(Kronikforslag til Politiken)

I sine taler, dialoger og vejledninger vender den store, nulevende buddhistiske mester Daisaku Ikeda igen og igen tilbage til spørgsmålet, hvad det er der skaber en god leder. Sandfærdighed, medfølelse, mod og menneskelighed er egenskaber han fremhæver.
Sandfærdighed handler om at have tillid til almindelige menneskers dømmekraft og respektere, at almindelige mennesker har krav på at høre sandheden, uanset hvor ubekvem den måtte være.
Medfølelse handler om evnen til at ære ethvert menneske, og at se de unikke muligheder hos ethvert menneske for lige netop hans eller hendes værdifulde bidrag til fællesskabet.
Mod handler om at være parat til at forfølge sine idealer trods overvældende modstand.
Menneskelighed handler om evnen til at erkende egne svagheder og være parat til at vedgå sin samhørighed med andre mennesker og fællesskabet som helhed.

Sammenholder vi forsøgsvist de seneste danske regeringer med ovenstående ledelseskvalifikationer, må man sige det har det været så som så med medfølelsen. Frem for at anerkende at hver enkelt borger har betydning, er der trukket skel mellem borgerne, hvor nogen fremhæves som havende værdi for samfundet, mens andre udpeges som byrder for samfundet.
Hvad angår mod og det forhold at en leders mod først for alvor bliver prøvet, når hans eller hendes idealer udfordres, kan man sige, at spørgsmålet ikke har været relevant. Eftersom politikerne behændigt ikke har bekendt sig til nogen idealer, har de i enhver situation bevaret muligheden for at sno sig.
Med hensyn til menneskeligheden har der sådan set været rige muligheder for at indrømme fejl. Det er dog kun sket i nogle enkelte tilfælde og kun som følge af massivt pres. Hvor den ovennævnte menneskelighed er én, der inspirerer og bygger bro mellem mennesker, så har de seneste regeringers indrømmelser været påtvungne og formelle. Og behovet for at søge en bredere fundering i befolkningen for de forskellige politiske initiativer har i kraft af de senere års blokpolitik ikke været nødvendigt, så hvorfor skulle man også?
Men helt utilstedeligt bliver ledelsesspørgsmålet, når det anskues fra sandfærdighedens standpunkt. Med den anerkendte britiske sociolog Anthony Giddens ord lever vi i en løbsk verden. Kombinationen af globalisering, befolkningstilvækst og global opvarmning skaber en udfordring for menneskeheden af apokalyptiske dimensioner. Og alligevel har vi en regering og en opposition, som tillader sig at diskutere politik, som om alting kan fortsætte som det plejer. Der burde være en paragraf i grundloven om folkeforførelse, så man kunne retsforfølge disse ledere.

Hvad vi mangler er ikke vidnesbyrd om at vores livsgrundlag står foran gennemgribende forandringer, hvad vi mangler er ledere der har mod og mandshjerte til at tale om det og handle på det. Hvad vi har er en samfundsudvikling, hvor produktiviteten er for nedgående og stressniveauet for opadgående, begge i alarmerende grad. Og så har vi mængder af ledere uden indsigt og gennemslagskraft. Det er det åg vi som almindelige mennesker accepterer. Meningsløshed afledt af intetsigende målsætninger, stressbelastninger afledt af urealistiske produktivitetskrav, utryghed afledt af outsourcing eller privatisering uden nogen antydning af loyalitet. Udover at være smålige, griske og egoistiske, så er lederne ikke mindst uduelige fordi de baserer deres ledelse på utidssvarende principper. En top-down-model, hvor lederne mener de ved bedst, og anser det for deres opgave at regulere borgernes eller medarbejdernes adfærd.

