Politikernes store løgn

Janus03.jpg

Politikernes store løgn er selvfølgelig, at de bilder os ind at vi har brug for dem. Men har vi ikke brug for dem? Vi har jo over århundreder fået opbygget nogle sindsygt komplekse samfund med så ufattelig mange bevægelige dele der griber ind i hinanden, og så ufattelig mange regler for hvordan de samfundsmæssige udvekslinger skal foregå, så det må da kræve en enormt omfattende oplæring og en enormt veludviklet forestillingsevne for overhovedet at kunne orientere sig i endsige forvalte dette vanvittigt komplekse samfundsmæssige maskineri. Og det er rigtigt, men det er samtidig den anden side af politikernes store løgn, at bilde os ind at dette vanvittigt komplekse samfund overhovedet findes.

Det er efterhånden 50 år siden at dommen faldt over de senindustrielle samfund, og denne dom kunne opsummeres som:

  • At vores udvindingsøkonomiske metoder førte til udtømning af de ressource vores samfund bliver understøttet af
  • At vores udvindingsøkonomiske metoder førte til forurening og udpining af naturgrundlaget med potentielt fatale konsekvenser for hele menneskeheden
  • At vores materialistiske værdisæt førte til afstumpede måder at forstå vores relationer til hinanden og til vores omverden
  • At vores materialistiske værdisæt førte til ensomhed og nedbrydning af vores samfunds sociale sammenhængskraft
  • At den manglende forståelse for gensidigheden i vores relationer til hinanden og til vores omverden førte til ekstreme samfundsmæssige uligheder i fordelingen af rigdommene der blev udvundet af naturgrundlaget og af arbejdskraften, og at disse uligheder i sig selv bidrog til yderligere fortrængning af gensidigheden i vores relationer og yderligere nedbrydning af den sociale sammenhængskraft

Allerede dengang for 50 år siden stod det klart, at vi måtte omlægge vores levemåder, forenkle vores samfund, skalere vores samfund ned, så vores levemåder kunne holde sig indenfor de fysiske rammer og betingelser, som er givet ved det overordnede økosystem som planeten Jorden er. Hippierne forstod det og tog konsekvensen og tjekkede ud af de vanvittigt komplekse samfundsmodeller vi havde sat op for os selv. Mange af 68’erne forstod det og forsøgte at iværksætte omfattende omstillingsprocesser indenfor den eksistende samfundsorden. Men slaget blev tabt, og som samfund regrederede vi til den forestillingsverden, der havde hersket forud for at vi løb ind i den overvældende nye erkendelse, som om vi kunne omgøre eller annullere den mægtige erkendelse vi netop havde fået.

Politikernes store løgn er således nu på fyrretyvende år at fortsætte med at hævde, at alting kan fortsætte som vi har været vant til. Og det er på sin vis forståeligt, for det er selvfølgelig langt mere interessant at være en slags CEO for en mægtig koncern (stat) med internationale partnere og forbindelser, end det er at være bogholder i en mindre produktionsvirksomhed. Eller med andre ord, ingen politikere har til dato haft mod og mandshjerte til at indvie befolkningen i, hvor fundamentalt ikke-bæredygtig vores ressourceforvaltning, vores produktionsmetoder, vores finanssystemer, vores velfærdsordninger er, for gik politikerne ud med denne ene og helt reelle fortælling, så ville deres egen status som politiker blive voldsomt beskåret. For de flestes vedkommende sandsynligvis helt overflødiggjort. Så nej, det er langt federe at forblive indenfor illusionerne om deres enorme snilde og deres enorme kompetencer i retning af at styre et så vanvittigt komplekst samfundsmaskineri som vores nuværende. Ganske uanset at de i realiteten ikke rigtig styrer, men snarere bare gør som man plejer og når noget så sker, så kæmper de for at være på omgangshøjde med begivenhedernes forløb samt kæmper for at få indarbejdet udviklingstendenserne i deres egne mangelfulde og fejlbehæftede verdensbilleder.

Hvad jeg prøver at skitsere en forestilling om er altså, at dette vanvittig komplekse samfundsmaskineri slet ikke findes i virkeligheden, også selvom hovedparten af f.eks. den danske befolkning tror at det gør. Vores vanvittigt forgrenede lovkomplekser, vores vanvittigt komplekse forvaltningsapparater, vores vanvittigt komplekse ’micro-management’ af borgernes adfærd, alt dette fremstår som virkeligt og føles som virkeligt når man som borger møder manifestationerne af disse forestillinger, men disse samfundsforestillinger er ikke mere virkelige end vores vanvittigt opblæste finansielle værdiansættelser er virkelige, eller vores forestillinger om en uforstyrret energiforsyning til vores samfund er virkelige, når realiteterne er at 99 pct. af vores energiforsyning fortsat kommer fra de fossile brændstoffer som der åbenlyst bliver mindre og mindre af. Hvad vi taler om her er ikke dommedagsprofetier eller nedkaldelse af skyld over vores letsindige levemåder men bare simple konstateringer af, at det er sådan realiteterne ser ud hvis man forsøgsvist hæver sig over vanernes tyranni og ser igennem de fortrængninger der har hersket i vores kultur igennem disse mange år.

