Nu syntes jeg at jeg lige ville tjekke op på resultatet af valget til EU-parlamentet, og her indgår de danske partier jo i forskellige sammenslutninger i parlamentet på tværs af de nationale partier, så jeg måtte derfor tjekke lidt op på disse politiske sammenslutningers profiler. Det var virkelige bare en sporadisk ajourføring i form af at følge linkene videre til Wikipedia fra Google’s overordnede præsentation af valgresultatet. Og jeg ved det, jeg ved det, hverken Google eller Wikipedia er længere at betragte som pålidelige instrumenter for informationssøgning. Google har lagt en politik, hvor koncernen forbeholder sig ret til at filtrere hvilke søgeresultater den enkelte bruger skal have adgang til, og Wikipedia er blevet overtaget af mægtige statslige troll-fabrikker, som har sat sig så tungt på verifikationsprocesserne, at deciderede usandheder nu får lov at passere som kollektivt afhandlede kendsgerninger. Hvor jeg personligt fra et tidligt tidspunkt mistænkte Google for at have tætte forbindelser til amerikanske regeringsorganer så er virkelig trist med det kup der sket indenfor Wikipedia. Men indblanding fra sådanne propagandistiske fordrejninger gætter jeg på stiger jo mere kontroversielt indholdet er, så når det kommer til en helt overordnet beskrivelse af de store politiske blokke i EU-parlamentet, så kan Wikipedia velsagtens stadig benyttes.

Godt, jeg læste disse overordnede beskrivelser af de enkelte blokke, og så skete der det mærkelige, at jeg pludselig indså at jeg kunne stemme på hver og en af dem. Med disse helt generelle beskrivelser forekom hver enkelt grupperings politiske profil mig faktisk ræsonnabel og som fremstod som et relevant bidrag til de almene politiske diskussioner, hvilket igen rejste nogle helt grundlæggende spørgsmål om, hvorfor vores demokratiske systemer overhovedet fungerer som de gør, og om de overhovedet er formålstjenlige. Selvom jeg selvfølgelig vil indlægge mig til kritik mere eller mindre fra alle sider, så vil jeg her opsummerer hvad jeg så som det ræsonnable og relevante bidrag for hver af de politiske sammenslutninger. For det første vil mange sikkert straks indvende, at sådanne generelle betragtninger er nærmest intetsigende, og at djævlen netop ligger i detaljen. Altså at de generelle vendinger altid er positive og ukonkrete, men at de alle så alligevel bekender kulør, når det kommer til de enkelte sager. For det andet er de forskellige sammenslutninger typisk også stærkt forbundne med visse gennemgående interessegrupper i de europæiske lande, og disse interessegrupperinger lægger så deres associerede politiske sammenslutning under pres for at indtage bestemte standpunkter i de enkelte sager, altså hele problematikken omkring lobbyisme.

 

EPP – Det Europæiske Folkepartis Gruppe – 178 mandater

Parlamentets store (etablerede) centrum-højre blok. Allerede her associerer jeg straks til den traditionelle højrefløjs forbrødring med erhvervslivet og således også til så voldsomme grader af lobbyvirksomhed, og videre at denne politiske sammenslutning jævnligt arbejder for at fremme lovgivning som skader miljøet og generelt presser lønmodtagerne for at stimulere erhvervslivet. Og jeg tænker på finansialiseringen af samfundsøkonomien og outsourcing og skatteunddragelse og alle de andre måder erhvervslivets top har forgyldt sig selv og i realiteten plyndret samfundshusholdningen.

Men førend vi går ombord i disse mere yderliggående indgangsvinkler, hvad vil det overhovedet sige at være højreorienteret? Jeg vil mene at vi her finder en grundlæggende forestilling om, at det enkelte menneske har et personligt ansvar for skabe et liv for sig selv indenfor de rammer som er, herunder en grundlæggende tilslutning til ideen om privat ejerskab af jord og produktionsmidler, hvor det private kan være dels personligt dels i form af en ejerkreds som fx et aktieselskab eller en andelsforening. Og det kan man synes er en enfoldig og tilbagestående tankegang, sagen er bare, at i samme øjeblik vi ophæver princippet at den enkelte har ansvaret for at skabe et liv for sig selv, så vil alle pludselig have mængder af behov og krav som fællesskabet skal opfylde, og hvem der reelt skal gøre arbejdet svæver i det uvisse.

