Amager, en del af Østeuropa?

Her for et par dage siden var der en delegation fra min gamle verden, arkitektverdenen, på besøg i min nuværende verden på Tårnby Rådhus, og jeg fik den tanke, at det var som en delegation fra Vesteuropa på besøg i Østeuropa for 30 år siden. Sagen er, at Tårnby Kommune er i gang med en omfattende organisatorisk omstrukturering, og i forlængelse af denne forandring er der et ønske om såvel at opgradere de fysiske rammer på rådhuset. Tårnby Rådhus og Rådhushaven er begge fredede som fine arkitektoniske eksempler på den danske modernisme, men hvad der også er meget karakteristisk for Tårnby Rådhus er den usædvanligt lukkede karakter af rådhuset, når man kommer indenfor.

Man har her de arkitektoniske kvaliteter af de eksponerede in-situ støbte betonkonstruktioner, der bærer de udkragede balkoner samt kvaliteterne ved de dobbelthøje aulaer og de zen-agtige atriumgårde og glasgangen mellem bygningsafsnittene med kig ned i C. TH. Sørensens fine rådhushave, men alle indvendige vægge er lukkede, alle døre er lukkede, og på dørene er der bare et lille skilt med et rumnummer. Der er selvfølgelig en reception ved indgangen med to informationsskranker og en glasdør ind til borgerservice, men bortset her fra er der bare lukket. Hele vejen rundt.

Og det kan man rimeligvis sige er en højst utidssvarende måde at møde borgerne på, og altså ude af trit med de idealer om åbenhed og tilgængelighed man tilstræber nu om dage. Og tanken om at modernisere Tårnby Rådhus har været oppe før, men der er nogle forhold ved udformningen af Tårnby Rådhus, som gør det vanskeligt. Dels er der typisk en dobbeltmur imellem fordelingsarealerne og kontorerne, som benyttes til fremføring af installationer, dels er fordelingsarealerne samtidig flugtveje i tilfælde af brand, og skulle man ønske sig at sætte glas i væggen mellem kontorer og fordelingsarealerne, så skal dette glas være brandglas, som godt nok er blevet billigere med årene men ikke desto mindre fortsat er helt uforholdsmæssigt dyrt.

Dertil kommer så, at bortset fra de nyere hæve/ sænkeborde ved arbejdspladserne er inventaret i lakeret bøg, som velsagtens var trendy da det blev indkøbt for 50 år siden, der er ingen konsekvens i valget af kontorstole, arbejdslamper eller mødeinventar, mindst halvdelen af fletstolene trænger alvorligt til en renovering, den indvendige beplantning er sporadisk og mange steder trænger der åbenlyst til en nymaling af lokalerne. Og så er der sådanne detaljer som, at der ved indførelsen af den nye affaldssorteringsordning i kommunen på kontorerne indledningsvist blev opstillet en stribe på fire skraldespande med et papskilt, der orienterer om affaldskategorierne, og denne forsøgsopstilling har vi så kørt på i over et år.

Netop på denne årstid er der så forskelligt julepynt oppe på kontorerne, og det er så mere eller mindre sporadisk og mere eller mindre virkningsfuldt, og samlet set fremstår rådhuskontorerne jævnligt lettere hengemte og utjekkede. Og jeg vil ikke sige at de ansatte på rådhuset er utjekkede, men jeg har en klar fornemmelse af, at igennem de øjne arkitektdelegationen møder omverdenen, har de mennesker, der befolker Tårnby Rådhus, heller ikke fremstået cool og tjekkede. Jeg gætter på, at det var en gennemgribende ”etnisk” oplevelse for arkitektdelegationen at besøge Tårnby Rådhus. Og de gik muligvis der fra med en lidt anden idé om, hvad det er de er oppe imod, når det kommer til at give Tårnby Rådhus et løft til (i deres øjne) nutidige offentlige og erhvervsmæssige standarder.

Og i hovedstadsområdet har vores offentlige institutioner generelt meget høje standarder for at signalere professionalisme og diskret myndighed og en veltilrettelagt imødekommenhed overfor borgerne gennem trendy og tjekkede interiører. Og ikke mindst på den baggrund har arkitektdelegationens oplevelse af Tårnby Rådhus formentlig været meget afvigende og ”etnisk”, og jeg gætter på, at oplevelsen vakte en arrogance á la den der nemt kom over vesterlændinge ved et besøg i Østeuropa.

