The Magical Mystery Tour

Sgt P_cover extract02

It’s was 50 years ago today, Sgt. Pepper told the band to play.. Ja ja, lyrikken siger faktisk 20 og ikke 50, men i morgen er det altså præcis 50 år siden at ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” udkom. Og for mig er det en anledning til at sige noget om betydningen af drømme, noget om hvordan drømme er forbundet med vores spirituelle liv og hvordan musik kan både vække og formidle disse drømme.

Jeg var selv knap fem år da albummet udkom, men dette album var jo centralt i en mængde af radikalt progressive albums, der udkom i de år, og som på en eller anden måde satte en stemning for min opvækst. Jeg voksede op i en kædehusbyggelse i Usserød i den nordlige del af Hørsholm, og denne bebyggelse var i sig selv progressiv og var en variant af Jørn Utzon’s berømte Kingohusene i Helsingør. Og det skønne, stimulerende og progressive ved arkitekturen bestod i den måde naturen fik lov at løbe mere eller mindre uberørt igennem bebyggelsen samtidig med at grupperingen af husene omkring nogle små torve faktisk stimulerede et socialt liv i bebyggelsen bl.a. med jævnlige gårdfester. Samtidig havde bebyggelsen en helt sluttet karakter uden nogen gennemkørende trafik, så vi børn fik lov at bevæge os helt frit i og omkring bebyggelsen og vi løb ind og ud af hinandens hjem og kom jævnligt også indenfor i en del af de hjem, hvor der ikke var børn.

Kædehusbebyggelsen var nybygget da vi flyttede der til nogle år forinden, og husene var ikke store og således flyttede der også mange andre unge familier ind med børn på omtrent min alder, hvilket selvfølgelig udløste et rigt varieret socialt liv bare børnene imellem. Og den frie natur der omgav bebyggelsen i form af en å og små lunde og en dam var jo en endeløs kilde til udforskning og en legeplads med ubegrænsede muligheder. Vi fik strikse instruktioner om nogle bestemte ting vi ikke måtte gøre, f.eks. skulle vi tage os i agt for dammen fordi dens bund ikke var fast men derimod et bundløst, blødt, sort mudder som man nemt kunne hænge fast i, men bortset fra disse instruktioner fik vi lov til at gøre hvad vi havde lyst til. Og jo, de folk der valgte at flytte ind i denne bebyggelse var velsagtens mere progressive end gennemsnittet, men det var jo stadig bare almindelige mennesker med almindelige jobs. Alligevel var der en progressiv stemning i mange af hjemmene bl.a. igennem den progressive musik. Min søster og jeg fik omtrent på det tidspunkt en rejsegrammafon og min første single var f.eks. ”Hello, Goodbye”/ ”I Am The Walrus” og min søsters første album var ”Days of Future Passed”.

I min klasse i skolen var vi en hel del børn fra Stampedammen (kædehusbebyggelsen) og vi satte velsagtens vores præg på klassens liv, men vi havde også en skøn klasselærerinde Fru Gregersen som virkelig forstod at arbejde med os børn. Og skolen var i det hele taget lagt an til at stimulere elevernes evner i henved alle de mangfoldige retninger de end måtte udfolde sig. Jeg husker min tid på Usserød Skole som meget kreativ og med en pædogogisk åbenhed som var meget udviklende. Da den første Feature-ugen blev lanceret med et tema om Grønland var det enormt stimulerende for mig. En hel uge hvor jeg selv kunne bestemme hvad jeg ville fordybe mig i, en hel uges indlevelse i Grønland, i naturen og dyrelivet, i eskimoernes skikke og levemåder og jagtteknikker, i Grønlandsekspeditionerne, det var nærmest som en karnevalsoplevelse. Det var en fest.

Henad vejen skulle det der var vores klasses store forcer, vores kreativitet, vores autonomi og vores sammenhold, dog udvikle sig til blive klassens største problemer. Som vi blev ældre og blev præpubertære og siden rent ud pubertære, så kom kreativiteten ikke længere ud på pædagogikkens præmiser og vores autonomi og sammenhold blev en kæmpe udfordring for vores lærere. Selv Fru Gregersen måtte kaste håndklædet i ringen efter 6. klasse, og efter 7. klasse blev f.eks. mine forældre bedt om at finde en anden skole til mig. Mit skoleforløb kom således til at spejle nogen større samfundsmæssige trends på en meget påfaldende måde. Og min anledning til at indlede med dette selvbiografiske stof er for at prøve at indfange den stemning der herskede, der sidst i 60’erne/ først i 70’erne. For det karikerede billede der efterfølgende er tegnet af generationen kaldet ”68’erne” er efter min opfattelse så fordrejet, at man rimeligvis ville kunne kalde det for en form for historieforfalskning.

