Forståelseskløften

Hvem kender ikke til følelsen af bondeanger i forlængelse af et Facebook-opslag? For mit eget vedkommende kommer det over mig, hvis jeg bliver i tvivl om jeg måske har været for yderliggående eller for unuanceret i mine synspunkter. Og jeg tror ikke at det er det med populariteten der trykker. Var det populariteten det kom an på, var jeg stoppet kort efter jeg overhovedet begyndte med at dele mine synspunkter. Nej, der skoen trykker er, at det ligger mig meget på sinde at bygge bro og skabe et rum for udveksling af synspunkter, hvor der er lydhørhed for alle indgangsvinkler. Måske er det en virkning af, at jeg selv er en person der rummer store kontraster, og som således kæmper med overhovedet at forlige de forskellige motivationer og præferencer indeni mig selv. Og det kunne godt se ud som om at denne stræben er en af mine primære livsopgaver, altså evnen til at skabe et mentalt rum hvor der er plads til alle mennesker. Bondeangeren kommer således over mig, hvis jeg får fornemmelsen af, at det jeg har skrevet, gør det nemt for mange bare at placere mig i en bestemt bås (f.eks. “konspirationsteoretiker” eller “idealist” eller “dommedagsprofet”), og jeg således har svigtet i retning af at skabe det rum, hvor hver enkelt besøgende måske ikke ligefrem føler sig hjemme, men i hvert fald kan holde ud at opholde sig og samtidig henter noget stof til eftertanke. Jeg er selvfølgelig helt klar over, at det jeg er oppe imod et langt stykke af vejen er andre menneskers fordomme, men disse har i sig selv velsagtens altid deres rødder i former for frygt og mangel på respekt.

Men det er sågu også lidt af en opgave at skulle omfavne de enormt varierede virkelighedsopfattelser, der lever side om side og brydes i denne helt unikke periode af menneskehedens udvikling. På den ene side har vi en stor gruppe af mennesker, som har dygtiggjort sig indenfor den bestående samfundsorden og som har opnået succes, og som på den baggrund mener, at tingene i det store hele hænger udmærket sammen. For dem var coronavirussen bare et af naturens luner, men heldigvis er vi mennesker intelligente og innovative, og således blev alt sat ind på at udvikle en vaccine, der kunne overkomme virusinfektionen, og vores samfund kunne komme tilbage til sin hidtidige velordnede form. Der ligger en enorm enkelhed og tryghed ved at acceptere de etablerede samfundsmæssige former, og der er noget grundlæggende positivt og fordelagtigt ved at gå ud fra, at alle vores samfundsmæssige institutioner er drevet af motivationer om at tjene almenvellet. Faktisk er dette så fundamentalt, at tanken om at det samfundsmæssige lederskab skulle være underlagt nogle andre motivationer end at tjene almenvellet fremstår absurd.

Heroverfor er der mængder af mennesker, som ser på vores nuværende samfundsorden snarere som en “samfundsorden”, altså som en institutionel konstruktion, som ikke bare kan have indbyggede fejl og svagheder, den kan sågar være underlagt både institutionelle og individuelle magtbegær. Og disse magtbegær kan hen ad vejen gøre de erklærede målsætninger sekundære og redskaber for de primære drivkræfter, som er denne stræben efter magt. Der kan være mange grunde til, at folk har udviklet en skepsis overfor vores herskende “samfundsorden”. Det kan være den denne “samfundsordens” svigtende evner for at forholde sig til de mægtige udfordringer i form af bæredygtighed og udpining af naturgrundlaget. Det kan være denne “samfundsordens” svigtende evner for at skabe et rum for udfoldelse og udvikling for alle samfundets individer eller med andre ord, en ligegyldighed overfor og en accept af nogle enorme og stadigt voksende sociale uligheder. Og det kan netop være denne “samfundsordens” hang til magt og dominans, som fører til overgreb i et hav af forskellige afskygninger.