I en verden hvor bæredygtighedens fordring presser sig mere og mere på, burde der vel være en præmie for de 50 års merforbrug, der er sparet, på de inventarudskiftninger der ikke er sket, men det har næppe været de overvejelser, der prægede arkitektdelegationens overvejelser. Omvendt skal den jævnligt lettere hengemte og utjekkede karakter af interiøret på Tårnby Rådhus selvfølgelig ikke i sig selv fremhæves som en kvalitet. Der er klart rum for forbedringer.

Oprindeligt var Amager en baghave til København med landbrugsproduktion til hovedstaden, senere blev store dele af arealerne dækkede med enorme drivhuse til grøntsagsproduktion til hovestaden, men som industrialiseringen vandt frem, blev Amager for en stor del også Københavns baggård med al mulig beskidt industri og autoværksteder og skrot- og lossepladser. Samtidig blev store dele af Sundby bebygget med lejekaserner med nogle af de mindste arbejderboliger i Storkøbenhavn, og der har alle dage været en stemning af, at Amager var hjemsted for de laveste socialklasser. Selvfølgelig havde visse afsnit på Amager sine kvaliteter og fine indslag, som Tårnby Rådhus for eksempel også er udtryk for, men hele vejen igennem var der også en vis armod og hutlen sig igennem, som efterlod det samlede indtryk utjekket og en smule tarveligt.

Så meget hænger denne sociale slagside ved, at jeg lejlighedsvist fortsat hører folk hævde sig selv ved at kalde Amager for ’lorteøen’. Og på grund af denne indgroede sociale nedladenhed fra københavnerne m.fl. overfor Amager skulle vi helt op til 1990’erne og ind i 00’erne, førend de samme folk begyndte at blive opmærksomme på attraktionerne ved de eksisterende villaer beliggende ved Amager Strand. Og jeg skal selvfølgelig tage mig i agt for at beskylde andre for at ligge under for fordomme, ikke desto mindre er det min klare fornemmelse, at arkitektdelegationen ved deres besøg på Tårnby Rådhus fik bekræftet sine værste fordomme om Kastrup/ Tårnby.

Og grunden til at jeg har så stærk en mistanke om, at disse fordomme greb arkitektdelegationen, er fordi arkitekter er så optagede af, hvordan tingene ser ud. De er optagede af hvordan de selv ser ud, deres børn ser ud, optagede af hvordan deres arbejdsplads og kolleger ser ud, optagede af hvordan deres professionalisme bliver set af omverdenen, og al denne optagethed af hvordan tingene ser ud, fylder så meget, at det nemt fortrænger en fornemmelse af, hvordan tingene reelt er på nogle andre planer.

Denne eventuelle faglige svaghed ved at være mere eller mindre manisk optaget af hvordan tingene ser ud, vil i givet fald meget nemt kunne føre til hæmninger, angst for ikke at tilhøre in-gruppen, dem-og-os-tankegange og i forlængelse heraf en stærk tilbøjelighed til at føle og projicere arrogance. Og her bliver arkitekterne formentlig bare eksponenter for nogle mere almene folkepsykologiske trends, fordi vi i takt med vores velstand og kommercialisering og materialisme, radikalt understøttet af de sociale medier, generelt bare er blevet så meget mere fokuserede på, hvordan tingene umiddelbart præsenterer sig.

Jeg har arbejdet i syv år i Tårnby Kommunes Ejendomscenter som bygherre/ arkitekt/ drift- og vedligeholdskoordinator på et udsnit af kommunens ejendomme, og jeg vil bare sige, at Tårnby Kommunes Ejendomscenter er er en af de fineste arbejdspladser, jeg endnu har været på. Det er min oplevelse, at folk i Kastrup/ Tårnby er almindelige mennesker, og de ser sig selv som almindelige mennesker, arrogance er nærmest fraværende, og således har de ikke travlt med at promovere sig selv eller at fokusere på egen vinding og realiseringen af egne ambitioner. Der er en fordomsfrihed, der følger med at se sig selv som et almindeligt menneske, som igen virker meget befordrende for samarbejdet på tværs af afdelingerne på rådhuset og videre med alle medarbejderne ude på de forskellige institutioner eller ’i marken’ samt ikke mindst i mødet med borgerne.

Vi har et supergodt kollegialt miljø, hvor vi bistår hinanden og samtidig arbejder på at løse vores opgaver effektivt og ordentligt. Og i vores måde at styre håndværkere og entreprenører er der en overordnet tilgang om fairness, hvor vi går efter at opbygge tillidsrelationer med vores samarbejdspartnere med fokus på fælles målsætninger i opgaveafviklingen. Og frem til omstruktureringen har vi haft en chef af den gamle skole, så at sige, som også har vist tillid til os som medarbejdere og givet os stor frihed i vores opgaveafvikling.

