Livet i ekstremt usikre tider

Ud fra en overfladisk betragtning har de nulevende generationer her i Vesten levet igennem en periode med usædvanlig stabilitet og kontinuitet. Den oprindelige kolde krig, terrorbalancen mellem det kapitalistiske Vesten og de kommunistiske lande mod øst, fandt sin afslutning i løbet af 1980’erne. I 1989 skrev Francis Fukuyama artiklen ”The End of History?”, som fik enorm medvind ved artiklens sammenfald med Murens Fald og frisættelsen af de østeuropæiske lande fra deres kommunistiske regimer og den efterfølgende opløsning af Sovjetunionen. Og spørgsmålet Fukuyama stillede var, om ikke menneskeheden nu var nået til en form for afklaring, hvor de (vestlige) demokratiske styreformer og frimarkedskapitalismen måtte anses for endegyldigt at have bevist deres værdi og formålstjenlighed, og om det overhovedet var relevant at tænke i alternativer til disse suveræne samfundspiller.

Og sådan var stemningen op igennem 1990’erne. Tyskland blev genforenet, Rusland blev kapitalistisk og sågar Kina var med Deng Xiaoping’s mangeårige liberale reformer nu trådt ind på den internationale scene med sin egen form for statskapitalisme. Der var en særegen stemning af fred og forløsning over 1990’erne. Den store ekspansion af den vestlige finanssektor, som var startet under Thatcher og Reagan, gennemlevede en form for kulmination igennem 1990’erne, hvor alt kunne lade sig gøre og den store vækst indenfor finanssektoren bidrog til at skabe en stemning af generel samfundsmæssig optimisme. Livet var nemt, man skulle ikke tage stilling til alle mulige vanskelige spørgsmål, og 1980’ernes bevægelse i retning af fokus på ens egen succes og ens egen tilfredsstillelse og trivsel blev bare forstærket igennem 1990’erne.

Terrorangrebet på World Trade Center i 2001 var selvfølgelig en alvorlig forstyrrelse af denne ellers sorgløse og selvtilfredse stemning, men dagen derpå var Præsident George Bush på talerstolen og opfordrede den amerikanske befolkning til at fortsætte med deres liv som de plejer. Fortsæt med at forfølge jeres liv som I kender det, fortsæt med at gå ud og køb de ting I begærer. Og trods alle de forholdsregler, der herefter blev taget for at imødegå terrortrusler, og al overvågningen der blev udrullet, og starten på krigene i Afghanistan og Irak, så faldt de vestlige befolkninger alligevel tilbage til deres sorgløse og selvtilfredse og forbrugsorienterede levemåder. Finanskrisen i 2008 var igen en alvorlig momentan forstyrrelse af roen og stabiliteten, men også den forstyrrelse fik vi som samfund rystet af os, og vi fandt tilbage til den samme vanemæssige gænge.

Så ja, ud fra en overfladisk betragtning har de nulevende generationer her i Vesten levet igennem en periode med usædvanlig stabilitet og kontinuitet. Er man født på et tidspunkt efter midten af 1970’erne, må det være svært ikke bare at tage denne historisk usædvanlige stabilitet og kontinuitet for ’virkeligheden’. Men det er kun ud fra en overfladisk betragtning, at den samfundsmæssige udvikling fremstår så ensartet og sammenhængende. Så snart man begynder at dykke ned under overfladen og undersøge hvad det reelt er for et fundament vores samfund hviler på, er det et meget anderledes billede, der tegner sig. Igennem hele perioden er der under overfladen sket nogle enorme strukturelle skred.

Med internationaliseringen af finanssektoren og globaliseringen er der sket en vedholdende udflytning af den vestlige produktionsbase til udviklingslandene. Men netop fordi så mange af vores forbrugsvarer kunne produceres billigere i udviklingslandene, så mærkede vi som forbrugere ikke noget til disse vedholdende tab af samfundsmæssige aktiver. Finansialisering af de vestlige samfund betød samtidig, at alle boligejerne red på en bølge af oplevede velstandsstigninger, hvilket i høj grad understøttede ovennævnte sorgløse og selvtilfredse stemninger. Men finansialiseringen betød samtidig, at dem der sidder i toppen af det finansielle hierarki scorede nogle helt uforholdsmæssigt store gevinster, og under overfladen skete der en markant udbredelse af ulighed og nye dybe klasseskel. Og fordi denne klasse af superrige finansmoguler er opstået i det skjulte og et langt stykke af vejen på illegitime måder, så er disse klasseskel på sin vis en større samfundsmæssig trussel end tidligere tiders klasseskel var.

