninger og sære lovmæssigheder mellem terningernes positioner, men svaret var jo fuldstændig simpelt: Hver af de ulige terninger havde jo en prik i midten, denne prik var et hul i isen, og spørgsmålet var bare hvor mange isbjørne, der sad på lur rundt om hullet på hver af de ulige terninger.

Det er denne form for fangenskab af nogle bestemte tænkemåder der slår mig, når jeg ser på et så enormt og så vanvittig komplekst anlæg som Cern-anlægget. Det er selvfølgelig en smule unfair at stille det sådan op, for jeg aner ikke om nogle andre muligheder ville åbne sig for os med en anden tilgang, det ville også være et eksperiment, men der er bare noget ved størrelsen og kompleksiteten, som gør mig skeptisk overfor om anlægget nogensinde giver os de løsninger vi ønsker. Eller sagt på en anden måde, at anlægget i virkeligheden er en mægtig vildfarelse. Og tanken om at vi i vores kollektive adfærd er underlagt tankeformer, som hen ad vejen er blevet fængsler for vores sind, vil jeg godt forfølge videre. For ikke bare har den vestlige kultur og siden stort set hele kloden været underlagt nogle udvindingsøkonomiske tankegange, de udvindingsøkonomiske tankegang har udviklet sig mere og mere ekstremt, således at vi åbenlyst dræber naturen med vores udvindingsøkonomiske adfærd. Og hvor vores forskellige samfund tidligere udviste nogle grader af solidaritet og fællesskab er de udvindingsøkonomiske tankegange efterhånden blevet udfoldet med en sådan konsekvens, at de sidste rester af solidaritet og fællesskabsfølelser er ved at være udslukt. Her i starten af det 21. århundrede findes erhvervskoncerner ikke for at tjene sine kunder, hvad erhvervskoncernerne til stadighed bestræber sig på og med alle midler forfølger er, hvordan de kan optimere udnyttelsen af den globale arbejdskraft samt hvordan de kan malke flest penge ud af kunderne for det produkt eller den ydelse de leverer. Og erhvervskoncernerne har enorm succes med deres strategier, så meget at det der før var en middelklasse er ved at blive et proletariat, og det der før var billig arbejdskraft er ved at blive regulært slaveri. De nuværende globaliserede selskabskonstruktioner udfolder de udvindingsøkonomiske tankegange med en sådan konsekvens, at det summerer op til en form for kollektiv dødsdrift for hele menneskeheden.

I min optik er det folk, der allerede er mere eller mindre opslugte af disse udvindingsøkonomiske tankegange, der bevilger penge til projekter som Cern eller bevilger penge til projekter til fremtidige bosættelser på Mars. Selv de der sidder øverst i det udvindingsøkonomiske hierarki kan se at timeglasset er ved at rinde ud, og at vi snart vil have lagt vores nuværende hjem øde. Det er derfor de presser på for at vi skal bryde igennem til nogle nye udvindingsøkonomiske muligheder. Det er alt sammen så forstokket og klaustrofobisk og sygeligt, for der jo alternativer til dette regimente, blot er vi nødt til at acceptere en tilbagegang i vores materialistiske levevis. Denne efterhånden verdensomspændende besættelse af de udvindingsøkonomiske tænkemåder er forbundet med livstilstand uden af ligevægt, og en af måder denne uligevægtstilstand kan beskrives er som en voldsom dominans af den venstre hjernehalvdels måder at tænke på overfor den højres. Den højre hjernehalvdel har ikke de samme drifter imod erhvervelser og ejerskab, den højre hjernehalvdel interesserer sig ikke for fremtiden og har ikke behov for fremgang, men er i stedet optaget af Væren. Det er derfor at det at opholde sig i naturen er så stimulerende for os, fordi det at opholde sig i naturen vækker den undertrykte højre hjernehalvdel til live og vi kan (måske) for en stund få lov til bare at hengive os til bare at være. Men denne tilstand af Væren er alt andet end tom og den er heller ikke uden udvikling. Tilstanden er snarere den at være fuldkommen integreret i sit miljø, skellene mellem en selv og omgivelserne bliver meget mere diffuse, og man udveksler således frit med sine omgivelser over en båndbredde der tusinder gange større end hvad den venstre hjernehalvdel er i stand til at behandle. Og i denne tilstand af immersion får vi nogle andre tilgange til at forstå os selv og den verden vi er en del af. Et meget anskueligt ekesempel kunne være geniale gartnere som Sepp Holzer eller Colette O’Neill, som lever så intenst sammen med deres planter, at de de opnår indsigter i hvad der skal til for at fremme en given plantes eller en given biotops trivsel. Andre anskuelige eksempler kunne være Henry David Thoreau’s liv og forfatterskab eller mennesker som dedikerer deres liv til en rytme af meditation og bøn.