Der er noget sundt ved den højreorienterede no-nonsense tilgang om at vi hver især må tage ansvar. Således er der også noget sundt ved at have prøvet at være selvstændig erhvervsdrivende, og har været igennem de læreprocesser der skal til for at kunne sælge sine produkter eller ydelser til en pris, der giver et fornuftigt overskud. Og en af disse læreprocesser handler om at udvikle en fornuftig effektivitet i sin produktion, og dette pres på at udvikle en fornuftig effektivitet er faktisk noget som ikke bare den pågældende erhvervsdrivende men hele samfundet vil nyde godt af. Alle hidtidige forsøg på at opbygge samfund på basis af socialistiske eller kommunistiske ideer om fælleseje af jord og produktionsmidler har alle udvist den nærmest fatale svaghed, at uden dette drive i retning af at udvikle en fornuftig effektivitet i produktionen, så har effektiviteten snarere en tendens til at falde, og samfundet får tiltagende svært ved at løbe rundt.

EPP-gruppen er dog ikke bare højreorienteret men konservativ/ kristendemokratisk, som jeg vil mene handler om en respekt for vores traditioner og de kulturelle værdier og principper, som løber igennem vores kulturhistorie. Også det kan man synes er en enfoldig og tilbagestående tankegang, men ligesom individet ikke kan leve uden en identitet, så kan et samfund heller ikke leve uden en form for kollektiv identitet, og her spiller traditionerne en vigtig rolle. Og selv de samfundsmæssige traditioner er jo underkastede loven om evig forandring, så respekten for traditionerne har en vigtig funktion i retning af at sikre at forandringerne sker gradvist og på efterprøvede måder. Faktisk kan traditioner være så ladede med erfaringer fra levet liv og efterprøvede metoder, at de kan videregive livsvisdom uden at denne livsvisdom overhovedet bliver bevidstgjort. Med udgangspunkt i de traditionelle værdier er der (principielt) hos de konservative en villighed til at hjælpe medborgere i nød samt en villighed til at opfatte både samfundet og ”samfundet af levende skabninger” fra en mere holistisk (eventuelt gudgiven) synsvinkel.

 

S&D – Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater – 153 mandater

Parlamentets store (etablerede) centrum-venstre blok. Allerede her associerer jeg straks til politikere som velmenende har taget alle problemer der måtte forekomme i samfundet på sig og konstant har ordineret den samme medicin: Mere statslig styring. Generationer af politikere har vedholdende tolket velfærdsstaten i retning af at der skulle ydes mere og mere service, og befolkningen var (godt hjulpet af pressen) ikke sene til at melde sig med behov der skulle opfyldes. Mere og mere centralisering, mere og mere kontrol og millimeterdemokrati, og på intet tidspunkt forekommer politikerne at have haft et problem med den voksende gældsætning, og hvordan denne gældsætning også har bidraget til finansieringen af de offentlige services. Og nu er denne gruppe af politikere voldsomt pressede på fortsat af levere varen overfor befolkningerne.

Men førend vi går ombord i disse mere yderliggående indgangsvinkler, hvad vil det overhovedet sige at være socialdemokratisk? Jeg vil mene at vi her finder en grundlæggende forestilling om, at vi i fællesskab kan få samfundet til at fungere til alles bedste. På den ene side anerkender de europæiske socialdemokratier betydningen af at have et privat erhvervsliv, som sikrer ovennævnte drive i retning af effektivitet i den samfundsmæssige produktion, men at der samtidig er en mængde samfundsmæssige opgaver, som har en anderledes humanistisk og indlevet karakter, og at udsætte disse samfundsmæssige opgaver for benhård konkurrence og pres på effektiviteten vil fordrive den humanistiske og indlevede karakter, hvorved samfundet ville blive fattigere og mere afstumpet. Det handler om at skabe et samfund hvor vi tager hånd om hinanden og hvor alle kan opleve trygheden ved at være en del af fællesskabet, og netop denne basale tryghed er den platform, som sætter det enkelte individ i stand til at udfolde sig i henhold til sine evner og ønsker.

