Jeg overvejede i går morges om jeg skulle skrive denne drøm ned, men syntes så ikke lige at den var særlig klar, og skød den derfor til side. Men drømmen fulgte mig så hele dagen, og blev ved at stå lyslevende for mig. Og med denne insisterende tilstedeværelse ændrede jeg min indstilling, og ud på aftenen skrev jeg den alligevel ned.

Hvorfor jeg så ydermere synes det er relevant at uploade den her vender jeg tilbage til.

–

Via Facebook er jeg blevet inviteret til en meget stor, fælleseuropæisk, politisk event, som foregår et sted nede i Sydeuropa. Event’en har måske karakter af at være aktivistisk og systemkritisk. Måske er det bare en mere fredsommelig demonstration, som skal øve indflydelse gennem stor opbakning. De danske repræsentanter for arrangementet formidler noget kørsel ned til event’en, og jeg har meldt tilbage at jeg har en bil som kan benyttes, men jeg får at vide at jeg vil blive hentet af Louise sammen med hendes kæreste og barn (Louise og jeg har en forhistorie, en stærk men uforløst forelskelse som går adskillige år tilbage i tiden). På grund af Louises og min tidligere relation ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal mene om, at vi skal køre denne tur sammen, men da alt hvad angår arrangementet er frivilligt og alle anstrenger sig for at få det hele til at klappe og holde omkostningerne nede, så synes jeg ikke det er tidspunktet at gøre indvendinger. Og for pokker, vi er jo voksne mennesker, sådan et praktisk arrangement kan vi godt få til at fungere uden at det behøver at blive en belastning for nogen.

Således er jeg blevet hentet hjemme i Farum (Midtpunkt) (?!) af Louise+familie og ser os sjovt nok oppefra kører i hvad der ligner en VW Scirocco (første type, vist nok rød) ned ad rampen fra Hovedvej 207 ned på Hillerødmotorvejen i sydgående retning. Bilen har en specialnummerplade, der hedder STEEM, hvilket jeg undrer mig over, forklaringen må være den at Louises kæreste hedder Steen men det var velsagtens allerede taget, og så blev det til Steem i stedet for.

Indenfor virker bilen knap så sportslig, vel snarere som en gammel Peugeot 205, og jeg sidder på bagsædet, hvor Louise sidder i den anden side og imellem os ligger deres søn og sover svøbt i en dyne. Louise og jeg er formelle overfor hinanden, selvom det er min oplevelse at der foregår en rig følelsesmæssig udveksling nedenunder sanserne. Louise sidder umiddelbart bag sin kæreste som kører, og hun sidder og kritiserer ham for, at han ikke har fået ordnet bilen. Og det er rigtigt at man kan høre på motorens gang, at den ikke kører helt som den skal, og Louises kæreste indrømmer også, at den ikke kører som den skal. Han siger: ”Der er alle mulige, der har sagt til mig at jeg skal få det ordnet, men jeg er sikker på at det nok skal komme i orden af sig selv.” Denne bemærkning stiller ikke Louise tilfreds, og hun fortsætter med bebrejdelserne, og jeg fornemmer, at hun i situationen har ladet sig fange af nogle mønstre de har indbyrdes, som ikke tjener nogen af dem, og jeg rækker derfor min hånd ud og stryger Louise helt forsigtigt på hendes overarm, får således hendes opmærksomhed, sender hende et blik og laver en vandret bevægelse med flad hånd som for at sige ”Vær sød. Slap lidt af. Vær lidt overbærende”. Virkningen af denne lille gestus synes at være som jeg havde håbet, at hun falder til ro og i stedet bare lige tjekker om hendes søn ligger ok.

Louises kæreste ligner kun delvist Louises virkelige kæreste, faktisk har han skarpere træk og ligner på den måde mig mere, men er højere og har sort hår, vist nok farvet. Samtidig har han en lidt rastløs energi. Louises kæreste taler en del om forskellige ting uden at noget rigtig hænger ved, men jeg får en klar fornemmelse af, at det er på Louises initiativ, at de er taget afsted for at deltage i den politiske event. Faktisk fornemmer jeg et fællesskab mellem Louise og mig i vores syn på betydningen af denne event, og jeg spørger mig selv om hun måske har fulgt mig på Facebook og er blevet inspireret af noget af det jeg har skrevet, hvilket så igen får mig til at spørge mig selv om hun måske har trukket i nogle tråde for at vi skulle komme til at følges derned. Men det bliver sådan set ved spekulationerne samt den følelsesmæssige understrøm for på overfladen forbliver hun lige formel, eller det vil sige næsten, for i korte glimt er der noget i hendes øjne eller i hendes mimik der fortæller, at hun også kan mærke noget andet og mere.

