Efter min opfattelse lever vi i en verden der er gennemsyret af illusioner. I den større skala har vi illusionerne om, at vi kan fortsætte med at misrøgte og udpine naturgrundlaget sådan som vi gør, samt illusionerne om at sociale og mellemmenneskelige problemer kan løses gennem nogle teknokratiske tiltag baseret på pseudovidenskabelige undersøgelser. Tilliden til at Jorden understøtter vores liv er blevet fortrængt af forestillinger om kampen for overlevelse, og tilliden mellem mennesker, som er samfundets sande bindemiddel, er blevet fortrængt af regulering og kontrol udøvet af mægtige statsapparater.

Men den større skala udgør kun den ene side af illusionernes herredømme. Den anden side leverer det enkelte menneske selv i form af illusionerne om lykke gennem identitet og social status. Der er et formidabelt misforhold mellem, hvad vi stræber efter i det daglige, og hvad vi erkender som livets sande værdier, når vi hver især ligger på vores respektive dødslejer. Selvom de fleste givetvis vil benægte, at de ligger under for noget så banalt som trangen ”to keep up with the Joneses”, så forekommer det ikke desto mindre at være det der sker. Vi har fået syltet os så grundigt ind i forestillingerne om adskillelse og forskellighed, at snobberi og mobning og social distancering er ude over det hele. Og da angsten for social udstødelse er en grundangst hos mennesket, så får disse illusioner hurtigt masser af energi og opmærksomhed.

Mange mennesker er udmærket klar over, at vores samfund på mange måder er dysfunktionelt, ikke desto mindre fortsætter vi med at gøre tingene som vi plejer, formentlig fordi illusionerne har denne karakter af at være en ’double whammy’. Illusionernes herredømme både i den lille og den store skala gør, at forsøg på at bryde med illusionerne på det ene område bliver straks neutraliseret af illusionernes overvægt på det andet. I min konkurrencebesvarelse til udvidelsen af Stockholm Stadsbibliotek i 2006 formulerede jeg følgende vision for projektet ”to break through these conscious and controlled images and liberate life for the individual human being”. Og her sigtede jeg til begge sider af illusionernes billedverden. I den store skala hvordan personer i magtfulde positioner understøttet af medierne konstant projicerer nogle bestemte samfundsfortællinger ud på befolkningen, og i den lille skala hvordan det enkelte menneske understøttet af reklameverdenen og livstilsmagasiner mm. konstant projicerer en bestemt, individuel fortælling ud på sine omgivelser. Disse projektionsforetagender er så krævende, at vi slet ikke har tid til at stoppe op og spørge os selv om der måske var andre tilgange til livet, som var mere sande og bedre i overensstemmelse med hvem vi er og hvad vi ønsker.

Det næste er så, at lever man tilstrækkelig længe indenfor de samme illusioner, og der ikke er nogen, der for alvor formår at udfordre disse illusioner, så bliver disse illusioner hen ad vejen identiske med ens verdensbillede. Eller med andre ord, jo længere tid man lever i illusionerne, jo mere vil en udfordring af illusionerne have karakter af en udfordring af ens verden. De ovenfor omtalte illusioner har dybe rødder, som rækker mange generationer tilbage i tiden, men efter min opfattelse skete der et skift sidst i 70’erne, hvor disse illusioner trængte ind og gennemsyrede de mest magtfulde lag af samfundet, og illusionernes herredømme blev dermed stadfæstet. Og fordi denne forestillingsverden har domineret vores verdensanskuelse gennem mere end 30 år, så er der meget stærke kræfter både i den lille og den store skala, der kæmper for at opretholde dette verdensbillede. Simpelthen fordi vi ikke aner hvad der sker, hvis vi giver slip, og lader illusionerne krakelere og styrte i grus. Det er formentlig så elementært, at vores iver efter at opretholde status quo skyldes frygten for forandringer.