 

ALDE – Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa – 105 mandater

Ovennævnte karakteristik af EPP-gruppen gælder også for ALDE, EU-parlamentets store liberale gruppe, med en meget væsentlig undtagelse i de konservatives tilknytning til traditionerne og de holistiske tilgange som traditionerne rummer. De liberale er i den forstand mere hardcore højreorienterede i ovennævnte økonomiske betydning, og tilknytningen til forestillingerne om privat ejendomsret til jord og produktionsmidler er her helt paradigmatisk. Med udgangspunkt i de liberale tankegange udvikledes i løbet af 80’erne de neoliberale samfundsforestillinger, og her associerer jeg straks til politikker om deregulering af finanssektoren, globalisering og hele finansverdenens himmelflugt og boligbobler, aktiebobler, obligationsbobler, bil- og studielånsbobler, kort sagt hele det gigantiske finansielle korthus, der nu vakler faretruende.

Men førend vi går ombord i disse mere yderliggående indgangsvinkler, hvad vil det overhovedet sige at være liberal? Igen gælder ovennævnte højreorienterede indgangsvinkler også her, men hvor de konservative tror på en stærk stat, så trives forestillingerne om decentrale samfundsmæssige funktionsmåder ingen steder stærkere end hos de liberale. Førend det bliver et spørgsmål om friheden til at berige sig selv, så er der et grundlæggende spørgsmål om det enkelte individs ret til at udfolde sit eget liv uden (unødig) indblanding fra staten. Når vi taler om omstilling af vores samfund til nye alternative funktionsmåder, så vil statsapparatet desværre ofte være den første og største barriere for at noget nyt kan få lov at blive prøvet af. Der er en vigtig pointe i, at hippierne tilbage i 60’erne var en af de mest liberale politiske strømninger der endnu er set.

 

Grønne/ EFA – Gruppen af De Grønne/Europæiske Frie Alliance – 69 mandater

Uanset deres foreløbige realpolitiske succeser eller manglen på samme så er det skelsættende, at gruppen af grønne partier har opnået en så relativt fremtrædende rolle i EU-parlamentet. Og her har tyske Die Grünen haft en banebrydende rolle. Mig bekendt er det kun i Tyskland at de grønne er slået så meget igennem, at de både har siddet i regering (med SPD) i Forbundsdagen (1998-2005) og i en periode var det største og regeringsbærende parti i delstaten Baden-Württemberg. Efter min opfattelse kan der ikke herske tvivl om, at den grønne omstilling er vores reelle bevidsthedsmæssige og politiske frontlinje, men denne omstillingsproces er så revolutionerende, at vi ikke ved hvad vi skal gribe og gøre i. De Grønne må i sagens natur have store udfordringer med den dagligdags håndtering af alle den gamle verdens politiske problemer samtidig med udøvelsen af et konstant pres for fremme den grønne omstilling.

 

EKR – Gruppen af Europæiske Konservative og Reformister – 63 mandater

Igen mange grundlæggende fællestræk med EPP-gruppen men her med en klar EU-skeptisk og pro-nationalistisk linje. Altså at de konservative og nationale traditioner her bliver opfattet smallere og mere dogmatisk og eksklusivt, ikke mindst med vægt på at stoppe og gerne tilbagerulle den multikulturelle indvandring til de europæiske lande over de seneste 50 år. Det er her vi finder de stærkeste modstandere af globaliseringen og denne modstand, er den ikke på mange måder berettiget? Har globaliseringen ikke netop nedbrudt sammenhængskraften i de enkelte nationalstater? Og i det omfang EU disponerer hen over hovederne på nationalstaternes befolkninger, nedbryder det ikke også sammenhængskraften i nationalstaterne?

”Alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver klædt af, og menneskene bliver endelig tvunget til at se nøgternt på deres egen stilling i tilværelsen, på deres indbyrdes forhold”. Hvornår var det berømte citat fra det kommunistiske manifest vel mere opportunt? Er det ikke sådan en virkelighed vi alle befinder os i, hvor ting vi hidtil troede var faste og uforanderlige nu går i opløsning foran vores øjne? Hvis ellers vi har modet til at se. Og er der noget at sige til, at nogen reagerer med et ønske om at beskytte og bevare?

 

NFE – Gruppen Nationernes og Frihedens Europa – 58 mandater

NFE-gruppen har så sin side mange fællestræk med netop omtalte EKR-gruppe, men her med en endnu mere udtalt EU-skeptisk og pro-nationalistisk linje. Og igen, at de konservative og nationale traditioner her bliver opfattet endnu smallere og mere dogmatisk og eksklusivt, og endnu stærkere vægt på at stoppe og gerne tilbagerulle den multikulturelle indvandring til de europæiske lande over de seneste 50 år. Som jeg forstår det, er EKR-gruppen villig til at forhandle med EU om hvor skellene mellem EU og nationalstaterne skal trækkes, hvor NFE-gruppen grundlæggende bare ønsker EU helt opløst og erstattet af en række helt konkrete samarbejdsaftaler.