I en vis forstand kan myten om Adam og Eva siges at beskrive vores skift fra at leve i verden domineret af højre hjernehalvdels tænkemåder til en verden der er domineret af venstre hjernehalvdels tænkemåder. Der er noget paradisisk over oplevelsen af en selv som fuldkommen integreret i den verden man er en del af, og der er et syndefald i samme øjeblik vi skifter til at ville erhverve og eje og omskabe verden til vores egen fordel. Og der er en sammenhæng med skiftet i puberteten fra barndommens virkelighedsforståelse og voksenslivets virkelighedsforståelse. Det er ikke sådan at driften imod og fuldbyrdelsen af ens forening med det andet køn endegyldigt fordriver en fra et liv hengivet til Væren, men det bliver på så mange måder vanskeligere at nå denne tilstand af ro og accept og livsfylde, når man samtidig skal koordinere sit liv og sit fokus med ’den anden’. Ikke mindst når man lever i en periode med en så udbredt venstre hjernehalvdelsdominans. Men det skal ikke gå for at være et argument imod at skabe et liv sammen med ’den anden’, det siger bare noget om hvor meget mere beslutning det kræver at holde fast i nødvendigheden af med mellemrum at opleve nogle grader af immersion. Hvor vi er lykkeligst er måske når vi oplever denne tilstand af immersion sammen med ’den anden’, det kan være erotisk men det kan også være en fælles hengivelse til udførelsen af et bestemt arbejde eller en natur- eller rejseoplevelse hvor man føler man er helt på bølgelængde.

Som kontrast til den kollektive dødsdrift i form af vores løbske udvindingsøkonomiske tankegange har den højre hjernehalvdel en anden forestilling om økonomi, hvor alle livsformer er forbundet indbyrdes og alle livsformer har en vigtig plads, og trivsel kan kun være et spørgsmål om det samlede systems trivsel og ikke enkelte livsformers trivsel på bekostning af nogle andre. Den højre hjernedel har en umiddelbar forståelse for livets overdådige mangfoldighed og højtudviklede ligevægtstilstande, hvor intet af det der sker er tilfældigt eller omsonst. I denne forestilling om en mægtig levende helhed findes der ikke affald, for hvad der måtte være affald for den ene livsform er føde for en anden livsform, og således er vores oprindelige frodige og grønne planet et system i balance, en mægtig kredsløbsøkonomi, hvor hvert eneste led i stoffernes cyklusser og cyklusserne af fødsel og død er afgørende for opretholdelsen af frodigheden og balancen og den organisk voksende mangfoldighed.

