I.

Tid er en flygtig størrelse. Ikke bare som en daglig erfaring, men også som et fænomen at komme til en slags forståelse af. I vores dagligdag er tid en af de faktorer vi tillægger allerstørst betydning, og vi accepterer uden videre både den måde tid regulerer vores liv og den måde tid perspektiverer vores liv i forhold til fortid og fremtid. Og alligevel, når vi hver især ligger på vores respektive dødslejer, vil vi angiveligt opdage, at det hele trænger sig sammen, at tiden på forunderlig vis bliver taget ud af ligningen, og vi står tilbage med spørgsmålet om, med hvilken holdning har jeg levet mit liv? Har jeg været kærlig overfor de mennesker, jeg fulgtes gennem livet med? Har jeg værdsat, hvad jeg har fået? Har jeg lyttet til mig selv, og været tro mod mine egne ideer? Har jeg brugt de evner, jeg blev udrustet med, til at skabe noget der rækker ud over mig selv?

Tid og det at være født ind i en menneskekrop er uadskilleligt forbundet. Nok er der et mægtigt univers, som lever uafhængigt af os, men man kan med en vis ret hævde, at det omgivende univers er i en tilstand af Væren, og det er først med mennesket, at en bevidsthed om et liv, der spænder fra fødsel til død, opstår. For slet ikke at tale om en bevidsthed om et liv, der rækker ud over fødsel og død.

II.

Mennesket har formentlig gennem alle tider haft et behov for at forbinde sit eget liv med livet i det samfund det var en del af samt med dette samfunds liv i det mægtige univers, der omgav det. Og menneskets middel til at etablere denne forbindelse har alle dage været fortællingen. Dels det rituelle i at man fysisk samledes omkring en fortæller, dels fortællingernes måde at forbinde det små med det store, det nære med det fjerne, fortiden med nutiden, og nutiden med fremtiden.

Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Hvordan går min vej videre? Hvis vi tager ”jeg” for blot at dække over den omstændighed, at vi hver især altså er født ind i en specifik menneskekrop, og at denne krop har en bevidsthed om sig selv, ja så har mennesket formentlig altid stillet sig disse spørgsmål. Og så uadskilleligt som kroppen og tiden er bundet sammen, lige så uadskilleligt er samfundet og dets fortællinger bundet sammen. Fortællerne er igennem tiderne gået fra at være åndemanere og De Vise Ældre over abbeder, præster og skriftlærde til filosoffer, kunstnere og agitatorer indtil vore dage, hvor man i mangel af bedre kunne pege på eksperten, parlamentarikeren eller trendsætteren. Ved nærmere iagttagelse er vores virkelighed dog snarere den, at vi er hver især er blevet vores egen fortæller.

III.

Jeg ved ikke hvordan andre har det, men for mit eget vedkommende bruger jeg store mængder af tid og energi på at fortælle, udfordre og genfortælle historien om mig selv, for mig selv. Ikke noget jeg sådan set er særlig stolt af, men det er som om spørgsmålene ”Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Hvordan går min vej videre?” bliver ved at presse sig på. Måske er det fraværet af troværdige, fælles samfundsfortællinger, der uafladeligt får mig til at brygge på mine egne samfundsfortællinger. Fortællinger om mig selv i relation til andre. Forsøg på at række ud efter fremtiden og se mig selv have en plads i den. Og jeg spørger mig selv, om jeg måske deler denne trang med mange andre omkring mig. Måske er vores forkætrede individualisme i virkeligheden langt mere defensiv end vi umiddelbart tager den for. Måske kæmper vi alle for etablere en eller anden bare nogenlunde troværdig fortælling om os selv i relation til andre.

I 1979 udgav den franske filosof Jean-Francois Lyotard ”The Postmodern Condition: A Report on Knowledge”, hvor han beskæftigede sig med ovennævnte tilstand. Heri beskrev han, hvad han kaldte ”De Store Fortællingers Sammenbrud”. Det var modernismens store fortællinger om en progressiv udvikling af civilisationer mod stadig højere former, fortællinger om det gode liv gennem materiel velstand, fortællinger om politisk vækkelse som udviklede samfundet mod større retfærdighed. Og som disse fortællinger styrtede i grus, blev de store, fælles fortællinger erstattet af en mængde løsrevne og divergerende mikrofortællinger. Med De Store Fortællingers Sammenbrud blev samtidig ethvert forsøg på at hævde universelle værdier eller vilkår ifølge Lyotard formålsløse.

IV.

Den teoretiske etablering af den postmoderne realitet havde en åbenbar parallel i en ny strømning, der prægede almindelige menneskers liv og livsanskuelser.  Efter at have kæmpet siden ungdomsoprøret med forsøg på at skabe grundlæggende forandringer i vores levemåder, vendte ’den offentlige mening’ rundt og lod reaktionen sætte ind med fuld kraft. Årstallet 1979 var samtidig året, hvor Margaret Thatcher kom til magten i Storbritannien og året før Ronald Reagan indtog Det Hvide Hus. Begge foragtede de ungdomsoprørets omvæltninger og påtog sig opgaven at føre deres samfund tilbage til gammelkendte dyder, velstand og stabilitet. I både deres holdninger og handlinger tilkendegav de, at der ikke var noget problem med olien, ikke noget problem med naturgrundlaget og heller ikke noget problem med uligheden. Og de satte folk fri til at forfølge deres egne egoistiske mål idet de forestillede sig, at den derved skabte velstand ad omveje også ville komme de mindre resursestærke medlemmer af samfundet til gode.