Og fordi vi alle er blevet lullet lidt i søvn af bortfaldet af ideologiske konflikter og de konstant udvidede forbrugsmuligheder, så har vi ikke rigtig været opmærksomme på de skred i vores værdier, der er sket over denne periode. Hvor der i starten af 1980’erne stadig var en ledelses- og forvaltningskultur med udbredt selvbestemmelse og der i pædagogisk henseende var en udbredt respekt for variationen i det enkelte menneskes interesser og evner, så er der over perioden sket en markant ensretning af både ledelses- og forvaltningskulturen samt af de pædagogiske målsætninger. Hvor de samfundsmæssige værdier førhen var åbne og i en form for flux, så har tendensen igennem hele perioden været imod at pinde værdierne mere og mere ud, og hvor det enkelte menneske førhen kom med sit bidrag til hvad der sammenfatter de samfundsmæssige værdier, er bevægelsen nu vendt helt rundt, så opgaven for det enkelte menneske nu er at rette ind under de nu klart definerede og udtrykkelige samfundsmæssige værdier/ målsætninger. Og det paradoksale er her, at denne trang til at definere de samfundsmæssige værdier formentlig var drevet af et ønske om at gøre samfundet mere robust, så er effekten den stik modsatte, at folk bliver undertrykte og forrykkede ud af dem selv og skrøbelige.

Et andet aspekt af dette skred i vores menneskesyn kommer til udtryk i måderne journalistikken og medielandskabet har udviklet sig. Det er det samme mønster, hvor pressen tidligere vitterlig var uafhængig, og havde en vigtig funktion i retning af at afdække misrøgt og embedsmisbrug på de højeste niveauer af samfundet, så er vi nu landet i en situation, hvor medierne er ejede af massive pengeinteresser og journalisterne skal som alle andre medarbejdere rette ind under et værdimæssigt regimente. Det er frugterne af den kommercialisering af medielandskabet, der startede i 1980’erne og som nu er mundet ud i, at der praktisk talt ikke længere udøves dybdeborende journalistik. Og således fortsætter vi alle med at leve på overfalden og kalde det ’virkeligheden’. Og oveni disse kulturelle udviklingslinjer har der samtidig været de helt store globale udfordringer i form af befolkningstilvæksten samt ikke mindst væksten i menneskedens omsætning af ressourcer og den deraf følgende udpiningen af naturgrundlaget og klimaforandringerne.

Sådan er vores omstændigheder. I samme øjeblik vi dykker ned under overfladen og begynder at undersøge, hvad det er for et fundament vores samfund hviler på, så fremstår vores samfund som helhed som meget skrøbeligt. Vi har i Vesten kunnet opretholde vores høje levestandard gennem nogle former finansiel overlegenhed, man kunne kalde det finansiel imperialisme, men i samme øjeblik denne finansielle overlegenhed skulle falde bort, så vil vi mærke konsekvenserne af at have ladet vores produktionsbase blive så udpint som den er. Samtidig står vi med et samfund, der i realiteten er dybt splittet, fordi de dybe klasseskel der har udviklet sig over de seneste årtier medfører, at de forskellige befolkningsgrupper har meget forskellige interesser og ønsker for den videre samfundsudvikling. Store dele af befolkningen lever med en voksende frustration over de stive centraliserede ledelsesmetoder, men lever samtidig med magtesløsheden ved ikke at kunne forestille sig at disse metoder kan ændres. Og der er en voksende frustration over de enorme uligheder og fornemmelsen af, at der er nogen i toppen, der kører rundt med samfundet i henhold til deres egne interesser, og den almindelige befolkning er bare statister i dette spil.

Og den offentlig debat, som skulle etablere et eller andet fælles grundlag for at diskutere vores samfundsmæssige omstændigheder, bevæger sig nærmest udelukkende på overfladen. Kun lejlighedsvist bliver der afdækket et tilfælde af alvorlig misrøgt eller embedsmisbrug, men mainstreammedierne bider sig ikke fast i disse sager og forfølger dem til den bitre ende. Tværtimod bliver sådanne sager, der peger i retning af dybe former for korruption i vores samfund, ofte kørt ud på et sidespor af mediernes sendeflade. Hvorfor slap journalisterne Dong-salget inden alle de suspekte sider af den sag var blevet afdækkede? Hvorfor slap journalisterne sagen om de forfatningsmæssige overgreb ved forhandlingerne om TTIP-handelsaftalen? Hvorfor er Danske Banks hvidvaskningssag eller storbankernes udbytteskatfidus ikke fortsat forsidestof? Hvordan kunne journalisterne lade politikerne slippe afsted med at nedlægge Irakkommissionen? Eller overvågningsprogrammernes brud på Grundloven? Eller salget af Nets?

Det er her, at det så er nærliggende at tænke, at vores samfund bare er korrupt helt ind i kernen. At journalisterne arbejder ud fra dekreter om, at der er alle mulige samfundsforhold og sager, som man bare ikke skal gå i dybden med. Og det er nærliggende at tænke, at medieredaktørerne så på deres side får hvisket den redaktionelle linje i øret af de massive bagvedliggende politiske eller finansielle interesser. Særligt over de forløbne 20 år har mediernes svigt i retning af at kaste lys over de reelle samfundsmæssige udviklingstendenser været så graverende, at store dele af befolkningen har søgt imod uafhængige journalister og kommentatorer på internettet. Var det ikke for mainstreammediernes insisteren på at være så overfladiske og stuerene og underholdende, havde vi som samfund i stedet formået at fastholde en kritisk dybdeborende journalistisk tradition, så ville vi ikke have problemerne med den store udbredelse af konspirationsteorier. Personligt har jeg selv jævnligt indforskrevet mig under gruppen af konspirationsteoretikere, og for eksempel er jeg overbevist om, at 9/11 ikke kunne være sket uden en konspiration indenfor de øverste afsnit af den amerikanske administration. Bare sagt i parentes, men det bringer mig frem til det virkelige paradoks, og det der mere end noget andet karakteriserer livet i ekstremt usikre tider.

