Kun en tåbe er ikke på stikkerne overfor væksten og udbredelsen af Artificial Intelligence. Men tåber bliver der så tilsyneladende også flere og flere af. Denne note er bare et bidrag til en større scenarieanalyse. Et enkelt scenarium der skitseres med tanke på, at det bliver imødegået af andre mere omhyggelige scenarier, som måske, hen ad vejen, kan efterlade dette scenarium uden gyldighed. Men indtil disse mere omhyggelige scenarier foreligger, mener jeg der er en case for at overveje scenariet, der præsenteres her. Den indskydelse jeg fik gik på, at organisationen bag ChatGPT muligvis er tusind måske en million gange større end vi går og forstiller os. At vi ikke bare taler om en mindre virksomhed med nogle usædvanligt godt begavede programmører. At denne organisation allerede nu, hvor vi stifter bekendtskab med ChatGPT, er oppe på lag med Google og Facebook. Og det vi har været en del af med introduktionen af ChatGPT, har ikke bare været et fascinerende eksperiment eller en selskabsleg, det har muligvis snarere været et massivt reklamefremstød, hvor der var nogen der havde enormt meget investeret i, at den almene modtagelse af kunstig intelligensformer var positiv, konstruktiv, inspirerende.

Inden vi går ombord i at bygge casen for, at ChatGPT muligvis er noget andet end de fleste mennesker forestiller sig, skal vi prøve at danne os nogle mere retvisende forestillinger om, hvor detaljerede og nærmest ubegribeligt omfattende hver af vores virtuelle profiler allerede er. Igennem de omtrent to årtier hvor den totale overvågning har været udrullet i hvert fald i den vestlige sfære, er der blevet indsamlet enorme mængder af data om hver enkelt af os. Hver vores virtuelle profiler er sammensatte af mængder af data, der kategoriserer os i mængder af helbredsmæssige forhold, mængder af sociale forhold, mængder af holdningsmæssige og politiske forhold, mængder af karakteristikker af vores vaner, lyster og præferencer, formentlig i nogle grader som vi hver især og på stående fod ikke tilnærmelsesvist selv er bevidste om.

Det er bestemt ikke usandsynligt at vores virtuelle profiler afslører forelskelser, venskaber, graviditeter, skilsmisser, jobskift, sygdomme mv., inden vi selv bliver bevidste om, hvad det er der sker i vores liv. Og med de tiltagende grader af kontrol med internettet og de tiltagende grader af mørklægning kan man formentlig med en vis ret hævde, at vores virtuelle profil er større end os selv. Det har at gøre med samtidigheden af den tilgængelige viden og mulighederne for med nutidig processorkraft at syntetisere disse data, og det har at gøre med den viden der bliver holdt skjult for os. Alle de mængder af interesser der er lever i sindene af den udbredte menneskehed, men som kontrollen af de sociale medier spærrer for en almen bevidsthed om. Alle de mængder af individuelle interesser og sympatier på kryds og tværs af diverse samfundsmæssige netværk som også for en stor del forbliver skjulte for hver enkelt. Efter vores kollektive erfaringer igennem ’fake news’-kampagnen og coronaepidemien og Ukrainekrisen er det ikke urimeligt at antage, at de sociale medier på mange måder fungerer i retning af at holde folk små og ubetydelige. Ingen individer med potentialet til at blive en betydelig samlende figur for afvigende opfattelser, får lov uhindret at udbrede sine ideer på de sociale medier. Der er helt klart ikke tale om en ’level playing field’, hvor de reelle levende interesser får lov at udfolde sig frit.

Samtidig er der stærke indicier for, at der er en omfattende ’collusion’ på spil imellem de politiske magtinstanser og de oligopolistiske megakoncerner, herunder de store mediekoncerner, og frem for at den ene megakoncern opbygger sine egne virtuelle profiler over sine kunder og de sociale medier opbygger deres og efterretningstjenesterne opbygger deres, så er det langt mere sandsynligt, at de alle bidrage til den ene og samme indbyrdes delte virtuelle profil af hver af os. Alt dette har betydning for at sætte en passende ramme for hver af vores interaktioner med ChatGPT.

Jeg var til en forelæsning på Arkitektskolen, hvor forelæseren både indledte og afsluttede med en dialog han havde haft med ChatGPT. Og jeg syntes det var vildt fascinerende. I første omgang hvor formfuldendt sproget var, dernæst hvordan ChatGPT forekom med det samme at kunne forholde sig til meget sammensatte og avancerede spørgsmål. Da jeg så efterfølgende læste spørgsmålene og svarene igennem, fremstod svarene ikke helt så originale og der var et vist moment af at tale spørgeren efter munden. Men alligevel, dybt tankevækkende. Og der er mange andre, der har gjort nogle lignende ret vilde erfaringer med ChatGPT, hvor den kunstige intelligens på næsten ingen tid har kunnet give et bud på et svar på nogle særdeles komplekse spørgsmål. Og det var i en forbigående overvejelse af dette fænomen, at jeg fik indskydelsen som nævnt indledningsvist, at der er nogen der muligvis har enormt meget investeret i, at den almene modtagelse af kunstig intelligens er positiv, konstruktiv, inspirerende.