Selvfølgelig må mange ledere på lavere niveauer være undskyldt, for de er jo netop underlagt en uduelig ledelse på niveauerne over dem selv. Og som de græske filosoffer har sagt det, og Dante, Montaigne, Shakespeare og Goethe siden har sagt det: Når den øverste ledelse er formørket, vil det forplante sig ned gennem alle ledelsesniveauer. Således er der en pil, der peger opad i hierarkiet, og i den sidste ende peger på landets øverste ledelse i bestyrelseslokalerne og i regeringen.

Hvornår mørket sænkede sig over alt lederskab i den vestlige verden kan der faktisk sættes både dato og klokkeslæt på. Ser vi tilbage på det 20. århundrede vil mange sikkert mene, at splittelse og voldelige konflikter var et af dets mest karakteristiske træk. Men hvad nu hvis al den vold havde sine rødder i det 19. århundredes store magtkoncentrationer. Så tegner der sig et meget anderledes billede af det 20. århundrede: En epoke præget af en stor menneskelig revolution. Et vendepunkt i menneskehedens historie hvor tidligere tiders topstyrede magtudøvelse og tankesæt bliver vendt på hovedet, og en ny selvgroende, kreativ og humanistisk mentalitet vinder frem. En radikal, ny bottom-up-livsfilosofi.

Angsten for lovløshed og kaos i det 19. århundredes første spæde demokratier dannede grundlaget for den livsfilosofi, at fornuften er eksistensens herre. Fornuften, det bevidste og velopdragne ’jeg’, blev etableret som myndigheden der udstak retningslinjerne for det enkelte menneske, bestemte hvad der var sandt og hvad der var falsk, og bestemte hvilke nydelser der var tilladte og hvilke der ikke var. Det 19. århundrede var top-down-mentalitetens storhedstid. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan ikke bare erhvervsfolk, men også kunstnere, forskere og journalister, alle meldte sig under fanerne, og bidrog velvilligt til de store nationalstatskonstruktioner. Man var besat af tanken om national magt, rigdom og ære.
De nationale mytologiseringer, de store magtkoncentrationer og den industrielle produktions enorme kraft – med udgangen af det 19. århundrede var drejebøgerne til to verdenskrige allerede skrevet.

Men det 19. århundrede havde en understrøm. Midt i det velordnede, borgerlige univers begyndte romantikkens kunstnere at afdække sjælens og virkelighedens skyggesider. Fornuftens konstruktioner blev gradvist afsløret ikke bare som fordrejede og mangelfulde, men som regulært forløjede. Markante gennembrud i forskningen udfordrede også de vedtagne anskuelser på mangfoldige områder, samtidig med at den menneskelige erkendelse i sig selv viste sig at være ufuldstændig.
Impressionismen, symbolismen, ekspressionismen, psykoanalysen, relativitetsteorien, kubismen og kvantemekanikken. Menneskets selvforståelse og omverdensforståelse var pludseligt fundamentalt forandret. Fra at have været højt hævet over naturen som et ideelt væsen, lander mennesket pludselig midt mellem tingene som et væsen fuldkomment integreret i sin omverden. Denne bevidsthed er arven fra det 20. århundrede.

Muligvis var de to verdenskrige den gamle verdens kamp for at forhindre den nye verden i at vinde frem. I hvert fald virker det som om tavlen var vasket ren i en periode efter 2. verdenskrig, og en ny, humanistisk kultur så dagens lys. Og det er som om denne nye verden, så fuld af liv og dynamik og håb kulminerede med valget af Kennedy som amerikansk præsident i 1960. Her er tale om en leder, som formår at kalde det ædle frem i det enkelte menneske, en leder, som giver stemme til folkets ønsker og forhåbninger, en leder, som går foran og alligevel er den der tjener.

”Jeg har derfor valgt dette som tidspunktet og stedet for at diskutere et emne, som alt for ofte er omgivet af uvidenhed og alt for sjældent anerkendt som virkeligt, og dog er emnet det vigtigste af alle: verdensfred.” Sådan lød det i indledningen til ”A Strategy of Peace”, en tale Kennedy holdt i juni 1963. Det er en tale, der stråler af sandfærdighed, medfølelse, mod og menneskelighed. En tale, der kalder på besindelse i amerikanernes selvforståelse, en tale, der fremhæver menneskehedens målsætninger frem for nationale, en tale, der er fuld af storhed i dens ydmyghed og ærlighed.

