Middelgrunden

1393631167_ed01

For en københavner er Middelgrunden kort form for Middelgrundsfortet, altså det her søfæstningsanlæg som ligger en lille halv times sejlads ude i Øresund og som siden Forsvaret opgav anlægget i 1998 har været et oplagt sted at tage på en lille udflugt. Men selvom vi er inde i sommerferieperioden er denne note ikke en beretning om en udflugt til Middelgrunden. Faktisk er øen under ombygning til ”Ungdomsøen”, et projekt som Spejderforeningen er initiativtager til, og anlægget er derfor lukket for besøgende indtil 2019. Nej, vi er altså igen ovre i det laaange format i afdelingen for essays om psykologiske, filosofiske og politisk forhold. Mere præcist  er ”middelgrunden” et forslag om lade det danske sprog adoptere det engelske udtryk ”the middle ground”.

Personligt synes jeg vældig godt om udtrykket ”the middle ground”, fordi det med en konkret association beskriver et sted man står, og fra der hvor man står kan man se noget til den ene side og noget til den anden side. Således beskriver ”the middle ground” ikke en fællesnævner eller et kompromis mellem de to sider, men derimod hele scenen med den ene side og den anden og altså et standpunktet imellem disse to sider. ”The middle ground” eller ”middelgrunden” er dermed det inklusive standpunkt i en nærmest arketypisk form. Og i en verden hvor splittelserne forekommer at være på en stærkt eskalerende kurs, hvornår var der vel et bedre tidspunkt for at forsøge at klargøre ’the middle ground’ eller middelgrunden?

Dette standpunkt imellem to modsætninger kan i sagens natur ikke være et skarpttegnet og hårdtslående standpunkt. Netop i kraft af den inklusive karakter er standpunktet tværtimod løseligt tegnet og bevægeligt og mangefacetteret. Og overalt hvor fronterne trækkes op, som det i høj grad sker nu og her og overalt omkring os, så presses middelgrunden fra begge sider, og den dag middelgrunden er blevet helt fortrængt da har vi sammenhold der bliver brudt op og åbne konflikter er resultatet. I den yderste konsekvens i form af borgerkrige og krige mellem nationer og alliancer. Overalt hvor folk er pressede og voldsomt frustrerede over at deres samfund slet ikke fungerer som forventet, der vil der være denne yderliggående tendens, dvs. en tendens til at udnævne den ene side af et givet modsætningsforhold til at være sandheden og den rette filosofi, og derved sætte sig selv op som modstander af den anden side af modsætningsforholdet.

Betydningen af at fastholde middelgrundens standpunkt er således afgørende for at sikre den fortsatte dialog. Fortrænges middelgrunden og et voldsomt sammenstød bliver resultatet, så forekommer denne konflikt stadig være formålsløs for ikke at sige idiotisk. Der vil ikke være noget vundet ved at den ene side af et modsætningsforhold får held til at undertrykke den anden side. Det vil bare udløse en periode med en højst usund og ustabil ensidighed i opfattelser og adfærd indtil modsætningsforholdet genopstår i nogle nye skikkelser og vi vil mere eller mindre være tilbage ved udgangspunktet.

Når det kommer til stykket beskriver middelgrunden nok nærmere en spirituel tilgang frem for en politisk tilgang, også selvom de politiske effekter af middelgrundens strategi kan være store og i mange tilfælde udslagsgivende for de politiske resultater. Foruden denne karakter af at være løseligt tegnet og bevægeligt og mangefacetteret så handler middelgrundens standpunkt så meget om accept. Accept af dybden og graden af de kritiske omstændigheder vi i disse år finder os selv i, accepten af at vi mennesker ser så forskelligt på mange ting men alligevel er indlagt til at skulle finde ud af tingene indbyrdes, accepten af at vi mennesker ikke er guder men derimod er skabninger som indgår i økosystemer med et hav af andre skabninger og samspillet mellem alle disse skabninger er så mangfoldigt og sofistikeret, at vi mennesker i realiteten ikke er i stand til at begribe denne kompleksitet, altså med andre ord, en accept af blot at være del af noget som er meget større end en selv.