Så skal vi ikke bare alle sammen emigrere over i den højre hjernehalvdel? Jeg tror oprigtig talt det ville være en god idé, hvis vi alle gav den højre hjernehalvdels tænkemåder meget mere plads i vores liv, også selvom konsekvensen muligvis vil være mindre materiel velstand, men der er jo en grund til at vi er udstyrede med begge hjernehalvdele, og hvad vi skal stræbe efter er nok nærmere at bringe ligevægt imellem de to. Det ville i sig selv være en god start, men jeg vil faktisk gå videre og hævde, at hjernen i virkeligheden ikke er arnestedet for vores oplevelse af Væren. Jeg vil hævde at hjernen er et sanseorgan, og at grunden til at vi har to hjernehalvdele er fordi de to halvdeles forskellige synsvinkler dramatisk udvider kvaliteten af vores sansninger. Påstanden er, at hjernen ikke bare registrerer og behandler input fra vores fysiske sanser, den opfanger også energier og vibrationer direkte, og behandler og fortolker disse input. Og muligvis broadcaster hjernen også energier og vibrationer ud i omgivelserne. Når vi får et indfald, en pludselig inspiration, hvor kommer den så fra? Okay, det kan være to mere eller mindre erfaringsbaserede tanker, der pludselig krydser hinanden og skaber en ny synsvinkel, og altså en proces der stadig er indeholdt i det enkelte menneske. Eller også bevæger vi os rundt i en suppe af energier og vibrationer, og vi samler op og behandler og bearbejder forskellige indtryk løbende, og igen her kan der være tanker der krydser hinanden og skaber en tredje. Men det kan altså også være mere mystisk end som. At mennesket i virkeligheden rent fysisk er forbundet til en form for vibration der gennemstrømmer hele universet, og jo mere vi åbner os selv for muligheden af en sådan forbundethed, jo mere åbner vi for en kommunikation med de dele af os selv, som befinder sig på stadier imellem tilstanden af at være fysisk inkarneret og at være ét med den vibration, der gennemstrømmer hele universet.

Hvad jeg sigter til er tilstedeværelsen af et højere selv, som vi i givet fald alle hver især ville have, og som vi alle har mulighed for at kommunikere med. Dette højere selv er stadig en del af ens livsessens, ens sjæl og væren, men det er hævet over kroppen og findes kun som energier umiddelbart over kroppen. Dette højere selv er så muligvis bare det første led i en række stadier på vej mod enheden med den universelle livgivende kraft. Det er selvfølgelig bare en hypotese, men det meget attraktive ved denne hypotese er ideen om at vi mennesker har en del af vores personlighed i form af ren energi, og kan således på dette stadium af ren energi udveksle stemninger, harmonier, følelser og ideer med en hurtighed og en båndbredde, som er langt hinsides hvad vi formår gennem vores fysiske kommunikation. Når jeg før har hævdet at alle mennesker har clairvoyante evner, så handler det om disse muligheder vi har for se og sanse og kommunikere på tværs af tid og rum. I forhold til det 19. århundredes idealistiske sjælemodel og det 20. århundredes psykoanalytiske sjælemodel ville disse forestillinger svare til en ny sjælemodel, men den ville ikke ligge særlig langt fra de forestillinger f.eks. Carl Jung gjorde sig om menneskets forbundethed med sit ophav og sin omverden.

Hvad er det der får forskere eller kunstnere eller tænkere til at kredse om de samme problemstillinger? Hvis vi antager at de ikke er drevet af andet end deres interesser, hvorfor er det at de gennemlever de temmelig opslidende processer med at søge efter svar eller løsningerne i nogle bestemte retninger, også selvom resultaterne af den søgen til stadighed udebliver? På en eller anden måde må de have en idé om at der er noget at hente ved at søge i netop de retninger. Hvor kommer den idé fra? Eller man får en indskydelse om at gå en anden vej end man plejer og pludselig der render ind i en gammel ven man ikke har set i lang tid. Hvor kom den indskydelse fra? Siden jeg var omkring tyve år har jeg været opmærksom på at lytte til min indre stemme og jeg har bestræbt mig på at følge vejledningerne fra min indre stemme, men hvad er min indre stemme når det kommer til stykket? Har alle mennesker en indre stemme, og der er bare nogle der respekterer den og andre der ikke gør? For mig at se er der mange og rimeligt overbevisende grunde til at tro på eksistensen af det højere selv, forstået som en del af min personlighed og en overbygning eller forlængelse af min fysiske krop. Mit højere selv er stadig ”mit” men fordi vi her er på det første stadium på vej mod vores forbundethed med alt som er, så kan mit højere selv godt siges at være en smule mindre ”mit” end for eksempel min krop er ”min”.