Hvor man tidligere kunne tale om, at der var forskel på politisk og økonomisk magt, så har de politiske ledere igennem en menneskealder så villigt stillet sig på samme side som storkoncernerne og storbankerne, at den økonomiske og ikke mindst den finansielle magt har haft en helt uforholdsmæssig stor indflydelse på samfundsudviklingen. Og så kan man hævde, at det var en virkning af globaliseringen og de storpolitiske blokkes konsolidering og indbyrdes positionering, men det er efter min opfattelse at spænde vognen foran hesten. Det var globaliseringen af den finansielle sektor, der gik forud for globaliseringen af produktionsforholdene, og som gav finanssektoren en enorm overmagt over de nationale politiske ledere. Det er her at den politiske magt synker sammen og med den de almindelige borgeres politiske mandat. Og konsekvensen har været, at produktionsbasen i Vesten er blevet udpint, mens direktørerne og aktionærerne har scoret nogle fuldkommen eksorbitante gevinster. Og denne finansielle elite tiltuskede sig samtidig friheden til at udskille sig fra de nationale loves snærende bindinger, og således blev disse eksorbitante gevinster i realiteten lænsede ud af nationaløkonomierne og placerede i obskure oversøiske territorier.

For de lavere socialklasser betød denne samfundsudvikling et markant faldende økonomisk råderum og stadigt mere usikre fremtidsudsigter. Oveni det kommer indførelsen af den stærkes ret når det kommer til forbrugerbeskyttelse, herunder svigtende beskyttelse mod monopol- og kartelprisdannelser, administrativ og juridisk overmagt på leverandørsiden, svigtende klagemuligheder samt uforholdsmæssige sanktioner overfor de mindste uregelmæssigheder i forbrugerens betalinger mv. Og oveni det kommer så myndighedernes svigt i retning af at beskytte borgerne imod ubeføjet overvågning og dataindsamling, virkningerne af udliciteret og svigtende datasikkerhed samt den groteske underbemanding af politiets efterforskningsenhed for økonomisk kriminalitet, som i virkeligheden var et integreret led i alt det ovenstående. Og så kan de højere socialklasser i storbyerne rynke på næsen af alle borgerne i de lavere socialklasser og al deres skepsis og mistro overfor det samfundsmæssige lederskab, når virkeligheden snarere er den, at de lavere socialklasser har vist stor tålmodighed og overraskende stor velvilje overfor samfundet som helhed, også selvom det et langt stykke af vejen udviklede sig stik imod deres interesser. Men nu er det begyndt at dæmre for de brede befolkningslag, at det samfund de gik og troede på, i virkeligheden er blevet fortrængt over de seneste 40 år, og at de har mistet meget mere end bare deres økonomiske råderum.

Det er her at vi er nødt til at overveje sammenhængen mellem tro og viden. Så længe tingene går deres sædvanlige skæve gang og tingene er som de plejer, forfalder vi alle til at anse videnselementet for at være fremherskende og troselementet for at være meget lille. Men undersøger vi sammenhængen mellem tro og viden nøjere, vil vi opdage, at en meget stor del af vores “viden” i virkeligheden er baseret på tro. Og netop det store troselement i vores “viden” om vores verden og vores samfund gør, at pludselige skift i vores “viden” kan indtræffe. Når samfundets lavere socialklasser over mange år har været udsat for forringelser af deres levevilkår i form af udhuling af deres købekraft samt indskrænkning af deres udfoldelsesmuligheder igennem en flom af regler og forordninger fra både offentligt og erhvervsmæssigt hold, ja så vil folk en for en hen ad vejen stoppe op og spørge sig selv, hvad Fanden er det for et samfund jeg er en del af? Og lige dér sker der et skift, hvor hele fundamentet af trosforestillinger skrider, hvad der var “viden” viser sig at være godtroende indbildninger, og en form eksistentiel kamp tager sin begyndelse, hvor folk forsøger at danne sig nogle nye sammenhængende forståelser af den verden vi lever i.

Og i samme øjeblikke man træder ud af vanernes fortryllelse, så vil man apropos det ovenstående blive konfronteret med mængder af tegn på nogle virkelig heftige former for korruption, der er løs i vores samfund. At der nærmest er sket en form for statskup, hvor den finansielle elite har sat sig så tungt på samfundsudviklingen, at strømmen af midler bare flyder ubrudt fra alle afsnit af samfundet op til denne elite. Og samme elite har selvfølgelig sat sig på medierne og kontrollerer via de politiske ledere såvel de offentlige nyhedskanaler, så hvor medierne tidligere havde en vigtig funktion i retning af at afdække korruption og magtmisbrug, så forekommer mediernes altdominerende opgave i stedet at være netop at opretholde de vanemæssige forestillingers fortryllelse. Så for alle de, der af ovennævnte grunde mister deres tro de vanemæssige samfundsfortællinger, er mainstream-medierne ubrugelige, og de er således henvist til at orientere sig om hvad der sker i verden via diverse bloggere og undergrundsmedier.

