Har menneskeheden allerede tabt i kapløbet med den kunstige intelligens? Bliver den kunstige intelligens anset for så attraktiv og perspektivrig for vores samfunds reelle magthavere, at deres hengivenhed overfor projektet med udviklingen og udbredelsen af kunstig intelligens allerede har beseglet menneskehedens skæbne?

I en kommentar til min seneste note ”ChatGPT – hook, line and sinker..” skrev Søren Skogstad Nielsen:

”Ja, om en 40 år er spørgsmålet ”Hvad er et menneske?” blevet let at svare på. Det er en dårlig robot! Og det svar vil ligge klar i den almindelige baggrundsviden…

Den menneskelige intuition, moral, og oplevelse af sandhed vil blive betragtet med undren, for robotten kan præsentere en vellignende kopi, som senere bliver, hvad der definerer hvad intuition, moral, sandhed er.

Jeg mener at jeg et sted i en kommentar til Rudolf Steiner har læst en bekymring for den lange fremtid om en 1000 til 2000 år. Da vil selv de organiske mennesker der er tilbage ikke have en krop som en sjæl kan inkarnere i. Men muligvis vil der da være frembragt maskineri som er så tilpas fleksibelt at en menneskelig sjæl kan inkarnere der.

Lykkes dette ikke må de vise åndelige styrelser erkende, at det ‘menneskelige eksperiment’ mislykkedes.”

Og Kurt Rodahl Hoppe kommenterede:

”Det er i min optik først og fremmest menneskelig intelligens eller mangel på samme, der rummer enorme risici for menneskehedens trivsel og overlevelse. Jeg er tilbøjelig til at tro som Yaval Noah Harari (Homo Deus) at vi er “langt uden for kontrol” og statsapparater og mega strukturer kun kan administreres/forvaltes IKKE udvikles (til almenhedens fordel). Det meste er blevet for stort, uhåndterligt og uigennemsigtig. Her er det nærliggende at gribe til AI.”

ChatGPT-noten handlede om, hvordan nogle afstumpede teknokratiske og materialistiske indgangsvinkler i mine øjne allerede har været løs i vores samfund igennem årtier, og at introduktionen af kunstig intelligens på mange måder har karakter af at cementere betydningen af disse afstumpede teknokratiske og materialistiske indgangsvinkler i vores samfunds anskuelser og funktionsmåder. Så ja, jeg deler fuldt ud Søren og Kurts bekymringer for menneskehedens skæbne. Og det er et sindssygt kritisk punkt vi står på. Men jeg vil også godt prøve at skitsere, hvorfor jeg ikke tror, at vi i realiteten er helt så fortabte, som det måske umiddelbart ser ud.

For det første har de forløbne fire årtier været præget af indførelsen og udbredelsen af nogle okkulte finanssystemer, dvs. nogle finanssystemer hvis tilstedeværelse og funktionsmåder og indflydelse på samfundsforvaltningen har været skjulte for 99,999 pct. af befolkningen. Og denne snævre inderkreds, som var ’in the know’, vidste at drage fordel af disse finanssystemer og etablere sig selv som en magtinstans, som selv regeringer var nødt til at underkaste sig. I takt med at de okkulte og i realiteten korrupte finanssystemer blev udbredt i en accelererende proces, desto mere blev de formelle forfatnings- og myndighedsmæssige magtinstanser udhulede og de okkulte finansielle magtinstanser voksede sig større og større og til stadighed mere dominerende.

Hvad vi taler om her er en form for statskup, et snigende statskup, og hvor vi befinder os på denne udviklingslinje er der, hvor de formelle forfatnings- og myndighedsmæssige magtinstanser bøjer sig for de finansielle mastodonter. Finanskrisen i 2008 var der, hvor de formelle forfatnings- og myndighedsmæssige magtinstanser skulle have sat sig igennem og genvundet kontrollen over samfundsudviklingen, men det gjorde man ikke, og således dømte man i stedet sig selv til at være tjenere for de nye feudalherrer, og gjorde således deres korruption til ens egen.

