Jeg havde faktisk et ret skønt værelse, da jeg gik i gymnasiet og stadig boede hjemme. Vi taler om årene ’79-81. Udover at være indrettet i tidens stil med kokostæppe på gulvet, en sofa/seng med brunt hestedækkenbetræk, et skiferbord og et stereoanlæg med spolebåndoptager, så havde værelset den kvalitet, at selvom det faktisk lå i husets kælderplan var det ikke desto mindre direkte ud til indkørsel og gade. Dette gav værelset en privat karakter, som gjorde det til et af de mere brugte mødesteder, overnatningsmuligheder mm.

Og der blev diskuteret politik og lavet gruppearbejder eller som den aften jeg konkret har i tankerne, hvor jeg sad med min ven Thomas og baksede med vist nok indtil flere fysikrapporter. Her var det at vi blev grebet af en djævelsk associationsrække, hvor vi i fælleskab visualiserede hvordan verden ville tage sig ud efter et samenbrud af vores energiforsyninger. Husk på at dette kun var 7 år efter energikrisen, og 3 år efter at præsident Jimmy Carter havde installeret solcellepaneler på taget af Det Hvide Hus og givet sin  ”Address to the Nation on Energy”. (Og i øvrigt bare et år før præsident Ronald Reagan fik samme solcellepaneler fjernet igen).

Billederne Thomas og jeg fremmanede af en verden med stor knaphed på olie var temmelig skræmmende. Billeder af hvordan folk ville slås om fødevarer, hvordan røverbander ville drive omkring og man måtte forsvare sine beholdninger af stort set alt hvad man havde, hvordan ting der gik i stykker ville være umulige at få repareret, hvordan fine møbler ville blive hugget til pindebrænde for at holde ovnen i gang på en kold vinternat.

Jeg gætter på at disse billeder prentede sig lige så solidt i Thomas’ bevidsthed som de gjorde i min. Som den overlever jeg er, har jeg aldrig opfattet denne visualisering som en profeti, men den har altid ligget i baggrunden som et helt reelt fremtidsscenarie.

I dag kan man så gå på youtube og se Albert Bartletts fine foredrag om eksponentiel vækst, man kan tage Chris Martensons ”Crash Course” eller se den lille, pædagogiske ”There’s no Tomorrow”. Konklusionen er ikke til at komme udenom: Der findes ikke nogen energikilde til erstatning for olien. Alle andre kendte energikilder giver langt mndre overskydende energi for den energi der investeres i udvindelsen. Med mindre vi indenfor få år omstiller vores levemåder, ja så er vi fucked.

Med dette i baghovedet kan man så se ud over det politiske landskab. I Europa har politikerne travlt med at være nyttige idioter for de finansielle markeder. Som om bankerotten kan afvendes. Som om bankerotten var noget som helst andet end den logiske konsekvens af en livsform ude af balance.

I USA er politikerne skrækslagne ved tanken om at skulle vende blikket indad og erkende omfanget af råddenskaben i deres politiske system og erhvervsliv. Så hellere fortsætte med at opdyrke nye fjender og nye konflikter, som så kalder på nye militære eventyr og en fortsat ukritisk samling om flaget.

Og i BRIC-landene m.fl. er politikerne sultne, lige så sultne som deres befolkninger, efter vækst og forbrug og en tjekket livsstil, uanset at planeten allerede har rundet sin maksimale ydeevne, og alle resurser viser markante stigninger i omkostningerne ved udvindingen.

Politikerne taler om krige i humanismens navn, de taler om sundhedsreformer og pensionsreformer, og de taler om ændringer til vores energipolitik som skal iværksættes om 5, 10 eller 20 år. Og politikerne er omgivet af en skare af kommunikationsrådgivere og stylister, som sikrer at de fremstår troværdige og ansvarlige. Vi lever i en pseudovirkelighed og vi er så fucked.

Og nyhedskanalerne går ukritisk ind på de fiktive dagsordener, og er nuancerede ved at lader begge parter i et fiktivt modsætningsforhold komme til orde. Vi er forladte og vi er så fucked.

Med det nuværende politiske udsyn og den nuværende politiske handlekraft er Thomas’ og mit visualiserede fremtidshelvede det mest sandsynlige scenarie på mellemlangt sigt. Jeg er ked af at sige det.

Men på kort sigt er bankerotten jo netop uafvendelig. Og det er måske vores store chance. Det bliver selvfølgelig en meget smertefuld omstillingsproces, ikke desto mindre er det måske vores chance for at genindføre noget fornuft, noget rimelighed – vores chance for at begynde at indføre bæredygtige livsformer. Måske vil bankerotten forløse nogle egenskaber hos det enkelte menneske, som ingen i den nuværende politiske kultur har fantasi til at forestille sig – inspiration, håb, medfølelse, solidaritet, samarbejdsvilje.

Karsten Kølliker, feb. 2012

”Address to the Nation on Energy” (http://www.presidency.ucsb.edu/ws/?pid=7369#axzz1mzxC0VDL)

Foto: James Griffioen (http://www.spaceinvading.com/entry/project_id/Abandoned_Detroit_Schools200903141237088863)