Og hvad render man så ind i, når man bevæger sig ud i denne undergrundsmedieverden? Man løber ind i dokumentarer om at elitekostskoler igennem århundreder har haft nogle vilde ritualer, som nærmest havde karakter af terror overfor de nye elever, og at disse ritualer forekommer at have en vigtig funktion i retning af at forhærde de unge mennesker til at indtage poster med ekstreme grader af magt og en evne til at udøve denne magt med den nødvendige brutalitet. Man løber i dokumentarer om systematiseret sexmisbrug af børn på de øverste niveauer af magt, enten drevet af lyster eller som led at gøre sig selv ‘blackmailable’ og som sådan en tro tjener for de der står over én selv i hierarkiet. Man løber ind i dokumentarer om, hvordan efterretningstjenesterne bidrager til at skabe kaos i “tredjerangslande”, og at terror forekommer både at være en af deres strategier for at skabe kaos og en målsætning i sig selv. Man løber ind i dokumentarer om, hvordan terror også er blevet brugt til at skabe følelsesmæssigt og mentalt kaos i Vesten, og har fungeret som en strategi for indførelse af et overvågnings- og kontrolsamfund, som mange gange overstiger hvad tidligere totalitære regimer kunne præstere. Samt utallige andre dokumentarer der som sagt kaster lys over nogle virkelig heftige former for korruption, der er løs i vores samfund.

Disse dokumentarer har selvfølgelig en meget svingende kvalitet, hvor de bedste fremlægger omhyggelig research og såvel er omhyggelige med blot at rejse en række kritiske spørgsmål på basis af de indhentede data, mens de værste bare plukker informationer vilkårligt fra internettet og stykker dem sammen til en konspirationsteori. Og alle de, som har en interesse i at opretholde de vanemæssige samfundsforestillinger, og det kan enten være almindelige mennesker, som mærker en frygt overfor at få deres vanemæssige samfundsforestillinger seriøst udfordrede, eller det kan være agenter for ovennævnte elite, som ikke ønsker alle deres underhåndsoperationer afslørede, begge disse to grupperinger bruger så de elendige konspirationsteoretiske dokumentarer som et redskab til at miskreditere de sobre og stærkt foruroligende dokumentarer. Og således har der åbnet sig en kløft i vores kultur, hvor der på den ene side er store samfundsgrupper der har erkendt, at vores samfund er blevet skamredet af en elite drevet egocentriske interesser, og at vores samfund ikke længere kan gøre krav på de idealer og den omsorg og ansvarlighed, som det tidligere kunne. Og på den anden side har vi de som holder på, at alt i det store og hele er som det plejer, og folk skal holde op med at være så konspirationteoretiske og så tvivl om alt muligt.

Dette sammenfatter i sig selv en rimelig heftig stand-off og en rimelig dybtgående kløft, men det er ikke den kløft der er det egentlige emne for denne note. Eller rettere, det er velsagtens den samme kløft, men anskuet fra en anden synsvinkel. Jeg er over årene kommet frem til og er igennem varierede kilder blevet bestyrket i relevansen af nogle radikale nye forestillinger om menneskets natur. For mig var det undersøgelser af dels naturen af inspirationer og drømme dels naturen af samvittigheden og hvordan den forekommer at være tæt forbundet med vores sjæleliv, der ledte mig til disse radikale nye forestillinger. Essensen af disse forestillinger er, at mennesket rummer væsensled, som er fri af bindingerne af stoffet, tiden og rummet, ligesom bevidstheden ikke er bundet til kroppen eller mennesket eller nogen anden fysisk manifestation. Frem for at være en speciel evne for særligt begavede har alle mennesker formentlig evner for clairvoyance, og kan opfatte og kommunikere på tværs af tid og rum.

