Som jeg umiddelbart kan læse mig til, har de gængse betydninger af begrebet divination en vis antropologisk slagside, dvs. som et fænomen som man mere eller mindre distanceret studerer hos andre mennesker i andre kulturer. Men det er altså (i givet fald) en pænt stor intellektuel omgåelse. For hver og én af os gælder, at vores liv er smækfuldt af divinationer, altså at vi konstant går og læser betydninger ind i universet. Tager vi vores synssans, så er den rigtignok en formidable og vildt fascinerende fysiologisk mekanisme, hvor vi tager impulser fra vores omverden ind, men for overhovedet at blive i stand til at omsætte disse impulser til opfattelser af vores omgivelser, er vi nødt til at holde impulserne op imod et mægtigt apparat af fortolkninger og begreber og derigennem give sanseindtrykkene form. Det er på den baggrund at vi rimeligvis kan sige, at synsoplevelsen lige såvel er en bevægelse indefra og ud som en bevægelse udefra og ind.

Denne læggen fortolkninger og begreber ind over vores sansninger kan siges at være former for divinationer i en anderledes bredere forstand. Og det er kun fordi vi til dagligt bevæger os rundt i nogle fortolkningsmodeller, som nærmest er fasttømrede, at vi vedholdende forveksler vores divinationer med ”virkeligheden”. På samme måde findes der ingen ’sande’ religioner. Alle religioner er udtryk for forskellige former for divinationer, typisk hele systemer af divinationer. Og igen bliver vi født i kulturer, hvor netop denne religion, dette system af divinationer, er så fremherskende, at vi igen forfalder til at forveksle vores divinationer med ”virkeligheden”.

Tager vi en shaman i en traditionel stammekultur, så har han forskellige ritualer og metoder til at bringe sig i nogle ændrede bevidsthedstilstande, hvor han opløser sin selvopfattelse og lader universets energier strømme igennem sig. Og under disse sessions modtager han visse impulser/ inspirationer/ visioner. Det kan være energistrømninger, der løber igennem naturen, energistrømninger der overskyller planeten, det kan være energistrømninger fra menneskene omkring ham, det kan være energistrømninger fra hans eget indre, hvilket alt i alt i sig selv er ret fantastisk, men det socialt og samfundsmæssigt kritiske punkt kommer, når han så henvender sig til et andet menneske eller til en forsamling og udlægger/ fortolker disse impulser/ inspirationer/ visioner. Meget vil komme an på karakteren af det herskende divinationssystem, som shamanen er blevet oplært og trænet i. Er det et velgørende og understøttende univers eller er det et ubarmhjertigt og konfliktfyldt univers? Meget vil også komme an på den pågældende shamans sind og livsbane, som uvægerligt vil farve hans fortolkninger af de impulser/ inspirationer/ visioner han får under sine ud-af-kroppen-sessioner.

Hvad vi har er altså universet, som ikke er andet end energistrømninger, et fuldkommen vanvittigt mangefacetteret spektrum af energistrømninger – der ER noget derude (og overalt), der ER noget der er virkeligt – men det eneste vi kan gøre er at åbne vores bevidsthed for sansningen af disse energistrømninger og derpå udlægge/ fortolke hvad det er vi ser og fornemmer. Spørgsmålet er således ikke, om vi ønsker at leve i nogle samfundsmæssige rammer, der er prægede af vores egne og andre menneskers foretrukne divinationer, for det er bare et eksistensvilkår, spørgsmålet er nærmere, om jeg overhovedet er bevidst om mine valg af divinationer?

Personligt har jeg med svingende ihærdighed praktiseret Nichiren Daishonins buddhisme igennem henved halvdelen af mit efterhånden lange liv. Så jeg kan godt sige, at jeg har været bevidst om visse vigtige valg af mine foretrukne divinationer. Når Nichiren Daishonins buddhisme appellerer så stærkt til mig, hænger det sammen med denne livsfilosofis fordomsfrihed og store generøsitet kombineret med nogle meget dybe og inspirerende begreber om menneskesindet og de energimæssige relationer mellem sindet og vores livsomstændigheder. Og så syntes jeg godt om den ledsagende meditationspraksis. Dette bevidste valg af nogle foretrukne divinationer sætter mig i stand til vedholdende at understøtte forestillinger om at leve i et univers, som er integreret, og et univers hvori jeg vedholdende har et valg om at engagere mig på måder som er værdiskabende både for mig selv og andre. Og jeg fortæller gerne andre om det buddhistiske livssyn, men det er ikke vigtigt for mig, at de gør mine foretrukne divinationer til deres.

Men som sagt bruger vi divinationer nærmest på alle planer af vores relation til os selv og omgivelserne. Jeg havde min første session hos en dygtig og intuitivt klartskuende astrolog for knap 15 år siden. Over de næstfølgende år havde jeg yderligere to sessions hos ham, og i de senere år har jeg haft to sessions hos en ligeledes meget dygtig og intuitivt klartskuende amerikansk astrolog. Og dette vækker måske oprør hos nogen, og nogen vil måske falde over mig og kritisere mig for at ”tro på” astrologi, men igen, så er det fordi de ikke forstår betydningen af vores mangfoldige divinationer. Og astrologi er en megen anskuelig case for studiet af vores divinationer. Hvad der er virkeligt er vores solsystem, og alle planeterne det er sammensat af, samt vores solsystems placering i Mælkevejen og alle de stjerner, der danner vores omgivelser i dette afsnit af Mælkevejen. Og uanset hvor vanvittig spinkle energiimpulserne end måtte være, så er det såvel virkeligt, at både planeterne og de omgivende stjerner og stjerneregioner udsender energier, der rammer Jorden.

