Solformørkelsen og hulelignelsen

I Platons ”Staten” finder man hans berømte hulelignelse, hvor han forestillede sig en gruppe mennesker, som i hele deres liv havde været fangede i en mørk hule, men i samme hule og nærmere ved hulens indgang og usynligt for gruppen var der et bål, som kastede lys ind på hulens bagvæg. Imellem bålet og gruppen passerede der så mennesker med udskårne figurer af dyr og alverdens andre ting, og alt hvad den fangede gruppe således så, var skyggernes silhouetter af disse passerende mennesker med deres figurer, og for dem måtte disse skyggebilleder være virkeligheden, og gruppen ville være endeløst optaget af at finde hoved og hale i det de ser.

Videre forestillede Platon sig, at et af medlemmerne af den fangede gruppe så blev løsnet fra sit fangenskab, og blev ført op, først i hulens højere afsnit med bålet og de forbipasserende mennesker og siden helt ud i sollyset og den omgivende natur. Og denne frisatte fanges sansning og perception ville selvfølgelig blive voldsomt overbelastet, dels ved de stærke lyskilder, dels ved at skulle danne sig nogle begreber om denne radikalt udvidede virkelighed. Men efter noget tid forestillede Platon sig, at den frisatte fange ville være i stand til at danne sig nogle begreber om denne nye helt konkret radikalt udvidede virkelighed, og derpå sender Platon så den frisatte fange ned til den fangede gruppe igen, og spørger hvordan de vil modtage den hjemvendte. Og her er Platon ikke videre fortrøstningsfuld, for han forestiller sig, at den frisatte fange kommer til kort overfor at forklare for de stadigt tilfangetagne, hvor helt anderledes rig og mangfoldig verden så i virkeligheden er. Og efter således at være kommet til kort overfor at videregive nogle begreber om verdens sande rigdom og mangfoldighed, vil de fortsat tilfangetagne affærdige afvigeren og vende tilbage til deres gældende teorier om skyggebillederne og deres adfærdsmønstre.

Platons hulelignelse har således mange niveauer, og den kan selvfølgelig nemt kritiseres for sine grove forudsætninger, men efter min opfattelse har den vestlige filosofiske tradition forstået lignelsen på følgende måde:

1. At mennesket og grupper af mennesker altid forsøger at komme til en forståelse af den virkelighed de befinder sig i, og at de tager udgangspunkt i de fænomener de ser, og prøver at udlede noget om verdens beskaffenhed på basis af dem.

2. Men hvis ikke menneskets er vækket til en højere forståelse af kosmos, en forestilling om godhed, sandhed og skønhed, en forestilling om en højere ideernes verden, som man såvel kan kalde en forestilling om en guddommelig orden, så vil vores teorier om verdens beskaffenhed være vilkårlige, skrøbelige og usammenhængende og i den sidste ende ubehjælpelige.

3. Lyset, der skinner fra bålet eller fra solen, er den oprindelige guddommelige inspiration i mennesket, som på samme tid både forudsætter og bekræfter tingenes sammenhæng og sande aspekter.

Platons hulelignelse er således en slags erkendelsens grundproblem, altså at ens trossystem bestemmer ens forståelse af verden. Believing is seeing. Er man vakt til en idé om en guddommelig orden, en idé om kosmos, så vil denne idé organisere ens sansninger og perceptioner i overensstemmelse med denne idé. Er man ikke vakt til en sådan idé, og man er prisgivet ens sansninger og perceptioner af de endeløst mangfoldige og selvstændige fænomener og erfaringer, så vil den blotte mangfoldighed gøre det umuligt for én at danne en forestilling om en sammenhæng mellem alle fænomenerne, og der vil være en tendens mod skepticisme, nihilisme og defaitisme i ens forestillinger. Eller med andre ord, enten antager man at der er en orden i verden, en kosmologi, og så vil man finde bekræftelser på denne sammenhæng i sine sansninger og perceptioner, eller også tvivler man på at der findes en orden i verden, og så vil den usammenhængende karakter af vores livserfaringer konstant blive bekræftede.

Anskuet på den måde er der gode grunde til at søge denne vækkelse til en forestilling om en højere orden, men skulle det lykkes at opnå denne vækkelse, er man så (fortsat) en del af gruppen af fangede mennesker i bunden af hulen, eller er man den frisatte fange, som nu nærmere tilhører gruppen af ikke-tilfangetagne mennesker højere oppe i gruppen? Både Platon og Sokrates var meget skeptiske overfor demokratiet som styreform, og de hældte så stærkt imod, at det skulle være de vidende og erfarne, der skulle lede samfundet, altså en meritokratisk styreform, for Platons vedkommende med tendenser mod det diktatoriske. På den måde er der set fra et moderne synspunkt al mulig grund til at være skeptisk overfor Platons helhedsforestillinger, for de kunne jo i sig selv være todimensionale hulebilleder og som sådan mere fascistiske end guddommelige.