Men hvad vi skal holde os for øje her er, at vi befinder os i et øjebliksbillede, det flygtige punkt hvor den okkulte finanselite har sat sig endegyldigt igennem samtidig med at deres magtbase, de okkulte finanssystemer, er i en proces af kollaps. Således er dette punkt præget af ekstremisme i så mange retninger. Og forestillinger om en robotiseret AI-drevet ny tekno-civilisation opstår således i hovederne på folk, som tager de seneste 10 års ekstremt skævvredne pengesystemer, som var i stand til at finansiere de mest ekstreme teknologiske projekter, og fremskrive disse udviklingslinjer som om de er normale og vil fortsætte på samme måde årtier ind i fremtiden. Uden overhovedet at skænke det nogen tanker, at midlerne til denne forskning rimeligvis kan siges at være tilvejebragt gennem vores ekstremt skævvredne pengesystemers ”skjulte” brandbeskatning af befolkningerne.

Således hersker der i visse kredse en kultlignende hengivenhed til disse forestillinger om singulariteten og transhumanisme og emigration til Månen og Mars, og de troende indenfor disse kultlignende bevægelser ser ikke deres egen ekstremisme, ser ikke hvor komplet langt ude og nærmest sygelig denne hengivenhed er. Og dette fænomen er slet ikke noget særsyn i menneskehedens kulturhistorie. Der er mangfoldige eksempler på succesrige kulturer, som når et kulminationsstadium, hvor den ledende elite bliver grebet af former for mani og komplet udarter og i den samme proces kører kulturen fuldkommen i sænk. Det ligger i det indeholdte og over tid udviklede bedrag mellem eliten og befolkning, og når eliten ikke længere er forankret i befolkningen, så taber den jordforbindelsen og skejer totalt ud.

Og denne kløft mellem magteliten og befolkningen genererer i sagens natur også nogle ekstreme grader af paranoia indenfor magteliten. Og denne paranoia modsvares selvfølgelig af nogle ekstreme begær efter at kunne overvåge og kontrollere befolkningen, samtidig med at befolkningens naturlige kreativitet og udfoldelse og virketrang gradvist undertrykkes mere og mere. Således synker værdiskabelsen i samfundet sammen, hvilket bare i sig selv vil udløse befolkningernes oprør imod magteliten. Disse udviklingslinjer er så indlysende og determinerede, at de står som skriften på væggen. Hvis magteliten helt hypotetisk skulle aflede disse determinerede udviklingslinjer skulle de så fundamentalt ændre deres udsyn og drivkræfter, herunder formentlig frivilligt give deres rigdomme og magt tilbage til samfundet, at det vist nok endnu aldrig er set.

Desværre har befolkningerne kun begrænsede forestillinger om, hvilke midler der bliver anvendt til at overvåge og kontrollere dem. Få mennesker undrer sig, hvorfor der er så meget splid mellem mennesker. Vi accepterer fortællingen om, at sådan er menneskets natur. Og naturen som helhed er også sådan. Jungleloven, survival of the fittest, socialdarwinisme, fake it till you make it… til trods for at meget få almindelige mennesker opfører sig på måder svarende til disse fortællinger. Og der er mængder af vidnesbyrd om, at det heller ikke er sådan tingene foregår i naturen. Og alligevel er der kun få der spørger sig selv om al vores samfundsmæssige splid eventuelt bliver plantet og opdyrket netop for at understøtte en magtelites behov for kontrol.

Og al denne splid er et vigtigt moment i at gøre os alle små og ubetydelige. For langt de fleste mennesker slider det voldsomt på ens værdighed at skændes med andre, og når andre mennesker fremsætter uhyrlige og ekstreme påstande slider det på ens tillid til sine medmennesker og respekten for andre mennesker og troen på, at vi mennesker ejer evner for at kommunikere med hinanden og finde fælles grund og gensidig respekt midt i vores forskelligheder. Hvis ikke før var det romerne, der formulerede devisen ’del og hersk’ og kun få stiller sig selv spørgsmålet, om ’del og hersk’-devisen eventuelt er blevet systematiseret i en nærmest industriel skala. Og i givet fald hvorfor? Fordi sådan er menneskets natur… Eller fordi det sætter en illegitim og bedragerisk magtelite i stand til at fastholde deres greb om magten?