Og som om det ikke var nok, stopper det vidtløftige ved denne note ikke en gang her. I samme øjeblik vi åbner for muligheden af et højere selv som kun eksisterer i energiform, og vi åbner for muligheden af at kunne se og sanse og kommunikere på tværs af tid og rum, så åbner vi for muligheden af at vi kan komme i kontakt med og udveksle med væsner fra andre verdener. Personligt har jeg ikke svært ved at overveje muligheden af at Jorden måske til alle tider har været besøgt af væsner fra andre verdener, og jeg har heller ikke svært ved at overveje muligheden af at Jorden i disse år også er under påvirkning af væsner fra andre verdener. Hvor nogen synes dette er et kæmpe spørgsmål, der potentielt kan ændre alt, så synes jeg ikke det er afgørende. Hvis vi hver især har et højere selv og dette højere selv kan opfange impulser fra andre, herunder eventuelt væsner fra andre verdener, så er det stadig hhv. mit højere selv eller dit højere selv, og vi har selv hver især opgaven med at sortere og vælge mellem de impulser vi får, og gøre op med os selv hvilke impulser vi vil gå videre med. Det er derfor at det efter min opfattelse er så vigtigt at fastholde en balance mellem de to hjernehalvdele, fordi denne evne til at skelne imellem hvilke indskydelser der er positive og konstruktive og hvilke indskydelser der snarere er det modsatte forudsætter at begge hjernehalvdele er aktive og tager del i processen. Når man indenfor filosofien taler om det enkelte menneskes dømmekraft, så er det efter min opfattelse det vi taler om, altså en evne til at skelne baseret på kvalificerede vurderinger af både højre og venstre hjernehalvdel.

Hvad vi oplever som en strid imellem udvindingsøkonomiske tankegange overfor kredsløbsøkonomiske tankegange, hvad vi oplever som en strid imellem egocentriske drivkræfter overfor drivkræfter til at tjene noget der er større end en selv, hvad vi oplever som en strid imellem ekstrem venstre hjernehalvdelsdominans overfor forsøg på at indføre nogle mere holistiske modeller og tænkemåder, disse konflikter findes muligvis igennem hele universet og ikke bare på planeten Jorden. Hvis vi således allerede har striden i os og vi samtidig har suveræniteten til selv at tage stilling og vælge hvad vi vil gå videre med, hvad betydning har det så om der samtidig er nogle udenjordiske indflydelser der samtidig skubber i den ene eller den anden retning. Det er på den baggrund at denne strid har karakter af et universelt dilemma, og denne strid er muligvis livets primære dynamik.

Men fronterne er trukket meget skarpt op i den tid vi lever i nu. De nulevende generationer af mennesker er formentlig de der afgør planeten Jordens videre skæbne. Og tanken om at vi står i kontakt med udenjordiske eksistensformer er alligevel interessant. Da vi ikke ejer teknologier der sætter os i stand til at opsøge livsformer på planeter i andre solsystemer, så må vi rimeligvis antage, at de livsformer der måtte opsøge os i forskellige henseender er mere avancerede end os. Og videre må vi antage, at i det omfang vi bliver opsøgt af livsformer fra andre verdener, så bliver vi formentlig samtidig opsøgt af agenter fra systemer der er egocentrisk motiverede og agenter fra systemer der er holistisk motiverede. Eller med andre ord, på samme måde som der er en strid imellem os mennesker her på Jorden om hvilke drivkræfter der skal bestemme hvordan vi forvalter vores ressourcer her på Jorden, således bliver begge lejre støttede af hver deres udenjordiske agenter, uden at vi dog hver især er helt bevidste om hvor vores inspirationer kommer fra, og striden på Jorden bliver således bare en blandt en million andre lignende konflikter mellem de samme basale drivkræfter og orienteringer.

Men igen, fronterne er trukket meget skarpt op nu og her på planeten Jorden, de herskende udvindingsøkonomiske tankegange fortsætter mere eller mindre uantastede, men timeglasset er ved at rinde ud, udpiningen af de tilgængelige ressourcer på Jorden er allerede fremskreden og den totale ruinering af planetens mangfoldige økosystemer er slet ikke så langt ude i fremtiden som mange går og tror. Og her kommer det virkelig paradoksale: Såfremt vi har en eller anden grad af kontakt til begge disse udenjordiske interessegrupperinger, så må vi selvfølgelig antage at de begge råder over teknologier der kunne hjælpe os ud af den graverende energikrise vi har umiddelbart foran os her på planeten Jorden. Altså at begge udenjordiske interessegrupperinger råder over teknologier der trækker på energikilder vi endnu ikke kender til. Og spørgsmålet bliver således, hvorfor de ikke stiller disse teknologier til rådighed for os? Forbliver vi indenfor dette tankeeksperiment er det faktisk ikke svært at give svar et på det spørgsmål.