På arkitektskolen bestod en af vores tegneøvelser i at lave en tegnet gengivelse af en større opstilling med en kugle, en kube og figur af tre flade rektangler samlet i de korte kanter til at danne en opretstående retvinklet trekant. Pointen med denne øvelser var at gøre os bevidste om måderne skygger dannes omkring sådanne figurer, særligt når de belyses fra en primær lyskilde. Iagttagelserne er illustreret på vedhæftede illustration, hvor man vil lægge mærke til, at slagskyggen (eng.: the cast shadow) er væsentligt mørkere end objektets eller objekternes selvskygge eller egenskygge (the form shadow). Grunden hertil er enkel nok, at de skyggede sider af objekterne får lys reflekteret op på sig fra underlaget, hvorimod slagskyggerne ikke får ret meget reflekteret lys fra objekterne. I forlængelse af Platons hulelignelse kan vi (i dagens anledning) forsøgsvist gøre en metafor ud af fænomenet med selvskygger og slagskygger.

Siger vi at lyset er en metafor for bevidstgørelsen i form af begrebsdannelsen, forståelsesrammen, herunder de begrænsninger der ligger i vores sprogformer, så har vi alle, som psykoanalysen og ikke mindst Carl Jung har vist os, vores ”oplyste” bevidstgjorte sider, og så har vi vores underbevidste sider og vores ubevidste sider. Og i denne metafor kunne selvskyggen godt være vores underbevidste sider, altså at der er sider af vores liv, der henligger i henved mørke, men ikke helt i mørke, for i vores udvekslinger med andre mennesker og omverdenen generelt, så bliver vi hele tiden gjort opmærksom på, at der er noget der. Således er vores selvskygge rigtig nok en funktion af den oprindelige lyskilde, men den er også en funktion af refleksionerne af lyset fra vores omgivelser. Omvendt er det ubevidste en endnu dybere grad af mørke, et mørke som ikke er en funktion af omgivelserne men en funktion af selve vores bevidstgørelsesprocesser. Altså at det et langt stykke af vejen er selve vores bevidstgørelsesredskaber (herunder en eventuel grundantagelse om en guddommelig orden), som skaber de områder vi så ikke kan se.

Renæssancens opdagelse af perspektivet og den matematiske/ geometriske regel om at ethvert perspektiv blev dannet med matematisk/geometrisk konsekvens med udgangspunkt i ét eneste klart defineret forsvindingspunkt, blev i sig selv en metafor for en enkelt alt-organiserende guddommelig idé. Og renæssancen fik jo denne betegnelse, fordi de kulturelle nybrud havde form af en genopdagelse af antikkens filosofi, digtekunst, arkitektur og skulptur. Og opdagelsen af perspektivet havde nærmest karakter af et empirisk bevis for gyldigheden af Platons ideer. Og disse kosmologiske forestillinger viste sig at være enormt frugtbare, og den europæiske kultur red på en bølge lige indtil, at forestillingerne alligevel slog over i deres overdrevne og manierede former med det 19. århundredes positivisme og idealisme.

Det moderne gennembrud handlede så meget om et opgør med disse positivistiske og idealistiske forestillinger, og således handlede det moderne gennembrud indenfor billedkunsten så meget om et opgør med perspektivets tyranni eller hvad franskmændene kaldte ”trompe l’oiel”, øjets bedrag. Modernismen blev så i sig selv en meget succesrig og dominerende bevægelse, og den blev hen ad vejen også til en stilretning, og som stilretning mødte den også sit endeligt. Og således begyndte billedkunstnere og digtere og arkitekter at arbejde postmodernistisk, dvs. i et udtalt modsætningsforhold til modernismen. Men efter min opfattelse har postmodernismen stadig til gode at bidrage med nogen erkendelsesmæssige gennembrud. I mine øjne står modernismens kritisk af perspektivet, den enøjede positivistiske idealistiske fremstilling stadig ved magt.

Tilbage i 1990 et års tid efter min afgang fra Arkitektskolen skrev jeg et essay i to dele ”Om at se”, som beskæftigede sig med de erkendelsesmæssige vilkår som kvantemekanikken og det moderne gennembrud havde anskueliggjort. I dette essay fremsatte jeg selv en kommentar til Platons hulelignelse i form af følgende tankeeksperiment: Jeg forestillede mig, at København pludselig oplevede et omfattende strømnedbrud, hvor byen pludselig blev henlagt i totalt mørke. Og jeg undersøgte hvordan mine sansninger og perceptioner ville blive påvirkede af, at jeg pludselig befandt mig i totalt mørke. Jeg forestillede mig at jeg undervejs bestemte jeg mig for at etablere noget lys ved at finde frem til og tænde et stearinlys, som jeg så satte på et bord, og så at jeg fik den idé at forestille mig, at stearinlysets flamme var mit højre øje, som altså nøjagtig ville svare til den perspektiviske positivistiske idealistiske verdensanskuelse. Imidlertid havde jeg jo stadig mit venstre øje, og med mit venstre øje kunne jeg således registrere hvad det var mit højre kunne se (de belyste flader) og også et stykke af vejen de flader mit højre øje ikke kunne se (de skyggede flader). Dermed syntes jeg, at jeg fik lavet et meget virksomt og anskueligt billede på, at vores sansning og perception i sig selv er mangefacetteret og at vores virkelighedsforståelse er uløseligt bundet til vores krop og vores konkrete situation.








(Illustration: Art Verve Academy + Vredeman de Vries)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.