Indenfor de kredse, hvor folk er kommet til konklusionen, at menneskeheden aldrig har været alene i universet, men tværtimod at Jorden altid i varierede grader har været under indflydelse af udenjordiske entiteter, har termen ‘disclosure’ en helt specifik betydning. Anskuelsen er her, at der er overvældende mængder af foto-/ videodokumentation, overvældende mængder af vidnesbyrd, som fuldstændig uomgængeligt påviser, at Jorden er blevet og bliver besøgt af udenjordiske kulturer. Og indenfor disse kredse er der såvel en betydelig gruppe, som anser det for overvejende sandsynligt, at de politiske ledere blandt det 20. århundredes stormagter rent faktisk har haft gentagne fysiske møder med repræsentanter fra udenjordiske kulturer, og at aftaler er blevet indgåede mellem de storpolitiske ledere og nogle af disse repræsentanter for udenjordiske kulturer for deres aktiviteter på Jorden.

Disse opfattelser forekommer at være mest udbredte i USA, hvilket er forståeligt pga. kombinationen mellem USA’s markante supermagtsstatus og en trods alt igennem mange år rimeligt hævdvunden ytringsfrihed. Men der er også udbredte teorier om meget vidtgående kontakter mellem Nazitysklands politiske og forskningsmæssige ledere og visse udenjordiske kulturer. Og når man tænker på, hvilke enorme ressourcer De Allierede og særligt USA var i stand til at samle og investere i teknologisk udvikling under krigen, herunder udviklingen af atombomben, så er det alligevel påfaldende hvor langt fremme de tyske forskere var på mange områder.

Indenfor disse kredse, hvor folk er kommet til konklusionen, at menneskeheden har interageret med udenjordiske livsformer igennem verdenshistorien og ikke mindst igennem det 20. århundrede og ind i det 21., betegner ‘disclosure’ punktet, hvor der sker et massivt erkendelsesmæssigt gennembrud, hvor regeringer enten tvunget af omstændigheder eller frivilligt vedgår disse interaktioner og graderne af udenjordiske indflydelser på menneskeheden og Jorden.

For mit eget vedkommende har jeg været bekendt med disse spørgsmål siden jeg var helt ung, men de har ikke haft en særlig tiltrækning. Der var en meget åben diskussion om disse spørgsmål tilbage i 1970’erne og Spielberg’s “Close Encounters of The Third Kind” gjorde stort indtryk på mange, for mit eget vedkommende mere end Starwars-filmene, men Starwars-filmene var selvfølgelig et kæmpe gennembrud i retning af overhovedet at begynde at overveje menneskets interaktioner med udenjordiske kulturer og livsformer.

Min egen vej til en helt anderledes radikal åbenhed overfor spørgsmålet om mennesket interaktioner med udenjordiske kulturer kom fra en anden kant. Jeg har i mange år interesseret mig for menneskets evner for at kommunikere på nogle energetiske niveauer, og kom for omkring seks år siden forbi begrebet ‘remote viewing’ og kort efter stiftede bekendtskab med farsightprime,com, et privatejet institut for ‘remote viewing’ grundlagt af Courtney Brown. Processen med ‘remote viewing’ handler om teknikker til først at stilne sindet og bringe det i en tilstand af interesseløs modtagelighed, og derpå anvende denne modtagelighed til at undersøge et bestemt ‘target’.

Dette ‘target’ bliver defineret som et specifikt spørgsmål typisk af Brown, og en gruppe af typisk tre-fire remote viewere bliver så bedt om at undersøge dette ‘target’. Men remote viewerne får intet konkret at vide om dette ‘target’, det eneste de får at vide er, at der er et ’target’. Og så starter remote viewerne processen med at pejle sig ind på dette ’target’.

Det er en proces, der starter i det helt generelle og så gradvist bliver mere og mere specificeret. Remote viewerne starter altid med at beskrive den stedlige kontekst, landskabet, klimaet eller sceneriet i øvrigt, og bevæger sig der fra gradvist i retning af den attraktor, som er ’target’. Hvad der er vigtigt i denne proces er at remote viewerne formår at fastholde en interesseløs ikke-analyserende tilgang til de ting de ser/ sanser. Således har Courtney Brown udviklet nogle sprogformer, som tillader remote viewerne at tale om fænomener i generelle vendinger for netop at holde de analyserende og konkluderende tankeformer på afstand.

Således får remote viewerne gradvist arbejdet sig hen til de betydende entiteter, der optræder i scenen, hvilke udvekslinger der sker imellem dem, og videre kan de bevæge sig indenfor i sindet på entiteterne gennem en såkaldt ‘deep mind probe’, hvor de kan orientere sig en given entitets følelsesmæssige stade samt hvilke begær der er drivkræfter for den givne entitets adfærd.

