The Deep State, er det en ting?

Capitol Hill_Ryan Heffernan

Hvornår mister man sin barnetro? Ja, det er velsagtens når man oplever et så alvorligt svigt indenfor en følelsesmæssig relation, at det strider så voldsomt imod hvad man hidtil troede var virkeligheden, at man er nødt til at ændre sin opfattelse af virkeligheden. Dette svigt tvinger en til at revidere ens opfattelse af både relationen, den anden eller de øvrige parter og hans/ hendes/ deres motivationer. Og dette brud med hidtidige opfattelser, samt de konsekvenser man drager af det opfattede svigt, afstedkommer så forskellig kompenserende adfærd, og disse forskellige former for kompenserende adfærd bliver så vores barrierer for siden at kunne give os hen og opleve former for opfyldelse. Jeg vil mene at det er derfor mennesker søger en religiøs praksis, for igennem meditation eller bøn at blive i stand til at nedbryde disse barrierer og igen blive i stand til at tage livet ind, fuldt og helt.

Mange mister formentlig deres barnetro allerede mens de er børn, endda små børn, og sådanne mere eller mindre skadede børn vil typisk stævne ud på en livsbane som også er præget af svigt og skader, enten som den forvoldende eller den forvoldte part. For andre er det mobning i børnehaven, skolen eller arbejdspladsen der gør det, for nogen er det svigt i forbindelse med en forelskelse eller et fejlslagent forsøg på at udleve en drøm man har, men alle har de det til fælles, at man troede på en verden der hang sammen og man selv var integreret i den til at bruddet indtræffer, og ens verden ikke længere hænger sammen som førhen, og det er på ingen måde givet at man har en naturlig plads i den. Faktisk vil bruddet ofte opleves som, at man er blevet udstødt fra helheden, altså en form for syndefald.

Dette tab af ens barnetro kan så også indtræffe i forbindelse med moralske svigt, selvom disse svigt selvfølgelig må være pænt graverende for at udløse en så konsekvent virkning. Og så er der måske dem der mener, at vi her forlader de følelsesmæssige relationer og bevæger over i nogle langt mere komplicerede filosofiske, intellektuelle og kontraktlige relationer, men det er jeg ikke enig i. Efter min opfattelse har moralske forhold i høj grad karakter af at være følelsesmæssige. Den moralske impuls kommer fra samvittigheden, og samvittigheden er en form for sjælelig og følelsesmæssig tilstedeværelse. Vi taler ikke om godhed eller et ønske om godhed, men om helt anderledes konkrete indre følelsesmæssige impulser som vejleder os i vores relationer til andre mennesker (og hele vores omverden for den sags skyld). Jeg tror enhver vil kunne følge mig når jeg peger på, at en samvittighedsfuld persons møde med samvittighedsløshed kan opleves som et stort svigt. Den ene part gør sig på sin side umage med at inddrage andre mennesker i sine vurderinger af hvad der er rigtigt og forkert, og den anden part skider på andre mennesker og forfølger bare sine egne egocentriske interesser, og sidstnævntes samvittighedsløshed udløser altså en følelse af svigt og moralsk krise hos førstnævnte.