Jeg gætter på at man vil få svært ved at finde en kommune med en tilsvarende produktivitet, hvor et team på syv medarbejdere samt to energimedarbejdere administrerer en ejendomsmasse på over 200.000 m2, herunder også mindre anlægssager samt projektledelse på større anlægssager. Selvfølgelig kæmper vi med at få vores opgaver i mål til kvaliteten, prisen og tiden, og selvfølgelig kæmper vi med at afværge, at der ophober sig et vedligeholdsefterslæb, særligt når vores budgetter samtidig bliver beskårede, men alt dette bare for at sige, at der i de jævnbyrdige, fordomsfrie og tillidsfulde tilgange er en saglighed og effektivitet og en tilfredsstillelse i hverdagen, som man ikke har en chance for at indse ved bare at dømme på basis af, hvordan folk og de fysiske rammer ser ud.

I mine øjne er der en menneskelig kvalitet ved ikke at være fordringsfuld, og der er en kvalitet ved, at medarbejderne er fokuserede på deres opgaveløsning og ikke tænker så meget over, hvordan deres fysiske rammer fremstår. Omvendt er det meget på sin plads, at ledelsen på rådhuset godt vil åbne rådhuset mere overfor borgerne og samtidig give de fysiske rammer et løft, også som en slags respekt for og anerkendelse af den store indsats medarbejderne yder.

Så hvad der i virkeligheden lå i min indskydelse om besøget af arkitektdelegationen som et besøg af en delegation fra Vesteuropa i Østeuropa for 30 år siden var denne kontrast imellem en måde at møde omverdenen igennem udseende, materialisme, identitet og prestige overfor nogle mere inderlige, holdningsmæssige og solidariske tilgange. Og vi har i tre-fire årtier eller længere gået i Vesten og opfattet os selv som forbilleder, og troet at den højeste stræben for folk i Østeuropa var at blive ligesom os. Og måske har folk i Østeuropa tænkt det samme, men over årene er der muligvis en dybere eftertanke der har meldt sig. At der måske var noget meget væsentligt, der gik tabt, da de tjekkede og cool vestlige attituder rykkede ind, og lagde beslag på samfundsforestillingerne.

Og vi havde vores tilsyneladende stærke valutaer, som allerede dengang tilbage i 1980’erne havde sluppet deres forankringer i realiteterne, og vores trip på vedholdende udvidelser af vores pengeforsyning forklarede for en stor del vores økonomiske overlegenhed. Og mere end noget andet var det velsagtens dette trip på vedholdende udvidelser af pengeforsyningen der førte til disse yderliggående tendenser i retning af materialisme og fokus på identitet og fremtoning. En kollektiv mani med stræben efter coolness og popularitet, som fortrængte inderlighed og fokus på det indholdsmæssige.

Denne omsiggribende overfladiskhed var allerede meget fremherskende i 1980’erne, og det var ikke mindst på den baggrund, at vi var nogen, der dengang så et helt særligt potentiale i Gorbatjovs forsøg på at reformere Sovjetunionen og den deraf følgende forsoning mellem Vest- og Østeuropa. At det ikke bare var Østeuropa, der havde behov for noget vestlig professionalisme og individuelt drive, men at det også var Vesteuropa, der havde behov for at genfinde nogle mere fordomsfrie, inderlige og solidariske tilgange.

Men det var ikke sådan det skulle gå. Det blev til den ensidige udrulning af vestlige idealer, og de østeuropæiske befolkninger har lige siden halset efter at komme på omgangshøjde, har kæmpet med mindreværdsfølelser, og har givetvis samtidig følt et afsavn og en form for hjemløshed.

Og nu er vi i Vesten ved at blive indhentede af vores dårskaber. Vores løbske penge- og finanssystemer kører på kanten af sammenbrud, vores arrogante og tåbelige fjendtliggørelse af Rusland og russerne i kombination med vores svigtende greb om, hvad der overhovedet er virkeligt i denne verden, fører os ubønhørligt imod en form for kollektivt eksistentielt sammenbrud. Og først der vil vi formentlig indse, hvor langt vi har været ude ad en tangent, og hvor løsrevne og nærmest skingre mange vores samfundsforestillinger havde udviklet sig.












(Illustration: Atriumgården i den oprindelige rådhusbygning, arkitekt Halldor Gunløgsson, 1957)

Advertisement

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.