Og ikke nok med at remote viewerne kan bevæge sig frit igennem alle planer i en given scene, på tværs af tid og rum, de kan sågar give sig til kende overfor en given entitet eller gruppe af entiteter, og simpelthen gå i dialog med denne eller disse entiteter. Nogle gange er en sådan dialog velkommen andre gange højst uvelkommen for den kontaktede entitet, og visse entiteter har også nogle mentale evner til at blokere for yderligere efterforskning.

Så hvad, er disse remote viewere ikke bare clairvoyante, som gammeldags spåkoner, som fremsætter vilkårlige løse påstande, som nogen er til fals for at tage alt for alvorligt? Vi taler helt klart om et felt og nogle teknikker som er eksperimenterende men også (altid) prøvende. Vi taler om energimæssige afsøgninger, vi taler om indsigter som forbliver i deres væsen fornemmede og som sådan løseligt tegnede, og således er vores gængse venstre hjernehalvdels tænkemåder, med deres krav om præcision og fakta og rationalitet, ikke bare i komplet vildrede overfor disse vidensformer, de vil ofte også være aggressive overfor dem og vitterlig ønske at pille dem fra hinanden, udslette dem.

Courtney Brown omtaler jævnt hen remote viewernes undersøgelser som indhentning af ‘data’, hvilket jeg personligt opfatter som lidt af en tilsnigelse. Efter min opfattelse er det vigtigt at holde sig for øje, at de indhentede ‘data’ ikke er fakta, men indikationer, eventuelt meget stærke indikationer, men stadig bare indikationer. Som så kan anspore til mere håndfaste venstre hjernehalvdels former for yderligere efterforskning. Fordi det remote viewerne leverer er indtryk og energimæssige udvekslinger, og de derfor er løselige former for ‘data’, så er der netop så meget ræson i det setup Farsight-instituttet kører med tre-fire remote viewere koblet til hvert enkelt ’target’. Og disse tre-fire remote viewere har vel at mærke ikke har nogen indbyrdes udvekslinger med hinanden i data-indsamlingsfasen. Derved kan en slags kerne af sandsynlighed omkring de givne entiteter og deres adfærd sammenfattes gennem en form for triangulering af de enkelte bidrag.

Men kan det ikke bare være en form for telepatiske kommunikation, som Courtney Brown har etableret med sine remote viewers, hvor han inducerer indtryk i deres bevidsthed? Det ville så i sig selv være et enormt erkendelsesmæssigt gennembrud, omtrent lige så stort som den åbne remote viewing der ellers skitseres her, men hvad der er afgørende for troværdigheden er selve processen med at bevæge sig fra de generelle rammer til det specifikke ’target’.

I vores nuværende kulturer er der muligvis mange, der ikke evner at bringe sig i en interesseløs ikke-analyserende tilstand, og de vil således have svært ved at bedømme autenticiteten af remote viewernes gradvise afsøgninger. Men for mennesker der kender bare en smule til denne tilstandsform, der betyder remote viewernes tilstedeværelse i processen meget for autenticiteten. Den samlede undersøgelse af et ’target’ består typisk af nogle indledende ’paper sessions’, men når den enkelte remote viewer har pejlet sig ind på de grundlæggende elementer i ’target’ skiftes papirskitserne ud med et unikt setup Farsight-instituttet har udviklet, hvor den enkelte remote viewer stiller sig bag en glasskærm i et i øvrigt mørkt lokale og noget lys bare på sig og det han eller hun tegner med farvede markere på glasskærmen.

Remote viewerne er stadig alene og optager disse sessions på egen hånd, og de har meget karakter af, at man bliver inviteret indenfor i deres remote viewing proces, hvor indsigterne udvikler sig real time og jævnligt på måder, som tydeligt indikerer, at remote vieweren ikke på forhånd vidste hvor denne undersøgelse ville lede hen.

Men kunne det alt sammen bare være skuespil? At Courtney Brown og hans folk bare er ude på at få opmærksomhed og tjene penge? Eller kunne det hele ikke bare være et mægtigt selvbedrag af en gruppe af mennesker, som indbyrdes har udviklet et helt univers af forestillinger, som i realiteten ikke har nogen rodfæstning i realiteterne? Helt nøgternt vil hverken jeg eller nogen andre endegyldigt kunne afvise disse muligheder, men i mine øjne fremstår risiciene herfor fortænkte, da deres arbejde fremstår så psykologisk og erkendelsesmæssigt sammenhængende.