Har en person dog nået voksenalderen uden at have fået sin barnetro totalt jordet, så har samme person også udviklet nogle evner for at beskytte sin samvittighed og sin grundlæggende godhjertede karakter overfor de evindelige større eller mindre dagligdags svigt, der erfaringsmæssigt følger med livet. Og alligevel kan selv voksne mennesker blive udsat for så alvorlige svigt, at ens barnetro alligevel risikerer fortabelse. Og det er netop sådanne tider vi lever. Tider hvor der er så udbredt korruption og så stærke egocentriske drivkæfter, at det kræver en enorm omhu og vedholdenhed at fastholde en samvittighedsfuld og grundlæggende godhjertet tilgang til både livet, arbejdslivet og samfundslivet. Og uanset alle de stærke påvirkninger af børn og unge i retning af selvforhærdelse og identitetsdyrkelse, så vil jeg hævde, at forskellige former for idealisme stadig lever i mange unge mennesker, og at denne idealisme netop er udtryk for at deres barnetro endnu ikke er helt undertrykt. Med andre ord, at de for eksempel i deres valg af levevej faktisk er drevet af et ønske om at skabe værdi for andre mennesker, at spille en positiv rolle i andre menneskers liv, og det kræver måske det meste af en længerevarende uddannelse at få drevet denne idealisme ud af dem. De som er tankede ordentligt op hjemmefra skal måske et stykke ind i arbejdslivet førend de må kaste håndklædet i ringen og erkende, at det er ikke ønskerne om at skabe værdi for kunderne eller klienterne der driver deres arbejdsplads, og hvis de godt vil beholde deres job, så må de lære at spille efter de regler der gælder. Og hvilke regler gælder så? Ja, nærmest den modsatte opfattelse, at kunderne og klienterne er arbejdspladsens redskaber til at skaffe sig penge og indflydelse. Indenfor det private erhvervsliv handler om at malke kunderne maksimalt, herunder igennem komplicerede prisstrukturer og gebyrer og uigennemskuelige administrative procedure, og indenfor det offentlige er alle de uopfyldte behov blandt klienterne den givne administrative grens fordring på at modtage penge fra det politiske niveau, så radikalt anderledes og mere effektive løsningsmodeller er ikke nødvendigvis noget der efterstræbes.

Det er mit indtryk, at vores samfund kører på kanten af et nervøst sammenbrud, og en af de primære årsager er efter min opfattelse, at al idealisme og samvittighed er blevet fordrevet fra vores arbejdsliv. Hvor mange lærere, socialrådgivere, sygeplejere, politifolk har ikke oplevet, at deres oprindelige motivationer for at gå ind i deres pågældende fag er blevet fuldkommen fordrevet af de samvittighedsløse og afstumpede måder vores samfundsinstitutioner drives? Så hvornår mister læreren, socialrådgiveren, sygeplejersken og politimanden sin barnetro? Jeg husker en diskussion jeg havde med min eks, hvor jeg følte mig kaldet til at advare hende imod at bagtale politiet overfor hendes søn på 6 år (og min ”på gule plader”). Min opfattelse var, at det var vigtigt at hun respekterede den enfoldighed, der præger barnets forestillingsverden. Han var trods alt kun en dreng på 6 år, og han skulle nok få rige lejligheder til at nuancere sine opfattelser, når han blev større. Men hun kunne ikke få sig selv til at understøtte en barnetro på politiets rolle. Efter på førstehånd at have oplevet hvordan politiet tævede løs på almindelige mennesker, sågar kvinder og børn, ved rydningen af Byggeren i maj 1980 og senere ved gentagne lignende episoder på Christiania, så var hendes tillid til politiets grundlæggende godartede funktion lagt i ruiner. Og lignende konflikter er jo højaktuelle under Gule Veste-demonstrationerne i Frankrig, hvor demonstranterne er begyndt at chante ”Tout le monde déteste la police” (alle og enhver foragter politiet), så hvornår mister befolkningen sin barnetro på politiets rolle, og hvornår mister den enkelte politimand sin barnetro på sin egen rolle? Åbenbart har selvmordsraterne for franske politifolk været på en alarmerende opadgående kurve siden Gule Veste-protesterne startede.

Så i en professionel sammenhæng hvordan reagerer vi på erkendelsen af, at vores oprindelige idealisme og godhjertede motivationer i virkeligheden er malplacerede? Ja i første omgang har det vel karakter af en form for eksistentiel krise og er forbundet med betydelige stressbelastninger, for hvad skal man så tro på? Og her kan vi enten insistere på vores behov for at tro på at der er noget større, der styrer vores samfunds funktionsmåder, og således acceptere at leve i tilstand af kognitiv dissonans, eller vi kan befri os for den kognitive dissonans og følelserne af svigt ved simpelthen at adoptere den kyniske attitude, der præger den givne arbejdsplads. Samtidig er der en reel risiko for at der var grader af skam forbundet ved situationen, hvor man enten bare for sig selv eller overfor en eller flere kolleger blev klar over, at man havde nogle håbløst naive forestillinger om hvordan tingene foregår og hvad det er der driver de beslutninger der tages. Så hvad adoptionen af den herskende attitude lokker med er altså udover befrielsen for den kognitive dissonans og følelserne af svigt såvel en lindring og udfrielse af skammen, fordi adoptionen af den kyniske attitude vil forhindre at man begår sådanne dumheder igen. Samtidig er befrielsen for moralske skrupler faktisk formålstjenlig for ens intellektuelle skarphed, fordi man herved befries for en stadig indre dialog, som kan udløse tvivl og forbehold og således hæmme ens respons.

