Det er stadig min fornemmelse, at der er nogen, der har travlt med at sælge os deres drøm om singulariteten, menneskets sammensmelten med maskinen. Og menneskehedens villige adoption af AI-værktøjer er muligvis den vigtigste milepæl i denne teknologiske satsning overhovedet. At denne sammensmelten så formentlig i høj grad kommer til ske på maskinernes vilkår frem for menneskets, er på den ene side en slags kulmination på de seneste 50-100 års teknokratiske udviklingslinjer, en triumf for de ahrimanske, materialistiske og egocentriske drivkræfter, og på den anden nogle mere eller mindre tågede visioner om menneskets slavebinding under nogle totalitaristiske systemer, som ikke står tilbage for Orwell og Huxley’s dystopier.

På det seneste har mainstream-medierne bragt historier om, hvordan AI-teknologier i kombination med MRI-hjernescannere har været i stand til at lave mere eller mindre vellignende gengivelser af billeder på basis af disse hjernescans. Således bliver den historie fortalt, at når der tages tilstrækkeligt mange af disse hjernescans, så vil energistrømningerne i hjernen tegne så specifikke mønstre, at disse mønstre kan oversættes til billeder, der i visse tilfælde har en slående lighed med originalen. Og er det sådan det forholder sig, så er vi overraskende tæt på singulariteten. Hvis menneskers sanseindtryk kan oversættes til specifikke mønstre i hjernen, som maskiner kan genkende, så er der ikke langt til, at maskiner også kan generere billeder i det enkelte menneskes hjerne.

Men tror vi på, at det er sådan hjernen fungerer? Jeg tror det ikke. Og efter min opfattelse er dette et mekanistisk mindfuck, som bilder os ind, at vores hjernen fungerer som en computer, og at vores hjerne er som en harddisk, og en specifik kombination af knudepunkterne X, H, Q, B og U giver billedet af en giraf. For mit eget vedkommende tror ikke på, at hjernen overhovedet fungerer på sådanne mekanistiske måder, og jeg tror der er vægtige grunde til, at det tager mange år for mennesker at udvikle deres visuelle perception.

Dykker man så lidt ned i de enkelte videnskabelige artikler, som publicerede disse overrumplende resultater, så finder man ud af, at ingen af disse artikler er endnu blevet peer-review’et, og der er også enorme problemer med at kunne eftergøre forsøgene, som jo er et af de helt basale kriterier for videnskabelig viden. Dels er AI-værktøjerne i sig selv særdeles avancerede og vanvittigt dyre, dels er resultaterne fremkommet ved, at det pågældende AI-program har arbejdet med ganske få forsøgspersoner over længere tid. Og energimønstrene i hjernen hos den ene forsøgsperson som reaktion på et bestemt billede kan ikke overføres til en anden person, da vi åbenbart map’er disse ting forskelligt hver især.

I det ene af de to meget udbredte forsøgsresultater (refereret blandt andet i The AI Dilemma) var der kun tre forsøgspersoner, og hver af disse forsøgspersoner tilbragte 16 timer i MRI-scanneren, hvor de blev præsenteret for store mængder af billeder for at træne AI-maskinen. Og disse forsøgspersoner blev samtidig udtrykkeligt bedt om at tænke på de væsentligste ord de ville bruge til at beskrive det de så. Og det gælder også for det andet meget berømte forsøgsresultat, at der var en meget væsentlig sproglig komponent, der ledsagede de visuelle indtryk. I mine øjne har det lidt karakter af en tilståelsessag, at AI nemmere kan forholde sig til sproglige mønstre end (langt) mere mangfoldige rene visuelle indtryk. Og hvilken enorm kilde til fordrejede resultater ligger der ikke i valget af billeder, som forsøgspersonerne bliver bedt om at bearbejde igennem de 16 timer?  At feltet af muligheder allerede i forsøgsopstillingen bliver indskrænket meget markant? Med andre ord, at der på ingen måde er tale om, at hjernescanninger i kombination med AI kan udtrække vilkårlige synsindtryk og perceptioner via vores hjerneaktivitet, men snarere og sat lidt på spidsen, at AI bliver bedt om at løse en slags multiple-choice-opgave blandt de trænede emner.

Et meget makabert men ikke desto mindre meget bemærkelsesværdigt videnskabeligt forsøg, som Rupert Sheldrake refererer, kan tjene som modvægt til de ovennævnte meget mekanistiske opfattelser af hjernens funktion. Her havde man trænet en laboratorierotte til at finde vej igennem en labyrint, og planen med eksperimentet var at lokalisere, hvor i rottens hjerne denne evne til at orientere sig befandt sig. Således åbnede man rottens kranium og fjernede et lille stykke at rottens hjerne, det område som man regnede for mest sandsynligt hjemsted for rottens rumlige orienteringsevne.

Men rotten kunne stadig finde vej igennem labyrinten. Så fjernede man et stykke mere af rottens hjerne, men den kunne stadig finde vej, og således fortsatte man, indtil man omtrent havde amputeret hele rottens hjerne, og den til sidst ikke kunne noget som helst. Dette eksperiment peger i retning af, at specifikke evner, specifikke erindringer, specifikke perceptioner netop ikke er lokaliserede i bestemte punkter i hjernens neurale netværk, og således at hjernen netop overhovedet ikke ligner en computer i sin funktionsmåde.

Tidligere undersøgelser af menneskets visuelle perception gennem hjernescanninger peger i retning af, at vi først og fremmest relaterer til det vi ser. Man har identificeret tre primære mønstre for reaktioner i form af 1. Kan det spises?, 2. Kan det give ly? eller 3. Kan det bruges som redskab? Igen her mener jeg vi er ude i et mekanistisk mindfuck for jeg vil sværge på at der er et hav af andre måder at relatere på. Sympatier/ antipatier, associationer til egne oplevelser, myter og mystik, listen er endeløs, men det afgørende er, at erfaringen/ perceptionen kommer igennem at relatere. Forestiller man sig, at man lagde nordamerikansk indianer fra før Columbus i en MRI-scanner, og man viste ham eller hende forskellige dyr, så vil jeg gætte på at hans eller hendes hjerne ville lyse op som et juletræ, fordi alle dyrene bare havde så mangfoldige og dybe betydninger. Alt hvad der rørte sig i den levende verden omkring ham eller hende, var også levende i deres sansning og perception.

Jeg skal ikke kunne sige, om der vitterlig er tale om et markant videnskabeligt gennembrud i de meget omtalte meget foreløbige forskningsresultater. For mit eget vedkommende kan jeg bare ikke slippe fornemmelsen af, at der er så meget hype, der ledsager de seneste måneders store populære introduktion af AI til den brede befolkning. Og jeg er som sagt skeptisk overfor, hvem der er de egentlige initiativtagere, og hvilke motiver der driver denne massive hypede
udbredelse.

(Illustration: Takagi/ Nishimoto, bioRxiv, 2022)