Og igen er accept ikke noget skarpttegnet og hårdtslående standpunkt, men det er ikke desto mindre starten på en reel problemløsning. Omvendt er det at handle på sine udfordringer uden først at have accepteret det fulde omfang af disse udfordringer nærmest indbegrebet af menneskelig dårskab. Og hvor dårskaben typisk slår igennem, dvs. hvor vi undlader at acceptere det fulde omfang af vores udfordringer, det er typisk der hvor vi glemmer at indregne vores egen rolle i at disse vanskeligheder overhovedet er opstået. Denne villighed til også at vende blikket indad og acceptere sin egen andel i de opståede vanskeligheder, denne attitude er også mere psykologisk og spirituel end den er politisk.

Ideen om middelgrunden, dvs. klarlæggelse af middelgrundens standpunkt indenfor et givet modsætningsforhold, kan selvfølgelig anvendes på en mangfoldighed af forskellige forhold, men hvad jeg her vil undersøge er modsætningsforholdet mellem to forskellige opfattelser af vores samfundsmæssige omstændigheder og vores samfundsmæssige styring. Den ene er forestillingen om at vores samfund bliver styret af en elite gennem denne elites både åbenlyse og skjulte magtudøvelse, og den anden er forestillingen om at alle enkeltindivider i samfundet bidrager til dannelsen af nogle kollektive samfundsforestillinger, og det er disse kollektive samfundsforestillinger som lederskabet reagerer på og dermed direkte eller indirekte lægger til grund for deres lederskab.

 

Forestillingen om at vores samfund bliver styret af en elite

Umiddelbart må det vel anses for at være et yderliggående standpunkt, hvis nogen hævder at vores samfund ikke bliver styret af en elite. Selvfølgelig bliver det det. Endda i voldsom grad. De seneste fire årtier har været præget af stærke tendenser imod koncentrationer af magt og rigdom, og dermed også etablering af hierakier og hakkeordener med mange varierede lag af indvielse til eksklusive informationer og privilegier. Men i stedet for at diskutere ’forestillingen om at vores samfund bliver styret af en elite’ i generelle termer vil jeg springe direkte ud i det, og tage den i dens mest konsekvente udgave, nemlig forestillingen om at der findes en global elite af superrige og supermagtfulde som kontrollerer praktisk alt hvad der sker i vores samfund, i hvert fald alt hvad der sker i vores samfund som det nu præsenteres i medierne.

Denne forestilling tror jeg mange blankt vil afvise, og det er ikke svært at forstå hvorfor. I samme øjeblik man accepterer at der findes en sådan global elite, som har bemægtiget sig kontrollen over vores medier, så anerkender man at der faktisk er sket en form for statskup, hvor vores demokratier er blevet berøvet os, og vi er pludselig hver især bare blevet mere eller mindre uvidende undersåtter for disse nye herrer. Altså får man med denne forestilling parkeret sig selv i rollen som offer og undertrykt, og det er der mange der vil opponere imod. Spørgsmålet er dog om denne opponeren er funderet i en reel magt man som individ fortsat besidder, eller om denne opponeren bare er udslag af et psykologisk behov man har for at bevare en lille flig af stolthed og selvfølelse.

Og ja vi har da fortsat muligheder for at stemme på forskellige politiske repræsentanter, og vi har da ytringsfrihed og trosfrihed, men eftersom al vores kommunikation er mediebåret, så ved vi i realiteten ikke hvilke former for kontrol og styring der udøves. Og ville den optimale form for tyranni ikke være den hvor de undertrykte opretholder en forestilling om deres fortsatte frihed og selvbestemmelse? Det er ikke utænkeligt at der udøves en så omfattende kontrol og styring, at var det ikke for disse metoder til at bremse og neutralisere nye ideer og forestillinger, så ville vi være i fuld gang med at omstille vores samfund til nogle nye, tidssvarende og bæredygtige levemåder.