“Men vi skal også gøre hvad der står i vores magt for opbygningen af en fredens verden, hvor de svage er trygge og de stærke er retfærdige. Overfor dette mål står mennesket ikke hjælpeløst og at nå det er ikke håbløst. Tillidsfulde og ufrygtsomme fortsætter vi arbejdet – ikke mod en strategi for udslettelse men mod en strategi for fred.” Her har vi en politiker, der har modet til at bekende sig til idealer, og modet til vedgå hvor skrøbeligt det enkelte menneske er i mødet med de helt store ønsker eller udfordringer. En leder, som har føling med hvad der rører sig i befolkningen, og forstår at omsætte bottom-up-dynamikken til konkrete politiske visioner.

Men den gamle verden havde ikke givet op endnu. Som sagt kan der sættes dato og klokkeslæt på hvornår mørket sænkede sig over alt lederskab i den vestlige verden: den 22. november 1963, kl. 12.30. Udover chokket, der gik igennem alle vestlige landes befolkninger, medførte mordet på Kennedy en splittelse i den demokratiske verdens sjæl.
De officielle magtorganer i form af regering, statslige institutioner samt erhvervslivets ledere – lad os kalde det ”etablissementet” – regrederede til den gammelkendte top-down-ledelsesform, hvilket formentlig var selve formålet med attentatet.

For civilsamfundet, på den anden side, betød mordet at der øjeblikkeligt opstod en grundlæggende tvivl om, hvorvidt etablissementet overhovedet arbejdede for at tjene folket eller om det snarere forfulgte sine egne interesser. Efter at have ruget i befolkningen i et års tid eller to, slog denne tvivl igennem ved en helt uventet ”hævnaktion”: Ungdomsoprøret. Det havde kupmagerne indenfor etablissementet ikke set komme. Pludselig var der oprør ude over det hele. Oprør mod uligheden mellem kønnene, mod uligheden mellem racerne, uligheden mellem rige og fattige, uligheden mellem uddannede og uuddannede; der var oprør mod krig, mod magtpolitikken, mod religiøse dogmer, mod materialisme, mod forurening og mod rovdrift på naturen. Og alle disse oprør mod splittelse, uretfærdighed og undertrykkelse gik hånd i hånd med visionerne om et liv præget af fred, lighed og sameksistens. Ungdomsoprøret udfoldede sig i hjertet af civilsamfundet og transformerede det.

Mordet på Kennedy korrumperede etablissementet, og denne korruption har knopskudt og forplantet sig lige siden. Indtil det punkt hvor vi står nu, hvor vores ledere er godt i gang med at ruinere planeten i forfølgelsen af egeninteresser. I det samme tidsrum har civilsamfundet udviklet sig i helt andre retninger. En masse af ungdomsoprørets nye ideer er faktisk blevet assimileret, om ikke af flertallet, så af meget store dele af civilsamfundet. Nye kønsroller og alternative samlivsformer, økologi, spisevaner og holistisk kropsbevidsthed, spiritualitet, nye autoritetsmodeller og nye samarbejdsformer – der er sket en revolution, og vi står fortsat midt i den. Og med etablissementets manglende evne til at handle i forhold til menneskehedens aktuelle udfordringer, har vi nu nået det punkt, hvor civilsamfundet selv må formulere sine politiske visioner og formentlig rekruttere sine ledere fra egne rækker.