Så nej vi har ikke brug for vores politikere for de lever i en drømmeverden, hvor de anser sig selv for at være enormt betydningsfulde forvaltere for et kæmpestort samfundsmaskineri, som i virkeligheden slet ikke er der. Det er ’Kejserens nye klæder’ om igen. Og sagen er jo, at de godt kan mærke at skoen trykker, ikke bare et men flere steder. Efterhånden som de hårde fysiske begrænsninger og realiteter begynder at trænge sig på, bliver det simpelthen sværere og sværere at opretholde disse samfundsforestillinger. Politikerne mærker at forestillingerne begynder at skride, her og der og alle vegne, og de bliver bange. Tanken om at give slip på de herskende samfundsforestillinger må i sagens natur for politikerne være ensbetydende med en dyb eksistentiel krise, og det er nok de færreste der har modet til at kaste sig ud i en sådan eksistentiel omstillingsproces. I stedet vælger politikerne at sætte ind med desto hårdere og mere firkantede kanoniserede samfundsforestillinger, og de strammer deres greb om samfundets styring, alt sammen i et forsøg på at imødegå opløsnings- og nedbrudstendenserne og fastholde de vanemæssige forestillinger.

Vi har ikke brug for vores politikere, for i stedet for at være vores formidlere af virkeligheden, vores formidlere af de reelle vilkår der gælder for at opretholde vores liv her på Jorden, er de blevet vores skjold imod eller vores barriere overfor virkeligheden. Og jo mere vi investerer vores tillid, energi og politiske mandat i nogle bestemte politikere for at de skal skabe forandringer og få vores samfund til at fungere som førhen, jo mere ihærdigt arbejder politikerne på at stramme op på og ensrette vores samfundsforestillinger samt stramme deres greb om samfundets styring. Jo mere vi investerer i vores politikere, jo mere mere befæster vi barrieren for at nogle mere realistiske samfundsforestillinger kan trænge igennem. Overvågning, mørklægning, censur, undertrykkelse, hele udtrækket af statslig kontrol og styring, det er, hvor vi er kommet til. En jævnt glidende bevægelse fra demokrati over bureaukrati og teknokrati til regulære fascistiske forestillinger og tiltag.

Men hvis vi ikke har brug for vores politikere, hvad så? Taler vi så om ophævelse af alle de skrevne eller uskrevne kontrakter, der består mellem individet og samfundet? Taler vi om anarki? Tror vi på anarki? Er anarki overhovedet foreneligt med en sammenhængende samfundsforståelse?

Indledningsvist kan vi nok konstatere, at efter alle de mange år med stadigt mere omfattende og hårdhændet topstyring, så er der nok et ret stort udviklingspotentiale i en bottom-up-demokratisk samfundsmodel, hvor der vil være et stort rum for selvforvaltning både på lokalt og kommunalt niveau. Og i samme øjeblik staten fritages for al den hidtidige ’micro-management’, så er der et reelt potentiale for, at selv landspolitikken kunne genvinde fatningen (så at sige), og landspolitikken kunne genvinde sin karakter af at være overordnet, generel og visionær, og således koncentrere sig om de store og langsigtede udviklingslinjer. Samtidig har vi jo med internettet helt åbenlyst fået nogle nye redskaber til at lodde almindelige menneskers holdning til alle mulige spørgsmål, og det er således ikke svært at se for sig, at en ny generation af politikere vil opstå, som har genoprettet en forståelse for gensidigheden mellem dem selv og deres rolle på den ene side og befolkningens ønsker på den anden. En helt anderledes ydmyg rolle som den udførende part for de ønsker der trives i befolkningen.

Tænker vi os at en reformdemokratisk bevægelse ville være i stand til at genoprette en ærlig dialog mellem almindelige mennesker og politikerne, og at denne ærlige dialog førte til at både den brede befolkning og politikerne begyndte at forholde sig til vores reelle udfordringer, så ville disse samme politikere samtidig være i stand til at indgå i helt anderledes åbne og ærlige dialoger også på internationalt plan. Eller med andre ord så er det altså ikke utænkeligt, at selv international politik kunne blive befriet for hovedparten af alle de forkvaklede taktiske hensyn møntede ikke mindst på den hjemlige politiske scene, og således også i langt højere grad blive orienterede imod de reelle udfordringer som vi alle som nationer og som dele af menneskeheden er konfronterede med.

Politikernes store løgn har altså denne dobbelte karakter af, 1. Forestillingen om at vores vanvittigt komplekse senindustrielle samfund overhovedet er levedygtigt, og 2. Nødvendigheden af at have professionelle politikere til at forvalte dette vanvittigt komplekse samfund.

Her overfor har den radikale nye samfundsforestilling, der bringer os ud af dette dødvande og disse destruktive udviklingstendenser også en dobbelt karakter i form af, 1. En vedståelse af de reelle begrænsninger og vilkår der gælder for at opretholde vores liv her på Jorden, 2. Nødvendigheden af en reform af vores politiske systemer så vi sikrer at politikerne altid har den brede befolknings mandat til at gøre de ting de gør.

 

 

 

 

 

 

 

(Illustration: Janus, antik romersk gud for begyndelser, åbninger, tærskler, forvandlinger, dualitet, overgange, tid og afslutninger. Afbildes traditionelt med to ansigter, et der vender mod fortiden og et mod fremtiden)

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.