På den ene side har vi mainstreamsamfundet, alle de mennesker som tager livet på overfladen for gode varer, og som dygtiggør sig indenfor de kompetencer der værdsættes blandt alle de, der såvel lever på overfladen. Og skulle f.eks. en journalist af vanvare komme til at pille lidt i overfladen og kigge ind bag facaden og der se, hvordan de bærende konstruktioner er holdt sammen af gaffatape og midlertidige afstivninger og nylonspændebånd samt en hel industri af folk, der konstant arbejder i skyggen for at holde konstruktionen nogenlunde stabiliseret, ja så vil denne journalist pludselig være konfronteret med et eksistentielt valg. Skal jeg forblive i min nuværende privilegerede og prestigefyldte stilling og pr. omgående bare vende tilbage til livet på overfladen, eller skal jeg lægge mit hidtidige liv og min hidtidige succes bag mig for at forfølge sandheden?

Jeg har nævnt eksemplet før, men jeg syntes det var så påfaldende, da Nationalbankdirektør Lars Rohde på DR1’s program Klog På Sprog åbent erklærede, at det danske boligmarked kunne sammenlignes med et pyramidespil, så syntes DR’s økonomiske journalist Casper Schrøder, som også var inviteret, at han straks skulle udglatte og nærmest bortforklare nationalbankdirektørens radikale udmelding. For mig peger det i retning af, at Casper Schrøder mere end én gang er kommet til at pille lidt i overfladen og har fået et momentant kig ind i virkeligheden bag, men så har mærket det eksistentiellle sug og har straks trukket følehornene til sig og truffet valget bare at forblive ude på overfladen. Og således er denne reaktion blevet så grundigt indarbejdet, så den helt pavlovsk og pr. omgående spærrer for hvad der ellers kunne være blevet lidt af et journalistisk scoop.

Det er hårdt og eksistentielt udfordrende at være journalist i ekstremt usikre tider, omvendt er der også en stor faldgrube i at springe ud som konspirationsteoretiker. Alle de mange mennesker, som har taget den eksistentielle rejse at tillade sig selv at stille spørgsmål ved mange af de epokegørende begivenheder i vores samtidshistorie såsom 9/11 og Finanskrisen og coronaepidemien, starter ud som skeptiske og modvillige. Kan det virkelig passe, at der findes så voldsomme grader af korruption i vores samfunds øverste ledelseslag, at nogen kunne finde på med overlæg at ofre mange menneskers liv for at få deres egne interesser igennem? Man skal ikke underkende, hvor stor modstand der er hos langt de fleste mennesker overfor at acceptere et så radikalt forandret syn på de samfundsmæssige vilkår.

Men når man så er gået igennem denne eksistentielle krise, og har accepteret at der nok er nogle dybt foruroligende elementer af ubeføjet magtudøvelse i vores samfund, så forfalder man meget nemt til at gøre denne foruroligende mulighed til en fremadrettet grundantagelse. Og det er klart, at starter man efterfølgende ud fra en grundantagelse om, at det samfundsmæssige lederskab er korrupt og dybt infiltreret af ubeføjet magtudøvelse, så vil det have vidtgående konsekvenser for både ens menneskesyn og almene samfundsforestillinger. Som jeg ser det, er det lidt konspirationsteoretikernes svøbe, og forfalder man til sådanne forudindtagede tilgange, er man ikke et hak bedre end de forskræmte journalister ovenfor. Også fra denne kant bliver man et offer for trangen til at finde faste holdepunkter i en ekstrem usikker verden.

Jeg tror vi alle har en kæmpe udfordring i at forblive åbne og fleksible i en verden i voldsomt opbrud. Vi skal kunne bevare denne åbenhed og fleksibilitet og grundlæggende respekt for hinandens synspunkter, hvis vi skal manøvrere igennem disse stormfulde tider. Det har også været en kæmpe belastning, at dette opbrud foreløbig netop kun er sket under overfladen, og således har det bare været fornemmet men ikke rigtig bevidstgjort. Min personlige fornemmelse siger mig så, at disse opbrud snart vil slå igennem, boligbobler vil briste og facader vil styrte i grus. Og det opfatter jeg som et fremskridt. For så bliver opbruddet åbenlyst for enhver, og så har vi nogle helt andre muligheder for at handle rationelt og fremadrettet og faktisk allerede der påbegynde genopbygningen af vores samfund. Et reformeret samfund. Et sundt og transparent samfund.







(Illustration: Den indretningsmæssige pendant til livet på overfladen? Et liv i skyerne..)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.