Den aktuelle skandale om afsløringerne af den udbredte kultur af chikane, ydmygelser, overgreb og vold på Danmarks elitekostskole Herlufsholm bringer en arketypisk samfundskonflikt op til overfladen. Den handler om skellet imellem at etablere og opretholde et samfund på basis af magthierarkier og eksklusion eller at etablere og opretholde et samfund baseret på inklusion og respekt for hver enkelt og hans eller hendes unikke bidrag til fællesskabet. Dette skisma forekommer nærmest at være en form for grundvilkår ved eksistensen, og alle samfund forekommer at have denne skillelinje løbende igennem sin kultur.

En meget anskuelig fremstilling af denne skillelinje finder man i William Golding’s debutroman Fluernes Herre fra 1954 (filmatiseret 1963 og 1990), hvor en gruppe drenge fra en engelske kostskole strander på en øde ø, og hvor en klike af selvudnævnte ’jægere’ anført af Jack hurtigt skiller sig ud som den overlegne magtorienterede gruppe, mens de øvrige fastholder et sammenhold og en vilje til at løse deres udfordringer i fællesskab. Og hurtigt kommer det til former for chikane og overgreb fra ’jægerne’ overfor de andre, og det kommer til sammenstød og vold og til sidst mord. Og det kommer til en intens jagt fra ’jægerne’ på Ralph, den uformelle leder af den inklusive gruppe, hvor ’jægerne’ samtidig brænder det meste af tropeøen af.

En meget illustrativ historie som givetvis er baseret på Golding’s egne erfaringer fra sin skole/ kostskoletid. Og der er ingen tvivl om, at Golding’s sympati ligger hos den inklusive gruppe og hos Ralph, men det er svært for Ralph og den inklusive gruppe at modstå angrebene og manipulationerne fra ’jæger’-gruppen. For langt de fleste mennesker vil sympatien givetvis såvel ligge hos Ralph og den inklusive gruppe, hvilket rejser spørgsmålet, er det aspekt af sindet som ’jægerne’ lever ud bare en barbarisk pestilens, eller har disse magtorienterede drifter en funktion, som også har konstruktive aspekter? ’Fluernes herre’ er faktisk en bogstavelig oversættelse af navnet Belzebub, også kendt indenfor kristendommen som Fanden, og der er ingen tvivl om, at der i den magtorienterede tilgang er et iboende mørke og nogle drifter, nogle umættelige begær, som igen og igen har vist deres evner for at komme ud af kontrol.

Principielt kan man sige, at civiliserede samfund er karakteriserede ved, at de rige og magtfulde fortsat er underlagt de samme love, som de der gælder for den øvrige del af befolkningen. Og i det omfang at en ”elite” skiller sig ud, og har held til at påvirke måderne samfundet fungerer på til at favorisere dem og yde dem nogle grader af urørlighed, så er det pågældende samfund fanget i en degenereret og barbarisk udviklingslinje. Skandalen om afsløringerne af den udbredte kultur af chikane, ydmygelser, overgreb og vold på Herlufsholm er som et barometer på dette samfundsmæssige forfald. At Jack og ’jægerne’ har haft alt for frit spil igennem særligt de seneste fire årtier under neokonservatismens og neoliberalismens banner, og ikke bare bliver elever på Herlufsholm ofre for disse ydmygelser og overgreb, voldsudøverne får jo markant skærpet deres psykopatiske træk, som de så tager med sig ud i verden.

Måske er den aktuelle Herlufsholm-skandale anledningen til, at vi som samfund gennemfører en dyb selvransagelse i retning af, hvor dybt tendenserne imod psykopati stikker i de øverste ledelseslag. Måske var Vinterbergs Festen ikke bare historien om en helt særlig dysfunktionel rigmandsfamilie. Måske er problemerne med forskellige former for overgreb i rigmandsfamilierne langt mere udbredte end vi almindeligvis er bevidste om. Hvor mange tilfælde af teenagepiger der skærer sig er der i disse familier i forhold til befolkningen som helhed? Hvor mange stofmisbrugere? Hvor mange virkeligt onde arvesager, hvor alle familiebånd bliver totalt spolerede og erstattede af had og hævngerrighed?

Og når disse superprivilegerede og følelsesmæssigt forsømte børn så lander på Herlufsholm, hvor meget vil denne følelsesmæssige afstumpethed ikke være en fordel i retning af at indgå i disse voldsomt grænseoverskridende ”lege”? Her vil et barn, som er vokset op i en normal omsorgsfuld familie, jo have et enormt handicap i sine empatiske evner, og sin tøven overfor at øve skade på andre mennesker, når ”ritualerne” siger, at det er det man skal gøre. Måske går disse mentalt/ spirituelt sundere børn bare generelt bag om dansen, og bliver ikke en del af den egentlige ”elite” trods det at de fik chancen ved en plads på Herlufsholm. Eller også bliver eleverne med deres empatiske evner nogenlunde intakte forulempede ved, at de bliver tvunget ind i rollen som aktive eller passive medløbere, hvilket øver skade på deres integritet.

Men igen, er disse drifter imod magthierarkier og eksklusive kliker bare en pestilens for samfundet som helhed, eller har de en positiv funktion? Personligt hælder jeg til det sidste ud fra det simple princip, at man kan ikke have lys uden mørke, man kan ikke have liv uden død. Hvad jeg ser for mig er, at det større samfund bliver vækket til en bevidsthed om betydningen af inklusion, betydningen af samfundsmæssig solidaritet og sammenhold, betydningen af respekten for den enkelte og den enkeltes unikke bidrag, gennem de voldsomme udfordringer som de eksklusive, dominerende og manipulerende ”elite”-kliker frembyder. Samtidig er der også et ’drive’ i disse meget begærlige egoistiske attituder, som også støder kulturudviklingen fremad, forudsat at de mere helhedsorienterede samfundsattituder samler op på disse udviklingstendenser og formår at dreje dem i ikke-destruktive retninger.

Alt i alt er det på høje tid at denne skandale rammer. Efter fire årtier med disse magtorienterede, dominanssøgende, intrigante og samfundsnedbrydende tendenser står modpolen i form af de inklusive, helhedsorienterede, individrespekterende og samfundsopbyggende attituder meget svækket. Langt hovedparten af befolkningen siger bare ja og dukker sig. Og både coronakrisen og Ukrainekrisen har været voldsomme yderligere anslag mod disse inklusive, helhedsorienterede, individrespekterende og samfundsopbyggende attituder. Så skandalen rammer netop på det punkt, hvor ”eliten” stod foran at tage det sidste og ultimative stik hjem: den endelige underordning af alle undersåtterne til deres neofeudalistiske styre. Men det kommer aldrig til at ske. Dertil har deres hidtidige styre simpelthen været for fejlbehæftet og desorienteret. Vores samfund er jo helt åbenlyst i opløsning.

Samtidig er det helt indlysende, at det bliver ikke disse magtorienterede, dominanssøgende, intrigante og samfundsnedbrydende attituder, der leder menneskeheden igennem det 21. århundredes voldsomme omvæltninger. Tværtimod er imperativet her, at vi udvikler omsorg ikke bare for vores medmennesker men for alle livsformer vi deler planetens fantastisk varierede og komplekse økosystemer med. Det vil kræve en alle-mand-på-dæk og et langt stykke af vejen en selvopofrende indsats at få vendt de samfundsmæssige udviklingstendenser i retning af heling og nye former for bæredygtig vækst.

(Illustration: Stillbillede fra Fluernes Herre, Criterion Film, 1963)