Jeg er over de seneste år kommet til at opfatte den tid vi lever i, som en verdensomspændende kamp mellem to forskellige mindsets, det kølige kalkulerende individuelle magtbegærlige tendentielt psykopatiske mindset overfor det indlevede inklusive ydmyge solidariske tendentielt ’frelste’ mindset. Og der er min opfattelse, at de kølige kalkulerede magtbegærlige attituder har været under stærk udbredelse igennem de seneste fire årtier, og at de indlevede inklusive ydmyge attituder nærmest er fortrængt fra vores samfundsliv. Siger vi nu, at disse tendenser har været desto mere udtalte i de øverste samfundsmæssige ledelseslag, altså at vi her har at gøre med udbredte grader af psykopati, så er der muligvis et ønske om, i disse kredse, en gang for alle at konsolidere sin magt. Og her kan udbredelse af kunstig intelligens spille en helt central rolle. For den kunstige intelligens kan allerede nu og mere og mere indenfor de kommende år gøre så mange ting hurtigere og mere præcist end mennesker kan, og det eneste sted hvor den kunstige intelligens for alvor kommer til kort, er der hvor netop vores indlevelse og sansede empati gør hele forskellen.

Hvis store dele af toppen af samfundshierarkiet allerede nu er karakteriseret ved udbredte grader af psykopati, hvor ligger faren for at miste deres magt? Den ligger selvfølgelig i det indlevede inklusive ydmyge mindset. Selvom de fleste mennesker formentlig vil identificere de indlevede inklusive ydmyge attituder som repræsenterende det gode i mennesket, så kan netop denne godhed være den største trussel imod et siddende regime præget af udbredte grader af psykopati. Kan man således få befolkningen vænnet til at interagere med kunstige intelligens-platforme i forbindelse med afviklingen af meget store dele af samfundsforvaltningen, så vil det tjene til yderligere at undertrykke, muligvis ultimativt undertrykke, det indlevede inklusive ydmyge mindset. Det er på den baggrund jeg føler mig kaldet til at spørge, om der eventuelt er nogen der har enormt meget investeret i, at den almene modtagelse var positiv, konstruktiv, inspirerende. Så meget, at succesen af ChatGPT muligvis bliver opnået ved meget mere varierede midler end vi umiddelbart forestiller os.

Er der vitterlig en global magtelite, som har enormt meget investeret i menneskehedens villige, måske endda begejstrede, adoption af kunstig intelligens, kan man da ikke tænke sig, at selve ChatGPT-botten her i lanceringsfasen i realiteten bliver understøttet af enorme ”call centre”, hvor virkelige individer med virkelig viden på forskellige områder bliver betalt for, med eller uden deres vidende, at simulere, at de er den kunstige intelligens? Jeg ved at mange vil tænke, at nu rabler det totalt for mig, og er man afvisende overfor hele præmissen om kampen mellem det kølige kalkulerende individuelle magtbegærlige tendentielt psykopatiske mindset overfor det indlevede inklusive ydmyge solidariske tendentielt ’frelste’ mindset, så er disse forestillinger også meningsløse. Er denne kamp omvendt reel og muligvis mere tilspidset nu end nogensinde før i menneskehedens historie, så er disse forestillinger muligvis alligevel brugbare i retning af at byde ind med nogle alternative anskuelser.

Så min indskydelse/ dette scenarium går altså på, at der er disse enorme interesser i at sælge produktet ’kunstig intelligens’ til menneskeheden, og hvor den nuværende kunstige intelligens kommer til kort er der etableret enorme ”call centre”, hvor diverse specialister sidder klar til at svare, og for salgsprogrammet består udfordringen alene i at afgøre, hvornår en forespørgsel til ChatGPT skal håndteres af den faktiske kunstige intelligens og hvornår den skal sendes til et bestemt afsnit af ”call center”-infrastrukturen. Og det vil i givet fald i sig selv være lidt af en bedrift at distribuere spørgsmålene så hurtigt ud, at svarene kan gives så hurtigt, at dialogen har karakter af en chat. Omvendt er det jo her, at alle de registrerede data i vores virtuelle profiler formentlig et langt stykke af vejen gør os temmeligt forudsigelige i, hvad vi kan finde på at spørge om.

Når jeg temmelig arrogant tillod mig at sige, at tåber bliver der så tilsyneladende flere og flere af, så er det en specifik henvisning til præmissen for dette scenarium. For mennesker, der har trænet sig selv udi det kølige kalkulerende magtbegærlige mindset, og således mere eller mindre har fortrængt det indlevede inklusive ydmyge mindset, de er tåber. De evner ikke at begribe helheder, de evner ikke at sætte ting i fornuftige ’naturlige’ proportioner i forhold til hinanden. Og vores verden flyder over med vidnesbyrd om, at netop disse former for tåbelighed er løs. Så meget, at menneskeheden nu arbejder ihærdigere end nogensinde på sin egen selvudslettelse, og det ikke bare i en henseende men i mangfoldige.

Der kan ikke herske tvivl om, at kunstig intelligens er kommet for at blive, og vi vil over de kommende årtier se en enorm udbredelse af brugen af kunstig intelligens. Dette rummer enorme risici for menneskehedens trivsel og overlevelse, men i stedet for at kæmpe for at undertrykke den kunstige intelligens skal vi snarere radikalt opruste på de forhold, der reelt gør os til mennesker. På vores evner for indlevelse, empati, solidaritet, omsorg, kærlighed, respekt. På humoren, kreativiteten og alle de meningsfulde skævheder. På glæden ved alt det levendes udfoldelse.

(Illustration: Uoriginal still fra Matrix, ukendt ophav)