Nogle tanker efter annonceringen af de amerikanske styrkers tilbagetrækningen fra Irak samt gensyn med hhv. ”Fahrenheit 9/11” og ”Why we fight”. Karsten Kølliker, dec. 2011.

For at vokse op og blive en mand, er der er to ting man skal lære af sin far eller af en anden central, mandlig rollemodel:

1. ikke at lade sig styre af frygt, og
2. en forståelse for, at enhver handling også er en samfundsmæssig handling

Udover at være skaffedyr er mandens vigtigste funktion at yde beskyttelse for sin familie og det samfund, familien er en del af. Manden skal derfor være i stand til at se enhver fare lige i øjnene, og han må sådan set godt være dødsensangst i dette møde, men han skal bevare fatningen og gøre hvad der er nødvendigt for at familien og samfundet kan bestå.

Denne træning af sig selv i retning af ikke at give efter for frygt, forklarer uden videre mange drenges (og mænds) tendens til at gå helt til grænsen. Netop der hvor døden bliver en reel mulighed. Samtidig ligger der også tendensen til kappestrid og en stræben efter at blive den stærkeste. Hvis man besidder overlegen styrke og helt macchiavellisk er parat til at bruge den til at få andre til at frygte én, så kan man bilde sig selv ind at man hersker over frygten. Hvad er fx betydningen af bodybuilding, hvis ikke netop det. Og det er selvfølgelig normen indenfor rocker- eller andre gangstermiljøer. Men det er en faldgrube. Fysisk styrke lærer ikke én at overvinde frygten. Tværtimod gør stræben efter fysisk styrke en meget bevidst om frygten, men uden at sætte én i stand til at overvinde den. Der vil altid eksistere kræfter overfor hvilke menneskets, gruppens eller samfundets fysiske styrke kommer til kort.

Den vejledning, der lærer en dreng at overvinde sin frygt, handler mere om, at han skal lære sig selv og sin egne reaktioner at kende. Tag fx frygten for smerte. Gradvist op igennem en drengs opvækst lærer faren sin søn, at smerte er noget der kan håndteres, at man ikke behøver at fortabe sig selv og sin dømmekraft i mødet med smerten.

Den anden ting, forståelsen for at enhver handling også er en samfundsmæssig handling, er et forhold, som kræver en ligeså vedholdende og omhyggelig vejledning. I første omgang handler det om en forståelse af, at éns handlinger har konsekvenser både for én selv og andre. Der er nogle mere eller mindre udtalte grundregler for, hvordan vi får samarbejdet indenfor fællesskabet til at fungere, og det skal drengen udvikle en forståelse for. Vi taler om ærlighed, evnen til at stå ved sit ord, samarbejdsvilje mm. Efter puberteten skal denne forståelse for sammenhængen mellem én selv og det omgivende samfund for alvor udvides. Gør du noget godt for andre samtidig med at du gør noget godt for dig selv, eller tænker du kun på dig selv? Og hvis du fortsætter med kun at tænke på dig selv, hvad er det så det så for et billede af samfundet, der tegner sig indeni dit hoved? Således virker vores handlinger altid tilbage og påvirker vores forståelse, som så på sin side danner grundlag for nye handlinger. Det kan være en opad- eller nedadgående spiral, og som forældre ønsker man af indlysende grunde at se en opadgående spiral tage sin begyndelse i de år.

Med en ballast i retning af det her skitserede kan den unge mand nu gå ud og udfylde sin rolle i samfundet, og en af disse roller er soldaten. Der er sikkert mange som drømmeagtigt forestiller sig en verden uden soldater – for mit eget vedkommende kan jeg godt forestille mig en verden uden krig, men ikke en verden uden soldater. Som sagt er det mandens funktion at yde beskyttelse mod enhver fare, og derfor vil der efter min opfattelse altid være behov for et vist beredskab. Det afgørende er her:

1. at den givne regering bruger dette magtmiddel med den allerstørste omtanke, samt
2. at militæret, eller her: soldaten, er veltrænet.

Det er på baggrund af disse to kriterier, at jeg er kommet til den konklusion, at krigen i Irak er fejhedens sejr. Hvad angår det første punkt, har motiverne til Irak-krigen altid været obskure. Historien om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben var hele vejen igennem utroværdig. Vi husker alle hvordan FNs ledende våbeninspektør Hans Blix blev chikaneret og umyndiggjort på dette spørgsmål. Det bedste bud på en forklaring var så USA’s ønske om kontrol med Iraks olieresurser, det har selveste Allan Greenspan peget på, men med den fuldkomne tilbagetrækning der nu sker, virker den begrundelse faktisk ikke fyldestgørende. Et andet godt bud er at der er nogle enorme erhvervsmæssige fortjenester at score for den amerikanske våbenindustri ved en krig af denne størrelsesorden. Hvad vi har at gøre med her er altså en gigantisk omfordeling af samfundsværdier, hvor amerikanske skatteydere betaler svimlende summer til deres militær og ikke mindst alle de firmaer, der leverer til militæret.