Ganske uanset at adoptionen af sådanne kyniske attituder også vil udstøde en fra den sammenhængende verden, man førhen var en del af, og denne udstødelse kan opleves som foruroligende, så er virkeligheden formentlig snarere den, at ens kolleger med det samme fornemmer at man nu tænker ligesom dem, og således bliver man inddraget i fællesskabet omkring de egocentriske attituder og målsætninger. Muligvis er de kyniske attituder så meget det man er fælles om, at det at tage kynismen til nye niveauer er noget af det der jævnligt udløser morskab og respekt på arbejdspladsen. Og hvis det er sådan at arbejdsklimaet er, hvordan vil så føles at vælge den førstnævnte reaktion på tabet af ens idealisme og godhjertede motivationer? Det kan godt være at man ikke bliver mobbet af kollegerne, vi er jo civiliserede mennesker, men al kynismen vil ikke desto mindre opleves som en form for mobning. Så selvom man forsøger at holde fast i sin tro på ens egen integration i et større sammenhængende samfund, så vil ens daglige oplevelse være den at være udstødt fra fællesskabet.

En meget omstændelig intro til at give et svar på spørgsmålet fremsat i titlen. Min anledning til at gå ombord i denne note var det forhold, at de alternative nyhedsmedier i USA over de seneste par år er begyndt at tale med stadig større overbevisning om, at der i skyggen af magtapparatet i Washington DC findes en skjult men ekstremt magtfuld sammensværgelse, kaldet The Deep State, som øver så massiv indflydelse på den amerikanske præsident, den amerikanske regering og de to folkevalgte forsamlinger i Repræsentanternes Hus, at denne magtgruppering får tingene som den vil have dem. Og det er sådan set ikke fordi jeg betvivler at der er magtgrupperinger der konspirerer med hinanden eller at der i en massiv skala udøves former for ubeføjet magt over den amerikanske regering, nej min indskydelse gik bare på, at ideen om at al denne ubeføjede magtudøvelse skulle være koordineret og summere op til en samlet plan, at den idé slog mig som en smule letkøbt og sensationel. Samtidig er jeg personligt ikke i tvivl om, at de billeder den amerikanske regering projicerer af sig selv og af den amerikanske nation (politisk, økonomisk, socialt) måned for måned bliver mere og mere forløjede, og således må der i sagens natur ske en meget omfattende koordinering af de forløjede fremstillinger så de fremstår nogenlunde konsistente, og disse falske fremstillinger er jo også en slags konspiration mellem alle de på indersiden af magtens institutioner overfor alle dem udenfor. Og denne konspiration får lov at passere og gribe om sig med henvisning til det evindelige overordnede hensyn til ’national security’.

Men er det plausibelt at The Deep State findes, altså THE Deep State, én organisation som samler alle trådene og eksekverer nogle sammenhængende planer? Jo mere jeg tænker over det, jo mindre plausibelt forekommer det mig. Efter min opfattelse er det årtier siden at politikerne forrådte deres loyalitet overfor befolkningerne. De ledende politikere (i hvert fald i Vesten) ville langt hellere pleje omgang med de største erhvervskoncerner og banker og de toneangivende fagforeninger end de ville gå i dialog med befolkningen, og de solede sig i deres egen magt og indflydelse, men hvad de glemte var, at deres magt er helt og aldeles funderet i det mandat de får fra befolkningen. Så når tingene så begynder at gå ned af bakke, økonomien trækker sig sammen, reallønnen falder mærkbart og folk begynder at falde igennem de sociale sikkerhedsnet, ja så står politikerne på et fundament af sand. Den position de tidligere havde til at udøve magt over de store erhvervskoncerner og bankerne har de ikke længere, fordi de ikke længere har nogen reel opbakning i befolkningen, og politikerne er nu reducerede til at være lakajer for deres tidligere legekammerater blandt erhvervskoncernernes og bankernes spidser. Det er i dette politiske vacuum, at erhvervskoncernerne og storbankerne samt forskellige mere eller mindre ’rogue’ samfundsinstitutioner som efterretningstjenesterne og finanstilsynene får frit spil til at påvirke de politiske målsætninger, påvirke lovgivningen og håndhævelsen af lovgivningen, men skulle disse forskellige magtgrupperinger virkelig være i stand til at koordinere deres målsætninger og lægge koordinerede planer? Jeg tvivler. Er det ikke langt mere sandsynligt, at det vi oplever som indflydelse fra ”The Deep State”, det er rigtignok vidnesbyrd om at magtfulde grupperinger har held til at udøve massiv påvirkning af lovgivningen, men at påvirkningerne sker i sag for sag, og at der sandsynligvis er flere forskellige grupperinger der påvirker i mere eller mindre afvigende retninger, nogle gange måske i klar modstrid med hinanden, og således foregår der utallige intense magtspil i kulisserne? Og alle disse magtspil i kulisserne og al den ubeføjede magtudøvelse medfører, at politikernes troværdighed bare udhules yderligere og at deres muligheder for at udøve deres legitime magt beskæres yderligere.