Vi holder af at tænke om vores demokrati, som et politisk system der giver den enkelte borger nogle valgmuligheder. Og kigger vi tilbage på de seneste 40 år, er der mange ting vi kunne have valgt at gøre anderledes. Men hvor vi er i dag, er nærmere betegnet et sted, hvor vores valgmuligheder er opbrugte. Hvad vi har, er en dagsorden. Den samlede menneskehed har ét imperativ: Den skal reformere sine levemåder, så de bliver bæredygtige. Vi kan selvfølgelig kun svare for vores hjemlige forhold, men dagsordenen er den samme: Det danske samfund skal reformeres, så det er bæredygtigt. Det er opgaven. Og vi har ikke meget tid. I løbet af godt 10 år eller tre valgperioder skal det danske samfund transformeres. Kravet må efter denne forberedelsesfase være, at alle varer, der produceres eller sælges i Danmark, skal være 100 pct. bæredygtige. Hvis andre nationer skulle beslutte at gøre noget lignende, ville det være en stor fordel for os, men det er åbenbart, at vi ikke længere kan tillade os at vente på internationale aftaler.

Denne transformation af det danske samfund bliver et episk drama uden fortilfælde. I en vis forstand større end hvad det engelske eller russiske folk udstod i sejren over nazismen. En kamp så overvældende, at den vil kræve det yderste af hver enkelt borger, omtrent som havde englænderne og russerne skulle vinde krigen uden støtte fra USA. Alle stillede sig til rådighed, gav sig selv i den større sags tjeneste og led store afsavn. Det er den udfordring, der tegner sig for det danske folk. Men hvorfor os? Hvorfor skal det danske folk bære lidelserne ved at gå foran alle andre? Fordi det danske folk er måske det mest privilegerede folk i verden, fordi vores flade organisationsformer gør os til det mest omstillingsparate folk i verden, og fordi der ikke er nogen andre der gør det.

I stedet for at tage endnu et folketingsvalg i illusionernes spejlkabinet skulle vi nærmere prøve, helt i Kennedys ånd, at udstikke planerne for ”det nødvendige rationelle mål for rationelle mennesker”. Med udgangspunkt i bottom-up-livsfilosofien kunne et udkast til et strategisk scenarium se omtrent sådan ud:

Et bæredygtigt Danmark år 2022

År 2012  Idéfesten
Hvor den danske befolkning lægger sortsynet bag sig, og begynder at tænke positivt og fremadrettet.
Hvor hele befolkningen går aktivt og engageret ind i den proces at komme med ideer til, hvordan deres arbejdspladser og hverdagsliv kan gøres bæredygtige.
Hvor aktionskomiteer på alle niveauer og i alle egne af landet indsamler og organiserer mængden af ideer, der flyder ind fra alle sider, og sender dem videre til Folketinget og erhvervslivets organisationer.

År 2013  Ideernes indkitning
Hvor ideerne vurderes hver for sig og i kombinationer med andre ideer.
Hvor Folketinget og erhvervslivets organisationer sammen udarbejder udkast til handlingsplaner.
Hvor handlingsplanerne kvalificeres gennem fortsatte feed-back-processer med ideernes ophavsmænd, arbejdspladserne og befolkningen som helhed.
Hvor ideerne så at sige kittes ind i en samlet ramme, en plan for ”Et bæredygtigt Danmark år 2022”.

Folketingsvalg 2014  Et løfte for fremtiden
Hvor borgerne i Danmark giver hinanden håndslag på, at vi vil gennemføre denne reformation af det danske samfund.
Hvor borgerne i Danmark også giver hinanden håndslag på, at vi vil udstå al den modgang og alle de afsavn, der skal overkommes for at dette reformerede samfund bliver en realitet.