Hvor astrologien kommer ind er der, hvor energierne fra de enkelte planeter/ stjerner/ stjerneregioner siden civilisationens vugge er blevet bestemt (divineret) til at have en særlig stemning eller karakter og altså, at de enkelte planeter/ stjerner/ stjerneregioner påvirker hvad der sker her på Jorden i overensstemmelse med deres stemninger/ karakter. Og i det newton’ske univers fremstår tanken om, at disse uendeligt svage energistrømninger skulle kunne påvirke os her på Jorden, nærmest latterlig, men i det kvantemekaniske univers er denne kategoriske afvisning pludselig ikke længere forsvarlig. Problemet med astrologien er ligesom med religionerne, at mange af udøverne (igen) ikke forstår eller glemmer, at vores måder at fortolke energistrømningerne/ stemningerne bare er divinationer. Det er os, der læser betydning ind i universet. Saturn er en planet, som udsender bestemte vibrationer, og alle de karaktertræk en astrolog udruster Saturn med, er bare i større eller mindre grad i overensstemmelse med den tusindårige astrologiske divinatoriske kanon. Saturn er ikke og har ikke en personlighed. Saturn er ikke og har ikke nogen intentioner. Det er endda tvivlsomt om Saturn kan siges at have et væsen. Saturn er en planet, der udsender bestemte vibrationer og øver en bestemt påvirkning på dens omgivelser, men alle måderne vi italesætter disse vibrationer står for vores egen regning.

Og alligevel, selv med denne skelnen for øje, så har mine møder med omtalte astrologer været øjenåbnende. Uanset de humaniserende måder vi beskriver energierne, så har der været noget ved deres analyser, som har fremstået overraskende præcist og slående. Min anledning til at skrive dette opslag var fordi det slog mig, hvordan jeg i tilbageblik synes jeg har investeret alt hvad jeg havde af mental og psykisk ballast og vedholdenhed i at fremme en almen bevidstgørelse om vores aktuelle samfundsmæssige og økologiske omstændigheder, som forekommer at være virkelig virkelig kritiske. Og hvordan disse astrologer har peget på, at det forhold, at jeg er født i Løvens tegn lige ved solopgang med Løven som ascendant, netop vil pege i retning af en person som er usædvanligt selvberoende og konsistent og med en betydelig mental og psykisk energi og stamina.

Da jeg tilbage i 2006 for alvor indså, i hvilket omfang menneskeheden nærmest bevidstløst er ved at fortære sit eget livsgrundlag, da så jeg mig omkring efter lederfigurer, der talte om denne krise, og som præsenterede nogle løsningsforslag til imødegåelse af denne krise. Men jeg fandt ingen. Jo der var forskellige nydelige hensigtserklæringer, men ingen der var drevet af nødvendigheden af, at der pinedød skal ske forandringer. Dybe forandringer. Og det slog mig, at grunden til at der ikke var nogen lederfigurer eller stemmer i den offentlige debat, der pressede på for gennemførelse af de nødvendige reformer, kunne være, at det simpelthen er for enerverende og opslidende at fokusere på disse ekstremt foruroligende forhold i længere tid ad gangen.

I går læste jeg på DR’s hjemmeside, at de torsk man fanger i Østersøen efterhånden alle er små og udsultede og forkomne, og at biologerne forventer at torsken indenfor en overskuelig fremtid vil uddø som art i Østersøen. Uanset hvor uendelig trist det er, når jeg læser en artikel som denne bliver jeg ikke overrasket. Siden 2006 har jeg investeret meget tid i at orientere mig om det faktiske stade af planetens trivsel eller rettere mistrivsel, og planetens uddøen er fuldkommen evident for enhver der er villig til at se. Så hvordan reagerer andre mennesker på en sådan artikel? Der er helt givet mange, som også bliver triste og lettere fortvivlede, og artiklens foruroligende vidnesbyrd lever videre i deres bevidsthed i timer, dage, uger efter. Og så der mange, der måske skimmer artiklen, og mærker et stik af uro, men gør så op med sig selv, at det er der folk der tager sig af. Og så er der måske også mange, som har udviklet en forhøjet sensibilitet overfor (dybt) foruroligende nyheder, og som i samme øjeblik de indser, hvad det er artiklen handler om, haster videre til noget andet og knap så belastende nyhedsstof.

Så da jeg i sin tid omformulerede mit spørgsmål til, hvem der har den psykiske styrke og ballast til vedholdende at fokusere på disse ekstremt foruroligende forhold, da kom svaret i al ydmyghed, at (nå ja) det har jeg selv. Og det er hvad jeg har gjort. Jeg har nærmest taget permanent ophold i denne virkelighedsopfattelse, hvor vores samfund er ved at fortære sit eget livsgrundlag, og samtidig er hyllet ind i et mægtigt spind af illusioner og fortrængninger. Og det er fra denne position at jeg skrevet hvad jeg har skrevet og forsøgt at fremme en mere almen bevidstgørelse. Men al denne udbredte hævdelse af normaliteten og det gangbare ved normaliteten, ja det må så i dennes sammenhæng siges at være rigtig mange menneskers mere eller mindre bevidste valg af deres egen foretrukne divination.

Og det er velsagtens i orden, vi skal bare huske på, at der er en virkelighed derude (og overalt). Når vi siger vi skaber vores egen virkelighed, så er det jo bare vores egen virkelighedsopfattelse vi skaber og de afledte virkninger af at oppebære netop denne virkelighedsopfattelse.  Og således kommer også jeg til et punkt, hvor jeg oplever det som enerverende og opslidende at leve indenfor en virkelighedsopfattelse, som er så ladet med kriser, samfundsmæssige kriser, økologiske kriser og nu også mere eller mindre reelle helbredskriser.