Mens han kører sidder Louises kæreste nu og bakser med et hjemmelavet beslag af en slags og bilens tændingslås, som er på størrelse med en konservesdåse og som ikke rigtig er fastgjort. Han fortæller, at ved at monteret tændingslåsen i ringen i den ene ende af beslaget og derpå montere beslaget på ratstammen med en ring i den anden, så fungerer det som en fartpilot. Jeg undrer mig kort over, hvorfor han gør sig sådan umage med at få denne fartpilot aktiveret, når han nu kan se at der er kø på motorvejen bare nogle få hundrede meter længere fremme.

Scenen skifter nu til et slags øjebliksbillede, hvor vi har kørt hele dagen og er landet nede i Sydtyskland og er ved at indlogere os på et hotel, og Louise og hendes kæreste går og småskændes om at få alt sønnens udstyr med op på værelset. Der er noget i deres indbyrdes relation jeg bare har set så mange gange. En kvinde, der er utilfreds, og en mand, der udadtil virker en smule nervøs og ved siden af sig selv, og indadtil fremstår som en smule fortvivlet og desperat over, at hans kvinde er utilfreds. Deres forhold virker ikke stabilt og harmonisk. Jeg får det indtryk, at han hele tiden har været lidt benovet over at have fået en kvinde som Louise, og han i virkeligheden har tvivlet på sig selv og har været usikker i forholdet, og derfor er forfaldet til at være alt for eftergivende overfor hende. Det har så på sin side fået hende til at miste sin respekt for ham. Overfor mig er Louise stadig lige formel, men jeg kan mærke at hun føler sig tryg sammen med mig, og den følelsesmæssige understrøm er fortsat stærk, og jeg ville ikke blive overrasket, hvis vi pludselig helt ud af det blå omfavnede hinanden. Men intet er sikkert, og måske er det stadig bare et praktisk arrangement, hvor vi følges ned til en event, vi begge gerne vil deltage i, og bagefter siger vi bare farvel.

Det er nu senere på aftenen, eller måske nærmere ud på natten, og vi har alle fået lidt søvn, men vi skal videre. Det at vi skal videre her ud på natten er faktisk en alvorlig sag. Igen, det er ikke helt klart om event’en vi er på vej til er på kanten af, hvad der er lovligt, men vi ved i hvert fald, at der er en særlig indsatsenhed, formentlig fra politiet, som er på udkig efter os. Denne indsatsenhed kender jeg godt fra tidligere, selvom det er lidt uklart om det er fra fotografier eller et kort, konkret møde. Enheden kommer omkring i en helikopter, som er en disse militærhelikoptere fra Vietnamkrigen, men den er blevet modificeret, således af det lange haleror er fjernet og helikopteren har i stedet en anhænger hægtet på. Denne anhænger ligner en traktoranhænger med fire ret store, tykke hjul, et i hvert hjørne, og selvom denne anhænger bare er hægtet på som den ville være hægtet på en traktor, så følger den ikke desto mindre helikopteren når den stiger til vejrs. Indsatsenheden har tre agenter, hvor lederen har meget markerede træk, faktisk ligner han også mig, og han har et skæg ligesom min fars blot længere, og så har han et blik som er udspekuleret, gennemborende, nærmest ondskabsfuldt. De to andre agenter er kun tegnet i kontur bortset fra at alle tre er iført grønne, militære kampuniformer.

Denne indsatsenhed er både berygtet og frygtet, og de er altså på sporet af os. Måske helt specifikt vores lille gruppe, måske alle der er på vej til den politiske event. Og det viser sig, at der faktisk er mange bare på dette hotel, der er på vej til event’en. Og rygterne om at indsatsenheden er på sporet af os, og vist allerede er på vej, spreder en nervøs stemning, hvor alle er lidt hektiske med at få pakket deres ting og komme afsted. Ofte er der nogen der går hen til et vindue og spejder ud i natten. Mens vi går og pakker i denne nervøse stemning spørger jeg mig selv, hvad det egentlig er vi frygter ved denne indsatsenhed. Vi har jo ikke gjort noget ulovligt (endnu i hvert fald), så hvad kan de gøre os? Måske skulle vi bare byde dem trods. Men mens jeg går i disse tanker hører jeg lyden af en helikopter, og jeg kan simpelthen høre på motorlyden, at det er en af disse gamle Vietnam-helikoptere. Så jeg går hen til vinduet, og ser helikopteren på afstand, og konstatere overfor de andre i rummet ”De er her”, hvilket afføder en betydelig nervøsitet med tendens til panik. Sjovt nok er min søster og min mor nu også tilstede, selvom det umiddelbart bare bliver til, at de også er på vej til event’en, men de bliver begge meget nervøse ved at indsatsenheden nu kommer. Jeg er selv forholdsvis rolig og står og betragter, hvordan helikopteren med anhænger kommer ind over plænen ved hotellet som nu er oplyst af et flourescerende grønt lys og langsomt stiger ned og lander på græsset. Lederen af indsatsgruppen træder nu ud af helikopteren og stiller sig foran helikopteren og ser direkte på mig, som om det hele tiden har handlet om mig, og da bliver jeg alligevel nervøs. Hans blik siger noget i retning af, det kan godt være du ikke har gjort noget der er ulovligt, men vi skal nok få ram på dig alligevel.. Og da vågnede jeg.