Men Lyotard havde jo ret i, at modernismens store fortællinger var styrtet i grus. Thatchers og Reagans politiske projekter var så udpræget postmoderne i den forstand, at de skabte den fortælling de selv ønskede at høre, og solgte den som ansvarlig politik. Og på samme måde skabte alle de frisatte individer i neokonservatismens hule samfund også selv de fortællinger de hver især ønskede. Var egoisme før De Store Fortællingers Sammenbrud en socialt degraderende attitude, blev den nu socialt accepteret og antog former og et omfang som formentlig var uden fortilfælde.

V.

Men hvordan kan jeg tillade mig at kalde Thatchers og Reagans politiske projekter for illusoriske? Fordi der var problemer med olien, der var problemer med naturgrundlaget og der var problemer med uligheden. Og problemerne er der fortsat og meget mere i dag end dengang, fordi deres falske fortællinger suspenderede det brede, samfundsmæssige fokus. Og politik har i den vestlige verden stadig ikke genfundet sin oprigtighed og handlekraft. Politikerne taler stadig ikke om ovenstående problemer, men fortsætter med at fremføre samfundsmæssige fortællinger, som lige nøjagtig er i overensstemmelse med hvad de selv og deres vælgere ønsker at høre.

Ethvert årsregnskab fra en erhvervsvirksomhed er også en samfundsmæssig fortælling, og her er der heller ingen problemer med olien, naturgrundlaget eller uligheden. Politikere og erhvervslederne er enige om at tale om fremtiden som en kontinuerlig videreudvikling af nutiden, hvilket er så langt fra vores virkelige omstændigheder, at deres fortællinger hensætter os alle i en eller anden form for tidløshed, et tomrum, en abstraktion. Brydes illusionen kommer krisen, det ved alle, så journalister og kommentatorer bakker artigt op om politikernes løgnehistorier.

VI.

Men 2012 er efter al sandsynlighed året, hvor illusionerne brister. Og når det kommer til stykket, er en krise ikke netop dette: At man stopper op og konstaterer, at de historier man har gået og fortalt sig selv, er ude af trit med virkeligheden. Og at man må give slip og lade sig falde indtil man igen rammer noget fast grund. Noget der er til at bygge på.

Uanset de forskellige profetier om året 2012 så er der gode grunde til anse dette år for et særligt betydningsfuldt år. Vi kunne meget vel ramme et mentalt tipping point, hvor vi holder op med at understøtte de gængse løgnehistorier, konfronterer krisen, og begynder at handle konkret og resolut i forhold til de risikofyldte omstændigheder vi har bragt os i.

Tingene er i opbrud, der er en udbredt grøde, hvilket er det samme som at sige, at der er et vindue for handling. Både på et personligt og et samfundsmæssigt plan opstår med mellemrum kritiske punkter, hvor vi får mulighed for at vælge en ny bane. Personligt kan det være en forelskelse, en pludselig inspiration, et mod til at give slip og kaste sig ud i det ukendte. Samfundsmæssigt kan det være en i sig selv ret ubetydelig begivenhed, der pludselig sætter gang i en omfattende bevidstgørelse. Undlader man at udnytte disse muligheder, når de opstår, er chancen måske ikke for altid tabt, men det er umuligt at sige hvornår og under hvilke omstændigheder, man får en ny chance. Tiden er nu.

VII.

Lyotard kan mene hvad han vil om det formålsløse i at søge efter universelle værdier og vilkår. Kendgerningerne er, at ligesom industrikulturen er globaliseret, er industrikulturens nedtur også et vilkår vi alle deler. Mennesker over hele kloden har lagt sig efter industrikulturens liniære idé om værdiskabelse, hvor materiale udvindes af jorden, omsættes til varer der forbruges og derpå bortkastes som affald. Denne levemåde og udbredelsen af den har efterladt planetens økosystemer på kanten af kollaps. Er der nogen der som jeg skulle blive besat af trangen til at finde ud af, hvor galt det står til, til jer vil jeg sige: Brace yourselves! Det ser rigtig, rigtig slemt ud.

Og når man så bliver klar over, at der faktisk er mængder af fornuftige, omsorgsfulde og værdiskabende tiltag, der kunne iværksættes straks, så bliver man vred på alle de ryggesløse og uduelige politikere. Hver dag der går, er en dag mere med ødelæggelser og en dag mindre med heling. Kontrasten mellem nødvendigheden af handling på den ene side og politikernes verdensfjernhed og usle handlekraft på den anden virker stærkt radikaliserende. Samme fortvivlende kontrast ansporede mig til at forlange en så resolut politisk handling, at et nyt samfund baseret på en ny kultur skulle realiseres indenfor måske en tiårig periode. Men det holder jo ikke.

Den forestående transformation af vores samfund vil blive en langstrakt proces, og den vil kun blive en realitet hvis noget nær hele befolkningen tager del i den. Utålmodighed tjener os ikke. Bare vi begynder, er der tid.