År 2014-18  Tapperhedens tidsalder
Hvor den første lovgivning, der grundlægger ”Et bæredygtigt Danmark år 2022”, indføres.
Hvor en række danske og udenlandske virksomheder vil vælge at forlade landet i protest.
Hvor Danmarks i forvejen trængte økonomi vil blive presset helt i knæ.
Hvor mange virksomheder kun vil overleve ved at overgå til at være helt eller delvist medarbejderejede.
Hvor Danmark vil søge om status som særlig forsøgszone indenfor EU, men hvor vi kan blive nødt til helt at forlade samarbejdet.
Hvor flow’et i det danske produktionsapparat vil afhænge af, om det lykkes for danske virksomheder at overtale internationale leverandører af højteknologiske produkter til at udvikle særlige bæredygtige typevarianter til det danske marked.

Folketingsvalg 2018  Elendighedens forræderi
Hvor valget kommer så ubelejligt som tænkes kan, men skal afholdes som påbudt i Grundloven.
Hvor hele det danske samfund er en byggeplads; det roder overalt, det drypper ind gennem taget, og hverdagen er domineret af meget store gener og afsavn.
Hvor misfornøjelsen er ude over det hele, og mange vil mene, at hele forsøget på at forandre vores levevis er slået fejl.
Hvor bevægelsen vil blive svækket af interne uoverensstemmelser, og en stærk mand vil melde sig til at føre Danmark tilbage til det internationale samfund.
Vi vil tabe.

2018-22  Økoindustrien sætter i gear
Hvor den danske befolkning, trods alle de afsavn det allerede har lidt, alligevel, helt mirakuløst, har stemt for en videreførelse af reformationen.
Hvor dette historiske vendepunkt vil fremkalde nyt håb og ny energi.
Hvor der virkelig bliver taget fat og skabt forandringer i både virksomhederne og hverdagslivet.
Hvor de første succeshistorier begynder at løbe ind, og vi begynder at genvinde troen på fremtiden.
Hvor de danske erfaringer begynder at blive efterspurgt over hele verden.

Tager vi denne særdeles vanskelige beslutning og står alt dette igennem, vil vi til gengæld blive rigeligt belønnet. Ikke bare i eftertidens anseelse, men vi vil lige fra starten opleve at vore sind bliver sat fri, og vi vil opleve en livsfylde vi ikke har drømt om. Er det ikke det Kierkegaard fortæller os? At menneskets storhed ligger i at træffe det ene valg, hvor der reelt ikke er andre valgmuligheder.

Vi kan ikke længere tillade os at bære over med alle de ledere indenfor etablissementet, som er drevet af begær efter magt eller penge. Gør oprør mod dem, afsæt dem, gør livet umuligt for dem. De lever af civilsamfundets ydelser, og en tilbageholdelse af disse ydelser vil medføre deres afgang.
Til alle ledere på højere niveauer, der fortsat lever efter en top-down-model siger vi: Gå i terapi eller flyt i kloster for en periode, og prøv at stille dig selv spørgsmålet: Hvorfor mener jeg det jeg mener?

Eller til ledere på lavere niveauer, der tror de skal skabe resultater ved at regulere og kontrollere medarbejdernes eller borgernes adfærd, til dem siger vi: Prøv med tillid! Medarbejdere eller borgere skal støttes i at se hvorfor lige netop deres bidrag eller liv er værdifuldt for helheden, og de skal næres ved at deres ledere sørger for fornuftige rammer for at de kan yde deres bidrag henholdsvis udfolde deres liv. Så kommer resultaterne.

Prøv med tillid! I familierne, hvor vi fortsat kæmper med at skabe harmoni indenfor rammerne af en ny tids kønsrollemønstre:
Prøv med tillid! I kommunalbestyrelserne, hvor problemer til stadighed diskuteres om integrationen af unge mænd i bestemte boligkvarterer:
Prøv med tillid! Blandt de ældre, som er bekymrede for hvordan globaliseringen truer vores velfærdssystemer, og føler sig usikre på om samfundet vil betænke dem:
Prøv med tillid!

Alting er i forandring. Ingen kan gøre krav på, at der er ting der skal forblive uændrede. Men vi står sammen. Tager hånd om hinanden. Det er den eneste pensionsopsparing, der er til at stole på.