Så ja, med disse forestillinger om en altomfattende kontrol og styring bevæger vi os over i feltet af konspirationsteorier, men ved nærmere eftertanke, hvorfor er det lige at der er sådan en grad af social nedladenhed forbundet med konspirationsteorier? Hvor skulle det være så langt ude at forestille sig at nogle af de mest magtfulde konspirerer om at konsolidere deres magt? Indenfor ’forestillingen om at vores samfund bliver styret af en elite’ er der to oplagte grunde til, at alle forsøg på at beskrive det reelle statskup der er sket som ”konspirationsteorier” og samtidig at håne ”konspirationsteoretikerne”: Dels er det jo en meget virkningsfuld måde for samme elite at afværge befolkningens nysgerrighed, dels udstiller konspirationsteorierne jo problemstillingen med at vi er blevet berøvet vores borgerrettigheder, og at vi derfor ikke længere er frie borgere som indgår i frie politiske systemer, eller med andre ord udstiller konspirationsteorierne at vi muligvis er blevet gjort til undersåtter, og det billede er der ikke ret mange der kan holde ud at spejle sig selv i.

Men tager vi os sammen for et øjeblik og ser stort på al den frygt for social udstødelse der forbundet med konspirationsteorierne, er der så i virkeligheden noget om dem? Og så snart man begynder seriøst at studere dem, så springer beviserne én i øjnene. Selvfølgelig var der magtfulde elementer indenfor den amerikanske administration der havde andel i mordet på John F. Kennedy. Og Robert F. Kennedy. Og Martin Luther King. Og selvfølgelig kunne 19 arabiske terrorister ikke forårsage sammenstyrtningen af de to tårne den 11. september 2001 og ud på eftermiddagen et tredje tårn (World Trade Center 7). Eller udføre den umulige pilot-manøvre at tage et stort passangerfly og lave en nedstigning i form af et stort 360 graders sving og ramme nøjagtig i siden af The Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium. Og i begge tilfælde, altså både i New York og Washington, fik disse kaprede passangerfly lov til at bevæge sig langt, langt udenfor deres planlagte ruter i over en halv time uden at det amerikanske luftforsvar overhovedet reagerede. Og vi kan gå videre og studere terrorangrebet i London den 7. juli 2005 og der finde en række beviser for, at den officielle forklaring i hvert fald ikke er sand. For eksempel viste skaderne på Metro-togene, at bomberne havde været placeret under gulvet og altså ikke var blevet båret ombord i rygsække af tre selvmordsterrorister.

Så uanset hvor voldsom afstandstagen det end vækker, så er vi nødt til at forholde os til det aspekt af vores samfundsmæssige omstændigheder, at den brede befolkning er blevet bundet historier på ærmet, og at de store skred der er sket mht. borgerrettigheder og mørklægning omkring beslutninger truffet på de allerøverste samfundsmæssige niveauer, at disse skred ikke opstod ud af forvirring og som følge af forsøg på at beskytte os mod trusler udefra, men snarere, at disse begivenheder og følgevirkninger var led i en plan som visse magtfulde instanser i vores samfundsstrukturer med fuldt overlæg havde held til at gennemføre.

 

Forestillingen om at vores samfunds udvikling er en sum af alle individernes tanker og handlinger

Indenfor den klassiske samfundstænkning er demokrati defineret netop ved borgerrettighederne og de demokratiske forfatninger, der giver den almindelige befolkning indflydelse på de politiske udviklingslinjer. Men jeg vil hævde at den store bevidsthedsrevolutionen, som Flowerpower-bevægelsen markerede, faktisk har medført et mere diffust og mystisk begreb om demokrati. Mere noget i retning af at vi alle har en ret til at være dem vi er, hver især, og at vi alle øver indflydelse på samfundet fra der hvor vi er, både fysisk og mentalt. Og at den politiske ledelse har en både vigtig og vanskelig opgave i at lodde stemningen i befolkningen og udforme sine politiske målsætninger i henhold til disse almene udviklingstendenser i holdninger og attituder.