Efter min vurdering er USA en nation og et imperium, som er ved at blive ædt op at sin egen interne korruption, og vi har nu nået stadiet af total ’in fighting’ og opløsning. I parentes bemærket mener jeg ikke at situationen er meget anderledes i EU, hvor nøjagtig de samme tendenser og kræfter er løs, og EU er såvel på kanten til endegyldigt at miste befolkningernes opbakning, men USA’s status som imperium gør stadig en kæmpe forskel mht. graderne af korruption, og opløsningen af det amerikanske imperium (ikke nødvendigvis af nationen) kunne muligvis medføre en form for frisættelse her i Europa, som faktisk kunne betyde en fornyet europæisk samling. Når det kommer til stykket er der formentlig kun én måde at realisere en statslig organisation med samlede og koordinerede målsætninger og planer, og det er igennem en legitim og transparent regering, som arbejder for at realisere befolkningens ønsker. Altså at politiske systemer har en indbygget lydhørhed og respekt for alle de almindelige mennesker som sammenfatter befolkningen, og at de politiske systemer har nogle funktionsmåder, som er alment accepterede som fair, dvs. at trods oplevelsen af at de politiske initiativer for en periode ikke er det man personligt helst havde set, så anerkender man at initiativerne blev bestemt på en fri og fair facon.

Hvad jeg skal bruge min lange intro om barnetro og kynisme til er således for at beskrive muligheden af, at selvom der hersker noget der ligner fælles fodslag, og dette fælles fodslag kan tages som vidnesbyrd om eksistensen af en Deep State der opererer i baggrunden, så kan denne konsensus muligvis også opstå som konsekvens af ovennævnte ensrettende og undertrykkende tendenser. At vi alle bliver ”disciplinerede” af de herskende egocentriske og kyniske attituder, og så meget desto mere blandt de der bevæger sig på magtens øverste niveauer.

Anskuer vi omvendt de to tilværelsesformer, den samvittighedsfulde overfor den samvittighedsløse, som to forskellige evolutionære strategier, så er der gode grunde til at opfatte den samvittighedsfulde som den evolutionært mest udviklede og således den der i den sidste ende sejrer (i det omfang det er sådan evolutionen udvikler sig). Tager vi en samvittighedsløshedens højborg som fx et ’trading floor’ i en international storbank, så holder børsmæglerne dér meget af at bruge meget stærke vendinger som at dræbe, smadre og udslette konkurrenterne, og det er sjovt og stimulerende så længe det øvrige samfund stadig hænger sammen. Men når samfundet så over tiden er blevet så kritisk udpint af al den egocentriske plyndring der foregået, og der kommer sammenbrud og stor økonomisk sammentrækning, da er børsmæglerne og bankrådgiverne og ejendomsmæglerne nok ikke længere så kry. Faktisk vil de formentlig stå temmelig nøgne og beklemte ved konfrontationen med deres forudgående arrogance. Og så bliver det igen op til de samvittighedsfulde at få samfundet til at hænge sammen på ny.

 

 

 

 

 

(Foto: Capitol Hill, Ryan Heffernan, 2012)

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.