Jeg ved ikke hvor mange mennesker, der opererer med forestillinger om, at mennesket har et ’højere selv’, som man kan føre dialog med, og som kan vejlede en i forskellige kritiske spørgsmål i livet og i dagligdagen. Jeg ved heller ikke hvor mange mennesker, der opererer med at have en indre stemme eller ’mavefornemmelser’ eller evner for at føre dialog med sit hjerte, men alle disse varierede former for at føre dialog med bestemte mere ’sande’ aspekter af en selv, er efter min opfattelse udtryk for, hvordan en større bevidsthed lever i os, og vi har evnerne for at konsultere denne større bevidsthed. Disse forestillinger er efter min opfattelse ikke i strid med den videnskabelige metode, men er snarere udtryk for en anden tilgang til virkeligheden, som har sine egne sandhedskriterier og sin egen vægt (hovedsageligt for den enkelte) samt sine iboende svagheder i retning af etablering af en kollektivt afhandlet virkelighedsopfattelse.

Men det vidtløftige ved disse forestillinger stopper ikke en gang her. I samme øjeblik vi nemlig åbner vores liv for udvekslinger på disse højere planer, så åbner vi også vores liv for former for indflydelse gennem de samme kanaler. Det er lidt ligesom mødet mellem to kulturer, der ikke førhen har haft nogen udvekslinger. Der er forskelle i verdensopfattelser, forskelle i teknologisk udviklingsniveau, forskelle i skikke og levemåder. Når der åbnes for udvekslinger med en fremmed kultur, åbnes der for radikale inspirationer og handel og fornyelse, men man risikerer også, at nogle af de mere sygelige dysfunktionelle sider af den fremmede kultur såvel vinder frem, og skaber lignende mønstre af sygelighed og dysfunktionalitet. Og i tilbageblik er det ikke en afgjort sag, at de fremmede kulturer vandt ved deres indbyrdes udveksling, men det forekommer nærmest at være en slags naturlov, at grænser konstant bliver overskredet for at progressiv udvikling kan finde sted. Stilstand medfører degeneration.

Når vi åbner vores liv for udvekslinger på disse højere planer, virker det som om at den enkeltes egen livstilstand et langt stykke af vejen er bestemmende for, hvilke indflydelser man inviterer indenfor i sit sjæleliv. Er ens liv i forvejen styret af stærke egocentriske begær kan udvekslinger på disse højere planer føre til både en radikalisering af disse begær samt inspirationer og nye talenter i retning af at opnå succes med imødekommelsen af disse begær. Er man i stedet orienteret imod tilfredsstillelserne ved at skabe ting i fællesskab med andre og for fællesskabets trivsel, så er det lignende holistiske indflydelser man inviterer indenfor og i disse retninger at ens inspirationer og udviklingen af nye talenter går. Det afgørende her er efter min opfattelse, at det enkelte menneske vedholdende selv træffer sine valg om, hvilke veje man vil gå. De egocentriske drivkræfter har den samme ret til at eksistere som de holistiske, man skal bare gøre sig klart, at egocentriske drivkræfter i den sidste ende er destruktive drivkræfter. Hvilket jeg mener vi har overvældende vidnesbyrd om netop på dette punkt af Jordens og menneskehedens udviklingslinje.

Hvis vi (forsøgsvist) accepterer et sådant radikalt udvidet menneskesyn, så er det nærliggende at kaste et fornyet blik på alt det ovenstående. Siger vi at mennesket som udgangspunkt har denne evne til at føre dialog med sin samvittighed og igennem denne dialog faktisk forbinde sig selv med andre mennesker og andre livsformer og orientere sig om deres trivsel, og at disse evner rent faktisk gør mennesket til en meget stærk og kapabel livsform med evner for at skabe frodige harmoniske samfund, så er de samme evner i sagens natur en kæmpe trussel overfor de, der har dedikeret deres liv til forfølgelsen af egocentriske begær. Og måske er terroren i alle dens mangfoldige fremtrædelsesformer, et af de mest virkningsfulde værktøjer til at forstyrre det enkelte menneskes evner for at føre dialog med sin samvittighed.

I det perspektiv kunne den virkelige forståelseskløft ligge imellem de, der mod alle odds har bevaret en kontakt til deres samvittighed overfor de som har mistet denne kontakt eller har fået den fuldstændig fortrængt, og således er prisgivede et valg mellem forskellige opfattelser, som dybest set alle er ”forrykte” fordi de mangler den indre ledetråd, men ikke mere forrykte end at de på den ene eller den anden måde tjener ens ego.







(Illustration: Helle Thorning, Tangkrogen, Aarhus, 1. maj 2013, Jan Dagø)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.