Hvad der var der sidst i 60’erne/ først i 70’erne var på mange måder kulminationen på vores humanistiske stræben, og denne humanisme var karakteriseret ved netop de ting der prægede min folkeskoleklasse. Åbenhed, nysgerrighed, fordomsfrihed, sammenhold, kreativitet og en bevidsthed om hver enkelts værdi og værdighed. Og Flowerpower-bevægelsen og den progressive musik var afgørende momenter i at denne meget stærke humanisme kom til almen udfoldelse.

For ja, Flowerpower-bevægelsen og den progressive musik brød igennem til nogle radikalt anderledes tilgange til virkeligheden, og selvfølgelig var brugen af psykedeliske stoffer, særligt LSD, ofte instrumenterne ved hvilke disse frontløbere brød igennem til denne radikalt anderledes tilgang til virkeligheden, men i samme øjeblik nogen gav disse nye oplevelser form igennem deres måde at klæde sig, deres måde at omgås, og ikke mindst i musikken, ja der blev disse oplevelser en del af vores kollektive virkelighed. Og hvad disse frontløbere brød igennem til var jo et aspekt af vores eksistens, som indtil da havde været massivt undertrykt men som nu fik opmærksomhed og anerkendelse, og dette aspekt var vores drømmeliv.

Umiddelbart forekommer det som en sproglig svaghed at ordet ’drøm’ dækker over to meget forskellige fænomener eller erfaringer. På den ene side bruger vi ordet ’drøm’ om den særegne måde vores underbevidsthed eller vores højere selv taler til os igennem billeder og stemninger i vores overgang fra sovende til vågen tilstand. På den anden siden bruger vi ordet ’drøm’ om vores allerinderste ønsker, noget som står for os som så vildt attraktivt at vi næsten ikke tør tro på at det er noget vi ville kunne opnå.

Hvad angår den første betydning er den igennem det 20. århundrede blevet fyldigt beskrevet først gennem de psykoanalytiske metoder og siden mere populært igennem selvudviklingslitteraturen. Men temaet er stadig højst relevant for hvilken betydning tillægger folk egentlig deres drømme? Anerkender folk almindeligvis at drømme kan rumme nogle vigtige budskaber om, hvordan man skal orientere sig i sit eget liv, hvordan man kan være tro mod sig selv og komme til at leve et tilfredsstillende liv?

Hvad angår den anden betydning er den måske mest anskueligt eksemplificeret i Martin Luther King’s berømte ”I Have A Dream”-tale, men vi kender alle til denne betydning af ordet og vil alle kunne relatere denne betydning til sit eget liv. Selv hvis man ikke længere har noget man drømmer om at opnå, så vil alle kunne genkalde sig et punkt i deres liv, hvor de havde en drøm. Og en af de forestillinger jeg vedholdende prøver at udbrede er ideen om, at vi alle kollektivt havde del i en drøm som opstod i vores kultur der i 60’erne, og at det ligesom på et personligt plan er forbundet med et psykologisk traume at opgive en drøm man har. Men mere herom nedenfor.

Den tilsyneladende sproglige svaghed ved at ordet ’drøm’ bruges om to så forskellige fænomener er imidlertid måske netop kun tilsyneladende. For det første har de to fænomener det til fælles, at de begge er nogle temmelig løselige, antydningsvise forestillinger. Vågner man med en bestemt drøm i sit hoved, kan man godt ved den opnå en klar erkendelse som igen kan føre til en klar beslutning, men drømmen i sig selv var stadig bare noget antydningsvist, en stemning, et følelsesmæssigt aspekt udtrykt gennem nogle forestillingsbilleder.