Men vi er på mange måder nedslidte og udkørte, måske fordi vi har levet igennem årtier under et illegitimt og bedragerisk lederskab, og når vores værdi for samfundet i stadig tiltagende grad bliver målt på vores teknokratiske/ teknologiske/ materialistiske bidrag, og vi så bliver udfordret af robotter og kunstig intelligens på at udføre netop teknokratiske/ teknologiske/ materialistiske bidrag, ja så kommer vi til kort og nederlagsfølelserne får overtaget. Hvilket på sin vis er en triumf for selvsamme illegitime og bedrageriske lederskab, samtidig med at det altså gradvist kvæler samfundet.

Og som vi gennemlever vores eksistens som en henved traumatiseret og misbrugt menneskehed, så lever vi samtidig i noget nær total uvidenhed om vores virkelige evner og indflydelse og betydning. Tag en hvilken som helst af menneskets mest avancerede teknologiske landvindinger, genteknologier, nanoteknologier, robotteknologier og sammenhold dem med naturens livsformer. Naturens livsformer er så uendeligt meget mere avancerede. De er ekstremt energieffektive, de har formidable evner for at regulere sig selv i forhold til omgivelserne og formidable evner for at hele sig selv hvis de bliver sårede, og så udfolder de deres liv på uendeligt mangfoldige og varierede måder, som matcher det uendeligt mangfoldige og varierede miljø de er opståede i.

Her overfor er menneskets himstregimser grove og klodsede. Selv for at holde alle de mere forfinede himstregimser i gang er der typisk behov for et mægtigt support-apparat. Og vores himstregimser er meget sårbare overfor de mindste anslag, som nemt efterlader dem komplet ikke-funktionsdygtige. Tilvejebringelsen af råstofferne til produktionen af vores himstregimser er typisk enormt energikrævende, og vores himstregimser skal i lighed med naturlige livsformer have tilført energi, men energieffektiviteten af vores himstregimser er latterligt lav i forhold til de niveauer af energieffektivitet naturen kører med. Så skal vi ikke i første omgang give os selv den respekt og anerkendelse som vi skylder alle naturens livsformer, og værdsætte og understøtte vores kroppes formidable smidighed, levedygtighed og intelligens?

Det næste er så, at har vi i realiteten levet under et undertrykkende regime igennem årtier og muligvis århundreder, hvad er så menneskets sande potentiale, hvis vi forestiller os mennesket trådte ud af sin undertrykkelse? Det er der formentlig og forhåbentligt mange varierede svar på, for mit eget vedkommende vil jeg godt pege på hvilke muligheder mennesket har for at sanse og erfare på tværs af tid og rum. Der er stærke indicier for, at alle mennesker besidder clairvoyante evner. At vi har evnerne for at indleve os så stærkt i et bestemt forhold, at vi alene ved vores egne bevidsthedsevners kraft kan opnå indsigt i, hvad der karakteriserer dette forhold. Med vores egne bevidsthedsevners kraft kan vi undersøge ting i fortiden, i fjerne egne, i andre menneskers sind, og opnå indsigter og kim til forståelse og beskrivelse af disse forhold. Dette forekommer at være en af de største bevidsthedsmæssige frontlinjer menneskeheden nogensinde har stået overfor. Om vi tør tage springet ud i nogle helt nye værensformer, hvor vi lever en del af vores liv i de planer af universet, som er rent energimæssige. Og i det omfang denne verden er indenfor rækkevidde af den nuværende menneskehed, hvilken enorm kontrast er der ikke netop overfor de herskende afstumpede teknokratiske og materialistiske indgangsvinkler?

Det er nærmest som om det er fuldkommen logisk, at netop på tærsklen inden menneskeheden bryder igennem og tager dette civilisatoriske kvantespring, da er vi omtrent totalt kørt fast i de udtjente etablerede forestillinger. Og det er lige så logisk, at de der er lykkedes med at opnå den største succes indenfor de udtjente etablerede forestillinger, og som ovenikøbet er lykkedes med at bruge de udtjente etablerede forestillinger til at bedrage befolkningerne og slynge sig selv op i positioner af suveræn magt, at de så også er parate til ved djævlens vold og magt at fastholde og nu muligvis også at konsolidere de udtjente etablerede forestillinger, f.eks. gennem udviklingen og udbredelsen af kunstig-intelligensformer.

Alt er i forandring.

(Illustration: The 4 Dimensions of our Energy Anatomy, Barbara Ann Brennan)