Denne frygt har jeg forsøgt at imødegå i mine arbejder som arkitekt og som skribent, og dermed har jeg konfronteret mig selv med en verden, hvor en mængde etablerede forestillinger afslører sig som illusoriske, og hvor samfundet som konsekvens forventes at gennemgå forskellige grader af sammenbrud. Hverken jeg eller nogen andre kan på forhånd sige hvor omfattende disse sammenbrud vil være, og for at befri mig selv for frygt var jeg nødt til at konfrontere mig selv med worst-case-scenario, hvor den globale økonomi gennemlever et totalt kollaps. Hvad jeg kom frem til, har jeg beskrevet med noten ”Ufjendskabets økonomi”, hvor jeg skitserer, at selv ved dette totale sammenbrud har vi stadig konstruktive handlemuligheder. Der er grund til at tro på, at naturens fertilitet er så stor, og naturens vilje til at arbejde sammen med os er så stor, at hvis vi også vil arbejde sammen med den, så kan vi etablere en basal fødevareforsyning dér hvor folk bor, helt lokalt og uanset om folk bor i storbyer, i parcelhuskvarterer eller på landet.

Formålet med noten ”Ufjendskabets økonomi” var således at gå i clinch med den mest grundlæggende, eksistentielle frygt, og kunne det hermed vises at selv denne frygt kan håndteres, så er vi klar til at give slip på vores krampagtige opretholdelse af de gængse illusioner og dermed klar til at lade vores samfund undergå store forandringer. Det afgørende her er at forstå, at det er vores forestillinger, der skaber vores verden. Ændrer vi vores forestillinger, vil verden også forandres. Er der dele af vores forestillingsverden, der bryder sammen, så vil der også være dele af vores fysiske verden der forandres. Og fordi vores forstillingsverden har været så gennemsyret af illusioner, så er der grund til at tro, at tabet af disse illusioner vil medføre nogle meget markante skred i hvordan verden er sat sammen. Men vi kan ikke forhånd sige, hvordan vores verden vil blive påvirket. Bliver det voldsomt og kaotisk eller bliver det blidt og gradvist? Vi ved det ikke. Det afgørende må således være, at vi hver især bevidst arbejder på at befri os for frygt og modigt følge forandringsprocesserne og efter bedste evne påvirke dem i de retninger vi ønsker.

Når det er vores forestillinger, der skaber verden, så er det det samme som at sige, at vores holdning eller livstilstand afgør alt i vores liv. Ganske enkelt fordi vores forestillinger er fuldkomment farvede af vores holdning/livstilstand. Og således også i vores samfundsliv. I ”Ufjendskabets økonomi” undersøgte jeg som sagt konsekvenserne af et noget nær totalt kollaps af vores politiske og økonomiske institutioner. Men det behøver ikke at udspille sig sådan. Forestiller vi os i stedet, at en væsentlig del af befolkningen er i stand til at gennemføre et holdningsmæssigt skift, hvor de hæver deres livstilstand, og således formår at lægge frygtens dominans bag sig, så er det pludselig ikke svært også at forestille sig..

– at mangfoldige institutioner som fx fondsbørsen, private erhvervskoncerner, statslige organer, EU eller mangfoldige initiativer som fx genmanipulation og geoengineering ikke er dømt til at skabe kæmpemæssige problemer for menneskeheden, men kan alligevel, i deres nuværende form, bidrage til at skabe fremgang

– at globaliseringen, selvom den måske er kommet i stand drevet af nogle tvivlsomme motiver, alligevel kan være en kæmpe kraft for kreativitet og transformation, eller med andre ord, at det er tid for menneskeheden at etablere de formelle strukturer og det konkrete aftalegrundlag, som forener menneskehedens bestræbelser i retning af fred og fremgang

– at ’den rette holdning’ således ikke er et stramt moralsk regimente, men derimod en positiv, inkluderende og værdsættende tilgang til ens eget liv, til andre mennesker og til omverdenen som helhed. Men samtidig også med fokus på, at vores samvittighed, vores egen indre stemme, er den ledetråd vi har igennem alle omvæltningerne.

Tillader vi os på dette kritiske punkt i historien at have en lige så lemfældig holdning til samvittigheden, som har karakteriseret de seneste årtier, så kan vi ikke bryde illusionernes greb og vejen til udvikling vi dermed vælger, må i sagens natur være den der går igennem massive sammenbrud og store lidelser. Lever vi derimod hver især i overensstemmelse med vores indre stemme, så kan vi formentlig ikke gå galt. Det behøver muligvis ikke en gang at være smertefuldt at lægge illusionerne bag os. Vi har et valg. Vores holdning afgør alt.

(Illustration: Israelites leaving Egypt, David Roberts, 1828 + Foto fra Tahrir Pladsen 2013, Time Magazine)