Hvor diffuse og mystiske disse forestillinger end forekommer at være, så vil jeg endvidere hævde, at nogle af de helt store politiske skred, der skete i det 20. århundrede, skete som følge af at der var nogle politiske ledere som forstod at lodde disse stemninger i den almene befolkning og formåede at kanalisere disse stemninger ud i nogle konkrete politiske initiativer. Mahatma Gandhi og Martin Luther King var pionerer og mestrer i denne henseende, men John F. Kennedy og Robert F. Kennedy havde også del i denne særlige evne. Og der var Nelson Mandela-Desmond Tutu og Aung San Suu Kyi for bare at nævne nogle få, men det er værd at bemærke, at det sydafrikanske apartheidstyre kom under stort pres gennem den udbredte folkestemning imod apartheid ud over hele verden og særligt i Europa der tilbage i 80’erne. Dette pres var så stort at de europæiske politikere var nødt til at efterkomme befolkningerne og indføre økonomiske sanktioner mod apartheidstyret.

Således er der et højst ejendommeligt modsætningsforhold mellem den politiske og økonomiske elite og de mere eller mindre brutale måder denne elite håndhæver sin magt på den ene side og på den anden dette bølgende, stemningsbetonede folkedyb, som faktisk har nogle idealer og nogle drømme i behold og samtidig nogle grænser for hvad det vil gå med til, og når en af disse grænser så overskrides, og den almene befolkning ikke længere kan acceptere måderne magten udøves på, så er magteliten pludselig fuldstændig prisgivet denne folkestemning. I den situation er det ligegyldigt hvilke undertrykkende metoder magteliten prøver at køre i stilling, folkestemningen vil her have karakter af en flodbølge, som udøver et ustoppeligt pres og i den sidste ende vil rive alting med sig.

Således kan magteliten igennem lange perioder have held til at dirigere den almene befolkning rundt i nogle systemer, som magteliten udvikler med henblik på at understøtte sin magtudøvelse. Og denne magtelite kan velsagtens føle en særlig tilfredsstillelse ved sin egen snilde i retning af at indrette tingene til sin egen fordel. Magteliten kan sågar udvikle en hånlig nedladenhed overfor alle de naive, alle de ubemidlede og uindviede der bare tilpasser sig og gør hvad de får besked på, men denne leg fungerer altså kun indtil det punkt, hvor der sker en holdningsændring i den almindelige befolkning og så står de herskende magtstrukturer altså for fald. På det punkt vil de herskende magtstrukturer være forbi punktet for indførelse af reformer. Når uretfærdighederne er blevet udviklet til det punkt, hvor befolkningen gør op med sig selv at nok er nok, da må de herskende strukturer gå til grunde, og nogle nye må rejse sig fra bunden af.

Det er således værd at understrege, at det ikke er folkedybet der er uregerligt og urimeligt og voldeligt, men snarere, at magteliten er gået så langt ud ad en tangent i retning af bare at tænke på sig selv og sine egne privilegier og sin egen magtudøvelse, at den almindelige befolkning siger stop og tager herredømmet over samfundet tilbage, hvad fanden det så end kommer til at betyde.

Men denne anden side, dvs. ’forestillingen om at vores samfunds udvikling er en sum af alle individernes tanker og handlinger’, skal altså ikke defineres ved situationen hvor en ophobet ubalance pludselig slår igennem. Indenfor denne forestilling er der intet til hinder for, at politikere forstår løbende at tage bestik af udviklingerne i ideer og holdninger og attituder i den almindelige befolkning og således løbende formår at justere de politiske ideer og initiativer så de er i overensstemmelse med disse udviklingstendenser. Og der vil være nogen der vil kalde denne form for demokrati for populisme, men det vil den kun være i det omfang der er demagoger der prøver at manipulere den almindelige befolkning i retning af nogle bestemte stemninger og holdninger, ofte igennem opvækkelsen af skræmme- og fjendebilleder. Det er altså ikke svært at forestille sig et så sundt og sobert debatklima, at den almindelige befolkning vil vide at tage afstand fra sådanne forsøg på manipulation, og så vil dialogen mellem politikerne og den almindelige befolkning ikke længere have denne karakter af populisme, men vil netop bare være udfoldelsen af et højtudviklet demokratibegreb og et højtudviklet menneskesyn.

