Den insensitive epoke

Alle mennesker kender til følelsen af skam. Hvis ikke man er skadet af graverende overgreb eller svigt i ens tidlige barndom, eller af andre grunde er følelsesmæssigt handicappet, dvs. hvis ikke man er psykopatisk, så kender man til følelser af skam. Hvad Brené Brown har påvist med sin banebrydende forskning er, at det der afgør, om mennesker er i stand til at opleve lykke i deres parforhold og i deres liv i øvrigt, i høj grad handler om man er villig til at vedgå sine følelser af skam. I første omgang overfor sig selv og dernæst overfor sin partner. Det er som en sær åndelig pagt, at i det øjeblik man er parat til at risikere sin egen og sin partners anseelse ved åbent at vedgå den skam man føler i en given situation, lige dér vinder man sig selv og muligheden for et lykkeligt parforhold.

I praksis er det helt givet en udfordring man skal vokse med i et forhold, for i det øjeblik den ene part viser modet til at vedgå sine følelser af skam, så vil den denne radikale åbenhed virke som en meget stærk appel overfor partneren om at gøre det samme, altså også at vise åbenhed overfor at vedgå sine følelser af skam. Hvis det ene part pludseligt skrider til at blotte disse vanskelige følelser råt og brutalt, og den anden part slet ikke er parat til dette drastiske skridt, så kan det velsagtens føre til lukkethed og efterfølgende blokeringer og (yderligere) vanskeligheder i forholdet.

Psykologer og præster og andre sjælesørgere har formentlig til alle tider kendt til disse mekanismer og har brugt dem terapeutisk til at hjælpe folk ud af en aktuel livskrise. Hvad der er særligt ved Brené Browns forskning er, at hun har undersøgt disse forhold på et stort datagrundlag, og har påvist hvor meget netop dette kritiske forhold er bestemmende for folks følelsesmæssige udvikling og trivsel. Og hvad Brown samt mængder af psykologer og præster og andre sjælesørgere såvel har påvist er, hvad der omvendt sker i det enkelte menneskes psyke, når vedkommende vælger at fortrænge følelserne af skam. Når angsten for at fortabe sig selv og angsten for at fortabe ens anseelse hos sin partner bliver så stor, at man i stedet vælger at lægge låg på følelserne, og begrave dem dybt nede i ens egen underbevidsthed. Det er her, at denne mest grundlæggende fortrængning medfører en læggen låg på hele ens følelsesliv i øvrigt. Brown siger det meget klart, at man kan ikke fortrænge et bestemt afsnit af sit følelsesliv, uden at fortrængningen forplanter sig ud over alle afsnit af ens følelsesliv. Med denne mest grundlæggende fortrængning vælger man dybest set nu og fremover at være en overfladisk person.

Det spørgsmål jeg (igen) stiller i forlængelse heraf er, om vi kan forestille os, at lignende mekanismer er på spil på det kollektive plan? Og igen, mere konkret, at undersøge hvad det var for valg vi traf, da vi tilbage 70’erne valgte at lægge låg på den mægtige kollektive skam, vi pludselig var blevet bevidst om. At vi dér indså, hvordan vi ved vores kollektive adfærd var i fuld gang med at plyndre og forurene vores eget livsgrundlag givet ved planetens righoldige økosystemer og deres uendeligt komplekse samspil og ligevægtstilstande. Det er i hvert fald min påstand, at tanken om at vi (menneskeheden) ved vores egen grådighed og tankeløshed indenfor nogle få generationer skulle komme til at lægge planeten øde, og dermed også selv forgå, den tanke er ledsaget af nogle rimeligt heftige følelser af skam for langt de fleste mennesker. Faktisk for alle mennesker med de undtagelser nævnt indledningsvist. Når 70’erne var et så dybt splittet og polariseret årti som det var, skyldtes det muligvis ikke mindst denne dybe eksistentielle krise, hvor nogle kæmpede med at stå ved denne skam og de erkendelser og enorme udfordringer der ledsagede den, mens andre reagerede så stærkt på disse følelser af skam, at de valgte at lægge låg på erkendelserne og aktivt begrave dem dybt nede i deres underbevidsthed.

