(Læserbrev som svar på artiklen ”En hellig ko til slagtning”, Weekendavisen 20-06-2008)

Vi lever i et tankeunivers der gentager sig selv i det uendelige. Menneskeheden står overfor en udfordring af bibelske dimensioner, og alligevel fortsætter vi med at gøre tingene som vi plejer. Drivkraften bag denne redundans er ikke mindst vores almindelige anerkendelse af, at sålænge man ikke overtræder loven så er det helt legitimt kun at tænke på sin egen behovstilfredstillelse. Alle plejer bare deres egne interesser. Det kunne være landmanden og landbrugsorganisationerne, det kunne være forskerne på uddannelsesinstitutionerne og embedsmændene i ministerierne, det kunne være journalisten på en anerkendt ugeavis og den indignerede læserbrevskribent. Sanktioneringen af holdningen enhver-er-sin-egen-lykkes-smed har skabt et atomiseret samfund der gentager sig og evindeligt demonstrerer dets manglende evne til at omstille sig.

Men så er der alligevel momentvise forsøg på at skabe forandringer, og et af disse er den økologiske bevægelse. Og jo, baseret på mangelfuld varedeklarering og generel viden bliver det en trossag at købe økologisk. WAs artikel i sidste uge, der rejser spørgsmålet om økologisk dyrkede fødevarer overhovedet er mere gavnlige for miljøet end konventionelt dyrkede, vil formentlig påberåbe sig større nøgternhed, og så er den alligevel også ude i et trosanliggende – troen på menneskets topstyring af naturen.

Men hvis dette essentielle spørgsmål ikke skal strande på den enes tro overfor den andens, så lad os få noget seriøs forskning på bordet. Udgangspunktet må være det faktum at mennesket er fuldkommen og ubehjælpeligt afhængig af de ’økologiske tjenester’ som den frie natur yder. Vi taler om rensning og berigelse af mulden, rensning og berigelse af luften og vandet, optagelse og omdannelse af affald, optagelse og omdannelse af CO2, befrugtning af planter og afgrøder samt ikke mindst tilvejebringelse af sunde og stabile dyrkningsforhold. Lad os få prissat disse ydelser af den frie natur. Lad os i nationalregnskabet opgøre aktiver og passiver for vores biologiske beholdninger, og lad os så se nærmere på hvilken dyrkningsform der styrker vores beholdninger og hvilken der svækker vores beholdninger.

Det er ikke mindst den økologiske tjeneste om tilvejebringelse af sunde og stabile dyrkningsforhold der er kritisk her. Hvor den industrielle tidsalders metoder til at optimere produktionen i form af sprøjtemidler og kunstgødning oftest svækker det omgivende økosystem stræber det økologiske jordbrug mod en synergi der udnytter styrken i det omgivende økosystem. De i artiklen omtalte ukrudtsfrø i en pose müesli kunne for den sags skyld være planter som den pågældende landmand med vilje havde plantet på sine marker som led i en forebyggelse mod svampeangreb.

Det potenserede, højtydende industrielle landbrug går i disse år sin sejrsgang verden over. Resultatet er at det er de samme superforædlede sorter af hvede, sojabønner, ris mm. der dyrkes efter de samme metoder verden over. Dette gør vores globale fødevareforsyning ekstremt sårbar overfor epidemiske sygdomme eller insektangreb. I modsætning hertil er de økologiske jordbrug i langt højere grad nødt til at tilpasse sig de lokale forhold, hvilket indbygger en helt anden modstandskraft i det globale system. Så igen, lad os få noget seriøs forskning på bordet som prissætter de risici der er forbundet med ensartede, globale dyrkningsmetoder.

Og lad os gå videre og prissætte belastningerne på hele biosfæren af vores transport af fødevarer på kryds og tværs af hele kloden. Og når disse udgifter så kan opgøres, lad os så regne på økonomien i at opdyrke 1 kg svinekød i DK og så sejle det med køletransport til Japan. Helt ærligt, kom her og tal om hellige køer.

Disse spørgsmål ville slet ikke være så vanskelige at forholde sig til hvis ikke netop forskningen var så mangelfuld, subsidiært at formidlingen af forskningen var så mangelfuld.
Og i denne uvidenhedens pseudo-økonomi formår WAs artikel i sidste uge altså med en alt-andet-lige-hokus-pokus-forudsætning at gøre de økologisk bevidste forbrugere ansvarlige for sult i andre verdensdele. Det er ren Erasmus Montanus. Realiteterne er snarere, at den selv samme gruppe af forbrugere har ændret deres forbrugsvaner samtidig med at de har skiftet til at købe økologisk, så de køber langt mindre kød end gennemsnitsforbrugeren. Der er måske kun kød på bordet to eller tre gange om ugen. Hvis alle mennesker i den vestlige verden gjorde det samme ville der være sparet enorme mængder af energi, enorme mængder af drikkevand og atmosfæren ville være sparet for enorme mængder af udledte drivhusgasser.

Hvad angår sulten i andre verdensdele er der vel næppe nogen der i alvor mener, at vi kan stille noget videre op overfor de kommende årtiers hungerkatastrofer. Biosfæren er under voldsomt pres. Mange lokale og regionale økosystemer er allerede meget ustabile og menneskets livsgrundlag er alvorligt truet i meget store områder af kloden. I disse allerede ustabile og sårbare økosystemer, som allerede har store problemer med invasive arter, foreslår artiklen så at man indfører arter med en potenseret, genmodificeret resistens. Som Mark Twain sagde: ”For en mand med en hammer ligner alle problemer et søm”.

Fødevarekrisen vil (alt andet lige) medføre accelererende skovrydninger og vil yderligere udpine det eksisterende, fertile land. Hvor omfattende en skovrejsning skal der ske i DK for at imødegå denne forringelse af den globale biosfære? Hvem tager ansvar? Ud fra motiver der for en udenforstående ligner grådighed, rider vi i DK snarere med på den samme bølge, og genoptager nu dyrkningen af marginaljorder der ellers var udlagt som led i en naturgenopretning. Så vi er tilbage på sporet. Merry-go-round.