Når jeg i indledningen skrev at jeg kunne stemme på alle de politiske sammenslutninger, så er NFE-gruppen der hvor jeg så alligevel er tilbøjelig til at afstå. Den stærke højreorientering har efter min opfattelse så stærke fascistiske undertoner, at jeg fornemmer nogle kræfter her som nemt kan komme helt ud af kontrol. Det handler om opsparede frustrationer og stolthed og vrede og drift imod at udpege syndebukke. Men jeg forstår frustrationerne og den sårede stolthed og vreden over misforvaltningen og den manglende loyalitet fra de politiske ledere. Og i takt med at verdensøkonomien trækker sig sammen og folks levevilkår gennemgår dramatiske indskrænkninger, så vil disse følelser forståeligt nok bare blive mere udbredte. Det vil ikke være urimeligt at sige, at disse løbske følelser i store dele af befolkningerne er konsekvensen af de uvederhæftige måder vores samfund er blevet ledede over de seneste 40-50 år. Og ja, måske kan sådanne opsparede frustrationer kun aflades igennem en krig eller andre voldsomme former for mental udrensning.

 

EFDD – Europæisk Frihed og Direkte Demokrati – 54 mandater

Som sagt er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at den grønne omstilling er vores reelle bevidsthedsmæssige og politiske frontlinje, men jeg er heller ikke i tvivl om at et afgørende led i denne omstilling handler om en fornyet værdsættelse af det enkelte menneskes betydning, herunder nogle radikale forfatningsmæssige reformer, som giver den politiske myndighed tilbage til almindelige mennesker. Den store omstilling kommer aldrig til at ske gennem en top-down-proces og kan kun tænkes igennem en mægtige folkelig bottom-up-mobilisering. Den noget brogede EFDD-gruppe tegner sig for netop denne overordnede dagsorden om reformation af vores demokratiske strukturer.

 

GUE/ NGL – Forenede Europæiske Venstrefløj/ Nordisk Grønne Venstre – 38 mandater

Efter 40 år med finansialisering og ekspansiv pengepolitik og muligheder for store dele af befolkningen for at nyde det gode liv med bil og sommerhus og ferierejser, så er det på sin plads at spørge hvor venstreorienterede socialdemokraterne overhovedet er? Sådan lige umiddelbart er det svært at identificere socialdemokraterne som venstreorienterede og de ligger vel snarere en smule til højre for den traditionelle politiske midte. Det er overraskende, at den eneste væsentlige venstreorienterede politiske gruppering kun kan samle 38 af EU-parlamentets 751 medlemmer. Efter min opfattelse svarer det til en form for politisk afasi eller en politisk hjerneskade. Som det også vil fremgå her, så er jeg ikke en erklæret venstreorienteret, men jeg er overbevist om, at der er et mægtigt udviklingspotentiale i en mere venstreorienteret tilgang til vores (enorme) samfundsmæssige udfordringer.

En af grundene til at venstrefløjen fortsat er sådan i defensiven er formentlig, at venstrefløjen stadig forstår sig selv igennem nogle klassiske marxistiske termer, og selvom Marx’ kapitalismekritik til stadighed understøttes af den konstaterede udvikling, så er det endnu ikke lykkedes for venstrefløjen at frigøre sig for de totalitære undertoner, som i praksis i den grad kom til at præge både socialismen og kommunismen. Personligt mener jeg der er et potentiale for en radikal nyorientering for venstrefløjen ved endegyldigt at forlade den marxistiske forståelsesramme og i stedet betragte dualiteten fra hjerneforskningens standpunkt og forskellene mellem venstrehjernehalvdelsdominerede tænkemåder overfor højrehjernehalvdelsdominerede. Men det ville så forbinde venstrefløjens indgangsvinkler med spørgsmålet om det enkelte menneskes og hele menneskehedens spirituelle udvikling, og det ville jo stå i skærende kontrast til de traditionelle materialistiske venstreorienterede indgangsvinkler eller grundantagelser.