–

Jeg er begunstiget af at have flere kvinder i min venskabskreds, som har betydelig livserfaring og stor visdom, og jeg fik faktisk lejlighed til at tale med en af disse kvinder om denne drøm. Hun startede med at konstatere, at alle figurene i min drøm er aspekter af mig selv. Det kan godt være at Louise er en virkelig person, men i min drøm repræsenterer hun det kvindelige i mig, sådan som jeg genkender det, og hun repræsenterer den særlige karakter af det kvindelige som virker stimulerende på mig. Således var barnet, der lå svøbt i dynen imellem mig og Louise udtryk for, hvad jeg og min sande kvinde vil være i stand til at skabe sammen. 

Louises kæreste var også et aspekt af mig, som var det der er villig til at underordne sig og trods alt få tingene til at ske, også selvom det ofte er utaknemmeligt. Lederen af indsatsenheden var også mig, og han stod for den modne, mandige myndighed, som ser tingene klart og gennemtrumfer sin vilje. Og det at jeg alligevel frygtede denne leder, og vågnede da han fæstede sit gennemborende blik på mig, var udtryk for, at jeg endnu ikke helt havde integreret denne side af mig selv.

All well and good, men jeg kan alligevel ikke lade være med at interessere mig for, hvordan nogle større samfundsmæssige forhold afspejles i denne drøm. Måden for eksempel moderne parforhold beskrives forekommer mig at være meget præcis og række et godt stykke ud over mine personlige erfaringer. Og drømmen forekommer rigtignok at beskæftige sig med, at man som mand kan møde sine omstændigheder med forskellige holdninger, og hvordan ens kvinde behandler én vil i høj grad bestemmes af den holdning man baserer sit liv på. Jeg-fortælleren i drømmen har tydeligvis en opbygget en vis integritet og evne til at hvile i sig selv, og kvinden tiltrækkes af denne kvalitet, men samme figur må alligevel se sig besejret af lederen af indsatsenheden. Uden at det var de ord hun brugte, kunne man måske sige, at jeg-fortælleren i mødet med overmagten alligevel krakelerer og kujonen tager over, og således må dette aspekt styrkes yderligere for at kunne modstå hvad som helst.

Men hvad skal man lægge i at den politiske event foregår i Sydeuropa, og at denne event har karakter af at være systemkritisk? Og hvad skal man lægge i, at lederen af indsatsenheden er ligeglad med om jeg-fortælleren har overtrådt loven, han skal bare nakkes uanset hvad? For mig tegner det et meget præcist billede af den legitimitetskrise vores officielle myndigheder befinder sig i. Det er min personlige oplevelse, at vores politiske system og vores politikere ikke længere arbejder for folkets bedste, og når de således anvender statens midler for magtudøvelse, så virker de ikke længere beskyttende men tværtimod undertrykkende og destabiliserende. Og hvis vi således forestiller os, at en grad af korruption har inficeret vores politiske system og dette systems repræsentanter, hvordan vil dette system så reagere på individer, som har integritet og som sætter sig op mod systemet? Ja, systemet vil formentlig reagere med at forsøge at undertrykke disse individer.

Hvad vi i givet fald har, er altså ikke bare en krise i den politiske legitimitet, hvad vi har er en krise i hele det aspekt af vores sind, der er omfattet af begrebet myndighed eller autoritet. Hvis myndighed, forstået som integritet, ordholdenhed, retfærdighed, ikke værdsættes hos individet og reelt undertrykkes af systemet, hvilke chancer har mænd så for at udvikle sig til sådanne personer, der hviler urokkeligt i sig selv, og som indgiver tryghed til deres kvinde, til deres børn, til deres kolleger, til deres medborgere?

Så ja, jeg vågnede ved mødet med lederen af indsatsenheden, fordi han vitterlig var skræmmende. Denne fordrejede myndighed, som bare er rå magt, denne løbske magtudøvelse af institutioner, som ikke længere tjener befolkningen som helhed, men snarere er blevet instrumenter for særinteresser. Og netop deres illegitime karakter gør, at man som enkeltperson ikke har en chance. Der er ingen principper, ingen regler man kan henholde sig til, i sit forsvar mod denne form for magtudøvelse.

Nu faldt min drøm samtidigt med 50-årsdagen for Martin Luther Kings berømte ”I Have a Dream”-tale. Okay, jeg har så også en drøm, og det er at Louise (hvem hun end er) og jeg forenes, og vi gennemfører vores rejse til den store, politiske event, og event’en er så stærk en manifestation, at det politiske landskab ændres for altid, og lederen af indsatsgruppen og mange andre med ham mister evnen til at standse os, og i stedet bliver stillet til ansvar for deres handlinger. I have a dream!