Personligt har jeg en mistanke om, at en række af de drejninger populærkulturen tog igennem 70’erne og ind i 80’erne med overlæg var møntede på at fremme disse kollektive fortrængninger. Enten det eller også hungrede folk bare efter redskaber til at flygte fra disse følelser af skam og overvældende udfordringer, og så var der bare en række politikere, akademikere, kunstnere, modeskabere m.fl., der villigt kom dem i møde. I hvert fald er det ikke svært at se det skift der skete sidst i 70’erne og ind i 80’erne, som en mægtig kulturel regression og en kollektiv bevægelse i retning af fortrængning af bevidstheden om vores ubehjælpelige drift imod rollen som ’destroyer of worlds’. Og ligesom vi på det individuelle ikke kan lægge låg på nogen følelser uden at lægge låg alle følelser, så kan vi ikke lægge låg på visse kollektive bevidsthedsformer uden at samfundslivet generelt bliver hæmmet. Det er dette udbredte klima af fortrængninger og overfladiskhed, som man her ved en status efter fire årtier kunne kalde ’den tonedøve epoke’ eller ’den insensitive epoke’.

Jeg ved ikke hvor fremtrædende oplevelsen af at have en indre stemme er i folks liv. For mit eget vedkommende har jeg en gennemgående følelse af at have en indre stemme, som vejleder mig i forskellige situationer og i mine udvekslinger med andre og i min måde at være i verden helt generelt. Og jeg antager at alle mennesker (med ovennævnte undtagelser) har denne mulighed for at føre dialog med sin indre stemme. Når en politiker tjekker op med sin samvittighed, så er det udtryk for denne dialog med hans eller hendes indre stemme. Når en akademiker tjekker lødigheden af sine konklusioner på basis af de foreliggende data, så det udtryk for denne dialog med hans eller hendes indre stemme. Når en kunstner under sit arbejde tjekker op med sin æstetiske sans, så er det udtryk for denne dialog med hans eller hendes indre stemme. Men er man først stævnet ud på en livsbane med fortrængninger, så vil denne indre dialog såvel være handicappet. Om denne dialog er helt udslukt eller om der stadig er en sprække kontakten kan ske igennem afhænger af graderne af fortrængninger.

Men hvad så, når fortrængningerne pludselig går hen og bliver institutionaliserede i kulturen, som vi muligvis gjorde det der tilbage sidst i 70’erne og ind i 80’erne? Ja, så vil der være mængder af kulturformer, som snarere er møntede på at kvæle den dialog den enkelte kan have med sit indre frem for at stimulere den. Og jeg vil påstå, at det er hvad vi har været vidner til. Jeg synes jeg har set så mange kulturformer, som har stimuleret en forhærdelse af den enkelte frem for en stimulation af den enkeltes sensibilitet. Og jeg synes jeg har set, hvordan disse forhærdende attituder bare har bredt sig længere og længere ned i ungdommen og videre ned i barndommen. I mine øjne har det været som en epidemi af overfladiskhed, og konsekvensen har formentlig været, at mange mennesker simpelthen ikke er klare over, at de overhovedet har adgang til en stemme inden i dem selv, som er i stand til at yde sikker vejledning selv i perioder med store omvæltninger. Og således har vi hen ad vejen fået en generation af politikere uden nogen samvittighed til at vejlede sig, kunstnere uden nogen æstetisk sans og akademikere uden nogen troskab overfor, hvad der er sandt.