Hvad jeg siger hermed er faktisk, at det uforholdsmæssigt svage venstreorienterede standpunkt faktisk er udtryk for en ensidighed og en enorm ubalance i vores politiske kultur, og denne ensidighed/ ubalance nærmest summerer op til en form for kollektiv misbrugsadfærd sågar en form for kollektiv dødsdrift. Vi er blinde og rodløse, og alligevel kaster vi os aggressivt fremad.

 

1. Idiotien i at stemme

Anskuet på denne måde har alle de forskellige partier eller partipolitiske sammenslutninger noget grundlæggende relevant at bidrage med i den politiske debat, og rundt regnet kunne jeg se mig selv stemme på hvert og et af disse – højreorienterede, venstreorienterede, liberale, grønne, konservative, reformistiske – så hvorfor er det at vi har sat et system op, hvor jeg tildeles retten til at afgive én stemme på ét af disse partier? Det giver ingen mening for mig. Det er at bede mig om at tage et mangfoldigt og nuanceret standpunkt og koge det ned til et ensidigt og dumt standpunkt. Der er noget ved denne måde vi har sat vores demokratiske systemer op på, som ansporer den enkelte til at identificere sig med bestemte indgangsvinkler og standpunkter og i den samme bevægelse at distancere sig fra andre indgangsvinkler og standpunkter. Igennem denne reduktionistiske valgproces får vi hver især investeret vores ego i en identifikation med bestemte reduktionistiske indgangsvinkler og standpunkter og dermed får vi ladet vores politiske debatter og beslutningsprocesser med konflikter og overgreb og misfornøjelse. Er det demokrati? Er det så godt vi kan gøre det? Eller kunne man tænke sig en helt anderledes form for demokrati, hvor den enkelte borger har helt anderledes vidtgående muligheder for at præge de politiske processer?

Dertil kommer, at vi alle er under massiv indflydelse af en kommerciel kultur, hvor varer sælges til forbrugerne, ikke på grundlag deres funktionalitet eller deres attraktive forhold mellem pris og kvalitet, men netop igen ved måderne den pågældende vare understøtter en opfattelse af en attraktiv identitet hos forbrugeren. Og muligvis er det påvirkning fra denne massive kommercielle kultur som har drevet den politiske debat over i et felt, hvor der konstant appelleres til den enkeltes identifikation med bestemte standpunkter og afstandstagen fra andre. Jeg er usikker på om ’identitetspolitik’ har nogen klar definition, men i min begrebsverden handler det om dette: At den kommercielle kultur har hersket så længe og så gennemtrængende, at nærmest enhver kontakt med omverdenen bliver filtreret igennem ens identitetsopfattelse. Og denne iver blandt politiske agitatorer efter at stimulerer den enkeltes identifikation har over de seneste år antaget helt groteske former, hvor forpligtelsen overfor redelighed og kendsgerninger er blevet kastet overbord for at sætte den enkelte politiker i stand til at fremsætte tilstrækkeligt skarpttegnede og hårdtslående erklæringer.

Alt sammen for at besnakke den enkelte vælger til at give den pågældende politiker sit mandat, hvorefter den pågældende politiker i henhold til for eksempel Danmarks Riges Grundlov er fri til at forvalte dette mandat fuldstændig efter deres eget forgodtbefindende. Og hvis vælgeren føler sig taget i røven af den pågældende politikers måder at forvalte hans eller hendes mandat har han eller hun følgende tre (ekstremt) svage sanktionsmuligheder: Man kan prøve at fremsætte sin kritik af politikeren i den offentlige debat, man kan melde sig ind i partiet og forsøge lægge pres på den pågældende politikers vælgerkreds for at stille politikeren til regnskab for sin misforvaltning, eller man kan stemme på en anden politiker ved det næstkommende valg. Men hvad skal man stille op, hvis det indtryk man har er, at de alle gør sig skyldige i de samme former for misforvaltning? At deres løfter altid er tomme? At de lovede forandringer aldrig sker? At vores politiske systemer på samme tid fremstår mastodontiske og magtfuldkomne og samtidig magtesløse?