Hvad der så sætter sit præg på velsagtens hovedparten af Farsight-efterforskningerne er netop eksistensen af udenjordiske entiteter og typisk deres interaktion med mennesker her på planeten. Men der er også projekter, hvor der ikke udtrykkeligt tales om udenjordiske indflydelser, men ofte stadig med nogle afsøgninger af nogle mere uhåndgribelige og energimæssige aspekter af forskellige menneskers eksistens her på Jorden, som f.eks. hvad der reelt skete i Jeffrey Epstein’s celle i fængslet på Manhattan.

Ikke mindst på grund af min villighed til at acceptere mulighederne for at foretage remote viewing og Farsight-instituttets forskellige (banebrydende) projekter er jeg selv begyndt at operere med muligheden af indflydelse fra udenjordiske entiteter. Går man tilbage i forskellige af mine Facebook-noter vil man se, at jeg henviser til entiteter, der står over de mennesker, som vi populært identificerer som de mest magtfulde mennesker på planeten, dvs. præsidenter, religiøse overhoveder og giga-oligarker som Bill Gates, Elon Musk og Jeff Bezos. Således lader jeg det være op til læsernes egen forestillingsverden, om disse entiteter, der står over vores magthierarkiers kransekagefigurer, er mennesker med en ekstrem men ikke desto mindre fordækt magt, eller om der kan være tale om entiteter, der simpelthen står over mennesket i bevidsthedsmæssig og teknologisk udviklingsgrad. Og vel at mærke således, at disse entiteter interagerer med vores magthierarkiers topledere, så de villigt går deres ærinder samtidig med at toplederne soler sig i deres jordiske betydning.

Hvilket bringer mig frem til motivationen for overhovedet at skrive denne note. I forlængelse af ovenstående skrev jeg også i min første note om Artificial Intelligence ’ChatGPT – hook, line and sinker’, at der muligvis var magtinstanser, der havde enormt meget investeret i menneskehedens villige måske endda begejstrede adoption af AI. Og jeg gjorde mig spekulationer om, hvordan der var en slags ’call centre’ kørt i stilling til at sikre denne overvældende og begejstrede adoption af AI. Og igen, disse ’call centre’ kunne læseren vælge at opfatte som sammensat af mennesker på fysiske lokationer, eller denne stab kunne have en anderledes energimæssig karakter og strengt være hjemmehørende et andet sted end på Jorden.

Personligt kan jeg ikke bedømme om mennesker virkelig er i stand til at udvikle så ekstremt virkningsfulde instrumenter som ChatGPT eller om mennesker har fået assistance til nå disse resultater. Hvis ChatGPT vitterlig er menneskeskabt, har jeg svært ved at acceptere, at denne teknologi skulle være så sindssygt genial, at det bare er en overskuelig mængde algoritmer, der kan generere disse komplet overvældende grader af performance. Så hælder jeg snarere til, at OpenAI, virksomheden bag ChatGPT, bare er en front for en mægtig koncern på størrelse med Google eller Facebook. OpenAI er reelt understøttet af Microsoft, og så er vi hver især fri til at forestille os, hvor grænselinjen mellem OpenAI og Microsoft reelt ligger. Om OpenAI netop bare en underspillet og appetitlig front for Microsoft’s nye software-epoke, som der er blevet arbejdet på igennem ti år eller mere.

Men jeg heller ikke afvisende overfor forestillingen om, at der i disse år udfolder sig en krig om vores sind, og hvor de ahrimanske egocentriske materialistiske drivkræfter har iværksat et mægtigt fremstød for en gang for alle at spærre for menneskehedens adgang til oplevelsen af at være forbundet med kosmos, overhovedet spærre for menneskets muligheder for at danne forestillinger om kosmos, forestillinger om alle tings sammenhæng fra det enkelte menneskes inderste kerne og livsgnist til rummets uudgrundelige energistrømninger. Introduktionen af AI kunne være et helt afgørende led i et sådant fremstød for endegyldigt at slavebinde mennesket i en materialistisk verden.

Jeg har i forskellige sammenhænge peget på de sydafrikanske Sandhedskommissioner og processen med udformningen af Sydafrikas nye forfatning som forbilleder for menneskehedens overkommelse af de mægtige overgreb, som befolkninger kloden over har været udsat for siden kolonitiden. Indførelsen af AI kan være endnu en milepæl i disse overgreb, og på den baggrund vil jeg foreslå, at vi almindelige mennesker forener vores kræfter og fremsætter et krav om fuld blotlæggelse af, hvordan disse AI-instrumenter er opstået og udviklede. Hvem fandt på hvad hvornår, og hvilke organisationer har trænet disse instrumenter til de formidable færdigheder de udviste straks ved deres introduktion? Vi har krav på at vide det.

(Illustration: Seks reklamer for AI, der fremkom blandt de første 40 opslag på mit Facebook-newsfeed i går 22-04-2023)