Hvad angår interessegrupperingen der er drevet af udvindingsøkonomiske tankegange er det klart, at de vil ikke stille deres teknologier til rådighed for menneskeheden med mindre denne teknologiske opgradering giver dem adgang til flere ressourcer og mere energi. De har jo i sagens natur ingen tilfredsstillelse ved bare at dele og se andre vokse og trives. Hvad angår den anden interessegruppering med en holistisk kredsløbsøkonomisk tankegang er de sådan set villige til at dele uden at skulle have noget igen, men deres problem er at menneskeheden befinder sig i en sådan grad af indre forvirring og kaos, at de ikke har nogen sikkerhed for at deres mere avancerde teknologier så vil blive anvendt af menneskeheden til kreative, konstruktive, holistiske formål. Skal man dømme på basis af den adfærd den nuværende menneskehed udviser er det faktisk langt mere sandsynligt, at de mennesker der får adgang til denne avancerede teknologi vil bruge den til at indsætte sig selv som herskere og de avancerede teknologier vil således blive årsag til yderligere splittelser og dysfunktionalitet og ødelæggelser. Set fra deres standpunkt er de nødt til at vente på at menneskeheden får lidt samling på sig og hvad det er menneskeheden samlet set ønsker sig, for det er først der at menneskeheden vil have opnået en grad af modenhed til at kunne administrere disse stærkere teknologiske midler.

Eller vi kan tage den samme diskussion tilbage til det rent jordiske plan og spørge hvad det er for en holdning der skaber et klima af overstrømmende kreativitet og innovation og således sandsynliggør gennembrud til nogle helt nye indsigter og nogle helt nye muligheder? Er det et klima af eksistenskamp og nådesløs konkurrencementalitet og hvor den enkelte forsker holder sine kort tæt til kroppen for at sikre sig  ’intellectual properties’ til sine opdagelser? Er det et klima hvor politikerne mener at vide i hvilke retninger forskningen skal bevæge sig og således er det politikerne der bestemmer hvad forskerne skal interessere sig for? Er det et klima tildelingen af alle de kombinerede private og offentlige forskningsmidler bestemmes af mulighederne for at kunne skalere løsningerne, dvs. at muligheder for at kunne tjene penge på løsningerne går forud for vurderingen af løsningernes effektivitet? Svarene er nej, nej og nej.

Hvis vi ønsker at skabe et klima hvor forskningen (igen) sprudler og bryder igennem til grundlæggende nye indsigter, så sikrer vi at forskerne får den nødvendige økonomiske tryghed om deres forskning, vi sikrer at de får friheden til at forfølge deres egne interesser og intuition, omvendt skal forskerne også forstå at disse privilegier medfører at deres bidrag er samfundsmæssigt fælleseje. Endvidere sørger vi for at beskytte forskningen mod alle de uvedkommende interesse der står parat til at lægge deres klamme hånd på resultaterne. Og vi skaber et klima af fuld åbenhed og konstant videndeling på tværs af institutioner og landegrænser, og vi sørger for at resultaterne af forskningen stilles til rådighed for alle. Og således er det ikke svært at se, at vækstpotentialet også i denne henseende ligger i en helt anderledes helhedsorienteret tilgang, eller med andre ord, en balanceret venstre-/ højre hjernehalvdelstænkning i modsætning til den herskende stærkt venstre hjernehalvdelsorienterede tilgang. Kunne vi gennemføre en sådan revolution af vores tænkemåder, så ville vi formentlig ikke have brug for hjælp udefra til at bringe os ud af det dødvande vi er landet i, og vi ville givetvis finde på nogle langt mere elegante og effektive løsninger end mastodontiske projekter som The Large Hadron Collider.

.