Og apropos det med det mastodontiske så har den finansialiseringens epoke vi har gennemlevet over de seneste 40 år medført en voldsom centralisering af ejerforholdene indenfor erhvervslivet og samtidig en voldsom centralisering af den offentlige forvaltning, og vi har fået udviklet nogle vanvittigt omfattende og detaljerede lovkomplekser til at regulere både borgernes og virksomhedernes og de offentligt ansattes adfærd. Og denne enorme kompleksitet påvirker politikerne på mangfoldige måder. I de første mange år indenfor politik er virkeligheden formentlig den, at man reelt ikke har overblik over hvordan samfundet fungerer, og derfor lærer man sig at dække over sin uvidenhed gennem anvendelsen af påfaldende ukonkrete sproglige vendinger, som tillader den pågældende politiker at fremsætte sine intentioner men uden at blive fanget på sit mangelfulde overblik. Efter tilstrækkelig mange år i politik begynder et eller andet overblik så måske alligevel at tage form, og fordi dette overblik er så hårdt tilkæmpet og ens forståelse samtidig så småt begynder at matche den reelle enorme kompleksitet af de nuværende samfundsmæssige funktionsmåder, ja så forfalder politikerne nemt til at anse sig selv som hævede over vælgerbefolkningen, for vælgerbefolkningen har jo ikke nogen begreber om hvordan vores samfund i virkeligheden fungerer. Jeg vil hævde, at selve den enorme kompleksitet af vores nuværende samfund frembringer en arrogance blandt politikerne overfor vælgebefolkningen, som så har den kedelige konsekvens, at politikerne netop forvalter det mandat de fik af den enkelte vælger fuldstændig efter deres eget forgodtbefindende.

Vores demokratiske systemer er i dyb krise, og det er indenfor et sådant korrupt politisk klima og et sådant dysfunktionelt system, at de britiske politikere syntes det var en god idé at spørge vælgebefolkningen om Storbritannien skulle være medlem af EU eller ej. Og resultatet af afstemningen har ikke bragt nogen klarhed, tværtimod har afstemningen blot udstillet præcis hvor korrupt det politiske klima er og hvor dysfunktionelle vores politiske systemer er. Så hvad skal min stemme gå til? For eller imod? For A og imod B, eller for B og imod A? Det giver ingen mening, og det er en uværdig måde at henvende sig til en i øvrigt rimeligt oplyst befolkning. Al politik er blevet populistisk, og vi er alle populister. Måderne de politiske systemer henvender sig til borgerne er idiotiske, og de svar man får tilbage er tilsvarende idiotiske. Således er de herskende systemer trådt ind i en fase, hvor det utidssvarende ved deres iboende demokratiske forestillinger og metoder bliver stillet stadigt mere grelt til skue.

 

2. Fraværet af demokratisk feedback

Heroverfor er der så alle de indlysende måder vi som samfund kunne udvikle vores demokratier, men hvor vores politikere vedholdende undlader at tage nogen skridt i den retning. Da den danske befolkning reagerede med utvetydig modstand overfor at sælge en femtedel af vores statslige energiselskab til investeringsbanken Goldman Sachs, hvorfor tog politikerne så ikke befolkningens holdning til efterretning? Samtlige opinionsundersøgelser viste, at et sted mellem 65 og 90 pct. af den danske befolkning var imod salget, men den stemme blev ikke hørt og respekteret. Denne enestående politiske vækkelse var en glimrende lejlighed til at starte en almen debat om, hvordan et demokratisk system skal udformes her i begyndelsen af det 21. århundrede. Men man forpassede chancen, og netop en forpasset chance som denne er en væsentlig del af baggrundshistorien for, at vi nu er landet i dette tiltagende korrupte politiske klima og disse tiltagende dysfunktionelle politiske systemer. En anden oplagt chance, her i en europæisk kontekst, var den græske gældskrise i 2010-14, og hvordan denne knibe nærmest skreg på en revision af årtiers måde at drive pengepolitik og bankvæsen. Men også her blev der i stedet lagt låg på, og sammen med alle de andre presserende spørgsmål der også er lagt låg på, er der så noget at sige til at stemningen i de brede befolkningslag efterhånden er blevet en trykkoger?