Og med hensyn til vores drømme i betydningen ’vores allerinderste ønsker’ vil jeg hævde, at de er nødt til at have den samme karakter: De er nødt til at være løselige, antydningsvise, og mere en stemning, et følelsesmæssigt aspekt, end de kan være håndfaste og mejslede i sten. Grunden til at de er nødt til at have denne løselige karakter er fordi vores allerinderste ønsker er, som nævnt ovenfor, så vildt attraktive at vi næsten ikke tør tro på at det er noget vi kan opnå. Vi kan selvfølgelig have både målsætninger og begær på mange forskellige planer, og vi kan have nogle temmelig håndfaste strategier for nå disse mål og for at få disse begær opfyldt, men når det kommer til vores allerinderste ønsker så er ambitionen så stor og vores evner og muligheder så beskedne set i forhold hertil, at der ikke findes nogle håndfaste strategier for at komme derhen. At stræbe efter sine drømme, sine allerinderste ønsker, er derfor en meget søgende proces, hvor man er nødt til at åbne sit liv og lære sig at fordybe og udvikle ens indre livskraft og visdom samt invitere hjælp fra andre ind i sit liv. Således har det at anerkende sine drømme en påfaldende lighed med spirituel søgen. Faktisk er ligheden så påfaldende at de to ting må siges at være to sider af det samme forhold. Hvilket igen knytter an til spørgsmålet om, hvad der er ens misson, hvorfor vi hver især har valgt at inkarnere i denne fysiske krop i disse omstændigheder på dette tidspunkt. Ens allerinderste ønsker, ens mission og ens spirituelle søgen er alle en og samme ting.

Så hvad der skete var, at en generation af unge mennesker gjorde erfaringer med brugen af psykedeliske stoffer og bryder igennem til en slags drømmetilstand, og i denne drømmetilstand eller fra denne drømmetilstand danner de nogle helt nye former og forestillinger i vores kultur. Og disse former har netop denne drømmende karakter, noget løseligt, noget antydningsvist, og samtidig noget helt vildt attraktivt. Således bliver der givet form på nogle vildt ambitiøse forestillinger om levemåder med en helt anden indbyrdes harmoni mellem mennesker og mellem mennesket og hele det omgivende univers. Og videre, nogle vildt ambitiøse forestillinger at menneskets bestemmelse i virkeligheden er at tage hele det mangfoldige skaberværk ind og hengive sig til alle de mangfoldige nydelser som denne righoldige planet byder på. Og videre endnu, nogle vildt ambitiøse forestillinger om frigørelse fra århundreders, måske årtusinders, undertrykkelse gennem vores autoritære opfattelser og samfundssystemer, og i forlængelse heraf, mulighederne for at skabe nogle nye samfundssystemer som ville virke positive, stimulerende og kreative fremfor fordømmende, undertrykkende og ensrettende.

Jeg var i sagens natur ikke blandt dem der gjorde erfaringer med psykedeliske stoffer der i sidst i 60’erne/ først i 70’erne, men jeg levede i den følelsesmæssige atmosfære hvor disse drømme slog an og bredte sig blandt almindelige mennesker. For eksempel var Fru Gregersen en ung, anstændig, borgelig kvinde men hun havde også del i drømmen, og drømmen inspirerede hende til at udvikle sin pædagogik og skabte derved dette skønne kreative univers hvori vi lærte det vi skulle og så meget mere. Og det er hævet over enhver tvivl at den progressive musik var et af de primære fartøjer for udbredelsen af disse radikale nye drømme. Og ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” var en ’trailblazer’, et musikalsk værk der for mange markerede et skift. Det ændrede simpelthen folks bevidsthed, folk blev sat fri, og glemte og undertrykte drømme kom pludselig til live.

Det var som en forelskelse, men så igen, forelskelse er jo i sig selv en erfaring som har del i vores drømmeliv. Men som personlige forelskelser kan gå skævt, gik denne store kollektive forelskelse også skævt. De psykedeliske stoffer udviklede sig til narkotiske stoffer og siden til stofmisbrug, og drømmene viste sig at være voldsomt svære at omsætte i en større samfundsmæssig skala. Således oplevede jeg i den lille skala hvordan den kreative stemning der omgav vores klasse også fik en slagside, og tingene ophørte gradvist med at være inspirerende og harmoniske. Som sagt, hvor vores autonomi i kombination med de åbne rammer og kreativiteten var et stort aktiv, blev den samme autonomi en stor udfordring for vores lærere og for Usserød Skole. Jeg blev så flyttet over på en stokkonservativ privatskole, kom i puberteten, blev præsenteret for discoen som det store nye, og mit liv var ændret til ukendelighed.