Samtidig er der et spørgsmål om graderne af støj og mængderne af indtryk overfor mulighederne for at finde et øjebliks ro. For det kræver en vis ro og sensibilitet for overhovedet at være i stand til at opsnappe impulserne fra ens indre stemme. En sjælden gang imellem kan den indre stemme godt være i oprør og højtråbende, men almindeligvis er den indre stemme lavmælt. Man kan godt prøve at henvende sig til den med et spørgsmål, men forudsætningen for at man kan høre svaret er, at man formår at skabe tilstrækkelig ro og sensibilitet i sit sind til at impulserne kan trænge igennem al den øvrige knævren. Omvendt behøver man ikke at henvende sig med et spørgsmål, for bevidstheden bag ens indre stemme ved udmærket godt, hvor man er og hvad der går én på. Det gælder således nærmere om, bare at komme i denne rolige mere følsomme tilstand, og så kommer vejledningen fra ens indre helt af sig selv. Det er blandt andet derfor, at der er så mange mennesker, der har haft gode erfaringer med meditation og mindfulness.

Men alle de mennesker, som er blevet flaskede op med smarte selvpromoverende replikker og magtspil helt fra børnehavealderen (ikke mindst igennem TV og øvrige medier), og som aldrig har fået nogen vejledninger i at søge sin egen kerne, de står magtesløse i mødet med følelserne af skam og vil typisk per refleks undertrykke disse følelser. Og uden deres indre kerne til at vejlede dem, og med et følelsesliv som således er handicappet og frygtsomt, så forfalder de nemt til at lade sig lede af deres krybdyrhjerne, og impulserne om overlevelse, inklusion, magt og dominans. Og hvor lederskab traditionelt netop var funderet i en grad af føling med, hvilke stemninger der løber igennem den gruppe af mennesker man er leder for, så vil sådanne former for indføling såvel være handicappede, når ens eget følelsesliv er handicappet. Ud fra denne indgangsvinkel er det bestemt ikke utænkeligt, at ledelseslaget ikke bare i Danmark men over det meste af koden hen ad vejen er blevet befolket med de mest ambitiøse stræbertyper, som i realiteten ofte er blandt dem, der er mest ’lost’ i forhold til kontakten til deres egen indre kerne. At deres stræbsomhed i virkeligheden hele vejen igennem var en slags surrogat for den følelse af tilstedeværelse og tilfredsstillelse, som ikke længere var indenfor rækkevidde som følge af den handicappende følelsesmæssige opvækst.

Og de almindelige mennesker i den pågældende organisation eller det pågældende samfund vil formentlig som udgangspunkt antage, at deres ledere såvel er almindelige mennesker med evner for medfølelse samt grader af samvittighed, hvor virkeligheden snarere er den, at der hen over årene er sket en slags omvendt darwinisme, hvor det er de socialt mest handicappede, der brutalt og skrupelløst har fået manøvreret sig frem til de mest indflydelsesrige positioner. Og da disse ledere ikke selv længere har nogen forankring i deres egen kerne og følelse af forbundethed med andre, kan de kun lede ved at udstikke regler for medarbejdernes eller medborgernes adfærd. Hvilket har skabt dette i sig selv stærkt handicappende klima af overvågning, kontrol og detailstyring. Således har der i realiteten været tale om en gradvis erosion af evnerne for lederskab i vores kultur, men vi har ikke rigtig kunnet sætte fingeren på tilbagegangen, netop fordi den er sket gradvist. Indtil altså at en mægtig samfundsmæssige krise som coronaepidemien rammer, og lederskabets uduelighed og smålighed bliver stillet grelt til skue. Vi lever i en hysterisk tid, og disse hysteriske stemninger er ikke mindst en virkning af vores lederes manglende personlige jordforbindelse. Og samme uduelighed og smålighed og underliggende hysteri fører så til nogle helt uforholdsmæssige politiske beslutninger, som i realiteten har karakter af overgreb på befolkningen og nedbrydelse af de værdier vores samfund oprindeligt blev bygget på.









(Illustration: Still-billede fra Døde Poeters Klub, Buena Vista Pictures, 1989)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.