Enhver kan sige selv at fremkomsten af internettet er dømt til at revolutionere vores politiske systemer. Ikke bare er folks muligheder for at holde sig orienterede blevet radikalt udvidede, mulighederne for at kommunikere sine indsigter og anskuelser til sin omverden er med de sociale medier også blevet radikalt udvidede. Selvom det er usikkert om man kan få et system af direkte demokrati til at fungere i praksis, så er der et stort mulighedsrum for udvidet politisk dialog mellem politikerne og vælgerne. I første omgang ville der ikke være noget i vejen for, at politikerne spurgte ind til befolkningens holdning i forskellige kritiske sager og såfremt en klar holdning manifesterede sig, så at politikerne indarbejdede denne holdning i deres politiske initiativer. Foruden Dong-sagen kunne man have spurgt vælgerbefolkningen om den syntes det var en god idé at sælge Nets (NemID/ Dankortet/ PBS) til amerikanske kapitalfonde. Man kunne have spurgt om befolkningen følte sig tilstrækkeligt godt oplyste om indholdet af Den Transatlantiske Handels- og Investeringsaftale (TTIP) til at befolkningen ville give politikerne mandat til at indgå en sådan aftale. Man kunne have spurgt befolkningen om den ønskede at sætte sit mandat bag at sende nationen i krig i Afghanistan i 2001, i Irak i 2003, i Libyen i 2011 og i Syrien i 2014, og man kunne have spurgt befolkningen om den var enig i, at Irakkommissionens arbejde virkelig var overflødigt og derfor skulle nedlægges inden den havde fremsat nogen sammenhængende konklusioner overhovedet. Man kunne også have spurgt befolkningen om den var parat til at sætte sit mandat bag den omfattende overvågning af vores alles adfærd eller om befolkningen tværtimod prioriterede et anonymiseret internet og opretholdelse af den hævdvundne borgerret om privatlivets fred. Jeg havde gerne lagt min stemme ved hver og en af disse vejledende afstemninger.

Så snart vi er oppe på det storpolitiske niveau, er det som om der træder nogle andre former for dyriskhed og magtfuldkommenhed i kraft, hvor de politiske ledere i de mindre lande forekommer frivilligt at underlægge sig dekreterne fra lederne i de mest magtfulde lande. Men denne underdanighed kan lederne i de mindre lande selvfølgelig ikke være åben om overfor deres befolkninger, så i stedet sker der det modsatte, at de puster sig op overfor deres egen befolkning og majoriserer enhver kritik og gennemtvinger en implementering af den aftale, de i det skjulte allerede har indgået med overhundene. Forestiller vi os i stedet at vores demokratier blev opdaterede til nogle helt anderledes tidssvarende modeller, hvor politikerne løbende skal indhente mandater fra befolkningen i alle vigtige anliggender, så vil det som konsekvens radikalt nedbringe de storpolitiske spændinger og på mange måder suspendere de traditionelle magthierarkier og de traditionelle former for magtpolitik.

 

3. Den offentlige debat som en medskabelsesproces

Men inden vi kommer der til at vi hver især afgiver stemme i et bestemt anliggende er der et kritisk spørgsmål om, på hvilket grundlag vi afgiver vores stemme. Det er jo ikke nogen tilfældighed at ’fake news’-problematikken opstår samtidig med at regeringer og nyhedsmedier begynder at udøve propaganda over en bred front, og det er ingen tilfældighed at ’fake news’-problematikken opstår samtidig med at internettet bliver tiltagende kontrolleret og reguleret af de mægtige private koncerner, der ejer de forskellige platforme. Så udover ovennævnte problemer med de uforholdsmæssige og nærmest tvangsmæssige tendenser imod identifikation og overdrevent subjektive tilgange til de aktuelle politiske udfordringer, så sker der i disse år en markant korruption af internettets funktionsmåder (som også nævnt i denne notes åbningsafsnit). Hvor det frie internet bød på ovenstående muligheder for gennemgribende reformer af vores politiske systemer og reformer af et hav af andre måder vores samfund fungerer på, så er denne frihed nu ikke længere understøttet af magthaverne, og magthaverne forekommer at arbejde målrettet på at indskrænke denne frihed og disse udviklingsmuligheder.

