(Læserbrev i Weekendavisen, uge 6, 2012)

Som svar på sidste uges artikel “Arkitektens ringe trøst” kommer her en kommentar fra en insider: Arkitekterne har slet ikke har behov for trøst. Vi er cool. Coolness har været arkitekternes ledestjerne gennem mange år, både på et personligt plan og i de ting vi har lavet. Der er blevet lavet mange cool byggerier. Og coolness er nemt at gengive i et tidsskrift eller et salgsprospekt, som i sig selv også er cool. Ikke nogen billeder med mennesker, i hvert fald ikke nogen billeder, hvor de, der optræder, ser ud til at leve et virkeligt liv. Intet kaos, intet mørke, bare et tidløst liv i et æterisk, hvidt univers. Et liv i skyerne.

Hvad der dog virkelig slår én som arkitekt, der ser tilbage på de seneste årtiers arkitektur og byggeboom, er fraværet af ideer, tiltag og eksperimenter, som forholder sig til de store, samfundsmæssige udfordringer, vi helt konkret står med.

Vores livsform ikke er bæredygtig. Det er en bevidsthed, som har levet i vores kultur i snart en menneskealder. Der var ungdomsoprøret, der var Rom-klubben og »Grænser for vækst«, der var Brundtland-rapporten, som snart kan fejre 25 års jubilæum.

Jeg ved ikke, hvad det er ved sætningen »Vores livsform er ikke bæredygtig«, som er så svært at forstå. Man skulle jo synes, at så snart det blev erkendt, ville vi straks ræsonnere at vi måtte lægge kursen om, for det er jo uforsvarligt at leve på måder, der ikke er bæredygtige. Altså, uforsvarligt.

Men, som bekendt, er disse kursændringer kun sket i marginalt omfang. Politikerne har fortsat vækst øverst på dagsordenen, og hastigheden hvormed vi ødelægger livsgrundlaget for kommende generationer er svimlende. Der er noget simpel matematik i det her. Vi taler om eksponentielle kurver, vi taler for eksempel om ved en årlig vækstrate på 3,5 procent, at der over en 20-årig periode forbruges ligeså meget, som der er forbrugt i hele den historiske periode, der ligger forud.

Kina har siden 90’erne haft vækstrater på cirka ni procent, hvilket svarer til at landet i løbet af otte år forbruger ligeså meget, som de har forbrugt i de forudgående 7000 år. Siden 1988 har Kina altså fordoblet sit akkumulerede, historiske forbrug tre gange. Og med samme vækstrate vil Kina i perioden mellem 2012 og 2020 forbruge lige så meget, som det totalt har forbrugt til og med 2011. Disse realiteter kalder på nytænkning i omfang helt uden fortilfælde – teknisk, politisk, økologisk, socialt.

Selvfølgelig tjener arkitekterne først og fremmest deres klienter, private eller offentlige, og er dermed også underlagt disses værdisæt. Men arkitekterne forvalter samtidig nogle samfundsmæssige værdier, som er større end den konkrete opgave, og arkitekten skal kunne formidle disse værdier overfor sin klient, så klienten respekterer dem. Hvis arkitekterne havde været i en konstant interessekonflikt mellem, hvad bygherrerne bad os om at gøre, og hvad vi selv følte var rigtigt at gøre, så havde det vel udmøntet sig i en vedvarende offentlig debat om arkitekturens rolle. Men det har der ikke været meget af.

Vi har været cool. Og solet os i mediernes hype.