På Information.dk var der forleden en artikel ”Diplomatiets digitale overmand” om hvordan Twitter bruges af politikere og statsledere til at kommentere aktuelle begivenheder samt til selvfølgelig at profilere sig selv. Jeg kommenterede artiklen med det synspunkt, at det muligvis med tiden vil blive tiltagende svært at skelne mellem ens personlighed og ens online-tilstedeværelse, eller med andre ord, at vi hen ad vejen finder ud af, at der ikke er nogen alternativer til bare at være sig selv. Om man så er statsleder eller almindelig samfundsborger. I denne vinkling hentydede jeg til kroppens energiforbrug som en funktion af om man taler sandt eller lyver, eftersom løgne er langt mere energikrævende at opretholde end at sige sandheden. Hvad der nu slår mig er, at denne anskuelse faktisk har et stort potentiale.

For godt et år siden skrev jeg Facebook-noten ”Ufjendskabets økonomi”, hvor jeg beskæftigede mig med nødvendigheden af en langt mere inklusiv og sympatisk menneske- og omverdensforståelse, hvis vi skal klare den civilisatoriske krise, der formentlig ligger foran os. Og med civilisatoriske krise sigter jeg mere specifikt til den uomgængelige sandhed i, at vi på et eller andet tidspunkt vil blive indhentet af konsekvenserne af vores ikke-bæredygtige livsformer. Jo længere tid vi fortsætter disse levemåder, jo mere udpiner vi jordens ressourcer, og jo mindre har vi altså at bygge på, når vi omsider tager os sammen og prøver at stable en bæredygtig livsform på benene.

Okay, det lyder så måske rimelig doom-and-gloom-agtigt, men der er i mine øjne grund til håb, fordi det er altovervejende sandsynligt at det er vores egne dysfunktionelle, menneskeskabte systemer der bryder sammen først, hvilket betyder at naturen stadig har nogle reserver vi kan trække på. Tænk bare på hvor slemt det omvendte ville være, altså at vi ville være i stand til at fortsætte den globaliserede, kapitalistiske udbytning af planeten indtil det punkt, hvor planetens økosystemer kollapser i en selvforstærkende proces. Målt i forhold til det scenarium er et kollaps af det internationale finanssystem og det efterfølgende kollaps af vores ideologier og økonomier trods alt til at overkomme.

”Ufjendskabets økonomi” handlede således om, hvordan vi letter os selv for de overvældende stressbelastninger, som vil være konsekvensen af de omtalte sammenbrud, herunder hvordan vi nærmest pr. omgående må etablere en ny samarbejdsånd og solidaritet for at vi i fællesskab kan finde en vej ud af den knibe vi har bragt os i. Således var spørgsmålet her, hvordan vi får samfundet til at fungere på et helt basalt niveau. Men samme problemstilling kan faktisk apropos det indledende afsnit også anskues som et spørgsmål om, hvordan vi optimere kroppens energiregnskab.

–

Menneskekroppen skal løbende have tilført energi i forskellige former for at kunne fungere. Antager vi at kroppen får denne energi tilført i de nødvendige, varierede former, så vil man kunne opstille et regnskab over, hvad kroppen bruger denne energi på. Der vil for eksempel være energiforbrug til:

Fordøjelsen
Blodcirkulationen
Vejrtrækningen
Øvrige indre organer
Holde kropstemperaturen
Gendannelsen af celler
Bevægelse
Hjerneaktivitet

Opstillet på den måde er det umiddelbare indtryk, at der er ikke den store fleksibilitet her. Vores egen vilje påvirker jo kun Bevægelse og Hjerneaktivitet mens energiforbruget til de øvrige forekommer helt obligatoriske. Men er det nu også korrekt?

Virkeligheden er vel snarere den, at tilfører vi kroppen fødevarer i nogle mængder, som er ude af proportioner ift. kroppens behov for diverse energiformer, så skal kroppen bruge ekstra energi på at omforme nogle energiformer til nogle andre. Og tilfører vi kroppen uforholdsmæssigt store mængder af en bestemt energiform, vil den velsagtens fungere nærmest som et som giftstof, som kroppen må bruge en masse kræfter på at håndtere. Eller tilfører vi kroppen fødevarer, som er fyldt med stoffer som er fremmede for de naturlige kredsløb, så skal kroppen også bruge en masse energi på at håndtere disse.

