Siger vi, bare som et tankeeksperiment, at Universet er uendeligt rigt. At der er utallige civilisationer spredt ud over Universet, som mere eller mindre lever deres egne liv, men hvoraf der også er nogle, der har erhvervet evnerne for at kunne observere og udveksle med andre civilisationer. Og at der blandt disse mere avancerede civilisationer er nogle, som har denne respekt for individers integritet, som muligvis mere end noget andet er fundamentet og et fællestræk for alle “humanistiske” og “demokratiske” kulturer igennem Universet, hvad ville disse civilisationers aktuelle vurderinger af Jordens kulturelle udviklingslinjer være?

Og videre, siger vi, bare som et tankeeksperiment, at vi lever i multivers, hvor Universet er sammensat ikke bare af en uendelighed af steder men også af mangfoldige tidslinjer, og hvor de mere avancerede civilisationer, som har erhvervet evnerne for at kunne observere og udveksle med andre civilisationer, at disse civilisationer trækker på erfaringer gjort af “tidligere” civilisationer, hvad lærer ville disse civilisationer uddrage af Jordens aktuelle kulturelle udviklingslinjer?

Mit bud er, at disse civilisationer meget nøje studerer fænomenet, hvordan demokratiske kulturer, der havde opbygget institutionerne til at understøtte de demokratiske styreformer, de havde endda været opmærksomme på en hel række af faldgruber for disse demokratiske styreformer og indbygget forskellige anti-korruptionsprincipper, og alligevel blev de demokratiske styreformer undergravede og overvundet af nogle fra et demokratisk standpunkt korrupte styreformer.

Jeg ser for mig, hvordan disse udenjordiske civilisationer meget nøje vil studere, hvor det var, at de i øvrigt demokratisk dedikerede befolkninger alligevel lod sig bedrage og overrende, og pludselig fandt sig selv fangede i forskellige processer af degeneration og kulturelt forfald. Og jeg ser for mig, hvordan de erfaringer menneskeheden i disse år gennemlever er et ‘case study’, som vitterlig påkalder sig udbredt interesser fra mangfoldige civilisationer.

Det handler om en oplevet velstand, en opfattelse af at det er i orden bare at tænke på at opnå fordele for én selv, det handler om at tage en masse samfundsmæssige og kulturelle forhold for givne og derigennem faktisk forsømme at vedligeholde dem, det handler om magelighed og dovenskab eller med andre ord, en mangel på årvågenhed og en mangel på beredskab og konsekvent handling.

Og ja, der var onde kræfter på spil, som ville noget andet end de demokratiske styreformer, kræfter som var drevet af begæret efter at dominere og herske, men disse kræfter er altid iboende i livet, så det er ikke deres tilstedeværelse der gør forskellen. Forskellen består i netop den manglende årvågenhed og det manglende beredskab og fraværet af konsekvent handling.

Der har været mange led i overgangen fra reelle demokratiske styreformer til de nuværende tilstande af skindemokrati og reel styring gennem et vidtforgrenet magthierarki, og ved hvert af disse led skulle den demokratiske årvågenhed have registreret korruptionstendensen og beredskabet skulle have været aktiveret og de fornødne skridt skulle have været taget for at imødegå korruptionstendensen.

Så hvad jeg ser for mig, at det disse udenjordiske civilisationer studerer meget nøje er, hvad det er der understøtter denne altafgørende årvågenhed. Hvordan opøves denne sensibilitet til et sådant niveau, at korruptionstendenserne identificeres som sådanne på så tidlige stadier af degenerationen, at imødegåelse og modforanstaltninger bliver aktiveret, og de demokratiske styreformer holdes intakte.

Og her er der en række helt oplagte cases, som f.eks. 9/11-terroraktionen, Finanskrisen, coronaepidemien og Ukrainekrisen, som alle burde have drevet årvågenheden helt op i det røde felt, og som burde have udløst omfattende og dybtgående former for samfundsmæssig selvransagelse og omfattende reformer, men det var ikke det der skete. Hverken årvågenheden i befolkningen eller blandt de demokratiske institutioner var tilstrækkelig til for alvor at imødegå korruptionstendenserne.