Og her er det at realisterne gør deres indtog og begynder at formane os alle om at man er godt dum hvis man tror at drømme er en del af virkeligheden. Hvor mange mennesker er måske lykkedes med at realisere deres drømme? Nej vel. Ingen som helst. Og de få der måske lykkedes med det, der viser der sig altid at være en række rationelle forklaringer på, hvorfor det lykkedes for dem. Nej, drømme er netop udenfor virkeligheden, urealistiske, og det eneste man har ud af drømme er at skabe sig skuffelser i livet. Hvad vi kollektivt har gjort siden midten/slutningen af 70’erne er konstant at minde hinanden om, hvor langt ude hippierne og 68’erne var, hvor latterligt barnlige deres eksperimenter var, hvor ynkeligt de kom til kort, og det er rigtignok svært at argumentere imod, men hvad vi alle forekommer at overse er, hvad der sker ved en kultur som slår over i at fortrænge sine drømme.

For det er efter min opfattelse hvor vi står i dag. Hvor utroligt det end lyder, så lever praktisk hele menneskeheden indenfor nogle kulturer og samfund som ikke har nogen drømme. Der er ingen visioner for menneskehedens eller vores samfunds fremtidige trivsel. Hvad der er, er en dyrisk kamp om adgang til ressourcer og privilegier, det er de blotte begær der styrer vores handlinger, og med denne livsindstilling er vi hastigt på vej til at lægge både vores samfund og planetens righoldige økosystemer fuldstændig øde. Så ufattelig afstumpet kan en kultur der fornægter sine drømme udvikle sig til.

Og afstumpetheden stopper ikke en gang der. Disse brutale dyriske tankegange har præget de øverste ledelseslag igennem så mange år, at graderne af depravation der i disse år afsløres er rystende. Vi taler om politiske ledere der bruger deres lands politi og efterretningstjenester til at undertrykke befolkningen. Vi taler om politisk lederskab gennem løgne, udbytninger og tvang. Vi taler om folk indenfor de øverste ledelseslag der dyrker satanisme og pædofili og som ikke tøver med likviderer folk der spørger lidt for meget ind til, hvad det er de går og foretager sig.

Disse gruopvækkende omstændigheder fører os lige tilbage til spørgsmålet om betydningen af drømme og spiritualitet. Hvis vores drømme vitterlig er vores spirituelle kald, vores mission, så er en fornægtelse af ens drømme forbundet med en fornægtelse af ens mission, en fornægtelse af de grunde man havde til at inkarnere i denne fysiske krop, og altså i den sidste ende en fornægtelse af både en selv og hele ens forbundethed med det omgivende kosmos. Selvom det for en realist forekommer at være en rationel og i øvrigt temmelig inferiør handling at give op overfor ens drømme, så er det formentlig i virkeligheden en dybt traumatiserende handling. Og alle de depraverede ledere, som nu udøver deres lederskab med stadig større brutalitet, de har formentlig afskåret sig fra deres drømme så meget mere effektivt end alle os andre, hvorved de har sat sig i stand til at forfølge deres begær med desto større ihærdighed og hensynsløshed.

Alt i alt bringer det os frem til spørgsmålet om, hvorvidt det vi har at gøre med i virkeligheden er et stort kollektivt traume, som vi har haft siden midten/ slutningen af 70’erne, hvor vi kollektivt valgte at give op overfor de drømme vi netop havde set og var blevet så begejstrede over. Det tror jeg. Der er simpelthen så mange brikker der falder på plads, når jeg anskuer vores samtidshistorie med dette som udgangspunkt.

For mig er det en umoden reaktion og en umoden holdning at fornægte sine drømme bare fordi de viser sig vanskelige at realisere. Og ovennævnte afstumpethed starter jo netop der hvor man bestemmer sig for at opfatte drømme som noget der er udenfor virkeligheden. Hvilket også er umodent og dumt. Drømme er virkelige og de skal respekteres og anerkendes som virkelige. Og ja, vi vil formentlig altid på den ene eller den anden måde være udfordrede på at realisere vores drømme, og vi kan fare vild undervejs og føle at vi bevæger os væk fra vores drømme frem for hen imod dem, men der er stadig en afgrundsdyb forskel på stadig at stå ved de drømme man har overfor at opgive dem helt og aldeles. I dette punkt ligger hele spørgsmålet om det enkelte menneskes integritet og selvværdsfølelse.

Og hvis det forholder sig sådan, kan vi så overkomme vores store traume? Kan vi genkalde os de drømme der dengang opstod og vakte så stor begejstring? Kan vi genkalde os nogle af følelserne ved at prøve på ny at lytte med et åbent sind til den progressive musik fra dengang? Måske, og måske et forsøg værd, men drømmene kan jo også have ændret sig i mellemtiden, eller rettere, det har de helt sikkert, så måske består vores udfordring bare i at mærke efter, hvad der er vores allerinderste ønsker lige hvor vi er, nu og her.

 

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.