Det samme gælder selvfølgelig for vejrtrækningen, for så vidt at vi opholder os i et miljø hvor de atmosfæriske proportioner ikke er optimale, eller hvis luften er fuld af forurening. Så skal kroppen også her bruge ekstra energi på at få hvad den skal bruge, og samtidig bruge ekstra energi på at håndtere forureningen.

Og lever vi i årevis med en usund kost og i et usundt miljø, så siger det sig selv, at disse overbelastninger begynder at sætte sig som mere eller mindre kroniske svækkelser i kroppens forskellige organer.

Hvad angår energitilførslen til at holde kropstemperaturen, så er den selvfølgelig meget variabel og afhænger i høj grad af hvordan vi indretter os og hvordan vi klæder os, men her udover er det en kendt sag at nogle mennesker evner at styre deres metabolisme, og hvor meget energi der skal til for at holde kropstemperaturen er muligvis ikke bare en simpel ligning.

Omvendt er der vel mht. bevægelse et 1:1 forhold mellem energitilførsel og energiforbrug. Jo mere bevægelse jo større energiforbrug. Eller.. nej. Videnskabelige undersøgelser har f.eks. påvist, at afrikanske kvinder, som lever i traditionelle stammesamfund, kan gå og bære op til 20 kg på deres hoveder uden at disse ekstra kilo koster dem den mindste smule ekstra energi. Hvad nu hvis de signaler vi får fra kroppen er sande, altså når kroppen psykologisk føles tung, ja så kræver den faktisk meget energi, mens når den er let, så kræver den ikke så meget? Og hvad er det lige der gør forskellen mellem de to? Det har noget at gøre med, hvordan sindet understøtter kroppen, dels igen gennem valg af føde, dels gennem initiativer til at holde kroppen i form, dels simpelthen ved at værdsætte den.

Og endelig er der så vores hjerneaktiviteter, som bringer os tilbage til den indledende konstatering, at det er langt mere energikrævende at opretholde løgne end at sige sandheden. Eller som jeg også skriver i den nævnte kommentar, at det er langt mere energikrævende at opretholde en persona end bare at være den man er. Og kan vi ikke også sige med rimelig sikkerhed, at et arbejde som er meningsløst er langt mere energikrævende end et arbejde der er meningsfuldt, eller at det at lære noget koster næsten ingen energi hvis det er sjovt, men enorme mængder energi hvis det er uvedkommende?

Så mere generelt er der noget at sige om at tænke positivt. I et af de skønne RSA Animate-foredrag ”Smile or Die” beskriver Barbera Ehrenreich bagsiden af de trivielle former for positiv tænkning, ikke desto mindre er der fra netop dette standpunkt af kroppens energiregnskab en case for træne sig selv i at tænke værdsættende, sympatisk og optimistisk. Og det er her at meditation kommer ind som et meget overbevisende værktøj. Det handler ikke om at kalde noget godt som ikke er godt, men det handler om en evne til at se det gode i alt hvad der sker indeni og udenfor en selv. At alt har betydning, og vi har kapaciteten til at vende alt hvad der sker til noget der skaber værdi for os selv og andre.

I ovennævnte kommentar henviser jeg ’personlig dannelse’ og dette er hvad jeg sigter til. Det enkelte menneskes trænen af sig selv i denne evne til at møde verden med en værdsættende, sympatisk og optimistisk tilgang. Selvom jeg indrømmer at det er et kæmpe paradoks forekommer det ikke desto mindre, at menneskeheden har drevet sine dysfunktionelle, fjendtlige, energi-ødslende, ikke-bæredygtige levemåder så langt ud, at vi nu er nødt til at lære at være ordentlige mennesker. Simpelthen for at få vores energiregnskaber til at hænge sammen.

(Illustration: Omotesando Farm, Paolo Patrizi)