 

Med ’forestillingen om at vores samfunds udvikling er en sum af alle individernes tanker og handlinger’ overfor ’forestillingen om at vores samfund bliver styret af en elite’ er så givetvis dem der mener, at der slet ikke er behov for nogen middelgrund, da ’forestillingen om at vores samfunds udvikling er en sum af alle individernes tanker og handlinger’ faktisk beskriver det vi tilstræber, mens ’forestillingen om at vores samfund bliver ledet af en elite’ beskriver nogle forældede og udlevede forestillinger. Men ’forestillingen om at vores samfunds udvikling er en sum af alle individernes tanker og handlinger’ er altså et idealistisk standpunkt. Tanken om at politikerne altid ydmygt stiller sig i befolkningens tjeneste og befolkningen altid besinder sig på hvad der er mest værdiskabende nu og fremover, det er en politisk forestilling som passer for en verden der er ren, men vores verden er ikke ren, og en meget stor del af snavset er ikke en gang snavs i den forstand, men bare aspekter af at være inkarneret i en fysisk krop i et fysisk univers. Det fysiske er ikke rent. Det er der hvor smerterne bor, og utrygheden, og svaghederne, men det er også der hvor nydelserne bor, og kærligheden, og frugtbarheden.

Og selvom ’forestillingen om at vores samfund bliver styret af en elite’ her er beskrevet i de temmelig yderliggående former vi møder den i disse år, så har tankegangen i dens generelle form masser af positive aspekter. Den er ofte netop udtryk for en høj grad af realisme, dvs. en forholden sig til de konkrete problemer man har foran sig her og nu, og hvordan disse problemer overkommes på den letteste måde. Tager man en hvilken som helst gruppe af mennesker og stiller dem overfor en udfordring om at løse et konkret problem, der vil denne gruppe i løbet af kort tid organisere sig sådan at forskellige personer tager ansvar for forskellige aspekter og sandsynligvis vil der også være en der udvælges til at koordinere den samlede problemløsning. Er det så odiøst og et overgreb på den enkeltes frihed? Selvfølgelig er det ikke det. Det er en praktisk foranstaltning som sikrer at gruppen samlet for løst det foreliggende problem.

Og faktum er jo, at vores samfund er ved at segne under vægten af alle de konkrete problemer vi er konfronterede med. Der er så mange uheldige konsekvenser af vores hidtidige fejlbehæftede metoder, så mange vanskelige omstændigheder og så store livstruende spørgsmål der brænder sammen i den tid vi lever i, at vi nærmest alle kører på kanten af et mentalt sammenbrud. De stærkt eskalerende tendenser til splittelse og fjendskab er formentlig alle følgevirkninger af disse voldsomt stressende omstændigheder. Det er her at middelgrunden kan komme ind som en strategi til at bevare fatningen, en strategi til at holde dialogen åben og udbrede forestillingen om at alle disse mægtige udfordringer ikke må blive en anledning til konflikt og splittelse men tværtimod en anledning til at forene vores kræfter mod nogle fælles mål.

Disse mål kunne for eksempel være at sikre naturgrundlagets evner for at give os føde og næring gennem en omfattende naturgenopretning, det kunne være en omlægning af vores ressourceforbrug fra ikke-fornybare ressourcer til vedvarende eller fornybare ressourcer, det kunne være et fælles beredskab til beskyttelse af lande og regioner imod militære og økonomiske invasioner fra andre lande, herunder sikring af de enkelte landes ret til at disponere over deres egne ressourcer, det kunne være sikring af et frit internet hvorved mennesker frit kan videndele med hinanden på tværs af landegrænser og verdensdele.

 

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.