(Læserbrev til Politiken ved offentliggørelsen af planerne for “Amager Bakke”)

Gratisaviser er affald. Indkøbscentre er affald. En uge på Maldiverne er affald. Før mennesket kom til fandtes der ikke affald, nu er der affald overalt. Øer af plasticaffald på størrelse med Spanien og Frankrig driver omkring på Stillehavet. Det er de facto menneskets mission: At omsætte ufattelige naturrigdomme til lige så ufattelige mængder af affald.

Heldigvis har vi i Danmark styr på, hvordan vi skal håndtere alt det affald. Vi brænder det og omsætter det til energi. Faktisk er vi i Danmark ikke bare gode til at brænde affald, vi er blandt de bedste i verden. Og vi vil blive endnu bedre. Realiseringen af planerne for ”Amager Bakke”, et nyt, kæmpemæssigt, state-of-the-arts forbrændingsanlæg placeret ved Lynetten, står således foran deres iværksættelse.

Men det er forrykt. Det siges at Bismarck lo to gange i sit liv. Den første gang var da hans svigermor døde, den anden gang var da han hørte, at den danske regering havde besluttet sig for at anlægge Vestvolden. Grunden til at netop denne nyhed i en sådan grad kunne henføre Jernkansleren var selvfølgelig, at det var indlysende, at moderne våben og moderne krigsførelse ville fuldstændig overflødiggøre sådanne fæstningsanlæg. ”Amager Bakke” er vor tids Vestvold.

Den polemiske erklæring ’Alt er affald’ er et forsøg på at pege på den dumhed og arrogance, der præger vores samfundsmæssige adfærd. Men først og fremmest er sloganet et forsøg på at pege på det der er vores reelle udfordring: At vi ikke længere kan tillade os at betragte noget som helst som affald. Eller som de herrer McDonough og Braungart udtrykker det: Affald er mad.

Med deres revolutionerende Vugge-til-vugge koncept har McDonough og Braungart vist, at mennesket er i stand til at opfatte, udtænke og indrette et samfund uden affald. Nye, intelligente måder at indrette vores produktion og forbrug, så de nærmer sig naturens kredsløb, hvor det der er affald for det ene proces bliver til næring for den næste.

Det er hen ved et halvt århundrede siden, at menneskeheden vågnede til den erkendelse, at vores verden ikke er ubegrænset. Der er ikke ubegrænsede resurser tilgængelige for vores forbrug, og biosfæren er ikke i stand til at optage ubegrænsede mængder af affald. Denne erkendelse brød igennem i 60’erne, og alligevel har vi ikke grundlæggende formået at ændre vores adfærd.

Det er på høje tid at vi begynder at kanalisere de samfundsmæssige milliardinvesteringer over i nogle reelt bæredygtige løsninger frem for pseudo-bæredygtige løsninger som ”Amager Bakke”. Ellers får Bjarke Ingels’ i øvrigt sympatiske idé om skiløjpe ned ad ”Amager Bakke” nærmest karakter af at være en dans på graven.