Disse udviklingsmuligheder forekommer ellers at være store og med et stærkt fornyende og innovativt potentiale. Som jeg før har prøvet at skitsere mener jeg det er indenfor menneskehedens rækkevidde at udvikle former for puljeintelligens, hvor vi igennem en åbenhed overfor hinandens synsvinkler kan opnå nogle radikalt nye grader af indsigt i og vished om, hvordan vores verden er skruet sammen. Altså den stik modsatte bevægelse af drifterne imod identifikation, hvor vi i stedet bevidst sætter vores ego og vores identitet til side og åbner for en mere holistisk måde at relatere til hinanden og vores omverden. Og hvis ellers internettet fik lov at være det almene samfundsmæssige redskab det har potentialet til at være, så kunne vi udvikle måder at føre en offentlig debat, hvor vi alle gradvist blev klogere på, hvordan vores verden fungerer. Selvom det selvfølgelig var på alfa-stadiet (eller måske på stadiet før) af en sådan kommunikationsplatform, så syntes jeg personligt, at jeg som en del af kommentariatet på Information.dk i perioden 2012-2015 med mellemrummet fik denne oplevelse af, at den civiliserede tone og de kvalificerede indlæg summerede op til en debat, hvor alle fik stof til eftertanke, blev klogere og kom et eller flere skridt nærmere en forståelse af den verden vi lever i. Det vil selvfølgelig altid være en proces imod større forståelse, både for hver enkelt og for fællesskabet, men der var noget ved de kvalificerede indlæg fra forskellige sider, som grundlæggende tjente til at nuancere ens egne anskuelser. Med andre ord, kunne den samme civiliserede tone og den samme saglighed udbredes til langt større og bredere platforme, så kunne hele vælgerbefolkningen være engageret i sådanne processer med at kvalificere sine anskuelser.

Men der er en helt afgørende præmis for at sådanne dialogbaserede processer fungerer og skaber værdi, og det er at ordet er frit. I samme øjeblik visse standpunkter dømmes som yderliggående eller upassende, og således at former for censur indføres, så falder hele ideen og værdiskabelsen til jorden. Hvis ikke vi kan være ærlige og sige hvad vi oprigtigt mener og føler, så vil diskussionen være omsonst. Men sådanne ucensurerede og uforbeholdne debatfora kan være et problem for dem der ønsker at opretholde bestemte billeder af sig i offentligheden, og faktum er jo at både erhvervskoncerner og politiske partier og diverse regeringsorganer investerer enorme summer i opbygningen af et positivt billede af sig selv i offentligheden. Og er internettet et fantastisk redskab for nogle helt nye stadier af offentlighed og puljeintelligens, så er internettet også det potentielt stærkeste propagandaredskab verden endnu er set.

 

Resultatet af valget til EU-parlamentet

Ser vi bort fra den helt enestående fastlåste og bagvendte situation i Storbritannien, hvor vælgerne blev bedt om at stemme til et parlament de officielt ikke ønsker at være en del af, og hvor Nigel Farage’s Brexit-parti kom ud som den helt store vinder, så indtraf der ikke den forventede/ frygtede populistiske EU-skeptiske jordskredssejr. Det er selvfølgelig en helt igennem subjektiv og fornemmet vurdering, men efter min opfattelse er der en stemning af besindelse over valgresultatet. At folk forstår at verden er i opbrud og vi er nødt til at finde ud af det med hinanden, at EU måske alligevel har en rolle at spille i retning af at bringe stabilitet og modstandskraft for de enkelte medlemslande, og at EU har en vigtig rolle at spille i en verden hvor de storpolitiske spændinger er på en dramatisk opadgående kurve. Samtidig ser europæerne givetvis med tiltagende uro på de politiske opløsningstendenser i USA og den ekstreme polarisering af det politiske landskab i USA, og mange har givetvis på den baggrund modificeret der ellers mere markante standpunkter.

Således er der flere, der har forsøgt at tolke valgresultatet som et kollaps af de store centerpartier, men jeg vil holde på, at disse kommentatorer har skrevet deres konklusioner inden valgresultatet forelå, og så med djævlens vold og magt læst konklusionerne ind i de foreliggende kendsgerninger. Efter min opfattelse er konklusionen snarere den, at trods de enorme politiske og økonomiske udfordringer, trods det at store dele af vælgerbefolkningen har i årevis har oplevet en markant reallønstilbagegang, så holdt det politiske center alligevel. Og det er måske ikke noget dårligt resultat. Det har noget at gøre med hele EU-systemets opbakning i de europæiske befolkninger, og konsekvenserne af en kollaps af opbakningen vil være voldsomme og formentlig føre til opløsningen af EU. Jeg tror det er godt at det politiske center holdt, bare vi er enige om, at der forestår et kæmpe oprydningsarbejde ovenpå 40 års løbsk spekulationsøkonomi, der forestår en kæmpe udfordring i at sikre et frit internet og der forestår et kæmpe reformarbejde med hensyn til at få indført nogle tidssvarende demokratiske systemer på alle politiske niveauer, lokalt, kommunalt, nationalt, på europæisk plan og på verdensplan.