Når den allerstørste omtanke er kriteriet for at anvendelse det militære magtmiddel betyder det reelt, at magtmidlet kun kan komme på tale, hvis samfundet er truet på sin eksisitens. Indenfor den politiske videnskab er der faktisk et begreb ”the democracy peace theory”, som hidrører fra den tyske oplysningsfilosof Kant og som siger, at netop et demokratisk styret land kun vil benytte sig af militær magtanvendelse i selvforsvar. Og de seneste 200 års historie har bekræftet denne teori. Lige indtil invasionen af Irak. Irak udgjorde i realiteten aldrig nogen reel trussel mod USA, og derfor må invasionen af Irak opfattes som en aggression, så uanset de bagvedliggende motiver var det dermed en skamfuld krig.

Der findes ikke ord til at beskrive de rædsler som mennesker i en krig gennemlever. Det gælder alle de mennesker, der lever i landet, hvor krigen udfolder sig, og det gælder soldaterne der sendes der til for at kæmpe. For både lokalbefolkningen og soldaten er krigens motivation ikke noget abstrakt, men tværtimod noget man har helt inde på livet. Er motiverne for krigen ædle, vil de samme ædle motiver yde en form for mental beskyttelse af både befolkningen og soldaterne. Helt konkret er det de samme børn, der får sprængt lemmerne af, men fordi krigen er nødvendig for at sikre disse børns fremtidige lykke og trivsel, er rædslerne på en eller anden måde til at bære. Er motiverne for krigen derimod alt andet end ædle, så har hverken lokalbefolkningen eller soldaterne noget værn imod de rædsler, de er vidne til. Hvad vi taler om er ikke bare traumatiserende oplevelser, men simpelthen mennesker der går fuldstændig i stykker indeni. Hvor politikerne og generalerne tror, at deres propaganda gør det ud for ædle motiver, kommer de altså til at have en enorm mængde af ruinerede menneskeskæbner på deres samvittighed.

Det næste er så, i hvilket omfang soldaterne var trænede til at udføre deres opgaver. Det er her jeg har behov for min relativt lange intro om den sunde opdragelse af en dreng. Min påstand er nemlig, at vores kultur er praktisk talt ude af stand til at give drengene denne sunde opdragelse. Moderne mænd er nogle skvat, der tusker sig til deres positioner, og mødrene har sat sig på hjemmescenen, og er til hver en tid parate til at omgøre fædrenes beslutninger. Drengene får ikke lejlighed til at prøve sig selv af, og de bliver pylret om af både mor og far. Sidstnævnte sikkert fordi han dermed mener han kan bevare et spinkelt håb om at få sex lørdag aften. Drengene gør ikke ting, der er farlige, men leger de gør ting der er farlige gennem endeløse timer kastet ind i computerspillene ”Warcraft”, ”Call of Duty” etc. Drengene lærer ikke sig selv at kende, og de lærer ikke at møde frygt og smerte uden at lade sig overvinde.

Det materiale militæret får i nye rekrutter er formentlig ringere end det har været tidligere. Hvor militæret tidligere kunne tage udgangspunkt i nogle basale kvaliteter som stort set enhver mand besad, skal der i dag tages helt andre midler i anvendelse for at sætte den enkelte menige i stand til at slå et andet menneske ihjel. Der er masser af peptalk, voldsforherligelse, kynisme, fratagelse af enhvert menneskeligt træk ved fjenden og dennes allierede (= lokalbefolkningen). Når det amerikanske infanteri i deres tanks rykkede ind i en ny bydel i Irak havde soldaterne lagt en CD i tank’ens lydanlæg, og skruet lyden op på max i deres hovedtelefoner, og kom dermed i den rette stemning til at skyde på alt hvad der rørte sig ude i den omgivende scene. Blandt de foretrukne numre var ”Let the bodies hit the floor” med Drowning Pool og ”The roof is on fire” med Bloodhound Gang. Jeg siger, det er sygt! Tænk at officererne tillod det. Hvad det for et militær? Hvad er det for en krig? Hvis en soldat ikke har sin dømmekraft i behold til at kunne skelne mellem den civile lokalbefolkning og fjendens soldater, så er han en soldat i frygtens vold, og så bør han øjeblikkeligt tages ud af tjeneste. Og hvis virkeligheden er den som de amerikanske styrker også oplevede i Vietnam, at lokalbefolkningen fremfor for at assistere befrielsesstyrkerne faktisk støtter den lokale modstand, så fortæller det med al ønskelig tydelighed, at krigen er illegitim.

Hvad der måske først slår én som paradoksalt, men bagefter fremstår som indlysende, er, at denne krig med alle dens rædsler i den sidste ende har del i de omfattende og vidtforgrenede kulturelle overspringshandlinger som knytter sig til vores uvilje mod at se vores reelle farer i øjnene:

• at vores nuværende levemåder ruinerer livsgrundlaget for kommende generationer
• at den vestlige verdens privilegier måske har været den største forhindring for udvikling
• at nationalstaterne har haft deres storhedstid, og at fremskridt er betinget af en anderledes ydmyg forestilling om reelt verdensborgerskab og lighed mellem folkeslag
• kort sagt: at vi skal indstille os på at sige farvel til det liv vi kender for at bevæge os ud i nye, ukendte levemåder og livsvilkår.

I den forstand er det vigtigere end nogensinde før, at vi igen lærer at tage hånd om drengenes opvækst, så vi udvikler mænd, der tør se enhver fare i øjnene og derpå gør hvad der er nødvendigt for at sikre familiens og samfundets beståen.