Og nu er løbet muligvis kørt for menneskeheden. Det er karakteristisk for kræfterne, der begærer at dominere og herske, at de svage på kreativitet og evnerne for rent faktisk at få et samfund og en kultur til at trives. Det er set igen og igen igennem utallige verdener at lykkes det ikke at tilbageerobre styringen fra kræfterne, der begærer at dominere og herske, så vil de føre til former for selvdestruktion. Men indenfor dette tankeeksperiment er der så en trøst i, at andre civilisationer kan lære noget afgørende vigtigt ved vores nederlag og undergang.

Hvad jeg godt vil supplere med, er at pege på, hvordan der er en pendant til den demokratiske årvågenhed i vores egen årvågenhed overfor vores sjælelige impulser. Og det er faktisk mere end en pendant, det er én og samme ting. Som normale ikke-skadede mennesker har vi hver især former for kontakt til vores sjæl, vores inderste følelses- og bevidsthedsliv, vores indre stemme, vores mavefornemmelser, vores kærlighedsimpulser, vores uprovokerede indskydelser. Men det kræver en vis årvågenhed at sikre, at disse impulser får taletid og bliver bevidstgjort.

Men bevidstgørelsen er kun det første skridt, for disse impulser opleves altid som sande for det enkelte menneske, og således kommer lydhørheden overfor dem også med en fordring om efterfølgende at handle på dem. Og denne fordring kan komme temmelig meget på tværs af de planer man ellers går og har. Og ikke bare kan fordringen om at handle på ens indre impulser komme på tværs af ens egne planer, de kan nemt også komme på tværs af ens omverdens planer og forestillinger.

Det enkelte menneske har således også visse tilskyndelser til at skrue ned for lydhørheden overfor ens indre impulser og videre at undlade at handle på de impulser, der så alligevel trænger igennem. Går man så igennem en længere periode og undlader at handle på visse vedholdende indre impulser, så bliver disse impulser på et eller andet tidspunkt til en slags hvid støj, som man ikke længere ænser. Her skal man bare gøre sig klart, at man kan ikke udviske visse impulser men samtidig bevare lydhørheden overfor andre. Hvis man går efter at udviske sine indre impulser, så udvisker man hele spektret af impulser, herunder også kærlighedsimpulsen.

Så måske er det vores uvilje og blokeringer overfor at lytte til vores indre impulser, måske er det vores manglende værdsættelse af og træning i at lytte til vores indre impulser, der er den underliggende årsag til svigtet i vores demokratiske årvågenhed og hvorfor vi nu er fangede i nogle udviklingstendenser, der peger i retning af den ultimative triumf for kræfterne, der begærer at dominere og herske, og menneskeheden og planeten er på vej til at blive lagt øde.

Skulle vi ønske at vende disse udviklingstendenser er sådan set meget enkelt: En væsentligt større del af befolkningen skal vælge at vende tilbage til at begynde at lytte til deres indre impulser og respektere dem og begynde at handle i overensstemmelse med dem. Denne proces vil også have karakter af en dyb selvransagelse, og følelser af skyld og skam kan komme over én, men disse følelser er bare et barometer for i hvilke grader man har forbrudt sig imod, hvad ens indre impulser fortæller én er det rette at gøre. Følelserne af skyld og skam er bare bivirkningerne af denne venden tilbage til at lytte til sine indre impulser.

Og når en tilstrækkelig stor del af befolkningen har fundet tilbage til at bringe sig selv i overensstemmelse med sine indre impulser, så skal samfundet som helhed gennemgå en form for selvransagelse, f.eks. igennem formatet af Sydafrikas Sandhedskommissioner, hvor samfundet som helhed vedgår al korruptionen og alle forbrydelserne, der har været løs i samfundet igennem hele den periode, hvor det var kræfterne der begærer dominans og overherredømme, der herskede. Igen her, vil disse erkendelser været ledsaget af følelser af skyld og skam, og igen her vil det bare være bivirkninger af at komme tilbage på sporet af demokratisk dedikation og årvågenhed og et gennemgående åbent og tillidsbaseret samfund.

.